Norske Folke- og Huldre-eventyr/16
Der var en Skytter i Kvam i gamle Dage, og han hedte Per Gynt. Han laa stødt oppe paa Fjeldet, og der skjød han Bjørn og Elg, for den Tid var der mere Skog paa Fjeldet, og i den holdt de til, slige Ofryskjé. Saa var det en Gang sent paa Høsten længe efter Bufærdstiden, at Per skulde til Fjelds. Alle Folkene var reist hjem af Fjeldet saa nær som tre Budeier. Da han kom op imod Høvringen, for der skulde han være i en Sæter om Natten, var det saa mørkt, at han ikke kunde se en Næve for sig, og Hundene tog til at skog-gjø, saa det var rent spøgeligt. Ret som det var, kom han in på Noget, og da han tog bort paa det, var det baade koldt og sleipt og stort, og han syntes ikke han var kommen af Veien heller, saa han ikke kunde vide hvad det var for noget; men ohoglé var det.
»Hvem er det?« sagde han Per, for han kjende det rørte paa sig.
»Aa, det er han Bøjg,« svarede det. Dermed var Per Gynt lige klog, men han gik udmed det et Stykke, for ensteds maa jeg vel komme frem, tænkte han. Ret som det var, kom han indpaa Noget igjen, og da han tog bort paa det, var det ogsaa baade stort og koldt og sleipt.
»Hvem er det?« sagde Per Gynt. »Aa, det er Bøjgen,« svarede det igjen.
»Ja, enten Du er ret eller bogjé, saa faar Du slippe mig fram,« sagde Per, for han skjønte, at han gik i rund Ring, og at Bøjgen havde ringet sig omkring Sæle. Dermed saa leede den lit paa sig, saa at Per kom frem til Sæteren. Da han kom ind, var det ikke lysere der end det var ude, og han foer og famlede omkring Væggene og skulde sætte fra sig Bøssen og lægge av Skræppen; men ret som han gik og trevlede sig fram, kjendte han igjen dette Kolde og Store og Sleipe.
»Hvem er det da?« raabde Per.
»Aa, det er den store Bøjgen,« svarede det, og hvor han tog, og hvor han bød til at gaa, saa kjendte han Ringen af Bøjgen. Det er nok ikke godt at være her, tænkte Per, siden denne Bøjgen er baade ude og inde, men jeg skal vel skjepe paa denne Tverbleien. Saa tog han Bøssen og gik ud igjen og famlede sig frem, til han fandt Skallen paa den.
»Hvad er Du for En?« sagde Per.
»Aa, jeg er den store Bøjg Etnedalen,« sagde Stor-Troldet. Saa gjorde Per Gynt Braafang og skjød tre Skud midt i Hovedet paa den.
»Skyd eet til!« sagde Bøjgen. Men Per vidste bedre, for havde han skudt eet til, var det gaaet tilbage paa ham selv. Da det var gjort, saa tog baade Per og Hunderne fat paa Stortroldet og drog ud, saa de kunde komme vel ind i Sæle. Imens skrattede og lo det rundt i alle Haugene.
»Per Gynt drog mykjy, men Hondain drog meir,« sagde det. Om Morgenen skulde han ud at veide Dyr. Da han kom ind paa Fjeldet fik han se en Førkje, som lokkede Fænein over Tverhø. Men da han kom derop, var Jenten borte og Fænein ogsaa, og han saa ikke Andet end en stor flok Bjørne.
»Nu har jeg aldrig seet Bjørn i Flok før,« tænkte Per ved seg selv; men da han kom nærmere, var de borte allesammen, omframt en. Saa kauede det i en Haug bortved der:
»Agte Galtén Din:
Per Gynt æ ute
mæ Svansen sin.«
»Aa, dæ bli Uhæppe for ’n Per, men inkje for Galtén min, for han ha inkje tvætta i Dag,« sagde det i Haugen. Per vaskede Næverne sine med det Vandet han havde, og skjød Bjørnen. Det lo og skoggrede i Haugen.
»Du kunde agte Galtén Din!« raabde det.
»E kom inkje e Hog, han ha Vaskoppen mellom Føtom,« svarede den Anden.
Per flaaede Bjørnen og grov Skrotten ned i Uren, men Skallen og Skindet tog han med. Paa Hjemveien traf han en Fjeldrakke.
»Sjaa Lamme mit, kaa feitt dæ gaar,« sagde det i en Haug.
»Sjaa Svansen has Per, kaa høgt ’n staar,« sagde det i en anden Haug, da Per lagde Riflen til Øiet og skjød den. Den flaaede han og tog med, og da han kom til Sæteren, satte han Hovederne udenfor med gabendes Kjæft. Saa gjorde han op Varme og satte paa en Suppegryde, men det røg saa forskrækkeligt, at han næsten ikke kunde holde Øinene oppe, og derfor maatte han lukke op en Glugge, som var der. Ret som det var, kom der et Trold og stak ind gjennem Gluggen en Næse saa lang, at den naaede bort i Skorstenen.
»Her ska Du sjaa for Snytebøin!« sagde det.
»Her ska Du kjeinne for Supekjøin!« sagde Per Gynt, og øste hele Suppegryden over Næsen. Troldet foer afsted og bar sig ilde, men rundt i alle Haugerne skrattede og lo det og raabte:
»Gyri Supetryne, Gyri Supetryne!«
Nu var det stilt en Stund, men det varede ikke længe, før det blev Staak og Larm udenfor igjen. Per saa ud, og der saa han der var en Vogn med Bjørne for; de vælede op Stortroldet og reiste ind i Fjeldet med det. Bedst det var, kom der en Vasbøtte ned igjennem Piben og slukkede Varmen, saa Per sad i Mørket. Da tog der til at skratte og le i alle Krogene og sagde:
»No ska dæ inkje gaa bære mæ’n Per, end mæ Vala-Budeiom.«
Per gjorde op Varmen igjen, tog Hundene, læste att Sæle og lagde nordefter til Valsæteren, hvor de tre Budeierne laa. Da han kom et Stykke nordpaa, brændte det slig der, som om Valsæteren stod i lys Lue. Med det samme traf han en Flok Ulve, og nogle af dem skjød han, og nogle af dem slog han ihjel. Da han kom til Valsæteren, var der kulmørkt der og ingen Ildebrand, men der var fire fremmede Karle inde, som holdt paa med Budeierne, og det var fire Haugetrold, og de hedte Gust i Væré, Tron Valfjeldet, Tjøstol Aabakken og Rolf Eldførpungen. Gust i Væré stod udenfor Døren og skulde holde Vagt, mens de andre var hos Budeierne og friede. Per skjød efter ham, men traf ikke, og saa reiste Gust i Væré. Da han kom ind, var de slemt ifærd med Budeierne, og to af Jenterne var rent forfærdede og bad Gud bevare sig, men den Tredje, som hedte Galin-Kari, var ikke ræd; hun sagde de kunde gjerne komme, hun kunde nok have Lyst til at se, om der var Tona i slige Karle. Men da Trolderne skjønte, at Per var inde, begyndte de at jamre sig og sagde til Eldførpungen, at han maatte gjøre paa Varmen. I det samme satte Hunderne paa Tjøstøl og rev ham over Ende i Aarén, saa Asken og Ildmørjen gjøv omkring ham.
»Saa Du Slangein mine Du, Per?« sagde Tron Valfjeldet - saa kaldte han Ulvene.
»Naa skal Du samma Veigen som Slangein Dine,« sagde Per og skjød ham; saa slog han Aabakken ihjæl med Bøsserumfen; men Eldførpungen var reist op igjennem Piben. Da han havde gjort det, fulgte han Budeierne til Bygds, for de torde ikke blive der længer.
Men da det led mot Julleite, var Per Gynt ude igjen. Han havde hørt om en Gaard paa Dovre, hvor der kom saa fuldt af Trold hver Julekveld, at Folkene maatte rømme ud og reise til andre Gaarde; ded havde han Lyst at gaa, for han var hoga paa Trolderne. Han klædte sig fælt ud, og saa tog han med en tam Hvidbjørn, han havde, og en Syl og Beg og en Bustsleiv. Da han kom dit, gik han ind i Stuen og bad om Hus.
»Gud hjælpe os,« sagde Manden, »vi kan ikke laane Dig Hus, vi lyt reise ta Gaarde sjølve, for hver evige Julekveld kommer der saa fuldt med Trold her.«
Men Per Gynt han mente, han nok skulde renske Huset for Trolderne, og saa fik han Lov at blive, og fik et Purkeskind attpaa. Saa lagde Bjørnen sig bag Skorstenen, og Per tog frem Beg og Syl og Bustsleiven, og satte sig til at gjøre en stor Sko af hele Purkeskindet. Han satte i et stærkt Reb til Trækkebaand, saa han kunde snurpe sammen hele Skoen rundt omkring; et Par Haandspager havde han ogsaa færdige. Ret som det var, saa kom de med Fele og Spillemand, og Nogle dansede og Nogle aad af Julekosten, som stod paa Bordet; Nogle stegte Flesk, og Nogle stegte Frosk og Padder og andre ofyselige Ting; den Julekosten havde de med selv. Imens fik Nogle se Skoen, Per havde gjort; de syntes den var til en stor Fod, saa skulde de prøve den, og da de havde sat en Fod oppi hver af dem, saa reipte Per til og satte den ene Haandspagen i og brænnede til, saa de sat fast i Skoen allesammen. Men saa stak Bjørnen Næsen fram og luktede paa Stegen.
»Vil du ha Kaarg, Kvitpaus?« sagde en af Troldene, og kastede en glostegt Myrfrosk lige i Gabet oaa den.
»Klor og slaa, Bamse,« sagde Per Gynt. Saa blev Bjørnen saa arg og sint, at den foer op og slog og klorede dem allesammen, og Per Gynt slog i Flokken med den andre Haand-spagen, som om han vilde slaa Skallen ind paa dem. Da maatte Troldene rømme, og Per blev der og levede vel av Julekosten hele Helgen, og de hørte ikke til Trolderne paa mange Aar. Men Manden havde en lys-let Hoppe, og den raadede Per ham til at sætte paa Føl af, som foer og kalvede sig omkring Haugene der.
Saa var det ved Juletider mange Aar efter — Manden var i Skogen og hug Ved til Helgen — der kom til ham et Trold og raabte: »Har Du dein store Kvitepausen Din einnaa Du?«
»Ja ’n lig heime bak Omn,« sagde Manden, »aa naa ha’ n faat sjau Onge, mykjy større og argare eil ’n æ sjøl.«
»Saa kjøm os aildr’ meir aat De,« raabte Troldet.