Wikikilden

Om Relikviegjemmer i norske Kirker

OM RELIKVIEGJEMMER I NORSKE KIRKER.[1]
AF
N. NICOLAYSEN.

Førend en kirke i middelalderen kunde tages i brug, fik den ligesom i vore dage en vielse[2]. Derved blev kirken blandt andet knyttet til en bestemt helgen, som dens patron, efterat relikvier af denne var nedlagt, navnlig i korets alter. Var kirken kathedral, blev den desuden, ialfald hos os, indviet til ære for Kristus, som repræsentant for treenigheden. Saadanne kirker kaldtes derfor, foruden efter sin helgen, ogsaa kristkirker[3] eller trinitatiskirker.

I kristendommens første tid fik relikvierne plads under alterfodens bund. Men dette var forlængst gaaet af brug, da den nye religion blev indført hos os. Heller ikke fulgte man her, som det synes, den skik, der ofte træffes andetsteds, at indlægge relikvierne i selve alterfoden, hvorimod de udelukkende, som det synes, anbragtes i dækpladen over alterbordet. For dette øiemed udhuggedes i pladen en fordybning eller grav (sepulchrum), enten korsformet eller aflang firkantet, i sidste fald med retning fra nord til syd, 5–12 tommer lang og 3–7 tommer bred. I dette gjemme blev da relikvierne nedlagte, og som flere exempler har vist, undertiden i bitte smaa, fine poser af tøi med tilheftede pergamentsstrimler, som angav navnet paa den eller de helgener, fra hvem levningerne hidrørte. Gjemmets fordybning lukkedes dernæst med en i en fals hvilende plade (sigillum, mærke, stempel), som oftest af hvid marmor, hvorpaa der undertiden blev sat en indskrift med oplysning om indvielsen og vedkommende helgens navn[4].

I førstningen synes man at have indskrænket sig til disse faste og simple gjemmer. Senere fik man ogsaa relikviegjemmer af rørligt slags, og, efter hvert som helgendyrkelsen tog et større opsving, fremkom der mange forskjellige former, udstyrede paa en mere og mere kostbar maade ved alle de midler, som stod til kunstindustriens raadighed. Af deslige former træffe vi saaledes hoveder, byster, arme, hænder, ben, fødder, svarende til de i gjemmet indlagte legemsdele af helgenen, eller tavler. Som exempler paa kostbarheden af deres udstyr kan nævnes, at der i Bergens apostelkirke forefandtes en engel af sølv, der var skjænket Magnus lagabøter i 1274 af Frankriges konge, og som holdt en krystal, hvori endel af frelserens tornekrone var indlagt. Endvidere omtales, som gaver fra Haakon V, i Mariekirken i Aaslo to forgyldte engle af sølv, som stod paa én fod og holdt endel af frelserens tornekrone, ligeledes en 5 al. lang og 1 al. bred tavle eller skive besat med relikvier, endelig i Bergens apostelkirke, som gaver fra samme konge, to hænder til at lægge relikvier i, og en lignende tavle som den nysnævnte, hvortil kongen skjænkede 70 mark fint sølv, svarende omtrent til 25000 kroner i vore penge.

Ingen af dette slags gjenstande vides nu bevaret, undtagen den saakaldte st. Olafs helligdomsarm. Denne var allerede før 1696 bragt fra Throndhjem til Kjøbenhavn, men er nu i det derværende nordiske museum og sees afbildet hos Worsaae[5] og Undset[6]. Det er i kunstindustriel henseende et interessant stykke, antagelig fra ca. 1200, og udført af træ med overdrag af presset forgyldt sølvblik, hvori er indlagt stene og emaljerede forsiringer; dog mangler haanden, som udentvil var af sølv.

Rigest udstyrede var som oftest de relikviegjemmer, der gik under navn af skrin. Disse var med hensyn til størrelse to slags, eftersom de optog en helgens hele legeme eller kun indeholdt enkelte dele deraf og da blot var ca. 1 alen lange eller derunder. Af større skrin kjendes her i landet kun trende, nemlig efter deres alder st. Sunnivas paa Selje og siden. 1170 i Bergen, st. Olafs fra 1035 i Nidaros og st. Halvards fra begyndelsen af det 12te hundredaar (dog før 1130) i Aaslo. Derimod omtales overhovedet ikke noget slags skrin i Hamars domkirke, og st. Svituns skrin i Stavanger hørte rimeligvis til de mindre, da denne helgen som bekjendt var engelsk og opbevaredes i Winchester kathedral. Ikke usandsynlig var af de mindre slags ogsaa de to skrin (erkebiskop Eysteins og st. Bernhards), som foruden st. Olafs nævnes i Nidaros domkirke, ligeledes de skrin, der foruden st. Sunnivas omtales[7] i Sunniva-kirken og Albanuskirken paa Selje.

Af de mindre relikvieskrin har der vistnok ogsaa hos os været en hel del, men naar undtages de nysanførte, omtales de ikke i skrifter fra middelalderen. Derimod nævnes flere i senere tid. Saaledes indkom der allerede før 1696 et lidet saadant skrin med keltisk ornamentik fra Norge til kunstkammeret i Kjøbenhavn, hvor det nu er i det nordiske museum[8]. Endvidere omtales[9] i Røkens kirke et skrin „af kobber med sterk forgylding og endel emaljerede helgenbilleder“, men som af kaldets sogneprest Selboe (1701–1730) blev „bortlaant til hans venner i Throndhjem, der beholdt det og aldrig leverede samme tilbage“. Der fandtes ogsaa[10] hos eieren af Storhammer, justitsraad Grønbech, i 1716 et „relikvieskrin af kobber forgyldt med emaljerede helgenbilleder“. Endelig stod der i 1735 i Øie kirke i Valders ifølge Ramus[11] „paa alteret et messingskrin, ½ al. langt, 1 kvarter bredt og 3 kvarter høit, med kubet laag og knapper og kors ovenpaa samt knapper, som det staar paa“. Hvor de trende sidstnævnte skrin er blevne af, vides ikke, men muligens kan det første eller andet eller begge være blandt de skrin, som opbevares i Kjøbenhavns nordiske museum, og hvis oprindelige sted ikke kjendes[12]. Derimod er det skrin af træ, dækket med forgyldte kobberplader i drevet arbeide, som afbildes hos Worsaae under no. 525, udentvil[13] det samme, der fandtes ved en reparation af Vatnaas kirke i Sigdal og nedsendtes 1748 til Kjøbenhavn. Endvidere er der i vort universitets oldsagsamling et med emalje smykket tag af et relikvieskrin, fundet for nogle faa aar siden i Eidsberg kirke; fremdeles i Bergens museum to forgyldte dragehoveder af et skrin, fundne ved Halsnø klosters ruiner i sextiaarene, et dragehoved af et skrin, fundet 1886 i Torvestad kirke (afbild. i. aarsber. f. nævnte aar fig. 20) samt endelig to mere eller mindre ramponerede skrin af træ med paalagte forgyldte drevne kobberplader, det ene fra Thomaskirken paa Filefjeld (afbild. i Urda II, pl. XV), det andet fra For-tun kirke i Sogn og tillige smykket med emalje. Det mindst beskadigede skrin af dette slags, som endnu findes levnet, er dog det, der tilhører den gamle Hedals kirke i søndre Aurdal; det er uden emaljering og har heller ikke, som ellers ofte, fødder for at kunne bæres i processioner, men er forresten det mærkeligste af alle.

Fælles for begge slags skrin var den plads, de indtog i vedkommende kirke, idet de knyttedes til et af kirkens altere, som oftest høialteret. Naar det imidlertid næsten overalt siges, at skrinet stod „paa“ alteret, er dette urigtigt, hvis man dermed, som det synes, mener alterbordet. Dette vilde ogsaa forbyde sig selv, da skrinet paa den maade kom til at optage pladsen for de gjenstande, som ifølge rituelle bestemmelser hørte hjemme der: evangeliebogen, monstransen, krucifixet og stagerne. Det heder heller ikke i kildeskrifterne nogetsteds, at skrinet stod paa, men overalt over (yfir) alteret, og grunden dertil var selvfølgelig, at skrinet saaledes fik en mere fremtrædende plads. Dette var ogsaa gjennemgaaende regel i udlandets kirker. Herom faa vi saa nøiagtig underretning som muligt, naar det i Thomas Becket’s saga[14] heder, at hans skrin i Canterbury kathedral blev sat „midt over høialteret, dog ikke høiere, end at det stod ned paa den øvre tavle (tabula)“. Ved den sidste maa vel, i modsætning til den nedre tavle eller alterbordets dækplade, forstaaes det saakaldte superfrontale eller retabulum langs alterbordets bagre side. Skrinet havde da her, som underlag, nogle planker eller stokke, der hvilede dels paa retabelet og dels paa lodrette fritstaaende opstandere længer øst eller paa en kant i kormuren, og der blev saaledes levnet et frit rum under skrinet eller mellem dette og gulvet[15]. At dette var tilfældet ogsaa hos os, navnlig i Nidaros domkirke, og baade før kirkens oprindelige kor var udvidet, som det synes, og efter dets ombygning, er der et par steder, som vise. Saaledes nævnes blandt de mirakler af Olaf den hellige, som skal være foregaaet i erkebiskop Eysteins tid ialfald efter ca. 1150, at en paralytisk mand kom til kristkirken i Nidaros paa Olafsfesten og blev helbredet derved, at han, efterat han ligesom ved et skub af nogen var drevet bort fra sin plads, blev liggende „under selve skrinet“[16]. Dog er det muligt, at her kun menes, hvad der foregik, efterat skrinet var bragt ud af kirken og bares om i procession. Med sikkerhed sees derimod skrinets plads af, hvad der ifølge Haakon Haakonssøns saga foregik, da usurpatoren, hertug Skule i 1239 lod sig hylde til konge paa Ørethinget, og som ellers sedvanligt under saadanne omstændigheder vilde have Olafsskrinet bragt ned til stedet. Da opfyldelsen af dette hans ønske nemlig i erkebiskopens fravær blev nægtet af de loyale korbrødre, og Skules søn Peter desuagtet gav sine følgesvende befaling til at flytte skrinet, men dette ei kunde rokkes, sprang han paa sin brutale maade op paa alterbordet og skjød, som det heder, med knæerne imod skrinet, hvorved det løsnede. Heraf sees følgelig, at skrinets nederkant befandt sig ovenover alterbordet og navnlig i knæhøide derover. Dette stemmer ogsaa paa det nærmeste med, hvad der ovenfor er sagt om Thomas Becket’s helgenskrin.

Men Hensyn til skrinenes retning, har denne hos os vistnok været den samme som andetsteds f. ex. i abbediet i st. Albans og i Canterbury kathedral. Om den sidste tilføies saaledes i umiddelbar forbindelse med den ovenanførte beretning i Becket’s saga, at hans skrin blev sat med det ene bryst mod vest og det andet i øst. Dette maatte ogsaa følge af sig selv, da jo skrinet i virkeligheden ikke var andet end en gravkiste og denne i middelalderen altid havde nysnævnte retning, saaledes at den begravnes hoved vendte mod vest. Som en i udlandet almindelig anordning ved skrinene kan tilføies, at de ikke stod aldeles frit, men under en hvelvet bedækning, dog i nogen høide over selve skrinets tag. At dette har været tilfældet ogsaa hos os og navnlig i Nidaros kristkirke, kan sees af erkebiskop Aslak Bolts forføining i 1429, da han sendte sin kapellan til Sverige for at kjøbe kobber til kirkens behov „oppaa huen [baldakin] over st. Olafs skrin“[17].

Hvad hovedformen af begge slags skrin angaar, ser man dem ofte lignet med et hus eller en kirke, dog har saadanne bygninger ikke her tjent som forbillede. Dette er derimod tydelig hentet fra gravkisten, hvad der ogsaa maatte være givet ved den anvendelse, hvortil skrinet var bestemt. Dette siges ogsaa ligefrem i den beskrivelse, Snorre giver af det skrin, Magnus den gode lod gjøre, kort tid efterat han var bleven konge (1035), for sin fader Olaf den hellige. Ifølge hans beskrivelse var dette skrin „udstyret med guld, sølv og ædelstene; baade med hensyn til størrelse og form var det som en ligkiste med svaler nederst, men oventil var laaget af form som et tag, og øverst paa dette var hoveder og mønekam (burst)“. Skrinet havde saaledes gavle og sadeltag[18], og dette er ogsaa tilfældet med alle de skrin fra Norge, som i sin helhed eller delvis er bevarede, naar undtages det lille ovenomtalte skrin med keltisk ornamentik, hvis laag eller tag ikke har gavler, men derimod er afhvalmet.

Hvad der maa være af stor interesse ved alle disse skrin er, om muligt, at bestemme, hvorvidt de kun kan betragtes som importeret gods, eller om de skylde den indenlandske kunstfærdighed sin tilværelse. Det første kan sikkert antages ved det omtalte lille skrin, hvis keltiske ornamentik afgjort peger derpaa, og ligeledes om skrinet fra Eidsbergs kirke, da det nærmest viser hen til Limoges som udgangspunkt. Hvorvidt derimod ogsaa de øvrige endnu tilværende relikvieskrin kan betragtes som indenlandske arbeider, lader sig ikke afgjøre uden ved nærmere at se hen dels til karakteren i deres væsentligste enkeltheder og dels til arbeidets teknik. Ved den sidste kommer det igjen an paa, om den paa disse skrin anvendte emaljering og ligeledes drevet arbeide kan paavises at være udført ellers i middelalderen hos os. Førend dette spørsmaal besvares, vil jeg forudskikke en kort udsigt over emaljekunstens historie udenfor Norge.

Som det almindelig antages af specialister paa dette felt, kjendte allerede de gamle græske kunstnere emaljen, men anvendte den kun sparsomt. Hvad romerne angaar, heder det i et brev fra grækeren Philostratos til Septimius Severus’s hustru Julia i begyndelsen af det 3die hundredaar: „Man siger, at barbarer ved oceanet gyde farvede substanser paa erts, hvilke dernæst gaa gjennem ild, hvorved farverne fæstes og forstenes og tillige de figurer bevares, som er malede derpaa“. Dette udsagn ansees ogsaa styrket ved den høie ælde af flere emaljerede sager, navnlig 2 skjolde i det britiske museum og andre mindre ting, som er fundne i Frankrige eller England, og hvoraf skulde fremgaa, at gallerne og briterne var blandt de tidligste kunstnere i denne retning og i hvert fald i vesten. Tvilsommere tør det derimod ansees, naar det paastaaes fra enkelte hold, at emaljen kom fra de anførte barbarer til Rom. Derimod er det sikkert, at denne kunst der blev udviklet og udvidet af de bysantinske guldsmede, da kristendommen blev statsreligion. I Tyskland blev man først fortrolig med emaljekunsten og med guld- og sølvsmedarbeider fra Konstantinopel efter Otto II’s giftermaal i 972 med prinsesse Theophanu, datter af Romanos II. Fra Tyskland og navnlig fra Rhinegnene kom emaljekunsten til Frankrige, navnlig Limoges, hvor saadanne arbeider først omtales 1170. Hertil kan føies, at bysantinernes emalje er cloisonné eller anbragt paa metallets flade mellem smaa til denne loddede vægge, medens emaljen fra stæderne ved Rhinen og Limoges saavelsom briternes og angelsaxernes er champlevé eller nedlagt i gruber, udgravede i metallets bund, og desuden mere eller mindre ugjennemsigtig.

Med hensyn til de tre nordiske riger er alle de her fundne emaljerede sager fra hedensk tid sikkert indførte fra udlandet og navnlig fra England og Frankrige. Hvorvidt derimod denne teknik senere i middelalderen blev drevet her i N orden, tør jeg ikke indlade mig paa at bedømme for Danmarks vedkommende, da dette spørsmaal ikke endnu, saavidt mig bekjendt, der har faaet nogen udredelse. For Sverige faa vi derimod nogen oplysning af den store sølvskat, som fandtes i 1881 ved gaarden Dune paa Gotland[19]. Blandt de her fundne vitterlig udenlandske sager var der nemlig ogsaa en sølvskaal, som paa grund af dens indskrift i øens eget sprog maatte an- tages for et gotlandsk arbeide og af hensyn til bogstavernes karakter fra det 14de hundredaar. Paa denne interessante skaal er anvendt emalje, og af Hildebrands udtryksmaade synes det fremgaa, at der ikke ellers kjendes noget vidne om denne teknik i Sverige, idet han ender sin beskrivelse med følgende ord: „Det kan imidlertid sluttes af dette stykke, at vore indenlandske guldsmede kunde udføre emaljearbeider“.

Hvad dernæst det drevne arbeide angaar, omtaler og tildels afbilder Hildebrand[20] forskjellige gjenstande af dette slags fra svenske kirker, navnlig et relikvieskrin og to antemensaler. Af sidste slags er der 10 lignende dels i Kjøbenhavns nordiske museum fra Jylland eller Slesvig, dels endnu i kirker i disse landsdele[21]. Baade de svenske og danske vise sig, efter hvad Hildebrand bemærker, i flere detaljer afvigende fra et saadant, som fra en kirke i Angeln var indkommet til et museum i Hamburg[22]. Dog fortjener det at anføres, hvad Hildebrand fortæller om det sidste: „Da forleden høst (1881) repræsentanter for Tysklands historiske og antikvariske selskaber var samlede til aarsmøde i Hamburg, gav antemensalet fra Angeln anledning til en lang diskussion, hvorunder man særlig behandlede spørsmaalet om disse kunstværkers hjemland. Resultatet af denne forhandling, hvori jeg havde leilighed til at deltage, blev udtalelsen af den anskuelse, at disse i kobber drevne antemensaler var frembringelser af en i Norden under den romanske tid blomstrende skole, som vel forstod at udføre drevne figurer i metal. Da saadanne arbeider er yderst sjeldne udenfor Norden, turde man have vanskelighed ved at komme til noget andet resultat“.

