Om nogle aandelige Omgangssygdomme/2
Allerede ved flere Lejligheder i denne Fremstilling har jeg omtalt en Drift i Menneskets Natur til at efterligne det, som det ser andre gjøre for sig. Denne Efterlignelsesdrift er en mægtig Kraft, hvis Virkninger til enhver Tid spores i alle Retninger af Menneskelivet, og af hvilken uendelig meget, baade godt og ondt, afhænger. Det er igjennem den, at den saakaldte „Mode“ faar sin næsten uindskrænkede Indflydelse, og kun ved at kjende den bliver man istand til at forstaa det Omfang og den Magt, som de aandelige Vildfarelser og Sygdomme, om hvilke det nu er min Hensigt at fortælle, have faaet. Blandt de Forfattere, der have studeret Historien om disse aandelige Omgangssygdomme, er der en tydsk Læge, ved Navn Hecker, og en fransk Læge, ved Navn Calmeil, hvis Skrifter jeg i det Følgende oftere kommer til at benytte.[1]
Efterlignelsesdriften gaar forud for Tænkningen og den selvstændige Handling. Den tilhører ikke blot Menneskene, men endnu mere Dyrene.
Naar Barnet er kommet ud over de ste Bevægelser til hvilke det allerede strax har en medfødt Evne (de automatiske Bevægelser), og skal lære at tale, saa erhverves denne Evne paa en yderst simpel, men sikker Maade. Man ser, hvorledes Driften til at efterligne Dag for Dag vaagner hos Barnet, og kan deraf forstaa, at de Indtryk, som det modtager, nu begynde at frembringe mere levende Forestilinger. Spæde Børn have ingen anden Maade, hvorpaa de kunne vise, at de have bemærket de Bevægelser, som foretages for dem, end at gjentage dem. Og ligesom de gjentage de Bevægelser som de se, saaledes gjentage de de Toner, som de høre. Ti ethvert Sandseorgan bar et tilsvarende Bevægelsesorgan, paa hvilket det kan virke tilbage, naar det har modtaget et Indtryk; saaledes har Høresandsen Stemme- og Taleorganet, med hvilket det i sin Virksomhed hænger sammen. De første Lyd, som et Barn udtaler, ere endnu intet Sprog, men Toner uden Mening og Betydning, ligesom Dyr kunne afrettes til at tale og endog til, under de samme tilbagevendende Omstændigheder, at gjentage der, som de engang have lært. Men Barnet begynder lidt efter lidt at knytte Forestillinger til disse Lyd; efterhaanden udvides disse Forestillingers Kreds, og det bliver istand til paany at kalde dem tilbage.
Senere efterligner det sine ældre Legekammeraters Handlinger og eftersiger deres Ord med en skrupuløs Nøjagtighed. Den selvstændige Anskuelse af Tingene og deres Værd og Betydning kommer sent, og hos mange naar den aldrig til Frihed og Modenhed; ja det maa endog siges at gjelde for de fleste, at de sit hele Liv igjennem blive afhængige af sine Omgivelser og uselvstændige Led af den Kreds, som de tilhøre. Selv de, der naa den allerhøjeste Grad af Frihed, Genierne, som bryde nye Baner og kjæmpe mod den Efterlignelsesdrift, som enhver Tidsalder lider under, kunne i det Væsentlige blot virke ved Midler og igjennem Begreber, som de have erhvervet sig ved Efterligning.
I Ungdommen, som endnu, selv under en hastig Udvikling, beholder en hel Del af Barndommens Uselvstændighed, forøges denne end mere ved de heftige Følelser og Lidenskaber, som opvaagne. Det er let at vinde den for det, som er højt og skjønt, men ligesaa let at opægge dens onde Lidenskaber og at forføre den til Laster eller til Fanatisme, naar den Familje, det Folk eller den Tidsalder, hvori den lever, fremkalder og nærer de tilsvarende Følelser.
Kvindens Selvstændighed er i alle Henseender ringere end Mandens; hendes Medfølelse er stærkere; og hendes Drift til at efterligne bliver det i samme Grad. I næsten alle de Vildfarelser eller Sygdomme, som bero paa denne Egenskab, ville vi derfor faa se Kvinderne at tage en fremherskende Del.
Ligesom de forskjellige Aldere, Personligheder og Kjøn have sin større eller mindre Del af denne Egenskab, saa have naturligvis ogsaa de forskjellige Folkeslag eller Tidsaldere det. Dog bar hidtil hverken noget Folkeslag eller nogen Tidsalder været fritaget for det Slags Vildfarelser, bliver det vel heller aldrig; kun ville Vildfarelserne i andre Tider angaa andre Gjenstande eller de samme Gjenstande under andre Former.
Paa samme Tid som Barnealderen er den, som lettest lokkes med ind i saadanne Vildfarelser, hvori ogsaa de Voxne deltage, saa faar den paa Grund af sin Umyndighed sjelden Anledning til at optræde for sig selv i Begivenheder af større Betydning. Det har imidlertid hændt, og vi skulle begynde disse Fortællinger med
Paa den Tid var det hellige Land allerede for temmelig længe siden faldt tilbage i Saracenernes Hænder. Smerten over dette Tab og med den Længselen efter atter at oprette det begyndte med fornyet Styrke at vaagne hos Europas Folk. Men Udsendingerne fra Rom vandt ingen Indgang hos Mændene; man vilde ikke længer til Unytte ofre Penge og Liv paa det, som det forrige Aarhundredes indsigtsfuldeste og tapreste Mænd ikke havde formaaet. Da begyndte der hos Børnene at opstaa lyse Drømme om det hellige Land, og i deres Indbildningskraft malede der sig snart vidunderlige Sejre over de Vantroende. Der opstod ungdommelige Anførere, som begyndte at føre Ordet; en af disse, ved Navn Steffen (Etienne), en Jætergut fra Vendôme i Frankrig, der var udrustet med gode aandelige Evner, holdt Korsprækener og fik en uhyre Tilstrømning fra Omegnen. Hvad han talte, var vistnok kun de samme Tanker, som bevægede Tiden dengang, og som fra voxne Læber ikke formaaede at bringe noget i Gang; men at en simpel Jætergut saaledes kunde træde op med en henrivende Veltalenhed, det var nok til at gjøre ham æret som en stor, af Gud udsendt Profet. Man knælede for ham som for en Engel, og uagtet Kongen Philip August, fulgte de Raad, som de Lærde ved Paris’s Højskole gave ham, og forsøgte paa at forbyde disse Folkeforsamlinger, saa blev det dog snart ganske umuligt at holde den tøjlesløse Bevægelse, der havde grebet og som en elektrisk Gnist antændt de ungdommelige Sind, i Skranke. Nye tiaarige Profeter opstode hver Dag, prækede Korset og gjorde endog formentlige Mirakler; om disse flokkede de forvildede Børn sig i store Mængder, og alle disse større og mindre Hære samledes igjen om „den hellige Stephanus“.
Forældrene toge Del i Forvildelsen. Mange udrustede sine Smaagutter med Sværd og Pantser eller klædte dem i Pilgrimskjole og gav dem Stok og Randsel til den lange Vandring. Fandt Børnene Hindringer, saa faldt de hen i en tærende Fortvivlelse, græd Dag og Nat og fik Nervetilfælde, der indjoge Forældrene saadan Skræk, at de tilsidst maatte give efter. Stængte man dem inde, gjennembrøde de Laase og Hængsler og overlistede sine Vogtere. Der var ingen Standsforskjel; de kom fra Slotte og fra Hytter, kun sørgede de Rige bedre for Pleje og sendte Ledsagere med, som vel i Stilhed have reddet mange af dem.
Fire Uger efter at Steffen havde optraadt første Gang, saa man allerede paa alle Landeveje ordnede Skarer af Børn, som droge til Vendôme. De bare Voxkjerter, Kors og Røgelsekar og sang med Andagt fromme og begejstrende Sange. I Juli Maaned var en Hær af 30,000, dels bevæbnede, dels ubevæbnede Gutter samlet i Vendôme; mange vare til Hest, men de fleste til Fods; temmelig mange Smaapiger i Guttedragt fandtes imellem dem. Alle erkjendte de Steffen for deres Herre og Anfører til det hellige Land. Han sad paa en Vogn, der var udpyntet med Tæpper, og de Fornemste, i stadselige Rustninger, med Faner og Vaabenskjolde, dannede en Livvagt omkring ham. En saadan trængte han ogsaa til, for at holde borte alle dem, der i Andagt og Begeistring vilde trænge sig hen til ham for at faa Traade af hans Klædebon. Fra Vendôme satte Toget sig i Bevægelse imod Marseille. Juli Maaned var hed og tør, og Legen blev allerede alvorlig; ikke destomindre var Begeistringen endnu stærk nok til at overvinde Hede, Tørst og Mangel. Steffen havde lovet, at Havet skulde træde tilbage for dem, saa de med tørre Fødder skulde kunne gaa til Jerusalem. En Sværm af Kjeltringer fulgte efter dem og kastede sig som Gribbe over det velkomne Bytte, forførte dem til Udsvævelser og udplyndrede dem ved Spil og aabenbar Ran, saa de færreste vilde have naaet til Marseille, om ikke Indbyggerne i de Egne, som de vandrede igjennem, havde givet dem, hvad de behøvede. Det Værste forestod endnu i Marseille. To Kjøbmænd, som indsmigrede sig hos dem og med hyklet Andagt deltog i deres Andagtsøvelser, lovede for intet at føre dem til Palæstina. Børnenes Antal var endnu saa stort, at de fyldte 7 store Skibe. 2 af disse forliste uden at nogen blev reddet; men de 5 andre sejlede til Alexandrien og Bugia, hvor samtlige Børn bleve solgte som Slaver til Saracener. Begge Kjøbmændene bleve senere ved en anden Lejlighed henrettede.
Paa samme Tid foregik noget ganske lignende i Tyskland; ogsaa her opstode Barneprofeter med glimrende Veltalenhed; den Hær, som samlede sig, var endnu større end den franske, og med samme Sikkerhed, som denne, ventede den, at Havet skulde træde tilbage, saa den skulde gaa tørskod til Palæstina.
Den delte sig i 2 Afdelinger, som begge paa forskjellige Steder forsøgte paa at gaa over Alperne. Under dette Forsøg omkom de Svagere, og en mindre Del naaede til Genua og Lombardiet. Men da havde de tabt Modet, og de bleve adspredte i forskjellige Retninger; nogle toge Tjeneste der, hvor de vare komne hen, andre vendte tilbage; de fleste af disse omkom paa Vejen, og de faa, som kom hjem igjen, bleve tildels modtagne med Haan og Spot; ti de samme, som først gribes af Begejstring ved slige Bevægelser, slaa ogsaa hastigst om i det modsatte, naar Udfaldet viser sig mislykket. Der var nogle af Børnene, som slet ikke vilde opgive sit Forehavende; disse havde samme Skjæbne som de franske; de faldt i Hænderne paa Slavehandlere og bleve solgte til Saracenerne. Det fortælles, at endnu flere Voxne og Kvinder deltoge i det tydske Barnetog, end i det franske; især skal de halvvoxne Pigers Tal have været større. Desto værre var ogsaa Tøjlesløsheden og den sædelige Fordærvelse; Forførelse og Skjændsel var den almindelige Skjæbne for dem, som ikke omkom.
Man har sammenlignet den uimodstaaelige Trang, som under disse Begivenheder havde grebet Børnenes Hjerter, med den Trang, som bevirker Trækfuglenes Flugt om Høsten. Saa hastig gik ogsaa Begivenheden for sig; i de sidste Dage af August havde den naaet sin Ende. Men medens det gaar godt for Fuglene, til hvis Natur det hører, saaledes at følge en blind Drift, saa gaar det naturligvis meget ilde for Menneskene, naar de ikke benytte den frie Aand, som Gud har givet dem til at beherske denne samme Drift, ogsaa da, naar den sættes i Bevægelse af andægtige Følelser og fromme Forsætter.
Uagtet Overspændtheden under Barnekorstoget hos mange Deltagere og navnlig hos nogle af Anførerne maa have været sygelig, saa kan det dog mere tilskrives en Vildfarelse end en Sygdom. Anderledes forholder det sig med de Begivenheder, hvorom vi nu skulle fortælle, og som foregik omtrent halvandet hundrede Aar senere.
I Aaret 1374 ankom til Byen Aachen i Tyskland store Skarer af Mænd og Kvinder, som, dels paa Gaderne, dels i Kirkerne, Haand i Haand gave sig til at dandse om i en vild Ringdands. De syntes at være ganske sandsesløse. Dandsen foregik med frygteligt Raseri og Voldsomhed og holdt paa i Timevis; tilsidst bleve de udmattede og faldt om. Da gave de sig til at stønne og klage over en svær Beklemmelse, og fandt ingen Lindring, med mindre man gav sig til at sammensnøre deres Underliv, der viste sig stærkt udspændt, som ved Trommesyge. Istedenfor Sammensnøring hjalp det ogsaa, naar man slog og sparkede dem stærkt paa Underlivet. Saalænge Dandsen stod paa, fortælles der, at de havde Syner. Det forekom nogle, at de stode i en Strøm af Blod, og at de derfor maatte hoppe saa højt; andre indbildte sig at se Aander, hvis Navne de udraabte, medens atter andre troede at se Jomfru Maria og Frelseren i den aabne Himmel. Naar saa bagefter Underlivet var blevet sammensnøret eller banket, kom de til sig selv igjen og viste sig naturlige indtil næste Anfald.
Hos nogle begyndte Anfaldene med Nedfaldssyge og Krampetrækninger, som derefter senere gik over i Dands.
I Løbet af nogle Maaneder udbredte denne Sygdom sig vidt og bredt, især i Holland og Belgien. De Syge droge nemlig fra Sted til Sted, og hvor de kom hen, smittede de andre, som da sloge sig til dem. Bønder og Haandværksfolk, Mænd og Kvinder deltoge, Gutter og Smaapiger løbe ifra sine Forældre og Tjenestefolk ifra sine Herskaber; dog saa man, ifølge Beretningerne, ingen af de højere Klasser at slutte sig til denne Bevægelse. Det viste sig snart, at Kjønstilbøjeligheden var bleven meget levende og tilfredsstilledes paa den vildeste Maade. Tilstanden varede i længere eller kortere Tid, hos nogle kun 10 Dage, hos andre meget længer; der var Kvinder, som vedbleve at dandse omkring med ustandseligt Raseri, længe efter at de vare blevne frugtsommelige.
I Almindelighed ansaa man Tilstanden for en Virkning af Djævlebesættelse. Besværgelser vare derfor det sædvanligste Middel, som anvendtes; om Lægebehandling imod denne Tilstand var der den Tid ingen Tale.
Om den første Oprindelse til disse Optrin har man kun ufuldstændige og usikre historiske Beretninger; noget lignende havde i mindre Udstrækning fundet Sted allerede flere Aarhundreder i Forvejen. Hvad man bar sluttet sig til, er følgende:
I umindelige Tider havde det været Skik og Brug, ligesom det jo endnu er Tilfælde, at fejre Johannes den Døbers Dag (St. Hans Dag) med Ildblus; men denne Højtid var paa de Tider ledsaget af forskjellige, underlige og vilde Skikke, som tildels vare Levninger fra hedenske »Tider, og som bleve overførte paa denne Fest; rimeligvis havde ogsaa selve Blussene, de saakaldte Nødfyr, sin Oprindelse fra Hedendommen.[2] En af disse Skikke grundede sig paa den Tro, som paa flere Steder endnu har vedligeholdt sig, at Mennesker og Dyr, som springe igjennem disse Flammer eller deres Røg, ligesom ved en Ilddaab i et Aar skulle blive fri for Feber og andre Sygdomme. Man hengav sig da til en vild Dands omkring Ilden, under hvilken saa en og saa en anden sprang igjennem Flammerne. Mødre toge deres smaa Børn paa Armene og gjorde det samme. Dandsen skal have været almindelig baade hos de germaniske og hos de sydeuropæiske og asiatiske Folk. Naar man nu lægger Mærke til, at ifølge Beretningerne Dandserne optraadte i Juli Maaned og under deres Dands idelig raabte paa den hellige Johannes’s Navn (hvorfor de ogsaa bleve kaldte Johannesdandsere), bliver det sandsynligt, at den vilde St. Hans Fest i Aaret 1374 havde været den nærmeste Anledning til denne Sygdom.
En anden Aarsag til Sygdommen og tillige en Aarsag til at St. Hans Festen just paa den Tid blev saa vild, har man troet at finde i den Tids særegne Forhold: den sorte Død var nogle og tyve Aar i Forvejen gaaet igjennem Landene og havde efterladt en forfærdelig Forvirring. Der var ingen Sikkerhed for Liv og Ejendom; den Stærkestes Ret gjaldt, og den grusomste Undertrykkelse udøvedes mod de Svage. En svær Oversvømmelse af Floderne om Vaaren samme Aar havde forøget Nøden og Elendigheden. Mange led Hunger, og som Følge deraf har vel ogsaa de Sygdomme, som man vilde befri sig for ved at springe gjennem Ilden, været talrige. Den svækkede Tilstand i Legemet og Spændingen i Sindet har da i Forening bevirket, at den vilde St. Hans-Dands er bleven krampagtig, og naar en saadan Krampesygdom først er begyndt gaar den ikke hastig over; allermindst naar man tillige ser den hos sine Omgivelser og Efterlignelsesdriften derved kommer med i Spillet. Den stærke Udspænding af Underlivet har haft sin Grund i en Udvikling af Luft, som ofte finder Sted ved Nervelidelser, især naar Maven er svag, og det har den vel været hos Mængden dengang, som Følge af slet Næring under Hungersnøden At endel Bedragere have været med, følger af sig selv.
Senere, især de nærmeste Aarhundreder efter, vedblev denne Sygdom, idet den snart kun angreb enkelte, snart udbredte sig i større Kredse. Ligesom man i Almindelighed dengang søgte sin Hjelp hos Helgenerne, saaledes blev det nu gjængs at søge Helbredelse for denne Sygdom ved at bede til en Helgen ved Navn Vitus eller Veit. Veit var en halvvoxen Gut paa Sicilien, som i Aaret 303 blev Martyr under Diocletians Christenforfølgelser. Hans Lig var i Aaret 836 blevet flyttet til Frankrig, og man troede, at der skede Mirakler ved hans Grav. Siden, da forskjellige Helgener fik Ord for at kunne helbrede forskjellige Sygdomme, fik han især Ord for at kunne helbrede den her omtalte krampagtige Dands, og derfor fik ogsaa denne Dands senere Navn af St. Veits Dands.
Hvormeget Indbildningskraften har haft at betyde i denne Sygdom, kan man skjønne deraf, at Anfaldene især bleve almindelige paa St. Hansdag. Hele Juni Maaned indtil St. Hans, heder det, fornam de Syge en uovervindelig Uro i sig, vare sørgmodige og ængstelige, følte Smerter hist og her og længtes med Utaalmodighed efter St. Hansdagen, for da, ved at hengive sig til Dandsen i eller udenfor et af de til St. Johannes eller til St. Veit oprejste Kapeller, at befri sig for disse Fornemmelser. Paa denne Maade blev altsaa Dandsen for mange et Middel til at helbrede en sygelig Trang, som derefter i længere Tid udeblev, men ofte igjen vendte tilbage. Hos nogle varede Dandsen da i omtrent 3 Timer; men andre kunde holde ud Dag og Nat, førend de faldt om. Under Dandsen tabte de ofte i den Grad Samlingen, at de styrtede med Hovedet imod Kanter og Vægge, ja man har endog Exempler paa, at de have styrtet sig ud i rivende Strømme og paa den Maade omkommet. Synet af visse Farver, især den røde, kunde forøge Raseriet, og da kunde de blive farlige for dem, som bare saadanne Farver.
Det er let at forstaa, at Musik maatte udøve en stærk Indflydelse paa dette Slags Syge; Anfaldene kunde fremkaldes derved og deres Styrke forøges. Da man nu gjerne vilde have Anfaldene til at gaa hurtig over, og dette især plejede ske, naar de vare rigtig voldsomme, lejede Øvrigheden i Byerne Spillemænd, for at faa Dandsen rigtig i Gang; den lod ogsaa stærke Mænd deltage i Dandsen, for desto snarere at trætte de Syge ud. Endelig forsøgte man at benytte Musiken til at berolige Raseriet, idet man lod den blive mildere.
Ogsaa Johannesdandserne bleve undertiden fulgte af Spillemænd med larmende Instrumenter; men disses skjærende Toner skulle kun have tjent til at forøge Raseriet og drage flere med ind i Bevægelsen.
Efter Trediveaarskrigen skal denne Sygdom ikke have forekommet i Tydskland.
At en meget lignende sygelig Dands foregaar den Dag idag nær ved os, det have vi i den foregaaende Afdeling af denne Fremstilling haft Anledning til at se, ligesom vi i det Følgende skulle faa se, hvorledes den udøves paa flere andre Steder. St. Veits Dands kaldes den ikke mere, og dette Navn bruges nu kun om et vist Slags krampagtige Trækninger i en eller flere Dele af Legemet.
Nær beslægtet med den tydske og franske St. Veits Dands er den italienske
Tarantel er Navnet paa et Slags Ederkop, hvis Bid har skadelige Virkninger. Man kjender flere saadanne; men de Naturkyndige ere ikke blevne enige om, hvilken af disse det er, som man paa den Tid, da Taranteldandsen begyndte at blive almindelig tilskrev denne Sygdom.
De Virkninger som man dengang antog, at dette Bid frembragte, vare især følgende: de Bidte bleve tungsindige og ligesom bedøvede; men med denne Tilstand forbandt der sig en egen Modtagelighed for Virkningerne af Musik, saa at de ved de første Toner af yndede Melodier sprang op med jublende Glæde, og uden Ophør vedblev at dandse, indtil de faldt udmattede om.
Man troede, at Tarantellens Gift ellers maatte volde Døden, men at den under Dandsen fordeltes omkring i Legemet og udsvededes igjennem Huden. Blev der noksaa lidet af Giften tilbage i Aarerne, mente man, saa blev dette en vedvarende Kilde til Lidelse, og Dandseanfaldene maatte da atter og atter fremkaldes. Denne Mening havde de skadeligste Følger: de Syge fandt, at de havde faaet Lindring, men ikke at de vare helbredede. Naar den varme Sommer igjen kom tilbage og de følte et eller andet Ildebefindende, bleve de, ligesom St. Veitsdandserne i Juni Maaned, igjen tungsindige og menneskesky, indtil de ved Musik og Dands atter fik Anledning til for en Tid at overvinde Sygdommen; denne blev saaledes paa en Maade paa engang en Kilde til fortsat Lidelse og vellystig Nydelse.
Det er ikke vanskeligt at forstaa, hvorledes en indbildt Tarantelsygdom paa denne Maade blev mere og mere almindelig. Sygdommen begyndte i Apulien, et Landskab i det sydlige Italien, hvor hin Tarantel sagdes at høre hjemme. Men den udbredte sig lidt efter lidt over hele Italien. Man havde egne Melodier, de saakaldte Tarantellaer, til dette Øjemed, og snart hørte man Fløjter, Klarinetter og Trommer i næsten hver eneste Landsby. De Syge kom blege og skjælvende frem til Dandsen, som snart blev almindelig, og nu begyndte Efterlignelsesdriften at udøve sine Virkninger. De forbausede Tilskuere bleve dragne med ind i Dandsen. De fleste havde naturligvis slet ikke engang seet den apuliske Tarantel; men da Insekternes Antal om Sommeren er meget stort i Italien, havde de fleste et eller andet Stik, som de kunde tænke paa, og som nu i deres Indbildning antoges for et Tarantelstik; hos mange behøvedes ikke engang saameget, Indbildningskraften udrettede det Hele.
Mange ejendommelige Nervetilfælde og underlige Lyster kom til. De Syge fandt en forunderlig Glæde i det, som glinsede, og i visse Farver, medens de ligesom St. Veitsdandserne igjen afskyede andre Farver. Her elskede man saaledes i Almindelighed den røde Farve, og de Dandsende holdt ofte et rødt Stykke Tøj i Haanden. Denne Kjærlighed kunde ordentlig stige til en heftig Trang, saa at de styrtede sig over den farvede Gjenstand, kyssede og kjælede for den. Forhadte Farver kunde paa den anden Side bringe dem i farligt Raseri. Ofte havde de en uimodstaaelig Længsel efter Vandet og den blanke Havflade, og man havde Exempler paa, at de i blindt Raseri styrtede sig i Søen. Under Dandsen havde man ofte Vand i Nærheden, hvori de kunde dyppe Hoved og Arme.
Altid havde dog Tonerne den stærkeste Virkning paa dem. Der digtedes Ord til de mest yndede Taranteller, som da ofte bleve sungne af dem, der stode omkring og saa paa. De Syge viste tit en meget skarp Sands for Tonernes Renhed og udtrykte i sine Bevægelser Uvilje og Afsky, naar der blev sunget falskt, eller naar de ønskede en anden Melodi. Blev Musiken pludselig afbrudt, havde det en meget slem Virkning paa de Syge; de faldt da tilbage i en endnu værre Tilstand, end før Dandsen begyndte, og det ansaaes derfor for vigtigt at have flere Spillemænd tilstede, der kunde tage fat, naar de første vare blevne trætte; ti de Spillende bleve gjerne trætte længe før de Dandsende. Det Hele blev tilsidst en Nationalfornøjelse for Italienerne. Store Skarer af Spillemænd droge i Sommermaanederne gjennem Landet, og i Byer og Landsbyer foretog man de Tarantelsyges Helbredelse i det Store. Man gav den Tid af Aaret et eget Navn og kaldte den „Kvindernes lille Karneval“ (il carnevaletito delle donne) til Forskjel fra det egentlige Karneval, som er den Festtid, der gaar forud for Fasten. Ti det var altid Kvinderne, som toge den ivrigste Del i disse ejendommelige Sygehøjtider, for hvilke de baade satte Penge til og forsømte deres Husvæsen. Til deres Undskyldning bør man dog vide, at Stikken i Italien paalagde Kvinderne et yderst indesluttet og ensformigt Liv det hele Aar igjennem ellers, og at dette Liv nødvendig maatte virke en lidenskabelig Trang til Frihed og Bevægelse.
Denne højst ejendommelige Omgangssygdom var først begyndt at blive almindelig i Slutningen af det 14de Aarhundrede, altsaa netop paa samme Tid som Johannesdandserne fremtraadte. I hele 300 Aar vedblev den, uden at nogen faldt paa at undersøge, om Tarantellen ogsaa virkelig kunde udgyde en Gift med saa besynderlige Virkninger. Uden Undersøgelse ansaa man Folkets blinde Tro paa denne Gift og dens Virkninger for sand og grundet, og naar den Tids tænksomste Mænd søgte at forklare sig, at Sygdommen blev saa uhyre almindelig, faldt de snarere paa, at der var Bedrageri med i Spillet, end at det Hele var en smittende Nerve- og Sindssygdom, der havde sin Rod i Folkets levende Indbildningskraft. Og lidet skulde det ogsaa have nyttet, om nogen paa den Tid var staaet frem med en saadan Mening. Der maatte gaa lang Tid hen, Sygdommen maatte ligesom dø bort af sig selv, og Folket faa andet at tænke paa, forinden det kunde faa Øjnene op. Da dette var skeet, saa man først, at Tarantellens Bid var temmelig uskyldigt, at det vel kunde medføre Hævelse, lidt Feber og nedstemt Sind, men at det ingenlunde havde saadanne Virkninger, som man dengang var kommen til at tro.
At en saadan Tro fra først af kunde opstaa, er ikke let at begribe; men ogsaa her ligesom ved Johannesdandsen maa man nøje lægge Mærke til Tidsforholdene. Italien havde, maaske endnu mere end de andre Lande, været hjemsøgt af frygtelige Sygdomme, der fulgte saa tæt paa hinanden, at Folket ligesom ikke fik Tid til at trække Pusten efter den ene Sygdom, førend den anden allerede stod over dem. Tilsidst kom den sorte Død og forøgede Skrækken til det Yderste. Alles Sind var kommen ti den stærkeste Spænding, og da Oplysningen derhos var yderst ringe, kunde smaa Aarsager let voxe op til store Skrækkebilleder. Saa kunde da ogsaa Biddet af en Ederkop, som før ikke havde haft videre Følger, volde en sygelig Frygt og denne igjen give Anledning til en Nervelidelse. Musiken har under saadanne Tilstande altid en stærk Indflydelse, og ikke mindst hos de lidenskabelige Italienere; idet de have givet efter for en sygelig Dandselyst, har ogsaa Dandsen antaget en sygelig Karakter. At den stærke Svedning og Søvnen efter Udmattelsen frembringer Lettelse, er ganske naturligt.
At en yndet Kur, eller en Kur, som man har Tillid til, kan bidrage til at frembringe en tilsvarende indbildt Sygdom, har man mange Exempler paa. Man ved, at hysteriske Kvinder kunne finde paa mange Onder for at lægge Beslag paa Opmærksomhed hos en Læge, som de have Forkjærlighed for, og derunder ikke saa sjelden bedrage sig selv. Kommer en Læge eller en Kvaksalver, der udgiver sig for at kunne helbrede et vist Slags Sygdomme, f. Er. Øresygdomme og Tunghørhed, til et Sted med pralende Bekjendtgjørelser, findes der næsten altid strax nogle, som før neppe have tænkt paa, at de have lidt af en saadan Fejl, men som nu ville forsøge paa at faa sin Tilstand forbedret. I Trondhjems Stift findes der en saakaldet Ledsætter, der har vundet stor Berømmelse for at kunne bringe Lemmer, der ere komne ud af Led, i deres rette Stilling igjen. Hans Uvidenhed er saa stor, at han ofte behandler Benbrud og Ledbetændelser, som om Lemmerne vare af Led, og derved gjør stor Skade; men han har, som det synes, engang for alle vundet Almuens Tillid, og har faaet den til at tro, at næsten alle dens Lidelser i Ryg og Lemmer bero paa, at noget er kommet i Ulave i Ledene, og altsaa falder ind under hans Evne. Naar han kommer til en Bygd, flokkes Folk om ham med alle virkelige eller indbildte Onder i disse Lemmer; han stryger og trykker dem med sin Haand, frembringer gjerne et lidet hørligt Knæk, formodentlig i sine egne Fingre, og lover derefter Helbredelse. Fordi at Onderne saa ofte ere ubetydelige eller indbildte kan det lykkes ham i Længden at vedligeholde sit Ry. Og det er ganske mærkeligt, naar man rejser i de Egne, hvor han færdes, at høre, hvorledes der i disse omtales flere Ledsygdomme, end ellers i det hele Land tilsammen.
Kun ganske undtagelsesvis skal endnu i de sydligste Dele af Italien forekomme Tilfælde af en vild og sygelig Dands, der benævnes Tarantella. De mange Tarantelmelodier leve derimod endnu hos Italienerne, og man har endogsaa ytret den Mening, at den stærkt udviklede musikalske Sands og Begavelse, som udmærker det italienske Folk, netop for en væsentlig Del skyldes Tarantelsygdommen.
Ligesaa langvarig som Tarantelsygdommen blev en anden Omgangssygdom, der begyndte noget senere end denne, men ikke ganske ophørte førend langt ind i det forrige Aarhundrede. Det var de sygelige Forestillinger om personligt Samkvem med Djævelen eller
Ogsaa denne Sygdom angreb især Kvinder og Børn. Den befordredes paa en skrækkelig Maade ved Tidernes Uvidenhed og en misforstaaet religiøs Nidkjærhed; og Lægevidenskaben har maaske aldrig vist Menneskeheden en større Tjeneste, end da den aabnede dens Øjne for disse Tilstandes rette Væsen. Men det var ogsaa først efterat mange tusinde vanvittige Mennesker havde maattet miste sit Liv paa Baalet, at Lægevidenskaben selv var skredet saa vidt frem, at den kunde overbevise Prester og Dommere om deres grusomme Vildfarelse.
Der hører ogsaa megen Erfaring om sindssyge Menneskers Tilstand til, for at kunne forstaa og erkjende det levende Skin af Virkelighed, som deres sygelige Indbildninger og Sandsebedrag kunne faa. Og naar nu saadanne Mennesker forøvrigt ingenlunde viste det Udseende og Væsen, som man almindelig antager hører til og maa være at finde hos „gale“ Folk, saa var det ikke let for den Tids Dommere at indse, hvorledes de indtil de mindste Smaating kunde beskrive Helvede eller Bloksbjerg, naar de ikke virkelig havde været der.
Ti derpaa gik i Almindelighed disse Menneskers Indbildninger og Paastande ud. De beskreve paa det Nøjagtigste Djævelens Udseende, vel at mærke, altid med de ydre Egenskaber som den Tids Sagn og Fortællinger tillagde ham. Alt hvad disse Fortællinger, der endnu af uforstandige Mennesker undertiden bruges til at skræmme Børn med, indeholde om Rejser igjennem Luften, om Indskrivning af Navne med Blod i Djævelens Bog, om djævelske Festligheder og Dandse, fortalte og troede disse Ulykkelige, at de selv havde oplevet. Ofte tilstode de dog, at de ikke vidste, hvorledes de vare komne afsted og hvorledes de vare komne tilbage, idet de pludselig efter et saadant Besøg vaagnede som sædvanlig i sin Seng. Men ikke engang dette formaaede at lede den Tids Prester og Dommere hen paa den Tanke, at man her kun havde med sygelige Drømme at bestille.
Der er en Omstændighed, som jeg ikke har seet, at der er lagt Mærke til, men som maaske kan hjelpe til ved Forklaringen af disse Indbildninger. Man ved, at Sagnet overalt henfører saadanne Bloksbjergrejser til St. Hansaften. Nu have vi i det Foregaaende seet, hvorledes Johannesdandsere og St. Veitsdandsere netop paa den Aarstid befandt sig i en sygelig Tilstand og da hengave sig til sine vilde, halv bevidstløse Dandse, som ogsaa almindelig ansaaes for Virkninger af Djævlebesættelse. Det ligger meget nær, at mange af disse under den Afkræftelse og unaturlige Søvn, som ledsagede eller fulgte ovenpaa en saadan Tilstand, have haft levende Drømme, og at de, efter at være vaagnet op, have forestillet sig disse Drømme som Virkelighed. Indbildningen om Samkvem med Djævelen forekom naturligvis ikke blot hos dette Slags Syge; men til Forklaringen vilde det ogsaa være tilstrækkeligt, naar den kun først var opstaaet hos disse eller ialfald hos Deltagerne i den vilde St. Hans Fest. Ti var den først engang opstaaet, saa var der nok af Aarsager tilstede, som kunde gjøre, at Sygdommen greb om sig og blev almindelig.
Tidens frygtelige Lidelser og de Bodsøvelser hvormed de papistiske Forestillinger troede, at disse Lidelser kunde afvendes, havde svækket Legemerne. Og i samme Forhold som Legemerne vare svækkede, vare Sindene ængstelige og opskræmte. Ligefra Barndommen bleve de opfyldte med Forestillinger om Djævelens synlige Optræden og Spil imellem Menneskene; alt, hvad en opskræmt og levende Indbildningskraft troede at have oplevet, gik strax for Virkelighed og blev som sikre Erfaringer lagt til Summen af alle de tidligere Fortællinger. Gejstligheden gjorde alt sit til at bestyrke disse Forestillinger og tog dem til Indtægt for sine Bestræbelser efter at hæve sin egen Indflydelse: ti jo mere faretruende og nærgaaende Djævelen blev, desto mere Betydning fik Presterne, som vare de eneste, der igjennem sine Besværgelser antoges at kunne bekæmpe ham. Og dette gjelder ikke blot de katholske Prester, men ogsaa en stor Del protestantiske; overhovedet raadede Roformationen ingenlunde snart Bod paa denne Sygdom og de Hexe- og Troldkarlforfølgelser, som dermed stode i Forbindelse, tværtimod synes disse i Slutningen af det 16de og i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede næsten at have været paa det højeste.
Den største Ulykke kom dog af Retsforfølgelserne og den Maade, hvorpaa disse bleve drevne. Trolddom var af alle Forbrydelser den, som paa hin Tid gav Juristerne mest at bestille. De havde lærde Værker om denne Gjenstand, og der blev givet Love med de strengeste Straffe derimod. Der var næsten ikke den Ulykke eller den Modgang til, som man ikke tænkte sig bevirket ved Trolddom, og strax gjaldt det da at udfinde Forbryderne paa de Steder, hvor Sygdommen først herskede, var intet lettere; ti der fandtes ofte Folk i Hundredevis, som paa første Spørgsmaal angave sig selv og andre. Især var da dette Tilfælde med Børnene. Vi skulle se et Exempel herpaa:
I Aaret 1609 gik en Omgangssygdom af dette Slags i Nærheden af Bayonne i Frankrig. Den udbredte sig til 27 Prestegjeld. Regjeringen sendte et Par Dommere derhen; disse antoge for det første enhver, der angav sig selv, for skyldig og rasede frygtelig med Sværd og Baal. Næsten alle Børn i disse Menigheder vare angrebne af Sygdommen; de førte lange Samtaler med Djævelen, hvis Billede de troede at se. De fortalte, hvorledes deres Mødre og andre om Natten førte dem bort med sig til Helvede, og efter disse Angivelser bleve da de Voxne henrettede Bagefter raabte de paa deres henrettede Mødre, og troede at faa Svar af dem. 2000 Børn lede paa engang af denne Sygdom. Man førte dem ind i Kirkerne og holdt Vagt over dem; man søgte at holde dem vaagne, men strax de vare sovnede ind drømte de om Bortførelse til Hexefesterne; bagefter kunde de da nøje fortælle, hvorledes Djævelen havde seet ud, hvad de havde faaet at spise, hvorledes der var bleven dandset, og Samtalerne og Sangene, som de havde hørt. De angave andre Kvinder for at føre dem med sig, naar de først angivne vare blevne henrettede; fortalte, hvorledes de bleve pidskede og blodig mishandlede af Hexer, som paa samme Tid sad under Laas og Lukke i Fængsler; desto mere syntes de forblindede Dommere, at de maatte skynde sig med at faa disse henrettede.
Hvad der under disse Omstændigheder gjorde Forfølgelserne allermest blodige og rædsomme, var Anvendelsen af Pinebænken under Forhørene. Ti dette gav naturligvis ofte Anledning til, at den Pinte for at slippe Smerterne angav baade sig selv og andre; og da en saadan Angivelse i sig selv allerede var nok for Dommerne til at underkaste de angivne lignende Pinsler, tiltog Antallet stadig mere og mere. Man kan under saadanne Omstændigheder ikke forundre sig over, at Antallet af de Henrettede i Løbet af de 3 Aarhundreder, hvori dette stod paa, steg til en halv Million. Snart kunde man ikke se en Forsamling af Mennesker, uden at kaste sit Blik omkring imellem dem og undre sig paa, hvo af dem vel monne være Troldmænd eller især Troldkvinder. Der var noget ejendommelig Pirrende i dette, og ikke sjelden vendte Mistanken sig paa de Allernærmeste. Enhver Usædvanlighed i Udseende eller Levemaade, ethvert fordulgt Forhold blev farligt for Vedkommende, idet det strax fremkaldte Mistanke.
I vore egne Folkesagn have vi endnu mange Mærker efter denne Mistanke, og vort eget Land var ingenlunde frit for Hexeforfølgelser med Baal og Brand. En af de mest bekjendte er Fortællingen om nogle Kvinder i Finmarken, som paa egen Tilstaaelse bleve henrettede, fordi de med Signekunster havde forvoldt Uvejr og derved et Skibs Undergang paa Rejsen til Bergen. Men efter at Henrettelsen havde fundet Sted, fik man Efterretning om, at Skibet lykkelig og vel var kommet frem[3].
Værre end hos os rasede Hexeforfølgerne i Sverige. I Dalarne var der i Aaret 1670 nedsat en Kommission, som benyttede Pinebænken for at faa Tilstaaelser og derefter lod over 100 Mennesker brænde. Den Tilstaaelse, som nogle af disse Folk gave, ligner paafaldende de, som bleve givne i Tydskland Italien og Frankrig: de tilbade en Djævel, som holdt til paa Blaakulla, fortalte de; han viste sig fra først af fordetmeste som en Mand med graa Klæder, rødt Skjæg, blaa Strømper og røde Sko. (Denne Beskrivelse gjenfinder man ikke udenfor Sverige). Om Natten bares de til Blaakulla af Djævle, der vare omskabte til Sauer eller Gjeder. Mange Børn blive tagne med, hed det. Paa Blaakulla frasiger man sig den sande Gud og udtaler Forbandelser og stygge Løfter; derefter spiser og drikker man, slaas, dandser og elsker. Man lærer at melke Kjør paa Frastand og at paatage sig Skikkelser o. s. v. Undertiden findes det dog udtrykkelig tilføjet, at Legemet bliver hjemme, medens Sjælen rejser. Fra Dalarne udbredte Hexeforfølgelserne sig til Norrland, nedad mod Hovedstaden og i flere andre Landskaber. Den danske Historiker Werlauf[4] bemærker om disse svenske Hexeforfølgelser: „Uagtet nu de fleste Bortførelser tillagdes enfoldige eller usædelige Kvinder; uagtet Bekjendelser om at Bortførelsen var skeet under Søvn eller Dvale, eller at de Bortførte havde haft tilbundne Øjne, saa at de ingen Forklaring kunde give om Stedet, hvor de førtes hen, og endelig de hyppige Tilstaaelser om der bedreven Utugt og den Omstændighed, at Djævelen paalagde sine Gjester at medbringe Fødevarer, tidligere burde have bragt den gejstlige og verdslige Øvrighed paa det rette Spor, varede det dog henved 9 Aar, inden man kom til den Overbevisning, at det var en Samvirkning af epileptiske og hysteriske Tilfælde, vilde Udbrud af Kjønsdriften, Forførelse og Bedrageri, der havde berøvet saamange Uskyldige eller Forledte Livet, forstyrret Familjers Fred og bidraget til at demoralisere en vel Generation“. Man ser heraf, at Werlauf antager, at det ikke altid kun har været Indbildninger, men at undertiden virkelig natlige, udsvævende Sammenkomster have fundet Sted.
