Norske Folke- og Huldre-eventyr/32
|
Och skuggan faller så tjock, så tjock, |
Som en fjorten Aars Gut kom jeg en Lørdagseftermiddag kort efter St. Hans Tid til Øvre-Lyse, den sidste Gaard i Sørkedalen. Jeg havde saa ofte kjørt og gaaet den slagne Landevei mellem Christiania og Ringerike; nu havde jeg efter et kort Besøg i mit Hjem til en Afvexling taget Veien forbi Bogstad til Lyse, for derfra at gaa Kløvveien eller Benveien over den nordlige Del af Krogskoven til Kehrraden i »Aasa«. Alle Døre paa Gaarden stod aabne; men jeg søgte forgjæves i Stuen, Kjøkkenet og paa Laaven efter et Menneske, jeg kunde anmode om at skaffe mig en Læskedrik og meddele mig nogen Underretning om Veien. Der var ingen Anden hjemme end en sort Kat, som veltilfreds sad og spandt i Peisen, og en skinnende hvid Hane, som kroende sig spankede frem og tilbage i Svalen og gol i Eet væk, som om den vilde sige: »Nu er jeg selv størst!« Svalerne, der lokkede ved Insektrigdommen i Skovens Nærhed i utallig Mængde havde fæstet Bo paa Laaven og under Tagskjægget, boltrede sig frygtløst tumlende, kredsende og kvidrende omkring i Solstraalerne.
Træt af Heden og Vandringen kastede jeg mig ned i en Skygge paa Tunets Græsvold, hvor jeg i en halv Slummer laa og hvilede, indtil jeg blev opskræmt ved en uhyggelig Koncert: en skurrende Kvindestemme søgte ved Skjænd og Kjæleord at stagge Gaardens gryntende Griseyngel. Ved at gaa efter Lyden traf jeg paa en gulgraa barbenet Kjærring, som i en foroverbøiet Stilling var i Færd med at forsyne Troen, hvorom de støiende Smaadyr bedes, reves, puffedes og hylede af Forventning og Glæde.
Paa mit Spørgsmaal om Veien svarede hun med et andet, idet hun uden at rette sig op vendte Hovedet halvt om fra sine Kjæledægger, for at glo efter mig.
»Haa er han fra da?«
Da hun havde faaet tilfredsstillende Svar paa dette, vedblev hun, medens hun alt imellem henvendte sin Tale til Grisungerne:
»Ja saa — er han i Præstlære hos Ringerigspræsten — Tsju Gyssa mine dal — — Vegen til Stubdal i Aasa? siger han — — Sjaa den Du, vil Du lade de Andre faa med Dig, Styggen! Tsju, vil Du være rolig! aa Stakkar, spændte jeg Dig nu da — — Ja, den skal jeg radt sige ham den, det er strake Vegen Ende beint fram over Skogen lige til Kehrraden det.«
Da denne Anvisning forekom mig at være affattet i altfor almindelige Udtryk om en Skovvei paa et Par Mil, saa spurgte jeg, om jeg ikke for Betaling kunde faa med en Gut, som var kjendt.
»Nei Kors, var det ligt sig det,« sagde hun, idet hun forlod Grisehuset og gik ud paa Tunet. »Dem driver saa med Slaatt-Onnen, at dem mest inte faar i sig Maden Men det er strake Vegen hele Skogen over, og jeg skal te ham den saa skjellig, som han saa den for sig. Først saa gaar han op over Kleven og alle Bakkerne borte i Aaslien der, og naar han er kommen op paa Høgden, saa har han store, stærke Vegen radt fram til Heggelien. Elven den har han paa Venstren hele Tiden, og ser han den inte, saa hører han den. Men fremme ved Heggelien er det ligesom lidt Vringel og Kringelkrangel med Vegen, saa den justsom blir borte stykkomtil, og er En ikke kjendt, er det ikke saa greit at finde frem; men han finder nok frem til Heggelien, for den ligger ved Vandet. Siden saa gaar han bort med Heggelivandet, til han kommer frem til Dammen; det er slig en Dam foran et lidet Vand, og ligesom en Bro, som dem kalder det; der gaar han paa Venstren og ta’r af paa Høgren, og saa har han store, strake Vegen Ende radt fram til Stubdal i Aasa.«
Skjønt heller ikke denne Anvisning var fuldkommen tilfredsstillende, især da det var første Gang jeg begav mig saa langt ud fra den slagne Alfarvei, tog jeg trøstig fat paa Veien, og alle Betænkeligheder vare snart svundne. Fra Lien aabnede der sig af og til mellem Graner og høie Furetræer Udsigt til Dalen med dens Løvpartier og Enge, mellem hvilke Elven bugtede sig som en smal Sølvstribe. Rødmalede Gaarde laa saa smukt og norskt paa Høiderne af de grønne Bakker dernede, hvor Karle og Piger færdedes med Slaatt-Onnen. Fra enkelte Piber steg Røgen op blaa og let mod en mørk Baggrund af granklædte Aaser. Over dette Landskab hvilede en Ro og en Fred der næppe levnede