Norske Helgener/5

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 61-70).

Olafsdyrkelsen i den sildigere Middelalder. Senere Kongers og den indflyttede Adels Ærbødighed for Helgenen. Vedblivende valfarter til Throndhjem. Fortsat svensk Olafscultus. Olaf og Hanseaterne. Hans Dyrkelse i Nederlandene.

Helgendyrkelsen blomstrede gjennem den hele Middelalder, men de enkelte Helgener kunde undertiden fortrænges eller dog stilles i Skyggen af nyere, hvis jertegn vare friskere, og hvis Paakaldelse saa at sige var probatere for dem, der tiltrængte deres Hjelp i Sygdom og Nød. Ogsaa i Helgendyrkelsen gjorde Moden sig gjeldende, og til de forskjellige Tider vare, om man vil tilstede dette Udtryk, ikke altid de samme Helgener i Skuddet. De gamle Helgener og de gamle Valfartssteder fik stedse flere og flere Rivaler, og Geistlige, der havde Fordel af saadanne opgaaende Sole, stræbte tidt at fordunkle de gamles Glands. Ogsaa Olafs Helligdom har ganske vist havt at kjæmpe med saadanne Forhold, og navnlig har udentvivl den hellige Birgittas Grav i Vadstena været en mærkbar Concurrent for Throndhjems Domkirke. Men det tør dog bestemt siges, at faa Helgener have bevaret sin Nimbus gjennem hele Katholicismens Tidsrum bedre end netop Olaf. Hans Anseelse som Nordens Hovedhelgen var saa grundfæstet, at den ikke blev rokket. Udenfor Norden medførte politiske Begivenheder, at han paa sine Steder blev glemt. Dette var Tilfældet i Novgorod og i Constantinopel, rimeligvis fra trettende Aarhundrede, da Væringernes Corps opløstes, efterhaanden vistnok ogsaa paa de britiske Øer. Men til Gjengjeld udbredtes hans Ry til andre Egne.

Norges gamle Kongestamme uddøde og afløstes først af Folkungerne, hvis virkelige Hjemland stedse vedblev at være Sverige, og derpaa af helt fremmede Tydskere. Men de nye Konger viste stedse St. Olaf den høieste Ærefrygt og lagde dette for Dagen paa mange Maader.

Magnus Erikssøn foretog netop paa den Tid, da den store Mandedøds ødelæggelser maatte opfordre til at anraabe de kraftigste Helgener, en Valfart til St. Olaf (1350).^[1]

Hans Søn Haakon, der synes at have udmærket sig ved en høi Grad af Fromhed, og hans store Dronning opkaldte sin eneste Søn efter Norges Patron. Margreta, hvis Ungdomsliv i Norge desværre er saa lidet bekjendt, har udentvivl ogsaa gjort en Valfart til St. Olaf, og til en saadan sigter rimeligvis Sagnet om Dronningdalen i Opdal, hvor Margreta, der havde forvildet sig paa Fjeldet, fandt et Tilflugtssted.^[2] St. Olaf var selvfølgelig ikke glemt mellem de Helgener, til hvem der efter hendes Bestemmelse skulde valfartes efter hendes Død.

Christiern I. lod sig 1450 krone i Throndhjem paa St. Olafs Dag, og, hvad der var mærkeligere, han lod sin førstefødte Søn, den første Kongesøn, hvis Fødsel Danmark havde oplevet i et helt Aarhundrede, kalde Olaf, medens først hans anden Søn fik Navn efter Danmarks Knut. Havde denne Olaf faaet leve, vilde maaske det nordiske Olaf-Navn have holdt sig i den oldenborgske Slægt, men den samme Vanskjebne, der overhoved havde forfulgt Kongesønner af dette Navn, rammede ogsaa denne sidste, der allerede ligesom Broderen Knut døde i den spæde Alder.^[3]

Kong Hans synes at have vist Olaf den Hellige stor Ærefrygt,^[4] og om Sønnen Christiern II. kjende vi endog flere mærkelige Træk i samme Retning. Christiern, der, hvad hidtil har været lidet paaagtet, selv i sin Ungdom (1507) har besøgt Throndhjem, skjønt ganske vist i rent politisk og ikke religiøs Hensigt,^[5] anmodede, da han i Anledning af sin Kroning opholdt sig i Oslo 1514, Kannikerne i Throndhjem paa det indstændigste om at overlade ham nogle af sine Olafs-Relikvier, og lovede at behandle dem med største Ærefrygt.^[6] Endnu mere talende ere imidlertid de Ytringer, der forekomme i et nogle Aar yngre udateret Brev til Christiern II. fra en betroet Tjener. Det heder saaledes: »Item, kjæreste naadige Herre, den hellige Herre. Helge Oleff, skal visselig bede for Eders Naade, for den store Gudstjeneste, Gud til Lov, hannem sker i Eders Naades Capel paa Kjøbenhavn. Her sker Gud og hannem mere Hæder og Vørdning en Vika, end før paa Borgholm i ti Aar. Hans Leverne, Jertegn og Miracula ere paa Øland i Gesløse, og tror hans Penninge med. Det burde være her hos Helligdommen. Jeg ser her stor Besøgning til hans Helligdom hver Dag.«^[7]

Ligesom Kongehuset var fremmed, saaledes indblandedes ogsaa flere og flere unorske og unordiske Elementer i vort Lands Adel, men ogsaa disse indvandrede Slægter lod det ikke mangle paa Devotion ligeoverfor Olaf. Idetmindste to af de tydske Indvandrere, som i det femtende Aarhundrede indgiftedes i Norge, opkaldte sine, som det synes, eneste Sønner efter Landshelgenen, thi i deres Hustruers Familier vides dette Navn dengang ikke at forekomme, og disse Opkaldelser have da udentvivl havt til Hensigt at betegne sønnerne desto tydeligere som Nordmænd. Vi sigte her til den svenske Tydsker Hr. Herman Molteke til Thorn (gift med Borghild Agmundsdatter Bolt) og Pommeraneren Markvard Buk til Brynla (gift med Sigrid Nikulasdatter Galle). De to bitre Fiender. Hr. Knut Alfssøn og Hr. Henrik Krummedike, begge kun halve Nordmænd af Familie og Sympathier, havde et Berøringspunkt deri, at St. Olaf var begges udkaarne Helgen.^[8]

Valfarterne vedbleve fra alle tre Riger, og enkelte saadanne omtales udtrykkelig i Kilderne. Af særegen Interesse er det navnlig, at St. Birgitta gjorde en Reise til Throndhjem.^[9] Den danske Ridder Jens Nilssøn af Aunsberg, der i 1404 havde gjort sig skyldig i Drab paa Adelsmanden Jens Brok, lod saaledes i denne Anledning gjøre Valfarter til St. Olaf.^[10] Kong Hans’s berømte Dronning, Kirstine af Sachsen, skjænkede 1496 sin Tjener, Peder Fyrbøder, »tre Mark til Tærepenge i Guds Navn til Throndhjem«.^[11] At Tilstrømningen af fromme Besøgende endnu har været stærk i den næstsidste Erkebiskops, Erik Valkendorfs, Tid, fremgaar af flere Vidnesbyrd. Svenske kom i Mængdevis over Fjeldet, og Erkebispen, dengang endnu i den bedste Forstaaelse med Christiern II., benyttede sig i Aarene 1516–17 heraf til at udbrede Breve i Sverige, der gik ud paa at forklare Christierns Ret til Thronen i dette Rige, ikke det første Exempel paa, at Pilegrimsfarterne ere blevne tagne i politikens Tjeneste.^[12] Et Par Aar senere (1519) klager den samme Erkebiskop over de mange Fornærmelser, som Pilegrimene maatte lide af en af den berygtede Mag Hans Mules Fogder, der »tager fra dem St. Olafs Offer og Gaver, som gode Mennesker sende til St. Olaf.«^[13] Med Føie har ogsaa en udmærket Kjender af Nordens Historie i Overgangstiden fra Middelalderen til den nyere Tid betegnet Throndhjem som det vigtigste af alle Nordens Valfartssteder.^[14] Og dog gaves der ogsaa Olafskirker i andre Egne af Norden, hvorhen valfarter fandt Sted, f. Ex. den ovenfor omtalte Hallerøds Kirke i Skaane.

