Norske Folke- og Huldre-eventyr/17

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel og Søn.) (s. 170-172).

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Der var en Gang en Bonde, som reiste langt op til Fjelds efter et Løvlæs til Kreaturene sine om Vinteren. Da han kom til Løvladet, ryggede han Slæden med Hesten tæt indtil, og gik op Ladet, og begyndte at vælte Løvskjærv ud paa Slæden. Men der var en Bjørn i Ladet, som havde lagt sig i Hi der, og da den kjendte at Manden begyndte at rumstere, saa sprang den ud, lige ned paa Slæden. Da Hesten fik Veiret af Bamsen, blev den ræd og satte afsted, som om den havde stjaalet baade Bjørnen og Slæden og det gik mange Gange fortere samme Veien ned end den havde kommet op. Bamse har Ord for, at han ikke skal være fælen; men han var ikke vel nøid med Skydsen denne Gangen, der han sad; han holdt sig fast det bedste han orkede, og glante stygt til imse Kanter, om han skulde kunne kaste sig af; men han var nok ikke vant ved at age, og saa syntes han, at der ikke var nogen Von.

Da han havde aget et langt Stykke, mødte han en Kræmmer.

»Hvor i Guds Navn skal Futen hen i Dag?« sagde Kræmmeren; »han har vist knap Tid og lang Vei, siden han ager saa fort?«

Men Bjørnen svarede ikke et Ord, for han havde nok med at holde sig fast. Om en Stund saa mødte han en Fattigkjærring. Hun hilste og nikkede med Hovedet, og bad om en Skilling i Guds Navn. Bjørnen sagde ingen Ting, men holdt sig fast og agede udover det forteste han vandt. Da han kom et Stykke længer ned, mødte han Mikkel RæV. »Hei, hei, er Du ude og ager?« skreg Mikkel; »bi lidt, lad mig faa sidde bagpaa og være Skydsgut!« Bamsen sagde ikke et Ord, men holdt sig vel fast, og agede saa fort som Hesten vilde rende. »Ja, vil Du ikke tage mig med, saa skal jeg spaa dig det, at om Du kjører som en Finmutkar i Dag, hænger Du i Morgen med Ryggen bar,« skreg Ræven efter ham. Bjørnen hørte ikke et Ord af det, som Mikkel sagde; han kjørte lige fort. Men da Hesten kom paa Gaarden, satte den ind igjennem Stalddøren i fuldt Firsprang, saa den klædde af sig baade Sæle og Slæde, og Bjørnen slog Skallen i Dørstokken, og saa laa han død paa Flækken.

Bonden han laa i Ladet og væltede og væltede Løvkjærv, til han troede, han havde fuldt Laas paa Slæden; men da han skulde til at gjure Læsset, havde han hverken Hest eller Slæde. Saa maatte han traske efter for at finde Hesten sin igjen. Om en Stund mødte han Kræmmeren. »Har Du mødt nogen Hest og Slæde?« sagde han til Kræmmeren. »Nei,« sagde Kræmmeren, »men jeg mødte Futen nedpaa her; han foer saa fort, han skulde vist bort og flaa Nogen.« Om en Stund saa mødte han Fattigkjærringen. »Har Du mødt nogen Hest og Slæde?« sagde han til Fattigkjærringen. »Nei,« sagde Kjærringen; »men jeg mødte Præsten nedpaa her; han skulde vist i Sognebud, for han foer saa fort, og Bondeskyds havde han.« En Stund efter mødte Bonden Ræven. »Har Du mødt nogen Hest og Slæde?« sagde Bonden. »Jo,!« svarede Mikkel; »men Bamse Bra’kar sad paa og kjørte, som om han havde stjaalet baade Hest og Redskab.« — »Fanden fare i ham; han kjører vel ihjel Hesten min,« sagde Bonden. — »Saa træk af ham Pelsen og steg ham paa Gloen,« sagde Mikkel. »Men skulde Du faa igjen Hesten Din, saa kunde Du skydse mig over Fjeldet, for jeg kan fare lækkert,« sagde Ræven, »og jeg skulde ogsaa have Lyst til at prøve, hvorledes det er at have fire Ben foran sig.« — »Hvad gi’r Du for Skydsen?« sagde Bonden. — »Du kan faa Vaadt og Tørt, hvad Du lyster,« sagde Ræven; »altid faar Du lige saa meget af mig som af Bamse Bra’kar, for han pleier at være grov til at betale, naar han ta’r Skyds og hænger sig paa Hesteryggen.« — »Ja, Du skal faa Skyds over Fjeldet,« sagde Bonden, »naar Du vil møde mig her i Morgen ved dette Leite.« Han skjønte, at Mikkel gjorde Nar af ham og var ude med Rævestregerne sine. Saa tog han med sig en ladet Bøsse paa Slæden, og da Mikkel kom og tænkte, han skulde faa fri Skyds, fik han en Haglladning i Skrotten, og saa trak Bonden Bælgen af ham, saa havde han baade Bjørnehud og Rævebælg.