Om den kirkelige Salmesang

Om den kirkelige Salmesang.
(Af O. Vig.)

Det er en bekjendt Sag, at der i vort Land er 3 Slags Salmebøger i Brug ved Kirketjenesten, nemlig Kingos, Guldbergs og den evangelisk-kristelige. Det er vel endvidere bekjendt for Mange, at Regjeringen i den senere Tid har faat Pastor Landstad til at begynde med at udarbejde en ny Kirke-Salmebog, som kunde afløse de andre tre, der alle har adskillige Mangler. Ogsaa om denne Sag er der forresten mange Meninger, baade velgrundede og ugrundede. Saa stor Forskjel der end er paa de nuværende Salmebøger, har dog enhvær af dem sine Forsvarere; man kan som oftest være sikker paa, at den Almue, der har Kingos Bog, holder denne for den bedste – at de, som har Guldbergs, mener det samme om sin, og at selv den evanpelisk-kristelige har enkelte, om end ikke nær saa mange, Tilhængere som de andre to. Ja, ikke nok med, at de Fleste holder sin egen Salmebog for den bedste, men man tror ogsaa tildels, at den er fejlfri, er uden Mangler. Det er denne og flere slige løse Meninger, jeg fornemmelig har for Øje, naar jeg her agter at skrive Lidt om Salmesangen. Lykkes det nemlig nogenlunde at fremstille Sagen saa klart, som jeg tror det kunde være mulig for mig, har jeg det Haab, at Adskillige vil faa noget bedre Indsigt deri end de har, og at en ny Salmebog altsaa lettere vil finde Indgang.

At Meningerne om vore Salmebøger er saa mangfoldige, det kommer sikkert ofte deraf, at man ikke har nogen rigtig klar Forstand paa, hvad en kristelig Salme er. Saa nogenlunde ved man det nok – saa nogenlunde, men ikke aldeles klart og tydelig; og derfor vil vi først overveje det Spørsmaal: Hvad er en kristelig Salme? hvad hører der til, forat en saadan virkelig kan kaldes god?

Jo, siger Mange, en Salme er en gudelig Sang; og i enhvær Sang, følgelig ogsaa i en Salme, maa der være nøjagtigt Versemaal og rigtigt Stavelse-Tal helt igjennem, samt gode Rim. – Nu er dette Svar rigtignok meget ufuldstændigt, men det er derfor ikke usandt; det er aldeles nødvendigt, at Alt, hvad der skal synges, har ordentlige Versefødder, forat det kan heve til Melodien, og forat Sangen ikke skal blive styg. Det kunde endda saa være med en Salme, der synges af En eller To; – om Stavelserne da ikke er aldeles ens i alle tilsvarende Verslinjer, saa kan det nok gaa an at læmpe paa Tingen alligevel. Anderledes er det med en hel Menighed; der kan ikke Alle følges ad, hvis ikke Stavelsetallet overalt er nøjagtigt; den Ene synger da saa, den Anden saa, og derved blir Sangen ikke vakker; men en styg Kirkesang, saavelsom alt andet Stygt, burde man dog søge at rødde væk, ti det Stygge er aldrig Vorherres Vilje. Altsaa er det da vist, at gode Salmer, og fornemmelig Salmer til Kirkebrug, bør have ordentligt Versemaal. Dertil hører ikke blot, at alle Verslinjer har et Stavelsetal, som svarer nøjagtig til Melodien, men ogsaa, at tunge og lette Stavelser staar paa sit rette Rum. For at forstaaes maa jeg her nævne et Par Eksempler. Naar vi siger: Himmel, saa lægger vi en stærkere Tone, et større Eftertryk, paa den første Stavelse end paa den anden; den første kaldes derfor en tung Stavelse, den anden en let. Siger vi: Omvendelse, saa er den første Stavelse let, den anden tung, den tredie let og den fjerde let. Nu er det ligedan med Tonerne i Musikken som med Stavelserne i Sproget; en Tone (eller Taktdel) er tung, en anden er let; og skal det derfor klinge godt, saa maa Digteren sørge for, at der kommer tunge Stavelser til de tunge Toner i Melodien, og lette Stavelser til de lette Toner. I de fleste af vore Salmer skal der efter Melodierne være en tung og en let Stavelse om hinanden (f. Eks. „Jesu, dine dybe Vunder“), eller ogsaa omvendt, først en let og saa en tung (f. Eks. „Vor Gud han er saa fast en Borg“). I enkelte Salmer er der dog et andet Versemaal, nemlig en tung og to lette Stavelser om hinanden (f. Eks. „Lover den Herre, den mægtige Konge, med Ære“). – Hvad Rimet angaar, saa er der rigtignok mange Digte, som er aldeles rimfri, uden Rim saaledes ogsaa Davids Salmer); men saa er gjærne, istedenfor Rimet, Ordene stillet paa en særegen Maade, som alligevel gjør, baade at Sangens Indhold indpræntes let, og at det er en Konst at være en god Digter. I andre Digte, f. Eks. i Nordens gamle Skjaldekvad, var der ikke Stavelserim men Bogstavrim, som gjorde Sangene velklingende og behagelige at høre, og fængslede dem i Erindringen. Nu er der ingen Tvivl om, at rimfri Digtning og især Bogstavrim godt kunde bruges ogsaa i kristelige Salmer, men sædvanligvis har dog disse haft Stavelserim, og skal dette svare til sin Hensigt, maa det være fuldstændigt. Slige Rim som: Navn – Mand, komme – dømme, give – stride, Jorden – vorde, leve – blive o. s. v. gjør saagodtsom ingen Nytte.

Vi ser altsaa, at godt Versefald (Metrum og Rytmus) og gode Rim hører med til en god Salme; men fordi disse Ting hører med, derfor er de ingenlunde nok ja ikke engang Hovedsagen. Var de nævnte Ting nok, da maatte de evangelisk-kristelige Salmebog være forsvarlig god; ti i den er baade Stavelsetallet, Tonefaldet og Rimene upaaklagelige. Men alt dette er kun Sangens Form eller udvortes Dragt; og ikke den men Indholdet blir dog Hovedsagen. At skrive Vers og gjøre Rim, det kan næsten Enhvær, som er en Smule fortrolig med Bogsproget; og var Digtekonsten ikke andet, saa havde man til alle Tider Digtere i Hundredetal. Men paa Rimsmed-Arbejde og virkelig Poesi er Forskjellen saa stor som Nat og Dag, just fordi der i den sande Poesi indeholdes højere Tanker og varmere Følelse, end Mennesker ialmindelighed har af raade over. Digterne er just Mennesker, der ser klarere, dybere, højere og videre end andre Folk, og har Gave til at udtrykke sine Tanker mere livfuldt og i et smukkere Sprog. Først naar alle disse Ting forenes, fremkommer et ypperligt Kvad.

Saagodtsom al Poesi maa altsaa indeholde visse vigtige Tanker; og i en ægte kristelig Salme kan der naturligvis ikke være andre Tanker end kristelige. Jo dybere Digteren selv har dukket ned i Kristendommens Aandebad, des renere Kristendom er der følgelig i hans Salmer; jo inderligere han har tilegnet sig Kirkens og Bibelens Aand, jo dybere han er trængt ind i Guds Riges Hemmeligheder, og jo rigere han er paa egen aandelig Erfaring, des kraftigere blir hans kristelige Harpeslag – at sige, naar han ellers har de nødvendige Digter-Anlæg. Just af hin Grund er der stor Forskjel endog paa de Salmer og Salmedigtere, som ellers allesammen maa kaldes kristelige; den ene er dybere, klarere, kraftigere end den anden.

Men kristelige Tanker og kristeligt Liv er ikke nok med Hensyn til Salmens Indhold. Begge Dele kan findes hos mangt et Menneske, uden at han derfor er istand til at frembringe gode Salmer; ti dertil hører endvidere – som allerede antydet – særegne naturlige Gaver. En Salme skal vel indeholde kristelige Tanker, saa maa nødvendig gjøre det, men disse Tanker skal ikke fremsættes saa tørt og hværdagslig (prosaisk) som i en kristelig Lærebog eller saa bredt som i en almindelig „Katekisasjon“ eller Præken. Nej, Salmens Tanker maa udtrykkes kort og fyndigt og gaa en saa livfuld og gribende Maade, at Hjærtet deraf opvarmes, Sindet opløftes og Aanden ligesom henrives af Sangens Strøm. Kort sagt, Salmen maa fornemmelig være rig paa kristelig Tro, kristelig Følelse, og from Fantasi. En Salme, som blot belærer og underviser os i de kristelige Sandheder, uden at gribe Hjærtet og vække en hellig, højtidelig Stemning, en saadan Salme er igrunden ingen Salme, men bare gudeligt Rimsmed-Arbejde.

Skal nu Salmen have en saadan gribende, levendegjørende Kraft, eller med andre Ord, være en virkelig Salme, – da maa endelig dens Sprog, Udtryk, Ord og Talemaader være saa levende som muligt. Men nu er Aandens og Livets Sprog intet andet end Billedsproget; og Ordbilleder (Lignelser) hører derfor nødvendig med til al Poesi. Et Kvad uden lignelsesfuldt Sprog er som en vissen Blomst, tør og mat og livløs, uden Ynde og Duft, endsige uden Kraft til at frembringe Frugt. Sagen er jo den, at da ingen af os har set nogen Aand med Øjnene eller følt den med Hænderne, saa kan vi heller ikke snakke om det Aandelige, uden ved at ligne det med noget af hvad vi udvortes har set, hørt, følt o. s v. Naar vi siger, at En „fatter“ eller „begriber. Noget, saa er det jo en lignelsesvis Tale; vi mener da nemlig, at Forstanden gjør noget Lignende, som naar Haanden omfatter og griber flere Ting for at undersøge dem, holde dem fast o. s. v. Paa samme Maade er det f. Eks. med Ordet „indse; Forstanden lignes da med Øjet – er ligesom Sjælens Syn. Ligeledes kalder man Kjærligheden en Ild; Ligegyldigheden en Søvn; Stilstanden en Død; Glæden et Solglimt, en Vaar; Sorgen en Vinter, en Nat; Tiden en Strøm; Guds Almagt hans Arm; Himlen et Paradis o. s. v. Alle slige Talemaader stiller os Meningen saa levende for Øje; selve Bibelen er fuld af Billedsprog, og enhvær livfuld Bogskriver vil endnu den Dag idag med Flid benytte sig deraf; hvormeget mere hører da ikke Billeder og Lignelser hjemme i Salmedigtningen! Det hjælper ikke at indvende, at mangen Lignelse er dunkel, og at Alting bør være saa klart, at man med Et kan ligesom tage og føle paa den fuldstændige Mening. Menneskehjærtet og Menneskeaanden lever og bestaar ikke af idel Klarhed; det Dybeste, Højeste og Inderligste i Aandslivet maa nødvendig have en vis Dunkelhed, ligesom den dybe Sjø er dunklere end den grunde; og den Digter, som aldrig har skrevet noget Dunkelt, stikker derfor ikke dybt. En anden Sag er det naturligvis, at Salmen bør være saa klar og Billederne saa fattelige, som det er muligt uden at formindske deres Liv og Kraft. – Storhed og Skjønhed hører med til al sand Poesi, og ikke mindst i Salmen; ti den skal jo dreje sig om den største af alle store Ting – om Gud selv og hans Raadslutninger til Menneskets Salighed. Kun maa Salmedigteren endnu mere end enhvær anden Digter vogte sig for tom Klingklang, for højtravende Ord uden indre Kjærne, for blomstrende Talemaader uden Fylde og Fynd. Selv naar han paa Begejstringens Vinger flyver allerhøjest, maa han beflitte sig paa en vis Simpelhed og Naturlighed, saafremt ikke det hele skal opløse sig i Ord-Skum uden Saft og Kraft. Herved mindes vi ogsaa om, at en Salmedigter kan og bør benytte ægte folkelige Talemaader, optage Ord og Vendinger, som jævnlig lyder paa Folkets Læber. Naturligvis maa ogsaa dette ske med Forstand og Smag, saaat ikke det Hellige vanhelliges eller det Ophøjede drages ned i Støvet. At bruge smagløse, grove Hværdags-Udtryk er ligesaavel en Fejl ved Salmedigtningen som at være højtravende og opskruet; men ogsaa herimellem ligger der en gylden Middelvej, og den bestaar i at optage saa meget af Folkets Tankegang og Talemaader, som muligt er uden at krænke det højtidelige Indhold. Først da blir Salmen, ligesom Jesus, et Himmelbarn i menneskeligt Klædebon; – ogsaa han gik i Ringhed, jævnt og simpelt og fandt sig i Jordens Vis, men midt i denne Simpelhed fremlyste derhos stedse hans indre Højhed og Herlighed. Ogsaa Himmelens Stjerner spejler sig klart i de dybe Vande og i Markens Dugg, til et Vidnesbyrd om, at det Himmelske og Jordiske baade vil og kan forenes; og hvad er vel Poesien, og fornemmelig Salmesangen, Andet end et Baand mellem Himmel og Jord? Men derfor skal den ogsaa fremtræde i virkelig folkelig Skikkelse.

Samler vi Alt i en Hovedsum, saa maa altsaa en god Salme først og fremst indeholde kristelige Tanker, kristelig Tro og kristeligt Liv og være indklæd i et fyndigt, smukt og levende Billedsprog; dertil kommer da endelig en rigtig udvortes Form. Paa denne Maade blir Salmen som „et Guldæble i en Sølvskaal“.

Vil vi endnu bedre indse, hvad en Salme egentlig er, hvad den bør indeholde, og hvorledes den bør være beskaffen – da har vi godt af at mindes Sangens Oprindelse. Naar er det vel Mennesket især føler sig oplagt til at synge? Jo, det er, naar man er glad. Sangen er altsaa egentlig Glædens Udtryk, og derfor er det meget betegnende sagt i den 137te Davidssalme, at Israels Børn ikke var istand til at synge Jerusalems Sang eller spille paa sine Harper, dengang de sukkende og grædende sad ved Babylons Floder. Naar derimod Hjærtet er glad, da føler man Trang til at udbryde med jublende Røst; Digteren griber Harpen og tolker sin Fryd i brusende Toner, i smeltende Sang; og den, der ikke selv har arvet Digtergaven, han istemmer de Kvad, som Andre har sunget. Saaledes er det ellers i Menneskelivet, saaledes er det ogsaa i den kristne Kirke. Derfor opmuntrer Apostelen de Kristne til at „glæde sig i Herren“, til at juble for hans Aasyn og prise ham med „Lovsange og aandelige Viser“. Det maa derfor aldrig glemmes, at den kristne Salmesang, allerhelst Kirke-Sangen, fornemmelig skal være en Lovsang, skal tolke Herren Tak og Pris, opløfte Sjælen og give Aanden Vinger til en glædelig Himmelflugt. Men hvor Hjærtet strømmer over af Fryd, eller idetmindste glæder sig stille, der vil man ikke nøjes med tørre Vers, med matte Ord og tomme Tanker; der vil man ikke rime for at belære og undervise. Nej, hvor Glæden virkelig lever, der bryder den ud med Kraft og Fynd, med Liv og Varme; hvor Hjærtets Strænge dirrer af Fryd, der blir ikke Sangen et koldt Tankespil men en liflig Klokkeklang, der gjenlyder i alle Himle. Derfor tør man vistnok sige, at en Kirkesalmebog, som har faa levende Lovsange, baade selv er lidet kristelig, og, hvor den virkelig elskes, tillige er Tegn paa et usselt Liv i Menigheden.

Vil man nu bemærke, at dog ikke alle Salmer er Lovsange, men at vi tillige har Bede-Salmer og Klage-Salmer, og at ogsaa endel saadanne hører med i en Kirkesalmebog, da er jo dette fuldkommen sandt. Ogsaa i Sorgen, i de mørke, tunge Timer er det en Trang at udøse Hjærtets dybe Følelse for ham, som kjender Alt – udøse den i Sang. Men ogsaa her gjælder dog det samme, at tørre, matte Tanker ikke har hjemme i Salmesangen; den dybt Sukkende og Sørgende vil ligesaavel som den Glade udtrykke sig med Inderlighed og Kraft, i gribende Toner, der gaar til Hjærterne, just fordi de kommer fra Hjærtet. – Denne Sandhed, at Salmen er ingen virkelig Salme, idetmindste ikke en god Salme, uden at den har Følelse og Fynd og Magt til at opløfte og vederkvæge Sjælen, den er det jeg eftertrykkelig vil indskjærpe, da saa Mange endnu mener, at der til Salmepoesi ikke hører andet end rigtigt Versemaal og gode Rim om gudelige Ting.

Nu er det vistnok sandt, at enhvær Sang, der virkelig indeholder sund og sand Kristendom, ikke kan være aldeles upoetisk, fordi baade Kristendommen selv og dens hellige Bog er saa uendelig rig paa Poesi. At Mennesket blev skabt ved Guds levende Ord og i hans eget livagtige Billede – at det siden faldt, og vi Alle vandrede om som hans ulydige Børn paa vildfarende Veje – at Guddomsordet selv, den Faderens enbaarne Søn, efter mange smilende Forjættelser stiger ned fra sin høje Himmel, blir Menneske som en af os, vandrer ned i Dødens Skyggedale men rejser sig derpaa af Graven som Dødens og Helvedes Overvinder, og farer atter op fra den gjenløste Jord hjem til sin evige Herlighed, for ogsaa at drage os did paa Kjærlighedens Vinger – at han udgyder sin Aand over sine troende Vidner, stifter ved Aanden en Kirke af levende Stene, hvor Synderen, naar han i Troen dukker ned i Daabens Bad, gjenfødes til nyt Liv med Haab om evig Salighed, og hvor Naadens Bord er dækket med Livsens Brød og Salighedens Bæger – Alt dette er jo en hel Kjæde af de største og vidunderligste Hændelser i Verden; og skal derfor Noget kaldes poetisk, da er det denne Kristendommens Hovedsum. – Ser vi saa hen til den Bog, hvor de kristelige Ting er beskrevet med Guds egen Finger, saa er der ogsaa et Rigdoms Væld af Poesi, af dybe Tanker, storartede Lignelser og skjønne Sprog. Hvem føler sig ikke opløftet, naar han læser de henrivende Skildringer i flere af Davids Salmer, Profeternes Skrifter og i Jobs Bog! Himlen selv kan ikke rumme Gud, den er kun hans Trone, og Jorden er hans Fodskammel; Stormvinde og Lyn er hans Sendebud og Skyerne hans Vogn; hans Ord er en Hammer, der knuser Klipper, og har en Røst som en Torden, som mange Vandes Lyd; Himmellyset er Sømmen af Guds Klædebon, og Stjerneskaren er for ham kun en Flok Lam; hans Blik er som Ildsluer og smelter Bjergene som Voks; selv Himlene, der fortæller hans Ære, skal ældes, sammenrulles og omskiftes som et Klædebon, men hans egne Aar skal ingen Ende faa. – Og naar Apostelen Paulus taler om den Sabbatshvile, der er tilbage for Guds Folk – for dem, der ikke forhærder sit Hjærte, saa de ved Vantro gaar glip af Forjættelsen om det himmelske Kanaan; – eller naar Johannes skriver om ham, som har Helvedes og Dødens Nøgler – om de lange hvide Kjortler, som de skal iføres, hvis Navn er skrevne i Livsens Bog – om Herren, som staar for Døren og banker – om det ny Jerusalem, med Livsens Træ og det skjulte Manna, hvor Nat og Suk og Sorg er forsvunden, hvor Lovsang og Harpeklang lyder om Guds Trone i al Evighed, og hvor han selv aftørrer alle Taarer af sine Troendes øjne – ja naar vi læser disse og lignende Steder i den hellige Bibelbog, da maa man have et underligt Hjærte, gruelig sløvt og ligegyldigt, dersom man ikke faar en Fornemmelse af, hvad kristelig Poesi har at betyde.

