Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/10

Forbilleder. Hr. Peders Livsførelse har vist os i ham en kraftig og virksom Forkjæmper for sin Tids mest fremtrædende Interesse, den kirkelige; og hvad ovenfor er nævnt af hans literære Arbeider (om Tienden), tilhører ogsaa kun denne og vedkommer nærmest hans Embedsvirksomhed; til samme Retning hører ogsaa hans nu tabte „kort og enfoldig Forklaring over Fader vor“ og „om Mensal-Godset i Norge“, som vi kun kjender fra Tyrholm[1]. Her handlede han vistnok udaf den Indflydelse, som Biskopen Mag. Jørgen Erikssøn udøvede inden sin Geistlighed, og han tilhører forsaavidt samme praktisk-opbyggelige Retning inden den theologiske Litteratur. Men hans litterære Betydning er en ganske anden. For den nyere Litteraturhistorie staar han som Opdager-en af vor Middelalder (Kongesagaerne), som den første Fremstiller af Norges indre Forhold paa Overgangen til den nyere Tid (Norges Beskrivelse) og som Forfatter af et naturhistorisk Værk, hvis Tab man i 200 Aar har beklaget. Og saaledes bør han sees, thi skjønt han mere fuldender og afslutter en Litteraturretning end skaber denne, og skjønt egentlig kun ydre Omstændigheder har gjort, at netop hans Værker blev de tidligst og bedst publicerede, viser det sig dog, at Samtid og Eftertid har havt Ret i at foretrække ham for hans Forgjængere og Samtidige. Han har virkelig gjenopdaget Snorre Sturlassøn som Norges vigtigste Historiker og leveret den Oversættelse, som af alle var den bedste og fuldstændigfte, og som mest fortjente Offentliggjørelse, og hans topogra fiske Værk over Norge gav et virkeligt Billede baade af det gamle og det gryende Norge og blev efter dets Fremkomst Moder til mange andre. Men derfor bør man ikke overse, at han har havt Forgjængere, paa hvis Skuldre han staar.

Den gamle Litteratur i Norge under Kongerne af Sverres Æt — Kongesagaerne, Kongespeilet, Lovarbeiderne og Oversættelserne — havde blomstret under Hoffets Beskyttelse og havde havt sin Støtte i Kongerne og de geistlige og verdslige Stormænd. Da Kongerne i 14de Aarhundrede forlod Landet og Hirden opløste sig, opretholdt vistnok de faa verdslige og geistlige Stormænd en Stund sine litterære Interesser, men med ringe Kraft; i det 15de Aarhundrede blev ikke engang længer de gamle Skrifter afskrevne, og de Geistlige synes kun forsaavidt at have fredet om den ældre Litteratur, som de samlede dens Skatte i Kapitelsbibliothekerne, hvoraf de i 16de Aarhundrede fremdrages. Den litterære Fornyelse, som i Norges Nabolande fulgte med Bogtrykkerkunstens Indførelse og Universitetsstudierne, naaede dog ogsaa til Norge, skjønt den her i Begyndelsen havde en meget uselvstændig Karakter og kun virkede blandt de halvt eller helt fremmede Adelsmænd og Prælater. Sproget i de norske Byer og blandt de høiere Stænder var allerede dansk, omend med en svag Schattering af Landssproget, og maatte blive det, da alle læsende Dele af Nationen talte Dansk eller lærte dette af trykte Bøger. Selv Lagmændene,.som skulde dømme efter de paa Oldsproget skrevne Lovbøger, forstod ikke eller ialfald ikke godt at læse det 14de Aarhundredes Skrift, om de end delvis forstod Sproget, og end vanskeligere blev denne Læsning for de helt danske Magthavere, som i Christian II.s og Fredrik I.s Tid herskede paa Landets Slotte og geistlige Stiftelser. Det var derfor et rent praktisk Behov, der tilfredsstilledes, da en Lagmand i Oslo, Anders Sæbjørnssøn — maaske efter offentlig Bemyndigelse — (c. 1524—30) oversatte Landsloven med Retterbøder og dertil knyttede en Kongerække og en Stamtavle, der viste de oldenborgske Kongers Nedstammelse fra de ældre svenske og norske Konger. Denne Oversættelse, hvoraf endnu findes bevaret mindst 80 Exemplarer (det ældste fra 1543, det yngste fra 1604) og talrige Uddrag, har vistnok været den mest udbredte og læste Bog blandt Norges læsende Befolkning i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede. Men med Reformationen blev ogsaa en lærd Dannelse udbredt i Norge, idet Stiftsskoler grundlagdes eller fornyedes, og Presteskabet, som snart ved Presternes Giftermaal blev en arvelig Stand, synes med Skoledannelsen at have faaet litterære Interesser og Produktionsevne; de begynder at konkurrere med Lagmændene, navnlig i Bergen, hvor ved Biskop Gjebles Bestræbelse Skolevæsenet stod paa en høi Fod og hvorfra for en stor Del de mindre Byer fik sine aandelige Impulser. Bergen var Norges største eller rettere eneste større By; her fandtes en forholdsvis talrig Geistlighed og en Borgerbefolkning, som allerede begyndte at kjæmpe mod’Hanseaternes Handelsaag; her forsøgtes under Lensherrernes og Kongens Beskyttelse den første Uafhængighedskamp; og her begyndte den første litterære Fornyelse. Denne repræsenteres fornemmelig af to Mænd, Lagmanden Mattis Størssøn († 1569) og Lektoren Mag. Absalon Pederssøn († 1574—75), og har baade hos disse og deres mindre bekjendte Samtidige et praktisk-patriotisk Formaal. Mattis Størssøn oversatte første Gang den norske Krønike (efter Haandskrifterne Kringla og Codex Frisianus) og skildrede heri de „fremfarne Konger, Herrer og Fyrster, som have veldigen regjeret og styret Norriges Rige“ til et Speil for sin Samtid, og han skrev til Brug for Lensherren i Bergen c. 1555 „en kort Beretning om Kjøbmændene ved Bryggen“, en Række af Klagemaal over disses Overgreb[2]; han fremsatte ogsaa praktiske Forslag til at hæve Landet i rent økonomisk Henseende, idet han mente, at Grønland i ældre Tid havde været en lignende Guldgrube for det gamle Norge, som „Indien“ var for det spanske Monarchi[3], og vi tage derfor neppe Feil ved at tro, at det er ham, som har oversat den gamle „ Grønlands Beskrivelse“ og sammenarbeidet den med Erik Valkendorfs Efterretninger om Grønland[4] til Brug for de Opdagelsesreiser, som ogsaa kort efter foretoges fra Magen. Mag. Absalon har noget senere (1567) benyttet Lagmandens Oversættelse og de originale Sagaværker og Annaler til en veltalende Skildring af det gamle og “nye Norge: han skildrer med stærke Farver det gamle Norges Herlighed og Styrke, dets Konger, dets Adel og dets Monumenter, ligesaa meget for at opmuntre fine Landsmænd til at ligne deres gjæve Fædre som for at „svare de næsvise Kompaner, som komme hid i Riget og laste Norge“. Og ved Siden af disse Navne maa fremhæves den anonyme „Bergens Rimkrønike“ (1554), der ligeledes ad historisk Vei vil vise, at Tyskerne med Vold og Uretfærdighed har undertrykt Bergen, som fra gammel Tid har været Frihavn for alle fremmede Nationer, og Sagaoversætteren Laurents Hanssøn, som boede nær Bergen og har laant ældre Haandskrifter derfra. Dernæst bør nævnes en Række Lov-Oversættelser, hvor ogsaa Bergen indtager en hæderlig Plads. Vi har fra e. 1550 Laurents Hanssøns Bearbeidelse af Kristenretterne, og noget senere (c. 1570) en „Gulathingslov“ og en omtrent samtidig „Hirdskraa“, og vi har Glosesamlinger fra Bergen til den gamle Lovs Forklaring. Men i dette Arbeide konkurrerer ogsaa de andre Landsdele med Bergen: fra Viken har vi en fuldstændig Lovoversættelfe (Fredrik II.s Lov fra 1572) og en Hirdskraa, fra Throndhjem en Kristenret (ved Lektor Anders paa Throndenes og Biskop Hans Gaas) samt et Forsøg fra 1598. Dog var de Bergenske Skrifter de overlegne, baade i Dygtighed og Stofmængde, og navnlig vandt Mattis Størssøns Oversættelse og Mag. Absalons „Norges Beskrivelse“ en stærk Udbredelse, og begge fik Efterlignere: der forfattedes Beskrivelser over enkelte Landsdele, som over Namdalen (1597), over Lofoten og Vesteraalen (1591) og over Finmarken, og der gjordes gjentagne Forsøg paa helt eller delvis at oversætte Kongesagaerne: saaledes Olaf Trygvessøns og Olav den helliges Saga, Orknøjarlernes Saga, samt Magnus den godes og Harald haardraades Saga. Afskrifterne af de fleste af disse Arbeider vandrede til Danmark, hvor de samledes af de kongelige Historikere og af den danske Adelsmand Arild Huitfeldt, og det skyldes den sidstes Interesse for hans Fødeland, at to af disse Skrifter — Mattis Størssøns Krønike og den tønsbergske Oversættelse af Hirdskraaen — blev trykte i Kjøbenhavn (1594).

Saaledes havde Hr. Peder paa væsentlige Punkter Forgjængere, som vi vide, at han har lært af; men det tør dog siges, at han baade i Beherskelse af Stoffet, i Skildringens Dygtighed og Kundskabsmasse rager frem over dem alle.

  1. hos Treschow, Danske Jubellærere S. 162 og i Ill. Nyhedsblad 1859 S. 34.
  2. trykt i Norske Magasin I, 43—46. Udgiveren lagde ikke Mærke til, at de 7 sidste Linier (S. 462—8) er i Haandskriftet tilføiede med en senere Haand, og troede derfor, at Beretningen var forfattet „kort efter 1560“, da Klagemaalet ikke længer havde nogen praktisk Betydning.
  3. N. Historisk Tidsskrift IV, 299.
  4. trykte i Grønl. hist. Mindesmærker III 250—60 og 490—94.