Norske grenaderer i den store potsdamergarde

Soldaterlege, parader og storartede pragtmanøvrer var som bekjendt i det 17de og 18de aarhundrede en almindelig fyrstelig fornøielse. I nær sammenhæng hermed stod ogsaa liebhaberiet for at samle om sig en garde af udsøgte store og staute soldater.

Den dansk-norske konge Frederik IV interesserede sig saaledes i meget høi grad for sin hestgarde, der bestod af lutter svære og kjække karle fra de forenede riger; det gik saa vidt, at det paa hans dødsleie smertede ham saart at forlade denne herlighed.

Hos ingen af Europas fyrster kom denne passion til den grad af udvikling som hos «soldaterkongen», den fredsæle kong Fredrik Wilhelm I af Preussen.

Denne lidenskab naaede hos ham en saadan høide, at man skulde være tilbøielig til at antage, at han maatte være offer for en sterkt udviklet monomani. Han forenede hos sig som ingen anden en professionel samlers gode og slette egenskaber, saavel hans utrættelige flid og redebonne offervillighed som hans hensynsløse paatrængenhed og slappe moral. Derfor var ogsaa hans hververe en sand svøbe ikke blot for hans egne lande, men ogsaa for nabostaterne.

Preussiske hververofficerer streifede om overalt, i Rusland, Ukraine, Italien, England, Irland, Danmark, Sverige; ja selv til Levanten var der paatænkt at udsende en ekspedition i dette øiemed. Det presningsvæsen, som blev bragt i system, kan med hensyn til raahed og brutalitet fuldstændig stilles ved siden af den afrikanske stammehøvdings jagt efter levende handelsvare. Man har endog eksempler paa, at kongen ikke vilde have skyet krig med nabostaterne for at hævde sin eiendomsret til ranede rekrutter.

Men anvendte Fredrik Wilhelm I megen møie og bekostning paa dette liebhaberi, saa kronedes til gjengjæld ogsaa hans bestræbelser med held. «Die Potsdamer-garde« var ikke blot med hensyn til nationaliteternes forskjellighed et etnologisk kuriosum, men var ogsaa »en samling af kjæmper, hvis mage verden hverken før eller siden har set».

Potsdamergarden bestod af 3 batailloner, hver paa 800 mand. Af disse 2400 mand var faa under 6 fod høje. Blandt dem, som tildrog sig opmerksomheden inden denne skare af giganter, har man nævnt Redivanoff fra Moskau, irlænderen James Kirkman, der kostede kongen hele 1200 £, før han troppede op til parade, og Macdoll (M’Doval), bekjendt af sine tvende paa samme dag ifølge allerhøieste ordre indgangne giftermaal, fløimanden Hohmann, en preusser af fødsel, hvis isse kong August den sterke af Polen, der var alt andet end liden af vekst, ikke kunde naa med udstrakt arm, endda han hævede sig paa tæerne, og endelig som den sværeste af dem alle, nordmanden Jonas smed.

Jeg har i det følgende sammenstillet, hvad jeg fornemmelig i utrykte kilder har fundet om hvervningerne hertillands. Som bidrag til en karakteristik af Fredrik IV’s politik og personlighed er disse oplysninger neppe uden interesse.

Da de dansk-norske og preussiske tropper forenede sig udenfor Stralsund i juli maaned 1715, havde de preussiske generaladjutanter ikke ord sterke nok til at berømme sin allierede hærs smukke udstyr og kjække holdning. Straks efter ankomsten indfandt Fredrik Wilhelm I sig paa besøg i den danske leir og medbragte blandt andet et kostbart telt som gave til Fredrik IV. Nogle dage efter gjengjældte kong Fredrik besøget, og som et tegn paa sin erkjendtlighed efterlod han to smukke heste og seks lange grenaderer, af hvilke den mindste maalte 74½ tomme, blive tilbage i den preussiske leir.

