Wikikilden

Om Lørdagshelg i Norge før og efter Reformationen

Som en af de Vildfarelser, der i den nærmeste Tid efter Reformationens Indførelse fremtraadte i den svenske Kirke og paakaldte øvrighedens Indskriden for at forebygge deres Vedvaren eller Udbredelse, nævner L. A. Anjou i sin Svenska Kyrkans Historia ifrån Upsala möte år 1593 til slutet af sjuttonda århundradet Side 353 fgg., at man vilde have Lørdagen helligholdt som Sabbatsdag, idet han dog gjør opmærksom paa, at denne Iver for Lørdagens Helligholdelse fremtraadte paa en dobbelt Maade. Om nogle fortælles der nemlig, at de foruden i Besynderlighed at ivre for Lørdagens Helligholdelse tillige forkastede det nye Testamente, fornegtede Kristus, bespottede Søndagsgudstjenesten, og saaledes indtoge et Standpunkt, der i og for sig medførte et fuldkomment Frafald fra Kristendommen, ligesom de endogsaa søgte at træde i udvortes Forbindelse med Jøderne, til hvis Lærdomme de i al Fald for en stor Del hældede og sluttede sig. Andre derimod vilde vel have Lørdagen helligholdt og afholdt sig paa den fra alt Arbejde, men helligholdt dog ved Siden deraf tillige Søndagen, ligesom de ikke i nogen anden Henseende syntes skille sig fra Kirken eller afvige fra dens Lærdom og Vedtægter. Dersom nu denne Vildfarelse — og jeg vil nu for det første allene holde mig til dens sidstnævnte Form — havde staaet ganske isoleret, dersom man ikke havde kunnet enten i Samtiden opvise noget Sidestykke dertil eller i Fortiden opdage noget Spor deraf: da vilde dens Oprindelse maaske ikke paa anden eller bedre Maade været at forklare end ved, som Anjou har gjort, at antage den som oprunden fra Tvivl om det berettigede i at holde Sabbat overensstemmende med det gamle Testamentes Bud uden tillige at fastholde som den rette Sabbatsdag den Dag i Ugen, som ved hine Bud var indsat eller betegnet som den, paa hvilken Mennesket skulde hvile fra alt sit Arbejde; ligesom man da kunde tænke sig, at deslige Tvivl vare fremkaldte ved det gamle Testamentes jevnlige Anvendelse ved Gudstjeneste og Bibellæsning i Forbindelse med, at de borgerlige Sabbatslove paaberaabte sig Guds Lov som Hjemmel for sine Forskrifter.

Men denne Iver for Lørdagens Helligholdelse er ingenlunde en for den svenske Kirke ejendommelig Foreteelse. Allerede fra et tidligere Tidspunkt end det, paa hvilket dens Fremtræden i samme er os bekjendt, har man Efterretning om dens Forekomst i Norge, da nemlig Lensherren Christopher Huitfeldt i sine Recesser af Aaret 1544 lod udgaa et paa Lagtinget vedtaget Forbud mod at holde Lørdagshelg[1], og der kan for den, som er nogenlunde fortrolig med den Tids historiske Forhold, ikke vel være nogen Tvivl om, at den i begge Lande havde samme Aarsag eller Oprindelse. At den ikke, som Anjou har villet mene, kan være foranlediget ved et efter Reformationen almindeligere Bekjendskab til det gamle Testamentes hellige Skrifter, det fremlyser ogsaa noksom deraf, at der allerede før Reformationens Tid førtes Anke over og udgik Forbud mod at man holdt Lørdagshelg. I Erkebiskop Aslak Bolts Provincialstatut udstedt i Bergen den 24de August 1435[2] heder det nemlig, at det var kommet ham for Øre, hvorledes man paa forskjellige Steder i dette Rige havde, nogle af sin Naturs Skrøbelighed, andre derimod af Djævelens Forførelse og Tilskyndelse, fordristet sig til at indføre og holde Helligdage, som hverken af Gud eller af den hellige Kirke vare indstiftede eller samtykte men tvertimod (strede) storligen baade mod Gud og de helliges Anordning, nemlig Lørdagshelg, som Jøder og Hedninger, men ikke Kristne pleje holde. Herom var det paa et i Bergen afholdt Provincialconcil stadfestet, at saadan Lørdagshelg ingenlunde herefter maatte tilstedes videre end Kristenretten byder. Herved er nu først at mærke, at Lørdagshelgen betegnes som noget ejendommeligt for Jøder og Hedninger, men fremmed for de Kristne, og idet man nok kan holde Erkebispen det tilgode, at han her slaar Jøder og Hedninger sammen, ligger det jo nær heri at se en Stadfestelse paa, at Lørdagshelgen her som i Sverige var Frugten af en judaiserende Retning inden Kirken, eller fremgangen deraf, at man med Jøderne vilde helligholde som Hviledag den i Guds Lov som saadan betegnede og dertil bestemte Dag. At dette var Lørdagshelgens Oprindelse i Sverige har ogsaa Norlin[3] antaget, og idet han fremhæver at Bevægelsen forekommer tidligere i Finland end i selve Sverige, hentydet paa, at den var indført fra Rusland, hvor der nemlig i og omkring Archangel fra gammel Tid skulde have levet en jødisk Befolkning. At denne Bevægelse virkeligen er forekommen tidligere i Finland end i Sverige, følger imidlertid ingenlunde deraf, at de tidligste Efterretninger, som man nu har derom, ere fra Finland; og at den i Norge kjendes fra endnu ældre Tid, er allerede paavist, saa at man, om der kunde sluttes noget fra det Sted, hvor den, efter hvad man nu ved, først er fore kommen, ligesaa vel kunde tænke sig den indført i Sverige vestenfra som østenfra. Ikke desto mindre har Herr Universitetsbibliotekar L. Daae[4] i Lørdagshelgen troet at finde Spor af religiøs Indvirkning fra Rusland paa Norge og henvist til en allerede i det 15de Aarhundrede opstaaet sekterisk Bevægelse inden selve den russiske eller græske Kirke. Men en saadan Indvirkning synes mig i og for sig selv eller paa Grund af Tidens Forhold at have altfor liden Sandsynlighed, til at man skulde kunne bekvemme sig til at antage den som Forklaringsgrund til den omhandlede Tilbøjelighed til eller Iver for Lørdagens Helligholdelse, saafremt ikkun Sagen paa nogen anden Maade lod sig forklare. Men at den lader sig forklare paa en i al Fald efter min Mening langt antageligere Maade skal jeg nu forsøge at godtgjøre.

Tager man Udtrykkene i Aslak Bolts omhandlede Provincialstatut i nærmere Øjesyn og overvejelse, er der endnu en anden Omstændighed end den allerede fremhævede, som har Krav paa vor Opmærksomhed. Det sees nemlig deraf, at Lørdagens Helligholdelse inden visse Grændser endogsaa efter Kristenretten skulde være tilstedelig. Noget Spor heraf eller nogen Bestemmelse derom findes vistnok ikke i vore gamle norske Kristenretten Men det kan da vel heller ikke have været Erkebiskoppens Mening at henvise til eller beraabe sig paa nogen bestemt norsk Kristenret, men kun at henpege til hvad „der af Gud og den hellige Kirke var vedtaget.“ Det fattes da heller ikke paa Efterretninger om saadanne kirkelige Bestemmelser, hvorved en vis Helligholdelse af Lørdagen virkelig var paabuden[5]. For Norges særlige Vedkommende kan vistnok ingen saadanne paavises. Men at deslige Bestemmelser eller Vedtægter ogsaa der vare bekjendte og holdtes i Hævd, kan sluttes af hvad derom indeholdes i den nu trykte Mariu saga paa flere Steder. Saaledes heder det derom side 212: á því sama þingi (i Claremons) skipar hann (ɔ: Urbanus secundus) mörg nytsamlig decreta, millum hverra hann býðr óbrigðiliga, at hvern laugardag gerist virðing várri frú sancte Marie guðs móður um alla kristni með fullri tíðagerð ok hátíðligri messu, þegar eigi standa stórir mesaudagar á. Var hann í þessi skípan mjök nytsamligr ok kristninni hjalpvænligr, því at svá sem laugardagr er hurð fyrir dróttinsdegi, svá er guðs móðir Maria paradísar port fyrir eilífum fagnaði, ok svá sem engi náir dróttinsdegi, utan han gangi þangat laugardag, svá fær engi eilífan fagnað, utan himinrikis port jungfrú Maria leiði hann þagat. Því hefir heilög kristni jafnan þróazt meirr ok meirr í hennar þjónkan með hversdaglegum tíðalesningi, laugard agahaldi, með föstum ok tíðagerð sæmiligri, með messusöng ok ölmusugæði. Som Grund for, at Lørdagen saaledes skulde holdes hellig til Jomfru Marias Ære, fortælles der sammesteds Side 48, at medens alle Guds Venner om Lørdagen efter Jesu Død vare svage i Troen og mistvivlede om hans opstandelse, var hun den eneste af alle da levende Mennesker, som paa den Lørdag havde ret Tro[6]. Side 155—157 fortælles der om, at hun med tvende syge Koner paa Island gjorde den Overenskomst (kaup), at hun skulde give dem deres Helbred, mod at de til Gjengjeld skulde upptaka þváttdaga föstur ok syngja hvern laugardag þriðjung saltara. Naar der til den ene af disse Overenskomster ogsaa hørte at „hafa einmæling hvern föstudag“, skulde denne Fredagsfaste tjene som en Forberedelse til Lørdagens rette Helligholdelse. Side 137 og 221 kan der læses om Jertegn, hvorved der indskjærpedes at holde saadan Lørdagshelg eller Personer revsedes for deres Uvillighed dertil.