Indvielsen af Kirker til Olaf er vistnok ogsaa vedblevet at gaa for sig, skjønt det ligger i Sagens Natur, at nye Kirkebygninger i Katholicismens senere Periode ikke ret hyppig opførtes. I Dalarne indviedes dog f. Ex. endnu 1510 en Kirke og i 1511 et Billede til St. Olaf,^[15] ja i Køping i Vestmanland anbragtes endog saa sent som i 1529 et »Hielp Ste Olaf Kong« paa en i dette Aar støbt Kirkeklokke.^[16]

Overhoved vedblev Sverige at give mærkelige Beviser paa, hvor dybt Pieteten for den norske Kongehelgen var rodfæstet i dette Land. Olafs Billede anbragtes fremdeles ved Siden af St. Erik paa Rigets Banner. Om Karl Knutssøn, der dog rigtignok ogsaa førte Titelen af Norges Konge, heder det i Rimkrøniken under Aaret 1452:

I Sköttebanrith man sa
Sancte Eric och sancte Olaff malede staa,^[17]

men ogsaa da Sten Sture den ældre i 1495 kjæmpede i Finland mod Russerne, heder det:

– Ganska lithen var cristna manna makth,
Thy leeth gudh see syna werdugha kraffth,
The saagho och tw baneer paa bergith staa,
– – wisseligha sancti Erik och sancti Oloffs waare the,
Thz finge Ryzer samme daghen ath see.^[18]

Oftere forekomme ogsaa Stiftelser af Præbender til Olafs Ære i Sverige. Saaledes oprettede f. Ex. 1401 en Peter Aalænding, Borger i Stockholm, en Præbende til Messer for sin afdøde Hustrus og sine Forfædres Ære, der helligedes Gud, Jomfru Maria og Martyrerne Olaf og Henrik.^[19]

At Olafsdyrkelsen ogsaa i Danmark, navnlig i Kjøbenhavn, ligetil det sidste ytrede sig ved rige Gaver og nye Indvielser til ham af Kirker o. s. v., have vi seet i et foregaaende Afsnit.

Vi have ogsaa seet, at Olaf allerede kort efter sin Død var en bekjendt Helgen i Nordtydskland, og at rimeligvis ikke faa Pilegrime derfra have besøgt hans Grav. Dette ophørte vel efterhaanden, men hans Dyrkelse vandt senere Indgang der ad andre Veie. Olaf blev en Patron for de hanseatiske Bergefarere og maaske for de hanseatiske Søfarende i Almindelighed. I de hanseatiske Legender, hvormed vi senere skulle gjøre Bekjendtskab, tillægges der ham betegnende nok Fortjenesten af at have ført Sild og anden Fisk til Kysterne, ja han skulde endog i sin Pinestund særlig have bedet til Gud for den reisende Kjøbmand. Bergefarerne i Lübeck stiftede 1401 en Vicarie i Mariakirken i denne Hanseforbundets Hovedstad til Ære for »Maria, St. Olaf, St. Sunniva og alle Helgener«.^[20] Paa Bergefarernes Stol udenfor deres Kapel i Mariakirken kan man endnu se ham afbildet i kongeligt Skrud søndertrædende Dragen. Det var dette Kapel, hvor i sin Tid en Fane var ophængt til Minde om et Par hanseatiske Kjøbmandsskibes Seir i Nærheden af Mandal over Sørøveren Martin Pechlin.^[21] Sandsynligvis stammede ogsaa fra det samme Kapel et Billede af Christus, Maria og St. Olaf, der beskrives som usædvanlig skjønt og fuldendt, og som i det attende Aarhundrede skjænkedes til Kirken i Neustadt i Meklenburg.^[22] En Bygning ved Wacknitz (Biflod til Trave), der tjente de lybekske Patricier til Festlocale og ødelagdes i Wullenwebers Tid, hed Olavsburg,^[23] et Navn, der vel neppe kan hidrøre fra nogen anden Olaf end Norges Helgen. Den mærkelige Omtale af Olaf i det Lybekske Passionale have vi allerede omtalt. Ogsaa Bremen havde et Alter for St. Olaf, der sandsynligvis ligeledes er blevet til i senere Tid formedelst Hanseaternes Norgesreiser.^[24] Til Rostock forplantede Nordmændene selv Olafs Navn ved Anlægget af en Regents eller Studentergaard (Bursa S. Olavi).^[25]