Hvad der her siges om en skole i Norden, hvorfra saadanne arbeider skulde skrive sig, tør vel altid fremkalde nogen tvil. Derimod kan det være nok saa rimeligt, at det anførte relikvieskrin er svensk arbeide, medens det samme vel neppe tør gjelde om antemensalet, der forresten efter dets karakter at dømme og navnlig med hensyn til formen af indskriftens bogstaver vistnok maa antages at tilhøre det 12te hundredaar eller den første tid af det 13de.

Førend jeg dernæst gaar over til at omtale vore forhold, vil det have en særegen interesse at kaste et blik paa Norges aflæggerø Island, hvorom der i kunstindustriel henseende fra det 12te til 14de hundredaar haves udførligere beretninger end i de øvrige nordiske lande, og det navnlig gjennem biskopssagaerne og tildels annalerne, idet jeg dog ikke medtager, hvad der angaar frembringelser af den malende kunst.

Det berettes saaledes for det første, at biskop Kløng Thorsteinssøn for den mellem 1152 og 1159 indviede kathedralkirke i Skaalholt lod gjøre en guldkalk, besat med ædelstene, uden at det dog tilføies, om den blev gjort paa Island eller andetsteds. Derimod siges det om Paal Jonssøn, biskop sammesteds (1195–1211), at han af guldsmeden Thorstein, „den kunstfærdigste i metalarbeider“, lod gjøre et kosteligt skrin for Thorlak den hellige af guld, sølv og ædelstene, hvortil beretteren føier, at arbeidet var saa vel udført, at skrinet i skjønhed ei stod tilbage for noget andet paa Island, og at det var 3 alen langt, medens intet af de andre var mere end 1 alen. Den samme biskop lod ogsaa af nysnævnte Thorsteins hustru Margrete med tilnavnet den kunstfærdige (haga), fordi hun ansaaes dygtigst af alle paa Island i udskjæringer, arbeide en biskopsstav af hvalrostand (tønn), der var saa kunstfærdig gjort, at ingen havde seet dens mage paa Island[23]. Hun udførte ogsaa et berømmeligt arbeide i hvalrostand til den tavle foran alteret at guld og sølv, som hendes mand fik i opdrag at gjøre af biskopen, men som ikke blev færdig før dennes død (1211). For den følgende tid fortælles blandt andet, at medens den bekjendte islænding Laurentius Kalfssøn i 1323 som electus opholdt sig hos erkebiskopen i Nidaros, valgte han til sin famulus eller, som det heder, til at bære sit kar og tjene sig, sin landsmand Stefan Haakonssøn, der var den største mester i mange kunster, saasom guldsmedarbeide, gravering (grøft) og tegning (uppkast). Da Laurentius senere var bleven biskop i Hole, tog han ca. 1328 til sig den kunstfærdige guldsmed Eyolf og lod ham for kathedralkirken gjøre to smukke bind til evangeliebøger (texta), det ene emaljeret (amalerad), det andet af drevet arbeide (uppdrifn), samt en meget anselig kalk og et kostbart skrin med skjønt udstyr. Endelig nævnes der ogsaa en prest ved navn Thorstein Ilugasøn († 1335), hvis haandarbeide, som det heder, lang tid vil erindres baade i bogskrivning, tegning (uppkast) og krossasmið d. v. s. forfærdigelse af udskaarne budstikker. Paa den anden side synes der at have været en tilbagegang af øens kunstindustrielle kræfter i den seneste del af middelalderen, da vi se biskopen i Hole, Gotskalk Nikulassøn (1498–1520), sende presten Jon Arasøn til Norge med 9 mark guld (= 5580 kroner), hvorfor han lod gjøre den guldkalk, der senere paa reformationstiden blev bortført fra Hole kirke af de danske udsendinger[24].

Det er overraskende at se denne og anden her ikke omtalt kunstindustriel virksomhed udfolde sig paa Island, og vi faa derved i fremtrædende grad en ny bestyrkelse paa den gamle sætning, at kunsten og haandværket i middelalderen udgik fra kirken og fortrinsvis fik sin udvikling i dens tjeneste. Men var virksomheden saadan paa det fattigere Island, kan det vistnok med fuld grund sluttes, at tilstanden ei var ringere under de gunstigere omstændigheder i moderlandet. Herfra var det ogsaa impulserne udgik, fornemmelig efterat øen i kirkelig henseende siden 1150 var underlagt erkebiskopen i Nidaros. Vi vil derfor noget nærmere se, hvorledes dette i virkeligheden viste sig hos os.

Der træffes nu vistnok i vore kirkeinventarier fra middelalderen nævnt en del sager med drevet arbeide, niello eller emalje. Men heraf kan naturligvis intet sluttes i den omhandlede henseende, saalænge deres oprindelse er ubekjendt, og af de emaljerede sager fra middelalderen, som endnu forefindes hos os, maa vistnok de fleste hidrøre fra Limoges, saaledes navnlig de fire lysestager dels i Urnes kirke[25] dels i Throndhjems videnskabsselskabs samling, vaskevandsfadet fra Aaslo (i universitetets saml.) og som foranført endel af et relikvieskrin fra Eidsbergs kirke.

Yderligere bidrag til løsning af det foreliggende spørsmaal faa vi da kun ved at henvende os til de historiske beretninger. For det første blev der, som foran nævnt, i 1035[26] gjort et skrin for Olaf den hellige, og efter omstændighederne tør det maaske ansees rimeligst, at dette skrin var indenlandsk arbeide. I saa fald kan det igjen sluttes, at man allerede dengang hos os forstod sig paa at udføre drevet arbeide. Thi naar Snorre siger, at skrinet nedentil havde svaler, maa dette vel forstaaes om en ved drivning fremstillet buegang langs siderne, saaledes som vi kan se paa de endnu bevarede smaa skrin. Ialfald stod jo dette slags teknik meget nær den, som gjennem lange tider kom til anvendelse paa de indenlandske brakteater.

Hvad dernæst emaljering (smelt, adj. smeltr, verb. amalera) angaar, nævnes ikke denne med sikkerhed hos os i middelalderen før 1127. I dette aar blev den korskirke i Konghelle indviet, som Sigurd Jorsalafarer lod gjøre, og foran dens alterbord var fæstet en tavle eller et antemensale, der ifølge Snorre var af forgyldt kobber og sølv og prydet med indfældte ædelstene og emalje. Denne tavle havde dog kongen, som det udtrykkelig siges, ladet gjøre i Konstantinopel under sit ophold der i 1101. Den er forresten den eneste i sit slags, som kjendes her i landet, medens de øvrige tavler med lignende bestemmelse, som træffes hos os, og hvoraf ikke saa faa opbevares i vore museer, vel utvilsomt er indenlandsk arbeide, men af træ med krideret overdrag og temperamalerier, dog med rammer, hvori sees efterlignede ædelstene.

Mere faa vi derimod vide om disse forhold af de norske lovbestemmelser angaaende guldsmedenes fag, hvorunder ogsaa de her os vedkommende arbeider hørte, selv om de ikke var udført af ædle metaller, men af kobber eller messing.

I almindelighed kan vi sikkert gaa ud fra, at saadanne arbeider ikke blev drevne paa landet eller i de mindre kjøbstæder, men i de større og især dem, hvori der var kathedral og biskopssæde. Sølv, guld, kobber, ædle stene, glas til emalje fandtes desuden ikke inden landet selv og maatte saaledes indføres og da gjennem byerne. Vi tør ogsaa antage, at dette slags haandværk ikke var ukjendt her allerede før den tid, da det først nævnes eller i Magnus lagabøters bylov af 1276; thi her gjelder det kun at bestemme det strøg af byen, hvori guldsmedene skulde drive sit haandværk. Hertil kan føies, at Bergen allerede dengang, ligesom ogsaa efter reformationen og henimod vor tid, vistnok stod høiest i guldsmedhaandværket og overhovedet var af større betydning[27]. Dette kan sluttes deraf, at vi kun for denne by har særlige bestemmelser paa dette felt, medens der for de øvrige byer i saa henseende ikke kjendes nogen ældre bestemmelse end retterboden af 1384[28], der angiver sig sonr almindelig for alle landets kjøbstæder. Om guldsmedene i Bergen har vi derimod allerede 1282[29] en egen retterbod, hvori sættes taxt for sléttsmíði d. v. s. alt glat arbeide eller saadant, hvorpaa der ikke anvendtes gravering, drivning, niello eller emalje. Heraf kan dog ingenlunde sluttes, at man dengang alene kjendte glatte guld- eller sølvarbeider, thi grunden til, at ikke andre slags nævnes, er vistnok kun den, at der for disse ei lod sig fastsætte nogen taxt. Dette fremgaar tydelig af den næste retterbod for Bergen af 1314[30]. Denne udtaler som anledning, at guldsmedene havde vist sig ublu i sin betaling og desuden ikke leverede fuldt lødigt arbeide. For at hindre dette indsætter kongen to guardeiner[31] og bestemmer, at intet arbeide maatte sælges, som ikke var stemplet af dem og havde den fulde lødighed eller som engelsk penning. 7 Derhos sættes taxt for sléttsmíði, ligeledes for forgylding, og naar bestilleren selv lægger guld til, men ikke kan enes med guldsmeden om godtgjørelsen for dennes tillæg af kviksølv, borax og andet, skal erstatningen derfor bestemmes ved gode mænds skjøn. Kan ikke parterne enes om, hvorvidt et arbeide gaar ind under sléttsmíði, skal dette afgjøres ved skjøn af byens lagmand og raadmænd. Hvis nogen derimod forlanger noget arbeide udstyret med niello (med sortu mælt) eller emalje (amalerat), skal betalingen derfor erlægges efter parternes overenskomst. Endelig bestemmes i den ovennævnte retterbod af 1384, der gjælder alle landets kjøbstæder, saaledes ogsaa Bergen, at hver guldsmed skal stemple alt det arbeide, han leverer, med sit eget mærke; derhos sættes taxt for sléttsmíði og forgylding, ikke derimod for andet arbeide, hvilket altsaa ligesom i retterboden af 1314 blev overladt til parternes overenskomst.

Naar vi saaledes har seet den virksomhed, som ytrede .sig hos os i middelalderen paa det hidhørende haandværks og kunstindustriens felt, synes der ingen væsentlig hindring for den antagelse, at der inden landet fandtes dygtighed nok til at kunne udføre saadanne relikvieskrin som de ovennævnte endnu levnede i eller fra Norge (Thomaskirkens og de fra Fortun, Vatnaas, Torvestad og Halsnø); dette gjelder ogsaa særligt Fortuns- skrinet, forsaavidt det ikke, som de øvrige, udelukkende viser drevet arbeide, men tillige er prydet med emalje[32].

Et mere positivt argument for disse skrins norske oprindelse turde ligge i deres karakter. Vel se vi her de samme hovedformer, som ogsaa udenlands dannede typen for dette slags relikviegjemmer: vi har en gravkiste med laag, der ligesom andetsteds ialfald i yngre tid ikke er afhvalmet, men dannet som et sadeltag med gavl i hver ende; vi har ogsaa lignende mønekam tildels med gjennembrudt arbeide og støttet i enderne af fremspringende hoveder. Dertil kommer, at de figurlige fremstillinger, som sees paa vore skrin, mestendels ogsaa gjengive de samme bibelske scener, som de udenlandske skrin Derimod er paa vore skrin taget navnlig ved sine vindskier og ellers dannet mest i lighed med vore træbygninger, hvorhos mønekammens detaljer og gavlernes hoveder vise sig noget forskjellige endog fra det ovennævnte svenske og af størst lighed med tilsvarende dele paa de to endnu forsaavidt bevarede stavkirker (Loms og Borgunds).

Antages det saaledes, at skrinenes gavlhoveder er en efterligning af stavkirkernes, kan der igjen spørges, hvorfra disse da har taget sit forbillede i denne henseende. Som bidrag til løsning af dette spørsmaal fremsatte professor, landskabsmaler Chr. Dahl i 1844 den formodning, at kirkerne havde optaget disse fantastiske dyrehoveder fra langskibenes stavne. Denne mening blev senere imødegaaet af mig[33]. Men ifjor har konservator A. Lorange[34] og senere professor L. Dietrichson[35] tiltraadt Dahls formodning. Til støtte herfor anføres, at Sigurd Jorsalafarer ved afreisen fra Konstantinopel i 1101 opstillede sit bedste langskibs stavnhoved paa Peters eller Sophiakirken der. Jeg maa dog tilstaa, at det ikke indsees, hvad forbindelse der er imellem dette og vore stavkirker; thi meningen med denne kongens handling kan jo ikke have været derved at give kirken en prydelse, men at efterlade en erindring om sit ophold, og dertil valgte han kirken som det sted, der mest faldt i øinene, ligesom man i Rom ved talerstolen paa forum fæstede skibssnabler, der var hjemførte som trofæer fra et søslag, eller i slutningen af det 14de hundredaar opstillede paa Halvardskirken i Aaslo nogle kajaker som minder fra en seir paa et Grønlandstogt. Endvidere hentydes til, at de formodede skibsstavnefigurer paa vore kirker kan staa i forbindelse med den symbolske forestilling af kirken eller det kristelige samfund som et skib, men denne forestilling var neppe kjendt hos os i middelalderen. Naar man endelig peger paa navnet skib, som betegnelse for kirkens menighedsrum, saa var dette navn hos os vistnok aldeles ukjendt før adskillig tid efter reformationen, og man maatte derfor i middelalderen hjelpe sig med en omskrivning, idet man betegnede, hvad vi nu kalde skib i modsætning til koret, med udtrykket „nede“ eller „ude i kirken“. Det staar saaledes fremdeles klart for mig, at stavkirkernes gavlfigurer og skibenes stavnhoveder ikke er fremkomne ved nogen overførelse fra et sted til et andet, og at de saaledes overhovedet ikke har noget med hinanden at gjøre, uden forsaavidt der her møder os den samme fremtoning paa begge steder, eller med andre ord: vi har her den samme dekorative afslutning i tidens smag som udtryk for lignende konstruktive eller æsthetiske forudsætninger paa forskjellige steder, ligesom f. ex. gavlakroterierne paa det græske tempel eller spirene paa vore træbygninger. Derfor kan vi ogsaa paa Bayeuxbroderiet og andetsteds se saadanne dyrehoveder anvendte ikke alene paa skibsstavne og huse[36], men ogsaa paa stole eller bænke.

Hvad de levnede relikvieskrins alder angaar, pege de ved sin holdning og karakteren i deres stil nærmest hen til begyndelsen af det 13de hundredaar. Dog er det egentlig kun ved Hedalsskrinet, at vi faa sikrere holdepunkter i denne henseende, ligesom dette skrin i sin helhed er det interessanteste af alle og tydeligere end de øvrige viser sig som et indenlandsk arbeide. I denne henseende kan mærkes for det første, at skrinets skelet, ligesom de ovennævnte antemensaler, er af furetræ, hvad der formentlig tør opstilles som vidne om norsk oprindelse, medens de udenlandske gjenstande fra middelalderen, der forefindes hos os, f. ex. helgenbilleder og alterskabe, i sit materiale gjennemgaaende bestaa af ek[37]. Dernæst er dette skrins gavlfigurer, dog tilligemed de tilsvarende paa skrinet fra Vatnaas kirke, i visse maader af endnu større lighed med stavkirkernes dyrehoveder end de øvrige skrins. Forøvrigt udmærker Hedalsskrinet sig fremfor disse derved, at det foruden de sedvanlige bibelske figurer fremstiller flere andre af stor interesse. Saaledes træffes i den ene gavl et billede af st. Olaf, maaske det ældste, vi nu kjende, og paa den ene langside sees en hel scene, hvorved vi ogsaa faa en sikker terminus a qvo for Skrinets alder. At denne scene maatte fremstille en historisk begivenhed, var mig fra først af klart, uden at jeg dengang skjønnede, hvortil der sigtedes. Først nylig er det gaaet op for mig, som noget aldeles sikkert, at vi her har en fremstilling i drevet arbeide af den bekjendte erkebiskop Thomas Becket’s drab i Canterbury kathedral den 29de decbr. 1170, hvad der, som rimeligt var, vakte uhyre opsigt over den hele kristelige verden. Den dragt, hvori drabsmændene her optræde, er væsentlig den samme, som sees paa Bayeuxbroderiet og vedblev gjennem det 12te hundredaar, og hvortil vi forresten har sidestykker i to rytterfigurer dels paa det mærkelige vævede tæppe, som kunstindustrimuseet erhvervede ifjor, og dels paa et yderst sjeldent broderi (Throndhjems videnskabsselsk. samling) med fremstilling af de hellige tre kongers hylding af Maria og Kristusbarnet[38]. Der er dog to omstændigheder, som vise, at Hedalsskrinet maa være yngre end det 12te hundredaar. Den ene er, at de bibelske helgener, om ogsaa kun én, Petrus, optræder med attribut, her nøgelen, og den anden, at ved gjengivelse af korsfæstelsen frelserens ben ikke er parallele og støttede paa en klamp (suppedaneum), men lagte over hinanden og navnlig den høire fod over den venstre, noget som tilligemed helgenernes attributer først tager sin begyndelse i det 13de hundredaar. Dog tør Skrinets alder af hensyn til dets omtalte kostym neppe sættes længer ned end i det høieste til ca. 1230.

Det er overhovedet en stor sjeldenhed, især hos os, paa middelalderske gjenstande udenfor de bibelske scener at træffe historiske begivenheder fremstillede. Vi har for tiden foruden Hedalsskrinet hos os kun 6 exempler derpaa. Saaledes er persernes borttagelse i det 7de hundredaar af det hellige kors i Jerusalem fremstillet paa et antemensale (i Berg. mus.) fra Nedstryns kirke, endvidere Olaf den helliges død paa tre lignende antemensaler, det ene fra Throndhjems domkirke (i Kjøbenh. nord. museum) de to andre i Berg. museum, hvoraf det ene fra Aardals kirke, samt paa en stol fra Blaker[39] (i universitet. samling). Hertil kan føies, at der ifølge professor Dahls beretning[40] var et maleri paa væggen i den til Schlesien overflyttede Vangs kirke (Valders) med fremstilling af st. Halvards historie. De nævnte antemensaler kan dog ikke være ældre end slutningen af det 13de hundredaar, medens Hedalsskrinet, som bemærket, maa ligge længer tilbage i tiden og rimeligvis ogsaa har høiere alder end to emaljerede, sandsynligvis franske skrin, hvorpaa jeg senere ligeledes har truffet Becket’s drab fremstillet[41], men langtfra saa karakteristisk og med saadan rigdom af detaljer som paa skrinet fra Hedal.

Til det store værd, skrinet frembyder i kunstindustriel og kulturhistorisk henseende, maa endnu føies en literær interesse. Som bekjendt[42] er den berømte erkebiskops historie behandlet i flere engelske, tildels samtidige skrifter, og desuden, som oversættelser eller bearbeidelser af disse, i 3 norske eller islandske sagaredaktioner. Af disse er den ældste (forresten defekt) og den yngste efter Ungers antagelse islandsk og henholdsvis fra begyndelsen af det 13de eller 14de hundredaar, medens den tredje bearbeidelse ifølge hans dom er norsk og fra ca. 1250. Se vi nu dernæst hen til skrinets fremstilling af erkebiskopens drab, møder os her alle de momenter af handlingen, som nævnes i den ene eller anden af de literære bearbeidelser, – om end efter middelaldersk skik samtidige eller uden iagttagelse af tidens enhed. Men derved maa mærkes, at to af disse momenter blandt alle foreliggende bearbeidelser af erkebiskopens historie kun nævnes i den yngste islandske saga. Heraf kunde det saaledes ved første øiekast ligge nær at drage den slutning, at skrinets kunstner maatte udelukkende have benyttet denne bearbeidelse som veiledning. Nærmere beseet, kan dog dette ikke antages. Thi om vi end kunde strække anvendelsen af det paa skrinet forekommende kostym saa langt ned i tiden som til ca. 1250, saa maa det antages noget nær umuligt, at dette kostym kan have vedblevet, ligetil den omtalte islandske saga blev forfattet, eller, som af Unger antaget, til begyndelsen af det 14de hundredaar. Enten maa derfor de nævnte momenter være hentede fra den defekte del af den ældste islandske bearbeidelse eller fra en udenlandsk, som senere er gaaet tabt eller hidtil er ubekjendt. De to momenter, hvortil her sigtes, er iøvrigt, at man i skrinets fremstilling ser erkebiskopens opofrende forsvarer, klerken Edvard Grim med kors i haanden, og at der paa alteret er sat en kalk med martyrens opsamlede blod, og hvorover den helligaand daler ned i en dues skikkelse.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ med mindre forandringer og enkelte tillæg efter et foredrag, afholdt 17 april 1388 i det herværende kunstindustrimnseum, hvorfor ogsaa flere spørsmaal af særlig kunstindustrihistorisk interesse og som hidtil ei har været gjenstand for behandling, her er medtagne, skjønt liggende fjernere fra det egentlige emne.
  2. ↑ Indvielsen gjaldt dog kun selve kirkebygningen, ikke derimod indretninger eller stiftelser, som maatte være forbundne med kirken. Strengt taget er det derfor urigtigt, naar det i vore historiske skrifter almindelig siges, at klostre blev „helligede“ eller „indviede“ til en eller anden helgen, eller naar man benævner klostre efter den helgen, hvortil deres kirke var indviet, f. ex. Albanus-, Marie- eller Olafskloster o. s. v., ligeledes naar man forundrer sig over, at der i kildeskrifter omtales f. ex. kun Jonskirken i Bergen, men ikke Jonskloster, eller i Aaslo, Bergen og Nidaros Olafskirker, men ikke Olafsklostre. Skylden for denne opfatning kan dog ikke tillægges de indenlandske kilder, som tvertimod er korrekte i sin udtryksmaade. Saaledes nævne disse f. ex. ei noget Albanuskloster paa Selje, hvorimod det heder (Flateyarb. I, 246), at „ved den kirke, som er helliget Albanus, er der et kloster“. Paa lignende maade træffes ogsaa i Thomas Becket’s saga (udg. af R. Unger s. 112) vedkommende franske kloster betegnet som et „munkekloster ved den hellige Andreas apostels kirke “.
  3. ↑ Dette navn træffes dog anvendt ogsaa paa nogle andre kirker, som ikke var kathedraler, men formodentlig indviede paa samme maade, nemlig: Støle k. i Etne, Borgund k. paa Søndmøre og Tromsø k.
  4. ↑ N. Fornl. s. 575, 647; aarsber. fra foren. f. n. fortidsm. bevar. f. 1870 s. 160.
  5. ↑ Oldsager fra det nord. museum no. 530.
  6. ↑ Norske oldsager i fremmede museer s. 62.
  7. ↑ Flateyarb. I, 246.
  8. ↑ Afbildn. deraf i Worsaae’s og Undset’s anf. skrifter henholdsvis no. 524 og s. 65.
  9. ↑ Anf. aarsb. f. 1876 s. 155.
  10. ↑ Anf. aarsber. s. 146.
  11. ↑ Norg. beskriv. s. 96.
  12. ↑ f. ex. no. 526 og 527 hos Worsaae (anf. st.). Det skrin, som ifølge museets trykte veiledning for besøgende (senest 1886) er fra Keldum kirke, kjender jeg ikke af eget øiesyn; efter beskrivelsen har det ikke emalje, men kun drevet arbeide, og indkom til museet fra den nævnte kirke paa Island i 1823 (se Antikvar. Annal. IV, 401 ff.).
  13. ↑ Se Undset anf. st. s. 86.
  14. ↑ udg. af R. Unger, s. 496.
  15. ↑ Jfr. tegning i Viollet le-Duc’s diction. d’arch. under artikelen autel.
  16. ↑ Se Passio et mirac. beati Olavi ed. Metcalfe pag. 106: „eadem hora a loco, ubi positus fuerat, qvasi alicujus impulsu, subtus ipsum scrinium cecidit“.
  17. ↑ D. Norv. V no. 586.
  18. ↑ ligesom den ældste ligkiste, der kjendes hos os, og som blev fundet i en vægbegrsvelse i Throndhjems domkirkes sakristi (se anf. aarsb. f. 1870 s. 30).
  19. ↑ Se H. Hildebrand i Månadsblad f. 1882 s. 169–172, hvor skaalen er afbildet. Forresten er det vel ikke saa afgjort, som H. antager, at det er Olaf den hellige, man ser fremstillet paa skaalen, da figuren lige saa snart kan være Erik den hellige. H. har ogsaa selv tidligere gjort først opmærksom paa, at det ikke altid er sikkert, hvilken af disse to helgener man har for sig, da begge fremstilles med samme attribut og navnlig øxen.
  20. ↑ Från äldre tider s. 43–45.
  21. ↑ Aarbøger f. 1868 s. 152 ff. og „Veiledning for Besøgende“ af det ovennævnte museum f. 1886 s. 70–71, hvor det tilføies, at lignende hidtil ei kjendes fra noget sted søndenfor Eideren.
  22. ↑ Det er senere overdraget til Nürnbergs germanske museum.
  23. ↑ Denne stav sendte samme biskop i 1210 til erkebiskop Thore i Nidaros, som gjengjeld for den sidstes gaver (en guldsømmet krone, hvis mage ei var seet paa Island, en kostbar fingerring af guld og et par dyrebare handsker). Da det nu vides (anf. aarsber. f. 1856 s. 58–60), at en bispestav af ben i 1577 blev bragt fra Throndhjems domkirke til Kjøbenhavn, og der i det derværende nordiske museum forefindes en saadan ved sit arbeide udmærket stav (afbild. hos Worsaae no. 542), som allerede før 1696 var indkommet til kunstkammeret og i sin ornamentik særlig minner om Island eller Norge, turde det have noget for sig, at den sidstnævnte kan være den samme som den islandske, skjønt baade hin og den fra Throndhjem nedsendte bispestav siges at være af „ben“, hvad der dog let kan forvexles med hvalrostand. Ialfald er der ingen sandsynlighed for, at den hos Worsaae afbildede stav, som i sin tid antaget, kan hidrøre fra erkebiskop Absalons grav (jfr. I. Undset, norske olds. i fremmede museer s. 76). Her maa dog tilføies den formodning, dr. Henry Petersen nylig (Aarb. 2den række III, 115) har fremsat, at den omtalte stav, „der ligesom den, der fandtes i Absalons grav, er sammensat af mindre i hinanden skruede partier og har været rigt prydet med farve og forgylding“, kan have været blandt de sager, som Carl von Mandern i sin tid medbragte til Kjøbenhavn fra Roskilde.
  24. ↑ Espolins árbok II, 42, her citeret efter Árb. h. islenzk. fornleifafélags f. 1887 s. 38.
  25. ↑ Et lignende er i Kjøbenhavns museum (Worsaae no. 532), jfr. Viollet le Duc, diction. rais. du mobilier franç. XII, 29.
  26. ↑ Endnu ældre var vel det skrin, som blev gjort for den i tid første indenlandske helgen, Sunniva, men hvorledes det var beskaffent, er der ingen beretning om.
  27. ↑ Der er saaledes flere vidner om, at sølvarbeider og navnlig smykkesager, som benyttedes af bønderne i Bergens stift, allerede i middelalderen ligesom senere blev udførte i Bergen. Ikke usandsynligt har noget lignende været tilfældet for de østlandske bygders vedkommende, saaledes at de metalarbeider af omhandlede slags, som nu i lang tid har været drevne der, havde sit oprindelige hjem i de større byer.
  28. ↑ Norg. gamle Love III 219.
  29. ↑ anf. st. 14.
  30. ↑ sammest. 108.
  31. ↑ ved navn Øgmund Asbjørnssøn og Hallgrim guldsmed, altsaa nordmænd, hvad der viser, at guldsmedhaandværket endnu ikke, som det synes, var i tyskernes hænder, hvilket heller ikke senere fuldstændig blev tilfældet, da der i Eske Bildes anordning af 1537 om guldsmedene i Bergen (Paus, n. Forordn. III, 289) nævnes „saavel de oven Stranden (de norske) som paa Guldsmedstrædet (de tyske)“.
  32. ↑ Det tør saaledes heller ikke benægtes, at den interessante kalk i Slidre kirke (galvanoplastik kopi i kunstindustrimuseet) kan være et norsk arbeide og paa grund af indskriften ialfald ældre end 1322.
  33. ↑ Tidsskr. f. Vidensk. o. Literat. f. 1848 s. 4.
  34. ↑ Aarsber. f. Berg. Museum f. 1886 s. 259.
  35. ↑ Dansk Tidsskr. f. Kunstindustri f. 1887 s. 97.
  36. ↑ Et mærkeligt exempel er det franske hus, Viollet le Duc afbilder i sin Diction. d’architect. VI, 294.
  37. ↑ Dette forbyder dog ikke den antagelse, at et arbeide kan være indenlandsk, skjønt udført i ek, saaledes som tilfældet er ifølge Urda (II, 378) med det forannævnte skrin fra Fortuns kirke, hvis runeindskrift vidner derom (anf. st. 65).
  38. ↑ Se anf. aarsber. f. 1887 s. 150.
  39. ↑ først bemærket af konservator H. Grosch (se Kunstgewerbeblatt, udg. af Pabst, 4de aarg. s. 176). Stolen er høist rimelig fra ca. 1200. ialfald neppe yngre.
  40. ↑ Antikvar. Tidsskr. f. 1843–1845 s. 67.
  41. ↑ Se H. Hildebrand’s Sveriges Medeltid s. 520 og Collection Paul, begge skrin med gjengivelse paa taget, som det synes, af erkebiskopens translation, der fandt sted i 1224, medens han, som bekjendt, blev kanoniseret allerede 1173.
  42. ↑ Se professor C. R. Ungers fortale til hans udgave af Thomas Becket’s saga.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Relikviegjemmer_i_norske_Kirker&oldid=218552»