Norske Folke- og Huldre-eventyr/33
Et Stykke fra Bygdeveien i en af de mellemste Egne af Gudbrandsdalen laa der for nogle Aar siden en Hytte paa en Haug. — Kanske den ligger der eudnu. Det var et mildt Aprilveir udenfor: Sneen smeltede; Bække brusede ned gjennem alle Lier, Marken begyndte at blive bar; Trosterne skjændtes i Skoven; alle Lunde vare fulde af Fuglekvidder, kort det tegnede til en tidlig Vaar. I den vældige Birk og de høie Rognetræer, der med sine nøgne Grene strittede ud over Hyttens Tag i det tindrende Solskin, vimsede nogle travle Meiser, medens en Bogfinke sad i Birkens Top og sang af fuldt Bryst. Inde i den røgfulde Spærrestue var det uhyggeligt og skummelt. En middelaldrende Bondekone af et meget almindeligt og indskrænket Udseende var i Færd med at puste Ild inogle Grene og raa Vedstykker, hun havde lagt under Kaffegryden paa den lave Skorsten. Da dette omsider var lykkets, reiste hun sig, gned Røg og Aske ud af sine angrebne Øine og tog saaledes til Orde:
»Folk siger, det nytter ikke med denne Støbningen, for Barnet har ikke Svek, siger de, men det er en Bytting; der var en Skindfeldmager her om Dagen og han sagde det Samme, for da han var liden, havde han seet en Bytting ude i Ringebu, og den var saa blød i Kroppen og saa ledeløs som denne.«
Medens hun talte, havde hendes enfoldige Ansigt et Udtryk af Bekymring, der vidnede om, hvilken Anklang Skindfeldmagerens Udsagn havde fundet i hendes overtroiske Sind.
Den hun henvendte sin Tale til, var et sværlemmet Fruentimmer, der syntes at nærme sig de Sexti. Hun var usædvanlig høi af Væxt; men medens hun sad, syntes hun kun liden, og denne Egenhed havde hun at takke for, at man til hendes Navn, Gubjør, havde føiet Øgenavnet Langelaar. I det Taterfølge, hun havde flakket om med, førte hun andre Navne. Graa Haar stak frem under Skautet, der omgav et mørkt Ansigt med buskede Bryn og en lang ved Roden bulket Næse. Det oprindelig Indskrænkede, som antydedes ved en lav Pande og ved Ansigtets Bredde over Kindbenene, stod i Modsætning til det umiskjendelige Udtryk af List i hendes smaa, spillende Øine og til den inkarnerede Bondefulhed, der udprægede sig i Rynker og Muskelspil. Hendes Klædning betegnede hende som Udvandrer fra et nordligere Bygdelag; hendes Ansigt og hele Fremtræden antydede Signekjærringen, eller i det mindste den omstreifende, efter Omstændighederne snart frække og uforskammede, snart ydmyge og smiskende Fantekjærring. Mens Husmandskonen talte og syslede med Kaffegryden, holdt Gubjør en Hængevugge, hvori der laa et Barn af sygeligt Udseende, i Bevægelse ved af og til at give den et Stød med Haanden. Med Ro og Overlegenhed besvarede hun Husmandskonens Ord, endskjønt hendes funklende Øine og de dirrende Muskler om Munden viste, at hun ingenlunde var tilfreds med Skindfeldmagerens Forklaring »Folk,« sagde hun, »de snakker saa meget om det de ikke skjønner, min kjære Marit Rognehaugen, de snakker baade i Veir og Vind; og Skindfeldmageren skjønner kan hænde vel paa Sauskind; men paa Svek og Byttinger skjønner han ikke — det siger jeg, og det skal jeg staa ved og. Jeg skal tro, jeg skjønner mig paa Byttinger, for jeg har set nok af dem. Den Byttingen han snakkede om, det var vel den til hende Brit Briskebraaten paa Fron, for hun mindes jeg havde en Bytting, og det var vel den, Skindfeldmageren udenfra der talte om, kan jeg tro. Hun fik den strax hun var bleven gift, for først havde hun et lækkert Barn; men det blev byttet om med en Troldunge saa arg og ædrende vild som selve Fanden. Aldrig vilde den mæle et Ord, men bare æde og skrige. Ikke havde hun Hjerte til at dænge den eller fare ilde med Ungen heller; men hvordan det var eller ikke, saa havde de lært hende til at gjøre nogle Kokklementer og Kokkeras, saa de fik den til at snakke, og da skjønte hun rigtig, hvad for Karl han var. Saa sagde hun til ham, at Jutulen skulde flytte ham til Helvedes, kaldte ham en Helvedesbrand og en Troldunge, bad ham reise did han var kommen fra, og til at baske ham om Ørene med Sopelimen, og det dugeligt. Men da hun det gjorde, blev Døren slaaet op paa vid Væg, min Mor, og der kom En ind gjennem den — endda hun ikke saa Nogen — nei bevares — og rev Byttingen bort og kastede Barnet hendes eget ind paa Gulvet saa haardt, at det tog til at græde. — Eller kanske det var den til hende Siri Strømhugget? Den var som en gammel, vindtør Kall; kanske den var løs i Ledene, men den lignede ikke Barnet Dit mere end den gamle Luen min. Jeg kommer den godt i Hug; det var den Tid jeg tjente hos Klokkeren ligesom en Dag til Dugurds, da saa jeg den mere end een Gang, og jeg kommer vel i Hug, hvorledes hun fik den, og hvorledes hun blev kvit den ogsaa. Der var Snak nok om det den Tid; for denne Siri var kommen her af Bygden. Da hun var ung, tjente hun paa Kvam, og jeg hugser hende godt, da hun var hjemme i Gaupeskjelpladsen hos Forældrene sine. Siden kom hun ud i Strømhugget og blev gift med Ola, Sønnen der. Da hun saa laa paa Barnseng første Gangen, kom der ind i Stuen en Fremmedkjærring og tog Barnet — for nylig før havde hun barslet — og lagde et andet istedenfor det. Siri vilde op og have att Barnet sit, og hun kavede alt det hun orkede; men hun kunde ikke komme af Flækken, for hun var magtstjaalen. Hun vilde skrige paa Moster sin, som var udenfor; men hun kunde ikke faa op Munden, og saa angst var hun, hun kunde ikke været mere angst, om de havde staaet over hende med Kniven. Ungen hun havde faaet igjen, var en Bytting, det var greit at skjønne, for den var ikke som andre Barn, den bare skreg og laat, som der sad en Kniv i den, og den hvæsede og slog om sig som en Huldrekat og var argere end Arvesynden. Aad gjorde den stødt. Moderen vidste ikke sin arme Raad for at blive kvit den; men saa fik hun opspurgt en Kjærring, som vidste det bedre skal jeg tro; for hun sagde, at hun skulde tage Ungen og lægge ham paa
Søpledyngen og piske ham med et dugeligt Birkeris, og det skulde
hun gjøre tre Torsdagskvelder i Rad. Ja, hun gjorde saa, og den tredie Torsdagkvelden kom der flyvende en Kjærring over Laavetaget, og den Kjærringen kastede en Unge paa Flisedyngen og tog sin egen igjen. Men med det samme slog hun Siri over Fingrene, saa hun har Mærke af det endnu, og det Mærket har jeg seet med mine egne Øine,« tilføiede Gubjør til yderligere Bekræftelse paa sin Fortælling. »Nei, dette Barnet her er ikke mere en Bytting, end jeg er Bytting, og hvorledes skulde det have baaret til, at de skulde faaet byttet det om?« spurgte hun.
»Nei, det kan jeg ikke skjønne heller,« sagde Husmandskonen troskyldig; »for jeg har jo havt Bævergjæl i Vuggen, — jeg har fyret over ham, og jeg har korset ham, og jeg har sat en Sølje i Skjorten hans, og Kniv har der staaet over Døren, saa jeg ved ikke, hvorledes de skulde have faaet byttet ham om.«
»Jøs, de har ingen Magt da, nei korse mig da! jeg ved nok endda Besked om det,« tog Signekjærringen til Orde igjen: »for ude paa Bygderne ved Christiansbyen der kjendte jeg en Kone. Hun havde et Barn, og det var hun saa syten for, hun korsede og fyrede over det, det bedste hun havde lært, baade med Bævergjæl og Andet, for der var nok meget Troldskab og Fandenstøi — Gud bevare min Mund ligevel — paa den Bygden; men saa var det en Nat, hun laa med Barnet fremmenfor sig i Sengen, og Manden han laa ved Væggen. Ret som de laa, saa vaagnede han, og da fik han se, at der blev saadant et rødt Lysskin i Stuen, rigtig som naar En sætter sig til at rage i Gløderne med Ildragen. Ja, der var En, som ragede i Gløderne ogsaa; for da Manden i Stuen saa did, saa sad der en gammel Mand bortved Ovnen og ragede i Gløderne, og han var saa fæl, at det ikke var nogen Maade paa det, og et langt Skjæg havde han. Da det var bleven rigtig lyst, begyndte han at række og række med Armene efter Barnet, men han kunde ikke komme fra Krakken der han sad. Armene de blev saa lange, ja saa lange, at de naaede midt ud i Stuen; men fra Ovnen kom han ikke, og Barnet kunde han ikke naa. Saaledes sad han en lang Stund, og Manden blev ganske fælen, der han laa, og han vidste ikke hvad han skulde gjøre. Saa hørte han det puslede borte ved Vinduet.
»Per, kom nu da!« sagde det.
»Aa, hold Din skidne Kjæft!l« sagde Manden, som sad ved Ovnen, »der er jo tumlet for Ungen, jeg kan inte faa den.«
»Saa kan Du komme att da, ved jeg!« sagde det udenfor. Det var Kjærringen, som stod der og skulde tage imod den.
»Nei, se paa denne lækkre Veslegutten her!« sagde Signekjærringen smiskende og tog det vaagnende Barn, som strittende modsatte sig den fremmede Kones Kjærtegn og drog paa Gjeben ad hendes sødtladende, væmmelige Miner; »han er saa hvidlet og klar som en Engel; han er lidt blød i Ledene sine — det er han — men naar de siger han er en Bytting, saa lyver de paa ham, jagu gjør de det, ja! Nei, Mor det er Svek,« sagde hun med Overbevisningens Betoning og vendte sig til Moderen; »det er Svek!«
»Hys, hys! jeg synes det banker i Væggen. Aa, Gud trøste mig, er han Truls kommen att« sagde Kjærringen paa Rognehaugen, forskrækket over at overraskes af Manden i Kaffeslabberas med Signekjærringen. Hun sprang hen, aabnede Døren og saa ud; men der var ingen Anden end en broget Kat, som sad paa Trappen og pudsede sine vaade Fødder efter en Foraarsjagt i Orekrattet. Truls var det ikke; men udenfor i Solvæggen sad en Grønspæt og hug og bankede for at vække de døsige Insekter af Vinterdvalen. Hvert Øieblik dreiede den paa Hovedet, som om den saa efter Nogen, men det var ikke Andet end en Aprilskur den ventede.
»Er der Nogen?« spurgte Signekjærringen. »Nu ja saa,« vedblev hun, da det benægtedes, »saa lad Døren staa, saa faar vi lidt godt af Solen, og saa ser vi Manden, naar han kommer, for han er vel paa denne Siden.«
»Han foer med Skikjælken efter et Løvlæs til Gjederne,« svarede Husmandskonen. »Men jeg er saa ræd han skal komme paa os. Sidst fik han spurgt Du havde været her, og han var saa gal, at det ikke var Maade paa det, og saa sagde han, at jeg skulde faa nogle Skillinger at gaa til Dokteren med; han vilde ikke vide af sligt Jaaleri og overnaturlig Kurering, for han er saa vel lært; han tror ikke paa Sligt, siden han gik omkring paa Bygden med han Johannes Skolemester.«
»Til Dokteren? Tvi!« sagde Signekjærringen og spyttede. »Jo, det skulde vel Nogen byde til at komme til den Biksen med Armoden. Kommer En ikke med Guld og dyre Gaver,« fortsatte hun knotende, »saa hugger og bider han, som det var Bikkjer og ikke Folk. Hvorledes var det, da Gjertrud Kostebakken laa med Døden i Halsen og havde Barneondt paa det tredie Døgnet, mener Du? Neigu vilde han ikke ud til en Fantekjærring, for han var i Julegjæstebud hos Skriveren, og ikke reiste han heller, før de truede ham baade med Bisp og med Amtmand. Han kunde gjerne have ladet det blive ogsaa, for da han kom paa Traakken, var Kjærringen død. Nei, gaa til Dokteren for sligt et Barn, som har Svek, det skulde vel Fanden. Ja, Gud bevares, Du maa gjerne gaa for mig,« sagde hun spodsk. »Men kan han hjælpe mere end som saa —, saa lad mig aldrig skaffe Nogen til Helsen sin i dette Liv. De kan ikke med Svek, for der staar ikke om den i Bøgerne; de ved ikke Hjælperaad for den Sygen; og det skjønner de selv ogsaa, derfor gir de hverken Pulver eller onde Drikke og sligt Fandenskab for den. Nei, der er ikke anden Raad end at støbe, men de kan ikke med det.«
»Sæt saa paa Støbeskeen, Mor min,« begyndte hun i en anden Dur, »for det lider til Høgstdags. Har vi støbt to Gange, saa faar vi Støbe den tredie med, ellers kunde det blive galt paa Færde. Barnet har Svek, men der er ni Slags Svek i Verden. Ja, ja, det har jeg sagt Dig, og Du saa jo det, at han havde været ude baade for Troldsvek og Vassvek; for den første Torsdagen saa blev det en Mand med to store Horn og en lang Rumpe. Det var Troldsvek. Sidst saa blev det en Havfrue. Ja, du saa den jo saa skjelligt, som den var skildret. Det var Vassveken. Men nu er det Torsdag igjen, og nu spørges det hvad det blir, naar vi støber nu. Det er den tredie Gangen det kommer an paa, maavide. Der har Du Barnet,« sagde hun, og rakte det til Konen. »Lad mig nu faa i mig denne Kaffedraaben, saa skal jeg til.«
Da Kaffen var drukket, og den klinkede Spølkum bortsat med »Tak og Ære,« gik hun betænksomt hen til Skorstenen og tog frem et Snushorn.
»Siden sidst Torsdag,« sagde hun, »har jeg været i syv Kirkesogn og skrabet Vinduesbly af Kirkevinduerne ved Natteleite; for det blev forbi med Kirkeblyet den Gangen. Det kan lede baade paa Sjæl og Krop,« mumlede hun hen for sig, medens hun af Snushornet rystede ud i Støbeskeen noget af det efter Sigende saa møisomt indsamlede Bly.
»Du har vel hentet nordenrindendes Vand Høgstnattes?« spurgte hun videre.
»Ja, jeg var ved Kværnebækken i Gaarnat; det er det eneste Vand, som er nordenrindendes paa lang Lei,« svarede Husmandskonen og tog frem et veltillukket Spand, hvoraf hun hældte Vandet i en Ølbolle. Over denne blev lagt en Bygbrødlev, som der med en Stoppenaal var boret Hul i. Da Blyet var smeltet, gik Gubjør hen i Døren, saa op paa Solen, tog derpaa Støbeskeen og hældte det smeltede Bly gjennem Hullet langsomt ned i Vandet, medens hun mumlede nogle Ord derover, som syntes at lyde saaledes:
»Jeg maner for Svig, og jeg maner for Svek;
jeg maner den bort, og jeg maner den væk;
jeg maner den ud, og jeg maner den ind;
jeg maner i Veir, og jeg maner i Vind;
jeg maner i Syd, og jeg maner i Øst;
jeg maner i Nord, og jeg maner i Vest;
jeg maner i Jord, og jeg maner i Vand;
jeg maner i Bjerg, og jeg maner i Sand;
jeg maner den ned i en Olderod;
jeg maner den ind i en Folefod;
jeg maner den ind i Helvedes Brand;
jeg maner i nordenrindendes Vand;
der skal den æde, og der skal den tære;
til Meen for Barnet skal den inte være.«
Som naturligt kunde være, sydede og sprutede det glødende Bly, da det kom i Vandet.
»Hør paa Troldskaben Du, nu maa den ud,« sagde Signekjærringen til den Anden, der med frygtblandet Andagt stod og lyttede og saa til med Barnet paa sine Arme. Da Brødleven blev taget bort, viste der sig i Vandet et Par Figurer, dannede af det smeltede Bly. Signekjærringen betragtede dem længe, grundende med Hovedet paa Skakke; derpaa gjorde hun et Nik og sagde:
»Ligsvek, Ligsvek! — først Troldsvek, saa Vassvek, saa Ligsvek. En af dem kunde været nok!« lagde hun til og rystede paa Hovedet. »Ja, nu ser jeg, hvorledes det er gaaet til,« vedblev hun høit og vendte sig til Konen i Huset: »Først har I reist gjennem en Skov og forbi et Berg, mens Troldene var løse; der sagde Du Jesu Navn. Saa kom I over et Vand; der sagde Du Jesu Navn over Barnet; men da Du kom forbi Kirkegaarden, var det før Hanegal, saa glemte Du det, og der fangede Barnet Ligsvek.«
»I Jesu Navn, hvor kan Du vide det?« udbrød Husmandskonen med forbausede Miner. »Det er sandt hvert evige Ord Du siger. Da vi reiste hjem fra Sæteren, kom vi saa sent ud, for der var kommet nogle Sauer fra os, og Mørket kom alt paa, da vi var i Hjemsæterlien, og en Gang syntes jeg, jeg saa et Lysskin borte i Skoven, og jeg hørte ligesom en Port gik op i Vesætnabben — der siger de nu der skal være Bergfolk — »Jesu Navn da,« sagde jeg i det samme over Barnet. Den Tid vi satte over Elven, hørte jeg et Skrig saa fælt at — »Jesu Navn da,« sagde jeg over Barnet — men de Andre sagde det bare var Lommen, som skreg mod ondt Veir.«
»Ja, det var nok det, om det bare var Lommen,« sagde Signekjærringen; maar den daarer et Spædbam, saa faar det Svek.«
»Det har jeg ogsaa hørt; jeg troede nu, det var det som værre var, den Gang,« vedblev den anden. »Men da vi kom forbi Kirkegaarden, var det over Høgstnat, der slog Studen sig rent gal for os, og Bølingen til Folkene paa Gaarden var ikke ligere, og der blev saadant Styr med Kreaturene, at jeg ikke sandsede at Signe Barnet.«
»Der har han fanget det, Mor, for det er Ligsvek fra . Kirkegaarden. Se selv i Bollen her: der staar en Ligkiste, og der staar et Kirketaarn, og i Kisten ligger der et Lig og spriker i Fingrene,« sagde Signekjærringen med Salvelse, idet hun fortolkede disse mystiske, af det smeltede Bly dannede Figurer.
»Hm, hm, hm, der er een Raad!« mumlede hun igjen, dog høit nok til at det kunde høres af den Anden.
»Hvad er det for en Raad?« spurgte denne glad og nysgjerrig tillige.
»Der er een Raad, — det leder paa, men det faar til,« sagde Signekjærringen. »jeg skal gjøre sammen et Svøbebarn, og det skal jeg grave ned paa Kirkegaarden. Saa tror de Døde, de har faaet Barnet til sig, og Gud hjælpe mig om de skjønner Andet! Men der spørges efter Arvesølv. Har Du Arvesølv?«
»Ja, jeg har et Par gamle Sølvmarker, jeg fik i Faddergave; jeg har ikke nænnet at røre dem før, men naar det gjælder Liv, saa —« sagde Konen, og gav sig strax i Færd med at søge i Lædiken paa en gammel Kiste.
»Ja, ja, den ene skal jeg lægge i Berg, — den anden i Vand, — den tredie skal jeg grave ned i viet Jord, der Sveken er fanget; — tre maa jeg have,« sagde Kjærringen, »og saa nogle Filler til at gjøre en Rever-Unge af.«
Hun fik det Forlangte. En Dukke var snart Syet sammen i Form af et Svøbebarn. Signekjærringen reiste sig, tog Dukken og Staven og sagde:
»Nu gaar jeg paa Kirkegaarden og graver den ned. Tredie Torsdagen fra i Dag kommer jeg igjen, — saa faar vi se. Blir det Liv, saa kan Du se Dig i Øiestenen paa Barnet, men skal det dø, saa ser Du bare Sort, og ikke Andet end Sort. Saa gaar jeg nordefter til Joramo. Der har jeg ikke været paa længe; men de har sendt Bud efter mig for en Unge, som har bare Troldsvek: da er det ingen Sag; jeg skal føre ham rangsøles under en Græstorvstrimmel, saa blir han til Folk.«
»Ja saa, ja saa da!« sagde Husmandskonen beundrende. »Joramo? det er jo i Lesje? Kors bevares, saa langt borte da!«
»Ja, det er langt did; men der er jeg fød og baaren,x svarede Signekjærringen. »Jeg har vanket vidt, men sanket lidt, siden jeg var der. Den Tid var det bedre Tider for Gubjør,« sagde hun med et Suk og satte sig ned paa Bænken. »Men der paa Joramo var vel en Bytting,« sagde hun videre, idet et Sagn fra Fortiden fremstod for Erindringen, da hun vendte Blikket mod sin Bamdom. »Oldemor til Moster min, hun var paa Joramo i Lesje, og hun havde en Bytting. Jeg saa den aldrig; for hun var død, og den var borte, længe før jeg kom til; men Mor min fortalte ofte om den. Han saa ud i Ansigtet, som en gammel veirbarket Kall. I Øinene var han saa rød som en Mort, og han gloede i Mørket Som en Katugle. Han havde et Hoved saa langt som et Hestehoved og saa tykt som et Kaalhoved; men Benene var som en Saulæg, og paa Kroppen var han som fjorgammelt Spegekjød. Aldrig gjorde han Andet end ule og tude og Skrige, og fik han noget i Hænderne, saa kastede han det lukt i Synet paa Mor sin. Stødt var han sulten som en Bygdebikkje; Alt han saa, vilde han æde, og han aad dem mest ud af Huset. Jo ældre han blev, des argere blev han, og det var ikke nogen Maade med Skrig og Skraal; men aldrig fik de ham til at snakke et eneste Ord, endda han var gammel nok til det. Han var det lejeste Trold Nogen havde hørt om, og de havde sligt Kjaak med ham baade Nat og Dag, at Ingen kan sige det. De søgte Hjælperaad baade her og der ogsaa, og Kjærringen blev raadet baade til det Ene og til det Andet. Men hun syntes ikke hun havde Hjerte til at slaa og dænge ham heller, før hun var rigtig vis paa det var en Bytting; men saa var der En, som lærte hende, at hun skulde sige, at Kongen skulde komme; saa skulde hun gjøre op en stor Varme paa Skorstenen og slaa sund et Æg. Skallet skulde hun sætte over Varmen, og Maalstangen skulde hun sætte ned igjennem Piben. Ja, hun gjorde saa. Da Byttingen fik se dette, reiste han sig op i Vuggen og gloede paa det. Kjærringen gik ud og kigede gjennem Nøglehullet. Da krøb han ud af Vuggen paa Hænderne, men Benene blev liggende oppi den, og han strakte sig ud, og han blev saa lang, ja saa lang, at han naaede tvers over Stuegulvet og kom helt op i Skorstenen.
»Nei,« sagde han, »nu er jeg saa gammel som sju Vedfald paa Lesjeskogen, men aldrig har jeg seet saa stor en Tvare i saa liden en Gryde paa Joramo.«
Da Kjærringen saa dette, og hørte det han sagde, saa havde hun nok. Da vidste hun, det var en Bytting, og da hun kom ind igjen, krøb han sammen bort i Vuggen som en Orm. Saa begyndte hun at blive slem mod ham, og om Torsdagskvelden tog hun ham ud og dængte ham dygtig paa Søpledyngen, og da gnistrede og laat det rundt om hende. Den anden Torsdagskveld gik det lige ens; men da hun syntes han havde faaet nok, saa hørte hun, at det sagde, ligesom ved Siden af hende, og det kunde hun skjønne var hendes eget Barn: —
»Hver Gang Du slaar han Tjøstul Gautstigen, saa slaar de mig igjen i Berget.«
Men den tredie Torsdagskvelden hyede hun Byttingen igjen. Da kom der en Kjærring flyvende med en Unge, som om hun var brændt.
»Kom igjen med han Tjøstul, der har Du att Hvalpen Din!« sagde hun, og kastede Barnet til hende. Kjærringen rakte ud Haanden for at tage imod det, og hun fik fat i det ene Benet paa det; det beholdt hun i Haanden. Men Resten saa hun aldrig; saa haardt havde Bergkjærringen kastet.«
Under denne Fortælling viste der sig hos Husmoderen de umiskjendeligste Tegn paa Ængstelse. Mod Slutningen blev de saa paafaldende, at selv Fortællersken, der syntes at være greben af sin egen Fremsti1ling, blev opmærksom derpaa.
»Hvad er paa Færde!« spurgte Signekjærringen. »Aa, det er Manden, som kommer,« vedblev hun med et Blik ud af Døren og tilføiede høitideligt: »det er ikke blivendes for hun Gubjør ved Pallen Din; men vær ilske bange, Mor; jeg skal gaa nedenom Kirkegaarden, saa ser han mig ikke.«
