Norske Folke- og Huldre-eventyr/22
Der var en Gang en Mand og en Kone; de havde en Søn og en Datter, som vare Tvillinger, og de vare saa lige, at de ikke kunde skilles fra hverandre ved Andet end Klædselen. Gutten kaldte de Peik. Han var lidet til Nytte, mens Forældrene levede, for han havde ikke Hug til Andet end at gjøre Nar af Folk, og han var saa fuld af Spik og Spillopper, at Ingen kunde være i Fred for ham; men da de vare døde, blev det værre og værre, han vilde ikke tage sig nogen Ting til; han gjorde bare Ende paa det, som var igjen efter dem, og lagde sig ud med alle Mennesker. Søsteren strævede og karede alt det hun orkede, men det vilde ikke monne, og saa sagde hun til ham, hvor galt dette var, at han ikke vilde gjøre noget Gavn, og spurgte:
»Hvad skal vi have at leve af, naar Du har gjort Ende paa Alt?«
»Saa vil jeg ud og narre En,« sagde Peik.
»Ja, da kommer Du tidsnok, Peik,1« sagde Søsteren.
»Faar prøve,« sagde Peik.
Da der var Ende paa Alt, havde de ikke Mere; saa lakkede Peik afsted, og han gik og han gik, til han kom til Kongsgaarden. Der stod Kongen i Svalen, og da han fik se Gutten, Saa sagde han:
»Hvor skal Du hen i Dag, Peik?«
»Aa, jeg skulde bort og se, om jeg kunde faa narret En,« sagde Peik.
»Kan Du ikke narre mig da?« sagde Kongen.
»Nei, jeg kan nok ikke det, for jeg glemte Narrestikkene mine hjemme,« sagde Peik.
»Kan Du ikke gaa efter dem?« sagde Kongen, »jeg kunde have Lyst til at se, om Du er slig en Spillopmager, som Folk siger,« sagde han.
»Jeg duer ikke til at gaa,« sagde Peik.
»Jeg skal laane Dig Hest og Sadel,« sagde Kongen.
»Jeg duer ikke til at ride heller,« sagde Peik. »Vi skal løfte Dig oppaa,« sagde Kongen, »saa kan Du vel hænge paa.«
Ja, Peik han kløede og klorede sig i Hovedet, som om han vilde rive Luggen af, og lod dem løfte sig oppaa; der sad han og slang baade hid og did, saalænge Kongen kunde se ham, og Kongen 1o, saa det taarede i Øinene, for slig en Rytter til Hest havde han aldrig seet før. Men da Peik var kommen ind i Skoven bagom Haugen, saa Kongen ikke kunde se ham længer, sad han, som han var spigret, og red afsted, som han havde stjaalet baade Øg og Grime, og da han kom til Staden, solgte han baade Hesten og Sadlen.
Kongen gik der imens og stundede og ventede paa, at Peik skulde komme slingrende tilbage igjen med Narrestikkene sine, og lo stundomtil, naar han kom i Hug, hvor ynkelig han saa ud, da han sad og slang paa Hesten som en Høsæk, som ikke vidste til hvad for en Kant den skulde falde; men det varede syv Lange og syv Brede, og der kom ingen Peik, saa skjønte Kongen tilsidst, at han var narret og snydt baade for Hest og for Sadel, endda Peik ikke havde Narrestikkene med sig, — og saa blev det en anden Lyd, for da blev Kongen sindt og vilde bort og dræbe Peik.
Men Peik havde faaet vidst Dagen, da han skulde komme, og sagde til Søsteren sin, at hun skulde sætte paa Vegstensgryden med en Draabe Vand i. Med det samme Kongen kom, rev Peik Gryden af Varmen og ind paa Stabben med den, og kogte Grød paa Huggestabben.
Kongen undrede sig paa dette og blev saa rent forundret, at han glemte det han kom eftcr.
»Hvad vil Du have for den Gryden?« sagde han.
»Jeg kan ikke være af med den,« sagde Peik.
»Hvorfor kan Du ikke det?« sagde Kongen; »jeg skal gjøre Dig Ret for den,« sagde han.
»Jo, den sparer mig baade Bry og Penge, baade Skovleie og Hugsteløn, baade Kjøring og Føring,« sagde Peik.
»Det er det Samme, jeg gi’r Dig hundrede Daler,« sagde Kongen; »nu har Du narret af mig Hest og Sadel og Bidsel paa Kjøbet; men det faar gaa for det det er, naar jeg faar Gryden,« sagde han.
»Ja, saa fik han have den da,« sagde Peik.
Da Kongen kom hjem, bad han Fremmede og lagede til Gjæstebuds, men Maden skulde de koge i den nye Gryden, og den tog han og satte midt paa Gulvet. De Fremmede troede Kongen ikke var rigtig, og gik der og dyttede paa hverandre og lo af ham, og han gik omkring Gryden og kaglede og kaglede og sagde alt i Eet: »Ja, ja, bi bare lidt, ja, ja, bi bare lidt, nu koger den snart;« men det blev ingen Kog. Saa skjønte han, at Peik havde været ude med Narrestikkene sine og lurt ham igjen, og nu vilde han afsted og dræbe ham.
Da Kongen kom, stod Peik ude ved Laaven.
»Vilde hun ikke koge?« sagde han.
»Nei, hun vilde ikke det,« sagde Kongen; »men nu skal Du undgjælde for det,« sagde han, og vilde frem med Kniven.
»Det skal Du faa mig til at tro,« sagde Peik, »for Du tog ikke Stabben.«
»Skal tro, det ikke er Løgn, Du farer med?« sagde Kongen.
»Det er Stabben, det staar paa; hun koger ikke uden —« sagde Peik.
Hvad han da skulde have for den? — Tre hundrede Daler var den vel værd; men for hans Skyld lik den gaa for to, sagde Peik. Saa fik han Stabben og reiste med, og bød Fremmede og lagede til Gjæstebuds, og satte Gryden paa Stabben midt inde i Stuen. De Fremmede troede, han var bleven baade Tul og Torsk, og de gik der og gjorde bare Nar af ham, og han kaglede og kaglede om Gryden og sagde ret som det var: »Bi lidt, nu koger hun, nu koger hun snart,« men det blev ikke mere af det paa Stabben end paa bare Gulvet Saa skjønte han, at Peik havde været ude med Narrestikkene sine den Gangen ogsaa. Han rev sig i Luggen og vilde afsted og dræbe ham igjen, og nu skulde han ikke spare ham, enten han laat vel eller ilde.
Men Peik havde laget sig til at tage imod ham igjen. Han slagtede en Vædder og tog og havde Blodet i Blæren og Vemskindet, og pakkede det ned i Barmen paa Søster sin og sagde for hende, hvad hun skulde sige.
»Hvor er Peik?« skreg Kongen; han var saa sindt, at han skalv i Maalet.
»Han er saa skrøbelig, at han ikke orker at røre sig,« sagde hun, »og saa skulde han prøve at faa en Søvn.«
»Du faar vække ham,« sagde Kongen.
Nei, det torde hun ikke, for han var saa hastig
»Ja, jeg er endda hastigere,« sagde Kongen, »og vækker ikke Du ham, saa skal jeg — —« sagde han, og tog bortved Siden, der Kniven var. Nei, saa skulde hun til at vække ham; men Peik vendte sig hastig om i Sengen, drog ud en liden Kniv, og rispede hende i Blæren og Væddervommen, saa Blodspruten stod af Barmen paa hende, og hun faldt overende paa Gulvet, som hun var død.
»For en Fanden Du er, Peik,« sagde Kongen; »nu har Du jo skaaret ihjel Søster Din, og det saa selve Kongen staar og ser paa det,« sagde han.