Ser man nu hen til alt dette, og lægger man derhos Mærke til, at nogle Personer, som efter Reformationen optraadte i Norge for Lørdagens Helligholdelse, „lærte og underviste Folket at tjene Gud og Maria, at ligesom de holdt den hellige Søndag forhen Gud til Ære og Tjeneste, saa skulde de nu her holde Lørdagen Jomfru Maria til Ære og Amindelse og Fredagen tilforn med Fasten og Bøn dertil berede sig“[7], da forekommer det mig som der ikke længere kan være nogen Tvivl om, at jo den Helligholdelse af Lørdagen, som efter Reformationen paataltes som en Uskik baade i Norge og i Sverige, var en Levning fra Katolicismens Dage. Ti det maa jo strax falde i Øjnene, at de Mænd vare katolske Prester, der saaledes optraadte i dens Interesse eller beherskede af dens Anskuelser og Vedtægter, naar det heder om dem, at de kaldte sig selv St. Olafs, St. Nicolaus og Guds velsignede Moders Marias Sendebud, og der lægges Mærke til, at deres Optræden i dette Stykke stemmer aldeles overens med hvad der i et gammelt Dokument, hvoraf L. Daae paa det anførte Sted Side 183 fg. har meddelt Uddrag, fortælles om Presterne i den katolske Tid.

Det kan ogsaa som sagt kun have været en Overdrivelse af Helligholdelsen af Lørdagen til Jomfru Marias Ære, mod hvilken Aslak Bolt udsteder sit Forbud i det omhandlede Provincialstatut. Naar han deri lader uomtalt, at Lørdagens Helligholdelse skede til Jomfru Marias Ære, men derimod fremhæver, at denne Dags Helligholdelse var en jødisk eller hedensk, men ikke nogen kristelig Skik, da er dette ikke at undres over. Ti medens han paa den ene Side vel ikke vilde gaa Marias Ære for nær, ej heller fandt Lørdagens Helligholdelse til hendes Ære utilbørlig, naar man kun ikke deri gik videre end Kristenretten tilstedede: saa fandt han vel paa den anden Side, at den paaankede Overdrivelse i Lørdagens Helligholdelse altfor meget nærmede sig Jødernes Helligholdelse af Sabbaten, til at han ikke skulde føle sig opfordret til at fremhæve dette og gjøre gjældende, at man som kristne Mennesker dog ikke skulde følge jødisk Skik eller Lov. Bedre Argument kunde man vel heller ikke efter Reformationen finde, naar man vilde gjøre Lørdagens Helligholdelse forhadt; men efterhaanden som det gik i Forglemmelse, hvad der havde givet Anledning til Lørdagens Helligholdelse, laa det ogsaa saare nær eller kom man meget let til at søge Grunden dertil i Moselovens Bud. Det ene med det andet kunde da vel ogsaa senere have ført dertil, at hvad der ikke var Frugten af en judaiserende Retning inden Kirken netop virkede til at fremkalde en saadan, som, efter hvad Anjou i sit nævnte Værk oplyser, virkelig maa have fundet Sted inden den svenske Kirke i Tiden efter Reformationen.

