Wikikilden

Om de kongelige begravelser i Norge efter hedendommen

I „Norske Fornlevninger“ har jeg under vedkommende kirker blandt andet ogsaa omtalt kongelige personers begravelser. Men denne omtale var kun ganske kort, idet jeg forøvrigt henviste til kildeskrifterne. Desuden blev der fremsat enkelte meninger, som kunne trænge til berigtigelse eller til nærmere at begrundes. Endelig er der en kongelig begravelse, som ikke finnes nævnt i det anførte skrift, fordi den kirke, hvori begravelsen foregik, ej havde hjemme der paa grund af skriftets plan. Jeg vil derfor her stille sammen alle de beretninger, man har om vore kongelige begravelser, for derigjennem at paavise de skikke, som i saa henseende fant sted, og til større belysning af emnet medtager jeg ogsaa kronprætendenter og saadanne personer, som paa en eller anden maade stode i nært forhold til kongehuset.

For kortheds skyld betegnes de skrifter, hvortil jeg støtter mig, saaledes: A (Ágrip), C (Peder Claussöns oversættelse af kongesagaerne), Fa (Fagrskinna), Fl (Flatöbogen), Fo (fornmanna sögur), Fr (codex Frisianus), M (Morkinskinna), S (Snorre Sturlessöns heimskringla, udgiven af R. Unger), T (Thjodrek munks Norges historie).

Som bekjent er der efter 1380 ikke begraven nogen kongelig person i Norge, og af vore ældre kristelige konger var der tre, som enten slet ikke fik nogen begravelse eller bleve begravne udenfor landet, nemlig Olaf Trygvessön († 1000), Magnus barfot († 1103) og Magnus smek († 1374). Her, hvor der handles om den almindelige gravskik, kan ogsaa Olaf Haraldssön († 1030) sættes ud af betragtning, da han som helgen[1] blev lagt i skrin og saaledes begraven paa en særegen maade. Det tidsrum, hvori vi her komme til at bevæge os, ligger følgelig imellem 1047–1380, og rækken af personerne begynner med:

1. Kong Magnus dem gode († 1047). Ifølge Fo, Fr og S blev han jordet i (jarðaðr at) Klemenskirken i Nidaros. Tre andre sagabearbeidelser sige derimod, at hans lig blev begravet (A niðsett, Fa og Fl jarðat) i (A í, Fa í eller at, Fl at) Kristkirken (kathedralen) sammesteds. De to sidste tilføje: „udenfor (fyrir útan) koret“, og hertil lægger Fl endvidere: „men nu (omkr. 1380) er det inde i koret (innan kórs) foran (fyrir) erkebiskopens rum (rumi)“.

Der viser sig saaledes her en strid mellem kildeskrifterne om den kirke, hvori kongen blev lagt. Men denne strid er kun tilsyneladende. Det kan neppe være tvilsomt, at Fo, Fr og S sigte til den kirke, hvori kongen først blev begraven, medens de øvrige skrifters beretning knytter sig til hans sidste og endelige hvilested. Af andre steder[2] i sagaerne sees det nemlig, at hans lig fulgte med hans faders, Olaf den helliges, skrin hver gang dette blev flyttet eller først fra Klemenskirken til Olafskirken, dernæst muligens til den af Harald haardraade opførte Mariekirke og endelig til Kristkirken, efterat denne var bleven ferdig nogle aar før 1093.

Men hvorledes skal det forstaaes, at han i den sidste kirke blev lagt „udenfor koret“? Her kan der af grunde, som siden nærmere skal omtales, ikke menes kirkegaarden[3]; det synes ogsaa i sig selv urimeligt, at kongen til slutning skulde være bleven henlagt i en grav under aaben himmel, medens han tilforn, som det maa antages, havde haft sit lejested inde i kirkerne. Heller ikke kan „udenfor koret“ forklares om et sted længer ude i kirken eller om skibet; thi foruden at andre hensyn, som siden skal berøres, tale derimod, saa faar man, synes mig, det bestemte indtryk af sagaerne, at hans gravsted altid var i nærheden af hans faders skrin, og dette havde som bekjent sin plads i koret over højalteret. Er det anførte rigtigt, saa var kongens lejested følgelig ikke udenfor korets vegge. Men da det, som modsætningen innan kórs viser, fra først af heller ikke var indenfor korets vegge, saa maa gravstedet dengang følgelig have været anbragt i selve muren. Senere havde det, som anført, sin plads inde i koret foran erkebiskopens rum og, som det deraf kan sluttes, i gulvet, uden at vi dog kunne nærmere bestemme, hvor erkebiskopen i denne tid havde sit sæde. Derimod maa det vistnok antages, at forandringen ikke var bevirket ved nogen flytning af selve gravstedet, men derved, at omgivelserne havde skiftet plads. Dette hænger da sammen med, hvad andre undersøgelser have vist, at navnlig den del af kirken, hvorom her talen er, eller den, som ligger østenfor taarnet, inden omtr. 1250 var bleven udvidet mod nord syd og øst.

2. Kong Harald haardraade († 1066), ifølge A, Fo, Fr og S jordet (jarðaðr) i (A, Fr og S í, Fo at) den af ham selv opførte Mariekirke i Nidaros. A og M tilføje: „men nu (noget før 1250) ligger han paa Elgeseter“. Hertil var nemlig Mariekirken bleven flyttet af erkebiskop Eystein († 1188), jfr. Fl.

3. Kong Magnus Haraldssön († 1069), ifølge Fr og S jordet i Nidaros, uden at kirken nævnes.

4. Kong Olaf kyrre († 1093), ifølge A, Fa, Fo, Fr, M, S og T jordet i (T sepultus in, de øvrige jarðaðr at) Kristkirken (kathedralen) i Nidaros.

5. Kong Haakon Magnussön († 1095), jordet i[4] (A, Fa og S niðrsett í, Fr og M jarðaðr at) Kristkirken (kathedralen) i Nidaros.

6. Kong Olaf Magnussön († 1115), begraven (A, Fa, Fo, Fr og S jarðaðr, M grafin) i[5] (A í, de øvrige at) Kristkirken (kathedralen) i Nidaros.

7. Kong Eystein Magnussön († 1122), jordet (jarðaðr) i[6] (Fa, Fo og Fr at, M og S í) Kristkirken (kathedralen) i Nidaros.

8. Kong Sigurd Jorsalafarer († 1130), begraven (A, Fo, Fr, M og S jarðaðr, Fa hvílir) i (S at, de øvrige í) Hallvardskirken (kathedralen) i Aaslo i stenveggen ved korets sydside[7] (Fa syðra megin fyrir útan kórin, Fo útar frá kórinum fyrir sunnan fram, Fr, M og S útar frá kórinum syðra megin).

9. Kong Harald gille († 1136), jordet (jarðaðr) i[8] (Fa og S í, Fo at) den gamle eller lille Kristkirke i Bergen.

10. Kong Magnus blinde († 1139), begraven (grafin) i (Fo, Fr og S at, M i) Hallvardskirken (kathedralen) i Aaslo hos (hjá) sin fader kong Sigurd (jfr. no. 8), altsaa i korets vegg, hvad der styrkes ved, at han maatte være en af de 4 konger, hvis gravsteder fantes i muren 1674, da kirken nedtoges, hvorom mere nedenfor.

11. Kong Sigurd munn († 1155), begraven (Fa grafin, Fr og S jarðáðr) i[9] (at) den lille Kristkirke i Bergen.

12. Kong Eystein Haraldssön († 1157), jordet (jarðaðr) i Forskirke (Fa á Forsi, Fo, Fr og S at Forskirkju) i Baahuslen. De tre sidste tilføje, at hans lejested var midt paa kirkegulvet og overbredt med tæppe (leg hans á miðju kirkjugolfi ok breidt yfir kögur).

13. Kong Inge krokbak († 1161), ifølge Fr og S lagt (lagðr) i stenveggen i Hallvardskirken (kathedralen) i Aaslo ved korets sydside[10] (útar frá kórinum syðra megin).

14. Kong Haakon herdebred († 1162), ifølge Fo, Fr og S først jordet i Romsdal, siden (1184–1202) flyttet af kong Sverre og nedlagt i stenveggen i Kristkirken (kathedralen) i Nidaros ved søndre side af koret (fyrir sunnan i kórinum).

15. Jarl Erling skakke († 1179), ifølge Fl begraven søndenfor Kristkirken i Nidaros (borin til graftar fyrir sunnan kirkja), altsaa paa kirkegaarden. Det tilføjes: „men nu (ved 1380) er hans gravsted inde i kirken“.

Dette maa vistnok forstaaes paa samme maade, som anført ved no. 1, nemlig saaledes, at ikke graven selv blev flyttet, men at den derimod med stedet, hvor den var, havde rykket ind i kirken ved tilbygningen af korets søndre sideskib inden omtr. 1250.

16. Orm Ivarssön, kongsbroder, († 1184), ifølge Fl nedlagt i stenveggen i Hallvardskirken i Aaslo hos (hjá) kong Sigurd Jorsalafarer og sin broder kong Inge (jfr. no. 8 og 13), altsaa i koret.

17. Kong Magnus Erlingssön († 1184), ifølge Fl jordet i Kristkirken (kathedralen) i Bergen ved stenveggen paa søndre side af koret[11] (útar frá kórinum fyrir framan steinvegginn hinum syðra megin). Liget blev lagt i stenkiste (steinþró), og kong Sverre lod gravstedet (leg) omhyggelig udstyre, gjøre gitter udenom gravstenen (grind um útan legsteinin) og brede et tæppe derover.

18. Cecilia, kong Sverres syster, († omkr. 1185), ifølge C begraven i Kristkirken i Nidaros „norden ved koret“, hvad der vel vil sige det samme som: paa nordre side i koret.

19. Jon kuflung († 1188), ifølge Fl jordet i[12] (jarðaðr at) Mariekirken i Bergen.

20. Sigurd Magnussön, kongssøn, († 1194), ifølge Fl begraven ved Mariekirken i Bergen søndenfor sanghuset.

21. Baard Guthormssön († 1194), ifølge C begraven i „Kristkirken [i Bergen?][13] paa den nordre side i koret“.

22. Kong Sverre († 1202), ifølge Fl begraven i Bergens Kristkirke (kathedralen). Stenveggen indenfor korets søndre dør blev aabnet[14] (útar frá kórinum enn innar frá suðrdyrum var opnaðr steinveggrin) og kongens lig indlagt deri; siden lukkedes veggen igjen, og blev dertil fæstet en tavle af erts, hvorpaa var skrevet nogle vers med forgylte bogstaver; paa veggen blev og ophængt et stykke fløjl (pell) og derhos hans merke, skjold, sverd og staalhue.

23. Kong Haakon Sverressön († 1204), ifølge Fo jordet i (jarðaðr í) Bergens Kristkirke (kathedralen); C tilføjer: „paa nordre side tvert over fra kong Sverres grav“, altsaa i koret.

24. Kong Guthorm Sigurdssön († 1204), ifølge C begraven i Kristkirken (kathedralen) i Nidaros.

25. Erling steinvegg († 1207), ifølge Fo jordet i (jarðaðr at) Olafskirken i Tunsberg i stenveggen ved korets nordside[15] (lagðr í steinvegginn nörðra útar frá altarinu [var. kórinum]).

26. Kong Inge Baardssön († 1217), ifølge C begraven i Kristkirken (kathedralen) i Nidaros paa den søndre side af koret. Hertug Skule lod og „gjøre et kosteligt verk over hans grav, udhugget og formalet og belagt med gull, og lod der udhugge og male hans vaaben og hængte der hans sverd, hjelm og skjold“. Jfr. hermed no. 27, hvoraf sees at begravelsen var i korets vegg.

27. Hertug Skule († 1240), ifølge Fl og Fr begraven i Kristkirken i Nidaros paa søndre side af koret nedenunder, hvor kong Inge laa, altsaa i gulvet (fyrir sunnan þar undir niðri, sem hann hefði látið búa um leg Inga konungs broður sins upp í steinvegginum).

28. Kong Haakon den unge († 1257), ifølge Fl og Fr jordet i (jarðaðr í) Hallvardskirken (kathedralen) i Aaslo „der, hvor (þar sem) Sigurd Jorsalafarer hviler“ altsaa i stenveggen ved korets sydside (jfr. no. 8), hvad der styrkes af det samme, som er anført under no. 10.

29. Kong Haakon Haakonssön († 1263), ifølge Fl og Fr lagt i kiste med sligt udstyr (umbúnað), som skiken var ved en kronet konges lig, og jordet i koret i Magnuskirken i Kirkevaag paa Orknøerne, hvortil Fl føjer, at han blev lagt i[16] trinene (á grádunum) foran den hellige Magnus’s skrin, og at stenen siden igjen blev lagt over aabningen som tilforn (aptr luktr steinin som áðr yfir uppi), og et tæppe bredt derover. Efterat liget senere var ført over til Norge, blev det ifølge Fl og Fr jordet (jarðat) i koret i Kristkirken (kathedralen) i Bergen.

30. Kong Magnus lagaböter († 1280) forlangte i sit testament af 1277[17] at blive begraven i minoriternes kirke (Olafskirken, nu domkirken) i Bergen (apud fratres minores Bergis ecclesiasticam providente domino eligemus sepulturam); og at han ogsaa virkelig blev begraven der[18], siges udtrykkelig i de stokholmske minoriters diarium[19].

31. Dronning Margrete, kong Erik Magnussöns hustru († 1283), begraven i Bergens Kristians (kathedralen) „i stenveggen paa den nordre side i koret“[20].

32. Margrete, kong Erik Magnussöns datter († 1290), indlagt i nysnævnte kirke i korets stenvegg ved siden af moderen[21].

33. Kong Erik Magnussön († 1299). Da han døde i Bergen og der havde haft sin residens, maa han udentvil være bleven begraven sammesteds i Kristkirkens kor.

34. Kong Haakon V Magnussön († 1319 i Tunsberg), sansynligvis begraven i Mariekirken i Aaslo, skjønt intet vides derom[22].

35. Kong Haakon VI Magnussön († 1380), sansynligvis begraven i koret i Korskirken i Aaslo, da der formodentlig maa menes ham, naar hr. Jon Marteinssön i sit testament af 1401 bestemmer, at hans hjelm og skjold skulde ophænges i Korskirkens kor „der, som den unge kong Haakon hviles“[23].

Af det ovenstaaende fremgaar for det første, at der blandt de anførte 35 personer kun var to (no. 15 og 20), som fik begravelse udenfor kirken paa kirkegaarden. Men ingen af dem kunde tilkomme saadan hæder, som blev vist kongelige personer. Disse maa nemlig altid være begravne inde i kirken; thi det kan neppe ansees tvilsomt, at ogsaa ordene apud og at i forbindelse med kirkens navn overalt, hvor der tales om begravelser (no. 1, 2, 5–12, 19, 25, 30), betyde det samme som í. Har derfor P. A. Munch, naar han gjengiver de nævnte udtryk med „ved“ (no. 5–7, 9, 11, 19, 30), tænkt sig, at begravelsen i disse tilfælle foregik paa kirkegaarden, maa det ansees for urigtigt.

Dernæst viser det sig, at der hos os ikke var nogen enkelt kirke, hvori kongelige personers begravelse udelukkende eller fortrinsvis[24] fant sted, ikke engang at alle vore 5 kathedralkirker bleve benyttede paa denne maade; thi der kjennes ingen beretning om, at nogen kongelig person har faaet sit gravsted i Hamars eller Stavangers domkirker. I det hele taget er der ikke mindre end 12 kirker, hvori saadan begravelse træffes, nemlig: i eller ved Nidaros Klemenskirken, Olafskirken, Mariekirken, Kristkirken og Elgeseters kirke; i Bergen den lille og store Kristkirke og Olafskirken; i Aaslo Hallvardskirken, Mariekirken og Korskirken; endelig i Baahuslen Fors kirke. Men herved maa dog erindres, at en og samme person, Magnus den gode (no. 1), tid efter i anden blev begraven i begge de førstnævnte kirker og til slutning i Kristkirken, og ligeledes at en og samme person, Harald haardraade (no. 2), blev begraven baade i Mariekirken og Elgeseters kirke. Desuden maa det lægges merke til, at da Klemenskirken, Olafskirken og Mariekirken benyttedes til disse begravelser, fantes der endnu ikke nogen kathedral i Nidaros, og det samme gjelder for Bergens vedkommende med hensyn til den lille Kristkirke. Efterat derimod kathedralerne i de to nævnte byer vare blevne ferdige, i Nidaros noget før 1093, i Bergen 1156–1164, og ligeledes kathedralen i Aaslo var opført, noget før 1130, bleve kongelige personer fortrinsvis begravne i dem. Fra denne regel kjennes kun 5 undtagelser, idet ogsaa Elgeseters kirke, Olafskirken i Bergen, Mariekirken og Korskirken i Aaslo samt Fors kirke benyttedes paa denne maade. I de fleste af disse tilfælle kjennes ogsaa grunden dertil enten af sagaernes beretning eller af, hvad vi ellers ved. Saaledes siges det udtrykkelig, at erkebiskop Eystein ansaa det som noget, der fulgte af sig selv, at Harald haardraades legeme gjorde følge med den kirke, kongen selv havde opført, Mariekirken, da den flyttedes til Elgeseter. Magnus lagaböter havde, som bekjent, tildels ladet opføre Olafskirken i Bergen, hvori han forlangte sin begravelse, og Haakon V havde ligeledes fullstændig ombygget Mariakirken i Aaslo, hvori han rimeligvis ogsaa blev begraven. Hvad der endelig bevirkede, at Fors kirke blev valgt som begravelsested for Eystein Haraldssön, var vel dels, at kongen falt i dens nærhed, og dels at det har været forbundet med vanskelighed at faa hans lig indbragt til biskopsdømmets kathedral i Aaslo. Derimod ere vi ej istand til at sige, hvorfor Haakon VI blev lagt i Korskirken istedenfor i den nærliggende Hallvardskirke. Forøvrigt vil forholdet mellem de 3 kathedraler og de andre ovennævnte kirker sees deraf, at medens ingen af de sidste havde mere end 1 kongelig begravelse, og det som anført for nogles vedkommende kun midlertidig, undtagen den lille Kristkirke i Bergen, som havde 2 saadanne begravelser, trffes der i Nidaros Kristiania 8 (no. 1, 4–7, 14, 24, 26), i Bergens Kristkirke 6 eller 7 (no. 17, 22, 23, 29, 31–33) og i Hallvardskirken i Aaslo 4 (no. 8, 10, 13, 28). Sætte vi nu kirkerne ud af betragtning og kun holde os til stedet, hvor kirkerne laa, viser det sig, naar Fors kirke undtages, at alle de kongelige begravelsen vi kjenne, fant sted i en af de 3 hovedbyer, som tid eller anden vare residenser, nemlig 10 begravelser i Nidaros (no. 1–7, 14, 24, 26), 10 i Bergen (no. 9, 11, 17, 22, 23, 29–33) og 6 i Aaslo (no. 8, 10, 13, 28, 34, 35). Disse begravelser foregik i Nidaros 1047–1217, i Bergen 1136–1299, i Aaslo 1130–1380. Saaledes træffe vi her, hvad der ogsaa maatte væntes, i det store taget en lignende bevægelse, som i flere andre retninger og navnlig med hensyn til landsstyrelsens hovedsæde: begravelserne tage sin begynnelse i Nidaros, flytte sig dernæst sydover til Bergen, hvor de næsten udelukkende foregaa gjennem hele det 13de hundredaar, eller til Aaslo, hvor de slutte. Det er ogsaa let at skjønne, hvorfor der ej træffes nogen kongelig begravelse i Stavanger eller Hamar. Disse byer havde kun ringere betydning: de vare kjøbstæder og biskopssæder, men kongerne toge aldrig stadigt ophold der, og derfor fantes vel heller ikke nogen kongsgaard[25] i disse byer.

Ovenfor viste det sig, at ingen kongelig person fik sit gravsted udenfor kirken. Spør man dernæst om, hvad det var for en del af kirkebygningen, som benyttedes paa denne maade, saa forekommer det mig klart, at det ikke var skibet. Der er i alle fall ej noget sted i sagaerne, hvor dette ligefrem siges eller hvoraf det kan sluttes. Vel har P. A. Munch paa 4 steder (se no. 8, 13, 17, 22) udtrykt sig saaledes, at han, som det synes, sigter til begravelse i skibet, men i saa fall er dette neppe tilstrækkelig begrundet i kildeskrifterne. Det maa herved erindres, at vore forfædre før reformationen ej kjente de ord (skib eller langhus), som vi nu bruge for at betegne den del af kirkebygningen, hvori menigheden har sin plads. Det er overhovedet meget sjeldent, at denne del finnes omtalt i fornskrifterne. I islandske bøger har jeg enkeltvis truffet ordet framkirkja[26] eller blot kirkja[27], i norske ligeledes kirkja[28] alene eller i forbindelsen útar í kirkju[29]; formodentlig har man ogsaa haft udtrykket niðr í kirkju som modsætning til det i kongesagaerne flere gange forekommende „oppe i koret“. Men ingen af disse betegnelser træffes der, hvor Munch synes at sigte til kirkens skib, derimod enten fyrir útan kórin eller, hvad der er det samme, útar frá kórinum; og ligesom Munch selv paa et andet sted, hvor lignende[30] udtryk forekommer (no. 25), ikke forstaar det om skibet, saaledes maa vistnok det samme antages i de 4 førstnævnte tilfælle. Imidlertid kan det ikke negtes, at udtryksmaaden er baade tungvint og underlig. Tankegangen maa da være den, at ordet kór her tages saa strengt, at derved kun menes det rum, som er indenfor veggene eller som vi nu med et teknisk udtryk sige: i lyset. Hvad der ligger nærmest „udenfor“ koret, er følgelig hverken kirkegaarden eller skibet (jfr. s. 3), men derimod korets omgivelser eller dets vegge. Strengt taget bliver det derfor overflødigt, naar udtrykket „udenfor koret“ bruges, at tilføje „i veggen“ (no. 8, 13, 22, 25), da dette synes at følge af sig selv; men hermed er det aldeles konsekvent, skjønt ikke mindre tungvint, at maur naar et sted ikke i men ved veggen skal betegnes, udtrykker sig saaledes: udenfor koret fremmenfor veggen (no. 17). Er det anførte rigtigt, saa følger deraf, at koret udelukkende var den del af kirken, hvori kongelige personer ligesom biskoperne fik sin begravelse[31]. Men herved maa merkes, at til koret .henregnedes i middelalderen ikke alene, som nu, det rum, hvori højalteret havde sin plads, men overhovedet alt hvad der, undtagen sakristiet, laa østenfor skibet, og i kirker med tverskib maaske ogsaa dette, som i hvert fall ikke regnedes til skibet, med andre ord: skibet strakte sig fra vest til den første tvervegg, og her begynte koret eller tverskibet. I Throndhjems domkirke f. ex. var skibet kun den vestre del, som nu ligger i ruin, medens alt, hvad der er østenfor det store taarn, var kor.

Hvad dernæst selve begravelsesmaaden angaar, er det klart, at de ord, som ovenfor træffes, saasom jarðaðr, grafin, grafin niðr i jörð, niðrsett, lagðr, niðrlagðr, kun ere almindelige udtryk for begravelse, uden, at derved paa nogensomhelst maade antydes, hvorledes begravelsen foretoges. Dette viser sig derimod for de 27 kongelige personers vedkommende, hvorom nogen beretning i saa henseende haves, dels af no. 1, 12, 17, og dels af no. 1, 8, 13, 14, 24, 26, 28, 31, 32. I de første tilfælle foregaar begravelsen i korets gulv, i de sidste i dets vegge. Til første slags kan af grunde, som siden skal anføres, ogsaa henregnes no. 9, 11, 34, og til sidste vistnok flere af de tilfælle, hvori begravelsesmaaden ikke er angiven, navnlig no. 23 og 33. Men selv om vi sætte disse ud af betragtning, og til første klasse henregne alle de øvrige tilfælle, hvorom ingen oplysning haves, træffe vi dog veggebegravelsen saa ofte, at ogsaa den maa betragtes som en skik. Af disse 2 begravelsesmaader var nu den første, som bekjent, ganske almindelig, om end ikke i koret, ogsaa for andre end kongelige personer hele middelalderen igjennem, ja endog meget senere. Den anden derimod, som træffes allerede før 1093 (no. 1), i hvert fall 1130 (no. 8), og endnu 1290 (no. 32), har i dobbelt henseende noget særeget ved sig. For det første finnes den kun anvendt ved kongelige personer eller ved saadanne (no. 16, 25), som paa en maade kunne henregnes dertil, ikke derimod ved nogensomhelst anden .person enten af geistlig eller verdslig stand. Dernæst har jeg udenfor Norge og navnlig i de to øvrige nordiske riger kun truffet ubetydelige spor deraf. I alle fall maa den som en skik, der udelukkende blev brugt ved kongelige personers begravelser, ansees som ejendommelig for Norge. Forresten hænger den sammen med den maade, hvorpaa stenbygninger som oftest opførtes her i landet, ligesom andre steder i middelalderen, inden den gotiske eller spidsbuede stil ved begynnelsen af det 14de hundredaar var kommen til fullstændig udvikling. Veggene i vore ældste stenkirker ere nemlig meget tykke, indtil 3 alen, og bestaa som oftest af dobble mure eller, som de i almusproget enkelte steder paa Vestlandet kalles, kistemure. Det vil sige, at kun den indre og ydre side er muret op af sten paa sedvanlig maade, medens rummet mellem begge sider er udfyllt med smaasten eller grus og kalk, som er stampet sammen til en fast masse[32]. Naar der nu i veggen skulde indrettes en begravelse, udtog man (jfr. no. 22) paa det sted, hvor den ønskedes anbragt, saamange sten paa den indre side, som var nødvendigt, og rensede mellemrummet; desuden har man vistnok, for at hindre mellemrummets fyll fra at styrte ned, afstøttet den med en hvelving eller heller. Efterat begravelsen dernæst var anbragt i det aabne rum, blev dette til slutning igjen lukket ved at indsætte de udtagne stene paa sit sted. Altsaa kun, hvor omstændighederne vare som anført, lod denne begravelsesmaade sig foretage, ikke derimod naar kirken var af træ eller med tynne mure. Men af saadanne kirker, hvori kongelige personer fik sin begravelse, kjennes kun to: den lille Kristkirke i Bergen og Mariekirken i Aaslo. Den første var opført af træ og følgelig en stavkirke, den anden havde, som det viste sig ved udgravningen i 1868, i koret og tverskibet tynne mure af teglsten. Paa grund heraf har jeg ovenfor (s. 15) henført de i disse kirker omtalte begravelser til den slags, som var anbragt i gulvet. Kun ved Korskirken i Aaslo kan der forsaavidt hverken siges fra eller til, da der ikke haves nogensomhelst beretning om, hvorledes den var beskaffen.

Hvad enten (et kongeligt gravsted indrettedes i veggen eller i gulvet, blev det vel altid paa en eller anden maade (se no. 12, 17, 22, 26) saaledes udstyret, at det havde noget udmerket ved sig og tillige en særlig betegnelse for den person, som der laa begraven. Det sidste synes at fremgaa af flere beretninger. Saaledes kunde man endnu ved 1380 (no. 1) se Magnus den godes gravsted og i 1401 (no. 35) Haakon den 6tes (?), og hvorledes kunde Gyldenløve i 1674 sige saa bestemt[33], at de lig, man da fant „udi muren“ i Hallvardskirken i Aaslo, tilhørte „fire norske konger“, dersom ikke gravstederne havde vist det?

Det fortjener endnu at lægges merke til, at kun den nordre og søndre vegg “af koret omtales som brugt til begravelser. Naar det nu viser sig, at kvinnelige personer i de tilfælle, som nævnes (no. 18, 31, 32), altid begraves i eller ved nordre vegg, medens mænd fordetmeste lægges i eller ved søndre vegg (no. 8, 10, 13, 14, 16, 17, 22, 26–28) og kun faa gange (no. 21, 23, 25) i eller ved nordre vegg, og naar dertil føjes, at mænd ogsaa paa kirkegaarden begraves søndenfor kirken (no. 15, 20), saa ligger heri vistnok en særegen betydning. Dette maa da hænge sammen med den i middelalderen strengt overholdte skik, at den kvinnelige del af menigheden skulde tage plads ved skibets nordre side eller til venstre[34], mændene derimod ved den søndre side eller til højre. Naar vi desuagtet ovenfor træffe mænd, dog blot undtagelsesvis, begravne i eller ved korets nordvegg, saa kan vel dette forklares saaledes, at sydsiden i disse tilfælle af ubekjente grunde ej har frembudt nogen passende plads. En veggebegravelse blev saaledes vel neppe anbragt længer oppe i muren end omtrent i brysthøjde eller et par alen over gulvet.

Er det ovenstaaende rigtigt, og vi samle det udbytte, som derved er vunnet, saa sees deraf, at kongelige personer her i Norge ikke nogensinne bleve begravne paa kirkegaarden, men kun inde i kirken, for det meste i Nidaros, Bergen eller Aaslo og i regelen i de derværende kathedraler; fremdeles at gravstedet ikke blev anbragt i vedkommende kirkes skib men i koret, enten i gulvet eller veggene, og saaledes, at i regelen kvinnelige personer fik sin plads i eller ved nordre vegg, mænd derimod i eller ved søndre vegg; endelig at da begravelsen i korets vegge kun blev anvendt ved kongelige personer, saa var dette forsaavidt en for Norge ejendommelig skik.

Der staar endnu kun tilbage at omtale det lille, vi ved eller kan slutte os til om den maade, hvorpaa liget blev udstyret og nedlagt. For det første kan det neppe være tvilsomt, at den afdøde blev lagt i en kiste (jfr. no. 17, 29). Denne var vistnok altid af sten og ved veggebegravelser af den slags (steinþró), som almindelig træffes i den tidligere middelalder baade her[35] og andensteds, nemlig udhulet af en hel stenblok, noget bredere ved hovedenden end ved fødderne, indvendig afrundet for hovedet og med hul i bunden til afløb af de ved legemets opløsning fremkommende flydende dele. Ved begravelser i gulvet har vel desuden ogsaa været anvendt kister af lignende form, men opmurede af hugne stene[36]. I begge tilfælle bestod kistens laag af en eneste flad eller ophøjet stenplade, der passede ned i de paa kistens kanter indrettede falser, og efter den i middelalderen faste regel blev kisten opstillet i øst og vest, saaledes at hovedenden vendte mod den sidste kant. Dernæst kan det heller ikke være tvilsomt, at liget blev nedlagt i kisten i et svøb af lintøj; men om der desuden blev anvendt bedækning af kostbarere tøj, saaledes som tilfællet var med Olaf den helliges legeme[37], vides ikke, dog kan det være rimeligt nok. I hvert fall var der vistnok, idetmindste i senere tid, en vedtægt i saa henseende; dette siges ogsaa udtrykkelig ovenfor (no. 29), hvor det heder, at Haakon Haakonssøns lig blev udpyntet saaledes, som skikken var ved en kronet konges lig. Derimod tror jeg ikke, at en kongelig persons vaaben bleve nedlagte med ham i kisten. Vel træffes dette ved andre verdslige personer i de yderst faa tilfælle, hvor saadanne begravelser fra middelalderen kjennes. Saaledes forlanger hr. Nilaus i. den bekjente vise[38], at hans harnisk og gode sverd skulde lægges ved hans side; ligeledes blev der nogle aar før 1850 truffet stridøxer i gamle grave paa en kirkegaard i Thelemarken[39]; og ved udgravningen i 1868 af Mariekirkens levninger i Aaslo traf jeg 3 jevnsidesliggende skeletter med hver sit sverd ved venstre side og i nærheden deraf i levningen af en kiste 2 skeletter, det ene med en dolk. Men paa den anden side synes det og at have været skik, at den afdødes vaaben til hans aminnelse fik sin plads i kirken udenfor graven. Saaledes vilde hr. Jon Marteinssøn (no. 35) have sin hjelm og sit skjold ophængt, men rigtignok i en anden kirke end den, hvori han skulde begraves; i Throndhjems domkirke hang i sin tid et par sporer og en hjelm, som bleve bortførte af Svenskerne i syvaarskrigen[40]; ligeledes er der i to af vore landskirker[41] truffet et par skjolde, som udentvil have været ophængte til aminnelse. Naar jeg nu, som antydet, tror, at ikke den første men den anden skik har fundet sted ved afdøde kongelige personers vaaben, saa slutter jeg dette fra to af de oven (no. 22, 26) gjengivne beretninger. Disse ere de eneste, hvori vaabnene nævnes, og herom siges det udtrykkelig, at de (sverd, skjold og hjelm) bleve hængte paa veggen udenfor gravstedet.

I sambaand med ovenstaaende gravskikke vil jeg til slutning søge at besvare det spørsmaal: om der er mulighed for, at endnu nogen af vore kongelige begravelser er bevaret. Det kan herved først erindres (jfr. s. 10), at der, da Magnus den gode og Harald haardraade havde faaet sine endelige hvilesteder, i det hele kun var 9 kirker, hvori kongelige personer laa begravne. Det fremsatte spørsmaal kan da strax besvares benægtende for de begravelsers vedkommende, som fantes i 4 af de nævnte kirker, nemlig Elgeseters kirke (no. 2) den lille (no. 9, 11) og store Kristkirke (no. 17, 22, 23, 29, 31–33) i Bergen samt Korskirken (no. 35) i Aaslo, da disse forlængst ere sporløst forsvundne, uden at vi have nogensomhelst beretning om, hvorvidt der overhovedet blev foretaget noget for at bevare begravelserne. Hvad dernæst Hallvardskirken (no. 8, 10, 13, 28) og Mariekirken (no. 34) i Aaslo angaar, saa ere deres fundamenter rigtignok endnu for største delen tilstede under jorden, men ved udgravningen af den sidste kirkes grunvoll i 1868 fantes der intet spor af noget, som kunde antyde kongelig begravelse, og det samme viste sig ved den i 1807 foretagne undersøgelse[42] af Hallvardskirkeus levninger og den fullstændigere udgravning deraf i 1865. Det sidste var forresten rimeligt nok, da man allerede ved kirkens nedtagelse i 1674 havde, som ovenanført, stødt paa de kongelige personers gravsteder og borttaget dem, uden at der trods anstillet undersøgelse er truffet noget, som kan lede paa spor efter, hvad man foretog med de kongelige skeletter; thi den ifølge Gyldenløves forslag af kongen i 1674 udgivne bestemmelse[43] om, at der paa Hovedøen ved Kristiania skulde opføres et kapel, hvori de kongelige levninger skulde bevares, vides ikke nogensinne at være kommen til udførelse. Saaledes staar nu kun 3 af de anførte kirker over jorden, nemlig Fors kirke i Baahuslen (no. 12), Olafskirken (nu domkirken) i Bergen (no. 30) og Kristkirken (nu domkirken) i Nidaros (no. 1, 4–7, 14, 24, 26). Men den første er ifølge Holmbergs vidnesbyrd[44] for største delen ombygget, og af den kongelige grav finnes intet spor. Hvad dernæst Olafskirken angaar, er endnu dens kor, hvori den kongelige grav nærmest maatte søges, i hovedsagen uforandret, skjønt det med den øvrige bygning har brent 4 eller 5 gange siden 1280, da Magnus lagabøter blev begraven i kirken. Var hans begravelse i eller under gulvet, er der dog ganske vist intet deraf tilbage, da man paa dette sted dere gange har foretaget oprydning; var gravstedet derimod anbragt i korets vegg, saa kan det muligens endnu være tilstede trods de mange brande. Mere sansynlighed er der dog for, at der kan finnes kongelige begravelser i den sidste af de anførte kirker eller i Throndhjems domkirke. Vel er den del deraf, som her vedkommer os, nemlig koret, siden 1217, da den sidste kongelige begravelse deri foregik, bleven ombygget og har med den øvrige kirke brent 5 gange. Men trods disse brande have dog andre begravelser fra middelalderen været bevarede ligetil vor tid[45], og hvad ombygningen angaar, havde man vistnok, da denne fant sted (i det seneste henimod 1250), saamegen pietet for de kongelige levninger, at man igjen lagde dem ind i kirkens nye vegge eller i gravsteder under gulvet. Et bevis herfor frembyder jo Magnus den godes grav, der endnu ved 1380 var urørt, skjønt kirken da forlængst var ombygget og havde brent en gang. Imidlertid er det vist, at man i gulvet under koret (nu skibet) og dets sidegange hverken før[46] eller ved den i 1865–1866[47] foretagne nøjagtige undersøgelse har truffet noget gravsted, som med rimelighed kunde antages for et kongeligt. Er altsaa noget saadant endnu bevaret, kan det kun finnes enten under højkorets gulv eller i dets vegge eller i korets sideganges vegge. I hvert fall vil spørsmaalet faa sin endelige løsning, hvis og naar de omtalte dele af kirken skulle restaureres. Thi da maa der foretages saadanne arbeider, hvorved gravstederne ville komme for lyset igjen, hvis de endnu ere til.

Ved nærmere overvejelse har jeg fundet at den s. 3 og 13 fremsatte forklaring af fyrir útan kórin eller útar frá kórinum ikke kan forsvares, hvorimod derved maa menes et sted længere ude i kirken end koret. Heraf følger altsaa, at af de 27 kongelige personer, hvis begravelsessted kjennes, bleve 7 (no. 14, 25, 26, 27, 31, 32, 35) jordede i koret, 5 (1, 8, 13, 17, 22) derimod udenfor koret enten i tverskibet, hvor saadant fantes, eller i det egentlige skib.

N. Nicolaysen.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Skjønt vi ej ved om, at nogen anden norsk konge blev kanoniseret, omtales dog paa et par steder (N. Fornl. 463, 724) en „hellig kong Haakon“. Dette maa enten hidrøre fra en misforstaaelse eller saa har helligheden, hvad der og træffes udenfor Norge, kun været vedtagen af folket uden kirkens stadfæstelse. Hvilken kong Haakon der i saa fall sigtes til, vides ikke.
  2. ↑ Jfr. N. Fornl. 608 f.
  3. ↑ Dette antager P. A. Munch i N. Tidsskr. f. Vid. o. Lit. II. 69, 75 og, som det synes, ogsaa i d. n. F. Hist. II. 427 og i Throndhjem Domk. s. 20.
  4. ↑ P. A. Munch (d. n. Folks Hist. II. 482) har „ved“.
  5. ↑ Anf. st. 658 „ved“.
  6. ↑ Sammest. 663 „ved“
  7. ↑ Munch (anf. st. 712): „paa sydsiden strax nedenfor koret“.
  8. ↑ Sammest. 779 „ved“.
  9. ↑ Sammest. 884 „ved“.
  10. ↑ Sammest. 907: „paa sydsiden nedenfor koret“.
  11. ↑ Munch (anf. st. III. 180): „nedenfor koret lige ved den søndre vegg“.
  12. ↑ Sammest. 214: „ved“.
  13. ↑ Dette synes mig rimeligst efter sammenhængen hos C, dog kan det være muligt af de grunde, Munch (anf. st. III. 243) fremsætter, at han blev begraven i Nidaros ved siden af sin første hustru Cecilia (jfr. no. 18).
  14. ↑ Munch (anf. st. 389): „i Kristkirken paa den sydlige side, hvor veggen blev aabnet mellem koret og indgangsdøren“.
  15. ↑ Sammest. 507: „i nordre korvegg oppe ved alteret“.
  16. ↑ Munch (anf. st. IV. 1. 426): „lige foran trinene udenfor. St. Magnus’s skrin“.
  17. ↑ Dipl. Norv. IV. 6.
  18. ↑ Munch (anf. st. 689) har „ved“ det nævnte kloster.
  19. ↑ Script. rer. Svec. I. 77.
  20. ↑ Dipl. Norv. VI. 105.
  21. ↑ Sammesteds.
  22. ↑ Munch siger (anf. st. IV. 2. 641) i texten, at kongen „vilde“ ifølge testamentet (Dipl. Norv. IV, no. 128) begraves i kirken, fordi han i noten antager, at dette maatte være grunden til, at kongen betænkte Mariekirken med store gaver fremfor landets øvrige kirker og stiftelser. Men dette kan dog ingenlunde tages som fullt bevis for, at den bortkomne del af testamentet virkelig har indeholdt noget om begravelsen. Heller ikke af den omstændighed, at kongen i testamentet forlanger sin dødsdag højtideligholdt i Mariekirken, følger det, at begravelsen foregik i samme kirke.
  23. ↑ Pontop. Annal. II. 495. Munch, som har overseet dette sted, gjetter derimod paa Mariekirken i Aaslo (det norske Folks Hist. i Unionsper. II. 117).
  24. ↑ Det er derfor grebet ud af luften, naar der i to gamle viser (Udvalg af danske Vis. f. Middelald. II. 23 og Landstad s. 234) omtales en Mariekirke [i Aaslo?], hvori „kongerne pleje at ligge“.
  25. ↑ I Munchs Beskr. over Norge i Middelald. s. 41 og 47 omtales kongsgaarde paa begge steder, men dette kan neppe være rigtigt.
  26. ↑ Biskup. sög. I. 829, 833.
  27. ↑ Sturl. sag IV. 26.
  28. ↑ Gammel norsk Homilieb., udg. af R. Unger, s. 132 linje 14 og 133 linje 12.
  29. ↑ Berg. Kalvsk., udg. af P. A. Munch, s. 83.
  30. ↑ Som saadant kan og merkes i Berg. Kalvsk. s. 32 „nordre side (vegen) udenfor koret (útan kórenum)“.
  31. ↑ Vi se derfor og, at den eneste udenlandske fyrste, som vides begraven her i landet, nemlig den rugiske fyrst Vitslav (i 1302), i sit testament (Munch anf. st. IV. 2. 409) vælger sit gravsted „foran højalteret“, altsaa i koret (i Mariekirken i Aaslo).
  32. ↑ tydsk gussmauerwerk, engelsk rubblework. Denne bygningsmaade var en arv fra Romerne, hos hvem den hed emplecton.
  33. ↑ Jfr. N. Fornl. 728.
  34. ↑ Som betegnelse herfor træffes paa Island kvennumegin (Bisk. sög. I. 185 f.). I forbindelse med skilsmissen mellem kjønene staar det vel og, at der i vore gamle kirker ofte er udgangsdør baade paa nord- og sydsiden af skibet. Merkelig nok træffes der engang (i Aaslo ved 1344, D. Norv. IV. no. 283) omtalt kvennavegr og karlavegr i en husebygning.
  35. ↑ Jfr. N. Fornl. 463 og Aarsber. f. 1866 fra Foren. t. n. Fortidsm. Bev. s. 14.
  36. ↑ Jfr. sidstn. st.
  37. ↑ Se Throndhjems Domk. af P. A. Munch og Schirmer s. 38.
  38. ↑ Landstad s. 234.
  39. ↑ sammest.
  40. ↑ De bleve senere indtil den nyeste tid opbevarede i Storkyrken i Stokholm, men ere nu indlemmede i Riksmuseet. Som bekjent er det sagt, at de havde tilhørt Olaf den hellige, men formerne skal tydelig vise, at de ej ere ældre end fra det 14de hundredaar.
  41. ↑ Se N. Fornl. 116, 380.
  42. ↑ Jfr. Aarsber. f. 1868 fra Foren. t. n. Fortidsm. Bev. s. 132.
  43. ↑ N. Fornl. 35.
  44. ↑ Bohuslens Beskrifn. 2det opl. II. 178.
  45. ↑ Jfr. N. Fornl. 602 f.
  46. ↑ Jfr. N. Fornl. anf. st.
  47. ↑ Aarsber. f. 1866 fra Foren. t. n. Fort. Bev. s. 6 ff.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_de_kongelige_begravelser_i_Norge_efter_hedendommen&oldid=216284»