Om Jarlsø (Jersø) ved Tønsberg

Skjønt ikke stor af Udstrækning og i vore Dage lidet bemærket, har denne Ø dog en ikke ringe historisk Interesse. Den er beliggende, som Peder Claussøn (Storms Udgave af P. Cl. Friis’s Saml. Skr. S. 295) udtrykker sig, „i Oslofjorden en halv Ugesøes (vika sjofar eller Sømil) fra Tønsberg“, og afgav i Oldtiden og Middelalderen en hyppig besøgt Havn. „Denne er tjenlig for Skibe af alle Størrelser, Dybde fra 7 til 9 Favne, og man kan herfra seile saavel op som udefter Christianiafjorden.“ (Kraft, 1. Udg. II, S. 586). Øen omtales for første Gang i Historien allerede i Ynglinga-Saga (Cap. 51, Ungers Udg. af Heimskringla, S. 39), hvor der berettes, at Kong Eystein Frettr der fik sin Bane. I Haakon den gamles Saga forekommer den jevnlig (Cap. 63, 71, 227–228). Denne Konge lod som bekjendt til Tønsbergs Nytte grave en Kanal ved denne By, men den holdtes senere ikke vedlige, hvorfor Jarlsø kom til at tjene som Udhavn for de Skibe, som skulde anløbe Tønsberg, men ikke vilde gaa helt udenom Tjømø. (Munch, d. n. F. Hist. IV, 1, S. 129).

Efterat det norske Rigsraad havde begyndt at spille sin betydningsfulde Rolle, var Øen jevnlig Stedet for dettes Forhandlinger som Mødested for Raadets nordenfjeldske og søndenfjeldske Medlemmer, og en stor Del Kongebreve og Rigsraadsbreve ere derfor udstedte paa eller ved denne Ø. 1304 udstedte saaledes Kong Haakon Magnussøn herfra en Resolution (Dipl. Norv. II, S. 64), 1347 (8 Dage før Raadsmødet i Ljodhus) udbød Kong Magnus Erikssøn Leding fra Jarlsø (Keyser, Norges Historie, II, S. 585, Aarsberetninger fra det danske Geheimearchiv, II, Till. S. 78). St. Hansaften 1436 foregik paa Øen en meget vigtig Begivenhed, idet en stor Del Rigsraader og Adelsmænd her sluttede Vaabenstilstand med Oprørshøvdingen Amund Sigurdssøn (Dipl. Norv. III, S. 526, Norsk hist. Tidsskr. IV, S. 78 flg.), 1473 vare Erkebispen (Olaf Throndssøn) og flere andre Bisper her samlede (Müller, Jarlsbergs Beskrivelse, S. 117), aabenbart i Anledning af et Rigsmøde, 1482 under Interregnet efter Christian I’s Død have Rigets fornemste Mænd holdt til her ikke ganske kort, thi den 25de Juli udstedte Erkebiskop Gaute og fire andre Bisper et Afladsbrev (for Styrvolds Kirke) apud insulam Jarssey (D. N. II, S. 681), og den 1ste August s. A. tilskrev Rigsraadet herfra det svenske Baad (Hadorphs Udg. af Rimkrøniken, II, 30 7). I det følgende Aar synes atter et Møde at være holdt paa eller ved Øen, til hvilket Møde der knytter sig triste Erindringer, thi ved den Leilighed var det rimeligvis, at Ridderne Hr. Jon Smør (nys Rigsforstander) og Hr. Einar Fluga druknede. (De omtales aldrig efter 1483). Kilden til vor Kundskab om deres Ulykke er Jens Nilssøns visitatsbøger (Y. Nielsens Udg., S. 261); en Bonde berettede (1594) for Bispen, „at Hr. Einar flød der i Land paa Jersøen, og den Sten, som han døde paa, er rød, ligesom Blod.“ Da Hr. Jon Smør forekommer som en af dem, der deltoge i Vedtagelsen af Kong Hans’s Haandfæstning i Halmstad 1ste Febr. 1483, (Aarsberetn. fra Geheimearchivet, II, S. 46), er han rimeligvis druknet paa Tilbagereisen til sit Hjem. I 1499 omtales uden Angivelse af Mødets Aar en Dom afsagt paa Jersøen „af Erkebispen og de gode Herrer nordenfjelds (Dipl. Norv. I, S. 719). Senere Møder her har jeg ikke fundet omtalte, men da Erkebiskop Olaf i 1533 berammede Mødet i Bod i Romsdalen, skrev Eske Bilde ham til 8de Juli s. A. og foreslog, at det nordenfjeldske Raad hellere burde „efter gammel Sædvane, som jeg forfaret har, give sig til Jersøen, der med menige Norges Raad forsamlede raadslaa, handle og beslutte Rigens mærkelige Ærinde“ og siden derfra reise til Kjøbenhavn. (Dipl. Norv. X, S. 692–693); ogsaa Biskop Hans Reff i Oslo, der ligeledes fandt Bod at være ubekvemt, foreslog i Stedet Jersøen, Havstensund i Viken eller Marstrand 4 (ibid. S. 717). At Øen nævnes i Zieglers Scondia (udg. af Hildebrand i svensk Geogr. Tidskrift, I, S. 38), hvor langt større og betydeligere Øer forbigaaes, har vistnok sin Grund i den politiske Vigtighed, som Stedet havde faaet.

Naar man betænker, hvor mandstærke vore Høvdinger i Middelalderen, og ikke mindst Biskopperne,[1] altid pleiede at være paa Reiser, og da især til Herredage, og det derhos erindres, at en Mængde Mennesker stedse søgte hen til de Steder, hvor Raadet var samlet, for at faa Sager paadømte o. s. v., indsees det, at der maa have været folksomt paa Øen, naar Rigsraadet forhandlede der. Ikke usandsynligt har der vel endog været Boder opførte til Brug ved saadanne Leiligheder.

Med Rigsraadets Undergang forsvinder Jarlsø af Historien og bliver en almindelig Udhavn. Det er yderst sjeldent, at den tilfældigvis nævnes (f. Ex. 1620, Norske Rigsregistr., V, S. 89). Tønsberg By havde siden her et Skibsverft (Kraft, 1. Udg. II, S. 740, 2. Udg. II, S. 295).

Da Christian V. oprettede Grevskaber og Baronier, fik som bekjendt Griffenfeldt sit Grevskab i Norge med Sæm som Hovedgaard, og mellem de herunder henlagte Eiendomme var ogsaa Jarlsø. Efter Griffenfeldts Fald gik Grevskabet over til Gyldenløve, som igjen (1683) solgte det til General Wedel. I Gyldenløves Besiddelsestid fik Sæm og dermed Grevskabet Navn af Jarlsberg, under hvilket Navn det forekommer allerede 1680, maaske før. Det tør være ret sandsynligt, at det stolte og velklingende Navn paa en nærliggende og Eiendommen tilhørende Ø har foranlediget, at denne selv blev omdøbt til Jarlsberg.

L. Daae.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Erkebiskop Erik Walkendorf mødte 1513 i Kjøbenhavn med 140 og det følgende Aar i Oslo (ved Kroningen) med 120 Mand, se hans eget Brev hos A. Huitfeldt, II, S. 1176.