Ordbog over det norske Folkesprog/A
A.
a, adv. nok, vel, rigtignok. Bruges meget i Tellemarken. Han heve a vore hær (ɔ: han har nok været her). Eg tenkjer a dæ (ɔ: jeg tænker nok det; det er vel Tilfældet, tænker jeg). Jf. rett. — Ogsaa: dog, alligevel; f. Ex. Me fann dei a (vi fandt dem alligevel).
a, for av (af), see av.
a, hende, hun; — see henne.
(aa sættes imellem a og b).
abakle, s. avbakleg. — adde, s. all.
Adel (Adl), m. Kjerne-Ved; den indre og fastere Ved i Naaletræerne; modsat: Yta, Gjeita. Bruges i B. og Tr. Stift i Formerne: Adel (Nfj.), Ail (Sdm.), Al (mest alm.). Søndenfjelds hedder det: Malm. Al, paa Helgeland, betyder ogsaa Flammeved i Birk; ellers kaldet Rikka el. Rir. (Egentlig Kjernen eller den bedste Deel).
adelgod (algo), adj. om Træer, som indeholde megen Adelved.
Adelvid (Ailvid, Alve), m. Malmved, Kjerneved. Ligesaa: Alfura (Adelfure), Al-timbr, Alstokk o. fl.
Aftan (Afta, Æfta), m. 1) Eftermiddag (Aften i udvidet Betydning). Kun søndenfjelds og i Formen: Æfta. Hertil: Æfta-sia (for Aftansida) og Æftasvæl (for Aftansværd). 2) Høitidsaften, Dagen forud for en Helligdag. Jol-aftan’en (Hard.), Julafta (mest alm.), Juleaften. Kvissunæfta (Hall.), Pintseaften. Gam. Norsk: aftan (og eftan).
Ag, n. Bølgegang, Søgang. (Sogn).
aga, v. n. rave, hælde til forskjellige Sider. Sjelden, s. raga, slaga.
aga, v. a. (a—a), ave, tugte. Isl. aga.
agaleg, adj. og adv. frygtelig, forfærdelig. Dæ va saa agale stygt (Jæd. Dalerne, Lister). Jf. øgjeleg.
agelaus (el. agalaus), adj., selvraadig, aveløs; ogsaa: vild, overgiven, ubesindig. Heraf Ageløysa, f. der ligesom flere lignende Ord ogsaa anvendes paa Personer; saaledes i søndre Berg.: Han æ ei Agaløysa ɔ: han er en overgiven Krabat.
Agg, n. Uro i Sindet, Ængstelse; Nag, Ærgrelse. Tr. Stift, Guldbr., Sogn o. fl. (Sv. agg, Nag). Jf. Uggr og eggja.
agga, v. a. nage, ængste, forurolige. (Sjelden).
Agje (Aje, Age, Aga, Ꜳgꜳ), m. 1) Frygt, Rædsel. (Sjelden). Eit Aga Ver (Nhl.): et skrækkeligt Veir. Jf. agaleg. I Særdeleshed: Ærefrygt, Undseelse, Respekt for En. Dei ha ingjen Agje fyr’an ɔ: de have ingen Respekt for ham. Hedder i de nordl. D. Øgje; jf. Vægje. — 2) Ave, Tugt, Orden. Alm. (Isl. agi; Sv. aga, f.).
Agn, n. Mading, Lokkemad, især til Fisk (jf. Aat, Etl). Isl. og Sv. agn. Heraf egna. Agnløysa, f. Mangel paa Agn. Agnsild, f. færsk Sild til Mading.
Agn, f. Børste paa Korn, s. Ogn.
Agner (Agne), Fl. f. Avner. Nogle St. ogsaa i Eental: Agne, f.; i Tell. Øgn, Fl. Agnir, (Isl. ögn, agnir). — Agnebing, m. (i Sogn: Agnabrik, f.), et Rum for Avnerne i Laden.
Agnestei, n. et Slags Brudesmykke, som ligner en Mynt eller Medaille, forsynet med Kjæde og Løvværk. Agnestei bruges i Sogn og Nhl.; i Sdm. hedder det Angstei; i Tell. Agnosti. Ordet forklares af det latinske Agnus Dei (ɔ: Guds Lam) og skal have sin Grund i Præget paa en gammel Mynt.
Agneta, f. Ørred (= Aure). Helg. og nordre Trondhjems Amt. I Namdalen skal det betegne en egen Art Ørred, som kun findes i færsk Vand. Formod. af Agn og eta, v. a.
Agnhald, n. Hage paa en Fiskekrog, bestemt til at holde Madingen fast. S. Agnor.
Agnor, (oo), f. Hage, tilbagevendt Spids paa Siden af Fiskekroge og lignende Redskaber. Mest brug. i Tr. Stift. I Guldbr. Angmor. — Eenstydigt er: Holvor (Tell.) og Agnhald (B. Stift). G. N. agnor (jf. or el. ör, som betyder: Piil).
agnut (agnette), adj. avnet, fuld af Avner.
Agt, f. 1) Agt, Opmærksomhed. 2) Tilsyn, især Kvægets Fodring og Pleie. (= Sti, Stulling, Ambætting). D’æ Agt’a so give Magt’a (Sdm.): det er Fodret som giver Styrken, god Fodring gjør triveligt Kvæg.
agta, v. a. (a—a), 1) vogte, tage i Agt. (Sv. akta). agta seg, vogte sig. agta Badn’e (Nhl.): vogt Barnet! — 2) see til, have Opsyn med (Isl. agta). Tell. og fl. I Særdeleshed: pleie Kreaturene med Foder til bestemte Tider. Sdm. Guldbr. Tr. Stift. Ellers: stia, stjodna, ambætta (B. Stift), stulla, studra, etla (Kr. Stift), stelle, stille, vakte (Ag. Stift). — 3) agte, ændse, skjøtte om. Agta da inkje (Berg.): ænds det ikke. Ogsaa: agte, sætte Priis paa, have Agtelse for. (Sjelden).
agtande(-s), adj. 1) gyldig, efterrettelig. Dæ va ikje agtandes, ɔ: det var ikke at rette sig efter. — 2) om Personer: agtværdig, som man bør agte. Ein agtandes Mann ɔ: en brav, paalidelig Mand.
Agtar-deie, f. Kvindfolk som røgter og fodrer Kvæget. Sdm. og fl.
Agtar-mund, n. den Tid da Kvæget skal have Foder. Tr. Stift.
agtig, adj. omhyggelig, agtsom. I Tell. ogtig; nogle St. passug.
ailet (i Sæt.), s. anderleis.
aire, s. andre. — airesta, s. anderstade.
aka, v. a. (æk; ok [l. ook]; ekje, el. ikje; — dog ogsaa svagt: a—a), 1) flytte, bevæge, skyde fremad; især om en ubetydelig Flytning af tunge Sager. Isl. aka. — aka ein Stein. Han ok seg upp aat Veggjen (Hard.). I Sogn: oka (aab. o); jf. tokka. — 2) kjøre (især paa Slæde). Hall. Vald. Østerd. — 3) skride paa Kjælke. Ag. Stift. Ellers: renna (Tr.), skreia, sigla (B. Stift). løypa, skri’a (Kr.). Heraf: Akar, m. Aking, f. Akebakke, Akeføre o. fl.
Ak-bende, n. Nagle i en Slæde. (Sogn). S. Stavband.
Ake-tre, n. Stang, Kjæp, hvormed tunge Sager flyttes tilside. Ellers: Vaag, Brut.
akjan (atten), s. attan.
Akkeleie (fremmedt Ord), i Hard. Eng-Ranunkel; i Sdm. Aakande (Nymphæa).
Akkjer, s. Ankjer.
akokjert, adv. forkeert, ubeleiligt, hinderligt. Indre Sogn. Uvis Oprindelse.
Aks, n. (Fl. Oks), Ax. Heraf: eksa, Eksing, aveksa, storekst o. fl.
Aksl (Aksel), f. (Fl. Akslar), 1) Axel, Skulder (= Hær). Mange Steder: Øksl (Isl. öxl). — 2) en Bjergknold, Forhøining paa en Fjeldside. Ørk. o. fl.
aksla, v. a. (a—a), 1) tage paa sig, løfte op paa Skuldrene. Tr. Stift (Isl. axla). 2) aksla seg: trække paa Skuldrene. Nhl. (Sv. axla sig).
Al, m. see Adel og Ar.
Al, f. s. Aln.
Al, n. Opfostring (af ala); ogsaa: ungt Kvæg, som skal opfostres (= Elde, Økl).
ala (ale, ꜳlꜳ), v. a. (æl’; ol; ale), 1) nære, føde, opfostre. Næsten alm. (G. N. ala). Supin. hedder ogsaa: ile, med aab. i. (Sdm. og fl.), ele og æle (Tr. Stift). 2) avle, faae Afkom. Tr. Stift. Dæm ol inga Bonn ɔ: de fik ikke Børn. (Ørk). ala til (ale te), opfostre, lægge til. ala upp, opdrage. (Hertil: Uppal, uppalen).
alande, adj. som fortjener at opfostres.
alast, (ꜳlꜳs), v. n. (ælst; olst; alest, el. elest), formeres, voxe til (om Dyr).
Albog, s. Olbogje. — Albork, s. Alm.
alda, v. n. hænge ved, vedvare. I Sogn om en Sygdom eller Skade. Han ha faatt eit Mein, so vil alda han, mæ han live (han har faaet et Meen, som vil hænge ved ham, saalænge han lever). I Shl. hedder det: elda. Maaskee egentlig: ulme, som Ild. (Jf. Isl. elda).
Alda, f. 1. Bølge (helst om de store og langsomt fremskridende Havbølger). S. Berg. og Nordlandene. I nordre Tr. Øll’, Ølla (for Olda). Isl. alda. Jf. Tungalda, Vaag, Baara. Hertil: Aldedal (Alldal), m. Rummet imellem to Bølger (= Baaredal). Helg. Aldetopp, m. Bølgetop.
Alda, f. 2. Træfrugter, Havefrugter, (Æbler, Kirsebær). Hard. (Islandsk aldin, n.) — Hertil: Aldegar (Aldugar), m. Frugthave (Isl. aldingarðr). Aldehagje, m. d. samme. Aldetre (Aldutre), n. Frugttræ. Gram. § 190.
Alder (Ald’r), m, Alder, Ælde.
aldra, adj. aldrende. Isl. aldraðr.
aldrast, v. ældes, blive gammel.
aldre (el. aldri, for aldrigje), adv. aldrig, ingensinde. Hedder ogsaa: alder, ælder (Ag.), alli (Rbg. Tell.), aller, alle. — G. N. aldrei, aldrigi. I Forbindelse med so (saa) anvendes Ordet paa en egen Maade; f. Ex. aldre so lite, ɔ: nok saa lidet, endog det allermindste. Um dæ va aldre so godt: hvor godt det endog var. I nogle Dial. sættes: aldre so — i en egen Forbindelse med en følgende Sætning, f. Ex. D’æ aldre so, dæ minka ɔ: det er aldrig saa at det jo bliver mindre; el. det bliver sædvanlig mindre.
aldrug, adj. noget gammel, til Aars. Ogsaa: aldrig og aldra.
alein, s. anderleis.
alen, part. næret, opfostret. væl alen, vel næret, fed, fyldig. Hedder ogsaa: ilen, med aab. i (Sdm.), elen og ælen (tildeels i Tr. Stift).
Alfura, s. Adel.
Alhelmys, s. Helgamyss.
Alka, f. Alke, en Søfugl (Alca Pica). — Alke kaldes ogsaa en fastnaglet Klods som tjener til Gjænge eller Axelpunkt paa Døre, Slagborde og deslige. Sdm.
all’, adj. 1) al, heel (i alm. Betydn.). I all Dag: hele denne Dag. I alt Ꜳr: hele dette Aar. 2) tilendebragt, sluttet; udbrugt, forødet, som det er forbi med. Nꜳr Sumaren æ all (Hlg.). Penganne vart alle (B. Stift). — Naar Ordet bruges om Personer, betegner det: a) affældig, som har tabt sine Kræfter. Sdm. b) udmattet, træt, afkræftet. Guldbr. c) død, omkommen. Nhl. (Sv. all). Han hadde so nær vorte all (Nhl.): han var nær ved Døden. Ordet har flere afvigende Former; saaledes femin. oll’e (B. St.). Fl. neutr. olle og oll, f. Ex. olle try Bonn’a. (Sdm. Sogn). Dativ (i n. og pl.) ollꜳ (Sdm.); f. Ex. Fyre ollꜳ: for Alvor, med Alle, uigjenkaldelig. Mæ ollꜳ godꜳ (Nfj.): med al Magelighed, meget let. Mærkelig er Talemaaden; all’er um se (Sdm.) ɔ: ganske neddykket, aldeles under Vand (maaskee: Sæ). Fl. alle hedder: adle (Sogn o. fl.), adde (Sæt.), ælle (Gbr. og fl.).
alleleis (for alleleides), adv. paa alle Maader. Hedder: allelein (ɔ: alle Leidenne) i Hall. og Vald.
aller (allr), ved Substantiver, f. Ex. allermest (som i Dansk). Hedder almindeligst: alle; i Stavanger Amt: allra; i Sæt. addre; i Tr. Stift: all. Isl. og Sv. allra (gen. plur. af all).
allestade, adv. allesteds (Nfj. Sdm.). Ellers: allestae (i Sæt. addesta’), alsta’, ælsta’, alstass og allestan (for: alle Stadenne). Ogsaa: ollꜳstodꜳ og ollꜳstꜳ (Sdm. for: ollum stoðum).
alletide, altid (Nfj. Sdm.). Ellers: alti(d), altidt og altien (for: alle Tidenne).
alli, s. aldre. — allra, s. aller.
all-saman, bruges kun i Neutrum: altsama (altsammen), og i Fl. hvor det tildeels hedder: allesamne. I Neutr. undertiden: ollesomꜳ, med aab. o (Nhl. Sdm.).
Alm, m. Alm (Træ). I Rbg. hedder det: Alm. — Almbork (Albork), m. Almebark. — Almlauv (Allau), n. Almeløv.
Almann-veg, v. Alfarvei. Tell. Ørkd. og fl. See Ꜳlmenning.
Almann-vidd(i), Fjeldstrækning, som ikke tilhører nogen Enkeltmand. Tell.
alment, s. ꜳlment.
Aln, f. en Alen. Hedder i Sogn og søndre Berg. Al; nogle St. Æln. — Isl. öln. Ang. eln.
alra, s. aller. — Alskot, s. Alv.
alsta(d), s. allestade. — Alstein, s. Avl.
alt, adv. 1) med for, som i Dansk; f. Ex. alt for stort. 2) allerede. Han æ alt komen. I denne Betydning bruges ogsaa: allereide, men sjelden. 3) lige, indtil; f. Ex. alt hit; alt til i Dag. 4) altid; efterhaanden. Dæ vert alt større ꜳ større. 5) saalænge, imedens. Alt mæ han æ hær. 6) saafremt, hvis nogensinde. Alt han æ hær, so mꜳ han finnast (B. Stift).
alt-eit, bruges i nordre Berg. i Betydn. tilpas, vel fortjent. Da va alteit ꜳt dei. Som Udtryk af Uvillie over, at En forsmaaer noget, som man tilbyder ham, bruges ellers i Sdm.: altreinst! (alt ær eins?); i Sogn bruges i samme Tilfæde Udtrykket: likt so æ!
Alting bruges sædvanlig for: Alt (Substantivisk).
alstødt, og altfort, adv. stedse, uophørlig. Rbg. Tell. (Ellers: jamt, stødt, i eino, o. fl.).
Alv, m. en Alf, Skovaand. Mest brugeligt i de nordlige Egne; nogle St. Ælv. Isl. álfr. Ang. elf.
Alveblꜳstr, m. s. Alvgust.
Alv-eld, m. 1) en vis Hudsygdom, som igner Fnat. Valders. (Udtales Ælveld). 2) Skab og Saar paa Hornkvæget. Nordre Berg. og Sdm. (Samme Betydn. har Isl. álfabruni).
Alvgust, f. en Sygdom, som yttrer sig ved meget smaa Blegner eller Finner paa Huden, og som fordum troedes foraarsaget af Alfernes Pust eller Aande. B. Stift. Hedder ogsaa: Trollblꜳster (Helg.), Ælveld (Vald.). Jf. Gust.
Alvnævr (Alnævr), f. en vis Mosart (Trøske-Lav, Peltigera aphthosa), som har været anvendt til at fordrive Alvgust. I Sogn: Elvanævr, og i Indr. Ølnævr.
Alvskot (Alskot), n. 1) Been-Edder, et Slags Bylder, som foraarsages af Beenskade. Shl. (Ellers: Flisma, Frisma). 2) et Slags Bræk eller Skade indvendig i Lemmerne paa Dyr, hvilket man fordum troede foraarsaget af Alfens Skud. Sfj. Sdm. — Paa Helg. Overgskot.
Alvskot-bein, n. fine naaleformige Been, som undertiden findes afsondrede i Dyrenes Kjød. Voss.
Am (langt a), n. Gnidning, et Saar frembragt ved Gniden. Sogn. (= Gnag, Nogg).
ama, v. a. 1. (a—a), gnide, skure, saare ved Gnidning. Sogn. (= nyggja, skura).
ama, v. a. 2. (a—a), drive, anstrenge, opbyde, sætte i Bevægelse. (Mange Steder, men ikke meget brugeligt). ama seg, anstrenge sig, gjøre sig Møie, udmatte sig. (Shl. Hard. Vald. Øst.). ama upp ein, holde En idelig til Arbeide. (Hard.). ama te, ama pꜳ ein, skynde paa En, faae ham til at gjøre sig Flid. (Tell.). Jf. anna, masa, naukra, trøyta.
ama, v. a. 3. (a—a), amme, opamme.
Ama, f. Amme; Barnepige.
Ambar, m. Spand, Mælkespand, forsynet med Laag og sædvanlig med Hank paa Laaget. Næsten almindeligt (s. Dall), men hedder i Hard. Æmbar, og i Ag. Stift: Æmbær (hvilket i Østerd. betegner et Spand med kun eet Øre). Sv. ämbar. Ang. amber.
Ambo, m. Redskaber, Værktøi. (B. Stift, Gbr. Ndm. o. fl.). I Sogn ogsaa: Hambo, og Handbogje (i Sfj. Andbog, eft. Jensens Glosebog). Isl. ambod, n. Gam. Sv. ambud, andbud.
ambætta, v. n. sysle i Huset; især fodre og malke Køerne. Nhl. Sogn. See embætta.
Ambætte, s. Embætte.
amla, v. n. (a—a), arbeide, slæbe, anstrenge sig med noget (især uden Held). Nhl.
Amling, f. Slæb, Anstrengelse (især frugtesløs).
ampast, v. n. (med: mæ), være besværet, have Møie med noget.
Ampe, m. Besvær, Uleilighed; noget som man er bunden til, eller som man idelig maa see til og sysle med, — især smaa Børn. Ho heve Ampe, siges om en Kone, som har et spædt Barn. Næsten alm. (mangler i de nordligste Egne).
ampe-bunden (bunda, f.), adj. som har et Barn at pleie.
ampelaus, adj. fri, uhindret; som ikke har Børn at pleie. Heraf Ampeløysa, f.
amper (læs amp’r), adj. 1. 1) vanskelig, som volder Møie eller kræver ideligt Tilsyn (om Børn). Ag. Stift. Ogsaa: vrangvillig, egensindig, som sætter sig imod Andres Villie. Guldbr. Ndm. — 2) stolt, overmodig. Sogn. — 3) i neutr. ampert: net, kunstigt, behændigt. Fosen, Inderøen. Jf. meint, sløgt.
amper (amp’r), adj. 2. skarp, bitter af Smag. Sogn. — Sv. amper. Isl. apr. I danske Dial. hamper.
ampesam, adj. om Børn: urolig, vanskelig, som kræver ideligt Tilsyn.
and, en Partikel, som betyder: imod, — bruges kun i Sammensætning; s. nedenfor.
And, f. 1) Aande, Aandedræt. Kun nogle St. i Talemaader som: drage And’a, halde And’a. Ellers Ande. 2) Aand, Sjæl; f. Ex. ei vond And. Isl. önd. Sv. ande.
And (Fugl), s. Ꜳnd.
anda, v. n. (a—a), aande, drage Aande, — anda pꜳ, beaande.
Andadrꜳtt, m. og Andadrag, n. Aandedræt. (Isl. andardráttr).
andast, v. om Døende: udaande, opgive Aanden. (Mindre omfattende end det gamle andast ɔ: døe). Jf. sælast.
Andatak, n. Stønnen, besværligt Aandedræt (i Sygdom). Sdm.
andbært, adj. n. om den Tilstand i Luften, at Aanden eller Uddunstningen viser sig tydelig som en Røg eller Taage. Inderøen.
Ande, m. Aande. (Isl. andi). Vind-ande, et svagt Vindpust.
anderes (ee), adv. bagvendt, forkeert. Voss. Jf. andhæres, og Andøre.
anderleis (for andreleides), adv. anderledes. Hedder ellers: andeleis (mest alm.), ansleis (Trondhj.), areleis’ for adreleides (Nhl. og fl.), ꜳrleis (Voss), aleis (Romsd.), ailei, aileis (Sæt.), auleis (Meldalen), andelein for andre Leidenne (Guldbr.), arelein (Hall.), alein (Hall. Vald.). S. annan.
andersinne (eller andresinne), til andre Tider, en anden Gang. Nordre Berg. I Sæt. airesinne.
anderstade (andre Stade), andensteds. Hedder ellers: andrestae, aresta; i Sæt. airestae; i Sdm. aurꜳstodꜳ, og aurꜳstꜳ (for oðrum stoðum).
andfares, adv. efter Rad, i uafbrudt Orden, saaledes at man ikke gaaer noget forbi. Søndre Berg. Ellers: ette rad, ette roke (Sdm.), fyre tvart (Tr.).
andføtta (e), v. a. vende imod hinanden, sætte i omvendt Stilling. Tell. See følg.
andføttes, adv. 1) imod hinanden, i modvendt Stilling (saaledes at den Enes Fødder vende til samme Kant som den Andens Hoved). Alm. i B. og Kr. Stift; sjeldnere i Tr. og Ag. — I Gbr. motføttes. 2) med Fødderne foran, bagvendt. Hard.
andgjeglast, v. (med mæ), trætte med En, tviste, gjøre Modsigelser. Shl. Nhl. Helg. (Isl. andgeyflast).
andhæres, adv. imod Haarene (som naar man stryger over et Dyr bagfra). Tell. Isl. andhæris, af Haar. (Det foranførte anderes synes at være et andet Ord).
Andlꜳt, n. Dødsstund, de sidste Aandedræt. Han lꜳg i Andlꜳtꜳ (dat. pl.) B. Stift. G. N. andlát, af láta, tabe.
Andlit (Anleet), n. Ansigt. Søndre Berg. Rbg. Tell. og Oplandene. I Hard. ved Omsætning: Alnit. Isl. andlit. Ang. andvlit.
Andlitslag, n. Ansigtstræk. Tell.
andløgd, adj. fuld af Latter. Guldbr.
andløgjen, adj. 1) besynderlig af Udseende, pudseerlig, latterlig. Lister. Dalerne (udt. andløien). 2) lattermild, tilbøielig til at lee; ogsaa om En, som seer forvirret og forlegen ud. Indre Sogn (udt. andløgen). Af lægja, log.
Andmarkje (Anmarkje, Ammarkje), m. Kvæg, Kreature; især Storfæ, Køer. Sdm. Nfj. Sfj. Shl. Ryf. — Ordet skulde maaskee egentlig betegne en enkelt Mands Kvæg og hentyde paa dettes særegne Mærke (Mark, n.).
andmott (oo), adj. stakaandet, som stønner eller puster stærkt af Udmattelse. Østerd. Sdm. (Vel egentlig: andmod).
Andnegle (Annegle), Fl. Revner i Huden ved Neglerødderne. Sogn. Sfj. og fl. Maaskee egentlig: Angnegler. Det Angelsachsiske angnægl (Eng. agnail) har en lignende Betydning.
Andnes (Annes), n. Næs ved Siden eller Mundingen af en Fjord. Nhl. (Isl. andnes).
Andov (oo), n. 1) det at man roer imod Vinden, for at Baaden ikke skal drive. (S. andøva). 2) Uro, Møie, Travlhed. Nordre Berg. Sdm.
andpusten (nogle St. andpust), adj. stakaandet af Udmattelse. Jf. blæst.
andre (are, aire), s. annan.
Andror (nogle St. Andro), m. Modvind for Roende; det at man maa roe imod Vinden. (B. og Tr. Stift). Isl. andróðr.
Andskap, n. Ansigtets Form eller Skikkelse. Sdm. Bruges kun i dat. plur. f. Ex. Han æ lik’e Far’a i Anskopꜳ (aab. o).
Andsloku, f. d. s. s. Andlaat. Forældet i Tell.
andsloppen, adj. aandeløs, færdig at tabe Aanden. Han hadde sprungje, so han va reint andsloppen. Voss. Hard.
Andsrom (Ansrom), n. i Fiskerbaadene: det Rum, hvori Roerskarlene roe for at holde Baaden stille under Fiskeriet. Sdm. Synes beslægtet med andøva.
andsvævd (ansvævd), adj. som ikke faaer sove i rette Tid. Hall. (= rangsvævd).
andsøles, adv. imod Solen, d. e. fra Høire til Venstre. Tell. Isl. andsælis). Ellers rangsøles.
andtept (teft), adj. plaget af Snue (eller Tilstopning i Aanderedskaberne). Guldbr. (Sv. andtäppt). Jf. teppa.
anduga (aab. u), v. n. (a—a), anke paa, eller ængstes for. Sfj.
Andvarp, n. Suk. (Nhl. og fl.).
andvarpa, v. n. sukke. (Nhl. Hard. Valders). Isl. andvarpa.
Andveg, m. Bænk ved Bagvæggen i en stue, inderste Bænk. Nhl. Voss og fl. (dog næsten forældet). Isl. öndvegr.
Andver (Annveer), n. Modvind, Byger, som man har imod sig paa en Reise. Helg. (G. N. andviðri).
Andvid (Anve), m. Vridninger eller Krumninger indvendig i et Træ, hvorved samme bliver vanskeligt at høvle eller tilskjære. Nordre Berg.
andvi(d)a, og andvidd, adj. vredet tværvoxet (om Træ). Sogn. Ellers motvidd.
Andvind (Annvinn), m. Modvind. (Helg.).
Andvoka (aab. o), f. Søvnløshed, lang Vaagen. Sogn. Nhl. I Tell. Andvoku. (Isl. andvaka).
Andøra, f. i Hard. om En, som bærer sig klodset eller forkeert ad. Jf. anderes, og Isl. öndverðr.
andøva, v. n. (e—de), 1) om Fiskerne: roe imod Vinden eller Strømmen for at holde Baaden stadig paa samme Sted. Alm. i B. og Kr. Stift. Isl. andæfa, andhæfa. Jf. høva. 2) uegentl. have travlt, være sysselsat. Jf. Andov og Andsrom.
anga, v. n. (a—a), 1) lugte, give Lugt af sig (som Blomster). 2) lugte til noget. Mest i B. Stift, og oftest i Formen: ꜳnga (s. Angje). Isl. ánga, dufte.
Anger (Angr, Ꜳng’r), m. Anger.
angersam, adj. angerfuld, fortrydelig. Tr. Stift. Ellers: angerfull og angren.
Angje (Ꜳngje), m. Lugt (især behagelig), Duft, Vellugt. Alm. vestenfjelds. I B. Stift for det meste: Ꜳngje. (Isl. ángi. Sv. ånga, Damp). Jf. Luft, Dꜳm.
angleg, adj. bitter, fornærmelig (om Ord el. Yttringer). Tell.
Angmor, s. Agnor.
ang-orig, adj. bidende, som bruger bittre, fornærmelige Ord. Tell.
angra, v. a. (a—a), angre, fortryde. (I B. Stift: ꜳngra).
angren, adj. angerfuld; ogsaa: ømsindet, som gjør sig Anger af smaa Uheld.
Angrøme, n. Tranghed, Indskrænkning af Rummet (= Trꜳngrøme). Sæt. (Stamordet: ang, d. e. trang, synes at være tabt).
Angstei, s. Agnestei.
Ank, n. Bekymring, Uro i Sindet; ogsaa: Anger, Fortrydelse. (= Hugverk, Attelit).
anka (a—a), v. n. (med: paa), 1) ængstes, være bekymret (jf. illhugast, attelita); 2) angre, fortryde, være utilfreds med noget.
ankefull, adj. bekymret, ængstelig.
ankelaus, adj. tryg, rolig, ubekymret. — ankelaust, adv. roligt, uden Frygt; ogs. upaaanket. Ankeløysa, f. Tryghed.
Anker (rettere: Ankjer), n. 1) Anker til et Fartøi. I Hard. Akkjer. (G. N. akkeri). — 2) Anker (Kar), en Trediedeels Tønde.
Anlet, s. Andlit.
Anmarkje, s. Andmarkje.
ann, adj. 1) stræbsom, omhyggelig, ivrig. (Trondhj.). Han va sꜳ ann paa dæ: han bestræbte sig ivrigt derfor. (Indr.). Hedder ogsaa ant (i Ørkd.). E va so ant um dæ: det var mig meget om at gjøre. 2) i Neutr. ant: nødvendigt, magtpaaliggende; ogsaa: hastende, som maa skee strax. Dæ va so ant um (Ndm.): det hastede meget. D’æ itt sꜳ ant um dæ (Indr.): det er ikke saa nødvendigt. Isl. annt.
anna (e), v. n. og a. (a—a), haste, skynde, drive paa. Rbg. anna pꜳ ein, paaskynde. anna seg, være flittig. Sæt. Ellers: onna (jf. ama, masa). Hertil: annig, annsam, Onn og fl.
anna, adj. n. (ved Udeladelse af et andet Ord anvendt som conj.): 1) undtagen (udeladt: enn). Alle anna me (ɔ: alle undtagen vi). Altid anna um Kvelden (ɔ: altid undtagen om Aftenen). 2) men, derimod (efter en Negtelse): Ein sꜳg inkje Gras ꜳ inkje Skog’, anna da va bære Bergj’e pꜳ alla Side. B. Stift.
anna-kvart, hvert andet (s. nedenfor).
annan (annen), adj. anden (i de almindelige Betydn. som Modsætning til den første, den forrige, den samme, den sædvanlige o. s. v.). Ordets Former ere meget forskjellige; saaledes: a) masc. annan (Tr. Stift), annin, annen (mest alm.), ann’, a’en (forkortet), onnor (Sogn); egentl. annar, ell. annarn. G. N. annarr. b) femin. onnor (søndre Berg.), onnꜳ (Sfj. Sdm. og fl.), annor (Stav.), anna (Rbg. Tr.), G. N. önnur, onnor. c) neutr. anna. G. N. annat. d) Fleert. andre (mest alm.; eg. annre), ann’r (Tr.), are (søndre Berg. Hall. Vald.), aire (Sæt.). G. N. aðrir. e) bst. Form: andre, are. f) Dativ af Neutr. og Fl. auro (Helg.), aurꜳ (Sdm. og fl.). G. N. öðru, pl. öðrum. (Gram. § 102). — Talemaader: Annan Kveld (eller: anna-kveld, neutr.) ɔ: imorgen Aften. Onnor Natt, ɔ: anden Nat, Natten efter imorgen. Onnor Helg ɔ: næste Helligdag efter den førstkommende. Annen Mꜳndag ɔ: paa Mandag otte Dage til. Anna Ꜳr: næste Aar. Anna slikt til: lige saa meget til; dobbelt saa meget. Da vart anna Slag: det blev noget ganske andet. Dæ va ikje anna til (Sdm.): det var just tilpas, det skulde man netop have gjort. (See anna ovenfor). — Andre Dagjen: den anden Dag (ligesaa: andre Natt’a, andre Aar’e o. s. v.). Dæ høve kvart aurꜳ (Sdm.): det ene passer til det andet. D’æ mangt auro likt (Helg.): der er mangt, som ligner et andet. aurꜳstodꜳ: andensteds, s. anderstade. Jf. anderleis, andersinne.
annan-kvar (i fem. onnorkvar, n. annakvart), hver anden. (Isl. annarrhvörr). S. kvar.
annast, adv. ellers. Han visste da væl, annast hadd’ikje han sagt da. Sogn, søndre Berg. Mere alm. ellest (hellest). Isl. og Sv. annars.
annast, conj. inden, førend, før. (Søndmør). Dæ ver’e længje, annast han kjem’e. Annast han gjore dæ, so va han væl hart nøydd’e, ɔ: naar han kunde bekvemme sig dertil, da maatte Nøden vist være stor.
annast, adj. (?) bruges i Ørkd. i Talemaaden: Han vart annast mæ, ɔ: han kom i en Bevægelse, han ble opskræmt, forskrækket. Jf. ann, adj. og anna, v.
Annegle, s. Andnegle.
annen, s. annan.
Annes, s. Andnes.
annig’, adj. 1) flittig, arbeidsom, travl. 2) skyndsom, iilfærdig, som haster med noget. Voss. Hard. Hall. — Ellers: onnig (Tell. Jæd. og fl.), endig (Sdm.). Jf. anna, v. n.
annsam, adj. 1) flittig, travl; ogsaa meget beskjæftiget, som har meget at udrette. Han va so annsam. (Hall. Vald. Guldbr. og fl.). Eg ha dæ so annsamt: jeg havde det saa travlt. (Kr. St.). 2) besværlig, vanskelig at komme tilrette med; ogsaa: egensindig, tvær, vranten. Guldbr. Valders.
Annsemd, f. Beskjæftigelse; Travlhed, mange Forretninger. Nhl. Sogn. Sdm. Da va slik ei Annsæmd paa han. D’æ so mꜳnge Annsæmdinne (Sdm.): man har saa mange Ting at udrette.
Annsæme, f. Omsorg, Omhu. Ørkd.
anpust, s. andpusten.
Ans, n. Opmærksomhed. gjeva Ans pꜳ, lægge Mærke til. Gulbr. o. fl.
ansa, v. a. (a—a), ændse, lægge Mærke til. (Isl. ansa). I Sdm. ogsaa: ansløgte, hvis Oprindelse er uvis.
ans-imillom, af og til, en og anden Gang, leilighedsviis. Tr. Stift; i Nfj. ansimyllꜳ. Vel egentlig: annars imillom (mellem andre Ting); jf. dessimillom.
Anskop, s. Andskap.
ansleis, s. anderleis.
ansløgte (ændse), s. ansa.
Ansrom, s. Andsrom.
ansvævd, s. andsvævd.
ant, nødvendigt; travlt; hastende, s. ann.
anten, conj. enten. Hedder ogs. antan (Hard.), antin (Vald.), ankjen (Ørkedalen); ellers: enten og (nogle St.) entel. (Sv. antingen; i gam. Norsk: annat tveggja).
Anver, s. Andver.
Ap (langt a), n. Drillerie, Gjækkerie; ogsaa et Spil af Skjæbnen, en Række af Skuffelser eller besynderlige Tilfælde. Berg. Stift. Kaldes ogsaa: Aperi (Apri), n.
apa, v. a. og n. (a—a), 1) apa ette: efterabe. (Sjelden). 2) drille, gjække, drive Gjæk med. (Isl. apa). D’æ alle so apa, ꜳ ingjen so skapa (Ordsprog): Alle vil spotte, Ingen vil forbedre. B. Stift og videre; i Ørkd. ꜳpꜳ. — ape se(g) inn paa ein (Sdm.): tirre, udfordre En ved Drillerie.
apa (ꜳpꜳ), v. n. gaae tilbage. S. hopa.
Apall, m. (Fl. Apla, og Apallar), Abild, Æbletræ (= Epletre). I Yttre-Sogn: Apald; i Hard. Aple; deraf: Apla-blom Æbleblomster; Apla-gar Æblehave. Sv. apel. Isl. apaldr.
aparta, og aparto (fremmede Ord), ypperlig, udmærket.
apast, v. gjækkes, drille hinanden.
Apekatt, m. 1) Abekat; ogs. Abe (som er lidet bekjendt). 2) en Gjæk, Spottefugl; ogsaa en Efteraber, en Modegjæk.
apen, og apesam, adj. drillende, udfordrende, tilbøielig til Gjækkerie.
Apeskap, m. Gjækkerie, Narrestreger.
apeslege, adv. underligt, besynderligt, som ved et Gjækkerie. Dæ gjæng’e so apesle til. Sdm. See Ap.
Aple, s. Apall.
Ar, Ildsted, Arne; s. Ꜳre.
Ar (for Ard), m. Plov (mindre og af simplere Indretning end de almindelige, især skikket til Pløining i stenig Ager). Sogn, Voss, Hard. — Søndenfjelds mest om Hyppeplove (Al, Ahl). G. N. ardr.
ara (for arda), v. a. pløie med Ard; hyppe.
ara seg (are se), passe, tage sig ud. (Sdm. og nogle St. i Tr. Stift). Dæ ara se godt, ɔ: det seer ganske vakkert ud.
Ar-ꜳs, m. Plovaas, Den Deel af Ploven, hvori Drættet eller Skaglerne fæstes. Sdm. og fl. (hvor derimod Ar er ubekjendt).
Arbeid (Arbei), n. Arbeide. Den gamle Form Arvid (G. N. arviði. Gam. Sv. arfvode), er ikke funden i Dialekterne.
arbeide (arbeia), v. n. (e—de), arbeide.
arbeidsam’, adj. 1) arbeidsom (i Nhl. arbeidsleg). 2) n. (arbeidsamt), møisomt, som udkræver meget Arbeide.
Arbeids-aukje, m. forøget Arbeide; Møie som ikke er nødvendig eller som ved en bedre Orden kunde undgaaes. Nordre Berg.
arbeidsfør, adj. istand til at arbeide.
Arbeidsløysa, f. Mangel paa Arbeide.
Arbeids-ykt, f. Arbeidsstund (imellem to Maaltider).
Ar-dypt, f. Plovdybde, saa dybt som Ploven sædvanlig gaaer. Sdm.
Are, m. Ørn. Sdm. (Isl. ari. — G. T. aro). Arefjør, f. Ørnefjæder. Arereid, n. Ørnerede. Areveng, m. Ørnevinge. Ar’ungje, m. Ørneunge.
are (ɔ: andre), s. annan. areleis, s. anderleis.
arg, adj. 1) ærgerlig, fortrydelig, vred (Tr. Stift). Ogsaa: vranten, i ondt Lune. Ag. Stift (hvor det ofte hedder: ærg, og ærj). Heraf: erga, Ergelse. — 2) slem, fortrædelig; fuul, oplagt til at gjøre Fortræd. B. Stift.
arga, v. a. drille, ærgre; see erga.
argeleg, adj. slem, fortrædelig. Tr. Stift.
Ark, f. 1. Udbygning paa Siden af et Tag, forsynet med et Vindue.
Ark, f. 2. Ark (Papir). Nogle St. neutr. med Fleertal: Ørk. (Sæt.).
Arm, m. Arm. Hertil: Armeslit (aab. i), n. Arbeide, som angriber Armene. armsliten, adj. svækket i Armene. armesterk, adj. armstærk: modsat: armeveik.
arm’, adj. 1) svag, kraftløs, afmægtig (Kr. og Ag. Stift). Han va sꜳ arm, at’an orka ’kje gange (Tell.). 2) mager, udmagret, forsultet (om Dyr). Søndre Berg. 3) arm, fattig. (Sjelden). Isl. armr.
arma, v. a. svække, afkræfte. (Jf. utarma).
armast, v. n. 1) svækkes, tabe Kræfterne; 2) udmagres, blive mager.
Armbyst, (n.?) et Slags gammeldags Skydebue. Guldbr. I Helg. Harbyst. (Paa et andet Sted skal det hedde: Armbyrse). — Isl. armbrysti, som forklares af et latinsk Ord (arcubalista).
Arming (Armingje), m. en Stakkel, En som ikke har Kræfter.
Armod (Armo), f. 1) Svaghed, Vanmagt (Kr. Stift); s. arm. 2) Armod, Fattigdom. — Endelsen od (ikke mod) forekommer ofte i andre Sprog, men findes her neppe i flere Ord end dette.
armodsamt, adj. n. fattigt, uselt.
Art, f. Natur; naturligt Anlæg. (Isl. art). Jf. Vanart.
Arv, m. Arv, Arvelod. Heraf: erva, Erving, Erve. — arvelaus, adj. arveløs. Arve-lut, m. Arvelod.
Arve, m. Fuglegræs (Alsine media). Hard. og fl. Ellers: Vassarv (mest alm.), Blautarv (Ørkd.).
Arveld, s. Orveld.
As (langt a), n. 1) Storm, Uveir; stærk Bevægelse i Luften eller Skyerne. Ørkd. — 2) Støi, Uro, Tummel. Nhl. Helg.
asa, v. n. storme, rase; ogsaa: støie, gjøre Larm. Nhl. Sfj. Jf. Asver, æsa, øsa og (adj.) os.
Asall, m. Axelbær-Træ (Sorbus Aria). Nogle Steder: Hasall (Tell. Sdm. Romerige).
Ask, f. (nogle Steder: m.), Ask (Træ). Isl. askr, m.
Ask, m. 1) en Æske. (Buskerud og fl.). Ellers Øskja. I Tell. er Ask en rund Æske, og Øskje en mere langagtig. I Østerd. er Ask d. s. s. Laup eller Tina. — 2) Kop, Kande, især et lidet Trækar til Smør eller Ost. Indre Sogn. Ellers et Kar, hvori Mæl opsættes for at løbe sammen (= Kolla, Ringja). Sfj. Yttre Sogn, Vald. — Isl. askr.
Askje, m. (Fl. Aska), et Maal som holder en Tiendedeel af en Tønde. (Jf. Mæle). Voss. Det Tøndemaal, hvorefter den regnes, er større end den almindelige Tønde, da denne kun holder ni Asker.
askrast, v. n. gyse, oprøres, føle Afsky i høi Grad. Sdm. I Sogn: iskrast. I Nhl. siges æskra om at yttre Afsky, sige: æ! (Gam. N. askran, Afsky. Isl. eyskra, oprøres).
Askril, see Oskero.
Askula, f. rundagtig Udvæxt paa Stammen af et Træ. Ørkd. (= Nutur, Tell.).
Asp, f. (i Tr. Stift), s. Osp.
ass! interj. som betegner Skræk eller en ubehagelig Overraskelse.
As-ver (ee), n. et stort Uveir med Storm og Søgang. Sdm. Ørkd. (see As). Jf. Isl. æsingsveðr.
at, præp. ad, til (Tell. Rbg.). S. ꜳt.
at, conj. at. Hedder paa mange Steder: ate, at, da, at dæ, ate dæ, — og faaer saaledes Udseende af en præposition (at det). Adskilles fra Infinitivpartikelen: ꜳ. (G. N. at).
atjan (Talord), s. attan.
atmæ, atpꜳ o. s. v., see under att.
atra, s. attra
att, adv. 1) tilbage (til et bagud beliggende Punkt), f. Ex. att i Bꜳten, att um Ryggjen. G. N. aftr. 2) bag (paa et bagud beliggende Punkt), f. Ex. att i Bꜳt’a (i den bageste Deel af Baaden). I sidste Tilfælde hedder det paa enkelte Steder: atte (i Lighed med: framme, inne, ute). — att ꜳ fram: frem og tilbage. att ꜳ upp: bagud i opstigende Retning. att ꜳ ned: bagud i nedgaaende Retning. att ꜳ Bak: bagover, med Ryggen mod Jorden. Tr. Stift, Gbr. Sdm. og fl. (ꜳ betyder her: paa, ikke og). I lignende Betydn. siges: att ꜳ vik (i Sdm.), og: att ꜳ Ende (Nordre Berg.); det sidste dog kun om et Fald. — I Sammensætning med andre Partikler er Betydningen af att ofte dunkel og gaaer mest ud paa en Tilnærmelse eller Tilslutning.
atta (i Hard. og Voss: attan), bagfra, eller bagved. (G. N. aftan). Bruges kun i Sammensætning; saaledes: attaette: bagfra (Nordre Berg.). attafyre: bag ved, paa Bagsiden. (I Hard. og Voss: attanfy’). attapꜳ (attanuppꜳ): bagved, bagpaa. attatil (attante): 1) bag til, i den bageste Deel; 2) bag fra, fremover. (I nordre Berg. og fl. hedder det: atta-ette; i Rbg. attan-at).
attalege (attale), adv. noget tilbage, langt bagud. Dæ lꜳg so attale. (G. N. aftarla, aftarlega).
attan (Talord), atten, 18. Meget forskjellig Form; saaledes: atjan (Hard. sjelden), akjan (Sogn, Voss, Hard.), akjꜳn (Shl. Jæd.), akjen (Sfj.), ꜳkja (Sæt. Vald.), aukjꜳ (Nhl.), attan (Lister o. fl.), atten (mange St.). — Gam. N. atjan (átján). Jf. nittan.
attare (i Ørkd. ætt’er), adj. bagere.
attaste (ættest), bageste, længst bagud beliggende.
att-ꜳt (i Tell. att-at), præp. 1) nær til, tæt henimod. attꜳt Veggjen: tæt til Væggen. attꜳt ei femti Ꜳr: henimod 50 Aar. 2) til (om at nyde eller bruge noget ved Siden af et andet), f. Ex. drikka Øl attꜳt Maten (til Maden).
atte (att, att’e, for att’er), adv. igjen, tilbage. (Isl. aftr. Sv. åter). I Særdeleshed: 1) tilbage, efter (om en Forbliven). vera atte, standa, sitja, leggja, gløyma atte. 2) tilbage til sin forrige Stilling. koma atte, venda, taka, giva, faa atte. 3) paa ny, atter. finna, høyra, kjenna atte. 4) til (om en Lukkelse eller Dækning). lata atte (lukke til), slꜳ, driva, frjosa atte o. s. v.
Attebera (aab. e), f. Bagstrøm, tilbagegaaende Strøm ved Strandbredderne i en Fjord. Nhl. (I Sdm. Atterenne).
Attedrepa (aab. e), s. Attekast.
attedriven, og attefokjen, adj. om en Vei: tilføgen, fulddreven af Snee.
attefrosen, tilfrossen, iislagt.
attefunnen, igjen funden.
attegꜳdd’, adj. a) om Eng og Ager: overgroet med Ukrud eller Krat; b) om Mennesker: forfalden til Uorden eller Ureenlighed. Nordre Berg. Sdm. Helg.
attegift, gift paa ny (anden Gang). Hedder paa mange Steder: uppatte gift.
Attegløyma, f. En som er forglemt; en aldrende Pige, som ikke kan vente Beilere. Søndre Berg. og fl. — attegløymd, efterglemt.
Attegny, n. idelig Gjentagelse af noget eller Mindelse derom; Noget som man ikke kan glemme eller afholde sig fra. Sdm.
atte-grodd, adj. tilgroet; lægt, heel igjen.
atte-grytt (yy), tilkastet med Steen. Gbr. Sdm. Jf. gryta.
Attehald, n. Afhold; Maadehold.
Attekast, n. Tilbagekast; Vindens Tilbagestød fra en Klippe. I Hard. Attedreppa, f.
Attekjøyr, m. Tilbagedriven; et Kortspil hvori den Udspillende selv maa stikke sit Kort, efterat det er stukket af Modparten. Ogsaa: Attestikkar, m. B. Stift.
Attekoma, f. Tilbagekomst. (Sjelden). atte-komen, tilbagekommen.
atte-lagd’, adj. 1) efterlagt paa et Sted. 2) tildækket, skjult. 3) om Ager: udlagt til Eng.
Attelega (aab. e), f. Ager som er udlagt til Eng, Hvileland. Nordre Berg. Helg. (= Ækra).
Attelit (aab. i), n. Bekymring, Uro i Sinden; saaledes: a) Frygt for et paakommende Uheld; ogsaa: Omsorg, Omhu for En; b) Sorg, Anger; c) Savn, Længsel. Berg. Stift, Ndm. og fl. I Sogn: Atteleit. Jf. Ank, Ihug, Hugverk.
attelita, v. n. (med paa), være bekymret, ængstes, frygte; ellers: sørge, angre; ogs. føle Savn. B. Stift, Helg.
atte-liten (aab. i), tillukket, stængt. B. Stift. (Af lata).
attelysa (e), v. n. (e—te), grye, begynde at blive lyst af Dagen. Nordre Berg. Ørkd. og fl. Attelyfing, f. Dagbrækning, første Lysning af Dagen, Jf. Lysing.
att-ende, tilbage, lige bagud (ikke til nogen Side). Søndenfjelds. S. ende.
Attenekkje, n. et nyt Anfald af en Sygdom. Sdm. (Jf. nekkia),
Atter (bedre Att’r, af attra), Tilbagegang. Bruges kun i Talemaaden; til Atters. gꜳ te Atters: gaae tilbage i Magt eller Velstand, lide Tab, forarmes.
Atterbod, f. s. Attrabod.
Atterenne, n. og Atterekje, n. Bagstrøm, tilbagegaaende Strøm ved Landet. Nordre Berg. Ellers: Bak-ia, Bakevje og fl.
atte-sedd (ee), seet igjen.
atte-sett (aab. e), eftersat, ikke medtagen,
atte-slegjen, tilslaaet, sammenslaaet.
atte-stengd, tilstængt, lukket.
Attestikkar, s. Attekjøyr.
Attetak, n. Gjentagen; Optagelse paany; nyt Anfald af en Sygdom,
att-tikjen (aab. i), igjentagen; tilbagetagen.
att-ette (-itte), bagud, tilbage.
Attevending, f. Tilbagevenden.
atte-vunnen, igjenvunden.
att-fram, adv. bagvendt, omvendt, Søndre Trondhj. og fl.
attfyre (attfor, attfe), præp. for, over, ind for, i Veien for. halde attfyre: holde Haanden for, skjule, tilstoppe. Dæ gjekk ei Sky attfyre Sol’a: Solen blev skjult af en Sky. (Næsten alm.). Ogsaa: tilbage for. Dæ som attfyre dei, ɔ: det blev dem forebragt; de fik høre det igien.
Atthug, m. Omhu, Omsorg. Nhl. Jf. Attelit.
att-i, præp. og adv. 1) bag i; tilbage til. 2) efter, siden, senere. Dei kjenne dæ att-i: de føle det bagefter. (Nordre Berg.). halda att-i: holde tilbage, standse en Baad ved at holde Aarerne tilbage i Vandet. att-i Staden: i Stedet, i den ledige Plads. att-i Vegj’a: bagefter, siden. atti Ꜳrsmot’e: henimod et Aar. atti Fjortan-daganne: henimod to Uger. B. Stift.
attkolt, adj. om en Flade eller Skraaning, som hælder ind imod Landet. Sdm. Vel egentl. tilbagehvælvet, af kolve (for kvolva).
attlengjes, adv. baglængs. Sogn og fl. I Tr. Stift: attlengs. Ellers baklengjes.
attmæ, præp. 1) ved, hos, ved Siden af, nærdved. I Ag. Stift: attve(d); jf mæ og ved. 2) med, til (= attꜳt), I Nhl. og Helg. f. Ex. likna attmæ (sammenligne med); brikka Øl attmæ; s. attꜳt.
attpꜳ, 1) bag paa; tilbage paa. gꜳ attpꜳ sine Or: forandre sit Udsagn, ikke staae ved sine Ord. Sdm. og fl. 2) ovenpaa, strax efter. attpꜳ Maten. attpꜳ Slæp’e. 3) oven i Kjøbet, som Tilgift. Han fekk ein go’ Skjeling attpꜳ. — Almindeligt.
attra, v. a. (a—a), 1) flytte tilbage, sætte længere bagud. Tell. og fl. Især: føre baglængs, faae en Hest til at træde tilbge uden at vendde sig. Stavanger Amt og fl. I Sdm. ottra; i Sogn: ota; ellers: homa, hopa, apa. — tilbagekade, rygge, ophæve en forhen gjort Bestemmelse. Alm. søndenfjelds. attre sei (i Østerdalen): betænke sig, afstaae fra sit Forsæt. G. N. aftra (afholde) af aftr, s. atte.
Attrabod (aab. o), f. Tilbagekaldelse af et afsendt Bud; nyt Budskab hvorved et foregaaende ophæves. Alm. I Sdm. Atterbod, i Ørkd. Attrabau; ellers Attrabo (bꜳ).
attraft, v. n. gaae tilbage, svækkes af Alder; forringes, forarmes. B. Stift.
Attring, f. 1) Tilbagegang; 2) Tilbagekaldelse.
attuge (aab. u), v. a. tælle, regne efter. I Tell. som forældet. (Vel eg. at-huga).
att-unde(r), under, ind under; i Skjul. Sol’a gjekk attunde. Dei sto attunde fyre Uvere: de stode i Ly for Uveiret (B. Stift). Te fꜳ Arbeid’e attunde (Sdm. og fl.): at faae et Arbeide færdigt til den bestemte Tid, saa at man strax kan begynde paa noget nyt.
attung (att-tung’), adj. tung i den bageste Ende. Ellers baktung. Jg. framtung.
attve(d), hos, ved Siden af, nærved. (Ag. Stift; s. attmæ).
att-yve, 1) bagover; 2) over, indover (om en Tildækkelse). Leng Lokj’e attyve: læg Laaget over. „Han legg attyve“, siges i Sdm. om Sneen, naar den skjuler Jorden. breide attyve seg: trække Klæderne over sig. gjere attyve seg (Nordre Berg.): forsee sig, gjøre noget, som man vil angre.
Atvik (aab. i), n. Hjælp, Tjeneste, Villighed. Tell. (hvor at bruges istedet for ꜳt).
au, Diftong (der ogsaa kunde skrives: ou og eu), omvexler i enkelte Ord med aabent o (Østerdalen) og med ø. — au! er ogsaa Interjektion, som betegner Skræk eller pludselig Smerte. Omvexler med u!
au (aug), adv. ogsaa. S. og.
aud’ (au’e, au), adj. blottet, som aldeles mangler eller savner en Ting; saaledes: a) om Steder: tom, øde, hvori intet er at finde; b) om Mennesker: lens, blottet, hos hvem intet findes. Næsten alm. og forbindes sædvanlig med: fyre (for), f. Ex. Gar’en var au(d’e) fyre Folk (ɔ: der var intet Menneske paa Gaarden). Dar va audt fyre Fisk. Han æ reint au’e fyre Peng. Jf. øyden, fri, svør. — (Isl. auðr, tom). Heraf: øyda, v. a. Øydna og fl.
audkjend’, adj. let at kjende, som lettelig gjenkjendes. Nordre Berg. Sdm. Ndm. (Ellers utkjend). Isl. auðkendr. Den gamle Partikel auð, som betegner en Lethed, findes her kun i dette og et Par andre Ord.
Audn (eller Aun), f. Lykke, især med Kvægavlen. Sogn, Sfj. (= Hæming, i Sdm.). Isl. auðna.
audna, v. n. blive tomt eller øde. Sjelden, s. øydast.
audsedd (ee), adj. øiensynlig, let at see. Sdm. Dæ va audsett: det kunde man let see. (Sjelden).
Audskap, m. Blottelse; fuldkommen Mangel.
audsleg (ausle), adj. om et Sted: stille, øde, tomt for Mennesker. I Tell. auskleg.
audvar’, adj. yderst forsigtig, som lægger Mærke til de mindste Smaating. Sdm.
audvis (vis’e), adj. eenfoldig, af liden Forstand. Sogn.
Aue, f., s. Auga. — Auer, s. Auger.
Auga, n. Øie (G. N. auga. Sv. öga). I Eental betegner det ogsaa et Hul eller noget som ligner et Øie (Kvennauga, Nꜳlauga, Smørauga); i Fleertal ogsaa: Ansigtet, f. Ex. vaska seg i Augo; vera rein i Augo ell. Auꜳ (Nordre Berg. Helg. og fl.). Fleertal har altid Femininform: Augur (Tell.), Augo, Aue, Auꜳr (Helg.), Ugu (Ørkd.). Eental er ogsaa femin. i nogle Dial. (Nordre Berg. Sdm. Ndm. Ørkd.) hvor det sædv. hedder: Aue. I Sammensætning deels Auge (Aue, Aug), deels Augne. (Jf. Gram. § 78. 233).
Augbit (Aubet), n. Øiensvie, naar Øinene angribes af Røg eller af stærk Glands. Ndm.
Augelag, s. Augnelag.
augelaus, adj. øieløs (f. Ex. Naal).
Auger (el. Aug’ur), m. 1) Rødfisk, Hav-Aborre (Perca marina). Navnet Aug’er (Sogn og fl.) gaaer over til: Au’er (Sdm.), Auor (Helg.), Ugur, Uer, Uver, Ur (i Tr. St.). Ellers: Raudfisk, Raudfjør, Klokkar. 2) en lignende Fiskeart: Snarre (Gasterosteus Spinachia). Nordre Berg. Denne Art (hvortil Navnet bedst passer paa Grund af dens store Øine) kaldes ellers. Tindauger; og den forrige kaldes da: Storauger.
Augestyng, s. Styng.
Aug-kvite, m. den hvide Deel af Øiet. Valders, Toten og fl. (I Sdm. Kvitebikkje). Isl. augnahvíta.
Augleite (og Augløyte), n. den Strækning som man paa een Gang kan see eller overskue; ogsaa: Synskreds, Horizont; eller de Punkter og Strækninger som ligge yderst i Horizonten. Tell. Rbg. Jf. Leite, Himnaleite.
Augna-kro. s. Augnekrꜳ.
Augne (i søndre Berg. Augna; i Tell. og Sdm. Øgne) er en Sammensætningsform af Auga (det gamle Genitiv i Fleertal: augna). Bruges eenligt i Talemaaden: ein Augne Grand, ɔ: en liden Smule, en neppe synlig Forandring; ogs. et lidet Øieblik. Nordre Berg. og fl.
Augneblik, n. Øieblik. (Bedre Augneblink).
Augnebrun, f. Øienbryn. S. Brun.
Augne-fær, f. den Maade hvorpaa man seer eller bevæger Øinene. Tell.
Augnehꜳr, n. Øienhaar.
Augneklꜳde m. Kløe i Øinene.
Augnekrꜳ (Augnakro, og i Tell. Ogne-ro), f. Øienkrog. S. Krꜳ.
Augnekvarm (Augkvarm), m. Øienlaagenes Kant eller Rand. Jf. Kvarm.
Augnelag, n. Øinenes Udseende eller Beskaffenhed, især forsaavidt de udtrykke et Sindelag eller et vist Anlæg. Alm. Nogle St. Augelag; i Tr. Stift: Aulag. (Isl. augnalag). Eit godt Augnelag: et godt Aasyn, Øine som antyde et godt Sindelag.
Augnelime, f. Øiensvaghed. Sdm.
Augnelok, n. Øienlaag.
Augnemꜳl, n. Øiemaal, omtrentlig Maal som tages ved Øiesyn. Tell. og fl.
Augnering, m. Huulheden i Ansigtet omkring Øinene.
Augnestein (Augstein), m. Øiesteen.
Augnesyn (-synd), f. Øiesyn. Eg skyna dæ bære pꜳ ei Ognesynd (yy).
Augnevar, m. Voer eller Slim i Øinene. Hedder i Hard. Augnavar og Augnasaur; i Sdm. Ognekleime, f. (Isl. augnavar).
Augunn, s. Ꜳvund.
augut, el. augutte, adv. bagvendt; bagfra. Hard. See ovugt.
auka, v. a. (a—a), øge, forøge, formere. (G. N. auka). auka pꜳ: forøges, tage til. (Søndenfjelds). aukast: forøges, formere sig.
Auke-mun, m. en vis Grad af Forøgelse.
Auking, f. og Aukelse, n. Forøgelse.
aukjꜳ, s. attan.
Aukje, m. 1) Forøgelse. (Oftest kun i Sammensætning, som: Arbeidsaukje, Syndaukje). Isl. auki. 2) i Sdm. Fiskeyngel, meget smaa Fiske (Fl. Auka).
aukla, v. a. formere; tillægge ung Kvæg. Hard. (sjelden). I Tell. økle. — auklast: formeres, voxe til. Aukling, f. Formerelse. Jf. Økl.
aula, v. n. (a—a, eller: a—te), krybe, skyde sig fremad saaledes som Ormene og Sneglene; ogsaa: mylre, vrimle (om Krybdyr). B. Stift. I Sdm. uegentlig om Mennesker, f. Ex. Dæ aula ꜳ græv’a mæ dæ same, d. e. man lever som sædvanlig, enhver sysler med sit Arbeide som før.
Auling, f. Kryben; svag Bevægelse.
Aume, f., s. Ꜳma.
Aun, Lykke; s. Audn.
Aun, eller Aune, n. en ubeboet Plads, et Sted hvor der findes Spor af Rydning. Skal bruges i Inderøen, men sjelden. I Namd. og Ørkd. forklares Ordet deels ved en Vold el. Forhøining, deels ved en skovbegroet Plan; men Betydningen er her uvis, da Ordet blot bruges som Stedsnavn. (I Matrikulen Aune, Ovne, Øvne). Jf. G. N. auðn, f. (Norges gamle Love, I. 125. 290).
Auor, s. Auger.
Aur, m. 1) Grums, Bærme, Bundfald. (Helgeland). Jf. Kolaur. 2) Sandgrund, grov Sand. (Tr. Stift; sjelden). Jf. aurhalt, aura, v. øyra, v. og Øyr, f. — Sv. ör. 3) Gruusjord, skarp og sandig Jord; det haardere og grovere Jordlag, som i de bjergige Egne sædvanlig forefindes nedenunder Agerjorden eller næst det øverste Jordlag. Ellers ogsaa om flere Jordarter som adskille sig fra Muldjorden: saaledes: Grꜳaur, Raudaur, Leiraur, Sandaur. Alm. og meget brugeligt. (Isl. aur, grov Leerjord).
aura, v. a. (a—a), 1) grumse, plumre, oprøre. Helgl. 2) grave, udhule eller bortskylle Grunden (om Søen og Elvene). Nordre Tr. — Jf. øyra, gropa. 3) blande eller opfylde med Gruusjord (Aur). B. Stift.
aurast, v. n. om Sandgrund: skylles bort, forandre sit Leie. I Helg. ogsaa: grumses, oprøres.
aurꜳ, ɔ: andet. Gammelt Dativ af anna, s. annan. aurꜳstodꜳ, s. anderstade.
Aurbot (i Klæder), s. Ꜳrbot.
Aurbotn, m. haard gruusagtig Grund.
Aure, m. Ørred, Forelle. Næsten alm. I Nhl. hedder det: Ørje eller Aurje, for Auri’e (Isl. aurriði. Jf. Sv. örlax). I nogle Bygder i Sdm. siges Aurel og Auride om Laxens Yngel. Spor af Formen Auride findes vel ogsaa i det helgelandske: Ørjemark (ɔ: Regnorm), jf. Ꜳngelsmakk. Eenstydigt er: Kjøa (s. d.), Kræde (Sdm.), Tita (Ørkd.), Agneta (Helg.).
Aure-kjøa, f. en ung Ørred. Hard. og fl. (See Kjøa). I Nhl. Ørgakjøa (uden Tvivl ved en Misforstaaelse af Formen Aurje, som Orgje).
Aurel, s. Aure.
auren, adj. gruusagtig, som ligner Gruusjord; ogsaa om Snee: kornet, haglformig.
Aurfor (aab. o), f. en dyb Fure, som gaaer ned i Gruusjorden. Ørkd. og fl. I Tell. en Fure til Vandafledning. I B. Stift: en Fure som adskiller to Agerstykker, der tilhøre forskjellige Eiere.
aurfull, adj. fuld af Gruusjord.
aurhalt, adj. om Hesten, naar den bliver øm i Fødderne af at gaae paa grov Sand eller Smaasteen. Tr. Stift, Nordre Berg. og fl. I Østerd. orhalt (aab. o).
Aurhane, m. see Orre.
Aurhella, f. det nederste Lag af Gruusjorden, hvori denne bliver til en tæt og haard Masse, som er vanskelig at opgrave. Berg. Stift og videre. I Tr. Stift og Helg. hedder det: Aurhyll’, s. Hella.
aurhendt, keithaandet; s. orvhendt.
Aurlende, n. Mark eller Ager, som indeholder meget Gruusjord.
aurlendt, adj. rigt paa Gruusjord (om et Sted eller Landskab).
Aurmold, f. Muldjord blandet med Gruusjord.
Aurskide (-skjia), f. det nederste Stykke i en Plov, den Deel hvorpaa Plovjernet er anbragt.
Aurslag, n. Gruusart; eget Slags Gruusjord.
aurt, adv. ubeleiligt, forkeert, skjævt. Eg sat so aurt. Yttre-Sogn (hvor man ogsaa siger aurhendt).
aurut (aurette), adj. gruset, beheftet med Gruus eller Aur.
ausa, v. a. (øys’; auste), øse. G. N. ausa (eys, jós). Gram. § 281. ausa Bꜳten: øse Vandet ud af Baaden aus’ upp ein Brunn: øse en Brønd tom. ause bruges i Sdm. ogsaa i Betydn. slaae ud med Bagbenene, spænde, om Hestene. Heraf: Ausing, f.
Ausa, f. en Øse, Slev. (Isl. ausa).
Ausel, m. en Øse, en Skaal med Skaft, bestemt til at øse med eller drikke af. Ørkd. (Isl. eysill).
Ause-rom, n. Rum til at øse (i en Baad).
Auskjer (aab. e), n. Øsekar som bruges i Baadene. S. Kjer.
auskle, s. audsleg.
Ausmꜳl, n. en vis Mængde Vand som maa øses bort. Helg. Tr. Stift. Dæ va eit Ausmꜳl i Bꜳt’a: der var saa meget Vand i Baaden, at man maatte øse ud.
aust, adv. øst, mod Øst. (G. N. austr). I Guldalen forekommer Formen: ust (uust).
austa (for austan), adv. østenfra. (Sjelden eenligt). austa-ette: fra Øst, vestover. austa-fyre (austan-fy): østenfor. austa-til (i søndre Berg. austan-te): 1) paa Østkanten; 2) østenfra.
Austadrag, n. (-drog, f. og -drꜳtt, m.), østlig Vind i Skyerne.
Austakjøla, f. kjølig Østenvind.
austale(ge), adv. i Øst, paa Østkanten. (Sjelden).
Austavind, m. Østenvind. G. N. austanvindr) austbær, adj. om Vinden: noget østlig, i Vending til Øst. Helg. Tr. Stift.
austhall (n. halt), adj. hældende mod Øst, om Marker. (Søndre Berg.).
austleg, adj. østlig.
Austlending, m. Indbygger af det Søndenfjeldske, nemlig Agershuus og den østlige Deel af Kristianssands Stift, som af de vestenfjelds boende benævnes med det fælles Navn: Austland(et). Austmann har samme Betydning og er mere brugeligt. Kvinder fra samme Landskaber kaldes: Austlendska, eller oftere: Austlandskꜳna og Austlandsgjenta.
Austmann, s. forrige.
Austr (Aust’er), m. Vand som samler sig i en Baad; Øsevand. B. og Tr. Stift. Isl. austr.
Austr, f. Øsekar; see Øystra.
Austrønt, adj. n. østligt, om Vindens Retning. Sjelden; see innrønt.
Aust-yrje, f. langvarig Østenvind. Rbg. Tell.
autt, s. aud. — Auvunn, s. Ꜳvund.
av, præp. af. Isl. og Sv. af. Ang. of. Som Præposition bruges Ordet kun sjelden eenligt, og i dette Tilfælde hedder det: av (i Tell. og fl.), a’ (i Stavanger Amt) ꜳv (i Shl. og Sogn). Derimod sammenfattes det sædvanlig med: ut, altsaa: ut-av, uta, ’ta (mest alm.); ut-ꜳv, utꜳ, ’tꜳ (Søndre Berg. Hall. Vald. Guldbr. Ørkd. Ndm.); f. Ex ta Gar’a (tꜳ Gar’e): af Gaarden; ta Tre (tꜳ Tre): af Træ. Ved Dativer af en forældet Bøining er Formen av mere almindelig; saaledes: av Lagje, see Lag; av Huse, s. Hus.
av, adv. af. Hedder ogsaa: ꜳv (Søndre Berg. Hall. Vald. Gbr. Ndm. Fosen), ꜳ (tildeels i Sogn), ꜳg (tildeels i Nhl.). Betydningen er meget forskjellig; saaledes 1) af, fra. leggja av: aflægge. sleppa av: slippe fra, blive skaanet. verte av mæ: blive kvit. (Derimod: Dæ vart ikje av: der blev intet af det; det slog feil). Jf. setja av (afsætte), telja av (fraraade), vænja av (afvænne). — ꜳva-av (i Helg. ꜳvꜳn av): af det øverst liggende. utta-av: af det yderste; udenfra. Naar et Objekt føies til, og Ordet altsaa kommer i Præpositions Stilling, faaer det Formen: ut-av (’tav, ta, tꜳ), s. forrige Ord. 2) bort, hen, tilside, afsted. draga av: fare bort. smetta sig av: liste sig bort. gjøyma av: skjule, dølge. — Ogsaa: borte, henne. Meget brugt i Sogn, hvor det udtales: ꜳ, el. ao, f. Ex. han va ꜳ(v) ꜳ fiska (ɔ: ude og fiskede. Jf. Avbygd, Avdal, Avkrok. 3) over, hen, ud (om en Overgang, Henskriden, Hensvinden). Han lꜳg dær av Natt’a, el. Natt’a av: han laae der Natten over. Dæ gjekk væl av (gik lykkelig over). minka av: aftage, formindskes gradviis. Ligesaa: stillast av, takast av, o. fl. 4) til Ende, forbi, op (om en Afgjørelse eller Færdiggjørelse). Dei ha store av: de have skaaret alt sit Korn. Ligesaa: slꜳ av, pløgja av. Jf. gjera av, snakka av (ɔ: aftale). D’æ meir av, elde so att’ æ (i Sdm.): det er mere som er forbi, end som staaer tilbage. 5) itu, i Stykker. Dæ gjekk av: det brast itu. skjera av: skjære over. Ligesaa: slita, brjota, slꜳ av o. s. v. Forbindes ogsaa med Verbet vera, f. Ex. Staven æ av (Stokken er afbrækket). Isl. og Sv. af).
avande, adv. overmaade. Bruges i Sogn. I Tell. ovende; jf. oveleg og ov, som tildeels i Ag. Stift hedder av, f. Ex. avdiger, Avverk.
Avꜳt, n. Af-æden; det at en Græsgang bliver benyttet af Uvedkommende. Helg. Sdm. og fl.
avbakeleg (abakele, abakle), adj. ubeleilig, afsides liggende. Tr. Stift, Sdm.
avbalka, adj. afdeelt, adskilt ved en Mellemvæg (Bolk). Tell.
av-bart, afslaaet, nedslaaet (om Korn og Frugter); ogs. svækket, udmattet. Helg.
Avberje, n. Langhalm. Ørk.
avberkje, v. a. (e—te), tage Barken af. Nordre Berg. og fl.
avbragsle(g), adj. usædvanlig, besynderlig; ogs. usømmelig. Guldbr. I Lessøe: abrigsle (maaskee for avbrigdesleg).
avbrikje, abrikjele(g) og ꜳbrikje, adj. n. overordentlig, uhyre. Ndm.
av-broten, brudt, brækket itu.
Avbrøyte, n. Afvigelse, Forandring, Forskjel (i Skik og Sæder). B. Stift. Søndenfjelds hedder det: Avbrot.
Avbygd, f. afsides liggende Bygd. Tr. Stift.
avdaga, adj. afdaget ɔ: fuldkommen Nat, naar det er ganske mørkt, og den sidste Lysning af Dagen er forsvunden. Alm. og meget brugeligt Ord. Avdag bruges tildeels som Subst. saaledes: Avdags Tid, Avdags Bil: den Stund da det sidste Dagslys forsvinder. Ette avdaga: efter at Dagslyset er borte.
Avdal, m. afsides liggende Dal.
Avdegning, f. den Stund da Dagslyset forsvinder (om Vinteraftenen). B. Stift.
avdiger, overmaade stor. Ag. Stift.
Avdrꜳtt, m. (eg. Afdrag), Mælkevarer; Smør og Ost, eller alt hvad der tillaves af Mælken. S. Drꜳtt.
av-duld’, skjult, fordulgt.
Ave, m. 1) Vandpyt, grundt Vandstade; en liden Bugt eller Arm af en Elv. Helgeland. (I svenske Dial. afva). — 2) Vandhvirvel, Bagstrøm (= Ja). Beslægtet med Evja. Paa enkelte Steder skal Ave ogsaa betyde en Haspe eller Dukke af Traad. Jf. Aving, Avsete.
av-eksa, v. a. (e—te), tærske, slaae Kornet ud af Axene med Pleielen (jf. skjedde). Nordre Berg. Af Aks.
avfal’ adj. fal, ledig. B. Stift.
Avfall, n. Affald; Levning.
av-fjella, adj. om Solen: nedgaaen, saa at den ikke længere skinner paa Fjeldtoppene. I søndre Berg.: ꜳvfjella; i Sdm. avtinda.
Avfær, f. Affærd; Bortgang. Ei lꜳk’ Avfær (Sdm. og fl.): en slet Ende.
Avgang (Avgꜳng), m. 1) Afgang; 2) Affald, Levning, Overskud. Isl. afgángr.
avgjerast, v. hentæres af Sygdom. avgjor’, hentæret, udpinet. Sdm. og fl.
Avgjær, f. Mærker paa en Fiskestim i Vandet. Fosen. See Uppfar.
Avgud, m. bruges baade om en Afgud og om et Menneske som ikke skjøtter om sin Børnelærdom eller sin Religion.
avgudeleg (el. avgu), overordentlig. Tell.
av-halden (-hilden), tilbageholdt, hindre. avhalda, og halda av: tilbageholde.
Avhol (aab. o), n. Afhul, afsides og ubekvemt Sted.
Avhovda, v. a. tage Hovedet af (især Fisk). I Sdm. avhaude Isl. afhöfða.
Avinga, Fl. m.; s. Avsete.
Avkall, n. Afkald.
avkjenneleg, adj. meget forandret, vanskelig at kjende igjen. Sdm. Hard.
av-klaga, afskaffet eller afsat paa Grund af en Klage. avklæde (mest alm. aklæ), v. a. afklæde.
Avkoma, f. Udbytte; Produkt; Afkom.
av-komen, henkommen, afsides kommen. Ogsaa: svækket, udmagret.
Avkrok, m. Afkrog, afsides Sted.
Avl, m. 1. Esse i Smedjen. (Isl. afl). Nogle St. kun om Mundingen eller Røret paa Smedebælgen. Avlstein, m. og Avlhol, n. Steenrøret som leder Luften fra Bælgen til Ildstedet.
Avl, m. 2. (ogsaa Avle), Kraft, Styrke, Legemskræfter. Nhl. Tell. Hall. Indr. (Isl. afl, afli). I Helg. ogsaa noget hvorpaa man kan prøve sin Styrke, f. Ex. en Steen til at løfte. Heraf evla. Jf. Handyvle.
avla, v. a. (a—a), 1) avle, indhøste, faae af Jorden. (Lidet brug.). 2) formaae, s. evla. 3) forvolde, paaføre En noget, især noget ondt. Sogn, Sdm. og fl. Han avla dei ei Skjæmsla ɔ: han forvoldte dem en Irettesættelse, klagede paa dem saa at de bleve overskjendte. (Isl. afla, skaffe).
avlaga, adj. forstyrret, bragt i Uorden. Tell. og fl. — avlaga seg, fordreie Ansigtet, gjøre Grimaser. Tell.
av-lagd, forældet, gaaet af Brug.
avlagje, aflave, f. Lag.
avlands (Vind), som blæser fra Landet.
avlang’ (avlꜳnge), adj. aflang.
avlaus, adj. 1) fal, ledig, færdig til Benyttelse. B. Stift. 2) løbsk. Gbr. Øyken sprang avlaus for døm, ɔ: deres Hest gik løbsk.
Avlꜳting, m. Levning, Efterladenskab. Sdm.
Avle, m. Avling af Jorden, Frugt, Afgrøde.
Avle(d), m. see Uvlid.
avlefte, v. n. afhugge Lafterne (paa gammelt Tømmer). Rbg. Tell. — See Laft.
avleide (avleia), v. a. udsætte til en anden Tid, forhale. B. Stift.
Avleide (Avleia), f. Forhaling, Udsættelse til en senere Tid. I Nhl. Avleia og Ꜳvleia; i Sdm. Avleiding og Avleidsle, der udtales: Avleltje, el. Avlelsje.
avleides, adv. af Veien, afsides. (Sjeld.).
avleikꜳ, langt borte, langt fra Maalet. Sdm. (Uvis Oprindelse).
avleites, adv. af Syne, hen til et Sted som man ikke kan see. Jæd. (Udtalt: avleides, see Gram. § 90). Jf. Leite.
avlessa v. n. (e—te), aflægge Læsset.
Avletle, s. Avleide.
Avlette, et Slags Vafler (eg. Oblat). Guldbr.
av-liden (avleen), forløben, forbigaaen (om Tid). avli’e Middag: noget over Middag.
avlikka, adj. falmet, affarvet. Helg.
avloa (ꜳvloa), v. a. (a—a), slagte, dræbe. Søndre Berg. Isl. aflóga (som ogsaa betyder: afhænde). Jf. torga.
av-loa (for avloda), indhøstet. Di ha avloa: de ere færdige med Indbjergningen. Helg. (hvor Stamordet Lo(d) ikke bruges).
Avloding, f. Indhøstning; Afgrøde. Sdm.
avlug, adj. stærk, kraftfuld. (Sjelden).
Avlysing, f. Mørkning, Skumring. Tell.
av-lyst, afskaffet (efter offentlig Bekjendtgjørelse). See lysa.
Avlæte, n. 1) underlige, usædvanlige Gebærder. Guldbr. 2) see Ovlæte.
av-mꜳdd, afslidt, udskrabet. Helg. — S. mꜳ.
avmunds, adv. for seent, over den rette Tid (Mund, n.). Sdm. og fl.
av-møya, skilt ved sin Mødom.
av-noggjen, afdslidt ved Gnidning.
av-rꜳdd, 1) fraraadet; 2) som har opgivet sit Forsæt. Tr. Stift. Han æ avrꜳdd mæ dæ (Ørkd.): han har betænkt sig, er kommet paa andre Tanker.
Avrꜳnd, f. Udkant; Strimmel i Kanten. Valders; ogsaa Avrønd.
Avrꜳng, m. frossen Snee, Skare. Sdm. S. Harang (som maaskee er samme Ord).
avregda, m. frossen Snee, Skare. Sdm. S. Harang (som maaskee er samme Ord).
avregda, uhyre stor, usædvanlig. Sdm. Maaskee for Avbregda; see avbragsleg.
av-reidd, irettesat, overskjendet. Sdm.
Avreidsle (udt. Avreltje, el. Avrelsje), f. skarp Irettesættelse, Skjend, Sandsekage. Sdm. Nfj. (Jf. Skjemsla).
av-rokjen (aab. o), afdreven, bortdreven; s. rekan.
avsete (aab. e), Fl. f. de Ender af Rendegarnet, som blive tilovers, naar Væven er færdig. Bruges i de sydlige Egne, ogsaa i Sogn, Guldbr. og fl. Derimod: Avinga (Fl. m.), i Sdm. og Tr. Stift. Jf. Ave. Isl. afuggur.
avsett’ (ꜳvsette, ꜳgsett), afsat.
avsides (avsies), adv. afsides.
avskapt, adj. fordreiet, hæsligt udseende af Vrede eller Skræk. Sdm. og fl. (Rettere avskapa).
avsko, v. a. tage Skoene af.
avskoga, adj. blottet for Skov.
av-skoren, skaaren itu; ogsaa: afskaaren, f. Ex. om en Ager.
Avskur (aab. u), m. et afskaaret Stykke. Isl. alskurdr.
av-slegjen (sleien, slien) slaaet itu. Derimod: ha’ avslegje: være færdig med Høslætten.
av-sloppen, skaanet, undkommen.
av-snakka, aftalt, afgjort.
avstad, hen, ud, afsted. Hedder ellers: avsta, afta (Jæd.), ꜳvsta (Shl.), stad (Nfj.), sta (mest alm.).
av-starva, afgaaen, død. Helg.
avstrokjen (aab. o), undvegen, som har løbet sin Vei.
avstybbe, v. a. kappe, afhugge. Ørk.
avstyra, v. a. stille, bringe til Orden, forhindre fra Slagsmaal eller Voldsomhed. Berg. Stift. (Isl. afstýra, afværge).
Avsvøyp, m. Afkrog, Udkant. Sdm.
Avsøla, f. Skyggeside, et Sted som vender fra Solen eller har Mangel paa Solskin. B. Stift. Ellers: Bakside, Baklid. — Jf. Forsøla.
avsølt, adj. om et Sted som har Mangel paa Solskin. Næsten alm. men hedder tildeels: avsolt, ꜳvsolt og ꜳvsølt.
Avtak, n. 1) en aftagen Deel, noget som er frataget; 2) Afbrydelse, Forhindring. (Sjeldnere). S. taka av.
av-tald, fraraadet. — avtelja, v. a. fraraade. (See telja). Isl. aftelja.
av-tikjen (tekjen), 1) aftagen; 2) forhindret, forbudet. Dæ vart avtikje: man fik ikke Lov dertil.
avtinda (om Solen), s. avfjella.
av-trøytt, overstaaet, udstridt.
avtøk, adj. ustyrlig, rasende. Sdm. (Vel egentl. som maa tages eller tilbageholdes.
avvegjes (aveies), adv. paa Afveie; ogsaa afsides, langt borte. (Isl. afvegis). Dæ va reint aveies: det var en Urimelighed, noget uhørt.
Avverk, n. see Ovverk.
av-øyde, v. a. (e—de), ødelægge, udrydde, dræbe. Sdm.