Norsk Adel i forrige Aarhundrede
Henrik Steffens fortæller i sine Erindringer („Was ich erlebte“, 2, S. 40–42), at Christian VI havde til Hensigt „allmälig einen echt norwegischen einheimischen Adel zu begründen“, hvortil Elementer fandtes, idet nogle tildels velhavende Bondefamilier i Gudbrandsdalen, Valders og andre frugtbare Dele af Landet nedstammede fra de gamle Jarler (!) og vare sig det bevidst, idet de kun indgik Ægteskaber indbyrdes osv. Sønner af saadanne Storbønder bleve da, fortælles der videre, nedkaldte til Kjøbenhavn og indsatte i Landkadet-Akademiet. Man vilde gjøre dem til Officerer, ja til Pager ved Hoffet. Men det var store, firskaarne, sterke, halsstarrige, modige Mennesker, opdragne i stor Frihed og lidet skikkede til at underkaste sig Subordination. Dengang anvendtes endnu legemlige Straffe ved Akademiet, og det hændte nogle Gange, at de raa norske Kadetter satte sig til Modværge mod sine Lærere. Man havde da kun Valget mellem at lade dem skyde eller sende dem hjem, og den menneskekjærlige Konge valgte den sidste Udvei. Forsøget mislykkedes altsaa.
Denne Steffens’s pikante, men tydelig kun paa en usikker Tradition grundede Fortælling citeres af N. M. Petersen (Bidr. til d. danske Lit. Hist. 3, 2, 295) og har udentvivl vakt Fleres Opmerksomhed. Noget sandt maa vel ligge til Grund herfor, og det lader sig tænke, at Planen er opstaaet under Christian VI og hans Dronnings med talrigt Følge af Hoffolk foretagne Reise i Norge i Sommeren 1733. Men det er forbundet med stor Vanskelighed at finde sikre Data til Bestyrkelse af denne Beretning. Saadant skulde nærmest være at søge i Landkadetakademiets Arkiv. Af denne Institutions Strafprotokoller har Kancellist Dittmann i Danske Saml., udg. af Chr. Bruun m. Fl. (3, 280 fgg.) meddelt udførlige med Aaret 1738 begyndende Uddrag, uden at heri noget om denne Sag forekommer. Skulde der nogensteds her i Landet endnu existere Sagn, der indeholde Erindringer herom?
To gammelnorske Adelsfamilier kjendes dog, som efter længe at have været halvt nedsunkne til Bønder, igjen fik sit Adelskab fornyet under Christian VI og hans Søn og det tildels virkelig paa en Maade, som i nogen Grad bestyrker Henrik Steffens’s Fortælling.
Den ene af disse Familier var Slægten Tordenstjerne til Gulloug i Lier ved Drammen. Denne Slægts Stamfader, Nils Svendssøn Tordenstjerne, blev af Kong Hans nobiliteret ved Brev af 20de Juli 1505 (aftrykt af Prof G. Fougner-Lundh i hans Prøve paa et norsk Diplomatarium, Kbhvn. 1828, 4. S. 13). I Mag til d. danske Adels Hist. 1, S. 52 fortælles (Indberetning fra Biskop N. Dorph i Christiania af 1749 om adelige Familier i hans Stift), at Nils Svendssøn og en anden, der samtidig skal være bleven adlet under Navn af Dalpil, skulde have udmerket sig ved Vennersborgs Erobring i Kongens Nærværelse. Denne Begivenhed er imidlertid apokryfisk; Allen, hvis Forskninger neppe nogen saadan Tildragelse vilde have undgaaet, om den havde fundet Sted, kjender heller Intet dertil. Familien holdt sig dog, hvorom Alting er, paa Søndre-Gulloug i syv Slægtled, i Begyndelsen gjennem standsmæssige Ægteskaber (med Slægter som Maaneskjold, Kalips, Mylting o. s. v.), siden fra 5te Led af gjennem borgerlige Forbindelser, først med en Bondedatter fra Kjekstad i Røken, dernæst med en Prestedatter fra Hurum. – Døttrene giftedes med Bønder, Sidelinjerne gik vel i Regelen ogsaa over i denne Stand. I 17de Aarhundrede forekommer (Nærv. Tidsskrift, B. 1. S. 34) et Par Personer paa Stenshorne i Eker, hvoraf den ene førte Tordenstjernernes Vaaben, og den anden i 1648 ansøgte om Fornyelse af sin Adel. Om dette indvilgedes, kjendes ei, men under 3die Febr. 1734 fornyedes derimod selve Hovedlinjens Adelskab af Christian VI for Nils Oudenssøn Tordenstjerne til Gulloug (ifølge I. C. Bergs Optegnelser født 8 Sept. 1676, † 24 Nov. 1744, ægteviet i Huset paa Gulloug den 9de August 1731 med Marthe Lucie Bache fra Hurum f. 1698 ell. 1700 og † 1767). I en Anonym Optegnelser om Frederik V.s Reise i Norge (1749), der findes i den Kallske Manuskript-Samling paa det st. kgl. Bibl. (No. 226 Fol.) heder det: „Paa Gulloug, et gammelt Herresæde, bor endnu den eneste (!) Levning af den gamle norske Adel Ouden (Nilssøn) Tordenstjerne, 17 Aar gammel, vel studeret og ønskede gjerne nogen Employe. Der hængte indtil for nogle Aar siden paa samme Gaard den gamle riddermæssige Rustning, Stormhat, Skjold, Sværd og fuld Harnisk fra Haand til Fod, nu er det bortkastet, og Jernet til andet opsmedet“. Denne Ouden, som var født den 14de og døbt 20de Sept. 1732, havde nydt Undervisning i sit Hjem af Jens Essendrop, hvis Ophold der i Egnen vi skylde hans Liers Beskrivelse (Kbhvn. 1761. 8). Ouden kom derpaa til Kjøbenhavn og blev 10 Aug. 1753 Secretair i Danske Kancelli, 26de Septbr. samme Aar Hofjunker og 13de Juni 1769 Kammerjunker (Statsjournalen f. 1769 S. 45), men døde ugift og barnløs allerede den 21de Decbr. 1771, som det har staaet eller maaske endnu Staar paa hans Ligsten paa Frogner Kirkegaard i Lier. Hermed uddøde denne adelige Familie. Søndre Gulloug var allerede 1765 solgt tilligemed Midtre-Gulloug, som var Avlsgaard derunder, til Kammerraad M. H. Bache (maaske en Slægtning af den sidste Tordenstjernes Moder): Den vedligeholdt dog fremdeles i nogen Tid sine Friheder paa Grund af Besiddernes Stilling som Rangspersoner. Hovedbygningen paa søndre Gulloug var opført i 1568, efter at Svensken under Syvaarskrigen havde brændt de tidligere Huse. Den udmerkede sig, ifølge Essendrop, ved Tømmerstokkenes usædvanlige Længde og Tykkelse. Ifølge et Sagn skal denne Bygning efter Gullougs Salg være bleven flyttet til Hofvin ved Kirken af samme Navn i Ullensaker.
Den enden Familie, hvorom her kan være Tale, er Botner-Ætten i Høland, hvorom der i 1751 blev nedskrevet en temmelig udførlig Efterretning af Sogneprest Pharo sammesteds (Mag. til D. Adels Hist. 1, 83 fgg.). Denne Familie, som hevde Navn af Gaarden Botner, var for længst saagodtsom gaaet over til et være Bønder, men kjendte sin Slægt meget langt op, ligesom der i Hovedkirken hang en Tavle, hvorpaa baade selve Botner-Familiens og de i den indgiftede Familiers Vaaben vare afbildede (Tegning i Magazinet l. c.). Botner-Ætten, der neppe nogensinde har havt synderlig Betydning udenfor Hjembygden, havde været rig paa Jordegods, havde egen Begravelse, paastod at have boet paa sin Herregaard i fem hundrede Aar, og udledede sin første Herkomst fra en „Jutul“ Aaster, der skulde ligge begravet i en Haug tæt ved Gaarden, hvor ogsaa et Kapel skal have staaet. Af Botner-Familien var Anders Botner, som i 1757 efter at have gjennemgaaet den mathematiske Skole (Krigsskolen) i Christiania, var Sekondløitnant ved det „Restorfske“ Regimente i Norge. Om ham har jeg seet Følgende i en Extrakt „aus der Kriegs Cancelley Sachen“ (i det danske Geheimearkiv), dateret Christiansborg 19de Januar 1757: „Der Second Lieutenant Andreas Botner von dem unlängst wider deterrirten (sic!) alten norwegischen Adel, stellet vor, dass seine Ältern genöthigt worden die Hälfte ihres in ihrem Geschlecht seit 500 Jahren bewohnten Hofes au verpfänden um nur zu dem Ankauf seines Platzes und seiner Equipirung und der Herunterreise zum Campement Rath zu schaffen“. Han ansøgte derfor om at maatte sælge sin norske Officersplads og benaades med en Løitnantsplads ved de Gevorbne „hier unten“ (ɔ: i Danmark). Den ene Halvdel af Ættegaarden var pantsat for 600 Rdl., og han frygtede meget, for at Gaarden, som det heder i hans Ansøgning, „skal komme i Decadence eller i Fremmedes Hænder“. Sluttelig paaberaaber ham sig „det høipriseligste Exempel paa Hofjunker Tordenstjerne, hvis Familie var ligeledes kommen i Forglemmelse“. Paa Extrakten er tilføiet i Marginen: „Mundtlig at tale med ham“. Anders Botner blev siden forflyttet til Falsterske Infanteriregiment, deltog i Troppesamlingen i Holsten mod Rusland og tjente derpaa i tre Aar som Frivillig i Syvaarskrigen i den preussiske Hær. Efter Hjemkomsten til Danmark fik han under 28de Juli 1765 sin Families gamle Adel formelig fornyet (Diplomet trykt i G. Fayes Bidrag til Hølands Menigheds og Præsters Hist. Kristiania 1866. S. 75–76), vendte tilbage til Norge, overtog sin Ættegaard og blev Kaptein og Chef for Eidsbergske Kompagni. 1780 fik han Karakter af Generaladjutant og døde 13 Februar 1784. Anders Botner var imidlertid, ligesom Kammerjunker Tordenstjerne, ugift, saa at begge disse Adelsslægter kom til at dele Skjebne ogsaa deri, at de kun kort overlevede sin Gjenophøielse.
Udtrykket „der unlängst wieder deterrirte alte norwegische Adel“ hvor ved det besynderlige Ord „deterrirt“ udentvivl maa være ment „gjenoplivet“, „fornyet“ eller noget Lignende, tyder aabenbart paa, at Levningerne af den norske Adel maa have tildraget sig en vis større Opmærksomhed ved Hoffet. En Kjendsgjerning, som her maaske ogsaa bør erindres, er, at der i 1747 alvorlig tænktes paa Oprettelsen af en egen Ridderorden for Norge, hvorom Hans Grams Betænkning indhentedes (se Werlauffs Oplysninger herom i Illustr. Nyhedsblad f. 1859 No. 21, ogsaa særskilt).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |