Ny Hungrvekja/V
Um me enn skuldi hava verit heppni nog ettir detta at hava verkat einn moli til jatingin av naudsynin og verdleikinn vid at byrja med hevd og bruk av norrönt mál, um me enn skuldi hava verit heppni nog til at hava talat vekjandi til vári upplysingarmenn, heimstegnir[1] og fostrlandsvinir, um me enn skuldi hava verit heppni nog til at sannföra, at dei bert fylgja og vilja fylgja dann livandi fysna og dat til skadi at dann hugsjon, som dei segjast tena, ev dei hedan inki lyda á sögunnar læra, som so klárliga byrtir sig fyri oss, so vita me do og kunna inki undrast yvir dat, at dessi læra tykkir so skynlaus fyri dat nyliga opnada auga, er so tornæm fyri dann med dat gamla vanda ond, at evin,[2] ottinn skytr deim i bringu, ropar læran fyri rong og hennar fylgjan fyri umogulig.
Tegit imedan med dat fávisa motmæli, som de hava á tungunni attr! - me hava allt gegnt dat med di, som ovanfyri er sagt. Ottist inki heldr! sagan vil ingin uskynsom umvelting; hun löyvir inki manninn ettir sjalvrádin luna at stadga hennar gáng; hun krevr inki, at hverr mann her i landit frá visindamanninn til bondinn i morgun bert skal skriva og tala norrönt; sagan tolar inki dat usoguliga, men hun krevr vyrding og vil sjá denna vyrding byrtast i skynsama gerdir; - og dessi krevjing skal verda fullnögd.
Dat segir sig dá sjalft, at dar som skjotast lytr verda tekit rád til slik fullnöging, at dar lytr verda gert hvat moguligt er, til at spreida kunnskapinn om norröna málit snöggar og betr bland norröna folkit enn einn higgat til hevir gert. Detta verdr nærst folkaupplysingar-sambandins og stortingins skuld. — Folkaupplysingar-sambandit hevir vid folkins trunad nádd fram til hvat dat er, og dessi trunad lytr dat inki misbruka, men enn gerast verdt til vid at byrja verksemd sin ettir onnur grunnlog. Kann dat inki, so gagnar dat meir vid at halda upp med at rita og heldr gera peningarni sini fruktberandi til dess, at ein tid kemr, dá dat vil skunda sig med at taka attr, hvat dat hevir látit folkit missa vid inki at hava gert byrjingin nu. Men dat er bert vas detta, at slikt skuldi vera umoguligt. Hvi skuldi inki sambandit hedan hvart ár kunna senda ut inki eitt men fleir rit i Ásins norröna; dar vildi trautum vanta menn, som inki nokkurleid skuldi kunna bera hana fram. Me segja i Ásins norröna; di at einn tarv inki dá rædast fyri, at folkit inki skal skyna, hvat einn gevr dat, og dar er sona heldr ingin skynsom orsok, hvi einn inki skuldi bruka hana. Ásins norröna, soleid som me lesa hana i hans mállydskuprov, hans ordtökasavnad og hans Fridtjovssaga, er haldin med slikt hov, at hun ingaleid vil vera uskynandi fyri bondinn, trátt fyri at hann aldri hevir lært at lesa sitt mál. Hun gerir einn hövilig yvirgáng til eitt skap, som dat nu vildi standa hætt um, at hann utan lærdom skynadi. Hann vildi i byrjunni, kann henda, stiga inki allt so snöggt fram, men hann turfti inki lángi lestrinn, fyrr hann vildi læra og skemtast vid ein norrön bok tiu gángir meir enn vid ein donsk. — Nu vita me mykit vel, at dar finnast evni, som dat vildi vera heldr skynlaust allt nu at senda ut i dat á prent enn ukennta, norröna málit. Me vilja inki verda misgáddi! Hvar einn til dömis skuldi geva ut eitt at husaskipanligt[3] leiti gagnanda rit, lytr slikt utan evi koma ut i sambandins vanliga dansk-norröna vesallmál; - dat vil skjotar kunna verda ritit i hop, skjotar verda skynat, skjotar verda spreidt, gagna meir at evniligt enn skada at andligt leiti og nettupp vid dess gagn inki bert snöggliga böta skadinn men sidan vid sinn verknad enndo verda ein lyptistong fyri andinn. — Men rit av einhvor onnur nattur, rit yvir sogulig elr landlærandi og ellest lysandi evni ljota hedan aldri meir verda spreidd ut i danska bökr; dei kunnu verda skrivin i Ásins mál, og dar lytr verda gert, hvat gert kann verda. Me krevja natturligvis inki slik framburdarmengd[4] i norrönt mál, som sambandit hevir lett vid at greida frá sig i dat danska; tilvissa! dat vildi vera ein ovkrevjing. Kann sambandit árligt senda ut helminginn elr tridjunginn av dann tjukt,[5] som dat higgat til hevir tilmælt folkit, vil dat reisa sig eitt heidrligt minni, og um dat enn i nuit skuldi missa nokkut av sin vinsæld, so vil dat do i ein inki fjerr framtid gledjast vid ein takksemd av folkit, som dat higgat til hevir notit med retti, men som dat einngáng vil spilla, um dat gengr mot sogunnar bod. — Er dat imedan sambandins skuld, soleid at byrja med norrönan, segir dat sig natturligvis sjalft, at dat inki torir halda fram á ætlud leid fostfedralagit med dei danska upplysingarsambond, som dat fyrra árit var fegit vid at hava stöypt sinn visindasjod saman med. Làtit dei ungi Danir smaka Norrönan! Nordmennirni eru gamli nog til at vænjast av med Danmarkarbrjostum ! — At sonnu dar finnst ingin skynsom orsok til at ottast fyri, at Norrönatjodin ovradliga og ovmykit skal verda skild frá Danatjodin! difyri ábyrgjast[6] dann almenniliga dimmsjonin, bokseljararni og vári dagbladastjorar alli samt. Sjá i Kristianiu storblod; sjá sida upp og sida nidr, og de vilja sanna, hvat me segja: „Aldri sá me feitari stavkarlar.“
Fyrr me ganga vidar, kunnu me imedan inki láta vera i stutt mál at geta utgávan av dann fostrlandssaga, som dat i lengri tid hevir gengit ord av. Dat er eitt rit, hvess upphavsmann allt er ein ábyrgsla fyri dess verdleiki, - og inki vildi difyri vera syrgiligara, enn um detta nu skuldi verda gevit Nordmonnum i donsk tunga og soleid trátt fyri dess evni og verdleiki do verda at spilla nokkut tjodligt, som dat nettupp skuldi vekja og hevja. Men dá dessi saga, som folkit nu er iferd med at fá, at vissu er eitt dyrverk for godt fyri norrönan á hennar nuveranda stig hjá oss, medan mann á sama tid trautum er vaksinn til at tekkjast eitt annat skap, som umframt allra betst og tryggast vil fremdast og lagast vid ritmannanna framhaldandi verksemd, so tordi kann henda eitt vigtugt málevni vera vel tent med, at einn let vænta med utgávan av hitt rit, og eitt bil framyvir retti folkit brot av dess saga i Ásins meir ljodsvaranda mál fyri inki at ollu at stengja dat uti frá sogulig vitan. Do herum upplysingarsambandit med dess hávyrddi hövdingjar! hvat me stendugt standa á at detta leiti er bert detta, at Keysers Noregssaga inki torir verda gevin ut i danskt mál av eitt norrönt folkaupplysingar-samband. — At vissu vil nu sambandit vid slik umbot, som me her hava gert visbendi til, i fyrstu ingaleid gerast rik at peningar. Dessi umbot vil leida til störri kostnad, umframt at sambandins limatal her i landit vil hverva inn; likligast er dat má tru, inki at vænta annat, do at ein som tilleiding til og sannföring av lutanna nya skipan nettupp, kann henda, vil verka radt gagnstadt. Hvat imedan enn verdr tilfellit, so er kaupmannaferd inki sambandins idn; dess mid og mál er at vekja Norrönatjodinnar ond og inki bert at sökja dei fjölmennsti marknadir fyri at kaupa og selja. Men enndo slikt peningatap vil dat einngáng rikliga lá bött, og inki bert hugsjonliga vid at ná fram til sitt eiginliga mál i dess vidasta merking, men ogso at evniligt leiti, i di umframt Nordmannamuginn Islands og Færöyarbyggirni, kann henda og Sviarni, til skemtan og gagn vilja verda samnöytarar av dat tjodliga bokverkit, som einngáng vil reisast hjá oss i eitt fridara og ektara skap, medan dá ogso várt folk med sama gagnit vil koma at nöyta dessa frændanna bokverk.
Men hvat skulu me tenkja oss vid detta „fridara, ektara skap“, hvat skulu me tenkja oss vid detta „einngáng,“ nær dat skal troda fram i ljosit? Hverr skal vera upphavsmanninn at detta skapit, og detta „einngáng“ geldr dat imorgun elr árhundrud hedan? I tillit til detta málins skap, so kunnu me darum natturligvis inki segja nokkut med vissa utan at slikt her som annanstad vil fremdast og skiptast ettir tjodinnar trong genum hennar ritmenn og skáld, - bert vida meir samljodanda, enn dat, hvari danskan til dömis nu tredr fram hjá oss; og hvat tidin vidgengr, nær dessi ritmenn og skáld skulu stiga upp fyri at fagnast av tjodinni, dá liggr hun nærr en folk trur; di at dar tarfst bert eitt skynsamt stortingsrád fyri inki styviliga at bægja og standa deim i veginn. — Og Stortingit lytr taka skynsom rád. Likaeins som folkaupplysingar-sambandit, som hevir notit folkins trunad, lytr sökja at halda denna vid at lyda á sogunni; soleid lytr ogso stortingit, som folkit leggr sini hæsti og heilagasti trádomar i hendr, fullnögja dat tilkall, som sagan i tjodinnar navn ubidjandi gerir at dat. — Inki er lettara enn detta! Diat istadinnfyri beinleidis at sopa burt eitt framvarp som dat av Ásmund Olafsson Vinje, og láta norrönan som sjalvkosin grein undir Ex. philosophicum, so lytr dat næsti gánginn böta slik gaumlöysa vid at taka rád til, at dar i rikisskulum kring um i landit som skjotast kann verda heimtt vitan um dat gamla bokverkit og um dei nuverandi máltilstondin, so at hvar einn, som vil gerast student elr lieutenant, almugakennari elr undirofficier, lytr syna av sig fullnögjandi kunnskap i dann mannandi[7] grein, som einn likt med „latin“ og „griksk“ kann kalla „norröna“, og som at studentins og almugakennarins leiti lytr hava sterk attrrekandi krapt, - at studentins lika so fullt som ritlinginn og snuingin i donsk, og at almugakennarins meir enn einhvor onnur grein. Darvid gerir einn, hvat skynsemdin tykkir bjoda, og tidin vil syna, um einn skal hava orsok at idra sin gerd; - darvid opnar einn veginn fyri ritmenn i norrönunni, til folkins hevd av dess betsta odal.
Me vita hardla vel, at dar vid allt detta vil hevjast eitt skrik yvir villi og sjukligi draumar; ja me skuldi enndo ingaleid undrast, um einn storlátinn onkadi allt ihop og inki einngáng vyrddi dat so mykit som eitt draumnavn; - me kunnu imedan vissa de herrar, at me fullkomliga vita, hvat me skriva, um me enn girna sanna at dat kunni vera skrivat tiu gángir betr. — Me standa á, at her er ein trong hjá tjodinni nettupp ettir vitan um hennar „Eg“, og at dat er alskylt, at dessi trong verdr fullnögd. Me vita, at dessi trong hjá mángeinn uvitandi stavkarl enn blundar, elr ogso lysist i hinn trádom ettir at fylgja med, d. e. hinn trádom ettir sidhevd yvirhovudit, som me ovanfyri hava getit; men me standa á, at dat er heilog skuld, at vekja ur slik blundr og leida dei adri á veg ut ur villustigum. Me vita enn, at retti veginn er so skemtilig at fara, so lett at fylgja, at hann, um me tora bruka ordit, vil gerast ein breid tjodgata, hvar ferdin vil gerist sigengd og byrtingirna verda mángtaliga. Me standa á, at dar inki finnst nokkur skynsom orsok, hvi einn skuldi bægja dei rád, me hava getit, og at darimot allt telr til at fremda dei av all mátt.
Me tykkja sjá vári Danir glisa, vári Nordmenn glotta; - me hverva frá.
Hordaland um haustit 1858.