Rum for nogen Anelse om Hovedstadens Nærhed. Da jeg var kommen ind paa Aasen, lød Toner af Valdhorn og en klingende af Ekkoet mangedobbelt gjentaget Los over til mig, men den fjernede sig mere og mere, og tilsidst var det kun Ljomen af den, der naaede mit Øre. Nu hørte jeg ogsaa Elven; den brusede vildt fjernt mod Venstre; men som jeg skred frem, nærmede Kløvstien sig den efterhaanden, og Aaserne traadte paa enkelte Strækninger sammen, saa at jeg undertiden gik i Bunden af en dyb, skummel Dal, der for største Delen optoges af Elven. Men Veien fjærnede sig atter fra Elven; det var baade Vringel og Kringelkrangel, thi den bugtede sig snart hid, snart did, og blev paa enkelte Steder næppe synlig. Det gik opad og da jeg var gaaet over en liden Høide, saa jeg mellem Furestammerne et Par blinkende Skovtjærn, og ved et af disse en Sæter paa en grøn Bakke i Aftensolens Guld. I Skyggen under Bakken stod der Bunker af frodigt voxende Ormegræs; Gjederamsen kneisede yppigt mellem Stenene med sin høie, røde, pragtfulde Blomstertop; men den alvorlige Stormhat hævede Hovedet høiere, saa mørk og giftig ned paa den og nikkede Takten til Gjøgens Gal, ret som om den vilde tælle efter, hvor mange Dage den havde igjen at leve. I det grønne Bakkehæld og nede ved Vandets Bred prangede Hæg og Rogn i sommerligt Blomsterskrud. De spredte liflig, kvægende Duft vidt omkring og rystede vemodig sine hvide Blade udover Sæterbakkens Speilbillede i Vandet, der paa alle de øvrige Kanter var omringet af Graner og mosede Klippen I Sæteren var Ingen hjemme. Alle Døre vare laasede og lukkede. Jeg hamrede paa overalt, men ingensteds noget Svar, nogen Oplysning om Veien. Jeg satte mig paa en Sten og ventede en Stund, men der kom Ingen. Aftenen faldt paa; jeg syntes, at jeg ikke kunde bie længer, og gik afsted. Det var mørkere i Skoven, men inden kort Tid kom jeg til en Tømmerdam eller Dæmning over en Elvestub mellem to Tjæm; jeg formodede det var her, jeg »skulde gaa paa Venstre og tage af paa Høire.« Jeg gik over, men paa den Side af Dæmningen var der kun — saa forekom det mig — flade, glatte, fugtige Klipper, og ikke Spor af nogen Vei; paa den anden, den høire Side af Dammen, var der en stærkt betraadt Sti. Jeg undersøgte begge Sider gjentagne Gange, og uagtet det syntes at stride mod den Anvisning jeg havde faaet, besluttede jeg at vælge den største Vei eller Sti, der fremdeles gik paa høire Side af Vasdraget. Saalænge den fulgte det mørke Tjærn, var den god og fremkommelig, men pludselig dreiede den af i en Retning, der i mine Tanker omtrent var den modsatte af den, jeg skulde gaa i, og tabte sig i et forvirret Net af Kreaturveie dybt inde i Skovens Dunkelhed. Usigelig træt af denne ængstelige, vildsomme Søgen kastede jeg mig ned i den bløde Mose for at hvile et Øieblik, men Trætheden seirede over Skovensomhedens Ængstelser, og jeg ved ikke hvor længe jeg blundede. Ved et vildt Skrig, hvis Ekko endnu klang i mine Øren, da jeg vaagnede, sprang jeg op; men jeg følte mig endnu trøstet ved Rødkjælkens Sang; jeg syntes ikke jeg var ganske forladt, saa længe jeg hørte Maaltrostens muntre Slag. Himlen var overskyet, og den dybe Skumring tiltagen i Skoven. Der faldt et fint Støvregn, som vakte fornyet Liv i den hele Planteverden og fyldte Luften med en frisk, kryddret Duft; men det syntes ogsaa at vække til Liv alle Skovens natlige Lyd og Toner. Mellem Toppene over mig hørte jeg en hul, metallisk Klang som af Frøernes Kvækken, og en skjærende Fløiten og Piben. Rundt om mig surrede hundrede Rokke: men det Rædsomme ved alle disse Toner var, at de i eet Øieblik lode lige ved mit Øre, i det — næste fjernt borte; snart afbrødes de ved kaade, vilde Skrig under flagsende Vingeslag, snart ved fjerne Nødraab, hvorpaa der igjen indtraadte en pludselig Stilhed. Jeg blev greben af en ubeskrivelig Angst; det foer isnende gjennem mig ved disse Lyd, og Rædselen forøgedes ved Skummelheden mellem Stammerne, hvori alle Gjenstande viste sig fortrukne, bevægelige, levende, udstrækkende Tusender af Hænder og Arme efter den vildsomme Vandrer. Alle mine Barndoms Eventyr fremmanedes for den opskræmte Fantasi og gjorde sig gjældende i de Former, der omgav mig; jeg saa hele Skoven opfyldt af Trolde og Alfer og gjækkende Dverge. I tankeløs og aandeløs Angst ilede jeg fremad for at undløbe Dæmonernes Skarer; men under Flugten viste sig endnu rædsommere, mere fordreiede Skikkelser, og jeg følte deres gribende Hænder. Pludselig hørte jeg tunge Skridt; der skred Nogen hen over de bragende Kviste. Jeg saa eller trode at se en mørk Masse, der nærmede sig med et Par Øine, skinnende som glødende Stjerner. Haaret reiste sig paa mit Hoved; jeg troede Faren uundgaaelig, og skreg ubevidst for at opmande mig:
»Er det Folk, saa sig mig Veien til Stubdal!«
En hul Brummen var det Svar jeg fik, og den Gaaende fjemede sig hurtig under Knag og Brag den samme Vei han var kommen. Jeg stod længe og lyttede efter de tunge Skridt og mumlede ved mig selv: »Gud give det var lyst og jeg havde en Bøsse, saa skulde Du faa en Kugle, Bamse, fordi du skræmte mig!«
I dette Ønske og denne barnagtige Trudsel svandt min Frygt, gik al Tanke om Fare op, og jeg skred igjen med Rolighed fremad i den bløde Mose. Nu var der intet Spor hverken af Vei eller Sti; men det lysnede mellem Stammeme, Skoven blev mere aaben, og jeg stod paa Hældingen ved Bredden af en stor Sø, rundt omgiven med Barskov, som ved Søens fjerne Bred forsvandt i Nattens Taageslør. Den nordvestlige Himmels Purpurglød, som speilede sig i Vandets mørke Flade, hvorover Flaggermus kredsede og flagrede, medens store Fugle pilsnart hen over det høiere oppe i Luften med hin kvækkende Lyd og skjærende Fløiten, der før forekom mig saa rædsom, — viste mig, at jeg havde gaaet i nordøstlig Retning istedenfor mod Vest. Medens jeg grundede paa, om jeg skulde blive hen til Solen stod op, eller forsøge paa at finde tilbage til Dammen, opdagede jeg til min usigelige Glæde paa denne Side af Vandet Skimtet af en Ild imellem Træerne. Jeg ilede afsted, men erfarede snart, at den var fjærnere, end den i Begyndelsen syntes; thi efterat have gaaet en halv Fjerdingvei, saa jeg mig skilt fra den ved en dyb Dal. Da jeg med megen Møie havde banet mig en Vei mellem det Kaos af Vindfald, der opfyldte dette Ulænde, og var kommen op ad den bratte, borterste Li, maatte jeg endnu gaa et drøit Stykke hen igjennem en aaben, høilændt Furemo, hvor Træerne stod i Rader som ranke Søiler, og hvor Jorden gav Klang under mine Skridt. Ved Randen af den silrede en liden Bæk, hvor Or og Gran igjen søgte at hævde sin Plads, og paa en liden grøn Plet i Hældbakken paa den anden Side af denne Bæk blussede og brændte et stort Baal, som vidt og bredt kastede et rødt Skjær bort mellem Stammerne. Foran Ilden sad en mørk Skikkelse, som paa Grund af sin Stilling mellem mig og det flammende Baal syntes at være
af en aldeles overnatur1ig Størrelse. Krogskovens gamleRøverhistorier foer mig pludselig igjennem Hovedet, og jeg var et Øieblik i Begreb med at løbe min Vei; men da jeg fik Øie paa Barhytten ved Ilden, de to Karle, som sad foran den, og de mange Øxer, der vare fasthuggede i Stubben ved Siden af en fældet Furu, blev det mig klart, at det var Tømmerhuggere.
Den gamle talte: jeg saa hans mørke Skikkelse bevæge Læberne; sin korte Pibe holdt han i Haanden, kun af og til førte han den til Munden for ved nogle forstærkede Drag at holde Ilden vedlige. Da jeg nærmede mig, var enten Historien ude, eller ogsaa blev han afbrudt; thi han gjorde et Tag ned i den glødende Aske med sin udgaaede Pibe, røgte i Eet væk og syntes opmærksomt at høre hvad en fjerde Mand, der nu kom til, havde at sige. Denne Person, der ogsaa maatte høre til Selskabet, thi han kom, uden Hue og kun iført en lang islandsk Bundingstrøie, med en Bøtte Vand fra Bækken, var en stor, rødhaaret Slusk. Han saa forskræmt ud. Den Gamle havde vendt sig mod ham, og da jeg var gaaet over Bækken, og nærmede mig Selskabet fra Siden, saa jeg ham nu i det fulde Lys fra IIden. Det var en liden Mand med en lang, krum Næse. En blaa, rødbræmmet Toplue, han havde paa, formaaede næppe at holde den stride, graasprængte Haarlug i Ave, og en kortlivet, sid Ringerikskofte af mørkegraat Vadmel med afslidte Fløielskanter gjorde Ryggens Rundhed og Krumning endnu mere iøinefaldende.
Den Ankomne lod til at tale om Bjørnen.
»Skal tro det?« sagde den Gamle. »Hvad skulde han der? Det har været en anden Brag Du har hørt, for der voxer ikke Noget, han kan gaa efter paa tørre Furemoen — ja Bamsen da« — føiede han til. »Jeg tror mest Du ljuger jeg, Per! De siger for et gammelt Ord, at rødt Haar og Fureskog de trives ikke paa god Jord,« vedblev han halv høit. »Havde det endda været i Bjørnehullet eller i Stygdalen. — Knut og jeg vi baade hørte og saa den der forrige Dagen — men her? — Nei, saa nær ind til Varmen kommer han vor Herre Død inte! Du har skræmt Dig selv!«
»Nei, Dølen rende i mig, hørte jeg ikke han tuslede og bragede i Moen, min kjære Thor Lerberg,« svarede den anden, stødt og vred over den Gamles Tvivl og Drilleri.
»Aa ja, ja,« fortsatte Thor i sin forrige Tone. »Det var vel en Buskebjørn, Gutten min.«
Jeg traadte nu frem og sagde, at det formodentlig var mig, han havde hørt, fortalte hvorledes jeg havde taget feil af Veien, hvilken Forskrækkelse jeg havde udstaaet, spurgte om hvor jeg nu var, om en af dem vilde følge mig til Stubdal, og klagede jammerlig over Sult og Træthed.
Min Fremtræden vakte ikke liden Forundring hos Selskabet. Dog gav den sig mindre tilkjende i Ord end i den Opmærksomhed, hvormed de betragtede mig og hørte min Beretning. Den Gamle, som jeg havde hørt nævnes Thor Lerberg, syntes især med Interesse at følge den, og da det lod til han havde den Vane at tænke høit, blev jeg ved enkelte Yttringer, som han af og til mumlede hen for sig selv, delagtig i hans Betragtninger, saasom:
»Nei, nei, det var gæli; der skulde han have taget over — ja, over Dammen da — det var Stubdalsvegen — han har traadt paa Vildgræs — — han er for ung — han er inte skogtam — aa, det var Rugden — det var Kveldknarren — ja, det laater rart for den, som aldrig har hørt det — aa ja, Lommen han skriger fælt — naar det dusker da — jagu ham var Bjørnen i Vegen for — Det var Karl til Gut!«
»Jaha,« sagde jeg kjæk og gav mit vaagnende Ungdomsmod Luft omtrent i de samme Ord som Manden, der traf Bjørnen sovende i Solbakken: »Havde det været lyst, og jeg havde været Skytter, og havde jeg havt en ladet Bøsse, og jeg havde faaet den til at gaa løs, ja min Sandten skulde ikke Bjørnen have ligget paa Flækken da!«
»Det var greit det, ha, ha, ha!« sagde Thor Lerberg med en klukkende Latter, som de øvrige istemte; »det var greit, han havde ligget paa Flækken, ha, ha, ha!«
»Men nu er han ved Storflaaten,« sagde han, henvendt til mig, da jeg var kommen til Ende med min Beretning; »det er det største Vandet paa Skogen her, og naar det lider paa Dagen, saa skal der nok blive Raad til at finde frem, for vi har Baad, og naar han er kommen over, saa er det ikke saa langt, ja til Stubdal da. Nu kan han vel have Bo at kvare sig og faa i sig lidt Mad. Jeg har ikke Andet end Ertelefse og traat Flesk, og det er vel uvand Kost for ham; men er han sulten, saa —. Ja, kanske han kunde have Lyst paa lidt Fisk? Jeg har nu været her paa Fisking, og grum Ørret har jeg faaet, — ja, i Vandet da.« Da jeg takkede for dette Tilbud, bad han en af de Yngre om at tage en »lækker Fisk« af Knippet og stege i den gloende Ildmørje.
Imidlertid udspurgte den Gamle mig, og da han var færdig dermed, og jeg med megen Appetit gav mig i Færd med mit Maaltid, viste det sig, at den Historie han fortalte ved min Ankomst, var endt; thi han opfordrede en af de Yngre til nu af fortælle, det han havde sagt havde hændt hans Fader, da han laa paa Tømmerhugst.
»Ja,« svarede denne, en sværlemmet Gut af et raskt, uforfærdet Udseende, der ikke var meget over de Tyve, »det ha snart være fortalt. Han Far var paa Hugst hos Manden paa Ask udi Lier, og saa hug han oppe i Askmarken. Om Kvelden gik han til en Stue længer nede mod Bygden og holdt til hos Helge Myra — ja Du kjendte nok han Helge Du, Thor Lerberg? Men en Dag havde han hvilet for længe til Eftasverd, — det kom slig en tung Søvn over ham — og da han vaagnede, var Solen alt i Aasen. Men Favnen vilde han have fuld, før han sluttede, og han til at hugge. En Stund gik det baade godt og vel, og han hug, saa Flisen fløi om ham; men det blev mørkere og mørkere. Endda var der igjen en liden Gran, han vilde have med, men aldrig før havde han hugget det første Hugget i den, saa fløi Øxen af Skaftet. Han til at lede efter den; tilsidst fandt han den i et Myrhul. Men allerbedst det var, tykte han, at En raabte Navnet hans; han kunde ikke skjønne, hvem det kunde være, for han Helge Myra havde ikke Noget i Marken at gjøre, og Andre var der ikke paa lang Lei. Han lyede og lyede, men han hørte ikke Noget, og saa tænkte han, han kunde have mishørt. Saa gav han sig til at hugge igjen, men ret som det var, saa røg Øxen af Skaftet paa ny. Langt om længe fandt han den den Gang ogsaa; men da han skulde til at skaare paa Nordsiden, hørte han skjellig, at det raabte borti Bergvæggen: »Halvor, Halvor! Tidlig kom Du, og seint gaar Du.« — — — »Men da jeg det hørte, sa’ han, var det mest, som jeg gik af i begge Knæerne, og jeg fik mest ikke Øxen ud af Granlæggen, sa’ han; men da jeg kom paa Spranget, foer jeg i eet Rend lige ned til Stuen hans Helge.« —
»Ja, det har jeg hørt før,« sagde Thor Lerberg; »men det
var ikke det jeg mente, det var den Gang han var til Bryllupsi Vaarfjøset paa Kilebakken.«
»Naa den Gang, ja det var saaledes det,« tog Gutten ufortrøden til Orde. »Det var paa Vaarsiden, rigtig strax før Paasketider i 1815, da han Far boede paa Oppen-Eie; Sneen var ikke borte endda. Men saa skulde han til Skogs og hugge og drage hjem noget Ved. Han gik op paa Aasen i Hellingen, som er bortimod Aadalsveien. Der fandt han en Tørfuru og til at hugge. Mens han hug paa den, syntes han det var Tørfuru Alt han saa. Ret som han stod og glaamte og undredes paa dette, kom der kjørende en Færd med elleve Heste, og alle vare de musede; han syntes det saa ud som en Brudefærd.
»Men hvad er dette for Folk, som kommer farende denne Veien ovenfra Aasen da?« siger han.
»Vi er her borte fra Østhalla fra Ulsnabben,« siger En af dem, »vi skal til Veien-Gaarden i Hjemkommerøl; den, som kjører foran, det er Præsten; de, som kjører efter ham, er Brudefolkene, og jeg er Værfaren; Du faar staa paa Meierne med mig.«
Da de var komne et Stykke nedover, saa siger Værfaren: »Vil Du tage imod disse to Sækkene og gaa til Veien-Gaarden og maale i to Tønder Poteter, til vi skal hjem igjen?« — »Kan saa det,« sagde han Far. Han stod bagpaa han, til de kom til et Sted, hvor han syntes han skulde kjende sig. Det var rigtig nord for Kilebakken, der det gamle Vaarfjøset stod; Fjøset var der ikke, men en stor, gild Bygning, og der tog de ind. Saa mødte der frem Nogle ude paa Traakken, som skulde skjænke dem, og de vilde skjænke han Far ogsaa. Men han sagde Neitak han: jeg skal ikke have nogen Skjænk, sagde han, for jeg har bare paa mig en Hverdagsbrok; jeg kan nok ikke holde Selskab med slige Folk.« Saa sagde En af dem: »Lad denne Gamlen være for den han er, tag en Hest og følg ham paa Hjemveien.« Ja, saa gjorde de det; de tog og satte ham i en Slæde med en muset Hest for, og En fulgte med. Da han kom et lidet Stykke frem til en liden Dal nord for Oppenhagen, — der er endda et Sandfald der — syntes han, at han sad mellem Ørene paa en Bøtte. Om en Stund var den ogsaa borte, og da syntes han først, han sansede sig rigtigt saa skulde han se efter Øxen sin, og den sad i den samme Tørfuruen, han havde begyndt at hugge paa. Da han kom hjem, var han saa rent fortumlet, at han ikke vidste, hvor mange Dage han havde været borte; men han havde ikke været borte længere end fra om Morgenen til om Aftenen, og han var ikke rigtig lang Tid efter.« —
»Det gaar meget artigt til — ja paa Skogen da —« tog Thor Lerberg til Orde, »og jeg kan ikke sige mig fri for, jeg har seet Lidt jeg og — ja Spøgeri da — og har I Lyst til at være længer oppe — saa skal jeg fortælle det, som er hændt mig — her paa Krogskogen da.«
Jo, de havde Alle Lyst til at høre; i Morgen var det Søndagen; det var det Samme, om de ikke gjorde Noget da.
»Det kan vel være saa en ti, tolv Aar siden,« begyndte han, »jeg havde en Kulmile inde paa Skogen ved Kampenhaug.