»Det er ikke farligt med Liget, saalænge der er Veir i Næsen paa mig,« sagde Peik, og fik frem et Bukkehorn, som han gav sig til at tude paa, og da han havde tudet en Brudeslaatt, saa satte han det ind til hende og blæste Liv i hende igjen, saa hun stod op, som der ikke feilede hende nogen Ting.
»Bevares vel for Dig, Peikl!Kan Du dræbe Folk og blæse Liv i dem igjen ogsaa Du da?« sagde Kongen.
»Ja, hvad Raad Var der for mig ellers?« sagde Peik; »jeg kom til at dræbe alle dem, jeg kom nær, for jeg er saa hastig af mig, ser Du,« sagde han.
»Ja, jeg er ogsaa hastig til Sinds,« sagde Kongen, »og det Hornet maa jeg have; jeg skal give Dig hundrede Daler for det, og saa faar det være det Samme, jeg faar give Dig efter, at Du narrede af mig Hesten, og at Du snød mig paa Gryden og Stabben og hele Resten.«
Peik kunde nødig undvære det, men for hans Skyld fik han — have det, og saa fik Kongen det og reiste hjem det forteste han kunde, og han var ikke før kommen hjem, før han maatte til at prøve det; han tog paa at krangle og trætte med Dronningen og den ældste Datteren sin, og de trættede igjen og sagde ham imod; men før de vidste Ordet af det, drog han ud Kniven og skar dem ihjel, saa de faldt stendøde overende, og de Andre rømte Stuen, saa rædde bleve de.
Kongen gik og drev paa Gulvet en Stund og snakkede om, det var ikke farligt med Liget, saalænge der var Veir i det, og andet Sligt, som havde rendt gjennem Munden paa Peik, og saa fik han frem Hornet og til at tude og blæse; men endda han blæste alt det han orkede baade den Dagen og den anden, saa fik han ikke blæst Liv i dem; de vare døde og de bleve døde, baade Dronningen og Datteren, og han maatte koste dem i Jorden og holde Gravøl paa Kjøbet.
Saa vilde han til Peik og tage ham af Dage igjen, men Peik havde sine Runer ude, saa han vidste af, at Kongen kom, og han sagde til Søsteren sin:
»Nu faar Du skifte Klæder med mig og reise afsted, saa maa Du faa og have Alt vi eier.«
Ja, hun skiftede Klæder med ham og pakkede sammen og reiste afsted det forteste hun vandt, og Peik sad igjen der alene i Søsterklæderne.
»Hvor er han Peik?« sagde Kongen, han kom saa hardsk og saa sindt gjennem Døren.
»Han er reist sin Vei,« sagde han, som sad igjen i Søsterklæderne.
»Ja, havde han nu været hjemme, saa skulde jeg have dræbt ham,« sagde Kongen; »det var ikke værdt at spare Livet paa slig en Skjelm,« sagde han.
»Han havde sine Runer ude og vidste, at Kongen kom, og vilde tage ham af Dage for Narrestikkene, han foer med, men mig lod han blive ien her baade madløs og pengeløs,« sagde Peik, og gjorde sig saa lækker og fin som en Jente.
»Vær Du med til Kongsgaarden, skal Du faa nok at leve af —; det er ikke værdt at sidde og sulte borti Hytten for Dig,« sagde Kongen.
Ja, det vilde han gjerne, og saa tog Kongen ham med sig og lod ham lære Alting og holdt ham som sin egen Datter, og det var mest som Kongen havde igjen de tre Døttrene sine, for Peikegutten sømmede og syede og laat og legte med dem, og var sammen med dem baade sent og tidligt.
Da det led en Tid, kom der en Kongssøn paa Frieri did.
»Ja, jeg har tre Døttre,« sagde Kongen, »det staar paa, hvem Du vil have af dem.«
Han skulde faa Lov at gaa op i Sykammeret og snakke og gjøre sig kjendt med dem, og saa likte han bedst Peik og kastede et Silkeplag i Fanget paa ham, og saa tog de paa at lage til Bryllup, og da det led om en Stund, kom Skyldfolkene hans og Kongens Folk og tog paa at ture og drikke Bryllup; men da det led paa Kvelden den første Bryllupsdagen, torde ikke Peik blive længer og lagde afsted fra Kongsgaarden ud paa Vidden, saa Bruden ikke var at finde; men det var det som værre var, begge Kongsdøttrene fik ondt saa braadt, og ret som det var, kom der reisende to Smaaprindser til Verden, saa Folket maatte fare hjem midt i den bedste Legen og Bryllupsturingen.
Kongen blev baade harm og sorggiven, og begyndte at tvivle og undres paa, hvorledes dette hang sammen.
Saa satte han sig paa Hesten og red ud, for han syntes, det blev for ødt at være hjemme; men da han kom ud paa Jorden sad Peik paa en Sten og spilte paa Mundharpe.
»Sidder Du ber Du, Peik?« sagde Kongen.
»Javist sidder jeg hen, hvor skulde jeg sidde ellers?« sagde Peik.
»Nu har Du narret mig grovt Gang paa Gang,« sagde Kongen; »men kom nu og vær med hjem, san skal jeg dræbe Dig.« »Ja, det er vel saa det,« sagde Peik, maar der ingen anden Raad er, saa faar jeg vel til jeg med,« sagde han.
Da de kom hjem i Kongsgaarden, orde de istand en Tønde, som Peik skulde puttes ned i, og da den var færdig, kjørte de den op paa et høit Fjeld; der skulde han ligge tre Dage og tænke over det han havde gjort, før de væltede ham udover og til Fjords.
Den tredie Dagen kom der en rig Mand gaaende, og Peik sad indi Tønden og sang: »Til Himmerig og til Paradis, til Himmerig og til Paradis skal jeg fare; men inte vil jeg, og inte vil jeg i Engleskare.«
Da Manden hørte dette, spurgte han, hvad han skulde give ham for at komme i Steden hans.
Det fik vel blive Meget, mente Peik, for der stod ikke Skyds tilsagt til at fare til Himmerige alle Dage.
Manden vilde give ham Alt det han eiede, og saa slog han ud Bunden og krøb ned i Tønden istedenfor Peik.
»Lykke paa Reisen,« sagde Kongen — han troede det var Peik, som var i den; »nu farer Du til Fjords fortere, end om Du foer med Renskyds, og nu er det ude baade med Dig og Narrestikkene Dine,« sagde han.
Før Tønden var halvveis udover Fjeldet, var der ikke en hel Stav og Stump igjen af den eller af ham, som var indeni. Men da Kongen kom hjem til Kongsgaarden, var Peik der før ham, og sad paa Traakken og spilte paa Mundharpe.
»Sidder Du der, Du Peik?« sagde Kongen.
»Javist sidder jeg her, hvor skulde jeg sidde ellers?« sagde Peik. »Jeg kan vel faa leiet Hus her til alle Hestene og Fæet og Pengene mine.«
»Hvor væltede jeg Dig hen, saa Du fik al den Rigdommen?« spurgte Kongen.
»Aa, Du væltede mig til Fjords,« sagde Peik, »og da jeg kom til Bunds, var der nok at tage af, baade Heste og Fæ, baade Guld og Gods; de gik i Flokke og laa i Hobe, saa store som Hus,« sagde han.
»Hvad vil Du have for at vælte mig samme Veien?« sagde Kongen.
»Aa, det er ikke mere paakostet det,« sagde Peik; »Du tog ikke Noget af mig, saa vil ikke jeg have Noget af Dig heller.«
Saa stoppede han Kongen i en Tønde og rullede ham udover, og da han havde givet ham Friskyds ud over Fjeldet, reiste han hjem til Kongsgaarden. Der tog han og holdt Bryllup med den yngste Kongsdatteren. Siden styrede han Land og Rige, men han gjemte Narrestikkene sine, og gjemte dem vel, saa der hverken hørtes eller spurgtes mere om Peikgutten, men bare om selve Kongen.