Norske Folke- og Huldre-eventyr/21

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel og Søn.) (s. 205-220).

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Ved Havet er jeg opvoxet, der færdedes jeg mellem Skjær og Bølger fra min tidlige Barndom. Der er dygtige Sømænd i min Fødeegn. men det er intet Under, thi de begynde tidlig: naar Børnene have lært at gaa, er deres første Morgenvandring den, at de i bare Skjorte jabbe op paa den nærmeste Sten eller Knat for at se efter Veiret og Havet; og er det stille, putte de Fingeren i Munden og stikke den i Veiret for at kjende, hvor Luftdraget kommer fra. Saa snart de kunne løfte en Aare, ere de i Baad, og nu varer det ikke længe, inden de lege med Havets Farer mellem Bølgerne. Med en Lods fra de Kanter, som var en af de raskeste Sømænd jeg har kjendt, færdedes jeg ofte paa Havet i min Opvæxt. De Tider, jeg tilbragte med ham, høre til de kjæreste i mine Erindringer. Fri og glad som en Fugl fløi jeg ud paa Bølgerne; i den lette Skjækte foer vi paa Skytteri efter Ænder, Ærfugl og Kobbe mellem Skjærene; paa Dæksbaaden færdedes vi langt til Havs paa Makreldorg, og naar han fik et Skib at lodse ind, seilede jeg vel undertiden Baaden hjem alene eller i Følge med Lodsgutten. Siden denne Tid har jeg altid havt en stærk Længsel efter Søen og det salte Hav. Men istedenfor at tabe mig i Udraab om Sølivets Herlighed, vil jeg nu fortælle om en Tur vi gjorde sammen, da jeg for nogle Aar siden var i Besøg hjemme, og paa den var det netop, at min gamle Ven fortalte den Historie, jeg nu vil meddele:

Vi tilbragte altsaa nogle Dage ude ved de yderste Havskjær. Vi seilede paa Dæksbaaden, en stor Hvaløerbaad. Besætningen var Rasmus Olsen (saa hed min omtalte Ven), Lodsgutten og jeg. En Morgenstund i Graalysingen stod vi ud til Havs for at dorge Makrel. Det var en svag Fralandsbris, der næppe formaaede at lette den tunge Taage, som rugede over Skjærene og de nøgne Klipper, hvorfra Maagerne opskræmte flagrede omkring os med sine hæse Skrig; Tærnerne udstødte sit skingrende »Tri Æg!« og Tjælden det spottende »Klik Klik!« der har bragt saa mangen feilende Skytte til at smile. Over det blygraa Hav, hvis Flade kun sjælden oplivedes ved en Alke, en Teiste, en Ærfuglflok eller en stønnende Ise, hang Luften disig og tæt. Rasmus sad selv i Agterlugen ved Roret, medens Gutten efter Omstændighedeme snart var forud, snart agter. Rasmus var en høi, svær Mand med et af Veiret brunet og medtaget Ansigt, hvis Udtryk var godmodigt. I Dybet af hans graa, kloge Øine laa dog et Alvor og et vist forskende Blik, som vidnede om, at han var vant ved at gaa Faren under Øine og se dybere i Tingene, end Smilet om Munden og de spøgende Ord, han ofte førte paa Tungen, syntes at antyde. Som han sad der med en Sydvest ned over Ørene i en sid, gulgraa Kalmuks Kufte, fik hans Figur i den tætte Morgenluft en næsten overnaturlig Størrelse, og man kunde gjerne falde paa den Tanke, at man havde for sig en Gjenganger fra Vikingtiden — dog i Vikingtiden brugte man ikke Tobak, men det gjorde Rasmus Olsen, og det til Gavns.

»Han har ikke saa meget Vind, at han kan blæse en Barkeskude over Ende i en Rendebæk,« sagde Rasmus og byttede Skraaen om med en liden sortrøget Kridtpibe, idet han kigede ud paa alle Kanter. »Igaarkveld ved Solnedgang stod han fuld af de greieste Vindskyer, men nu har han ikke en Hatfuld.«

Lodsgutten, som holdt Udkig forude og arbeidede med Styrbords Aare for at støtte for Affald, da Strømmen gik vester i, svarede, at han syntes det letnede forud.

»Fanden heller, det er ikke Solgangsveir,« svarede Rasmus; »han kommer ikke, før det lider paa Dagen; men da tør vi faa mere, end vi vil have for Makrellens Skyld.«

Der kom imidlertid snart et friskere Drag i Luften, saa at vi uden Aarernes Hjælp kunde holde Kaas, og nu gled vi raskt ud imod Havet. Taagen svandt efterhaanden og lod os se den blaa Kystlinje og dens yderste nøgne Holmer; men foran os laa Havet i sin uendelige Udstrækning rødmende for Morgensolen. Landvinden havde vel endnu sin Magt, men jo høiere Solen steg, des friskere blæste det op fra Havet; de stigende Taager lagde sig som et Teppe ind over Landet; nu var det en stiv Makrelkuling. Vi vare snart inde i Makrelstimen; Snørerne kommanderedes ud, og den ene Fisk bed efter den anden, saa det dirrede i det hele Snøre; under voldsomme Spræl og Ryk bragtes disse sølvblanke Havets Børn op. Men Glæden var som sædvanlig ikke af nogen særdeles lang Varighed. Ud paa Dagen tiltog Kulingen alt mere og mere i Styrke; Havet satte ind, Søgangen voxte; tilsidst stod Snørerne lige ud, og Fiskestenene hoppede hen over Bølgetoppene, medens Braadsøer, uagtet Lodsens ledende Haand søgte at afværge dem, brød over vor lille Nøddeskal og sendte Skum og Sprøit høit over Seil og Mast. Snørene gaves op. Lodsgutten sad i Storlugen, dinglede med Benene og kikkede af gammel Vane ud snart hid, snart did. Undertiden var han nede i Rummet og saa paa sit Uhr, som laa i en stor rødmalet Skibskiste.

»Ja, den Kisten og den Klokken,« sagde Rasmus med et Smil og Nik; »dem holder han af, og det gjør han Ret i, for havde ikke de været, saa laa han nu og grov Smaasten paa Havsens Bund.«

Jeg bad om nærmere Forklaring, og han fortalte: »Det var ifjor i Oktober Maaned; han stod ind med svært Veir; det var med Nød jeg kunde holde Søen, men jeg blev ude, og han var med. Tilsidst prajede jeg en Hollænder og kom ombord i ham, men jeg tænkte begge om Baaden og Gutten; mine Tanker var ikke der de skulde være, for hvert Øieblik kikkede jeg efter Baaden og Gutten, og tilsidst saa jeg han fik en Braadsø agter, saa han lettedes op og gik forover og under — borte var han. Vi kunde ikke hjælpe, om Skipperen ogsaa havde villet; det var for langt borte. Jeg bad for mig selv, og tænkte jeg aldrig skulde se ham mere. Men den første jeg mødte, da jeg kom hjem, det var Gutten; han var kommen hjem længe før han, end jeg. Han tog op Klokken sin og viste mig den og sagde: »Jeg har bjerget Klokken, Far, og den gaar endnu.« Nu Gudskelov, tænkte jeg, at Du er frelst; en Baad blir det vel Raad til igjen, endda den havde kostet mig halvtredje hundrede Daler; og splinternye Seil var det paa den. —— Hvordan han blev frelst? — Jo, det gik saaledes til — ja ja, Du Lille,« sagde han til Gutten, som lo til ham og dinglede stærkere med Benene, »den drukner ikke, som hænges skal, — der kom en Brig, som havde hjemme strax nordenfor her. Med Et hører de et Skrig; der løb En forud, men der var ingen Ting paa Færde, for de tænkte mindst paa, at det var udenbords; men bedst det var, hørte de Skriget ret under Bougen, og da Kapteinen selv kom forud og saa ud over, sad Gutten paa Skibskisten og holdt Klokken sin i den ene Haand høit op over Bølgerne. Det var saavidt, at Kapteinen fik givet et Vink til Manden til Rors, saa de ikke seilede om Bord i ham, og de fik lagt hi og stukket ud en Ende og halet ham op.«

Da det led ud paa Dagen, løiede Vinden af, og vi fiskede igjen enkelte Fiske, under mangehaande Fortællingen »Ja, ja,« sagde han og rystede lidt paa Hovedet, idet han atter gav sig til at slaa Ild paa sin Pibe. »Det brygger til Noget der sydpaa. Den Gufs vi fik, var bare en Morgendram. Han skal se, vi faar Traktement; selv Fisken ved om det; den napper ikke mere, og Fuglene er bange: — hør, hvor de hvæser og skriger og søger ind under Land. Det blir rigtigt Troldkjærringveir til Kvelds. Nei, se paa den! tumler hun ikke saa nær at — Gud hjælpe mig kunde jeg ikke gjerne« — spytte paa den, vilde han have sagt, men i det samme knaldede min Bøsse, som jeg havde kastet til Øiet og trykket af paa en Ise, der væltede sig op mellem Bølgerne tæt ved os. Rammet slog den saa heftigt med Halen, at Vand og Skum piskedes op i en liden Fos, saa høit som Masten i vor Baad, og oversprøitede og gjennemvædede os alle.

»Den Troldkjærring tror jeg ikke skal sende os noget Veir,« sagde jeg, da jeg saa, at Vandet var farvet rødt af dens Blod. Strax efter kom den op stærkt stønnende og vendte Bugen i Veiret. Rasmus var ikke sen til at hugge Baadshagen i, og halede den ved min Bistand ind i Baaden. Han var meget fornøiet for den Tran han skulde faa, vendte det tunge Dyr fra den ene Side til den anden, kjælede for det som for et Svøbebarn og forsikkrede, at det var et smækfedt Vastrold, som skulde være velkomment til Støvlesmørelse og Lampelys.

Under dette Fjas om Trolde og uveirvækkende Troldkjærringer kom en besynderlig Troldkjærringhistorie, jeg troede at have hørt af Rasmus i min Barndom, frem for min Erindring, men i saa dunkle Træk, at jeg ikke engang vidste, om det var Noget jeg havde hørt eller drømt. Jeg spurgte Rasmus, om han ikke havde fortalt mig en saadan Historie om tre Troldkjærringer.

»Aa, den,« svarede han og lo; »det er af det Slags, som kaldes Skipperløgne nu til Dags, men i gamle Dage troede de det som Fadervor. Gamle Bedstefar fortalte mig den, da jeg var Smaagut, men om det var hans Bedstefar eller Oldefar, som Var Kahytjongen, det kan jeg ikke erindre. Nok er det, det gik Saaledes til:

Han havde faret med en Skipper som Jongmand hele Sommeren, men da de skulde ud paa Høstreis, fik han en Ank paa sig og vilde ikke være med. Skipperen syntes godt om ham, for endda han var en Framslænging, havde han god Forstand paa alle Ting om Bord; han var en stor og stærk Gut og ikke ræd for at hænge i, naar der skulde tages et Tag; han gjorde næsten Tjeneste for en Helbefaren, og gild var han jævnt, saa han holdt Liv i de andre; derfor vilde Skipperen nødig være af med ham. Men Gutten havde slet ingen Lyst til at ride paa Blaamyren om Høstkvelden; men han skulde blive om Bord, til de havde ladet og var seilklare. En Søndag som Mandskabet havde Landdag, og Skipperen var oppe hos en Skovbonde for at handle Smaalast og Splitved til lidt Dækslast — det var vel paa egen Negosje, kan jeg tænke —, skulde Gutten passe Skuden. Men det maa jeg ikke glemme, denne Gutten var født paa en Søndag og havde fundet et Firkløverblad; derfor var han synen, han kunde se de Usynlige, men de kunde ikke se ham.«

»Ja ja, det blir stygt Veir,« afbrød Fortælleren sig selv, idet han reiste sig op og med Haanden skyggede over Øinene, for uhindret af det Solglimt, der nu faldt paa de lange, blanke Bølger, at kunne stirre sydover. »Se, hvor han trækker op; han kommer med Torden og Lynild. Bedst at vende i Tide; nu har vi ikke et Blaf igjen. Vi ligger her i Døvandet og driver som en Høsæk; men reve maa vi, før han kommer paa os. Kom Jon!«

Medens Revingen stod paa, tog jeg Roret og saa ud efter Veiret. Det var blankt og næsten stille; Vinden havde lagt sig, men vor Baad duvede paa Underdønningerne. Fjernt i Syd stod der over Havet en skarp afskaaret, mørk Banke; først havde vi seet den som en smal Rand, der smeltede sammen med Himmel og Hav, men efterhaanden hævede den sig som en Væg eller et Teppe, der oventil snart fik en Bord af tunge, straagule, vredne og sammenrullede Tordenskyer. I enkelte Øieblikke blev Skyteppet lysere eller gjennemsigtigere; det saa ud, som man gik med Lys der bag. Noget Glimt saaes ikke, men vi hørte en fjern, svag Rullen, som jeg i Begyndelsen troede kom fra Bølgerne.

»Nu,« sagde Rasmus, da han havde slaaet Ild paa sin Pibe og taget Roret igjen, »Gutten var altsaa synen, og ret som han sidder forud i Folkelugaret, hører han det snakker indi Rummet. Han kikker gjennem en Sprække, og saa ser han, at der sidder tre kulsorte Ravne paa Tyskendæksbjælkerne derinde, og de snakkede om Mændene sine. Alle var de kjede af dem, og Livet vilde de tage af dem. Det var greit at skjønne, at det var Troldkjærringer, som havde skabt sig om.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

»Men er det sikkert, at her ikke er Nogen som hører os?« sagde den ene af disse Ravne. Gutten kunde høre paa Maalet, at det var Skipperens Kone.

»Nei, Du ser jo det,« sagde de andre to. som var Konerne til første og anden Styrmand; »her er ikke en Mors Sjæl om Bord.«

»Ja, saa vil jeg sige det; jeg ved et godt Raad til at blive af med dem,« tog Skipperjærringen til Ords igjen og hoppede nærmere bort til de andre To; »vi kan gjøre os til tre Braadsjøer, og slaa dem over Bord og sænke Skuden med Mand og Mus.«

Ja ja, det syntes de Andre var et godt Raad; de sad længe og snakkede om Dagen og Farvandet. »Men der er vel Ingen, som hører os?« sagde Skipperkonen igjen.

»Du ved jo det,« svarede begge de Andre.

»Ja, for der gives et Raad imod det, og blev det brugt, blev det dyrt for os; det kom ikke til at koste os mindre end Liv og Blod.«

»Hvad er det for et Raad, Søster?« spurgte den ene Styrmandskonen.

»Ja, men er I vis paa, at Ingen hører os? jeg syntes det røg i Folkelugaret.«

»Du ved det, vi har kikket i hver Krog. De har glemt at kare Ilden ned paa Kabyssen; derfor ryger det,« sagde Styrmandskonerne. »Sig det kuns.«

»Hvis de kjøber tre Favne Birkeved,« sagde Troldkjærringen, »men de maa være fuldmaalte og uprutede — og kaster den ene Favn ud Træ for Træ, naar den første Sjøen kommer, og den anden Favn Træ for Træ, naar den anden kommer, og den tredje Favn Træ for Træ, naar den tredje kommer, saa er det ude med os.«

»Ja, det er sandt, Søster, da er det ude med os! da er det ude med os!« sagde Styrmandskonerne; »men det er der Ingen som ved,« raabte de og lo høit, og da de havde gjort det, fløi de op igjennem Storlugen og skreg og klunkede som tre Ravne.

Da de skulde seile, vilde Gutten for Liv og Død ikke være med; alt det Skipperen talte for ham og lovede ham, saa hjalp det ikke; han vilde ikke være med paa nogen Maade. Tilsidst spurgte de, om han var ræd, siden det led paa Høsten, og heller vilde sidde i Kakkelovnskrogen bag Skjørterne til Mor. Nei, sagde Gutten, det var han ikke, og han troede aldrig de havde seet slige Landkrabbestreger af ham; det skulde han vise dem ogsaa, for nu vilde han gaa med, men det vilde han betinge sig, at der blev kjøbt tre fuldmaalte Favne Birkeved, og at han fik kommandere, som om han selv var Skipper, paa en vis bestemt Dag. Skipperen spurgte, hvad det skulde være for Narreri, og om han havde hørt, at en Jongmand nogensinde havde været betroet at kommandere et Skib. Men Gutten svarede, det kunde være ham det samme; vilde de ikke kjøbe tre Favne Birkeved og lystre ham, som om han var Kapteinen, en eneste Dag — Dagen skulde baade Skipperen og Mandskabet faa vide i Forveien —, saa satte han ikke sin Fod ombord i Skuden mere; endnu mindre skulde hans Næver lugte Beg og Tjære der. Skipperen syntes, at dette var besynderligt, og at det var en rar Gut, men han gav efter tilsidst, fordi han nu endelig vilde have ham med, og han tænkte vel ogsaa, at han nok skulde klare Klatten, naar de kom til Sjøs. Styrmanden mente det Samme, han. »Aa, lad ham faa Kommandoen! Bær det for langt i Læ, faar vi gi’ ham en Haandsrækning,« sagde han. Nu, Birkeveden blev kjøbt, velmaalt og uprutet, og de seilede.

Da Dagen kom, som Jongmanden skulde være Skipper, var det stilt, vakkert Veir; men han purrede alle Mand ud til at reve og beslaa, saa de ikke laa for Andet end Stumperne. Og det var just som Hundevagten var forbi, og Dagvagten skulde sættes. Baade Skipperen og Mandskabet lo og sagde: »Nu kan vi mærke hvem som har Kommandoen; skal vi ikke beslaa Stumperne ogsaa?«

»Ikke endda,« sagde Jongmanden, »men om et lidet Bil.« —

Ret som det var, kom der over dem en Byge, saa heftig, at de troede de skulde kantre, og havde de ikke beslaaet og revet, havde det ikke været at spørge om, at de havde gaaet

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
under, da den første Braadsjøen styrtede over Skibet. Gutten

kommanderte dem til at kaste ud den første Favn af Birkeveden, men Træ for Træ, eet om Gangen, aldrig to, og ikke maatte de røre de andre to Favne. Nu var de flinke til at lystre hans Kommando, og de lo ikke længer ad ham, men kastede Birkeveden ud Træ for Træ. Da det sidste gik, hørte de et Støn som af En, som ligger og drages med Døden, og med det samme var Bygen forbi.

»Gud ske Lov!« sagde Mandskabet. — »Det skal jeg sige og staa ved for Rederiet, at Du har frelst Skib og Ladning,« sagde Skipperen.

»Ja, det er bra’ nok, men vi er ikke færdige endnu,« sagde Gutten, »han kommer snart værre,« og kommanderte dem til at beslaa hver Klud, saa nær som Stumpen af store Mærsseil. Den anden Byge kom endda haardere end den første, og den blev saa stærk og haard, at hele Mandskabet blev rent forskrækket. Da den var paa det haardeste, sagde Gutten, at de skulde kaste den anden Vedfavn over Bord, og det gjorde de; de kastede den Træ for Træ og agtede sig for at tage noget af den tredje. Da det sidste Træ gik, hørte de et dybt Støn igjen, og saa stilnede det af. »Nu har vi en Dyst igjen, og den blir den værste,« sagde Gutten og kommanderte hver Mand paa sin Post, og Skuden gik bare for Takkel og Toug. Den sidste Byge kom værre end begge de foregaaende: Skuden krængede, saa de troede den ikke skulde reise sig mere, og Sjøerne brød over Dæk og Skans. Men Gutten kommanderte dem til at kaste ud den sidste Vedfavnen, Træ for Træ, og ikke to om Gangen. Da det sidste Træet gik, hørte de et dybt Støn som af En, som dør en tung Død, og da det stilnede af, var Søen farvet med Blod saa langt de kunde se.

Da de kom over, talte Skipperen og Styrmanden om, at de vilde skrive til Konerne sine. »Det kan I gjerne lade være,« sagde Gutten, »for I har ingen Koner mere.«

»Hvad er det for Snak, Hvalp! har vi ingen Koner?« sagde Skipperen. — »Har Du kanske gjort Ende paa dem?« sagde Styrmanden.

»Aa nei, vi har været lige gode om det Allesammen,« svarede Gutten, og saa fortalte han, hvad han havde hørt og seet den Søndag han passede Skuden, da Mandskabet havde Landdag og Skipperen handlede Smaalast hos Skovbonden.

Da de kom hjem, fik de høre, at Konerne deres var blevne borte Dagen før Uveiret, og siden havde Ingen hverken hørt eller spurgt dem.«

Under denne og andre Fortællinger, som Rasmus gav tilbedste, led det mod Aften. Uveiret nærmede sig langsomt og steg høiere paa Himlen som et mørkt Forhæng; Lynene glimtede snart ned mod Havet, snart bugtede de sig som horisontale Slanger og dannede Flammefrynser om Forhængets rige Foldekast af Skyer og Veir; snart gjorde de det Hele gjennemsigtigt som Flor og Musselin. Endnu var Uveiret fjernt; Tordenen slog svagt, og Havet rullede, saa langt vi kunde øine, kun lange, blanke Bølger, men det var farvet som Blod og Vin; thi Solen gik ned i røde Stormskyer, hvis Farver opfangedes i Havspeilet. Men det var tydeligt nok, at vi ikke skulde undgaa det; Bølgerne voxte, Strømmen drev os mod Land, og der kom kun af og til et Vindpust, som fyldte vort Seil. Ved det sidste Dagslys saa vi fjernt ved Himmelranden en sort Stribe; alt som den kom nærmere, gik der en hvid Rand af pisket Skum foran den, og Stormen og Natten var over os. Som en Pil foer Baaden afsted, og det varede ikke længe, før vi vare ved de yderste Skjær,

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

hvor Sjøfuglene, opskræmmede af de hyppige Lynglimt og Tordenskrald, hvæssede og skreg og flagrede om i Mængde som hvide Skyer. Men deres Skrig lød hæst og svagt gjennem Brændingerne. Holmerne og Skjærene tog vel Lidt af for den heftige Søgang, men længere inde mod Land, hvor hele Havet stod paa, voxte den atter, og i Lynenes Glimt saa vi langs hele Kysten høit skummende Brændinger, hvis Drøn lød tordnende i vore Øren. Rasmus holdt skarpt Udkig i dette Mørke, som forekom mig uigjennemtrængeligt; jeg kunde ikke skimte Andet end det brede, hvide Skumbaand, som vi nærmede os med truende Hastighed. Omsider opdagede jeg et lidet mørkt Punkt, som vi stævnede imod, og inden faa Minutter foer vi mellem Brott og Brand ind igjennem det smalle Sund under Ullerhovedet, og naaede lykkelig ind i den trygge Havn, hvor Pynter og høie Klipper lunede mod Vind og Bølger.« — —