Ordbog over det norske Folkesprog/G

Ivar Aasen (1813-1896)

Ordbog over det norske Folkesprog

Utgitt av Carl C. Werner & Comp., 1850 (s. 123-152).

G.

ga, v. n. see gange.

Gadd, m. Braad, Spids. (Sjeldent Ord). G. N. gaddr.

Gagl, f. Vildgaas, Graagaas. Tell. og fl. I Mandal hedder det Gaul, og skal betegne en Art Gjæs, som aarlig trækker langs Kysten paa en nøie bestemt Tid. (Isl. gagl, n. betegner Gaaseunger).

Gagn, n. 1) Gavn, Nytte. G. N. og Sv. gagn. 2) i Sammensætning: Middel, Redskab; see Eldgagn, Vævgagn. Jf. Gogn. Te Gagns: tilgavns; ret dygtigt. (Udtales oftest: te gangs). D’æ ikje Gagn i da (el. ’ti di): der er ingen Hjælp i det.

gagna, v. n. (a—a), gavne, nytte.

gagn-gjerande, adj. gavnlig, nyttig.

gagnlaus (ganglause), adj. gavnløs; uduelig.

gagnleg (gangle), 1) gavnlig, nyttig. 2) adv. tilgavns, dygtigt, ret tilstrækkeligt. Meget brugl. i Helgeland hvor det hedder: gangle.

Gagnløysa, f. 1) Gavnløshed; 2) forgjæves eller unyttigt Arbeide; ogsaa en uduelig Person.

Gagn-vid (-ve), m. Gavntømmer; Emner. I Sdm. Gagnbeine.

gala, v. n. (gjæl’ gol; gale), at gale. Inf. gꜳlꜳ (Gbr. Ørk.). Supin. ogsaa: gile (aab. i), gjele, gjæle (Tr. Stift). gala bemærker ogsaa at gjøre sig lystig over noget, gjøre Støi og Skraal over Smaating. — Galing, f. Galen; Hanegal.

Gald, m. en meget betraadt Plads paa Engen eller i Sneen; et Sted hvor Grunden er bleven haard og fast ved idelig Betræden. Sogn. Hall. I Sdm. Gall.

galda, v. s. gjelda.

galdra, v. n. hexe, gjøre Trolddom. Nordenfjelds (sjelden). G. N. galdra. — Galdring, f. eller Galdr, n. Hexerie. (Kun i Spøg).

galdtrakka, adj. stærkt betraadt, sammentrampet, haardtraadt.

gale (for galet), adv. 1) galt, urigtigt; 2) slet, slemt, ulykkeligt. Dæ gjekk gale. Dæ sto gale til. (gæle i Ag. Stift).

galen, adj. 1) urigtig, feilagtig, daarlig. Ein galen Veg. Ei gala Vis (en Uskik). 2) taabelig, tankeløs, uforsigtig; undertiden ogsaa forvirret, som ikke veed at rede sig ud af det. Han æ ’kje galen so ilt ottast, ɔ: den Mand er ikke dum, som frygter for et Uheld. B. Stift. 3) ustyrlig, tøilesløs, som ikke holder Maade. Han va so galen te lægja. Dei æ so galne ette Drykk (de have en rasende Lyst til at drikke). Ogsaa overgiven af Munterhed. vill ꜳ galen. ein galen Ungdom. 4) forbitret, vred, hidsig. Han vart galen pꜳ oss. Dei vart galne fyre dæ. 5) gal, afsindig. Isl. galinn. Galne-Folkje: de Gale. (Nordre Berg.). 6) frygtelig, rasende; om Vind og Veir. Ein galen Storm. Eit gale Ver.

Gall, m. s. Gald.

Gall, n. Galde. (G. N. gall). D’æ Gall i alle: Enhver har lidt Galde i sig; enhver kan blive opirret til Vrede.

gal-lꜳten, adj. overgiven, lystig. Tell.

gallsprengd, adj. galdesprængt.

Galneheia, lystigt, letsindigt Kvindfolk.

Galning, m. en overgiven, munter Karl, en lystig Fætter.

Galskap, m. 1) Galskab, Daarskab; 2) overgiven Munterhed; Leg og Støi. I B. Stift ogsaa: Galningsheit, f.

Galt, og Galte, m. Orne, Hansviin. G. N. galti. Jf. Rone, Gosse. — Galtatonn, s. Svinerot.

gamall (gammalle), adj. gammel. Nogle Steder i f. gomol (aab. o). Fleertal hedder gamle, ogsaa gamble. (Jf. eldre). Gamlen, m. og Gamla, f. Benævnelse paa gamle Folk. Gamle-ꜳringjen, Forraadet fra forrige Aar. Gamlesnøen, det nederste eller ældste Sneelag. Gamletid’a, el. Gamle Daganne: de forrige Tider; Oldtiden. Gamle-Karanne, Heltene i Oldtiden. Gamle-Eirik, og Gamle-Sjur: Navne paa Fanden.

Gaman, n. Spøg, Skjemt, Lystighed. Hedder søndenfjelds: Gama; i Gbr. og Ørk. Gꜳmꜳ. G. N. gaman. Ordet er endnu meget brugeligt, men dog paa nogle St. sjeldnere end: Spøk, Spøkri, Fantri, Moro.

gamanlaust, adv. alvorligt, uden Spøg. (Sjelden).

gamansam, adj. morsom, lystig, spøgefuld. Mest i Rbg. og Tell. (gamasam).

Gamling, m. Olding.

Gamma, f. Jordhytte, Finnehytte.

Gamp, m. en Hest. Mest brugeligt søndenfjelds.

Gan, m. 1) et Slags Trolddom, som fordum skulde være brugelig iblandt Finnerne. Synes ogsaa at betegne et Slags Fluer, ved hvilke man troede at denne Trolddom blev udøvet. (Ganfluga). Mest nordenfjelds. I B. Stift: Gand. (Isl. gan). 2) et Slags Legetøi; en Top som dreier sig rundt, længe efter at den er sat i Bevægelse. Helg. Ellers: Sorphøna, Snørekall.

Gan, n. 1) Hoveder og Indvolde af Sild eller af andre smaa Fiske. B. og Tr. Stift. 2) Gjællerne i en Fisk. Gbr. Østerd. Indr. Nogle Steder: Gane. Ellers: Tokn, Tolkn, Syltr.

gana, v. a. (a—a), tilvirke Sild eller Smaafisk ved at aftage Hovedet og Indvoldene. Heraf Ganing, f. om Arbeidet, og Ganar, m. om Arbeiderne.

Gand, m. 1. 1) Trolddom, s. Gan. 2) med en dunkel, ubestemt Betydning; maaskee: Gift. Dæ va reint ’ta Ganad’a: det var som besat; ganske som forhexet. Sdm. Dæ va sꜳ surt sꜳ Gand ɔ: overordentlig surt. Shl. Jf. Gandeple.

Gand, m. 2. en Art Læbefisk (Labrus). Shl. Oftere: Gandarota (aab. o), f. som betegner den almindelige grønne Læbefisk (= Berggylta). Forskjellen imellem Gand og Gandarota synes ellers at være ubestemt.

ganda, v. a. hexe. (Sjelden).

Gand-eple, n. et Slags meget sure Æbler. Shl.

Gane, n. s. Gan.

Ganfluga, f. Troldflue; s. Gan, m.

Gang (Gꜳng), m. 1) Gang, Gaaen; at noget gaaer eller er i Bevægelse. Formen Gaang synes at være mest udbredt. Ꜳ Gꜳngje: paafærde, i Bevægelse. Nordre Berg. 2) enkelt eller gjentagen Gang; f. Ex. andre Gangjen. Hedder næsten alm. Gꜳng, og er i mange Dial. Femininum. S. Gꜳng. 3) Gjæring, f. Ex. i Øl. (Isl. gángr). 4) Gjennemgang, Indgang, Forværelse. I denne Betydn. er Formen Gang mest alm. 5) Bund eller Saaler paa Fodtøi.

ganga, v. n. (gjeng; gjekk; gjengje), at gaae. Formerne ere meget forskjellige. Inf. ganga (Hard. Voss), gꜳnga (Nhl. og fl.), gꜳnge (Sdm. sjelden), gange (Rbg. Tell. Hall. Vald. Ørked. Helg.), ga’ (Nhl. Hard. Ndm. Ørk. Helg.), og gꜳ (mest alm.). G. N. ganga. — Præsens: gjeng’e, gjæng (Kr. Stift, Hard. Voss, Sdm.), gjæ (Sdm.), gꜳr (mest alm.). G. N. gengr. — Imperf. i Fleert.: gjingo (Hall. Vald.), gjinge (Nhl. Sdm. sjelden). — Supin. gjingje og gjengje (Kr. Stift, Nhl. og fl.), gjee, el. gjie (Nhl. Sdm.), gangje (Hall.), gꜳtt (mest alm.). G. N. gengit. — Imperativ: gakk! pl. gangje (Tell. Hall. og fl.); ellers: ga! gꜳ! — Betydning: a) gaae, i alm. Betydn. Ogsaa: a) være i Bevægelse (som f. Ex. en Klokke); b) gjære, om Øl; c) gaae løs, kunne flyttes eller aftages; om Haar, Bark og lignende. Jf. svada, flaga, laupa. — 2) skride fremad; om Tid, Arbeider og Begivenheder; ogsaa løbe af, falde ud. gꜳ seint, radt, væl, ille o. s. v. — 3) seile. gꜳ unda: dreie af for Vinden. Dei gjekk upp um Nes’e: de seilede saa høit, at de fik Næsset i Læ. Ogsaa med Objekt, f. Ex. Vinden va ikje so at me kunna gꜳ han ɔ: Vinden var os saa imod, at vi kunde ikke seile med den. — 4) naae, række. Snøen gjeng upp-ꜳ Kne’e. Vatn’e gjekk upp ꜳt Husom. — 5) forsvinde, forødes, blive medtaget. Dæ gjekk ette kvart som dæ kom. Dæ gjeng meir eld’ ein trur. — 6) forandre sig, antage en anden Stilling eller Form. gꜳ laust: blive løst. gꜳ sundt: falde i Stykker. gꜳ utyve: udvide sig. gꜳ te Nors: blive nordlig; om Vinden. — Enkelte Talemaader: gꜳ atte: 1) gaae efter, blive tilbage; 2) tilstoppes; 3) forfalde, forsømmes (s. attegꜳdd). Helg. Sdm. — gꜳ av: 1) blive tilovers; 2) brækkes, gaae itu. — gꜳ frꜳ: 1) blive løs; 2) fragaa, negte; 3) fradrages, blive undtagen. „Nꜳr dæ gjeng’ frꜳ“: naar det undtages. — gꜳ fyre (ga før; el. ga før dæ): omkomme, sætte Livet til. Meget brugl. i Tr. Stift og Helg. — gꜳ fyre seg: foregaae, indtræffe; ogsaa: gaae an, lade sig gjøre. — gꜳ inn pꜳ: indgaae, samtykke. — gꜳ pꜳ: taale, lide. — gꜳ til (ga te): 1) gaae til, føie sig, tildrage sig; 2) medgaae, blive forødet; 3) omkomme, sætte Livet til. — gꜳ upp: 1) stige, svulme op (f. Ex. om Vandet i Frost); 2) løsne, slides løst; 3) brænde op; om Gaarde (B. St.). — gꜳ vid (ve): vedgaae, tilstaae.

Ganga, s. Gꜳnga.

gangande, 1) gaaende. (Mest som adv. tilfods; f. Ex. dei kom gangande). 2) som man kan gaae paa. Dær æ korkje gangande elde ridande.

Gangar, m. 1) Ganger; Fodgjænger. Han æ ikje nokon Gangar: han gaaer ikke ret hurtigt. 2) et Spil at gaae efter; et Slags Marsch.

gangefør, adj. istand til at gaae.

Gangeføre, n. Føre for Fodgjængere. I B. Stift: Gꜳngefør, f.

Gangekjer (-kjær), n. Bryggerkar, hvori Ølet gjæres. Kr. Stift. Jf. Gilsꜳ.

Gangelag, n. Maade at gaae paa.

gangeljos (gꜳngeljøst), adj. saa lyst, at man godt kan see Veiene.

Gangerom (Gꜳngerum), n. Gjennemgang, Rum til at gaae i (i Værelser).

Gangeveg, m. Gangsti.

Gangklæde, s. Igangsklæde.

gangle, s. gagnleg.

Ganglim (aab. i), m. Ganglem, Bover og Laar af Dyr.

Gangsperra, f. Stivhet eller Lamhed i Fødderne efter stærk og langvarig Gang. Meget udbredt Ord. Hedder ogsaa: Gꜳngspærr (Sdm. og fl.), Gangspir (Sogn).

Gangverja, f. en Klædning; især et Par Overklæder eller Trøie og Buxer. Søndre Berg. (ogsaa Gꜳngverja). G. N. gangverja.

Gann, s. Garn. — Ganne, s. Gonn.

Ganskot (aab. o), n. et Slags Trolddom; Forhexelse. Ndm. og fl. S. Gan.

gantast, v. n. gjækkes, drive Spøg. Søndenfjelds (sjelden). Isl. ganta.

Gan-trumma, f. Tromme som Hexemesterne brugte at slaae paa under Udøvelsen af sin Kunst. Helg.

Gap, m. 1) en Gaber, en meget nysgjerrig og fremfusende Person. Søndenfjelds. 2) en Taabe, Tosse, Dumhoved. Meget brugl. i B. Stift og videre. Jf. gapen.

Gap, n. Gab, Hul, Aabning.

gapa, v. n. (a—a; el. e—te), 1) gabe, holde Munden aaben. (Forskjelligt fra gjeispa). 2) stirre, gloe efter noget med Nysgjerrighed. I Gbr. og Ørk. gꜳpꜳ. — gape upp: aabne Munden — gapande: gabende. Mæ gapande Kjæft’a: med opsværret Gab.

Gapa, f. en taabelig Kvinde. B. Stift.

gapaleg, adj. dum, taabelig. Tell. o. fl.

Gapar, m. en nysgjerrig Person.

gapen, adj. 1) nysgjerrig, som vil see og stirre paa alt muligt. Tell. og fl. 2) aabenmundet, som ikke kan tie. Ag. Stift. 3) dum, taabelig. Meget brugl. i B. Stift. Jf. Gap, Gapa. Ellers gapaleg, gaput, styven, toskut og fl.

Gapeskap, m. Nysgjerrighed; Taabelighed. I Nordre Berg. ogsaa Gapingsheit, f. en taabelig Streg, en Dumhed.

Gapestokk, m. Gabestok.

Gaping, f. Gaben; utidig Nysgjerrighed.

gaput (gapꜳt), adj. dum, ubetænksom. Gbr. og tildeels i Tr. Stift.

Gar (for Gard), m. 1) et Gjærde, et Hægn. (G. N. garðr). Steingar, Ski’gar, Torvgar. Mest brugeligt vestenfjelds. Jf. Gjære, Hafelle. — 2) Række, Kjæde eller Kreds, som ligner et Gjærde. Ein Gar kringum Mꜳnen. Fallgar, Fjellgar, Tanngar. — 3) Have, et indhægnet Stykke Jord. Hard. Hall. Gbr. — Kꜳlgar, Eplegar, Aldegar. — 4) Gaardsrum, aaben Plads imellem Husene. Mest i B. Stift. (Jf. Tun, Ton). Ut i Garen: ud i Gaardsrummet; eller blot: ud i det Frie, ud af Huset. — 5) Gaard, bebygget og beboet Sted paa Landet. Alm. men udtales tildeels Gal (tykt l) og Gꜳl, el. Gꜳr (ved Trondhjem og Kristiania). — 6) Gaardbrug, Jordepart, indrettet for een Familie eller Huusholdning. Oftere: Jor. — I Byerne, hvor det hedder Gꜳr, om en Samling af Huse, som udgjøre en særskilt Eiendom. Almindeligst betegner Ordet den Deel af en Jord, hvorpaa Husene og især Hovedbygningen staaer. Saaledes: heim i Gar’en: fra Marken til Husene. Til Gars: til Gaarde, i Huus. Av Gare: bort, ud, fra Gaarden. Kr. Stift. Garanne millom: fra Gaard til Gaard.

Gar-bolk, m. Stykke af et Gjærde.

Garbruk, s. Jordbruk.

Garbyte, n. Ombytning af Gaarde.

Gare, m. 1) en Fold, et lidet indhægnet Jordstykke. Hall. Jf. Gjære, Kvi, Træe. 2) en lukket Baas; et særskilt Rum i et Fæhuus (for Faar eller Kalve). Meget udbredt og næsten alm. (Jf. Bing, Stekkje). 3) Faaremøg (Smalagare). Nhl. Ellers Mel, Talle og fl. Det sidste er maaskee et eget Ord (= Tydsk Gare); de to første skulde vel egentlig hedde Garde.

Gare, en Spids; s. Garre.

garemillom (-myllꜳ), fra den ene Gaard til den anden.

Gar-far, n. s. Garstøde.

garfløygd, adj. om Kreature, som ere vante til at springe over Gjærderne. Nordre Berg.

Gargjenta, s. Jorgjenta.

Garkaup, n. Gaardekjøb. (Jorakaup).

Garleiga, f. Leie af en Gaard. Hedder oftere: Forpagting.

Garlægje, n. (i Huse), s. Stavlægje.

Garmann, m. Gaardmand. (Sjelden).

Garn, n. 1) Traad, Garn til Væv og Strikketøi. 2) Garn, Net at fiske med. Formen Garn findes kun paa faa Steder (saaledes i Fosen); derimod hedder det Gadn, med plur. Godn, aab. o (Søndre Berg.), Gann eller Gan, med langt a og alligevel dobbelt n (Sfj. Søndm. Tr. Stift), og Gꜳn (Søndenfjelds). Isl. og Sv. garn. (Kun analogt med Barn). Hertil: Ganbruk, n. Fiskerie med Garn. Ganfisk, m. Fisk som er fanget i Garn. (Gantosk, Gansild). Ganmann, en Fisker som bruger egne Garn men ellers er i Fællesskap med andre. Gansetning, f. en Række af Garn, som udsættes paa een Gang. Ganskot, n. Toug som syes fast paa Kanterne af Garnet for at styrke samme.

garpa, v. n. 1) ræbe, s. gurpa. Shl. Tell. 2) skryde, gjøre store Ord. Buskerud. Hertil Garp, m. en Skryder, Ordgyder.

Garre, m. Pig, Tagge, Spids; hvasse Stilke af Lyng eller Græs. Tr. Stift. I Namd. ogsaa Gare, og i Ørked. Gꜳrꜳ.

Gar-rot (oo), f. den nederste Deel af et Gjærde; ogsaa Stedet hvor et Gjærde har staaet.

Garsdreng, m. Gaardskarl; Formanden for Tjenestekarlene paa en Gaard. Ogsaa Garsgut (s. følg.). Ellers: Rꜳdsdreng, Husbondsdreng.

Gardsfolk, n. Folk fra een og samme Gaard. Saaledes ogsaa Garsbonn, Garsguta(r), Garsgjentur. — Me æ Garsbonn: vi ere fødte paa samme Gaard.

Garskam, f. Noget som er til Skam for en Gaard; saasom et slet og berygtet Menneske. Ogsaa Gartyne.

Garsmetta, f. Gjærdesmutte (Fugl). Sjelden. I Tell. Garsmogu (aab. o). Ellers kaldet Navepist, Tumeliten o. fl.

Garstaur, m. Gjærdepæl, Gjærdestør.

Garstøde (-styde), -støe), n. Stedet hvor et Gjærde forhen har staaet. Sdm. Ellers kaldet Garfar, n. (ved Stavanger) og Garrot, f. (mere almindeligt).

garta, v. n. (a—a), skjemte, spøge; ogsaa snakke, samtale. Ag. Stift.

Gartyne, s. Garskam.

Garvid (-ve), m. Gjærdefang (sjelden). I Ørk. Garvudu, og Utgarvuu, f.

Garvor (oo), m. 1) Nisse eller Vætte, som opholder sig paa en Gaard eller har sit stadige Hjem i Gaarden. Sogn, Hard. og fl. Ogsaa kaldet Garsvor (Jf. Vor og Tunkall). Nu mest brugeligt i Spøg. — 2) en Person som altid sysler hjemme paa Gaarden, eller som opholder sig jævnlig i samme Huus. Ørk. — 3) en Gaardhund, Lænkehund. Hedemarken. (Egentlig Gaardværge).

Gasse, m. = Gꜳsestegg.

Gast, m. 1) Spøgelse, Trold, ond Vætte. Skogagast, Deildegast. Rbg. Tell. (Nu sjelden). Skal ellers være Navnet paa et Slags Ugler, som ere bekjendte af deres hæslige Skrig. Jf. Ropar, Utbur. 2) om Mennesker, i en ubestemt Betydning; deels en Kjæmpe, deels en vild og hidsig Person. „Eit Gasta Drikka“: en meget stærk Drik (om Øl). Nhl. Shl. Egentlig skulde vel Gast betyde Gjæst, hvortil hører det næsten almindelige: Gastgivar (Gassgjevar) ɔ: Gjæstgiver; og gasterera, v. n. holde Gjæstebud.

Gastgivar, m. s. forrige.

Gat, n. 1) et stukket eller skaaret Hul. Tell. 2) en Skure, en udskaaren Fals. Sdm.

gat, nævnte; s. gita.

gata, v. a. (a—a), udskjære, hule eller bore med en Kniv. B. Stift. (Isl. gata, bore).

Gata, f. en Gade. Jf. Gota.

Gathol, n. Knaphul. Tell.

Gauk, m. 1) Gjøg (Fugl). G. N. gaukr. 2) en Vaaser, En som altid kommer igjen med det samme (ligesom Gjøgen). 3) den øverste korte Stok i en Gavlvæg. Sdm.

gauka, v. n. vaase, gjentage det samme idelig.

Gauksure, f. Planten „Gjøgemad“ (Oxalis). Tell. Ellers: Kveldsvæve og fl.

Gaul (Gaas), s. Gagl.

Gaul, n. Brøl, Skraal, Hujen.

gaula, v. n. 1) see gulagtigt ud; s. gul og gula. 2) blæse lidt; s. gula.

Gaular, m. en Storskraaler, Brøler.

Gauling, f. ideligt Skraal og Skrig.

Gaum, m. Agt, Opmærksomhed. Tell. Eg gav ikje nokon Gaum ette dæ: jeg ændsede det ikke, tænkte ikke videre derpaa. G. N. gaumr.

gauma, v. n. (a—a), give Agt paa, lægge Mærke til. Eg gamma ’kje pꜳ dæ. Tell.

gaumlaus, adj. uopmærksom. Tell.

Gaun, s. see Gogn.

Gaupa, f. 1) Los (et Rovdyr). Alm. — 2) en Karm eller Ramme. I Nhl. „Dyregaupa“, om den øverste Deel af Dørkarmen. I Helg. „Ljøregaupa“, om den øverste Kant af Ljoren (eller Lugen paa Taget).

Gaupehide, n. Lossens Hule.

Gaupeskinn, n. Losseskind.

Gaupn, f. den hule Haand (naar Fingrene ere halvt indbøiede); ogsaa en Portion som man kan holde i Haanden eller imellem begge Hænder sammensluttede. Meget udbredt Ord. I Helg. hedder det: Gauvn. (G. N. gaupn; Sv. göpn). Jf. Neve og Luka.

gaupna, v. a. opfange eller samle med Haanden, saaledes at man hver Gang tager Næven fuld. I Helg. gauvna.

gaus og gause, s. gjosa.

gauv (dampede), s. gyva.

Gauvn og gauvna, s. Gaupn.

Gavl, m. Tværfjel, Endefjel i Kister, Kasser og deslige. B. Stift.

gꜳ, v. n. see ganga.

gꜳ, v. a. (r—dde), mærke, lægge Mærke til, blive var; ogsaa føle, fornemme. Kr. Stift, Søndre Berg. Hall. (G. N. gá, give Agt paa). Eg hev’ ikje gꜳtt at dæ (Rbg.Tell.), el.: Æg ha ikje gꜳtt te da (Nhl.): jeg har ikke mærket det. Da va ikje lengje før han gꜳdde da. Æg gꜳr so te da si’ꜳ han reiste (Nhl.): jeg føler et Savn siden han reiste bort.

gꜳen, adj. opmærksom, agtsom. Sjelden. I Tell. gꜳig.

Gꜳing, f. det at man mærker noget. Ogsaa Gꜳelse, n. Jf. Misgꜳelse.

Gꜳmꜳ, s. Gaman. — Gꜳn, s. Garn.

Gꜳna, f. et Vindpust. Jæd.

Gꜳng, m. (Fl. Gꜳngje, r), Gang, enkelt eller gjentagen. Ordet er Femin i Kr. Stift, Hard. Voss, Hall. altsaa: ei Gꜳng, fysta Gꜳngjæ (Hard.) o. s. v. Ellers Maskul. sædvanlig med ꜳ. — Gꜳng ꜳ annen: en og anden Gang. Gꜳng ette Gꜳng: den ene Gang efter den anden. Tvo i Gꜳngjen (nogle St. um Gꜳngjen): to ad Gangen. I ein Gꜳng: paa een Gang. Mæ ein Gꜳng: i eet væk, uophørlig. Helg. Nordre Tr. (Jf. Eining). De øvrige Betydn. ere anførte under Gang.

Gꜳng, f. 1) med Fl. Gjeng’er: Sval, Gang eller Udbygning paa Siden af Huus. Nordre Berg. Sdm. (Isl. gaung, n.) 2) med Fl. Gꜳngje: see forrige Ord.

gꜳnga, v. n. s. ganga.

Gꜳnga, f. 1) Gang, Maade at gaae paa. Eg kjenne han pꜳ Gꜳngenne. B. Stift. (Isl. gánga). Hedder ogsaa Gꜳing, f. — 2) idelig Gaaen, Reiser tilfods. Hertil Fjellgꜳnga, Markegꜳnga, Utegꜳnga. — 3) Stylter. Berg. Stift. Kun i Fleertal. Dei gjekk pꜳ Gꜳnge. Ordet skulde egentlig hedde Gonga.

Gꜳngefør, f. s. Gangeføre.

Gꜳnglim, Gꜳngsperr etc. s. ved Gang. v. a.). Shl. Dei fekk Gꜳning pꜳ da: de mærkede det, bleve opmærksomme derpaa. Sjelden. 2) Tykke, Smag, Behag. Søndre Berg. Da va ikje ette min Gꜳning (ikke efter mit Sind). Isl. gáningr. I danske Dial. Ganning.

Gꜳr, m. s. Gꜳra, Gar, igꜳr.

gꜳr (præs.), s. gꜳ, og ganga.

Gꜳra, f. Stribe, Linie, Aare i Træ eller Steen. Helg. Indr. Ligesaa en Jordryg, en ophøiet eller fordybet Linie paa Marken; ogsaa en Bølge paa Vandet. Indr. Jf. Meit, Rꜳnd, Reina, Skora. i de sydlige Egne hedder det Gꜳr, eller Gꜳre, m. og betegner især Aarsringene i Træ, eller de Lag som komme til for hvert Aar og som ere mest synlige i Granen og Furen.

gꜳrast, v. n. blive bølgeformig, faae Striber eller Aarer paa Overfladen.

Gꜳrꜳ, m. Braad, Spids; s. Garre.

gꜳrꜳt, adj. taabelig, tosset. Helg.

Gꜳre, m. 1. Taabe, Tosse. Helg. (Isl. gári, en Nar).

Gꜳre, m. 2. Aare i Træ; s. Gꜳra.

gꜳrelaus, adj. om Træ, hvori Aarerne eller Ringene ikke sees.

gꜳrut (-ette, -ꜳt), adj. aaret, stribet; bølgeformig.

Gꜳs, f. (Fl. Gjæs’er), 1) en Gaas. 2) et Slags smaa Kar eller Støb med et Skaft, som ligner en Gaasehals. Shl. Nogle Steder ogsaa et Stykke Smør. Jf. Kjuka.

Gꜳsefjør, f. Gaasefjæder.

Gꜳsestegg, m. Gasse, Hangaas.

gꜳst, v. n. blive bemærket; s. gꜳ.

Gꜳt, n. Agt, Opmærksomhed. Nordre Berg. (Isl. gát). Du mꜳ ha Gꜳt pꜳ dei: du maa vogte nøie paa dem. (Jf. gjæta). Ogsaa om en Bemærkelse eller Opdagelse. Hunden heve fꜳtt Gꜳt pꜳ eit Odyr (har opdaget et Udyr). Sdm.

Gꜳta, f. 1) Gaade, Gjetning. G. N. gáta. (Af gita, gat). 2) en opdigtet eller fabelagtig Fortælling, et Æventyr. Sogn, Nhl.

Gꜳtebok, f. Æventyrbog. Sogn.

gꜳtevis (ii), adj. nem til at opløse Gaader; ogs. som veed mange Gaader.

Gꜳtt (m.), Gjøen; s. Hundegꜳtt.

Gꜳtt, f. Falsen i en Dørkarm; den Ramme eller Skure som omslutter Kanterne af Døren. Nordre Berg. og fl. Bruges især om Falsen i Dørtærskelen, f. Ex. Gꜳtt’a æ full’e me Snø. D’æ komen ein Kvist inn-i Gꜳtt’a.

Gꜳva, f. 1) Gave, Foræring. G. N. gáfa. 2) Evner, Anlæg, Talenter. „Guds Gꜳvur“, siges især om Næringsmidler af Jordens Afgrøde, Fiskerie og deslige. Jf. Gova.

gꜳverik, adj. høit begavet, talentfuld.

gedda, gegna o. s. v. see under gje.

Gidd (aab. i), m. en Bisol; see Gil. (I dette og alle de følgende Ord udtales gi som gji, el. ji).

gidda (aab. i), v. n. (a—a), bæve, ryste, dirre. Brugl. i B. Stift.

Gidder (Gjidd’r), m. 1) en let og gjennemsigtig Damp, som viser sig nær ved Jordfladen i en dirrende eller bævende Bevægelse. Tellem. — Ellers: Gidn (Gjidd’en), Sꜳgidn, Vꜳrgidn og fl. 2) en Bisol; see Gil.

Gidding, f. Bæven, Dirren.

Gidn, f. s. Gidder.

gift’ (part.), gift, ægteviet.

gifta, v. a. (e—e), gifte, give tilægte. I Søndre Berg. gipta; nogle St. gypta. gifte ihop Bonn’a sine: gifte sine Børn sammen (om to Familieforstandere). gifte seg atte (el. upp-atte): gifte sig paany.

Gifta, f. Ægtefælle. Dæ va dær han fekk Giftꜳ si frꜳ: det var derfra han fik sin Kone. B. Stift.

giftande, adj. som kan giftes, moden til Ægteskab.

Giftarmꜳl, n. Giftermaal. Ligesaa: Giftardaga(r), pl. Forlovelsesdage. Giftartanka(r), pl. Tanker om Giftermaal, Elskovstanker. giftarblind, adj. (i Spøg), om En som er meget forelsket, eller som ikke tænker paa andet end Giftermaal.

Gigja (Gjia), f. Fiolin. (Sogn). G. N. gígja.

Gikk, m. 1) en Gjæk, Taabe; ogsaa en Driller, Spotter. Shl. og fl. 2) en Bisol. Jæd. See Gil.

gikka, v. a. gjække, drille. (Sjelden).

Giksel, m. en Deel af en Regnbue, Gb.

Gil (ii), m. 1. en Bisol; en blank og lysende Plet i Skyerne i Nærheden af Solen. Nordre Berg. Sdm. Isl. gýll (efter Haldorson). Ellers hedder det: Gidd (Ryfylke), Gidder (Tell.), Gikk (Jæd.), Gisl eller Gitl (Ørk.). Jf. Solhøve, Solhuvu. Ordene Giksel (Gbr.), og Gjell (Østerd.) betegne noget lignende, nemlig en afbrudt Regnbue (naar kun en Ende eller en liden Deel af Regnbuen viser sig). Jf. Elhove.

Gil (ii), m. 2. gjærende Drik, Øl som er under Gjæring. B. Stift. Hertil: Gil-sꜳ, m. eller Gil-kar, n. det Kar hvori Ølet gjæres (Gangekjer). I danske Dial. Gilkar. Holl. gijl (nygjæret Øl).

Gil (ii), f. en Gyde; see Gjeil.

Gil (aab. i), el. Gjel (Jeel), n. en dyb og langstrakt Bjergkløft (Isl. gil); især en dyb Rende som er fremkommen ved Steenskred. I søndre Berg. er det Femin (ei Gjil) og har i Fleertal Gilja, r. I Sdm. Gyl (Gjyl), n., i dat. pl. Gyljꜳ. Jf. Gjeil.

gild (gjild), adj. 1) gyldig, gjeldende, god nok. Meget sjelden. Jf. brorgild, tvigildt. Dei vil ikje ta’ dæ fyre gildt (ansee det for gyldigt). Sdm. Dei vild’ ikje bere hꜳnꜳ upp fyre gildt: de vilde ikke lyde ham, vise ham den fornødne Respekt. — 2) dygtig, duelig, stærk, paalidelig. Meget udbredt og brugl. f. Ex. ein gild Hest, gilde Stokkar, gilde Bꜳnd o. s. v. G. N. gildr. — 3) ypperlig, fortræffelig, herlig. Dæ va gildt. Gildeba’n, Gildegut, Gildetaus, i Berg. Stift som smigrende Navne paa Børn. — 4) prægtig, stadselig, kostbar. Ag. Stift. gilde Klæ (prægtige Klæder). — 5) glad, fornøiet. Sdm.Nfj. Han va so gild’e’ta di: han var saa glad derover.

gildast, v. n. og gilda se(g), glæde sig. Sdm.

Gilde, f. Glæde, Fornøielse. Sdm.

Gildr (Gjild’er), n. og Gildra, f. 1) en Fælde, Rottefælde. Indr. Ellers Foll, Fella. 2) Selvskud, et slags Snare med ladede Geværer, som lægges ud for Bjørne og andre Rovdyr. G. N. gildra.

gildra, v. n. (a—a), udstille Snarer el. Selvskud for Dyr. Et andet Ord gildra har samme Betydn. som hildra.

Gildring, f. 1) Stillads. Hall. (Jf. Gilja). 2) Udstilling af Snarer (Gildr).

Gildskap, m. Dygtighed, Fortrinlighed. Sjelden.

gildsleg, adj. dygtig, god, fortræffelig. Mest i Rbg. og Tell. hvor det hedder gildskleg (gjilskle).

gildt, adv. ret godt, herligt, ypperligt.

gilette, s. gilut.

Gilja (Jilje), f. et Stillads paa Strandbredden, hvorfra man kan iagttage Fiskens Løb langs med Landet, og som fornemmelig bruges ved Laxefiskerie. B. Stift. (I Tr. Stift: Mara). Dette og det foranførte Gildring synes at nærme sig til Hjell og hildra.

Gil-sꜳ, m. Gjæringskar; s. Gil.

gilsje, s. gitla. — gilskle, s. gildsleg.

gilut (gjilette, aab. i), adj. om Fjelde som have dybe Kløfter og Render (Gil).

Gim (aab. i), m. stærk Damp (af noget som gjærer eller koger). Nhl. I Yttre-sogn hedder det Gjeim (Jf. Eim, Im).

gima (gjima), v. n. (a—a), dampe. Nhl.

Gimbr (Gjimb’er), f. (Fl. Gimbra, r), et ungt Faar, som ikke har faaet Lam. Nogle St. Gymbr; i Indr. ogs. Ymr (Ymm’er). G. N. gimbr; i svenske Dial. gymra. Jf. Navnet gumarr (Væder) i Skalda.

Gimbrelamb, n. Lam af Hunkjønnet; modsat Verlamb.

Gimling, m. Skillevæg; s. Gylming.

Gimpe, f. et stort og stærkt Kvindfolk. Sdm. Maaskee egentl. Hoppe, da det bruges spotviis, ligesom „Gamp“ om Mandfolk.

gimt, adj. n. om Øl: stærkt, berusende. Nhl. Jf. Gim.

gina (ii), v. n. stirre, være forgabet i noget. Sogn (sjelden). I Gbr. gyne. Isl. gína (gein), at gabe.

gingjen, part. gaaen (af ganga). Hedder oftere gjengjen, ogsaa gjeen, og mest alm. gꜳdd’.

ginne, s. gjerne. Ginte, s. Gjenta.

Gip (Gjiip), m. kaldes i Sdm. en Fisker som intet har fanget, som kommer hjem med intet. Ellers Steikjar. Jf. gjeipa.

Gir (ii), m. 1. Gjæring (især i Madvarer); Opløsning eller Overgang til Forraadnelse. D’æ komen ein Gjir ’ti dæ. Ndm. Jf. Gjær og gjerast.

Gir (ii), m. 2. Sindsbevægelse, Opbrusning, stærk Lyst eller Lidenskab. Sdm. Romsd. Ndm. Dei ha fꜳtt ein Gjir ’ti seg: de ere blevne saa hidsige paa det. sete Gjir ti ein: vække Lidenskab hos En, sætte hans Sind i Bevægelse. Jf. Gam. Svensk giri, T. Gier. Synes at forudsætte et Verbum gira (begjære).

girug (aab. i), adj. 1) gjerrig; begjerlig. Ofte ogsaa i en uskyldig Betydn. om en Lyst til at samle og opspare noget. — 2) travl, meget flittig og udholdende i Arbeide. Jf. griug.

gisen (aab. i, ogs. gjesen), adj. læk, utæt formedelst Optørring. Meget udbredt. (Isl. gisinn). Jf. gresen.

Gisl (Gjilsj), m. Bisol; see Gil.

gisna (aab. i), v. n. blive læk; om Kar som ere optørrede. Isl. gisna.

gissa, v. n. og a. (a—a), gjøre Gisninger, gjette, falde paa, formode. Sv. gissa. Den som gissa, han enten lyg elder segje sant.

Gisse, n. Gisning, Gjetning. Guldbr. og fl. E sa dæ pꜳ eit Gisse. Ellers Gissing, f.

gistent, s. grestent.

gita (aab. i; ogs. gjeta), v. a. og n. (git’; gat; gjete, el. gote, aab. o). 1) nævne, omtale, berøre. Meget brugl. især i de nordlige Egne. G. N. geta. Han gat dæ inkje: han talte ikke et Ord derom. Me ha inkje haurt anna gjete: vi have ikke hørt andet. Saaledes mest med Negtelser. Jf. namngjeten, vidgjeten, fꜳgjeten. — 2) gjette, nævne efter Gisning. gita Gꜳtur. git kor mange dæ va. — 3) sætte eller antage; f. Ex. Æg gat um dæ va aldre sꜳ lꜳngt, sꜳ sku æg gꜳtt ɔ: lad være at det var nok saa langt, eller: hvor langt det end var, saa skulde jeg gaaet. Ryfylke. I B. Stift: Eg va tefreds um dæ va aldre so lꜳngt o. s. v.

gitande, adj. som kan nævnes eller gjettes. Dæ va ikje gjitande (værdt at nævne).

Giting, f. Gjetning, Øvelse i at gjette.

gitla (gjiltja), v. n. lure, speide, passe Leilighed til noget. Nordre Berg. Jf. gjæta. (Maaskee det anførte Gisl ogsaa hører hertil).

Git-or(d), Gjetor, n. Rygte, Ry; Navnkundighed. Dæ gjekk Gjitor’e ’ta dei: der gik et stort Rygte om dem. Meget udbredt. (Tell. Buskr. Nhl. Sdm. og fl.). Ein Gitors-mann: en navnkundig Mand.

gitvis, adj. nem til at gjette.

giva (aab. i), v. a. (giv’; gav; gjeve), at give. Inf. ogsaa gjeva (aab. e) og gje (gi). Præsens hedder ogsaa: gje (gji); Imperf. ga; Supinum ogs. gje og gjitt, men i Søndre Berg. gove (aab. o) og forkortet: goe, go (aab. o). — Betydning: 1) give, meddele, lade faae; overrække, uddele. 2) forære, give til Eie uden Vederlag. 3) afgive, bringe, frembyde (om Jorden, eller om en Næringsvei, et Arbeide). 4) afstaae, yde, erlægge (Afgift, Betaling). 5) gjøre at, lade skee. Mest i Ønsker i Formen: giv, eller alm. gje! (Jf. Dansk: gid). F. Ex. Giv at han mꜳ koma (el gji han o. s. v.): gid han maa komme. Gji dæ va gjort! 6) med seg: begive, forføie sig. giva seg (gje se) betyder ellers: a) bøies tilbage, svigte, ikke være stærk nok; b) stilles, sagtne, formildes; c) give tabt, holde op at gjøre Modstand; d) lide Skade eller Svækkelse (f. Ex. Han gav seg ikje stort fyre dæ); e) jamre sig, vaande sig, vise Tegn til Smerte. — gje seg unda: gaae tilside, flytte sig lidt. Saaledes ogsaa: „gje deg hit“ (flyt dig hid); „gje dokk’ innar ꜳt Bor’e“ o. s. v. gje seg frꜳ: skille sig fra. gje seg atte: blive efter, ikke følge med. (Ogs. gje seg fyre). giva seg til: a) nøle, tøve, blive efter; b) indlade sig paa, give sig i Færd med. gje seg te Ro: begive sig til Hvile. — giva ette: give efter, lade gaae. giva ihop: forene; ægtevie. (Hertil: ihopgivne ɔ: ægteviede). giva imillom: lægge til ved et Bytte for at udjævne Forskjellen. giva inn: indgive, indskyde (en Tanke). gje pꜳ: drive paa, gaae dygtig løs paa. giva til (gje te): tillægge, tilskyde. — giva um: skjøtte om, ændse, bryde sig om. Sogn, Hall. og fl. I Helg. gje se(g) um. giva godt: give gode Ord, være blid og føielig. Tell. Modsat: giva vondt: true eller angribe, vise Trods. — giva Fangj’e: omfavne En. giva Munnen: kysse. giva Brøst’e: give Die. Hedder ogsaa „giva suga“ (gje sue), om Dyr og Mennesker.

givande, adj. som kan gives, som man kan være bekjendt at give En.

Givar, m. en Giver. „Givar ꜳ Attetakar“: En som kræver sine Gaver tilbage.

givast, v. n. (givst; gavst; gjevest), svækkes, blive affældig og skrøbelig. B. Stift. Jf. giva seg.

Giving, f. 1) Given, Meddelelse o. s. v. 2) Foræring. Han fekk dæ te Giving ɔ: som Gave, for intet. Hedder ogsaa: „te givande“. 3) det som gives eller uddeles paa een Gang. Tvo, tre Givinga(r). Fyste Givingja o. s. v.

givmild, adj. gavmild. Søndre Berg. (Isl. gjafmildr). Jf. gjæv.

Givnad, m. 1) Held, Lykke, Fordeel. 2) Aandsgaver, Anlæg, Talent. Meget brugl. i Sdm., ogsaa i Nhl. og fl. 3) Sind, Sindelav. Sogn (hvor det udtales Gjibna). Jf. Gꜳva.

gjara, og gjꜳrꜳ; s. gjera.

gje, 1) giv, giver og givet; s. giva; 2) gaaet, s. ganga.

Gje (for Gjed), n. Sind, Tanker, Minde. Shl. Kun i Talemaaden: Da gjekk meg or Gje’e ɔ: det gik mig af Tanker, jeg glemte det. I Nhl. hedder det: Da gjekk mæg or-gjites. Jf. det Ørkedalske: te Gjetes (ɔ: tilpas). G. N. geð, Sind.

Gjedd (Jedd), m. Smaatorsk. Namd.

Gjedda, f. Gjedde (Fisk). Ag. Stift.

gjedda, adj. om Træer: fortørret, med tørre, haarde og afstumpede Kviste. Nordre Berg. (Jf. Gadd).

Gjeddefura, f. fortørrede Fyrretræer.

gjedna, s. gjerne. — gjeen, s. gjengjen.

gjegn, adj. bekvem, beleilig. Tell. Kun i neutr. gjegnt, gjegnaste. (Isl. gegn, bekvem).

gjegna, v. n. (e—de), passe, sømme, gaae godt an. Nhl. Han snakka ’kje meir helle so gjegna kann. Datta kann ikje gjegna (dette kan ikke gaae an).

gjegna, v. a. (e—de), gjenne, vende, drive tilbage, sætte sig imod. Tell. Jf. bægja, venda, møta. Af et forældet Ord: gagn el. gjegn ɔ: imod.

gjegnorig (for -ordig), adj. tilbøielig til at sige imod eller at gjendrive Andres Paastande. Tell.

gjegnt, s. gjegn.

Gjegnveg, m. Gjenvei. (Stavanger).

Gjeil, f. (Fl. Gjeila, r), 1) et smalt Rum imellem to Huse. Indresogn, Valdres. Ellers Smog, Smette, Krop. (Isl. geil). — 2) en Gyde, en Vei med Gjærde paa begge Sider (især fra Fæhusene til Udmarken). Næsten alm. Ord; i Ørk. Gjil; jf. Gota, Gutu. I Hall. skal Gjeil ogsaa betegne en lang Aabning i Skoven eller en skovløs Strimmel, hvor et Jordskred har gaaet. Jf. Gil, n. — 3) paa et Vod (Not): et Par Touge, som ved den ene Ende ere fæstede i Voddets Hjørner, og ved den anden i Trækketouget, saa at de tilsammen danne en spids Vinkel. Kun i Fleertal (Gjeilanne). B. Stift. — Hertil Gjeiltog (aab. o), n. Toug som kan bruges til Gjeiler.

Gjeim, m. stærk Damp eller Lugt. Sogn.

Gjeip, m. Griin, sure Miner.

gjeipa, v. n. (a—a), 1) vrænge Munden, gjøre Grimaser. Sv. gipa. Jf. gleipa). 2) vise Harme og Bedrøvelse, flæbe, skyde Læberne ned; mest om Børn.

Gjeir, m. Makrelens Yngel, den mindste Makrel som fanges i Garn. Nordre Berg. Lister. Ellers: Pir og Spir.

Gjeis, m. en stærk eller ubehagelig Damp; ogsaa Kvalme, opstigende Vædsker fra Maven. B. Stift. Jf. Gjøys.

gjeisa, v. n. dampe; ogsaa ræbe.

Gjeiskor (Gjeit-skor?), m. Dueurt (Epilobium angustifolium). Sogn, Buskerud og fl. Ogsaa: Gjeisko (Tell.), Gjeiske, f. (Sdm.). Ellers: Mjeltegras (Sdm.), Raubu (Ørk.), Eldmerkje (Østd.). Jf. Føyk.

Gjeisp, m. Gaben (uvilkaarlig).

gjeispa, v. n. (a—a), gabe uvilkaarligt, trække Veiret med en stærk Gaben, f. Ex. naar man er træt og søvnig. Altsaa ligt Isl. geispa, og forskjelligt fra Dansk gispe.

Gjeit, f. en Gjed. (G. N. geit). Fleertal har Halvlyd, altsaa Gjeit’er (Gjeit’e; Gjeit’ar, Gjeit’), ligt G. N. geitr. I Sammensætning deels Gjeita, deels Gjeite; saaledes: Gjeitahꜳr, n. Gjedehaar. Gjeitafar, n. Spor efter Gjeder. Gjeitarꜳs, s. Rꜳs. Gjeitemjelk, f. Gjedemælk (ligesaa Gjeiterjome, Gjeitesmør, Gjeit-ost). Gjeiteslag, n. Race af Gjeder. Gjeitskinn, n. Gjedeskind.

