Store-Hans
Guttorm og Hans hed to Brødre fra Gaarden Graupe i Kvikne i Gudbrandsdalen. Guttorm var den ældste, og da han byttede bort sin Gaard med Hervigstad i Hedalen, fulgte Hans med ham og voxede op der. Da Hans blev voxen, blev han en kjæk og vakker Karl at se paa, høi, rank og axelbred, smal om Livet og bred over Brystet. Han syntes ikke saa stor ved første Øiekast, men det kom deraf, at alle hans Lemmer vare saa rundvoxne. Hans Laar, Lægge og Arme vare som Stokke og haarde som Jern at tage i, naar han spændte Senerne ud. Om Guttorm vide de Gamle ikke saa meget at fortælle som om hans Broder. Han var mere tykfalden og tætvoxen, meget stærk i Armene, men ikke saa smidig som Hans. Han lagde sjelden Haand paa Nogen, thi han var en stilfærdig og spag Mand.
Hans var den bedste Fisker, Skytter og Skiløber i Bygden, Ingen kunde danse Halling eller Springer som han. At tage „Kruna“ i et Rundkast var ham en smal Sag, om den end laa noget høit. Og fremfor Alt var han en Mester i at drages. Han var ikke den Mand, som væltede sig ind paa dem, som ikke aarkede noget; men hørte han tale om rigtige Slaaskjæmper, kunde han ikke dye sig, men maatte friste, hvad han duede til.
Det første Aar, som Hans skulde op til Brudevangen for at exercere, fulgte Guttorm med ham med Nisten. Da de kom frem, fik de se en Døvring (Mand fra Dovre Sogn), en Kjæmpe, som gik omkring som en Goliath og manede alle de andre Soldater ud til Ryggetag. Med store Ord og kaade Spræt fløi han om paa Volden, men Ingen i hele Flokken havde Mod paa ham. Døvringen havde ogsaa været der Aaret iforveien, og var bleven navnkundig over hele Dalen for sin uhyre Styrke. Da nu Ingen vilde til, begyndte han at skjelde alle Soldaterne ud for nogle Rædharer. Dette kunde ikke Hans taale at høre paa. Han raadførte sig først med sin Broder Guttorm, og saa gik han frem paa Volden og bød sig til. „Jeg vil ikke kaldes en ræd og modløs Hare,“ sagde han, „førend jeg ved, hvad den Mand duer til, som kalder mig saa.“ Døvringen var naturligvis strax færdig, og nu kom det da til et Basketag. Men tilsidst vandt Døvringen. „Tvi dig, Vesle-Hans, var du ikke bedre!“ sagde Guttorm. „Jamen du skal vide, der var baade Ryg og Sener der,“ sagde Hans og drog sig lidt skamfuld undaf. „Det er Ryg her med,“ sagde Guttorm, „og ellers tror jeg ikke, det kan være saa farlig en Ryg hos en stivfrossen Døvring.“ „Siger du det, du?“ sagde Døvringen, som nu var endnu overmodigere end før, og for saa ind paa Guttorm og vilde flaa ham omkuld. Ja, det gik nu ikke bedre med Guttorm end med Hans; han faldt omkuld i Marken han ogsaa, og Døvringen blev nu kry for Alvor. Men da Guttorm havde hvilet en Stund, sagde han: „Det skulde dog være morsomt at friste et Tag til.“ „Ja her er nok Raad til det,“ sagde Døvringen og „kaldflirte“. Nu begyndte det da. De to forrige Tag var for Ingenting at regne mod dette Nu var Tiden kommen, da Guttorm ret vilde bruge Magten sin, men endda holdt det haardt. Tilsidst løftede han ham op og kastede ham i Marken med forfærdelig Støi og Larm. Døvringkjæmpen havde tabt. Blodet silede ham baade af Øren og Næse, og han blev liggende som død en Stund. Da han atter reiste sig, slængte Guttorm efter ham det Ord: „Er der Raad til Mere nu, mener Du?“ Troligt er det ogsaa, at Hans siden tog ham, thi han fik siden gaa paa Exercerpladsen som „Frikarl“.
