Oberstløitnant Hein
Biskop Glud i Viborg, hvis Frue var en Moth, havde en Søn, som blev Amtmand over Buskerud, Hallingdal og tilhørende Egne [og] havde den Vanheld at skyde sin egen Frue ihjel, da han ladede et Gevær for at skyde et Elgsdyr, som var kommet ind paa hans Gaards Grund, Austad tæt ved Strømsø. Han blev mistænkt for at have gjort det med Villie, da man troede, han yndede den Person, han strax efter giftede, nemlig en Søster til Justitsraad Moss, Fader til Kasserer Mossencrone; blev dog frikjendt. Han døde af et Slag, da han som Commissarius var ved Bingens Lændse. Han havde tvende Døtre; den yngste giftede en Bentzen fra Jylland, den ældste passerede for en Skjønhed, som udslukkede alle de norske, blev tilbedet af mange, blev en Materie til adskillige Digte og Elskovssange, omsider giftede hun Oberstlieutenant Richelieu, hvis Fader boede paa Sæm paa Eker, eiede et Jernverk og efterlod sig store Midler. Hendes Mand, bemeldte Richelieu, var en velskabt Person, saa det Par syntes at skikke sig vel tilsammen. Hun var ikke alene smuk, men passerede for at besidde baade Forstand og Dyd, men som sædvanlig udsat for troløse Tilbedere. Ulykkelig blev hun kjendt med en Kapt. Hein, lod sig indtage af ham, og da Manden døde, som var noget forfalden, og Midlerne sat overstyr, ægter hun Hein, hvilken, da han havde naaet sit Ønske, baade foragtede og handlede ilde med hende, saa hun saaledes forfaldt, hun ikke mere blev kjendelig, ja til yderste Nederdrægtighed. Hein avancerede siden til Oberstløitnant, boede en Stund i Hallingdalen, havde adskillige selsomme avantures, var stor H...jæger, saa Almuen maatte klage over ham, at han var hver Kones Mand. Det hændte sig, at en Bonde paa ........ giftede en meget smuk Pige, Hein forsømte sig ikke at besøge dem og strax tager fat paa den nygifte Kone. Manden kommer til og ikke vilde taale dette, sætter ham tilrette og blev Hein for stærk. For at hevne sig faar han sin Tambour til at yppe Klammeri med Manden for at tugte ham. Manden truer og tager en Manglestok og er saa ulykkelig at ramme den anden i Hovedet, at han maatte sætte Livet til. Manden blev dømt fra Livet, og da han skulde rettes, indfinder sig Oberstløitnant Hein i Kredsen til Hest, endskjønt han ikke havde Kommando, alene for at fyldestgjøre sin Hevn, og da Synderen ser ham, taler han ham til som den, der var Aarsagen til hans Død, og raabte Hevn fra Himmelen over ham. Hein rider hen til ham og med sin Ridepisk hugger ham om Øinene paa Retterstedet. Siden slog Samvittigheden ham, blev ligesom henrykt, lod sit Skjæg voxe sig langt ned paa Brystet, skikker Bud efter Manglestokken, hvormed Ulykken var gjort, har den daglig for Øine som et Øiemed for hans Tanke. Omsider skjærer han den i smaa Spaaner og tillige afskjærer sit Skjæg og indvikler Spaanerne, Stykke for Stykke, i Haarene af Skjægget og tilsidst kaster det paa Ilden. Kort Tid derefter dør han.
Denne Kriminalhistorie er taget af Kancelliraad Carl Deichmans Optegnelser (Mskr. paa Chr.a Univ.-Bibl.). Om Hovedpersonerne i de her fortalte Begivenheder kan anføres Følgende: Povel Glud blev 2 Marts 1695 fra Lagmand i Fredriksstad udnævnt til Amtmand i Buskerud og levede i denne Stilling endnu i 1718, men i 1720 omtales som hans Enke Maren Moss. Major (ikke, som Deichman kalder ham, Oberstløitnant) Fr. Richelieu til Sæm døde 1720, og hans Enke, Ide Christiane Glud, besad Gaarden endnu 1722. Af Familien Hein (eller rettere von Heinen) vare ved samme Tid to Brødre ansatte i den norske Armee, Sønner af Generalmajor Albrecht Christopher v. Heinen, i sin Tid Kommandant paa Bergenhus († 1712), men hvo af disse Brødre der er den os her vedkommende, er uvist.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |