Om Skaalebygningens Konstruktion og Hovedform
I det islandske Fornleifafélags aarbøger (1880–1882) har hr. Sigurðr Vigfússon gjort rede for sine undersøgelser af flere gamle tomter paa Island. Han gaar ud fra, at disse tomter ere levninger af hov, og da han antager, at et hov og en skaale havde stor lighed med hinanden, gjengiver han, hvad de gamle skrifter indeholde til oplysning om begge. – Paa dette grundlag og i forbindelse med de kjendsgjerninger, som de gamle tomter have fremvist, opkonstruerer han da, hvorledes et hov maatte have seet ud.
Skjønt hans resultat i flere punkter lidet stemmer med min mening, vil jeg dog her sætte hovbygningen ud af betragtning og kun holde mig til skaalerne. Herom har jeg engang før i dette tidsskrifts 1ste bind meddelt nogle bemerkninger, men disse knyttede sig til andre punkter end de, som her hovedsagelig skulle omhandles.
Jeg er aldeles enig med den ærede forfatter, naar han mener, at hovene for en stor del have lignet skaalerne, og at disse saaledes kunne tjene til oplysning om hine. Hvad det gjelder er da først og fremst at bestemme, hvorledes en skaale var formet, men her vil min opfatning vise sig meget forskjellig fra forfatterens.
Ved at omtale hovet paa Kjalarnes bemerker hr. Vigfússon (Árbók f. 1880 og 1881 s. 81), at da dette hov ifølge sagaen (Kjalnesinga s. 402) „overalt havde glugger (var alt gluggat), er det sandsynligt, at hovet har været indrettet paa samme maade, som de gamle skaaler, saaledes at der var skot omkring hovet (umhverfis í hofinu), men gluggeraden ovenover skottet og nedenfor tagets kant. Njálssaga f. ex. siger om Gunnars skaale, at der var glugger ved brynaasene (hjá brúnásunum), altsaa ovenover skottet, siden Gunnar strax saa, da østmanden gik opad udbygningen (útbygginguni) og hans kjortel kom frem foran gluggen. Deraf sees, at her var skot omkring (umhverfis) skaalen, og sandsynligvis har en lignende bygningsmaade fundet sted ved hovedhovene, dels fordi deres største rum (aðalhúsít) blev brugt til gjæstebudsskaale, og dels fordi, som det videre siges om Kjalarneshovet, dette var behængt med tæpper (tjaldað), hvad der ligeledes var tilfældet i skaalerne.“
Alt dette bliver af forf. dels gjentaget og dels yderligere udført i Árbók for 1882 s. 7–8. Det heder her, „at hovedhovet i gammel tid monne have været bygget paa lignende maade som de store skaaler, det vil da sige aðalhúsit, hvori gjæstebudet holdtes; at skot eller udbygning har været omkring (umhverfis), fornemmelig paa langsiderne (einkum til hliðana), og støtter eller søilerader paa begge sider indenfor skottet, og have disse staaet under tvertræerne eller biterne. Brynaasen (brúnásinn) laa saaledes langsefter ovenpaa søilerne men under tvertræerne. At have skot eller gang ved begge langsider (hliða) var almen skik i gammel tid fornemmelig paa storhusene, saa at man kunde gaa omkring (umhverfis) dem; dette træffes saa ofte, at jeg ikke behøver her at anføre alle vedkommende steder ..... Mellem støtterne eller søilerne var hængt tæpper (tjöldin); der kan (mun) ogsaa have været panelet (þiljað) mellem dem, dog saaledes, at man kunde gaa ud i skottet. Det siges ligefrem, at Kjalarneshovet var tjældet. Støtterne have været højere end ydervæggen (lengri enn veggrin var hár) d. e. støtterne have strakt sig ovenover vægkanten (staðið hærra enn á móts við veggjarbrúnina); noget nedenfor støtternes top har der til hver støtte været fæstet korte bjelker eller sperrer (raftar), som strakte sig tvers over skottet og skraanede ned til væggen, og paa disse sperrer var taget lagt over skottet, saaledes at dette viste sig i det ydre som en udbygning .... ovenover skottets tag og nedenfor hustagets kant har der langsefter (langsetis fyrir neðan takbrúnina) været panelet (þiljað), og i dette panel have gluggerne været mellem støtterne.“
Af dette fremgaar altsaa, at skaalebygningen efter forfatterens mening i sin hovedform maatte have lignet treskibede basiliker eller vore stavkirker (d. v. s. naar deres svalgang tænkes borte), saaledes at skaalens skot svarede til kirkernes sideskibe og panelet med gluggerne til deres saakaldte klerestorium. Men dette har meget imod sig.
Som forf. bemerker, er det vistnok utvilsomt, at der fandtes skot ved alle skaaler og, som det kan tilføjes, i det mindste her i landet ogsaa ved de øvrige beboelseshuse. Derimod maa det ansees usikkert, om der var skot ved hver side af huset. Jeg kjender i alle fald ikke noget sted i de gamle skrifter, hvor dette ved beskrivelsen af en skaale viser sig uimodsigeligt. Heller ikke udelukkes vel ved sagaernes sedvanlige betegning, at skottet var um eller umhverfis, muligheden af, at det kun gik omkring et hjørne af huset eller med andre ord, som stadig skik ved ældre endnu bevarede norske beboelseshuse, alene var anbragt paa to siden Naar forf. derfor udtaler, at skaalen havde skot „fornemmelig paa langsiderne“ eller „ved begge langsider“, saa er dette noget, som neppe kan siges med sikkerhed. Efter min mening kommer man det rette forhold nærmest, hvis udsagnet indskrænkes saaledes, at der i alle fald fandtes skot ved skaalens ene langside eller dens forside og ved dens ene gavl eller tvervæg.
Hvad skotterne i sig selv angaar, vare disse rum ogsaa noget helt andet end, saaledes som forf. tænker sig dem, sideskibe i en tredelt kirke. De sidste omgange begrænses mod det ydre af bygningens hovedvæg og udgjøre saaledes en integrerende del af kirkens rum. Skottet derimod hørte, for at bruge et nyere udtryk, til husets udvendige bekvemmeligheder, hvori blandt andet brændsel fik sin plads. Det havde paa den indre side selve husvæggen og mod det ydre rimeligvis, som endnu, i regelen en mere eller mindre aaben væg af panel eller stavverk, men undertiden vel, som paa Island og endnu ikke sjelden paa Jæderen, en væg af sten eller jord. Som støtte for den hei: fremsatte mening om skottets plads kan til overflod anføres to steder i de gamle skrifter. Det ene sted er det samme, som forfatteren citerer, men i et andet øjemed, og som findes i Vatsdæla saga (1860 s. 72), hvor det siges, at der „vare skot om (um) huset og indbyggede senge (lokhvilur), og fra det ene sengerum kunde man komme ud (hlaupa) i skottet.“ Dette er tydeligt nok: skottene vare udenfor og sengerummene indenfor husets faste væg. Det andet sted træffes i Olaf Trygvessøns saga (Flateyarb. I, 289), hvor der fortælles om den skaale, som blev opført i Ærvik paa Statlandet. Den havde skot umhverfis, og da den var færdig, lod bygmesteren opstable en større mængde brændeved end sedvanligt paa alle sider, for at tildels, som det angaves, de nye tømmervægge ikke skulde tage skade af solen. Da vedstabelen i hvert fald paa nogle steder ej stod under aaben himmel, men var dækket af taget over skottet, saa maatte dette følgelig have sin plads udenfor skaalens faste væg.
Det er vist nok, som ogsaa forf. bemerker, at skaalerne indvendig ofte havde panel (þil), og at de til højtids bleve klædt med tæpper (tjald). Men hverken disse eller panelet træffes nogensteds i de gamle skrifter anbragte paa forfatterens maade. De vare derimod fæstede paa husets faste væg, undtagen naar der ved denne fandtes sengerum, da begge i saa fald anbragtes udenpaa disse.
Saavidt mig bekjendt omtales heller ikke nogensteds søiler og reisverk i beboelseshuse. Antydes en sjelden gang i de gamle skrifter noget, hvorfra der kan sluttes til konstruktionen, saa er det laftverk, som har været ‘ anvendt, og denne bygningsmaade er hos os, som bekjendt, vedblevet til vor tid, naar undtages, at der, som oven anført, i skotternes ydervæg bruges stav- eller standerverk. Kun i kirkerne, selvfølgelig da naar de vare af træ, blev her i landet helt igjennem anvendt reisverk lige fra kristendommens indførelse og næsten udelukkende til reformationen. Men vare skaalerne saaledes ikke konstruerede paa den af forf. antagne maade, kunde der heller ikke vel være tale hverken om langvæggenes forhøjelse med panelverk eller om de i dette panel projekterede glugger. Hovedbygningens tag laa følgelig saameget lavere, end forf. tænker sig, saaledes at det paa langsiden strakte sig ud over skottet, som tilfældet er overalt hos os i de ældre huse, der have saadan omgang. Paa gavlsiden derimod var det nødvendigt, at skottet ligesom i de nysnævnte huse fik sit eget tag eller et pultlag. Dette begyndte da tæt under brynaasernes eller, som de hos os nu kaldes, stavlægjernes eller raftestokkenes fremspringende hoveder, saa at bygningens gavl følgelig kun stod i dagen ovenfor dette tag.
Overhovedet maa det ved skaalebygningen, som ved andre beboelseshuse, vel erindres, at der var visse praktiske hensyn, som ikke uden skade kunde tilsidesættes. Ved et rum, der, saaledes som det største i skaalen, paa tre sider vendte mod luften og ikke havde klædning over tvertræerne, men var aabent lige til taget, vilde det med den ufuldkomne opvarmning, som aren frembød, være nødvendigt at gjøre rummet saa lavt og vægge og tag saa tætte som muligt, hvis det indre skulde blive nogenledes lunt om vinteren. Derfor var skaalens højde, som det kan sees af de gamle skrifter, kun ringe; derfor var taget belagt med torv; derfor vare væggene ikke af reisverk, men af sammenlaftede stokke eller, som ofte paa Island, af jord og uden aabninger, medens kun det for røgens udgang absolut fornødne ljorehul bragte lys ind i rummet. Ikke usandsynlig har man ved skatterne ogsaa havt den bihensigt, at de skulde give huset en større lunhed. Paa den anden side blev det i de øvrige rum, hvor der ikke var ildsted og saaledes heller ikke ljore, nødvendigt at have lysglugger i væggen, hvad vi ogsaa træffe overalt i vore gamle stuebygninger, navnlig i deres loft og kove.
Med alt dette vil jeg dog ingenlunde have sagt, at forfatterens projekt med reisverksvæggene og deres glugger er rent vilkaarligt. Tvertimod har han her, som ogsaa antydet af ham selv, støttet sig til Njálssaga (kap. 77), hvor der fortælles om Gunnar paa Lidarendes drab, eller rettere sagt forf. bruger dette sted til udgangspunkt, men vel at merke saaledes, som han og flere andre have opfattet det, og da kunde han neppe komme til noget andet end det ovennævnte resultat. Men ligesom dette resultat allerede i sig selv, efter hvad ovenfor er paavist, maa ansees svagt begrundet, saaledes taber det al støtte, naar den opfatning af sagaen, hvorpaa det hviler, ikke kan godkjendes, og det er dette, hvortil jeg nu gaar over. Jeg har ogsaa tilforn i det anførte bind af dette tidsskrift søgt at forklare det her omhandlede sted, men siden den tid har jeg, som jeg tror, faaet en klarere forstaaelse deraf.
Gunnars skaale, heder det i sagaen, var helt og holden af tømmer og tækket med bord (súdþaktr). Ved brynaaserne (hjá brúnásunum) var der glugger (gluggar), og for disse skudt spjeld (speld). Gunnar sov i et loft i skaalen med sin hustru og moder. De sammensvorne sendte Thorgrim østmand op til gaarden for at faa vide, om Gunnar var hjemme. Thorgrim gaar derfor op paa (upp á) skaalen, men da hans røde kjortel viste sig foran (bar við) gluggen, stikker Gunnar ham med sin atgeir, saa han tabte fodfæstet og gled ned af taget (ofan af þekjuni). Derefter blev gjort flere anfald paa Gunnar, men uden nytte, da han med sine sikre pileskud gjennem loftsgluggen saarede den ene efter den anden af angriberne. Efter et nyt frugtesløst anfald siger Gunnar: „der ligger en pil ude paa taget, det er en af deres egne, og den vil jeg skyde paa dem.“ Han gjorde dette og saarede derved atter en af angriberne, men en anden af dem sagde: „der kom en haand ud igjennem gluggen med guldring paa og tog en pil, som laa paa taget; der vilde vel ikke blive søgt efter vaaben udenfor, hvis der var nok inde, lad os nu gjøre et nyt angreb.“ En anden foreslog derimod, at de skulde brænde Gunnar inde, men da dette blev haanlig afvist af de øvrige, foreslog han, at de skulde slaa de tauge, som laa paa volden, om husets aasender (d. v. s. brynaasenes hoveder), fæste dem i stene og saaledes ved hjelp af stokke vinde taget af skaalen. Dette blev ogsaa gjort, „og Gunnar merkede ikke noget, førend de havde vundet taget af skaalen.“ Derefter løb en op væggen og hug Gunnars buestreng over, men Gunnar greb atgeiren med begge hænder, vendte sig hurtig mod angriberen, gjennemborede ham og kastede ham ned paa volden. Da løb en anden op; han holdt skjoldet foran sig, men Gunnar stak igjen med atgeiren, saa den gik igjennem skjoldet og knuste angriberens underarme, hvorved han faldt ned af væggen. Kampen blev derefter fortsat, indtil Gunnar endelig fik sit banesaar.
Lægges nu for det første merke til de ord, hvormed fortællingen indledes, saa er det klart nok ikke hensigten her at ville beskrive Gunnars skaale for dens egen skyld. Hvad sagaskriveren derimod tydelig har for øje, er kun, som i enhver god fortælling, gjennem nogle faa træk at sætte læseren ind i situationen og gjøre det hele forstaaeligere, navnlig ved at fremhæve de stedlige forhold, hvoraf handlingen tildels er betinget. Naar det saaledes heder, at skaalen helt og holden bestod af tømmer, skal dette højst sandsynlig betyde, dels at bygningen var, som det ogsaa heder paa et andet sted i samme saga (kap. 128), saa „sterk“, at den i længere tid kunde modstaa de sammensvornes angreb, og dels at den paa grund af sit materiale lettelig, som foreslaaet, kunde sættes i brand. Naar det endvidere siges, at taget var tækket med bord, vilde det blive forbundet med mindre vanskelighed at rive det af, end hvis taget efter sedvanlig skik var dækket med et tungt jordlag. Og endelig naar loftet, dets glugger og deres plads fremhæves, saa er det alene for tydelig at vise Gunnars stilling og den maade, hvorpaa han forsvarede sig. Man kan derfor aldeles ikke, som forfatteren og andre, af fortællingen slutte, at der paa skaalens begge langsider og saaledes ogsaa i dens store rum fandtes glugger; thi hvad havde dette med fortællingen at gjøre? Ja hvad mere er, man bliver derved endog uberettiget til den slutning, at der fandtes saadanne aabninger paa loftets langsider. For det første stemmer det nemlig meget bedre med betydningen af ordet hjá (hos, ved siden af) at sætte gluggerne i loftets gavl ved enden af brynaaserne end under disse paa langsiden. Og dernæst maatte det, hvis der havde været saadanne glugger paa langsiden af loftet, næsten ansees uforklarligt, at Gunnar ikke skulde have merket noget til de forberedelser, som angriberne gjorde for at rive taget af skaalen, medens dette forstaaes af sig selv, naar der kun paa gavlsiden fandtes glugger. Forresten er det, som ogsaa hr. Vigfússon bemerker, tydeligt, at skaalen var omgiven med skot; dog er der intet, som viser, at en saadan udbygning forefandtes paa alle fire sider, men kun paa den ene gavlside under loftet og paa skaalens ene langside eller forsiden. Efter hvad foran er bemerket maatte skottet paa gavlsiden have et pulttag, og det var følgelig dette, som Thorgrim østmand gik op paa og hvorpaa den pil laa, som Gunnar siden tog. Taget over langsidens sket var derimod en fortsættelse af hustaget, og det forbød sig saaledes selv, at der kunde være glugger paa denne side. Vi se ogsaa, at da Gunnars angribere ikke kunde opnaa noget mod gavlsiden, vende de sig til langsiden, men her var der, som det lettelig vil forstaaes, ingen vej at komme, medmindre taget blev revet af, og dette skede ved at fæste tange om de fremstaaende ender af brynaaserne, eller de eneste dele af disse, som vare synlige, medens aaserne forøvrigt skjultes af taget. Først da dette blev revet bort, kunde noget angreb ske fra den side, hvorfor det ogsaa heder, at Gunnar da vendte sig mod den side.
Det her omhandlede af forf. paaberaabte sted i sagaen kan følgelig saa langt fra bruges som udgangspunkt for hans opkonstruktion af skaalen, at det endog ligefrem taler derimod.
Sættes nu de her vundne resultater i forbindelse med, hvad der anføres i det ovennævnte bind af dette tidsskrift, kan skaalebygningens konstruktion og indretning væsentlig bestemmes saaledes:
Skaalen var en aflang firkantet bygning med gavl i hver ende, beliggende fra vest til øst og med indgang eller, forsaavidt flere saadanne fandtes, med hovedindgang paa søndre langside nær det vestre hjørne. Bygningen var paa Island sandsynligvis oftest opført af jord, i Norge derimod altid af tømmer og med laftkonstruktion. Længden var ofte meget stor, højden derimod kun ringe, og bredden i det højeste kun saa vid, som tvertræernes længde og deres bærekraft tillod. Bygningen havde i alle fald paa den ene langside eller forsiden og paa den ene gavlside et skot eller en omgang, hvis ydervæg i Norge sedvanligvis bestod af reisverk, men undertiden maaske af jord eller sten. Alle tage hvilede alene paa sperrer, ikke aaser, og vare belagte med torv; de havde, som følge deraf, kun ringe stigning. Paa langsiden fortsatte husets tag sig udover skottet, medens dette paa gavlsiden var dækket af et pulttag, hvis øverste kant gik tæt under brynaasenes (raftestokkenes) fremstaaende hoveder, saa at følgelig kun den del af bygningens gavlside, som reiste sig over skottets tag, stod i dagen. Mellem den vestre gavl og det store rum laa forstuen og vel som oftest ogsaa en kove eller kleve, og over disse eller ovenpaa tvertræerne et loft, der vel kunde være delt i to. Loftet havde lysglugger i gavlen, koven ligeledes en saadan glug eller et skjaavindne (hliðskjár?), men paa nordsiden, hvor der saaledes neppe var skot, da lyset i saa fald vilde borttages. Foruden disse mindre rum indeholdt vel skaalen i regelen kun den nævnte store stue. Denne fik ingen anden lysning end gjennem ljoren. Den havde ved begge langsider og østre gavlvæg faste bænke med fodpall og desuden ved vestre gavlvæg mellem indgangsdøren og søndre langvæg en kort bænk (brik). Langs efter midten af rummet laa det aabne ildsted (arinn), og midt paa hver langbænk var der et højsæde (hásæti, öndvegi). Det nordre højsæde var anseligst og udstyret med to støtter (öndvegissulur), en ved hver side. Foran hver langbænk blev der, naar man skulde spise, sat et smalt bord, som igjen borttoges efter endt maaltid, og imellem bordet og aren tillige en løs bænk (forsæti), naar gjæsternes antal krævede det. Undertiden var der mellem væggene og de faste bænke anbragt indbyggede senge (lokhvilur). I dette tilfælde blev panelet og de smykkende tæpper (tjald) fæstede paa sengerummene, ellers derimod paa selve væggene.
Udvendig har skaalen saaledes vist nok været lidet anselig og maaske væsentligst lignet visse ældre huse paa Jæderen, selvfølgelig naar vi tænke os deres vinduer og skorstenspibe borte. Anderledes med det indre. Her maa det store rum unegtelig have gjort et festligt og hyggeligt indtryk, naar alt var ordnet og pudset til højtids. Hvad der væsentlig maatte bidrage dertil, var, foruden rummets perspektiv og store regelmæssighed, den farvestemning, som fremgik af de paa væggen ophængte tæpper og blanke vaaben samt betrækket paa bænkenes puder. Men fremfor alt kom dertil den maleriske vexel af lys og skygge, som rummet fik fra det smukke overlys om dagen eller, naar det var mørkt, fra baalene paa aren.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |