Wikikilden

Om den gamle Beskrivelse over Hamar

Ovenfor i nærværende Bind af „Historisk Tidsskrift“ har Professor Dr. Gustav Storm meddelt en Afhandling om det gamle Hamar. Denne Afhandling vil af alle blive modtaget med Tak som et værdifuldt Bidrag til den gamle Biskopsflekkes Historie. Man vil der finde en interessant Sammenstilling af de virkelige Kilders Beretninger om den lille Bys Udseende og Forholde i Middelalderen og dertil for første Gang se de Optegnelser om Egnen trykte, der i 1623 – som jeg maa formode efter Begjæring af Ole Worm nedskreves af stedets Prest, Mikkel Andersen Aalborg.

Hvad der imidlertid særlig har vakt min Opmærksomhed er Professor Storms Kritik af den Beskrivelse over Hamar, der vistnok selv angiver sig at være skreven i Aaret 1553, men som ligesiden Begyndelsen af vort Aarhundrede almindeligvis er bleven henført til en langt senere Tid og tilmed bleven anseet for et upaalideligt og apocryphisk Stykke. Professor Storms Kritik har ført ham til et andet Resultat: han mener at have godtgjort, at Beskrivelsen virkelig har den i dens Indledning angivne Alder, og han ser i Skriftet „en trohjertig Beretning, som ikke kan frakjendes Betydning som historisk Kilde“.

Skal jeg dømme efter et personligt Indtryk, da ser Prof. Storms Defensorat for Beskrivelsen ret tiltalende ud. Skjønt jeg nemlig selv fra gammel Tid af med Justitiarius Berg altid havde anseet denne Beskrivelse for betydelig yngre, end den ifølge sin Indledning gjør Krav paa at være, var jeg dog efter første Gjennemlæsning af min Collegas Afhandling et Øieblik ikke utilbøielig til at tro, at han havde Ret. Men – strax derefter vaagnede rigtignok mine Betænkeligheder, og de bleve, da jeg gav mig ifærd med atter at granske Emnet, stadig stærkere og stærkere. Jeg har derfor troet at burde offentliggjøre disse mine Studier, og at lade det staa sin Prøve, hvorvidt deres Resultater skulle befindes grundede eller ikke.[1]

Den Sag, hvorom her er Talen, er ikke ganske ringe. Det gjelder nemlig ikke alene Beskaffenheden af en Kilde til en norsk Bys Historie. Spørgsmaalet har ogsaa stor Betydning for den dansk-norske Literaturhistorie i Almindelighed. Thi har Storm Ret i sin Paastand, da bliver Hamars gamle Beskrivelse „af 1553“, saavidt jeg skjønner, det ældste topographiske Særskrift i vort dansk-norske Modersmaal, og da tillige Beskrivelsens Stil og Fremstilling vistnok i flere Henseender er et godt Stykke forud for den, man ellers kjender fra det sextende Aarhundredes Midte, staa vi her – forudsat at Storms Beviser holde Stik – ligeoverfor et mærkeligt Phænomen i vor Literatur. Spørgsmaalet faar saaledes en større Interesse endog for danske Lærde, end et særligt norsk Emne i Regelen kan paaregne, og det kunde derfor være tænkeligt, at ogsaa en eller anden Historiker eller Sprogkjender i Broderlandet vilde give sit Indlæg med i den Debat, jeg her aabner med min lærde Collega.

I.

I den Intimation, der vistnok findes i alle Udgaver og Haandskrifter af „Beskrivelsen“, berettes, at paa Hammer Gaard – det vil sige den forrige Bispegaard, der 1537 var seculariseret og forvandlet til Residents for den kgl. Befalingsmand – vare i Aaret 1553 den 22 Juli hos denne Embedsmand, Christiern Munk, forsamlede en ældgammel, ja hundredaarig Cantor Trugels,[2] tre andre navngivne Sogneprester og Kanniker, foruden andre Geistlige, Lagmanden, to navngivne Adelsmænd og mange andre „ædle og uædle“, „item gamle Odelsbønder og andre forstandige Mænd“. I denne Forsamling, som man kunde tænke sig foranlediget ved retslige Forhandlinger for Lagmand og Capitel, blev, heder det, „overseet alle Bispernes Bøger og Breve“ – „hvilket (sic) de havde med deres egne Hænder underskrevet“. Disse Bøger og Breve „bleve gjorte i en Bog og beseglet“ og denne Bog „efter Kongelig Majestæts Befaling nedsendt til Hans Majestæt“. Christiern Munk lod dog det, „der var gjort i en Bog“, indføre ogsaa „i sin egen Bog“. Derpaa følger nu den Beskrivelse, om hvis Beskaffenhed og Alder her er Talen.

Storm „kan ikke se noget, der taler imod denne Intimations Ægthed“. Og en Støtte for den finder han deri, at – hvad heller Ingen bestrider – alle de i Intimationen angivne Personer virkelig levede paa den Tid og det just i de dem i samme tillagte Stillinger. Men desuagtet kunde dog Intimationen nok være uægte, thi dens Forfatter kan meget let tænkes at have havt for sig et eller flere ægte Dokumenter fra 1553 eller nærliggende Aar og fra dem at have udskrevet Navnene for at give sit Fabrikat Troværdighedens Skin. Der er undertiden i anerkjendt falske Diplomer Spor til, at saadan Fremgangsmaade har været forsøgt. Men hvad der gjør Intimationen positivt mistænkelig, er Bemærkningen om, at Bispernes Bøger og Breve vare egenhændig underskrevne af disse. Thi det ved Enhver, at endnu paa den Tid, hvorom her er Tale, brugte man ikke at underskrive Dokumenter, men Sigiller traadte i Underskriftens Sted; heller ikke i „Bøger“ af den Art, hvorpaa her maa tænkes, f. Ex. Erkebiskop Olafs Regnskabsbøger i Münchener-Samlingen, den „røde Bog“, Aslak Bolts Jordebog osv., vil man søge eller finde Underskrifter. Dernæst vilde det være mere end besynderligt, om man i dette ene Møde skulde kunne overkomme ikke alene at „overse“ hine Archivalier, men ogsaa „samme Tid“ at „gjøre dem i en Bog“. Endvidere lyder det paafaldende, at alt dette skal være skeet paa Christian III.s Befaling. Neppe kan der paavises noget Spor til, at denne halvtydske Konge har omfattet Norges Historie i Almindelighed eller noget specielt Emne deraf med den Interesse, som et saadant Paalæg maatte forudsætte.[3] Man ledes altsaa til at gjætte paa, at maaske nogen af Kongens Omgivelser blandt Danmarks Aristokrati kunde have ønsket sig Efterretninger om det gamle Hamar og foranlediget en kgl. Befaling om, at saadanne skulde nedsendes. Heller ikke dette forekommer dog meget rimeligt. Naturligvis laa det nærmest at tænke paa Johan Friis, der bevislig ikke alene særlig interesserede sig for Samtidens Historie og var en af dens Traditioners Bærere, men ogsaa eiede mange Haandskrifter af historisk Indhold,[4] deriblandt – en Oplysning, jeg skylder Professor G. Storm selv – ogsaa norske Lovhaandskrifter. Men herfra at slutte til, at han skulde have staaet bag nogen saadan Befaling til Chr. Munk, som den her omtalte, forekommer dristigt. Et er at indlemme i sin Samling Haandskrifter, som man leilighedsvis overkommer ogsaa fra Norge, et andet at stille Opgaver i norsk Historie.

