Nye Studier til Oprørshøvdingen Amund Sigurdssøns Historie

Ludvig Daae

Nye Studier til Oprørshøvdingen Amund Sigurdssøns Historie

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 490-501).

For adskillige Aar siden meddelte jeg i Norsk historisk Tidsskrift, 1. Række, B. IV nogle „Bidrag til Norges Historie 1434–1442“, i hvilken Afhandling selvfølgelig den Opstand, der under Anførsel først af Amund Sigurdssøn, dernæst af Halvard Graatop fandt Sted her i Landet i 1436 og følgende Aar, indtog en fremtrædende Plads. Efterat Afhandlingen allerede var trykt, var jeg saa heldig under et Besøg i Lübeck at støde paa den indtil da ikke bekjendte og fremdeles utrykte tydsk-bergenske Krønike, for hvilken jeg i det nævnte Bind af Tidsskriftet har gjort nærmere Rede, og af hvis Indhold jeg senere ved givne Leiligheder har meddelt Prøver. I denne Krønike fandtes, som Fagmænd ville erindre, den overraskende Oplysning, at Amund Sigurdssøn havde udgivet sig for arveberettiget til Norges Throne, og at han, om hvis senere Skjebne Intet vidstes, var bleven brændt efter Foranstaltning af Hr. Olaf Nilssøn paa et Sted, kaldet Volgerede.

Den Krønike, af hvilken disse Oplysninger hentes, er at betragte som et samtidigt Skrift, da Chronisten, Carsten v. Gheren, levede i Christian den førstes Regjeringstid som Bergefarernes Capellan og Sekretær. Hans Vidnesbyrd maatte altsaa synes at være fuldt paalideligt, som udgaaende fra en Mand, der kunde og maatte vide Besked om sin Tids Begivenheder. Jeg blev derfor noget overrasket ved i Nordisk Conversationslexikon, 3. Udg. B. 1, S. 642 (Kbhvn. 1884) at finde udtalt, at „en tydsk Fortælling“ om, at „Amund Sigurdssøn blev brændt, fordi han sagde sig en født Konge til Norge“, skulde være – „utrolig“. Men, da den ene af dette Conversationslexikons Udgivere er en meget anseet historisk Videnskabsmand, fortjener denne Dom naturligvis samme Opmærksomhed, som om den var fremkommen i et lærd Skrift, og jeg har derfor i længere Tid været betænkt paa at imødegaa Lexikonets, som det forekommer mig, ugrundede Forkastelse af et formentlig paalideligt historisk Vidnesbyrd. Dertil kommer, at jeg siden 1875, da jeg nedskrev den omtalte Afhandling og samtidig ogsaa omtalte denne Sag i et Foredrag i Videnskabsselskabet i November s. A. (se Forh. for 1875, S. 408), jevnlig har tænkt over disse Begivenheder og ivrig bestræbt mig for, om muligt, at finde nye Oplysninger eller Vink, der kunde bidrage til klarere Forestillinger om hin Opstand og dens Hovedperson. Af nye positive Vidnesbyrd har det vistnok ikke lykkedes mig at fremdrage mere, end hvad der indeholdes i de i Mellemtiden udgivne Samlinger af Hanserecesserne m. V., men jeg er dog bleven opmærksom paa Et og Andet, der synes at berettige til ikke usandsynlige Conjecturer. Hvad jeg saaledes har at anføre til Udvidelse og Forbedring af min nævnte Afhandling, vil her blive fremsat til Historikeres nærmere Prøvelse og Dom.

---

I trykt Skrift var Opstanden i Norge under Erik af Pommern ikke blevet omtalt førend i F. H. Jahns Danmarks politisk-militære Historie under Unionskongerne (Kbhvn. 1835), thi en ganske løselig Ytring hos Albert Krantz om „nogle Bevægelser i Danmark og Norge“,^[1] hvilken Arild Huitfeldt^[2] har gjentaget, kan ikke komme i Betragtning. Jahn har benyttet den Del af de Amund Sigurdssøn vedkommende Documenter, som findes i det danske Geheime- (nu Rigs-) Archiv og trykt det vigtigste af dem, men derimod ikke kjendt de i det svenske Rigsarchiv bevarede høist interessante Breve, som en af Hovedpersonerne i denne Begivenhed, Svensken Hr. Svarte-Jøns, Befalingsmand paa Akershus, maa have ført med sig til sit Fædreland. Disse ere først af Lange bekjendtgjorte i Diplomatarium Norv., i hvilket Verk (B. 2 og 3) samtlige i Norden værende Actstykker siden 1855 have været samlede.

Til disse slutter sig nu et i Hanserecesserne 2den Afd. I, p. 525 aftrykt, før ukjendt Brev af 19de Marts 1436, hvilket tillige er det tidligste af alle Sagen vedkommende Documenter. Det er udstedt i Kalmar af Engelbrekt Engelbrektssøn, Niklis Stenssøn og Gustav Laurentssøn og stilet til Raadet i Danzig og andre preussiske Stæder. De have, siges der, havt en Dag med Kong Erik og sluttet Fred med ham, og Rigsraaderne i Danmark og Norge have givet sit Garanti for denne, men Kongen har ikke holdt sine Løfter. Derfor bede de, at Danzig ikke maa hjelpe ham, men bistaa dem med at skaffe Fred i Søen for den menige Kjøbmand, naar Kongen holder „Sørøvere og Vitalier“. De have ogsaa sendt Bud til Stæderne og ville forbinde sig med dem. „Og ligeledes har Norges Rige tilskrevet os og begjærer ogsaa at forbinde sig med menige Hansestæder og Sveriges Rige. Og vi vidste ikke, at Norges Rige vilde forbinde sig med os, da vi havde vort Bud hos Stæderne, og de (ɔ: de Norske) have nu forbundet sig med os at blive ved Sverige levende og døde. Vi bede Eder, at I ere dem behjelpelige, at de komme i samme Forbund med Stæderne.“

Ved Udtrykket „Norges Rige“ kan her ikke forstaaes Norges Riges Raad, thi dette var og blev Kongen tro i disse Aar. Det maa være Opstandspartiet i Norge, som Svenskerne give dette vistnok med Forsæt noget svævende og ubestemt holdte Navn. Man erfarer af Brevet, hvad der allerede før laa nær at slutte, at Insurgenterne, hvis Hoved vel allerede da har været Amund Sigurdssøn, har søgt Bistand i Sverige, efter hvis Exempel vistnok den hele Reisning er foregaaet.

Man ved nu kun, at der St. Hans Aften holdtes et Møde mellem Amund samt hans Tilhængere og Rigsraaderne paa den af mange politiske Forhandlinger bekjendte Jarlsø ved Tønsberg,^[3] men at der allerede før den Tid har været et blodigt Sammenstød mellem oprørerne og Hr. Svarte-Jøns, at derefter hine besatte Oslos Bispegaard, men maatte capitulere i December, hvorefter i Februar 1436 en Overenskomst blev sluttet mellem Amund og Almuen paa den ene og Rigsraadet paa den anden Side. Den gik ud paa bl. A., at Amund skulde anbefales til Kongens Naade. Senere vides Intet om Amunds Skjebne uden Carsten v. Gherens Ord i den plattydske Krønike, der lyder saaledes:

Anno 1436 (!) wart Omunt Sywardesson to Volgerede gebrant, wente he zede sijk erue vride gebaren Koningk van Norwegen. Dijt bestelede Oloff Nielsson, de do vaget wart to Bergen.

Vi skulle nu betragte denne korte, men indholdsrige Beretning for at undersøge, om den virkelig kan kaldes „utrolig “.

Først er det vistnok klart, at Aaret 1436 maa være urigtigt, thi endnu i Febr. 1437 var jo Amund i Oslo.^[4] Men en saadan chronologisk Unøiagtighed hører som bekjendt til de hyppigt forekommende Feil i Krøniker og har derfor ikke meget at betyde. I selve den her foreliggende v. Gherens Krønike vil man f. Ex. faa Linier nedenfor finde Christopher af Bayerns norske Kroning i Oslo henført til 1441 istedenfor til 1442. Dette tyder kun paa, at Krønikens ældre Notitser er nedskrevne nogle Aar senere end Begivenhederne selv, og at Chronisten har beregnet nogle af disse en Smule unøiagtigt. Da 1441 er kommen for 1442, er det vel sandsynligt, at 1436 skal være 1437.

At dernæst en Oprører brændes, var langtfra ikke uhørt paa den Tid. Tvertimod vil man finde, at Karl Knutssøn, Sveriges Marsk og senere dets Konge, lod brænde to Oprørere fra Vermeland, Thorsten Ingelsson og Jøsse Hansson. Dette foregik i Aaret 1438. Den svenske Rimkrønike fortæller herom saaledes:

the brändes badhen pa eth bal,
the lidho mest alle tolken wadha.
som marsken mena at forradha.^[5]

Og særlig maa man erindre, at Baalet var Bedrageriets Straf. Den var f. Ex. bleven anvendt mod den falske Margreta, der brændtes paa Nordnes ved Bergen, og hundrede Aar senere mod den falske Olaf, der brændtes ved Falsterbod, hvorfor det var naturligt nok, at Amund, naar han havde udgivet sig for berettiget til Thronen, hvilket idetmindste fra Kong Eriks Synspunkt maatte tage sig ud som en bedragerisk Paastand, kom til at lide netop den Straf, naar han ikke skulde benaades.

Men ogsaa dette, at Amund i den plattydske Krønike siges at have optraadt med Paastand paa Arveret til Norges Krone, skal jo være „utroligt“. Det skal indrømmes, at Beretningen er paafaldende, men derfra er et langt Skridt til at kalde den „utrolig“, naar den fremkommer hos en samtidig Chronist, der gjennem sit Forhold til Norge og sit tydeligt fremtrædende Kjendskab til Landet maa antages for bedre underrettet end de allerfleste ældre Fremmede, der have skrevet om vort Land. Jeg var vistnok oprindelig ganske ude af Stand til at paavise nogetsomhelst Indicium, der kunde tyde paa Slægtskab mellem noget Medlem af Ætten Bolt, hvortil Amunds Sigil viser, at han hørte, og den norske Kongefamilie. Senere har jeg imidlertid fundet et saadant Indicium, der her skal fremsættes.

I Archivet paa Skokloster gives der nemlig et Document, der indeholder, at Kong Haakon, „ Sveriges og Norges Konge“, tilstaar wälbornom man Aghmund Hatt, wårom ælskelikom magh oc thiänara, den Begunstigelse, at han fore hans tro thiænist the han os giort hawer oc swa for then scadæ som han for os i riksins thiænist a sine goze thinglikæ (?) takit hawir, at han maghe kiopa skattagoz i Wärmalande swa mykit som tiughu markir geld tilsigher. Brevet, hvilket jeg selv ikke har seet, men som jeg kjender dels gjennem Lagerbrings Svea Rikes Historia, III, S. 536, dels gjennem Handl. rörande Skandinaviens Hist. XVII (Till.), S. 126, dels endelig gjennem Oplysninger, mig meddelte af fhv. Rigsarchivar C. G. Malmström (i Brev af 16 Juni 1886), angives paa førstciterede Sted at være udstedt i Almansteket „primo die sanctorum 1370, paa det andet Sted 1371. Paa de Bemærkninger, hvortil Dateringen kunde give Anledning,^[6] vil jeg her ikke indlade mig, men kun fæste Opmærksomheden paa den mærkelige Oplysning, at Agmund Hatt kaldes Kong Haakons Maag. Ordet kan her neppe betegne mere end et af to: Svigersøn eller Svoger, og da den da kun tredive Aar gamle Kong Haakon ikke let kan tænkes paa den Tid at have havt en gift Datter, ledes man til at tænke paa en Forbindelse mellem Agmund Hatt og en Søster af Kongen, altsaa en (uægte) Datter af Kong Magnus Erikssøn.

Om Agmund Hatts Personlighed vides ikke noget. Kun se vi, at han maa have hørt hjemme i Wermeland. Familien Hatt nævnes blandt dette Landskabs Ætter i Fernows Beskrivelse (S. 244). Han var senere Lagmand i Wermeland, i hvilken Stilling han endnu forekommer 1405. I 1371 optræder han i Stockholm som en af Kong Magnus’s Tilhængere, i 1379 finder man ham i Wermeland, som staaende i Forbindelse med Kong Haakon, i 1397 kaldes han Ridder, men mister da ved en Refstethingsdom en Del af en Jordeiendom.^[7] Ogsaa ellers findes han af og til nævnt i offentlige Acter. I de genealogiske Optegnelser, som Vadstena-Abbedissen Anna Fikkesdatter Bülov forfattede i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, dog kun efter Hukommelsen, angives han at have været gift med en Fru Gunhild,^[8] hvem Fernow (l. c. S. 265) kalder Stjernbjelke og gjør til Datter af en Daniel Gustafsson, uvist med hvilken Hjemmel. Endelig har man i en gammel Slægtebog en rigtignok noget mystisk Notits om en „Amund Syldehat“, der 1411 skal have „brændt“ (indebrændt?) sin „Broder“, den norske Ridder Hr. Otte Rømer, noget, der ellers ikke kjendes.^[9]

Hr. Amund. Hatt har aabenbart været af de mange wermelandske Frelsemænd, der i Kong Albrechts Tid ere blevne Folkungeætten troe og derfor i en lang Aarrække have staaet i nær Forbindelse med Norge, i hvilket Rige Wermeland endog en Stund saagodtsom var indlemmet. I 1391 ser man saaledes, at Biskop Eystein i Oslo og Fogeden paa Akershus, Agmund Berdorssøn Bolt, henvender sig til Hr. Amund (dengang allerede Ridder) med Anmodning om, at han vil indfordre for dem et Tilgodehavende i Wermeland.^[10]

Som man nu formodentlig kan gjette, er det min Tanke, at der mellem Kong Haakons Maag Hr. Amund Hatt og den norske Opstandshøvding Amund Sigurdssøn Bolt maa have været en Slægtskabsforbindelse, og jeg formoder nærmest, at den første har været den sidstes Morfader, hvorfor baade Tidsforholdet og Navnet godt passer. Den norske Amund kunde da have været opkaldt efter sin formodede svenske Morfader. Ganske vist er Navnet Agmund, hvormed Amund i hin Tid jevnlig forvexledes, et Bolte-Navn, men Amund Sigurdssøns Farfader har udentvivl, som i min foregaaende Afhandling paavist, været Berdor eller Bergthor Bolt, saa at man ikke behøvede nærmest at søge opkaldelsen mellem hans Agnater. Alt dette er, som man vil se, kun Formodning, men neppe nogen usandsynlig, thi netop derved kunde Amunds paastaaede Slægtskab med det gamle Kongehus forklares.

At dette ikke omtales i de bevarede diplomatariske Actstykker, er forklarligt nok, thi disse vare jo bestemte for Kong Erik, hvem man naturligvis mindst af alt vilde ophidse ved at inddrage en saa ubehagelig Ting i noget Brev. Men derimod er det høist mærkeligt, at Rigsraadet aabenbart nærer en vis Sympathi for Amund under de Forhandlinger med ham, som førte til Overenskomsten af 18de Febr. 1436. Oprøreren anbefales nemlig ikke alene til Kongens Tilgivelse, hvilket under saadanne Omstændigheder allerede maatte synes at være en for ham, den beseirede Mand, særdeles gunstig og heldig Udgang af denne Sag, men han indstilles til Eftergivelse af alt, som han har oppebaaret af de kongelige Indtægter, endvidere til paa et Aar at beholde Høst- og Vaar-Leding af fire opregnede Skibreder, ja endog til at forlenes med Færøerne „med al kongelig Ret“, og for det Tilfælde, at han skulde blive fordreven fra disse Øer (hvor man altsaa maa have tænkt sig, at han personlig skulde opholde sig), indstilles han til „ydermere Hjelp og Len“. Var nu end Færøerne ikke at regne mellem de rige og tiltrækkende Forleninger, fulgte det dog af sig selv, at en „med al kongelig Ret“ ansat Lensmand paa et saa afsidesliggende Sted maatte komme til at indtage en meget uafhængig Stilling, ja man fristes endog til at anstille en Sammenligning mellem Amunds eventuelle Stilling paa øerne og Jarledømmet paa de skotske Øer. Og i ethvert Tilfælde tør det være mærkeligt at se en slagen oprører anbefalet til saa megen kongelig Gunst. Dette svækker ikke Beretningen om hans paastaaede fyrstelige Herkomst.

Men Erik har ikke været tilsinds at følge et saadant Forslag af det norske Rigsraad. Han har tvertimod villet have Amund straffet exemplarisk, og denne haarde, men, som anført, dog ingenlunde paafaldende Straf er bleven exekveret ved Olaf Nilssøn. Som Executionssted nævnes „Volgerede“. Da Olaf Nilssøn i hine Aar ikke havde nogen Forlening eller overhoved noget at bestille paa Østlandet, men derimod ofte optræder paa Vestlandet, ligger det nær at søge „Volgerede“ der. Og der mangler heller ikke paa Steder, der i et plattydsk Skrift kunne have denne Form.

Af saadanne kunne nævnes: Foldereid i Indre Foldenfjord i Namdalen; Stedet, hvis Navn lydlig kunde passe godt, er dog saa afsides beliggende, at det ikke er rimeligt at tænke derpaa; – dernæst Follerøen, almindelig skrevet Folgerøen, i Moster Sogn i Finnaas Præstegjeld ved den østlige Side af Bømmeløen, i Stoksund, som adskiller denne Ø fra Stord; Stedet har en god Havn og nu et Fyr; – endvidere Foldøen i Jelse (tidligere feilagtig skrevet „Follerøen“). Dette Sted ligger ikke langt fra Hr. Olaf Nilssøns Herresæde Tolga.^[11]

Hvorledes Amund er kommen til Vestlandet, kan man jo ikke vide, men man kan dog let tænke sig, at han har søgt at flygte tilsøs, maaske været paa Reisen til sine Færøer, og at saa Olaf Nilssøn har fanget ham i Søen og ladet ham brænde i en af de nævnte Udhavne paa Vestlandet. At den tydsk-bergenske Chronist ogsaa ved at angive Stedet for Executionen, bestyrker aabenbart hans Beretning, og han har naturligvis havt lettest for at erfare noget om dette Drama, ifald, som det synes. dets sidste sørgelige Scene har fundet Sted i Nærheden af Bergen.

Til alt det andet mærkelige ved denne dunkle Begivenhed kommer ogsaa den fuldstændige Forglemmelse, hvori den – tvertimod hvad Tilfældet pleier at være med rædsomme Hændelser – er geraadet. Den kunde jo netop fortrinlig have egnet sig til at besynges i en Vise eller bevares i et Folkesagn. Der er imidlertid en Mulighed for, at et dunkelt Minde om Amund Sigurdssøn virkelig skjuler sig i en nordisk Folkevise og det i en af de mest populære af dem alle, i selve visen om Axel og Valborg.

Med Hensyn til denne Vise har Paludan-Müller allerede for mere end femti Aar siden paavist, at den ikke kan være forfattet førend i det femtende Aarhundrede.^[12] Dernæst han 1857 P. A. Munch i Tilslutning til Paludan-Müller yderligere critiseret den og uimodsigelig godtgjort, at dens Indhold helt igjennem er opdigtet, og at den umulig kan være forfattet i Norge, men maa ansees for et dansk Product.^[13] Imidlertid have begge de udmærkede Lærde seet, at den danske Digter har forsøgt paa at give sin Vise en Smule norsk Localfarve ved f. Ex. at indføre Navne paa to norske Ætter, Gidske-^[14] og Talgø-Ætterne. Paa samme Maade forekommer det nu mig det Sted i Visen at kunne forklares, hvor det heder om Axel, der høimodig kommer sin Rival „Kong Haakon “ til Hjelp mod Oprørere:

Hannd weyer saa mangen welbyrdig Suend,
Hannd treder hannem under sinn Hest,
Haud weyede Kong Amundsz Sønner trey,
De skønist och de best.

Navnet Amund er meget paafaldende som norsk Kongenavn. Man maa med Rette forundre sig derover, og det ganske anderledes, end over, at f. Ex. en norsk Erkebisp kaldes Aage. Hvor liden Kundskab i norsk Historie end Digteren har havt, har han dog vel altid foruden Haakon kjendt andre Kongenavne, f. Ex. Erik, Magnus, Sigurd osv. Men naar han nu har valgt Navnet Amund og derhos netop anvender det om en fiendtlig eller oprørsk Konge, da kan man nok anse det tænkeligt, at en Beretning om Amund Sigurdssøn har foranlediget dette Navnevalg.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Dania VIII, cap. 38.
2. Foliudg. p. 803.
3. Se om denne Ø’s Historie mine Bemærkninger i Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. V. S. 406–408.
4. Jahn (Danm. polit.-militære Hist. S. 195) anfører endog Amund som en af Høvdingerne for Halvard Graatops Uroligheder (i 1438), men da han ingensomhelst Hjemmel har for sin Angivelse, og Amund ikke nævnes i noget af de Halvards Reisning vedkommende Documenter, har jeg intet Hensyn taget til denne Krigshistorikers, som det maa antages, urigtige Anførsel.
5. Svenska Medeltidens Rimkrönikor, utg. af Klemming, II, S. 170. Cfr. Erik Fernow, Beskr. öfwer Wermeland, Göteborg 1773. S. 262.
6. Munch (N. F. Hist. 2. Afd. I, S. 840) har vel været inde paa Dateringsspørgsmaalet, men ikke lagt Mærke til ordet magh, hvilket heller ikke Lagerbring eller overhoved, saavidt bekjendt, nogen anden Historiker har tillagt Betydning.
7. C. G. Styffe., Bidrag till Skandin. Hist. I, S. 131, 177, II, S. 49. Han synes ifølge samme Forfatters Skandinavien i Unionstiden ogsaa at have været forlenet med Edsholm Slot i Wermeland.
8. Chronicon Geneal. (udg. af Peringskjöld, Sthlm. 1718. 4) p. 13.
9. Samll. t. N. F. Spr. og Hist. IV, S. 454. Der kjendes ogsaa en Hr. Amund Hatt, hvis Hustru har modtaget en Gave af Hertuginde Ingeborg (Eriksdatter) af Øland. Han omtales i 1356, Dipl. Norv. VI, S. 270. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
10. Dipl. Norv. III, S. 373.
11. Med Hensyn til de mulige Forklaringer af „Volgerede“ har jeg modtaget Veiledning af Prof. O. Rygh.
12. Brage og Idun, udg. af F. Barfod, II, Kbhvn. 1839, S. 181 flg.
13. P. A. Munchs Samlede Afhandlinger, udg. af G. Storm, IV, S. 1 flg.
14. Der findes ogsaa her Varianten Gilske-Æt, i hvilken Henseende kan anføres, at i den svenske Vise om Nonnen Elisif i Risberga Kloster heder det om denne:

    „Hennes Moder, den rika Fru Anne,
    Af Norske Gylleroten er“.

    (Sveriges historiska och politiska Visor, utg. af Hyltén-Cavallius og G. Stephens, I, S. 100). Ved samme Leilighed kan gjøres opmærksom paa den vistnok kun aldeles tilfældige Navnelighed mellem Helten i Axel og Valborgs vise og den netop ved Midten af det femtende Aarhundrede levende, fra Sverige til Norge indvandrede Ridder Hr. Aslak Thuresson, en af Karl Knutssons Statholdere i Norge og Stamfader for den norske Linje af Familien Baat.