Om Midgardsormens Prototyper

Anton Christian Bang

Om Midgardsormens Prototyper

Historisk Tidsskrift, anden Række, tredie Bind, 1882 (s. 228-238).

I sidst udkomne Hefte af Norsk historisk Tidsskrift (2. R. III, S. 21 flg.) har en dansk Forfatter K. G. Brøndsted fremdraget dere Steder af Kirkefædrene fra fjerde og følgende Aarhundreder, Steder, i hvilke Kristendommens Centraldogme fremstilles under Billedet af „en Fisker, der med en Medekrog drager Helvedes Drage op af Dybet“. Og dermed sammenstiller han da den norrøne Mythe om Thor, der fisker efter Midgardsormen. Uagtet Brøndsted vel turde have Uret i den Maade, paa hvilken han antager den norrøne Mythe fremstaaet, og ikke tager Hensyn til Midgardsormens Historie i Middelalderens Kunst og Digtning overhovedet, har han dog Fortjenesten af bestemtere, end tidligere er skeet, at have paavist Lighederne mellem Allegorien hos Kirkefædrene og den nordiske Mythe, og den sidstes Afhængighed af den første. Det er ikke min Hensigt her nærmere at gaa ind paa selve Mythen om Thors Fiskefangst. Derimod har jeg stillet mig den Opgave at gaa længere op i Tiden for at undersøge den Proces, ud af hvilken Allegorien hos Kirkefædrene har faaet sin Tilværelse.

Naar Talen er om, at Kristus fanger paa Krogen Helvedes Drage, da er denne Drage-Skikkelse, saaledes som jeg skal søge at godtgjøre, et Produkt af en mythologisk Proces, hvis væsentligste Faktorer er disse to: Leviathan og Slangen.

Leviathan, der for første Gang findes omtalt i Hjobs Bog (Kap. 40 og 4l), synes oprindelig at have været en Benævnelse paa Krokodillen. Den storslagne, poetiske Skildring af Leviathan i Hjobs Bog maa alt tidligt have øvet en stærk Indflydelse paa Jødernes Phantasi, der med Forkjærlighed dvælede ved denne imponerende Skikkelse og lod den antage alt større og større Dimensioner. Og den malende, poetisk-hyperboliske Skildring hos Hjob var vel skikket til at sætte Phantasien i Bevægelse. Leviathan er af overordentlig Styrke, han „agter Jern som Straa og Kobber som raaddent Træ“. Dens Gab er besat med frygtelige Tænder. Af Munden udgaar gloende Gnister og Ilds-Luer. Naar den puster, udgaar der af dens Næse en Røg som af en sydende Gryde eller Kjedel. Hver Gang den rører sig nede i Dybet, bobler Havet som kogende Vand. Og naar den bevæger sig frem over Havfladen, er denne skinnende af hvidt Skum, og Søen er saa oprørt, at.man maatte holde Afgrunden for graa.

Fordi Leviathan er Navnet paa Krokodillen, et ægyptisk Dyr, og fordi Ægypten er en mod Israel fiendtlig Magt, derfor bliver ganske naturlig Leviathan i Propheternes Billedsprog symbolet paa Ægypten og som saadant tillige symbolet paa alle mod Israel fiendtlige Magter i Almindelighed (Ez. Kap. 29,3 og 32,2). Men paa-samme Tid, som denne symbolske Betydning af Leviathan danner sig, optager den tillige i sig Momenter af Slange- eller Drage-Skikkelsen. Det prægnante Symbol paa alle onde, mørke, Gud og Mennesker fiendtlige Magter er jo netop Slangen, den „store Drage“, den „gamle Slange“ (cfr. Joh. Aab. 12,8 og 20,2). Hvor ganske naturligt da, at Leviathan i sin symbolske Betydning af det Onde, af alle Israels Fiender optræder som „den store Thannim“ (LXX: ὁ δράκων ὁ μέγας), der ligger midt i sine Strømme“ (Ez. 29,3). Leviathan er nu en „Stangslange“, eller „en bugtet Slange“ i Havet (Jes. 27,1).

Paa den videre Uddannelse af Leviathans Væsen og Begreb har dennes Sammenstilling med „den store Fisk“ hos Propheten Jonas vel neppe havt synderlig Indflydelse. Det er først i den vilde mythologiske Gjæringsproces, der skaber Gnosticismen og Kabbala, og som har efterladt sig saa stærke Mærker endog i selve Thalmud, at Leviathan faar Væxt. Der overføres nu paa den alt, hvad man vidste at sige om Sammael. Denne er oprindelig tænkt ensbetydende med Slangen i Paradiset, Menneskehedens Forfører. Ved Identificeringen med Leviathan, der nu altsaa for anden Gang faar Tilførsel af Slange-Momentet, antager den alt større og større Dimensioner, ligesom den bliver Symbolet for Jødernes Fiender.^[1] Sammael-Leviathan er saaledes hos Rabbinerne den onde Slange, den krumme Slange, den gamle Slange,^[2] Principet for alt ondt = Dødsengelen,^[3] gnostisk tænkt som Planetgeister for Mars, i Kraft af hvis Indflydelse Jødernes Fiender havde vundet sine Seire og alt ondt sker i Verden.^[4]

For at man skal kunne forstaa den videre mythologiske Proces, der foregaar med den store eller bugtede Slange, bemærkes Følgende. Man vil i dere orientalske Religioner støde paa en dobbelt Opfatning af Slangen. Dels ser man i denne Skikkelse Udtrykket for et ondt og dels for et godt Princip. Slangen er snart ἀγαθοδαίμων og snart κακοδαίμων. Denne Opfatning har gjort sig stærkt gjældende blandt den vistnok ældste og vel ogsaa mest udbredte gnostiske Sekt Ophiterne, Slangebrødrene, hos hvem Slangen – ὁ ὀφιόμορφος – er den tvetydige Skikkelse, der snart opfattes som det onde Princip og snart som det frigjørende, det gode Livsprincip, hvorfor der ogsaa blandt enkelte af de mange ophitiske sekter fandt Sted en formelig Slangedyrkelse. For vort Øiemed er det af overmaade stor Vigtighed og Interesse at lægge Mærke til, hvorledes Ophiterne begrundede sin Betragtning af Slangen som det gode Livsprincip. Slangen er en „flydende Substants“ – ἡ ὕγρα οὐσία –; altsaa er Slangen i symbolsk Henseende det samme, som Vandet, Havet, Okeanos var hos de gamle Hellener, Principet for alt Liv, baade aandeligt og physisk, γένεσις τε θεῶν, γένεσις τ’ ἀνθρώπων.^[5] Slangen er da som den flydende Substants Principet for alt Liv og al Skjønhed,^[6] den mythologiske Repræsentant for Vandet eller Havet. Af et hos Hippolyt opbevaret Citat af et ophitisk Skrift^[7] fremgaar det, at urgræske Forestillinger her ere blevne opblandede med Elementer af den Babyloniske Kosmogonie. Naar det heder paa hint Sted: „Jeg er Vægterstemmen i Nattens Periode, for Fremtiden begynder jeg at løse Magten ud af Chaos. Dyndets Magt i Afgrunden ... denne Magt heder Havet“ (θάλασσα), saa er vistnok „Havet“ her betegnet som det dyndede Urdyb, der er Principet for alt Liv. Men det er af alle erkjendt, at bag hint Hav – θάλασσα – skjuler der sig den Babyloniske Thalath eller Thalith, Chaos, Urdyndet, Verdensægget, der indeholdt i sig Spiren til alt Liv, og som derfor var tænkt som et androgynt Væsen, som indehavende i sig baade det avlende og det undfangende Princip. Naar man da sammenblandede Okeanos med Thalath og lod Slangen repræsentere denne „vaade Substants“, var det ganske naturligt, at man i Slangen saa Principet for alt Liv.

Interessant er det at lægge Mærke til, at denne Betragtningsmaade gaar igjen i selve Thalmud. Leviathan, den store Slange, var – saa heder det her – oprindelig androgyn, skabt med en mandlig og en kvindelig Side. Men for at samme ikke skulde avle et med sig selv ligt Afkom og derved ganske fordærve Verden, saa omskar Gud den mandlige Side ved Leviathan og ødelagde den kvindelige, hvorpaa han styrtede Dragen i Havet.^[8] Man har i denne Tanke aabenbarlig en Gjenganger af den Betragtningsmaade, at Slangen er det androgyne Princip for alt Liv, og at Leviathan er Havets mythologiske Exponent. Det turde ligeledes være et Udslag af samme Tanke, naar det heder i Thalmud, at Menneskenes Avlingstrang skriver sig fra Sammael.^[9]

Hvorledes Slangen = Leviathan som Udtrykket for det af Vandet, Havet symboliserede avlende Livsprincip eller Verdenssjel har tiltaget i Omfang og voxet sig stor inden Kredsen af de gnostiske Ophiter, derom have vi ogsaa et talende Vidnesbyrd i det af Origenes beskrevne ophitiske Diagram. Jorden, Materiens og Ondskabens Sæde og Bolig, var paa dette fremstillet symbolsk ved 10 paa hinanden staaende Kredse, der betegnede de forskjellige onde Magter, der aabenbare sig i og beherske den jordiske Tilværelse, og som udbreder blandt Menneskene Synd og Ulykke. Men rundt om disse den telluriske Tilværelse afbildende 10 Kredse var slagen en stor Kreds, der baade i Centrum og Periferien var inskriberet: Leviathan. Denne kan i denne Sammenhæng og efter Aanden i den ophitiske Gnosis ikke betegne noget andet end Verdenssjelen, repræsenteret af det al Jorden omgivende Vand, Hav. Slangen = Leviathan er her indgaaet i Forbund med Grækernes Okeanos.^[10] Dog bør man at lægge Mærke til, at Okeanos hos Grækerne aldrig opfattes anderledes end den hele Jorden omflydende store „Strøm“ eller „Flod“. Det er fuldstændig vilkaarligt og en umotiveret Overføren af fremmede Tanker paa græske Forestillinger, naar Preller i sin græske Mythologi kalder Okeanos en „Slange“. I Iliadens Beskrivelse af Achilles’s Skjold^[11] er Okeanos intet andet end „den mægtige Flod“, der afbildes som gaaende „helt omkring den yderste Rand af det herlige Rundskjold“.^[12] Hos Hesiod er Okeanos ligeledes kun en „ποταμὸς τελήεις“,^[13] en i sig selv tilbageløbende Flod. Og i den paa den Homeriske Beskrivelse af Achilles’s Skjold hvilende Skildring, der læses i „Scutum Heraclis“, siges der ikke andet end følgende:

ἀμφι δ’ ἔτυν ῥέεν ὠκεανός πλήθοντι ἐοικώς
πάν δὲ συνεῖχε σάκος πολυδαίδαλον. – – ^[14]

Altsaa heller ikke her er Okeanos andet end Verdensstrømmen, verdenshavet uden Begyndelse og Ende. Det er de ophitiske Gnostikere, der, ledede af sin Betragtning af Slangen som Livsprincipet, have forenet „Okeanos“ med „Leviathan“, det er paa det ophitiske Diagram, man for første Gang finder, at Leviathan har antaget saa store Dimensioner, at den som en Kreds omslynger hele Jorden.

Vi ere heldigvis istand til videre at forfølge denne mythologiske Proces. I Bogen „Pistis-Sophia“, der er forfattet paa Æthiopisk i Slutningen af 3die Aarhundrede, og som fremstiller den sidste Phase af den ophitiske Gnosticismes Udvikling, træder den hele Jorden omslyngende Slange os fuldt færdig imøde. At Grundlaget for denne jordomslyngende Slange er Leviathan (+ Sammael + Okeanos), synes Bogen at være sig fuldt bevidst. Thi den lader samme rumme inden i sig Krokodillernes Achont.^[15] Men nu har den tillige optaget i sig Begrebet Helvede, saaledes som den udsvævende Phantasi har tænkt sig dette. „Pistis-Sophia“ lader nemlig den jordomslyngende Slange eller Drage optræde under Navnet: „det yderste Mørke“. Den beskrives som værende udenfor hele Verden og omringende hele Verden og det saa fuldstændigt, at Dragens „Hale er i dens Mund“. I Dragen er der 12 Fængsler, og i hvert af disse Fængsler er en Drage, der optræder hver med sit Navn i en eller anden Dyreskikkelse. Hvert af disse Fængsler eller Afdelinger af Dragen har sin særskilte Indgang. Og i et eller andet af dem kom mer alle, der ikke kjende den Unævneliges μυστήριον unicum.^[16] Og al Kulde og al Sygdom paa Jorden har sin Oprindelse fra den. Denne Udvikling er da i høi Grad interessant. Medens det var ved Betragtningen af Slangen som Agathodaimon, at man naaede frem til at lade ham ligesom Okeanos omringe Jorden, saa forvandler den sig efter at have naaet frem til denne størrelse øieblikkelig til en Kakodaimon, der ikke blot i Egenskab af Sammael er Principet for alt Ondt, men endog rummer i sig hele Helvede med alle dets Afdelinger. Og nu optræder den jordomslyngende Drage ogsaa under en ny Benævnelse. Det heder nemlig, at den store Drage, der almindeligvis kaldes det yderste Mørke, egentlig heder: ἔνχθονιν, den Underjordiske.

Ved Enden af tredie Aarhundrede foreligger altsaa en efter en langvarig Proces nu fuldt udbildet Drageskikkelse, der engang uddannet inden Gnostikernes Kreds gaar over i Folketroen sammen med saa meget andet, som den katholske Middelalder tager i Arv efter de uddøende gnostiske Sekter især paa Overtroens Omraade.^[17] Enten nu denne Drage kaldes Leviathan, eller den optræder under andre Benævnelser, som f. Ex. Behemoth, saa har den altid dette Karakteristiske ved sig, at den tænkes slyngende sig rundt om Jorden saa fuldstændig, at den ligger og bider sig i sin Hale, og at den betragtes som en ond Magt.

Første Gang, Leviathan omtales, indledes Beskrivelsen af samme med disse Ord: Kan du drage Leviathan med en Krog eller dens Tunge med en Snor, som du lader synke ned? Kan du sætte en Krog i dens Næse eller bore dens Kindben igjennem med en Pren? (Hjob 40, 20–21). Saaledes er Tanken om at fange Leviathan allerede reist første Gang, den omtales, paa samme Tid som det at fange den er tænkt som en Umulighed, som en Gjerning, der spotter ethvert Forsøg. Efter at Leviathan i Propheternes Billedsprog er bleven Betegnelsen for Israels Fiender, specielt Ægypten, faar da Udtrykket at „saare Dragen“ (Jes. 51, 9) Betydningen af at tilføie Israels Fiender Nederlag, ligesom ogsaa Straffedommen over Ægypten mere end en Gang betegnes under Billedet af at ihjelslaa Dragen i Havet eller at fange Dragen. Saaledes heder det hos Jesaias (29,1): „Paa samme Dag skal Herren ... ihjelslaa Dragen, som er i Havet“. Ligesaa heder det hos Ezekiel (29,3–4): „Se, jeg kommer over dig, Pharao, du som er den store Drage, der ligger midt i sine Strømme, som sagde: min Strøm er min, og jeg, jeg har gjort mig den. Men jeg vil lægge Kroge i dine Kjæver ... og jeg vil drage dig op midt af dine Strømme“. Det vil forstaaes, hvorledes dette Billedsprog maatte yde de Thalmudistiske Rabbiner et velkomment Udgangspunkt for phantastiske Nydannelser, befrugtede som flere af dem vare af gnostiske og kabbalistiske Ideer. I Traktaten Bava bathra i den Babyloniske Thalmud læses følgende: „Gabriel vil holde en Jagt paa Leviathan ... Og hvis den hellige Gud ikke havde hjulpet ham, saa vilde han ikke have kunnet overvælde den“.^[18] Man faar i Thalmud tillige Oplysning om, at Kjødet af Leviathan skal være en af de mange Slags Spiser, de Retfærdige skulle nyde i Paradiset, ligesom det ogsaa heder, at Gud vil gjøre et Telt af dens Hud, medens det, der bliver tilovers af Huden, skal tjene til Beklædning af det nye Jerusalems Mure.^[19] Vi staa altsaa her foran den Tanke, at Gabriel, der her visselig er tænkt som Messias’s Repræsentant, skal gaa paa Fangst efter Leviathan, at denne Fanget er et saare vanskeligt Foretagende, men at den dog endelig lykkes ved den Almægtiges Bistand. Den store Brage hæves op af Afgrunden og mister sit Liv. Og dette er Indledningen til den Messianske nye Tid.

Den første Kirkelærer, der fremstiller Kristendommens Centraldogme under Billedet af at fange Mørkets Drage = Leviathan paa en Krog, er ikke Rufin, men Gregor af Nyssa, altsaa en Mand, der levede ikke langt fra Centrerne for de Syrisk-Babyloniske Thalmudister, og som var en Samtidig med Samleren af Thalmud babli, den fremragende Rabbi Asche i Sura.^[20] Fra Gregor er Tanken aabenbarlig gaaet over i den i de græske Fædres Skrifter saa velbevandrede Rufins Forklaring af Troesbekjendelsen, og herfra optaget af Gregor den Store. Hvorledes er nu denne Tanke opstaaet inden Kirken? To Muligheder kunne tænkes. Enten kan man paa Grund af sin dogmatiske Opfatning af det centrale i Kristendommen selvstændig være kommen ind paa denne Allegorisering, eller ogsaa kan Billedet være bleven overført fra Synagogen til Kirken ved Jøder, der vare gaaede over til Kristendommen. Jeg anser dette sidste for det sandsynligste, og det af den Grund, at Billedet er saa besynderligt, saa longe petitum, saa originalt, at det ikke synes ret antageligt, at det skulde kunne dannes baade inden Synagogen og Kirken uafhængigt af hinanden. Og jeg antager, at det er Billedet af Fangsten af Leviathan, der har skabt det andet Billede, under hvilket man ogsaa finder det kristelige Centraldogme symboliseret, nemlig Musefælden.

Jeg tror saaledes at have paavist:

1. At den jordomslyngende Drage (Leviathan + Sammael + Okeanos) som Sindbilledet paa det onde Princip efter en lang mythologisk Proces endelig har faaet sin sidste Udbildning blandt de ophitiske Gnostikere og fra Gnostikerne er vandret over i den almindelige Folketro.

2. At Forestillingen om Jagten paa Leviathan som Udtryk for den Messianske Tids Seier over de onde Magter foreligger uddannet blandt de Babyloniske Thalmudister.

3. At det først er efter, at denne Proces er færdig, at samme Forestilling dukker op hos en af Kirkefædrene i Østen for at gjøre sin Runde i hele den kristne Verden, samt at det er sandsynligt, at Billedet af Fangsten af Leviathan er ad levende Vei overført fra den rabbinske Jødedom til Kristendommen.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Eisenmenger, Entdecktes Judenthum, I, 838 flg.
2. Ibid. I, 822.
3. Ibid. I, 821.
4. Ibid. I, 107.
5. Hippo1yti Refutatio V, 7 og 9.
6. Epiphan. Hær. 30, 35.
7. Refutatio V, 14.
8. Eisenmenger I, 401 og II, 873.
9. Ibid II, 464.
10. Denne Tanke skylder jeg Hr. Provst Dr. Fritzner, for hvis lærerige Udtalelser under Diskussionen af mit Foredrag i Videnskabsselskabet jeg herved bringer ham min ærbødige Tak.
11. 18, 607–608.
12. Wilsters Οversættelse.
13. Deorum Generatio, 242.
14. Scutum Heraclis, ed. F. Ranke, v. 314–315.
15. Pistis-Sophia, ed. Petermann, pag. 162.
16. Pistis-Sophia, pag. 200–201.
17. Dette haaber jeg paa et andet Sted at faa Anledning til nærmere at paavise i det Enkelte.
18. Eisenmenger II, 874.
19. Ibid. II, 889.
20. Fra 350–430. Se Herzog, Realencyclopædie 15, 663.