Skulde dernæst en saadan Sammenkomst af Adel og Bønder, Geistlige og verdslige virkelig have fundet Sted og det med en saa stor Solennitet, da vilde det ligge meget nærmere at tro, at Hensigten var at foranstalte en Registratur over det gamle Archiv, thi i saa Tilfælde kunde det virkelig have sin Betydning og Vigtighed at constatere med Vidner, hvad der forelaa til Registrering, og derved godtgjøre, om det nogensinde kunde paakræves, at alt var medtaget og intet puttet tilside. Det er jo ogsaa bekjendt nok, at netop paa denne Tid, hvorom her er Tale, begyndte virkelig de Registreringer af Stifts-, Kloster- og Slots-Archiver, der fortsattes under de to følgende Konger, og som i vore Dage ere udgivne af „Danske Selskab“.[5] Saaledes registreredes Archivet paa Tommerup 1550, det paa Kallundborg 1551 og det paa Silkeborg 1558. Og hvad jeg særlig vil bemærke er den Kjendsgjerning, at der i 1558 virkelig er udgaaet kongelig Befaling til Capitlerne i Throndhjem og Bergen om at lade sine Archiver registrere og at lade denne Registratur affatte i tre Exemplarer, af hvilke den ene „skulde forskikkes til Kongen“; er saadant virkelig skeet, ere altsaa mindst to norske Registraturer fra hin Tid gaaede tabt. For Bergens Vedkommende bød Kongebrevet, at Lensmanden, Christopher Walkendorf, skulde sørge for Befalingens Efterlevelse.[6] Tænkeligt kunde det altsaa være, at Intimationen (om den var ægte) egentlig var en Indledning til en tabt Registratur over Hamars Bispearchiv, og at denne Indledning saa senere var anbragt som Indledningsord til den oprindelig ganske uvedkommende Beskrivelse. I ethvert Tilfælde vil Læseren snart blive var, at Beskrivelsen ikke holder, hvad Intimationen lover.

II.

Thi allerede ved en flygtig Gjennemlæsning af den foreliggende Beskrivelse vil man forstaa, at Bispernes efterladte Bøger og Papirer ikke kunne have været dens Hovedkilder. Det er aabenbart paa Traditioner i Egnen, at Beretningerne væsentlig hvile, hvortil – som Prof. Storm vistnok med al Ret paaviser – ogsaa komme visse Bylove og Byvedtægter, som dog vel at mærke efter hans egen Indrømmelse ikke have været gjældende paa Hamar, men af Forfatteren udenvidere have været overførte paa denne Bys Fortid. Jeg anser det overflødigt at opholde mig ved disse Fabler, f. Ex. om „Stadsens“[7] Brevdragere „med Hammer Byes Vaaben paa sig“ o. s. v. Jeg gjør kun i Forbigaaende opmærksom paa, hvor utroligt det dog maa synes, at de kyndigste Mænd paa Hedemarken allerede i 1553 skulde have indbildt sig, at hine Love og Vedtægter nogensinde havde været gjeldende paa Hamar, Mænd, der dog selv havde kjendt Hamar ogsaa i dets tidligere Egenskab af Biskopsresidents.

Ihvorvel saaledes „Bispernes Breve og Bøger“ ikke danne Grundlaget for Beskrivelsen, saa ere disse dog unegtelig paaberaabte i denne paa flere Steder. Kun Skade, at Paaberaabelsen altid sker paa en saadan Maade, at Mistanken strax vækkes om, at Forfatteren ikke citerer Dokumenter, han selv har seet og benyttet, men alene anfører Beretninger, der efter Forlydende dengang skulde have været at finde i hine Breve og Bøger.

Der fortælles i Beskrivelsen efter „Bøgerne“, at Hamar ved Aar 1300 skal have havt 1800 Borgere eller, som de ogsaa kaldes, „væragtige Mænd“, et Antal, som dog i „Biskop Sivords Tid“ (ɔ: omtrent 100 Aar senere) skulde være formindsket til nøiagtigt det Halve, 900. Det følger af sig selv, at ogsaa Prof. Storm fuldt er enig i begge disse Tale Umulighed. Da han imidlertid tror paa Ægtheden af Intimation og Beskrivelse, maa han forsøge en Forklaring af disse høie Talangivelser og stræbe at udfinde, hvorledes de „trohjertige“ Archivforskere af 1553 have kunnet misforstaa „Bøger og Breve“ paa en saadan Maade. Han foreslaar da at antage, at Byen Hamar er forvexlet med Hamar Stift. Han anser det da „ikke usandsynligt“, at der ca. 1300 har været holdt en Mønstring paa Hamar over 1800 Mand, hvilket nogenlunde skulde svare til halv Almening af Stiftets antagne Folkemængde (ca. 24000 Mennesker), ligesom der ogsaa ca. 1400 „kan“ have været holdt en lignende Mønstring over 900, idet ved den sidste Leilighed „maaske ikke alle Dele af Oplandene ere medtagne“. Denne Fortolkning kan maaske ved første Øiekast forekomme ret skarpsindig. Men for det første hviler den paa blot og bar Gjætning, og dernæst er den, nærmere beseet, ikke engang sandsynlig. Thi sæt endog, at „Mønstringer“ ved begge de angivne Tider have fundet Sted; saa have de dog sikkerlig ikke været anstillede stiftsvis. Hvorfor skulde nemlig Landets geistlige Inddeling komme i Betragtning ved militære Operationer? Ganske vist kunde man for en Del af stiftets Fylker eller Sysler have et naturligt Mønstringscentrum ved Hamar, men ingenlunde for alle Bygder, neppe nok for hele Hadafylke og slet ikke for Numedalen og Thelemarken.

Langt nærmere turde det ligge at forklare disse Tal som ligefremme Folkesagn, ja som Vandringssagn. Thi saadanne overdrevne Talangivelser om Hamars Befolkning findes ogsaa andensteds og hos Forfattere, der ikke kunne antages at kjende hverken Bispearchivet eller den Beskrivelse, der skal datere sig fra 1553. Den ovennævnte Mikkel Andersen Aalborg angiver i 1623 Maximumstallet 1800. Og Peder Claussøn fortæller, at Hamar havde 1600 Borgere.[8] Den sidste Forfatter har desuden en Beretning om sit eget Stifts Hovedstad, Stavanger, der ganske paafaldende stemmer med den Hamarske Tradition. Den lyder saa: „Denne By [Stavanger] haver i fordums Dage været meget større og ypperligere, end den nu er, og kan man endnu se Grundvoller ½ Fjerding fra Byen, hvor Huus og Gader haver været, og siges at skulle have boet 700 Borgere derudi, somme mene 1800“.[9] Hvilken Overensstemmelse! Men baade Stavanger og Hamar vare i Virkeligheden kun smaa Biskopsflekker. Paa begge Steder har imidlertid Mythedigtningen i det sextende Aarhundrede floreret og skabt Sagn om en overdreven Bebyggelse og et overdrevet Folketal. Forskjellen er kun, at Hamarsagnene ere fyldigere, og at Stavanger-Sagnene ikke paaberaabe Archivdokumenter. Men man kan opdrive ogsaa flere Exempler paa, hvad jeg her med et Fællesnavn vil kalde „Borgersagn“. Saaledes hørte jeg i 1876 personlig paa Veø i Romsdalen et Localsagn om, at denne „By“ skulde havt – 400 Borgere, noget, som i høi Grad morede mig, thi medens der paa Hedemarkens Sletter og ved Stavanger dog idetmindste er Rum til saamange Borgere, som det skal være, vilde der paa den ganske lille Del af Veø, som kan have været bebygget, umulig have været Albuerum til 400 Borgere med Familie og Tjenere, allermindst om der skulde have været bygget paa Middelalderens spatiøse Vis. Og dette Sagn fra Veø er ikke ganske nyt, jeg har seet det i Throndhjem i en Opsats fra forrige Aarhundrede (saavidt jeg erindrer, dateret fra Vestnes Gaard), af hvilken jeg dog ikke har min Afskrift ved Haanden. Ogsaa for Oslos Vedkommende har man et Borgersagn, idet der, som bekjendt, i Christiern II.s Tid (1508) anførtes, at Byen, som da kun havde 60–80 „husarme, fattige Mænd“, før Tydskernes Tid skulde have havt „500 eller 600 rige og velemnede Mænd, Norges Rige til Hjelp, Trøst og Bistand“.[10] Der spores i dette Sagn en priselig Moderation i Sammenligning med de ovenfor omtalte grove Skryderier, men stort mere end et løst Sagn kan vel heller ikke Tallet for Oslos Vedkommende antages at være.

Hamarsagnet fremviser en jevnt synkende Borgerskala. Fra 1800 ved Aaret 1300 daler Borgertallet først, som vi have seet, til 900, men saa nøier Beskrivelsen sig for de sidste Biskoppers Tid med at fortælle os om „200 Gaarde og 200 Borgere, dog største Parten Embedsmænd, foruden Kvinder og Børn, som var vel mere end 4 Gange saa mange“.[11] Det forstaar sig, at det er af „Bisp Mogensis og Bisp Hermans Bøger og Breve“, at denne Oplysning udgives for at være hentet. Det lyder imidlertid besynderligt, at gamle og erfarne Folk i 1553 ikke skulde kjende disse Forhold bedst af egen Erfaring, thi i 1553 vare kun 16 Aar forløbne siden Mogens’s Afsættelse (1537). Havde hine 200 Gaarde og 200 Borgere existeret i Mogens’s Tid, maatte vistnok i 1553 mangfoldige Gaarde endnu have staaet paa sine Pladse og en stor Del Borgere endnu have levet, ifald – de nogensinde havde existeret. I Forbindelse med disse 200 Gaarde og 200 Borgere anføres nu videre, at „udi lige Maade“ (ɔ: af det undersøgte Archiv) kunde man „forfare“, at Bisperne vare forpligtede til at stille 100 „geruste“ Mand (ɔ: Ryttere) i Felten, naar Krig paakom. At den geistlige øvrighed i det tyndt befolkede Stift skulde til Stadighed stille 100 Ryttere, maa forekomme os at være en stor Fordring, selv om man tager Hensyn til, at Bisperne ogsaa stundom skulle have været forlenede med en Del af Hedemarken. Endog Christiern II, der dog ikke kan beskyldes for at have sparet sine Biskopper, forlangte dog i sin Svenskekrig ikke mere end 40 Mand af hver af Bisperne i Oslo, Stavanger og Hamar.[12] Beretningen om 100 Ryttere som en sædvansmæssig Contingent minder forøvrigt paatagelig om den Fortælling om et enkelt Tilfælde, der findes i den Hamarske series episcoporum hos Jens Nilssøn.[13] Her fortælles nemlig, at „Biskop Sigvardus“ bistod Erik af Pommern med 100 Ryttere til et Tog imod de oprørske Svenske, en Beretning, der ikke kjendes andetstedsfra. Skal en saadan Hjelp være ydet i Biskop Sigurds virkelige Funktionstid (ca. 1381–1419), da maa man vel tænke paa Krigen i 1389, men da var det jo ikke Erik, men Margrete, der beherskede Riget. Nu har imidlertid Beskrivelsens Bisperække anbragt Sigurd paa et urigtigt og senere Sted, og man skulde da tænke paa Toget i 1439 mod Elfsborg, ifald man kunde stole paa, at Undsætningen virkelig var ydet Erik af Pommern.

Iøinefaldende er den Rolle, som netop denne Biskop Sigurd spiller i Beskrivelsen. Som anført feiler denne i Henseende til Sigurds Levetid, men til Gjengjeld har den Beretninger baade om hans Herkomst (fra Storbønder i Romedal), om hans Strenghed i at øve geistlig Disciplin og om hans Iver for at forøge sin Bispestols Besiddelser. Netop hans „Breve og Bøger“ er det ogsaa, som med paafaldende Forkjærlighed paaberaabes i Beskrivelsen. Historien ved ikke ret meget om Sigurd at fortælle udenfor hans Nævnelse som Deltager i Møder og Statsakter, men paa Oplandene synes han at have været en Sagnfigur. Til hans Tid henføres, som vi have seet, baade et Svensketog og en af Borgerangivelserne, til hans Tid ogsaa et Tal (300 eller med en Variant 3000) paa Hamars Communicanter, og endvidere til hans Tid en gammel Priskurant, der beretter, at man kunde udi Bisp Sivords Tid kjøbe den bedste Alen Fløiel for 8 Skilling og Silketøi for 3 Skilling for Alnen, „men hvor god Mynten var i de Dage, det maa Gud vide“; ligeledes kunde man holde en Discipel i Skolen for 8 Skilling om Aaret o. s. v. Jeg negter ikke, at disse Varepriser fra „Biskop Sivords“ Dage tvinge mig til at tænke paa et Sted i Peder Paars, det nemlig, hvor en Borger i en liden jydsk Kjøbstad fortæller saalunde:

– – Ach, jeg seer, det er mod Verdens Ende,
Alting forværres. Mig har sagt min salig Fâr,
At i Kong Erichs Tid slig Kjøb paa Alting var,
Før vi begyndte her i Landet saa at synde,
Man for sex Skilling fik af bedste Øl en Tønde,
For otte Skilling man da kjøbte bedste Soe,
Man ikkun gav en Mark paa Torvet for en Koe.
......................................
......................................
Men samme Varer nu dog sælges saa ulige,
Nu man i Tjeneste en lumpen skiden Pige,
En Kokke-Tøs kan ey for fire Daler faae.“[14]

Mon ikke den jydske Spidsborger har havt omtrent samme Bekjendtskab til „Kong Erichs“ Archiv som Forfatteren af Hamars Beskrivelse til „Biskop Sivords“?

Et Argument, hvorpaa J. Chr. Berg i sin Tid i væsentlig Grad støttede sin senere almindelig bifaldte Antagelse, at Beskrivelsen ikke kunde være forfattet 1553, var hentet fra følgende Sted, som ogsaa jeg maa anføre in extenso:

„Item kunde man forfare af Bispernes Bøger og Breve,
som de lode efter sig udi Hammer, at der, som nu ere Maaser
og Gaaremyrer og slemt Uføre, der var paa den Tid herlige
Fiskevande, saa at Hammers Borgere og Indvaanere finge
der megen Fisk nok til Bedste; noksommelig ogsaa bevises
kunde, dersom Rigens Fiender paa den Tid ikke havde
opbrændt og forstyrret Hammers Gaard.“

Hvad er Meningen af dette Sted? Analyserer man det, faar man Følgende: Nogle fordums „herlige“ Fiskevande ere efterhaanden forvandlede til Sumpe og Moradser. Men at de virkelig i sin Tid have været Fiskevande, det kunde man engang i Verden bevise af Bispernes Bøger. Nu kan man derimod ikke mere bevise det, thi Rigets Fiender have brændt Hamar Gaard (og dermed ogsaa hine Bøger).

Berg antog, at der ved Branden og Forstyrrelsen maatte tænkes paa, hvad der i Syvaarskrigen (1567) foregik, og at altsaa Beskrivelsen maatte være yngre end 1567. Dette er naturligvis uforeneligt med Storms Betragtning, at Beskrivelsen er forfattet i det i Intimationen angivne Aar 1553. Han maa altsaa søge at udfinde andre og ældre Brande og Forstyrrelser. Til den Ende henviser han til nogle Begivenheder, der vides at have fundet Sted i 1453 og i 1502. I disse Aar kan virkelig ogsaa Hamar Gaard siges at have været i „Rigens Fienders“ Vold, indtagen første Gang af Kong Karl Knutssøns Tropper, anden Gang af oprøreren Hr. Knut Alfssøn. Men han overser, at ved ingen af disse Leiligheder er der nogensomhelst Anledning til at antage, at Bispegaarden skulde være „opbrændt og forstyrret“ eller Archivet være tilintetgjort. Hvad der vides om Begivenheden i 1453, vil findes samlet i mit, ogsaa af Prof. Storm citerede, Skrift „Kong Christiern I.s norske Historie“ S. 87. Man vil se, at Gaarden først kom i Svenskernes Besiddelse, maaske endog uden Modstand fra (den bevislig svensksindede) Biskop Gunnars Side, og at den derefter kom i Hartvig Krummedikes Magt, indtil denne omsider maatte finde sig i at give den tilbage til dens retmæssige Herre, Biskoppen. Om Hr. Knut Alfssøns optræden paa Hamar i 1502 vides kun lidet. Man maa tro, at han har vundet Bispegaarden gjennem overrumpling. „Opbrændt og forstyrret“ den har han ikke, thi ellers havde dette sikkerlig ikke været fortiet i det Document, som her er Kilden. Dette Document indeholder nemlig hele hans neppe altfor skaansomt redigerede Synderegister og den bekjendte efter hans Død afsagte Dom over ham som Landsforræder.[15]

At nu „Bispernes Bøger“, hvorpaa det her kommer an, ialfald ikke brændte 1502, det se vi desuden deraf, at der c. 1520–1530 efter Biskop Hermans Copibøger er givet en Udskrift af et Brev fra 1488.[16]

Medens altsaa de af Storm fremdragne Krigsbegivenheder i 1453 og 1502 vise sig ikke at passe paa det omhandlede Sted, passer derimod det, som man ved om 1567, desto fortræffeligere. Da blev virkelig Bispe- (Kongs-) Gaarden „opbrændt og forstyrret“, (den blev „sprængt med Krud“) og var fra den Tid af en Ruin, (hvad den ikke var i 1553). Og ved den Leilighed er da sandsynligvis Bispearchivet ødelagt. Som vistnok væsentlig bestaaende af Adkomstbreve o. desl., der vedkom det i 1537 seculariserede Bispedømmes Gods, var det naturligen forblevet paa Gaarden i Lensmandens Værge. Derimod var Hamar Capitels Archiv fremdeles i geistligt Værge, og dette har idetmindste tildels overlevet 1567. Man ser nemlig, at Biskop Jens Nilssøn i 1594, da han visiterede i Vang, har ladet sig det forevise og har gjort sig bekjendt dermed. Særlig nævnes ved den Leilighed et Document af 1493, hvilket existerer den Dag idag.[17] Men Syvaarskrigen har fremkaldt store Ødelæggelser af Documenter paa Østlandet ogsaa udenfor de offentlige Archivers Skatte. Herom haves et samtidigt Vidnesbyrd af 1570 fra Hedemarken[18] og et andet, vistnok senere, men efter alt Udseende paalideligt fra Eidsberg i Smaalenene. I 1637 fremkom nemlig under en Retsforhandling dersteds følgende Vidneprov: „Nils Aasgaard tilstod, at 30 Aar forleden siden var der en blind Mand, som kaldtes Blinde-Hans, som bekjendte for ham, at der han tjente en Øverste, som kaldtes Mogens Svale, udi den Svenske Feides Tid, tog samme øverste baade paa Opsal og andre Bondegaarde hvis Odelsbreve, som deres Jorder og Gaarde kunde angaa, paa det de dennem af Svensken ikke skulde forkommes, og deres Jorder derover ei i Klammeri geraade.“ Trods Mogens’s gode Hensigt ere da disse Sager ikke blevne reddede.[19]

Storms Hovedstøtte for en Fortolkning, der skal føre bort fra al Tanke om 1567, er ellers hentet fra de i de afskrevne Linjer forekommende Ord: „paa den Tid“. Han vil have „paa den Tid“ forklaret = paa Bispernes Tid ɔ: Tiden før 1537. Denne Forklaring anser jeg ikke begrundet, end sige nødvendig. Det forekommer mig naturligst at forstaa „paa den Tid“ som et almindeligt Udtryk for = „i fordums Tid“, „i sin Tid“, omtrent som Menigmand endnu siger: „atten hundrede og den Tid“ om Tider, som man ikke nærmere bestemmer.

Men lader os et Øieblik tænke os Storms Antagelse om en „Brand og Forstyrrelse“ af Gaard og Archiv i 1453 eller 1502 eller ved begge Leiligheder at være den rette. Hvad vil heraf blive Følgen? Neppe nogen anden, end at hans Paastand om Intimationens og Beskrivelsens Ægthed kommer i Modsigelse med sig selv. Er nemlig Archivet ødelagt i „Bispernes Tid“ (1453, 1502 eller dog før 1537, hvorledes kunde det da i 1553 være Gjenstand for det paastaaede Eftersyn og for den paastaaede Benyttelse af Beskrivelsens Forfatter? Saavidt jeg formaar at dømme, vil dette Sted, hvorledes man end tøier og vender det paa Prokrustes’s Seng, dog tilsidst tjene til at bestyrke ikke Storms, men Bergs og nu senest min Formening om Beskrivelsens Alder og Beskaffenhed.

Det vil ogsaa overhoved være klart, at overalt i Beskrivelsen citeres Bispernes „Breve og Bøger“ i Præteritum. Man „kunde forfare“ af dem, i dem „fandtes“ o. s. v. Saaledes Bergs Udgave i Thaarups Magazin, II. S. 259, 260, 265, 268 (bis). Kun et eneste Sted (S. 259) forekommer ogsaa Udtrykket „findes“. Men herved kan bemærkes, at der ikke haves noget Originalhaandskrift, og at det derfor vel kan tænkes, at „findes“, der kun forekommer den ene Gang, er Feilskrift for det ellers anvendte „fandtes“. I nogle – jeg vil hermed dog ikke have sagt: bedre – Haandskrifter (saaledes det af Christopher Hammer benyttede) mangler endog hele den Passus, hvori „findes“ den ene Gang forekommer.

Min Mening om Beskrivelsens Forhold til det Hamarske Bispearchiv er saaledes i Korthed den, at Forfatteren ikke selv har benyttet Archivet, men kun fortalt, hvad der efter Forlydende skulde have staaet at læse i hine „Bøger og Breve“. Den Art Paaberaabelser af Archivdocumenter hører til de endnu langtfra ikke uddøde Sædvaner. Det er nemlig fremdeles ingen Sjeldenhed, at de bekjendte Væsener, der ere opfyldte af uklar Begeistring for eller besjæles af „moralsk Overbevisning“ om sin egen Families eller sin egen Hjemstavns paastaaede Fortræffelighed eller Herlighed i Fortiden, mene at have hørt (f. Ex. af en Bedstemoder, af en Tante eller endog af en historisk Dilettant), at en skriftlig Hjemmel for deres Phantasier skal findes eller dog i sin Tid have været at finde i dette eller hint Archiv eller i dette eller hint uheldigvis bortkomne Document.

Om de gamle catholske Biskopsrækker kunde der vistnok gjøres mange Bemærkninger,[20] men jeg vil ved denne Leilighed ikke indlade mig videre med dem. Det synes mig rimeligt, at Jens Nilssøn og „Beskrivelsens“ Forfatter tildels have havt fælles Kilder, og deraf forklares da Overensstemmelserne mellem begge.[21]

Prof. Storm mener i et Sted i Listen over de evangeliske Bisper at se et Bevis for sin Mening om Beskrivelsens Alder, – nemlig der, hvor Frederik II i Notitsen om Frands Berg correct kaldes, ikke Konge, men Hertug, hvilket han jo var endnu i 1553. Men er det da mærkeligere, her at finde Frederik kaldet Hertug, end at Christiern II i Bergens Fundats ligeledes findes rigtig benævnt saaledes for sin Tids Vedkommende, da han færdedes i hin By? Ingen vil dog deraf drage Slutninger m. H. t. „Fundatsens“ Alder. Mig forekommer det derhos lidet sandsynligt, at den foreliggende evangeliske Bisperække oprindelig skulde have været afsluttet 1555, altsaa med Frands Berg, og altsaa fra først af kun omfattet tre Navne. Thi Hans Reff kaldes jo i denne series „den allerførste“, en unegtelig noget besynderlig Betegnelse paa No. 1 af et saa lidet Antal som 3. Antager man derimod, at Bisperækken oprindelig har været afsluttet med Glostrup (1617–1639) (og der er neppe noget Haandskrift, hvor ikke hans Navn findes), bliver „allerførst“ (af 7) noksaa naturligt.

Beskrivelsen afsluttes med to noget udførligere Beretninger, den første om nogle Jertegn, den anden om Bispegaardens Overgivelse i 1537 og Biskop Mogens’s Bortreise og Fangenskab i Danmark. Det første af disse Stykker passer ganske ind i Beskrivelsens fabelagtige Kram. Det angaar fornemmelig en Søorm, der skulde have vist sig i Mjøsen. Rimeligvis er det indbildte Syn identisk med den Fabel, som allerede var i omløb 1522. Denne Fortælling blev bekjendt viden om, thi Olaf Engebretssøn bragte den med paa sin Romerreise 1523 og fortalte den i Italien til Jacob Ziegler, fra hvis Verk (1532) den gik over i Olaus Magnus’s Hist. Gent. Septentr. (1555). Derimod staar den anden Beretning, den om Begivenhederne i 1537, betydelig høiere end den første. Den er vistnok lidt romantiseret og holdt i en sentimental Tone, og den indeholder ogsaa enkelte lidt tvivlsomme Træk. At f. Ex. Hr. Truid Ulfstand, Chefen for en stor og velrustet dansk Expedition, skulde have behøvet at kjøbe (af hvem?) Lod og Krud i Norge, er urimeligt. Ligesaa, at Bispen og hans Folk ved overgivelsen kom med „hvide Kjeppe“ i Hænderne, thi vel forekommer denne tydske Skik ogsaa i Norden, f. Ex. i Kjøbenhavn 1536 og paa Elfsborg 1563,[22] men neppe, uden hvor det er tydske Anførere og Knegte, som overgive sig, og saadanne har vel Bispen af Hamar neppe havt i sin Tjeneste. Heller ikke kan Hamars Slots Beleiring og Vaabenstilstanden have medtaget „mange“ Dage: Hr. Truid, som endnu den 29de Mai 1537 var ved Stenviksholm i Stjørdalen, havde allerede den 18de Juni s. A. Biskoppen i sin Magt. Men dog er der i denne Beretning mange Enkeltheder, der aabenbart have sin Rod i levende Looaltradition, maaske endog i ældre nu tabte Optegnelser. Stykket viser sig imidlertid at mangle i en Flerhed af Haandskrifter af „Beskrivelsen“, f. Ex. i det, hvorefter Chr. Hammer paa Melbostad 1774 første Gang udgav denne, og i de to, som Prof. G. F. Lundh havde til sin Raadighed, da han (i Budstikkens andet Bind, 1821) gav en ny (den tredie) Udgave af Skriftet. Muligens tør derfor denne interessante Beretning være „Beskrivelsen“ oprindelig uvedkommende.

III.

Noget, hvorpaa jeg altid har lagt og fremdeles lægger Vegt ved nærværende Spørgsmaal, er den Tone og Stil, i hvilken „Beskrivelsen“ er affattet. Der gaar igjennem Skriftet en vis Romantik, en elegisk og sentimental Aand, som ikke tilhører Reformationstiden, der meget snarere udmærkede sig ved cras Realisme og brutal Haardhændethed. Endog den katholske Kirkes egne Tilhængere vare ingenlunde bange for at angribe Kirker og Helligdomme. Eske Bille f. Ex. var, dengang da han nedrev Bergens prægtige Gudshuse, en god Tilhænger af den gamle Lære og bøiede sig først efter Revolutionen af 1536 modstræbende for den nye Lære; i Bergen fortrædigede han endog Protestanterne og maatte ved Kongebrev fra Frederik I tvinges til at holde inde dermed. Pieteten mod det, Fædrene havde æret, var ringe, og endog Geistligheden gav, da det kom til Stykket, paafaldende let Kjøb. Om Martyrer for den gamle Tro er just ikke megen Tale. Ganske vist gaves der dem, der i Løn sukkede over Ødelæggelsens Vederstyggelighed og ønskede de gamle Tider tilbage, men de vogtede sig helst for at give sine Tanker Luft. Allermindst kan det tænkes, at slige Følelser, ifald de rørte sig hos nogen af de katholsk opdragne Præster, der omtales i „Intimationen“, og hvem man altsaa nærmest maa tænke paa som Forfattere, skulde være komne til Udbrud i et Skrift, bestemt for Erkelutheraneren Christian III eller dog for Datidens Magthavere. Alligevel omtales i Skriftet den catholske Gudstjeneste og Pilegrime, der drage til Rom, ja til det hellige Land, (saadanne forekom i den sidste Del af Middelalderen vistnok yderlig sjelden, om nogensinde i Norge) med en ikke ringe Sympathi og Varme. Vistnok forekomme ogsaa Vendinger som „det blinde Papisteri“, men lige ved Siden deraf har man Ord som disse: „Den, som ikke havde et Stenhjerte, maatte græde af Glæde for Guds usigelige Naade imod Menneskene og Guds hellige Ord og de deilige [catholske] Psalmer, som de hørte sjunge“.[23] Vilde man i 1553 vovet at byde Magthaverne saadanne Ord?

Jeg indrømmer, at der allerede i det sextende Aarhundrede var opkommet chauvinistiske Forestillinger om et fordums rigt, mægtigt og blomstrende Norge, en Bemærkning, jeg selv allerede for mange Aar siden har fremsat.[24] Den Art Begreber om Norges tidligere Middelalder fandt endog Veien til Sverige, hvor man i et bekjendt Poem tiltalte Norge saaledes:

Olim dives eras, fortunis, robore sceptro,
Viribus, imperio divitiisque potens,
Florebas, ut odoriferi rosa tempore veris
etc. etc.

og hos Absalon Pederssøn møder man nok af Ytringer, som gaa i samme Retning. Men Absalon skrev dog sin Beskrivelse en halv Menneskealder efter 1553, og man vil hos ham og andre literære Samtidige forgjæves søge Sympathier for catholsk Gudstjeneste og for den faldne Romerkirke.

Overalt gjennem den hele Hamars Beskrivelse vil man i den topographiske Skildring stadig møde Præteritum endog der, hvor man hos en Forfatter, der skrev i 1553, nødvendigvis skulde vente Præsens. Endog Gjenstande, som ved hint Aar fremdeles maa have existeret, omtales nemlig som noget forhenværende. Selve det Taarn, hvor det paaberaabte Archiv ifølge Intimationen dengang befandt sig, „stod“, der „vare“ Kjeldere under den samme Gaard, i hvilken selve det omtalte Møde holdtes, og i hvilken Christiern Munk selv residerede, o. s. v. Domkirken omtales ligeledes, som om den allerede skulde være en ren Ruin, hvad den, om end forfalden, dog ingenlunde kan have været i 1553; det lyder helt paafaldende, naar det betegnes som Mærkværdighed, at en „Altersteen endnu var tilsyne i Bispens Capel“ ved den Tid, da man dog maa tænke sig hint Capel i det væsentlige bevaret, som det havde været ved 1537. I 1551, altsaa to Aar før Beskrivelsens paastaaede Affattelsestid, kaldes Kirken endnu „den skjønneste Kirke, som er udi alt vort Rige Norge“, en Omtale, som ikke vilde være brugt om en halv ødelagt Ruin.

Alt peger saaledes tydeligt paa en senere Tid, en Tid, da Domkirken var opgiven og overladt til sin Skjebne, Domkapitlet opløst og Latinskolens sidste Levninger forsvundne, medens dog endnu Traditionen var fast og levende nok til overalt at kunne paapege, hvor de forskjellige Institutioner havde havt sine Lokaler, og til derhos at kunne fortælle et og andet Sagn om de gamle Herligheder. Man maa da nærmest, hvad Berg allerede har gjort, tænke paa Begyndelsen af det syttende Aarhundrede. En saadan Antagelse turde vinde i Sandsynlighed ogsaa derved, at just paa den Tid den catholske Reaction, fremkaldt nærmest gjennem Jesuiterne, naaede op til Norge. Der gaves som bekjendt dengang mere end en norsk Præst, ja endog norske Lægmænd,[25] der grebes af hin Bevægelse, ja endel af den søndenfjeldske Geistlighed blev endog af den Grund afsat. Man behøvede i en saadan Tid ikke ligefrem at bryde med sin lutherske Religion for at kunne tænke med en Smule Sympathi paa sine Oldefædres Tro og Gudsdyrkelse. Og netop i denne Beskrivelse møde vi, som allerede paapeget flere Gange, Spor af deslige Stemninger. Det kan ogsaa tilføies, at Reactionen har været repræsenteret i Hamars Omegn gjennem to ikke umærkelige Præster, Hr. Herman Hanssøn til Næs og Hr. Christopher Hjort, der en Tidlang havde været Sognepræst til Thoten; begge afsattes som hemmelige Papister i 1613. Det er dog ingenlunde min Mening just at gjette paa nogen af dem som Forfatter af Beskrivelsen.

Oslo omtales i Beskrivelsen som fremdeles existerende. Men heraf flyder neppe med Bestemthed eller Nødvendighed, at Beskrivelsen er ældre end 1624. Thi Navnet Christiania trængte ikke strax igjennem, men der var en Overgangstid, i hvilken det nye og det gamle Navn benyttedes ved Siden af hinanden.

Storm finder det rimeligt, at den ovennævnte Præst i Vang, Mikkel Andersen, i 1623 ikke har kjendt Beskrivelsen. Har han Ret heri, hvad jeg ikke vil bestride, taler dette dog nærmest for, at Skriftet i 1623 endnu ikke existerede. Thi hvor skulde det vel have været kjendt uden just paa Stedet selv og af dets Præst? Man vil maaske svare, at det originale Exemplar var sendt til Kongen, og at Chr. Munk vel har taget det andet med sig til Danmark, hvor han døde i 1579.[26] Først senere skulde altsaa Bogen – fra Danmark af – have fundet Veien igjen til Norge. Men Forfatteren (eller Forfatterne) da? Skulde ikke han eller de have havt en Afskrift af sit eget Arbeide? Og da dette i Omfang er saa ringe, at det bekvemt kan afskrives paa et Par Timers Tid, vilde det dog have været paafaldende, om ikke en og anden Afskrift var bleven tagen i Omegnen, hvor det jo netop særlig maatte antages at have mest Interesse. Erindres maa det, at alle bekjendte Exemplarer synes at være skrevne i Norge eller at stamme derfra. I noget dansk Archiv er Beskrivelsen neppe antruffet, den forekommer ikke i nogen af det gamle Universitetsbibliotheks Haandskriftsfortegnelser eller overhoved i gamle danske Cataloger.

Noget efter Souverainetetens Indførelse havde imidlertid Beskrivelsen allerede fundet Veien til et af de dengang hyppige Blandingsbind, hvori „curieuse“ Personer pleiede at indføre historiske Tractater, Viser, Pasquiller o. s. v., og i Begyndelsen af det attende Aarhundrede omtales den allerede som „et gammelt Manuscript“ af Vangs daværende Præst Nils Sverdrup.[27] Den første Forfatter, der har benyttet Beskrivelsen i trykt Skrift, er rimeligvis Jonas Ramus, der i sin Norges Beskrivelse S. 77–82 (approberet til Udgivelse 1715, men først trykt 1736) har givet et længere Uddrag deraf. Torfæus har aabenbart ikke kjendt Beskrivelsen.

Et Skrift, der i flere Maader ligner Hamars Beskrivelse, er den lille Opsats om Akershus Slot, som Berg har ladet aftrykke i Samll. til det norske Folks Sprog og Historie, andet Bind, og som ogsaa er hentet fra det samme Blandingsbind, efter hvilket Berg har udgivet Beskrivelsen. Ogsaa her vil man finde apocryphiske Archivsager paaberaabte: Hovedø Kloster, Akershus Slot og vor Frue Kloster i Oslo ere ane byggede af den hellige Kong Edmund – dette stod skrevet i en Historiebog i Hovedø Kloster, men uheldigvis var Bogen bortført af Hr. Mogens Gyldenstjerne.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Med Hensyn til Beskrivelsens Text skal jeg bemærke, at jeg i det Hele holder mig til den af Berg leverede (i Fr. Thaarups Magazin for Danmarks og Norges topographiske Beskrivelse, II, Kbhvn. 1802–1803). Der gives adskillige Haandskrifter, men nogen Fortegnelse over dem existerer, saavidt jeg ved, intetsteds. Et hidtil ukjendt Haandskrift fra forrige Aarhundrede (i privat Eie) kom mig ganske uformodet i Hænde under Udarbeidelsen af nærværende Afhandling, men har, saavidt jeg skjønner, ingen særlig Mærkelighed.
  2. ↑ Cantor Trugels var Biskop Hermans (1488–1503 eller 1504) Brodersøn (Dipl. Norv. VI. p. 750). Herman immatrikuleredes i Rostock 1473, rimeligvis nogle og tyve Aar gl. Trugels kan saaledes ikke have været saameget yngre end sin Onkel, ifald hans Alder rigtig er angivet i Intimationen. Herpaa skal jeg dog ingen Vegt lægge, da jo Enhver ved, hvor løse Aldersangivelserne i hin Tid vare, ligesom jo Brodersønner godt kunne være jevngamle med Farbrødre, ja for den Sags Skyld ældre. Mere stødes jeg ved Bemærkningen om den „skjønne Gaard“, om hvilken det siges, at den (fordum) „laa“ ved Korskirken og (fordum) „tilhørte“ Hr. Trugels. Thi hvorfor skulde denne Gaard i 1553 ikke fremdeles existere og være i Cantors Besiddelse? Man berøvede jo ikke Kannikerne deres Embedsgaarde?
  3. ↑ Aldeles blottet for historisk Sands var Christian III maaske dog ikke, (cfr. H. Rørdam, Historieskrivningen i Danm. og Norge efter Reform. I. S. 21). Han kunde af og til udspørge fjerntboende Undersaatter om deres Hjem. Den udvalgte Biskop Gissur Einarssøn blev f. Ex. 1540 af Kongen spurgt om Hekla, hvilket islændingen tog fortrydeligt op: þotte Gizuri kongur spyrja sig margra oþarfra hluta, sérdeilis um Heklufjall“ (!), Safn til Søgu Islands, I. p. 676. Men nogen Beskrivelse over Hekla eller Island forlangtes ikke.
  4. ↑ „Han meddelte mig (siger A. S. Vedel) allehaande skjønne Tractater og Monumenter, som omrøre vore danske Historier“. Wegener, Hist. Efterr. om A. S. Vedel, 2. Udg. S. 56.
  5. ↑ De ældste danske Archivregistraturer, udg. efter Originalerne i Geheimearchivet, I–IV.
  6. ↑ Norske Rigsregistranter, I. S. 241.
  7. ↑ Forf. har aabenbart forvexlet „staðr“, der jevnlig bruges om Bispestole, med det nyere fra Tydsken indkomne „Stad“ i Betydning af By.
  8. ↑ Saml. Skrifter, udg. af G. Storm. S. 287.
  9. ↑ Sammesteds S. 322. Endnu i 1879 tages Peder Claussøns Beretning om Stavangers Folketal for gode vare af Troels Lund, Danmarks og Norges Historie, I. S. 109, der heraf faar ud, at det middelalderlige Stavanger har havt 6000 Indbyggere!
  10. ↑ Dipl. Norv. III. pag. 753.
  11. ↑ Meningen er altsaa, at før den sorte Død har Hamar havt sin Guldalder, under den mindeværdige Biskop „Sivord“ endnu en respectabe1 Sølvalder, under de sidste Bisper en Kobberalder, endelig efter den Tid Jernalderen og Undergangen. I Virkeligheden maa man vel snarere antage, at Biskopsflekken idet Store taget jevnt er voxet, eftersom mere og mere Jordegods korn under Kirkens „døde Haand“ og Præbendernes Antal tiltog. Nye saadanne oprettedes jo endnu i Slutningen af femtende Aarhundrede. Men paa den Tid, Beskrivelsen efter min Mening fremkom, havde Forestillingen om det gamle Norges og særlig det gamle Hamars fordums Herlighed allerede fundet Indgang.
  12. ↑ Behrmann, Kong Christian den Andens Historie, II. S. 121. Allen, De tre nordiske Rigers Historie, III. 1, S. 143, 181.
  13. ↑ Jens Nilssøns Visitatsbøger, udg. af Dr. Y. Nielsen, S. 582.
  14. ↑ Peder Paars, 4de Sang, 1ste Bog.
  15. ↑ Dipl. Norv. V. S. 713.
  16. ↑ Dipl. Norv. VI. S. 639 og 750.
  17. ↑ Jens Nilssøns Visitatsbøger, S. 313.
  18. ↑ Dipl. Norv. IV. S. 844.
  19. ↑ Denne Notits om Mogens Svale skylder jeg H. J. Huitfeldt-Kaas.
  20. ↑ Efter at dette var nedskrevet, har Prof. G. Storm i Videnskabsselskabet holdt et Foredrag om den Hamarske Bisperække, hvilket jeg beklager ikke at have hørt.
  21. ↑ Ogsaa Absalon Pederssøn maa ligesom Peder Claussøn have havt en Hamarsk Bisperække for sig, da han (Norske Mag. I. S. 126) angiver dette Stifts Bisper til et Tal af 26.
  22. ↑ R. Nyerups Reise til Stockholm. Kbh. 1816. S. 146.
  23. ↑ Et Parallelsted: „Den Jammer og Ynk, som man hører og ser dagligdags paa dette fattige Folk, maa komme et Menneske til at græde, uden at han ellers har et Staalhjerte.“ (En Beskrivelse over Lofoten, Vesteraalen osv. af 1591, Norske Vidensk. Selsk. Skrifter i det 19de Aarh. I. S. 472).
  24. ↑ Norsk hist. Tidsskr. 1. R. III. S. 497.
  25. ↑ Omtrent 1630 traf Otto Sperling i Norge en Adelsmand, der intet Len havde kunnet faa, fordi han i sin Ungdom havde gaaet i Skole hos Jesuiterne. O. Sperlings selvbiographi ved S. B. Smith, S. 66.
  26. ↑ Han blev begravet 18de August 1579 i Aarhus, se Samll. til Fyens Historie, V I. S.322, 343. Ved denne Leilighed kan nævnes en Bog, som virkelig har tilhørt Christiern Munks Hus. Det var et Exemplar af Missale Nidrosiense med nogle haandskrevne Notitser, hvilket Klevenfeldt i forrige Aarh. saa i Paris, og som Christiern Munk 15 Febr. 1552 havde foræret bort. Kle- venfeldt var i Paris 1743, se Nyerups Magazin for Reiseiagttagelser, III. S. 462.
  27. ↑ Thaarups Magazin, II. S 209, 296. Samll. til det norske Folks Sprog og Historie, II. S. 354.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_den_gamle_Beskrivelse_over_Hamar&oldid=202452»