Norsk Retskrivningslære/Retskrivningslære/2
§. 23. Før Læren og Skilletegnene fremsættes, er det nødvendigt, at forudskikke nogle Bemerkninger om Sætningerne. Efter Verbets Modus ere Sætningerne:
1) Indicative, som: Et godt Ord finder et godt Sted.
2) Optativiske, som: Herren give dig Styrke!
3) Imperativiske, som: Elsker eders Fiender!
Herhen høre fremdeles:
4) spørgende Sætninger, som igjen kunne være ligefremme eller uligefremme (afhængige).
a) At Sætningen er ligefrem spørgende, kan man i vort Sprog for det Meste see paa Constructionen: Verbet sættes nemlig i den foran Subjectet, undtagen naar et spørgende Pronomen er Subject eller hører til Subjectet, eller og Sætningen begynder med Spørgepartikkelen mon. Exempler:
Hvilken Charakteer har jeg?
Hvad er ædelt?
Mon den Lastefulde er fri?
Hvor findes den sande Lyksalighed?
b) I den uligefrem spørgende Sætning bliver der imod Subjectet staaende foran Verbet; er et spørgende Pronomen Subject eller hører til Subjectet, kan man kjende det uligefremme Spørgsmaal paa, at det pronominiske Adverbium der staaer bagefter det spørgende Pronomen; Spørgepartikkelen mon bliver da til Conjunctionen om.
Exempler:
Siig mig, hvilken Charakteer jeg har!
Betænk, hvad der er ædelt!
Du vil vide, om den Lastefulde er fri.
Siig, hvor den sande Lyksalighed findes!
Anm. Udraabende Sætninger antage ogsaa samme Form, som de spørgende:
Hvor herligt er mit Fødeland!
§. 24. Sætningerne kunne ogsaa inddeles i nøgne, uddannede og udvidede:
a) Nøgne er saadanne Sætninger, hvori Subject, Copula, Prædicat udtrykkes uden al nærmere Bestemmelse, som:
Verden er snæver.
Den Lastefulde frygter den Dydige.
b) Uddannede ere saadanne, hvis Hoveddele nærmere bestemmes ved Tillæg af enkelte Ord, som: Adjectiver, Genitiver, Adverbier:
For to Fiender er hele Verden altfor snæver.
e) Udvidede ere saadanne, hvis Dele nærmere bestemmes ved tilføiede Sætninger (Bisætninger)
§. 25. Af Bisætninger d. e. saadanne, som udgjøre Dele af en anden Sætning (Hovedsætningen) ere 3 Slags:
a) De, som staae istedetfor Substantiver — substantiviske — som:
Jeg veed kun (det), at han er rig; men jeg veed ikke (det), hvor viis og dydig han er.
Anm. Substantiviske Bisætninger ere fornemmelig de, som begynde med Conjunctionen at, samt de uligefrem spørgende.
b) De, som staae istedetfor et Adjectiv — adjectiviske — som:
Den Fornærmelse, som er tilgiven, maa være glemt, det er: den tilgivne Fornærmelse o. s. v.
Anm. Adjectiviske Bisætninger ere de, som begynde med relative Pronomina — relative Sætninger — eller saadanne Partikler, der indeholde relative Pronomina, som vise tilbage paa en Nomen eller Pronomen i Hovedsætningen.
c) De, som staae istedenfor Adverbier — adverbialske —, af hvilke der ere mange og mange Slags, som: Naar min Vrede er endt, (da) er min Ven skjændt.
Anm. Disse Bisætninger begynde med forskjellige Conjunctioner, som Tids-, Aarsags-, betingende o. s. v., eftersom Sætningen indeholder en Tidsbestemmelse, Aarsag, Betingelse o. s. v. Herved maa man dog lægge Merke til, at, uagtet thi er en Aarsagsconjunction, betragtes den derefter følgende Sætning som en Hovedsætning, hvilket man kan see af Constructionen.[1]
§. 26. Ved Forkortning af ovennævnte Bisætninger fremkomme: a) Ved Forkortning af substantiviske Bisætninger Accusativ med Infinitiv, som:
Jeg seer ham komme, d. e. at han kommer.
b) Ved Forkortning af adjektiviske Bisætninger:
1) Apposition, som:
Gustav Adolph, Sveriges største Konge (d. e. som var S. st. K.), faldt i Slaget ved Lützen.
2) Adjektiviske Constructioner, som:
Pausanias, overmodig og fuld af store Planer (d. e. som er overmodig o. s. v), beiler til Xerxes’s Datter.
3) Participialske Constructioner, som:
Østenvinden, blæsende om Efteraaret (d. e. som blæser o. s. v ), er skadelig.
c) Ved Forkortning af adverbialske Bisætninger Accusativi consequentiæ, som:
Den Ting forudsat (d. e. naar den Ting er forudsat), er jeg enig med Dem.
§. 27. Ere Delene i en udvidet Sætning saaledes ordnede, at man ikke med fuld Mening kan holde op, før ved Sætningens Ende, kaldcs den en Periode,[2] som:
Naar Buen spændes for haardt, brister den. Ellers kaldes den en løs Sætning, som:
Buen brister, naar den spændes for haardt.
§. 28. Naar i en Periode en advebialsk Bisætning staaer foran Hovedsætningen, kaldes hiin Forsætning, denne Eftersætning (Exempel §. 27).
Anm. Partikkelen saa, der ofte begynder Eftersætningen, kaldes urigtigen Eftersætningsconjunction, da Conjunctionen, som forbinder Sætningerne, staaer foran Bisætningen, og da Constructionen[3] saavelsom Betydningen viser, at saa er et Adverbium.
§. 29. Forsætning saavelsom Eftersætning kan igjen bestaae af 2 eller flere sideordnede Sætninger eller Led, og kaldes efter Ledenes Antal toledet, treledet o. s. v., som: Hvis du vedbliver dit Forsæt; hvis du ei forbedrer din Opførsel: da vil du støde alle Mennesker fra dig; da vil du tilsidst være redningsløs.
§. 30. De egentlige Skilletegn ere: Punctum (.), Colon (:), Semicolon (;) og Comma (,).
Punctum sættes, naar Meningen er ude. (Exempel §. 1).
Anm. Punctum sættes saaledes mellem fuldstændige Sætninger, som ikke ere forbundne og ei høre sammen, forsaavidt de tjene til at forklare hinanden eller tilsammen tjene til at udtrykke een Hovedtanke, (see §. 31 og 32).
§. 31. Colon sættes i Almindelighed foran længere Tillæg, som tjene til at forklare det Foregaaende. Isærdeleshed bruges Colon:
1) Mellem Forsætning og Eftersætning, naar nogen af dem er fleerledet (Ex. §. 29).
2) Naar Ens Ord anføres ligefrem, bagefter de Ord, der bebude Anførselen (Ex. §. 1).
3) Foran en Anførsel af Exempler, Opregnelse af nærmere Bestemmelser, en Forklaring o. s. v., der i det Foregaaende bebudes som:
Mange Substantiver have intet Fleertal, saasom: Flid, Kjød, Lugt.
Under 26de Januar 1807 er udstædt en Placat af følgende Indhold:
1) at Sædegaardseiere .....
2) at heller ikke nogen ....
3) at .......
Jeg har deelt mine Indkomster i 3 Dele: een Deel er bestemt til faste Understøttelser for Trengende; en anden er for Saadanne, som behøve Hjælp een Gang for alle; den tredie og største Deel er bestemt til Laan.
Sagen forholder sig saaledes: Min Fader o. s. v.
Anm. Colon sættes saaledes mellem fuldstændige Sætninger, af hvilke den sidste indeholder en Forklaring eller nærmere Udvikling af den foregaaende.
§. 32. Semicolon sættes mellem fuldstændige Sætninger, som, uden at være nøie forbundne med hinanden, høre sammen, og bidrage til at udtrykke een fuldstændig Mening.
Isærdeleshed bruges Semicolon:
1) Til at adskille de enkelte Led af fleerledede Forsætninger eller Eftersætninger (Ex. §. 29).
2) Mellem fuldstændige Sætninger, der udgjøre enkelte Led af en Forklaring, Skildring, Beskrivelse o. s. v. f. Ex.
Han foreslog de Anstalter, som bleve gjorte imod Fienderne; han svarede dem kjækt, naar de opfordrede Byen til Overgivelse; han lagde Penge til, hvor behøvedes; han opholdt paa sin egen Regning over 200 Mand, da Magazinet var tomt; ja han vovede ofte sit Liv, og stred som en Helt. (See §. 31, 3 tredie Exempel)
Datteren er forfengelig; Moderen er ond; Faderen er svag.
3) Til at adskille en fuldstændig Sætning, der, uden at være nøie forbunden med den foregaaende, udtrykker en Aarsag, Modsætning eller Følge. Exempler:
Han maa arbeide baade Nat og Dag; ellers kunde han ikke udrette saa Meget. — Letsind, overdreven Selvtillid kunne I aflægge; eders Sandselighed maae I beholde; den følger eder, som Skyggen Legemet. — Han rødmede; derfor er der endnu Haab om ham.
Anm. Ere Sætningerne i ovennævnte 3 Tilfælde enten ufuldstændige, saa at den ene maa udfyldes af den anden, eller nøie forbundne (ved Conjunctioner undtagen men og thi), sættes der Comma mellem dem (§. 33. 1—3).
4) Foran Aarsagsconjunctionen thi (§. 25, c. Anm. §. 32, 3) som:
Saaledes bleve 200 Skibe i saare faa Dage færdige; thi et modigere og mere hurtigt Folk har Verden neppe havt.
Anm. Foran thi sættes ogsaa undertiden Punctum; men dette bør kun skee, naar thi ikke viser tilbage paa den næstforegaaende Sætning alene, men paa en i flere Sætninger fremsat længere Tankerække.
5) Foran Modsætningsconjunctionen men (§. 32, 3), naar derefter følger en fuldstændig Sætning, f. Ex.:
Alt havde været tabt, om dette var skeet; men Themistokles underkjøbte ham til at frafalde Ansøgningen. — Han viste sig ei alene lærd og vittig; men han var endog munter og skjemtsom.
Anm. Er den efterfølgende Sætning ufuldstændig eller men forbinder Bisætninger, sættes Comma foran men; undertiden fordrer ogsaa Sammenhængen, at der foran men staaer Punctum, naar det nemlig ikke saa meget udtrykker en Modsætning til den foregaaende Tanke som en Overgang, eller har Hensyn til en i flere Sætninger udtrykt Tankerække. Exempler:
Han viste sig ei alene lærd og vittig, men ogsaa munter og skiemtsom. — De forbleve der, indtil Døren aabnedes, da de bleve indladte, og fordreve den hele Dag med ham. Men, da de hørte, at det hellige Skib var kommet fra Delos, kom de tidligere o. s. v.
§. 33. Comma, der tjener til at adskille Talens mindre Dele, bruges:
1) Til at adskille Sætninger, som ere nøie forbundne med hinanden (ved Conjunctio ner,[4] undtagen men og thi), f. Ex.:
Han er god, og han er tillige saa venlig.
Anm. Forbinde Conjunctionerne enkelte Ord, staaer intet Comma foran dem, som:
Han er god og venlig.
2) Til at adskille Bisætning fra Hovedsætning. (Exempler §. 25, a. b. c.)
Anm. Ogsaa forkortede Bisætninger, nemlig: Apposition, adjectiviske og participialske Constructioner samt Accusativi consequentiæ, adskilles fra Hovedsætningen ved Comma (Exempler §. 26, b. c.). Accusativ med Infinitiv, der kun betragtes som 2 Objecter til det foregaaende Verbum, adskilles derimod ikke ved Comma fra Hovedsætningen. (Exempel §. 26. a.)
3) Til at adskille ufuldstændige Sætninger fra dem, af hvilke de maae fuldstændiggjøres, f. Ex.
Datteren er forfængelig, Moderen (underforstaaes: er) ond, Faderen (er) svag (See §. 32. 2. andet Exempel, samt 3 Anm.).
Anm. Overensstemmende med denne Regel sættes ogsaa Comma foran men. (§. 32, 5 Anm.).