En af disse grenaderer var nordmanden Jonas smed, der kom til at indtage hæderspladsen som fløimand i garderegimentet. I 1724 opholdt en dansk apothekersvend, Claus Seidelin, sig paa professionens vegne i Berlin. En dag fik han anledning til at gjøre en liden udflugt til Potsdam for at se paa gardens eksercis og kom til at overvære en parade. Her lærte han Jonas smed at kjende og beskriver sit møde med ham paa følgende maade:

«– – – Efter paraden besøgte jeg den største eller fløimanden af disse grenaderer, hvis navn var Jonas og var en nordmand, følgelig en landsmand; han viste mig sine handsker, som var saa store, at jeg kunde stikke min haand i hver finger, og saa sine sko, som var mere end ½ alen lange. Denne Jonas havde temmelig store drenge i Potsdam ofte den leg med, at de opreiste kunde løbe imellem hans ben, men da han engang var kjed deraf og en maadelig dreng endnu saaledes kom løbende, trykkede han knæerne sammen og traf drengen i tindingerne, saa at han faldt død ned, men han fik ingen straf derfor. Jonas havde ellers havt krumme ben og havde dem endnu, hvorover kongen raadførte sig med medicis og chirurgis, om ikke benene kunde brydes og igjen forbindes, saaledes at de kunde blive lige, men om denne operation blev foretagen med ham eller om den ikke har villet lykkes, kan jeg ikke for vist sige«.[1]


Kong Fredrik IV’s forurettede gemalinde dronning Louise var i aaret 1720 bleven saa syg, at man tydelig kunde skjønne, hendes opløsning stundede til. Skjønt denne udsigt vel neppe med sorg imødesaas af den i tvegifte levende konge, gjorde han dog alt, hvad der stod i hans magt, for at lindre hendes smerter paa det sidste. Fra Tyskland lod han saaledes komme den ene ansete læge efter den anden; fra Halle kom stadsfysikus dr. Stisser, fra Thorn dr. Gaulcken,[2] ja selv den preussiske konges livlæge, den berømte dr. Stahl, maatte gjøre en reise fra Berlin til Kjøbenhavn for at tilse den syge dronning. Da det var let at forudse, at den butte Fredrik Wilhelm ikke uden videre vilde tillade sin læge at reise, havde den danske gesandt i Berlin, generalmajor Meyer, faaet fuldmagt til paa sin herres vegne at love, at seks store rekruter skulde blive afgivne til potsdamer-garden. Dette løfte blev imidlertid ikke indfriet, hvad enten det nu var, fordi dr. Stahls konsultation ikke var af nogen nytte, eller fordi generalmajor Meyer straks efter afgik ved døden.[3] Tvertimod udstedtes deri det følgende aar et kongeligt forbud mod, at fremmede hververe førte danske eller norske undersaatter ud af riget, og det lod endog til, at man vilde tiltvinge anordningen respekt ved at statuere eksempel paa preussiske ransmænd.


Grev Christian Ditlev af Rantzau, der i 1697 havde efterfulgt sin fader i regjeringen over grevskabet Rantzau, var baade umiddelbar rigsgreve og tillige vasal af den danske stat. Af sine undersaatter var han hadet og foragtet; thi som menneske betragtet var han en lidet agtværdig personlighed;han var ond og brutal, raa og rænkefuld samt derhos løgnagtig og uordholdende. Da han havde gjort sig skyldig i nogle snyderier ligeoverfor kong Fredrik Wilhelm I af Preussen, satte denne ham i 1715 i gjældsarrest paa Spandau og slap ham først løs igjen i aaret 1720, da den tyske keiser lagde sig imellem. Medens han nu holdtes fangen, havde hans yngre broder Wilhelm Adolf, som han ogsaa havde jukset paa fadersarven, sat sig i besiddelse af grevskabet og allodialgodserne.[4] Neppe var dog broderen kommen paa fri fod, før Wilhelm Adolf maatte fortrække, skjønt han satte sig til væbnet modstand, saalænge han kunde. Den 20de juni 1720 kom Christian Ditlev i besiddelse af Rantzau slot og behandlede besætningen, der havde kapituleret, »ärger wie die hunde«. Blandt dem, han saaledes insulterede mod al folkeret, var og kaptein Ditlev Prætorius.

Den 10de novbr. 1721 red grev Christian Ditlev ud paa sneppejagt i skoven ved Rantzau slot. Han vendte ikke mere levende tilbage. Da hans tjenere, urolige over hans udebliven, søgte efter ham, fandt de ham liggende død i den saakaldte Brunnenallé, gjennemboret af en kugle fra en morderhaand. Alle vidste, at grev Wilhelm Adolf var den, som havde rettet vaabenet mod broderens bryst; men hvem havde trykket løs? Da greven vaaren 1722 ved list var falden ide danske myndigheders hænder, rettedes mistanken af flere grunde paa den nysnævnte kaptein Ditlev Prætorius, som imidlertid havde søgt tilflugt ved Fredrik Wilhelm I’s hof.

Efter generalmajor Meyer var den bekjendte Paul Wendelboe Løwenørn bleven dansk gesandt ved berlinerhoffet, en stilling, som af let forklarlige grunde frembød sine store vanskeligheder. Et af de første hverv, han fik at udføre, var at bevirke Prætorius udleveret til den danske øvrighed. Fredrik Wilhelm vilde imidlertid ikke høre paa det øre. Han mente, at den danske konge ikke havde noget af ham at fordre, saa meget mindre, som han ikke havde betalt ham de seks «hohen Kerls«, han var ham skyldig for, at dr. Stahl havde faaet tilladelse til at reise til Danmark.[5]

Denne indvending havde kong Fredrik IV, som havde lagt alle aarer ud for at faa grevskabet Rantzau forenet med sit kjære hertugdømme Holstein, nok ikke været forberedt paa. Keiseren havde ogsaa begyndt at sætte sig i bevægelse for at faa Wilhelm Adolf frigivet af dansk fangenskab, ligesom han tidligere havde forsøgt at fri broderen af Fredrik Wilhelms klør. Det maatte derfor være kong Fredrik magtpaaliggende at faa kaptein Prætorius i sin forvaring og saaledes sikre sig det bedste vidne om grev Wilhelm Adolfs delagtighed i brodermord, før sagen indtraadte i dette stadium.[6] Det var just ikke fine diplomatiske forhandlingerne, som udspandt sig over dette emne. Den 27de december 1723 blev Løwenørn saaledes instrueret om, at han «skulde tilkjendegive de preussiske ministre, at den ene monark aldrig pleier at negte den anden monark udleveringen af mordere eller andre misdædere, og endnu mindre at gjøre betingelser derfor». Imidlertid skulde han give den preussiske konge underhaandmeddelelse om, »at kongen allerede har nogle høie folk, men at disse ikke er bleven sendte af mangel paa en sikker leilighed«. Den ene skrivelse fulgte paa den anden, snart opfyldte af fristende løfter om, at kongen af Preussen skulde faa de udlovede seks svære karle, snart indeholdende forblommede trusler om, at man vilde statuere det strengeste eksempel paa en preussisk hverver ved navn Natzmer, som man havde fakket, just som han var i begreb med at smugle ud af landet to danske undersaatter, som han med list havde hvervet til potsdamer-garden.

Fredrik Wilhelm I af Preussen tog imidlertid sagen med største ro. Han skjønte vel, at han nu havde en saa god anledning, som han sjelden før havde havt, til at berige sin gardist-samling med prægtige eksemplarer. I februar maaned 1724 maatte løitnant Polentz reise til Kjøbenhavn for at tage den danske kongegarde i øiesyn, for at han siden deraf kunde udtage de mandskaber, han ønskede. Ved præsentationen faldt dog disse karle aldeles igjennem for preusserens kritiske øie, og vilde kong Fredrik have morderen udleveret, havde han nu intet andet at gjøre, end at sende bud og brevskaber baade til de danske, norske, holstenske og oldenburgske regimenter for at faa opsøgt karle, som holdt det forlangte maal.

Den 19de februar skrev saaledes kongens sekretær, kammerherre Christian Carl von Gabell til de kommanderende generaler søndenfjelds i Norge, at de gevorbne eller nationale regimenter «paa det nøieste og af yderste flid havde at lade inkvirere, om ikke en 6 à 8 karle af smuk anseelse, og som er 3 alen og et kvarter dansk maal eller i det mindste 3 alen og ½ kvarter lange, kunde opspørges og med det gode persvaderes imod en vis summa haandpenge sig udi fremmed tjeneste at lade engagere«. De tilbud, som skulde stilles de stakkels bondegutten var fristende nok: de skulde have fri reise, kapitulation paa 5 à 8 aar og 100 rdlr. paa haanden, en ret betydelig sum i de dage, da man har eksempler paa, at en oberstløitnant, som havde gjort aktiv tjeneste i hele tiaarskrigen, kun med yderste vanskelighed kunde faa en saa stor pension, da han, stiv af gigt og opflænget af blessurer, trak sig tilbage til privatlivet.[7]

