Wikikilden

Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/9

< Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter

Senere Leveaar og Død. Efter Mag. Jørgens Død blev der i Stavanger Stift næsten et Aars Interregnum, og i denne Tid har vel Kapitlet og dettes ældste Medlemmer ledet Forretningerne. Kongen tog intet Hensyn til Kapitlets Ønske, og han udnævnte som sædvanligt en dansk Mand, Mag. Laurits Claussøn Skabo (Scavenius), en kjøbenhavnsk Prest og forhenværende Professor, der ikke synes særlig at have udmærket sig ved Lærdom eller Skrifter[1], men dog havde lærde Forbindelser og lærde Interesser[2]. Den nye Biskop forstod snart.at komme paa en god Fod med sit Presteskab og Kapitel, navnlig sluttede han sig nær til Hr. Peder. Denne var som de øvrige Kanniker tilstede ved Biskopens første Kapitelsmøde, aflagde her ny Kapitelsed og deltog i Ordningen af Enkens Naadensaar efter den afdøde Biskop; han havde ogsaa selv en Sag at forebringe, idet han søgte og fik sin Datterdatter Madelenas Forlovelse ophævet, hvilket forøvrigt viser, at han i Bergen havde lært ikke at gaa Kapitlet forbi i Skilsmissesager. Da om Vinteren 1607—8 Sognepresten ved Stavanger Domkirke, Knut Michelssøn, døde og Hr. Peder derved rykkede op til at blive Kapitlets ældste Medlem (og i Biskopens Fravær Formand), hædrede Mag Laurits ham ved for ham at fornye den gamle (katholske) Titel „Archidiaconus“, hvorunder han fra Mai 1608 nævnes i Kapitlets Forhandlinger. Dette har vistnok kun været en rent ydre Hædersbevisning, thi samtidig synes det at være ham tilladt, paa Grund af hans fremrykkede Alder, at møde sjeldnere i Kapitlet. I den følgende Tid møder han nemlig kun i Sept. 1609. Sept. 1611 og Juni 1614; dog har han rimeligvis fungeret som Formand i Kapitlet i Juni 1610, medens Biskopen var tilstede ved Hyldingen i Oslo. Et Vidnesbyrd om hans venlige Forhold til Biskop og Kapitel (og vel tillige om den Pris, han satte paa den nye Titel, han netop da havde faaet) har vi endnu bevaret i det Exemplar af Hr. Peders Lovoversættelse, paa hvis Bind han selv har skrevet:

Anno Christj 1608 in Majjo haffuer ieg til it venligt thienistachtigheds och tacknemmeligheds tegn forærit min kjære herre Biscop, hæderlig och højlærd Mand M: Lavritz Claussen, och mine kjere Medbrødre her vdj Stavanger boendis, med denne Lagbog: Bedendis ydmygelig at den ringe tjeniste tagis til tacke och i en god mening.

Peder Clavssøn egen hand, Ao ætatis 63.

Vi vide, at Hr. Peder paa denne Tid følte sig gammel; men man mærker dog, at han fremdeles havde beholdt sin Energi og Arbeidskraft. Et Vidnesbyrd om begge er den nu tabte Indskrift paa en Tavle i den 1792 nedrevne Valle Kirke, som jeg her skal forsøge at restaurere efter de bedste Afskrifter. Den lyder saa:

Ao Christi 1577 haffuer jeg Peder Claussøn F: Sogneprest ij Vndal med Øffrighedens bevilning och effter min herre Biscops raad M: Jørgen Eriksøns och mine Sogne Bønders bøn och begjering ladet bøgge Walle kirke aff nye paa min egen bekostning och gaff jeg Kirken til same bygning C Daler. det andet er mig af Kirken befalet och Sognemendene gaffue dertil L Daler. Ao 1591 lod jeg bygge Corit der til, alt tre gange saa stort som det gamle. Jeg lod och giøre den forgyldte kalk och disk, dog alt uroset for Gud.

Ao 1608 haffuer jeg med min herre Biscops M: Lauritz Claussens S: bevilning ladet giøre den Taffle paa Alterit och den wed Fonten med denne. er de formalet af Peter Reimers, men Corit och Vaabenhuuset malede Lydke Diriksen: Gud lade det være giort til sit hellige Naffns Loff, Pris och Ære och Menniskens Saligheds Forfremmelse Amen.

En ting beder ieg aff HERREN, det haffde jeg gierne, at jeg maatte bliffue i HERRENS Huss all min Liffs tid, at skwe den skiøne HERRENS guds tieniste oc at besøge hane TempeL Ps. XXVII.

Forkast mig icke i min alderdom, forlad mig icke, naar jeg bliffuer skrøbelig. Ps. LXXI. Anno 1608 in Julio[3].

Om Hr. Peders Virksomhed paa Lister i hans senere Aar tjente vi kun hans Deltagelse i Tiendestriden, hvor han nu efter Mag. Jørgens Død synes at have optraadt som Fører for Presteskabet. Peder Grubbes Eftermand som Lensherre paa Agdesiden var den pommerske Adelsmand Stüring Bohl til Wodzwitz, og til ham henvendte nu Presterne sig med sine Klager. Hr. Peder sendte ham allerede i 1605 en Kopi af sit tidligere Skrift af Tiendesagen[4], og i Marts 1606 synes han at have sammenkaldt et Møde af Prester og Kirkeværger paa sin Prestegaard, og til dette forfattede han en ny Fremstilling af hele Tiendesagens Historie „paa sine og sine Medbrødres Vegne her i Lenet saavel som over al Agdesiden“, adresseret til Stüring Bohl [S. 234—41], ligesom han ogsaa i de forsamlede Presters Navn skrev en „Supplikats om Tienden“, der gjentager Hovedpunkterne [S. 241—42]. Disse blev overrakte Lensherren, da denne skulde drage til Kongen; og han synes ogsaa at have overbragt dem til Kirkestyrelsen, thi de bevarede Kopier stamme fra det sjælandske Bispearkiv. Nogen direkte Følge vides de vistnok ikke at have havt; men i Kirkeordinansen, som blev vedtagen paa Herredagen i Stavanger i Aug. 1607, blev de ældre Regler for Tienden fuldstændig bekræftede, saa at der kun tiltrængtes Øvrighedens Beskyttelse for at faa dem fuldt indførte. Dette synes ogsaa snart at være skeet i Lister ved forenede Anstrængelser fra Lensherre og Provst. Da Bønderne i Vanse 1608 ikke ordentlig betalte sin Tiende, klagedes der over dem for Provst og Øvrighed. Hr. Peder sendte da til Vanse „nogle skriftlige Artikler“, som blev oplæst for Almuen i Kirken hver Søndag fra 14 Dage før Paaske til Christi Himmelfartsdag 1609, og Lagmanden Bendix Olafssøn lod „Ordinansen og kongelige Mandater“ oplæse paa Spindanger Thing (22de Sept. s. St) og dømte hver, der havde forseet sig, i det sædvanlige Brevebrud af 8 Ørtuger og 13 Mark. Almuen i Vanse sendte vistnok 3 Bønder til Oslo for paa Herredagen (Juni 1610) at klage over Lagmanden, og de paastod, at Ordinansen ikke var forkyndt for dem, og at de først havde lært den at kjende af Hr. Peders Artikler om Vaaren 1609, efter hvilken Tid der ingen Tiende faldt, førend Lagmanden dømte dem i Sekt. Men disse Undskyldninger hjalp ikke: Lagmanden oplyste, at Ordinansen var Bønderne „noksom vitterlig“, da „en Part af dem selv havde den, det de ikke kunde benægte“; og da Lagmandens Dom var funderet paa den nye Ordinans, „som dog med den gamle og forrige er overens“, og Bønderne havde tiendet „efter deres egen Taxt, som ikke er lovlig“, dømtes de til ikke blot at yde sin rette Tiende, men ogsaa betale den idømte Bod[5]. Dette er sidste Gang, vi høre noget om Tiendestriden paa Lister; da Klagerne ophøre, maa vel Prestestandens Bestræbelser have baaret Frugt.

Hr. Peder havde i sine sidste Aar adskillig Sorg af sin Dattersøn Erik Fredrikssøn, som han havde holdt til Bogen. Erik studerede en kort Tid i Kjøbenhavn, hvor han findes at være indskrevet „efter Examen“ i Kommunitetet (14 Apr. 1609)[6]; efter sin Hjemkomst blev han Hører ved Stavanger Skole, men fik under sit Ophold her et Barn med en Karen Nilsdatter, som siden paastod, at han havde lovet hende Ægteskab. Dette forhindrede ikke Biskopen fra i Juni 1611 at sende ham til Balders, hvor han bestemtes til Kapellan hos den gamle Prest Hans Madsen i Slidre; men da han herfra efter at have faaet Kaldsbrev skulde vende hjem for at ordineres, blev han liggende fra Juli til September s. A. i Bergen og forødede her 40 Rigsdaler, som Provsten i Valders og Hallingdal (Christen Pederssøn i Aurdal) havde betroet ham at overbringe Biskopen; paa Hjemveien fra Bergen betroede en Lensmand ham yderligere at bringe Biskopen 12 Rigsdaler, som han ogsaa opbrugte. Da han endelig kom hjem, havde Biskopen faaet Besked om hans Opførsel og stevnede ham for Kapitlet; Erik bekjendte strax fine Synder og bad om Naade, idet han lovede at skaffe Pengene; han maatte drage hjem til sin Slægt, og hans Morfar forbarmede sig da over ham og betalte de 52 Rigsdaler. Kapitlet og Biskopen tilgav ham „for hans Godforældres Skyld“, men han maatte love at drage til Kjøbenhavn for at erhverve sig testimonium universitatis, før man vilde forfremme ham. Dette gjorde han ogsaa, og efter Hjemkomsten i 1613 eller 14 blev han beskikket til Kapellan i Landvik (Hommedals Prgld. i Nedenes), endskjønt han kort før Ordinationen atter forsyndede sig (han fik atter et Barn med den samme Kvinde)[7]. Siden synes han dog at have forbedret sig; han blev nogle Aar efter sin Morfaders Død (ved 1620) Sogneprest i Gjerestad, ægtede sin forrige Sogneprests Datter og levede som Prest til 1657[8].

Hr. Peder var, maaske for at overvære sin Dattersøns Ordination, for sidste Gang i Stavanger i Juni 1614; da var han allerede indtraadt i sit 70de Aar, og han døde 15te Oktober s. A. paa sin Prestegaard Valle[9]. Han havde (som ovenfor S. XXIX nævnt) allerede i 1592 havt Kapellan; af et Brev fra 28de Novbr. 1614 sees, at i hans senere Aar hans eneste Søn Claus var hans Kapellan; han blev nu hans Efterfølger som Sogneprest i Undal og døde som saadan i April 1629[10]; han var gift, men efterlod ialfald ingen Søn, saa at med ham uddøde Presteslægten Friis i Undal.

I Valle Kirke hænger endnu den Dag idag Hr. Peders Portræt, malet i hans levende Live og rimeligvis bekostet af hans Menighed, hvis Ejendom det er; det er bleven bekjendt i nyere Tid ved Flintoes Lithografii Jacob Aalls Oversættelse af Kongesagaerne, og en god Kopi i Olie (ved Portrætmaler Olsen) findes i Universitetets Oldsagsamling. Han er her malet i den almindelige sorte Prestedragt med Pibekrave, med en Bog i venstre Haand og en Lindug i høire; han har langt, graasprængt Skjæg og bærer brun Paryk; hvis jeg tør dømme efter den malede Kopi (Originalen har jeg kun flygtigt seet for mange Aar siden), har Øinene et alvorligt og venligt Udtryk, medens de hos Flintoe ser skarpe og næsten haarde ud. Billedet har paa begge Sider af Hovedet en Indskrift, der lyder saa:

paa venstre: paa høire:
Peter Clausson fød i Eger-Ø ORA ET LABORA
sund Anno .1545. den .1. April: Anno Christi .1614
Blef Sogneprest i Undal oc Anno ætatis. 69. Compl:
Prouist Ao: 1566. Døde
Anno:

Maleren har aabenbart sat Dødsaaret aabent, for at dette kunde senere udfyldes; de to.sidste Linjer paa høire Side er saaledes senere tilføiede[11]. Hr. Peder ser paa Portræter ud til at være omtr. 60 Aar; jeg gjætter derfor neppe feil i, at det er malet i 1608 og af samme Kunstner, der udførte „Tavlerne“ i Kirken.

Den ovenfor leverede Udsigt over Hr. Peders Liv er delt igjennem bygget paa samtidige Aktstykker, navnlig Kapitlets-Forhandlingsprotokol og Jordebog, Stiftets Jordebog, Herredagsprototoller, Skattemandtal samt Diplomer[12]; derimod har jeg ikke taget Hensyn til de i Midten af forrige Aarhundrede optegnede Sagn om ham, af Provsten Tyrholm i Vanse († 1757)[13]. Skjønt disse stammer fra Hr. Peders Efterkommere i Undal, der endog delvis havde bevaret Haandskrifter fra ham, har disse Sagn dels ganske forvansket det historiske Stof, dels overført paa Hr. Peder, hvis Minde vedligeholdtes ved hans Portræt i Valle Kirke, hvad der muligens kan have været sandt om andre ældre Prester paa Lister.

Sagnet har vistnok kjendt til hans Fiendskab med Peder Grubbe og at Hr. Peder engang var anklaget for Drab, men har glemt Forbindelsen mellem disse to Forhold og udstyret begge med uhistoriske Detaljer. Sagnet siger, at „Amtmand Grubbe“ boede i Lyngdal, medens Peder Grubbes Residens var paa Nedenes og, om han kom til Lister, tog sin Bolig paa Fogedgaarden Huseby i Vanse; at Hr. Peder lod nogle Troldkvinder gribe og sætte i Fængsel hos „Amtmanden“, — hvilket vilde være et Overgreb fra Hr. Peders Side, som Amtmanden nok skulde have paatalt; at Hr. Peder var paa Besøg hos Amtmanden og drak for stærkt af Sølvkanden, hvorfor han, mens Amtmanden var ude, skyndte sig at kjøre hjem, og at Amtmanden lovede at hjelpe Troldkvinderne, hvis de kunde skade Presten, og at denne paa Veien over Isen nær var druknet i Tarvanger — en Variant af det meget ældre Sagn om Tarvanger, som Hr. Peder selv fortæller S. 309 og 449. Men navnlig er Retssagen i Bergen bleven stærkt forvansket: Hr. Peder har i Hidsighed skudt en Fjeldmand, som havde bedraget ham i Hestehandel, og bliver for denne „onde ubesindige Handling“ dømt fra Livet hjemme i Lenet, men appellerer til Herredagen i Bergen 1608, hvor baade Kongen og „Kronprinsen“ er tilstede (Prinsen var født 1603 og kom ikke til Norge før ved Hyldingen i 1610 og da kun til Oslo). Presten passer ved Lindesnes paa Kronprinsens Skib og vinder hans Gunst ved at forære ham en stor Kveite, hvilket han skylder sin Frelse. Det Billede, hans Efterkommere har beholdt af ham, er slet ikke til hans Fordel; han begaar i Hidsighed et Drab og forstaar ved Kløgt og Smiger at komme heldigt fra sin Gjerning. Sagnet har dog forsaavidt beholdt et Minde om hans Personlighed, som det er hans Kundskaber i Naturhistorien, der indtager Prinsen for ham: „han continuerede, siger Tyrholm, efter den megen Kundskab, han havde, at fortælle baade om denne Fisk, hvorledes den fanges, tillaves etc. samt andre Fiske, Fugle og Dyr in regno animali, indtil Tiden løb bort“. End mere mistænkelige er de andre Sagn om Hr. Peder 1) at han skulde have giftet sig med en af de to Jydepiger, som kom til Undal med et Kornskib for at sælge Varer og gik opad Dalen strikkende, hvilken Vindskibelighed behagede Hr. Peder i den Grad, at han ægtede den ene. Dette Sagn, som ikke videre stemmer med 16de Aarhundreders Handelsforhold, henføres af Provsten Jens Saxe i Undals Kaldsbog til en senere Prest Hans Jørgenssøn († 1664), om hvem vi dog ved, at det ikke passer; 2) at Hr. Peder var Tolder i Snig (en Havn en ½ Mil nedenfor Prestegaarden) og Lensmand i Lyngdal. Vi ved imidlertid fra de bevarede Toldregnskaber fra 1605, at Undals Lensmand (da Einar Christenssøn i Underø) selv opkrævede Tolden ved Undalselvens Munding (i Naversund) af de faa tyske og hollandske Skibe, som kom did; og at Undalspresten, som tillige var Provst over hele Lister, skulde være Lensmand i Lyngdal, er i sig selv umuligt; desuden kjende vi fra Hr. Peders Tid flere Lensmænd i de to Thinglag, hvoraf Lyngdal bestod (Staale Aasmundssøn Birkeland ved 1594—1600 i Vats Thinglag, Nils paa Berre i Bergs Thinglag o. s. v.), og disse var alle, som ogsaa den almindelige Titel „Bondelensmand“ tilsagde, fødte Bønder. Her har visselig atter Traditionen overført paa Hr. Peder virkelige Minder om andre Prester, hvem det netop bebreides, at de havde verdslige Bestillinger (se om Mads Michelssøn i Lyngdal S. VIII og Anders Jørgenssøn i Vanse S. XXIII)[14].

I Undals Kaldsbog har Provsten Jens Saxe († 1812) optegnet Sagn om Kaldets ældre Prester; det viser sig her, at man allerede havde tabt Mindet om andre ældre Prester end Hr. Peder og hans 2den Eftermand Hans Jørgenssøn, mellem hvem da Sagnene fordeltes. Sagnet om Jydepigerne henførtes til den sidste, men om Hr. Peder fortaltes, at han var den første lutherske Prest i Gjeldet, at han udryddede „Afgudsbillederne“ og kastede dem i Undalselven, og da et af dem blev opfisket og tilbedt af Bonden paa Syrdal, straffede ham derfor[15]. Hvis Sagnet er historisk, maa det vistnok henføres til hans Fader Claus Friis, som Sagnet ganske har glemt.

Den nuværende Sogneprest i søndre Undal, Hr. Morten Kjerulf, har i 1857 meddelt Faye, at efter hvad der almindeligt fortaltes i Dalen en Datter af Hr. Peder var gift paa Gaarden Stiland og en anden Datter gift paa Gaarden Bettesdal (begge i Valle Sogn). Jeg vil ikke anse det for usandsynligt, at disse Gaardes Beboere stamme fra Hr. Peder eller hans Døtre, men skulde dog tro, at Slægtskabet er fremkommen ved senere Giftermaal, thi i de nærmeste Slægtled efter Hr. Peder findes i Skattemandtallene intet Spor af Opkaldelse efter ham[16]. Derimod finder jeg, at Helge Stiland († c. 1660) var gift med en Karen Clausdatter († 1665—66) og med hende havde Sønnerne Søren, Claus og Peder og 4 Døtre; her synes jo Opkaldelsessystemet at tale for, at Karens Fader hed Claus Pederssøn, og at hun altsaa var Sønnedatter af Hr. Peder. Hendes Sønner var forresten udflyttede, Søren og Peder til Holland, Claus til Bergen, og en Svigersøn, Anders Stiland, havde overtaget Gaarden; det er rimeligt nok, at Slægten paa Stiland Rammer fra ham. Efter hvad Hr. Kjerulf har meddelt mig, beretter man nu i Undal, at en Datter af Hr. Peder, Ranni, var gift paa Stiland, og at hendes Datter var gift med Maal i Herdalen (i Aa Sogn, Lyngdal), fra hvem Slægten Oftebro stammer[17]; men den Slægtrække er umulig eller maa ialfald mangle flere Led.

