Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/5

Gustav Storm

Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter

Brøgger, 1881 (s. xvi-xx).

Tiendesagen. Som Medlem af Kapitlet kom Hr. Peder til at deltage i Mag. Jørgens Reorganisationsarbeide; imidlertid kjende vi kun hans Deltagelse i Tiendesagen, som vi derfor vil fremstille efter alle bevarede Aktstykker. Som Svar paa Presternes Klage angaaende Tiendeydelsen havde Regjeringen (18de Juli 1573) givet nøiagtige Bestemmelser om Tienden i Stavanger Stift og specielt slaaet fast, at Bondeluten ikke længer skulde forblive hos Bønderne, men skulde afkræves af Herredsprovsterne og ydes „efter klare Register og godt Regnskab“ i Stavanger, hvor Biskopen med de 4 fornemste Kanniker skulde forestaa Fordelingen mellem Skoledegnene og Hospitalet^[1]. Men denne Forordning vakte en almindelig Uvilje, og da det desuden viste sig at være et umuligt Arbeide for Provsterne at overkomme, forandredes det efter en ny Klage fra Biskop og Kapitel derhen, at disse skulde ansætte „en god tro Mand i hvert Prestegjeld og Annex“ til at indkræve Bondeluten, og samtidig fik alle Fogder og Embedsmænd i Stiftet Befaling til at støtte Geistligheden^[2]. Men da denne Forordning skulde sættes i Kraft, strandede den atter paa Bøndernes Uvilje; paa Visitatsen i Stavanger Len samme Sommer ikke blot negtede Bønderne at udgive denne nye Tiende, men truede og undsagde Biskopen, fordi han havde fordret den. Paa Biskopens Klage til Kongen^[3] fik Statholderen, Paul Huitfeldt, Paalæg om at tilholde Almuen at rette sig efter Kongens Forordning, og han gjorde dette i et aabent Brev fra Moss (11te Sept. s. A, der blev publiceret over hele Stiftet^[4]. Dette frugtede ligesaa lidet; kun i Stavanger Len, hvor Biskopen støttedes af den nye Lensherre Henrik Brockenhus (1574—77), gjordes et alvorligt Forsøg paa at tvinge Almuen; men det ledede blot til, at Almuen i Ryfylke, Jæderen og Dalerne sendte sine Fuldmægtige til Danmark med Klage over de nye Besværinger og Supplikats om, at der „med den 4de Part af Tienden maatte holdes efter gammel Sædvane og som i fremfarne Kongers Tid altid tilforn været har“. Kongen oversendte Klagen til Statholderen og bød ham forsøge en Mægling^[5]; der blev da efter dennes Tilsigelse holdt et Møde i Skien (17de Juli 1576^[6]) med „Adel og Lagmænd søndenfjelds“ — altsaa en Herredag —, hvortil Mag. Jørgen og de mest ansete af Presterne med 13 Fuldmægtige fra den klagende Almue i Stavanger Len var indkaldte; blandt de Prester, som Biskopen havde med, nævnes udtrykkelig Provsten paa Lister og Provsten paa Nedenes, Hr. Anders i Øiestad. Det lykkedes her virkelig ved Mægling at opnaa et Resultat, som var nogenlunde tilfredsstillende for alle Parter. Almuen skulde saa beholde Bondeluten hjemme i Bygden til sine egne Fattige, men til Gjengjeld vedtog den at betale 1 Spand Korn (½ Skjeppe) af hvert „Mandsværk“ til Skolen og Hospitalet („Degnespandet“). Bønderne i Stavanger Len underkastede sig nu noksaa villigt, hvad deres Fuldmægtige paa deres Vegne havde vedtaget, og Sagen blev her især ved Henrik Brockenhus’s Iver bragt i god Orden og Jordebog over alle Mandsværk udarbeidet. Men desto større blev Vanskelighederne paa Agdesiden, hvis Befolkning ikke havde været tilkaldt til Skiensmødet og derfor naturligvis ikke fandt sig forpligtet af de der vedtagne Regler, som egentlig heller ikke passede udenfor Stavanger Len; thi kun her brugte man Beregningen efter Mandsværk^[7]. Biskopen og Henrik Brockenhus sendte en Opfordring til alle Lensherrer og Fogder om at paabyde, at hver Mand skal bekjende, hvor mange Mandsværk han har at bruge, og at lade udarbeide „en Jordebog over samme Mandsværk, saa vi maa blive visse paa, hvad Skolen kan have sig at forvente“^[8]. Hvad Svar Lensherrerne gav, kjendes ikke, men sikkert er det, at over hele Agdesiden vægrede man sig for at betale Degnespandet. Mag. Jørgen gav sig dog ikke saa let; han indfandt sig personlig paa Herredagen i Bergen 1578 og fik af de her fungerende Rigsraader, Bjørn Anderssøn og Morits Skygge samt Statholderen Ludvig Munk, en Bekræftelse paa Forordningen i Skien^[9]; og samtidig fik han ved en Skrivelse til Regjeringen udvirket et Kongebrev i samme Retning, dennegang stilet personlig til Lensherrerne over Listerlen (Baltzer Leist), Midsyssel (Erik Brockenhus) og Nedenes og Raabyggelaget (Erik Munk)^[10]. Dette førte Sagen et betydeligt Skridt fremad; Baltzer Leist og Erik Brockenhus udførte.virkelig Befalingen og fik Bønderne i deres Len til at underkaste sig, saa at da Mag. Jørgen i 1579 eller 1580 visiterede her, hørte han ingen Klage fra Presterne over Bønderne i dette Punkt, uagtet Lagmanden (Mogens Baardssøn til Østby) havde erklæret Bøndernes Vægring berettiget^[11]. Ogsaa Erik Munk viste sig i Begyndelsen ivrig, og Mag. Jørgen takker ham (2den Jan. 1579), „at I fliede mig saa meget sidste Gang af Eders Len udaf den 4de Part, som jeg opbygde en stor Part af vor Skole med“^[12]. Men snart synes han at have tabt Lysten til at tvinge Almuen, thi 15de Juni 1580 skriver Mag. Jørgen paa en Visitatsreise fra Holt til Erik Munk bl. a., at „Almuen over alt Stiftet velvillig og gjerne udgiver den lille Behjelpning til fattige Skolens Personer uden her i Eders Len“. Biskopen prøver derfor, skjønt forgjæves, at vække hans Iver ved at antyde at Mogens Baardssøn, som vi andenstedsfra ved ikke var Eriks Ben, her spiller Mester over ham, idet han fortsætter: „hvilket jeg hører baade Lagmanden og flere saadanne Herrer skal meget være Ophav til; men efterdi Lagmanden med nogle andre hans Tilhængere har ingen Befaling over dette Len, har kgl. Majestæt ikke heller fornødent anseet at skrive ham til, men Eder tilbetroet at udrette kgl. Majestæts Vilje“^[13]. Det hjalp ikke, at Biskopen klagede til Statholderen, Ludvig Munk, eller at denne (10de Oktbr. s. A.) skrev en Advarsel til Erik Munk^[14]; heller ikke at Mag. Jørgen ved Oversendelsen af en Kapitelsdom, som dømte efter Eriks Ønske, benyttede (26de Febr. 1581) Leiligheden til at bede ham om at mente noget paa de arme Skolebørn“^[15]. Erik Munks Optræden kan her ikke blot tilskrives Mangel paa god Vilje, thi selv efter at han var afsat (1585), synes det at have varet flere Aar, førend Sagen blev forsøgt paa ny. Først 1589 fik hans Eftermand, Hans Pederssøn til Sem, Paalæg af de regjerende Herrer om at faa Degnespandet vedtaget over Nedenes Len^[16], og dette Paalæg blev af Statholderen Axel Gyldenstjerne foreholdt Almuen, da han Sommeren 1590 var tilstede paa Nedenes Lagthing, „men de agtede det ringe“^[17]. Det er Hr. Peders Fortjeneste at have bragt denne Sag i endelig Orden, thi Sommeren 1592 drog han, efter Biskopens Befaling og med Lensherrens Brev til Almuen, om til hvert eneste Sogn i Nedenes Len og forhandlede personlig med Bønderne; efter hvad han selv siger, virkede hans Overtalelse derhen, at Bønderne lod sine Ejendomme registrere og lovede at udgive Degnespandet, hvilket de ogsaa siden gjorde.^[18] Alene i Raabyggelaget virkede hverken Trusler fra Lensherrerne eller personlige Underhandlinger, saa at der maatte Biskopen efter flere Visitatser lade Sagen bero.

Med denne Undtagelse var altsaa dog Sagen efter omtrent 20 Aars Arbeide ved forenede Kræfter bragt til en heldig Afslutning. Men endnu stod meget tilbage at gjøre, thi Bøndernes Uvilje mod Tienden gav sig fremdeles tilkjende i de forskjelligste Bestræbelser for at forringe denne. Hvad Biskopen kunde udrette paa Visitatser og de enkelte Prester ved personlig Indflydelse — saaledes siger Hr. Peder, at i hans egne Sogne (Valle og Spangereid) havde Almuen „tiendet noget tilbørligt“^[19] —, var vel ikke tilstrækkeligt, naar de ikke støttedes af den verdslige Magt. Mag. Jørgen drog atter 1595 til Danmark og erhvervede sig de regjerende Raadets Skrivelse til alle Lensherrer i Stavanger Stift om Tilsyn med Tienden^[20]. Ogsaa her staar Hr. Peder ved Biskopens Side, idet han — idet samme Aar eller et af de følgende — har skrevet sin 1ste Afhandling „om Tienden paa Agdesiden“ [Udg. S. 229—34] og vistnok har overrakt den til Lensherren i Lister (Predbjørn Bild), maaske ogsaa til Lensherrerne i de andre Len’. Men begges Bestræbelser strandede her paa den manglende Kraft hos Styrelsen og paa den manglende Enhed inden Stiftet, idet dette var fordelt mellem 4 Lensherrer, hvoraf ialfald én (Christoffer Valkendorf i Stavanger Len 1578—1601) rimeligvis aldrig var i sit Len, og alle vel overlod denslags Sager til Fogderne, som paa sin Side ikke vilde lægge sig ud med Bønderne.

1. N. Rigsreg. II 63.
2. N. Rigsreg. II 114 f.
3. N. Rigsreg. II 131 ff.
4. Den bevarede Afskrift, som er publiceret for Listerlen, er bekræftet af Presterne Hr. Mads i Lyngdal og Hr. Jørgen i Vanse samt Fogden Mads Nilssøn (Dipl. i Geheimearchivet, afskrevet i Kildeskriftfondets Samlinger No. 52).
5. N. Rigsreg. II 146 f.
6. Kildeskriftfondets Samlinger No. 77; ikke 12te Juli, som staar S. 237.
7. Mannsverk er nemlig et Maal paa en Jordeiendoms Størrelse og Værd, der kun brugtes paa Jæderen og i Ryfylke; paa Jæderen var det i 14de Aarhundrede = 10 Maanedemadebol (DN. IV 122 jfr. 127, i Ryfylke i 15de Aarhundrede = 9 Maanedemadebol (DN. IV 880 jfr. 899). Sml. Fritzners Ordbog S. 434.
8. Brev i Geheimearkivet til Erik Munk i Nedenes af 16de Oktbr. 1576 (Afskr. i Kildeskriftfondets Samlinger No. 53 og 54).
9. Herredagsdom af 23de Aug. 1578.
10. N. Rigsreg. II 290 f.
11. Brev fra Biskopen til Erik Munk af 26de Febr. 1581 (Kildeskriftfondets Afskrifter No. 81).
12. Kildeskriftfondets Afskrifter No. 79.
13. Se Side 232.
14. Afskrift i Kildeskriftfondets Samlinger No. 80.
15. Sstds. No. 78.
16. Se ovenfor Note 5 paa forr. Side.
17. N. Rigsreg. III 38 f.
18. Se Side 239.
19. Se Side 239 og N. Rigsreg. III 378 f.
20. At Forfattelsestiden er Aarene 1595—97, synes mig fremgaar af, at „Hr. Jørgen paa Lister“ († 1597) omtales som levende, medens Mads Nilssøn omtales som forhenværende Foged (sml. S. 229).