4) Mellem Ord af samme Ordclasse, hvor en Conjunction (og, eller o. d.) er udeladt, f. Ex. Jord, Luft[5] og Vand vrimle af levende Skabninger. — Han kom, saae, vandt.
Anm. 1. Mellem to Adjectiver, som staae sammen, sættes saaledes ikke Comma, naar man mellem dem ikke kan underforstaae en Conjunction, som:
Den uovervindelige franske Armee. — Den vindskibelige, ædrue jydske Bonde.
Anm. 2. Mellem 2 Conjunctioner sættes kun Comma, naar de høre til forskjellige Sætninger, som: Men, da man spurgte Diogenes om Aarsagen, svarede han: “Fordi jeg her er mindst udsat for at blive truffen.”
Hvis du bliver saaledes ved, og hvis du ei o. s. v. da vil du (Ex. §. 29).
I sidste Exempel tjener og til at forbinde Bisætningerne indbyrdes, og det derpaa følgende hvis til at forbinde Bisætningen med Hovedsætningen eller Eftersætningen; begge høre saaledes til samme Sætning.
5) Til at adskille et Infinitiv med, hvad dertil hører, fra den Sætning, hvormed det er forbundet, naar Infinitivet tjener til at forklare Demonstrativet det eller et andet Ord, og saaledes kan betragtes som Apposition. (§. 33. 2 Anm.), som:
At døe for Fædrelandet, det er hæderligt.
Anm. 1. Foran Infinitivets Merke at sættes saaledes i Almindelighed intet Comma, men altid foran Conjunctionen:
At døe for Fedrelandet er hederligt. —
Ludvig har befalet mig at blive. —
Ludvig har befalet, at jeg skal blive. —
Anm. 2. Foran forat, naar det betyder: i den Hensigt at, sættes gjeme Comma som: Han drog bort for at rygte sit Ærinde; men han vendte om af Frygt for at miste sit Liv.
6) Foran og bagefter mindre Tillæg, som indskydes i en Sætning uden egentlig at høre dertil, men som dog ei heller kunde udelades, som:
“Vidste du,” svarede Leonidas, “hvori den menneskelige Lyksalighed bestod.....”
Ja, min Broder,[6] modtag min Ed!
Det er, saa at sige, en Nødvendighed.
7) Foran og bagefter Præposition med Complement[7] i Midten af en Sætning, naar man vil have lagt særdeles Merke der til, som:
Jeg kan, under disse Omstændighcder, ikke gjøre det.
- ↑ Adverbier sættes i Bisætninger gjerne mellem Subjectet og Verbet.
- ↑ Denne Definition er maaskee noget for indskrænket.
- ↑ En almindelig Constructionsregel i vort Sprog er, at, naar et Adverbium staar i Spidsen af en Sætning, sættes Verbet foran Subjectet.
- ↑ Ved Conjunctioner bør man vel tænke sig saadanne Partikler, som virkelig forbinde 2 Udtryk, og ei tillige saadanne, som kun have Hensyn til det Foregaaende (f. Ex.: derfor, altsaa, alligevel), hvilke Murray i sin English grammar, for at gaaae en Middelvei, kalder adverbialske Conjunctioner, men som vel rettesthenføres til Adverbierne. De egentlige Conjunctioner adskille sig i vort Sprog, paa en endog for de første Begyndere iøinefaldene Maade, derved fra Adverbierne, at disse, naar de staaae i Spidsen af en Sætning, foraarsage, at Verbet ordentligviis sættes foran Subjectet, hine derimod ikke: Da (Adv.) kom han. Da (Conj) han kom, gik jeg. Du arbeider; derfor er du glad. Fordi du arbeider, er du glad. — Naar seer jeg dig igjen? Jeg ved ikke, naar jeg seer dig igjen.
- ↑ §. 33. 1 Anm.
- ↑ §. 34. B. Anm.
- ↑ Det er dog kun saadanne, som indskydes i en Sætning, for at udtrykke en nærmere Bestemmelse eller Omstændighed, og ei de for Meningens Fuldstændighed aldeles nødvendige Complementer.