Til Rhinegnene forplantedes Olafs Dyrkelse af den bekjendte Henrik Kalteisen, der ved pavelig Provision ophøiedes til Erkebiskop i Throndhjem efter Aslak Bolts Død, men temmelig snart maatte forlade Norge formedelst Folkets bestemte Modstand. Han vendte tilbage til Tydskland og stiftede her i Coblenz i Dominikanernes Kloster, hvis Orden han tilhørte, et Alter for St. Olaf, foran hvilket han siden selv blev begravet.^[26]

Allerede i det fjortende Aarhundrede havde de Olaf stedse ivrigt hengivne Dominikanere oprettet et Alter for ham i Brügge, hvor de ogsaa vilde anbringe et Billede af ham. De henvendte sig derfor 1316 til Kong Haakon Magnussøn med Bøn om, at han vilde skaffe dem Oplysning om Helgenens »Fødselsdag« (Passionsdag), meddele dem hans Legende og skjænke dem Relikvier af ham. Anledningen hertil var den Falkefangst, der allerede nu anstilledes i Norge af Nederlændere.^[27] I det følgende Aarhundrede fik Amsterdam endog en egen Kirke for St. Olaf. Det skal være foranlediget af et Privilegium, der 1443 var tilstaaet Amsterdams Borgere af Kong Christopher af Bayern.^[28] Kirken, der aldrig var Sognekirke, vedblev at holdes i Hævd af Katholikerne lige til 1578, da de Reformerte bortførte dens Billeder og Ornamenter og endelig 1602 toge den i Besiddelse for sig selv. Endnu holdes der reformert Gudstjeneste der, og det benævnes nu »oûde zyds kapel«, fordi det ligger i den gamle Del af Amsterdam. Før Reformationen var med denne Kirke forbundet et lidet Kapel, der kaldtes Capella sepulchri Domini, fordi det var en Efterligning af Christi Gravs Kirke i Jerusalem, og hid pleiede fromme Mænd og Kvinder at strømme sammen for at forrette sin Andagt. Her saaes ogsaa et malet Billede af St. Olaf, med Øxen i Haand, hvoraf nu Intet mere er tilbage.^[29] Det kan endnu erindres, at Geble Pederssøn, da han lod Minoriterkirken i Bergen ombygge til Domkirke, tog Model til dens Taarn fra Olafskirken i Amsterdam.^[30]

Ogsaa om en Olafskirke i Spanien haves der en Beretning, hvori det heder, at Jomfru Christina Haakonsdatter, der ægtede Philip af Castilien, skal som første Gave af denne have udbedet sig, at en Kirke skulde opføres for hendes Fødelands Patron, hvilket Philip skal have indvilget.^[31]

1. Dipl. Norv. III. S. 225.
2. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg, S. 174.
3. Mich. Behaim, Buch von den Wienern, Wien 1843, (Fortale) p. XLI. J. P. F. Königsfeldt, Genealogisk-historiske Tabeller over de nordiske Rigers Kongeslægter, 2. Udg. S. 44.
4. Danske Magazin. 3. R., II. S. 38, et i den Tid maaske enestaaende Exempel paa, at en Helgen endog i et Kongebrev nævnes ved Siden af Gud.
5. Endog Allen har i sin Skildring af Christierns norske Statholderskab overseet den interessante (i Handlingar rörande Skandinaviens Historia, XX. S. 185 forekommende) Oplysning, at Christiern 1507 indfandt sig i Throndhjem og skal have forlangt at krones, hvilket den gamle og afgjort danskfiendtlige Erkebiskop Gaute skal have afslaaet paa det bestemteste.
6. Dipl. Norv. I. S. 753.
7. Brevet findes i det danske Geheimearchiv i Pakken »Polen 1419–1519«. Det er kun et Concept, og Brevskriverens Navn er ubekjendt, kun sees det, at han maa være en svensk i Christierns Tjeneste. Om dette Capel paa Kjøbenhavns Slot se forøvrigt H. Rørdam, Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen, Kbhn. 1859–1863, S. 167 fgg.
8. For Henrik Krummedikes Vedkommende er dette noksom bekjendt af den store Mængde Breve, der ere levnede fra ham; med Hensyn til Hr. Knut sees det bl a. af Styffes Bidrag till Skandinaviens Historia, IV S. 330.
9. Ex magna quoque, qua ad sanctum Olaum regem devotione afficiebatur, quum adhuc in Svecia foret, ad Norvegiæ regnum per dietas XXX, quamquam et pro nunc plures utique haberet equos, quos ascendere potuisset, per pedes deambulavit, ut illius sanctissimum corpus adoraret. Acta Sanctorum, Mens. Octobris, Tom. IV. Ed. 2. Bruxellis 1856, p. 508. Cfr. ibid. p. 398, hvor Dagsreiserne angives til 36.
10. Konrad Barner, Familien Rosenkrantz’s Historie, I. S. 83. Historiskt Bibliothek, utg. af Carl Silfverstolpe. I. (1875), S. 24. Mærkelig nok regnes Olaf i dette danske Brev til Helgener »indenlands«.
11. Nordisk Tidsskrift for Historie o. s. v., udg. af Chr. Molbech. I. S. 449.
12. Allen, De tre nordiske Riges Historie, II. S. 462, efter Documenter i Geh.-Archivet.
13. Dipl. Norv. I. S. 762.
14. Allen. De tre nord. Rigers Historie, IV, 1. S. 216.
15. Dipl. Dalekarlicum, I. S. 212.
16. J. G. Hallmann, Beskrifning öfwer Kiöping. Stockholm 1728, S. 62
17. Svenska Medeltidens Rim-Krønikor, utg. af C. E. Klemming, II. S. 294.
18. Ibid. III. S. 133.
19. Svenskt Diplomatarium från och med 1401, utg. af C. Silfverstolpe, I. S. 74–75, cfr. Sv. Riksarkivets Pergamentsbref, II. S. 139–140.
20. Urkundenbuch der Stadt Lübeck, V. S. 18.
21. Norsk hist. Tidsskr., I. S. 484.
22. Jahrbh. des Vereins f. Meklenb. Gesch.. XXI. S. 48.
23. Die Sehenswürdigkeiten Lübecks, S. 34.
24. G. Dehio, Geschichte des Erzbisthums Hamburg-Bremen bis zum Ausgang der Mission, Berlin 1877, I. S. 152 (efter Kohlmann, Beiträge zur Bremer Kirchen-Geschichte, S. 54).
25. Matrikler over nordiske Studerende ved fremmede Universiteter, samlede og udg. af L. Daae, S. 33. (Under Pressen).
26. Benzelii Udg. af Diar. Vadstenense, p. 246 (Scr. Rer. Dan. VI. p. 617.)
27. Dipl. Norv. VIII. S. 72. Om Falkefangsten se L. Daae, Norske Bygdesagn, II. S. 95 fgg., hvor dog denne Oplysning om Fangstens Ælde ikke er paaagtet.
28. Huitfeldts Krønike, Folioudg. S. 883.
29. Wagenaar, Amsterdam in syne opkomst. (1765 Fol.), Tom., II. p. 124 fgg. og paa flere Steder. Citatet og disse Oplysninger skylder jeg den lærde Hollænder Dr. theol. W. Moll, Professor i Kirkehistorien i Amsterdam.
30. Norske Samlinger, 8vo., I. S. 18.
31. Haakon Haakonssøn Saga, cap. 299.