Wikikilden

Om Indskriften i det saakaldte Thomas Angells Kapel i Throndhjems Domkirke

Følgende Undersøgelser er nærmest fremkaldte for at faa bragt det paa det rene, hvorvidt den af min Ven Prof. Dr. L. Dietrichson forsøgte nye Tolkning af den bekjendte Indskrift i det saakaldte „Thomas Angells Kapel“ i Throndhjems Domkirke maatte holde Stik, en Tolkning, der af flere Grunde var mig meget tiltalende. I en Marginalnote til sit Foredrag om Domkirken i Throndhjem[1] har Dietrichson fremsat den Anskuelse, som jeg har hørt ham nærmere udvikle i en Forelæsning paa Universitetet, at Indskriften angiver den Dag, da Erkebiskop Eystein lagde Grundvolden til Alteret i oftere nævnte Kapel, idet han lod Helgenrelikvierne nedlægge i Bunden af samme. Efter dette vilde vi altsaa i samme Indskrift have en Angivelse af den Tid, da Opførelsen af søndre Tværskib tog sin Begyndelse.

Indskriften lyder saaledes:

Altare hoc dedicatum est ab Augustino archiepiscopo anno primo episcopatus eius ad laudem domini nostri Jesu Christi in honorem sancti Johannis Baptiste et sancti Vincentii martyris et sancti Silvestri anno ab incarnatione domini millesimo et centesimo LXI sexto Kalendas Decembrium.

Ved Fortolkningen af denne Indskrift kommer det først og fremst an paa at bestemme Betydningen af dedicare. Jeg skal i det følgende sammenstille, hvad jeg i ældre Kilder har kunnet finde til Belysning af dette Ords Betydning i Middelalderens Kirkesprog.

En gammel kirkelig Skribent[2] fortolker dette Ord saaledes: dedicare est locum Deo offerre, benedicere et sanctificare. Denne i sin Almindelighed holdte Forklaring giver os imidlertid ingen Oplysning om, hvorvidt den Kirke eller det Alter, der reises paa et saadant Sted, er færdigt ved Dedicationen eller netop begynder at opføres. Dette Spørgsmaal kan først afgjøres ved en nærmere Betragtning af de mange Steder, hvor man finder dedicare brugt med Kirke eller Alter som Objekt.

Den første Gang, jeg har fundet dedicare brugt i et kristeligt Skrift, er i Aaret 250, da det i en Martyrakt fra dette Aar hedder, at de Kristne efter 2 Martyrers Død convenerunt et dedicaverunt martyrium illorum;[3] men enten dette Kapel da var færdigt eller ikke, det kan ikke sees af dette Sted. I den følgende Tid derimod bruges Ordet paa en Mængde Steder hos de kirkelige Forfattere samt i Indskrifter, og altid viser Sammenhængen, at vedkommende Alter eller Kirke er færdig, naar Dedicationen foregaar. Dette fremgaar med absolut Vished af følgende.

Ambrosius siger om en Kirke, som en kristen Enke har opført (paravit): hodie dedicavimus.[4]

I en spansk Indskrift fra 648 hedder det om en Kirke, der var bekostet af en navngiven Mand og helliget Jomfru Maria: dedicavit hane ædem Bacando episcopus.[5]

I en Indskrift paa en Altersøile i Rom læser man:[6]

Hildegardis fundavit 773,
Adrianus dedicavit 777.

Efter at Pave Gelasius (492–96) havde talt om at dedicare basilicas noviter instruetas,[7] siger Valafrid Strabo, at den hellige Columban besprængte en Kirkebygning med Vievand, og medens Presterne gik rundt samme og sang Psalmer, saa dedicavit ecelesiam.[8]

I en Indskrift fra Ravenna, tilhørende det 10de Aarhundrede, læser man: e fundamentis fecerunt et dedicaverunt.[9]

Om St. Michaels Klosterkirke hedder det i 1028: dedicatur, cum absolutum esset.[10]

I en Krønike fra Angers fortælles der i 1062 om en Dedicatio i Forbindelse med den rituelle Oplysning, at naar flere Bisper var tilstede ved en saadan Anledning, saa skulde hver Biskop vie sit Alter, men Erkebiskopen Hovedalteret.[11]

Det viser sig af alle disse Citater, at vedkommende Alter eller Kirke altid er færdig, naar Dedicationen foregaar. Dette bliver til Overflod endnu mere sikkert, naar vi lægge Mærke til følgende Kjendsgjerning.

