Ny Hungrvekja/I

Jan Prahl

Ny Hungrvekja

J. D. Beyer, 1858 (s. 1-23).

—	les tombeaux sont sincères. Mais hélas! les morts, ces froids récitateurs de l’histoire, parlent envain à la foule furieuse qui ne comprend que la langage de la passion vivante.

Visindin^[1] hava heimlat Nordmonnum eitt gullaldarbokverk^[2] og eitt mál. I detta bokverk kann folkit skygna^[3] sig sjalft i fjerrlæg lond, barnsliga dyrkandi ögiligi^[4] gudar, á hitt stig, hvar manninn i oss inki hevir annat at gera enn at skelva, og hans hæsta gledi lytr vera vid blot at auka sinn harm og naud til sæla gudanna dessa; — dat kann fylgja á mödifulla og livhætta^[5] ferdir til ukennda byggdir og sjá tvilirna spretta og vaksa, dá blotstallarni, gudanna mátt og æra, fellu og öyddist; — dat kann sjá, hvorleid dess ungligi hugaravl^[6] lætr afstandit kverva gudanna og mannanna millum, hvorleid hann lætr alveldit byrtast^[7] alt veikara og veikara, uvyrduligara og lögligara, manninn, umaginn^[8] darimot stiga fram alt sterkari og vyrduligari; hvorleid hann lætr gudarni lægjast at halvmenn og ferdast til spotts i lægdinni undirgevni dan sterkara naudsyn, medan manninn verdr havd at halvgud og gengr tignad^[9] og dyrkad i hæddinni, — syrgiliga undirgevinn dann sama naudsyn; — dat kann sjá sig sjalft taka dei londin og öyarna undir sig, hvar dat bur dann dag i dag, hvorleid dessi nyfunni heimar enn vurdu helgadi fornum gudum, medan manninn do umsidir opta fylgirett sjalv tredr i gudins stad, trur á sig sjalv, á mátt sinn og megin^[10] fyri sælliga at öydast i detta velduga gudaliv, som trautum^[11] finnr sinn liki i heimssogunni, men som serliga ut á Island hevir reist sig minnismork, som vilja standa medan heiminn er byggd; — og dat kann sjá sigi samgáng med dei europæiska tjodirna^[12] at skula skipta sinn sid fyri á ovframandi vegir frá nytt at byrja sokn ettir sanning og sæla og bert seint finna fram, — Gudar geva upp sitt veldi, og deirra vanmátt verdr sunginn i dei djervasta kvædi; gudmenn liva eitt hásyrgiligt liv, og verda grátadi i grötandi songar; mannguda djerva, velduga, hugleikanda liv liggr upphavsliga, hugvitsliga^[13] og sterkt fastnat i sogunni so undrliga satt, at inginn kunstr hevir skildrat sannar; konungar og prestar og hövdingjar treda livandi ut ur dessi blodin; fedrni sjalvi fortelja saga sin; heila bokverkit er eitt skuggsjá,^[14] hvari folkit kann kenna sig sjalft á lángu sidan fyrilátin hardla^[15] merkilig skeid.

Hitt mál, som visindin hava heimlat Nordmonnum, er dat sama, som folkit hevir talat her i landit, sidan dat vard byggd; er dat sama, som ovliga vandat liggr fyri oss i hitt merkiliga bokverk, som ovanfyri er getit; trássandi eitt stritt og mángárugt framandveldi hevir dat haldit sig, soleid at folkit talar dat idag og vildi rita dat, um dat vard upplært dartil.

Slika endalyktir^[16] af visindin vildi vera storvigtuga fyri hver tjod; eg vil sjá dat skáld eir vismenni, som vil svivyrda dei; men norröna^[17] tjodinni eru dei avbragdsliga vigtuga.

Heimssagan liggr uppslegin fyri oss, og me sjá byrtingirna^[18] av tjodanna kennslur og tankar. Storverk og storhov eru vordin reist, og tjodirna hava vard dei med deirra besta blod. Fedranna hávyrding hevir allatid verit sonanna prydi. Nordmannatjodin hevir og einngáng reist tjodarhov fyri sini hövdingjar og stormenn; men dei flesta eru hvorvin, og tjodin stendr fátik og sjer kringum dei audsliga tuftirna, medan hennar ungdomsmod og tru pá framgáng og sidhevd^[19] verda spottud og hædd. Eitt tjodarhov stendr do enn frá fedranna dagar! hitt gullaldarbokverk kann verda lesit af dann fátikasti vinnukarl,^[20] og til dess framhald nevir einn dei rikasta evnin, i di at málit, hvari dat er reist, enn höyrir tjodinni til.

Heimssagan liggr uppslegin fyri oss, og me lesa um bokverkin tjodanna. Me sjá dat andliga^[21] Europa gamalt og fullt av trádom ettir dat natturliga^[22] mannliga. Tjodirna havdi eitt slags vitan vm nokkut dilikt; men dei kenndi inki elr tordi inki syna at dei kenndi dess sanna bragd; ein umbot var alt nær. So vurdu Grikkanna og Romverjanna gullaldarbokverk upplátin; tjodirna stungu sig nidr i dessi natturblomar og sugu girugliga dann natturligi hunang, og dar byrjadi eitt nytt timatal i europæiska bokverkit. — Dann danski Noreg er gamall, og her eru trádomar ettir nokkut annat nokkut eiginligt norrönt^[23]. Folkit hevir eitt slags vitan um nokkut dilikt, men dat kennir inki elr torir elr karm inki lysa dess veran^[24]. Dess fedra gullaldarbokverk liggr fyri oss; detta lysir med natturinnar hugvit^[25] dessa fedra merkiliga einkenni^[26]; dat er blominn, som einn med letti og rikliga kan suga vitan av um norrönabragdit.

Heimssagan liggr uppslegin fyri oss, og me lesa um bokverkin tjodanna. Me sjá, at Grikkanna og Romverjanna bokverk strakst, dá dei fengu inngáng i vestrlondin,^[27] vurdu haldin fyri fullkomin; deirra snid^[28] vard gjaldgengd,^[29] og tjodirna vildi lengi bert rita som Grikkir og Romverjar. Inki var likligara; dar funnust inki adra mynstr. Men me sjá do stendugt i sogunni ein tilneiging til eitt annat snid, hvarigenum folkit kann kennast lettast og best; og tidin rettdömir detta, og kallar dei skáldin, som skildra sjalvstendugast og likast livanda livit, gullaldarritmenn, likasofullt som Aristophanes og Plautus. Dat er do fyrst nu, at dessi tilneiging kann segjast byrja med rett medvitan; og hverr vil tvila um, at hina tjodir, som ganga framan fyri oss i sidhevd,^[30] Franskmenn og Englendingar, um dei havdi kennt eitt tjodligt bokverk, at dei undir deirra soguliga framfar kappsamliga havdi kastat sig á detta, elr um dei inki fyrr havdi gert dat, at dei nu vildi gera dat med dess störri kraft? — dat er jo nettupp detta, som bokverkssagan deirra lysir. — Norrönatjodin er dann einasta i vestrlondum, som kan retta fram eitt tjodligt gullaldarbokverk; og i detti hava Nordmennirni audsynliga dann beinasti og lettasti veg til dat snid, som dei vid deirra fátöki^[31] i skáldskap og deirra skrik á framgáng og norrönleiki,^[32] opinberliga syna, at dei vilja, og som dei heldr inki tora geva upp, um dei vilja reiknast bland tjodirna.

Landssagan liggr uppslegin fyri oss, og me kunna sjá, hvorleid bröytingin i ritmálit lengi hevir verit i framgáng her i landit, so at hun kann segjast hava fylgd tjodarreisingin, aug heldr hava verit og enn vera hennar retti hæddarmælari^[33].

Norrönatjodin hevir verit og er ein bondatjod. I dessi tjodinni váru i fornoldinni nokkra ættir meir megandi enn adra; men dessa megtugari ættir vurdu kugada, alt som landit vard trælkat, og deirra æltmenn vurdu som dei adri böndr og liva bland deim idag. Dat var dessi bondatjod og hennar frændr ut á öyarna, som af sitt kraftuga liv reisti hitt ovanevnda gullaldarbokverk; dat var og dessi bondatjod og dat, som hennar var, dat tjodliga^[34] i Noregslondum, som Danirni kugadi og vildi kuga. Difyri skuldi embætti og kaupskap verda seld i hendr at utlendingar, Danir og Tydverjar. Men Island og dei adra öyarna váru fjerrlæga; dit var lángt at sigla, og dar var ufjelgt at bu; utlendingarni fystist inki til dessi öydisker lángt burt i havit. Noreg darimot var lettari at ná og betri at byggja; kaupskapinn lokkadi, embættin váru god; higgat sotti utlendingar. Dessi átti i dann fyrsti mannsaldrinn trádomar^[35] saman med Danmork; detta segir sig sjalft; di at sambandit med Danmork var nettupp grunnvollin, som deirra lukka skuldi reisast á. Men ættmenn deirra, föddi her i landit, deirra trádomar vurdu bægdi^[36] vid Danatrádomarni, og ein tjodarkennsla byrjadi darvid at verda krenkt hjá deim. Imedan hevdadi do dei dann sid, som tidin kundi bjoda heruppi. Böndrni darimot sátu, som me nidanfvri skulu sjá, heima á gardarni sini alt meir og meir fávisi utan at sköyta um embættismannins og borgarmannins gerd, guldu sini skattar, slogu stundum eitt illmenni av einn fut ihel og truddi ellest pá sinn gud og einn konung. Um Nordmenn vard her inki talat, likasolitit som um einn Noreg i norrön^[37] ond; her vard bert talat um böndr og eitt bondaland; medan bondanavnit var eitt hædiord fyri usid og hardleiki. Men med di, at hini borgarmenn váru samlutandi^[38] i dann almenniliga sidhevd, komu dei i dat soguliga framfar og undir vidhaldandi krenking al deirra natturligi rett, doat dei váru utlendingar at ætt, at verda dei fyrsti varnadarmenn^[39] at norröna tjodinni og brjota veginn til hennar frelsi og sjalvrædi. Imedan váru dei do utlendingar; heila deirra uppeldi^[40] var danskt; dat eiginliga norröna lá uvyrt og uskynanda, — og so vard deirra hugsjon^[41] bert dessi: inki at vilja vera Undirdanir, men at vilja avla sig dan rett, som samir ein frels tjod; bert soleid og inki utan váru dei norröni.