Om Vinteren laa jeg indpaa der, og havde to Heste og kjørte Kul til Bærumsværket. En Dag saa kom jeg til at blive lidt for længe ved Værket, for jeg traf nogle Kjendinger oventil Ringerike; vi havde nu lidt Snak mellem os, og Lidt drak vi ogsaa — ja Brændevin da —, og saa kom jeg ikke tilbage til Milen, før Klokken var imod ti. Jeg fik gjort op en Nying i Mile-Ringen, saa jeg kunde se at læsse paa, for det var styggelig mørkt. Og læsse maatte jeg om Kvelden; for Klokken tre om Morgenen maatte jeg afsted igjen, naar jeg skulde række til Værket og tilbage i Lyse, samme Dagen, ja til Milen. Da jeg havde faaet det til at frase dygtig, gav jeg mig til at faa paa Læssene. Men i det samme jeg vendte mig mod Nyingen igjen, og skulde til at gjøre et nyt Tag, kommer der vor Herre Død en hel Snefloke seilende, saa at hver Kul og Brand frasede og sluknede, ja paa Nyingen. Saa tænkte jeg ved mig selv: Jo vor Herre Død er hun Bergmor arg nu, for jeg er kommen saa sent hjem og uror hende i Kveld. Men jeg til at slaa Varme igjen og faa gjort op. Men hvordan det var eller ikke, saa var det ligesom Rokoen ikke vilde slippe Kullene ud i Kurven; over Halvparten foer udenfor. Endelig havde jeg faaet paa Læssene og skulde til at gjure fast Rebene. Om Morgenen havde jeg sat nye Vidjer paa alle Hælerhalsene; men de røg vor Herre Død den ene efter den anden — ja Vidjerne da. Jeg til at vride nye Vidjer, satte Hælerne paa igjen, og endelig saa fik jeg Læssene gjurede. Saa gav jeg Hestene til Natten, og krøb ind i Kojen og lagde mig. Men mener Du jeg vaagnede Klokken tre? Ikke før Solen var oppe, og endda var jeg tung og ør baade i Skrotten og Hovedet. Saa skulde jeg faa Noget i Livet og give Hestene, men begge Spiltaugene i Barskuten var tomme, og borte var Hestene. Da blev jeg sindt og tog vor Herre Død til at bande lidt, og saa begyndte jeg at lede efter Sporene. Der var kommen lidt Nysne; til Bygds havde de ikke gaaet, og ikke til Værket heller. Men jeg saa Slagfærdene efter to Heste og to brede, stutte Fodblad nordefter. Jeg gik efter saa en halv Mil rent bort i Ubrauten; der delte Slagfærdene sig: en Hest havde gaaet i Øst og en i Vest, men Sporene af Fodbladene var rent borte. Jeg maatte vafse efter den ene først en tre Fjerdingvei, saa fik jeg da endelig se den, han stod og knæggede. Saa maatte jeg først til Kojen og faa bundet og givet den, og saa afsted efter Blakken. Da jeg kom til Milen med den, var det Høgstdags, saa slap Hestene at kjaake til Værket den Dagen; men jeg bad vor Herre tage mig paa det, at jeg aldrig skulde uro hende Bergmor saa sent mer, ja om Kvelden da.
Men det er artigt med det En lover; om En holder det til Jul, saa er det ikke sagt, En holder det til Mikkelsmes. For det andre Aaret efter, saa var det sent ud paa Høstsiden i den værste Bløden, jeg var i Christian. Det drog alt sent ud paa Eftermiddagen, før jeg kom af Byen; men jeg vilde gjerne hjem om Natten, og ridende var jeg; saa tog jeg lige over ved Bokstad, Sørkedalsvegen, og over Skogen, for det er beneste Vegen, det ved I vel — ja til Aasfjerdingen da. Det var graat og uggent Veir, og det var alt i Skumringen, da jeg kom afsted. Men som jeg kom over den vesle Broen da, strax indenfor Hæggelien, ser jeg en Mand, som kom bent imod mig; han var ikke meget høi, men forskrækkelig drøi; over Axlerne var han saa bred som en Laavedør, og hver Næve var mest en halv Alen tvers over. I den ene havde han en Skindsæk, og gik og jabbede ganske smaat; men da jeg kom nærmere, saa gnistrede Øinene paa ham som Varmebrande, og store var de som Tintallerkener. Haaret det stod som Grisebust, og Skjægget var ikke ligere, saa jeg rigtig syntes det var en forskrækkelig styg Fant, og gav mig til at læse det Vesle jeg kunde. Med det samme jeg kom til: »Jesu Navn, Amen,« sank han Ende ned — ja i Jorden da.
Jeg red længer frem og smaamulrede paa en Salme; men ret som det var, saa jabbede Karlen imod mig igjen ovenfra Lien. Da gnistrede det baade af Haar og Skjæg og Øinene med. Jeg til at bede Fadervor igjen, og da jeg kom til: »Frels os fra det Onde,« saa sa’ jeg Amen i Jesu Navn, og saa var han borte. Men aldrig før havde jeg redet en Fjerdingvei, før jeg mødte Suggen paa en Klop. Da gik der ligesom Lynild ud af Øine og Haar og Skjæg, og saa ristede og skakede han Posen, saa der foer blaa og gule og røde Ildstunger ud af den, og det sprakede stygt. Men saa blev jeg sindt: »Aa, saa far nu Ende bent til Helvedes Pøl og Pine, Dit fordømte Bergetrold,« sa’ jeg, ja til Manden da, og borte var han med det samme. Men eftersom jeg red, saa drog det efter med mig, og jeg var ræd jeg skulde møde Kallen endda en Gang. Da jeg kom til Løvlien, vidste jeg der laa en Kjending der, som skulde hugge Tømmer. Jeg bankede paa og bad om at faa ligge der, til det blev lyst; men tror Du jeg kom ind? Han Per sagde det, at jeg kunde reise om Dagen som andre Folk, saa slap jeg at bede om Hus. Den Raad ved jeg selv, min kjære Per, sa’ jeg, men der var ikke Udkomme med ham. Saa skjønte jeg, at Kallen havde været der og forskræmt ham og sat op ham, og jeg maatte afsted igjen. Men da sang jeg, saa det ljomede i Aaserne: »Et lidet Barn, et lidet Barn saa lysteligt« — og det varede og det rak, lige til jeg kom ned til Stubdal, der fik jeg Hus, — men det var mest forbi med Natten da.« —
Den Maade, hvorpaa han foredrog disse F rtællinger, var som hele hans Tale langsom og udtryksfuld. Han havde den Vane at »snakke attpaa,« det er, hyppig at gjentage enkelte Ord eller Dele af Sætningen, eller at hænge bagefter en eller anden overflødig Forklaring. I Almindelighed anbragte han disse Oplysninger for Tilhørerne efter en eller anden Bestræbelse for at vedligeholde Ilden i Piben, og de forekom mig af en saa komisk Virkning, at jeg i den lystige Stemning, hvori jeg var kommen efter min vel overstaaede natlige Vandring, ofte havde ondt ved at holde mig fra at le høit. Denne Omstændighed maa jeg vel ogsaa tilskrive, at hans Fortællinger ikke gjorde det Indtryk paa mig, som efter hvad jeg nys havde oplevet, kunde ventes.
Men under Thor Lerbergs Fortælling kom der en Person frem af Barhytten, som lod til at have ligget der og sovet. Jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde tro om ham; thi han kom virkelig den Forestilling, jeg havde gjort mig om Tusser og Haugebukke, nærmere end Noget jeg hidtil havde seet. Det var en liden tør, mager Mand med Hovedet paa Skakke, røde Øine og en Næse som et stort Papegøienæb. Om Munden havde han et Træk, som om han vilde spytte Folk i Øinene. Han sad længe og skar Ansigter, gjorde Grimaser med sin stærkt fremstaaende Underlæbe, og hug eller nikkede til Siden med Hovedet, som om han misbilligende slog Takt til Thor Lerbergs Fortælling. Da han lukkede Munden op og begyndte at tale, var ogsaa Forestillingen om hans Troldnatur svunden; hvis man skulde antage ham for noget overnaturligt Væsen, maatte det være for en Nisse eller en gjækkende Skovaand; han var imidlertid kun en Karrikatur af en Bondemand. Han klæssede eller læspede lidt, og endnu ivrigere end til Andres huggede han med Hovedet til sin egen Tale, hvori der herskede en saadan aandsfraværende Forvexling af alle Tal-, Vægt— og Maalsangivelser, saadan en Forbytning og Omtumling med alle Begreber, saadan en evindelig Forsnakkelse, at det, idetmindste i Førstningen, for den som ikke kjendte ham og hans Sædvane, var meget vanskeligt at fatte hans egentlige Mening. Men dette uendelige Konfusionsmageri frembragte de latterligste Udsagn, og afgav et slaaende Bevis for, hvorledes den mest nøgterne Forstand ved Hjælp af dette kan komme til at sige Ting, der klinge endnu fabelagtigere og utroligere end selve Overtroens. Hans Foredrag var overordentlig hurtigt, men hakkende og stammende og for en stor Del saaledes bundet til Bondesprogets Egenheder, at det ved at tabe disse mister en stor Del af sin Eiendommelighed.
»Du maa vel for brænnande Fanden tro vi er saa dumme, at vi skjønner dette er Løgn og Kjærringrør?« var det første Udbrud.
»Jagu tror jeg det radt,« svarede Thor Lerberg med et lidet Grin til de Øvrige, som om han vilde sige: Nu skal I først ret faa høre Løier og Historier.
»Jeg kan nu for Fanden ikke skjønne paa det, at Du kan sidde her og sige, at Du har set Sligt selv — Du skal jo være en vettug Mand — men jagu traaver Du fortere, end den svarte Mærra min ljuger,« fortsatte Tussen ivrig.
De Øvrige lo, men Thor, der lod til at være fuldkommen bekjendt med hans Egenheder, tog ikke den ringeste Notis af hans Beskyldning, men bragte ham med Et ind paa en anden Række af Forestillinger ved at spørge, om det var den samme lille gode Mærren han havde nu, som da han blev gift.
»Du kan nu vel for brænnande Fanden veta det, at en tandløs Mær kan inte leve, til hun blir reint gammal. Men Vesle-Svarta det var saa god Mær, som En vilde spænde for fire Sko og drage op over Bakka det, maatta.«
»Da maatte hun være god,« sagde Thor Lerberg under de Øvriges Latter. »Det var vel med den Du reiste til Branæs og hentede den store Takken paa Bærumsværket? Du faar fortælle os den Reisen,« vedblev han opfordrende.
»Aa ja, vi har nu Sligt at gjøre og Sligt at føre her,« svarede han, og begyndte, efterat have gjort et Tag i Ildmørjen for at tænde den Snadde, han netop havde stoppet:
»I Førstningen jeg blev gift, havde jeg en liden god Mær jeg, maatta, og den skulde jeg reise til Branæs med. Saa havde jeg lovet hende Sisle, Kjærringa mi, at jeg skulde kjøbe et Kjolety til a — — ja, Du kjender vel Kjærringa mi, hu’ Sisle, Du Thor? Det er svær Kjærring til at bage; hun bagte Havren hel og holden, som den var kommen fra Branæs; ja hun bagte 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget om Dagen. Men da de talte efter for Veka, havde hun bagt 13 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget paa det 4de Hundrede for Veka — — og dette Kjoletyet havde jeg lovet hende, radt siden jeg tog paa at fri til hende. Saa kjøbte jeg dette Kjoletyet da, maatta, og saa lagde jeg endda paa den svarte Mærra halvfemsindstyve Skippunds Tyngde, og saa reiste jeg om Bærumsværket og kjøbte en Takke, som var fem Fjerding paa Kant, og Tykken efter Bredden, saa som Takkerne skal være da, maatta. Saa reiste jeg opover, og kjørte op alle Jonsrudbakka, saa inte Mærra pustede en eneste Pust. Dermed reiste jeg til han Ola i Galen, det er nu saadan en eiende snil Mand det, og Kjærringa hans ogsaa. Jeg bandt Mærra mi i Færdeslasset jeg, maatta, som en Færdesmand skal gjøre. Han Ola kom ud. »Gjør inte detta,« sa’ han Ola. »Sæt ind Mærra hans Du,« siger han til Gutten sin. »Du faar bli’ med ind Du,« siger han Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kjøkkenet jeg, og gik bort til Peisen og vilde varme mig, som en Færdesmand pleier nu gjøre. »Nei, kom ind i Kammerset,« sa’ ’n Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kammerset da, maatta, og satte mig borte ved Ovnen. Saa kommer Kjærringa med to store, digre
Smørrebrød paa hver sin Side af en Tallerk og Brændevinsglasset midt paa Tallerken da, maatta. Jeg tog det ene og aad op det. »Du skal ha’ det andre og,« sa’ Kjærringa. Saa siger ’n Ola: »Du faar la’ os faa ind nokko varmt Drikke og,« sa’ han. Kjærringa kommer drivendes ind med en Dokter saa stærk, at den gik i Koppen da, maatta. Jeg vilde til at reise jeg da, jeg. »Nei«, sa’ ’n Ola, »Du faar bli’ til Middags nu,« sa’ ’n Ola. Jeg sad nu der og undredes og undredes, hvad det skulde bli’ til Middags da, maatta. Kjærringa kommer ind drivendes med en Grisunge paa et Bræt, som var stegt hel og holden, med Klauver og Ty, akkurat som han skulde være ljus levandes. Ret som det var, kom hun ind drivendes med to store Brændvinsflasker og satte udmed, og saa satte hun sig beint for mig; hun satte sig ikke beint for Manden sin heller, saa som Kjærringa skal gjøre, maatta. Saa tog hun til at skjære og skjære, og saa gled Kniven ind i Haanden hendes, saa hun skar Stykket ud paa Gulvet. »Dette faar Du ha’ det, Ola,« sa’ Kjærringa. »Nei, dette vil jeg ha’ det,« sa’ jeg. Jeg maatte nu faa det, jeg som Fremmed var da, maatta. Saa aad vi da baade Grisesteg og Ty; og mens vi sad og aad, saa drak vi Dram om Dram, Dram om Dram. Han Ola blev klein, jeg aad; Alt han var klein, aad jeg. Jeg stod mig bra’, jeg som klein Var, men daarlig gik det ham, som aad. Saa sagde jeg Tak for mig jeg da, maatta, og saa gjorde jeg som Fanten og reiste fra Galen og radt til Skarud i eet Skjei, med det tunge Lasset og Skarudbakka attpaa, og Mærra inte pusted’ en eneste Pust.«