Om Myrdyrkning/Markens Inddeling
Tredie Stykke.
Forskjellige Fremgangsmaader ved Myrdyrkningen.
Sommeren efter at Afløbsrenderne ere optagne, lader man Marken hvile, forat Jordsyrerne kunne trækkes ud; imidlertid er det nyttigt at dele den ind i større Ruder, som stilles fra hverandre ved Veiter eller Grøfter, der dog ere mindre end Hovedveiterne eller Afledningsrenderne, thi dette gjør meget til at Marken tørkes. Disse Ruder komme siden til at blive deelte i mindre Dele, der i forskjellige Egne kaldes Duge eller Reiter, og det er derfor nødvendigt at udstage Ruderne eller Skifterne saaledes, at de igjen kunne deles i 3 til 4 saadanne Duge, der have en passende Størrelse. Meningerne pleie være noget ulige, angaaende den Udstrækning eller Vidde, som en Dug eller Reit bør have, men dette kommer det ikke saa nøie an paa; thi Væxten beror mere paa Dugenes Skikkelse end paa deres Vidde eller Udstrækning. Er en Dug fiirkantet, saaledes at den f. Ex. holder 10 Favne paa hver Kant, saa kommer man rimeligviis til at trækkes med Jordsyrer og Væde i Midten af den, og endda bliver Grøftegravningen meget kostbar, hvis Marken inddeles i saadanne Smaaduge. Gjør man dem derimod smalere, saa drages Væden og Jordsyrerne lettere ud, og det kommer da ikke saa nøie an paa Længden. Større Bredde end 6-7 Favne bør ikke nogen Dug have paa Myrmark eller Tørvjord, men Længden kan, uden Skade, være 30 til 40 Favne og selv derover, ja endog lige til 60, hvis der ikke findes nogen betydeligere Fordybning paa Marken, hvori Suurvæden kan samle sig. Men dette pleier sjelden hende, idetmindste ikke paa større Myrer; thi Marken er der almindelig aldeles jevn, eller ogsaa hælder den kun til een Side, og dette er naturligviis det bedste, især hvis Hovedveiten kan tages op efter Myrens Længde. Gjør man altsaa Dugene 7 Favne brede, kan man i Almindelighed antage, at de komme til at faa en Vidde, der idetmindste udgjør 200 □ Favne; men hvis Omstændighederne ere gunstige, kunne de komme til at indehold 3 □ 400 kv Favne, og naar Dugene eller Reiterne blive saa store, siger det sig selv, at baade Arbeidet og Kostningen bliver meget mindre.
Ved Udtapningen eller Tørkningen af disse større Ruder, siger den svenske Forfatter Indebetou, hvis Skrift fornemmelig er lagt til Grund for dette Stykke, bør man tage dem 22 Favne brede, hvorved de kunne deles i 3 Duge eller Reiter, som hver bliver 7 Favne bred, thi een Favn gaar med til de tvende Mellemgrøfter, som skulle skille mellem Dugene. Lindequist er omtrent af samme Mening, thi han siger, at Duggrøfterne bør optrækkes med lige Mellemrum og med 24 Alens Afstand fra hinanden saaledes at hver „Dug“ overalt bliver lige bred, nemlig 24 Alen, samt at Marken ved den sidste Pløining, dannes eller lægges i 6 Alen brede Teige, saaat der bliver 4 Teige paa hver Dug eller Reit.
Saadanne Inddelinger maa man altsaa indrette saavel efter Myrens Vidde, som i Forhold til dens øvrige Lag og Tilstand. Inddelingen i Duge eller Reiter bør almindelig opsættes indtil det øvrige Arbeide paa Marken er gjort. Undtagelser herfra bør dog finde Sted, naar Marken er meget vandsyg; thi da kan det være nødvendigt at grave alle Veiter, førend man begynder det egentlige Markarbeide. Kostningen forøges imidlertid ved dette, fordi man da maa gjøre Veiterne større, end de ellers behøver; thi saavel Bredden som Dybden formindskes, deels fordi Jorden synker sammen, men især fordi Jordskorpen tages bort. De Dugveiter, som optages, før Flaahakningen, maa derfor være mindst 2 Alen brede og 6 Kvarteer dybe; naar man er færdig med Brønding og Pløining, ville de da hverken være dybere eller bredere, end de skulle være. Alle disse Rudegrøfter og Dugveiter bør være dybere mod Enden, saaledes at Vandet let kan rinde ud af dem i de større Afløbsrender.
Fig. 24 viser Myren i fuld stand og inddeelt til et syvaarigt Omløb. Da Myren tænkes omgivet af Bakker, er der Landveiter rundt omkring den, for at optage og lede bort Overvandet. Inddelingen skjønnes af hvad der er sagt ovenfor og af Forklaringen ved Tallene og Bogstaverne. For at kunne vende og komme frem med Heste og Redskaber, maa der deles af en Teig eller en Forpløining som er 7 Alen bred; naar al den øvrige Ager og Mark er færdig, bliver denne ogsaa arbeidet op og tilsaaet. Nærmest Landet kunne Dugsveiterne støde lige op til Landveiterne og forenes med dem, eller ogsaa kunne de ende 7 Alen fra Landveiterne, hvorved Forpløiningen bliver sammenhængende, og herved sparer sparer man altsaa Broer, som ellers maa lægges over alle Dugveiter. Hvis Myren ikke er dyb, og man træffer paa fast Undergrund i en Dybde af 3 til 4 Fod, kan man strax lukke Dugveiterne. Er den blød maa dette først skee, naar Myren er sunket saa meget sammen, og bleven saa fast, at Huulsveiterne sikkert kunne holde sig (se foran side 19). Hvis Myren ved denne Tid ikke skulde være saa tør, som det er ønskeligt, kan man
Fig. 24. En mindre udtappet, afgrøftet og teiglagt Myr.
1. Hovedveite eller Afledningsrende; 2. Landveiterne; 3. Tværveite eller Nudeuelie;
4. Dugveiter; 5. Forpløininger, der bruges til at vende og tjere paa; 6. Teigene med smaa
Teigfurer. aa Havre; bb Vrak eller Træde; cc Rug; d, e, f og g Græs.
endnu optage en Huulveite i Midten af hver Dug; der vil da blive Huulveiter for hver 12te eller 24de Alens Afstand, og hele Myren bliver — hvis den ikke er for . stor og vid — et sammenhængende Stykke, paa de større Afdelinger nær, der skiller fra hverandre ved Hovedgrøfter eller Hovedveiterne, thi disse sjelden lukkes. Ved denne Inddeling oppstaar 14 noget saa nær lige store Duge, hvoraf 2 og 2 bruges sammen. De to Duge, som samtidig bruges til det Samme, kunne enten tages i een Længde, paa begge Sider af Hovedveiten, eller jevnsides som paa Ridset, og dette sidste vil i de fleste Tilfælde være det mest bekvemme og det, som sparer det meste Arbeide.