Presten Thomas Jenssøn Collins optegnelser om svenskerne i Værdalen 1718
O Gud du dig forbarme
i denne vanskelig tid
over os usl’ og arme.
som paa dig sætter lid.
Lad os dog ei
af fienden slet berøves,
men lad ham selv bedrøves
og fare bort sin vei.
Den 19de april 1716 lod en svensk patrulje paa 30 mand sig se ved Sullien, som forvoldte et stort opstuds.
Den 22de april. En svensk patrulje paa 50 mand har ved Meraker borttaget nogle bønder og en soldat, som var henne at brænde tjære. Bønderne skal igjen være løsladte, men soldaten fastholden. Dette forvoldte, at fra Stene skanse skal igjen være udsendt en patrulje paa 30 mand for at gaa til Dufved og gjøre der igjen allarm. Denne patrulje kom igjen og havde ikkun været til Midstuen. Den havde set saa mange svenske som marekatte.
Mandags morgen den 14de marts 1718 var et stort opstuds formedelst en tidende fra Snaasen, at de svenske skulde være udi anmarsch og ad tvende veie have den 9de marts opbrudt fra Frøsøen. Oberst Reichwein[2] lod indpakke sit tøi for at bortføres. dragonerne mødte paa Stiklestad, soldaterne ved Rinden for at marschere herfra. Baadene blev ført til Tronæs og rædsel var kommen i hver en hare, førend de blev nogen svensk var. O hvor herlig skulde de figtet med hælene, havde de faaet svensken at se!
Mandagen den 22de marts isatte et vestligt veir med tø, som klarede op imod fredagen, da et svensk parti af 150 mand skiløbere kom nordenfra til Sul og borttog en vagt paa 16 mand, hos hvilke var en sergeant Thord Anderssøn. Sulmændene maatte med deres heste følge med til Stangen, hvorfra de blev forlovede at fare hjem. Det svenske parti førtes af kaptein Hamarschiøld. I ugen derefter indkom generalen til Værdalen og blev da holdet saa geheim konseil, at man vidste det overalt otte dage, førend det førtes i verk. Tre kompagnier dragoner stod fra Haug og til Lyng indkvarteret paa gaardene, og livkompagniet, soldater og landdragonerne laa paa Eklegaardene; da blev gjort kongens tjeneste. Endelig tirsdags morgen den 5te april blev 30 mand af hvert kompagni skiløbere under kaptein Heins og kaptein Emahusens anføring kommanderede til fjelds fra Sul af at gaa til Jemte- land at hente repressalier og sagdes, at 300 mand fra Størdalen af skulde samles med dem paa fjeldet. Men torsdags morgen den 7de april drog de fra Sul, neppelig 300 mand sterk, hvoraf dog over 50 à 70 maatte vende tilbage saasom ilde klædte og forfrosne. Endelig kom de udkommanderede til en fjeldgaard i Jemteland og bekom underretning, at de svenske alt havde kundskab om deres komme, og havde kaptein Hamarschiøld trukket sig indenfor Dufved skanse og holdtes ingen udvagter. Alene to mand patruljerede skoglængs. Oberstløitnant Hamarschiøld var udkommanderet med 500 mand for at passe paa de norskes ankomst, hvorfor disse med uforrettet erende kom igjen til Sul om søndagen og havde mistet en af deres soldater, som blev ihjelskudt af en af sine egne kammerater og nedsænket i en elv paa fjeldet. Straks derefter blev det sagt, at oberst Meitzner, som kamperede i Størdalen, havde ved sine patruljer opsnappet en mand paa fjeldet, som vilde til Jemtland og havde breve fra generalen. Den opbragte kundskaber[3] skulde være bleven sat fast, og hans breve skikkede til Kristiania. Imidlertid hørte man, at Wind skulde til Fredrikstad at være kommandant, og generalmajor Budde igjen skulde komme op til Throndhjem i Winds sted. Saa kan Gud stille vinden og raade bod paa, at det ikke skal gaa efter Winds ord: »Der er bedre land ruineret end dette!» Udi paaskehelgen marscherede de gevorbne dragoner fra Værdalen til Inderøen, Sparboen etc. De andre dragoner og soldater gik hver hjem til sit kvarter,
og saaledes blev den værdalske kampagne endt.Da Winden den strenge, der dog lidt forlænge regjerede sterk,
fik ring i sin næse, lod af med at blæse og drive hofverk.
Det er jo førre hørt, at strenge herrer ikke
regjerer længe, saa gik det og nu til prikke,
da Winden, som iaar saa streng regjering drev,
af embed sat med hast imod forhaabning blev;
man skulde frygtet for, den wind med alle havde
snart ruineret hver i landet; thi den lav’de
det saa med nogen hver, som det blev engang sagt,
sat bedre lande var tilforne ødelagt».
Det er vel vist og sandt, at vind og høie vande,
besynderlig orkan og Vesterhavet, lande,
som mere frugtbar var, i grund har ødelagt,
end dette, som man ved, ikkun er meget svagt.
Dog det var kun slet trøst, som bonden da fik høre!
Men glæden blev des meer, da man maatt’ siden spørge,
at vinden lagdes ned, og der blev given bod;
thi fryded sig gemen, mens andre flade stod.
Fra strenge haarde vind, fra vandflods sterke strømme
bevare Gud os vel, at de ei oversvømme
vort land og vores hus; jeg men’ uaar, ufred
og andre plager fler’; men giv os dagligt brød!
27de juli 1718 optog soldaterne af livkompagniet en maaneds kost; thi kundskab var indkommen, at de svenske begyndte at gjøre broer paa fjeldet, og vare ved Stallkjernsstuen 6000 mand, til hvilke ventedes 3000 finner. Disse tidender forøgedes hver dag og sagdes omsider de svenske at være forøget til 18000, som førte med sig et stort artilleri, hvoriblandt nogle stykker droges af 6 heste. Herover forsterkedes vagterne ved Stene, Elnes, Buran og i Stjørdalen og Snaasen indtil søndagen den 4de september, da kundskab indkom, at de svenske havde avanceret til Skalstuevandet og nærmede sig mere og mere imod Sul, hvorfor livkompagniet opbrød og mand af hus blev opbudt. 4 kompagnier dragoner, 4 kompagnier af Storms regiment foruden de kompagnier af Meissners regiment samledes paa Stene. Kaptein Mangelsen med 70 mand patruljerede og kom tirsdags aften sent igjen med kundskab om de svenskes nærværelse ½ mil nær Sul. Derefter saaes fienden nordenfor Færsvandet og patruljerede sterkt indtil Buran og Skjelstadmarken, saa man vidste ikke, hvor han agtede at indbryde, hvorfor det stjørdalske dragon- og soldat-kompagni sendtes til Stjørdalen, major Gedde med de sparboeske og en del af livkompagniets dragoner og soldater ved Buran, og alle passerne i Værdalen blev besatte og gjort forhugninger ved Indalen, Tromsdalen og Kvernmoen. Men ved Tromsdalsbroen var sat en liden vagt af soldater og nogle værdalske dragoner. Søndags aften den ute september efter general Buddes befaling tændtes vetterne og fienden saaes paa Medieaasen. Men mandagen den 1ste september indbrød fienden til hest og fods ved Tromsdalsbroen, afslog vagten og rykkede hastig frem og opstillede sig paa Levringen ved middagstider, hvorover alle passerne blev forladte og var undflyede, hvorhen hver bedst kunde. Qvæ vidi, scio.[4]
Tirsdagen begrov fienden dem, som var døde paa pladsen. Hvor mange der var faldne af de svenske, kunde man ikke faa at vide (naturligvis flere end af vore). Men de fleste af vore var værdalinger. Onsdagen den 14de blev ved Arne Mønnes tilbragt mig tvende aabne breve under den svenske general Armfeldts navn, som skulde kundgjøres almuen. Samme dag marscherede de svenske langs efter landeveien fra leiren ved Stene udad til Skaanes og var en langvarig færd fra middagstider indtil morgenen. Om aftenen hørtes fire salver, som mentes skede ved Skaanes skanse, hvor intet krigsfolk var af vores, men aleneste bønder. Da blev skansen opgiven og kommandanten von Wahlen fangen.
Torsdagen den 15de september kom fra oberst Konrad von Bildstein,[5] den svenske kommandant paa Stene skanse, en ritmester Borkenboom med en korporal og 20 à 30 mand finske ryttere og førte mig til Stene skanse, hvor obersten leverede mig tvende patenter med streng befaling at forkynde dem for almuen i kirken. Med ritmesteren fulgte et brev til mig af samme dags dato. Jeg slap straks om natten hjem igjen.
Lørdags eftermiddag var hos mig en løitnant med nogle underofficerer og gemene fra Skaanes. Disse var fremme paa Hegstad og borttog et telt og deres madvarer af staburet.
Søndag den 14de trinit. var ritmester Borkenboom, ritmester Armfeldt,[6] en anden officer og 16 à 20 gemene ved hovedkirken og efter prædiken i prestegaarden til bords og bekom noget the til obersten paa Stene.
Mandagen efter blev en svensk rytter ved Stiklestad begravet. En feltprest Johan Kyander og nogle officerer fik mad i prestegaarden og kjøbte ½ pund smør og en fleskeskinke.
Natten mellem tirsdag og onsdag echapperede Sellingen fra Skaanes, hvorhen ved Gud. Samme nat havde en svensk spion ligget paa Værdalsøren og vilde om morgenen vade over elven, men kom bort i den. Mali Kjærran saa ham vade ud i elven, og Ivar Bergen fandt hans hat opflødt paa ørene. Natten derefter var mange rømt af deres gaarde formedelst et falskt rygte om, at de svenske vilde brænde gaardene.
Søndagen den 25de september var en oberstløitnant, en major, nogle andre officerer og gemene til bords i prestegaarden og siden ude paa Tronæs og plyndrede noget. Mandagen efter hidkom en løitnant og 4 gemene efter tjære til at bræde baadene med.
Michelsdags aften blev af Skaanes med stykker skudt 2 skud, som mentes være betydelige, men siden blev sagt at være skeet efter et vrag, det de svenske mente var en baad med folk. Oberstløitnant Jungen, en major og ritmester Borkenboom er i denne uge med 3 kompagnier til hest dragne fra Stene til armeen, som sagdes at staa en halv mil fra Throndhjem. Udi byen foregives, at general Budde har hos sig vel 20000 mand, men for lidet hestfolk og skal have gjort en god anstalt, hvorfor Armfeldt ikke vil hazardere sine folk, men bie efter posten og forventer, at der snart skulde blive fred.
I lørdags morges den 1ste oktober skal være hørt nogle sterke skud, som mentes være udi Throndhjem hvor Kruse[7] forventes med en succurs. Mandagen kom generaladjutant hr. Xander[8] fra svenske kongen og derefter afreist.
Tirsdag morgen den 11te oktober mødte Peer Gudmundhus mig ved øvre Stiklestad, foregivende, at han havde brev til mig fra generalen. Men da jeg paa Haug af ham havde annammet brevet, var det fra Hans Pentz, hvorfor jeg igjen leverte brevet til Peer Gudmundhus. Men dagen derefter blev jeg ved en korporal og 2 ryttere hentet til Nes og maatte med oberstløitnant Junge følge til Stene, for at gjøre regnskab for brevet. Fredagen den 14de var ritmester Kihlstrøm med 100 mand at rekognoscere paa Bjørge, men kom tilbage foregivende, at paa det sted kunde ryttere intet udrette. Efter den tid blev kvæg borttaget endog fra dem, som de paabudne slagter havde leveret og furageredes næsten hver dag paa denne side elven. Tærskere blev sendt omkring paa gaardene, fordi det paabudne mel ikke var bleven leveret.
Den 24de hørtes nogle skud ved Levanger, hvorover de svenske nordenfor elven forføiede sig over elven og blev et stort studs iblandt dem, og saa man siden paa denne side ganske faa svenske udi 2 Dage. Men onsdagen mod aftenen kom general Oxkul[9] fra Nes med 2 kompagnier ryttere og et par kompagnier fodfolk, som leirede sig om natten paa Stiklestad, og morgenen derefter drog ud efter bygden og fra Nordberg bekom ledsagere over Heiet til Røren. Om aftenen kom oberstløitnant Blansborg, som er en general-kvartermester, tilbage med 20 ryttere og tog logement paa Birknæs om natten.
Fredagen om middagen var generalmajor Oxkul her og siden andre, generalkvartermesteren, konduktør Junge o. s. v. Om lørdagen blev indkvarteret de svenske nordenfor elven. Generalmajor Bengt Fabian Zöge bekom logement paa Houg med sin vagt til 30 heste sterk. Krigsfiskalen kom til prestegaarden alene med en hest, men dagligen overløb af officerer, som fakkede paa alt det, som til underholdning er fornødent. 18 tærskere paa Haug afløste hinanden i 2 dage.
Onsdag den 2den november kom generaladjutant Marcks[10] fra den svenske konge. Samme dag maatte mine egne tærske mere til generalmajor Zögens fornødenhed, havre paa øverloven .... (uforstaaeligt).
Den 4de november efter generalkvartermesterens og overkrigskommissairens paastand kom igjen tolv svenske trøskere af fodfolk til Haug og træskede paa nederloven. Forrige dag generalløitnant Armfeldt paa parti mod de norske ved forhugningen paa Heyet,[11] bekom nogle fanger. Om lørdagen begyndte de svenske at fare over elven og at føre de syge til stene og Skaanes. Imidlertid borttoges fæet fra almuen og deres korn udtræsket og borttagen, 1 kvie for fire caroliner og 1 tønde byg for 3½ carolin, hestene ligeledes borttagen, thi mange svenske heste vare bortdøde. Orderne gik, ligesom de svenske par force skulde drage til byen og gaa Langstenen og Christianssten forbi, dog mange officerer gruede ved dette tog, og andre mente, at den segn var kun et paafund, men at marschen skulde blive hjemad.
Tirsdagen og onsdagen den 8de og 9de november marscherede de sterkt over elven og skulde den aften allesammen være paa den søndre side. Generalmajor Zöge, som laa paa Houg, skulde ligge paa Rinden. De af almuen, som vare hjemme, og hvis mænd vare af krigsstaten, skulde faa betaling for deres korn og fæ, men de andre slet intet, og sagdes, at to gaarde i Værdalen var opbrændte, fordi mændene havde skudt heste ihjel for rytterne, som ville male ved Ulvilden. Jeg mistede 8 heste, 10 slagt, 5 tønder havre, 9 à 10 tdr. byg og andet mere, som jeg bekom slet betaling for.
Tirsdagen den 15de november flyttede kavalleriet, som laa søndenfor elven, sig nord over elven til Stukindsletten, og infanteriet laa paa Boldgaardsletten, hvor der dagligen bortdøde af helsinge-regimentet. Hvorhen den bortdragende arme har vendt sig, kunde ingen faa at vide.
Onsdagen, torsdagen og fredagen var regnveir og elven blev stor og strømmen strid. Imidlertid huserede de svenske efter eget behag med træskning, slagteri og røven.
Fredagen den 18de kom Jon Fæby hjem og havde været med den svenske arme til Stjørdalen. De svenske var dragne til fjelds udi øvre Markebygden i Skognen og saaledes gaaet Langstenen forbi og udi Stjørdalen bekom den, som ledsagede dem ad Mostadmarken forbi Gevingaasen ned til Strinden. Efter den tid har vi ingen visse tidender havt om dem. Imidlertid begyndte de herværende svenske at trække sig ned til Folloen og efter et par dage igjen op ovenfor Holmlien, lod reparere kværnene ved Ulvilden og malede det udterskede korn.
Den 1ste november lod sig anse, ligesom de skulde have noget besynderligt for sig, efterdi de ikke tillod nogen enten at komme udefter eller opad dalen. Det skede aleneste almuen til bedste, at ikke nogen maroderer skulde gjøre nogen fortræd.
Den 1ste december har et parti svenske fra fjeldet af indbrudt paa Snaasen, og vel muligt er det dem, som convoierede de svenskes bagage over fjeldet til Duve og skulde hente proviant, nemlig oberstløitnant Jungen, ritmester Armfeldt etc.
Den 6te december vare de svenske fra Skaanes med 12 baade paa Røren at hente proviant. Samme dag hørtes meget skyden og trommeslag paa Skaanes og dagen efter paa Skaanes og Stene, som mentes være frydetegn over en seier paa de svenskes side. Derefter hørtes det, at de svenske var gangne over Nidar-aaen ved Leren og havde slaget de norske dragoner, som flyede og blev forfulgte ad Røros.
Den 7de indbrød de svenske fra Snaasen af indi Værdalen i Sparboen med oberstløitnant Jungen, og den 10de drog major Enberg fra Værdalen gjennem Leksdalen til Sparboen med et parti. 60 ryttere og 50 soldater kom søndenfra over elven forbi prestegaarden at følges med til Sparboen. Samme dag sendte oberstløitnant Bildstein et patent, som skulde forkyndes for almuen. Derefter kom en stor del korn og fæ nordenfra, som blev ført til Stene og Skaanes Skandser og en del igjen fra Stene til Suul, hvor der laa en kaptein med et parti. Men til julen kom major Enberg fra Sparboen igjen og lod slagte en stor del fæ.
Udi juleugen kom proviant fra Jemtland indtil 1000 heste. Samme uge toges al fouragen udi Sparboen og omkring ved Leksdalsvandet, og blev ingen fourage mere her i bygden.
Nytaarsmorgen blev en stor studs iblandt de svenske formedelst de sterke skud, som hørtes fra byen. Alt rytteriet var kommen til hest, de syge blev førte til Stene. Deres bagage var sammenbunden, og alt folket var marschfærdigt. Den dag var sterke vagter udsatte og patruljer blev udsendte og ekspres blev skikket efter oberstløitnant Jungen, som kom og var her med flere officerer tilbords hos major Enberg. Dagen derefter blev von Wahlen og andre fanger og syge og bagage ført til fjelds. Samme arbeide havde de for sig dagen derefter, som var tirsdagen. Om natten skal være kommen ordre til oberstløitnant Jungen at marschere til hest og fods til armeen, hvorpaa de og lavede sig og hver nat sterk patruljerede og lod ingen uden seddel komme gjennem vagterne.
Onsdagen den 4de januar spurgtes de glædelige tidender, at Karl XII var natten mellem ro og 11 decbr. mellem klokken 10 og 11 bleven skudt gjennem hovedet, der han aabnede sin tranche for Fredrikssten, hvorover de svenske konsternerede forlode alt landet og igjen droge tilbage til Sverig. General Armfeldt med sin arme skal have forladt Throndhjem og være draget Rørosveien, der han spurgte disse tidender. Et bevæbnet skib fra Throndhjem lod sig se ved Levanger om tirsdagen og om torsdagen udfor Skaanes med skyden baade af skibet og fra skandsen, hvorfra en stor del baade til hest og fods saas om morgenen at fare med kauk og raaben langs op efter Værdalselven. Maatte dette betyde os noget godt!
Skibet, som saaes ud for Skaanes, vendte tilbage igjen til Ytterøen. Fredagen den 6te januar, de svenskes anden juledag, kom en del svenske officerer fra Skaanes og var fremme her i prestegaarden; drog op til Breding til major Enberg.
Lørdagen var oberstløitnant Jungen, major Enberg og de officerer fra Skaanes tilligemed feltpresten Kyander, trompetere og mange ryttere her hos os. Imidlertid kom en udskikket patrulje igjen med beretning, at de danske krigsfolk lod sig se søndenfor elven. Derover blev en stor studs, saa at oberstløitnanten, majoren og andre straks pakkede sig bort, men kaptein Krabbe og andre fra Skaanes blev her endda et par timer.
Søndag den 8de pakkede rytteriet paa Breding deres bagage sammen og drog til Stene.
Om mandag den 9de kom Enberg hid med nogle ryttere og førte posten, som var kommen fra Duve, og drog dermed til Skaanes. Ved hans tilbagekomst berettede han, at der var gaaen post fra deres arme fra Tydalen til Duve og derfra hid, og at armeen var ventende til Buran og at de inden 4 dage skulde være herfra, og der skulde blive fred. Men tirsdags morgen tidlig stod Skaanes udi lys lue, og deraf forstod man, at den sted fra svensken blev entlediget. Om forbemeldte lørdag havde vi her de tidender, at en succurs af 5–6000 mand søndenfjeldsfra var kommen til Røros for at tage imod svensken, og at vort krigsfolk var gaaet fra Throndhjem for at komme bagefter svensken, men svenske armeen skulde have vendt sig til Tydalen. Denne tidende fik Enberg at vide, som gav Jungen den tilkjende, og vel mulig var aarsag til, at patruljerne blev frygtagtigere end tilforn. Vi bekom vel fra Røren om tirsdag middag den tidende, at skibet skulde have skudt ild paa Skaanes, og min egen dreng, som havde fulgt von Wahlens frue herfra hjem til Skaanes, berettede, at der ikke var en svenske mere tilbage ved Skaanes, men der var fra skandsen udslæbt halvt opbrændte køer, og at der ved saltkjedlerne laa en ko, som snart skulde have baaret, men havde ikke kunnet følge med og var bleven strøipt, og at ingen agtede den.
Samme dag satte de svenske selv ild paa Stene skandse, og sagde min dreng, som kom derfra om aftenen, at de saa, hvorledes krigfolket løb med halmviske og satte ild paa alle hjørnerne af ethvert hus paa skandsen, men stuehuset var endda ikke brændt. Om natten saaes det endnu at brænde paa Stene, men om onsdagen fik ingen komme did for vagterne, som var udsatte, thi de havde fornummet en dansk patrulje. Om aftenen pakkede de svenske sig i huj og hast fra Stene og drog tilfjelds.
Om torsdags morgen var jeg paa Stene og saa, at skandsen paa bjerget var afbrændt, men bolverket var ikke opbrændt, stuehuset og derved staaende huse og corps de guarden inden posten var hele og holdne, men magazinhuset nedenfor skandsen afbrændt og laa paa stedet en stor dynge kjød og huder, alt forbrændt, og en stor dynge brød, hvoraf det endda røg, men mange af jordhytterne var afbrændte. Saa skræmte harerne hundene den gang.
General Armfeldt, som fra Guldalen af drog ad Tydalsfjeldet, skal foruden den mangfoldighed, som var bortdøde, blevne fangne og som ellers havde rømt, lidt paa sin arme en ubodelig skade formedelst det haarde veir, som kom over ham, saa at der skal have ligget 50, 100 ja 200 tillige hos hinanden ihjelfrosne, stykker, bagage, ammunition staaendes paa fjeldet, og er der gjort den gisning, at over 4000 mennesker og mangfoldige heste ere omkomne og ikke over 500 mand vare komne over fjeldet, hvilke menes mestendels at være forfrosne. Overflødigt rov skal være bleven ført derfra til Throndhjem og meget mere laa endda tilbage. Tydalingerne og sælbyggerne saavelsom merakingerne bleve rige af det fundne rov. Siden er en stor mængde varge komne paa fjeldet og imod vaaren en ulidelig stank, at ingen imidlertid kunde søge efter bytte. General Zøge, general Horn og general de la Barre siges at være blevne paa fjeldet.
Foranstaaende beretning, der giver et ret godt billede af forholdene i Indherredsbygderne under svenskernes indfald 1718, hvorom man kun har havt meget mangelfuld besked, tjener til at supplere de tidligere fremstillinger af J. V. Klüver (Ny Minerva f. 1806, II, 19–73) og H. A. Tønder (Norske Samlinger II, s. 517 flg., meddelt af H. & E. Huitfeldt). Forfatteren, Thomas Jenssøn Collin, en jyde af fødsel, var 1690–1705 personel kapellan, 1705–1743 vicepastor og 1743–46 sogneprest til Værdalen († 31te december 1746).
En fremstilling af dette togs historie, som for den største del er bygget paa aktstykker i det norske og svenske rigsarkiv, har jeg leveret i norsk Historisk Tidsskrift, 2 r. II, s. 193–259. Nogle traditioner er af mig meddelte i Daae’s norske bygdesagn, 1ste samling, (2den udg.) s. 119–129.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Hoc votum etc. – Denne bøn faldt visselig ikke til jorden.
- ↑ Den velbaarne herre, som for et mord maatte rømme fra Kristiania og begive sig ud til de franske, hvor han som en volontør opholdt sig ved armadien og avancerede til løitnants charge, indtil han bekom pardon og turde begive sig igjen til Norge, blev anno 1700 antagen til at være kaptein over et kompagni nys indrettede reserv-soldater søndenfjelds og anno 1702 kaptein over det værdalske dragon-kompani udi Leegaards sted og 1705 blev titulær major, men anno 1710 titulær oberstløitnant og siden virkelig og atter anno 1717 blev virkelig oberst over det nordenfjeldske dragon-korps. Var en svag mand fra sin første hidkomst, men til at samle meget flittig. Til kongens tjeneste, om fornøden havde været, vilde gjerningen selv bevist hans dygtighed. Gud ske lov, at intet paagjaldt! Formidabolior est exercitus cervorum duce leone, qvam leonum duce cervo (En hær af hjorte, anført af en løve, er mere skrækindjagende end en hær af løver, som anføres af en hjort).
- ↑ Kundskaber – speider.
- ↑ Qvæ vidi, scio – jeg har selv seet det.
- ↑ Oberst Kristofer Konrad Bildstein, oberst for Viborgs infanteriregiment, fulgte Karl XII til Tyrkiet og deltog i kampen ved Bender. † paa Dregsby i Finland 1752.
- ↑ Erik Armfeldt gik i krigstjeneste som volontør 1708, blev det følgende aar haardt saaret ved Viborg og faldt i russisk fangenskab. Hos prinsesse Elisabet i Moskwa opnaaede han en hofintendants stilling, men rømte snart tilbage til Finland, hvor han deltog i slaget ved Stor-Kyro (1714). Her blev han haardt saaret og faldt paany i russisk fangenskab. I St. Petersburg sad han i 14 maaneder lænket paa hænder og fød- der og i en halsring, som var naglet til væggen, førtes siden til Moskwa og Kaluga, rømte igjen og traadte atter ind i den finske hær. Ved indfaldet 1718 stod han som ritmester ved det karelske rytteri. Han døde paa Vesterkulla ved Helsingfors 1766, 72 aar gl.
- ↑ Den fra træfningen i Høland bekjendte Oberst U. Chr. Kruse.
- ↑ Johan David Zander (f. i Mechlenburg 1685 † 1762 som generalløitnant og præsident i det svenske krigskollegium) var oberst af kavalleriet og generaladjutant.
- ↑ Otto Reinhold Yxkull (f. 1670 † 1746), generalmajor og chef for Åbo läns og Bjørneborgs ryttere.
- ↑ Generaladjutant Gothard Wilhelm Marcks von Würtenberg, senere feltmarskalk, friherre m. m.
- ↑ Besætningen ved forhugningen paa Heien kommanderedes af løitnant H. A. Tønder.