Da Hans skulde have Mundering paa, var det ikke let at finde et Plag, som passede ham, men tilsidst fandt man da en Mundur, som til Nød kunde bruges. Men ved det første Hallingkast, han gjorde, røg Buxerne itu. Han havde nemlig den Skik, naar han dansede Halling, at han sprat høit op og slap sig ned igjen med begge Ben ende ud, et til hver Side. Man har endnu det Ord efter Hans: „Denne Kongen vor er en laak Kar, som ikke engang kan gjøre Karerne sine saapas Klæder, at de taaler, at en Mand røiver sig i dem.“
Hans holdt sig meget i Fjeldene for at fiske og skyde Ryper, Aarhaner og Rensdyr. Især var han ofte at finde ved Vinstervandene og boede der den største Part af Sommeren og en Del af Vinteren med. Her stødte han da jevnlig paa Valderser, som ogsaa vilde fiske og skyde. Der er mange af disse Vinstervandene, og somme høre til Dølerne (Gudbrandsdølerne), somme til Valderserne. De mente begge at have Ret til at fiske, hvor de vilde, og saa bleve de uenige med hverandre. Ofte maatte ogsaa Dølerne give sig, naar Valderskarerne rispede Hul i deres Skind med Kniven. Naar en Døl havde skudt en Ren, hændte det sig ofte, at der kom tre, fire Valderser og bød ham enten at tage imod Juling eller give fra sig Bukken. Og de skjønte snart, at Hans ikke var noget Legebarn for en Mand alene, derfor var der ofte fem, sex af dem i Følge, naar de mente at skulle træffe paa ham. Hans skjød godt og havde god Bøsse, saa det var ikke langt imellem hver Gang, han skjød et Dyr. Men Valderserne fulgte efter, ligesom Ravnen følger Graabenen. Aldrig før havde han fældet en Buk, førend de kom og vilde have „Grundlut“ i den og sagde, den var skudt paa deres Eiendom. Men Hans tog sig ikke nær af, om nogle „Blaatrøier“ kom og ristede lidt paa ham. Og hændte det engang imellem, at de kunde skræmme ham en Smule, tiede han stille dermed, for at det ikke skulde rygtes hjemme i Gudbrandsdalen.
Engang kom en Valders og vilde bytte Bøsse med Hans, men Hans vilde ikke bytte. Valdersen stod paa sit og blev tilsidst saa hidsig, at han fløi lige i Synet paa Hans og lovede ham Juling, om han ikke vilde bytte. Hans stod bare og „kaldflirte“. „Kom hid, du spræke Manden, saa skal jeg lære dig et Kast, som vi Døler bruge, naar vi danse Halling, og som vi kalde Revastupen.“ Valdersen mente, at ikke skulde en Døl lære en Valders at gjøre Hallingkast, og blev ved at bande og larme endnu værre end før. Nu gik Hans lige i Bringen paa ham og „skaut Spørv med ham“, saa han slængtes bort efter Fjeldet og begge hans Sko fløi ham af Fødderne. Valdersen tiede da stille, sankede Skofillerne sammen, saa godt han kunde, og luskede af. Morgenen efter var Hans ude paa Skytterfærd igjen. Han stødte paa en Valders da med, og denne gav sig i Følge med ham. Han saa strax, at det var den samme Karl, som han havde havt at bestille med Dagen forud, men Valdersen lod, som om han ikke kjendte Hans, og var nu saa ganske aparte blid og snil. En saa godlyndt Valders havde Hans aldrig kjendt; han talte saa frit og venlig om baade Løst og Fast, at der ikke var Ende paa det. Tilsidst foreslog Valdersen, at de skulde slaa sig sammen under sin Skytterfærd. Ja, Hans havde ikke noget imod dette, siden han havde fundet en saa pen Mand at snakke med. „Jeg havde ikke ventet at træffe en saa hyggelig Mand fra Valders,“ sagde han; „jeg kom igaar i Følge med en anden Valders, men det var en Djævels Brand til Krop. Han bandede og staakede, saa jeg blev rent bange, og tilsidst bandede han saa, at begge Skofillerne hans fløi af Fødderne paa ham og langt bort efter Fjeldet.“ Valdersen kjendte nok igjen den Historie, men hvad han svarede, vide vi ikke.
En Dag fik Hans ikke skudt nogen Ren før sent paa Kvelden. Han gav sig derfor til at gjemme den, for at ikke Ulv og Jerv skulde komme og tage den. Men inden han vidste Ordet deraf, var han kringsat af fem, sex Valderser, som alle paa en Gang skreg paa, at de vilde have „Grundlut“ i Bukken. Hans lovede nu dette og gjorde gode Miner for at blive dem kvit. Valderserne tog nu til at drage Stene og lægge paa Dyrekroppen, og saa store, at de ikke troede, nogen Mand kunde faa dem bort. Hans stod og saa paa en Stund, men gik saa hen og tog en Sten og lagde paa Renens Hoved. „Forsegla de Rova, so forsegler eg Hovudet,“ sagde han. Hans’s Sten var saa stor, at Valderserne ikke troede sig stærke nok til at løfte den af Dyret. „Og nu,“ sagde Hans, „maa vi samles her i Morgen i Solrenningen, og da skal vi bytte Ren. Jeg tror, det skal blive et Renebytte, som det skal gaa Ord om i Bygderne, saalænge Graahø staar.“ Valderskarerne glemte at komme igjen den Morgen.
Engang havde Valderserne bedet Hans til et Bryllup. Han forstod vel, at det ikke var gjort af Venskab, men for at de kunde faa Tag i ham og give ham Juling. Ligevel gik han. Den første og anden Dag gik idet noksaa fredeligt og stilt, men den tredie Dag var ikke lig de to første. Valderserne drak, saa de bleve fulde, idetmindste lod de saa. Saa raabte de paa Halling, og Spillemanden satte i med selve Fanitullen, saa det ljomede i Bjelkestuen. Valderskarlene ere nu berømte for at være myge og spræke i Hallingdansen, og det viste sig ogsaa i dette Bryllup. De dansede paa Hæl og Haser, sprat og spændte, tullede sig rundt ned paa Gulvet og kunde i det samme svæve rundt i Luften og tage „Kruna“, saa det skraldede i Stuen. Med Hujing og stygge Læter af alle Slags for de omkring som vilde Dyr. Det kunde jo paa en Maade være morsomt nok for en Fremmedkarl at sidde i en Krog og se paa alt dette, men Hans likte sig dog ikke rigtig her. Han sad stille borte i Bænken, med Armene paa sine Knæ og bøiet Hoved. Han skjønte, at den Tid var kommen, da det maatte briste eller bære. Og da Valderserne havde danset og larmet, saa de holdt paa at revne af Hede og at smelte af Svedebadet, gik de hen til Hans og spurgte, om ikke ogsaa Dølen skulde have en Hallingstub. Hans undskyldte sig og sagde, han vilde helst slippe; „han var nu bare en Døl han, og Hallingen var ikke saa meget i Brug der, at han kunde danse.“ Jo, frem paa Gulvet skulde han, det var ikke Tale om andet, mente Valdersen. Med et kom der da Liv i Hans, og med et rask Spring fløi han over Bordet og fremefter Gulvet og var nok ikke saa gal Hallingdanser endda, skjønt han bare var en Døl. Men han skjønte, at de vilde have ham frem paa Gulvet for at kringsætte ham fra alle Kanter. For ikke at slippe dem ind paa sig gjorde han da det ene Rundkast efter det andet, saa at Valderserne hverken kunde faa flaa eller stinge ham. Kom en Valders lidt for langt ind i Ringen, kunde han snart baade faa høre og føle Hans’s Skohæle om sine Øren. Men Hans begyndte nu at skimte flere og flere Knive i Næverne paa de Karle, som stod omkring ham. Nu havde just Kjøgemesteren og Forgangsfolkene lagt Mad paa Bordet, mens Valderserne havde holdt paa med Hans, at han skulde frem og danse. Bordet stod altsaa duget. „Nu skal jeg røre op i Svinetraugene deres,“ tænkte Hans og sprat op paa Bordet. Og nu blev det fuldt Spil. Kopper, Krus og Fade haglede udover Dansefolket, kogende Suppe og anden Mad drev og dryppede nedefter Hoved og Kropper paa dem. Hans bare bad dem tage for sig. Da der ikke var mere igjen af Kopper og Mad, begyndte han at træde isønder Bord og Bænke. Fliser og Stubber jagede da dem paa Dør, som ikke Suppen og Kopperne havde faaet afsted. Da Hans saa sig omkring, var han ene i Stuen. Han havde gaaet slig Berserkergang, at han knapt vidste, hvor han selv var. „Jeg maa ud,“ tænkte han, „at se, om jeg kan støde paa Folk nogensteds.