Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/6

Gustav Storm

Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter

Brøgger, 1881 (s. xx-xxvi).

Virksomhed i Provstiet. Naar undtages de to Reiser til Skien i 1576 og rundt om i Nedenes Len 1592, har vistnok Hr. Peder lige til 1604 ikke foretaget andre Reiser end inden sit Provsti og til Stiftstaden. Provstiet kunde ogsaa give ham nok at tage vare, thi selv om hans Prester i 1573 havde faaet Attest for at være hæderlige Prestemænd, viste det sig dog senere, at denne Attest langtfra var fortjent. Navnlig havde Hr. Peder Besvær med den, han dengang havde taget i Forsvar. Hr. Jørgen Stork viste sig efterhaanden at være en meget mislig Person, voldsom og trættekjær, avindsyg og havesyg; han begik det ene Brud efter det andet paa god kirkelig Skik og laa desuden i stadig Kiv med sin Kapellan og Svigersøn Hr. Jakob Claussøn; hverken Paamindelser fra Provst eller Biskop nyttede noget, og Hr. Peder maatte endelig stevne den stridige Prest for Kapitlet i Stavanger (17de Juni 1594). Efter her at have oplyst, at deres Uenighed skrev sig fra, at han som Provst ofte havde været nødt til at formane Hr. Jørgen, naar denne handlede mod Ordinansen eller sit Embede (hvilket Hr. Jørgen ikke vilde taale), fremlagde han skriftlig Klage i følgende Punkter: 1) Jørgen havde nægtet Bonden Salve paa Lyngsvaag Sakramentet, aleneste af Had og Avind i Anledning af en Proces, de havde sammen; 2) han havde udstedt et falskt Brev og maattet bøde derfor til Fogden; 3) han havde nægtet at begrave eller prædike over Jakob Kjørfjord, skjønt denne altid havde været en gudfrygtig Mand og paa sit Yderste aflagt en herlig Bekjendelse, som Hr. Jørgen selv havde forfaret, da han berettede ham; 4) han havde løbet ud med en Øre og villet dræbe sin Provst, da denne var hos hans Svigersøn Hr. Jakob, og samme Dag, en Søndag, havde han villet overfalde ham ved Vanse Kirke, saa at Hr. Peder samme Tid med stor Nød undgik hans Hug; 5) han havde en Søndag løbet ud i Messeklæder fra Alteret og paa Kirkegaarden i Almuens Forsamling havt en forargelig Bulder med et uforstandigt Kvindfolk, ved Navn Marine Lauritsdatter, og givet hende nogle Hug og Slag med et Øxeskaft; 6) han har ofte holdt Messe i Messeklæder uden de sædvanlige Ceremonier; 7) han har hemmelig i Fogdens Gaard uddelt Sakramentet til en aabenbar Skjøge uden tilforn at lade hende staa aabenbar Skrifte (som her sædvanligt er) og gav derpaa Fogden Brev paa hendes Bekjendelse til Skade for en Mand, hvem hun tillagde en Horsag, som denne nægtede, og som heller ikke blev bevist; 8) han har uddelt Sakramentet uden at oplæse Halvparten af Herrens Ord om Herrens Kalk; 9) han har overværet en Mands og Kvindes Trolovelse, som en Tid lang var tilsammen, men siden skiltes fra hinanden, og Hr. Jørgen viede denne Mand til en anden Kvinde uden at lade Sagen videre forhøres i Rette; 10) han har imod Rigens Rettebøder nødt en fattig Enke, Jørgen Pinnesbroders Kvinde, til at give ham en Daler i „Udfærd“ efter hendes Mand, som dog var druknet under Danmark og der begraven, og endskjønt Biskopen forrige Aar i sin Visitats havde befalet ham at give Daleren tilbage (hvilket han og lovede), har han dog ikke siden efterkommet det. Desforuden „havde Hr. Jørgen været stevnet for mange andre grove og slemme Sager, for hvilke han aldrig har lovlig frigjort sig“. Efter de Beviser, Hr. Peder fremlagde, og efter Hr. Jørgens egen Bekjendelse blev denne nu af Kapitlet afsat fra sit Embede, forsaavidt ikke Kongen, Raadet eller Statholderen vilde formilde Dommen^[1]. Hr. Jørgen maa have besiddet formaaende Venner i Danmark, thi ved Kapitelsmødet i September s. A. indløb til Stavanger Brev fra de regjerende Raader, at Hr. Jørgen skulde beholde sit Kald, men forpligte sig til at rette sig efter Ordinansen og være sin Biskop og Provst lydig, og hvis han havde noget udestaaende med sin Kapellan, da at stevne ham for Biskopen. Hr. Jørgen lovede for Kapitlet, at han skulde beholde Hr. Jakob som Kapellan og lade ham beholde den Gaard, han boede paa (Frestad) og de to Sogne Spind og Herod undtagen Landskylden^[2]. Af samme Grund maa det vel forklares, at uagtet Regjeringsraadet i 1595 udstedte et strengt Forbud mod, at Almuen i Stavanger Stift kaldte Prestesønner eller andre til Sogneprest i dennes levende Live^[3], tillod det dog allerede i følgende Aar (1596) en Undtagelse fra denne Regel til Fordel for — Jørgen Storks Søn, Anders Jørgenssøn, som Almuen havde kaldet og Hr. Jørgen havde lovet at afstaa sit Kald til^[4]. Biskopen, som vel ikke ventede sig noget godt af Hr. Jørgens Søn, havde holdt sig til Raadets Brev og nægtet at indvie ham, men maatte nu gjøre det; den gamle Hr. Jørgen døde strax efter, og hans Søn overtog Kaldet. Biskopen synes at have holdt paa Kapellanen Hr. Jakob, som ogsaa strax begyndte at yppe Strid med sin nye Sogneprest. Jakob stevnede sin Svoger for Kapitlet (22de Septbr. 1597), idet han ikke alene klagede over, at Hr. Anders’s Kaldsbrev var ulovligt — baade mod Ordinansen og mod Brevet af 12te Mai 1595 —, men ogsaa fremførte en Række Beskyldninger mod ham for Ulydighed mod hans Fader; da imidlertid hverken Hr. Anders eller Jakobs Vidner mødte for Kapitlet, henviste dette Sagen for Statholderen. Begge de stridende Parter blev af Biskopen stevnede for Herredagen i Bergen (Juli 1599), idet han anklagede begge for den Forargelse, Striden vakte. Det blev her bevist, at der var Skyld paa begge Sider, og da begge afbad sin Forseelse hos Biskopen, mægledes der saadant Forlig, at de under Embeds Fortabelse skulde holde Fred med hinanden, troligen røgte sit Embede og være Biskop og Provst lydige; Hr. Anders skulde beholde Hr. Jakob som Kapellan paa de tidligere Betingelser, og denne skulde være sin Sogneherre lydig^[5]. Men neppe var de to Prester komne hjem til Lister, før Trætten atter begyndte; det var fremdeles den tilsidesatte Hr. Jakob, som begyndte med ærerørige Udtalelser om sin Svoger^[6] og siden fortsatte med at samle Vidnesbyrd mod ham, hvilket var forholdsvis let, da Hr. Anders baade var drikfældig og doven, ofte var borte fra sit Kald „i verdslige Bestillinger“, hyppig søgte at vælte ubehagelige Forretninger (Sygebesøg o. l.) over paa sin Svoger og desuden bedrog denne for hans Landskyld. Provsten Hr. Peder søgte at holde Hr. Jakob fra at bryde Freden, men mødte af denne, som han selv siger, „Spot og Forhaanelse og Foragtelse mod hans Person med anden Bagvaskelse og Undsigelse mod ham og hans Børn“. Han maatte atter skride til Anklage og lod om Høsten 1600 Forhør optage i Vanse Kirke over begge Prester, som derpaa stevnedes for Kapitlet. Hr. Jakob fandt Provstens Handlemaade partisk og skrev paa sin Side en Klage over sin Svoger til Statholderen Axel Gyldenstjerne, hvis Stedfortræder Thomas Norman (9de Febr. 1601) oversendte Klagen til Stavanger Kapitel. Her mødte nu til bestemt Tid (14te Marts 1601) Provsten og Hr. Anders, men ikke Hr. Suhm, som gjennem en Fuldmægtig krævede, at der skulde opnævnes „en fremmed og retvis Mand“ til at optage nye Vidnesbyrd om ham og hans Modstander; dette blev ogsaa bevilget, men da Hr. Jakob trods lovlig Stevning ikke var mødt at „stande Hr. Peder til Rette for den forargelige og urolige Bulder og Trætte, han har med Hr. Anders, desligeste og for den Spot, Forhaanelse og Undsigelse mod hans Person og hans Børn“, dømtes han til at give Hr. Peder det sædvanlige Kosthold. En Kommission bestaaende af de tre Provster over Jæderen, Dalerne og Midsyssel, hver ledsaget af en Prest, opnævntes til i Vanse Kirke (10te Mai) at optage Vidnesbyrd om de to Prester for at afgive Beretning til næste Kapitelsmøde. Det viste sig ved dette Forhør, at om end Hr. Jakobs Beskyldninger var overdrevne, var der dog nok igjen til at fælde Hr. Anders: han havde oftere undladt at besøge Syge eller henvist dem til Kapellanen; han havde ladet Lig ligge ubegravede under Paaskud af at have Forfald; en gammel Mand Nils Gautssøn havde han nægtet at berette, saa at han døde uden Sakrament; han havde viet et Ægtepar paa Hananger istedenfor i Kirken; han havde været i Gjestebud paa Søndagene istedenfor at holde Gudstjeneste, ja engang været. 14 Dage borte fra sit Sogn og tilbragt Tiden med at „sidde og drikke“; han havde beholdt Hr. Jakobs Landskyld og skrevet ham spotske Breve til kort efter at have modtaget Sakramentet af ham o. a. d. Men ogsaa mod Hr. Jakob fremkom flere graverende Vidnesbyrd, navnlig Bagtalelser og ubeviste Beskyldninger mod Hr. Anders for Utugt og Løsagtighed o. s. v. Værst for begge var det imidlertid, at under selve Forhøret havde begge „begyndt en forargelig Bulder tilsammen i den menige Almues Paahør, havde skjældt hverandre for Løgnere og sagt aabenbarlig for alle, at de aldrig skulde overgive det, førend de havde gjort hverandre æreløse“. Og efter Forhøret havde Hr. Jakob i et Brev til Provsten udstødt Trusler mod Hr. Anders og sagt, at han vilde „høve“ sig over ham; da de kort efter traf sammen i Provstens Hus, matte han overfaldt Hr. Anders^[7] med Hug og Slag uden billig Aarsag“ og ikke villet høre paa Provstens Formaning om at holde Fred. Kapitlet, for hvem baade Kommissionen, Provsten og de stridende Prester mødte, kunde ikke andet end dømme begge Prester fra deres Embede og forvise dem fra Stiftet (17te Juni 1601). Vi tage vist ikke Feil ved at antage, at Hr. Anders er den Prestemand paa Lister, som nogle Aar før 1604 var trolovet med Hr. Peders Datterdatter, men senere blev skilt fra hende efter at være afsat fra sit Embede (se S. XXXII). Dette vil forklare, hvorfor Hr. Jakob, der dog ligeoverfor Hr. Jørgen var beskyttet af Provsten, nu betragter denne som partisk for Hr. Anders, og hvorfor han udstøder Trusler mod Hr. Peder og hans Børn; men det vil tillige vise os Hr. Peders Retfærdighedsfølelse: han søger i det længste at mægle Fred, som hans Embede paalægger ham, men han tager ikke paa nogen Maade Parti for Hr. Anders eller søger at dække ham.

Disse Prestetrætter, som kaster et eiendommeligt Lys over den daværende Prestestands moralske Lavmaal, synes at have været de værste inden Hr. Peders Virkekreds; dog kan nævnes, at ogsaa en anden af de Prester, som fik rosende Vidnesbyrd i 1573, Anders Einarssøn i Kvinesdal, tilslut viste sig ikke at have fortjent denne Attest; i 1594 (23te Septbr.) blev han stevnet for Kapitlet, fordi han „uden Trolovelse og Lysning havde taget en Kvinde til sig og derpaa sendt hende hjem, fordi hun havde onde Saar paa sine Been“; han dømtes til — at betale 4 Daler til Stavangers Hospital. Efterhaanden som de ældre Prester afgik, synes dog bedre Tilstande at være indtraadte; vistnok kjender vi ikke alle Listerprester i Hr. Peders senere Dage, men at en Forbedring var indtraadt, tør med Sikkerhed sluttes deraf, at deres Navne ikke forekommer som anklagede eller procesførende i Kapitelsbogen. Ligesom idetheletaget Presterne i Stavanger Stift gjør et bedre Indtryk ved Slutningen af Mag. Jørgens Styrelse, og dette maa tilskrives dels hans direkte Indgreben, dels hans Indflydelse gjennem Exemplet og gjennem forbedret Skolevæsen, saaledes fulgte ogsaa i dette Stykke Hr. Peder sin Biskops Exempel. Da Vanse igjen skulde forsørges med Prest, lededes Valget hen paa Daniel Pederssøn, Kapellan i Høiland, en af de Prester, der havde optaget Forhøret i Vanse Kirke og efter Kapitlets Udsagn alle var „duelige Prestemænd“; han blev ogsaa valgt. I Kvinesdal var der i 1609 et Prestevalg, hvori Hr. Peder greb ind; en Nils Pederssøn Normand, som allerede i 1603 havde faaet Kongens Anbefalingsbrev til et ledigt Kald i Stavanger Stift, men alligevel var bleven forbigaaet^[8], meldte sig som Ansøger og blev efter eget Sigende kaldet af Almuen, idet dog rigtignok Provsten ikke var tilstede og saaledes Valget ulovligt. Den valgte klagede til Kongen, som paalagde ved Brev af 12te Juni 1609 Biskopen og Lensherren at stevne Provsten, Vælgerne og den valgte og tømme dem imellem“^[9]. Denne Sag nævnes ikke i Kapitelsbogen; men man ser dog, at Hr. Peder har faaet Ret, og at Ansøgeren er afvist, thi Kaldet var endnu om Sommeren 1610 ledigt^[10] og blev da givet til Jørgen Thomassøn, som maa have været en duelig Mand, da han efter Hr. Peders Død blev hans Eftermand som Provst^[11].

1. Stavanger Kapitelsbog for 17de Juni 1594.
2. Sammesteds mellem 21de og 23de September 1594.
3. N. Rigsreg. III 380.
4. N. Rigsreg. III 421.
5. Herredagsdom af 3die Juli 1599.
6. Olafsdag 1599 havde han paa Briseid sagt til Almuen: „I har kaldet en smuk Person til Eders Sogneprest, en Horunge“ (Anders var altsaa sødt før Forældrenes Ægteskab, se ovenfor S. XII).
7. Det er en Misforstaaelse af Udtrykkene i Kapitelsbogen, naar Faye (Bispehistorien S. 198) lader Jakob overfalde Hr. Peder i hans eget Hus.
8. N. Rigsreg. IV 29 f.
9. N. Rigsreg. IV 322.
10. N. Rigsreg. IV 391.
11. Se Fayes Bispehistorie S. 233. I 1596 var en Hr. Knut Sogneprest i Bjelland (Dipl. i Rigsarkivet); det er saaledes neppe paalideligt, naar Faye i sin Afskrift af Listerske Kaldsbøger i Rigsarkivet har tilskrevet, at Knut Pederssøn var Prest i Bjelland 1604—36.