Det er altsaa vist, at Kristendommen, hvor den er tilstede i sin levende Fylde, er højpoetisk, og kan ikke da være tør eller mat, saavist som alle „Jesu Ord var Liv og Aand“. Hvor man derfor digter eller elsker kolde og tørre Salmer, der er det et Bevis paa, at Kristendommen er enten halv- eller heldød; og er der ikke engang Liv i Sangen, hvad skal der da være i Tale og Skrift! Idethøjeste kan der da findes etslags kristeligt Liv i de enkelte Hjærter, men noget kirkeligt Liv, noget kristeligt Menighedsliv idethele, er der ikke. Det er en mærkelig Erfaringssandhed, at Salmesangen og Kirkelivet har gjennem Tiderne gaat Haand i Haand; enhvær stor Salmedigter, der er opstaat i Verden, har gjærne fremkaldt en tilsvarende kristelig Retning, mer eller mindre kirkelig, efter som hans Sang var.

Allerede Jøderne havde meget tidlig Salmer og højtidelige Sange, og David, den Guds Mand, var den mærkværdige Harpespiller, der kraftigst sang til Herrens Pris, og blev et Spejl, et Mønster for alle kommende Salmekvædere. Ogsaa Jesus selv og de første Kristne vedblev at synge Davids Salmer; men i den kristne Menighed opstod der efterhaanden Salmedigtere, der sang Herren „en ny Sang“, som idetmindste i visse Stykker maatte overgaa Davids. Det er nemlig godt at forstaa, og det er tillige Jesu udtrykkelige Ord, at endog den mindste Troende i det ny Testament er større end enhvær i det gamle, at han, efterat de gamle Syner og Spaadomme er bleven opfyldt, har større Indsigt i Guds Riges Hemmeligheder og en fuldere Forvisning om det evige Liv; og den kristne Salmesang maatte derfor ogsaa blive klarere og fyldigere, om end ikke mere begejstret, end den jødiske. Den mailandske Biskop Ambrosius (henimod 400 Aar e. Kr.) virkede især meget for Kirkesangen. „O, Stjerners Skaber i himmelske Hus“ og „Kom Hedningers Frelser sand“ skal være Salmer af Ambrosius; og vi har desuden i vore Bøger en Salme, som kaldes den ambrosianske Lovsang: „O store Gud, vi love dig“ (Te Deum), men som dog nok er forfattet 100 Aar efter ham.[1] Den herligste Salmesang i Middelalderen udgik ellers fra Angelsakserne (i England), fornemmelig fra Kædmon i det 7de Aarhundrede. Der fortælles saa vakkert om ham, at han, som var en ringe Person i Verdens øjne og allerede gammel, kunde hværken læse eller synge, indtil han engang drømte, at En kom og raabte til ham og bad ham synge om Skabelsen. Det gjorde han ogsaa, og kunde endnu grangivelig mindes Ordene, da han vaagnede; og fra den Tid digtede han Sange (paa Modersmaalet) om Alt, hvad man fortalte ham – om Patriarkerne, Israels Udgang af Ægypten, Kristi Fødsel, Lidelse, Opstandelse og Himmelfart, Aandens Udgydelse, Apostlernes Præken, Dommedag, Helvedes Pine og Himmerigs Glæde, „men om verdslige og forfængelige Ting hværken kunde eller vilde han synge“. Højst mærkværdig er især en af hans Salmer, som Grundtvig har oversat: „I Kvæld blev der banket paa Helvedes Port“. – Ellers maatte i Middelalderen alle Kirkesange kun være paa Latin, men hjemme i Husene brugtes dog tildels aandelige Sange paa Modersmaalet. Mange af dem var Lovsange til Maria og andre Helgener; men der fandtes ogsaa Salmer iblandt, som har holdt sig lige indtil vore Dage, f. Eks. „Kriste, du est baade Lys og Dag“, „Den signede Dag er os beted“, „Jeg vil mig Herren love“, „Maria hun er en Jomfru ren“, „Synden gjør Mennesken’ blind og lam“, „Det hellige Kors vor Herre selv bar“, „Den signede Dag, som vi nu se“. Denne sidste Salme er især ubeskrivelig vakker saaledes, som Grundtvig nu har læmpet lidt paa den, og nogle af de andre blev allerede paa Reformasjonstiden en Smule „forbedret“ og „kristelig forvendt“. Af den franske Munk Sankt Bernhard har vi længe haft „Jesu søde Hukommelse“, og Grundtvig har oversat en anden af ham: „Hil dig, Frelser og Forsoner“.

Her staar vi nu ved Reformasjonens store Kjæmpe, Morten Luther, der ikke alene er den største Kirkefader siden Augustins Dage, men ogsaa gjenfandt den glemte Davidsharpe og satte endog ny Strænge derpaa. Han blev selv Formanden for den nyere Salmedigtning. „Vor Gud han er saa fast en Borg“, er maaske Verdens kraftigste Salme; og „Fra Himlen højt vi komme her“, „Af Dybsens Nød raaber jeg til dig“, „Nu bede vi den Helligaand“, „Kristus kom selv til Jordans Flod“, „Lovet være du Jesu Krist“, „Et lidet Barn saa lysteligt“, „Behold os, Herre ved dit Ord“, og mange flere, er allesammen herlige Vidnesbyrd fra Luthers Salmetunge, især naar man læser dem paa Tysk; ti de gamle danske Oversættelser er ofte maadelige. – Rummet tillader ikke at omtale den Mængde tyske Salmedigtere, der traadde i Luthers Fodspor; kun den fornemste af dem, Paul Gerhard, der levde over 100 Aar efter Luther, kan her nævnes.

I Danmark, hvor Luthers Lære snart blev præket, fik man allerede 1528 en Salmebog, der vel især indeholdt Oversættelser af Luthers og Davids Salmer, og vel fornemmelig var samlet af Klaus Mortensen Tøndebinder, som blandt andet selv har forfattet Salmen „Gud Fader udi Himmerig“. Af Arvid Pedersen har man Salmen: „Al den ganske Kristenhed“; af Biskop Palladius: „Den signede Dag, o Skaber god“ og „Hvo, som vil salig udi Verden leve“; af den lærde Hemmingsen: „Hvo, som Kristi Kors vil pryde“; af Borgermester Paludan: „Løft op dit Hoved, al Kristendom“, o. s. v. af mangfoldige Flere, som dengang sang saagodt de kunde. Bogen udkom 1544 forbedret af Hans Tausen. – Saa kommer vi til Præsten Hans Thomissøn, der 1569 udgav en meget fuldstændigere, almindelig Kirkesalmebog, som da blev brugt 130 Aar. Den indeholdt endel af Salmerne i den ældre Bog, flere Oversættelser fra Latin og Tysk samt nyere Salmer af ham selv og Andre. Blandt hans egne Salmer kan nævnes: „Den kristelig Kirkes skjønne Navn“, og „Jeg løfter højt op øjne mine“.

Fra 1570 gik der nu omtrent 100 Aar til Kingo, og i denne Tid er følgende ny Salmer de vigtigste: „Den lyse Dag forgangen er“ og „Herre Jesu Krist“ af Sthen; „Mit Barn, frygt den sande Gud“ af Pedersøn; „Jeg raaber fast, o Herre“ af Bille; „Herren han er min Hyrde god“ af den trondhjemske Biskop Arrebo, „Guds hellige Engle lejre sig“ af Biskop Brochmand; „Dagen viger og gaar bort“ af Dortea Engelbretsdatter i Bergen; samt desuden af ubekjendte Forfattere: „O Jesu for din Pine“, „Paa Gud alene“, „Udi din store Vrede“, „Fryd dig, du Kristi Brud“ (?), „Naar jeg betænker den Tid og Stund“, „Eja mit Hjærte ret inderlig“ og „I Jesu Navn“.

Vi ser altsaa, at adskillige vakre Salmer blev digtet i denne Tid, og dog er der ingen enkelt af disse dansk-norske Digtere, som rigtig kan kaldes stor. Hele Tidsalderen, Folket selv, havde dengang ligesom et Rigdoms Væld af kristelig Poesi i sig; og En her, en Anden der forfattede en Salme nu og da, saagodt han kunde; Versemaalet og Rimene havde som oftest mange Mangler, men den indre Kjærne var ligesom et Udbrud af Folkets eget Hjærtedyb, og Salmerne blev derfor etslags kjære Folkesange. – Versekonsten var i den senere Tid bleven bedre end 100 Aar tilforn, men ellers ser man godt, at den kirkelige Aand efterhaanden var sunket; ti naar undtages ganske yderst faa af de yngre Salmer, var de ikke længer fulde af den Aand og Kraft, den Tro og det kristelige Heltemod som Salmerne fra Reformasjonstiden. „Klagesangen er nærved at have overdøvet Lovsangen. Selv naar Hjærtet jubilerer „som Fuglen ved Dagen den klare“, da er det ikke saameget fordi Vor Gud han er saa fast en Borg, omend Djævle mylrede her paa Jord, men fordi det forlyster sig ved den Fryd, som er udi Engle-Kor. Stykkerne i Salmebøgerne bliver altid længere om Pønitense, Kors og Modgang; medens Festsalmerne bliver lange, slæbende Betragtninger, istedetfor fyndige Udtryk af den Tro, som overvinder Verden, og det Haab, som ikke beskjæmmes. Fædrene havde sunget med Jakob: Her er Guds Hus og Himmerigs Porte; nu gik man i Ørken og d. om Længselen efter Kanaan og Kananitternes Træsked“.[2]

Men nu fremstod der en Kirke-Skjald, som ikke paa Jord har mange Ligemænd, og Thomas Kingo er hans Navn. Hans Bedstefader var kommen fra Skotland, hvor i Oldtiden de forunderlige Ossianske Sange blev digtet; og medens Kingo ligesom havde bevaret den brittiske Kjæmpeaand, havde han tillige af sin danske Moder arvet en mærkværdig Kjærlighed til det danske Tungemaal. Han holdt det for Skam og Skade, at man blot skulde efterabe andre Folk og laane af dem, og siger blandt Andet følgende mærkelige Ord: „De Danskes Aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige lige saa højt mod Himmelen som Andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske Vinger“. Det var i Aaret 1674 han udgav første Del af sit „Aandelige Sjungekor“, der med stor Begjærlighed blev modtaget: 3 Aar senere blev han Biskop i Fyen, og 6 Aar derefter fik han kongelig Befaling til at udarbejde en ny Kirkesalmebog; men da denne blev færdig (eller egentlig blot „Vinterparten“ af den) 1689, blev den ikke taget for god, blandt Andet fordi man syntes, at han havde gjort vel store Forandringer ved de ældre Salmer, og at Bogen vilde blive for stor. Kongen nedsatte omsider en hel Kommissjon, ikke saameget for at gjennemse og bedømme Kingos Bog som især for at udarbejde en ny. Det er denne, som blev færdig 1699 og endnu bruges i mange af vore Menigheder. En hel Del af Kingos herlige Salmer blev ikke taget med, f. Eks. „Vaagn op, og slaa paa dine Strænge“, „Nu rinder Solen op“, „Hvad er det for en Snække“, „Hvor lifligt er det dog at gaa“, „Far, Verden, far vel“ (?), „Fryd dig i Guds Behag“; men Bogen indeholder dog saa mange og gode Salmer af ham, at den vel fortjener at bære hans Navn. Hvormange tusinde Sjæle har ikke nu i over halv- andet hundrede Aar hjærtelig glædet sig ved slige Kvad som „Vær trøstig, Sion, Jesu Brud“, „Hvor stor er dog den Glæde“, „Se, hvor nu Jesus træder“, „Op Sjæl, bryd Søvnen af“, „Som den gyldne Sol frembryder“, „Min Sjæl og Aand, opmuntre dig“, „Jeg glæder mig, o Jesu, ved min Daab, „Hvor dejlig skal Guds Kirke staa“, „O kjære Sjæl, frygt aldrig mer“, samt desuden hans Passionssalmer og hans herlige Morgen- og Aftensuk! – Størstedelen af Bogen er forresten ældre Salmer og Oversættelser, og her maa vi erindre Præsten Søren Jonæsøn, som paa den Tid med stor Dygtighed oversatte og efterlignede flere tyske Salmer, f. Eks. „I Døden Jesus blunded“, „O Helligaand, kom til os ned“, „Den Idræt Gud er tækkelig“, „Gud Helligaand i Tro os lær“. Bogens Salmer er derfor saare forskjellige med Hensyn til Formen; i Kingos, Jonæsøns og andre yngre Salmer er Versemaalet og Rimet gjærne meget godt, hvorimod de fleste ældre er saare uregelmæssige. Havde hine To faat raade, vilde ogsaa de gamle Salmer blevet renset for overflødige Stavelser og altfor gammeldagse Ord. Kingo siger derom, at den poetiske Kunst i de forrige Tider „ej var kommen til den Art og Øvelse som nu“, og at „de gode salige Mænd lod deres Rim løbe paa fri Haand. Det var saa de Dages Maner, og klingede da meget vel; og det bør at være langt fra enhvær af os, at vi skulde vilde mene eller tale andet end vel om det, som har været saa gudeligt og vel ment til Guds Ære og hans Menigheds Opbyggelse. Ingen af os er heller saa fuldkommen, at han jo kan vente sig at blive overmestret af en anden; ti Gud giver ikke eet Slags Folk, meget mindre een eller faa Mænd paa een Tid og i een Alder, at kunne begribe Alting, men en Dag skal kundgjøre den anden Vidskab“. – Slige Ord har ogsaa vi godt af at mindes; ti ogsaa nu tiltrænges begge Dele: at læmpe og rette paa det Brøstfældige, uden dog at ringeagte vore Fædre, som fandt Smag og Glæde deri.

Kingos Salmedigtning er mærkværdig ved sin frejdige lutherske Trosfasthed, ved sit vide kirkelige Blik, ved sit rige Billedsprog og ved sin historiske Sans. At han har stillet os Evangelierne, Bibelens Fortællinger om Jesu Hændelser og Liv, saa levende for Øje, er maaske det herligste ved hans Salmesang. At forresten ogsaa den har enkelte smaa Pletter eller Støvgran, som nu trænger til varsomt at viskes af, det skal jeg siden vise.

Jeg kan ikke forlade Kingo uden endnu at gjøre opmærksom paa en Ting, som viser hans store poetiske Konst, og det er den ældgamle Bogstavklang (Allitterasjon), der saa ofte gjennemtoner hans Salmer. Hos Oldtidens Skjalde, tildels i Kjæmpeviser og fornemmelig i Ordsprog og Mundheld findes en Mængde saadanne Bogstavrim, som f. Eks. i Talemaaden: „Det er hværken Fugl eller Fisk“; ligesaa i: Fyr og Flamme – fri og frank – fra Top til Taa – Ro og Rast – Vejr og Vind – tryg og tro – bygge og bo – Spot og Spe – Synd og Sorg – Lyst og Længsel - Sol og Skjold – Bod og Bøn – Laas og Lukke – Sind og Sans – Liv og Lyst – Maal og Med – Tro og Tak – Mund og Mæle. Det samme findes saa tit hos Kingo f. Eks.: Hører til, I høje Himle – Himlens hele Harmoni – Glem dog ej andægtig Graad – Hjærtet klapper og er koldt – Løgn og Last og alle Lyder – Han min sidste Søvn vil gjøre Salig, rolig, sagt’ og sød. – Hvem føler ikke, at dette giver Sangen et hjemligt, folkeligt Præg, hvorved den baade klinger bedre i Øret og fæster sig dybere i Hukommelsen!

Efter Kingos Tid var der ligesaavel som forhen Mange, der skrev Salmer, mer eller mindre gode, skjønt ikke paa langt nær saa gode som hans. Præsten Bruun i Kragerø udgav sin „Sjungende Tidsfordriv“; Præsten P. Dass paa Helgeland (af skotsk Slægt) er bekjendt baade af sin „Aandelige Tidsfordriv“ og sine Katekismi-Sange, der vandt stort Bifald paa sin Tid og endnu synges af Almuen; og Præsten M. Volqvartz paa Ørlandet har ogsaa enkelte Salmer i sin Bog „Sjælens Luth“. Den livfuldeste af disse er unægtelig Dass. I Danmark kan vi især mærke os Jørgen Sorterup (mest bekjendt af sine ypperlige Heltesange), Biskopperne Thura og Hygom (Forfatter til „Jesu, din søde Forening at smage“) og endelig Biskop H. A. Brorson. Han har baade digtet og oversat en Mængde Salmer; men selv om han ikke havde været Fader for flere end de 3: „I denne søde Juletid“, „Den yndigste Rose er funden“ og „Op al den Ting, som Gud har gjort“, saa havde han endda været den største Salmedigter i det 18de Aarhundrede. Der er rigtignok en himmelvid Forskjel paa ham og Kingo, som han langtfra kan maale sig med hværken i kirkeligt Syn eller kristelig Kraft; men hans Sang er saa inderlig from, saa smeltende og sød, at man let forglemmer hine Mangler. Medens Kingos Harpe bruser som en mægtig Basun, som en højtidelig Orgelklang gjennem Kirkens Hvælvinger, klinger derimod Brorsons som ubeskrivelig milde, venlige Fløjtetoner i en stille Aftenstund. Selv ud- gav han sine fleste Salmer under Navn af „Troens rare Klenodie“, og hans „Svanesang“ udkom Aaret efter hans Død 1764; men allerede 1740 havde Pontoppidan efter Kongens Befaling samlet en Salmebog, der skulde afløse Kingos, og hvori Brorsons samt nyere tyske Salmer udgjorde Hovedparten. En stor Del af Kingos Salmer blev dog ogsaa taget med; men Bogen blev ikke indført, undtagen i Slotskirkerne og tildels i Slesvig, dels vel fordi den var saa stor, og dels fordi Folket rimelgvis følte, at den var mere passende til Husandagt end til Kirkebrug. De fleste Salmer i den handlede blot om Sjælens indre Tilstand, hvorimod Luther og Kingo mest havde lovet og priset Vorherre for det, som alle Kristne har tilfælles, og som alene kan gjøre os salige – altsaa for Ordet og Sakramenterne i den kristne Kirke. Og i Menighedens offentlige Forsamling bør udentvivl dette være Hovedsagen.

Man havde nu i Danmark siden Reformasjonen haft 2 store Strømme af Salmedigtning, hvori Kingo og Brorson var Mestersangerne. Men nu, under Fredrik den Femte, var det, at Tyskeren Klopstock skrev sit berømte Konst-Digt „Messiaden“, hvor Kristi Liv og Gjærning blev besunget med al den poetiske Glans, som før kun var at finde i de bedste verdslige Digte. I Lighed dermed begyndte man at indrette Salmerne; man syntes de gamle var for simple, og tog nu sin Tilflugt til en Mængde Lignelser og Talemaader, som ofte var idel højtravende Klingklang uden synderlig Kjærne; – man vilde ligesom hjælpe Andagten til Himmels paa „Marmortrapper“. Den, som i anden Poesi bedst efterlignede Klopstock, var den alvorlige Johannes Evald, men af Salmer skrev han kun faa. Den sidste, som han dikterede,

da Døden nærmede sig, begynder saaledes:

„Udrust dig, Helt fra Golgata!
Løft højt dit røde Skjold!
Thi Synd og Død – du ser det, ja –
Angribe mig med Vold“.

Langt flere digtede derimod Madam Boye, og hendes Salmer, tilligemed nogle af Præsten Lund og en stor Del ældre, udgjør Indholdet i den Salmebog, der blev samlet af Ministeren Guldberg og Biskop Harbo og udkom 1778. De ny Salmer har naturligvis her mere Sving end de ældre, men Kraften er ikke meget stor; de blev især medtagne, „for at den Oplyste kunde finde den Aandsopløftelse han attraar“, ret ligesom om Kingos og Brorsons ikke havde Kraft til at opløfte enhvær den, som blot har kristelig Tro og barnligt Sind. Enkelte af Bogens nyere Salmer er vistnok vakre; men altfor ofte er Klopstock maadelig efterlignet, og Salmerne fulde af opskruet Ordbram, der ret kan kaldes „lydende Malm og klingende Bjælder“, f. Eks.:

„Naturen sov ved tændte Nattefakler,
Ved Millioner skinnende Mirakler“.

Bogen blev da snart hæftig angrebet, fordi den ikke var simpel nok; det var ogsaa en Bølgeslag fra Tyskland, hvor Gellerts Simpelhed var kommen ovenpaa Klopstocks Poesi. Men nu var det tillige, at den ukristelige Aand tog Overhaand, og saa skrev man Salmer uden kristelig Kjærne og bibelske Talemaader – kort sagt „upoetisk Poesi“ – Altsammen for „Simpelhedens og Fattelighedens Skyld“. Blandt Salmedigterne i Slutningen af det 18de Aarhundrede maa især mærkes 3 Normænd, Edvard Storm, Præsten Frimann og Biskop Brun, der alle hørte til de mest kristelige og poetiske i sin Tid, og af hvilke den sidste aabenbar var „den største Salmedigter mellem Brorson og Grundtvig“. Af Bruns mange Salmer kan især nævnes: „Jesus lever, Graven brast“, „Hos Gud er idel Glæde“, „Aand over Aander, kom ned fra det Høje“, „Tænk ej, at Troen er en Tanke“.

I Aaret 1790 udnævnte Kongen en Kommissjon af 5 Mænd, Ove Malling, Abrahamsen, Rahbek, Riber og Storm, Allesammen ansete Skribenter, for at udarbejde en ny Salmebog, der kunde være smagelig for den tørre, aandløse Tid. Otte Aar derefter blev de ogsaa færdig med „Den evangelisk-kristelige Salmebog“, hvorom man ganske træffende har sagt, at den trods sit Navn er ingen af Delene – hværken evangelisk eller kristelig eller en Salmebog. Og anderledes kunde det heller ikke ventes, naar man vilde fabrikere[3] Salmer – frembringe en ny Salmebog uden at have nogen stor Digter. Hvor forskjellige de foregaaende Salmebøger end havde været, saa var de dog alle lige deri, at de optog og beholdt endel ældre Salmer, og idethøjeste rettede Et og Andet i dem med varsom Haand; men her tog man saagodtsom intet Hensyn til det Gamle; de faa ældre Salmer i Bogen er saaledes omstøbt, at man ikke godt kjender dem igjen uden paa Begyndelsesordene. Ogsaa yngre Salmer, f. Eks. af Brun, Frimann, Thaarup, Storm, Hjort, Zetlitz, Bunkeflod og Kampmann, maatte finde sig i mange Forandringer, der som oftest gik ud paa at gjøre dem ret „forstaaelige“ ved at udslette og omskrive de livfulde Ord.

Dog – da der vistnok er Adskillige, som ikke indser, at denne Salmebog har mange og store Brøst, baade i kristelig og poetisk Henseende, saa faar jeg endnu give nogle Fingerpeg. – Som man ved, er det baade af Paulus og Luther fremstillet som Kristendommens Kjærne, at Troen er Hovedsagen at alle vore bedste Gjærninger, endsige de sletteste, ikke er tilstrækkelige til Salighed, og, at skal vi frelses, maa det ene og alene ske af Guds Naade ved Troen paa Kristus; – hvor denne Tro isandhed er levende tilstede, der føder den nødvendig Kjærlighed og gode Gjærninger. – Men at ikke denne Kristendommens Hovedlærdom fremstilles i sin fulde Kraft og Renhed her i Bogen, det er dog ler at se. Enkelte faa Steder nævnes rigtignok Troen som Hovedsagen, og som oftest er Ordene saa svævende og ubestemte, at de kan forklares paa flere Maader; men altimellem synes Troen at betragtes blot som en løs Mening, en tom Tanke, der ikke har Kraft til at frembringe et helligt Liv og Levnet, og altsaa ikke kan retfærdiggjøre Mennesket, uden at man ved Siden af den beflitter sig paa Dyd. Derfor heder det saa tit, at man blir salig „ved at tro Jesu blide Lære og ved at følge hans Bud“ – at vi frelses „ved Tro og Dyd“, retsom om den sidste ikke allerede ligger indesluttet i Troen og vil nødvendig udspringe af den, hvor den blot er levende. Ja enkelte Steder forbigaaes endog Troen aldeles, og „Dyden“ alene, Efterligningen af „Jesu Mønster“ o. s. v. nævnes som Salighedens Grundvold f. Eks. i No. 299:

Den Dyd, som prøvet er i Nød,
Bereder til en salig Død.
Og du vil os, som Fader blid,
Vist kalde did,
Hvor evig lønnes skal vor Flid“.

Det heder ogsaa, at jeg blir „lyksalig her og salig der, naar jeg fører min hele Vandel efter Guds vise Bud“; og et andetsteds, at „ethvært Guds Bud bereder os til Salighed“.[4] Og endnu tydeligere udtales den samme Tanke i No. 363 saaledes:

„Og naar jeg saa dit Sandheds Ord adlyder,
Jeg følger dig, saavidt jeg kan, i Dyder.
Da ved jeg vist, at Naadens Gud mig lønner,
Mig evig lønner.“

Hvem maa ikke her mindes Jesu Ord, at vi er unyttige Tjenere, selv da om vi havde gjort alt hvad der er os befalet, endsige naar vi blot gjør „hvad vi kan!“ Vil man end forklare Salmebogens mange Ytringer saa mildt som mulig – og det bør vi vistnok bestandig gjøre – saa kan det dog alligevel ikke nægtes, at Forholdet mellem Tro og gode Gjærninger er fremstillet anderledes end i Bibelen – er idetmindste skjævt; og den, som kjender Kirkehistorien, maa indrømme, at ialfald mange af Salmerne indeholder lignende Ytringer som Semi-Pelagianernes.

Om Kristi Gjærning til vor Salighed lærer Bibelen tydelig nok, at han først og fremst har forløst os ved sin Død og Opstandelse for os, i vort Sted, og dernæst ved sin Lære og sit Eksempel eller Liv. Men ogsaa dette er i Salmebogen aldeles endevendt, saaat der tales allermest om „hans blide Lære“ og, hans „Mønster for os“, og meget mindre om hans Forsoningsdød og Opstandelse. At Kristi Fyldestgjørelse i vort Sted ikke læres klart i Bogen, er let at bevise. Som vi ved, udraabte nemlig Jesus paa Korset, at Gud havde „forladt“ ham; og Kingo synger derfor meget herligt saaledes:

„For min Skyld blev du saa forladt
Og af Guds Vrede taget fat,
At aldrig jeg forlades skal
I Dødens grumme Dyb og Dal“.

Men i den ny Salmebog heder det No. 164:

„Dog Gud, din Gud, dig ej forlod,
Derpaa grundfæster jeg mit Mod“.

Det kan man kalde at omskrive en gammel Salme! Her ser da Enhvær, at ikke blot Kingo men Kristus selv imodsiges, og at begge Salmedigterne trøster sig ved Ting, der er hinanden aldeles modsat.

Men er Bogen semipelagiansk i en Ting, saa er den reformert med Hensyn til Sakramenterne. Nadveren betragtes alene som et „Erindringsmaaltid“; der findes i Bogen ikke et Ord om, at vi der tillige faar Jesu Legeme og Blod; vi skal kun „mindes“ hans Kjærlighed, mindes hans Lidelse og Død, og det er dette Minde, som „styrker Sjælen“. Daaben omtales ikke som et virkeligt „Gjenfødelsens Bad“, men kun som et „Samfunds-Baand“ og som en „Pagt“. – Endnu værre er det med Kirkebegrebet; det heder nok, at Kirken, „Guds Sandheds Helligdom“ staar paa en Klippe, men Kjendemærkerne paa denne Kirke og paa Sandheden blir ikke nævnt; og ved vi ikke, hvad Kirken er for noget, hvorpaa vi skal kjende, og hvor vi skal finde den, da hjælper det os lidet, om der forsikres, at den skal „staa til Verdens Ende“.

Salmer om Guds indre Førelser med den Troende er der saagodtsom ingen af. Men endda værre er det, at en Kirke-Salmebog mangler egentlige Højmesse-Salmer, det vil sige historisk-poetiske Salmer, som slutter sig nøje til Kirkeaarets Evangelier, og hvoraf Kingo har saa mange.

Ser vi saa hen til Poesien, saa er Bogen idetheletaget mat og tør, uden Billedsprog og Lignelser og altsaa uden Liv og Fynd. Verslinjerne har rigtignok sit rette Stavelsetal, og Rimet er upaaklageligt; dog er der hist og her dannet Rim ved at gjentage samme Ord 2 Gange f. Eks. i No. 271 og 286. Men selv om Formen her var at ligne ved „Sølvskaaler“ – hvilket den dog heller ikke er – saa hjælper dette lidet, naar Poesiens „Guldæbler“ er borte. Nogle faa Salmer om Guds Egenskaber og Forsyn, samt om Døden, har en Smule poetisk Duft – det er det Hele; ellers er der saagodtsom overalt simpel Hværdagsstil („jævn Prosa“) sat paa Rim og „metrisk klippet“, som den bekjendte Tode kaldte det, da Bogen kom ud. De gamle Kjærnesalmer, som man har benyttet, er allesammen udvandet, saa der knapt er en fattig Eftersmag igjen af deres gamle friske Fylde; man kan blot sammenligne „Vor Gud han er saa fast en Borg“ eller „Jesu dine dybe Vunder“, saaledes som de findes her og hos Luther og Kingo. Det er en stor Sjældenhed at finde brugt et bibelsk Billedsprog som f. Eks. de Kristnes „Børneret“ og himmelske „Borgerskab“, „Guds Naadebord“, „det ny Jerusalem“; og aldrig forekommer der en dyb og dejlig Talemaade som „Livsens Brød“ og Livets Vand“, „Gjenfødelsens Bad“, „Vintræet og Grenene“, Guds „Menighed“ og „Kristi Brud“, „Guds Finger“, „Verdens Ørk“, „Livsens Krone.“ Yderst sjælden findes et troskyldigt (naivt) og fyndigt Udtryk som f. Eks. „barnligt Sindelag“, at „Guds Ord maa bo blandt os“, „Haand i Haand“ og „sammenknytte os ved Troens Baand“, eller et folkeligt Ord som „kjendelig“; men derimod nok af kjedelige, slæbende Ord som „Pligt og Dyd“, „Jesu Bud“, „i Alt og Alt“, „Jesu Mønster“ (istedenfor hans Eksempel), „Jesu blide Lære“ (istedenfor glædeligt Budskab), eller endog ren Usans, f. Eks.: „O, Herre frels min svage Dyd“[5].

Behøver man mere Vidnesbyrd om Bogens Usselhed, saa vil jeg endnu gjøre opmærksom paa en Kjendsgjerning, som er uimodsigelig, og det er, at Salmesangen aldrig har været mattere og sjældnere i Kirke og Hus, end siden den evangelisk-kristelige Salmebog blev indført. Hvor der er endel gudeligt Liv i Folket, bruges den aldrig uden i Kirken, og det fordi man der maa bruge den; og de, som derimod ikke føler Trang til nogen anden Salmebog, de synger vist ialmindelighed ikke ret Meget. Var Bogen uagtet al sin Usselhed virkelig afholdt, da var det vistnok bedst at lade Folket faa beholde den; ti det nytter lidet men skader meget at paatvinge Nogen aandelige Goder, som han ikke finder Smag i, og som han derfor ikke vil bruge ret. Men da næppe Mange har synderlig tilovers for denne Bog, er vel Intet ønskeligere, end at den jo før jo heller afløses af en ny.

Nu er der maaske dem, som vil sige, at skal man afskaffe den evangelisk-kristelige Salmebog, saa kan man jo tage Kingos eller Guldbergs isteden. Men dette er dog sikkert ikke tilraadeligt, ti man kan visselig snart og let faa en Salmebog, der har alle de Fortrin, som findes ved disse Bøger, uden at have deres Mangler; ja vi har allerede Salmesamlinger, som vistnok i enhvær Henseende kan maale sig med dem og i enkelte Stykker endog er bedre. Jeg vil naturligvis ingenlunde tillægge Kingos Bog nogen ukristelig Lærdom; men Versemaalet, Sproget og enkelte Talemaader, kort sagt, Formen, er ikke saa god som den i vore Dage kunde og burde være. Den, som Kjender lidt til slige Ting, vil jo godt forstaa, at Salmer, som er mellem halvandet og tre hundrede Aar gamle, maa have en og anden liden Flæk. Sproget, Smagen og Digtekonstens Regler har nemlig i den lange Tid forandret sig saa meget, at det næsten er et Under, at Salmerne klinger saa godt som de gjør; – ogsaa dette er da et Vidnesbyrd om, hvilke Mesterværker de var iforhold til sin Tid. Jeg har forhen sagt, at de kan lignes ved herlige Malerier, der gjennem Tiderne er bleven belagt med lidt Støv, og hvis Rammer ikke altid falder saa ganske i Nutidens kristelige og poetiske Smag, men som blot behøver en Smule varsom Oppudsning for at straale i sin fulde Glans. Naturligvis er der stor Forskjel paa dem, saaat enkelte vel endog bestemt bør udelukkes fra en ny Salmebog.

At Rimene mangesteds i Kingos Bog er daarlige, det ved vel Enhvær; især gjælder dette om de Salmer, som tidlig blev oversat fra Tysk. Dernæst er der en endnu langt større Mangel ihenseende til Versemaalet; Stavelse-Tallet er rent galt, snart forlidet og snart for stort; tunge og lette Stavelser staar ikke paa sin rette Plads, og Alt dette gjør dem saare vanskelige at synge til en rimelig Melodi. Skal man faa en vakker Kirkesang, bør derfor Verslinjerne rettes og Stavelserne faa sit rigtige Tonefald, – og hvem vil ikke give mig Ret i, at Sangen bør være saa vakker som mulig! Det er jo som Brorson siger, at man bør bruge „al sin Konst og Flid“ for at „ophøje Guds Naade“, og vakker Sang er ogsaa en skjøn Konst. Det sømmer sig ilde, at man mangengang kan synge vakkert udenfor Kirken men stygt inde i den – vakkert om verdslige Ting men stygt om de guddommelige. Engleskaren og de Salige i Herrens Himmel synger sikkert med liflig Røst og yndige Toner, og skulde da ikke ogsaa vi gjøre vort Bedste dermed? Men Menighedssangen klinger ikke i sin fulde Kraft og Skjønhed, uden man følges ad enstemmig og samdrægtig; og dette er igjen umuligt, dersom ikke Versebygningen nøje svarer til Melodien. Spør man efter, hvilke Salmer i Kingos Bog har Folket likt bedst, saa faar man ogsaa høre, at det er slige som: „Den Idræt Gud er tækkelig“, „Hvor dejlig skal Guds Kirke staa“, „O Helligaand kom til os ned“, „Gak under Jesu Kors at staa“, „Gud Helligaand i Tro os lær“ o. s. v. – kort sagt, de Salmer, som ogsaa har det bedste Versefald. – Forat Enhvær desbedre kan forstaa, hvad jeg mener, faar jeg atter anføre et Par Eksempler. I Salmen „Sjunge vi af Hjærtens Grund“ skal enhvær Verslinje begynde og ende med en tung Stavelse; men naar nu andet Vers begynder saaledes: „Takke og prise hans Godhed“, saa er der en Stavelse formeget, og den sidste Stavelse (bed), som skulde være tung, er desuden let, hvorved Tonefaldet og Klangen forkvakles. „Mit Barn, frygt den sande Gud“ skulde have samme Versefald, og dog er her den første Stavelse lettere end den anden; men her kan Tingen meget let rettes ved at sige: „Frygt, mit Barn, den sande Gud“, ti da faar hvær Stavelse den rette Vægt, og Enhvær hører vel, at det nu falder lettere baade at læse og synge.

For Rimets Skyld er der gjort større Vold paa enkelte Ord, end der nutildags gjøres i en god Sang. Somme er forkortet f. Eks.: End’, Plag’, Ær’, Elend’, et Mørk’, en Tidend’, det evige God’, Pin’, Kvid’, Klod’ (istedenfor Ende, Plage, Ære o. s. v.). Andre Ord er igjen forlænget, f. Eks. Borrig (Borg), blinder, unger (blind, ung), Skaale, Kvale (Skaal, Kval), røder, føder (rød, fød), en Regenter (Regent), dine Orde (Ord), here (her).

Af latinske Ord findes der mange: f. Eks. benedidet (velsignet), Maledidelse (Forbandelse), Legater (Sendebud), Kreatur (Skabning), Ægteskabs-Stat (Stand), Pønitense (Anger og Bod). Men endnu værre er det med tyske, halvtyske og selvgjorte Ord, saasom: vedersige (modsige), Kloghed, Haanhed, berende, Gast, Anslag (Forsæt), behaft, gelinge, Hinderhold (Baghold), Anmodighed, betee, nam (tog), belades, belænket, befangen, Forlangen, begegne, erlange, undfalde, Hoffart, begyde, beflækker, Æres Val (Udvalg?), doble (spille), keerte, Lilium, forgræmmed, krænkelig (forkrænkelig), den jødiske Fund, Slus, undertrine, Begjæring og Vild’, beruster, indælte, frilig, Gjenstrid, Storlighed, Trygge, befalder, afslette (udslette), udrotter.

Saa kommer vi til rene Sprogfejl, f. Eks.: „Se Liljerne hos de Enge“ – „Maanen tændes og falmer sit Skin“ – „Han vilde og lægge dem Hænderne paa“ - „Det er stort altid Gud at Takken gjøre“ – „Sin Vilje Gud os kjendte“ – Guds Søn „vil tage sig vort Kjød oppaa“. „Slet“ betyder i Almusproget flad, men i det nuværende Bogsprog det samme som daarlig; „slet formørket“ er derimod i Kingos Bog det samme som aldeles formørket. – Naar det heder: „Af Gravens Sted hint mørke Opstod vor Sjæleven, Dernæst ved Engles Styrke Blev Stenen væltet hen“ – da ser det ud, som om Stenen blev fravæltet, efterat Kristus var opstanden. Om Maria siges der: „At ved den Helligaand Hun stedse uden Meen blev en Jomfru ren“, som, hvis det tages efter Bogstaven, maatte betyde, at hun aldrig havde ægteskabelig Omgang med Josef. Slige Unøjagtigheder bør naturligvis rettes. Det samme kan gjælde med Hensyn til unødvendige Gjentagelser, f. Eks.: „Saa min Jesus af sin Grav Og det dybe Dødens Hav Opstod ærefuld af Døde“. Her siges igrunden det samme 3 Gange: han opstod af Døde = af Dødens Hav = af sin Grav. Alle Rettelser bør forresten gjøres saaledes, at Meningen gjengives og Salmen ikke blir daarligere.

Endelig er der adskillige Talemaader hist og her, som i en Salme ikke er ganske smagfulde og tækkelige; den samme Mening kan ogsaa indklædes i andre Ord, der er lidt sømmeligere og værdigere. Til slige Talemaader maa henregnes: „Kjærlighedens Brynde“ (bør hellere hede Ild eller Brand) – Judas „søndersprak“ – at opstaa „med Skind og Ben“ – at Kristus „sloges ihjæl paa Korset“, at han blev „stegt og dødet“ – Jesu „Blodedam“ – „Satans Klo“, hans „Gab og Strube“ – at Mennesket har sit „Kjøkken“ og faar „sit Foer i Moders Liv“ – at Daabsnaaden er vort „Gevær (istedenfor Vaaben eller Værge) mod Satan“ – og at de jødiske Præster kaldes „Helvedhæster“.

Enkelte af Kingos Salmer er ogsaa vel lange. Det er ingenlunde min Mening, at en Salme kun bør være en 3 til 4 Vers; den kan vistnok gjærne have dobbelt saa mange, eller endog lidt flere; og naar man faar mere poetiske Salmer end de i den evangelisk-kristelige Salmebog, vil man visselig heller ikke, som Mange nutildags, kjede sig ved Kirkesangen og finde den for lang, men tværtimod finde ligesaa stor eller endog større Glæde i den end i selve Prækenen. Men desuagtet er det vist, at der dog maa være Maade med Salmens Længde; en 10–12 Vers bør vel være Højden; hvis ikke, vil Forsangeren, og kanske Menigheden med, lettelig gaa træt, og da kan ikke Sangen være gavnlig.

Hvad her er sagt om Kingos Bog, gjælder ogsaa for en stor Del om Guldbergs, der har omtrent de samme Mangler. Jeg mener altsaa at have bevist, at ingen af de 3 gjængse Salmebøger er saa god, som vi maa ønske: den ene lider af indvortes ulægelig Skade, og de andre to af ydre Brøst. Slutningen blir altsaa, at vi maa ønske og haabe en bedre Kirke-Salmebog.

Spør man nu, hvad en ny Salmebog til Kirkebrug bør indeholde, saa kan der jo tænkes 3 Slags Svar, enten blot gamle Salmer, eller blot ny, eller ogsaa et Udvalg af begge. Men den første Fremgangsmaade er vistnok ingenlunde den rette, omend Enkelte er af en modsat Mening. Der har endnu aldrig siden Reformasjonen været udgivet en eneste Kirke-Salmebog, uden at den ogsaa har indeholdt endel ny Salmer. Saaledes var det med Hans Thomissøns, saaledes med Kingos, saaledes med Pontoppidans, saaledes ogsaa med Guldbergs, og saaledes var det endelig med den evangelisk-kristelige. Dette synes noksom at være et tydeligt og bestemt Fingerpeg ogsaa for os – saa det kommer da blot an paa en Ting, og det er, om vi har nogen nyere Salmer, som fortjener at tages med, et Spørsmaal, som trygt tør besvares med Ja. – Den anden Mening, at nemlig en ny Salmebog skulde indeholde blot ny Salmer, er endnu mere forkastelig. Saa rige som vi er paa gode gamle Salmer, der enten kan optages aldeles uforandret eller med ubetydelige Rettelser, vilde det være uforsvarlig at gaa denne Skat forbi og slaa Vrag paa Kirkesangens herligste Arvegods. Ældre Salmer bør ganske vist udgjøre Hovedparten i en ny Salmebog; saa har det omtrent været med alle foregaaende Bøger, undtagen den evangelisk-kristelige, der er den eneste, som har forsøgt at støbe Alt af Nyt. Vi anser det altsaa for en afgjort Sandhed, at det retteste er at gjøre et skjønsomt Udvalg af alleslags Salmer, baade de gamle og de ny – at tage det Bedste, som findes hos de mærkeligste Salmedigtere baade nu og før.

Her er da ogsaa Stedet til at betragte den nyeste Salmedigtning; og Enhvær, som kjender til Sagen, maa da indrømme, at de sidste 30–40 Aar har været ualmindelig rige paa Salmedigtere. Det er meget træffende sagt, at ligesom Luther sang, da Kirkens ny Dag havde sin Morgenrøde, saaledes var Kingo Højmesse-Skjalden, medens Brorson ligesom stemte Harpen til en stille, inderlig Aftensang. Guldbergs og den evangelisk-kristelige Salmebog – der begge blev smedet sammen, uden at nogen stor Sanger var fremstaat – vidner endelig om Kirkens indbrydende Nat. Men allerede i forrige Hæfte har jeg paavist, at ligesom det ny Aarhundrede er bleven en ny Tid i Aandens Værden idethele, saaledes er ogsaa et nyt kirkeligt Liv, en ny kristelig Dag oprunden. Denne Morgenstund har ligesaavel som den foregaaende haft sine kirkelige Sangfugle, men ingensteds flere og kraftigere end her i Norden og fremforalt i Danmark; og det vilde være baade Skam og Skade aldeles at stoppe Ørene for deres Røst.

Da rimeligvis ikke alle „Folkevennens“ Læsere kjender tilstrækkelig til denne Sag, og enkelte maaske endog har en Smule Tvivl, om der virkelig gives nyere Salmer, som er værdt at tage med – saa faar jeg oplyse Sagen med Eksempler, idet jeg nøjere omtaler hvær Digter for sig.

Præsten C. J. Boye i Kjøbenhavn, som var Normand af Fødsel og nylig døde af Kolera, har udgivet en Mængde „Aandelige Digte og Sange“, hvoraf især hans Salmer til de forskjellige Aarstider synes mig meget heldige.

I en Vaarsalme af ham heder det f. Eks.:

Hvor dejlig er den unge Vaar!
I Brudeklæder Højen staar,
Og Markerne sig pryde.
Hvor er Guds Jord dog lys og smuk!
Jeg tren herud med Sorg og Suk,
Og dog maa jeg mig fryde.


Med Salmekor af Trille-Slag,
Med Støtter og med hvælvet Tag
Staar Skoven som en Kirke;
O Skaber, i dens Helligdom
Hver brusten Knop fortæller om,
Hvad du formaar at virke!“

Om Søndagens Betydning synger han blandt andet:

Dage komme, Dage svinde,
Lifligst er dog Herrens Dag;
Da vi Naadeporten finde
Aabnet under Kirkens Tag.
Det er Hjærtets Hviletid
Under Verdens Storm og Strid;
Der er godt at bo og bygge,
Der er Fredens Palmeskygge.“

En anden dansk Præst, M. N. Schmidth, har udgivet endel „Bibelske-Sange til Kirkeaarets Søn- og Festdage.“ En af disse begynder saaledes:

„Det er saa svært, det ene Punkt:
Forlad de onde Veje!
Det falder Kjød og Blod saa tungt,
Kun Himmerig at eje.


Det gaar saa let, det er saa nemt
At ære Gud med Munden,
Mens Sjælen er for Synden stemt
Og Hjærtet slet i Grunden.


Man snor og vender sig, vil ej
Ret dyrke Gud alene;
De Fleste gaar den brede Vej,
Vil tvende Herrer tjene.“

og slutter med følgende Vers:

„Den Sti er trang, som Maalet naar,
Hvor vi skal Kronen eje –
Vend om, vend om, hver Sjæl, som gaar
Paa Syndens brede Veje!“

En Salme ved Kirkeaarets Slutning ender han saaledes:

„Som Kristi Kirke,
Saa ældes ogsaa vi.

O, lad os virke,
Mens Dagen staar os bi!
Lad med hverandre,
Til Hytten synker ned,
Os trofast vandre
I Jesu Kristi Fjed
Og minde Andre
Om Herrens Herlighed!


Farvel, du kjære,
Du gamle Kirke-Aar!
Til Herrens Ære
Syng højt, mens du forgaar!
Til Lysets Trone
Løft Sjælens Harpeklang!
Lad festlig tone
Udi din Undergang
Om Kristi Krone
Din klare Svanesang!“

Af en tredie Præst dernede, H. A. Timm, har man „Aandelige Sange“, „Søn- og Festdags-Salmer“ saavelsom „Aftensangs-Salmer“. Som Prøve paa hans Digtning kan anføres Følgende:

„Der er et Naadens Klædebon
Beredt ved Herrens egen Haand,
I det skal Sjælen klædes.
Selv Salomo i al sin Pragt
Ej uden denne Højtidsdragt
Skal for Guds Aasyn stædes.


O, hvis jeg til min Gud ej kom
I Himlens store Helligdom
Med andet Skjul og Klæde,
End det, jeg selv mig har beredt,
O ve, da var jeg ilde stedt,
Da dømte mig hans Vrede!


Men Lov og Pris dig være sagt,
Min Gud, du selv en Højtidsdragt
Har skjænket fra det Høje,
Hvormed jeg uden Angst og Nag
Skal iført paa hin store Dag
Staa yndig for dit Øje!


Min Jesu bitre Død og Men
Det er den Klædning liljeren,
Min Aand skal sit iføre
Med Troens Kraft i Ydmyghed
Paa det jeg hist i Himlens Fred
Kan Naadens Stemme høre!“

Atter en anden Præst, T. V. Oldenburg, der døde ung 1842, har skrevet Salmer, især Missjons-Salmer, der udmærker sig ved sin dybe, livfulde Aand.

Et Suk igjennem Verden gaar;
Ej Verden selv det Suk forstaar,
Som klager fra dens Hjærte.
Hvor højt den ler og larmer – dog
Der bor i Hjærtets dybe Krog
En svar, en lønlig Smerte.


I Verdens Ørk, i golde Støv
Gaar Adams-Ætten stum og døv
Og blind for Livets Strømme.
Fra Himlen lyder Herrens Ord
Om Lys og Liv paa dunkle Jord,
Men Verden gaar i Drømme.“

Og i en anden Salme synger han saaledes:

„Under Korset vil jeg træde,
Bære det med stille Glæde;
Korset, Frelser, er jo dit.
Gaar min Vej i mørke Dale,
Dog mit Maal i Himlens Sale
Skuer Øjet fro og frit.


Før mig kun, hvor Døden truer,
Før mig gjennem Trængsels Luer,
Gjennem Storm paa vilden Hav!
Som du vil, o Jesu kjære,
Naar kun du, kun du vil være
Selv min stærke Støttestav!“

Den berømte Digter Ingemann har udgivet „Højmessesalmer“ samt endel „Morgen- og Aftensange“, hvilke sidste især har en blid og barnlig Duft. Salmen for tiende Søndag efter Trefoldighed begynder med dette Vers:

Jesus græder – Verden ler:
Vanvid sjunger mellem Grave –
Syndens Træl ej Dybet ser;
Døden danser med sin Slave;
Sjælen sig i Lænker glæder –
Verden ler – men Jesus græder“.

I en af hans Morgensalmer heder det saa inderlig dejlig om Solen:

„Den kommer fra den fagre Kyst,
Hvor Paradiset laa;
Den bringer Lys og Liv og Lyst
Til Store og til Smaa.


Den hilser os fra Livets Hjem,
Hvor størst Guds Lys oprandt
Med Stjernen over Bethlehem,
Som Østens Vise fandt.


Du Soles Sol fra Bethlehem,
Hav Tak og Lov og Pris
For hvert et Glimt fra Lysets Hjem
Og fra dit Paradis!“

Og saa kommer vi sidst til N. F. S. Grundtvig, der nu, saavidt jeg ved, af alle Kyndige erkjendes for Hovedmanden i den nyere danske Salmedigtning – Hovedmanden i det 19de Aarhundrede, ligesom Brorson var i det 18de og Kingo i det 17de – og for den, der af alle Salmedigtere ligner Luther og Kingo mest. Forresten har jeg allerede i forrige Hæfte (Side 231) betegnet det Ejendommelige ved hans Salmesang. Første Bind af hans „Salmeværk til den danske Kirke“ indeholder 400 Salmer, hvoraf endel Oversættelser; men disse sidste er imidlertid saa fri, at de fleste af dem rettest kan betragtes som aldeles selvstændige Sange. Og endda er de religiøse Kvad, som er trykt andetsteds, maaske ligesaamange. At der iblandt den store Masse, trods Dunkelheden hist og her, ogsaa er en hel Del Salmer, som Enhvær kan forstaa, ja som udmærker sig ved Velklang – det vil sees nedenfor. Tankerigdommen og Dunkelheden gjør dem forresten kjærere, jo længere de bruges.

Man har sagt, at Kingo kunde kaldes Paaskedigteren, fordi hans Salmer synes ligesom at være gjennemstrømmet af den sejerrige Kraft, der viste sig i Kristi Opstandelse – og Brorson Juledigteren; ti aldrig synger han renere og smukkere end om „den søde Juletid“. Grundtvig kan da med fuldkommen Ret kaldes Pinseskjalden; ti om Aanden og Kirken med al dens Herlighed og Naademidler, især „Troen og Daaben“, drejer sig dog hans hele Sang, selv da naar han digter sin „Paaskelilje“, eller om Julen synger: „Velkommen igjen, Guds Engle smaa!“ – Der kan ogsaa gjøres en anden Sammenligning mellem disse 3 store Salmedigtere; de svarer paa en Maade til de 3 største Apostler, Peder, Paulus og Johannes, der igjen svarer til de 3 store kristelige Dyder: Tro, Haab og Kjærlighed. Kingo er ligesom Klippe-Troens urokkelige Bannerfører og Brorson Kjærlighedens milde Tolk, medens Grundtvig ret isandhed kan kaldes Haabets Sanger. Ja, det levende Haab om Guds Riges Fremvækst paa Jorden, indtil det naar sit fulde Maal – det har vel næppe gjennemstrømmet nogen Kirkeskjald saa fuldelig som ham.

Førend jeg meddeler Prøver af hans Salmesang, maa jeg endnu tilføje, at han mer end nogen Anden har vidst at benytte folkelige Ord og Talemaader; hans Salmer er ikke blot kristelige og kirkelige men ogsaa danske; han har ligesom forenet Davids og Kjæmpevisens Skjaldekonst. I at bruge Bogstavrim overgaar han endog Kingo, og af hans malmfulde Ord kan nævnes: soleklar, stendød, iskold, klippefast, fuldgod,[6] sjæleglad, Helsot, Banesaar, Fostbroderskab o. s. v. Som Eksempel paa denne kristelige Kjæmpevisestil, forenet med Efterklang af David, kan anføres en Indgangssalme af ham:

„Guds Menighed, syng for vor Skaber iløn,
– Engle synge med –
Som gav os til Frelser sin enbaarne Søn!
Saa liflig lege vi for vor Herre.


Slaa Harpen, du fromme Salmist paa Jord,
– Strængen er af Guld –
For Jesus vor Konge, Guds levende Ord!
Saa liflig lege vi for vor Herre.


Da høres de glødende Tungers Røst,
– Aanden er os nær –
Som bringer os altid den evige Trøst.
Saa liflig lege vi for vor Herre.“

Vil man have en Prøve paa hans Tankerigdom og Rimkonst, kan man læse:

Hvede-Kornet og Vinranken
Selv sig kalder Herren min:
Saa med Flid han fører Tanken
Hen til Bordets Brød og Vin,
Hvor det Himmelske i Aanden
Og det Jordiske i Haanden
Sammensmelte, Eet i Grunden,}}

Som i Ordet saa i Munden,
Til vor Sjæls og Legems Tarv.“

Som et Eksempel paa et storartet poetisk Syn vælger jeg følgende Vers:

„O himmelske Udsigt fra Kirke-Bjerg!
Du rækker til Saligheds-Byen.
Og Døden han er kun en liden Dværg
Mod Kjæmpen histoppe i Skyen.


Den Kjæmpe ledsager mig i min Grav,
Af Kjærlighed kan ikke andet;
I Badet vi gjorde Fostbroderskab,
Og Blod har vi visselig blandet.


Naar Dværgen det ser, at vi følges ad,
an synker med Hyl i Afgrunden;
I Løngangen vandrer jeg sjæleglad;
Med Kjæmpen til Paradislunden.“

Hvad kan være vakrere, end naar han i en Julesalme siger, at som „Guds kjære Børn“ skal vi „holde Jul i Himmelby“, og at da

„Paa Stjernetæpper lyseblaa
Skal glade vi til Kirke gaa!“

Hvilken Velklang er der ikke f. Eks. i følgende Vers om Aandens Virkning:

„Sandelig, det var Guds Finger,
Som gav Bruden Ørnevinger,
Midt i Ørken Hus og Gaard,
Som gav Korsets Ord fra Østen
Sangerstemmen, Kjæmperøsten
Gjennem atten Hundredaar!


Derfor gløde vore Tunger,
Derfor sødt det i os sjunger,
Naar vi prise Jesu Navn
Og vor Sjæl i Kirkeordet,
Smeltende ved Naadebordet,
Synker sødt i Jesu Favn.

Eller hvad kan være mere gribende, end naar han saaledes paakalder den Helligaand:

Sjælesørger fra det Høje!
Hold med os et vaagent Øje,
Vogt de Smaa for Falk og Høg!
Væk de Dorske, styrk de Svage,
Tugt de Trygge, fryd de Spage,
Gjør os daglig Husbesøg!


Dan vort Hjærte, løs vor Tunge,
Saa vi bede, saa vi sjunge
Yndelig i Jesu Navn!“


Skjænk os, skjønt vi bo paa Sletten,
det Høje Indfødsretten,
Guds Rige Borgerskab!“

Af hans bekjendte Salme „At sige Verden ret Farvel“, maa fremhæves følgende Vers:

„Hvor tit hos dig end Trøst jeg fandt,
Naar Hjærtet skjalv, og Graaden randt,
Og Verdens Bølger bruste,
Ved Støvet hænger dog min Sjæl,
Og Slangen bider i min Hæl,
Skjønt du dens Hoved knuste.


Kom i den sidste Nattevagt
I en af mine Kjæres Dragt,
Og sæt dig ved min Side!
Og tal med mig som Ven med Ven,
Om hvor vi snart skal ses igjen
Og glemme al vor Kvide!“

Og tilsidst faar jeg tage en Salme, der i en kort Hovedsum udtrykker, hvad han er som kristelig Pinsedigter, som kirkelig Skjald.

„Fra Himlen kom den Helligaand,
Helligaand,
Og løste Jordens Tungebaand.
Halleluja, Halleluja!

Han kom som Jesu Kristi Tolk
Med Tunger ny til alle Folk.


Han kom med Ild og Kraft fra Gud
Til alle Herrens Sendebud.


Hvor frit de tale trindt paa Jord,
er Aand og Liv er Jesu Ord.


Der mærker ret Herrens Røst,
Der føler Hjærtet Aandens Trøst.


Der Sjælen ser i Spejlet klart
Sin Frelsers Glans og Himmelfart.


Der skaber og, til Herrens Pris
Guds Aandepust et Paradis.


Der er Guds Stad og Hus paa Jord
Med Herrens Bad og Herrens Bord.


Der løfter I en Lovsang ny
Paa Englevinger højt i Sky.


For Ild og Kraft og Lys og Fred
Da synger Kristi Menighed.


Da holder med sin høje Gjæst,
Høje Gjæst,
Guds Folk en liflig Pinsefest.
Halleluja, Halleluja!“

Jeg haaber nu at have bevist, at der findes nyere danske Salmer, som er værd at synge i Kirken; hvis Rummet tillod det, kunde ogsaa det samme vises om endel svenske saavelsom enkelte norske. Jeg kommer saaledes tilbage til, at Bogen rettest bør indeholde de bedste Salmer fra alle Kirkens Tider og af alle kristelige Sider, hvorved den ligesom blir en Afspejling af den hele aandelige Livsfylde, Kirken gjennem Aarhundreder har haft. Er Meningerne forskjellige, saa gjælder det just om Billighed mod alle Parter. Til Kirkebrug kunde nok saaledes jeg og Flere fornemmelig ønske Salmer af Luther, Kingo og Grundtvig; Andre vilde rimeligvis helst foretrække Brorsons og Paul Gerhards, og atter Andre ønskede vel især Salmer af Wallin, Boye og Timm. Da nu ingen af disse 3 Sider er ukristelig, men den ene kun mer eller mindre kirkelig end den anden, saa er det uden al Tvivl det Retteste at tage billigt Hensyn til dem alle. Indeholder Bogen f. Eks. et eller halvandet hundrede Salmer, henhørende til hvær af de nævnte 3 kristelige Hovedanskuelser, da vil der være nok at vælge imellem; enhvær Præst og Menighed vil da kunne finde nok for sig. Men som sagt, kun det Bedste af det hele Salmeforraad bør det være; – og at det ogsaa vil ske, derom maa vi have godt Haab, da Landstad – fornemmelig i sine „Hjertesuk“ – har bevist, at han har poetisk Evne til baade selv at istemme værdige Salmetoner, og til læmpelig at ændre de gamle Kvad, der tiltrænger Hjælp.





Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Denne Lovsang var naturligvis skrevet paa Latin og er oversat mange Gange og paa mange Maader. Den norske Oversættelse, som bedst ligner Originalen, skal være den, som findes i Wexels’s mindre Salmebog.
  2. Se det store herlige Værk „Den danske Salmedigtning“ af Brandt og Helweg.
  3. Man udsendte nemlig rundt om i Landet Indbydelse „baade til Teologer, Medicinere, og Jurister“ om at forfatte og indlevere Salmer; og der kom flere – slig de var – end Kommissjonen kunde tage imod.
  4. I Bibelen heder det derimod, at Loven (Guds Bud), saalangt fra at gjøre os salige, tværtimod fordømmer os, da vi har overtraad dem alle – og at derfor Frelsen maa komme ad en anden Vej (Evangeliet). Bibelen taler derfor heller ikke om nogen anden Løn end Naadeløn, som altsaa ikke fortjenes ved vor Flid.
  5. Bibelen taler aldrig om „Dyd“, men vel om kristelige „Dyder“.
  6. Det er sagt offentlig, at Ordet „fuldgod“ i forstærkende (superlativisk) Betydning skulde være urigtigt, og at det f. Eks. burde hede: Han er „full god“, d. e. vel (vistnok) god. Men denne Paastand er aldeles uden Grund. Begge Skrivemaader kan bruges, men gir en meget forskjellig Mening. Ordet „fuldgod“ i sin første og egentlige Betydning har jeg hørt blandt Almuen fra min Barndom af (Se til Overflod I. Aasens Ordbog). Kingo har ogsaa Ordet „fuldtro“ i Betydning af fuldkommen tro, meget tro.