“ Paa sin dansende Fod gik han da ud gjennem Døren, men da han kom i Svalen, stod der en Mand med en lang, blank Kniv i Haanden, færdig til at stinge ham. „Vil du stinge, duk“ sagde Hans, og spændte til ham over Armen, saa Kniven gik af Haanden og stod fast i Taget høit over Manden. „Der staar Kniven din,“ sagde Hans og sprang ud paa Tunet. Om Haanden gik af Led eller gik tvert af, vide vi ikke, men sagtens var det et af to. Valderserne bad ham meget om at blive i Laget deres, men Hans sandt, det var bedst nu at komme afsted, mens han endnu havde helt Skind og gode Lemmer.
Et af sine Sammenstød med en Valders omtalte Hans først, da han laa paa Sotteseng og skulde til at dø. Det var gaaet saaledes til. En Valders vilde engang, mens Hans var enslig i Fjeldet, skræmme ham til at give fra sig et skudt Rensdyr, han just stod og flaaede. Da Hans ikke vilde med det gode, trak Valdersen sin Kniv og fløi paa ham. Da „treiv“ Hans den Anden „i Skræv og Kuftekrage,“ snuede op og ned paa ham og kjørte ham mod Fjeldet. „Da skalv han, som naar En dræber en Fisk da. Jeg satte ham i et Myrhul et Stykke derfra. Aaret efter var jeg der og saa paa ham, men da havde han ulnet under Huden da.“
Om Kampe mellem Gutter fra de forskjellige Dale paa de mellem disse liggende Fjeldstrækninger har der forøvrigt vist været adskillige flere Sagn. Der fortælles saaledes, at paa Høisletten mellem Aasdalssæteren og Bretingsdalen stod for omtrent hundrede Aar siden et blodigt Slagsmaal mellem Ringebosogningerne og Østerdølerne i Anledning af, at de Sidste trængte ind over Almindingsgrændsen. Det endte med forrevne Skind, men Østerdølerne bleve fordrevne. Dog sluttedes en Fred, hvorved Østerdølerne beholdt tre navngivne Sætre. Disse Sagn have sin Interesse som betegnende for hine Dages Retstilstand. Det gamle Nag skal endnu ikke være ganske uddøet blandt Jætergutterne paa Grændsefjeldene mellem Dalene, og det er altid med en vis Forsigtighed, at de drive sine Kreaturer hen mod de gamle afmærkede Grændser.
Sagnene ere meddelte i Dialekt af Olav Aasmundstad i „Svein Urædd“, 1869, No. 51–52. Meddeleren tilføier, at Tiden, da Hans levede, efter hans Mening har været Midten af det attende Aarhundrede.
Om Oprindelsen til Navnet Fanitullen, hvilken Slaat omtales i dette Sagn, heder det hos Jørgen Moe i Anmærkningerne til hans Digte, Chra. 1850: „I et Bryllup i Hallingdal, hvor Kniven var brugt og flere Mandfald vare skete, gik en Karl ned i Kjelderen for at tappe Øl. Der saa han Fanden sidde paa en Tønde og hørte ham spille en forunderlig vild og gribende Slaat, som Spillemændene deroppe endnu kunne. Karlen forstod nu, hvorfor Laget havde været saa blodigt.“
Sammenlign om Fanitullen ogsaa: Søgnir fraa Hallingdal, utgjevne af J. E. Nilsen. S. 73–74.
Om Slagsmaal mellem Østerdøler og Gudbrandsdøler se Andr. H. Isaachsen i Turistforeningens Aarbog for 1868, S. 71–72.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |