Om Trællen Karks Død og Drømmen, hvori den bebudedes ham

Om Haakon Jarls sidste Timer, og navnligen om hvad som tildrog sig mellem ham og hans Træl Kark, da de vare sammen med hinanden i Jordhuset under Svinestien paa Rimul, haves der i vore Sagaer en meget omstændelig Beretning, hvis Indhold det kunde synes, som man maatte lade staa ved sit Værd, fordi man om hvad der foregik ikke kunde have nogen Kundskab, uden allene efter Karks egen Fortælling, hvis Troværdighed det ikke er let at bedømme[1]. Ved en nøjere Undersøgelse af Beretningens Indhold og en Jevnførelse af de indbyrdes Afvigelser, der forekomme mellem dens Gjengivelse i de forskjellige Sagaer, fremtræde dog flere Momenter, som virkelig kunne sætte os i Stand til at bedømme dens Troværdighed, og en Prøvelse deraf vil neppe være forgjæves.

Tager man for sig de forskjellige Gjengivelser af Fortællingen om de Drømme, som Kark havde i Graven under Svinestien, og de samtaler mellem ham og Jarlen, som derved skulle være foranledigede: da falder det strax i Øjnene, at Odd Munks er den korteste og simpleste. Ved nærmere at bese den og sammenholde den med de øvrige, vil den vistnok ogsaa vise sig at være den sandsynligste og troværdigste. Uden at indlade mig paa de øvrige Drømme, vil jeg dog her kun holde mig til den sidste, hvilken Odd Munk lader Kark fortælle os med følgende Ord: þat dreymði mik enn at Ólafr grafi mér hest mikinn og hvorover Jarlens Forklaring hos samme Sagafortæller lyder saaledes: þar mun hann láta festa þik upp á galga[2]. At denne Udtydning falder ganske naturlig, det ved nu enhver, der ikke er fremmed for, hvorledes man forestillede sig Galgen som en Hest, paa hvilken den hængte red, ligesom den Ask, hvorpaa Odin hang i 9 Nætter (Hávam. 139), derfor bar Navn af Yggdrasill[3]. Efter den følgende Fortælling gik ogsaa Drømmen saaledes i Opfyldelse, at Kark, da han havde bragt Olaf Tryggvason Jarlens afskaarne Hoved, blev hængt til Straf for sin Misgjerning istedetfor at faa den paaregnede Belønning. Saaledes lyder ogsaa Fortællingen om Karks Dødsmaade i Ágrip (Fornm. s. X, 389).

Meget afvigende herfra er derimod hos de øvrige Sagaer Fortællingen ikke allene om Karks Drøm, men ogsaa om hans Endeligt. I Flateyjarbók (I, 238 fg.), hvormed Fornm. s. I, 216 næsten ordlydende stemmer overens, læses nemlig derom følgende: er hann vaknaði, spurði jarl hvat hann hafði dreymt. Han sagde: á Hlöðum var ek nú ok lagði Ólafr Tryggvason gullhring[4] á hals mér, ok enn þótti mer hann gefa mér mikinn hest. Jarl mælti: þar mun Ólafr konungr láta blóðrauðan hring um hals þér ef þú kemr til hans; vara þú þik svá at hann mun láta afhöfða þik, ok þó eigi örvænt, at hann láti þik uppfesta til háðungar, ok gefi hann þér þenna hest – – – Lét konungr þá leiða hann (ɔ: Kark) út ok höggva af honum höfuð. Siðan léh konungr taka hofuð Hákonar jarls ok Karks þræls, fór þá Ólafr konungr ok mart bónda með út til Niðarholms. Sá holme var þá hafðr til þess at drepa þar þjófa ok illmenni, stóð þar galgi. Þar lét konungr at bera bæði höfuðin ok festa upp. Her kan det synes, som om Drømmen og dens Opfyldelse stemme lige saa vel og nøje overens, som hos Odd Munk, om end begge her fortælles paa en anden Maade. Men dette er dog neppe Tilfælde, ligesom Fortællingen, saadan som den her gives, endogsaa bortseet fra dette, i sig selv har mindre Sandsynlighed for sig. Efter Flatøbogen er det to Ting, som Kark syntes se i denne sin Drøm; det ene er, at Olaf Tryggvason lagde en Guldring om hans Hals, det andet, at han gav ham en stor Hest. Det sidste forekommer, som nævnt, ogsaa i Fortællingen hos Odd Munk, hvor det af Jarlen forklares som en spaadom om, at Kark vilde blive hængt, paa hvilken Maade han efter samme ogsaa blev straffet af Kongen. Her forklares det derimod saaledes, som om derved var betegnet, at Kongen efter at have ladet ham halshugge kunde ville lade ham upp festa til háðungar. Derefter fortælles der ogsaa, at Kongen lod baade hans og Jarlens Hoveder føre ud til Nidarholm og føre dem hen til den der opreiste Galge, hvor han lod dem festa upp; medens det dog ingenlunde af Fortællingen er klart, hvorledes denne uppfesting gik for sig. Ti vel heder det, at Nidarholm anvendtes til der at aflive Tyve og andre Ildgjerningsmænd, og at der til den Ende var reist en Galge; noget som kunde synes hentyde paa, at festa upp her var at forstaa i den sædvanlige Betydning om Hængning. Derfor vilde heller intet have været i Veien, hvis der havde §været Tale om den levende Kark, der ved Hængning skulde tages af Dage. Men han var jo allerede aflivet ved Halshugning og hans afhuggede Hoved kunde man dog ikke festa upp i den Betydning. At Udtrykket festa upp kunde bruges i en anden Betydning, er jo dog vel muligt, og det ligger da nærmest at forestille sig Sammenhængen saaledes, at Olaf Tryggvason lod begge Hoveder sætte paa Stager. Men om det end ikke lader sig nægte, at saadant kan have været gjort her i Norden ogsaa i ældre Tider til háðungar for de med Døden straffede Forbrydere[5], og om man, endskjøndt dette da i det hele taget maa ansees tilhøre en meget sildigere Tid, end den, hvorom her er Tale, kan tænke sig, at Olaf Tryggvason, der havde færdes saa meget i fremmede Lande, for et Tilfælde som dette kunde have brugt en Fremgangsmaade, som her ikke var almindelig: saa findes dog neppe Spor af, at Fortælleren har haft en klar Forestilling om, at det er gaaet saaledes til. Dermed synes heller ikke det at stemme vel overens, som i det foregaaende er sagt om Galgen, der var hafðr til þess at drepa þar þjófa ok illmenni. Men paa hvilken Maade man end havde ladet festa upp Trællens afhuggede Hoved, saa kunde i al Fald derved Drømmen ikke vel siges at være gaaen i Opfyldelse, efterdi Udtrykket gefa mikinn hest aldeles ikke passer derpaa, men kun paa Ophængning af et levende Menneske i Galgen. Derimod har man ved denne Fortælling faaet det dertil, at der overgik Kark og hans Herre saa at sige aldeles den samme Behandling eller Skjæbne. Men om dette ogsaa kunde have forekommet Olaf Tryggvason saa magtpaaliggende, at han derfor skulde have ladet Kark halshugge og derefter hans Hoved uppfesta, det maa vel forekomme temmelig tvivlsomt; og da det synes bedre svarende til Drømmen om den Hest, som Olaf gav Kark, at Kongen havde ladet denne aflive ved Hængning i Galge saaledes som Odd Munk fortæller, synes ved Siden af hans Fortælling Flatøbogens allerede paa Grund af de indre Uoverensstemmelser mellem dens forskjellige Dele kun at have lidet Krav paa Troværdighed.

Men hvorledes, vil man vel sige, er da Karks Drøm om Guldringen, der lagdes om hans Hals, gaaen i Opfyldelse, naar han ikke blev halshugget? Eller hvorledes er da dette kommet ind i Fortællingen om hans Drømme? Ti man har dog vel god Grund til at antage, at Drømmen ligesaavel kan være lempet efter den Skjæbne, Kark maatte lide, som at det omvendte skulde være Tilfælde; og det er ikke allene den Omstændighed, at Kark maatte have haft og givet sig god Tid til at give en udførlig Beretning om, hvad der forefaldt mellem ham og Jarlen i den Tid, som de tilbragte ene med hinanden, dersom Sagaernes Fortælling derom i alle dens Enkeltheder skulde kunne tillægges fald Troværdighed, som maa vække Betænkelighed ved at tillægge den saadan, men ogsaa det, at der ellers i vore Sagaer forekommer altfor mange andre Fortællinger af lignende Beskaffenhed, som kun har lidet Krav paa Troværdighed, til at man ikke ogsaa af den Grund maatte komme til at tvivle om dennes Paalidelighed. Men selv om i al Fald dere af denne Fortællings Enkeltheder skyldes en senere Tids Tildigtning, saa kande man dog vente, at disse stode i indbyrdes Overensstemmelse med hinanden; og dette vilde jo dog ikke være Tilfælde, kan man sige, om Kark drømte, at der blev lagt en Guldring om hans Hals, men han selv senere blev hængt og ikke halshugget Alligevel staar netop da begge Dele i den inderligste Harmoni, om end Fortællerne i Flatøbogen, Fornmannasögur og Heimskringla have overseet eller ikke indseet det. Ti Sagen er den, at Drømmen om Guldringen ikke maa tydes saaledes, som de have gjort det, hvorimod dette, at der lægges en Guldring om Karks Hals netop er et Udtryk, som passende anvendes om Hængning med strikke (snara, virgill), og hvori derfor med rette kunde sees et Varsel derom. For at godtgjøre dette kan jeg ikke allene henvise dertil, at baugr (= hringr) af Skaldene kaldtes handarvirgill SE II, 429, og at Skjalf ifølge Ynglingasaga c. 22 (Heimskringla udg. af Unger S. 17) dræbte sin Ægtemand Kong Agne ved at feste et stærkt Snøre i det gullmen, som han havde om sin Hals, og derefter opheise ham i det Træ, under hvilket det Telt, hvori de opholdt sig, var reist; men Mannhardt i hans „Germanische Mythen“ (Berlin 1858) Side 701 fg. fortæller ogsaa om dere lignende Begivenheder. Saaledes tog Walther Livet af Trogus idet han torquem collo circumdedit aureum. Da Erkebiskop Hatho af Mainz havde paataget sig at rydde af Vejen den unge Hertug Henrik af Saxen, lod han arbeide en Guldkjæde til dermed at kvæle ham. Ja efter Diez Wörterbuoh der romanischen Sprachen 2te Ausg. II, 43 kaldes den Person, hvis Gjerning det er at hænge Forbrydere (t. der Henker, eng. the hangman), i Italien og Spanien manigoldo, hvori han ser det germaniske Ord, der i det gamle norske forekommer under Formen men (ɔ: Halsbaand eller Halsring); noget som ogsaa hentyder paa, at man fra de ældste Tider har været vant til at tænke sig eller omtale Strikken som et Halsbaand, der jo gjerne var af Guld[6]. Men da maa jo Fortællingerne om Guldringen og om Hesten i Karks Dram begge udtydes paa den samme Maade, saa at der ligesaavel deri, at Olaf lagde en Guldring om hans Hals, som deri, at han gav ham en Hest, indeholdtes et Varsel om, at Kark vilde blive hængt.

Heimskringla har mærkeligt nok intet om Hesten, men efter dens Fremstilling skulde Kark intet andet have seet i sin sidste Drøm, end at der lagdes et gullmen om hans Hals. Heller ikke fortæller den noget om, at Kongen lod festa upp Haakons og Karks Hoveder, men kun at han lod dem føre til Galgen. Sammenholdes nu denne Fortælling med den, der indeholdes i Flatøbogen og Fornmannasögur, og som uden Tvivl har foreligget Snorre, da synes man derved naturlig at faa det Indtryk, at denne har haft Øje for Uholdbarheden af deres Fremstillingsmaade og derfor ikke har kunnet beholde den. Naar Kark ikke mistede Livet i Galgen, passede det ikke, at han skulde have drømt om, at der blev givet ham en Hest; og at man skulde have ladet hans og Jarlens Hoveder festa upp har han vel ogsaa fundet altfor usandsynligt, til at han skulde optage noget derom i sin Fortælling. Men Drømmen om, at der var lagt en Guldring eller et Halsbaand af Guld om Karks Hals, har han vel ligesaalidt forstaaet, som de, der vare hans Kilder, og derved er han da kommet til at beholde den af dem givne Udtydning deraf og Fortællingen om Karks Halshugning; medens vi derimod i Odd Munks Beretning om hans Dødsmaade vistnok have det, som kommer Sandheden nærmest, nemlig at han blev hængt eller mistede Livet i Galgen. Ti dertil svare begge Drømme, baade den, at Olaf lagde en Guldring om hans Hals, og den, at Olaf gav ham en Hest. Men idet Fortællerne vilde have hans Død og Dødsmaade forud bebudet ham i hans Drøm, have somme holdt sig til det ene, somme til det andet af de Syn med billedlig Betydning eller af mytisk Beskaffenhed, hvorved man nærmest kunde komme til at tænke sig Varslet at være givet, medens Mangel paa en ret Forstaaelse deraf har ført om ikke dertil, at begge ere slaaede sammen, saa dog til at man har givet hvert sin særegne Udtydning hvortil man da maatte søge at finde og meddele noget tilsvarende i hans Dødsmaade.

Naar jeg ved Enden af denne min Undersøgelse er kommet til et saadant Resultat, da kunde det maaske synes, som om det var en Sag af altfor liden Betydenhed, om Kark blev halshugget eller hængt, til at man paa en Undersøgelse derom skulde offre Tid og Møje. Men Undersøgelsen har dog vel ogsaa givet et andet Udbytte. Dels vil den nemlig, som jeg haaber og allerede har antydet, bidrage sit til at kaste et Lys over, hvorledes i det hele taget de mange mytisk-eventyrlige Træk eller Fortællinger, som forekomme i vore Sagaer, og som man er vant at tillægge en ufortjent Troværdighed, bør bedømmes, og hvor fornødent det er ved en strengere Kritik at søge udskillet den rene historiske Sandhed fra de Tilsætninger af saadan Beskaffenhed, hvormed den er udsmykket og forvansket; dels har jeg derved faaet paavist et hidtil formentligen upaaagtet Tilfælde, hvori et Menneskes Aflivelse ved Strikken fremstilles paa den Maade, at der lægges en Guldring om dens Hals, der saaledes lider Døden.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. P. A. Munch, det norske Folks Historie. 1ste Dels 2det Bind S. 265 Anm.
  2. Saaledes i den stockholmske Codex (Munchs Udgave S. 21); og dermed stemmer det arnæmagnæanske Haandskrift (Fornm. s. X, 271) i alt væsentligt overens.
  3. Saa heder det ogsaa i Mirmannssaga c. 10: Skal ek gefa þér þann reiðskjót er einn hinn versti þjófr á at hafa ok skaltu þar á ríða. Jvf. Jac. Grimm Deutsche Rechtsalterthümer S. 40 fg.
  4. Heimskringla Ólafss. Tryggvas. c. 55, Ungers Udgave (Christiania 1868) S. 168 fg. og Fornm. s. I, 216 har gullmen istedetfor Flatøbogens gullhring.
  5. Fornm. s. XI, 375 fg.: Danir tóku höfuð hans ok stegldu við tré eitt þar hjá borginni. – – þeir ríða nú þar hjá borginni er höfuð Mjúkláts var á staurnum. Her kan dog bemærkes, at Betydningen eller Anvendelsen af stagl (Stejle) og galgi stundom synes at have faldet sammen. Saaledes heder det i Palladii Visitatsbog (udg. af Heiberg, Kbhvn. 1867] Side 191: hudstryges til kagen helder til gallietræet (jvfr. staglfestr (= lat. suspensus in ligno) Gislason um frumparta íslenzkrar tungu LV; hvilket hvad Betydningen angaar er det Samme som bundinn við stolpa Mariu s. S. 47–48). I ældre Svensk synes ogsaa hængiæ og stæglæ at være Ord af nær samme Betydning (Upl. Manh. 2 coll. 38 jvf. Helsing. Manh. 32 coll. 28 pr.; Vestg. 2, Þiuf. 3); ligesom det ikke vel kan forstaaes anderledes end som at stagl lige saa vel som galgi har været anvendt til Hængning af Forbrydere, naar det heder: gange bonde til stæghls fore giærþ sinæ – – wæri baþe fegh maþrin upp a stæghl ok konan under gryt Upl. Manh. 13 jvf. Suderm. Manh. 28. 36; skal morþære a stæghl ok ransman under swærþ Upl. Manh. 13 pr. jvf. Suderm. Manh. 13.
  6. En lignende Udtryksmaade forekommer ogsaa i Hrómundar saga Gripssonar (Fornald. sög. II, 379): Nú segir Blindr enn einn draum sinn, þann er hann sjálfan snerti, ok mælti: „Mér þótti járnhringr settr á minn háls.“ Konungr sagði: „þat er þyðing þess draums, at þú mant hengðr verða.“ Disse Blinds og Kongens Ord er, som Rimstavene (hring, háls, hengðr) vise, en Gjengivelse af gamle Vers i fornyrðalag.

    S. Bugge.