Åpne hovedmenyen

Om Mag. Gert Henrikssøn Miltzow, Sognepræst til Voss

(Anden Række, Femte Binds. 161-186).
I.

Naar man paa Jernbanen gjennemfarer det gamle „Svensk-Pommern“, standser man et Øieblik ved en liden By, Miltzow, der ligger omtrent midt imellem Greifswald og Stralsund. Stedet har, saavidt mig bekjendt, ingen særlig Mærkelighed, men, som Tilfældet er med utallige tydske Steder og Landsbyer, kalder ogsaa Navnet Miltzow Erindringer tillive hos den forbireisende norske Historiker, fordi ogsaa herfra er udgaaet en Slægt, der engang har spillet en ikke ganske ringe Rolle i vort Fædreland. Et Medlem af denne Æt har i en paa historiske Forfattere og Samlere fattig Periode vundet en vistnok ikke stor eller fremragende, men dog saa bemærkelig Plads i vor Literatur, at han fortjener at mindes af Historiens Venner.

Claus Miltzow, født i Treptow, noget sydligere i Pommern, tog i Aaret 1580 Borgerskab i Bergen,[1] efter først en Tid lang at have tjent ved det tydske Contor, en overgang, som senere blev meget almindelig, men dengang endnu var sjelden og alt andet end velseet af de hanseatiske Handelsmænd.[2] Han blev 1586 kongelig Byfoged i Bergen, et Embede, som han formedelst Sygdom nedlagde 1594, hvorpaa han døde Aaret efter. Et Tegn paa, at han var en velhavende Mand, maa det være, at han i 1591 var Vert for de moskovitiske Gesandter, der paa sin Reise til Christian IV. ogsaa besøgte Bergen.[3] Han havde været gift med Anne, en Datter ar den Adrian Falkener, der som Borgermester i Throndhjem under Syvaarskrigen havde taget Parti med Svensken, da Claudius Gallus for en Tid havde Magten i de nordenfjeldske Len.[4]

En Søn af Claus var Gerhard Miltzow, der som Faderen var Borger i Bergen. Men allerede dennes Søn Henrik (f. 1599) gik over i en anden Stand, den geistlige. Efter at have gaaet i Bergens Skole sendtes den velhavende Borgersøn over til Edinburg, hvor han tilbragte tre Aar, studerede saa i Rostock, hvor han blev indskreven ved Universitetet i October 1621,[5] og tilsidst en Stund i Kjøbenhavn, hvor han var Decanus ved Communitetet og synes at have nydt Anseelse som dygtig Academicus Allerede 1623, altsaa kun 24 Aar gammel, opnaaede han efter Concurrence med to Medansøgere at blive kaldet af Almuen til Sognepræst i et af Norges største Præstegjeld, Voss i Bergens Stift, en Lykke, hvortil Aarsagen formodentlig er at søge deri, at han ægtede sin. Formand, Mag. Anders Buck’s (en bergensk Bispesøns) Enke. I 1642 blev han Provst i Hardanger og Voss’s Provsti, og i 1645 finde vi ham i Christiania som en af Geistlighedens Repræsentanter ved det dengang af Hannibal Sehested indkaldte norske Stændermøde. Han døde 1666. I 1649 havde han grundlagt en endnu bestaaende Stiftelse, Enkehuset paa Vossevangen, der siden yderligere doteredes af Sønnen.[6] Et literært Arbeide af ham, en Oversættelse af et tydsk Opbyggelsesskrift, kom ikke til at blive trykt.

I Vossevangens Kirke findes i Sakristiet tvende Portræter i Legemsstørrelse, Mand og Kvinde. Alle ere enige om, at det er „Præsten Miltzow og Hustru“, men man er nu paa Voss ikke paa det rene med, om det skal være Faderen Henrik eller Sønnen Gert med Hustru.[7] At Billedet dog er Hr. Henriks og ikke hans Søns, fremgaar af en Indskrift paa en Tavle, forfattet 1765 af den daværende Forstander for Enkestiftelsen M. Ruus, der idetmindste før har hængt under Billedet:

Her prises dette Minde hos Hr. Henrich Miltzows Skygge,
At han har været Stifter for vort Fattig-Huus at bygge.
Hans Søn har tillagt Jordegods og Efter-mænd sin Flid,
At der syv fattig Enker har sit Ophold denne Tid. o. s. v.
[8]

Voss Præstegjeld, der først i vore Dage er blevet delt i to, har stedse indtaget en anselig eller vel endog den anseligste Plads blandt alle Bygder i Bergens Stift. Hoveddalen, der gjennemstrømmes af et efter vestlandske Forhold meget betydeligt Vasdrag,[9] hvilket paa flere Steder (Vossevandet, Evangervandet) udvider sig til Indsø, har stundom en næsten østlandsk Characteer og forekommer mig navnlig at minde om Valders. Hovedkirken, der nu omgives af en velbebygget Landsby, er den største Landskirke i det hele Stift, og Præstegaarden har hidtil været en betydelig Eiendom. Ikke langt derfra har man Finnen Gaard, der i det fjortende og femtende Aarhundrede var et Herresæde. Almuen, paa hvem de overhaandtagende Besøg af fremmede Turister i den sidste Tid tør have øvet en ikke liden, men neppe heldig Indflydelse, var i særegen Grad bekjendt som et kraftigt og tilfreds Folk med udpræget Selvfølelse. Medens saaledes selve Egnen i forrige Aarhundrede fik Navn af det norske Italien,[10] roste Holberg, der havde været Huuslærer her, Bønderne som „ stærkere og mere behjertede end de andre nordhordlændske, hvilke sidste Vosserne gemeenligen see over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men vil hede Vosser alene.“[11]

Henrik Miltzow havde, som vi hørte, ægtet sin Formands Enke, der, da hun havde havt fire Børn i første Ægteskab, vistnok var noget ældre end denne sin anden Mand. Imidlertid fødte hun ogsaa denne syv Børn, saa at Familien blev ret talrig. Men Hr. Henrik har vistnok arvet Formue, og Voss var et meget indbringende Kald.[12] Paa Børnenes Opdragelse behøvede man derfor ikke at spare, især da nogle af dem døde tidlig bort.

Gerhard (Gert) Henrikssøn Miltzow, om hvem vi nu skulle fortælle, var født 16. Februar 1629 og kom, sandsynligvis fra Bergens Skole, til Kjøbenhavns Universitet 1648. Han havde den Lykke at kunne anvende hele ti Ungdomsaar paa academiske Studier og besøgte ogsaa flere fremmede Universiteter. Selv udtrykker han sig herom noget ubestemt, idet han kun fortæller, at han studerede ved Universiteter i Nederlandene, Preussen og Tydskland, og andetstedsfra vides kun, at han 1654 studerede i Wittenberg,[13] hvor han vistnok har tilbragt en længere Tid, da han i 1656 her lod trykke et lidet Skrift, Historiae Passionis Christi poetica Metaphrasis, 4to.[14] Ved Tilbagekomsten fra sin Udenlandsreise blev han 30te Juni 1657 promoveret til Magister i Kjøbenhavn sammen med otte andre, blandt hvilke den ene, Nils Randulf, siden i en lang Aarrække skulde blive hans Biskop.[15]

Efter en saa lang Fraværelse fra Hjemmet blev han i 1658 kaldet hjem af Faderen for at blive Capellan i Voss og forblev nu i denne Stilling, indtil han ved Faderens Død 1666 blev hans Eftermand i det store Sognekald. To Aar efter giftede han sig med Susanne Skelderup, Datter af Jens Skelderup, Biskop i Bergen, og Datterdatter af Professor Ole Worm.

Allerede hvad vi her have fortalt, tyder paa, at Miltzow ligesom sin Fader har været en velstuderet Præst Selvfølgelig har han først og fremst lagt sig efter de ham nærmestliggende theologiske Studier. Han har ogsaa efterladt sig nogle Smaaskrifter i denne Retning, nemlig foruden hans nysnævnte lille Arbeide, der udkom i Wittenberg, en Oversættelse fra Engelsk af Josua Henshaws Sparetimer, der udkom i to Oplag (Kjøbenhavn 1662 og 1681), og endelig Georg Hartliebs christelige Dagbog eller det nye Creaturs Regel, oversat fra Tydsk (Kbhvn. 1682). Men hans kjæreste Studier og de, der berettige ham til endnu efter to Aarhundreders Forløb at erindres af sine Landsmænd, tilhøre et helt andet Fag, den fædrelandske Historie.

III.

Efter at denne i lange Tider havde ligget udyrket, var den gjennem Humanismen og Reformationen bleven kaldt tillive igjen i det sextende Aarhundrede. I Absalon Pederssøn, Halvard Gunnarssøn, Jens Nilssøn og fremfor alt Peder Claussøn havde den fundet værdige og omtrent samtidige Dyrkere. Derpaa havde man i Dr. Henrik Høyer havt et Exempel paa en i Norge bosat Udlænding, der med Iver havde lagt sig efter dets Historie. Men derefter var igjen indtraadt en længere Tid, i hvilken man kun saare lidet mærker til historisk Interesse i vort Land. Den første, der synes at have gjenoptaget Syslen med Norges Fortid, er en dansk Mand, Mag. Arnold de Fine, der i Aarene 1639—1672 levede i Bergen som Conrector Rector og omsider Lector, indtil han i sidstnævnte Aar blev Biskop i Throndhjem, hvor han efter nogle Maaneders Forløb døde. Denne Mand var af Ulr. Fr. Gyldenløve og Ove Bjelke bleven opfordret til at skrive et stort latinsk Verk over Norges Historie, og det var i Forventningen om, at han skulde udføre dette Arbeide, at han fik sin Bispestol. De Fine efterlod ved sin Død et ufuldført Arbeide, der imidlertid aldrig blev trykt og neppe har havt meget Værd.[16] Samtidig med ham havde en anden dansk og i Danmark bosat Mand, Hirdskraaens Udgiver og Forfatteren af det ved Hyldingen 1656 fremlagte Skrift „Norges Rige Arve-Rige“, Mag. Jens Dolmer, givet sig noget af med norsk Historie.[17] Jonas Ramus begyndte derpaa med sit Nori Regnum (1689) sin lidet betydningsfulde Bane som Historiker.[18] Men allerede før dennes Optræden havde Norge i Torfæus faaet den Mand, der i Berømmelse skulde fordunkle alle Forgjængere, om det end varede nogle Aar, inden han gjennem trykte Skrifter lagde sin Lærdom for Dagen.

Samtidig med Torfæus’s glimrende Virksomhed var to mindre Forfatteres, der forsøgte sig i den historiske Monographi. Det var Gert Miltzow og Edvard Edvardsen, Forfatteren af den udførlige og indholdsrige Bergens Beskrivelse. Disse to vare omtrent jevngamle, begge fra samme Stift og uden al Tvivl ogsaa Skolekammerater, ligesom de siden stode hinanden nær, ja endog besvogredes. Om det har havt nogen Betydning for deres Udvikling, at Arnold de Fine havde været deres Rector, tør være muligt, men med Bestemthed vides det ikke.

Saalænge de gamle norske Love vare i Kraft, kunde Kjendskabet til vort Oldsprog ikke ganske uddø, thi hvor mange uvidende Lagmænd man end havde, gaves der dog vistnok altid enkelte, der holdt Traditionen nogenlunde vedlige. Efter 1604 maa denne imidlertid utvivlsomt endnu mere være bleven svækket, og deres Antal, der have kunnet læse de endnu her i Landet i ikke liden Mængde bevarede Oldskrifter, har sikkert været ringe. Netop i den første Menneskealder efter Indførelsen af Christian den 4des Lov var det ogsaa, at den store Ødelæggelse foregik af saadanne Bøger, hvorom Fogedregnskaberne have bevaret et mærkeligt Vidnesbyrd.[19] Enkeltvis gaves der dog fremdeles dem, som — efter al Sandsynlighed paa egen Haand eller idetmindste med liden fremmed Veiledning — lagde sig noget efter det gamle Sprog, og disse faa fandtes vist især blandt Præsteskabet. Et Exempel herpaa har været Præsten i Os Jens Loss († 1668), om hvem Gert Miltzow selv beretter, at han var en god Kjender af det gamle Sprog.[20] Hos saadanne Mænd er da et og andet af de Haandskrifter bevaret, der undgik uvidende Menneskers Ødelæggelsen Hvad der vist i særegen Grad har hjulpet til, at en liden Gnist af Kundskab i det gamle Sprog holdt sig, var den praktiske Betydning, som gamle Skindbreve, især de, der angik Grændser mellem Eiendomme, og overhoved Hjemmelsdokumenten endnu mangesteds kunde have. Selv udenfor den studerede Stand gaves hist og her Personer i Bygderne, som forstode at læse og tyde disse Diplomer, stundom ogsaa at forfalske og fabrikere dem.

En ikke liden Samling af gamle Breve, Kalvskindsbøger og andre Haandskrifter har befundet sig paa Vossevangens Præstegaard og i Mag. Gerts Besiddelse.

Foruden de Diplomer, som han dels aftrykker, dels udtrykkelig paaberaaber sig i sin Presbyterologi, maa han have havt ved Haanden en Mængde andre, thi ethvert Datum i denne, enhver Angivelse af gamle, catholske Præsters Navne maa aabenbart være hentet fra et Skindbrev. Den større Del af disse Breve er rimeligvis nu at betragte som tabt. Over hans Haandskrifter haves ingen Fortegnelse, og de, om hvilke det vides, at han har eiet dem, maa vistnok kun betragtes som Exempler paa, hvad han har eiet. Jeg anfører her de Haandskrifter, som man tilfældigvis ser, at han har havt hos sig:

1. Orvarodds Saga, der senere kom til Arne Magnussøn.[21]

2. Alexanders Saga, der kom i den samme Samlers Besiddelse.[22]

3. En Codex af Gulathingsloven for det 14de Aarhundrede.[23]

4. „Bergens Capitelsbog“. Under dette Navn betegnes, som bekjendt, den Dagbog over Begivenheder fornemmelig i Bergen, som den fortjente Lector theol. Absalon Pederssøn har ført i Aarene 1552—1572, et af de vigtigste Kildeskrifter til Norges Historie i det sextende Aarhundrede og i sit Slags ganske enestaaende i Norden paa sin Tid.[24] I det bevarede originale Haandskrift, som ligger til Grund for den trykte Udgave af dette herlige Skrift,[25] har nemlig Mag. Gert Miltzow noteret, at han har villet tilbagegive dette „fragmentum ex libris capituli Bergensis“ til det Sted, hvor det egentlig hørte hjemme (suo loco restituere) Denne Paategning og intet andet maa det være, som har fremkaldt det misvisende Navn „Capitelsbog“, under hvilket Absalons Dagbog nu anføres. „Ex libris capituli“ (en Capitlet tilhørende Bog) er ved Skjødesløshed blevet til „Capitelsbog“, omtrent som om man vilde betegne en Bog, tilhørende en Kirke, ved det ingenlunde dermed enstydige Navn af en „Kirkebog“. Miltzow har altsaa skjænket dette Haandskrift til Bergens Capitel, men derfra er det blevet bortført af Biskop Erik Pontoppidan,[26] der har taget den med sig til Danmark, omtrent paa samme Maade som samtidige Bisper i andre norske Stifter gjorde ved Forflyttelse til Danmark, saasom Hersleb, der, da han befordredes fra Christiania til Sjælland, medtog bl. A. Jens Nilssøns Reisedagbøger,[27] og Ludvig Harboe, som, da han forlod Throndhjems Bispestol for at blive adjungeret Biskop i Sjælland, paa lignende Maade medbragte sin Stiftskistes maaske bedste Indhold,[28] hvilket allerede tidligere var formindsket ved Arne Magnussøn.

5. Bergens Kalvskind. Denne vigtige Jordebog, som nu forlængst foreligger trykt i P. A. Munchs Udgave, har ligeledes været i Miltzows Hænder,[29] men som Laan fra Bergens Capitelsarchiv, hvorfra den siden gjennem Arne Magnussøn kom til det danske Universitetsbibliothek

6. Den saakaldte Bergens Fundats.[30]

7. Medens de hidtil nævnte Haandskrifter ere, om end udenfor Norges Grændser, blevne bevarede for Videnskaben, er det med et vist Vemod, at vi af Miltzow selv erfare, at han har havt liggende for sig en Bog, der vistnok, om den ikke var gaaet til Grunde, skulde have været af særdeles Vigtighed for Reformationstidens Historie. Det er bekjendt, at Bergens sidste catholske Biskop, Olaf Thorkelssøn, har havt det Uheld, at hans Billede er tegnet for Efterverdenen af en Mand, der, trods alle sine fortræffelige Egenskaber forresten, havde ondt for at være upartisk ligeoverfor en catholsk Prælat, men dog selv af denne sin strenge Dommer (Mag. Absalon) faar den Ros, „at han var forstandig i Historier synderlig de norske “.[31] At der har været et literært Vidnesbyrd om denne Biskopens Interesser, har hidtil været overseet af vore Kirkehistorikere,[32] uagtet Miltzow i sin Presbyterologi[33] udtrykkelig fortæller, at Biskopen har ført en Dagbog (qvotidiana anniversaria), ja endog anfører et Sted af denne, hvilket viser, at han har kjendt den. Han har altsaa netop gjort det samme, som hans uvillige Eftermaalsmand Absalon selv, ført Bog over samtidige Begivenheder. Men det af Miltzow citerede Sted er desværre det eneste, som er bleven reddet af denne Krønike.

IV.


Miltzows Forsøg som Forfatter have, bortseet fra hans ovennævnte theologiske og religiøse Smaating, bevæget sig paa det sproglige, topographiske og præstehistoriske Omraade. Desværre ere hans fleste Arbeider tabte.

Han har skrevet „Anmærkninger udi det gamle norske Sprog“. De findes nu ikke mere, men omtales af hans Ven Edvardsen blandt de Haandskrifter, hvoraf denne selv havde betjent sig til sin Bergens Beskrivelse.[34] Titelen er ikke ganske klar. Det kan ikke være Meningen, at „ udi det gamle Sprog“ skal betyde „paa“ dette Sprog, men Skriftet maa have indeholdt „Anmærkninger“ om oldsproget. Det synes ikke urimeligt at antage, at Forfatteren idetmindste tildels har beskjæftiget sig med Etymologien hvortil han aabenbart har havt Tilbøielighed. Man kan da vistnok danne sig nogen Forestilling om Skriftets Beskaffenhed af nogle Brudstykker af Miltzows tabte Skrifter, der meddeles af Torfæus i Indledningen til hans store historiske Værk.[35]

Dernæst har han forfattet en Beskrivelse over Hardanger. Den omtales af Torfæus, der citerer et Brudstykke deraf,[36] men er forsvunden. Muligvis er den tilligemed det forrige Haandskrift gaaet tilgrunde i Bergen 1702.[37] En anden Mulighed er det, at de ere gaaede tilgrunde sammen med en stor Del ar Edvard Edvardsens Samlinger, for hvis Tilintetgjørelse hans Sønnesøn har gjort Rede.[38]

Endvidere skal han have forfattet en Præstehistorie over hele Bergens Stift, der skal være brændt ved Byens Brand 1702,[39] rimeligvis ogsaa andre Arbeider i Stiftets Specialhistorie.[40]

Bevaret er af hans historiske Arbeider kun hans „Presbyterologia Norvegico-Wos-Hardangriana ex variis et vetustis hinc inde cum cura observatis & conquisitis monumentis, membranis, chartis, schedis, adversariis et manuscriptis, prout haberi potest, eruta et adornata a Gerardo Heinrici Fil. Milzovio“ 1679. 4to.

Afhandlingen var allerede udarbeidet flere Aar tidligere, thi Edv. Edvardsen omtaler den ved 1674 mellem sine historiske Hjelpemidler; Forfatteren har altsaa meddelt sin Ven en Afskrift. Allerede Aaret i Forveien omtaler Corfits Braem, at Miltzow havde vist ham „en Tractat om Voss, som han haver under Hænder.“[41] Da den nu udgaves i Trykken, gav Oluf Borch den en høist anerkjendende Paaskrift i Egenskab af Censor, og et Par af de sædvanlige Gratulationsvers, et af Forfatterens Capellan, et andet af Svogeren, Oberstlieutenant O. Skelderup, savnedes ikke. Uden Tvivl har Miltzow selv været Forlægger og uddelt maaske de fleste Exemplarer til Venner og Bekjendte.[42]

Bogen er ikke alene en Præstehistorie, men tillige, især for Voss’s Vedkommende, noget af en Bygdebeskrivelse med antiqvarisk Tilsnit. Voss’s Kirker beskrives, især naturligvis den store og statelige Hovedkirke, hvis Kirmesse endnu ikke var forglemt. Han fortæller et fabelagtigt Sagn om dens Opførelse af fire „Giganter“ (Kjæmper),[43] giver Oplysninger om Kirkens gamle Malerier o. s. v. Han fortæller derhos, hvad der særlig maa interessere, om det Bibliothek, som tilforn havde været i denne. Bøgerne (eller vel rettere Haandskrifterne) ere, siger han, efter Reformationen efterhaanden førte til Bergen paa Superintendenternes Befaling, den sidste Rest tog Biskop Nils Paasche, og i hans Tid brændte de op ved den bekjendte Ildebrand paa Palmesøndag 1623.[44] I Miltzows Tid stod endnu det tomme Bogskab i Kirken, bemalet med en latinsk Elegi over de bortførte Skatte. Den siges forfattet af en „qvidam“, men det er vist ikke usandsynligt, at denne „visse Mand“ er Miltzow selv.[45] Om det gamle Gilde paa Voss gives ligeledes interessante Oplysninger, ligesaa om Kirkegaarden og dens Inddeling i Bolker, noget, der som bekjendt ogsaa andensteds har fundet Sted.[46] Magnus Lagabøters Brev om Kirkens Bygning er helt indtaget og derved reddet for Undergang.[47] I Præstebiographierne eller rettere Præstelisten fra den catholske Tid indflettes forskjellige ofte ret interessante Notitser om Bygdens Historie og om dens fornemmere Beboere.

De fleste af de gamle catholske Præster kunde Miltzow jo kun kjende fra Diplomer og altsaa i Regelen ikke let vide stort mere om dem, end deres Navne, og at de havde optraadt ved denne eller hin enkelte Leilighed. Anderledes med de lutherske, der vare ham saameget nærmere i Tid. Imidlertid vil man heller ikke om dem, især ikke udenfor Voss’s Præsteskab, finde meget udførlige Efterretninger. Han holder sig mest til de tørre Data. Men fornemmelig er han, hvad allerede en anden Forfatter har bemærket,[48] ængstelig for at indlade sig paa mislige Præsters Liv og Levnet. Man læser f. Ex. (pag. 30) om Hr. Erik Olsen paa Voss: „De hoc equidem scribendum esset, sed volenter scienterque praeteritur“. Han kan dog ikke holde sig fra at fortælle om hans Mundheld: „Du skal tro en Bonde, naar du ser, at der voxer Haar inden i hans Haand“, og tilføier hertil den ret morsomme Commentar: „Sit fides penes autorem, ipse rustici filius erat“. Det er ellers meget betegnende, at disse Ord have længe holdt sig i Bygdens Erindring. Bønder forstaa ikke Spøg i saadanne Tilfælde. Længe efter, at den gode Embedsmands Fortjenester ere glemte, husker man en ubesindig Ytring af en uværdig.

Et særeget Værd har Bogen faaet derved, at Forfatteren ikke alene forstod Oldsproget og kunde læse Diplomer, men ogsaa efter Tidens Leilighed gav sig af med Runeinscriptioner. Til dette, der aabenbart har været ham et Yndlingsstudium, er han naturligvis bleven tilskyndet ved Studiet af Ole Worms Monumenta, og hans Iver for disse Sysler er neppe bleven formindsket derved, at han som gift med Worms Datterdatter kunde regne den afdøde Archæolog til sit Huus’s Ahner Som man kan vide paa Forhaand, har Miltzow ikke altid læst Runeinscriptionerne rigtigt, men hans Oplysninger ere dog stundom af stor Vigtighed, da de Monumenter, som han har beskrevet, for en Del senere ere forsvundne.[49]

Som vi se, er Bogen skreven paa Latin. Det er overflødigt at sige, hvor unaturligt det er at skrive en norsk Bygde- og Præstehistorie i et fremmed Sprog. Ikke engang noget Hensyn til udenlandske Læsere kunde her anføres derfor, thi disse bekymre sig dog ikke let om Emner af den Art. Men hertil kommer ogsaa Latinens Beskaffenhed. Det gaar an at give en Fremstilling, det være sig af et noksaa hjemligt eller moderne Stof, i en ren, let og gjennem virkelig Fortrolighed med de gamle Mestre udviklet Latin. Saadant kan skjænke dem, der forstaa sig derpaa, en eiendommelig N ydelse og Fornøielse. Det gaar ogsaa an, hvad Holberg paa en saa glimrende Maade har forstaaet, at skrive om sin Samtid i en Latin, der, skjønt ikke classisk, dog er original og derfor tiltrækkende. Men Gert Miltzows Latin har lidet af den sande latinske Stils ædle Simpelhed og fine Skjønhed. Han skriver sin Samtids smagløse Theologlatin, spækket med græske Ord og barbariske Vendinger. Uden al Tvivl har han paa sin lange academiske Bane drevet det til at tale Dog skrive dette Jargon med stor Færdighed, og det har da, hvad man forresten meget let kan forstaa og derfor heller ikke skal dømme for strængt, været ham en Trang og en Lyst at vedligeholde sin Øvelse deri paa sin landlige Præstegaard og at vise Verden, at han ikke havde glemt de Kunster, som vurderedes saa høit af Datidens academiske Kredse Dette sidste var en Fristelse, som faa kunde modstaa.

Ligesom af sig selv paatrænger sig her en Sammenligning mellem Miltzow og Peder Claussøn. Den sidste havde aldrig studeret ved noget Universitet og besad kun den Lærdom, som en norsk Latinskole kunde yde, og som han siden paa egen Haand kunde tilegne sig. Men saa var han ogsaa — for at bruge Nyerups mærkelige Ord om Peder Dass, nedskrevne paa en Tid, da den literære Verden ellers ikke bekymrede sig det mindste om den nordlandske Digter, — „Manden med det herlige Nemme og de gode naturlige Anlæg“. Med al sin Belæsthed og lærde Flid og alle sine agtværdige Egenskaber kan Miltzow, naar man ser ham ved Siden af den langt mindre studerede Peder Claussøn, ikke undgaa at gjøre et vist pedantisk Indtryk. Men han hæver sig igjen, om man, hvad der er retfærdigere, sammenligner ham med den samtidige Jonas Ramus. Ham er Miltzow langt overlegen.

Af Eftertiden har Presbyterologien nydt temmelig megen Paaskjønnelse. Torfæus har indtaget en Del deraf i den (forresten efter Peder Claussøn oversatte) Norges Beskrivelse, hvormed hans store Verk indledes.[50] Senere udtalte han det Ønske, at alle norske Provster maatte efterligne Miltzow.[51] Bogen fandt ogsaa baade en Oversætter og en Fortsætter. Cancelliraad og Præsident Henrik Willemsen i Bergen[52] lod i 1753 Miltzows Bog oversætte paa Modersmaalet ved en forøvrigt ubekjendt Mand, Thomas Meyer. Oversættelsen, der endnu er til, blev i 1884 (dog med Udeladelse af, hvad der vedkommer Hardanger) trykt i et Localblad.[53] I Maanedsskriftet „Det Bergenske Magazin “, hvoraf fra Sept. 1772—Juni 1773 udkom ti Hefter, (redigerede af Henrik Bryssel Middelthon, Hører ved Bergens Skole) optoges (S. 247—267, 333—355, 359—391) et med Kyndighed udført Supplement, hvorved Efterretningerne om Voss’s og Hardangers Præsteskab førtes ned til 1773. Dette Arbeide var paabegyndt af den af Bergens Stifts Historie fortjente Christopher Frimann og fuldendt af Marcus Schnabel. Sidstnævnte, der var født i Graven i Hardanger, nærede en varm Kjærlighed til sin Hjembygds Historie og Sprog. Han leverede baade en interessant Prøve af Hardangermaalet[54] og paabegyndte en Beskrivelse af Hardanger. Som Udgangspunkt tog han Miltzow, og det maa beklages, at hans Exemplar af Presbyterologien, der var forsynet med en Mængde Tilføielser og Bemærkninger,[55] vistnok er gaaet tabt. Endnu Lyder Sagen omtaler Miltzows Bog som „i sit Slags classisk“,[56] hvorimod det er paafaldende, at den aldeles er overseet af R. Keyser.

V.

Det Haab, som Miltzow udtaler i Slutningsordene af sit eget kortfattede Levnetsløb i Presbyterologien, at han skulde komme til at udgive flere Skrifter, opfyldtes ikke. Maaske vilde han have udført sit Forsæt, om han havde levet længere, men allerede 1688 døde han, kun 59 Aar gammel.

At Gert Miltzow ogsaa i theologisk Lærdom langt overgik almindelige Præster, er sikkert nok. Om hans Virksomhed som praktisk Præst vides neppe noget med Bestemthed, men det er dog høist rimeligt, at han ogsaa i denne Retning har virket til Velsignelse og gjort sig afholdt. Naar Erik Pontoppidan et Par Menneskealdre senere bemærker, at „Vosserne fra Arilds Tid ere fremfor andre Bønder temmelig boglærde eller anførte til Læsning“,[57] da er det ret sandsynligt at antage, at Fortjenesten herfor, idetmindste i nogen Grad, tilkommer den lærdeste af deres Præster. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at medens der i Capitelsbøgerne fra hans Tid fra næsten alle Stiftets Præstegjeld idelig forekommer Ægteskabsforseelser og andre Misligheder, støder man aldrig paa saadant fra Voss. „I det Hele synes det moralske Forhold i hans Provsti at have været meget bedre end andensteds i Bergens Stift.“[58] En Bondesøn, Ole Sjurssøn, der siden kaldte sig Woss efter Hjembygden, tog 1691 theologisk Examen og blev 1714 Sognepræst til Surendalen i Throndhjems Stift.[59] At Almuens Sønner kom til Universitetet, var i hine Dage en meget stor Sjeldenhed. Det er sandsynligt nok, at denne Mand har betraadt den studerende Bane efter Tilskyndelse og Hjælp af Miltzow.

Om den lærde Præsts Kjærlighed til Hjembygden og Menigheden vidner ogsaa den Omhu, hvormed han, som allerede ovenfor antydet, sørgede for sin Faders Stiftelse, Hospitalet for fattige Enken Han skjænkede ikke alene til dette fire Løber og et halvt Pund Jordegods, men bestyrede Enkehusets Midler saa vel, at han for dets egne Penge kunde tilkjøbe mere Jordegods.[60] Denne Stiftelse, der nu eier en Kapital af 50,000 Kroner og kan lægge op aarlig 800 Kr.,[61] er endnu et Minde om Henrik og Gert Miltzow. Der har paa Voss dannet sig et Sagn, rigtignok et aldeles fabelagtigt og taabeligt, om Bevæggrunden til Hospitalets Oprettelse. Det gaar ud paa, at „Præsten Miltzow“ — Fader og Søn ere for Almuen smeltede sammen til en Person — blev fangen i Tyrkiet tilligemed sin Kone. De bleve satte i et Fængsel for at gjødes til Slagtning. Men hvor meget end Tryntyrken bestræbte sig for at fede Præsten, lykkedes det dog ikke, fordi han var saa bange, medens derimod Konen blev saa fed, at hun ikke kunde gaa. Hun svøbte da sin Mand ind i en Silkevæv og hidsede ham ud af Vinduet, og han skjulte sig derpaa i en Hampeager, hvor han siden hørte hendes Skrig, da hun ynkelig blev slagtet. Da det lykkedes ham at komme bort og hjem til Voss, stiftede han dette Hospital af Taknemmelighed for sin Redning.[62] Denne Fabel er omtrent det eneste, som Vosserne nu vide at fortælle om Miltzowerne. Navnet Christence, der ikke sjelden forekommer paa Voss, hidrører sandsynligvis fra Henrik Miltzows Hustru.

Gert Miltzows Formuesomstændigheder have været særdeles gode. Dette sees bedst deraf, at han i 1676, da Krigsstyr udskreves i Anledning af Ufreden med Sverige, blev sat i 3die Classe, det vil sige, at kun 45 Personer i Norges Land ansattes høiere og kun 59 ligesaa høit, som han.[63] Det var en Tid, hvor Embedsmænd paa Landet, som besad nogen Formue, med Lethed kunde forøge den gjennem Indkjøb af faste Eiendomme. I sit Ægteskab med Bispedatteren Susanne Skelderup, hvis Dødsaar ikke kjendes, havde Miltzow flere Børn.

Den ældste Søn Jens, aabenbart opkaldt efter sin Morfader Biskopen, betraadte den lærde Bane og studerede saavel i Kjøbenhavn som udenlands. Han forfattede flere latinske Smaaskrifter, der opregnes i vore Lexica, nemlig nogle Disputatser de pileo libertatis symbolo og endel latinske Digte. Heriblandt var et Poem i Anledning af Christian V.s Besøg i Bergen 1685. Resten er mest Epigrammer af den paa den Tid saa hyppige Art, men hvor futile man end nu vil finde dem, dog neppe af de sletteste. Anagrammatiske Ordspil o. s. v. spille en Hovedrolle. Man ser, at han har staaet i megen Forbindelse med den i sin Tid ansete Læge i Bergen Dr. Paul Brandt[64] samt med Faderens Ven Edvard Edvardsen, hvem han kalder sin affinis desideratissimus.[65] Til hans Venner i Kjøbenhavn sees de islandske Brødre Arngrim og Paul Vidalin at have hørt. Jens Miltzow tog i 1687 Baccalaureigraden, begyndte 1688 paa det theologiske Studium og maa vel endnu have været i Kjøbenhavn 1693, da hans sidste Disputats blev trykt der. Han skal saa være reist udenlands, men efter Hjemkomsten til Norge være død ved et Fald fra Hesten.[66]

Den anden Søn, Henrik, sattes ligeledes til Studeringer og skal foruden den dengang sædvanlige Skolelærdom[67] ogsaa have besiddet udstrakte Kundskaber i levende Sprog. Han havde „reist udenlands med en Person af Stand“, men foretrak siden Privatlivet for Embedsbanen og levede som Jordegodseier i Hardanger og paa Voss, hvor bl. A. den betydelige Gaard Lekve tilhørte ham.[68] Sit Gods forøgede han derhos ved Giftermaal med den formuende Enke Else Alstrup paa Lille-Graven i Gravens Sogn i Hardanger (f. 1670, † 12te Juni 1749); hun havde tidligere været gift først med Sorenskriver i Hardanger Manderup Nilsen Funk, anden Gang med Borgermester i Bergen Hans Weiser († 1713) og var altsaa ikke ung, da hun blev Henrik Miltzows Hustru. Efter hendes Død — der var mellem dem gjensidigt Testamente af 1729 — ægtede han, nu meget tilaars, i 1751 Inger Worm Fürstenberg (f. 18de Octbr. 1725), Datter af Procurator i Bergen Paul Jacob F. og Inger Wrangel.[69] Tre Aar derefter døde han barnløs, og med ham uddøde tillige den her omhandlede Gren af Familien Miltzow. Enken giftede sig siden med Nils Griis Alstrup (f. i Bamble 1716, død under et Ophold i Kjøbenhavn 26de Octbr. 1759), der var theologisk Candidat, Cancelliraad og Jordegodseier i Ulvik i Hardanger og Søn af Sognepræsten i Bamble Peder Hansen Alstrup og Anne Margrethe Griis, Præstedatter fra Sigdal (Søster af den bekjendte Gesandt i Haag, Nils Griis). Inger Fürstenberg døde først 1807, altsaa 119 Aar efter Gert Miltzow, hendes første Mands Fader.

Gert Miltzow havde derhos fire Døtre, af hvilke den ene, Susanna, var gift med Capitain Rasmus Stoud, en Præstesøn fra Bergen, senere med Oberstlieutenant Nordahl paa Lekve i Voss. Hun døde barnløs omtrent 1755. Hendes Søstre, Margrete, Inger og Christence, vare ugifte og forlængst døde, saa at den Miltzowske Families store Midler blev blandt Fremmede udspredt“.[70]


Efterskrift.

1. Et endnu utrykt Skrift, som muligens, ja endog rimeligvis er fremkaldt ved Miltzows Exempel, skal her kortelig omtales. Det findes i vort Universitetsbibliothek (udentvivl i Forfatterens originale Haandskrift)[71] som No. 184, 4to, og har følgende Titel:

Presbyterologia Hallingo-Næsensis, qvam piae, si qva erit, posteritati continuandam relinquit servus servorum Dei Christianus Christierni Bloch, Past. Næs. indignus Næs die 28 Januarii Anno Styli Veteris 1691.“

Forfatteren, der døde 1699, har ikke besiddet antiqvarisk Lærdom og indskrænker sig til at fortælle om sine Forgjængere Derimod indfletter han med stor Forkjærlighed Citater af latinske classiske Digtere. Hans Fortællinger indeholde tidt meget characteristiske Culturbilleder. Den største Del af Indholdet er forlængst gaaet over i Foged Iver Wiels bekjendte Beskrivelse over Ringeriges og Hallingdals Fogderi.[72] Imidlertid er Uddraget her ikke fuldstændigt, og Blochs Arbeide fortjener ved given Leilighed at udgives i sin Helhed.

2. Bibliotheket i Throndenes Kirke er omtalt ovenfor S. 175, Not. 1. Herom kan anføres en Ytring af Statistikeren Frederik Thaarup i et utrykt Brev til J. Chr. Berg, dateret Lier (i Vinger) 9de Febr. 1804, hvoraf her meddeles følgende:

— — — — „Jeg havde strax efter Nytaar Besøg af en Martin Frid. Arendt, en i Altona født Literatus, som i 6 til 7 Aar har reist i Norge, mest i det nordlige. Han var et Par Dage her. Han gav mig ved vore Samtaler en og anden Oplysning, f. Ex. at i Tronæs Kirke er et Skab i Muren bag Alteret, hvor der findes omtrent 12 voll. in Folio, Levninger af et Bibliothek, som i de ældre Tider har været ved Kirken, og hvoraf det vigtigste i Biskop Krogs Tid skal være bortflyttet.[73] Fremdeles, at en Beskrivelse over Laskestads Præstegjeld[74] haves i Manuskript in 4to, skrevet omtrent 1785 af Pastor H. J. Kaurin, at Præsten Lund i Lexvigen har udarbeidet Throndhjems Stifts Præstehistorie og Efterretninger om Kaldene, 2 Bind in 4to og saaledes adskilligt mere. Denne Arendt studerer nu det gamle nordiske Sprog og vil udgive dets Grammatik. Ellers var det en besynderlig Person med mange Egenheder og især en skarp Bedømmer over Mennesker, en urimelig Dadler. Han reiser uden Understøttelse eller Penge, meget tilfods, har vel af B. Anker faaet noget, modtager Gaver. Saaledes ved jeg her i mit Fogderi, at nogle af Præsterne, som han har reist forbi og hilset paa, have budet ham en Rigsdalers Penge i smaa Mynt, som han har modtaget. Botaniken var en Tid hans fornemste Studium, og han stod i nogen Forpligtelse til den Kjøbenhavnske botaniske Have.“

Et Kirkebibliothek fandtes ogsaa i Hjørendfjord paa Søndmøre, hvor Pontoppidan saa det 1750, men det bestod rigtignok mest af „Skroller“.[75]

3. Beretningen om den Miltzowske Stiftelse paa Voss kan suppleres ved en mig af Rigsarchivar Birkeland meddelt Notits. I Archivet findes et Brev af Sognepræst Ruus, dat. 24. August 1764, hvoraf fremgaar, at Stiftelsen da eiede med og uden Bygsel 10 Løber og 2 Pund, og Overbygsel af 1 Løb og 1 Pund, der alt synes enten at være skjænket af Gert Miltzow eller kjøbt, af ham for Stiftelsens Penge; kun om en Jordpart heder det, at den er erhvervet ved Mageskifte, uden at det sees, af hvem eller i hvis Tid Mageskiftet er foretaget, eller fra hvem det Bortmageskiftede hidrører, og om en anden Jordepart i heder det, at den er overdraget af Lars Ronve til Fattig huset for Gjæld. Som det af Norske Stiftelser, III. S. 688 vil sees, har Sorenskriver Johan Seckmann Fleischer[76] i 1775 og 1779 yderligere doteret denne Stiftelse.

4. Af Jens Miltzows Skrifter savnes hans Disputatser paa vort Universitetsbibliothek. Bibliotheksassistent C. Weeke i Kjøbenhavn har vist mig den Tjeneste at efterse dem paa det st. kgl. Bibliothek, men noget biographisk Udbytte var af dem ikke at hente, kun sees Jens Miltzow i Kjøbenhavn at have staaet i Forbindelse med sin bekjendte Frænde (Moderens Morbroder) Conferentsraad Willum Worm, hvem han derfor i en Dedication bringer varme Taksigelser for al bevist Godhed og Kjærlighed.

  1. Bergens Borgerbog, udg. af N. Nicolaysen, S. 5. I Norske Magasin, II. 82 kaldes han dog Borger allerede flere Aar tidligere. Byfogdens Navn forekommer jevnlig i den ældste bergenske Dombog, der er udgiven i Uddrag i Norske Samll. 8vo. I.
  2. I „Ausländ. Registrant“ (Geh.-Archivet) findes et interessant Brev herom af 14de Januar 1548. En Lübbert v. Alsted, der tjente paa Contoret, fandt for godt at ville gifte sig og tage Borgerskab i Bergen, men de Contorske toge ham tilfange og lode ham føre bort fra Norge. Christian III. klagede for Raadet i Lübeck over denne Krænkelse af Rigets Høihed: „So ist es auch gegen Gott und alle Erbarkeit, dasz die Leute dermassen, wenn sunst kein Mangel wäre, auszerhalb des Ehestandes zu leben bedrängt werden sollten.“
  3. Norske Magasin, II. S. 543. (Norske Samll. 8vo. I. S. 62—63.)
  4. L. Daae, Krigen nordenfjelds 1564. Chra. 1872. S. 14—15. CfrMiltzows Presbyterologia Woss-Hardangriana, p. 34.
  5. N. SamlL 8vo. I. S. 91.
  6. Presbyterologia Wos-Hardangriana, p. 34 sqq. Naar det hos Edvardsen (Norske Magasin, II. S. 632) heder, at Henrik havde været Hører i Bergens Latinskole, da synes dette, der heller ikke omtales af hans Søn, lidet rimeligt, naar det erindres, at han allerede 1623 kom til Voss og før den Tid havde tilbragt adskillige Aar udenfor Norge.
  7. Meddelt af den nuværende Sognepræst, Provst W. Hansteen. Biskop Neumann taler i sin Reisebeskrivelse (Budstikken VII. 405) ogsaa ubestemt om „Miltzows og hans Hustrues Portrætter“.
  8. Chr. Friman, Almindelig Samling af Stiftelser og Gavebrevs i Kongeriget Norge, II. Kbhvn. 1777. S. 223. Jfr. Ankers og Huitfeldts Portræt-Katalog, S. 92.
  9. G. Miltzow kalder det (Presbyt. p. 10) amnis decumanus, med hvilket Udtryk jeg formoder, at han vil have gjengivet det oldnorske þjodà Dette fornemme Navn brugtes ogsaa om mindre Dales Elve, f. Ex om Kvineselven (Dipl. Norv. VII. p. 500).
  10. Pontoppidans Visitationsberetning af 1748 (Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl. VII. 368). Af J. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, S. 216.
  11. Bergens Beskrivelse, S. 294.
  12. Pontoppidan omtaler udtrykkelig dette i sit Skrift Oeconomisk Balance Kbhvn. 1759. S. 185.
  13. Ny kirkehistoriske Samll. IV. S. 75. I Leiden har han ikke studeret. Aaret i Forveien var Broderen Mathias Miltzow, om hvem neppe mere vides, bleven immatrikuleret i Rostock.
  14. Søges nu forgjeves selv i det st. kgl. Bibliothek.
  15. H. F. Rørdam, Magistre creerede ved Kjøbenhavns Universitet fra Reformationen indtil 1660. (Personalhist. Tidsskr. III). S. 71.
  16. Werlauff (efter Schøning) i Nye Danske Magazin, III. S. 41 fgg. L. Daae, Throndhjems Stifts geistlige Historie, S. 121 fgg.
  17. Se om ham Rørdam, Magistre creerede ved Kbhvns Universitet, S. 48 og de der citerede Kilder, fornemmelig G. Storm i norsk hist. Tidsskrift, 2. R. IV. S. 114 fgg.
  18. L. Daae i Historiske Skildringer. II. Chra. 1878. S. 87 fgg.
  19. Se P. A. Munch, Levninger af norsk Oldliteratur, opdagede i det norske Rigsarchiv, i Norsk Tidsskr. for Videnskab og Literatur, 1 (1847), S. 25 fgg. De der beskrevne Fragmenter ere alle indsendte i Tiden 1610—1638, paa et nær, der er indsendt 1603.
  20. Johannes Loss, vir multa eruditione conspicuus, antiquae linguae patriae ejusdemque monumentorum longe peritissimus. Presbyterol. p. 29—30.
  21. Norsk hist. Tidsskr. 2. R. II. S. 192.
  22. Alexanders Saga, udg. af C. R. Unger, Chr. 1848. Fortalen S. VIII.
  23. G. Storm. Om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Lov. S. G. (Chra. Videnskabs-Selskabs Forhandlinger i 1879, No. 14).
  24. Som et samtidigt tydsk Sidestykke kan betegnes Dr. Nicolaus Genukows Tagebueh 1558—1567. Hg. v. E. Zober. Greifswald 1870. 8vo. (Stralsundische Chroniken, III).
  25. Norske Magasin, I. (ogsaa særskilt).
  26. Haandskriftet anføres som tilforn tilhørende Pontoppidan i Suhms (ældre) Samll. B. II, 2, S. 91, hvor nogle Uddrag ere trykte. Det tilhører nu det store kgl. Bibliothek.
  27. Bibl. Herslebianæ Hafn. 1758, p. 572, cfr. Catalogerne over Langebeks og Thott Bibliotheker.
  28. L. Daae, Throndhjems Stifts geistlige Historie, S. 167. Suhms Levnet ved Nyerup, S. 205, cfr. Bibliotheca Harboiana, Hafn. 1784, 8vo. II. p. 117 sqq.
  29. Det citeres i Presbyterol. p. 45.
  30. Citeret sammesteds p. 67.
  31. Norske Samll. 8vo. I. S. 4.
  32. I Lyskanders Levnet ved H. F. Rørdam findes mellem de L. tilhørende Haandskrifter opført „Extract af den norske Krønike, som Biskop Olaf skrevet haver“. I Henhold hertil har jeg i en tidligere Afhandling (Norsk hist. Tidssk. III. S. 291) udtalt mig for, at denne Biskop Olaf maatte være Olaf Thorkelssøn. Men da det senere er oplyst, at Olaf i Listen over Lyskanders Bøger er Feillæsning for Isleif, bortfalder naturligvis min Antagelse.
  33. p. 26.
  34. Norske Magasin, II. S. 499.
  35. Torfæi Hist. rer. Norv. I. p. 14—15, 19. Paa det sidste Sted anføres et større Fragment, ikke usandsynlig netop af det her omtalte linguistiske Arbeide.
  36. l. c. p. 14—15.
  37. Saa fortælles i M. Schnabels (og H. Strøm) Udkast til en Beskrivelse af Hardanger. Kbhvn. 1781. 4to. S. 11.
  38. Et lille Erindrings-Lexicon over adskillige Personer af Ed. Sehwartzkopf, Danske Samll. IV. 84—85. Sehwartzkopf var, hvad Meddeleren af hans „Lexicon“ ikke vel kunde vide, en Søn af Otto Edvardsen, Sogneprest til Manger (der igjen var en Søn af Mag. Edvard Edvardsen) og Apollonia Mikkelsdtr. Sehwartzkopf, Præstedatter fra Manger, hvis Navn Børnene optoge. Se Personalhistorisk Tidsskr. I. S. 15.
  39. Schnabels Hardangers Beskrivelse l. c., hvis Kilde her maa have været Bergenske Magazin S. 251.
  40. Et Vink herom findes i Holbergs Bergens Beskr. S. 133.
  41. Norske Magasin, II. S. 499, 474. Den Corfits Braem, hvis interessante Reisebeskrivelse der er meddelt, var en Søn af Gødert Braem, der døde 1655 som en meget rig og anseet Kjøbmand i Kjøbenhavn (Nyt [dansk] historisk Tidsskrift, VI. S. 554, Bartholini carmina p. 93). Han blev 1677 Borgermester i Helsingør „udi afg. Knud Walters Sted“. (Dan. Paullis Extraord. maanedlige Relationer, Febr. 1677 S. 510).
  42. Mit Exemplar har følgende Paategning: Reverendo et erudite docto viro Dno. Petro Heltbergio, pastori in Fieldberg fidelissimo, fratri in Chro. Dno., amico veteri colendo autor testandae benevolentiae et honoris ergo D. D. D.
  43. Allerede i 1626 optegnet for Oluf Worm. Suhms Nye Samll. II, 3, S. 39.
  44. „Bergens Kalvskind“ har af Biskop N. Paasche den Paaskrift, at det „blev beholden“ efter denne Brand.
  45. Bibliotheker i Norges Landskirker have visselig hørt til de tørste Sjeldenheder. I Throndenes’s prægtige Kirke har der existeret et lignende, hvoraf idetmindste en af vort Universitetsbibliotheks Palæotyper er en Levning.
  46. L. Daae, i dette Tidsskrifts 1. Række, IV. S. 493.
  47. Det er efter Miltzow optrykt i Dipl. Norv. IV. p. 2.
  48. D. Thrap, Bergenske Kirkeforhold i det 17de Aarhundrede (særskilt Aftryk af Theol. Tidsskrift). Chra. 1878. S. 49.
  49. Man se herom foruden Norske Fornlevninger ved N. Nicolaysen ogsaa Urda, II. S. 41 fgg.
  50. Hist. Rer. Norv. I. p. 74.
  51. J. Erichsen, Tormod Torfesens Levnetsbeskrivelse, Kbhvn. 1788. Aftryk af Minerva) S. 132. En af Bergens Stifts Geistlige, der virkelig synes at have fulgt Miltzows Exempel, var Mag. Ivar Leganger, Sognepræst til Vik i Sogn 1657—1702. Han stod i Brevvexling med Torfæus og forfattede selv en „brevissima Sogniae chorographia“, der tillige med hans Breve er trykt i Torfæana, Hafn. 1777. 4to. (p. 150—182). Leganger skriver i Anledning af Miltzows Død med stor Anerkjendelse om ham. (Torfæana p. 167). Se om Leganger Ill. Nyhedsbl. 1859, No. 1 og Familien Munthe, S. 135 fgg.
  52. Han omtales i Norske Magasin, III. S. 331 fgg.
  53. Søndre Bergenhus Amtstidende (udk. paa Vossevangen) 1884, No. 1 fgg. Haandskriftet skal, saavidt jeg ved, findes i Voss’s Sognepræstarchiv.
  54. Norske Videnskabsselskabs Skrifter. Ny Samling. I. S. 297—322.
  55. Udkast til en Beskrivelse over Hardanger, sandet og sammenskrevet af sal. Hr. Marcus Schnabels efterladte Papirer ved H. S. (ɔ: Hans Strøm). Kbhvn 1781. 4to. S. 11.
  56. Om Bergens Latinskole. (Program fra 1828.)
  57. Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. fl. VII. S. 368.
  58. Meddelelse af Provst J. F. Lampe.
  59. A. Erlandsen, Biographiske Efterretninger om Geistligheden i Throndhjems Stift, S. 438.
  60. Om denne Stiftelse se Chr. Frimann, Almindelig Samling af Stiftelser og Gavebreve i Kongeriget Norge, II. Kbhvn. 1777. 4to. S. 223 fgg. Nicolaysen, Norske Stiftelser, III. S. 687 fgg.
  61. Meddelelse af den nuværende Sognepræst, Provst W. Hansteen.
  62. Meddelelse af Sagfører A. C. Schanke paa Voss efter Opskrift af Skolelærer Odd Dolve.
  63. Norske Samll. 8vo. I. S. 474.
  64. V. Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen, II. S. 78.
  65. E. Edvardsen blev nemlig gift med et Sødskendebarn af Posten, Christence Schrøder, Datter af en Sognepræst til Nykirken, der var gift med Mag. Gert Miltzows Søster.
  66. Det Bergenske Magasin (udg. af H. B. Middelthon) S. 250. I Gjessings Jubellærere, II. 1. S. 40 tillægges der Jens Miltzow en Søn Henrik og flere andre Børn. Dette er aldeles urigtigt. Denne Henrik (Balthasar) M., der døde 1738 som Sognepræst til Kragerø (Thues Beskr. over denne By, S. 91), er formodentlig den samme, der i sin Tid havde været Egedes Hjelpepræst i Grønland. Han skrev ogsaa sit Navn paa en forskjellig Maade.
  67. I Ullensvangs Kirke fandtes en versificeret latinsk Gravskrift over en Præst, forfattet af Henrik Miltzow. Den er trykt i Bergenske Magazin, S. 374.
  68. Kraft, IV. S. 662.
  69. Hun nedstammede fra Biskop Jens Skelderup og var altsaa H. Miltzows Slægtning.
  70. Bergenske Magazin, S. 250. Den største Del af de her meddelte genealogiske Oplysninger skylder jeg Provst J. F. Lampes Godhed.
  71. En Afskrift findes i det st. kgl. Bibl. i Kjøbenhavn.
  72. Denne interessante Bygdebeskrivelse er trykt i Topographisk Journal: Hovedindholdet af Blochs Presbyterologi findes gjengivet i Journalens H. 31, S. 189—192, og H. 32, S. 100—107.
  73. Er da sandsynligvis brændt med Biskop Peder Krogs Bibliothek, da hans Residents gik op i Luer, hvorom se Pontopp. Ann. IV. p. 229.
  74. ɔ: Stegens Præstegjeld i Nordlandene.
  75. Theol. Tidsskrift, udg. af Caspari m. fl„ VII. S. 388.
  76. Se om ham B. Moe, Tidsskr. for d. n. Personalhistorie, II. S. 217 fgg.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.