Tiltrods for den gyldne fremtid, som var stillet soldaterne i udsigt, gik det dog yderst langsomt med anhvervningen.[8] De kommanderende generaler fik endog gjentagne gange paamindelser om at fremme sagen af yderste evne. Omsider – det var den 15de april – kunne de tilstille Kongen, som just opholdt sig i Odense, en liste paa 13 karle, der alle holdt maalet. Blandt disse udsaas fire mand, vistnok efter konferance med vedkommende tyske officer, der fremdeles opholdt sig i Kjøbenhavn. Det var underofficer Peder Bue og Christen Olsen af oberst Paulsens (1ste vesterlenske) regiment, Ole Graff af oberst Brockenhuus’s (oplandske) regiment og Gunder Hansen Sand af generalmajor H. Huitfeldts (akershusiske) regiment. Men det var dog kun de to førstnævnte af dem, som havde lyst og villie til at gaa i preussisk tjeneste. Hvad underofficer Peder Bue angaar, følte han sig ikke lidet tiltalt ved forslaget om at drage i fremmed tjeneste. Da den tyske anhvervning kom paa tale, var han nemlig indviklet i en meget kjedelig sag. Det nævnes just ikke udtrykkelig, hvilken dette var. Men man tager neppe meget feil ved at gjette paa, at han har været medvider i det mord, som straks over nytaar paa foranstaltning af en kaptein Hals var bleven begaaet paa en løitnant Linde. Peder Bue holdtes just i arrest, og hans udsigter i hjemmet var sagtens ikke de lyseste, saa det nok tør være rimeligt, at den amnesti, som forespeiledes ham, har havt den afgjørende indflydelse paa hans bestemmelse Af de betingelser, han opstillede, kjendes kun, at han «submitterer sig om mere gage, siden han her tilforn har faaet underofficers tractemente». Det er troligt nok, at han fik dette forlangende opfyldt.

Ole Graff, der stod som grenader ved kaptein Helms kompagni af oberst Brockenhuus’s regiment, havde slet ingen lyst til at drage ud af landet og stred imod i det længste Men der var nok neppe spørgsmaal om, hvad man lystede eller ikke lystede; thi – udtaler de høistkommanderende generaler – »vi er af de tanker, at kongelig majestæts undersaatter maa gaa, hvor deres konge og herre befaler«. Ole Graff var tømmerhugger af profession og drev ved siden heraf en liden skræppehandel. Han havde taget varer paa borg hos tre forskjellige kjøbmænd i Kristiania til et beløb af 300 rdlr., og disse var lidet fornøiede ved denne udsigt til aldeles at miste sit tilgodehavende; det lader heller ikke til, at Ole Graff har gjort dem illusioner i saa henseende De indgik da med en forestilling til de høistkommanderende generaler om, at Ole Graff enten maatte fritages for at gaa i preussisk tjeneste eller i det mindste blive permitteret paa 14 dage eller tre uger for at reise til Gudbrandsdalen, saa hans ind- og udgjæld kunde være bragt i rigtighed, før han forlod landet. I modsat fald vilde de nedlægge paastand paa at faa sit tilgodehavende udredet af det offentliges midler. Alle disse kneb hjalp dog ikke; at give slip paa Ole Graff hverken vilde eller kunde de høistkommanderende generaler. Med hensyn til erstatning af statskassen for, hvad kjøbmændene maatte forlise paa ham, vilde de heller se til, hvad der paa høieste steder kunde udvirkes. Man havde i stedet for Ole Graff givet generalerne anslag paa den 19-aarige Søren Nilsen Haug af Odalen paa øvre Romerike. Han fik ogsaa marschordre og maatte lystre, skjønt han strittede imod, saa længe det stod i hans evne.

Da kong Fredrik IV saa hurtig som muligt vilde have sit mellemværende med preusserkongen op- og afgjort, maatte man den 4de juli ved skibsleilighed sende de fem karle ned til Kjøbenhavn, hvor de skulde melde sig hos generalmajor Staffeldt for der at træffe endelig aftale.[9]

Under 6te mai havde oberst Dietrichson anmeldt ikke mindre end fem karle ved hans regiment, der holdt det fastsatte maal. Ingen af dem var tilsinds godvillig at gaa i preussisk tjeneste, hvorimod de ikke havde noget imod at indtræde i hestgarden i København; thi dette var dengang og længe senere den største ære, som kunde times de norske bondegutter. Oberst Dietrichson fik straks ordre til at indbilde karlene, at det just var denne stilling, de var udsete til, samt at sende dem ind til Kristiania. Ved denne undersøgelse, som de her blev underkastede, kasseredes de tvende af dem som undermaalsmænd; den tredje af dem, Ole Gjermundssøn, 22 aar gammel, havde «højere længde end det opsendte maal« og blev derfor den 8de august sendt ekspres «under inspektion af en underofficer af af samme regiment med en kongens skipper, navnlig Peder Sørensen, ned til Kjøbenhavn, for der end videre at forestilles«.

