Om nogle middelalderske Slægter i det vestenfjeldske Norge

Spørgsmaalet om de grunde, som i det fjortende og femtende aarhundrede fremkaldte Norges forfald og tilsidst medførte tabet af rigets politiske selvstændighed, kan ikke ventes at blive helt løst, forinden der foreligger fuldstændige undersøgelser af de daværende fornemme ætters slægtskabsforhold og deres stilling i samfundet i almindelighed. Under studiet af nogle afsnit af disse tiders historie er jeg ogsaa kommen ind paa dette punkt og har samlet alt eller det meste, som vedkommer en gruppe af saadanne ætter i det vestenfjeldske Norge. Da jeg neppe for det første kommer til at fortsætte disse og at afslutte dem med lignende undersøgelser af de øvrige ætter i landet, har jeg anseet det mest hensigtsmæssigt at offentliggjøre den færdige del, som et lidet bidrag til den norske adels genealogi i tiden mellem 1300 og 1500. Hvad man hidtil har i denne retning, indskrænker sig til G. Munthes afhandlinger i „Samlinger til det norske folks sprog og historie“ og til P. A. Munchs oplysninger om det samme emne i anden hovedafdeling af hans store historiske verk. Begges arbejder ere i sin art meget fortjenstfulde, og det maa beklages, at de ikke ere fortsatte. Hvis Munthes forskninger om alle vore gamle ætter vare blevne offentliggjorte, og hvis Munch havde naaet at føre sit hovedverk helt ned til reformationstiden, vilde det have været langt lettere at komme til klarhed i undersøgelser om disse spørgsmaal.

Imidlertid kan der ogsaa gjøres flere udsættelser ved den maade, hvorpaa begge de nævnte forskere have taget sin opgave. Munthes interesse var ligesaa meget heraldisk som genealogisk, og derfor har det i regelen for ham været det bestemmende, om vedkommende have ført vaabensegl, eller om dette er bevaret. Grundlaget for den rigtige bestemmelse af de omhandlede personers og deres ætters samfundsstilling bliver derved noget forrykket. Munch skulde staa paa en bredere grundvold. Men heller ikke hos ham vil man finde den rigtige vejledning til at forstaa det, som er det væsentlige, maalestokken for de fornemme og rige ætters stilling i social og politisk henseende. Han er altfor tilbøjelig til at stille alle „højbaarne mænd og anseede ætter“ i samme linje, uden at tage hensyn til, at der inden ethvert aristokrati maa gives grader, der dels betinges af forskjellen i højbyrdighed, dels af forskjellen i rigdom, dels af andre hensyn. Skjønt forholdene i Norge paa den her omhandlede tid ikke kunne have udmærket sig ved nogen stor uensartethed, maa der dog ogsaa hos os gjøres en stærkere forskjel paa ætterne i deres indbyrdes forhold, end Munch har gjort.

I det lille genealogiske bidrag, som her leveres, og som kun maa betragtes som et forarbejde, er der ganske vist heller ikke lagt nogen større vægt paa denne side. Hovedsagen har her været at sammenstille de oplysninger, som haves om de omhandlede ætter, og at paavise eller antyde de forbindelser, som findes mellem dem. De ere af meget forskjellig rang Nogle af disse slægter ere gamle lendermandsætter, der gaa op til Sverres tid, maaske endnu længere tilbage. Andre synes at stamme fra gamle hauldsætter. Nogle hæve sig gjennem heldige giftermaal med den deraf flydende adgang til rig arv op til en høj stilling Nogle leve forholdsvis i dunkelhed. Nogle sprede sig i mange og vidtløftige grene, medens andre synes at være meget faatallige. Dog maa det herved erindres, at det i mange tilfælde er umuligt at afgjøre, hvorvidt der ikke har været mange sidegrene, som hurtig ere sunkne ned i linje med den almindelige bonde. Enkeltvis forekommer der oplysninger, som vise, at der har været saadanne, og derfra kan der drages slutninger, ogsaa for de ætter, hvor alle antydninger i denne retning mangle. De aristokratiske slægter vare kun sjelden skarpt afgrænsede fra sine omgivelser. Maaske har forskjellen mellem de første af dem, f. ex. Giskeætten, og de lavere været ligesaa stor, eller snarere endnu større end mellem de sidste og det øvrige folk. Idet den lavere adel i tidens løb forsvinder og ialfald bliver meget forminsket i antal, er den rimeligvis gaaet ind i det øvrige folk, medens den højere adel og dennes fremmede arvtagere paa samme tid ere stegne højt op over dette. Først derigjennem fik landet en fuldstændig afsluttet, men rigtignok tillige meget faatallig adelstand.

At fastsætte begrebet „adel“ eller „aristokrati“ vil særlig under forhold, som de norske, altid blive noget vanskeligt. Det er neppe i alle tilfælde tilstrækkeligt, at en æt eller en enkelt person fører vaaben i sit segl, da grænserne mellem dette og et bemærke ofte kunne være meget usikre. Nogle af de her medtagne ætter høre maaske i virkeligheden snarest hjemme mellem bønderne, uagtet de indtage en mere fremtrædende stilling. Men en eller dere mellemklasser ere uundgaaelige. De kunne volde genealogerne vanskeligheder, men bevare derfor sin sociale betydning. De danne en støtte for højadelen. Idet de gaa over i de lavere lag, forrykkes ogsaa dennes stilling. Spørges der, hvad det er, som bevirker denne overgang, ligger det nær at søge svaret i landets økonomiske forhold, som vanskeliggjorde adgangen til at tilfredsstille tidens forøgede krav. En æt som den paa Byre i Ryfylke, kunde endnu i begyndelsen af det fjortende aarhundrede indtage en saadan stilling, som tiltrods for dens ringe jordegods kunde berettige dens hoved til at erholde ridderværdigheden. Et aarhundrede senere vilde dette – ialfald ikke uden under meget overordentlige omstændigheder, som f. ex. i 1449 og 1450 – omtrent have været en umulighed. De ætter, som kunde følge de stigende krav ved at udvide sit jordegods, kunde endog stige op imellem de højere og gjennem sine rigdomme værdiges at stilles ved disses side, endskjønt de oprindelig stode meget under dem. Andre ætter, som ikke kunde dette, maatte forsvinde, det vil sige, stige ned mellem sine omgivelser og tabe sig i disses ubemærkethed. Formodentlig var dette tilfældet med de fleste. Det kan neppe være nogen tilfældighed, at diplomerne i det fjortende aarhundrede ere langt rigere paa oplysninger om saadanne ætter end i det femtende.

Efter det sædvanlige indhold i vore diplomer skulde det ventes, at der forelaa flest oplysninger om de ætter, som ejede det største jordegods. Men dette er kun for en del tilfældet. Saaledes er det mærkeligt, at der ikke findes mere end et enkelt brev om den æt, hvortil Jon Bjarnessøn hørte, uagtet denne maa have ejet et ganske betydeligt jordegods. Den har maaske været nær beslægtet med andre ætter paa samme kant, maaske endog en gren af en af disse; men herom foreligger ikke en gang den mest ubetydelige antydning. Om enkelte andre ætter, som i sammenligning med denne kun have ejet et ganske ringe jordegods, ere oplysningerne langt rigere.

For enkelte af de i det følgende omhandlede ætter kan der med bestemthed hævdes en temmelig høj alder; for andre er det rimeligt, at det samme har været tilfældet. Men alligevel er det langtfra, at der her kan leveres noget fyldestgjørende bidrag til besvarelsen af det vigtige spørgsmaal om forbindelsen mellem det gamle og det nye aristokrati. Med udgangen af det trettende aarhundrede forandre de historiske kilder sin hele karakter, og.i det derigjennem fremkaldte brud ligger en hovedgrund til de vanskeligheder, som stille sig i vejen for at paavise en forbindelse mellem det gamle lendermands-aristokrati og de slægter, som i det fjortende og det femtende aarhundrede vare dets efterfølgere. Om ogsaa flere nye ætter i denne tid kunne være komne i vejret, saa er det dog maaske rimeligst at antage, at deres tal da ikke har været større end til nogen foregaaende tid. Ethvert aristokrati vil altid, saalænge det bevarer nogen levedygtighed, modtage nye elementer, og heller ikke vore lendermandsætter kunne have holdt sig fri for alle saadanne. Men efterhaanden er denne fornyelsens kilde bleven udtørret. Jo større krav der stilledes til aristokratiet for i det ydre at opretholde sin stilling, desto vanskeligere blev det at komme i vejret. De allerede bestaaende fornemme ætter udvidede stadig sine ejendomme, og om en af dem uddøde, gik disse over til en anden, som derigjennem blev endnu rigere. Smaaætterne trængtes tilside. Alene en æt, som den paa Finnen, maa have slugt flere af disse. Den opstaar og voxer gennem en forening af et par andre ætter, og dens udvidelser kunne alene foregaa paa de øvriges bekostning. Paa Voss, hvor det i begyndelsen af det fjortende aarhundrede vrimler af personer, som sidde paa sine gaarde og indtage en stilling som en slags „knapeadel“, er der ved udgangen af det femtende ingen tilbage. Deres ætter ere neppe uddøde; de ere kun trængte ned i lavere samfundslag og sidde maaske som leilændinger paa de samme gaarde, hvor deres forfædre boede som kongelige hirdmænd. Om ogsaa en enkelt slægt endnu i det 16de aarhundrede har bevaret et lidt større jordegods, saa betragtes dens medlemmer dog kun som bønder. Paa samme maade er det vel ogsaa gaaet paa andre steder. Der har gjennem det hele samfund gaaet en meget stærk bevægelse i retning af at samle jordegodset paa færre hænder, eller med andre ord, at udvikle et højaristokrati, medens den lavere adel blev trykket ned. Men det kunde alene være et lidet antal af ætter, der kunde bevare eller opnaa en saadan stilling. Landets jordegods var ikke tilstrækkeligt til at underholde mange, især da tillige meget deraf var i kirkens og statens hænder. I sine giftermaalsforbindelser vare de derfor henviste til hverandre, hvilket maatte have en mindre heldig indflydelse, – eller ogsaa maatte de vende sig til andre lande. Sigurd Jenssøn ægtede en tydsk grevedatter, medens de kvindelige medlemmer af de rige norske familier giftede sig med svenske og danske adelsmænd, af mangel paa jævnbyrdige landsmænd.

Saavidt jeg nu kan dømme om forholdet, maa de her anførte, rent økonomiske grunde have havt en væsentlig indflydelse paa den norske adels undergang. Deri, at de fornemme ætter gjennem kongemagtens sejer og den dermed følgende centralisation vare henviste til at træde i tjenesteforhold til kongen, ligger neppe nogen hindring for, at de kunde have erhvervet en lignende magtstilling som andre landes adel. Forandringen var skeet ganske langsomt, og lendermands-ætternes stilling i den almindelige opinion havde heller ikke forandret sig med et eneste slag. Ligesom deres ydre stilling forandredes, maatte ogsaa den maade, hvorpaa det øvrige folk betragtede dem, kunne undergaa en tilsvarende forandring. Selv om man ogsaa vil antage, at der hengik længere tid, forinden opinionen havde kunnet erhverve en rigtig tilegnelse af de nye forhold, og at folket vedblev at stille andre fordringer til et aristokrati, end de, som tiden kunde tilfredsstille, synes deri ikke at ligge nogen grund til at tro, at dette skulde have umuliggjort, om det ogsaa kunde vanskeliggjøre, dannelsen af et mægtigt aristokrati paa det almindelige europæiske grundlag. For lendermands-aristokratiets vedkommende, der hvilede paa et dybt rodfæstet, nationalt grundlag, behøvedes maaske i almindelighed ikke nogen særdeles betydelige ejendomme, forat det kunde opretholde sin stilling. Men jo mere det traadte ud af sin gamle stilling, maatte det mærke nødvendigheden af at styrke sig gjennem rigdomme, – en følelse, som naturligvis ogsaa maatte findes hos de ætter, som ved en forening af heldige omstændigheder kunde arbejde paa at hæve sig opad.

Det var neppe alene tilfældigheder, som bragte de store ejendomme til at samles hos enkelte saadanne slægter. De have arbejdet derpaa med megen omhu og ved at indrette sine medlemmers giftermaalsforbindelser søgt at sikre dem udsigter til god arv. Finnen-slægtens historie viser, hvortil en saadan fremgangsmaade kunde føre, naar den blev fortsat gjennem længere tid. Men denne lyst efter uophørlig forøgelse af sit jordegods frembyder tillige mange lidet tiltalende sider. Den opslugte andre interesser. Den maa have fremkaldt en række af processer og familietvister, der aldrig kunde være gavnlig. Det indblik, som diplomerne f. ex. give i forholdene paa Voss, synes at vise, at selv de allernærmeste have ligget i en saadan stadig strid, og at der mellem naboerne har bestaaet et forhold, som ikke kunde gjøre livet behageligt.

At saadanne handler og trætter om jordegods ved at optage en væsentlig del af de aristokratiske ætters interesser afledede disse fra de almindelige og landsvigtige spørgsmaal, lader sig ikke benegte. Gjennem foreningen med de to andre nordiske riger, der forlagde regjeringens tyngdepunkt udenfor landet, blev den derved medførte fare saa meget større. Der blev mindre anledning til at erhverve sig den uddannelse, som fulgte med nærværelsen af en regjering og et hof, og de indfødte adelsmænd bleve derved mindre brugbare til at befatte sig med landets styrelse. Saa meget naturligere blev det, at fremmede trængtes ind i de pladse, som de burde have indtaget. En maalestok for denne de fornemme ætters deltagelse i statens tjeneste haves maaske i den hyppighed, hvormed ridderværdigheden har været uddelt. Denne aftager temmelig jævnt. Grunden maa tildels have ligget deri, at de slægter, hvis medlemmer kunde eftertragte denne, vare blevne færre i antal. Men tildels maa den søges i det her omhandlede forhold og deri, at kongerne saa meget sjeldnere besøgte landet. Det er mærkeligt at se, hvorledes thronstridighederne efter 1448 pludselig fremkalde en hel del riddere og rigsraader, medens disse efter den tid ligesaa hurtig synes at forsvinde. Formodentlig er der ved denne anledning vaagnet en følelse af, at her var en mangel, og den personlige ærgjærrighed har deri fundet en spore. Men udfaldet viste, at grundene til forfaldet laa for dybt til, at en foranstaltning af denne art kunde rette derpaa. Saalænge Norge havde regjeringens hovedsæde inden selve landet og kongen opholdt sig der stadig, var der ialfald nogen opfordring til at uddanne sig for statens tjeneste, bl. a. som medlem af kongens kancelli, og ridderværdigheden uddeltes da til mange, som øjensynlig ikke have været af de rigeste mænd. Med Kalmarunionen blev ogsaa dette forrykket, og de Nordmænd, som fra nu af opholdt sig hos kongen, naar han ikke var i landet, vare yderst faa. Dette blev ogsaa en medvirkende aarsag til at trænge aristokratiet tilbage. Dets synskreds, som allerede i det fjortende aarhundrede var betydelig indsnevret, lukkedes i det femtende aarhundrede næsten ganske bag de aaser og fjelde, som bestemte grænsen for dets ejendomme.

Jeg skal her kun indskrænke mig til disse antydninger, da jeg med det første haaber at kunne omhandle det samme emne i en mere udførlig form i en afhandling om rigsraadet, forsaavidt dette kan ske paa en tid, da der ikke er foretaget et aldeles omfattende genealogisk arbejde for det her omhandlede afsnit af vor historie. Her har det alene været min tanke at levere en kort indledning til, hvad jeg har at meddele om de vestenfjeldske ætter, hvorom de følgende linjer skulle handle.


Fra de indre landskaber om Sognefjorden og Voss er der i diplomerne bevaret temmelig righoldige oplysninger om de derlevende gamle ætter. Flere af disse gik tilsidst sammen i en æt, der havde sit hovedsæde paa Finnen, den mest bekjendte af de gamle gaarde paa Voss. Denne gaard tilhørte ved det fjortende aarhundredes begyndelse en mand, der kaldte sig med det beskedne navn Peter bonde, men som dog maa have været en af de første i sit distrikt. Han nævnes i diplomer fra aarene 1303, 1304, 1315, 1317 og 1319 og omtales tillige paa en maade, der viser, at han var værge for Vossevangens kirke.[1] I sit segl førte han en løbende hjort som skjoldmærke. Peter bonde havde to sønner, Orm og Gudbrand. Da den sidste undertiden omtales under navn af Gudbrand klerk, tyder dette paa, at han havde faaet en lærd opdragelse. Orm var gift med Gudrid Audfinnsdatter, om hvem G. Munthe har fremsat den formodning, at hun skulde have været en datter af biskop Audfinn i Bergen[2]. For denne kan der dog neppe anføres holdbare grunde. Gudrid Audfinnsdatter nævnes i et diplom fra 1315 og havde da været gift med Halle Oddssøn paa Rogn, med hvem hun neppe har havt børn.[3] Hendes tilgjøf var otte merker guld, og disse bleve af hendes anden mand satte i tre gaarde paa Voss og Søndhordeland (i alt tre og tyve maanedsmatebol), hvilke hun efter sin mands død lik tilbage af sin svoger. Denne udredede hende derhos to maanedsmatebol i en gaard paa Søndhordeland for de tolv kjør, som hun ejede i Orms gaard, og otte i Flate i Grindhejms kirkesogn firir þat fioretighi ok siau mærkr fornar, er nu brast i klæðauyrðzlu hennar er Guðriið aatte at hafa or garðe Gudbranðz broðor Orms bonda siins. Endelig overlod han hende ti maanedsmatebol, som hendes mand havde givet hende, da han laa paa sit yderste. Til altsammen blev der dog forbeholdt svogeren gjenløsningsret.[4] Sandsynligvis er alt dette ordnet kort efter Orms død. Da det derom udstedte diplom bærer datum 13 Maj 1326, er det rimeligt, at denne maa være indtruffen i første halvdel af dette aar. Paa sin dødsseng havde Orm desuden ved testamente bortgivet et sværd, som hans broder senere indløste for tre maanedsmatebol i gaarden Hyllin.[5]

Efter Orm blev Gudbrand Peterssøn, hans broder, ejer af Finnen. Af udtrykkene i det sidst anførte diplom (af 9de Juni 1326), om indløsningen af sværdet, kan der rimeligvis drages den slutning, at Gudbrand paa den tid ikke havde børn i sit ægteskab eller maaske ikke en gang har været gift. Tillige med sin broder omtales han i Bjørgynjar kálfskinn i anledning af, at de havde betalt kirken paa Vaagen sin faders gjæld med 6½ maanedsmatebol i forskjellige gaarde (bl. a. i Ulvik i Hardanger), og desuden en gang alene, idet han paaberaabes som vidne.[6] Han levede endnu i 1333. Derimod er han vel forskjellig fra den Gudbrand Peterssøn klerk, som i 1336 eiede en gaard paa Thoten.[7]

Da hverken Orm eller Gudbrand efterlod mandligt afkom, udsluktes ættens mandslinje med dem. Gaarden Finnen med det til den hørende jordegods gik over til en mand ved navn Ejrik Erlendssøn, kaldet Bokke. Hans slægtskabsforhold til de tidligere ejere kjendes ikke. Det af ham brugte skjoldmærke (en mod højre gaaende hjort – med en i venstre hjørne af skjoldet anbragt sexoddet stjerne) har megen lighed med det, som førtes af de foregaaende ejere. Ved op.øret af, hvad der tilkom Gudrid Audfinnsdatter efter Odd Peterssøn,[8] nævnes han ved siden af Gudbrand og det kunde altsaa med stor sandsynlighed antages, at han har været en dattersøn af Peter paa Finnen eller af Gudbrand.[9] Det sidste er dog det mindst rimelige, da denne, saafremt han havde havt børnebørn, neppe ved overdragelser af jordegods vilde have truffet noget forbehold for det tilfælde, at han skulde have eginnar kono barn eftir sik. (Dipl. Norv. I, no. 187.) Da Erlend ikke er af de hyppig forekommende navne paa Voss og i Sogn, og maaske mindst i Indre Sogn, kan Ejriks fadersnavn indeholde en vejledning til at udfinde hans herkomst paa fædrene side. Navnet forekommer i et par ætter fra Sogn, og det er derfor noksaa rimeligt, at han er kommen derfra og ved sin faders giftermaal med en datter paa Finnen har faaet arveret til denne gaard. Da Ejrik Erlendssøn i 1338 har foretaget et mageskifte mellem gaardene Spildar i Graven og Løne paa Voss med Erlend Karlshovedssøn og dennes hustru Bergljot fra Sogn,[10] kan der tænkes paa et slægtskab med denne; men navnet forekommer dog ogsaa, som senere vil sees, i andre sognske ætter. Saaledes kunde det være muligt, at den Ejndride Erlendssøn, som i 1340 solgte den del af Flaam i Aurland, som han havde arvet efter sin moder,[11] var en broder af ham.

Ejrik Erlendssøn ejede Finnen i 1338, da det omtalte mageskifte foretoges, og fremdeles i 1340.[12] Han maa være død inden 1349.[13] Med Ingebjørg Simonsdatter havde han et barn, som blev dømt at være hans arving, og paa hvis vegne moderen overtog Finnen. Hun kom dog ikke strax i besiddelse af gaard og gods. Halstejn Jostejnssøn, der formodentlig efter barnet har været den nærmest arveberettigede, synes nemlig at have overtaget eiendommen umiddelbart efter Ejriks død, og Ingebjørg maatte af den grund først føre en proces med ham. Denne Halstejn har sandsynligvis været en søn af Jostejn Halstejnssøn paa Saude, der endnu levede i 1342 og førte til skjoldmærke en mod venstre staaende fugl med et firben i kløerne. Jostejn kan igjen have været en søn af Halstejn Brase, der levede paa Voss 1304, og hvis navn er sat i forbindelse med Brasagarðr i Kaupanger.[14] Den yngre Halstejn maatte ved dommen fravige gaard og gods; men der tilkjendtes ham tillige erstatning for hans havte møje og udlæg med denne. Da Ingebjørg ikke strax vilde eller kunde betale ham, hvad hun efter dette var ham skyldig, foranledigedes derved stadige krav fra hans side.[15] Hun synes snart efter Ejriks død at have giftet sig med en Guthorm Kolbejnssøn,[16] og da hun ogsaa overlevede ham, indgik hun et nyt ægteskab med Ejlif Brynjulfssøn, med hvem hun var gift i 1365.[17] Før hun fik sit uægte barn med Ejrik paa Finnen, havde hun været gift med en Vilhjalm, efter hvem hun havde datteren Elin.

Denne Elin Vilhjalmsdatter kom derefter i besiddelse af Finnen gaard. De nærmere omstændigheder herved kjendes ikke. Ejriks barn maa være dødt i en spæd alder, og moderen derpaa være bleven dets arving, hvorefter hun i levende live har overdraget sin datter gaarden. Om Elins fædrene slægt vides intet. Den „ærlig mand“ Henrik Vilhjalmssøn, som i 1389 var raadmand i Bergen,[18] har rimeligvis været en slægtning af hende, ligesom han kan have været en broder eller slægtning af hustru Margrete Vilhjalmsdatter i Skapten, der var gift med Haakon Ragnvaldssøn Smør.[19] Navnet Vilhjalm er ialfald saa sjeldent, at det bliver meget berettiget at drage slutning om slægtskab, hvor dette forekommer, og ligesom P. A. Munch i sin tid med grund gjorde opmærksom paa, at der sandsynligvis existerede et nært slægtskab mellem denne hustru Margrete og Erik Vilhjalmssøn paa Torge,[20] kan denne formodning udstrækkes videre og gjøres anvendelig ogsaa paa de to først nævnte personer.[21]

Elin Vilhjalmsdatter var inden 1364 gift med Botolf Ejndridessøn, der tilhørte en æt i Sogn, som nedenfor vil blive omtalt. De havde i sit ægteskab to børn, Ejndride og Samson. I 1365 havde de et jordeskifte med Elins moder, Ingebjørg Simonsdatter, som derved fik noget jordegods i Hardanger, dels til ejendom, dels til brug paa Ingebjørgs livstid.[22] Elin døde i den store pest 1371, og formodentlig nogle aar senere hendes to børn.[23] Botolf indgik senere inden December 1376 nyt ægteskab med Aasa Haavardsdatter og maa med hende have faaet en del af Rogneættens Gods. Formodentlig som erstatning for det ved hendes formynder foraarsagede tab maatte dennei 1376 afstaa hende 14 maanedsmatebol i en gaard paa Voss.[24] 1381 kjøbte Botolf den halve del af gaarden Gyltan i Bergen[25]. I 1384 lod han sig meddele et vidnesbyrd om, at han var rette odelsmand til Indre Kvam i Hafslo, medens han allerede fra 1362 havde besiddet det meste af Øvre Kvam i Borgund.[26] Ved overenskomst med Valthjov Baardssøn paa Rogn fik han i 1370 tyve løber jordegods.[27] 1387 fik han et løbsbol i gaarden Ulvaldstad af Thore Ejlivssøn.[28]

Botolf Ejndridessøn havde i sit andet ægteskab tre børn, Haavard, Odd og Ragna. Han maa være død senest i de første maaneder af 1389; thi da Brynjulf Ejlivssøn, søn af Ingebjørg Simonsdatter i hendes ægteskab med Ejlif Brynjulfssøn og altsaa halvbroder af Elin Vilhjalmsdatter, i dette aar paastod at have lidt uret derved, at han skulde være fravendt det gods i Hardanger, som i sin tid var overdraget hans forældre, var det ikke Botolf, men Aasa Haavardsdatter, som herom førte sag med ham og vandt denne ved en af Bergens og Gulatings lagmand afsagt dom.[29]

De tre børn maa ved faderens død endnu kun have været smaa, og moderen blev saaledes længe eneraadig over Finnen. „Ærlig kvinde“ Aasa Haavardsdatter omtales ofte, navnlig ved processer og gaardhandler. I hendes tid blev Finnengodset betydelig udvidet, tildels ved gaver, og endnu i hendes levende live modtog dette en meget stor forøgelse, da hendes yngste søn erholdt hendes fædrenegaard Rogn. Hun var endnu i live 3die Juli 1410; men da hun senere ikke nævnes i diplomer, er det rimeligt, at hun ikke har levet længe efter denne tid.[30]

Efter 1410 er det, som sagt, alene de to brødre, Haavard Botolfssøn („ærlig mand“) og Odd Botolfssøn, der optræde som de, der have at raade over Finnen gaard og gods. Odd – eller maaske begge brødre i forening – havde allerede i 1402 af Jørund Arnessøn faaet sin mødrene odelsgaard, Rogn.[31] I 1416 kjøbte brødrene den halve Ottegaard i Bergen.[32] Deres søster Ragna omtales ikke meget. Hun sees at have faaet gaver i jordegods af sine frænder i Sogn, tildels i fællesskab med sine brødre.[33] I 1426 deltog Haavard med femten andre mænd i domsafsigelsen i arvesagen om Giske.[34] Ogsaa i disse brødres tid blev jordegodset under Finnen forøget; der kjendes saaledes flere gaardhandler, som afsluttedes af dem.[35] Odd Botolfssøn nævnes sidste gang i et brev af 24de Marts 1428, men har neppe levet mange aar efter. Han var død før broderen, som med vished vides at være død inden 3die Marts 1438.[36] Begge brødre vare gifte, Odd med en Bothild, Haavard med Jarthrud Jakobsdatter. Odd havde i sit ægteskab neppe andre børn, der overlevede ham, end datteren, Magnhild, som i 1438 modtog som fuld arv efter sin fader 12 løbsbol i Gjermen og en sølvskaal paa en lødig mark.[37] Haavard havde en søn, Peter, som overlevede ham. Da hans moder i 1449 havde solgt 2½ maanedsmatebol i gaarden Tvilde paa Voss til Gard Olafssøn, negtede Peter Haavardssøn at stadfæste dette salg, hvorfor Gard maatte betale et tillæg til kjøbesummen.[38] Han døde imidlertid før sin moder, som efter ham arvede Finnen med tilhørende jordegods.

„Hæderlig“ og „velbaaren kvinde“ hustru Jarthrud Jakobsdatter var af slægten Reymar (Rømer). Hun raadede i 1446 – formodentlig i sønnens (og sine andre børns?) mindreaarighed – for Finnen og var enten allerede da eller blev strax efter gift med den svenske væbner Magnus Hogenskild, som i 1447 og følgende aar boede paa Finnen.[39] Denne drog i 1462 til Sverige, og da hustru Jarthrud vilde drage efter ham derhen, pantsatte hun i samme aar hele Finnen med tilhørende ødegaarde og herligheder til Magnhild Oddsdatters daværende mand, ridderen herr Alf Knutssøn. Han kom dog ikke i uanfægtet besiddelse af gaard og gods, før i 1472, efter at have ført proces med Jakob og Otte Rømer. Medens udtrykkene ved pantsættelsen ere noget tvivlsomme, idet de maaske kun gjælde den del af Finnens gods, som laa paa Voss, lyder dommen paa „alt det odelsgods, som forne hustru Jarthrud arvede efter sine og forne Haavards børn.“[40]

Saaledes var Finnen med sit store tilliggende jordegods kommen til en slægt, der i sin besiddelse forenede en mængde andre store ejendomme, og som var en af de første i landet. Den modtog derved en meget stor forøgelse af sit jordegods. Fra begyndelsen af havde maaske det gods, som havde ligget under Finnen, ikke været særdeles betydeligt, men var i tidens løb stadig bleven forøget. Diplomerne have bevaret efterretninger om ikke faa af disse nye erhvervelser af gaarde og vise, at det gods, som laa under denne gaard, ikke var indskrænket til Voss alene, men ogsaa var spredt omkring i de nærmest tilstødende landskaber, endog helt nede paa Søndhordeland. Kun sjelden er der tale om, at noget gods er frahændet ejerne af Finnen, og der er da i regelen draget omsorg for, at der kunde være fuld adgang for dem til atter at indløse det, som de havde maattet skille sig ved. Det er derunder mærkeligt at se, hvorledes godset vedbliver at vokse og samles omkring Finnen som hovedsæde, uagtet der er en stadig veksel mellem de ætter, som ere dets ejere. Det kunde synes at ligge nær for de nye ejere, som kom i besiddelse deraf gjennem sine giftermaalsforbindelser med de tidligeres slægt, at gjøre sine egne gaarde til hovedsæde; men herom er der aldrig tale. Det fulgte næsten af sig selv, at de flyttede til Finnen og toge bopæl der. De kom heller ikke tomhændede til sine nye ejendomme. Hvad de bragte, har visselig ikke udgjort den mindste tilvækst til denne store samling af jordegods. Gjennem stadige mageskifter, hvoraf dog kun ganske faa kjendes, have de rimeligvis ogsaa stræbt at afrunde sine en gang erhvervede ejendomme. Hvis ikke dette maatte antages at have været tilfældet, vilde man her, som ved mange andre lignende anledninger have kunnet anvende senere tiders jordebøger som en paalidelig kilde til at lære godsets størrelse og dets hele udviklingshistorie at kjende. Nu kan man ialfald ikke uden med stærkt forbehold anvende denne kilde. Nøjagtige oplysninger om størrelsen af Finnens gods paa den tid, da det kom i Alf Knutssøns besiddelse, kunne ikke gives. I 1661 var det 369½ tdr. hartkorn. Uagtet det er højst sandsynligt, at det ogsaa har modtaget endel forøgelser efter hr. Alfs tid, haves dog deri nogen vejledning til at bedømme, hvor stort det jordegods maa have været, som fru Magnhild Oddsdatter bragte sin mand.

Finnens ejere havde mange forbindelser med den eller de ætter, som boede paa to andre gaarde paa Voss, Rogn og Ringhejm, og hvis medlemmer ligesom hine indtoge en anseet stilling i sin bygd. Det er af G. Munthe antaget som rimeligt, at ejerne af disse gaarde vare nær beslægtede med de ældre beboere af Finnen, og dette kan ogsaa gjerne forholde sig saaledes, uagtet det ikke nærmere kan paavises, hvori denne slægtskabsforbindelse har bestaaet, og hvor nær den har været.[41] Derimod vides det med vished, at der var nært slægtskab mellem Rogneætten og folkene paa Ringhejm.

Den ældste ejer af Ringhejm, som kjendes, var Holrod, en broder af Odd paa Rogn; de nævnes sammen i et diplom fra 1293.[42] Holrod levede endnu i 1315.[43] Han var dog ikke eneejer af den hele gaard. I 1303 nævnes saaledes Andres Paalssøn paa Ringhejm, der tillige omtales som Holrods maag.[44] I 1330 forekommer der en ny ejer af Ringhejm, en Arne Jørundssøn, som da havde femten maanedsmatebol i gaarden, men om hvis mulige slægtskab med de foregaaende alle oplysninger savnes.[45] Arne havde to sønner, Jørund Arnessøn og Erlend Arnessøn. Den sidste var gift med Thurid Halstejnsdatter,[46] en Datter af Halstejn Baardssøn, der ogsaa havde en del af Store Ringhejm, som han maaske kan have arvet efter den ovenfor nævnte Holrod.[47] Datteren Thurid bragte nu denne del til sin mand, og han solgte den igjen til Jørund Arnessøn i 1377, hvorved den forenedes med den langt større del af gaarden, som ejedes af Jørund.[48] Denne havde allerede i 1371 skjænket sin hustru treti løbers bol i Øvre Ringhejm, samt hundrede mark i løsøre, mod at hun gav ham det samme i Onarhejm paa Søndhordeland og den samme sum i løsøre.[49] Jørund kom kort efter i besiddelse af gaarden Rogn og bliver derfor nærmere omtalt blandt dennes ejere.

Odd paa Rogn, den første ejer af Rogn, som kjendes, var, som allerede bemærket, en broder af Holrod paa Ringhejm og omtales sammen med denne i et diplom fra 1293. Dette er en af lagmanden, Sigurd paa Aga, udstedt dom, hvorved de to brødre faa sig tilkjendt odelsretten til gaarden Birkjar paa Voss. Odd maa være død senest en ti aar efter denne doms afsigelse; thi da der i begyndelsen af det fjortende aarhundrede atter blev tvist om den samme gaard, er det hans sønner, som derved optræde, i sammen med den ovenfor nævnte Andres Paalssøn paa Ringhejm,[50] der efter Munthe var gift med deres søster, Ingebjørg. Af disse sønner blev Halle den, som endelig fik Rogn, men Odd, som senere ejede gaardene Røtin og Gerdisaker, nævnes dog i den første tid som boende paa Rogn tilligemed hans broder og kaldes Odd bonde.[51] Odd Oddssøn synes at have været en mand, der samlede sig en del ejendomme. Han nævnes ialfald som ejer af to gaarde og omtales ligeledes ved et gaardsalg. Saaledes findes hans navn ikke sjelden nævnt i diplomer fra den tid.[52] Han skal have efterladt sig ialfald en søn, der havde samme navn, og dennes søn skulde igjen være den Arnfinn Oddssøn, som i 1392 var kongelig ombudsmand paa Voss.[53] Men herfor kan der neppe leveres noget bevis, og det er endog rimeligt, at den mellem Odd paa Røtin og Arnfinn indskudte yngste Odd overhovedet ikke en gang er nævnt i noget diplom, men blot indsat i slægtrækken for at fylde det tomme rum, som syntes at være mellem de to nævnte mænd. Dette er dog ikke nødvendigt, og der er, om man saa vil, egentlig intet til hinder for, at Arnfinn kan have været en søn af Odd paa Røtin.[54]

Medens Odd Oddssøns linje paa denne maade snart tabte sig, kjendes der mere til hans broder, Halle, der beholdt faderens gaard, Rogn. Denne Halle paa Rogn, der som skjoldmærke førte et fremspringende væderhoved, nævnes hyppig i diplomer fra det fjortende aarhundrede, først i dem, der angaa den nævnte odelstvist om gaarden Birkjar.[55] I 1311 omtales han som formynder for nogle børn af en Thrond, der maaske ogsaa tillige med Odd har boet paa Røtin og ejet en del deraf.[56] Han var to gange gift. Den første kones navn kjendes ikke, men de børn, som overlevede ham, maa alle have været af dette ægteskab Den anden kone var den ovenfor omtalte Gudrid Audfinnsdatter. Halle maa være død inden de første maaneder af 1315. Thi fra dette aar haves nemlig et diplom af 16de April, der indeholder et opgjør over, hvor meget af Gudrid Audfinnsdatters gods der „regnedes i Halles og hans arvingers gaard“. Dette var da først, hvad hun havde faaet i tilgjøf, dernæst den bekkjargjøf, som han havde givet hende, og forskjellige udlæg, som hun havde gjort for ham. For alt dette fik hun nu pant i den hele gaard Rogn, som var tyve maanedsmatebol, og som Halles børn atter kunde indløse med sine egne penge, – ikke med laante, og aldrig mindre end ti maanedsmatebol ad gangen. Gudrid vedgik derhos, at hun havde alla gripu sina i gulli ok sylfri ok klædom, heila ok oskærða, þa er hon hafðe j garð Halla. Som formyndere for Halles børn (vitorðz menn um goðz suæinanna) optræde Orm Kavle, Odd Oddssøn, hans søster Ingebjørg og Holrod paa Ringhejm. Disse solgte desuden paa sine myndlinges vegne en del af Birkjar og af Øvre Lande til Gudrid.[57] Af det derom udstedte brev sees, at Halle paa den tid ikke længer kan have været i live, at han maa have været gift med Gudrid Audfinnsdatter i andet ægteskab og ikke have havt børn med hende. Som tidligere omtalt, blev hun nogen tid efter gift med Orm Peterssøn paa Finnen. I 1317 kom Halles børn i besiddelse af Rogn, idet Gudrid fik tilbage de 140 mark, hvorfor denne var pantsat til hende. Dette skede ved at overlade Thore Sigurdssøn et tilsvarende antal maanedsmatebol i andre gaarde, som dels tilhørte dem, dels Odd paa Røtin, der saaledes for en del indtraadte i de rettigheder, som Gudrid havde faaet ved opgjøret i 1315. Det i 1317 udstedte brev indeholder ingen oplysninger om, hvorledes Thore er bleven indblandet i denne sag; men det er ialfald ikke urimeligt, at ban før Orm har været gift med Gudrid, som altsaa i dette tilfælde maa have været gift tre gange, og ikke nogen gang meget længe.[58] Paafaldende er det at se Halle paa Rogn nævnt i et diplom fra 1333.[59] Sandsynligvis har dog dette været en af hans sønner, som ellers ikke omtales i diplomer. Efter hvad der var passeret i 1315 og 1317, kan det neppe tænkes muligt, at denne skulde være den samme som Halle Oddssøn, søn af den gamle Odd paa Rogn.

Halle Oddssøn paa Rogn havde flere sønner. Svejn Hallessøn nævnes i 1330, 1339, 1340 og 1348.[60] Efter Munthe skal han allerede forekomme i 1326 og da skrives til Rogn, uagtet denne forfatter gaar ud fra, at hans fader endnu levede i 1333. Herfor er dog ikke anført nogen hjemmel. Munthes anden gjætning, at Svejn er bortreven af den sorte død, synes at have mere for sig.[61] Haavard Hallessøn forekommer i diplomer fra 1323 og 1341[62] og havde datteren Aasa Haavardsdatter, som blev gift med Botolf Ejndridessøn i dennes andet ægteskab. Jon og Guthorm Hallessønner omtales i 1341. Den sidste havde to døtre, Herbjørg og Gyrid.[63]

Odd Hallessøn, formodentlig den ældste af brødrene, nævnes første gang i et diplom fra 1330 sammen med Svejn og derefter i 1339.[64] Han boede paa Rogn og havde nogle aar efter som ejer af denne gaard en proces med sine naboer om forpligtelsen til at vedligeholde den saakaldte Bodebro, der afsluttedes i 1343 ved dom.[65] Odd var gift med Brynhild Sigurdsdatter. Efter Munthes antagelse skulde hun ikke have været hans, men broderen Svejns hustru. Dette hænger sammen med hans anden, ovenfor omtalte formodning, at Svejn skulde været ejer af Rogn, som derimod aldeles ikke skulde have været i Odds besiddelse. Det er imidlertid efter dokumenter, som ikke vare kjendte af Munthe, aldeles sikkert, at den sidste virkelig har været ejer af gaarden, medens det, selv om Svejn virkelig har været skrevet til Rogn, neppe er rimeligt, at han har havt mere end en del af denne som sine brødres medejer og senere er bleven udløst af Odd. Da nu formodningen om Svejns og Brynhilds ægteskab vistnok udelukkende er grundet paa den forudsætning, at han var den sidste ejer af gaarden, som kjendtes, førend hun forekom i samme egenskab, maa den – som allerede paavist af P. A. Munch – betragtes som bortfaldt med denne.[66]

Brynhilds fader var formodentlig den Sigurd Halvardssøn, som ved midten af det fjortende aarhundrede nogle gange nævnes i diplomer bl. a. som ejer af en mindre del af Rogn[67] og efter Munthes og Munchs formodning skal have været en søn af en Halvard Snjalle. Rimeligvis er dette en forveksling med den Halvard Sigvaldssøn, der omtales i nogle af de breve, som vedkomme processen om Birkjar, i hvilke der desuden omtales en Sigurd Snjalle, medens der forøvrigt ikke kjendes nogen Halvard, der har ført dette tilnavn.[68] Formodningen om dette slægtskab kan være rigtig; men da den neppe er støttet paa andet end de vedkommende personers navne, kan den ikke ansees for bevist, tiltrods for den sikkerhed, hvormed den er fremsat af de nævnte forfattere.

Odd og Brynhild havde, som det fremgaar af et diplom fra 1370, der vil blive nærmere omtalt i det følgende, børn i sit ægteskab. Disse maa have overlevet faderen, men være døde før moderen, som arvede dem. Brynhild ægtede i andet ægteskab Valthjov Baardssøn, der gjennem dette giftermaal blev ejer af Rogn og derfor ogsaa omtales under navn af Valthjov paa Rogn.[69] Dette maa allerede være skeet inden 1353, idet Brynhild da gav Baard Valthjovssøn fem maanedsmatebol paa den dag, han ægtede Guthorm Hallessøns datter Gyrid.[70] I 1370 maa Botolf Ejndridessøn have gjort fordring paa en del af Brynhilds ejendomme. Thi 20de September i dette aar indgik Botolf Ejndridessøn et forlig med Valthjov Baardssøn „om alt det gods, Odd Hallessøn havde kjøbt af Gudbrand Peterssøn, og som Brynhild, Valthjovs kone arvede efter sine børn“, hvorved Valthjov beholdt dette gods imod at udrede til Botolf tyve løbers værd.[71] Med hvad hjemmel Botolf her optraadte, siges ikke. Det kan ikke have været paa Aasa Haavardsdatters vegne, som broderdatter af Odd Ballessøn, idet han paa denne tid endnu ikke kan have været gift med hende. Saaledes maa man nærmest tænke paa hans første kones slægtskabsforhold til Gud- brand Peterssøns arvinger. Godset er formentlig af denne solgt med forbehold om gjenløsningsret, og paa denne ret har han nu givet afkald imod den af Valthjov betalte sum.

Brynhild overlevede ogsaa sin anden mand. Efter hans død traf hun i 1375 en overenskomst med den i det foregaaende omtalte Jørund Arnessøn, hvorved hun „gik til flet og til bord“ hos ham. Hun overlod ham derved gaarden Rogn paa tyve maanedsmatebol mod at faa fuldt underhold af ham for sin levetid.[72] Opfyldelsen af denne overenskomst forvoldte imidlertid vanskeligheder, idet hustru Brynhild benegtede, at hun ligesaalidt som hendes rette arvinger havde samtykket i overdragelsen, og det blev derfor i 1378 af kongen overdraget nogle af ham opnævnte mænd at undersøge og paakjende sagen. Formodentlig har udfaldet af denne undersøgelse været til Jørund Arnessøns fordel, da Brynhilds brodersøn, Sigurd Guthormssøn, i 1380 fæstede hendes overdragelse af gaarden til Jørund,[73] der saaledes blev i besiddelse deraf.

Jørund Arnessøn var, som allerede nævnt, fra Ringhejm, men havde med sin hustru faaet gods paa Søndhordeland, maaske ogsaa i Ryfylke. Hun hed Gyrid Halbjørnsdatter og var fra Onarhejm.[74] Hans hovedgaard synes at have været Foss i Hjælmeland. Ialfald var han der i 1374 og kaldes i 1378 og 1402 Jørund Arnessøn paa Foss.[75] Omkring 1376 var han – formodentlig under kapelmagisteren – sysselmand paa Voss[76] og synes at have staaet i nær forbindelse e med drotseten, hr. Ogmund Finssøn, af hvem maaske han eller hans hustru har været en slægtning.[77] I sine sidste leveaar kaldtes han Jørund bonde.[78] Han maa være død 1402. Paa sin dødsseng i dette aar skjænkede han gaarden Rogn til Haavard eg Odd Botolfssønner paa Finnen som deres rette odelsgaard[79], i overensstemmelse med et tilsagn, som han flere aar iforvejen havde givet dem under et ophold paa Hauge paa Voss.[80] Aasa Haavardsdatter kom dog ikke dermed uden videre i besiddelse af Rogn. For det første maa Jørunds hustru, Gyrid, som af ham i 1374 netop havde faaet denne gaard, have nedlagt indsigelse imod gavens gyldighed, hvilken hun først anerkjendte i 1410.[81] Aasa var den ene af Jørunds arvinger, saa at der maa have været et slægtskab mellem dem; maaske har hun været hans søsterdatter. Den anden arving var Gudrid Ejlivsdatter, gift med Ejvind Sigurdssøn.[82] Opgjøret var meget indviklet. Det omhandles i flere diplomer, hvoraf sees, at Aasa og Gudrun tilbagebetalte Gyrids medgift, 35 gamle mark.[83] Jørunds familie var saaledes uddød paa mandssiden og en del af dens gods gaaet over til Finnens ejere.

Ved siden af de tre her omhandlede ætter, som ved det femtende aarhundredes begyndelse enten ganske eller for en del vare gaaede over i hinanden, levede der endnu flere saadanne paa Voss, som fra først af maa have kunnet maale sig med disse, men som ikke i en tilsvarende grad begunstigedes af omstændighederne, og som derfor snart sank ned til bønderne, ved siden af den rige slægt, som var i besiddelse af Finnen. Der er fra Voss bevaret et temmelig stort antal diplomer netop fra det fjortende aarhundrede, og deri omtales jævnlig personer, om hvem man af deres endnu bevarede segl kan se, at de have ført skjoldmærker.

En af disse er Haldor Olafssøn Duk, der forekommer i diplomer fra det fjortende aarhundredes første halvdel, og om hvem sagnet endnu i det syttende aarhundrede havde bevaret erindringen som en rig og mægtig mand.[84] Hans skjoldmærke var en højre skraabjelke, beklædt med to halve liljer. Haldor nævnes temmelig ofte i diplomer fra 1317–1365, men dog ikke paa en saadan maade, at man deraf faar nogen nærmere oplysninger om hans stilling og forhold, hvoraf der kunde dannes et billede, som svarede til det, sagnet giver.[85] Haldor Duk havde en søn, som hed Arnfinn Haldorssøn, ogsaa kaldet Arnfinn Dukssøn, og forekommer i flere diplomer fra tiden 1348–1387.[86] Det af ham førte skjoldmærke, en lilje, hvortil der undertiden føjes en liden fembladet rose, var forskjelligt fra faderens, men lignede derimod det, som førtes af Eyolf Haldorssøn, der forekommer i et diplom fra 1330 og i et fra 1340.[87] Denne har saaledes maaske været en ældre broder af Arnfinn. Grunden til, at han senere ikke nævnes, er maaske den, at han er død tidlig. Ellers vilde det – under forudsætning af, at de virkelig vare brødre – være noget paafaldende, at han ikke skulde nævnes i noget senere diplom, medens den anden hyppig forekommer som en mand af en vis betydning inden sin kreds. Derimod har neppe Erling Haldorssøn paa Gerdeskval, som forekommer i diplomer fra 1365, 1383 og 1389, været en søn af Haldor Duk, men snarere af den i 1317 forekommende Haldor Erlingssøn. Hans skjoldmærke kjendes ikke.[88]

Den i sagen om Birkjar indviklede Ejnar Pinung maa ogsaa have været et medlem af en æt, der hævede sig op over sine omgivelser. Dog vides ikke noget videre om ham. Hans kone var hustru Solvejg i Buegaarden, kaldet efter sin bygaard i Bergen; de havde en søn, ved navn Haakon.[89] Videre er ikke bekjendt om denne æt.

I begyndelsen af det fjortende aarhundrede forekommer en mand, som hed Orm Kavle, hyppig nævnt i diplomer. Hans faders navn var Borgar. Selv sees han at have brugt to forskjellige skjoldmærker, hvoraf det ene er meget sammensat, men ikke antyder slægtskab med andre ætter.[90] Han forekommer fra aarhundredets begyndelse og nævnes sidste gang (som død) i 1339.[91] Af de forskjellige diplomer sees, at han havde været gift to gange, den sidste gang med Ingegerd Thorgautsdatter, maaske en datter af Thorgaut i Aga.[92] Han boede paa gaarden Øvre Graudar, som igjen gik i arv til hans søn af første ægteskab, Halstejn Ormssøn. Denne boede paa gaarden i 1340.[93] Desuden havde Orm i samme ægteskab en anden søn, ved navn Sørkver, som allerede nævnes i et diplom fra 1330, da han solgte en del af den ofte omtalte gaard Birkjar til Brynjulf Halstejnssøn, der maaske har været en slægtning af ham.[94] Derimod er det tvivlsomt, maaske ikke en gang sandsynligt, at Ragnhild Ormsdatter, der nævnes i 1337 som gift med Ejndride Olafssøn[95] og da solgte en del af gaarden Rogn til Arne Jonssøn, og Cecilia Ormsdatter, som var gift med Kalle bonde og før 1333 havde afstaaet en del af samme gaard til Sigurd Halvardssøn, have været Orm Kavles døtre.[96] Videre lader denne slægt sig ikke forfølge. Dog er det mærkeligt, at der i 1456 forekommer en odelsmand til gaarden Gjerde paa Voss, der bærer navnet Orm Kavle. Ved samme lejlighed nævnes ogsaa en Ingegerd Halstejnsdatter. Disse navne ere de samme, som forekomme i den ældre Orm Kavles æt. Der nævnes ligeledes en Arnfinn Isakssøn, hvis navn gjenfindes i en af de ætter, hvorom der i det følgende vil blive tale. Det kunde efter disse paafaldende navneligheder nok synes rimeligt, at man her har for sig efterkommere af den ældre Orm Kavle eller slægtninge af ham. Der kan maaske med tiden paavises andre spor af den samme æt.[97]

Ligesom Haldor Duks søn baade kaldtes efter sin faders fornavn og efter hans tilnavn, synes det ogsaa, som om andre personer ved angivelsen af sin faders navn have benyttet hans tilnavn. I de breve, som vedkomme den oftere omtalte odelstrætte om gaarden Birkjar, nævnes saaledes en Bjørn Bukssøn.[98] Denne samme kaldes af Munthe, sandsynligvis kun ved en misforstaaelse, Bjørn Buk og antages at have været en broder af en Haavard Buk.[99] Som dennes søn opføres Ulf Haavardssøn Buk, som omkring 1300 friede til Ulfhild, en datter af Fjallar prest paa Øystusyn. Efter en i den anledning af faderen indhentet oplysning ejede Ulf den gang 39½ maanedsmatebo1 i forskjellige gaarde. Han er død en tid før 1346. Thi i et brev af 20de November d. a. omtales en gaard som hans søn, Haavard Ulfssøns fædrene arv. I et andet brev af 29de Januar 1347 omtales hans frænde Ørnulf, hvis moder hed Gyda, hvorhos det oplyses, at han i nogen tid havde været umyndig efter faderens død og da havt Sira Erling paa Vinje til formynder. Ørnulf havde tidligere boet paa den omtalte gaard som lejlænding for Ulf Buk. Sira Erlings broder var den ovenfor omtalte Valthjov (eller som hans navn skrives i de herhen hørende diplomer Vaarthjov) Baardssøn, der ogsaa i den tid, da han havde gaarden som formynder, boede paa denne og bagefter vilde forholde den ror Ramm-d. da han var maven myndig. Herom handler et diplom af 12te Juni 1347. Sidste gang, Haavard Ulfssøn omtales, er i et diplom af 31te Januar 1378, hvori oplyses, at Ingegerd Thorgautsdatter (formodentlig Orm Kavles enke) havde givet en del af en gaard til ham efter sin død. Vidnesbyrd herom afgaves for Botolf Ejndridessøn af Ejndride Ejrikssøn og Sigrid Arnfinnsdatter, hvilket tyder paa, at Botolf ikke alene har været en slægtning, men ogsaa arving af Haavard.[100] Dette har da rimeligvis nærmest været paa hans hustru Aasa Haavardsdatters vegne, og der har i dette tilfælde været en nær forbindelse mellem den her omhandlede slægt og de ældre besiddere af Rogn, og da maaske nærmest paa den maade, at en søster af Ulf Haavardssøn har været Halle Oddsøn paa Rogns første kone, hvis navn ellers ikke kjendes. Uagtet der her foreligger andre beviser end den blotte navnelighed, bliver dog det hele forhold fremdeles noget uklart. Det synes ogsaa rimeligt, at der har været noget slægtskabsforhold mellem Ingegerd Thorgautsdatter og Haavard Ulfssøn, da hun neppe ellers havde nogen grund til at betænke ham med en saa stor gave. Han maa sandsynligvis have været død paa den tid, da Botolf Ejndridessøn lod optage det omtalte vidnesbyrd.

Paa Evanger boede der ved begyndelsen af det fjortende aarhundrede en mand ved navn Sigurd Tanne, der var meget rig paa jordegods, og efter hvem maaske Tannegaarden i Bergen er opkaldt. Efter ham blev der i 1317 holdt skifte mellem hans fire børn af to ægteskaber (med navngivne koner, af hvilke den anden endnu var i live.) Det hele jordegods, som paa denne maade blev skiftet, var 61 maanedsmatebol.[101]

Foruden de her nævnte medlemmer af de større og rigere slægter paa Voss eller personer, som paa en eller anden maade have staaet i nærmere forbindelse med disse, forekommer der endnu i diplomer fra dette landskab forskjellige personer, som synes at have indtaget en mere anseet stilling mellem sine omgivelser. Men da disse ofte blot nævnes i forbigaaende, for det meste som udstedere af breve, eller som nærværende ved udstedelsen af saadanne, vil det i regelen ikke uden ved gjætninger lade sig gjøre at komme til nogen kundskab om deres slægtskabsforhold m. v. Det vil af den grund ogsaa være overflødigt at anføre dem her.[102]

Stærkt indblandet i den gruppe af ætter, som boede paa Voss og i det femtende aarhundrede tildels var sammensmeltet, var en lignende slægtgruppe, der levede i Sogn. Inde i Borgund, paa Kvam boede i begyndelsen af det fjortende aarhundrede en mand ved navn Ejndride Hvit, der var gift med hustru Birgit Baardsdatter i Grauten, saa kaldet efter den gaard i Bergen, som hun ejede. Kvam var hendes odelsgaard, som formodentlig før havde tilhørt hendes fader, Baard, der for øvrigt neppe er nævnt i noget af de samtidige diplomer eller i andre kilder.[103] P. A. Munch har i anledning af den bergenske gaards navn antaget, at denne skulde have sit navn efter en gaard i Lærdal, som nu heder Grøte, men i middelalderen skulde have hedt Graute.[104] Men en saadan navneform har aldrig existeret i Lærdal, hvor derimod gaardsnavnet Grjótar er sikkert.[105] Hvorvidt denne gaard for en del kan have tilhørt Ejndride og Birgit, kan ikke afgjøres. Det meste af gaarden synes dog at have været i kirkens besiddelse. Ejndride kjøbte ogsaa noget andet jordegods, derimellem en del af en anden gaard Kvam, i Hafslo.

Som Birgit Baardsdatters datter nævnes fru Sigrid, der var gift med hr. Thorfinn Sigvaldessøn, som derved kom i besiddelse af Kvam i Borgund og Grauten og ogsaa omtales under navn af Thorfinn i Grauten. Omkring 1322 var han sysselmand i Indre Sogn og døde, som det synes, noget efter 1340.[106] Rimeligvis var han en sønnesøn af den Thorfinn Sigvaldessøn, der som skutilsvend ledsagede Haakon Haakonssøn paa toget til Skotland. Han har neppe efterladt børn, og Kvam kom derfor senere over i en anden æt, der ogsaa paa spindesiden var beslægtet med Ejndride Hvit (s. 17).

Det første bekjendte medlem af denne anden æt var Eystejn Isakssøn Mugga, om hvem det imidlertid er antaget, at han kunde være en efterkommer af den Isak Thorgilssøn, som i 1183 var en af hovedmændene for Sokndølernes opstand mod kong Sverre. Denne formodning, der neppe har nogen anden støtte end navneligheden, kan være vel beføjet; men den kan dog aldrig bringes til nogen sikkerhed.[107] Eystejn havde sandsynligvis to brødre. Gaut Isakssøn, af hvem han i 1336 tilkjøbte sig en del af gaarden Lomhejm, kaldes ved denne lejlighed Eystejns broder, og ligesaa er det rimeligt, at den Arnfinn Isakssøn, som i 1341 solgte en del af i Kvam, har været en tredie broder.[108] Eystejn Muggaa kone hed Jarthrud; hun maa have været en nær slægtning af Ejndride Hvit.[109]

Maaske har dog Eystejn Mugga ogsaa været gift tidligere. Da der i 1337 efter hans død holdtes skifte, optraadte en Ordrek med sine broderbørn paa den ene side og Ejndride Botolfssøn med sin farmoder Jarthrud paa den anden side som hans arvinger, og Eystejns ejendomme og løsøre deltes mellem dem. Hvem denne Ordrek og hans forhen afdøde broder have været, oplyses ikke i det om skiftet udstedte brev.[110] Maaske have de været Eystejns sønnen maaske beslægtede med ham paa andre maader. Heller ikke siges der noget mere om Ejndride Botolfssøns forhold til Eystejn Mugga, end at Jarthrud var hans farmoder. Det eneste sikre ved familieforholdet bliver altsaa dette, samt at Jarthrud var gift med Eystejn. Derimod har man ingen sikre oplysninger om hendes slægtskab med Ejndride Hvit.

Da Ejndride Botolfssøn var myndig ved Eystejn Muggas død i 1337, maa han altsaa paa denne tid have været mindst tyve aar eller født i 1317. Sandsynligvis har han ikke heller været synderlig ældre. Hans søn, Botolf, er formodentlig bleven gift noget efter 1360, og hvis man da sætter ham til omtrent tyve aar og antager, at hans fader har giftet sig i en lignende eller lidt ældre alder, kan dette passe nok saa godt. Saafremt Ejndrides fader, Botolf, ved sønnens fødsel ogsaa var lidt over tyve aar, maa han være født noget før 1300, og da kan hans moder, Jarthrud, have været sytten aar og altsaa født lidt efter 1280. Under forudsætning af disse tidlige giftermaal er der intet til hinder for, at hun igjen kan have været en datter af Ejndride Hvit. Da hendes efterkommere senere optræde som odelsmænd til hans ejendomme, er dette vistnok det rimeligste, ligesom der ogsaa foreligger bestemte antydninger om, at hun har været en datter af Birgit i Grauten.[111] P. A. Munch har troet at kunne antage Ejndride Botolfssøn, ligesom hans broder Thorstejn Botolfssøn, for en kjødelig sønnesøn af Eystejn Mugga. Men hvis dette havde været tilfældet, havde han neppe været betegnet i skiftebrevet alene som sønnesøn af Jarthrud. Det er Ordrek og dennes broderbørn, der betegnes som Eystejn Isakssøns arvinger, og det bliver da rimeligt, at Ejndride ikke har været en efterkommer af ham, men alene af Jarthrud. Da det af skiftebrevets – for øvrigt noget dunkle – udtryk synes, som om hun har beholdt, hvad hun og Eystejn ejede i Kvam i Hafslo, kan dette være tilstrækkelig forklaring af, at hendes efterkommere senere hen erklæredes for rette odelsmænd til denne gaard, saaledes som ovenfor (s. 17) er omtalt under Finnens besiddere. Rimeligvis har derfor Ejndrides fader, Botolf, været født før Jarthruds giftermaal med Eystejn Mugga, der saaledes bliver hans stiffader, hvad allerede G. Munthe har antaget. Ejndrides søn, Botolf, kom i besiddelse af Kvam i Borgund og Finnen, som senere gik i arv til hans børn af andet ægteskab, Haavard og Odd, medens hans børn af første, Ejndride og Samson, maaske døde i en ung alder.[112] Med hvem Ejndride Botolfssøn var gift, vides ikke. Af den omstændighed, at hans anden sønnesøn fik navnet Samson, kan maaske drages en slutning om, at hans kone har tilhørt den æt, hvori navnet ellers forekommer, Losneætten, og da nærmest en af dennes sidelinjer. Dog kan dette navn ligesaa godt tænkes indkommet gjennem Botolf Ejndridessøns første kone, Elin Vilhjalmsdatter, der kan have havt forbindelser med den samme æt, ligesom der ovenfor er fremsat en formodning om, at hun kan have tilhørt Torgeætten.[113]

Ejndride Botolfssøns æt blev altsaa i besiddelse af Finnen og hævedes saaledes senere meget højt op gjennem sin rigdom paa jordegods. Broderen Thorstejn Botolfssøns æt forsvandt derimod snart, uagtet denne rimeligvis havde temmelig mange børn, nemlig, saavidt det kan sees, sønnerne Halstejn og Gunnar, maaske ogsaa Sigurd (Thorstejnssøn, prest paa Hafslo 1346), og døtrene Ingilejf og Sigrid. Ingilejf kjøbte i 1346 af Sigrid og hendes mand, Thorstejn Eyvindssøn, en del af gaarden Kalvhage, som havde tilhørt Ejndride Skegg (maaske ogsaa en slægtning af dem,[114]) og af Arnthor Baardssøn en anden del. Andre dele af den samme gaard vare komne i Gunnar Thorstejnssøns besiddelse ved gave af hans frænder, den bergenske kannik, Thore Fredrikssøn, og en vis Ejrik Thordssøn.[115] En del af gaarden synes ogsaa at have tilhørt Botolf Ejndridessøn, paa hvis vegne Sigrid Thorstejnsdatter i 1359 lod føre vidner om ejendomsretten til en tejg.[116] Halstejn Thorstejnssøn nævnes en, maaske to gange i forbigaaende.[117] Sigrid Thorstejnsdatters arving var hustru Brynhild Josefsdatter.

Denne tilhørte en anden æt i Indre Sogn, der havde hjemme paa Kaupanger. Paa dette sted boede i begyndelsen af det fjortende aarhundrede en mand ved navn Karlshoved, almindelig kaldet Karlshoved i Kaupanger, som han ogsaa benævnes paa omskriften af sit segl, der for øvrigt viser hans vaabenmærke: en arm, holdende et oprejst sværd.[118] Da navnet Karlshoved er overmaade sjeldent, er det meget rimeligt, at han har været en efterkommer af eller ialfald tilhørt den samme slægt som den Karlshoved, søn af Arngejr prest, der nævnes mellem hovedmændene for Sokndølernes opstand mod kong Sverre i 1183, og at navnet saaledes har været et slægtsnavn i denne æt. Denne yngre Karlshoved forekommer i aarene 1314 og 1322, første gang nævnt i anledning af det store skifte paa Kvaal og anden gang i anledning af en strid om en sætervej i Lyster.[119] Han havde to sønner, Erlend og Josef.

Erlend Karlshovedssøn forekommer i et diplom fra 1338 i anledning af et mageskifte, som han og hans kone Bergljot da foretog med Ejrik Erlendssøn paa Finnen, om hvem det ovenfor (s. 13 flg.) er antaget, at han har været hans frænde.[120] Erlend har formodentlig faaet sit navn efter Karlshoveds fader, medens broderen, Josef Karlshovedssøn, paa samme maade kan antages at være opkaldt efter sin mormoder, som maaske har været en søster af den Erling Josefssøn paa gaarden Ottar i Dale, som nævnes i 1322.[121] Josef Karlshovedssøn var gift med en Aasa, der nævnes i 1360 i anledning af, at de solgte en del af gaarden Sundre i Aal i Hallingdalen. Han forekommer første gang i 1356, da han ogsaa solgte en del af den samme gaard. I 1359 optræder han som ombudsmand for hr. Ogmund Finnssøn og formodentlig ogsaa i 1361. I 1363 var han lagmand i Bergen.[122] Josef havde en datter, som forekommer flere gange under navn af hustru Brynhild Josefsdatter. Hun ejede jordegods paa meget forskjellige kanter. I 1388 solgte hun i Bergen tretten markebol i nogle gaarde paa Eker og Vestfold til Peter Nikulassøn I 1389 skjænkede hun en del af gaarden Kalvehage til Ragna Botolfsdatter og afstod i 1390 til hende og hendes brødre en arveret, som hun havde efter Sigrid Thorstejnsdatter.[123] Hun har endvidere ejet halvdelen af Ænes i Søndhordeland, hvilken hun solgte til erkestolen.[124] Den anden halvdel solgtes samtidig af Holte Jonssøn. Selv traadte hun i 1388 ind i Vadstena kloster og døde i 1394. Hvorledes det hang sammen med hendes slægtskab med Sigrid Thorstejnsdatter og Botolf Ejndridessøns børn, oplyses ikke af de nu forhaandenværende kilder, og heller ikke, hvem hendes mand var. Munch[125] har antaget, at han maaske kunde være Jon Holtessøn, søn af Holte Gunnarssøn, der levede omkring 1360, og fader til den Holte Jonssøn, der ejede halvdelen af Ænes. Det vilde maaske passe endnu bedre, om man antog den sidste for at have været en fætter af Holte Gunnarssøn, og hans fader, Jon Holtessøn, saaledes havde været en broder af Gunnar Holtessøn. Den Jon Holtessøn, som antages for en søn af Holte Gunnarssøn, forekommer tilligemed sin broder, Gunnar Holtessøn, oftere i diplomer mellem aarene 1391 og 1427, og altid som hjemmehørende i det søndenfjeldske.[126] Gunnar var i 1408 ombudsmand over den søndre del af Hedemarken, sandsynligvis ogsaa i 1412 og 1416. Han var gift med Helga Haraldsdatter, der synes at have været fra Hadeland. Jon synes ikke at have havt nogen offentlig stilling i lighed med broderens. Da han bevislig endnu levede i 1427, er det neppe rimeligt, at han kunde have været gift med Brynhild, og heller ikke, at det var hans søn, der – som det vel maa antages – samtidig med hende solgte sin del af Ænes til erkestolen. Derimod kan der vel fra denne side neppe gjøres nogen indvending imod den formodning, at hendes mand kunde have været fader til en ældre Holte Jonssøn, som havde halvdelen af den nævnte gaard, men at de begge igjen vare forskjellige fra de nævnte efterkommere af Holte Gunnarssøn.

De to brødre, om hvis forhold diplomerne levere forskjellige oplysninger, havde hver sin søn, der var opkaldt efter farfaderen. Den ene af dem, Holte Gunnarssøn den yngre, synes ligesom sin fader at have været en af de mere anseede mænd inden sin bygd. Han spillede saaledes en vis rolle under thronstridighederne i 1449 og optraadte da ved et par anledninger som repræsentant for den oplandske almue. I 1457 forekommer han som lagrettesmand paa Hedemarken.[127] Hans søskendebarn, Holte Jonssøn, var gift med Arnbjørg Thoraldsdatter, en datter af fru Adalis Erlingsdatter, der var enke efter hr. Thorald Sigurdssøn (Kane). I et brev af 31te Marts 1437 siges, at Holte Jonssøn, som da boede paa gaarden Tolfstad i Vaage, der tilhørte fru Adalis, af hende havde faaet alt hendes gods paa Oplandene.[128] Imidlertid kan Holte ikke have levet længe efter denne tid, da han i et diplom af 2den December 1438 omtales som død.[129] Gaarden Tolfstad kom senere hen til en anden datter af fru Adalis, fru Kristine Thoraldsdatter, der var død før 29de September 1463, da hendes slægtning Botolf Ejndridessøn, som efter hende havde arvet gaarden, solgte den til hr. Alf Knutssøn. Det brev, hvorved denne overdragelse fandt sted, er udstedt i Bergen.[130]

Her møde vi atter igjen et velbekjendt navn, der uvilkaarlig maa lede tanken lien paa den Botolf Ejndridessøn, som ejede Finnen. Den mand af samme navn, der solgte Tolfstad, var ogsaa efter hans slægtskabsforbindelser at dømme, en mand, der tilhørte rigets fornemmere ætter, og da der med hensyn til tiden ikke er noget i vejen for en saadan formodning, kunde man her virkelig fristes til at antage ham for en sønnesøn af Botolf Ejndridessøn paa Finnen. Denne havde nemlig, som i det foregaaende er omtalt, i sit første ægteskab med Elin Vilhjalmsdatter en søn ved navn Ejndride. Efter udtrykkene i det brev, hvori denne og hans broder, Samson, omtales, synes det rigtignok, som om disse maatte være døde noget efter sin moder,[131] ligesom den omstændighed, at Finnen gik i arv til Botolfs børn af andet ægteskab, synes at være et stærkt bevis for, at dette maa have været tilfældet. Imidlertid staar der ikke i det anførte brev noget udtryk, der med bestemthed siger, at de vare døde, og det andet bevis for, at børnene af første ægteskab skulde være døde forinden Botolf selv, er heller ikke uomstødeligt. En kvinde, som Aasa Haavardsdatter, der synes at have besiddet en stor evne til at skrabe gods sammen, har neppe heller ladet det mangle paa bestræbelser for at sikre sine børn besiddelsen af Finnen. Der kan godt være truffet overenskomster mellem hende og hendes mand, hvorved børnene efter den første kone, der havde bragt ham Finnen, bleve trængte tilside for hendes børn, og hvis Ejndride og Samson virkelig have overlevet sin fader, er der intet i vejen for, at de kunne være blevne afspiste med andre ejendomme, skjønt man intet hører til dem. Saafremt nu denne forudsætning kan antages at holde stik, bliver det rimeligt nok, at den Botolf Ejndridessøn, som i 1463 havde arvet Tolfstad og da solgte denne gaard, har været en søn af den ældre Botolf Ejndridessøns ældste søn, Ejndride. Men er dette rigtigt, da kan denne samme linje fremdeles have fortsat sig længe, efterat den yngre linje, som kom i besiddelse af Finnen, var uddød. Hvis der blot forelaa nogen antydning om, hvor den var bosat, kunde det maaske have været muligt at gjenfinde slægten længere nede i tiden ved at benytte navnene som udgangspunkt for en saadan undersøgelse, da slægten, hvis den virkelig har fortsat sig, vel er sunken ned imellem den øvrige almue. Navnet Botolf er ikke for sig alene synderlig sjeldent, og heller ikke Ejndride. Men forbindelsen mellem begge synes dog at berettige til at drage en slutning om, at vedkommende paa en eller anden maade maa have staaet i forbindelse med den slægt, som nedstammede fra Eystejn Muggas kone, selv om det ikke netop skulde være paa den her antagne.

I nær forbindelse med Karlshoved i Kaupanger synes en mand ved navn Erlend Silfestssøn at have staaet, der omtales i 1306 og 1314 og da paa en saadan maade, at han maa antages at have været hirdmand. Omtrent samtidig med ham forekommer to andre mænd, der bære navnene Jon og Nikulas Silfestssønner, og som synes at have været hans brødre. Da Nikulas skjænkede en del af gaarden Egge i Sogndal til Ylmhejms kirke, har det været antaget, at dette har været deres ættegaard, ligesom at den fru Ragnhild, om hvem man kun ved, at hun skjænkede en del af den samme gaard til Ylmhejms kirke, har været deres søster. Da flere medlemmer af Slindeætten ogsaa betænkte den samme kirke med jordegods, har maaske dette i forbindelse med den omstændighed, at Erlend og hr. Audun paa Slinde begge vare overdragne det hverv at skifte Kvaal mellem arvingerne, fremkaldt den slutning, at de nævnte brødre have staaet i den nøjeste forbindelse med Slindeætten. Nikulas nævnes i et diplom fra 1334.[132]

Foruden de her anførte personer, om hvis slægtsforhold der tildels vides lidt nærmere besked, nævnes der endnu forskjellige, som have havt sin bolig i de inderste fjordegne i Sogn, men som ikke kunne sættes i forbindelse med nogen større æt. Paa Rikhejm i Lærdal boede en fru Gunhild, der maaske har været gift med Haldor paa Rikhejm og tillige ejede jordegods i Valdres. Denne Haldor er formodentlig den samme som Haldor bonde, der levede i 1321. Han maa da efter denne tid være bleven ridder. Saaledes er hun rimeligvis en anden end den Ragnhild, der var gift med Hermund paa Mo. Fru Gunhild skjænkede adskilligt jordegods til kirker og prestebord og har formodentlig været meget rig. Det samme gjælder en fru Thora, der ogsaa viste en lignende gavmildhed, og som ejede gaarde i Lærdal. Da hun nævnes ved siden af hr. Sighvat, der ikke vel kan være nogen anden end rigsraaden, hr. Sighvat paa Leirhol i Valdres, har hun maaske været hans kone. Det lod sig da ogsaa formode, at fru Gunhild, der ligeledes havde ejendomme i det sidstnævnte distrikt, har staaet i slægtsforbindelse med dem, og man aner her en ny ættegruppe, der har hørt hjemme i de indre landskaber ved Sognefjorden og den øvre del af Valdres, men hvortil der ellers ikke kjendes synderligt.[133] P. A. Munch har antaget, at fru Gunhild var Sighvats kone og Haldor paa Rikhejm deres søn; men i dette tilfælde havde hun maaske neppe været kaldt fru Gunhild paa Rikhejm, uagtet der ganske vist haves exempler paa en saadan brug.

Omtrent paa samme tid levede der i de samme egne en Helge Ivarssøn, der stiftede den saalestue paa Filefjeld, som senere fik navn af Margretestuen eller Maristuen, og udstyrede denne med jordegods, som laa paa den nordre side af Sognefjorden. Deraf kan maaske drages den slutning, at han selv har hørt hjemme paa den kant, i Hafslo eller Sogndal. Der er tidligere fremsat en formodning om, at han er den samme som Helge Ivarssøn Lask, og denne har megen sandsynlighed for sig. Han nævnes et par gange i diplomer fra 1316 og 1342.[134] Maaske tilhører han den nedenfor nævnte æt paa „Loghalo“

I Sogndal levede fremdeles i begyndelsen af det 14de aarhundrede de sidste forgreninger af den æt, som nedstammede fra lendermanden Jon Staal og havde sit sæde paa gaarden Kvaal. Jon Staal havde sønnen Brynjulf Jonssøn, og denne igjen sønnen hr. Jon Brynjulfssøn og datteren, fru Ingerid Brynjulfsdatter. Denne yngre Jon Brynjulfssøn havde en datter, Ingebjørg, der blev gift med hr. Gaute Isakssøn paa Tolga, og en anden datter, Inga, som endnu ikke i 1314 synes at have været gift. I dette aar androg hr. Sigurd Svejnssøn, som altsaa rimeligvis har været gift med en kvindelig slægtning af hr. Jon, maaske en paa den tid afdød datter af ham i et foregaaende ægteskab, om, at der maatte holdes et skifte over huse og tufter paa Kvaal mellem fru Ingerid paa Kvaal, ham selv og hans søn, Svejn, og Nikulas Stejnssøn paa dennes kone, Margretes vegne[135]. Til at foretage dette skifte beskikkede derpaa kongen hr. Audun paa Slinde, Karlshoved i Kaupanger og Erlend Silfestssøn ved brev af 5te Marts 1314. Imidlertid døde fru Ingerid, og hr. Gaute Isakssøn med sin hustru og svigerinde kom i hendes sted til at deltage i skiftet, som derpaa foregik, og hvorved der kom en trediepart paa hver af de arveberettigede linjer. Herom udstedtes et brev 21de Maj 1314[136].

Efter hvad der foregik paa dette skifte, skulde det synes, som om hr. Jon Brynjulfssøn ikke havde efterladt sig mandlige efterkommere. P. A. Munch har imidlertid antaget, at den ridder og rigsraad Jon Brynjulfssøn, der efter de islandske annaler døde i 1358 og ellers forekommer i breve mellem 1350 og det sidstnævnte aar, skulde være en ætling (altsaa rimeligvis helst en sønnesøn) af ham[137]. Munthe har derimod antaget, at denne hr. Jon Brynjulfssøn var en søn af hr. Brynjulf Ogmundssøn.[138] En af hans grunde herfor er, at der i Bergens Kalvskind (s. 26) omtales en mand af dette navn, der skjænkede noget gods til Dals kirke i Søndfjord, og at det med bestemthed vides, at hr. Jon Brynjulfssøns fader havde besiddelser ved Dalsfjorden. Dette synes at være en meget rimelig formodning, og den af Munch fremsatte indvending, at den i Bergens Kalvskind omtalte Brynjulf ikke kaldes „herr“ kan neppe antages at være afgjørende. Til nogen sikkerhed om, hvem der var den yngre hr. Jon Brynjulfssøns fader, vil man dog vanskelig kunne komme. Der kunde endnu opstilles en gjætning, at han var en søn af dronning Blanches kansler, Brynjulf Jonssøn; men denne maa vel have været en gejstlig, og at en uægte søn af en saadan skulde komme ind i rigsraadet, er maaske ikke tænkeligt. Derimod kan det være rimeligt, at rigsraaden Brynjulf Jonssøn, der nævnes i 1392, har været en søn af den yngre hr. Jon Brynjulfssøn. Formodentlig er denne rigsraad identisk med „velbaaren mand“ Brynjulf Jonssøn, der i 1405 kjøbte jordegods i Onsø,[139] og med den Brynjulf Jonssøn, som havde børnene Knut og Ulfhild. Disse nævnes i 1437, idet da Peder Ulfssøn overdrog dem saa meget gods, som han havde faaet efter Brynjulf, „hvor det helst ligge kan i Norge“, som tidligere havde været hr. Jon Hafthorssøns, med undtagelse af det gods, som laa paa Romerike, og hans faders kjøbegods. Som udstedere af brevet og forseglere i stedet for Knut Brynjulfssøn, der „ej selver indsegl havde“, optraadte Hafthor Nilssøn og Engelbrekt Stefanssøn. Af den forbindelse mellem Knut og Ulfhild og hr. Jon Hafthorssøn, der omtales i selve det om overdragelsen udfærdigede brev,[140] samt af navnet Hafthor Nilssøn paa en dem nærstaaende person, synes man at kunne slutte, at Brynjulf Jenssøn og hans børn tillige med Peder Ulfssøn have været nær beslægtede med Hafthorssønnerne, den sidste maaske som søn af hr. Ulf Holmgeirssøn.

Ulfhild Brynjulfsdatter var maaske allerede i 1437 gift med Engelbrekt Stefanssøn. I ethvert fald var hun det i 1438, da Engelbrekt paa hendes vegne som sin kones og sin svogers ombudsmand sammen med velbaarne mand Peder Ulfssøn førte proces om arveretten til Holdeby i Tune med andet gods. Engelbrekt og hans kone omtales atter i 1440, da han og Knut Brynjulfssøn holdt skifte med fru Ingebjørg Benktsdatter om arven efter Brynjulf Jonssøn, hvis gods tildels laa i Nerike. Derhos bestemtes, at Knut og Engelbrekt ikke skulde have nogen tiltale til hustru Sigrid Ottesdatter, der var en datter af fru Ingebjørg, i anledning af de gaver, som hun havde faaet af sin moder og Brynjulf Jonssøn.[141] Maaske har saaledes fru Ingebjørg, som enke, giftet sig med Brynjulf Jonssøn, medens dennes to her nævnte børn sandsynligvis have været af et tidligere ægteskab. Velbaaren mand Peder Ulfssøn nævnes ogsaa i 1423 som ejer af gods i Borgesyssel, der havde tilhørt Jon Hafthorssøn.[142] Den omstændighed, at Brynjulf Jenssøn ejede gods i Nerike, hvor netop Jon Hafthorssøns svenske efterkommere havde sit hovedsæde, kan maaske ogsaa give en antydning i den samme retning, at man her har en slægtskabsforbindelse, som dog ikke nærmere kan belyses af de forhaandenværende kilder. Man kan saaledes indtil videre antage, at Brynjulf Jonssøn og hans efterkommere, der leve i Sverige og paa Østlandet, have været medlemmer af den samme æt som Hafthorsønnerne eller besvogrede med dem.

Efter fru Ingerid Brynjulfsdatters død blev hr. Sigurd Svejnssøn boende paa Kvaal og skrives dertil.[143] Hans søn, Svejn Sigurdssøn, skjænkede senere sin del til hr. Erling Vidkunnssøn, som forenede den med sit øvrige jordegods, hvoraf ikke lidet laa netop i Sogn.

En anden fremragende æt i Sogndal var den paa Slinde, der i begyndelsen af det fjortende aarhundrede uddøde paa mandslinjen med hr. Audun paa Slinde, som allerede lejlighedsvis er nævnt i det foregaaende. Hans hustru hed fru Gyrid paa Slinde og nævnes et par gange i Bergens kalvskind, ligesom deres datter, fru Margrete, der var død, inden denne jordebog blev affattet. Hun kaldes fru Margrete paa Sudrhejm og maa saaledes have været gift med en ridder, der har ejet denne gaard, der ligger i Lysters prestegjæld.[144] Nogen saadan kjendes dog ikke, hvorimod der i 1322 nævnes en Paal og Kolbejn paa Sudrhejm.[145] Hr. Audun paa Slinde var allerede i 1281 en saa anseet mand, at han blev sendt til Skotland som medlem af det gesandtskab, der afsluttede ægteskabskontrakten mellem kong Erik og den skotske prinsesse Margrete. I 1314 var han en af de mænd, der foretoge det tidligere omtalte skifte paa Kvaal, og i 1336 skjænkede han en del jordegods og et fiskevarp til kirken paa Ylmhejm.[146] Han maa saaledes, under forudsætning af, at vi her den hele tid have at gjøre med en og samme person, have opnaaet en meget høj alder. Men denne forudsætning holder maaske ikke stik, da den alder, som hr. Audun paa den maade maatte have ved sin død, bliver saa høj, at der af den grund stiller sig hindringer i vejen for at antage, at det har været den samme mand, som har levet til de oven anførte tidspunkter. I 1281 har han neppe været under treti aar, snarere mere, og hvis han først er død efter 1336, maa han altsaa vel have været mindst niti aar gammel. Umuligt er dette vistnok ikke; men det bliver dog maaske ligesaa rimeligt at antage, at der har været to besiddere af Slinde, som begge have hedt Audun, fader og søn, og som begge have været riddere. I dette tilfælde bliver fru Gyrid rimeligvis den yngre hr. Auduns kone, ikke hans moder, og fru. Margrete hans datter, ikke hans søster. Da hun i Bergens kalvskind, der er affattet baade efter hendes og rimeligvis ogsaa efter hendes faders og moders død, skrives til Sudrhejm, er det ikke sandsynligt, at hun efter faderen har arvet hans hovedgaard, Slinde. Denne maa være gaaet over til en anden søn eller datter og gjennem dem eller deres børn kommen over i en anden æt, med hvilke vi nu skulle beskjæftige os. Dette er den bekjendte Losneæt, saa kaldet efter sin gaard Losna paa en af Sulenøerne, nordenfor Sognesøen. Losneætten fremtræder med et i begyndelsen af det fjortende aarhundrede, men har rimeligvis allerede længe før havt større besiddelser paa disse kanter. De i den forekommende navne, Erlend, Ejndride og Samson, gjenfindes i de forskjellige ætter, som i det fore- gaaende ere omtalte, og dette synes at tyde hen paa, at de fleste af disse have været nær beslægtede med Losneætten eller besvogrede med denne. Maaske er den nærmest en sidegren af den samme æt, hvortil Karlshoved i Kaupanger og Silfestssønnerne have hørt, eller af Eystejn Muggas og Ejndride Hvits ætter; maaske danne alle disse tilsammen en eneste stor æt, der i sine hænder havde samlet de største ejendomme i Sogn og Voss, tildels ogsaa i Hørdafylke. I ethvert fald er det en meget rimelig formodning, at der mellem disse ætter har været knyttet langt hyppigere forbindelser ved giftermaal, end de, vi kunne paavise af de kilder, som nu ere tilgjængelige. Den formodning, som ovenfor er udtalt om en slægtskabsforbindelse mellem Ejrik Erlendssøn paa Finnen og Karlshoved i Kaupangers æt, og de personer, som ellers forekomme i Indre Sogn med navnet Ejndride Erlendssøn, kan saaledes udvides til at gjælde ogsaa Losneætten.[147] Dog maa det erindres, at Losneættens skjoldmærke er aldeles forskjelligt baade fra Kaupangerættens og fra det, som førtes af hr. Audun paa Slinde, saaledes at disse linjer, om de ere udsprungne fra den samme hovedæt, i alle fald synes at maatte være adskilte længere oppe i tiden, forinden skjoldmærkerne havde fæstet sig i ætterne. Losneættens vaabenmærke var et kors dannet af ti ruder, fem i hver retning. Den maade, hvorpaa dette er udført i de af dens medlemmers endnu bevarede segl, synes at antyde, at den har anseet sig selv for jævngod med landets første ætter. Ialfald ere disse segl udstyrede i lighed med dem, der førtes af Bjarkø- og Hestbøætterne, medens de fleste af de øvrige middelalderske vaabensegl ere meget tarvelige.[148]

Det første kjendte medlem af Losneætten var Philippus Erlendssøn, der levede i den første halvdel af det fjortende aarhundrede. Han var gift med Ingebjørg Erlendsdatter, der maaske kan have været en fjernere slægtning af ham, og havde med hende datteren Margrete, der i 1322 blev gift med Arnald Jostejnssøn og da fik i medgift forskjelligt jordegods i Ryfylke, Hørdaland og Fjordene. Men ved samme leilighed var der opstaaet tvist mellem Philluppus og Arnald om en del jordegods, som Ingebjørg havde skjænket sin mand i fjerdings- og tiendegave. Denne tvist endte dog med, at Philippus ved en i 1332 afsagt dom beholdt det omstridte jordegods.[149] Sandsynligvis var han den gang, maaske allerede før datterens bryllup, enkemand, men har senere atter giftet sig. Med denne anden kone har han da rimeligvis havt sin bekjendte søn, Erlend Philippussøn, der i aarhundredets anden halvdel og i begyndelsen af det femtende aarhundrede var en af Norges hyppigst fremtrædende stormænd. Hans moder har maaske været en datter af hr. Audun paa Slinde, eller ogsaa har han selv været gift med en af hans kvindelige efterkommere, der bragte ham ejendomsretten til Slinde. Vistnok nævnes han ikke selv som ejer eller beboer af denne gaard. Men da den kom i hans svigersøns besiddelse, og dennes slægt ikke tidligere vides at have ejet Slinde, er det rimeligt, at han har faaet denne gaard gjennem Erlends datter.

Erlends jordegods maa have været meget betydeligt og spredt omkring i hele Bergens stift, tildels endog ind i Stavanger stift.[150] Han indtog ogsaa længe høje embedsstillinger, men vilde alligevel ikke lade sig gjøre til ridder, ikke en gang da hans søn havde opnaaet denne værdighed. Erlend blev gjennem sit hele liv kun hirdmand og bar som en følge deraf aldrig herretitelen. Han var i det hele en mand, som holdt stærkt paa de gamle skikke og havde af den grund intet tilovers for den nyere tids titler og værdigheder. Denne hans arkaiserende retning viste sig ogsaa i den forkjærlighed for Islændinger, som han skal have baaret til skue, og som ialfald synes at have vundet ham deres velvilje. Det heder om ham, at han troede Islændingerne bedre end andre Nordmænd og som oftest havde dem i sin tjeneste.[151] Men den særegne konservative aandsretning, som fremskimter gjennem disse træk, har neppe gjort ham til nogen særdeles fremragende deltager i tidens politiske begivenheder. Hans forkjærlighed for det gamle har maaske været af den art, der ligesaa meget ytrer sig i uvilje mod alt nyt, og idet han stivsindet vægrede sig for at følge de nye tiders skikke, har han alligevel neppe kunnet undgaa at føle den skuffelse, som maatte følge bevistheden om sin afmagt til at gjenoplive de gamle. Skjønt han hyppig nævnes i de bevarede kilder, er det dog for det meste i anledning af private anliggender, kun sjeldnere ved vigtige offentlige begivenheder. Der er i ethvert fald intet, som tyder paa, at han ved disse har øvet nogen mere indgribende indflydelse, skjønt det rigtignok maa haves for øje, at kilderne ikke aabne synderlig adgang til at dømme herom.

Den første gang, Erlend Philippussøn nævnes, er i Juni 1366 ved Ingemund Uthyrmssøns bryllup med Holmfrid Anundsdatter, der fejredes paa Tolga. Han optraadte derved paa en maade, der synes at antyde, at han var en nær slægtning af bruden. Da han ogsaa, efterat Gaute Haakonssøn paa Tolga var død, optraadte med arvekrav, rigtignok paa sin frænde Thorstejn Thorstejnssøns vegne, har man ligeledes heri et vink om, at han paa en eller anden maade har staaet Tolgaætten meget nær. Som sædvanligt i lignende tilfælde, opkom der ogsaa ved denne lejlighed en arvetrætte mellem Erlend og Ingemund, hvorunder den sidste fremsatte beskyldninger mod Erlend for at have forholdt hans hustru dennes odelsgods. Det er, efter hvad der ellers kjendes til de gamle ætters optræden ved saadanne lejligheder, neppe givet, at disse beskyldninger skulde have savnet al grund, og Erlend har formodentlig, ligesom sine samtidige standsfæller, ikke været altfor nøjeregnende med midlerne, hvor det kom an paa at skaffe sig forøgede ejendomme.[152]

I 1369 var Erlend Philippussøn, der nu benævnes armiger (væbner, hirdmand) og sandsynligvis ogsaa allerede da var medlem af rigsraadet, en af de norske herrer, som deltoge i fredsforhandlingerne paa Baahus med Hansestæderne.[153] Atter igjen omtales han i samme stilling som armiger og consiliarius regis Norvegiæ et Sueciæ ved fredsslutningen i Kallundborg 1376.[154] I aarene mellem 1375 og 1388 omtales han flere gange som fehirde i Bergen og i 1385 ved siden deraf som sysselmand i Nordfjord. I det første af disse aar omtales han en enkelt gang som kongens ombudsmand i Bergen tillige med Jon Halvardssøn og Andres paa Mørk. Den første af disse, der ligesom Erlend Philippnssøn benævnes „ærlig mand“, forekommer ogsaa i et andet diplom fra samme aar, hvori Erlend Philippussøn fører titel af fehirde, ved hans side, men uden denne titel. 1379 nævnes Erlend som armiger og consiliarius regis og atter som medlem af rigsraadet, da dette erkjendte Erik af Pomern som Norges konge.[155] Senere nævnes han nogle faa gange ganske i forbigaaende i diplomer. fra aarene 1402 og 1405, og døde i 1407.[156] Da han rimeligvis, som af P. A. Munch er antaget, er født omkring 1335, har han altsaa ved sin død været omtrent sytti aar gammel, maaske lidt ældre. Med hvem Erlend Philippussøn var gift, vides ikke. G. Munthe har gjættet paa, at hans kone skulde have tilhørt den æt, som gaar under navnet Rømer. Men det er maaske ligesaa rimeligt at formode, at hun har været en efterkommer af hr. Audun paa Slinde, saaledes at det var gjennem hende, Erlends datter Sigrid, der var gift med Haakon Sigurdssøn til Giske, har faaet denne gaard og bragt den over i sin mands slægt.[157] Han døde i 1407, samme aar som sin svigerfader,[158] uden at have opnaaet, maaske ikke en gang eftertragtet ridderværdigheden. Hans enke kaldes nemlig i 1425, da der var proces om arveretten til hans gods, „ærlig kvinde og velbaaren hustru Sigrid Erlendsdatter“.[159] I et diplom fra 1423, hvoraf sees, at hun da opholdt sig paa Losna, omtales hun ogsaa som „velbaaren kvinde, hustru Sigrid Erlendsdatter“, og i et brev af 1409 som „ærlig kvinde, hustru Sigrid Erlendsdatter“. Maaske har hun indgaaet et nyt ægteskab med væbneren Magnus Magnussøn, som derpaa har grundet de fordringer, han fremsatte paa Giske.[160]

Erlend Philippussøn havde foruden datteren Sigrid ogsaa en søn, Ejndride Erlendssøn, der formodentlig har arvet hans vigtigste besiddelser. Da han først er død henimod 1450 og allerede i 1399, medens faderen endnu levede, var ridder,[161] har han opnaaet en høj alder, idet han neppe kan være født senere end 1370. Sandsynligvis har han da været ældre end søsteren. Allerede i 1412 var han fehirde i Bergen,[162] men omtales i 1421 og 1422 som høvedsmand pas Tunsberghus, ligesom han i 1422 og 1427 forekommer nævnt som sysselmand paa Søndmøre.[163] I 1426 omtales hen for første gang som medlem af rigsraadet[164] og var 1425 1427, 1428 og 1440 sysselmand paa Agder, samt 1419, 1427, 1440 og maaske senere sysselmand eller foged over Ryfylke. Da han ikke selv kunde varetage alle de sysler, som paa en gang vare ham betroede, maatte han i hvert distrikt have en ombudsmand. I denne stilling, som hans stedfortræder, forekommer i Ryfylke Samson Philippussøn, der synes at have været hans slægtning, ja maaske endog kan have været hans brodersøn.[165] I 1436 deltog han i afslutningen af overenskomsten med Amund Bolt.[166] Af disse notitser vil det vise sig, at Ejndride Erlendssøn i den første halvdel af det femtende aarhundrede hørte til de mest anvendte og sandsynligvis ogsaa til de mest indflydelsesrige mænd i landet, ligesom han, der ved svogerskab var bragt i den nærmeste forbindelse med Giskeætten, utvivlsomt har været en af de højbyrdigste. Ligesom sin fader og sin søn, Erlend, maa han have besiddet store ejendomme, og da neppe alene i det vestenfjeldske, hvor hans æt oprindelig havde hjemme, men formodentlig ogsaa paa Østlandet, hvor han som høvedsmand paa Tunsberghus har havt baade anledning og opfordring til at erhverve sig besiddelser. I 1419 skjænkede han Munkeliv en gaard i Samnanger og en paa Osterøen samt en tomt ved Søstergaarden i Bergen.[167] For øvrigt kjendes der ikke meget til hans besiddelser i jordegods.

Der kjendes to sønner af Ejndride Erlendssøn. Den ene, Philippus Ejndridessøn, nævnes i 1438, da han erhvervede en gaardpart i Lyster ved at mageskifte en anden i Aurland til Bergens bispestol.[168] Da han ved denne lejlighed ikke fører titel af „herre“, havde han neppe endnu opnaaet ridderværdigheden, medens hans broder den gang allerede var medlem af rigsraadet og ialfald snart efter blev ridder. Philippus nævnes ikke senere i noget diplom og er saaledes maaske død kort efter og i faderens levende live, i hvilket fald han altsaa, selv om han var den ældste søn, neppe kan have været i besiddelse af ættens hovedgaard, Losne. Denne er ved faderens død gaaet over til den anden søn, Erlend Ejndridessøn, der i historien indtager en ganske anderledes fremragende plads end Philippus.

Erlend Ejndridessøn nævnes vistnok for første gang i 1431, da han var nærværende ved en deleforretning i Slagn ved Tunsberg og var i 1434 som armiger medlem af rigsraadet.[169] Da han i 1436 deltog i overenskomsten med Amund Bolt, var han endnu ikke bleven ridder;[170] men det varede neppe mange aar, før han modtog denne værdighed. Den første gang, han omtales som ridder, er i 1446, da rigsraadet var samlet i Bergen,[171] hvor han forøvrigt selv paa denne tid (1447) omtales som ejer af et hus, der laa i Korskirkens sogn, formodentlig paa Strandsiden, og som maaske har været den bygaard, som hørte til hans ættegaard.[172] I det samme aar, 1446, erhvervede hr. Erlend ved kjøb af sin frænde Peter Thoressøn det gods i ytre Sogn, som denne havde arvet efter sin farbroder Sigurd Unessøn.

Den sidste har altsaa havt en broder, Thore Unessøn; om det slægtskabsforhold, hvori de have staaet til Losneætten, vides intet. Rimeligvis have de paa spindesiden nedstammet fra denne og derved erhvervet det gods, som nu atter kom tilbage. Det er paafaldende, at medens hr. Erlend i det derom udstedte brev benævnes „velbaaren mand“, faar hverken Peter eller Sigurd nogen tilsvarende titulatur. Skjønt frænder af hovedet for en af landets mægtigste ætter, synes de saaledes ikke en gang at være blevne regnede for adelsmænd.

I 1444 havde hr. Erlend paa lignende maade ved kjøb erhvervet sig hele den arv paa Færøerne i løst og fast, som var tilfalden Jon Nilssøn, kaldet Skak, efter hustru Eline Ejriksdatter.[173] Han maa i det hele have været meget rig og synes navnlig at have besiddet formue i rede penge, noget, som paa den tid var en sjeldenhed i Norge. Han optraadte endog som laangiver til Kristjern I i dennes pengeforlegenhed. Af et brev, som maa antages at være udstedt under denne konges ophold i Bergen 1450, sees, at han havde laant ham 740 lette gylden og tyve lette nobler, hvorfor han da som pantelen fik Valdres og Romsdalen, ligesom han samtidig bekræftedes i forleningen af Sogn, som han allerede havde faaet af kong Kristofer.[174] I de forhandlinger, som ved samme lejlighed bleve førte i Bergen, tog hr. Erlend del som medlem af rigsraadet, og hans navn nævnes i de derom udstedte dokumenter.[175] Da det ikke senere forekommer i diplomer, har han imidlertid neppe levet meget længe efter denne tid. Han var gift med en Gudrun (af Bolteslægten?), men efterlod ved sin død ingen mandlige efterkommere, og hans ejendomme bleve saaledes delte imellem hans to døtre, Ingegerd og Sigrid.[176]

Sigrid Erlendsdatter omtales kun sjelden. I 1490 var hun med sin søster arving til en trediedel af det jordegods, som var efterladt af junker Hans Sigurdssøn. Hun var gift med rigsraaden og ridderen hr. Bo Fleming, der til en tid i slutningen af det femtende aarhundrede var høvedsmand paa Akershus og skal endnu have været i live i 1501.[177] Den anden søster, Ingegerd Erlendsdatter, var først gift med ridderen hr. Olaf Guthormssøn paa Hananger, der var død inden September 1485, da der holdtes skifte efter ham. Denne hr. Olafs moder var en søster af rigsraaden hr. Jon Svalessøn Smør, som da allerede var død, og fru Botild Svalesdatter, som, da hendes søstersøn døde uden livsarvinger, havde odelsretten til hans ejendomme. Skiftet holdtes efter kongens befaling i Bergen af erkebiskop Gaute, biskop Hans Teiste i Bergen og ridderen hr. Alf Knutssøn, hvilke derved desuden havde medtaget velbyrdig mand, ridderen hr. Nils Henrikssøn, samt de hæderlige og beskedlige mænd, kannikerne mester Asgaut og hr. Olaf Henrikssøn i Throndhjem, lagmanden i Throndhjem, Erik Amundssøn, og lagmanden i Bergen, Sæbjørn Gutormssøn. De to fruer bleve der venlig forenede saaledes, at fru Botild gav fru Ingegerd „til kjærlighed, hæder og amindelse efter sin søstersøn“ gaarden Hananger med nogle andre gaarde paa Lister, som hun dog blot skulde beholde for sin livstid. Fru Ingegerd skulde for Hanangers vedkommende svare til fru Botild for sexten gangende kjør, fire kjørlag i smaler, samt tyve kjørlag i kogekar, senge og andre boskabsting, der fulgte gaarden som inventarium. „Dermed“ skulde fru Botild betale af hr. Olafs gjæld hundrede mark, medens fru Ingegerd selv skulde svare til al anden gjæld, som hun og hr. Olaf havde stiftet.[178]

Inden 1490 var fru Ingegerd for anden gang gift. Hendes anden mand var rigsraaden Arild Kane. Han har neppe opnaaet ridderværdigheden, medens hans kone fremdeles vedblev at kaldes frue, efter den værdighed, som hendes første mand havde havt. I 1490 omtales han som rigsraad og væbner. For resten er han bekjendt for sine udsugelser af almuen i de sysler, som han havde til bestyrelse. Fra Viken forekommer der saadanne klager over ham, og paa Søndmøre gik det saavidt, at bønderne rejste sig imod ham og sloge ham ihjel. Dette skede i 1496 eller senest i 1497. Fra det sidste aar haves ialfald diplomer, som vise, at han da var død. I anledning af hans drab skjænkede nemlig fru Ingegerd til Nidaros domkirke en hel del jordegods, beliggende paa Ulvundejdet, Surendalen og Meldalen, hvorfor der skulde oprettes en ny præbende og læses messer for hende og hendes afdøde husbonde.[179] Fru Ingegerd maa ogsaa efter en paategning paa et diplom have ejet noget gods i Ryfylke, som i 1303 var kjøbt af hr. Sæbjørn Helgessøn.[180]

Ved skiftet efter junker Hans Sigurdssøn fik de to søstre, fru Ingegerd og fru Sigrid, en trediedel af hans jordegods. Til denne del hørte den øvre gaard i Bjarkø, Dønnes paa Helgeland med det dertil hørende gods, i Surendalens og Edøens len, landvorden paa flere steder, gods i Senjen og paa Hjaltland m. m.[181] Det har altsaa rimeligvis været af dette gods, fru Ingegerd i 1497 oprettede den ovenfor omtalte præbende i Nidaros. Hun levede efter dette som enke endnu i omtrent treti aar. I 1525 og 1526 nævnes hun som levende, men maa være død inden 10de August i det sidste aar.[182] Om arven efter hende opstod der en proces, som trak ud i flere aar, indtil den endte med, at godset udelt tilfaldt hr. Otte Holgerssøn Rosenkrans’s børn, i hvis slægt det senere nedarvedes. De om denne sag bevarede, ret indholdsrige diplomer give et levende indtryk af, at de forskjellige personer, som vare eller ansaa sig arveberettigede til den gamle frues store jordegods, formelig havde luret paa det øjeblik, da hun skulde dø, for saa at kaste sig over hendes efterladenskaber. Hr. Vincentius Lunge og fru Ingegerd Ottesdatter vare de hurtigste; men da Rosenkranserne allerede tidligere havde fundet en støtte i kongen, der igjen havde paalagt erkebiskop Olaf at tage godset i besiddelse, bleve de atter fordrevne. Hr. Henrik Krummedike var deres værge, og hans indflydelse har sandsynligvis ved denne lejlighed havt en meget stor vægt. Som tredie arving optraadte den svenske ridder hr. Ture Jenssøn af tre roser. Sagen afgjordes ved en dom af norske og danske rigsraader, som blev afsagt 4de August 1529 under hertug Kristjerns ophold i Oslo.[183] Det siges i dommen, at Rosenkranserne efter det i Norges lov opstillede arvetal vare de nærmeste arvinger til godset, hvilket vistnok ogsaa var aldeles berettiget. Rimeligvis er denne arveret udledet igjennem otte Rosenkrans’s ægteskab med Bo Flemings datter, fru Margrete. Det vides ikke, hvorledes fru Sigrid og fru Ingegerd have delt det gods imellem sig, hvoraf de kom i besiddelse efter Hans Sigurdssøns død. Efter fru Sigrids død, der skal være indtruffen efter 1501, maa fru Ingegerd have været i udelt besiddelse af det hele, og efter hendes død er saaledes søsterdatterens børn blevne hendes arvinger. Allerede medens hun levede, havde Otte Rosenkrans vidst at faa istand en aftale med hende, hvorefter hun skulde overlade ham alt sit gods, som det synes, endnu i levende live; men denne blev neppe fulgt, da der var kommet en misforstaaelse mellem dem.[184] Selv døde saavel Otte Rosenkrans som hans hustru før fru Ingegerd; men deres børn kom alligevel til sin ret.

Medens saaledes Losneættens hovedlinje var uddød i 1526 og dens gods var gaaet over til en dansk familie, synes det, som om ættens sidegrene have vedblevet at blomstre, ja maaske tildels have holdt sig lige til vore dage. Men disse sidegrene indtoge aldrig en saa fremragende stilling som hovedlinjen og sank omsider ned til at være almindelige bønder. Det kan være tvivlsomt, om de have været agnater eller kognater, ligesom det heller ikke kan afgjøres, om de have skilt sig ud fra hovedlinjen før eller efter den tid, da denne med Philippus Erlendssøn fremtræder i historien. Sandsynligvis har slægtskabet snarest været kognatisk. Imidlertid kan det i ethvert fald ansees for givet, at der ikke alene har været et saadant, men at dette har været anerkjendt, og at sidelinjerne længe bevarede erindringen om sin fornemme slægt, selv efterat dennes hovedlinje havde været uddød i over hundrede aar. Der er her to ting, som kunne tjene til vejledning, navne og skjoldmærker. Begge dele bevaredes længe af sidelinjerne.

I den første halvdel af det femtende aarhundrede, altsaa samtidig med Ejndride Erlendssøn, omtales der to brødre, Farthegn Philippussøn og Samson Philippussøn, der formodentlig begge ere sønner af Philippus Farthegnssøn, som forekommer i to diplomer, fra 1411 og 1415, og da synes at have boet i eller ved Bergen, uden at der for øvrigt kjendes noget nærmere til ham.[185] Den ene søn, Farthegn, nævnes første gang i 1415 og da sammen med faderen, samt siden i et diplom fra 1424, der omhandler et gaardsalg i Hurum i Valdres. Atter igjen forekommer Farthegn Philippussøn i et diplom fra 1451, ogsaa fra Valdres. Han var da gift med Magnhild Jogrimsdatter, rimeligvis en datter af den Jogrim Audunssøn, der nævnes i diplomet fra 1424, og beslægtet med den i det sidste brev forekommende hustru Gerthrud Audunsdatter.[186] Ulige hyppigere omtales Samson Philippussøn. Hans navn kan maaske antyde en forbindelse mellem Losnefolkene og den saakaldte Samsonagarðr i Bergen, der allerede forekommer i det fjortende aarhundrede. Ligeledes maa det erindres, at det ogsaa forekommer i den fra Kaupanger til Finnen overflyttede Karlshoveds æt. Samson nævnes først i et diplom fra 1424 og var da paa Huseby paa Lister. I 1436 var han væbner og deltog da i afslutningen af den med Amund Bolt paa Jersø trufne overenskomst. I 1440 var han hr. Erlend Ejndridessøns „ombudsmand paa kongedømmets vegne i Ryfylke“ og har formodentlig i denne stilling boet paa gaarden Øye, hvor han var afgaaen ved døden inden 6te Juni 1451. I 1444 omtales han endelig som medlem af rigsraadet, men var ogsaa da kun væbner.[187]

Om de efterfølgende slægtled haves ingen nærmere oplysninger, indtil de samme navne atter dukke op i første halvdel af det følgende aarhundrede, dog ikke i Valdres, hvor allerede Farthegn Philippussøn havde boet. De, som da bare navnet, førte ogsaa et skjoldmærke, der paa det nærmeste svarer til Losneættens. Disse ere de fem brødre, Samson, Thord, Farthegn, Sigurd og Olaf Matssønner, af hvilke den første var hr. Henrik Krummedikes foged over Namdalen i 1518 og 1519 og synes at være død inden 1530, da hans brødre gjorde rede for hans oppebørsler af dette len.[188] Thord maa være død kort efter; thi da brødrene i November 1532 solgte tre gaarde i Lærdal til Eske Bilde, nævnes i det derom udfærdigede brev kun de tre sidste af brødrene, som da kaldes „samfødte brødre af vaaben“. Samson boede paa denne tid paa Ænes, Sigurd paa Tolge og Olaf paa Tysnæs. Thord havde efterladt en søn, Olaf.[189]

Familien optræder saaledes fremdeles paa denne tid med bevidsthed om sin adelige herkomst, men har dog neppe indtaget nogen særlig fremragende stilling mellem sine omgivelser. Den omstændighed, at brødrene solgte sine ejendomme i Lærdal, synes at vise, at deres formuesforfatning ikke kan have været den allerbedste, og at ætten er gaaet tilbage. Det er ellers paafaldende, at brødrene tildels boede paa gaarde, som tidligere havde været sæder for og længe havde tilhørt nogle af landets første ætter. Ænes var det gamle hovedsæde for Melsætten, og Tolga (der formodentlig er den gaard, som menes ved Tolge) havde længe tilhørt Tolga- og Hestbøætterne, samt allersidst den bekjendte hr. Olaf Nilssøn. Tysnes var derimod en ny gaard, uden foregaaende historie; men i nærheden laa dog andre gaarde, som i sin tid havde havt bekjendte ejere. Saafremt det kunde antages, at disse gaarde ved arv vare komne til de tre brødre, havde man deri et vidnesbyrd om deres nedstamning fra de tidligere ejere; men det er ligesaa rimeligt, at de ved kjøb ere komne over i Losneættens besiddelse. Hvad særlig Tolga angaar, da maa det erindres, at Samson Philippussøn var en slags undersysselmand i Ryfylke, og at saaledes en af hans efterkommere kan være kommen i besiddelse af Tolga, da denne gik ud af hr. Olaf Nilssøns æt. Maaske kunde der ogsaa have bestaaet slægtskabsforbindelser mellem denne og Losneættens sidegrene, der kunde have bragt gaarden over til en af disse, da hr. Olafs mandlige efterkommere forlode Norge og bosatte sig i Danmark.

Omtrent hundrede aar senere forekommer der igjen ide samme egne personer, som efter sine navne maa have tilhørt forgreninger af de samme ætter. Diplomer i Bergens musæum vise, efter hvad der er mig meddelt af hr. arkivfuldmægtig H. J. Huitfeldt, at der i 1634 paa Josnes i Kvindherred boede en mand ved navn Samson Johanssøn, der ejede odelsgods i Helleland i Ullensvang. I 1638 levede der tre søskende, Holger paa Mæland i Ullensvang, Farthegn paa Storlinge i Strandebarm, og Magdalene paa Næs i Strandebarm, der vare børn af en Samson. Samtidig havde en anden Samson børnene Axel, der boede paa Mæland i Skjold, og Dorethe, der var gift med Thorgejr Sjurdssøn paa Lillefosse i Strandebarm. Disse, Axel og Dorethe, havde havt en broder, ved navn Philippus, efter hvem der paa den tid levede en, formodentlig umyndig søn, Kristen Philippussøn. Skattemandtallene for Søndhordelands fogderi vise, at i 1647 og 1651 levede fremdeles Farthegn paa Storlinge (tilhørende Laurits Galtung, ogsaa kaldet Laurits Thorsnæs), hvor der tillige boede en Johan, og Thorgejr paa Lillefosse, der hørte til Giskegodset, medens lensmanden Nils boede paa Næs i Strandebarm. Paa Josnæs boede ogsaa i 1647 Samson, (medens det i 1651 brugtes af en Laurits og var da tildels „bondegods“), ligesaa i 1647 og 1651 en Samson paa Skjelnæs, der selv ejede sin del. Magdalene Næs ejede som odel en del af Spilde. I de samtidige skattemandtal for Hardanger opføres derimod andre ejere for gaarden Mæland i Ullensvang. Hvad her er anført viser med en overvejende sandsynlighed, at slægten har holdt sig som bønder endnu ved midten af det 17de aarhundrede. En nærmere undersøgelse af skattemandtal og matrikler vil maaske vise, at den har holdt sig meget længere, maaske lige ned til vore dage. Dette spørgsmaal har dog kun en rent personalhistorisk interesse.[190]

Fra de foregaaende ætter, der havde sit oprindelige hovedsæde i de midtre landskaber af den oprindelige Gulathingslag, gaa vi nu over til de hardangerske og søndhordelandske ætter. Af saadanne var der til en tid ikke saa faa; men de fleste af dem have dog ført en temmelig ubemærket tilværelse. Ved Sørfjorden boede i slutningen af det 13de aarhundrede lagmanden hr. Sigurd Brynjulfssøn paa Aga, der sidste gang nævnes i et diplom fra 1311. Han maa have været en meget anseet mand og var medlem af raadet. I 1309 blev han tilligemed hr. Peter Andressøn, hr. Une Peterssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn og hr. Serker paa Austraat af kongen betroet tilsynet med forsvarsforanstaltningerne paa sin kant af landet.[191] Efter hans tid, i 1315, 1329 og 1338, forekommer der en Arne paa Aga, formodentlig hans søn, ligesom Thorgaut i Aga, der ogsaa forekommer nogle gange, den ene tilligemed Ragnhild i Aga. Maaske kan dog Thorgaut have været en søn af Arne.[192] Videre kjendes ikke til slægten, som formodentlig snart efter maa være uddød. I 1358 og 1362 tilhørte gaarden Anund Arnbjørnssøn, der var en broder af Bjørn paa Byre i Ryfylke. Byreætten var igjen beslægtet med Hattebergsætten; i 1399 omtales, at Greip Ivarssøn paa Hatteberg havde arveret til Aga.[193] I 1436 tilbyttede viking Finnssøn (efterkommer af den nedenfor nævnte Besse Vikingssøn?) sig en del af Aga af Thoralde Bergulfssøn.[194]

Ved siden af Agaætten nævnes der i det fjortende aarhundrede forskjellige besiddere af de største gaarde langs Sørfjorden, hvoraf nogle øjensynlig have indtaget en vis fremragende stilling mellem sine omgivelser. Saaledes forekommer i 1329 en Ivar paa Blejdin, rimeligvis som sysselmand i Hardanger, siden der ved samme lejlighed er tale om hans lensmand, Ogmund Olafssøn. Han maa da under forudsætning af, at han er den samme som den Ivar paa Blejdin, der nævnes i et diplom fra 1293, have været en ældre mand. Gaarden var for øvrigt den gang delt imellem flere. Ytre Blejdin tilhørte Lysekloster, som der havde sine „landseter“, medens Indre Blejdin synes at have havt flere ejere foruden Ivar selv. Dette er noget, hvorpaa der flere gange forekommer exempler, at den mand, der skrives som ejer af en gaard, ikke derfor behøver at være ejer af det hele, ja maaske ikke en gang den eneste bruger.[195]

Paa Jaastad, ogsaa en af de større og mærkeligere gaarde ved Sørfjorden, levede i 1293 en Thorolf paa Jaastad, en mand, der i anseelse synes at have staaet ved siden af Sigurd paa Aga og den i det følgende omtalte Peter paa Spaanhejm.[196] I begyndelsen af det følgende aarhundrede omtales en fru Ragna Martinsdatter af Jaastad, gift med hr. Thorolf af Eidsa, som i 1309 var bleven munk i Lyse, og i 1318 en Martin Thorolfssøn af Eidsa, gift med hustru Cecilia Isaksdatter.[197] Sammenhængen mellem disse er ikke aldeles klar. Maaske er Thorolf paa Jaastad den samme, som i 1309 fører navn efter Eidsa, saaledes at det sidste sted er hans fædrenegaard, medens han ved giftermaal med Ragna, der kan have været den eneste arving til Jaastad, er kommen i besiddelse af denne gaard og har boet der, indtil han selv har tiltraadt sin faders ejendom. Deres søn er da Martin Thorolfssøn, der er opkaldt efter morfaderen, og som ved sit giftermaal med Cecilia synes at være kommen i nært slægtskab med Ryfylkes to første ætter, den paa Tolga og den paa Hestbø. Der maa ogsaa have været et eller andet slægtskabsforhold mellem ejerne af Jaastad og Eidsa og ætten paa Hatteberg, siden Greip Iverssøn paa Hatteberg, som for øvrigt ogsaa ejede andre besiddelser ved Sørfjorden, i 1399 kunde have arveret til Jaastad.[198] Videre kjendes ikke til denne æt.

I 1293[199] nævnes ogsaa Andres paa Mokestad og Aslak paa Sexin, der begge høre til de største gaarde i Ullensvang sogn. Ligesaa nævnes ved samme lejlighed Kolbejn paa Lutrar, en større gaard i Kinservik sogn. I et diplom fra 1306 nævnes foruden ham en Svejn paa samme gaard.[200] Paa Hjordal i Odde sogn boede før 1338 en Ejnar bonde, som i denne gaard ejede tre maanedsmatebol.[201] I 1329 nævnes en Ivar paa Opudal og en Olaf paa Bjørgvin.[202] I 1338 omtales en Narve i Kinservik og Thorstejn paa Ringø.[203] Paa Ullensvang eller maaske paa Djønne i Kinservik synes kort efter midten af det fjortende aarhundrede en Besse Vikingesøn, gift med en Sunniva, at have boet. Ved et i 1358 optaget vidnesbyrd oplystes, at Sunniva og hendes datter Gunna (formodentlig af et foregaaende ægteskab) ejede i Besses gaard 13 kjørlag bufæ, i klæder og brændt sølv 28 forngilde mark, i kjød, korn og redskaber 12 kjørlag og i jord 7½ maanedsmatebol. Besse gav hende derimod 4 mærker guld i tilgjøf og ti forngilde mærker i knækast, fæstefæ og morgengave. Hendes rede penge udgjorde 42 forngilde mærker, hvilke hendes mand satte i 8½ maanedsmatebol i Ytre Djønne, hvorhos han gav hende hele den øvre Aldengaard. 1362 kjøbte Basse Vikingssøn endnu et maanedsmatebol i Ytre Djønne.[204] I Strandebarm nævnes i et diplom fra 1306 Tove og Thorstejn paa Tole, Andres paa Oma, Jardar paa Birgishejm og Peter paa Audastad, og i Vikør Sigurd paa Øystusyn og Svejn paa Stejn, (de to sidste paa prestegjældets største gaarde.[205] Af disse er maaske Andres paa Oma fader af den Ivar Oma, som forekommer flere gange længere ned i det fjortende aarhundrede og tilsidst blev ridder. Han kaldes som oftest kun Ivar Oma, og gaardsnavnet er saaledes for hans vedkommende gaaet over til udelukkende at være et tilnavn; da hans fadernavn, saavidt vides, aldrig forekommer, kan det ikke afgjøres, om han netop har tilhørt den samme linje af gaarden Omas ejere som Andres. Ivar ejede ikke den hele gaard Oma, idet han arvede sin del i fællesskab med en Kolbejn, maaske hans broder.[206] I 1351 omtales han som Ivarus de Oma, nobilis vir, miles Bergensis, tilligemed nobilis mulier, Ingerid, ejus uxor,[207] medens han endnu i 1340 kun kaldes „bonde“.[208] I 1450 var Oma i den bergenske raadmand Holte Thoressøns besiddelse. Han pantsatte da for 8 mærker guld 18 løber i gaarden til hustru Gudrun Jonsdatter i þingaveð, altsaa ved sit giftermaal med hende. Han havde da en søn, Thore Holtessøn, og en datter, Gurid, gift med Svejn Thorgilssøn.[209] Skattemandtallet for 1647 viser, at en del af Ytre Oma da ejedes af en Thorbjørn, hvis moder boede paa gaarden, tillige med en Knut og Jakob. Indre Oma brugtes af Siver, Johan, Roald og Sæbjørn. Denne Sæbjørn og hans søskende ejede ogsaa noget odelsgods i Opdals skibrede. I 1651 havde Thorbjørn og hans moder fremdeles sin del; resten af Ytre Oma tilhørte da Bergens domkapitel, medens Indre Oma var delt mellem dette, Axel Mouat og Størk fløtmand i Bergen.

Paa Thorsnes i Jondals Sogn, en gaard, som senere hen gjennem flere aarhundreder har tilhørt den familie, som fra gammel tid af efter sit skjoldmærke har ført navnet Galtung, boede i 1306, 1314 og 1316 en Sigurd af Thorsnes, medens deri 1340 nævnes en Viking bonde paa Thorsnes, som dog maaske ikke har boet paa den samme del af gaarden som Sigurd. Da Sigurd omtales i „Bergens kalvskind“ uden at føre titelen herre, har han rimeligvis aldrig opnaaet ridderværdigheden.[210]

I Ulviks sogn er der en større gaard, som i det fjortende aarhundrede havde besiddere, der maatte regnes for adelsmænd. Denne var Spaanhejm, hvis æt i dette sogn ubetinget var den mest fremtrædende og den mest anseede. Men der nævnes ved siden af den ogsaa enkelte ejere af andre større gaarde, som dog rimeligvis have staaet meget under dem. En saadan er Baard paa Ljone, der nævnes i „Bergens kalvskind“ og ejede en del af Nedre Lejkvin, som han skjænkede til Ulviks kirke. Paa samme gaard boede i 1309, 1313, 1317 og 1322 en Aslak.[211] Paa Hakastad boede i 1365 en mand ved navn Bjørn.[212] Af Lejkvins beboere nævnes paa samme maade en Brynjulf paa Lejkvin i det samme diplom fra 1293, hvorfra mange af de ovenfor anførte anseede mænd i Hardanger kjendes.[213] Han omtales neppe mere end denne ene gang, saafremt han ikke er den samme som den Brynjulf Aslakssøn paa Nedre Lejkvin, der i 1312 med sine brødre Ogmund og Gudleik skiftede med Olafssønnerne Baard den ældre, Paal, Baard den yngre, Ogmund og Aslak efter farbroderen Dag. Der boede den gang en Hallad paa Øvre Lejkvin.[214] Den hyppig forekommende Ejndride Simonssøn paa Lejkvin, der i aarene 1308 til 1335 jævnlig omtales som lagmand i Bergen og Gulathingslagen og i 1316 endog nævnes som den ene af de to fehirder, som da forekomme i Bergen, har derimod hørt til en anden slægt, der havde hjemme paa Lejkvin i Nordfjord.[215]

Spaanhejmsættens første kjendte medlem synes at have været den Ogmund af Spaanhejm, der omkring 1220 foretog en mærkelig rejse til det hellige land ved at lægge vejen norden om Norge til Bjarmeland og derfra rejse gjennem Rusland til Konstantinopel og videre frem til Jerusalem, hvorfra han atter vendte tilbage til Norge, – en færd, hvoraf han skal være bleven meget navnkundig. P. A. Munch har i anledning af, at han valgte denne paafaldende vej, der for en mand fra Hardanger ganske vist var meget vidløftig, udtalt en formodning om, at han kunde være fra en gaard med samme navn i en af de nordlige landsdele.[216] Navnet skrives ogsaa i Flatøbogen Spanghejm; men dette er neppe andet end en fejlskrift, og der er vistnok ingen grund til af den anførte omstændighed at slutte, at han skulde have været fra et andet Spaanhejm end det i Hardanger. Navnet Ogmund var ikke sjeldent paa denne kant af landet, og det kan være tvivlsomt, om man ellers vilde finde dette gaardsnavn.

Senere kjendes paa sytti aar ingen beboere af Spaanhejm. I det fjortende aarhundrede forekommer der i de første aartier to brødre, Peter og Baard, sønner af Peter paa Spaanhejm, der nævnes i 1293[217] og var en broder af hr. Ogmund paa Byre. Da dette navn saaledes i slutningen af aarhundredet forekommer i den familie, som da ejede Spaanhejm, ligger deri et bevis for, at den ældre Ogmund kan have tilhørt denne. Da Peter paa Spaanhejms søn, Peter, senere havde odelsret til Byre og Sandanger, havde disse gaarde formodentlig allerede tilhørt Peters og Ogmunds fader.[218] Denne yngre Peter Peterssen paa Spaanhejm, der en enkelt gang omtales under navnet Peter Graafur, har allerede i et diplom fra 1301 titel af herre og har saaledes da været ridder. Med den samme titel forekommer han i et diplom af 1316, hvorimod han i 1309 kun nævnes som armiger. I ethvert tilfælde har han enten været medlem af det kongelige raad eller indtaget en saadan stilling, at han ved vigtige anledninger kunde blive tilkaldt ved dettes forhandlinger.[219] For sidste gang nævnes hr. Peter paa Spaanhejm i 1332. Hans hustru, som nævnes til samme tid, var fru Sunniva Brynjulfsdatter; hun synes at have været en søster af hr. Svejn, der var gift med hr. Peter paa Ædøs datter, fru Ingebjørg, som efter hans død ægtede Thrond Ejrikssøn.[220] P. A. Munch har fremsat den formodning, at denne hr. Svejn er den samme som den Svejn Brynjulfssøn, der i 1317 og 1318 solgte jordegods i Hardanger til Munkeliv kloster,[221] og at han skulde have været en broder af den forhen omtalte hr. Sigurd paa Aga. Dette er meget muligt, og fru Sunniva bliver da ogsaa en søster af denne. Fru Sunniva Brynjulfsdatter nævnes ligeledes i et diplom fra 1328.[222]

Hr. Peter paa Spaanhejm havde flere sønner, af hvilke dog blot en kjendes ved navn, nemlig Thorgejr, der i 1310 gjorde sit testamente og da formodentlig er død kort tid efter. Da han paa denne tid endnu ikke selv havde faaet eget indsegl, maaske fordi han, skjønt fuldmyndig, dog var ganske ung, maatte han ved forseglingen af sit testamente anvende det stavangerske domkapitels segl.[223] Den Ogmund Peterssøn, som forekommer i et diplom fra Hardanger af 1329, har maaske været en anden søn af hr. Peter paa Spaanhejm.[224] I ethvert tilfælde taber slægten sig snart efter dette, og der kjendes heller ikke nogen senere ejer af Spaanhejm.

Hr. Peter Peterssøns broder, hr. Baard Peterssøn, forekommer fra 1296 af som skriver i hertug, senere kong Haakons kancelli, hvor han indtil 1309 har udfærdiget et ikke lidet antal breve. Efter dette aar nævnes han kun en eneste gang – i 1316 – i denne stilling.[225] Ogsaa senere omtales han jævnlig, bl. a. fra 1322–1327 paa Stavangerkanten, hvor han enten kan have været sysselmand eller ogsaa havt sine ejendomme. Han var paa denne tid ridder. I aarene 1325–1329 forekommer han som Gulathingslagmand og var i 1334 fehirde i Nidaros. Senere nævnes han ikke og er saaledes formodentlig kort efter afgaaen ved døden.[226] Hr. Baard var gift med fru Margrete Arnbjørnsdatter, der var død før 25de November 1322 og var en datter af fru Magnhild Ketilsdatter, der i andet ægteskab var gift med en hr. Nikolas Munaanssøn og døde i 1326.[227]

P. A. Munch har udtalt den formodning, at fru Margrete tilhørte Byreætten, der rimeligvis ogsaa nedstammede fra den ældre Ogmund paa Spaanhejm, og hvorom følgende vides med sikkerhed. I et diplom af 1330 kaldes Peter Peterssøn paa Spaanhejm Arnbjørn Ogmundssøns bræðrungr.[228] Deres fædre maa altsaa have været brødre. Sandsynligvis er denne Arnbjørn den samme som den, der i 1332 med sine brødre Peters og Olafs børn skiftede efter sine forældre, hr. Ogmund paa Byre og fru Ragnhild.[229] I et diplom fra 1309 omtales ogsaa en Arnbjørn Ogmundssøn paa Byre. Hvis denne er hr. Ogmunds søn, den samme, som i 1332 arvede ham, og hvis ene søn igjen, som ovenfor omtalt, blev ejer af Aga, maa han ved faderens død mindst have været henimod femti aar. Det kunde dog ogsaa antages, at den, der nævnes i 1309, er en anden Arnbjørn, og altsaa fader af hr. Ogmund, samt tillige af den ældre Peter paa Spaanhejm. Men det bliver da kun lidet rimeligt, at fru Margrete Arnbjørnsdatter kan have været en datter af denne ældre Arnbjørn paa Byre, da hun i dette tilfælde maatte have giftet sig med sin brodersøn. Antages det, at hun skulde været en sønnedatter af hr. Ogmund, og at den Arnbjørn, som nævnes i 1309 og 1332, er den samme person og hendes fader, bliver det igjen nødvendigt at give hans fader en meget høj alder. Fru Margrete var nemlig død før 1322 og maa altsaa senest have været født omtrent 1300, men muligvis endnu meget tidligere. Som hendes faders fødselsaar maatte man da i det seneste sætte et af aarene omkring 1270, og han vilde da i 1332 endog have været omtrent 60 aar gammel og hans fader mindst 80. Dette kunde ganske vist være muligt, hvis der ikke var en omstændighed til hinder derfor, nemlig at fru Magnhild, fru Margretes moder, i 1322 maa have været enke, og det endog for anden gang. Der blev nemlig da skjænket gaver til kapitlet i Stavanger for at holde aartid efter fru Magnhild og hr. Nikolas, „som var hendes husbonde“. Vanskeligheden kunde hæves, hvis det lod sig antage, at hr. Nikolas havde været hendes første mand, og hun selv i 1322 havde været gift med Arnbjørn Ogmundssøn. Men udtrykkene i brevet synes ikke at tillade en saadan forklaring, og der bliver saaledes neppe anden udvej tilovers end at antage, at den Arnbjørn, der var fru Margretes fader, hverken har været fader eller søn af hr. Ogmund paa Byre. Da det imidlertid af de ovenfor paaberaabte diplomer fremgaar, at hun ejede jordegods paa Jæderen, er det rimeligt, at hun har havt hjemme paa den samme kant, og endog at hun paa en eller anden maade har været beslægtet med ætten paa Byre. I dette tilfælde har hun maaske nedstammet fra en anden søn eller sønnesøn af den ældste Ogmund paa Spaanhejm, hvorom der ellers ikke haves nogen efterretninger. Hvad der er sikkert, er, at ridderen hr. Ogmund paa Byre, den ældre Peter paa Spaanhejms broder, havde tre sønner, Arnbjørn, Peter og Olaf. Af dem arvede Arnbjørn Byre, der igjen gik i arv til hans ene søn, medens den anden, rimeligvis gjennem sin moder, ved Agaættens mandslinjes uddøen kom i besiddelse af Aga (S. 79). Familienavnet synes at have været Ogmund, og da dette gjenfindes i den fornemste af alle Ryfylkes ætter i det 14de aarhundrede, den paa Hestbø, ligger det nær at antage et slægtskab ogsaa mellem denne og ætten paa Spaanhejm og Byre.

I begyndelsen af det fjortende aarhundrede levede der paa Norhejm i Vikør en slægt, som havde et temmelig betydeligt jordegods i Hardanger, bestaaende af dele af gaardene Næs, Sexin, Ulvik, Almsaker m. fl. Godset blev i 1306 ved skifte af fædrenearven delt mellem Ivar Guthormssøn og hans svogre, Peter og Sigurd, af hvilkes hustruer kun den ene, Ingebjørg, nævnes i det derom udstedte brev, hvorved Ivar beholdt Norhejm udelt. Han omtales ogsaa ellers som Ivar paa Norhejm bl. a. i „Bergens kalvskind“.[230] I 1314 nævnes en Jon paa Norhejm.[231] Den Guthorm Ivarssøn, deri 1314 solgte en del af Skutleberg i Vikør, som Ivar beholdt ved skiftet i 1306, maa være hans søn.[232] Senere kjendes der ikke noget til ejerne af Norhejm, førend i 1564, da en del af gaarden ejedes af en Sigrid Sigurdsdatter, som havde faaet den i arv efter sin moder Gudrun, der igjen som sin rette odell af hedne hog havde arvet den efter sin morfader, Arnvid paa Norhejm.[233] Han har altsaa levet i midten af det femtende aarhundrede og har kanske selv faaet gaarden gjennem arv paa spindesiden, ligesom den efter ham gik over til en kvindelig linje og i et par slægtled arvedes af hans kvindelige efterkommere. At det hele har været en arv efter Ivar paa Norhejm, bestyrkes deraf, at den nævnte Sigrid ogsaa ejede en del af Skutleberg. – Paa gaarden Sandvin i Vikør boede i 1314 en Peter, der i vaabenet førte en opreist hjort.[234]

Den fru Katarina Ivarsdatter, som var gift med den nedenfor omtalte hr. Gaut Gautssøn og af ham ved jaordet fik tyve maanedsmatehol i Næshejm i Graven Sogn, som hun igjen i 1306 skjænkede til bispestolen mod at faa frit bord i biskopens gaard, har sandsynligvis tilhørt en anden slægt, eller ialfald en anden slægtlinje.[235] Som hendes broder omtales ved samme lejlighed en hr. Eystejn. Hun skrives til et sted, som kaldes Loghalo. Dette stedsnavn maa lede tanken hen paa den Ivar Helgessøn (eller Helge Ivarssøn), der levede i Haakon Haakonssøns sidste dage og skrives til et sted, der snart kaldes Lofalæk (Flatøbogen, III, s. 219), snart Lofló (Codex Frisianus, s. 571.) Dette navn er tidligere forklaret som det samme, der nu heder Lauvlo (i Strindens prestegjæld ved Throndhjem.[236]) Saafremt den her fremsatte formodning om, at kongesagaernes Lofló eller Lofalæk er det samme som det Loghalo, der nævnes i 1306, er det maaske nærmere at søge stedet i det vestenfjeldske, hvor det for øvrigt kan blive vanskeligt nok at paavise et sted, hvis nuværende navn kan passe til de forskjellige former, hvori dette forekommer i de middelalderske kilder. Maaske kan man her tænke paa, at gaarden har ligget i Borgund, hvor der findes en gaard Lo. Ligesom der i „Bergens kalvskind“ forekommer stedsnavnene Næverlo, Spangarlo og Aflo, kunde det nok tænkes, at der tidligere ogsaa havde været et Lagarlo, som i tidens løb var gaaet op i andre gaarde.[237] Hvis ættens sæde maa søges paa denne kant, bliver der saa meget større rimelighed for den ovenfor fremsatte formodning om, at Helge Iverssøn Lask stod i forbindelse med den.

Fru Katarinas broder, hr. Eystejn Ivarssøn, kjendes for øvrigt ikke, ligesaa lidt som nogen af hans efterkommere.[238] Da drotseten hr. Orm Eystejnssøns fædrene slægt er ubekjendt, kunde det formodes, at han var en søn af hr. Eystejn. I det tilfælde maatte hr. Orms store besiddelser paa Østlandet sandsynligvis været en arv fra hans moder, som da kunde have tilhørt en uddøende slægt i denne landsdel og bragt sin mand dennes samlede ejendomme. Da der imidlertid ikke er andre grunde end navneligheden, som tale for en saadan formodning, er den meget svag.

Fru Katarina Ivarsdatter var indgiftet i en fra gammel tid bekjendt æt, den saakaldte Ænes- eller Mels-æt i Søndhordeland. Da baronen hr. Gaut Jenssøn paa Mel døde i 1270, efterlod han to sønner, Finn og Gaut. Af disse havde hr. Finn Gautssøn sønnen Jon, der blev ridder, men formodentlig har været svagelig, siden faderen allerede før 1288 sees at have givet ham til forpleining i Munkeliv.[239] Foruden denne hr. Jon Finssøn havde desuden hr. Finn mindst en datter, Ingegerd, der blev gift med overfehirden i Bergen, Jon Bjarnessøn, der var død inden midten af 1324. Hvorvidt hun har arvet Mel, vides ikke, men det er meget rimeligt. Heller ikke vides det, om der var børn efter dette ægteskab, og hvem af disse der kom i besiddelse af moderens gods. Imidlertid er dette ikke sandsynligt, da Jon Bjarnessøns søster, jomfru Elin, efter hans død optraadte som hans arving. Ingegerd fik da ialt 122 maanedsmatebol af sin mands jordegods, men kun for sin levetid, da det udtrykkelig bestemtes, at det hele ved hendes død skulde falde tilbage til jomfru Elin. Det jordegods, som hun saaledes fik, laa for det meste i Hardanger, hvor altsaa rimeligvis Jon Bjarnessøns æt har hørt hjemme. Den maa have været meget rig; bl. a. ejede den gaarden Høfuðit i Bergen. Saa meget mærkeligere er det, at der ikke kjendes noget til den. Maaske har Jon været en søn af den bekjendte Bjarne Lodinssøn, der spillede en fremragende rolle i slutningen af det trettende og begyndelsen af det fjortende aarhundrede, og denne kan igjen have været en søn af lendermanden Lodin Lepp. Den hr. Ivar Lodinssøn, som var gift med en Gudrun og havde en søster, Ingegerd, og som ejede gods i det vestenfjeldske, har maaske været en anden søn af Lodin Lepp, ligesom en samtidig forekommende Jon Lodinssøn.[240] Derimod kan det være endnu mere tvivlsomt, om der har været nogen slægtskabsforbindelse mellem disse og Lodin Gunnessøn og Jon Lodinssøn, der levede i Haakon Haakonssøns tid. Snarere have disse hørt hjemme i Osloegnen eller i Viken, og maaske er den Jon Lodinssøn, som i anden halvdel af det 14de aarhundrede oftere forekommer i og ved Oslo, en efterkommer af disse.

Den anden linje, der nedstammede fra hr. Gaut Gautssøn, ogsaa kaldet Gaut den unge, holdt sig noget længere. Denne, der maa være død inden 1306, havde i et tidligere ægteskab, end det med fru Katharina, en søn, Thore Gautssøn, der boede paa Hatteberg omkring 1320.[241] Denne Thore maa have havt to sønner. Den ene var Greip Thoressøn, der i 1347 var Gulathingslagmand,[242] men om hvis efterkommere der ikke vides noget. Thore Gautssøns anden søn var Ivar Thoressøn, der endnu levede i 1383 og maaske var opkaldt efter fru Katharinas fader.[243] Hans søn var Greip Ivarssøn, det sidste bekjendte medlem af denne æt, som i 1388 var sysselmand paa Færøerne.[244] Han pantsatte i 1399 til sin frænde hr. Gaute Erikssøn Hatteberg med flere andre ejendomme i Norge, paa Færøerne og paa Hjaltland, tilligemed sin ret til Aga og Jaastad.[245] Hr. Gaute skjænkede gaarden til sin frændkone, hæderlig kvinde hustru Sigrid Gunnarsdatter, som tillige var en slægtning af Greip, og i 1412 blev denne gave bekræftet af Greips sambaarne søster, hustru Elin Ivarsdatter.[246] Navnene Elin og Ivar kunne tænkes indkomne i slægten gjennem forbindelser med Jon Bjarnessøns æt og med ætterne paa Næshejm eller Loghalo.


1. Til hvad der ovenfor (s. 64) er meddelt om hr. Ejndride Erlendssøn kan endnu føjes, at han blev ridder i 1397 ved kong Eriks kroning (smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, unionsper., II, s. 382 (Dipl. Norv. V, no. 382). Han var da medlem af rigsraadet. I 1411 optraadte han som en af kong Eriks forlovere, da denne afsluttede en stilstandmed grev Henrik af Holstejn. (Huitfeldt, Kong Olaf, Margrete og Erik af Pomern, s. 209). Hr. Ejndride sees ogsaa efter den maade, hvorpaa han omtales i dronning Margretes instruktion for Erik af Pomern (af 1404), at have været en anseet mand. (Nye danske mag., VI, s. 247–264). I 1431 bleve hr. Ejndride og biskop Audun af Stavanger fangne af Englænderne, da de vare paa vejen til et raadsmøde i Kjøbenhavn. (Huitfeldt, anf. st. s. 485 og 499 flg.). I 1439 var hr. Ejndride en af de tre mænd, som rigsraadet foreslog til drotsete. (Jahns unionshistorie, s. 516.)

2. Et i Maj 1878 til rigsarkivet gjennem politifuldmægtig F. M. B. Steen indsendt pergamentsbrev, dat. Sandvin 20de Maj 1599, er udstedt af Olaf Thorbjørnssøn paa Sandvin, Ivar Ormssøn paa Evne, Johannes Ingvorssøn paa Norhejm og Sjur Stenssøn paa Sandvin. I brevet omtales deres „formand, Peter paa Sandvin“, som maaske er en yngre end den s. 92 omtalte Peter. Han synes at have været stamfader for de fire nævnte mænd og er formodentlig efterkommer af den ældre Peter paa Sandvin. I brevet nævnes ogsaa Isak Olafssøn paa Norhejm og tre sønner af Olaf Greipssøn, Laurits, Aamund og Olaf. Hr. Steen har ved indsendelsen af brevet gjort opmærksom paa, at den af Celsius mellem de norske misfornøjede nævnte Thorbjørn Olafssøn paa Sandvigen maa være identisk med den i Bergens kapitelsbog nævnte Thorbjørn paa Sandvin og fader til Olaf Thorbjørnssøn.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Dipl. Norveg. I, no. 98 flg., 102, 151 og 159; II, 71, 141; V, 61. Bjørgynjar kálfskinn, 75. I Codex diplom. monast. Munkaliv. forekommer ogsaa navnet Peter bonde paa tre steder (s. 58, 89 og 146), men dette maa være ganske andre personer. Smlgn. Miltzow, Presbyterol. Woss-Hardangr. s. 20.
  2. Samlinger til det norske folks sprog og historie, I, 175 og III, 622. Navnet Audfinn er et af de sjeldnere forekommende. I registret til diplomatariets første bind findes der foruden den bekjendte biskop i Bergen kun et par personer, som føre det. Han er ogsaa den eneste Audfinn, som opføres paa registret til Bjørgynjar kálfskinn og Codex diplom. monast. Munkaliv. Gudrid levede fremdeles om høsten 1333. Dipl. Norv. IV, no. 207, 208.
  3. Dipl. Norv. V, no. 61; smlgn. I, no. 151.
  4. Dipl. Norv. I, no. 186. Som den, der ved denne anledning skulde varetage Gudrids interesser, optræder Einar á Eyrum, der formodentlig har været en slægtning af hende. Af I, no. 264 sees, at Orm havde kjøbt en sæter til Finnen; han maa altsaa have været ejer af hele denne gaard eller en del deraf.
  5. Dipl. Norv. I, no. 187.
  6. Bjørg. kálfsk. 71 og 75.
  7. Dipl. Norv. I, no. 186, 187; II, 411; III, 157, 164 og 175. Gudbrand klerk havde solgt en del jordegods til den nedenfor nævnte Odd Hallessøn paa Rogn. Hans skjoldmærke var en mod højre gaaende hjort.
  8. Dipl. Norv. I, no. 186.
  9. Det sidste antages af P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, 411, medens G. Munthe i Saml. til det norske folks spr. og hist. III, 585 blot i almindelighed holder Ejrik for en frænde af Gudbrand Peterssøn.
  10. Dipl. Norv. I, no. 254.
  11. Dipl. Norv. IV, no. 244. Den Ejndride Erlendssøn, der forekommer som lagrettesmand i Hafslo 1384 (anf. st. I, no. 488), var maaske en sønnesøn af den E. E., der levede i 1340, – saafremt det ikke er den samme person, der nævnes paa begge steder. I indholdsangivelsen til Dipl. Norv. I, no. 228 nævnes en Jon Erlendssøn; denne kaldes i selve diplomat Erlend Blese Kaaressøn.
  12. Dipl. Norv. I, no. 264.
  13. Han nævnes vistnok for sidste gang i et diplom fra 1348. Dipl. Norv. III, no. 259.
  14. G. Munthe i Saml. til det norske folks spr. og hist., III, 585, note 2. Dipl. Norv. I, no. 97, 281.
  15. Dipl. Norv. I, no. 317, 321, 325, 325; II, 308, 309.
  16. Dipl. Norv. I, no. 330. Udtrykkene i brevet synes ikke vel at kunne forklares paa anden maade, end ved at Guthorm var gift med Ingebjørg.
  17. Dipl. Norv. I, no. 385. Ejlifs skjoldmærke var en lilje med udstaaende frøstilke i stedet for det øverste blad.
  18. Dipl. Norv. I, no. 516. Smlgn. III, no. 310.
  19. Dipl. Norv. II, No. 498. Codex diplom. monast. Munkaliv. s. 53.
  20. Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, 900.
  21. Dipl. Norv. I, no. 333. Smstds. I, no. 363 nævnes han i et diplom fra 1359.
  22. Dipl. Norv. I, no. 385. Smlgn. I, no. 514.
  23. Dipl. Norv. I, no. 462. Smlgn. nedenfor.
  24. Dipl. Norv. V, no. 296; smlgn. VII, no 301.
  25. Dipl. Norv. I, no. 481, 483; III, no. 560. Gaardens navn skriver sig formodentlig fra en forbindelse med gaarden Gylta i Evindvik. Den havde tidligere tilhørt Halstejn Baardssøn (anf. st. I, no. 436), senere dennes datter Thurid, der var gift med Jon Ejrikssøn (smlgn. I, 573, 582); hendes broder var maaske Magnus Halstejnssøn.
  26. Dipl. Norv. I, no. 488; III, no. 371.
  27. Dipl. Norv. II, no. 411.
  28. Dipl. Norv. II, no. 499.
  29. Dipl. Norv. I, no. 514 og 516. Nærværende ved denne doms udstedelse vare de to bergenske raadmænd Henrik Vilhjalmssøn (som slægtning af Elin Vilhjalmsdatter?) og Erengisl Ejlivssøn, der maaske har været en slægtning af Brynjulf Ejlivssøn, samt af den Thore Ejlivssøn, der synes at have staaet i et nært slægtskabs- eller venskabs-forhold til ætterne paa Finnen og Rogn (anf. st. I, no. 507; II, no. 484, 499). Erengisl Ejlivssøns skjoldmærke var – efter G. Munthe – et mod højre vendt hanehoved med hals i sort felt.
  30. Dipl. Norv. I, no. 516, 555, 563, 572, 582; II, 531, 534, 571, 576, 611, 631; III, 560, 792; V, 412, 413, 419. Den i II, 571 nævnte Gudrunn Ejlivsdatter, g. m. Ejvind Sigurdssøn, der med Aasa Haavardsdatter var arving efter Jørund Arnessøn paa Foss, kunde tænkes at have været en datter af Ingebjørg Simonsdatter i hendes sidste ægteskab. (Smlgn. s. 32.) Hendes moder var imidlertid en datter af Arne Røf, og der herskede endog tvivl om hendes ægte fødsel. (V, 419.) I Bjørg. kálfsk. s. 40 nævnes Arne bonde a Røfrostum.
  31. Dipl. Norv. I, no. 580, 631.
  32. Dipl. Norv. II, no. 638.
  33. Dipl. Norv. I, no. 515; II, 518.
  34. Dipl. Norv. I, no. 713.
  35. Dipl. Norv, I, no. 716, 719, 720.
  36. Dipl. Norv. I, no. 720 og 763.
  37. Dipl. Norv. I, no. 763 og 764. Den Skeldulf Oddssøn, somi II, no. 832 nævnes ved siden af fru Magnhild Oddsdatter, kan neppe have været hendes broder.
  38. Dipl. Norv. IV, no. 960, 954.
  39. Dipl. Norv. II, no. 773; III, 792. Hadorphs rimkrønike, till. s. 160.
  40. Dipl. Norv. I, no. 861; II, no. 846 og 886.
  41. Saml. til det norske folks spr. og hist. III, 617.
  42. Dipl. Norv. II, no. 32 flg. En Holrod Halstejnssøn forekommer i 1389 paa Voss. Smstds. I, no. 514. Maaske kunde dette antyde en slægtskabsforbindelse mellem Holrod og Halstejn Baardssøns? En Holrod Hallessøn nævnes i et brev af 1340 fra Tysnes. Dipl. Norv. IV, no. 242.
  43. Dipl. Norv. V, no. 61.
  44. Dipl. Norv. I, no. 97, 98, 100, 104.
  45. Dipl. Norv. II, no. 61, 175, 170. Arne var maaske en søn af den Jørund paa Røkkve, som nævnes i et brev fra 1303. Smstds. I, no. 97. Denne Arne er maaske den samme, som kaldtes Arne Røf; denne person var ialfald beslægtet med hans søn, Jørund Arnessøn. Smstds. V, no. 419. Smlgn. s. 18, note 1.
  46. Smlgn. s. 16 ovenfor om hendes andet ægteskab.
  47. Smlgn. den ovenfor i note 2 fremsatte antydning.
  48. Dipl. Norv. I, no. 445. – I 1365 og 1387 nævnes en Odd Jørundssøn paa Berg. I, no. 507; VI, no. 266. Den Jørund, gift med Halrid Bessesdatter, som nævnes i 1321 og 1340, er formodentlig hans fader. I, no. 268; IV, no. 419.
  49. Dipl. Norv. I, no. 426.
  50. Dipl. Norv. I, no. 97–100.
  51. Dipl. Norv. I, no. 171 – i et diplom af 1323, og II, 71 – i et diplom fra omkring 1303. Oddetejgen paa Voss, der omtales i et diplom fra 1348, maa have faaet sit navn efter en af disse Odd’er eller efter en ældre af samme navn. Dipl. Norv. III, no. 259.
  52. Dipl. Norv. I, no. 99, 100, 151, 178; V, no. 61.
  53. Dipl. Norv. II, no. 531.
  54. Den her omtalte formodning er fremsat af G. Munthe i Saml. til det norske folks spr. og hist. III, 624. Der ytrer han ogsaa: „Maaske var Ambjørn Oddssøn, som forekommer imellem aarene 1402 og 1438, en anden søn af Odd.“ Smlgn. Dipl. Norv. I, no 653, 716, 719, 764; V, no. 417. Den Odd Oddssøn, som nævnes i diplomer fra 1333, er rimeligvis Odd paa Røtin, og ikke en søn af ham. Dipl. Norv. IV, no. 207, 208. Formodentlig er det disse diplomer, som have været Munthes kilder, da han antog, at Odd paa Røtin havde en søn af samme navn.
  55. Dipl. Norv. I, no. 97, 100, 103, 106.
  56. Dipl. Norv. III, no. 94.
  57. Dipl. Norv. V, no. 61. Denne del af Birkjar er formodentlig den samme, som Odd Oddssøn kjøbte i 1333. 1563 levede i Bordstrands otting Thorfinn og Mons Hallessønner, sønner af den afdøde Halle Monssøn. Dipl. Norv. X.
  58. Dipl. Norv. I, no. 151.
  59. Dipl. Norv. IV, no. 203.
  60. Dipl. Norv. II, no. 175, 232; V, no. 204; VII, no. 174.
  61. Saml. til det norske folks spr. og hist. III, s. 624 flg. Svejn havde datteren, Margrete der i 1384 boede paa Ulvaldestad. Dipl. Norv. I, no. 507; II, no. 484, 499.
  62. Dipl. Norv. I, no. 171; V, no. 150.
  63. Dipl. Norv. V, no. 150. Herbjørg Guthormsdatter nævnes sammesteds I, 563 som gift med Erik Ejnarssøn. Gyrid vil nedenfor blive omtalt.
  64. Dipl. Norv. II, no. 175, 232.
  65. P. A. Munch, Det norske folks hist., unionsperioden, I, 382 flg.
  66. Saml. til det norske folks spr. og hist. III, 624. Munch, det norsk e folks historie, unionsperioden, II, s. 187.
  67. Dipl. Norv., II, no. 325; IV, no. 203, 204, 243 (?)
  68. Dipl. Norv. I, no. 97–100. Munthe (Saml. til det norske folks spr. og hist. III, 620 og 624) kalder ham dels Halvard Sniallssøn, dels Halvard Snjallr. Den første form er formodentlig kun en fejllæsning for diplomernes Siualsson, der let kan opfattes som Snialsson. Munch (Det norske folks historie, unionsperioden, II,187) har rimeligvis kun fulgt Munthe paa det sidste sted, idet han har erindret, at der var en person, som førte tilnavnet Snjalle, uden at gjøre sig nærmere rede for, hvad dennes fornavn var, og saaledes er det gaaet til, at Sigurd Snjalle og Halvard Sigvaldssøn ere blevne forvekslede.
  69. Dipl. Norv. VI, no. 267 – i et diplom fra 1365. Valtjov har muligvis været en broder eller slægtning af den i det foregaaende nævnte Halstejn Baardssøn.
  70. Suhm, Historie af Danmark, XIII, s. 289.
  71. Dipl. Norv. II, no. 411. I 1368 solgte Valthjov Baardssøn en del af Bolstad til Binning Romundssøn. 1, no. 402. Han var, som det nedenfor vil blive omtalt, en broder af sira Erling paa Vinje og synes at have været lidet nøjeregnende, hvor det gjaldt om at erhverve jordegods.
  72. Dipl. Norv. II, no. 442; V, no. 298. P. A. Munch siger i sin omtale af denne overenskomst (Det norske folks hist., unionsperioden, II, 189), at den gjaldt „halve gaarden Rogn“; men herom staar intet i de to diplomer, som handle derom.
  73. Dipl. Norv. II, no. 453, 466.
  74. Dipl. Norv. I, no. 426. Efter mandens død boede hun ogsaa paa Onarhejm. II, no. 576.
  75. Dipl. Norv. II, no. 453; no. V, 417.
  76. Dipl. Norv. I, no. 296, hvor det siges, at han havde været formynder for Aasa Haavardsdatter. Efter I, no. 297 synes han ogsaa at have været formynder for andre. Om hans sysselmandsbestilling se endvidere V, no. 417.
  77. Dipl. Norv. I, no. 493: „ærlige mænd“ Jørund Arnessøn og lagmanden i Ryfylke, Ivar, ere vidner ved drotsetens overdragelse af Eidza og Tolga til sin hustru.
  78. Dipl. Norv. V, no. 417. Efter Munthe (Saml. til det norske folks spr. og hist. III, s. 627) skal han have havt en søn, Thorkel, der boede paa Rogn og døde før faderen. Men dette er vist tvivlsomt.
  79. Dipl. Norv. I, no. 580.
  80. Dipl. Norv. I, no. 631. Munthe har misforstaaet dette diplom (af 1412), som om Jørund skulde være død paa Hauge (anf. st. III, no. 627.)
  81. Dipl. Norv. II, no. 611.
  82. Maaske en søn af Sigurd Guthormssøn.
  83. Dipl. Norv. II, no. 571 og 576.
  84. Presbyterologia Woss-Hardangriana, s. 21. Efter denne kilde skal hans kone have hedt hustru Gudrun og han selv have været værge for kirken paa Vangen. I 1330 forekommer i Stavanger en korsbroder Thorkel Duk. Dipl. Norv. VI, no. 134.
  85. Dipl. Norv. I, no. 151, 159, 317, 321; II, 141, 176; III, 257. I 1536 forekommer en Haldor Olafssøn paa Voss. VI, no. 728.
  86. Dipl. Norv. I, no. 317, 321, 383, 462; II, 411, 499; III, 259. VI, 266. Naar han kaldes Arnfinn Dukssøn, maa det have været for at adskille ham fra sønner af andre mænd ved navn Haldor.
  87. Dipl. Norv. I, no. 264; III, no. 157.
  88. Dipl. Norv. I, no. 149, 481 og 512; VI, 288. Smstds. no. 281 nævnes i et diplom fra 1342 en Halstejn Disk. Dennes tilnavn er af Munthe (anf. st. s. 584) læst Duk, hvilket igjen har bibragt denne forf. formodningen om, at han skulde være en broder af Haldor Duk.
  89. Dipl. Norv. I, no. 97–100; II, 32 flg., 71.
  90. Samtidig forekommer der to riddere, ved navn Anund og Jon Borgarssønner. Dipl. Norv. VII, no. 117, 118 (aar 1327); VIII, no. 50. Amund hørte imidlertid hjemme paa Vestfold, og Jon har formodentlig været hans broder. [Wikikildens anmerkning: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  91. Dipl. Norv. I, no. 99, 100, 106, 151, 159, 171, 178, 268; II, no. 79, 231, 232; IV, no. 149; V, no. 61; X, no. 5.
  92. Bjørgynjar kálfskinn, s. 79. Dipl. Norv. VII, no. 301.
  93. Dipl. Norv. I, no. 268.
  94. Dipl. Norv. II, no. 175, 231, 232.
  95. Ejndride Olafssøn har maaske været en broder af Haldor Duk, og den Haldor Ejndridessøn, der i 1396 omtales som afgaaen ved døden (Dipl. Norv. I, no. 555) hans søn? Smlgn. s. 43.
  96. Dipl. Norv. I, no. 244, 251; IV, 203, 204. Man kunde gjætte paa, at denne Ragnhild og Cecilia havde været børn af den Orm Svarte, som ejede den indre del af Belgaarden i Bergen, og hvis enke i 1317 var gift med den Sæbjørn bonde, som ejede den ytre del af samme gaard. Smstds. I, no. 150. Hans børn ejede den gang en del af en gaard i Fresvik, samt en del kostbarheder og varer, derimod intet paa Voss. Det kunde være muligt, at deres midler senere hen tildels vare anbragte i jordegods i dette distrikt. Belgaardens navn synes at staa i forbindelse med gaarden Belle i Aurland. Paa denne boede i 1334 en Orm bonde (maaske en søn af Orm svarte?) og en Halvard Arnfinnssøn. Orm havde igjen sønnen Erling. Smstds. I, no. 228.
  97. Dipl. Norv. I, no. 835. Af navnet Halstejn, som forekommer i den ældre Orm Kavles æt, kunde man maaske drage slutninger om en slægtskabsforbindelse med ætterne paa Ringhejm og Rogn.
  98. Dipl. Norv. I, no. 98. Paa samme maade forekommer navnet Aslak Bratssøn 1310–1322. II, no. 107, 115; III, no. 88, 233; IV, no. 85, 90. Cod. dipl. Munkaliv. 165 flg.
  99. Saml. til det n. folks spr. og hist., III, s. 820. Dipl. Norv. I, no. 98.
  100. Dipl. Norv. I, no. 299, 304; II, no. 60; III, no. 246; VII, no. 301.
  101. Dipl. Norv. I, no. 149. Ved dette, som ved flere andre breve, der ere trykte i de første bind af diplomatariet, er den der meddelte angivelse af indholdet unøjagtig.
  102. Se Saml. til det norske folks sprog og hist. III, s. 583–627.
  103. Dipl. Norv. I, no. 101; II, no. 92 og 372.
  104. Munch, Det norske folks historie, unionsper., I, 409. I Norge i middelalderen, s. 107, har han derimod formen Grjót.
  105. Bjørg. kálfsk. 42 flg.
  106. Dipl. Norv. I, no. 147, 174; II, no. 122, 143, 155; III, no. 209. Paa det sidst anførte sted er trykt et vidnesbyrd fra 1342, optaget af Ejndride Botolfssøn om ejendomsretten til Kvam i Borgund, der i 1362 kom i dennes søn Botolfs besiddelse. (Se ovenfor, s. 17.)
  107. Munch, Det norske folks historie, unionspr., I, 410.
  108. Dipl. Norv. III, no. 187 og 208. Ogmund Gautssøn, nævnt 1348 (III, 330), var maaske en søn af denne Gaut. Der var paa samme tid endnu dere lodsejere i Kvam. Saaledes i 1303 Sigurd Arnthornssøn, der fremdeles nævnes i 1349. II, no. 202 og 300. I 1331 og 1333 kjøbte ogsaa Eystejn, hvad Paal og hans hustru, Ragnhild, ejede i Kvam. I, no. 214 og 222. Smlgn. I, no. 205 om, hvad han kjøbte for Jarthruds egne midler. Den omtalte Ragnhild maa have været en nær slægtning af Birgit i Grauten. I, no. 179. Naar Arnfinn havde del i Kvam, har maaske ogsaa Eystejn fra først af ejet en saadan. Arnfinns datter var maaske den s. 37 nævnte Sigrid.
  109. Jarthrud er formodentlig den „Jarthrud, datterdatter af Kolla“, som nævnes i Bjørg. kálfsk. s. 47.
  110. Dipl. Norv. I, no. 248. De unævnte broderbørn fik 13 maanedsmatebol i Lomhejm. 1349 solgte Isak Erlingssøn et maanedsmatebol „j sinum luta j Loomæimi“ til Ingilejf Thorstejnsdatter. II, no. 300. Maaske er han en af dem. I dette tilfælde har Eystejn Mugga havt to ellers ikke nævnte brødre, Ordrek og Erling Isakssønner. Den Ordrek, som nævnes i et diplom fra 1309 (II, no. 93), er maaske netop denne Eystejn Muggas slægtning.
  111. Smlgn. hvad P. A. Munch (anf. st. I, 409, noten) herom har anført. Naar denne forf. siger, at Jarthrud bragte Eystejn som medgift den del af Kvam, som Ejndride Hvit havde kjøbt, da er dette neppe ganske korrekt. (Smlgn. s. 41.) Hun arvede nemlig efter sin moder et maanedsmatebol deri, medens Ejndride havde kjøbt syv. – I et brev af 1348 nævnes en Arnflnn Ejndridessøn i Hafslo (Dipl. Norv. III, no. 260), maaske en slægtning af saavel Eystejn Mugga som Ejndride Hvit.
  112. Der vil i det følgende blive fremsat en formodning om, at disse ikke ere døde som smaa, men af Aasa Haavardsdatter trængtes ud af sin arv.
  113. Haldor Ejndridessøn (Dipl. Norv. I, no. 555) har maaske været en søn af Ejndride Botolfssøn? Smlgn. s. 35.
  114. Dipl. Norv. I, no. 298, 301; III, no. 260 viser, at Thorstejn levede i 1348.
  115. Dipl. Norv. I, no. 352, 353, 370, 371. Thore Fredrikssøn havde en datter, Margrete, der var gift. Han var maaske en søn af den Fredrik Styrkaarssøn, som forekommer i et diplom fra 1349. II, no. 300.
  116. Dipl. Norv. I, no. 363.
  117. Dipl. Norv. I, no. 298, 317. En Halstejn Thorstejnssøn forekommer 1360 som lagmand paa Hetland. III, no. 210.
  118. Det er i det hele taget ikke ualmindeligt, at personer benævne sig selv paa denne maade i sine segls omskrifter; f. e. sigillum Arnonis i grasgarði o. fl.
  119. Dipl. Norv. I, no. 174; II, no. 146; VI, no. 83, 84. Ved det sidste af disse diplomer findes hans ovenfor omtalte segl.
  120. Dipl. Norv. I, no. 254.
  121. Dipl. Norv. II, no. 146.
  122. Dipl. Norv. I, no. 348, 363, 370; II, no. 357, 375; V, no. 234. I indholdsangivelserne til de breve, der omhandle gaarden Sunrin, hersker der nogen forvirring. Naar Munch (Det norske folks historie, unionsper., I, s. 411) siger om Josef, at han fornemmelig boede paa Kalvehage ved Rønejd i Fylkesbygden, da maa dette bero paa en misforstaaelse, uagtet hans datter ejede en del af denne gaard. Den „Josef bonde“, som ifølge Bjørg. kálfsk. s. 39 skjænkede en gaardspart til Jostedalens prestebord, er formodentlig den samme som Josef Karlshovedssøn.
  123. Dipl. Norv. I, no. 515; II, no. 518; III. no. 481.
  124. Aslak Bolts jordebog, s. 108.
  125. Det norske folks historie, unionsperioden, II, 190, note 1.
  126. Dipl. Norv. I, no. 645; II, no. 602; III, no. 629; IV, no. 588, 633, 641, 712, 729, 830; V, no. 483; VII, no. 357; IX, no. 212.
