Om de norske Statsmyndigheder
Vi hørte sidst, at til at styre et borgerligt Selskab (en Stat) er 3 Slags Myndighed fornøden: den lovgivende, udøvende og dømmende; og da det ikke er rimelig, at alle „Folkevennens“ Læsere kjender disse Ting saa nøje, skal jeg dennegang dvæle lidt derved.
Efter vor Grundlov, ligesom og i de fleste europæiske Lande, har Folket den lovgivende Myndighed, det vil ikke sige, hele Folket selv, men Stortinget, som bestaar af Folkets Tillidsmænd og Fuldmægtige (Repræsentanter) og samles hvært tredie Aar. Som Enhvær ved, er man „stemmeberettiget“, det vil sige, har Ret til at være med og vælge, naar man er 25 Aar gammel, har været bosat som norsk Borger i Landet i 5 Aar, og derhos enten er Embedsmand, eller bruger matrikuleret Jord paa Landet, eller ogsaa i en By ejer Gaard og Grund til mindst 150 Dalers Værdi. Dog mister man Stemmeretten, saafremt man enten rent misbruger den eller dømmes til nogensomhelst vanærende Straf. De Stemmeberettigede i hvær Menighed (Kommune) udvælger Valgmænd, i Byerne 1 for hvær 50, men paa Landet 1 for hvært Hundrede, endog om det ikke er fuldt; og Valgmændene har igjen at vælge Stortingsmænd. Dertil tages dog Ingen, medmindre han er 30 Aar gammel og har opholdt sig i Landet i 10 Aar; heller ikke maa man vælge Nogen, som bor udenfor Byen eller Amtet. – Denne Fremgangsmaade, at Folket først vælger Valgmænd og disse igjen Stortingsmændene, kaldes indirekte Valg. I Danmark f. Eks. har man derimod direkte Valg, det vil sige, Folket selv vælger med engang sine Repræsentanter, uden at kaare Valgmænd dertil. Der har enhvær myndig, bosat Mand Stemmeret, altsaa endog Husmænd og Inderster, og til Repræsentant kan man tage en Mand, hvor i Landet han end har sit Bosted. I disse Ting er altsaa den danske Grundlov friere end vor. Foruden de egentlige Stortingsmænd vælges ogsaa ligesaamange Suppleanter eller Reserver (Var-Agn) til at have i Baghaand og sætte istedenfor de første, om nogen af dem dør eller faar andet Forfald.
Det ordentlige Storting samles den første Søgnedag (Yrkedag, Arbejdsdag) i Februar Maaned hvært tredie Aar; desforuden kan Kongen til andre Tider sammenkalde et overordentligt Storting, saafremt han finder det nødvendigt. Det første har Ret til at være samlet idetmindste 3 Maaneder; hvormeget længere, beror paa Kongens Tilladelse. Kongen eller Statholderen eller en anden af hans Raadgivere aabner Tinget med en Tale og en Beretning om Rigets Tilstand; men ellers maa Kongen ikke være tilstede der, og hans Raadgivere faar kun Lov at indfinde sig som Tilhørere eller for at fremlevere trykte Lovforslag, altsaa ikke deltage i Tingets Forhandlinger. Det sidste ønsker man dog i de senere Aar, og det vilde udentvivl være saare gavnligt at give Statsraadene Adgang dertil, baade for at spare Tid og frembringe mere Tillid og Samvirken mellem Regjering og Storting. – Naar Lovforslagene skal behandles, deler Stortinget sig i 2 Dele: Odelsting og Lagting; det sidste bestaar af Fjerdeparten af Tingets Medlemmer, fornemmelig de ældste, og Hensigten dermed er især at afværge ubesindige Lovbeslutninger. Først behandles nemlig et Lovforslag i Odelstinget, derpaa i Lagtinget; er begge enige, sendes det til Regjeringen for at stadfæstes (sanksjoneres) af Kongen. Finder derimod Lagtinget Noget at udsætte paa Odelstingets Beslutning, sendes den tilbage med „Anmærkninger“ og gaar paany den samme Vej. Blir begge Stortingets Afdelinger endda ikke enige, træder de sammen, og saa kommer det an paa, om to Trediedele af Repræsentanterne vil have Forslaget til Lov; isaafald sendes det til Regjeringen, som før er sagt. – Istedenfor Odelsting og Lagting hos os bestaar i Danmark, England o. fl. Steder den lovgivende Forsamling af 2 Dele, et Under- og Over-Hus, som er valgt ved forskjellige Valg og paa forskjellig Maade; til Medlemmer af Overhuset tages nemlig kun rigere Mænd og af de fornemste Stænder. Ja, i Sverrig sidder endog de 4 Stænder, Adel, Præsteskab, Borgere og Bønder, hvær for sig. I dette Stykke er altsaa Norges Indretning simplere og naturligere end flere andre Landes.