Først længere ude paa høsten kom disse soldater til at tiltræde reisen til Potsdam. Den 12te september tilskrev kongen af Danmark fra Fredensborg af med egen haand kongen af Preussen, at »han havde faaet de høje folk og sendte dem med oberst Reventlau tilsøs til Stettin«. Til gjengjæld anholdt han nu hos kongen af Preussen om, at den paa Spandau i varetægt holdte kaptein Prætorius maatte overleveres til det medfølgende mandskab for at transporteres til Danmark. Den preussiske konge havde nu opnaaet, hvad han ønskede, og gjorde paa sin side heller ingen flere vanskeligheder.[10] Ditlev Prætorius blev udleveret til den danske regjering, og efter den bekjendte skandalprocedure, som har sat en uaftvættelig plet paa Fredrik IV’s minde, blev han den 27de januar 1725 selv henrettet og lagt paa steile, hans herre grev Wilhelm Adolf indespærret som statsfange, først i Kjøbenhavns Citadel og siden paa Akershus og grevskabet Rantzau inddraget under det dansk-norske rige som en del af hertugdømmet Holstein.[11]

Hvilken skjæbne der var disse nordmænd forebeholdt, som medlemmer af »det preussiske grenaderkorps«, vides ligesaa lidet, som man kjender noget til, om de nogensinde vendte tilbage til fædrelandet.

Om grev Rantzaus ophold paa Akershus har man kun faa efterretninger bevarede. Grunden hertil maa vistnok søges i, at hans frænde, statholder grev Christian Rantzau, har gjort alt muligt for at udslette ethvert spor deraf. Til sin underholdning paa Akershus nød han 2000 rigsdaler aarlig, men denne betydelige sum strakte paa langt nær ikke til, og man ser ham i forskjellige breve fra hin tid i forbigaaende omtalt som sterkt forgjældet. Alt dette tyder hen paa, at hans fangenskab har været meget mildt, og sandsynligheden taler for, at statholderen og kommandanten generalmajor Bertouch har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at lindre det.

Efter et par aars ophold her døde greven den 21de marts 1734 i en alder af 46 aar. Kommandanten besluttede sig til paa egen haand at lade hans jordefærd foregaa paa en maade, hvorved der blev taget hensyn saavel til hans fyrstelige stilling som til hans egenskab af fange. Fjorten dage efter dødsfaldet gik 2 kapteiner, der skulde fungere som marschaller, omkring til statholderen, den høistkommanderende general Rømeling og oberst Kappe for at indbyde dem til begravelsen, som skulde foregaa den næste morgen mellem klokken 6 og 7. Da de indbudne til fastsat tid havde indfundet sig, blev grevens kiste af løitnanter baaret ud af det kammer, hvor den stod, og hensat paa en med himmel bedækket og med 6 heste forspændt ligvogn, hvorpaa toget satte sig i bevægelse fra Hovedtangen af. Efter ligvognen fulgte 2 vogne; i den første vogn sad statholder grev Rantzau og general Romeling, i den anden kommandanten, generalmajor Bertonch, og oberst Rappe. Ved fremkomsten til vor Frelsers kirke, hvor bisættelsen skulde foregaa, bar løitnanterne kisten op til alteret og sænkede den ned i en der opkastet grav. Det hele fandt sted uden klokkeringning og andre ceremonier.

Saa stille det hele end var gaaet for sig, overdrev rygtet i Kjøbenhavn meget den stas og pragt, som skulde være bleven udfoldet ved grevens ligbegjængelse. Men det lykkedes dog snart general Rømeling at afkræfte disse historier.

Ogsaa i tretiaarene finder man antydninger til, at der er foregaaet anhvervninger til potsdamer-garden i Danmark og Norge. Saaledes omtales der i en preussisk kabinetsskrivelse af 23de november 1734[12] et forsøg paa »in dem Dänischen verschiedene ansehnliche Leute in Kriegsdienst zu engagiren«, dog «mit Vorbewuszt und Consens des dortigen Hofes». Hvorvidt der denne gang foregik rekrutering fra Norge, findes der ingen oplysning om.


Fire aar efter, da det led mod Fredrik Wilhelm I’s ende, er der for sidste gang tale om, at deri Norge skal hverves grenaderer til potsdamer-garden. Denne gang var det den fuldstændige udsoning mellem den brutale preusserkonge og hans søn, den senere kong Fredrik den store, som de forenede riger Danmark-Norge skulde besegle ved at afgive rekruter til kongens garde under udseende af, at det var kronprinsens nidkjærhed, som havde skaffet dem tilveie.[13] Det tør dog være tvivl underkastet, hvorvidt denne transaktion virkelig fandt sted, da kong Fredrik Wilhelm I paa samme tid blev lagt paa dødslejet.

Den 13de juni 17 39 affærdigede general Paul Løwenørn, som nu forestod krigskancelliet, paa kong Christian VI’s ordre en skrivelse til høistkommanderende for den norske hær, general H. J. Arnoldt, om at han skulde undersøge, «om der ikke i Norge maatte findes en karl af 6 fod og 2 tommers længde eller om det var et par eller 2½ tomme mindre, som vilde lade sig engagere til kongelig preussisk tjeneste». Vedkommende skulde tilsiges en kapitulation paa visse aar, 4 rigsdalers maanedlig traktement og desuden en anselig haandpenge. Skrivelsen, der særlig anbefalede general Arnoldt at have opmerksomheden henvendt paa brigader v. d. Luhes regiment, endte karakteristisk nok saaledes: «Eders ekscellence maa være forvisset om, at hs. kongl. majestæt sker herved en særdeles velbehag, og at eders ekscellence gjør deres cour meget vel, om De herudi fyldestgjør hs. majestæts interesser«.

Denne ordre modtog general Arnoldt d. 19de s. m. paa Moss, hvor han just befandt sig paa en inspektionsreise. Det var den simpleste sag af verden at finde karle af den forskrevne længde. Men vanskeligere var det at finde et antageligt paaskud, hvorved man kunde presse de norske bondegutter til at gaa i preussisk eller udenlandsk tjeneste overhovedet. Paa samme tid, som han henstillede til general Løwenørn, om det ikke var bedst »for det første for en maadelig haandpenge at faa saadanne folk hvervede til fodgarden og grenadererne, da de formodentlig lettere i Danmark mod en anselig summa skulde lade sig persvadere at gaa til Preussen», udfærdigede han dels fra Moss, dels fra Tønsberg de fornødne befalinger til regimentscheferne.

Det viste sig, at generalen havde opfattet forholdet ganske rigtigt. Det var paa denne tid nok af dem, som vilde træde ind i den kongelige hestgarde i Kjøbenhavn; thi det ansaas som en stor ære. Derimod reiste der sig fuldt op af vanskeligheder for anhvervningen til preussisk tjeneste, ikke mindst fra regimentschefernes side. I slutningen af september maaned var der fra enkelte af dem endnu ikke indkommet svar paa generalens ordre. Andre havde vistnok ekspederet sagen hurtigere fra sig, idet de erklærede, at de ei havde mandskaber af det forlangte maal blandt sine undergivne. Dette var saaledes tilfældet med brigader von der Lithe af 2det vesterlenske regiment; men da det kom til stykket, viste det sig, at det ikke medførte sandhed; det er lidet rimeligt, at han skulde være uvidende om, at fløimændene i major Richelieus kompagni virkelig holdt sine gode tre alen i høide.

Først den 31te oktober kunde general Arnoldt oversende en ekstrakt af de rapporter, som fra regimenterne var indløbne til ham. Af regimentscheferne vilde seks – deriblandt som sagt brigader v. d. Lühe – ikke have noget med det preussiske soldaterliebhaberi at gjøre, tre af dem indberettede kort og godt, «at de karle, som under deres anfortroede regimenter befindes af den forlangte høide, er gaardbrugende og saaledes ei vel derfra kan mistes», to af dem tilkjendegav, at der ved deres regiment vistnok fandtes tre velvoksne karle, men disse vilde ikke godvillig lade sig hverve, og andre to meldte, at de karle af tre sællandske alens høide, som fandtes ved deres regimenter, ikke var at persvadere at antage fremmede herrers tjeneste, medens de gjerne vilde træde ind i kongens garde i Kjøbenhavn.

Udfaldet var dog ikke saa slet endda. Oberst Rye havde uden nærmere varsel indsendt til Kristiania to karle, Ole Haraldssøn Green og Erik Anderssøn Gislerud, der begge var villige til at gaa i preussisk tjeneste. Den sidstnævnte blev kasseret af general Arnoldt. Den første derimod, som manglede en tomme paa tre alen, og som forlangte kapitulation paa 4 aar og 100 rigsdaler i hvervningspenge, anbefaledes til antagelse. Lidt høiere end denne var Peder Thorssøn Honnemyr af kaptein Scharnhorst’s kompagni af oberst Fiens regiment; men han forlangte ogsaa 150 rigsdaler i haandpenge, 4 rigsdaler i maanedlig løn og 6 aars kapitulation.

Blandt andre karle, som der ses at have været tale om at kommandere til at gaa i preussisk tjeneste, nævnes østerdølen Audun Embretssøn Sjøli af de søndenfjeldske skiløbere, der havde den respektable høide af 76 tommer, samt Gjermund Jørgenssøn Sæfreide og Knut Olssøn Sunde af andet vesterlenske regiment.

Foruden paa de under teksten citerede kilder er fremstillingen bygget paa aktstykker i rigsarkivets militære afdeling.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Dansk historisk tidsskrift, tredie række, b. II, s. 305 fg.
  2. Højer, Kønig Friederich des Vierten glorwürdigstes leben II, 40 fg.
  3. K. von Weber, Aus vier Jahrhunderten, Neue Folge II, 218.
  4. Wilhelm Adolf tilbød, fortæller K. v. Weber, Fredrik Wilhelm I 30,000 daler, for at han skulde holde broderen i evigt fangenskab.
  5. K. von Weber, Aus vier Jahrhunderten, Neue Folge, bd. II, s. 218, jfr. H. P. Giessing, Løwenørn s. 250.
  6. Skrivelse fra etatsraad Hagen til Løwenørn, dat. Kjøbenhavn 27de december 1728.
  7. Kgl. ordres f. 1724 i Mil. Arch. (R. A.)
  8. En og anden af regimentscheferne var vel heller ikke synderlig gunstig stemt mod det preussiske soldaterliebhaberi. Chefen for det 2det vesterlenske regiment, Jakob Fredrik. v. d. Lühe, som selv var en tysker af fødsel og som ialfald faa aar tidligere fik et hæderligt skudsmaal for god embedsførelse, gav sig saaledes utilbørlig rum tid med denne »inkvireren« og »persvaderen», og langt om længe afgiver han denne lakoniske rapport: »Ved det mig anfortroede regiment findes 3 à 4karle af 3 alen ½ kvarters længde’ men ingen af dennem er at persvadere fremmed krigstjeneste godvillig at antage, formedelst de er gifte og ikke gjerne vil forlade deres gaardsbrug». (2det vesterlenske regiments arch. R. A.)
  9. Den kapitulation, som var afsluttet med underofficer Peder Bue, var dateret den 5te juli 1724 og lød saaledes:
    »Deres kongl. majestæts til Danmark og Norge pp. kommanderende generaler udi Norge saa og generalkrigskommissær sammesteds gjøre vitterligt,
    at eftersom nærværende Peder Bue sig godvillig haver engageret udi Deres majestæt kongen af Preussens tjeneste som grenader paa seks aar, saa i følge af vores allernaadigste konges ordre forsikres ermeldte Peder Bue ved denne kapitulations patent, at han ei alene skal nyde udi Kjøbenhavn, naar han der ankommer, de belovede haandpenge 100 rdr. men endogsaa naar ermeldte seks aar under allerhøistbemeldtehs. majestæt kongen af Preussens grenader-korps ærlig, tro og redelig haver udtjent, da igjen, skjønt han ei selv længere godvillig vil tjene, at blive forafskediget.«
    De fire andre patenter var enslydende med dette.
  10. H. P. Giessing, Løwenørn, s. 259.
  11. F. Barfod i Folke I, 301 ff.
  12. Wartensleben, Nachrichten von dem Geschlechte der Gr. v. Wartensleben (Berlin 1858) bd. II, s. 111.
  13. Se nærmere herom hos Chr. Brasch, gamle eiere af Bregentved 466 fg.