Endnu er Overtroen i Dalarne saa stor, at en lignende aandelig Omgangssygdom ganske nylig har kunnet finde Sted i to Menigheder der (Gagnef og Mockfjärd), saa at en temmelig stor Mængde Børn samt en Del Kvinder atter have indbildt sig, at de under sin Søvn foretoge Rejser til Blaakulla. Efter Beretningerne synes især Kjønsudsvævelser af forskjellig Slags at have haft den væsentligste Andel i den sygelige Tilstand, under hvilken disse Indbildninger ere opstaaede. De overtroiske Sagn, hvormed Børnenes Indbildningskraft tidlig er bleven næret, bar givet Stoffet til Indbildningerne; og da Børn i Almindelighed ikke ere meget sandhedskjærlige, naar deres Indbildningskraft er med i Spillet, har naturligvis den ene villet overgaa den anden i at opleve utrolige Ting.
I Danmark manglede det heller ikke paa Indbildning om Trolddom og Forfølgelse af Hexer; men ifølge Werlauf gik det ikke saa vidt som i Norge, endsige som i Sverige.
Det har ikke været saa ganske ualmindeligt, at Folk har søgt at sætte sig i et Slags Anseelse hos sine Omgivelser ved at udbrede den Tro, at de stode i Forbindelse med hemmelige Magter, og benyttet dette til at vinde Fordele. Især have Lapperne lige over for Normændene fundet sin Fordel ved at vedligeholde et saadant Ry og modtaget Betaling eller Gaver for paa overnaturlig Maade at tilvejebringe visse Goder, f. Ex. føjelig Vind; tildels ogsaa blot for ikke at tilføje Ondt. Ikke engang nu er dette ophørt i Finmarken. Over saadanne Folk kom dengang Hexeforfølgelserne som en af mange velundt, men frygtelig Hævn. Ikke faa stode i den Formening, at de virkelig ved sine Signerier havde været istand til at udrette saadanne Ting, og af dem var det altsaa saameget lettere at faa Tilstaaelserne.
Endelig maa man vel desværre antage, at Tidernes Møjsommelighed og de mange Rygter om, at saadant daglig gik for sig, har bragt ikke saa faa fortvivlede og fordærvede Mennesker til at søge at sikre sig en timelig Lykke ved virkelige Forsøg paa at indgaa Kontrakt med Djævelen. Baade dengang og senere har man f. Ex. fundet Sedler, sædvanlig skrevne med Blod, henlagte paa Korsveje eller paa hemmelige Steder, hvori Vedkommende love Djævelen sin Sjæl imod visse Fordele. Man kan let tænke sig, i hvilken Sindsstemning saadanne Mennesker ere komne, naar de have troet, at Sagen var uforanderlig afgjort, og hvor let deres Indbildningskraft maa have kunnet foregjøgle dem de skrækkeligste Billeder; hvorledes de med Glæde kunne have anmeldt sig selv og besteget Baalet for at gjøre Ende paa en saadan Tilværelse med noget Haab om derved dog maaske at kunne redde sin Sjæl.
En af de almindeligste Forestillinger om Trolddoms Udøvelse var den, at man kunde omskabe sig i forskjellige Dyreskikkelser. Oftest antog man, at Troldmænd og Hexe paatoge sig Ulveskikkelse, de saakaldte Varulve, som man tænkte sig at gaa omkring i Skovene og sønderrive Mennesker, især Børn. En endnu større Skræk voldte Forestillingen om, at de paatoge sig Skikkelse af de saakaldte Vampyrer, flyvende Væsener, der antoges at udsuge Folks Hjerteblod. Ikke saa faa forstyrrede Mennesker synes selv at have troet paa sin Evne til at paatage sig saadanne Skikkelser; ialfald lykkedes det paa flere Steder under Forhørene, med eller uden Pinebænk, at fremtvinge Tilstaaelser derom.
Man antog ogsaa, at døde og begravede Legemer om Natten forlode deres Begravelsessteder og i Form af flyvende Væsener kastede sig over sovende Mennesker og udsugede deres Blod. Hvor denne Frygt først engang var opstaaet, begyndte snart en Mængde Mennesker at indbilde sig, at deres Blod blev udsuget om Nætterne; Skrækken bevirkede en formelig Sindssygdom, under hvilken de endog i vaagen Tilstand tydelig troede at se og føle Vampyren, som udsugede Blodet, snart af Brystet, snart af andre Legemsdele. Naar den sygelige Tilstand, som en saadan skrækkelig Forestilling vedligeholdt hos dem, havde varet i nogen Tid og ødelagt deres Kræfter, blev deres blege og udmagrede Tilstand af andre anseet for gyldigt Bevis paa, at deres Frygt var vel begrundet. Det gjaldt da at udfinde, hvilken af de for kortere eller længere Tid siden Afdøde det kunde være, og Mistanken vendte sig da snart mod enkelte, som man enten kunde tiltro saadant, eller hvis Træk de Lidende kunde tro at have gjenkjendt. Ligene bleve da opgravede, og naar saa Forraadnelsen og den deraf følgende Udvikling af Luftarter havde givet den Dødes Legeme et fyldigt Udseende, blev dette igjen taget som Bevis for, at den Døde bevarede sin Legemsfylde ved Udsugningen af de Levendes Blod. Der begyndte da en ligesaa ivrig Opbrænding af Lig som ellers af Levende.
Fra Aarene 1700 til 1740 herskede denne Forestilling og den dermed følgende skrækkelige Angst som en yderst almindelig Omgangssygdom i Polen, Ungarn og Mähren. Mange døde endog af denne Skræk. Landenes lærdeste og fornemste Mænd deltoge i denne Vildfarelse, og Opgravningen og Opbrændingen af Ligene foretoges i deres Nærværelse, under Øvrighedens Ledelse, med højtidelige Optog.
Vi have fra Sverige allerede seet et Exempel paa, at Oplysningen i vor Tid ikke overalt er saameget fremadskreden, som den maatte være, for at saadanne Sygdomme slet ikke skulde opstaa. Lykkeligvis er den ialfald saavidt fremme, at de, der raade og styre, vide at tage saadanne Tilfælde for hvad de ere og ved en klog Fremgangsmaade formaa at standse deres Fremskridt.
I andre Lande udenfor Europa, hvor Kulturen ikke er videre fremme, end den var i Europa paa de Tider, i hvilke de nu beskrevne Begivenheder foregik, foregaar meget lignende Ting den Dag idag. I Abyssinien i Afrika f. Ex. har man, ialfald havde man for ikke mange Aar siden, baade Optrin, der meget ligner den italienske Taranteldands, og Indbildninger om Trolddom, der ganske svarer til Troen paa Varulve.
Dands anvendes nemlig i Abyssinien som det virksomste Middel mod en ejendommelig Nervesygdom, der efter der Land, hvor den især forekommer, Tigré, kaldes Tigrétier.
En troværdig Engelskmand ved Navn Pearce, som var gift og i mange Aar (fra 1810–1819) bosat i Abyssinien, har givet en nøjagtig Beskrivelse af denne Tilstand; og siden jeg i det Foregaaende mest har maattet holde mig til almindelige Beskrivelser, vil jeg her for en Gangs Skyld meddele, hvad et Øjenvidne fortæller om saadanne Tilfælde og deres Behandling[5].
„Sygdommen forekommer oftere hos Kvinder end hos Mænd og griber Legemet ligesom med en heftig Feber, der snart gaar over i en snigende Tilstand og foraarsager fuldstændig Afmagring, ja endogsaa Døden, naar den Syges Slægtninger ikke kunne tilvejebringe den fornødne Hjælp. Den Syges Tale bliver stammende og, saa siger man, uforstaaelig for andre end de, der befinde sig i samme Tilstand. Er man vis paa, at det er den sande Tigrétier, saa slaa Slægtningerne sig sammen om at bestride Omkostningerne ved Kuren. Denne bestaar først deri, at en skriftlært Mand læser Johannes’s Evangelium for den Syge og daglig i Løbet af en Uge vasker hende (det er som oftest Kvinder) med koldt Vand. Ofte dør den Syge under dette. Den virksomste Kur kræver meget større Omkostninger. Man lejer en Trop Trompetere, Trommeslagere og Pibere, og trakterer dem tilstrækkelig med Brændevin. Saa stimle alle unge Mennesker, Piger og Koner sammen foran Huset og opføre en ganske ejendommelig Fest.“ Han fortæller derpaa, hvorledes en Ven og Rejsekammerat af ham, hvis Kone i 3 Maaneder havde befundet sig i en saadan Tilstand, endelig besluttede sig til at anvende dette Middel. „Efterat have truffet de nødvendige Foranstaltninger, laante han af sine Naboer alle de Sølvsmykker, som han kunde faa fat paa og hængte dem paa hende. Jeg satte mig i Nærheden af den Syge og saa da, ikke mere end to Minuter efterat Musiken var begyndt, hvorledes først hendes Skuldre, saa Hoved og Bryst begyndte at bevæge sig; efter et Kvarters Forløb sad hun oprejst paa sit Leje. De vilde Blik, som hun kastede omkring -sig, idet hun af og til lo lidt, drev mig bort fra hendes Nærhed. Jeg forbausedes over de stærke Bevægelser, som hendes til Benrad udmagrede Krop kunde udføre. Alle hendes Lemmer rørte sig efter Musikens Takt, og endelig stod hun oprejst paa Jorden. Derpaa begyndte hun at dandse og af og til at hoppe; efter hvert som Musiken og de Omstaaendes Sang blev stærkere, sprang hun lige indtil halvanden Alen højt. Naar Musiken standsede, blev hun yderst urolig, men naar den saa igjen begyndte, lo hun og lod til at blive fornøjet; Træthed sporedes ikke, og da Spillemændene ikke formaaede mere, røbede hun stor Misfornøjelse“. Dagen efter gjentoges dette samme Optrin paa Torvet; derefter begyndte hun at tale lidt. Senere blev hun omdøbt af Presten idet man antog, at hun efter dette paany maatte optages i de Christnes Samfund. Pearce maatte imidlertid senere opleve, at hans egen Kone angrebes af samme Sygdom. Han fortæller meget troskyldigt, hvorledes han bar sig ad: „Først troede jeg, at hun havde Nykker og gjerne vilde vække Opsigt ved prægtige Klæder, Stads og Musik. Jeg gav hende derfor ganske i Stilhed, medens jeg var alene med hende, et Par Slag, men hvor maatte jeg ikke forundre mig, da jeg saa hende falde om som et Lig. Alle hendes Lemmer, endog Fingrene bleve stive og ubevægelige, og jeg troede virkelig hun var død. Jeg raabte paa mine Folk og fortalte dem, at hun var besvimet, men tiede stille med Anledningen. Disse havde imidlertid allerede Spillemænd ved Haanden; selv havde jeg i flere Dage negtet mit Samtykke til Anvendelsen af dette Middel, som nu imidlertid strax bragte hende til sig selv igjen. Jeg overlod nu til hendes Slægtninger at anvende den sædvanlige Kur, og maatte derved beklage, at der gik meget længere Tid hen end med den anden Syge, saa mine-Omkostninger bleve større. En Dag søgte jeg i Selskab med en Kammerat at komme saa nær til, at jeg kunde se hende dandse, uden at blande mig i Selskabet. Da jeg nu saa hende gebærde sig mere som et Dyr end som et Menneske, ytrede jeg til min Ledsager: »Dette er vist ikke min Kone’, hvorover der blev en skrallende Latter“. Giftige Bid er der, saavidt det kan skjønnes, i Abyssinien ikke Tale om som Aarsag til denne Sygdom.
Med Hensyn til Troen paa Trolddom og Varulve, saa er denne i Abyssinien saa fast, at en egen Kaste eller Samfundsklasse, som bestaar af Smede og Pottemagere, ikke tilstedes Adgang til Nadverens Sakramente, fordi man tror om dem, at de kunne forvandle sig til Hyæner og andre vilde Dyr. De betragtes derfor med stor Frygt og Gru, men finde selv sin Regning ved at vedligeholde denne Overtro, fordi den har til Følge, at deres Haandværk ikke bliver drevet af andre og altsaa sikrer dem et bedre Udkomme. Som Særkjende bære de en Guld-Ørenring, og med stor Sluhed sørge de for, at der nu og da bliver ned- lagt en Hyæne med en saadan Ring i Øret. Man tror ogsaa, at de have „onde Øjne“ og kunne volde Sygdom med sine Blik. Nogen Forfølgelse af dem synes ikke at finde Sted.
Den christelige Religion er paa en Vis den herskende i Abyssinien, men, som man ser, i en uren Form. Der findes en egen Sekt af Selvplagere, som drage om fra By til By og pidske sig selv, ganske saaledes som de saakaldte Flagellanter gjorde i Middelalderen. Saaledes gjentage i mange Ting de middelalderske Forhold sig paa en paafaldende Maade i dette Land.
I Nonneklostrene har der forekommet et stort Antal Sindssygdomme med Krampetilfælde og mange Slags forunderlige Sygdomsytringer; blandt disse sidste bør nævnes Efterligning af forskjellige Dyreskrig, saasom Hundebjef og Kattemjav. Alt saadant blev tidligere næsten udelukkende tilskrevet Djævelens umiddelbare Indflydelse og behandledes derfor med Besværgelser, det Middel, der allermest var skikket til at vedligeholde den sygelige Spænding hos disse stakkels forvildede Piger. Næsten i alle Tilfælde angreb Sygdommen, naar den først var begyndt, det største Antal af Klosterets Medlemmer. Den unaturlige Indespærring af unge livsfriske Kvinder vilde i sig selv være tilstrækkelig til at forklare Oprindelsen til de hysteriske Tilfælde, der siden paa den sædvanlige Maade tiltog og udartede; men endnu mere fremskyndtes de ofte ved Svækkelsen efter strænge Bodsøvelser og allermest ved Faste.
Umiddelbart efter en Fastetid, under hvilken Nonnerne i 50 Dage ikke havde nydt andet end Supper, der vare kogte paa Rødder, begyndte saaledes i Aaret 1554 de fleste af Nonnerne i et Kloster i Grevskabet Hoorn at indbilde sig, at de hørte Klageskrig om Nætterne. En Tid efter indbildte de sig, at de bleve killede under Fodsaalerne, og fik derefter voldsom Krampelatter. Endelig troede de, at man trak dem ud af Sengene efter Benene. De tabte Ligevægten, kunde ikke staa mere, Arme og Ben drejede sig i de forunderligste Retninger, og hele Legemet bevægedes i Krampetrækninger. Nogle gik paa Knæerne, andre forsøgte at gaa med Benene op og Hovedet ned, medens atter andre klavrede op i Træerne, Undertiden bleve Kramperne saa heftige, at de hoppede højt op i Luften i lang Tid uden at blive trætte. Derefter fulgte Afmagter og Besvimelser. Under saadanne Tilstande faldt de paa, at en meget retskaffen Kone, der boede i Nærheden af Klosteret paaførte dem denne Lidelse ved Trolddomskunster. Hun og 7 andre Koner bleve arresterede og forhørte; en af dem blev endogsaa pint ihjel under Forhøret. Tilfældene varede i 3 Aar og ophørte først, da Folk ikke længere fik Lov at gaa ind og se paa dem.
I andre Klostere viste Tilfældenes Beskaffenhed, at Sygdommen stod i Forbindelse med de sandselige Tilbøjeligheder og disses unaturlige Tilfredsstillelse. Det var en meget almindelig Indbildning hos mange Nonner, at de modtoge Kjærlighedsbevisninger af Djævle. Dag ud og Dag ind foretoges da Besværgelser, tildels af unge Prester, og paa denne Maade kunde Tilfældene trække ud i Aarevis, vække en uendelig Opmærksomhed og drage mange andre lignende Tilfælde efter sig.
Ogsaa udenfor Klostrene kunde saadanne Tilfælde forekomme, og et af disse er den meget ofte omtalte Besættelseshistorie fra Thisted i Jylland, der foregik omkring Aaret 1700, og hvori en Normand, ved Navn Ole Bjørn, som var Prest der paa Stedet, spillede en vigtig Rolle.
Efter Werlaufs Fortælling om disse Tildragelser begyndte de med, at der i Aaret 1696 udbredte sig et Rygte om, at Djævelen legemlig havde besat en fattig Pige, som led af hysteriske Tilfælde, samt et Pigebarn, som led af Nedfaldssyge. De Lidende tyede til Sognepresten Bjørn, der havde godt Ord for Lærdom og Gudfrygtighed, og han erklærede dem da ogsaa for legemlig besatte. Flere Kvinder troede sig nu at være i samme Tilstand; Presten optog dem alle i sit Hus, hvor han med Hjelp af et Par Studenter arbejdede paa Djævelens Uddrivelse; selv i Kirken drev han dette Gjøgleri og indsamlede Gaver til dem; noget som naturligvis fristede flere. De Besatte angave andre, som ved Hexeri skulde have paaført dem deres Onde, og Presten paastod, at disse burde brændes, dersom man vilde undgaa Guds Straf, som han mente vilde blive Indfald af Tyrken. Blandt dem, som bleve beskyldte for Hexeri, var ogsaa en hæderlig Kone, som havde negtet O. Bjørn sin Datter tilægte og derved vakt hans Hevngjerrighed. Ethvert Ildebefindende ansaaes snart for Virkning af Besættelse; en Embedsmand, hvis Hukommelse var i stærkt Aftagende, og en gammel Ægtemand, som begyndte at føle sig fysisk udygtig troede begge, at de vare forgjorte. Angaaende Sygdomme hos Kreaturer, Tyve, som ikke kunde opdages, og andre indtræffende Uheld, spurgtes de „Besatte“ tilraads, og disse udlagde da en eller anden formentlig Hex som den Skyldige. Selv Amtmanden troede paa disse Besættelser, og da man tilsidst ikke hørte Tale om andet, blev Stemningen saa trykkende, at mange tænkte paa at forlade Byen.
Biskoppen i Aalborg, der strax i Begyndelsen havde formodet, at det hele dels var et legemligt Onde, dels Bedrageri, formanede Presterne til fra Predikestolen at ytre sig mod disse fanatiske Griller, men O. Bjørn arbejdede af al Magt derimod og formaaede tilsidst Biskoppen selv til at paalægge nærboende Prester at hjælpe ham i hans aandelige Besværgelser. Tilsidst lykkedes det dog Biskoppen, som lod nogle af de Paagjeldende føre til Aalborg, at bringe disse til Bekjendelse om, at de endog af Presten vare forledte til at udgive sig for Besatte. Det medicinske Fakultet, hvis Betænkning var bleven indhentet, erklærede Besættelsen for Bedrageri. O. Bjørn, som imidlertid paa egen Haand ved den kongelige Ridefoged havde anlagt Sag mod nogle formentlige Hexe og faaet en af dem dømt fra Livet (en Dom, som dog siden af Overretten blev kasseret), blev nu overbevist om at have haft vellystige Hensigter med sine Djævlebesværgelser og dømtes fra Kald og Kjole samt til aabenbar Skrifte. Han apellerede til Højesteret og indstevnede flere tusinde Mennesker, dels som Vidner, dels til at lide Dom. Ved den endelige Dom fik han imidlertid Fængsel paa Livstid, tre af Kvinderne dømtes til Kagstrygning og Tugthus paa Livstid, to Studenter, som havde hjulpet ham, bleve forviste fra Universitetet og Biskop og Amtmand fik Bøder.
I Beretningen om de Thistedske Tildragelser savnes en nøjagtigere Beskrivelse af de Tilfælde, der bleve udtydede som Djævelens Virkninger. Det har naturligvis været de sædvanlige, halv vilkaarlige, halv uvilkaarlige Nervetilfælde. Ganske lignende forekomme den Dag idag paa Sygehusenes Kvindeafdelinger, paa Skoler og Vaisenhuse eller hvor ellers en større Mængde Kvinder og Børn leve sammen under Indflydelser, der kunne bevirke Anlæg til dem, naar Lejlighedsaarsager indtræffe.
I et engelsk Spinderi fik saaledes en Pige heftige Krampetrækninger deraf, at en i Kaadhed havde stukket en levende Mus ned i hendes Barm. Hun forblev imellem de andre, og Følgen deraf var, at i Løbet af de følgende Dage ialt 24 Piger vare angrebne af lignende Tilfælde. Foruden Krampeanfaldene, som hos de forskjellige kunde staa paa ifra et Kvarter lige indtil 24 Timer, og som vare saa voldsomme, at 4 eller 5 Mand maatte til for at hindre den Syge fra at løbe med Hovedet imod Væggen eller udrive sine Haar, lede de Syge af Beklemmelse og Kvælningsangst. Ved hensigtsmessige Forholdsregler standsedes Sygdommen i Løbet af 6 Dage. Her laa intet Sværmeri til Grund for Sygdommen, kun mislige Sundhedsforhold paa Grund af Fattigdom og formeget Arbejde, samt den sædvanlige Medfølelse eller Smitte. Der kan ingen synderlig Tvivl være om, at hvis disse Tilfælde vare indtrufne paa en Tid, da Antagelsen af Djævlebesættelser havde været almindelig og Besværgelser det brugelige Middel, vilde man have faaet baade flere og langvarigere Tilfælde af samme Slags.
For omtrent 2 Aar siden hendte det i en Skole i Elberfeld i Tydskland hvis Bestyrer havde trættet Børnene med idelige Bønner og Andagtsøvelser, at nogle af disse fik forskjellige Slags Krampe- og andre Nervetilfælde. Da Bestyreren fra først af heri troede at se Virkninger af „Aanden“, fik snart næsten hele Skolen lignende Tilfælde.
Det fortjener at bemærkes, at der ikke er nogen væsentlig Forskjel imellem de sygelige Tilfælde, som ere blevne tilskrevne Besættelse, og de, som af Sværmere tilskrives den hellige Aands Virkninger. De første gaa nemlig i Almindelighed forud for de sidste. I Beskrivelsen af de saakaldte „Opbyggelsesmøder“ paa Hammerfest har man saaledes seet, at den krampagtige Dands, der næsten i alt svarer til den, som i Middelalderen gik for Virkning af Djævlebesættelse, ofte ender i den Tilstand, som er beskrevet under Navn af magnetisk Søvn eller „Henrykkelse“. Dette er overalt meget sædvanligt og tjener til at vise, hvorledes den samme Nervelidelse i en forskjellig Grad ligger til Grund for begge Slags Tilstande.
Hos de saakaldte „Convulsionairs“ i Frankrig har man Anledning til at se dette tydeligst. I Aaret 1727 døde i Paris en Prest, der tilhørte et religiøst Parti, som kaldes Jansenister, og som havde gjort Modstand mod Pavemagten. Denne Mand, hvis Navn var Pâris, havde ved rystende Taler og vedholdende Bodsøvelser frembragt en religiøs Spænding hos sine Tilhørere, og stod især hos Kvinderne i Ry som en Helgen. Hans Tød antoges at være foranlediget ved de strenge Bodsøvelser, som han havde underkastet sig, og hans Grav blev derfor et Valfartssted, hvor daglig Skarer af Kvinder hengave sig til Andagt. Der udbredte sig snart det Rygte, at man kunde blive helbredet for sine Sygdomme ved denne Grav, og mange, især Nervesvage, for hvem Troen er et væsentligt Middel til Helbredelse, sporede eller indbildte sig at spore Bedring. Lidt efter lidt tiltog Antallet af dem, der søgte Hjelp, dels ved Graven, dels ved Jord, hentet fra denne Grav.
Efter nogen Tid begyndte flere af de Besøgende at faa Krampetrækninger ved Graven; en enkelt havde givet Exemplet, og efter nogle Maaneders Forløb var Tallet paa dem, der havde faaet saadanne Tilfælde, ialt 800. Man antog, at Helbredelserne netop bevirkedes igjennem disse Krampetrækninger. Nogle bjeffede som Hunde. Jansenisternes Modstandere (de Ultramontane) paastode, at det var Djævelen, Jansenisterne, at det var Gud, som var virksom igjennem disse Tilfælde. Snart indtraadte der „Henrykkelser“, og mange holdt, ifølge Beretningerne, med forklaret Udtryk i Ansigtet lange Taler til de Omstaaende. Det var de sædvanlige Jansenistiske Ideer med Anklager imod de romerske Prester, desuden Forkyndelser om Profeten Elias og den yderste Dag om Synd, Bod og Omvendelse; men alt dette blev ofte fremsat i meget skjønne og flydende Ord, selv af ganske uvidende og uopdragne Piger, som, naar Anfaldene vare forbi, neppe formaaede at erindre, end mindre gjentage sine Taler. Her, som overalt, bidrog denne usædvanlige og paafaldende Omstændighed, hvis Forklaring vi have forsøgt at give i det foregaaende Afsnit (pag. 38–39) mere end noget andet til at forskaffe Bevægelsen Opmærksomhed og Tillid. Denne manglede da heller ikke; endog lærde Mænd skreve store Værker derom, som endnu opbevares.
Naar Nervevirksomheden saaledes samles med al sin Styrke i et enkelt Organ, bortdrages den fra andre Dele. Følgen af den sygelige Forøgelse i Hjernens Virksomhed under denne Tilstand er ofte den, at Huden og de ydre Dele paa samme Tid blive følesløse. Jeg har fortalt om Kvinderne paa Hammerfest, at de i den sandsesløse Tilstand, der fulgte efter Dandsen, ikke følte Naalestik. Denne Ufølsomhed stiger undertiden endog til en Trang efter Smerte, idet Smerten vel maa antages at virke paa en Maade som en Afledning fra Hjernen. Vi have seet, hvorledes Johannesdandserne maatte have Hjelp af Folk, som sloge og trampede dem. De voldsomme Slag for Brystet, som Sværmerne i Finmarken give sig selv eller hinanden indbyrdes, medens de ligesom svælge i sine religiøse Rørelser, er ogsaa en Ytring af den samme Trang; ligesaa tør man vel om Middelalderens Flagellanter og de abyssiniske Selvpidskere antage, at de ikke have den sædvanlige Fornemmelse af Smerte ved Slagene. Hos de franske „Konvulsionære“ viste nu denne Trang sig i en utrolig Grad. Medens man saaledes i Paris havde 4000 Konvulsionære, saa havde man endnu flere Secourister, d. e. Hjelpere, som stødte og slog dem med Stene, Hammere og Trækøller. Det hedte, at man i denne Tilstand kunde taale den stærkeste Vold uden Skade; dette var dog ingenlunde Tilfælde; mange Ribben bleve brækkede, og man havde endog Exempel paa Døden som Følge af denne Slags Hjelp; men saadanne Tilfælde bleve neddyssede.
Da Kirkegaarden ikke mere kunde rumme alle dem, som søgte derhen, saa at Gader og Værtshuse i Nærheden bleve opfyldte og Uordener tiltoge, blev Kirkegaarden stængt; ogsaa Secouristernes Virksomhed blev senere forbuden. Men hvad der før var drevet aabenbar, det blev nu endnu mere drevet i det Skjulte; man har Beretninger om oprørende Usædelighed i deres hemmelige Sammenkomster, men alt gik under Form af Andagtsøvelser. De kom til at danne en Sekt, der endog overlevede Revolutionen, og Konvulsionærernes Syner bleve udgivne i saakaldte profetiske Bøger. Man kan næsten ikke optænke noget Slags Galskab eller Nervetilfælde, som ikke har forekommet inden denne Sekt.
Det vilde blive altfor vidtløftigt her at omtale endog blot de vigtigste af alle de aandelige Omgangssygdomme, som det religiøse Sværmeri ligefra de ældste Tider og indenfor saagodtsom alle Religioner har foraarsaget.
Jeg vil derfor endnu kun i Korthed omtale endel af de Begivenheder, der bedst ere skikkede til at kaste Lys over hvad der i Begyndelsen af denne Fremstilling er fortalt fra vort eget Land.
Størst Lighed med Kautokeinolappernes Væsen havde i flere Henseender de Sværmere og Gjendøbere, som begyndte at optræde kort efter at Luther havde begyndt sit Reformationsværk. De paaberaabte sig næsten altid guddommelige Aabenbaringer, enten i Drømme eller i vaagen Tilstand. Indbildningen om at være i Besiddelse af Aandens Fylde fremkaldte Forestillingen om fuldkommen Syndefrihed, og under denne forefaldt da de grusomste Voldsomheder og den største Usædelighed. Om disse Begivenheder vil man imidlertid kunne læse i enhver Kirkehistorie, og jeg skal derfor her gaa dem forbi.
De Forfølgelser, som de franske Reformerede bleve underkastede paa den Tid, da det saakaldte Nantiske Edikt, som tidligere havde beskyttet dem, blev ophævet, bevirkede en højst mærkværdig og meget udbredt aandelig Omgangssygdom imellem dem.
Disse Forfølgelser vare af det grusomste Slags. Man lukkede deres Kirker og straffede, ja radbrækkede deres Prester. Man forbød deres Skoler, døbte Børnene efter katholsk Maade imod Forældrenes Vilje og tog dem endog ifra dem. Man adsplittede deres Forsamlinger med Vaabenmagt og satte Soldater til at passe paa dem i deres egne Huse. Vilde de undvige af Landet, berøvede man dem deres Ejendom og straffede dem i grusomme Fængsler; ja de bleve tilsidst endog straffede for at synge Salmer og for ikke at ville tage Alterens Sakramente efter den papistiske Maade.
Under disse Lidelser satte de naturligvis sit Haab om Redning og Hjelp til Himlen. Men nu opstod der Sværmere iblandt dem, som paastode at have modtaget overordentlige og umiddelbare Aabenbarelser; ifølge disse skulde de kun sætte sig til Modværge, saa vilde Gud give dem Sejeren ihænde. Fortvivlede og udtømte ved mangehaande Lidelser, grebe de strax disse Udsagn, der dels mundtlig, dels igjennem Skrifter bleve udbredte imellem dem. I Vivarais blev saaledes en Forsamling opfordret til at gaa ifra hinanden, da de ellers vilde blive nedsablede. Men de indbildte Profeter og Profetinder i Forsamlingen opfordrede den til at blive samlet, ti da de alle havde den hellige Aand i sig, vilde Guds hellige Engle slaa Kreds om dem og beskytte dem. Ja nogle tilføjede endog, at de allerede saa Englene samle sig i Himmelen for at udføre dette. De gave sig derpaa til at omfavne hverandre og blæste i hinandens Mund for at fordele „Aanden“. Saa rykkede da Tropperne ind paa dem, og 3 til 400 skulle være blevne dræbte eller saarede. Ved en anden lignende Lejlighed fortælles det, at de, som troede sig mest inspirerede, gik i Forvejen for de andre imod Tropperne og blæste hen imod disse, idet de troede derved at kunne jage dem paa Flugten. Da de, der kom bagefter, saa, at det ikke hjalp, men at de formentlige Profeter og Profetinder bleve nedsablede, løb de endelig sin Vej. Senere, da Troen paa, at de ikke kunde saares eller dræbes, efter saadanne Hændelser maatte tabe sig, gav den Plads for den Overbevisning, at de strax efter Døden skulde modtage en høj Rang i Himmelen, og i den Anledning hændte det, at de endog bade Soldaterne om snarest muligt at gjøre Ende paa deres Liv.
En ung Kvinde, som blæsende styrtede sig midt ind imellem Soldaterne og blev skaanet og forplejet af disse, havde i længere Tid ikke spist; hun mente nemlig, at det var overflødigt, fordi Aanden ernærede hende. Da hun nu i nogle Dage havde spist og drukket tilstrækkelig, begyndte hun at indse, at hun havde været fra sig selv. Om hendes Fader fortælles det, at han havde været en rolig og kraftig Mand, som holdt sig borte fra de forbudne Forsamlinger og søgte at formaa sine Børn til det samme. Dette var imidlertid ikke lykkedes ham. Men saalænge vedbleve Børnene at fortælle ham om „Profeternes“ underlige Bevægelser og Henrykkelser, om aabne Himle og Engleaabenbarelser, indtil han tilslut følte sig overbevist om Sandheden. Nu vilde han selv være Profet, efterlignede deres Bevægelser og begyndte at skrige og fremplapre uforstaaelige Ord. Børnene bleve meget glade, løbe omkring og samlede Folk for at se paa deres Fader, der „havde faaet Aanden og profeterede“. Han var meget uvidende, kunde hverken læse eller skrive, men sang og prækede i det Uendelige, troede at se Engle slaas i Luften, og blev omsider dræbt ved den samme Lejlighed, da Datteren blev fangen.
Naar Smitten saaledes kunde faa Bugt med en gammel koldsindig Mand, kan man vide, hvorledes det gik Kvinder og Børn. Man tællede Profeter i hundrede og tusindsvis. For hver en, som blev arresteret opstod tyve nye, og Anfaldene begyndte næsten altid med Krampetilfælde eller et Slags Nedfaldssyge. I en By i Cevennerne fortælles det udtrykkelig, at alle Kvinder uden Undtagelse havde Rykninger og profeterede, tildels ude paa Gaderne. Forfølgerne bleve ikke lidet overraskede, da Børnene viste ganske lignende Tilfælde; de gave dem Ris, de brændte dem endogsaa med gloende Jern under Fodsaalerne; men da en virkelig Sygdom og ingen Forstillelse var tilstede, hjalp det naturligvis ikke. Ialt ansloges i Cevennerne og Nedre-Languedoc Antallet af dette Slags „profeterende“ Børn til 8000; i Begyndelsen troede man, at Forældrene satte dem op dertil og straffede disse; men Forældrene bleve tilsidst saa besværede ved Børnenes Tilfælde, at de overgave dem til Øvrigheden, for at den kunde styre dem, siden de ikke selv formaaede det. I 7 og 8 Aars Alderen, ja endog inden de fyldte 5 Aar bleve Børnene angrebne.
Vi skulle høre nogle samtidige Beretninger om saadanne Børn:
„Jeg har kjendt et Barn paa 5 Aar, som profeterede. Han har flere Gange i min Nærværelse haft Nedfaldssyge, med Kast paa Hoved og Krop. Derefter talte han og forudsagde Ulykker over Babylon og Velsignelse over Kirken. Han opfordrede med Iver til Bod; men den stakkels Lille var undertiden saa betaget, at Ordene kom meget afbrudte. Han brugte saadanne Udtryk som: mit Barn, jeg siger dig o. s. v.“
En anden fortæller saaledes: „Jeg har i A. seet 3–4 Børn mellem 3 og 6 Aar, som vare inspirerede. Jeg saa et paa 3 Aar, som blev grebet af Aanden og faldt omkring. Det var meget uroligt, slog sig heftig for Brystet og sagde, at det var Moderens Synder, som det led for. Det tilføjede, at nu var det de sidste Tider, nu gjaldt det at stride tappert for Troen og at angre sine Synder. En liden Pige paa 6 Aar laa først et Kvarter i Trækninger og begyndte saa at tale. Fader Moder, 2 Brødre og flere andre vare tilstede foruden mig. Hun sagde, at ingen af os bestilte andet end at synde mod Gud, og at vi maatte forandre vor Opførsel og leve skikkeligere for Fremtiden Hun tilføjede, at Babylons (den papistiske Kirkes) Undergang forestod om kort Tid o. s. v.“ Endog om endnu mindre Børn, som endnu laa i Vugge berettes det, hvorledes Efterlignelsesdriften bragte dem til at fremstamme Opfordringer til Bod.
Det var ikke sjelden, at de, der ikke paa anden Maade kunde opnaa at „faa Aanden“, gave sig til at faste. Naar Fasten havde varet længe nok, lykkedes det, som rimelig kunde være, ogsaa næsten altid; ti Svækkelse frembringer som vi før have omtalt, meget let Anlæg til saadanne Nervelidelser.
Det Nantiske Edikt var endelig og fuldstændig ophævet i Aaret 1687; men i 20 Aar efter vedblev endnu disse sygelige Tilstande, uagtet eller maaske heller fordi man vedblev at rase imod Sværmerne, endog med de pinligste Dødsstraffe. Imidlertid havde ogsaa Sværmerne grebet til Vaaben og det hele antaget Form af en blodig Borgerkrig.
Efterat en større Del havde faaet Anledning til at drage ud af Landet, vedbleve de ogsaa i Udlandet en Tid med sine Rykninger, Henrykkelser og Syner. I et Brev om Sværmeriet af Shaftesbury fortælles det, at de „Profeter“, som i 1709 udvandrede til England, gjerne havde seet, at man ogsaa der havde vedblevet at indespærre, hænge og radbrække dem og derved underholdt deres Smag for Martyrdom; men i dets Sted fandt man paa at gjøre Løjer med deres Rykninger ved at hænge ud Lededukker eller Hallingmænd, og dette viste sig at have en fortrinlig Virkning til at afkjøle dem.
I det foregaaende Afsnit nævntes Methodisterne, og deres Gudstjeneste omtaltes som en nervøs Spænding. Paa enkelte Steder i Amerika ere de, som ogsaa før er antydet, gaaet saavidt, at deres Gudstjeneste væsentlig bestaar i at hengive sig til Rykninger og krampagtig Hoppen eller Dandsen; disse benævnes derfor ogsaa Hoppere (Jumpers).
For at give en Forestilling om, hvad der foregaar imellem Methodisterne, skulle vi her optage et Par Beskrivelser og Beretninger:
Deres Bønner ere larmende, og deres Sang foregaar ligesom stødvis; deres Prester prædike ikke med Rolighed Guds Ord, men under heftige Udraab; de løbe frem og tilbage paa et lidet Galleri, der tjener som Prækestol, og slaa sig heftig, snart i Hænderne, snart paa Fødderne. Naar Præken og Sang er tilende, begynde de Ivrigste i Menigheden med høj Røst at bede og udtrykke derunder i de stærkeste Udtryk i Almindelighed først Frygten for Helvede, og derefter Kjærligheden til Gud og Glæden over Frelsen. De øvrige ytre da sin Deltagelse, i Begyndelsen med Sukke, der senere stige til Hulken og Skrig. Derpaa overlader enhver sig uden videre til sin Stemning, og medens den ene endnu hulker og skriger, slaar sig for sit Bryst eller ruller sig paa Gulvet, synger og raaber andre af Fryd: „Ære være“ o. s. v.
Et Methodistmøde ude i fri Luft i Dutchess County i Staten Ny York beskrives saaledes:
„Det begyndte en Mandag; nogle hundrede Personer vare tilstede; paa en Kant prækede og sang man, medens der paa en anden Kant hørtes en forvirret Larm af Mænd, Kvinder og Børn, som aflæssede sit Tøj og opsloge Telte. En Stund efter saa man en temmelig stor Del af de Tilstedeværende at skjælve, falde i Krampetrækninger og rulle sig paa Marken med Skum for Munden under heftig Skrigen. Dette kaldtes at „arbejde“. (Den samme Benævnelse brugtes om den samme Ting af de Konvulsionære i Frankrig). „Arbejdet“ vedvarede en Del af Natten, og imidlertid tændtes der Lys rundt omkring i Skoven; det hele fik derved et ganske ejendommeligt og gribende Udseende. I Løbet af de følgende Dage kom stadig flere til Tallet naaede 4000. Man dannede Grupper paa 40 og 50 Stykker, og i Midten af disse befandt sig da altid Mænd eller især Kvinder, tildels ogsaa Børn paa 6 og 7 Aar, som „arbejdede“, indtil de faldt i Afmagt. Det var en babylonisk Forvirring. Ingen kan tænke sig alle de Galskaber, som gik for sig. Et ungt Fruentimmer klædte sig af og styrtede sig i den forbiløbende Elv, hvor hun druknede; en anden aborterede (for ilde) o. s. v.“
Paa et andet Sted fortælles der om disse Forsamlinger: Der holdes flere og flere, og Tilstrømningen til dem bliver større og større. Man taler, synger, ler, græder, hopper og sukker. Naar man ser, hvorledes de dreje og vende sig som Besatte, maa man faa en Forestilling om, hvorledes Mænaderne i fordums Tid bare sig ad. Beboerne af et Sindssygeasyl maatte ansees for fornuftige i Forhold til disse. Efter Talen ligge enkelte og skrive i Luften med Fingrene, andre fare omkring og le, omfavne hinanden, trykke hinanden i Haanden, vende Øjnene mod Himmelen og raabe: vi skulle komme der, vi skulle mødes“.
En anden Sekt i Nordamerika kaldes Rystere (Shakers); hos dem have nyere indbildte Aabenbaringer næsten fortrængt Bibelen; de tro at befinde sig i det tusindaarige Rige, og at Christi guddommelige Aand er kommen tilbage til Jorden i Stifterinden af Sekten, Anna Lees († 1784) Person. De bo sammen i egne Kolonier med fælles Ejendom, gifte sig ikke, idet Forholdet mellem begge Kjøn kun skal være broder- og søsterligt; deres Gudstjeneste bestaar væsentlig i krampagtig Skjælving og Hopping; med den første ville de udtrykke den Skræk, som Guds Vrede over Synden sætter dem i, med den sidste Jubelen over de modtagne Aabenbaringer.
Paa Shetlandsøerne, hvis Beboere for en stor Del nedstamme fra Normænd, har i over 100 Aar Krampetilfælde, især i Kirkerne, men tildels ogsaa ved andre større Forsamlinger, været almindelige. Dog kan det her ikke udelukkende tilskrives religiøst Sværmeri, skjønt dette tillægges en ikke uvæsentlig Del deri. Det fortælles, at Aarsagen oprindelig skal have været et Tilfælde af Nedfaldssyge i en Kirke, der satte mange i Skræk, og gav Anledning til mange lignende Tilfælde. Siden disse imidlertid have kunnet vedligeholde sig gjennem saa lang Tid hos saamange Personer, maa der vel rimeligvis være ejendommelige Forhold, som bevirke et Anlæg dertil. Det er vistnok ikke umuligt, naar et saadant Nerveonde og den dermed følgende Skræk engang først har vundet en stor Magt over Sindene og det religiøse Liv vedbliver at have et noget sværmerisk Præg, at Ondet kan vedblive og forplante sig fra Slægt til Slægt; men rimeligt er det paa den anden Side heller ikke, at et eneste Tilfælde skulde kunne bevirke et saadant gjennem et helt Aarhundrede vedvarende Sygdomsanlæg, naar ikke andre Omstændigheder understøttede det. Saadanne har jeg imidlertid ikke seet omtalte, men det fortjener at erindres, at paa Færøerne, som ligger temmelig nær ved Shetlandsøerne, og hvis Forhold i saa mange Ting ligne Shetlandsøernes, er Folket, efter hvad der fortælles, meget ængsteligt og let at skræmme, saaledes at det hurtigt farer sammen og kvækker ved ethvert pludseligt Indtryk, f. Ex. ved stærk Lyd eller andre Overraskelser.
Jeg har i mit Skrift om de Sindssyge i Norge omtalt en saadan Egenskab som temmelig stærkt fremtrædende i en Egn i Norge, nemlig Listerlandet og dets Nabobygder, og paavist, hvorledes denne Egenskab hænger sammen med det store Antal Sindssyge der. Paa Færøerne er de Sindssyges Tal ogsaa meget stort, nemlig i Forhold som 1 til 110 Mennesker, medens det i Norge, hvor det dog er slemt nok, kun er omtrent 1 til 300.
Senere har jeg ogsaa i en anden Egn af Landet, Prestegjeldet Saltdalen i Nordland, fundet en lignende Svaghed for Indtryk, tildels med Tilbøjelighed til Krampetilfælde, som en Ejendommelighed hos mange af Indbyggerne; ogsaa her stod dette i Forbindelse med et overordentlig stort Antal Sindssyge i Forhold til Prestegjeldets ringe Omfang. I Sommeren 1861 skulde saaledes ifølge Opgave ialt 35 af de dalevende eller omtrent 1 af 40 Mennesker være eller have været sindssyg i dette Prestegjeld. Og dette Forhold er ikke nyt. En meget gammel, sindssyg Kone, som jeg undersøgte, men som jeg nu fandt ved temmelig god Samling, fortalte mig, at hendes Sygdom første Gang begyndte, da hun som ung Pige var tilstede i et Bryllup, hvor et Menneske pludselig fik stærke Kramper. Synet af dette udbredte en stor Skræk i Selskabet, som tiltog, da flere og flere fik det samme Tilfælde. Hun var en af dem, og hun angav Tallet paa dem, som bleve angrebne, til henimod 20. Jeg opsøgte senere den endnu levende Brud i dette Bryllup, en gammel Kone, hvem min Henvendelse voldte en saadan Skræk, at hun neppe kunde tale med mig. Hun bekræftede imidlertid Sandheden af hvad den anden Kone havde fortalt skjønt hun mente, at Tallet paa de Angrebne ikke havde været saa stort, som denne havde angivet. Paa Lister har der ligeledes flere Gange udbredt sig en smitsom Skræk i større Forsamlinger. I Saltdalen have Krampetilfælde ligesom ved Smitte grebet om sig mellem Konfirmationsungdommen, uden at religiøse eller sværmeriske Indflydelser ere gaaet i Forvejen. I en ældre Beskrivelse af Saltdalen omtales de mange Sindssyge der som noget, der har vedvaret igjennem længere Tid.
Hvorledes det paa Shetlandsøerne forholder sig med Mængden af de Sindssyge, kjender jeg ikke til, men det er højst rimeligt, at den staar i Forhold til Mængden af de Krampesyge.
Nogen sikker Mening om hvad der har bevirket det ejendommelige Anlæg paa Lister og i Saltdalen, har jeg ikke været istand til at danne mig, og Formodninger vil jeg paa dette Sted ikke fremsætte.
Jeg tror, det kan være af Interesse at erfare en Forholdsregel, som paa Shetlandsøerne med Held har været anvendt mod disse Tilstande:
En indsigtsfuld og from Prest, som i den første Tid af sin Virksomhed idelig paa en højst ubehagelig Maade saa Gudstjenesten forstyrret af disse Tilfælde, fortalte sin Menighed, at der gaves intet sikrere Middel derimod, end Neddypning i koldt Vand. Han holdt derfor Folk i Beredskab, som strax skulde bære dem, der fik Krampen, ud og dyppe dem ned i den nærliggende Sø. Dette Middel overtraf hans Forventning; ti Frygten for fra Kirken at blive baaret ud i Søen virkede som et Tryllemiddel; ikke en eneste trængte til at dukkes, og denne Menighed hørte siden til de stilleste og anstændigste paa Shetlandsøerne.
I Finmarken, hvor i saamange Kirker Skrig og Spektakel af dette Slags har hørt til Dagens Orden i de sidste Aar, skulde det samme Middel maaske ogsaa kunne anvendes med Held, om ikke en vis Frygt ligeoverfor det aandelige Tyranni, som Sværmerne der paa flere Steder virkelig have udøvet, var til Hinder for Udførelsen.
Det staar endnu tilbage blandt aandelige Omgangssygdomme af religiøs Oprindelse at omtale den i Sverige for nogle Aar siden saa særdeles udbredte „Prækesyge“. Man vil strax se, at den ikke i noget adskiller sig fra de sædvanlige „Henrykkelser“, saaledes som vi nu have lært dem at kjende baade fra vort eget og fra andre Lande.
Dr. Sondén har beskrevet den i et Skrift: „Om Predikosjukan ur medicinsk Synpunkt“, og det følgende er et ganske kort Uddrag af dette Skrift:
Sygdommen udmærkede sig ved 2 Slags Tilfælde; det ene var Kramper c(uvilkaarlige Sammentrækninger, Forvridninger og Rykninger), det andet var en mere eller mindre ubevidst „Henrykkelse“, hvorunder den Syge troede at se og høre guddommelige, overjordiske Ting og følte sig tvungen til at tale derom, eller, som det iblandt Folket hedte, at præke derom. Tilfældene vendte tilbage med ubestemte Mellemrum, især naar beundrende Fremmede vare tilstede, sjelden, naar den Syge var alene, og aldrig under Søvnen. Tilstanden ansaaes af Almuen som et utvivlsomt Tegn paa en højere Aands Nærværelse i den Syge, og Krampen betragtedes som et Bevis paa Syndens Vederstyggelighed. Indholdet af deres Taler var gjerne temmelig aandsfattigt og bestod sædvanlig af Udraab med Opfordring til Bedring og Trusler, ikke blot mod Drukkenskab, Banden og andre Laster, men ogsaa mod uskyldige Fornøjelser, mod Leg og Dands, mod blanke Knapper, Ringe, alslags Stas, mod røde Klæder o. s. v. Ikke sjelden omtaltes Syner af Himmel og Helvede, ligesaa hyppige vare Forudsigelser om Verdens Undergang og den yderste Dom, eller om deres egen Dødsdag; alt dette med Paastand om, at det var den hellige Aand, som talte igjennem dem, og følgelig Fordring paa, at det skulde ansees som Profetier, der imidlertid havde den væsentlige Fejl, ikke at slaa ind. Sygdommen angreb mest Folk i Aarene fra 16 til 30 Aar, og ikke sjelden Børn fra 6 til 16, desuden en og anden gammel. Størsteparten var Kvinder. For Mænd lykkedes det sjelden at tildrage sig videre Opmærksomhed som Prædikanter. De fleste Syge tilhørte Almuesstanden, nogle enkelte vare ogsaa af de højere Klasser. Alle angrebes de gjennem aandelig Smitte med Undtagelse af den første, der var en 16 Aar gammel Pige, som for et nervøst Onde havde benyttet Aareladninger, derpaa havde faaet forskjellige Krampetilfælde og under sin Sygdom stadig læste i gudelige Bøger. Idet hun forudsagde sin Død (der imidlertid ikke indtraf), udnævnte hun en anden 13 Aars Pige til at præke efter sig, og derpaa brød Smitten løs. Tilløbet af Tilhørere var saa stort, især i Begyndelsen, at lige indtil 1000 Personer kunde omringe og bestorme det Hus, hvori den Prækende befandt sig, og der savnedes ikke Exempler paa, at Religionslærere, Retsbetjenter og Læger bleve bortjagne med Stokke og Stenkast. Hvad der mere end Presternes, Øvrighedernes og Lægernes Bestræbelser tilsidst overbeviste den bedre Del af Almuen om, at den havde med en Sygdom og ikke med en Aabenbaring at gjøre, var den idelig gjentagne Erfaring at Spaadommene, som gjerne skulde gaa i Opfyldelse om faa Dage, sloge fejl. Den først angrebne Pige boede i Jønkøping Len (ved Vettern), og Sygdommen udbredte sig siden i Aarene 1841 og 1842 paa en af Methodisme og Læseri forberedet Grund i flere af Sveriges Provindser. Alene i Skaraborgs Len anslaaes Mængden af de Angrebne til nogle Tusinde; om Antallet i det hele har jeg intet Overslag seet. Sygdommen ophørte lidt efter lidt, dog saaledes, at man endnu af og til i Aviserne faar høre Beretninger om spredte Tilfælde.
Vende vi, efter at have seet disse Begivenheder, vort Blik tilbage til vort eget Land, saa maa vi erkjende, at vi have været forholdsvis heldige; deraf at Sygdommen i Thelemarken i Aaret 1860 ikke kom til at udvikle sig videre, tør vi maaske haabe, at den naturlige sunde Sands hos vor Almue itide vil kvæle dette Slags Ildebrande. Vi bør imidlertid vist ikke være for trygge, men tage Advarsel baade fra vort Naboland og fra vore egne nord- lige Egne.
Det er en meget gammel Forvexling, at anse den usædvanlige Tilstand under en særegen sygelig Spænding i Nerve- og Hjernelivet for et overnaturligt eller profetisk Klarsyn.
Hedningernes Troldmænd (Sjamaner) have til alle Tider benyttet sig af mange, tildels ubekjendte Kunster for at sætte sig i en saadan Tilstand. Grækernes Prestinder bragtes, naar de skulde spaa, i en lignende Rus ved at indaande visse Dampe, der paa enkelte Steder strømme ud af Jorden. I det fjortende Aarhundrede havde nogle græsk-katholske Munke fundet paa, at de ved i længere Tid uafbrudt at fæste Øjnene i Retning hen mod Navlen og derunder ganske at bortvende Opmærksomheden fra alle øvrige Ting, kunde opnaa, hvad de kaldte den højeste Forklarelse og derunder faa se det Lys, hvori Gud bor. Dette gav dengang Anledning til en lang Strid, og paa en Synode i Constantinopel fik disse Munke Ret. Nutildags er det en meget bekjendt Ting, at det kan lykkes for en kort Tid at bringe svage og nervøse Mennesker i en ejendommelig Spænding, hvorunder de tabe Bevidsthed og Følelse, derved, at man i længere Tid lader dem fæste Øjnene paa en lysende Gjenstand, der holdes i en skjæv Retning for dem; denne Fremgangsmaade (Hvpnotisme) benyttes undertiden til under den følesløse Tilstand at foretage kortvarigere smertelige Operationer paa dem. Et af de besynderligste Midler til at opnaa et indbildt „Liv i Gud“ angaves af den westphalske Sværmer Pollin, der blev Stifter af en Sekt: han sagde, at man fra det naturlige Liv kunde komme over i det guddommelige Liv derved, at man satte sig foran en varm Ovn og under stærk Sukken med begge Hænder gned og trykkede Underlivet. Naar man paa denne Maade havde dræbt det naturlige Liv i sig, skulde man faa en ubeskrivelig sød Fornemmelse, idet man da blev vis paa Arv i Guds Rige. Man kom da til at juble højt, og efter den Tid skulde man aldrig arbejde mere, men kun leve af Troen.
Hos vilde Folkeslag have altid Nervesygdomme og Sindssygdomme vakt en særegen Opmærksomhed; ligesom alle andre paafaldende Virkninger af ubekjendte Naturkræfter af saadanne Folk strax tilskrives en overnaturlig Indflydelse, saaledes ogsaa disse. Saavidt har dette været drevet, at vanvittige Mennesker ere blevne Gjenstand for Tilbedelse, ja ere det tildels endnu imellem adskillige vilde Folkestammer.
Hos Christne kan denne Forvexling dels forklares af den tilsyneladende ydre Lighed med meget af det, som de sande Profeter have oplevet, og navnlig med de overordentlige Undergaver, som Gud i Aposteltiden skjænkede flere af de første Christne, dels deraf, at den sygelige Spænding saa ofte opstaar som Følge af stærke religiøse Rørelser, under en heftig, ja utaalmodig Længsel efter at træde i den nærmeste Berørelse med Guddommen, og hos oprigtige, men svage og slet underviste Christne. Ere nu Lærerne enten ukyndige, eller hildede, eller ude af Stand til at gjøre sin bedre Kundskab gjeldende, saa opstaar Forvexlingen saameget lettere. Hvor stor saa den Kreds skal blive, som Tilfældene udbrede sig til, hvor længe Virkningerne skulle vedvare, det afhænger af Omstændigheder, hvoraf de vigtigste i det Foregaaende ofte nok ere omtalte, men her dog for Fuldstændigheds Skyld atter kunne nævnes: af Vankundighedens Grad; af Folkets Forstandighed eller aandelige Nøgternhed og den Magt, som det har over sin Indbildningskraft; endelig ikke mindst af mange legemlige Forhold, Sundhed eller Svækkelse, og de Ting, som derpaa have Indflydelse, saasom Hunger, Sygdom, Overanstrengelse eller Usædelighed.
Ville vi saa tilsidst endnu engang kaste et Blik paa Frugterne, det, hvorpaa Aanden i disse Tilstande skal kjendes, da have vi seet, at det ikke mangler paa dem, der, som Lestadius, hastig ville pege hen paa disse og vise, hvor gode og velsignede de ere. Saa synes det ogsaa ofte i Begyndelsen; i Almindelighed aflægges fra først af de grovere, ydre Laster, ikke at, tale om de saakaldte Middelting, der gjerne allerførst fordømmes; ja man tilstaar tidligere Synder og godtgjør Forurettelser; saadanne Tilstaaelser fandt f. Ex. Sted under Forsamlingerne paa Hammerfest. Men man maa give Tid; ti da kommer Hovmodet og med dette Ukjærligheden, der fordømmer og undertiden endog forbander andre; da kommer, som vi have seet, altfor ofte Vellysten, og tilsidst, naar Skinnet skal bevares og Øjnene ikke itide aabnes, Hykleriet.
Jeg skal slutte denne Fremstilling med et Par Ord om
I Aaret 1778 kom en Mand ved Navn Mesmer til Paris. Han paastod, at han kunde helbrede mange forskjellige Slags Sygdomme ved Hjelp af en ejendommelig, usynlig Kraft, som udgik fra ham og som strømmede ud i de Syges Legemer. Han aabnede i denne Anledning sit Hus, og en Mængde Mennesker, især nervesvage Kvinder og afkræftede Mænd, strømmede til ham. Alle forsamledes de i en Sal, hvor der maatte herske en næsten andægtig Taushed, og hvor kun af og til nogle musikalske Akkorder fra et Sideværelse afbrød Stilheden. Han lod et vist Antal danne en Kjæde ved at tage hverandre i Hænderne, satte hver enkelt desuden i Berørelse med nogle Metaltraade, og begyndte derefter at berøre dem, dels med en Jernstang, dels med Hænderne, idet han lod, som om en Kraft udgik ifra ham. Paa samme Tid fæstede han af og til sit Blik, snart paa den ene, snart paa den anden. Naar saa dette havde varet nogen Tid, begyndte en og anden at strække paa sig og gispe; andre syntes at befinde sig ilde, kjendte ubestemte Smerter hist og her, eller en ejendommelig Varme; atter andre fik strax Trang til at sove, og nogle fik usædvanlig langvarige og heftige hysteriske Kramper. Nogle sukkede, andre græd; alle havde de sin Opmærksomhed henvendt paa Mesmer og løde hans mindste Vink. Bagefter troede mange at have faaet Lettelse i deres Onder.
Dyrisk Magnetisme kaldte Mesmer den Kraft, som han paastod paa denne Maade at kunne udvikle, og som han mente havde sit Sæde i Nerverne. Nogen umiddelbar Berørelse behøvedes ikke, kun at Haanden eller Instrumentet holdtes i Nærheden af de Syge. Fremgangsmaaden er senere efter Mesmer bleven kaldt Mesmerisme.
De Syge paastode snart, at de kunde iagttage denne udstrømmende Nervekraft, og det ikke blot føle den, men endog lugte og smage den, ja se den udstrømme[6]. Men den Kommission, som det franske Videnskabsakademi nedsatte for at undersøge disse Ting, fik snart oplyst, hvorledes det havde sig hermed. En af Mesmers Disciple ved Navn Deslon, som hjalp ham med at udøve Kunsten, førte de Syge frem for denne Kommission, for at den kunde overbevise sig om Rigtigheden af det, som blev paastaaet om denne Krafts Virksomhed. Kommissionen lod de Syges Øjne omhyggelig tillukke og bragte dem derpaa til at tro, at Deslon foretog „Magnetiseringen“, som det kaldtes. Et af disse Tilfælde fortælles saaledes: 3 Minuter efter at man havde bedet Deslon begynde, begyndte vedkommende Dame at skjælve, derpaa klagede hun over Smerter i Baghovedet og Myrekryben i Arme og Hænder. Endelig blev hun urolig, fik Krampetrækninger, slog voldsomt omkring sig, og blev liggende stiv. Hun var imidlertid ikke bleven magnetiseret, ingen havde udstrakt en Haand imod hende, Deslon var fraværende og kun Kommissionens Medlemmer havde siddet rolig og seet paa hende. – Det var blevet paastaaet, at den magnetiske Kraft ogsaa kunde gjennemtrænge Døre og Vægge. Kommissionen fik en Dame til at tro, at Deslon vilde vise dem dette. Hun satte sig med aabne Øjne foran den lukkede Dør, og man bad Deslon begynde et Minut efter begyndte hun at skjælve; derefter hakkede hun Tænder saa højt, at det kunde høres langt borte og klagede over de sædvanlige Fornemmelser. En Stund efter faldt hun om under heftige Kramper og bed sig saa voldsomt i Hænderne, at der stod Mærker længe efter. Ingen havde imidlertid staaet bag Døren.
Mange af disse Syge paastode, at de kunde kjende f. Ex. Vand eller andre Gjenstande, som vare blevne magnetiserede. Bød man dem da flere Kopper med Vand, for at de skulde udfinde den rette, begyndte de at skjælve ved at nærme sig en af dem, uagtet intet var blevet foretaget med nogen af dem.
Ingen sund og kraftig Mand kunde bringes til at føle nogensomhelst Virkninger, og det hele viste sig saaledes at være et Spil af Indbildningskraften og Virkninger af den derved frembragte Nervespænding.
Fra først af varede det i Almindelighed meget længe, inden Mesmer opnaaede at frembringe Virkningerne. Ofte først efter flere Timers Forløb begyndte en og anden at føle dem; men da virkede ogsaa Exemplet og Efterlignelsesdriften hastig, saa at Bevægelserne bleve almindelige. Jo oftere man da havde været underkastet disse Indflydelser, desto hastigere indtraadte Virkningerne, og desto stærkere bleve de. Deraf kan man ogsaa forklare sig, at det først var 6 Aar efter Mesmers første Optræden, altsaa i Aaret 1784, at den egentlige Søvngjængertilstand blev bemærket som Følge af den beskrevne Fremgangsmaade.
Magnetisørerne bleve selv i højeste Grad forundrede over disse Tilfælde, hvilket var rimeligt nok, da de ikke besad lægevidenskabelige Kundskaber nok til at vide, at saadant ikke var saa sjeldent i sygelige Tilstande. Nu begyndte de derfor at tilskrive den dyriske Magnetisme næsten overnaturlige Virkninger; ti Søvngjængertilstanden, eller, som den fra nu af blev kaldt, den magnetiske Søvn vækker, som vi have seet, overalt og altid den samme Forbauselse hos dem, der ikke kjende den. Ligesom i Cevennerne og i Sverige Veltalenheden hos ellers udannede Mennesker var det, der især vakte Opmærksomhed saaledes blev ogsaa her den øjensynlige Skjærpelse af visse Aandsevner Gjenstand for den største Opmærksomhed. Derefter blev da ogsaa Tilstanden benævnet Klarsyn (Clairvoyance).
Det er især Hukommelsen, som ofte i denne Tilstand viser sig mærkværdig udviklet, saa at Ting, som i vaagen Tilstand ganske ere forglemte, nu tydelig kunne erindres Al Sandsning er heller ikke ganske ophørt, og netop fordi den i visse Retninger er uvirksom, kan den ogsaa bliwe saameget skarpere i andre. Navnlig skal det undertiden hænde, at Følelsen bliver saa fin, at den uden Berørelse erkjender Beskaffenheden af de Ting, som komme i Nærheden. Undertiden svare de paa Spørgsmaal, undertiden ikke. I Finmarken vil man erindre, at det almindeligste Spørgsmaal, som blev forelagt under disse Omstændigheder, var om hvem der blev seet i Himmerige og Helvede, og det synes ofte at være blevet besvaret. Her var naturligvis ogsaa ofte Forstillelse tilstede, og netop det samme har endnu mere været Tilfælde med Magnetisørernes Syge. Ti det blev, som man kan tænke sig, meget snart en Modesag at fremvise disse „Klarsynede“ eller Søvngjængersker (Somnambuler). Mange ventede gjennem dem at faa Oplysning om Hemmeligheder, og tilsidst blev det en Gjenstand for Pengespekulation. Man fandt paa en Mængde Taskenspillerkunster, hvorved det hele skulde blive endnu mere forbausende, og tilsidst blandedes Sandhed og Løgn saaledes imellem hinanden, at Udsondringen blev meget vanskelig. Dog kan Videnskaben ogsaa siges at have besejret denne Vanskelighed; det franske Akademi har ved at udsætte store Præmier, som ingen har kunnet vinde, bevist Urigtigheden af alle de Paastande, der bleve gjorte om virkelig unaturlige Evner, som f. Ex. at kunne læse eller se med lukkede Øjne, endsige at kunne vide, hvad der foregaar paa fjernere Steder.
Man har troet, at der hørte en særegen stærk Viljekraft til for at frembringe den her omtalte Tilstand; vi have nu hørt nok til at vide, at det mere kommer an paa en Svaghedstilstand hos den Magnetiserede end paa Styrke hos Magnetisøren, ligesom ogsaa, at denne Svaghedstilstand befordres ved Forsøg, der fortsættes gjennem længere Tid. Den eneste Hensigt, der muligens kunde berettige en Læge til at øve disse Kunster, skulde være at benytte den følesløse Tilstand til derunder at foretage smertelige Operationer; dette har været gjort og med Held; men det er ikke altid noget ubetydeligt Indgreb, som Lægen derved gjør i den Syges Helbredstilstand, og af flere Grunde vil man derfor i Regelen foretrække andre Bedøvelsesmidler. Andre Forsøg i denne Retning maa ansees for utilladeligt Spilfægteri med Menneskers Helbred.
En af de besynderligste Aflæggere af Indbildningen om en udstraalende, saakaldt dyrisk magnetisk Kraft var Borddandsen. Man troede, at man kunde sætte en livløs Gjenstand i Bevægelse uden mekanisk Kraft derved, at en Kreds af Mennesker lagde Hænderne paa den. Man havde hørt, at Bordet tilsidst skulde komme til at flytte sig, man sad anspændt i Timevis, de trætte Hænder hvilede tilsidst med Tyngde paa Bordet, fleres Tryk forenede sig tilfældigvis til at frembringe en liden Rykning, eller denne blev foranlediget af en, der ønskede Afvexling: strax fulgte alle Bevægelsen og understøttede mere eller mindre ubevidst dette Mærkelige, som alle saa gjerne selv vilde have iagttaget. Ti det Vidunderlige har en ganske særegen Tiltrækning og tror man først, at det er der, men ikke rigtig kan komme frem af sig selv, saa hjelper man mere eller mindre ubevidst til. Og saa kommer Efterlignelsesdriften; den Vildfarelse, der først betog en liden Kreds, griber snart om sig i større og større Kredse, indtil den tilsidst gaar fra Land til Land; men da bliver den en Prøvesten paa Aandernes Styrke; det er ingen Sag at forkaste en Vildfarelse, som saa dele, men det er en vanskelig Sag at staa fast og uanfegtet, naar Alverden deler den.
Ogsaa her kom Bedraget og Taskenspillerkunsterne til. Det var ikke nok med, at Bordene bevægede sig; havde man først noget Hemmelighedsfuldt for sig, maatte man ogsaa faa sin Tørst efter det Hemmelige tilfredsstillet. Man begyndte at forlange, at Bordene ved et vist Antal Slag skulde tilkjendegive Tal, som man ønskede at kjende, og der var da ofte en eller anden tilstede, som for Løjers Skyld sørgede for, at Bordet gav et Svar. Hvo tænkte, at heraf skulde udvikle sig en Spaadomsmethode? men nu faar man høre, at der gives Tusinder af daarlige Mennesker, som paa denne Maade for Alvor tro at kunne sætte sig i Forbindelse med de Dødes Aander; ti naar Bordene ved Taskenspillerkunster bringes til at banke og skrive, saa mene de, at det er disse Aander, „Bankeaander“, som sætte dem i Bevægelse.
Enhver Tidsalder har sine Vildfarelser. Videnskaben har været istand til at sprede et stort Lys over mange af dem; men altfor ofte sidder den ligesom inde med dette Lys, uden at det bliver rigtig tilgjængeligt for Folket. Til det sidste Øjemed har jeg villet bidrage med denne Fremstilling.
Side 24, den løde Linje ovenfra, staar: naar i denne Anledning af Sværmeraanderne paa sin Tid udbryder &c., istedetfor: naar denne i Anledning af &c.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑
Dr. J. F. C. Hecker, Über Sympathie Berlin 1846. –-– Die Tanzwuth, eine Volkskrankheit im Mittelalter, Berlin 1832. L. F. Calmeil, De la Folie, Paris 1845. - ↑ Se 8de Aargang af Folkevennen E. Sundt: Mere om Overtro, pag. 440.
- ↑ Se Keilhaus Rejse i Finmarken og den der indtagne Hexeproces.
- ↑ Historiske Antegnelser til Holbergs Komedier.
- ↑ The lise and adventures of Nathaniel Pearce, written by himself, during a residence in Abyssinia, from the years 1810–1819. London 1831.
- ↑ Sammenlign hermed Lestadius’s Svovldunster, Side 23.