Foruden at give og ophæve Love, har ogsaa Stortinget Retten til at paalægge Skatter, Afgifter og Told, dog ikke for længere Tid end til næste Storting, altsaa for 3 Aar ad Gangen. Det har dernæst Ret til at gjøre Statslaan, føre Opsyn med Rigets Pengevæsen, bevilge Penge til Statsudgifterne, bestemme Kongefamiljens aarlige Løn (Appanasje), gjennemse Regjeringens Forhandlings-Protokoller og kræve baade den og hvilkensomhelst Anden (undtagen Kongen) til Regnskab i Stats-Sager m. M. Det Meste af dette sker i det samlede Storting; dog er det Odelstinget alene, der gransker Regjeringens Handlinger, og kan beslutte at sætte den under offentlig Tiltale, og isaafald skal Lagtinget sammen med Højesteret Rigsretten) afsige Dommen.
Den lovgivende Myndighed er altsaa, som før sagt, fornemmelig hos Folkets Fuldmægtige. Kongen har med Hensyn til Lovgivningen kun 3 Ting at gjøre: 1) Han lader sine Raadgivere (sin Regjering) udarbejde Lov-Forslag (Proposisjoner) eller Udkast til Love og fremlægger disse for Stortinget; dog kan ogsaa enhvær Stortingsmand fremsætte hvilkesomhelst Lovforslag han vil – og Stortinget gjør desuden med Regjeringens, hvad det finder forgodt. 2) Kongen kan stadfæste (sanksjonere) Stortingets Lovbeslutninger, men han kan ogsaa lade det være, hvis han og hans Raadgivere tror, at Beslutningen vil blive skadelig. Denne Nægtelse kaldes Veto; dog er Kongens Veto hos os ikke absolut men kun suspensivt, det vil sige, han kan ikke for bestandig forhindre en Stortingsbeslutning, han kan kun afvise den til en Tid; ti hvis den uforandret gjentages af de 2 næste Storting, da er den Lov endog uden Kongens Samtykke. 3) Han kan give midlertidige (provisoriske) Anordninger angaaende Handel, Told o. s. v., men de gjælder da kun til næste Storting.
Med Hensyn til den dømmende Myndighed har Kongen endnu mindre at sige. Han kan ikke straffe en Eneste; han kan kun formilde de afsagte Domme eller endog fuldkommen fritage den Domfældte for Straf; dette kaldes Kongens Benaadningsret.
Men hvad Kongen egentlig har, det er da den udøvende Myndighed. Han indsætter alle Embedsmænd (undtagen Bank-Bestyrere og Stats-Revisorer[1]), der udnævnes af Stortinget); han har den højeste Befaling over Land- og Sjømagten, kan sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaar Forbund med fremmede Magter og ordner Kirkevæsenet og Gudstjenesten; han lar indkræve de Afgifter, som Stortinget har paalagt, vaager over, at Landets offentlige Ejendomme rettelig bestyres, sørger for den borgerlige Sikkerhed og har Opsyn med Rigets Indretninger.
Kongen gjør dog ikke alt dette selv. Han udvælger nemlig endel norske Mænd til sine Raadgivere (Statsraader), der ogsaa maa være idetmindste 30 Aar gamle. Den fornemste af dem kaldes Statholder, den nærmeste Statsminister. Statsministeren og et Par af de egentlige Statsraader opholder sig stedse hos Kongen. Statholderen og de øvrige Statsraader er derimod i Norge, og det er disse tilsammen, der kaldes den norske Regjering og opholder sig i Kristiania. Her har Statsraaderne hvær sit Departement, saaledes at den ene bestyrer Kirke- og Undervisningsvæsenet, en anden Rettergangen eller Justitsen, en tredie Finans- eller Pengevæsenet, en fjerde Armeen, en femte Marinen eller Sjøkrigsvæsenet, en sjette Departementet for det Indre saasom Postgang, Dampskibsfart og Næringsveje o. s. v. De mindst vigtige Sager har Regjeringen Ret til at afgjøre paa egen Haand, hvorimod de vigtigere sendes til Kongen. Ogsaa alle Ansøgninger til Kongen maa sendes gjennem Regjeringen i Kristiania. Den Statsraad, som Sagen vedkommer, ledsager den da med sin Betænkning; derpaa kommer hele Regjeringen sammen og afgiver i Fællesskab sin Indstilling til Kongen; han tar dernæst Statsministeren og de tvende Statsraader paa Raad, og saa fatter han sin Beslutning (Resolusjon). Finder nogen af dem, at hans Beslutning er skadelig for Landet eller stridende mod Lovene, saa skal han gjøre Indsigelse (protestere) derimod; hvis ikke, er han ansvarlig og kan straffes derfor af Stortinget. Kongens egen Person kaldes nemlig „hellig“ eller ukrænkelig; han kan ikke lastes, anklages eller straffes, hvad han saa end gjør; det er hans Raadgivere, som skal bære Skylden for hans slette Handlinger, hvis de ikke protesterer derimod; og hjælper ikke deres Indsigelse, kan de tage sin Afsked. Paa denne Maade gaar det til, at det indskrænkede Kongedømme er sikrere mod Tyranni, end det uindskrænkede; ti da Statsraaderne skal være ansvarlige for hans Gjærninger, saa vilde han, hvis han blev slem, vanskelig faa Nogen dertil, og saaledes blive nød til at læmpe sig, da han jo ikke kan regjere uden Raadgivere. – I England er Folkets Indflydelse i denne Henseende endnu større end hos os. Regjeringen der er parlamentarisk, det vil sige, saasnart Parlamentets (Stortingets) Flerhed i et vigtigt Spørsmaal stemmer anderledes end Regjeringen ønsker, saa tar denne sin Afsked, og Kongen maa da vælge sig ny Raadgivere, af omtrent samme Mening som Parlamentet. Men en saa omskiftelig Regjering synes endnu ikke at passe for Norge, dels fordi det norske Folk elsker Stadighed, og dels fordi vi i et saa lidet Land har for faa udmærkede Mænd at vælge imellem. Det behøves desuden ikke, saalænge vi har en saa folkelig Konge som Oskar; man skal vel vanskelig finde nogen Regent, der har mere ærlig Vilje til at udføre Folkets Ønsker end han.
Regjeringens Tjenere omkring i Landet er Amtmændene, som ogsaa kaldes Overøvrighedspersoner. Norge er inddelt i 19 Amter; hvært Amt (undtagen Bergen og Kristiania) er igjen delt i 2 eller 3 Fogderier, og hvært Fogderi i flere Tinglag. Fogderne, der staar under Amtmændene og kaldes Underøvrighedspersoner, har atter Lensmænd under sig; og Amtmænd, Fogder og Lensmænd er derfor at betragte som Regjeringens Arme. De har hvær i sin Kreds at paase Lovenes Overholdelse og god borgerlig Orden, indkræve offentlige Skatter, anlægge Sag mod Forbrydere, føre Opsyn med Veje, Sygehusvæsen o. s. v. meddele Regjeringen Oplysninger og Raad m. M. – Enhvær Ansøgning til Regjeringen, der angaar borgerlige Ting, skal ialmindelighed sendes gjennem Amtmanden.
Enhvær Kommune (d. e. enhvær By og ethvært Præstegjæld paa Landet) har desuden siden 1837 faat sine egne Formandskaber, som selv har at raade over Penge-Udgifterne til Veje, Skoler, Fattigvæsen, Sygehuse o. s. v. Denne Kommunal-Frihed er allerede temmelig stor og kan rimeligvis blive endnu større, eftersom Folket faar mere Forstand paa at styre sine egne Anliggender. Formændene udvælges blandt de Stemmeberettigede i Menigheden, og det er vistnok saa, at deres Virksomhed sommesteds har været ubetydelig, og at de enkelte Steder har begaat adskillige Misgreb; men Indretningen har dog vel som alleroftest været saare gavnlig, idetmindste som et borgerligt Opdragelsesmiddel for Folket. Ogsaa større Samfundsaand maa derved fremkaldes; det hele Amt slutter sig sammen og har ogsaa sit Formandskab, der bestaar af de enkelte Formandskabers Ordførere, tilligemed Amtmanden og Fogderne, som dog ingen afgjørende Stemme har. Hværken Amtmanden eller Regjeringen har Ret til at paalægge Kommunen nogensomhelst Byrder; den første kan blot fordre, at Formandskabet skal drøfte Sagen paany, og Kongens Bekræftelse (Approbasjon) er kun nødvendig i faa Tilfælde.
Dette stod nu i Forbindelse med, hvad man kalder Landets verdslige Bestyrelse (Administrasjon). Med Hensyn til den gejstlige er derimod Biskoppen den øverste, og svarer forsaavidt til Amtmændene i borgerlig Henseende. Af disse er der en i hvært Bispedømme, som kaldes Stiftamtmand og udgjør i Forening med Biskopen Stiftsdireksjonen.
Den dømmende Myndighed er hværken hos Kongen eller Folket men hos Domstolene, der egentlig er 3 Slags: Underretter, Overretter og Højesteret. Underretterne paa Landet er omtrent 70 i Tallet, nemlig en i hvært Sorenskriveri. I gamle Dage blev Dommen afsagt af Lagrettesmændene, og Sorenskriveren var kun deres „Skriver“, hvilket ogsaa ligger i Navnet (Edsvoren Skriver); men lidt efter lidt fik Skriveren mere Indflydelse, og nu er det han, som er den egentlige Dommer, medens Lagrettesmændene fordetmeste kun er tilstede til Vitterlighed. Foruden Dommervæsenet har Sorenskriveren ogsaa Skifte-, Overformynder- og Auksjonsvæsenet at bestyre. Ligesom Sorenskriveren paa Landet saaledes er det Byfogden, der er Underdommer i Byerne, dog med den Forskjel, at han i de mindre Byer tillige er Underøvrighed, og svarer altsaa baade til Sorenskriver og Foged. I de større Byer udføres Fogedforretningerne af en Borgermester, enten alene eller i Forening med et Par Raadmænd.
Er man misfornøjd med Underretsdommen, kan man indanke Sagen (appellere) til Overretten, for der at faa den paadømt paany. Af Overretter er der 2 i Kristiania og 1 i Kristianssand, Bergen og Trondhjem; den sidste gjælder tillige for Tromsø Stift. Er Sagen vigtig nok dertil, kan man atter, om man vil, føre den til Højesteret, der er i Kristiania og bestaar af en Justitiarius og flere Assessorer[2].
En ganske særegen Domstol er Rigsretten, som sammenkaldes af Odelstinget og bestaar af Højesteret og Lagtinget tilsammen. Det er kun Statsraader, Stortingsmænd og Højesterets Medlemmer, som dømmes paa denne Maade, naar de har forbrudt sig i sin Embedsvirksomhed.
Se, dette er da i Korthed det vigtigste med Hensyn til de 3 store Statsmagter og Rigets Styrelse hos os. Man ser saaledes, at ny Love hværken er en Opfindelse af Formandskab, Foged eller Amtmand, og gives heller ikke egent- lig af Kongen men af Folkets egne Tillidsmænd (Stortinget). Deraf vil ogsaa Enhvær skjønne, at Lensmanden, Fogden og Amtmanden er uskyldig i, om Loven er daarlig; de er jo kun indsat til at vaage over den – er hværken mere eller mindre end Regjeringens Tjenere, og Regjeringen udfører igjen Stortingets Vilje, naar den sætter Loven i Kraft; men at lade Øvrighedspersonerne undgjælde for, hvad Stortinget har paalagt dem, kan vel Enhvær begribe er uretfærdigt og skammeligt. Finder man altsaa, at en vis Lov er daarlig, saa er det en meget ufornuftig Fremgangsmaade at fare løs paa Øvrighedspersonerne derfor; heller ikke nytter det at bede Kongen om at tage den tilbage, ti dertil har han ikke Ret; han kan ikke engang, om han vil. Der er andre Midler, som enhvær god og oplyst Borger vil gribe til, og det er mundtlig eller skriftlig at søge at overbevise Stortingsmændene om det Rette, at vælge saadanne Stortingsmænd, som baade vil og kan fremme den gode Sag, og at henvende sig til det kommende Storting med Forestilling om at rette det, som man tror er rangt. Da vil man heller ikke være saa ligegyldig ved Valgene, som Mange nu er, idet man dels ikke bryr sig om at møde frem og dels stemmer paa Mænd, uden Hensyn til hvad de duger til, naar de bare enten er rige, har Anseelse i Bygden eller staar i etslags Venskabsforhold til Vælgeren.
Man vil maaske sige, at en saa stadig Opmærksomhed for Bygdens og Landets Anliggender, Deltagelse i Valg, Formandskaber m. M., kræver formegen Tid og falder for besværlig. Men fordetførste maa man mindes den Sandhed, at intet Gode faaes uden Umag. Vil man have en fri Landsstyrelse og være saa sikker som mulig paa, at Lovgivningen efterhaanden, om end langsomt, blir friere og folkeligere, saa faar man ogsaa gjøre Sit til at fremme Sagen; den kommer ellers ikke af sig selv. For 900 eller endog blot for 600 Aar siden var der desuden ingen Mangel paa, at de norske Bønder rejste lange Lejer for paa Tingstederne at samles med sin Drot, med Jarler og Herser, og at samsnakke om Landets Anliggender. Nu, da vi længe har været afvænt med en saa levende borgerlig Virksomhed, nu skal der Tid til, førend vi paany kommer rigtig igang; men at det vil ske, er baade et ønske og et velgrundet Haab.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Stats-Revisorerne, 3 i Tallet, er de, som har nøjagtig at gjennemgaa (revidere) Regjeringens Regnskaber og til Vejledning for Odelstinget meddele det sin Mening om Sagen.
- ↑ For Gejstlige og Militære er der særskilte Domstole istedenfor Under- og Overretterne, nemlig Provsteretter og Krigsretter, og fra disse kan Sagen ligeledes appelleres til Højesteret.