Om nogle aandelige Omgangssygdomme/1
Der har i den senere Tid hist og her i vort Land, mest i dets nordligste Egne, vist sig endel sygelige Livsytringer, som oprindelig ere opstaaede under stærke religiøse Rørelser. Den Opmærksomhed, som de have vakt, har ikke altid indskrænket sig til den nærmeste Kreds; Fortællingen om de forunderlige Tilfælde, som have ledsaget den stærke „Vækkelse“, har været baaret vidt omkring, og det har vist sig, at ikke blot den mindre oplyste Almue i de Egne, hvor Tilfældene opstode, undertiden har været ude af Stand til at se dem i deres rette Betydning, men man har endog med Forundring maattet være Vidne til, at norsk Kirketidende har optaget en Beretning om et af disse Tilfælde (i 5te Aargang No. 30), uden at stille det i sit rette Lys. Jeg vil forsøge paa noget nøjere at beskrive disse Tilfælde og de Tilstande, under hvilke de ere opstaaede og stikke dem sammen med tilsvarende Begivenheder og Tilstande paa andre Steder, hvor en større Erfaring bedre har klaret Begreberne om deres Natur og Betydning. Jeg vil dernæst ogsaa henvende Opmærksomheden paa nogle andre sygelige Rørelser, der have bevæget Menneskenes aandelige Liv i større Kredse, og derved vel fortrinsvis, men ikke udelukkende opholde mig ved saadanne, som have staaet i Forbin- delse med Folkenes religiøse Liv. Maaske vil det ogsaa lykkes mig, fra en saadan Betragtning at hente noget Lys til Forklaringen af andre Vildfarelser, som ligge vor Tid nær, f. Ex. Magnetisme og Borddands.
Om man end kan være uvillig til at erkjende Lægernes Berettigelse til at bedømme og forklare det Slags Tilfælde, hvorom her først skal være Tale, saa vil man dog vanskelig, uden at benytte Lægernes aarlige Medicinalberetninger, kunne faa en simpel og ligefrem Beskrivelse af, hvad der er foregaaet. Paa disse maa vi derfor først henvende Opmærksomheden og jeg skal begynde med at gjengive Distriktslæge Bakkes embedsmessige Beretning om de Tilfælde i Thelemarken, som staa i Forbindelse med den før nævnte Beretning til Kirketidenden. At Forklaringen af Distriktslægerne er bleven sammenflettet med Beretningen, er noget, som jeg for det første maa bede dem, der se Sagen i et andet Lys, at se bort fra.
Bakke skriver til Indredepartementet saaledes:
„Som allerede berørt, ytrede sig her i Distriktet i det forløbne Aar (1860) en med Krampe forbunden sygelig Aandsretning, især hos Fruentimmerne, hvilken ad epidemisk Vej syntes at udbrede sig. – – Den første, der blev angreben af den omhandlede Sindsaffekt, var en Pige, ved Navn –, der var i Tjeneste hos sin Morbroder paa Gaarden – i Vraadals Annex. Hun skulde i nogen Tid forud have lidt af hysteriske Tilfælde. Her blev hun paavirket af en saakaldt Vakt, der paa en for disse ejendommelig Maade foreholdt hende hendes foregaaende letsindige Liv og Levnet. Opskræmt og ængstet ved den omhandlede Paavirkning begyndte hun at lide af Kramper, og henfaldt i en exstatisk (ɔ: aandsfraværende og overspændt) Tilstand, hvorunder hun foregav at have Syner og himmelske Aabenbaringer, hvilke hun med et Slags Veltalenhed paa en rædsom Maade beskrev for sin Omgivelse. Det syntes som om hun vilkaarlig kunde sætte sig i Tilstand af Exstase og fremkalde Kramperne, der ytrede sig under Form af Chorea (St. Veits Dands). Saasnart nogen kom i hendes Nærhed, henfaldt hun i Kramper, der afvexlede med en Tilstand af Stivhed i Lemmerne. Hun paastod at være et Redskab i Guds Haand og at hun blev paalagt at lide for sine Medmenneskers Synder. Saaledes anførte hun, at jo syndefuldere og mere vantro Vedkommende, som kom i hendes Nærhed, var, desto voldsommere og længere vedvarede hendes Anfald, der altsaa var Maalestokken for Ens større eller mindre Syndefuldhed. Hun blev anseet som en sand Profetinde og Folket strømmede til hende i Hobevis og fæstede ubetinget Tiltro til hendes foregivne Syner og Aabenbaringer, omendskjønt man havde de soleklareste Beviser paa, at det Hele bestod i Illusioner og Visioner (ɔ: sygelige Indbildninger og Sandsebedrag). Mangens Samvittighed blev ængstet, al Spil og Dands tilligemed alle andre Fornøjelser ophørte ganske i vid Omkreds. Alle musikalske Instrumenter, der vare Djævelens Redskaber, blev paa hendes Befaling ødelagte og tilintetgjorte. – Af Frygt for at Pigens sygelige Aandsretning skulde gribe om sig, søgte jeg strax i Begyndelsen at advare mod den uhyre Tilstrømning til hende, ligesom jeg henvendte mig til vedkommende Prester med Forestilling om at gjøre Folket opmærksom paa, at der aldeles intet Overnaturligt fandtes hos Angjeldende; disse tog sig ogsaa med Iver af Sagen og søgte at lede den herved vakte Religiøsitet i en god Retning. Ikke desto mindre viste det sig strax, at flere begyndte at lide paa samme Maade. Næsten hos Alle, der bleve angrebne, vare de første (Tegn eller) Symptomer Trækninger i Nakkemusklerne og dermed forskjellige Drejninger af Hovedet, forbundet med en afvexlende, dels nedtrykt og dels oprømt Sindsstemning. Hertil kom nu mere voldsomme Krampeanfald, ledsagede af Exstase, hvorunder de naturligvis fik Syner og Aabenbaringer. Især var det Fruentimmer, som angrebes, dog led ogsaa enkelte Mandfolk. Det var i Begyndelsen et faafængt Arbejde, at overtyde Vedkommende om, at de lede af en sygelig Legems- og Sjelstilstand, og følgelig var det kun med nogen Modstræben, at de vilde underkaste sig Lægebehandling. Da man imidlertid fik Erfaring for, at Tilstanden kunde helbredes og det i forholdsvis kort Tid, begyndte man mere og mere at ty til Lægen. I det Hele vare angrebne 14 Personer, deriblandt 2 Børn i 8 og 14 Aars Alderen. Iblandt de 3 Mandspersoner, som lede af Sygdommen, udartede den hos den ene til fuldkommen Vanvid, hvorfor denne blev indsendt paa Gaustad Sindssygeasyl, hvor han endnu opholder sig“.[1]
I Beretningen for 1858 af den senere afdøde Distriktslæge Berbom i nordre Senjen læses Følgende:
„En Sygdomsform, som jeg har iagttaget i det sydlige Europa i de katholske Lande, og som jeg gjenfinder her i det høje Norden, er en Form af Krampe; opstaaet ved Paavirkning af religiøs Art. Man finder den hos unge, ofte aandssvage Fruentimmer, hvor Følelsen let spiller Mester paa Fornuften og fornemmelig hvor der er hysteriske Tilbøjeligheder med i Spillet. Tilstanden viser sig med voldsomme hysteriske Kramper, men og- saa meget ofte som en stille Ørsken, under hvilken den Syge har allehaande forklarede Syner, som en overspændt, tøjlesløs og forvirret Fantasi foregjøgler. „Vækkelse“ kaldes denne Tilstand – og holdes da de, der komme i den, højt i Agt og Ære, som i nærmere Forhold til Guddommen staaende Væsener. Omvankende Prædikanter synes ikke at have gjort deres Gjerning vel, uden at have afficeret Folk paa denne Vis, og da Kvinder imellem for et godt Ord kan faa Kramper, og Forfængelighed vel desværre ogsaa er et medvirkende Motiv, saa frembyde Lægprædikanternes Forsamlinger ofte et meget mørkt Skue; ti anfaldes først en, smittes snart flere, idet Vedkommende, istedetfor at tøjle Følelserne, ikke alene lade dem frit Spillerum, men endog forcere dem. Det skal ogsaa hænde, at lignende Historier foregaa i Kirkerne. Gjenstand for Lægebehandling bliver denne Tilstand ikke; jeg har kun paa 2 Steder været tilkaldt, og der maatte vedkommende Husfædre høre ilde, fordi de ved Lægens Mellemkomst vilde ordne Sagen“.
Distriktslægen i søndre Senjen, Skjelderup, skriver i en Beretning for 1856, efterat have fortalt om 2 Tilfælde af Sindssygdom efter religiøse Skrupler, som hastig bleve helbredede, saaledes:
„Den religiøse Bevægelse, som i længere Tid har hersket længere nord, havde i de sidste Aar ogsaa begyndt at ytre sig her. Under disse Omstændigheder kunde det ikke være andet, end at Ole Kallems Optræden her mod Aarets Slutning som Opbyggelsesprædikant (han er jo rigtignok udsendt egentlig for at virke for Afholdenhedsvæsenet, men dette lod til idetmindste her i Sognet at være en Biting, hvorimod de saakaldte Opbyggelser syntes at være Hovedsagen) – maatte afstedkomme stor Bevægelse i Gemytterne. „Vækkelser“ paa forskjellige Maader, med Aabenbarelser, Syner, Besvimelser o. s. v. bleve nu meget almindelige og det mest yndede Samtaleemne. Imidlertid er ikke dette det Hele, ti her har alt dannet sig en Dissentermenighed“.
Jeg lader det her forblive ganske uafgjort, hvorvidt Distriktslægens Opfatning af en af de mest bekjendte Lægprædikanters Forhold til de sygelige Bevægelser er den rigtige; jeg skylder ogsaa at oplyse, at Kallems senere Virksomhed ialfald ikke har været uden en Erkjendelse af de Farer, som ledsage en overspændt og sværmerisk Følelsesvækkelse, idet han har advaret mod sildige Aftensammenkomster og mod at lade den christelige Broderkjærlighed udarte til Kjødelighed. (Det skal senere blive paavist, hvor vel beføjede disse Advarsler ere.) I det Hele vil det for Finmarkens og endel af Nordlands Vedkommende kunne blive Gjenstand for en historisk Undersøgelse, hvormeget af det sygelige Liv, som her er berørt, og som i det Følgende nøjere skal blive beskrevet maa tilskrives den fra Lestadius udgaaende Bevægelse mellem Lapperne, og hvormeget der skyldes de meget talrige omrejsende Lægprædikanter; idet disse ogsaa syd paa Landet, fjernt fra Lapperne, have fremkaldt lignende Virkninger, maa de ialfald bære en Del af Skylden.
Paa en Rejse, som jeg i Sommeren 1861 foretog i Nordland og Finmarken i Anledning af de Sindssyge, var det mig magtpaaliggende at indhente saa fuldstændige og paalidelige Oplysninger som mulig om den Gjenstand, som her beskjeftiger os. Kautokeinobegivenhederne maa vel kunne antages at være tilstrækkelig bekjendte; men en stor Del af hvad der senere er forefaldt og endnu foregaar var ialfald for mig saa nyt, at jeg antager, at det vil blive læst med nogen Opmærksomhed.
Et af de første Steder, som Bevægelsen fra Kautokeino forplantede sig til, var Alten. Hovedbefolkningen der er Kvæner, og dette Folk synes, ligesaa vel som Lapperne,[2] at være meget modtagelig for saadanne stærke aandelige Rørelser. I Elvebakken, et Strandsted i Nærheden af Bossekop, maatte man endogsaa have frygtet lignende Voldsomheder som i Kautokeino, hvis ikke Udfaldet i Kautokeino og Ankomsten af Militære havde skræmt de værste Urostiftere. Den samme Paastand om, at „de Vakte“ som „syndefri“ vare berettigede til at fordre Regnskab af de ikke Vakte, bragte nemlig ogsaa Kvænerne i Elvebakken til under Forbandelser at trænge ind i forskjellige Huse og kræve, at Beboerne skulde skrifte for dem. De paastode, at de havde Himlens Nøgler. De udbredte en stor Skræk og deres fæle Skrig hørtes paa langt Hold, naar de kom fra Kirke i sine Baade. Deres Andagtsøvelser eller „Opbyggelser“ foregik under den samme halv krampeagtige, halv vilkaarlige Hoppen og Skrigen, som Stocfleth har beskrevet fra Kautokeino. Det var især 3 til 4 Familjer, som angave Tonen. I en af disse var der en gammel rolig Mand, som stod udenfor Bevægelsen. Hans Liv blev en frygtelig Plage under de idelige Forbandelser og Fordømmelsestrudsler, som han blev Gjendstand for, og han blev tilsidst sindssyg. Naar han saa begik gale Handlinger, pidskede hans forvildede Børn ham med Ris. Selv havde han endnu saamegen Samling, at han advarede sine Omgivelser mod at lade ham faa skarpe Redskaber. Da Sønnen alligevel engang havde lagt en Kniv fra sig, stak han sig i Brystet i Sønnekonens Nærværelse og døde strax efter.
Ogsaa her blev det almindeligt at faa „Syner og Aabenbaringer“. Det var især Børn, som paa denne Maade kom til at fantasere (ørske). De Voxne fik dem til at fortælle sig, hvem af deres Bekjendte de saa i Himmel og Helvede. Paa Skolen maatte Børnene tales tilrette af Skolelæreren, fordi de beskyldte sine Kammerater for at være fordømte. I Aarsberetningen for 1856 omtaler Distriktslægen her, Follum, Tilstanden som en religiøs Sindssygdoms-Epidemi, et Slags St. Veits Dands, med heftige Gestikulationer (Fagter), en løbende Tunge og en Følelse af Friskhed og Foryngelse, som bagefter gik over i en Sløvhedstilstand. I denne Læges Beretning for 1857 siges det, at Tilstanden holder paa ganske at forsvinde. Den krampeagtige Dands og Skrigen har dog i en mindre Kreds holdt sig ligetil den sidste Vinter. Nu antog man alligevel, at det var ganske ophørt.
Ikke saa paa Hammerfest, Vadsø og flere andre Steder i Finmarken, hvor Hoppen og Skrigen under „Opbyggelserne“ endnu ere i fuld Gang. Navnlig om Vinteren, i den mørke Tid, ere saadanne Forsamlinger hyppige; dels fordi det lange Mørke vel i sig selv er skikket til at fremkalde og vedligeholde Sværmeriet, dels fordi man da har bedre Stunder end under den korte, lyse Sommertid, da alle Hænder for det Meste have fuldt op at varetage og en stor Del af Mændene er fraværende.
I Hammerfest, hvor jeg havde den bedste Anledning til at undersøge Forholdet, holdes, om Vinteren ofte 3 Gange om Ugen, om Sommeren i Regelen kun 1 Gang om Ugen, i forskjellige Huse saadanne Forsamlinger. Det er saagodtsom udelukkende Kvæner, der deltage i dem. Man begynder meget ordentlig med at oplæse noget af Luthers eller Rezius’s Postille og synger tildels nogle Salmer. Herunder er Andagten, efter hvad de Norske, der tildels boede i de samme Huse, fortalte mig, dog ofte meget ringe, idet Mændene f. Ex. ikke sjelden ryge Tobak. Dog begynder allerede under Læsningen enkelte at skrige og slaa sig for Brystet. Naar Læsningen er endt, bliver dette ganske almindeligt, og efter hvert som Rørelsen tiltager, begynde flere og flere at deltage i de hoppende Bevægelser. En Mængde Koner navngaves, af hvilke nogle allerede længe, andre først nylig havde „faaet det med Dands“.
Selv fik jeg kun engang Anledning til at være Vidne til en saadan Dands og det var ikke paa Hammerfest, men ved Lyngens Kirke. Prækenen blev oftere forstyrret af en stærk, ejendommelig Hulkning, og jeg saa nogle Kvinder ligge tilbagekastede i hinandens Arme. Da jeg senere forlod Kirken, hørte jeg udenfor samme en ejendommelig Lyd og fik derefter Øje paa endel Lapkvinder – Fjeldlapper fra Karesuando – i Grupper af 2 og 3, der holdt hinanden tæt omfavnede og under Graad, Klukking og korte Skrig dels hoppede omkring, dels blot foretog lette Bøjninger; den ene slog den anden rythmisk (i Takt) og temmelig stærkt for Brystet. De bleve dog snart afbrudte og bortjagede fra Kirken, og et Par af dem lagde sig derefter, tilsyneladende udmattede, hen over Kirkegaardsmuren.
Denne samme Bevægelse, som her blev afbrudt, stiger, efter hvad der siges, i Forsamlingerne i Hammerfest (ligesom det ogsaa ifølge Stockfleths Beretninger var Tilfælde med Kautokeinolapperne) til en saadan Heftighed, at det kan være farligt at komme i deres Nærhed. Ikke sjelden staa de op paa Stolerne og støde Hovederne voldsomt mod Taget. Børn, endog temmelig smaa, blive tagne med til disse Forsamlinger, og da Efterlignelsesdriften ikke er mindst hos dem, trækkes de ogsaa let ind i Dandsen. Hvor de have været uvillige til at deltage, har man Exempler paa, at Forældrene have opmuntret dem dertil. Tilsidst falde alle udmattede om paa Gulvet, Mænd og Kvinder om hinanden, og i den derpaa følgende, sandsesløse Tilstand, under hvilken det fortaltes, at de ofte ikke følte Naalestik, er det da, at „Synerne“ især opstaa. Dandsen ansees som et Tegn paa, at Foreningen med den hellige Aand er bleven fuldstændig; og som en særlig Naadegave følge derefter „Aabenbaringerne“. Aanden tænkes ogsaa at kunne meddele sig ved en legemlig Berørelse fra dem, som have den i Overflødighed, til dem, som mangle den; saaledes fortalte en norsk Kone, der væsentlig af Nysgjerrighed havde indfundet sig i en af Forsamlingerne, at Kvænkonerne til dette Øjemed strax havde hængt sig om og paa hende, medens de udførte sine Bevægelser.
Paa det, som hidtil er fortalt, lægge Deltagerne i Almindelighed selv intet Dølgsmaal; dette hænder dog, og Presten i Lyngen fortalte, at han nylig under en Skolekommission i Langfjorden havde irettesat Beboerne der for dette Uvæsen i deres Forsamlinger og faaet til Svar, at han ikke skulde tro Alt, hvad der blev fortalt ham; ikke desmindre blev samme Dag, strax efter hans Afrejse, en saadan Forsamling afholdt. Men der er en anden, meget mørk Side ved disse Forsamlinger, som paa Grund af sin Natur bliver indhyllet i den størst mulige Hemmelighedsfuldhed og som det derfor ikke er let at faa bevist. Baade Presten og Byfogden i Hammerfest erklærede sig ubekjendt med, at der fandt Usædelighed Sted under disse „Andagtsøvelser“, og antoge Rygterne derom for løse og ubevislige. Men der var dog En, som Presten erklærede for fuldkommen troværdig, og som fortalte mig, selv at bære bleven Øjenvidne til, at Dandsen udførtes af en nøgen Mand, i selve Forelæserens og hans Hustrus Nærværelse. Om Læserforsamlinger i Sverige er det samme oplyst; og jeg anser det ikke for rimeligt, at de mange Rygter om Blottelser i disse Forsamlinger, om Udslukning af Lysene og om Afskyeligheder, der ikke lade sig fortælle, skulle være opstaaede i Hammerfest uden Grund.
De fra søndre Senjen omtalte „Henrykkelser“ have i flere af Prestegjeldene der, saaavelsom ogsaa i Ofoten, det nærmeste Prestegjeld i Nordlands Amt, gaaet som en Farsot over Bygderne; og her var det for en stor Del Norske, som bleve grebne af Bevægelsen. I Trondenæs forsamledes ved Juletider 1856 Mænd og Kvinder, Voxne og Børn om Natten i Hobevis og hoppede omkring under Skrigen og idelig Gjentagelse af de Ord: „Herren forbarme sig over os“, indtil de tilsidst laa spredte omkring paa Marken. Nogle vare besvimede, Andre lyttede til „Aabenbaringer og Spaadomme“. I enkelte Øjeblikke laa de Syge i stærke Krampetrækninger, og antoges da at staa under de onde Magters Indflydelse; til andre Tider laa de stille hen, med Opmærksomheden fæstet paa sine Drømmebilleder. En Mængde Børn var her draget med ind i Bevægelsen. Det blev almindeligt at udspørge dem og paa denne Maade lokkede man dem da videre ind i de, halv vilkaarlige, halv uvilkaarlige Fantasier. Mange af dem have for- øvrigt senere tilstaaet, at de forstillede sig. Ogsaa her gjaldt det navnlig at faa vide, hvem som blev seet i Himmerige og hvem i Helvede, og Svaret rettede sig gjerne efter den Grad af „Vækkelse“, som Vedkommende havde Ord for; især gik det da ud over dem, som ikke delte den almindelige Beundring for disse „benaadede Aandelige“. Det var ikke engang altid uden Fare at vedkjende sig dette. I Naboprestegjeldet Ibestad læste jeg saaledes i Sorenskriverens Forhørsprotokol følgende Tildragelse:
Paa Gaarden V. tjente i 1858 en Pige, som oftere havde været i en saakaldt henrykt Tilstand, saa at hun lige indtil 2 Dage laa bevidstløs uden at nyde noget. Der gik da Budsendelser omkring og Folk forsamledes omkring hende. En Familje paa G. havde ikke villet følge disse Budsendelser, men paa samme Tid ytret Frygt for at være alene, da de vare ilde anskrevne hos sine Naboer, fordi de ikke fæstede nogen Tiltro til Pigens henrykte Tilstand. Denne Frygt viste sig at være vel grundet, ti en Nat styrtede en forvirret Mand ind, ødelagde deres Husgeraad og forskræmte Konen i den Grad, at hun blev syg. Da Kvinderne derpaa flygtede, forfulgte han dem ind i et Nabohus, hvor han tvang alle de Tilstedeværende til, for at berolige ham, idelig at eftersige de Ord: „Vender Hjerterne til mig, Herren være lovet“.
Der var enkelte Huse, hvori den aandelige Smitte især greb om sig og hvori næsten alle Familjens Medlemmer bleve „profeterende“. Værelserne vare gjerne tæt opfyldte med lyttende Tilskuere, der alle stode med foldede Hænder. I Almindelighed var det efter Opvaagningen af den bedøvede Tilstand, at de fortalte, hvad de havde seet. Bevidstheden var ikke altid ganske borte under Bedøvelsen, idet flere hørte hvad der blev talt, medens de laa hen. „Synerne“ røbede i Almindelighed en temmelig barnagtig Fantasi; de saa f. Ex. den gamle Klokker skjære Ved i Helvede; en Kone, som havde Ord for Gjerrighed, maalte Vadmel og en „ikke vakt“ Mand drak Puns sammesteds. Stilheden i den store Forsamling, det usædvanlige Optrin og den kvalme Luft virkede ogsaa paa de Tvivlende, og flere, der vare komne tilstede for at spotte og le, bleve, til desto større Bestyrkelse for de „Troende“, dragne med ind i Bevægelsen. Saaledes blev en noget hysterisk Kone, som var kommen tilstede i denne Hensigt, tiltalt af en Henrykt, som længe stirrede paa hende og sagde, at nu skulde Turen snart komme til hende; hun blev bange, kom i heftig Bevægelse, og gav sig til at tilstaa sine Ungdomssynder for Forsamlingen.
Intet kunde mere end denne andagtsfulde Opmærksomhed bidrage til at vedligeholde Tilstanden hos dem, som befandt sig i den, eller fremkalde den hos andre; medens omvendt i andre Egne Exempler bleve fortalte paa hastig Helbredelse under en sund Kritik fra Omgivelsernes Side.
De Spaadomme, som bleve udtalte i eller efter saadan henrykt Tilstand, angik ikke sjelden meget nær forestaaende Begivenheder, f. Ex. Dødsfald, og deres Tomhed kom derfor ved saadanne Lejligheder snart for Dagen. Men i Mellemtiden var Troen undertiden saa stærk, at Folk, hvis nære Død var bleven forudsagt, derefter toge sine Bestemmelser, og bl. A. forlangte sine Arvemidler udbetalte af Overformynderiet til Begravelsen.
Jeg har før omtalt de tætte Omfavnelser, som jeg var Vidne til udenfor Lyngens Kirke. Disse og andre Kjærtegn have hos Sværmerne ikke sjelden fundet Sted ogsaa mellem Personer af forskjelligt Kjøn, dels offentlig, dels i deres Forsamlinger. Jeg ved saaledes fra sikker Kilde, at flere af Dissenterne i Tromsø have hengivet sig til dette Uvæsen, og en af Presterne i Senjen modtog senere Tilstaaelser om ligefrem Utugt under de her omtalte Sværmerier. Man skjønner altsaa, at Kallems førnævnte Advarsel mod at lade den christelige Broderkjærlighed udarte til Kjødelighed har været vel begrundet. Overhovedet synes her, som andensteds, mange af dem, der kaldte sig selv „Vakte“ og med Hovmod bebrejdede anderledes Tænkende deres Syndighed, meget tilbøjelige til at se igjennem Fingre netop med delte Punkt; saaledes at endog Forelæseren i en af deres Forsamlinger ikke tabte synderlig i Anseelse ved aabenbar Forgaaelse derimod. Det er bevist, at mellem Kautokeinolapperne just de allermest Fanatiske hengave sig til den groveste Usædelighed.
Distriktslæge Bakke har fortalt et Exempel paa, at den ovenfor omtalte „henrykte“ Tilstand er gaaet over til en vedvarende Sindsforvirring. Den af ham omtalte Mand er nylig i uhelbredet og rimeligvis uhelbredelig Tilstand hjemsendt fra Gaustad Sindssygeasyl. Fra Senjen have vi ogsaa allerede i det Foregaaende seet et Exempel paa Udbrud af Sindsforvirring, blot som Følge af, at Vedkommende havde været Vidne til saadanne Henrykkelser. I det Hele erfarede jeg, at Sindssygdomme som Følge af religiøst Sværmeri have været overordentlig hyppige i Finmarkens Amt i de senere Aar. Paa Tromsø Sygehus, hvor man ellers kun sjelden og i yderste Nød modtager Sindssyge, var i de sidste 5–6 Aar bleven indlagt 30 Sindssyge. Kun hos 20 af disse kunde Aarsagen med nogenlunde Paalidelighed udfindes, men af disse 20 maatte den hos 15 sættes i Forbindelse med de religiøse Bevægelser. 6 af disse 15 vare Dissentere og af dem havde igjen 2 været Prædikanter. Ialt kunde jeg i Finmarkens Amt i 88 Tilfælde af Sindssygdom faa nogenlunde sikre Oplysninger om Aarsagsforholdene, og det viste sig, at 44 af disse Tilfælde stode i Forbindelse med de religiøse Bevægelser. Hvor meget stærkere og mere indgribende disse have været i Finmarkens Amt end i Nordlands Amt, kan skjønnes deraf, at i dette sidst nævnte Amt fandt jeg af 43 Tilfælde, som bleve tilstrækkelig oplyste, kun 5, hvori religiøse Bevægelser kunde skjønnes at have foraarsaget Sindssygdommen. Men herved maa dog atter mærkes, at den korte Tid, som jeg havde til min Rejse, nødte mig til at gaa forbi de to Prestegjeld i Nordlands Amt, Ofoten og Lødingen, i hvilke netop de religiøse Bevægelser i Nordland synes at have været stærkest.
Sindssygdomme efter religiøse Indflydelser pleje gjerne, dels efter Maaden, hvorpaa de Syge ere blevne paavirkede, dels efter de Syges forskjellige Natur, enten at ytre sig med en dyb Tungsindighed og en til Fortvivlelse stigende Frygt for evig Fordømmelse, eller et overspændt Vanvid med hovmodige Indbildninger. Medens jeg paa et andet Sted har sagt, at den først nævnte Form er ulige hyppigere her i Landet end den sidste,[3] synes det ikke at for- holde sig saa i Finmarken, hvor jeg har fundet omtrent lige mange af begge Slags Tilfælde. Ikke sjelden hænder det ogsaa, at Sygdommen begynder med Fortvivlelse og senere gaar over i vanvittigt Hovmod. Undertiden stiger Fortvivlelsen til en Grad, som bringer de Syge til at gjøre Selvmordsforsøg; og Hovmodet gaar ofte over i et Raseri og en Ødelæggelseslyst, som deres Omgivelser værge sig imod ved at binde og lænke dem. Mange Gange gaar Tilstanden over efter længere eller kortere Tid, men de uhelbredede Tilfælde ere dog langtfra faa. Selv har jeg ikke i Finmarken haft Anledning til at iagttage hele Udviklingen af og Gangen i disse Tilfælde, og jeg vilde derfor her alene kunne beskrive dem, saaledes som de ere blevne mig fortalte af andre; de, der maatte ønske en nøjagtigere Kundskab om saadanne Tilstande, ville i det nedenfor i Anmærkningen nævnte Skrift kunne finde ganske tilsvarende Tilfælde, som jeg selv har iagttaget. (Den 34te Sygehistorie er et Exempel paa den tungsindige, den 37te paa den overspændte Form.)
Ikke blot Sindssygdomme, men ogsaa forskjellige Slags Nervesygdomme ere blevne temmelig almindelige i Finmarkens Amt som Følge af de sværmeriske Udskejelser. De Udbrud af stærke religiøse Følelser, som jeg var Vidne til i Lyngens Kirke, have en Tid hørt til Dagens Orden i en stor Del af Finmarkens Kirker, og paa Skrigene fulgte der ofte Krampetrækninger og Daanelser. I Kvæfjorden i Senjen, hvor senere saa mange ere blevne Dissentere, saa man under en Bispevisitats et temmelig stort Antal besvimede Mennesker ligge udenfor Kirken. Den hyppige Gjentagelse af saadanne stærke Rystelser vil naturligvis mere og mere svække Modstandskraften og tilsidst bevirke, at man ikke taaler noget stærkere Indtryk paa Sindet uden at komme i en lignende Tilstand; saaledes ere i disse Egne en Mængde Mennesker, især Kvinder og Børn, blevne nervesvage, hysteriske, tilbøjelige til Kramper og Nedfaldssyge. Den frygtelige Uforstand, at lade endog mindre Børn deltage i de voldsomme og unaturlige Andagtsøvelser, har senere vist sine Virkninger paa Konfirmationsungdommen. I Trondenæs bleve Krampetilfældene mellem Konfirmanderne saa almindelige, at Lægen tilsidst maatte give Befaling til, at de Syge skulde bortsendes og først det følgende Aar stedes til Konfirmation; dette bragte mange til at lægge Baand paa sig. I Karlsø havde Presten haft lignende Ulemper. Man fik ogsaa Gjentagelser af de bekjendte Historier om Kvinder, som foregive at leve uden Mad og Drikke og uden Udtømmelser. Paa Tromsø Sygehus blev en Kvinde, der paa den Maade havde vakt Opmærksomhed og Medlidenhed hos mange Fromme, grebet i sine Bedragerier.
Et saadant Omfang, som man af denne Beskrivelse vil se, at de sværmeriske Bevægelser have naaet i Landets nordligste Egne, ved jeg ikke, at de nogensinde have haft andensteds her i Landet. I mindre Udstrækning have de i mange Egne været sporede til forskjellige Tider; saaledes nogen Tid efter Hans Nilsen Hauges første Optræden. Alle ligne de hinanden mere eller mindre; ti det religiøse Sværmeri er altid sig selv ligt, og om end nogle af dets Ytringer kunne træde mere frem paa visse Steder end andre, alt eftersom Folkets Karakter og Tidsforholdene ere forskjellige, saa bliver dog overalt Noget og det Væsentlige fælles: dette nemlig, at man fejlagtig kommer til at anse sine egne indre Følelser og Rørelser for Aandens Virkninger, og derved endelig til at betragte sine forvirrede og falske Indbildninger som Indskydelser af Gud og altsaa som ufejlbarlige.
Derfor er der heller ingen Ende paa Sværmernes Vildfarelser; derfor fordømme de andre, som ikke netop gjøre eller lade det, som de tilfældigvis ere komne til at anse for godt eller slet, og ende tilsidst med at anse sig selv for syndefri, selv da, naar deres stærke Følelser og blinde Tilbøjeligheder drive dem til de groveste Laster.
De sygelige Drømme i halvvaagen eller sovende Tilstand, der saa let opstaa under et overspændt Liv i Følelserne, maa, fordi disse Tilstande blive til under en vedvarende Betragtning af de hellige Ting, næsten altid have disse hellige Ting til Gjenstand; derved komme de igjen til at anse disse Drømme som overnaturlige, guddommelige Aabenbaringer.
Og da de endelig indbilde sig, at de selv have faaet en mere umiddelbar Oplysning fra Gud, faar Guds Ord kun en underordnet Betydning for dem; det sætte de sig derfor ud over og bruge det kun forsaavidt, som det kan tjene til deres Øjemed; oftest kanske til at bestyrke deres Fordring paa at ansees for at være benaadede med profetiske Gaver.
E. Sundt har i sit Skrift om Fantefolket i Norge beskrevet endel omvankende Sværmere saaledes:
„Der er det Kjendemærke ved dem, at naar man spørger dem om deres Navn, Herkomst o. s. v. faar man stadigt det Svar, at de ere fra Gud, hede Guds Børn, gaa til Gud; deres Bestilling sige de, er at gaa omkring i Landene og prædike Omvendelse og Dom; alle Prester, Skolemestere, Klokkere og Gravere erklære de for Satans Børn; alt udvortes Kirkevæsen med samt Sakramenterne og det skrevne Ord bespotte de som Djævelens Værk, legemligt Arbejde fordømme de som Kjødets Gjerning og Syndens Tjeneste. Til Bevis for disse Sætninger anføre de en rigelig Mængde af rigtignok fordrejede Bibelsprog, dem de dog ikke ville have lært af Skriften, men umiddelbart af Gud. Og at de selv tro paa dette Sværmeri, det bevise de ofte med slaaende Kraft ved den højst ejendommelige Maade, hvorpaa de prædike, med sammenpressede Øjenlaag, stride Taarestrømme og konvulsiviske Trækninger, med en ustandselig flydende Tunge og en selsom, aldeles usædvanlig Klang i Stemmen, ja med en uovervindelig Modstand mod alle Indvendinger og Trudsler, Tillokkelser og Lidelser, med en Forsagelse og Standhaftighed som synes at vidne om en Sjæl, der i sin faste Overbevisning og glade Henrykkelse ikke mere anfegtes af det, som hører denne Verden til“.
Man har jo ofte Anledning til at høre Beretninger om saakaldte Synepiger, hvis formentlige Aabenbaringer af dem selv og andre især benyttes til at skræmme Folk fra visse Gjerninger der ere eller ansees for syndige, f. Ex. Brændevinsdrik, Dands og Musik; og der er sjelden Mangel paa Spekulanter, som finde sin Fordel ved at befordre i Trykken og udbrede de meget yndede Fortællinger om deres Syner. Dette er spredte Tilfælde, sædvanlig ganske af den samme Beskaffenhed som de, vi nu have seet forekomme i et mindre Antal i Thelemarken og i saa talrig Mængde i Finmarken og Senjen.
Det, som ovenfor er fortalt fra Hammerfest om en Tro paa Aandens Meddelelse gjennem legemlig Berørelse og den deraf følgende Usædelighed, har netop paa samme Maade været lært og udøvet i Valders af den for endel Aar siden meget omtalte Sørfladen. Denne Mand er nu sindssvag.
Vi skulle nu gaa over til at undersøge, hvorledes disse Tilstande opstaa og udbredes. Som en god Hjelp til at opnaa dette Øjemed tror jeg det vil være hensigtsmessigt at benytte endel af de Optegnelser som L. L. Lestadius har efterladt sig i det af ham udgivne Tidsskrift: „Ens Ropandes Röst i Öknen“. Især vil et af Stykkerne i dette Skrift, som har til Overskrift: „Om första anledningen til wäckelserna i Torneå Lappmark“ være tjenligt dertil. I dette Stykke giver Lestadius nemlig en temmelig fuldstændig Skildring af sit Liv og sin hele Udvikling, der sætter os istand til at forstaa, baade hvorledes han selv blev en Sværmer og hvorledes han kom til at udbrede Sværmeri mellem Lapperne.
Lestadius fortæller om sine Forældre, at de vare fattige Nybyggere under Fjeldet i en fuldkommen Ødemark, „hvor kun Ulve, Ryper og Harer havde sit Tilhold.“ Fra en anden Kilde, hvis Paalidelighed jeg dog ikke sikkert tør staa inde for, har jeg hørt, at Faderen var Kvæn og Moderen Lap. Moderen var „af et melancholsk Temperament“, tilbøjelig til at tage Varsler og mærke Drømme. Sine to Navne, Lars og Levi, fik derfor Lestadius efter Drømme, som Moderen havde haft, medens hun gik frugtsommelig med ham. Faderen var derimod hidsig og under Beruselse brutal. Selv mener Lestadius, at han paa engang har arvet Faderens hidsige og Moderens melancholske Temperament. Han var en munter og dristig Dreng, men grebes undertiden af en pludselig uforklarlig Tungsindighed, idet han ligesom følte sig tiltalt af en hemmelighedsfuld indre Røst, som han nu senere anser for en umiddelbar Kaldelse af Guds Aand. Han lægger megen Vægt paa, at han engang i sin Barndom „ligesom i en Drøm“, saa en Kvinde svede Blod for Christendommen. Dette Syn er aldrig gaaet ham af Minde, men hvad det var for en Kvinde, er ikke blevet ham klart. Ligeledes kjendte han tidlig i Barndommen ofte en forunderlig Liglugt i Skoven, og at dette virkelig var en „aandelig Liglugt“, slutter han nu deraf, at han i Drømme ofte følte sig plaget af Døde, som satte haardt ind paa ham; disse Drømme kom ofte igjen under Opvæxten, og bevirkede ogsaa i vaagen Tilstand en vis Uro. Man ser altsaa heraf, at de ensomme Omgivelser rimeligvis i Forening med et arveligt Anlæg ifra Moderen, tidlig har fremkaldt en sygelig Virksomhed i hans Indbildningskraft, og at han aldrig, end ikke i sin modne Alder, har betragtet disse Fostere af en sygelig Indbildningskraft anderledes end som noget, der havde ydre Virkelighed. Ogsaa i sit senere Liv, som Prest i Karesuando, fortæller han, at han har seet lyse Striber eller Lyn, uden med Sikkerhed at kunne afgjøre, om det har været udenfor eller indeni ham. Juleaften 1847 saa han saaledes en stor lys Lue udstrømme fra Kirketaget i Karesuando i sydlig Retning. Synet af en Person, der vilde trække ham ud gjennem Vinduet, af en Bjørn, som laa under hans Seng og forgjeves bestræbte sig for at løfte Sengen op, af en stor Drage, som viste Tænder mod ham, anser han for Virkninger af en Aandeverden, som bor indeni Menneskene.
Ifra sin spædeste Barndom levede Lestadius i stor Fattigdom; paa Skolen og Gymnasiet gik han slettere klædt end andre, og blev derfor, som han med Bitterhed udtrykker sig, „udstødt“ fra „Verdens“ Selskaber og Fornøjelser; han fortæller krænkende Exempler herpaa og udleder selv sit „aandelige Had“ til Verden fra denne Kilde, uden, som det synes, at være opmærksom paa, at det saaledes bliver Egenkjærlighed mere end Foragt for det virkelig Onde i Verden, som virker dette aandelige Had.
Med hans Livsbestemmelse gik det til paa følgende Maade: Han var Botaniker og gjorde som saadan besværlige og ensomme Rejser. Da han en Dag kom ind til en Velynder i Stokholm, spurgte denne ham, hvad han vilde blive, hvorpaa han svarede: „Nybygger i Lapmarken“. „Nej De bør blive Prest“, fik han til Svar: „skynd dem og tag Presteexamen, saa skal jeg anbefale Dem til snar Befordring“. Han tog da Presteexamen og blev nogle Dage efter befordret til Karesuando Lapmarks Pastorat. Det synes heraf at fremgaa, at hans theologiske Studier have indskrænket sig til en nødtørftig Examenslæsning, og at han kun har været i Besiddelse af liden Kundskab og kirkelig Erfaring, da han i 1826 tiltraadte sin vanskelige Virksomhed som Sjælesørger for en afsidesboende, lastefuld og vankundig, men derhos livlig og let bevægelig lappisk Menighed.
Han begyndte med at opsøge sig en Hustru, og de Egenskaber, han fordrede af en saadan, ere betegnende for hans Retning: hun skulde være fattig uden Dannelse (ti den vilde han bibringe hende selv) og hengiven til et mildt Sværmeri.
Hans Skildringer af Menighedens Fylderi og Lastefuldhed ere levende og vistnok ingenlunde overdrevne. Han viste strax megen Nidkjærhed men synes selv, at hans Virksomhed blev uden Fremgang i de første Aar. I 1832 fik han en Nervefeber, som truede hans Liv; efter denne bleve hans Prækener skarpere, men ikke skarpe nok til at bringe Tilhørerne til at opgive Brændevinsdrikken. Efterat hans Sind i længere Tid havde været sørgmodigt over Tabet af en meget elsket Søn, fik han i 1842 en Brystsygdom, som vel ikke i sig selv var betydelig eller farlig, idet han kunde gaa oppe med den, men som alligevel voldte ham en uforklarlig og heftig Dødsangst. Under den forrige farlige Sygdom havde han med Rolighed seet Døden imøde, men nu fik han den Mening, at han dengang kun havde haft en død Tro, idet han nu først rigtig blev greben af Fordømmelsesfrygt. Fra nu af sluttede han sig til de foragtede „Læsere“, som han ogsaa før ofte havde følt sig hendraget til; paa en Visitationsrejse gjorde han Bekjendtskab med en Lappige, ved Navn Maria, „som havde vandret lange Veje for at søge Lys i Mørket“, og hvis enfoldige Beretninger om sine Vandringer og Erfaringer gjorde et dybt Indtryk paa hans Hjerte. Da han kom hjem fra denne Rejse begyndte han en ny Fremgangsmaade. Vi skulle høre ham selv fortælle derom:
„Mine Prækener fik en højere Farve; Frelserens Lignelser i Evangelierne bleve udførte i Lignelser; derved opstod en usædvanlig Mysticisme, som havde en forunderlig Virkning paa Tilhørernes Hjerter. De skjønnede i Førstningen næsten ingenting af hele Prækenen; men det lysnede lidt efter lidt. Visse forblommede Ord og Talesæt fæstede sig i Mindet. I Førstningen gjorde de Nar af Lignelserne, men da Ordene klang besynderlig, kunde de ikke saa snart glemmes. Den ene fortalte en Lignelse og den anden en anden til dem, som vare hjemme; man lo og grundede paa, hvad dette skulde betyde. Tilslut blev en og anden urolig; hemmelige Gysninger gjennemisnede hele Organismen. Man begyndte at kjende Hjertet ømt, haardt eller opblæst, og en og anden kom efter Gudstjenesten til Prestegaarden for at begjære Raad og Oplysning i aandelige Emner“.
Nogen Tid i Forvejen var Brændevinets Indførelse til Lapmarken blevet aldeles forbudt og dette havde givet Lestadius Anledning til ved de store Højtider, naar Almuen var tilstede i større Mængde, at holde skarpe Prækener mod Værtshusholdere og Drukkenbolte. Disse vare derfor blevne borte fra Kirken: „Lovprækenerne tordnede saa forfærdelig fra Sinai, at den gamle Adam blev forskrækket. Nogle sagde: han præker i Vredesmod; andre sagde: I ser jo, at han er forrykt. Ikke desto mindre maatte de lidt efter lidt krybe ind i Kirken igjen. Ti da nogle Vakte begyndte at vise sig i Menigheden, saa fandt jeg snart, hvor lidet en ensom Prest kan udrette i et vidtløftigt Prestegjeld, som er henimod 20 Mil langt. Jeg opmuntrede derfor de faa Vakte, som fandtes, til at virke paa sine Grander og forklarede for dem Lignelsen om Tjenerne, som havde faaet ulige Pund at handle med, hvorledes denne Lignelse aandeligen burde forstaaes og udføres i christelig Virksomhed for vildfarende Brødres Oplysning og Formaning. Derved begyndte nu Disputer om aandelige Emner mellem Vakte og Sorgløse. Og uagtet de faa Vakte, som fandtes, bleve ilde tilredte af den sorgløse Mængde, dels med Skjældsord, stundom ogsaa haandgribeligen med knyttede Næver, saa maatte denne Mængde, vred og forbitret som den var, dog gaa i Kirken igjen og høre Prækenen. Der udmaledes den ugudelige Synders Tilstand saaledes, at hver og en maatte kjende sig igjen. Nogle bleve da røde i Øjnene, Andre mørke eller kulsorte; men egentlige Raab, eller højmælte Snøftninger[4] hørtes endnu ikke i Kirken (ti den hellige Aand var endnu ikke da paa Færde) og noget rigtig sønderknust Hjerte fandtes endnu ikke i den hele Forsamling“. En ugudelig Klokker, som af egennyttige Hensigter havde forført Menigheden til Brændevinsdrik, kunde nu ikke som før ved lignende Lejligheder gaa ud af Kirken men maatte, fordi denne var propfuld „sidde stille han Klokkerbænken og høre paa Prækenen, i hvilken ogsaa hans aandelige, mørke Skyggefigur udmaledes saa pas tydeligt, at hele Forsamlingen vendte sine Øjne hen imod ham. To Gange havde nogle af Forsamlingens Medlemmer seet de sorte Fugle siddende paa Klokkerens Skuldre og stoppe sine lange Næb ind i hans Øren, idet de udplukkede ethvert Korn af den hellige Sæd, som forgjeves udsaaedes paa Lastens og Gjærrighedens nedtrampede Vej“.
Vi se her de første Virkninger af den „Mysticisme“, hvormed Lestadius virkede paa sine Tilhøreres Indbildningskraft, paa samme Tid som han gjorde det til sit Formaal, at ryste deres Følelser til Skrig og „Snøftninger“. Om Lappernes Natur siger Lestadius selv paa et andet Sted, at de paa Grund af Sagn fra Forfædrene om farlige Fiender ere lette at skræmme, at de have en livlig Indbildningskraft og et let bevægeligt Sind. Hvad der ved hans livfulde og gruopvækkende Skildringer i stærke Billeder tegnede sig for deres indre Syn, begyndte nu ogsaa lidt efter lidt for en og anden at træde frem med Skin af ydre Virkelighed. Prest og Menighed synes at have været i samme Grad betagne af denne Fantasirus. Samme Juleaften, da Lestadius saa Lyset fra Kirketaget i Karesuando, saa nogle af hans Menighed smaa sorte Skikkelser flagre omkring de tændte Lys i Lysekronen. „Det forekom Seerne, som om disse smaa sorte Skikkelser havde stor Lyst til at udslukke Lysene, men ikke kunde“. Naar nogen vaandede sig i haarde Samvittighedskvaler, fortæller Lestadius, saa hændte det, at man kjendte en ubehagelig Svovellugt; ligesaa saa man en svovellugtende Damp opstige fra deres Mund. De første „Naadetegn“ viste sig i December 1845 hos en lappisk Kvinde; hvori dette bestod, fortælles ikke; det har rimeligvis været en af de sædvanlige „Henrykkelser“, hvoraf saamange senere paafulgte; men den Omstændighed, at det indtraadte samtidig med et Jordskjelv, bringer Lestadius til i Jordskjelvet at se et Tegn paa de underjordiske Aanders Bæven over dette Naadetegn. „Lap-Kvinden hoppede af Glæde højt over Jorden og kunde neppe beskrive den himmelske Fryd, som hun følte derved“. – – „Dette Naadetegn, som den tvivlende Kvinde først fik erfare, blev nu et helligt Maal for alle Vakte, men endnu ikke benaadede Sjæle, et uendeligt stort og højt Maal, som alle, der have en bedrøvet Aand, burde stræbe til“, Henrykkelserne og de Syner, som dermed forbandt sig, bleve snart mere og mere almindelige, saaledes at Lestadius kan berette, at: „de fleste blandt mine vakte Tilhørere have seet Frelseren, enten paa Korset, eller i Urtegaarden, eller opstanden fra de øde. Og ihvorvel saadanne Syner af det kolde Fornuftsmenneske betragtes som Følger af en optændt Indbildning, saa maa alligevel den Troende betragte dem som virkelige“. Forfatterens Forestillinger om Beskaffenheden af disse Undere, som han paa andre Steder vil forklare som en „realiseret Ide“, en „subjektiv Sandhed“, idet Mennesket bærer Himmerige og Helvede i sit eget Hjerte, synes i det Hele temmelig forvirrede og i mere end en Forstand mystiske. Han omtaler flere af de paa Norsk og Svensk trykte „Aabenbaringer“ og gjør sig med enkelte megen Flid før at tyde og fortolke dem. Overhovedet synes han enten ikke at kjende eller ganske at have glemt Luthers Advarsel mod saadanne Profeter, som kun have en Aabenbaring at paaberaabe sig, men forresten intet Kald eller Tegn. Den i Sandhed fanatiske Harme, hvormed han paa flere Steder udskjelder enhver, der i disse Aabenbaringer kun ser Virkningerne af en optændt Indbildningskraft, for at være kolde Fornuftsmennesker uden levende Tro, kunde vistnok ligesaa godt rettes imod Luther selv, naar i denne Anledning af Sværmeraanderne paa sin Tid udbryder: „Naar nu en eller anden drømmer en Smule, saa raabes der Aand, Aand“.
Lestadius’s Forhold ligeoverfor det religiøse Kjæleri, som vi ovenfor have vist Prøver paa, fremgaar af følgende Bemærkninger, hvormed han imødegaar endel, vistnok uretfærdige Beskyldninger, som vare gjorte imod ham for Usædelighed. De vakte Kvinder, fortæller han, som tilskreve ham den salige Forandring, som de nu erfarede i sig, dreves af en uimodstaaelig Lyst til at fugte hans Bryst med Takketaarer, saasnart de traf ham. „Mennesket har den Svaghed, at ville gribe sig fast i den nærmeste synlige Gjenstand for sin Taknemmelighed, og ihvorvel jeg for min Del ofte var bryd af disse Beviser paa Kjærlighed og Taknemmelighed, saasom jeg nærede en hemmelig Frygt for, at de kunde udarte til Afgudsdyrkelse, har jeg dog ikke kunnet støde dem ifra mig, da det vilde været det samme som at saare deres ømmeste og helligste Følelser. Jeg er ikke den eneste som har været udsat for disse Snøftninger og „Kramsninger“, ja til og med haarde Klapninger; men alle, som trofast have arbejdet i Herrens Vingaard (her nævnes nogle forskjellige Personer, hvoraf et Par have været hans Medhjælpere), ere udsatte for de vakte Kvinders haarde men inderlige Kramsninger, der for profane Øjne se ud som et vederstyggeligt Gjøglespil, men i sit Væsen ere Hjertets inderligste Udgydelser; og jeg beklager kun, at jeg ikke har saa høje Følelser, at jeg kan besvare deres Kjærlighed“.
Han udtaler derpaa, at disse „høje og saliggjørende Følelser ere den saliggjørende Tros indre (subjektive) Grund“. Mod Theologerne retter han den Beskyldning, at de, idetmindste i de senere Tider, aldrig have erfaret, i hvilket Organ „den subjektive Tro“ har sit Sæde, med andre Ord, at de aldrig have følt Troen i sit Hjerte, og dette, mener han, er Grunden til, at de paa Maafaa have henført den til Viljen. „Disse høje og salige Følelser“, ytrer han, „kaldes sædvanlig ’Aandens Drifter’. Men da disse ere den højeste Potens af den levende Christendom, saa maa enhver, som ikke har erfaret Aandens Virkninger, falde i Forundring over de høje Følelsesudbrud. Og da en død Tro ikke er en levende Tro, saa kan heller ikke Repræsentanterne for den døde Tro erfare noget af disse høje og levende Følelser, som udgjør den levende Tros Væsen og subjektive Grund. Vi paastaa ikke, at disse høje og levende Følelser nødvendig maa komme til saadanne højlydte Ytringer, som nu høres af de Vakte i Norden; vi paastaa blot, at de ere den højeste Potens eller den højeste Kraft af den levende Christendom; de indeholde saamegen Naade, som den svage Lerhytte kan bære. Hvis denne Kraft stiger til en endnu højere Grad af Virksomhed, saa bliver det mere end den svage Lerhytte kan bære; det bliver da en Vision, en Aabenbaring eller et Syn“.
For en Gang at give en Prøve paa det fanatiske og usømmelige Sprog, hvori Lestadius angriber dem, der ikke dele hans Meninger, skulle vi ogsaa anføre de Ord, som følge umiddelbar efter de sidst meddelte. Denne Prøve (der langtfra er af de stærkeste Ytringer, ti disse lade sig neppe sige, end mindre aftrykke) vil navnlig være tjenlig til at oplyse, hvorledes det er lykkedes ham at frembringe det tilsvarende fanatiske Had, som udmærker hans Tilhængere Han siger: „Men hvad er det nu for Folk, som forarges over disse høje Følelsesytringer? Jo, det er Skjænkeværter og Fyldehunde, som især forarges derover; dernæst dydige H. og ærlige Tyve, ja en højdydig Slægt, hvis Andagt, bliver forstyrret af Raabene paa Bedring, en Slægt, som ikke kjender nogen højere Nydelse, end den infernalske Dunst, som stiger op fra Tarmkanalen til Hjernen, naar Spiritusen udvikler sin vellugtende Gas. En Slægt, som stimuleres af den nedrige Egennyttes laveste Beregninger, som finder sit hæderlige Værtshusrygte i Fare for at gaa under ved Almuens Nøgterhed. Disse raa Naturmennesker opegge Kronbetjeningen til at klage for Landshøvding, for Biskop og for Consistorium over Læsernes Uvæsen; og disse inkvisitoriske Foranstaltninger har Kronbetjeningen af egen Drift megen Lyst til at udføre, ti den kan ikke taale Læsernes Bedringsraab. Men Skjænkeværternes Brændevinssalg og Fyldehundenes Eder lader den passere upaatalt, ti denne Handel og dette Levnet anser den for et ægte christeligt Liv“.
Da de „Bodfærdiges Bedringsraab“ og de „Benaadedes Glædesraab“ tilsidst aldeles forstyrrede Gudstjenesten for dem, som Lestadius benævner Sorgløse, blev der befalet, at der skulde holdes 2 Gudstjenester efter hinanden, den første for de „Sorgløse“, under hvilken de, der havde Rørelser, skulde holde sig udenfor Kirken.
Om den Fremgangsmaade, som hans Udsendinger og Medhjelpere brugte, fortæller Lestadius bl. A. følgende: Johan Rottamaa oprettede i Lainio en Børneskole; „han forklarede Christi Lidelseshistorie for Børnene efter den Methode, som han havde lært af mig i Karesuando. Om Aftenerne forsamlede ogsaa Byens Indbyggere sig i Skolerummet; der holdtes da Bøn og efter Bønnens Slutning oplæste R. noget af mine Koncepter, som oftest havde den Virkning, at en Del af Tilhørerne bleve forbitrede og gik bort, medens andre bleve igjen. Efter Konceptets Oplæsning fortsatte R. Samtalen med de Tilbageblevne til langt ud paa Natten. Nu opstod en almindelig Nyfigenhed iblandt Lapperne i Jukkasjærvi efter at besøge den underlige Skole, i hvilken Børnene bleve „daarlige“. Og daarligt saa det ogsaa ud for profane Øjne, naar en Del af Børnene vaandede sig i Samvittighedskvaler, andre hoppede af Glæde; og atter andre bleve kraftløse og orkede ikke at staa paa Benene“.
Jeg har saaledes givet Læserne Anledning til at overbevise sig om, at næsten alle de Vildfarelser og Misbrug, hvortil Sværmerne i vore nordlige Egne have hengivet sig, have sin Talsmand i Lestadius, under hvis Øjne de først opstode og udbredte sig. Selv vil han dog, som det synes, i god Tro, paa det Bestemteste fralægge sig, at have nogen middelbar eller umiddelbar Skyld for Vildfarelserne og Misgjerningene i Kautokeino, uagtet han ikke negter, at „Vækkelsen“ kom dertil fra Karesuando, tildels ved hans egne Udsendinger. Men ogsaa her viser det sig, at han har givet Anledningen, idet han har bifaldt, at „de Vakte“ befattede sig med at undersøge andres Sjælstilstand; han siger nemlig (i 3dje Aargang, pag. 4): „Naar de Christne ifølge det aandelige Presteembede, som efter Apostelen Peders Lære: „I ere det aandelige Presteskab“, – tilhører dem, undersøger en andens Sjælstilstand, saa bliver der først Spørgsmaal om denne Persons Anger eller Syndserkjendelse – – og Spørgsmaalene kunne da gjøres til ham, eftersom man kjender hans tidligere Livsomstændigheder, f. Ex. har du bedrevet Hor, har du stjaalet, har du været fuld? Er han angerfuld, saa erkjender han oprigtig, hvilken Synd han har begaaet og det i flere Christnes Nærværelse; men er han en af de ægte Lutheranere“ (i Lestadius’s Mund bruges dette Ord altid ironisk, og som et Skjeldsord) „da svarer han sædvanlig: det kommer ikke dig ved, hvorledes jeg lever; jeg skal selv svare for mine Gjerninger. Eller ogsaa svarer han saa: ’kan du forlade mig mine Synder, om jeg bekjender dem’, omtrent som Farisæerne sagde denne bespotter Gud“ o. s. v. Men just denne Ret, som L. i disse Ord ved en Misforstaaelse af Skriften hævder for de Christne, er det, som de fanatiske Lapper, ligesom ogsaa Kvænerne i Alten, have paaberaabt sig, naar de have stormet ind i Folks Huse og der begaaet større eller mindre Voldsomheder. Det Tyranni, som de, der paa denne Maade ville gjelde for og tildels af sine svagere Medmennesker ansees for aandelige Dommere, udøve, er endnu ingenlunde ophørt i Finmarken. Især optræde Fjeldlapperne, som oprindelig vare Bærerne af den religiøse Bevægelse og tillige desuden ere de kraftigste, mest velstaaende og ansete iblandt Lapperne, ofte paa sine Sommerbesøg ved Kysten med stort aandeligt Hovmod, og vide med List at benytte sin Overlegenhed til at opnaa Fordele. Naar saaledes de stakkels Sølapper i Lyngen ville modsætte sig, at Fjeldlapperne lade sine Rener gaa ud over deres Marker, spørge disse strax, om det er broderlig Kjærlighed, og det er meget almindeligt, fortalte man mig, at Sølapperne ikke have Mod til at drive sin Ret igjennem mod saadanne Indvendinger.
Hvad den før beskrevne Hoppen eller krampeagtige Dands angaar, saa har jeg vel ikke i Lestadius’s Skrift fundet anden Antydning dertil, end hvad ogsaa her er op- taget, om Børnenes Hoppen og om en Kvinde, som hoppede højt af Glæde over et Naadetegn; men det er temmelig sikkert oplyst, at den hos vore Lapper opstod derved, at en af Lestadius’s Udsendinger opfordrede dem til i en Runddands at ytre sin Glæde over, at de nu havde faaet „Aanden“. Man vil ogsaa erindre, at det Optrin af dette Slags, som jeg har beskrevet fra Kirkegaarden i Lyngen, blev udført af Karesuando Lapper.
Gaa vi dernæst over til at betragte mange af vore egne Lægprædikanters Virksomhed og de Midler, som de benytte sig af for at vække sine Tilhørere, saa er det let at paavise en stor Overensstemmelse, for ikke at sige en fuldkommen Lighed med den Fremgangsmaade, som vi nu have seet Lestadius og hans Medhjelpere benytte sig af. Det er i den senere Tid fra flere Sider, især i Opsatser i Dagbladene, blevet oplyst, hvorledes et stort Antal af saadanne Prædikanter i forskjellige Egne af Landet bære sig ad for at skræmme Folk op af Syndesøvnen. De grueligste Beskrivelser af Helvede og dets Rædsler, som deres Indbildningskraft kan opdrive, holdes i timelange eller ikke sjelden flere Timer lange Foredrag frem for Tilhørerne. Alle de Midler, som ligge i en voldsom og rystende Stemme, tages til Hjelp, og ikke sjelden vælges hertil de sildige Aftentimer eller den begyndende Nat, altsaa den Tid, da Indbildningskraften lettest spændes. Naar saa Øjemedet er opnaaet og den heftige Angest, som har grebet Forsamlingen, kommer til Ytring i hyppige, stærke Skrig eller ustandselig Graad, begynder gjerne en anden Slags Skildringer; da er det de Omvendtes Glæde og de Saliges Herlighed i Himmelen, som kommer til Omtale. Og saa liden er ofte disse Menneskers christelige Erfaring, at den derved frembragte Overgang i Tilhørernes Følelser fra Gru ved Skildringen af de Fordømtes Kvaler til overspændt Begejstring ved Omtalen af de Saliges Herlighed bliver forvexlet med en gjennemgribende christelig Omvendelse; saaledes, at de, der have gjennemgaaet et saadant Optrins mere eller mindre uklare Følelser, og derefter antage de ydre Former for Livet, som med Vilkaarlighed blive opstillede, nu blive antagne og gjælde som „Vakte“, medens de, der staa udenfor en saadan Bevægelse, betragtes som sorgløse og fortabte
Ligesom vi nu hos Karesuandolapperne have seet denne Følelsernes og Indbildningskraftens Rus at frembringe forskjellige Sandsebedrag, saaledes have vi ogsaa af de optagne Beretninger fra Distriktslægerne seet, at de norske Lægprædikanter heller ikke undgaa at fremkalde disse Virkninger.
Ganske nylig, og efterat denne Fremstilling er paabegyndt, har Sogneprest Krohg i Morgenbladet (Aargang 1861, No. 319) fremlagt en Beretning om nogle Lægprædikanters Virksomhed og de Følger, som den har haft paa en svag og lidet oplyst Befolkning i en afsides liggende Bygd i Romsdalen: først Skræk og Rædsel; derpaa Krampetilfælde under indbildte Syner, som naar et Barn bliver bange (idet de have troet at se Djævelen gribe efter sig); endelig, efter at Paavirkningen har været fortsat gjennem længere Tid, og hos dem, der have mindst Modstand at yde mod saadanne Indflydelser, nemlig svækkede og hysteriske Kvinder samt unge Mennesker, Bevidstløshed med Syner af Himmel og Helvede; derunder indbildte Samtaler, ikke blot med Christus og de Hellige, men endog med Gud selv! Ogsaa her ser man, at lige indtil 6 Aar gamle Børn have deltaget i Forsamlingerne, ogsaa her finder Angivelse Sted af visse Personer, som blive seede i Helvede.
Da den Beskrivelse, som et Øjenvidne giver af en af disse Forsamlinger, er mere levende end den, som jeg efter andres Beskrivelse har kunnet give af lignende i Senjen, skal jeg meddele et Par Træk deraf: Nogle ligge, andre staa eller sidde; nogle raabe, nogle synge; andre bede og holde daarlige og usammenhængende Taler, og naar de saa af Uvidenhed og Raseri ikke hitte paa, hvad de skulle sige, raabe de: ’Nu tog Djævelen Ordet fra mig og stak det i sin Lomme’. Nogle falde i Besvimelse og naar de saa komme til Besindelse igjen, begynde de at profetere. En Person, der foregav at kunne se ind i Helvede, og opfordrede Forsamlingen til at bede om, at visse Folk iblandt dem maatte sprække, viste sig derefter ganske rasende, strakte sig op efter Væggen og skrabede med Neglene, som om han vilde udrive Stykker deraf, idet han, som han udtrykte sig, vilde gribe sin Krone. „Denne Aftens gruopvækkende Optrin gjorde, at der var en stor Del Kvinder, der besvimede, og disse glædede sig ret hjertelig over denne sin Aands og Legems Svaghed samt forrykte Tilstand, da de sige forvist, at det var den Helligaand, som var kommen over dem. Ja Mængden er allerede saa forrykt, at de anse det for en stor Udmærkelse og Naade, Guddommen beviser dem, naar deres Helbred er saa vidt knækket, at de falde“. I Naboprestegjeldet fortælles derefter disse Begivenheder som et af Gud bekræftet Under, der beviser Lægprædikanternes guddommelige Kald og Berettigelsen af deres Fremtræden.
Lægprædikanternes Antal har, som mange vide, tiltaget ganske overordentlig i de senere Aar. Den Længsel efter christeligt Liv, som har afløst en foregaaende Tidsalders aandelige Død, har saagodtsom overalt fremkaldt en Trang til Guds Ords Forkyndelse, og til Fyldestgjørelse af denne Trang ere de mange Lægprædikanter optraadte. Den Erfaring, som jeg har kunnet erhverve paa mine Rejser, har desværre bragt mig til den Overbevisning, at det kun er et Mindretal, som under deres omvandrende Prædikevirksomhed ikke enten selv befinde sig i en saa uklar aandelig Tilstand, at de mindst af alt ere skikkede til at lære og lede andre, eller ogsaa, som Hyklere, drive Forretningen paa Spekulation. Og som Forretning er det vistnok meget lønnende, hvad enten det forenes med Bogudsalg eller ikke, ti man sætter ikke forgjeves Kvindernes Følelser i Bevægelse. Det er i denne Henseende maaske ikke uden Betydning, at Vinteren eller den arbejdsløse Tid især benyttes til denne Slags Omrejsen. At ogsaa aabenbar grove Overtrædelser undertiden og ikke saa sjelden ledsage denne Virksomhed, er under saadanne Omstændigheder let forstaaeligt og ganske bevisligt.[5] Især synes Brud imod det 6te Bud ogsaa hos disse Folk at være de hyppigste.
Hvorvidt Følgerne af saadanne slette Vejlederes Virksomhed skal gaa, om Virkningen skal udarte paa den Maade, som vi have seet at være Tilfælde i Finmarken, Romsdalen og Thelemarken, og om en saadan sygelig Bevægelse skal brede sig mere eller mindre ud, afhænger foruden af denne Virksomhed selv, af forskjellige Omstændigheder; navnlig af Folkets Natur, af dets Oplysning og af den Indflydelse, som dets indsatte Lærere, især dets Prester, kunne udøve paa det.
Ofte indskrænker Virkningen sig til at satte et større eller mindre Antal Mennesker i en mørk og fortvivlet Sindsstemning, en Sindsstemning, som Lægprædikanten sædvanlig ikke vil eller kan hjelpe dem udover. Naar denne gjennem længere Tid vedligeholdes ved fortsat Paavirkning af samme Slags eller ved Læsning i strenge, uforstandige og tildels uforstaaelige Bøger, eller ved strenge Paabud om at give Slip paa tilvante Nydelser og Adspredelser, udarter den hos dem, som dertil have Anlæg, let til Sindssygdom. Saadant Anlæg findes især hos Folk, som ere svækkede, enten ved Mangel og knap Levemaade, eller ved Sygdom og Blodtab, eller ved at give Die, eller endelig oftest ved flere af disse Ting i Forening. Faar nu endelig denne Sygdom en uforstandig Behandling f. Ex. med Aareladninger og fortsat religiøs Paavirkning, bliver den let til uhelbredeligt Vanvid.
Til andre Tider og ligesaa ofte bliver Virkningen af Lægprædikantens Virksomhed den, at der danner sig en Kreds af Mennesker, som i egen Indbildning ere „vakte“, og som udmærke sig ved med Hovmodighed at se ned paa dem, der staa udenfor denne Kreds og ikke netop ville leve som de. De vide ofte paa en Prik at angive Tid og Sted, naar de bleve vakte, og røbe derved ikke sjelden Vækkelsens flygtige og følsomme Natur. Deraf følger naturligvis ikke, at saadan Vækkelse altid skal være usand eller uvarig.
Idet en saadan usund religiøs Bevægelse har skredet frem gjennem Landet ved Siden af et opvoxende, sandt christeligt Liv, har den ikke været sen til at tilegne sig Fortjenesten af at have frembragt dette; og idet den har paaberaabt sig saadanne Frugter, har den krævet fuld Anerkjendelse af sine egne Vildfarelser. I de Egne, hvor den bar givet Anledning til sygelige Sjælsytringer med Drømme og Sandsebedrag, har Lederne af denne Bevægelse derfor ogsaa, ligesom Lestadius, bestemt fordret disse anerkjendte som Undere, i Lighed med det, som i den hellige Skrift berettes om profetiske Aabenbaringer og raskt hen udslynget Beskyldningen for Vantro mod dem, der ikke uden videre have villet erkjende dem for saadanne. At der for en overfladisk Betragtning ogsaa finder en vis Lighed Sted, er unegteligt; men paa den anden Side have vi i det Foregaaende allerede seet saamange Beviser paa sygelige Skuffelser og barnagtige Vildfarelser i disse formentlige Aabenbaringer, at enhver, der betragter dem uden Fordom, maa kunne indse deres rette Væsen. Vi skulle endnu en Gang kaste et Blik tilbage paa de Kræfter eller Aarsager, som have virket sammen til at fremkalde dem, og derved søge at forklare os deres naturlige Oprindelse.
Vi finde da næsten overalt, hvor de have vist sig, fra først af en Befolkning med liden christelig Oplysning og lidet christeligt Liv. Den prestelige Indflydelse har enten været utilstrækkelig i Forhold til Befolkningens Mængde og den Udstrækning, hvori den bor, eller den har af andre Grunde været lidet indtrængende og lidet paaagtet. Det kirkelige Liv har i det Væsentlige været en Formsag. Disse Omstændigheder have især været tilstede i Landets nordligste Egne, men i større eller mindre Grad ogsaa i mange andre af Landets Bygder. Og i samme Forhold, som den christelige Oplysning bar været liden i disse Egne, eller maaske i en endnu højere Grad, har ogsaa den almindelige Oplysning været det.
Men jo ringere Oplysningen og Forstandsudviklingen har været mellem disse Befolkninger, desto mere levende har i Almindelighed Indbildningskraftens Virksomhed været. For Lappernes Vedkommende er en livlig Indbildningskraft en af de mest fremtrædende Nationalegenskaber; den udvikles under det ensomme Liv paa Fjeldvidderne og vedligeholdes ved utallige Sagn og Eventyr. Ialfald i de mere afsides Bygder have ogsaa de samme Indflydelser, om end i noget mindre Grad, fremkaldt den samme Egenskab hos vore Landsmænd.
Det er let at forstaa, at en saadan Befolkning, der i alting har saamange af de Egenskaber, som udmærke Børn, ogsaa i den Maade, hvorpaa den modtager Indtryk og virker tilbage imod disse, vil forholde sig som Børn.
Men nu tænke man sig Børn igjennem længere Tid og ofte flere Timer ad Gangen udsatte for de Paavirkninger, som ovenfor ere beskrevne. Man erindre sig, hvorledes Børn forholde sig, naar der fortælles Spøgelsehistorier, især i Halvmørke; hvorledes Billederne optræde i deres Forestillinger med et frygteligt Liv, saa de krympe sig sammen, med krampagtig Iver gribe sig fast i enhver levende Gjenstand, og tilsidst i enhver Skygge mene at se det, som de frygte. Virkningen af en enkelt Gang vil som oftest overvindes, men lad saadant gjentage sig, tag istedetfor Spøgelser Djævelen selv og Helvede, udmal dem med de stærkeste Farver, og fortæl dem dette, ikke blot som noget, der er dem uvedkommende, men som noget, der i næste Øjeblik vil staa over dem og gribe dem, og se, om ikke Virkningen bliver Krampetrækninger, Daanelser og en vedvarende sygelig Tilstand med unaturlig Søvn, Tilbøjelighed til at gaa i Søvne og levende Drømmebilleder. Ligesaalidt som man vil anse de Flammer eller Stjerner, som man ser, naar Øjet træffes af et stærkt Slag, for Virkelighed, ligesaalidt vil man dog antage et saadant Barns sygelige Drømme og Syner for Virkelighed. Men naar nu dette samme gjentager sig i det Større hos en Befolkning, der paa Grund af sine Egenskaber ligeoverfor saadanne Indflydelser forholder sig som Børn, da skulde disse samme Ytringer ikke mere være at anse for sygelige, men derimod det højeste, som kan tænkes, Guds umiddelbare Aabenbaringer!
Ligesom nu saadanne Begivenheder lettest ville optræde og efter alle Tiders Erfaring netop have optraadt hos Befolkninger med de Egenskaber, som her ere nævnte, saaledes opstaa de indenfor en saadan Befolkning først og fremst hos Børn og svage Kvinder; og af de sidste i Almindelighed ikke hos de bedste, men netop meget ofte hos dem, der lide af et sygeligt Kjønsliv. Om den Pige fra Thelemarken, der i Kirketidenden omtales som et Redskab i Herrens Haand, er det saaledes oplyst, at hun forud havde haft hysteriske Kramper, at hun havde smaa Evner og ved sin Konfirmation var i Besiddelse af liden Christendomskundskab. Allerede denne Omstændighed burde dog opvække Tvivl, om man i saadanne Tilfælde virkelig har med Aabenbaringer at bestille; ti vel siges Gud i en vis Forstand netop at være stærk i de Skrøbelige, men dog ikke paa den Maade, at han vælger dette Slags Skrøbelige til sine overordentlige Redskaber; saadant strider vistnok imod den Erfaring, man har om Guds Styrelse.
Derimod er det bekjendt nok, at saadanne Kvinder ere meget tilbøjelige til forskjellige Nerveonder.
De Dele af Legemet, som tilsammen danne det, man kalder for Nervesystemet, ere Hjernen, Rygmargen og Nerverne. Disse Deles Forretning er væsentlig at frembringe Fornemmelser, Tanker og Bevægelser. Naar Nervesystemet lider eller bliver sygt af en eller anden Aarsag, forstyrres til en vis Grad en eller flere af disse Forretninger. Naar Fornemmelsen eller Følelsen forstyrres, kan den enten formindskes eller tilintetgjøres, saa at der opstaar Følesløshed, eller den kan forøges til det man kalder Ømfintlighed, eller den kan blive forkjert og falsk, saa man tager fejl af det man føler. Forstyrres Tænkningen eller Bevidstheden kan der paa samme Maade opstaa Bevidstløshed eller forkjerte Tanker og Forestillinger eller en sygelig forøget Tankevirksomhed. Forstyrres endelig Bevægelsen, kan den enten aftage til Lamhed eller forandres og tiltage til forskjellige Slags Kramper. Flere af disse forskjellige Nerveonder kunne være tilstede paa engang, og forbinde sig med hinanden til mere sammensatte sygelige Tilstande. En saadan Tilstand er den ejendommelige Søvngjængertilstand.
Under denne er man ligesom midt imellem at vaage og at sove; det er den samme Tilstand, der ogsaa er bleven kaldt magnetisk Søvn; de Syge have kun liden Opmærksomhed for Yderverdenen, derimod have de ofte de mest levende Fantasibilleder. Ligesom nu flere af Krampetilfældene se paafaldende nok ud, saa er især denne Tilstand forunderlig at se paa for dem, der aldrig før have hørt den omtale eller vidst, at den kunde existere. Den er derfor vel skikket til at opvække Tanken om overnaturlige Kræfter hos uvidende Mennesker med levende Indbildningskraft.
Hvor der nu først er Anlæg til en saadan Tilstand, der opstaar den især let, naar noget paa engang baade rører stærkt op i Følelserne og tillige sætter Indbildningskraften i en forøget Virksomhed; begge Dele have vi seet, at en Lægprædikant med sin før omtalte Fremgangsmaade bedre end nogen anden forstaar at udrette. Og da nu de, der falde hen i denne ejendommelige Søvn, undertiden kunne bringes til at tale og gjøre Meddelelser om de Ting, som deres Forestillinger i denne Tilstand dreje sig om, saa kan ingen forundre sig over, at de, der komme i denne Tilstand efter saadanne Indflydelser, som her er Tale om, ville kunne faa en hel Del at berette om Himmel og Helvede.
En anden Aarsag, som, hvor Anlægget først er tilstede, maaske af alle er den kraftigste til at fremkalde denne Tilstand, er Synet af andre, som befinde sig i samme. Den er, med andre Ord, smitsom paa samme Maade som flere andre Nerveonder, hvilke svage Mennesker ikke kunne være Vidne til uden at gribes af en Trang til at efterligne de sygelige Ytringer. Og da vi nu have haft Anledning til at se, hvor stor Sammenstrømning der plejer at finde Sted til saadanne Syge, bliver det let at forstaa, at Tilstanden griber om sig og bliver mere eller mindre almindelig, alt eftersom der findes mange eller faa, som have Anlæg til den. Er saa desuden den Mening bleven herskende, at dette er særdeles herlige og benaadede Tilstande, saa have vi allerede før gjort opmærksom paa, hvad der ogsaa i Distriktslæge Berboms Beretning er paavist, at Forfængeligheden kommer med i Spillet; denne vil da maaske bringe enkelte til rentud at forestille Tilstanden, hvor den slet ikke er tilstede, men mange flere til ingen Modstand at yde imod den, og heller at opelske og paaskynde de indre Bevægelser, der tilsidst ende i den. Derved fremkomme vel netop ogsaa i Almindelighed de blandede Tilstande, hvor noget vilkaarligt og noget uvilkaarligt er med i Spillet, og som kanske ere de allerhyppigste. Noget lignende bliver da ogsaa Tilfælde med Børnene, hos ¹hvem Efterlignelsesdriften især er en saa stærkt fremtrædende Naturlov.
Hvad nu den Veltalenhed angaar, som under disse Omstændigheder skal kunne udvikles, og af dem, der ville se Undere i disse Ting, betragtes i Lighed med det, der i Bibelen kaldes at tale med Tunger, saa vise for det første upartiske Beskrivelser at det ofte er temmelig smaat bevendt med den, hvor løbende end Talestrømmen undertiden kan være; enten er det saaledes kun en krampagtig Udstøden af mere eller mindre usammenhængende Ord, som f. Ex. hos den berygtede Sekt, Irvingianerne, der netop ogsaa indbilder sig at „tale med Tunger“; eller det er de faste Talemaader om at gjøre Bod og omvende sig, om at aflægge visse, formentlig syndige Gjerninger, især Brændevinsdrik, Kortspil, Dands, Musik, at bære Stads o. s. v., som udgjør Talens Indhold. Og hvo der nogle Gange har hørt vore Lægprædikanter tale, vil let kunne forstaa, hvor let det maa falde, naar man under deres Indflydelse er kommen i en overspændt Tilstand, atter at gjengive den. Men paa den anden Side synes der ogsaa efter Beskrivelserne virkelig at forekomme Tilfælde, hvor en i Sandhed forbausende Tankerigdom udstrømmer gjennem Talen hos Mennesker, der ellers slet ikke ere i Besiddelse af en saadan Evne. Dette skulde blive vanskeligt at forstaa, hvis man ikke netop i beslægtede Tilstande saa den utrolige Muskelstyrke, som ellers ganske svage Mennesker kunne udvikle. De voldsomste Sprang, hvoraf man ellers vilde blive træt, inden et Minut, kunne under saadanne Omstændigheder fortsættes i flere Timer og indtil 4 stærke Mænd formaa ofte ikke at standse de krampagtige Bevægelser hos en ellers ganske svag Kvinde. Naar nu den overspændte og sygelige Tilstand kan bevirke saa stærke Udladninger af Nervekraften igjennem Musklerne, saa kan man nok ogsaa forstaa, at den sygelig forøgede Virksomhed i Hjernen kan ytre sig i en usædvanlig Evne til at frembringe og udtrykke Tanker. Under disse Taler ligger da ogsaa Legemet sædvanlig stivt og ubevægeligt; al Kraft er ligesom samlet eller koncentreret i det eneste virksomme Organ, Hjernen.
Skulde intet andet være istand til at bevirke Overbevisningen om, at man her har at bestille med en sjælelig Spænding, der for en væsentlig Del beror paa en sygelig Tilstand i Legemet, saa synes dog det at maatte gjøre Udslaget, at denne Tilstand kan og ofte virkelig plejer at fremhjelpes ved legemlige Bevægelser og Handlinger. Medens saaledes den Dands og Hoppen, som vi have beskrevet fra Finmarken, hos mange vistnok væsentlig kun er et Udtryk for en Spænding eller indre Bevægelse, som allerede er opstaaet, saa er det sikkert nok, at den for mange desuden netop er et Middel til at befordre den. Derfor opfordres de, der staa udenfor denne Bevægelse, og som man har Haab om at trække med ind i samme, naar de træde ind i Forsamlingen, ofte til strax, især med Understøttelse af en anden, at begynde Hopningen; Erfaring har nemlig lært dem, at de Svage (eller, som de vel heller vilde udtrykke sig, de Villige) under denne til Slutning kunne henrives og ligesom i et Slags Raseri blive ved under alt stærkere og stærkere Bevægelser, indtil omsider den afmægtige Tilstand kan indtræde. Vi skulle senere i denne Fremstilling komme tilbage til at omtale de Sekter, der methodisk hengive sig til denne hoppende Bevægelse som en væsentlig Del af deres Gudstjeneste, og for hvem den ogsaa er et Middel til at bringe Spændingen op til det højeste. Og vi skulle endvidere senere faa at se andre, ligesaa materielle Fremgangsmaader blive anvendte for at opnaa den samme Spænding.
Efterat vi nu have seet, hvorledes det netop er den lavere Del af Følelseslivet, nemlig det rent legemlige Nerveliv, som pirres og spændes under saadant usundt og falskt religiøst Liv, kan det ikke længer forundre, at man faar høre Tale om Usædelighed imellem saadanne Mennesker. Kjønslivet staar nemlig i en meget inderlig Forbindelse, ja hænger umiddelbart sammen med dette Nerveliv. Erfaringen viser derfor altid, at Personer med et sygeligt Kjønsliv mere end andre føle sig hendragne til religiøst Sværmeri, idet dette paa en behagelig Maade rører op i deres Følelser; og paa den anden Side, at sygeligt Føleri og en vedvarende usund Spænding i religiøs Retning har en mægtig Virkning til at fremkalde de syndige Tilbøjeligheder i denne Retning. Men naar disse først ere vaagnede, da kan det hænde, som vi have seet, at endog den christelige Broder- og Søsterkjærlighed maa tjene som Paaskud til deres Tilfredsstillelse! Forsaavidt der ikke under saadanne Omstændigheder er et fuldt bevidst Hykleri tilstede, og det er der vistnok ikke altid, kan intet være mere skikket til at vise Styrken af den Rus, som saadanne Mennesker befinde sig i, end at ikke engang Bevidstheden om saadanne grove Overtrædelser formaar at adsprede det Mørke, som deres aandelige Hovmod har hyllet dem ind i. Som de fleste vide, vrimler Historien om de religiøse Sværmerier af saadanne Kjendsgjerninger, og som oftest ledsages de, saaledes som f. Ex. hos Gjendøberne paa Luthers Tid, af samtidige Beretninger om Syner og Aabenbaringer. Selv det Sværmeri, som i Begyndelsen paa flere Steder udviklede sig efter Hans Nilsen Hauges Virksomhed som Opbvyggelsesprædikant, skal ikke altid have været frit for Udskejelser i denne Retning, og Hauge er isaafald ikke den eneste Lægprædikant, som, skjønt selv i den Henseende fuldkommen ren, alligevel under sin Virksomhed imod sin Vilje er kommen til at nedlægge Spirer til dette Onde.
Den Virksomhed, som i det Foregaaende er beskrevet som ejendommelig for de Fleste af vore Lægprædikanter, og den Retning i det religiøse Liv, som derved er bleven fremkaldt, svarer i alt Væsentligt til det, som udmærker de saakaldte Methodister. Jeg kan i den Henseende henvise til Grauls Skrift: „De forskjellige kristelige Bekjendelsers indbyrdes afvigende Grundsætninger“ (oversat af Breien, 2den Udgave og i en Fortale varmt anbefalet af Professor Caspari) hvor man pag. 136–139 kan læse en Beskrivelse, som næsten i alle Punkter svarer til den, der ovenfor er meddelt. En saadan Omvendelse, siger Graul, bestaar for det meste ikke i noget andet end en nervøs Rørelse; der indtræder derfor snart en Slappelse, og i Anledning af denne maa der da sørges for nye Methoder eller Forholdsregler af samme Slags.
Det er let at indse, at dette er en Slags Godtkjøbsomvendelse, som uden Vanskelighed kan drives i stor Maalestok, og for en kort Tid tilsyneladende give de mest glimrende Resultater. Netop i den seneste Tid har den ogsaa, især i Amerika og Irland, gjort Fremskridt, der have vakt almindelig Opmærksomhed og Forbauselse. Mangfoldige Tusinder ere blevne grebne af Bevægelsen; Bønner og Salmesang har lydt i alle Retninger; Kramper og Daanelser, Syner og „Aabenbaringer“ have været almindelige; Voxne og Børn have „talt med Tunger“ og „profeteret“; men – Spaadommene ere ikke gaaet i Opfyldelse. Det er langtfra udelukkende den uvidende Mængde, som har deltaget der. Mange Prester og mange af de dannede Klasser ere blevne revne med af Bevægelsen; ja endog Læger have ikke kunnet modstaa det Usædvanlige i Optrinenes Beskaffenhed og det Uhyre i Bevægelsens Omfang. Men Resultaternes flygtige Natur er ogsaa her hastig kommen for Dagen; forskjellige Misbrug og Udskejelser have i Irland endog nødt Regjeringen til med Kraft at optræde imod Bevægelsens Fremadskriden, og de gode Virkninger, som efter hvad dens Tilhængere vidste at berette, skulde have vist sig i Folkets Sædelighed, have saa langt fra bekræftet sig, at der tværtimod fra flere Egne, hvor Bevægelsen herskede stærkest, er bleven paavist et forøget Antal Forbrydelser, og navnlig en stor Forøgelse i Antallet af de uægte Fødsler samt i Brændevinsforbruget efter samme.
Den reformerte Kirke med sin svagere Tro, der saa gjerne kræver „Syn for Sagen“, har altid været mere udsat for saadanne Vildfarelser end den lutherske. Snart vil denne svage Tro igjennem de indre Fornemmelser kjendelig og til en vis Grad materielt føle Guddommens Nærværelse eller Aandens umiddelbare Virkninger, snart gaar den videre og kræver synlige Beviser paa Guds Naade i ydre Tegn eller Aabenbaringer. Den paaberaaber sig de Løfter, som Gud har givet om at opfylde vore Bønner, men beder ilde og med Utaalmodighed. Den forsmaar Oplysningens sikre, men langsomme Vej og kræver af Gud Aandens Udgydelse i de urensede og uforberedte Hjerter. Saaledes opstod Bevægelsen i Irland, idet først 4 unge Mænd og siden flere og flere sloge sig sammen om at bede Gud om saadanne umiddelbare Naadestegn; fra September 1857 indtil det følgende Foraar sporedes endnu ingen Virkninger; men da var under de idelige, heftige, Nat og Dag fortsatte Bønner Spændingen bleven tilstrækkelig stærk og Rusen fuldstændig; da begyndte først enkelte at falde i Afmagt og „tale med Tunger“, Gnisten havde fænget og nu udbredte Smitten sig i kort Tid til Tusinder.
Vi have imidlertid desværre hos os selv Beviser nok for, at de samme Vildfarelser kunne opstaa indenfor et luthersk Kirkesamfund og det kan saameget mindre forundre os, da endog 2 af vore kirkelige Blade ikke have været istand til at se og klare disse Begivenheder fra et ganske nøgternt Synspunkt:
Den saa ofte omtalte Pige fra Thelemarken, der paastod, at hun var et Guds Redskab, og at hun maatte lide for den syndige Menneskehed, har forsaavidt faaet den første af disse to Paastande godkjendt af norsk Kirketidende, som det siges, at Gud har benyttet hendes Syner og de Formaninger, hvormed hun ledsagede sine Fortællinger om dem, som et Middel til at vække Folkene i Sognet til Eftertanke i deres Salighedssag. Det er muligt, at saa er Tilfælde, især da det er oplyst, at Presterne med Iver have søgt at lede Sagen til det Gode, og at hun saaledes er bleven en Lejlighedsaarsag til noget Godt; men det er vist, at hun er bleven en ligefrem Hovedaarsag til en temmelig udbredt og meget farlig Sygdom og Vildfarelse; og ganske vist vilde det ogsaa været meget tjenligere, baade for hende selv og for andre Vildfarende, om Kirketidenden havde kunnet klare Beskaffenheden af denne Vildfarelse, istedetfor at den nu kun har næret hendes Forfængelighed, der allerede i Forvejen var steget til en saa oprørende Højde, at hun indbildte sig at lide for Menneskeheden.
Med Hensyn til de senest omtalte Begivenheder i Irland og de tilsvarende i Amerika har Kirketidenden udtalt sig med noget større Forbehold end Bladet „For Fattig og Rig“, der for sin talrige Læsekreds har udraabt disse Begivenheder som noget overordentlig herligt. Med forunderlig Selvtillid erklærer det „hvad Ondt man har villet vide om denne Vækkelse“ for „idel Løgn“, og hine fire unge Mænds Exempel opstilles som noget, vi alle bør forene os om at følge, for at udbrede lignende Virkninger over vort eget Land.[6]
Jeg tror, at vi bør bede Gud bevare os for saadanne Optrin, selv om den derved fremkaldte Vækkelse hos enkelte, som man vel tør haabe, bliver sand og varig. Lad enhver, Prest eller ikke Prest, som virker til Christendommens Fremgang, arbejde tro og stille, med Nidkjærhed, men uden Utaalmodighed; lad dem, især i Menigheder, hvor Sværmeraanden gjerne vil herske, vogte sig for Stormløb paa Følelserne og helst undgaa den sygelige Svaghed, der frembringes hos Tilhørerne ved altfor lange og rystende Taler; da vil nok Gud sørge for, at Velsignelsen alligevel kommer, baade saa tidlig og saa rigelig, som mulig.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ De i ( ) anførte Forklaringer af Kunstudtryk ere indskudte af mig.
- ↑ Jeg vil i det Følgende overalt undgaa Benævnelsen Fin, fordi denne snart benyttes om Finmarkens oprindelige Beboere, Lapperne, snart om Finlands Beboere, Kvænerne, og derved let giver Anledning til Misforstaaelse.
- ↑ Se mit Skrift, „Bidrag til Kundskab om de Sindssyge i Norge“, pag. 214.
- ↑ Med Ordet „snyftningar“ synes Lestadius at betegne den ejendommelige Lyd, som jeg tidligere har fortalt, at jeg i Lyngens Kirke hørte af Karesuandolapper.
- ↑ En Mand, der den sidstforløbne Sommer i Nordland holdt stormende Foredrag, som frembragte voldsomme Bevægelser med Kramper og Besvimelser, og umiddelbar efter disse Foredrag indbød til Kjøb og Subskription paa Bøger, der udgives af Stavangerske Boghandlere, foregav løgnagtigen, at han var udsendt af det norske Bibelselskab.
- ↑ Redaktionen nærer noget Haab om, at den Taushed, som Bladet senere, saavidt vides, har iagttaget om disse Begivenheder, er begrundet i en Erkjendelse af, at dets Glæde over dem har været forhastet.