Vistnok kom der judaiserende Retninger tilsyne i Kirken allerede i dens ældste Dage, og som disse besynderligen viste sig i den orientalske Kirke og der førte til Lørdagens Helligholdelse, saa kunde det vel ikke ansees for umuligt, at den sekteriske Bevægelse inden Ruslands græske Kirke i det 15de Aarhundrede, som L. Daae omtaler[8], kan have staaet i Forbindelse dermed eller haft sit Udspring derfra. Men derfra at udlede eller ved Hjælp deraf at forklare sig den judaiserende Nidkjærhed for Lørdagens Helligholdelse som kom tilsyne inden de nordiske Lande efter Reformationen, har vel mindst lige saa liden Sandsynlighed for sig som at tilskrive den Iver for Lørdagens Højtideligholdelse, hvorimod Aslak Bolt optraadte, en tidligere religiøs Indflydelse fra Rusland paa Norges Kirke. Heraf vilde denne jo endogsaa umulig lade sig forklare, dersom den omtalte Judaiseren i Rusland havde sit Udspring fra en Jødes Ankomst ved Aaret 1470 til Novgorod, hvor han skal have vundet Disciple og Tilhængere blandt de russiske Poper. Ti allerede før den Tid havde man jo i Norge begyndt med at ville holde Lørdagen hellig[9]. Det er imidlertid som antydet muligt, at hint sekteriske Væsen inden Ruslands Kirke havde en anden Oprindelse end denne, og at den stod i Sammenhæng med ældre Bevægelser af lignende Beskaffenhed inden den orientalske Kirke. Men selv om saa var, har en saadan Indvirkning fra Rusland paa Norges Kirke i og for sig selv kun liden Sandsynlighed; og at man ikke desuagtet behøver at antage saadan i nærværende Tilfælde fordi det er umuligt at forklare sig det paa anden Maade end gjennem østlig Paavirkning, naar man i Norge allerede før Reformationen ivrede for Lørdagens Helligholdelse, tror jeg nu at have godtgjort.

Er dette virkelig lykkes mig, da kan det ikke staa i nogen Forbindelse hermed, at Kristian den første i et af sine Breve til den romerske Curie under den nidarosiske Bispestols Ledighed efter Aslak Bolts Død lod Paven vide, at den norske Almue, hvis Paven paatvang den en Erkebisp mod dens Ønske, skulde være tilbøjelig til at gaa over til den græske Kirke[10]. Paastanden synes tvertimod, om end ikke greben aldeles udaf Luften, saa dog at være uden Grund i de virkelige Forhold; men den kunde dog være saa meget tjenligere for sit Øjemed, som det var den romerske Curie bekjendt nok, i hvor nær og stadig Berørelse Norge og Sverige stod med de kjætterske Russer, og om end denne Berørelse var fiendtlig, saa vare jo netop disse Fiendtligheder givne en religiøs Karakter (som de tildels ogsaa virkeligen havde)[11] i de jevnlige Forestillinger til den romerske Curie om Tilskud af Kirkens Midler til Krigen mod de kjætterske Russer,[12] saa at Curien nok kunde forestille sig Muligheden af, at Nordmændene under visse Omstændigheder vilde være tilbøjeligere til at forene sig med Russerne, end til at bekrige dem.

  1. ↑ Kristian den 3djes Historie ved Niels Krag og Stephan Stephanius (Kbhvn. 1776 fgg.) II, 377. Jvf. A. Faye om Mag. Jørgen Erichson i Theolog. Tidsskrift for den ev. luth. Kirke i Norge II, 177; og samme Forfatters Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie S. 124.
  2. ↑ Dipl. Norv. VII, 397, jvf. V, 660 (Side 4713).
  3. ↑ Svenska Kyrkans Historia efter Reformationen I, 1. Side 357 fgg.
  4. ↑ „Et Spor til religiøs Paavirkning fra Rusland i den norske Kirke“ af L. Daae; indtaget i Theolog. Tidsskrift for den ev. luth. Kirke i Norge; ny Række I, 182—189.
  5. ↑ Jvf. Gieseler Lehrbuch der Kirchengeschichte 2ter Bd. (3te Auflage) 1ste Abtheilung S. 274 fg. 2te Abtheilung S. 466 fg.
  6. ↑ Samme Fortælling findes ogsaa i den svenske Mariesaga, der haves trykt i Fornsvenskt Legendarium 3dje Del, Side 104.
  7. ↑ Se L. Daae anf. Sted Side 186; jvf. A. Fayes Afhandling om Mag. Jørgen Erichsen i Theolog. Tidsskr. for den ev. luth. Kirke i Norge II, 177.
  8. ↑ Theol. Tidsskr. f. d. ev. luth. Kirke i Norge. Ny Række 1, 187.
  9. ↑ L. Daae l. c. S. 188.
  10. ↑ R. Keyser den norske Kirkes Historie II, 556 fg. jvf. L. Daae Side 182.
  11. ↑ P. A. Munch det norske Folks Historie. Unionsperioden I, 480 fg. 489 fg.
  12. ↑ P. A. Munch det norske F. Hist. Unionen I, 71. 522 fg. DN. IV, 182.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Lørdagshelg_i_Norge_før_og_efter_Reformationen&oldid=77621»