  127. Hadorphs rimkrønike, bil. s. 170. Dipl. Norv. II, no. 817, 819, V, no. 688, 759.
  128. Dipl. Norv. I, no. 588, 760.
  129. Dipl. Norv. IV, no. 878. Smlgn. V, no. 683, 756 og 758, hvoraf bl. a. sees, at de to fættere Holte havde en slægtning ved navn hustru Sigrid Arnstejnsdatter. – Navnet Holte er meget sjeldent; – paa registeret til Dipl. Norv. forekommer kun et par personer, som føre det, foruden de her nævnte.
  130. Dipl. Norv. I, no. 864, 865.
  131. Dipl. Norv. I, no. 462.
  132. Bjørg. kálfskin, s. 36 flg. Dipl. Norv. I, no. 228; VI, no. 84; VIII, no. 17. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 411.
  133. Bjørg. kálfsk. s. 43 flg. og 111 flg. Den Sighvat Arnmodssøn, som 1388 nævnes i Kvamshered i Valdres, var maaske en sønnesøn af hr. Sighvat, og den Erling Sighvatssøn, som i 1424 levede i Hudrum sogn sammesteds, igjen en søn af ham? Dipl. Norv. II, no. 509, 679.
  134. Bjørg. kálfsk. s. 45 og 112. Dipl. Norv. I, no. 147, 277. Cod. diplom. monast. Munkaliv. s. 108.
  135. Om denne Margrete har Munch (Det norske folks hist., unionsperioden, I, s. 401, note 1) fremsat den formodning, at hun er identisk med den fru Margrete Brynjulfsdatter, som ejede haver i Tønsberg, og med den fru Margrete, datter af fru Holmfrid Erlingsdatter, som i 1328 flyttede fra Bergen øster til Viken. Dipl. Norv. II, no. 165, 368. Dette er ialfald ikke usandsynligt.
  136. Dipl. Norv. VI, no. 83 flg.
  137. Det norske folks historie, unionsperioden, I, s. 401. Dipl. Norv. I, no. 360. En anden Jon Brynjulfssøn nævnes samtidig og senere i breve fra Valders. Dipl. Norv. II, no. 376.
  138. Saml. til det norske folks spr. og hist., IV, s. 106. Dipl. Norv. III, no. 142; V, no. 119; IX, no. 82. Diplomet V, no. 119 kunde lede tanken hen paa en forbindelse mellem denne hr. Brynjulf og den æt, som nedstammede fra Sigurd Brynjulfssøn paa Aga, hvorom der nedenfor vil blive nærmere tale.
  139. Dipl. Norv. VI, no. 338; VIII, no. 237.
  140. Dipl. Norv. III, no. 739.
  141. Dipl. Norv. V, no. 666; VIII, no. 309. Knut Brynjulfssøns søn, væbneren Brynjolf Knutssøn, solgte i 1460 til hr. Alf Knutssøn nogle gaarde paa Oplandene og hele Bjørøens gods i Naumdalen, som hans fader havde arvet efter hustru Sigrid Ivardsdatter, der var gift med Helge Sæmundssøn. II, 834 flg.
  142. Dipl. Norv. II, no. 673.
  143. Bjørg. kálfsk. s. 41.
  144. Bjørg. kálfsk. s. 36–40.
  145. Dipl. Norv. II, no. 146.
  146. Bjørg. kálfsk. s. 36. I 1347 omtales han som død. Dipl. Norv. II, no. 285. Hr. Auduns segl (hvor han ogsaa paa omskriften benævnes Audun paa Slinde) findes ved det diplom af 1314, der er trykt i Dipl. Norv. VI, no. 84.
  147. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, unionsperioden, I, s. 407, note 2.
  148. Aldeles afgjørende er dog ikke dette. Saaledes fører sysselmanden paa Vestfold, Ketil Viglejkssøn, i 1376 et meget smukt udstyret segl. (Dipl. Norv. VII, no. 297). Han tilhører en ellers ubekjendt slægt.
  149. Dipl. Norv. I, no. 218; II, no. 147, 180, 181. Margrete blev selv snart enke og havde derefter et barn med en korsbroder i Bergen. Smstds. I, no. 253. Da datteren havde bryllup, synes Philippus at have havt sin bolig paa Odensland i Kirkebø, ikke paa Losna.
  150. Aslak Bolts jordebog, s. 108. Codex diplom. monast. Munkaliv. 128, 160 flg., hvor sønnens besiddelser omtales.
  151. Annales Islandici, s. 382.
  152. Dipl. Norv. III, no. 384; IV, no. 457.
  153. Lappenbergs Sartorius, II, 705. Dipl. Norv. VIII, no. 191. Erlend nævnes i 1370 som medudsteder af en dom. II, no. 409.
  154. Dipl. Norv. VIII, no. 199. Hanserecesse, II. 138.
  155. Dipl. Norv. II, no. 435, 440, 441, 453, 459; III no. 451, 465, 481, 484; IV, no. 331; VII, no. 310.
  156. Dipl. Norv. I, no. 589, 604; II, no. 571; 586. Annales Islandici, s. 382.
  157. Der forekommer ogsaa i begyndelsen af det fjortende aarhundrede en anden Sigrid Erlendsdatter, søster af den ovenfor (s. 35, note 8) omtalte Sæbjørn i Belgaarden, og gift med en Jon. Dette søskendpar kan maaske ogsaa have havt slægtskabsforbindelser med Losnesetten. Dipl. Norv. I, no. 146. Derimod ligger det maaske fjærnere at opstille en lignende formodning for den Sigrid Erlendsdatter, som nævnes I, no. 304 og III, no. 245.
  158. Dipl. Norv. I, no. 621. Smstds. I, no. 537 er trykt et brev om de kostbare gaver, som begge ægtefolk havde skjænket hinanden i de første fire aar, hvori de vare gifte; det sees ogsaa heraf, at deres første barn, Ingebjørg, blev født i ægteskabets tredie aar. Annales Islandici, s. 382.
  159. Dipl. Norv. I, no. 699, 700, 705, 706; V, no. 505.
  160. Dipl. Norv. II, no. 639. Munthe formoder (Saml. til det norske folks sprog og hist. IV, s. 598), at han var hendes svigersøn.
  161. Dipl. Norv. IV, no. 699. Hvor han senere omtales, nævnes hen i regelen med sin riddertitel. Han nævnes bl. a. 1405, 1406 og 1419. I, no. 599, 665; IV, no. 751; VI, no. 367. I Dipl. Norv. I, no. 665 er indholdsangivelsen urigtig, idet den nævner hans søn Erlends navn i stedet for Ejndrides.
  162. Dipl. Norv. II, no. 625.
  163. Dipl. Norv. I, no. 682; II, no. 660, 662, 692. Som befalingsmand paa Tunsberghus nævnes han fremdeles i 1423, 1429, 1438 og 1443. Smstds. I, no. 691; IV, no. 838; VI, no. 442; VII, no. 409.
  164. Dipl. Norv. VIII, no. 276. Codex diplom. monast. Munkalivensis s. 128, 160 flg.
  165. Dipl. Norv. I, no. 774; IV, no. 827, 877; V, no. 580; VI, no. 536; VII, no. 383; X, no. 149.
  166. Dipl. Norv. II, no. 727; III, no. 733; VI, no. 465. I 1432 deltog han i afslutningen af traktaten med England, som miles. Smstds. VI, no. 446. I 1434 deltog han i raadets forhandlinger med det svenske rigsraad. V, no. 746.
  167. Cod. dipl. monast. Munkaliv. s. 128, 160 flg.
  168. Dipl. Norv. I, no. 765.
  169. Dipl. Norv. V, no. 646; VI, no. 442.
  170. Dipl. Norv. II, no. 727; III, no. 733.
  171. Dipl. Norv. VII, no. 432. Videnskabsselskabets forhandlinger, 1877, no. 8; s. 4 og 23.
  172. Dipl. Norv. II, no. 778.
  173. Dipl. Norv. I, no. 802. Denne Jon Skak er maaske den samme person som den Jon Skak, der nævnes i diplomer fra Eker af 1482 og 1484. Dipl. Norv. II, no. 918 og 942. Smstds. VIII, no. 605 i et diplom fra Eker af 1540 omtales Nils Jonssøn og Jon Nilssøn af samme familie.
  174. Dipl. Norv. VI, no. 535.
  175. Dipl. Norv. VIII, no. 342, 345.
  176. Samll. til d. n. folks sprog og hist. IV, 110.
  177. Samll. til d. norske folks sprog og hist. IV, s. 111. Bo Fleming, der i 1456 endnu kun nævnes som „velbaaren mand“, var i 1461 rigsraad og ridder, 1490 høvedsmand paa Akershus. Dipl. Norv. I, no. 836, 853, 965, 969; II, no. 955, 963; VIII, no. 359, 398, 431; 1X, no. 397. Han har rimeligvis været en søn eller ialfald en nær slægtning af væbneren Ivar Fleming, der nævnes i diplomer fra 1442 og følgende aar. Smstds. I, no. 783; II, no. 752. Da navnet oprindelig kun har betegnet en mand fra Flandern, kan der ikke drages sikre slutninger om et slægtskab mellem disse og de andre personer, som i middelalderen have baaret dette navn. Hr. Peter Fleming, der havde bygslet bispestolens gaard Huseby i Aker og maaske boede paa denne, nævnes 1366. Smstds. III, no. 352; IV, no. 461. Ved midten af det femtende aarhundrede levede en dansk rigsraad og ridder Joakim Fleming, der ogsaa har taget del i regjeringshand1inger vedkommende Norge. Smstds. III, no. 833; V, no. 757; VI, no. 545; VIII, no. 351 flg. En væbner Herman Fleming nævnes 1502. Smstds. V, no. 990. For disse sidstes vedkommende kan et slægtskab med de svenske Fleminger ansees for rimeligt, hvilket ogsaa gjælder Bo Fleming, der bærer et svensk fornavn. Ifølge Dipl. Norv. V, no. 709, 730 var Ivar Fleming en dattersøn af Simon Thorgejrssøn, der boede paa Fosnæs i nærheden af Tønsberg og var en frænde af Thorstejn Ragnvaldssøn, kaldet Stumpe, til hvem han i 1415 solgte sin hustrus odelsgaard, Berg i Skedsmo paa Romerike, for 44 mark i rede penge; da han allerede var i besiddelse af denne før 1377, maa han altsaa da have været gift. Smstds. II, no. 448, 637. I aarene 1370–1378 nævnes Simon oftere som ejer af Thorshof ved Oslo. II, no. 444; III, no. 402; IV, no. 490; VI, no. 294. 1381 solgte han stenhusene i bygaarden Agatan i Oslo. III, no. 435. Han omtales i diplomer fra 1391, 1400 og 1405. III, no. 550; IV, no. 596, 751. I 1364 og 1368 solgte han jordegods i Redalen og Land. III, no. 363 flg.; V, no. 248. I 1388 var han enten medlem af rigsraadet ener har ialfald deltaget i en statshandling, som en af dronningens betroede mænd. III, no. 478. P. A. Munch (D. n. f. hist., unionsper., II, 179) antager ham vistnok med rette for en søn af ridderen hr. Thorgeir Simonssøn. Smlgn. Biskop Eystejns jordebog s. 493 og Dipl. Norv. II, no. 121.
  178. Dipl. Norv. I, no. 945.
  179. Dipl. Norv. II, no. 955, 979; V, no. 977, 981; VI, no. 610, 625; IX, no. 440, 444. I nogle af disse diplomer omtales ogsaa Arild Kanes slægtning, velbyrdig Amund Jonssøn og hans kone.
  180. Dipl. Norv. II, no. 67. Da navnet Sæbjørn ikke er almindeligt, kunde man tænke sig muligheden af, at han og den ovenfor omtalte Sæbjørn Erlendssøn have været slægtninge. Ligesom det ovenfor er antaget, at de i dennes slægt forekommende familienavne Sigrid og Erlend kunde antyde et slægtskab med Losneætten, saaledes foreligger der her en antydning af en lignende forbindelse mellem denne æt og hr. Sæbjørn Helgessøn. Dette kan igjen støtte muligheden af, at der har været slægtskab mellem ham og Sæbjørn Erlendssøn. De skulle desuden have ført samme vaaben. Den sidste kunde da igjen have været en fætter af Philippus Erlendssøn.
  181. Dipl. Norv. VIII, no. 426.
  182. Dipl. Norv. VII, no. 620; VI1I, no. 538, 558, 513; IX, no. 511 566, 572–575, 613. Meddelelser fra det norske rigsarkiv, I, s. 266.
  183. Dipl. Norv. IX, no. 563, 637, 638, 661–664, 666.
  184. L. Daae i Histor. tidsskrift, III, s. 275–277. Af Dipl. Norv. IX, no. 563 sees, at man 20de Juni 1526 i Kjøbenhavn ventede, at fru Ingegerd snart maatte dø, og af no. 566, at man i Stockholm 10de Aug. vidste, at Vincents Lunge havde bemægtiget sig hendes ejendomme.
  185. Dipl. Norv. III, no. 603. Cod. dipl. monast. Munkaliv. s. 128.
  186. Anf. st. af Cod. dipl. mon. Munkaliv. Dipl. Norv. II, no. 679, 791. Paa det sidste sted har indholdsangivelsen urigtig: Gudrun Audunsdatter.
  187. Dipl. Norv. III, no. 656, 733; IV, no. 877, 926; VI, no. 535; VIII, no. 324. En Samson Erlingssøn, der i 1449 var lagrettesmand i Hardanger, hører maaske ogsaa ind i denne slægts forbindelser; maaske var han en fætter af Samson Philippussøn. Dipl. Norv. IV, no. 908. Sammen med ham forekommer en anden lagrettesmand ved navn Ejndride Arnfinnssøn.
  188. Meddelelser fra det norske rigsarkiv, I, s. 225, 237. Dipl. Norv. II, no. 1101, 1105; IX, no. 494.
  189. Dipl. Norv. III, no. 1128. Denne Olaf Thordssøn er maaske den samme, som nævnes i et kongebrev fra 1548. Norske rigsregistr. I, s. 100.
  190. Navnet Farthegn, der maaske oprindelig er kommet ind fra Jæmteland, skal endnu være almindeligt paa Søndhordeland, medens det vistnok er ukjendt i det øvrige land.
  191. Dipl. Norv. I, no. 99, 100, 121, 127; II, no. 32 flg.; IV, no. 6. Smlgn. hvad senere anføres om formodede slægtskabsforbindelser mellem besidderne af Aga og andre ætter paa denne kant af landet.
  192. Dipl. Norv. I, no. 123, 145; III, no. 153; V, no. 119; Bjørg. kálfsk. s. 79.
  193. Dipl. Norv. I, no. 356, 373, 376; II, no. 599. Denne samme Greip ejede ogsaa jordegods i Ejdfjord, som han solgte i 1398 til Olaf Erlingssøn. Smstds. VIII, no. 225. Dette kan ogsaa være kommet i hans besiddelse gjennem det samme slægtskab. Bjørn og Anund vare sønnesønner af hr. Ogmund paa Byre, om hvem der senere vil blive tale under Spaanhejmsætten.
  194. Dipl. Norv. VI, no. 463.
  195. Dipl. Norv. III, no. 153; IV, no. 6.
  196. Dipl. Norv. IV, no. 6.
  197. Dipl. Norv. I, no. 123, 123; IV, no. 122, 127.
  198. Dipl. Norv. II, no. 559.
  199. Dipl. Norv. IV, no. 6; smlgn. I, no. 165.
  200. Dipl. Norv. II, no. 81; smlgn. IV, no. 85. En del af Nedre Sexin ejedes i 1332 af Munkeliv, som havde faaet den af Benedikt Romfarssøn og lod den bruge ved Brynjulf paa Sexin. Cod. dipl. monast. Munkaliv., s. 128, 141. Smtds. s. 133 om en anden gaard skjænket af samme og brugt af Brynjulf. Sighvat Kolbejnssøn, nævnt i diplom fra 1330 (smstds. s. 50), var maaske en søn af Kolbejn paa Lutrar.
  201. Dipl. Norv. V, no. 119.
  202. Dipl. Norv. III, no. 153. Omkring 1280 havde en Ragna Thorstejnsdatter givet sin søn Ejliv, da denne friede til Sigrid Aslaksdatter i Ose, en tejg paa Bjørgvinstranden, som hun selv havde faaet i medgift af sin fader, da hun ægtede Ejlivs fader, Helge. IV, no. 303. Denne Ejliv Helgessøn „af Bjørgvin“ nævnes ogsaa i et diplom fra det første tiaar af det fjortende aarhundrede. Codex dipl. monast. Munkaliv., s. 42. I 1369 solgte viking Ivarssøn tre maanedsmatebol i Øvre B. til Sighvat Sumarlidessøn. D. N. IV, no. 481. I 1457 skjænkede hustru Ragnar Sigurdsdatter et spand og 6 maanedsmatebol i Ytre B. til Thorgils Vikingssøn. IV, no. 939.
  203. Dipl. Norv. V, no. 119.
  204. Dipl. Norv. I, no. 850, 373; VI, no. 249. Den ovenfor omtalte Aslak Brattssøn har maaske været fra Ejdfjord og broder af Gyrid Brattsdatter, som c. 1300 skjænkede 10 maanedsmatebol i vik til Munkeliv. Hun havde en værsøster, Jarthrud. Cod. dipl. monast. Munkaliv. s. 104 flg.
  205. Dipl. Norv. II, no. 81. I 1340 nævnes en Amunde paa Øystusyn, som da maaske var død, idet viking bonde paa Thorsnes kom i hans sted som ombudsmand over bispestolens jordegods i Hardanger. VII, no. 172. Bjørg. kálfsk. s. 81 nævnes Ingebjørg paa Øystusyn. Paa Øystusyn holdtes St. Nicolai gilde. D. N. VIII, no. 410. Svejn paa Stejn nævnes ogsaa Dipl. Norv. VIII, no. 69. Peter Paalssøn paa Audastad omtales i diplom fra 1314. VIII, no. 47 og Bjørg. kálfsk. s. 82. Andres paa Oma nævnes i Bjørg. kálfsk. s. 54 og synes der at være en slægtning af Inge paa Modoberg og hendes mand, Baard. Cod. dipl. monast. Munkaliv. s. 42.
  206. Dipl. Norv. VIII, no. 70.
  207. Dipl. Norv. VII, no. 227.
  208. Dipl. Norv. VIII, no. 129. Han omtales allerede i 1332. I, no. 218.
  209. Dipl. Norv. IV, no. 928.
  210. Dipl. Norv. I, no. 142; II, no. 81; III, no. 153; VII, no. 172. Bjørg. kálfsk., s. 82. Det første af de her paaberaabte diplomer (i forbindelse med I, no. 145) indeholder nogle oplysninger om en velhavende æt, der synes at have havt temmelig store besiddelser i de indre egne om Sogne- og Hardangerfjorden. I 1314 var Thorkel paa Øvrebø (Øvre Bø i Borgund) dens hovedmand. Da han i 1315 skiftede med (sin søn) Askels ugifte døtre, fik disse tilsammen paa sin part 52½ maanedsmatebol. Askels kone hed Ingegerd. Da der i det ene brev nævnes en Thorgaut, som synes at være en slægtning af hende, og i det andet Thorgaut i Aga er en af udstederne, kan denne æt have staaet nær Agaslægten. Maaske er hun netop den Ingegerd Thorgautsdatter, som siden ægtede Orm Kavle (s. 35).
  211. Bjørg. kálfsk. s. 78. Dipl. Norv. II, no. 115; IV, no. 82, 120, 152.
  212. Dipl. Norv. I, no. 305.
  213. Dipl. Norv. IV, no. 6.
  214. Dipl. Norv. II, no. 112. Denne slægt havde ogsaa ejendomme paa Voss. Den i diplomer fra 1329 og 1330 forekommende Ogmund Olafssøn, der var Ivar paa Blejdens lensmand, var maaske en af disse Olafssønner. III, no. 153; VI, no. 134. Det er dog ogsaa muligt, at han har hørt til den æt paa Spaanhejm og Byre, der nedenfor vil blive omtalt, og hvori ogsaa navnene Ogmund og Olaf forekomme.
  215. Dipl. Norv. I, no. 117, 134, 146, 173, 179, 233, 243; II, no. 122, 134, 172; IV, no. 104; V, no. 39. En anden Ejndride er den, som nævnes I, no. 89. Bjørg. kálfsk., s. 18, 97 flg. Cod. diplom. monast. Munkaliv., s. 83, 155. Norske Magasin, I, s. 535. De her anførte kilder meddele tildels nærmere oplysninger om hans slægtninge og ejendomme.
  216. Det norske folks historie, III, s. 596.
  217. Dipl. Norv. IV, no. 6.
  218. Dipl. Norv. VI, no. 134, hvorefter Peter Peterssen i 1330 solgte sin odelsret til de nævnte gaarde til Arnbjørn Ogmundssøn.
  219. Dipl. Norv. I, no. 148; II, no. 64, 112, 105; VII, no. 101; IX, no. 82. Bjørg. kálfsk. s. 78, 128. Cod. dipl. monast. Munkaliv. s. 40 flg.
  220. Dipl. Norv. V, no. 92.
  221. Det norske folks historie, unionsperioden, I, s. 390. Cod. dipl. monast. Munkaliv. s. 99, 154 flg., hvor han for øvrigt ikke, som hos Munch anført, kaldes „hr.“ Svejn Brynjulfssøn.
  222. Dipl. Norv. II, no. 165.
  223. Dipl. Norv. III, no. 89; IV, no. 85.
  224. Dipl. Norv. III, no. 153.
  225. Dipl. Norv. I, no. 87, 91, 121; III, no. 81; IV, no. 19, 5B, 75; VI, 68, 69.
  226. Dipl. Norv. I, no. 147, 192, 200; II, no. 112, 169, 172, 209; III, no. 132, 170; IV, no. 90; IX, no. 100.
  227. Dipl. Norv. I, no. 193; III, no. 132.
  228. Dipl. Norv. VI, no. 134.
  229. Dipl. Norv. V, no. 93. Fru Ragnhild er maaske den samme person som Ragnhild i Aga (forekommende i „Bergens kalvskind“), der er nævnt ovenfor (s. 78.) Under forudsætning heraf bliver det forklarligt, hvorledes hr. Ogmunds sønnesøn kunde komme i besiddelse af Aga.
  230. Dipl. Norv. I, no. 102; II, no. 81. Bjørg. kálfsk. s. 82.
  231. Dipl. Norv. I, no. 142.
  232. Dipl. Norv. IV, no. 245.
  233. Dipl. Norv. IX, no. 791.
  234. Dipl. Norv. VIII, no. 47. Smlgn. det nedenfor s. 96 tilføjede.
  235. Dipl. Norv. II, no. 81.
  236. Konunga søgur, ved C. R. Unger, s. 522. O. Ryghs oversættelse af kongesagaerne, II, s. 487.
  237. Den sidste formodning er forf. meddelt af professor O. Rygh. – Af Dipl. Norv. I, no. 570 sees, at fru Kristine Nikolasdatter aar 1400 ejede 30 maanedsmatebol i Næshejm, som hun maaske tildels har faaet ved mageskifte med bispestolen, men som derimod ikke kan have hørt til Alf Erlingssøn inddragne jordegods, som P. A. Munch har antaget. (Det norske folks historie, unionsperioden, II, s. 184.)
  238. Rimeligvis er det dog ham, som i 1298 gjorde tjeneste i kong Ejriks kancelli. Dipl. Norv. I, no. 88. P. A. Munch (Det norske folks historie IV, 2, 471) har deraf villet formode, at han var „en gejstlig herre“, men dertil er ingen grund.
  239. Dipl. Norv. II, no. 155.
  240. Cod. dipl. monast. Munkaliv., s. 93–95, 133–135.
  241. Bjørg. kálfsk. s. 71.
  242. Dipl. Norv. III, no. 285. Smstds. VIII, no. 134 – i et brev fra 1340 – forekommer en Ivar Greipssøn, der maaske har staaet i en eller anden slægtskabsforbindelse til den her omhandlede æt, skjønt han neppe var en søn af Greip Thoressøn.
  243. Dipl. Norv. III, no. 451.
  244. Annales Islandici, s. 340.
  245. Dipl. Norv. II, no. 559; VIII, no. 225.
  246. Dipl. Norv. VI, no. 380.