Spørger man nemlig, hvorvidt der haves nogen Efterretning fra Middelalderen om, hvorledes det gik til ved en dedicatio altaris i hin Tid, da maa der svares bekræftende. Den bekjendte franske Prælat Abbed Suger († 1151) har i sit Skrift: „De consecratione ecclesiæ“ givet os god Besked herom. Og der er baade fra England og andre Lande bevaret flere Liturgier, der er ældre end 1161, og som indeholder detaillerede Forskrifter om Fremgangsmaaden med Hensyn til Dedicationer af Altere.[12] I denne Henseende bør oplyses, at den gamle Skik at lægge Helgenrelikvierne i Bunden af Alteret, blev afskaffet i 10de Aarhundrede. De gamle Liturgier foreskriver derfor en Fremgangsmaade ved Altervielse, der i alt Væsentligt er den samme som Katholikerne bruge den Dag idag. Relikvierne nedlægges under forskjellige Ceremonier i Sepulcrum oppe i Alterets øverste Kant, enten foran eller bag eller oppe paa selve Alterfladen, og samtidig gives Alteret Navn efter en eller flere Helgener.[13] Denne Fremgangsmaade, fælles for hele Datidens Kristenhed, har da ogsaa Erkebiskop Eystein fulgt, da han den 26de Nov. 1161 indviede Alteret i Kapellets søndre Tværskib i Domkirken. Alteret var da altsaa fuldt færdigt til at bruges fra Indvielsesdagen af. Det lille Kapel, hvori Alteret stod, maatte da ogsaa være færdigt, hvad den nederste Etage angaar. Thi medens Kapellet endnu var under Bygning, var der selvfølgelig ikke Rum til Afholdelse af Messe deri.

I Forbindelse hermed reiser der sig et andet Spørgsmaal.

Alle baade ældre og nyere katholske Liturgier kjender kun to Tilfælde, da et Alter i en Kirke indvies. Det ene Tilfælde er, at Alterets Indvielse foregaar samtidig med selve Kirkens; det andet er, at et nyt Alter vies i en før indviet Kirke. Andre Tilfælde omtales ikke i nogen af alle de mange Liturgier, der er levnet os fra Middelalderen. Efter dette skulde altsaa hele det søndre Tverskib staa der fuldt færdig til gudstjenstlig Brug allerede i 1161. Men dette Resultat bliver øieblikkelig rokket ved den historiske Kjendsgjerning, at man oftere i Middelalderen saavel under en Kirkes opførelse som Udvidelse efterhaanden indviede Altere, førend endnu hele Bygningen var færdig. Jeg har i denne Henseende anstillet nærmere Undersøgelser angaaende to saadanne karakteristiske Tilfælde i England. Det ene er det i Wilkins, Concilia Magnæ Brittaniæ omtalte, da man i Aaret 1225 efter at have bygget i 5 Aar paa Domkirken i Salisbury, indviede de da færdige Partier af Koret i Forbindelse med 3 Altere.[14] Det andet Tilfælde er den af Gervasius[15] omtalte Indvielse af de færdige Dele af Koret i Domkirken i Canterbury, efter at man ligeledes havde bygget paa samme i 5 Aar. Hvad man den Gang indviede af Koret, det var efter Gervasius’s detaillerede Beskrivelse fuldt færdigt til og med Hvælvet; kun var Bagsiden (Østsiden) endnu ufuldført, midlertidig dækket ved en Bordvæg.

Men nu opstaar Spørgsmaalet: naar nu engang en Kirke var indviet, idet Høialteret havde faaet sin Indvielse, hvorledes gik man da frem med Hensyn til Vielsen af de øvrige Partier af Kirken og af de øvrige Altere? Skulde disse nye Dele af Kirken først indvies med alle Høitideligheder, før et Alter kunde vies deri? Dette Spørgsmaal er af stor Vigtighed for Undersøgelsen af Throndhjems Domkirkes Bygningshistorie, specielt for Tværskibenes Vedkommende. Gaar man nemlig ud fra, at disse er senere Tilbygninger, og ikke Levninger af Olaf Kyrres Kristkirke, saa maa man strax spørge, om disse nye Tilbygninger skulde indvies med alle brugelige Ceremonier, før Altere kunde vies i disse. Hvis dette var Tilfældet, maatte Tværskibene ialfald i det væsentlige.– for den største Del, være færdigbyggede. Paa dette Spørgsmaal, som jeg længe forgjæves søgte at finde opklaret i kirkelige Kilder, fandt jeg endelig et Svar og det af ingen ringere Mand end Anselm af Canterbury, der atter refererer den Besked, han med Hensyn til dette Spørgsmaal havde faaet under sit Ophold i Rom af Paven og Kardinalerne. Han siger nemlig,[16] at naar en ny Del tilbygges en allerede viet Kirke, da skal denne nye Del ikke indvies, men kun besprænges med Vie-Vand, saafremt Hovedalteret staar uskadt paa sin Plads (Item si aliqva pars ecclesiæ ... nova fit, altari immoto, aqvam tantum ab episcopo adspergendam dicunt). Denne Regel staar da i fuld Harmoni med Bestemmelserne baade i Norges gamle Love[17] og paa andre Steder om, at en Kirke skal selv efter en betydelig Restauration ikke paanyt indvies, men kun besprænges med Vie-Vand, saafremt Hovedalteret er uskadt. Det er den organiske Forbindelse med Hovedalteret, hvorpaa alt kommer an.

Disse kirkelige Bestemmelser er, som det synes mig, af ikke ringe Vigtighed for det Spørgsmaal, hvormed vi lier beskjæftige os.

For det første kan vi slaa fast, at Kapellet i det sondre Tværskib ikke har faaet sit Alter indviet under den Situation, at det skulde have staaet der for sig selv, opført, førend endnu selve Tværskibets Østmur var paabegyndt. Thi i dette Tilfælde var det jo ogsaa uden Forbindelse med Koret, altsaa ogsaa uden Forbindelse med Hovedalteret. Et Alter i Kapellet kunde under en saadan Omstændighed først da indvies, naar der var foretagen en egen Dedikation af Kapellet selv, der i dette Tilfælde jo vilde være en egen, selvstændig Bygning. Men det er umuligt at antage, at man skulde have villet foretage de mange til en Kirkeindvielse hørende vidløftige Ceremonier blot for at faa Alteret der i viet Stand.

For det andet kan vi altsaa gaa ud fra, at søndre Tværskib var i Murforband, i organisk Forbindelse med Koret, paa den Tid, da vort Alter blev indviet af Eystein, eftersom jo Kapellet ikke er andet end en Udbygning paa dette Tværskibs østre Væg. Men, om Tværskibets Vægge da var færdige i hele sin Høide eller ikke, eller om maaske endnu nogle Vægge manglede, derom kan intet sluttes af vor Indskrift.

Men for det tredie kommer nu hertil en Kjendsgjerning, der kaster et temmelig klart Lys over dette sidste Spørgsmaal. Der haves nemlig et Par andre Indskrifter, der befinde sig i Tværskibskapellernes øverste Etager; af disse beretter den ene, at et Alter er viet den 27de Juli, og den anden, at et Alter er viet den 5te Januar. Enten man nu antager, at Kapellernes anden Etage er senere Tilbygninger, eller at de er opførte umiddelbart efter første, saa staar man i ethvert Tilfælde foran den sikkre historiske Kjendsgjerning, at man under Op førelsen af Tværskibene i Domkirken indviede Altere, efterhaanden som Pladsen for dem blev færdig. Dette var selvfølgelig begrundet i den Omstændighed, at ethvert nyt Alter var saa at sige en ny Driftskapital, en ny Indtægtskilde, der bidrog til at muliggjøre Fortsættelsen af Byggeforetagendet. Jo flere Altere, desto mere Offer. Og da der jo stadig var en stor Tilstrømning af Pilegrime til Helligdommen i Nidaros, var det en paatrængende Nødvendighed at skaffe tilveie saamange Altere som muligt og saa hurtigt som muligt. Men heraf følger nu atter, at man ogsaa i den nederste Etage af Kapellet i søndre Tværskib maatte indvie Alteret der saa snart, som det overhoved lod sig gjøre, eller med andre Ord, efterat man havde faaet Tværskibets østre Mur ført op over Kapelindgangens Høide. At man ved Udgangen af November 1161 var kommen saa langt og neppe længere med Opførelsen af søndre Tverskib, det er altsaa Resultaterne af denne Undersøgelse.

Efter at ovenstaaende var nedskrevet, har jeg gjennem Hr. Dr. Undset faaet den Oplysning fra Architekt Christie, at, som man i Tværskibet stadig kan iagttage, „hvorledes Formerne og Detaljerne viser senere Stilkarakter, jo høiere man kommer i Veiret“, saa kan man ogsaa „bestemt se, at Østvæggen er opført før den vestre“. Ved denne Oplysning er da det Resultat, hvortil jeg er kommen ad en liturgisk Vei, bleven støttet i den Grad, at jeg tror, man kan betragte samme som en fastslaaet historisk Kjendsgjerning.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Trykt i hans Skrift: Fra Kunstens Verden, Pag. 1 fg., Noten Pag. 6.
  2. ↑ Gillebert, hos Du Cange, sub voce dedicare.
  3. ↑ Ruinart, acta. Pag. 210.
  4. ↑ Ruinart, Pag. 494.
  5. ↑ A. Mai, Scriptorum veterum nova collectio, V, 126.
  6. ↑ Ibid. Pag. 193.
  7. ↑ Epistola 9.
  8. ↑ Vita Scti Galli, c. 6.
  9. ↑ A. Mai, V, 99.
  10. ↑ Martene, De ritibus antiqvis, II, 241.
  11. ↑ Ibid. l. c.
  12. ↑ Rigt Uddrag af disse Liturgier findes i 2det Bind af Martene, De ritibus antiqvis.
  13. ↑ Martene, De ritibus antiqvis, II, 244 fg.
  14. ↑ Concilia Magnæ Britt., I, Pag. 556.
  15. ↑ Opera, ed. Stubbs, London 1871. Bd. I, Pag. 22 fg.
  16. ↑ Martene, De ritibus antiqvis. II, 294. Cfr. ogsaa Corpus juris canonici, ed. Boehmer, I, 238 og II, 595.
  17. ↑ I, 133.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Indskriften_i_det_saakaldte_Thomas_Angells_Kapel_i_Throndhjems_Domkirke&oldid=218112»