Men dá var dat natturligt, at dei lutu leita ettir vitan um, kvat sjalvstendugt, tjodligt var i dat landit, hvar dei buddi, — og annat enn slik leitan er dat heldr inki, som lysist i hin rannsokn rákandi Noreg, hvarmed me sjá vellærdi menn syslandi serliga i fyrra árhundradit, og hvess endalyktir^[42] gagnadi dei soguliga og nattursoguliga visindagreinir,^[43] medan bondins sid og mál kring um i landit ogso byrjadi at lysast i bökr. I dessi tilburdar sá inki Danirni nokkur tjodlig reising. Hina endalyktir i visindum gerdi Danaveldit æra; dat eggjadi til rannsokn og halp sjalft til; og hina lysingir yvir bondafolkit her upp i fjallbyggdum váru meinlausa i dess augum; umframt dat, som visindin kunni fremdast vid dei, gávu dei snál bilæti,^[44] váru skemtiliga at lesa, og ellest ansadist dei inki. Men ein reising var do byrjud, og me sjá hana eiginligast byrtast i hin natturliga leitan ettir tjodlig medvitan, elr enn rettar má henda dari, at nokkut tjodligt norrönt havdi vunnit sig fram til at fá samhugarlig^[45] gaum^[46] og verda fyrimál fyri rannsokn. Dar vard knytt eitt visindasamband, som kalladi sig dat norröna. Dessi reising duldist do heldr inki fyri Danirni. Nær stjornarinn^[47] Guldberg segir, at dar inki norrönt fannst, so er detta med dansk-sogulig rettfylgja;^[48] og nær hann nettupp nu segir detta, so er dat fyri at motmæla dann norrönleiki, som me nu sjá hevjast; „alt var danskt; dat var her i Noreg donsk visindi, donsk bygdarlysing, donsk mállydska“. Men studentarni ur Noreg mælti attr imot, kalladi mitt i Kaupmannahovn sitt samband dat nörrona, og gudbrandsdölinn Storm reit visur i norrönt mál. Alt detta vitnar um eitt framhald i reisingin. — Men um me nu vildi mæla hæddin af reisingin ettir afstandit, skilnadinn millum hennar byrtingir^[49] og byrtingirna af dat frumsevnit,^[50] hvar undir hun byrjadi, og som dei brutu sig igenum og spruttu upp frá dessa byrtingir; med onnur ord: sjá me til, hvat eiginligt norrönt Nordmennirni i dei dagar retti fram, so ljota me röyniliga kannast vid, at skilnadinn milium norrönt og danskt enn var örlitill, at norrönleiki bert var einn draum. Dar var inki tal um eitt almenniligt norrönt mál og norrönt bokverk og norrönn kunstr; mállydskur og byggdarvisur funnust i Jotland likasovel som i Gudbrandsdolum, og Wessel reit at sama tjodinni som Ewald. — Do ein reising var byrjud, og so litit hun havdi vunnit fram, finna me do strakst sinn gaum á tungumálit og eitt bruk af di.

Framhaldit af norröna uppreistin sjá me seinar i knytingin af sambandit til Noregs gagn og avbragdsliga i reisingin av einn háskuli^[51] her i landit. Men alla dessa auglysingir, som me her hava nevnd, doat vaksandi i verdleiki og mátt, váru do inki megandi nog, til at ein umvelting beinleidis kunni verda deirra snöggi verknad. Ein klár vitan vm alt, hvat Danaveldit havdi kugat her i landit, ein klár vitan um dat, som her i landit starvadi upp fyri at koma til sinn rett og nu var vaksanda, og á adra sidan ein klár vitan um dat, som var danskt her i landit og á attrgáng og i burthverving, i stutt mál: dat medvitanda gagnstandslag, som grunnar hvor umvelting, og som ogso einngáng vildi hava grunnat Nordmannanna, var enn inki til, kunni heldr inki vera til, men höyrdi ein framtid til, som inki var dan allra næsta. Dann norröni háskulinn, som me kunna kalla blominn af dan norrön-tjodliga framleitan higgat til, var jo nettupp stovnsetningin,^[52] som dessi ting skuldi klárnast igenum, — og hun kom inki istand fyrr 1811. Inki var difyri likligara, enn at folkit vid dess fulltruar i 1814, dá dat fekk sitt tjodliga frelsi, enn inki var komit til fullkominn klárleiki, so at dat strakst kunni skyna og bruka sinn heili rett. Likasom dat einngáng sokk vid tru og uvitindi, so laut dat reisa sig vid evi^[53] og vitan. Men dat som sinn i árhundrud hevir dult og kvalt, soleid som Danirni dat eiginliga norrönt-tjodliga, byrtist inki, rennr inki lettliga upp i sinn tiárstimi. Avlinn var for ufri og uvan til dess. Dar var for mykit til at eva vm, at ransaka, at stöypa, at krevja, at böta og byggja. Havdi fremdinn gengit fyri sig sogulig-naturliga, dá vildi nettupp dat tjodliga frelsit hava verit fylgjan af dann tjodliga vitindisleitan. Einn vildi so lengi hava starvat^[54] sig burt frá danskleiki og at nokkut annat, nokkut eigit, dat norröna, at dat havdi verit hverjum manni i landit kunnugt, hvat norrönt var, at detta fullkomliga var eitt annat enn dat danska, at dat eina inki havdi med dat annat á gomul vis meir at gera, at eitt skipti i tilstondum var uflyjanda. Likasom menniskjuvinirni einngáng havdi rannsakat mannarettinn og breytt veginn til einmennis^[55]-umveltingin og til eitt lagaskipti, soleid havdi tjodarvinirni her lotit rannsaka tjodarrettinn og bröytt veginn til framandveldins stöyping og Nordmannanna sjalvrædi. — Men umstodurna^[56] toku her fram um dat soguliga framfarit. Undir vinnunni^[57] á veginn fram mot frelsi, skutu atburdarni dess mogligleiki upp, og einn kravdi frelsleikinn og fekk hann. Men nettupp vid dessi frelsleikins serliga, stora merking, vid hans hugsjon at vera fylgjan av ein undir evi og vid vitan fyribuin, genum smáfreistnadar optar fyribodud, vid hardrædi optar bægd umvelting, blekktist^[58] einn ogso og misgáddi hann vid mátinn, som einn havdi vunnit hann á. Linn truddi midit nádd og sá inki, at dat fria landit bert var ein donskud byggd, som heppliga havdi kravd sanngerdin av einn mogligleiki, som tilfellit so munarliga havdi skotit fram. Einn roadi sig vid einn rang norrönleiki, og i danskt uvitindi og norrön kennsla vard grunninn lagd til hin örsla^[59] som dann dag i dag hevir sini kappsami^[60] tenarar her i landit, og som er orsakin til hin kennslulöysa og hini mothugar^[61] likayvirfyri dat eiginliga norröna, som serliga bartast likayvirfyri norröna málit, detta mál, som einn, hölandi^[62] sig sjalv, tykkist hava og bruka, i di einn storlátinn kallar danska tungan norrön. — Men hjortun^[63] váru do so frid i ljosit av dann nyvunni frelsleiki, og misgáingin^[64] so natturlig, at fyrilátningin segir sig sjolv. Fárinn var heldr inki so storr, som hann kunni synast. Diat liggr dar sanning til grunn fyri einn byrjandi fremsi, so stadnar hann röyniliga inki vid einnmannins elr samtidinnar saklausa misgáing; hann kann enndo má vera, nær atburdarni eru heppligi, undir slik misgáing fá eitt snöggara framfar; — og er dessi fremdi einn tjodlig, so kann dann tjodligi frelsleikinn, som atburd samlutandi at misgáingin, almenniliga so lángtfrá vera bægjandi,^[65] at hann tvertum verdr eitt skjol fyri fremdins tráandi frumsevni^[66] dat; tjodliga, som vil upp, lytr nettupp undir frelsleikinn og snöggar oss sannar en utan hann koma til sinn rett. — Men framstigin á heimskringlunni sjá me optast bera til utan eiginlig medvitan; oss undir misgáing og lygn starvar manninn fram, fyri einn solskinsdag at bera i ljosit, hvat natturin vildi. — Slikt sanna me nettupp vid at sjá i Noregssogunni sidan 1814. Trátt fyri hin almenniliga misgáing av norrönleikinn, trátt fyri hin utspreiding av donsk upplysing, som var ein naudsynlig fylgja av tilstondum, hvarundir dann tjodligi frelsleikinn vard vunninn, sjá me soleid, at norrönleiksfremdinn so lángt frá stadnar, at hann tvertum ovlugliga^[67] ja ovlugligar en fyrr frelsisskeidit hevir haldist fram. At einn nu ettir kringum eitt 50-árugt framfar höyrir dei snarpasta trætur um norrönleiki og danskleiki er nettupp prov á detta; og at dessa trætur nettupp ráka norrönamálit, norrönleikins ytsta fylgja, er prov á, at dei skjott vilja vera til endis, oss at norrönleikinn vil sigra fullkomliga.

Me ljota minnast, at frá dann timi, Danmork gav upp sitt veldi yvir Nordmennirni, var hvor vinnan^[68] her ilandit fyri dei gamli danski trádomar einn utenkilig ting. Alt, hvat sidan verkadi og hevir verkat med god vilji bland Nordmonnum, hevir verkat medvitandi elr uvitandi til fremdi at dat eiginliga tjodliga. — Um me enn ettir hin tid firma samhugar^[69] fyri Danmark her i landit, so höyrdi do dessi samhugar ein burtrennandi kynkvisl^[70] til, og váru at röyndu^[71] inki annat en einn máti fyri norrön tjodarkennsla, skapad ettir dei samtiduga tilstondin. Um einn enndá mangstad lág i dvali og fylgdi gamall vani, so var her do inki lengr nokkurr danskleiki, som beint fram gekk og helt dei gamli vegirni uppi og böttiá deim; dei vurdu vanröktadi; vanadyrin gengu seinar og seinar; - umsidir vilja dei inki meir koma av flekkinn! — Medan me soleid sjá danskleikinn stadgandi og norrönleikinn alt darvid i framstig, sjá me frelsis og sjalvrædismodit^[72] kveikjast rundt kringum, og mángeinn, som fyrr hevir legit i dvali, vaknar. Dar verdr liv; men alli mátar, som detta liv kysr,^[73] eru vel at minnast bert mátar, hvarigenum norrönleikinn brytr sig fram og veksr, so nyi so gamli, so uhöviligi so lagligi, so norröni so danski dei enn munu vera. — Men dei vigtugasti av alli eru do hin utspreiding av almenningsupplysing, som so heppliga lág i tidinnar ond, og framhaldit av hin tvil og rannsokn, som einngáng fyrr frelsishvarvit^[74] avbragdsliga var og utan sjalvrædit enn vildi hava verit norrönleikins nær einasti máti. Hinn, utspreidingin av almenningsupplysing, höyrir heila tidarumhvarvit til frá 1814 og til nu, men hevir avbragdsliga i Wergelands-umhvarvit synliga gagnat norrönleikinn; dessi, tvilin og rannsoknin, som naturligast og greinligast^[75] hevir lyst sig i blömingin av dann tjodlig-soguliga idn,^[76] höyrir lika eins heila tidarumhvarvit til frá 1814 og til nu, men hevir avbragdsliga á seinri dogum synliga gagnat norrönleikinn. Wergelands-umhvarvit kann verda kennt vid detta, at skáldit i verdkennslunni av tjodligt sjalvrædi talar til folkit og vekr dat til vitan um og vyrding av dess vunni rett. Dei seinri tidir kunna serliga verda kennda vid detta, at visindamanninn rolig og trygg synir oss endalyktirna av rannsokn sin, synir oss vandliga,^[77] hvar tjodin nu soguliga stendr - og at di leiti^[78] hevir hann dá nádd fram til dat endamál, som dann i uklárleiki verandi tjodin genum honum leitadi fram til. I bædi umhvarvin, bædi i Wergelands — skáldins — og i Munchs, Keysers, Ungers, Ásens, — visindamannins — tidarumhvarv hevir tjodarvitindit klárnast og so mykit meir i dat sidsta enn i dat fyrsta, som vitindit um, hvat hun er og eigr med retti, er störra og sterkara en bert vitindit um hennar rett at vera nokkut, utan at vita hvat elr hvorleid. — Men lika eins, som me i dann sig alt meir og meir klárnandi tjodarvitan nettupp sjá blominn av tjodinnar natturliga framleitan, so sjá me ogso denna framleitan stendugt styrkjast og eggjast vid dann vaksandi vitan. Soleid gerist dá i vár tid ein veldug uppreist lika eins, som hun gerdist i Wergelands dagar, bert so mykit sterkar som vitindit nu er klárara. — Men vid at sjá burt til natturin at dessi reising fá me, nettupp vidari stadfesting á várt ovannevnda mál, at bröytingin i ritmálit hevir fylgd og fylgir henni, ja kann segjast vera hennar retta mælistong. Diat Wergeland stridsi fyri norrönamálit, og visindamanninn stridir idag fyri dat sama mál. Men natturin at dessi stridinni og tilstondin, hvarundir hun lysist, syna hvorleid hugsjonin, som hun rákar, hevir gert framstig. Medan til dömis Wergelands strid fyri tungumálit bert var ein litil deild av dessi umbröytismanns verksemd, idi vitindit um dat tjodliga her i landit i hans dagar enn var so litit klárnat, at dess almenniliga og fyrsta enn kravdi dann ovlugi talsmann heldr enn dess sereigna og sidsta, so sjá me denna umbröytismannins strid i vár tid vera hovudmidit fyri hans verksemd, idi vitindit um dat tjodliga endiliga synist so vida gengit fram, at dess almenniliga og fyrsta alt lytr tekkjast, medan bert dess sereigna og sidsta, dess retta fylgja, verdr gegnd med natturligt trálæti; — og medan Wergeland eiginliga bert spáddi eitt norrönt máls tilveran og vard motsagd og misgádd av uvitindins og ræddhugins danskadi menn, so lærir visindamanninn nu hverjum, som vil, eitt norrönt mál, og kann inki lengr verda motmælt, do at hann enn inki almenniliga verdr skynad. — Alt detta talar nu nog fyri dann tjodligi málframgángs vera og vigt; men minnast me, — og me ljota aldri missa dat av sjonum — hvat dat eiginliga var, som hertillands skuldi verda kugat og spillt og at nokkru leiti^[79] ogso vard spillt av Danirni; minnast me, at detta var hina tjodareignir,^[80] som umsidir utmagrada og uhævdada höyrdi dann fávisi norröni bondi til, og höyra hánum til idag, at sona^[81] dann norröna tjodarreisingin lytr hava detla til natturlig fylgja, at dessa tjodareignir attr koma til at standa i blom — og utan er als ingin, — og me á sama tid sjá, at dat nettupp avbragdsliga er dann upplysti norröni bondinn (Ásen, Vig, Vinje) som stridir fyri sinn rett vid at strida fyri fremdinn av dei tjodliga eignir, og nettupp nu stridir fyri fremdinn av norröna tungumálit, medan hvert skáld (Wergeland, Björnson,) som at sonnu hevir höyrt tjodinni til, lysir hennar trong vm detta sama málit, — so verdr verdleikinn av dann tjodligi málframgáng enn audsynligari; — og hermed sjalvfylgiliga verdleikinn av dat bokverk, hvari nettupp dat mál, som starvar sig fram hjá oss, liggr kunstriga vandat, so i augum liggjandi, at dar inki tarfst vidari vyrding.

---

---

1. wissenschaft.
2. classische litteratur.
3. in der ferne entdecken.
4. furchtbar.
5. lebensgefährlich.
6. phantasie.
7. manifestiren.
8. der unmündige.
9. geehrt.
10. kraft und macht.
11. kaum.
12. nation.
13. naiv, genial.
14. spiegel.
15. sehr.
16. resultat.
17. norwegisch.
18. manifestazion.
19. civilsazion.
20. arbeiter.
21. pneumatisch.
22. psychisch.
23. norwegisch
24. existenz.
25. genialität der natur.
26. characteristik.
27. occident.
28. form.
29. überall geltend.
30. civilisazion.
31. armuth.
32. norwegischheit.
33. höhenmesser.
34. national.
35. interesse.
36. hindern.
37. norwegisch.
38. theilnehmend.
39. repräsentant.
40. bildung.
41. idee.
42. resultat.
43. wissenschaft.
44. bild.
45. sympatetisch.
46. aufmerksamkeit.
47. minister.
48. consequenz.
49. manifestazion.
50. element.
51. universität.
52. instituzion.
53. zweifel.
54. arbeiten.
55. die revolution des individuums.
56. umstand.
57. arbeit.
58. täuschen.
59. verwirrung.
60. eifrig.
61. antipathie.
62. schmeicheln.
63. herz. pl.
64. missverständniss.
65. hindern.
66. element.
67. kräftig.
68. arbeit.
69. sympathie.
70. generazion.
71. in der that.
72. der geist der freiheit und selbstständigkeit.
73. wählen.
74. freiheitsperiode.
75. am deutlichsten.
76. studium.
77. genau.
78. solchermassen.
79. zum theil.
80. nationalgüter.
81. folglich, also.