Johan L. Sundt (s. 23-24).

§ 57. Dette er tvo slag: de utpeikande og de peiklause. (§ 14). Av dei utpeikande er de tvo stykkje, av de peiklause berre eit. Dei vert brigde slik:

Eintal. Fleirtal.
Hankj. Hokj. Kjønl. Hankj. Hokj. Kjønl.
Utpeikande den den de dei dei dei
en (n) a e ne ne a
Peiklause ein ei eit (eine) (eine) (eine)
  1. Av dei utpeikande har de første rome sit førre tingorðe, som de peike ut, men slik, at de kjem eit eller fleire tilleg som tingfyllinga (§ 27 og merkn.) millom de og tingorðe.
  2. Merkn. Står «den, de, dei» tet førre tingorðe, vert dei oftast sterkttonande, og i so fal er de ikkje kjønsorð, men utpeikande varorð (§ 67). Er dei derimot lettonande, so er dei au då kjønsorð.
  3. De andre utpeikande kjønsorðe vert enten hengt i enden av tingorðe utan vidare, eller de et op endebokstaven, som orðe før har, t. d. hest-en, kak-a (for : kake-a) hus-e, hesta-ne, kako-ne, hus-a. I siðehøve fleirtal flyt dette kjønsorð altið samen með tingorSe til endingen: om (§4(3.).
  4. De peiklause kjønsorðe har altið rome sit førre tingorðe. Somtið, men sjeldan, vert ei fleirtalsform bruka av dette orð og tyðe då nokre, t. d. kva for eine menner? ɔ: kva for nokre menner?