Ordbog over det norske Folkesprog/Anmærkninger om Udtalen
Anmærkninger om Udtalen.
Det aabne e (i Bogen betegnet ved: aab. e) er en Lyd, som nærmer sig noget til Lyden af æ, omtrent som i de Ord: Hest, hefte, gjette (i Læsningen). Det aabne i nærmer sig til Lyden af e, omtrent som naar vi lese de Ord: til, ville, hisse. Det aabne o nærmer sig til Lyden af aa, omtrent som i de Ord: nok, ofte, hoppe. Aabent u har nogen Lighed med o, som i be Ord: Luft, hugge, sukke. Aabent y har nogen Lighed med ø, omtrent som i Ordene: Lyst, Nytte, dyppe. — Om Stavelsen er kort eller lang, gjør her intet til Sagen, da Lyden alligevel er den samme.
I Eenstavelsesord, som ende med en enkelt Konsonant, er Vokalen i Almindelighet lang, da nemlig de korte Stavelser ere skrevne med dobbelt Konsonant. Undtagelser finde Sted ved nogle Ord, som ende med m, og ved nogle faa Ord med n og l, hvilket ellers paa sine Steder er nærmere forlklaret.
Naar g eller k staaer foran i eller y i en betonet Stavelse, maa det leses ligedan som gj og kj. (I de ubetonede Stavelser er der skrevet gj og kj, hvor denne Udtale finder Sted). — gj skal egentlig have Lyden af et blødt g, sammensmeltet med j, men det udtales sædvanlig kun som j. I ggj er Lyden af g naturligviis stærkere. I kj lyder k meget blødt og ganske sammensmeltet med Lyden af j. Man maa altsaa ikke lese g-j eller k-j med adskilt Lyd, da en saadan Lyd ikke her finder Sted, undtagen i sammensatte Ord, som Slag-jarn, Kalk-jord.