Til Slutning hensætter jeg en Stamtavle over de sikre Led af Presteslægten Friis.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
  1. ↑ Hans Levnet i Fayes Bispehistorie S. 203—26 og Rørdams Universitetshistorie III 577—80.
  2. ↑ Han kaldes „insignis Mathematicus“ og benyttede senere sine vidtløftige Reiser inden Stavanger Stist til at tegne et Kart over dette, som er optaget i „Atlas Major sive Cosmographia Blaviana“. (Udg. af 1662 findes paa Universitets-Bibliotheket).
  3. ↑ Indskriften findes gjengiven af Tyrholm (hos Treschow, Danske Jubellærere S. 163), af Amtmand Holm (Top. Journal XII, 23), af Provsten Saxe i Undals Kaldsbog (benyttet af Faye), men den bedste Afskrift findes blandt Holms Papirer paa Universitets-Bibliotheket (Ms. 101 fol.); denne er den eneste, som har bevaret Bogstaverne F (ɔ: Friis) og S (ɔ: Skabo). Bibelcitaterne, som ogsaa kun her er nøiagtige, stemmer næsten bogstavret med Udgaven af 1589 (og kun med den).
  4. ↑ se S. 23624.
  5. ↑ Herredagsdom af 19 Juni 1610 (Brandts Afskrifter).
  6. ↑ Meddelelse af Dr. Holger Rørdam.
  7. ↑ Stavanger Kapitelsbog for 24de og 26de Febr. og 3die April 1612, 29de Sept. 1615 og 14de Sept. 1621.
  8. ↑ Aas, Gjerestad Prestegjeld og Prester (S. 55 ff.), hvor forresten Kapitelsbrevene er unøiagtigt gjengivne. Aas oplyser, at Eriks ægte Datter Kirsten ægtede en Bonde i Gjerestad, og at fra dem nedstammede en Klokkerfamilie der, som først boede paa Haugene, fra 1757 paa Lille-Huggeto og vedblev at være Klokkere Søn efter Fader (Ole Jensen og Jens Olsen) indtil 182l; gjennem dem nedstammer vistnok talrige Bondeslægter i Gjerestad og Nabosogne fra Hr. Peder.
  9. ↑ Stavanger Kapitels Jordebog S. 93. Tyrholm (hos Treschow, Danske Jubellærere, S. 161) lader ham dø 1623, hvilket Holm har fulgt (Top. Journal XII 24), uagtet han kjendte Jordebogens Angivelse.
  10. ↑ Stavanger Kapitelsbog for 1629.
  11. ↑ Disse Linjer har Holm forstaaet derhen, at da blev Portrætet malet (Top. Journ. XII 24), medens Saxe i Kaldsbogen af Ordene „Anno ætatis 69 completo“ har sluttet, at Hr. Peder netop døde paa den Dag, da han fyldte 69 Aar (1ste April 1614).
  12. ↑ Endel af disse er forhen benyttede af Faye i hans „Peder Claussøn, Sognepræst til Undal“ (Chra. 1858 12o) og Bispehistorie, men jeg har ingensteds turdet benytte hans Uddrag, der hyppigt er unøiagtige eller misforstaaede.
  13. ↑ Meddelte af L. Daae i Ill. Nyhedsblad for 1859 S. 33 f., ogsaa benyttede i hans norske Bygdesagn II 112—14.
  14. ↑ Naar Holm (Top. Journ. XII, 24) siger, at Hr. Peder „nævnes Stiftsskriver i Lister Len 1578“, er dette ikke et Sagn, men rimeligvis hentet fra et (nu tabt?) Dokument, som dog Holm maa have misforstaaet; thi Hans Mincke var siden 1575 Stiftsskriver i hele Stavanger Stift (Kapitelsbogen), og han fungerede indtil c. 1590 (N. Rigsreg. III 168).
  15. ↑ Sagnet herom findes hos Faye (Norske Sagn 1ste Udg. S. 149) og hos L. Daae (Norske Bygdesagn III S. 115), men begge har udeladt den dertil knyttede Bemærkning om, at Hr. Peder var den første lutherske Prest.
  16. ↑ Paa Stiland finder jeg 1604 og 1614 en Anund, 1622—37 en Jon og 1639—59 en Helge, paa Vettesdal 1602 en Jon, 1613—51 en Olaf, hvis Sønner hed Jon og Salve (Skattemandtal 1601—60), og Jon Olafssøn (gift med Guro Nilsdatter) havde Sønnerne Sem, Bjørn og Engebret (Skifteprotolol for 1675).
  17. ↑ Vraals Søn var Henrik paa Oftebro, hvis Sønnesøn er Amund Villumsen Oftebro (Missionsprest i Zululand), og Sønnesønssønner Villum Henriksøn O. (Skoleholder i Valle Sogn) og Christian Tobiassøn O. (Læge i Zululand).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Peder_Claussøn_Friis_og_hans_Skrifter/9&oldid=85889»