Norsk Retskrivningslære/Anmerkning
Naar Tydelighed befordres derved, afviger man fra de almindelige Regler for Brugen af Skilletegnene. Saaledes bruges i meget lange og indviklede Sætninger større Tegn, end Reglerne bestemme f. Ex. Semicolon for Comma mellem ufuldstændiqe eller nøie forbbundne Sætninger, Colon mellem Forsætning og Eftersætning, om end ikke nogen af dem er fleerledet, og i meget korte Sætninger omvendt Comma for Semicolon.
§. 34. Blandt de øvrige ved Skrivningen brugelige Tegn ere især at merke:
A. Spørgsmaalstegn (?), der sættes bagefter ligefrem spørgende Sætninger (§. 23. 4. a.); dog sættes det først, naar Sætningen tilligemed Alt, hvad dertil hører, er til Ende. (Exempel §. 23. 4. a.)
Troer du, at et lykkeligt Liv bestaaer deri?
B. Udraabstegn (!). Det sættes: 1. efter Vocativ, som: Jeg beklager dig, Arme! 2. efter Interjectioner, som: Ak! 3. Ved Slutningen af imperativiske og optativiske Sætninger. 4. Efter Sætninger eller Udtryk, der skulle udsiges med Heftighed, (see §. 23, 4. b. Anm.) Exempler §. 23. 2, 3, 4. b. Anm.
Anm. Udfordres Udraabstegn ved Slutningen af hele Sætningen, sættes det ikke efter Interjectioner eller Vocativer, som forekomme inde i den. (See §. 33, 6, andet Exempel).
C. Parenthese (), som bruges til at indslutte et Udtryk i Midten af en Sætning, hvilket ikke egentlig hører til denne, og saaledes, uden at Meningen forandres, eller Sammenhangen forstyrres, kan udelades, men dog tjener til nærmere at forklare en eller anden Deel af Sætningen. Exempel:
Hvad man egentlig kalder Indhold, Æmne eller (for at tale med nogle af vore nye Sprogforbedrere) Stof til et Digt, kunde i sig selv gierne undværes.
D. Tankestreg (—), som bruges: 1. til at vække Opmerksomheden ved noget Uventet, f. Ex. Drivvaad af Sved ...... kom jeg til den øverste Skandse, hvor jeg pludselig saae mig om, og saae — lutter Taage. 2. Istedetfor Parenthesen. 3. Istedetfor:
E. Afbrydelsestegnet (.....), hvilket tjener til at betegne, at Meningen ikke er fuldført f. Ex. “Altsaa,” sagde jeg, “er Dem Naturen i sin Skjønhed o. s. v., de glade Bønder .....” “De glade Bønder,” afbrød hun mig.
F. Anførelsestegnet (“—”), der sættes foran og bagefter en Andens Ord, som ligefrem anføres, og, naar Anførselen er lang, ogsaa ved Begyndelsen af hver Linie, saalænge den varer. (Exempel ovenfor: E. §. 33, 6.)
G. Bindetegnet (-), der bruges: 1. I meget lange sammensatte eller dobbelt sammensatte Ord, eller naar man af andre Grunde ei vil skrive sammensatte Ord, i Eet: Søecadet-Academiet, historisk-philosophisk Afhandling, Elementair-Underviisningen, Lovgivnings-Commission, Pap-Harer. 2. Efter Substantiver, hvis sidste Deel er udeladt, fordi flere have denne tilfælles, som: Departementet for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. 3. Ved Enden af en Linie, naar ikke hele Ordet faaer Rum deri, men Resten maa skrives i den anden Linie.
H. Apostrophen (’), der betegner, at e er udeladt i Enden af et Ord, som: elsked’ for elskede. At bruge dette Tegn i vort Sprog er mindre nødvendigt.