Gjeita, f. den yderste Ved i Naaletræerne; Blaaveden nærmest ved Barken. (Modsat Adel, Malm). Temmelig alm. I Ørk. Yta.

gjeita, adj. om Uld: haard, stiv, som har nogen Lighed med Gjedehaar. Sdm. Gbr. og fl. I Gbr. gjeite, som forudsætter masc. gjeiten.

Gjeiterams, m. Lilie-Konval (Plante). Tell. I Ag. Stift skal det ogsaa betegne en anden Plante: Dueurt (Epilobium).

Gjeitesimbr, f. hvid Anemone (Plante). Sdm. og fl. S. Kvitsymra.

Gjeit-fe, n. Dyr af Gjedeslægten (Buk, Gjed, Kid). Nogle Steder Gjeitskryter (urigtig Form).

gjeithalsa, adj. om Heste, hvis Hals er overalt lige tyk (ligesom Gjedernes).

Gjeitklaup, f. 1) Gjedeklov; 2) Bukkeblade (Menyanthes). Ndm.

Gjeitkvann, f. Skov-Angelik (Angelica sylvestris). Nhl. I Sogn Gjeitaul, m. nogle Steder: Gjeitejol. Ellers: Jol, Sløkje, Skvetta og fl.

Gjeitsleip, m. en Snegl. Ørk.

gjeit-øygd, adj. lig Gjeden i Øinene.

gjeivla, v. n. gumle, tygge langsomt og med Møie.

Gjekk, s. Gikk. — Gjel, s. Gil, n.

Gjeld, n. Præstegjeld. Mest paa Oplandene. Ellers Kall.

Gjeld, f. Gjeld, ubetalte Udgifter. I Hard. og Voss Gjøld. Jf. Skuld. — Det gamle gjelda el. gjalda, at betale, synes nu at være ganske tabt.

gjeld, adj. gold. (G. N. geldr). Bruges kun om Dyr, og i to Betydninger, nemlig 1) om et Dyr af Hunkjønnet: som ikke føder, og altsaa ikke malker. Mest om Køer. Denne Ku’a ha vore gjeld i tvau Ꜳr (har ikke havt Kalv paa to Aar). 2) om Dyr af Hankjønnet: gildet, skaaren. (Modsat: grad). Jf. gjelda. — I Sammensætning lyder Ordet sædvanlig som Gjell, f. Ex. Gjellveer (gildet Væder, Bede).

gjelda, v. a. (e—e), gilde. (G. N. gelda). Jf. gjelka. Hertil Gjeldar, m. en Gilder, Skjærer. Gjelding, f. Gildning, Kastrering.

gjelda, v. n. (gjeld; galdt; golde), 1) gjælde, være gyldig. 2) udkræves, blive nødvendigt. Han vart rædd, nꜳr dæ galdt (naar det kom til Alvor). 3) komme an paa (om noget som er i Fare, staaer vaa Spil). Dæ va som dæ hadde golde um Liv’e (som om Livet var i Fare). I Voss: galda. Kor mykje skal da galda (hvor meget skal der sættes paa Spil).

Gjeldbukk, m. gildet Buk. Saaledes ogsaa: Gjeldve’r (Væder), og Gjeldukse. (Udtales Gjellukse). Jf. Gjelk, Gjeldung.

Gjeld-fe, n. Kvæg som ikke malker eller har Yngel. Isl. geldfé.

Gjeldkarve, n. Pimpinelle (Urt). Hard.

Gjeldku (Gjellkyr), f. Ko som ikke har Kalv; gold Ko. (Isl. geldkú).

gjeldna, v. n. blive gold; — om Køer: ophøre at give Mælk. Nhl. og fl.

Gjeldnøyte, n. Kalve, Kvier og Køer som ikke have Kalv. Hard. og fl. Ellers: Ungnøyte, Lausfenad, Kvigjende.

Gjeldung, m. Stud, gildet Oxe. Gbr. og fl. (Ellers Gjellukse).

Gjelg, s. Gjelv.

Gjelika(r), pl. Jævnlige; Kammerater. Meget udbredt især i B. og Ag. Stift. Ordet synes at være norsk; maaskee egentlig: Gjedlikje, ɔ: Ligesindet (?) Gjelk, m. gildet Hest, Vallak. I Hard. og Rbg. Gjalk, eller Jalk (G. N. jalkr).

gjelka, v. a. gilde (især Heste). Meget udbredt. Forholdet ved disse Ord kan betragtes paa to Maader nemlig enten: først Jalk (efter det gamle Sprog) og deraf jalka; eller: først gjelka (gjeldka, ɔ: gjøre ufrugtbar), og deraf Gjelk. Det sidste synes at passe bedst til det nu værende Sprogs Former.

Gjell, m. (i Skyerne), s. Gil, m.

Gjeltje, s. Gjætsla.

Gjelv, m. Søgang, Bølgegang. (G. N. gjalfr, n.). Anføres i Skrifter fra Nordlandene og er der formodentlig brugligt. I Sogn hedder det Gjelg eller Jelg.

gjemein, adj. 1) sædvanlig, almindelig; 2) nedladende, venlig, omgjængelig. Unorsk Ord, men meget udbredt.

gjenast, adv. oftest, sædvanligst. Ørk.

gjeng (gaaer), s. ganga.

gjengd’, adj. 1) gaaende. Kun i Sammensætning; jf. framgjengd, tidtgjengd. Undertiden i Betydn. gjængs. — 2) istand til at gaae. Mest om Dyr. Nhl. og fl. — 3) bekvem at gaae paa (om Veie og Føre). Søndre Berg. Dar va so godt gjængt. Jf. hargjengd. I Sdm. hedder det gjengst (framgjengst, hargjengst). Jf. G. N. gangsi, algangsi.

Gjengje, n. 1) Gang, Fremgang. (Isl. gengi). Dæ skal ha sitt Gjengje. (Mest figurlig). 2) Gjænge, Gang el. Hængsel paa en Dør eller et Laag.

gjengjeleg, adj. 1) gangbar; 2) gængs.

gjengjen, adj. gaaen (part. af ganga). Nogle St. gjingjen; ogs. gjeen (Nhl. Sdm.). Ellers mest alm. gꜳdd.

Gjengla, f. 1) et lidet Hjul, f. Ex. paa en Barnevogn. 2) Skruegang (s. Skruvfar). Voss.

gjengst, og gjengt; s. gjengd.

gjenne, adv. s. gjerne.

Gjenne (for Gjerne), n. Indvolde i Fisk. Nordre Berg. Sdm. (Isl. girni). Af Gonn (Gorn).

gjenom (aab. o), adv. og præpos. (med Akkusativ), igjennem. Hedder ogsaa: gjønom (aab. ø), gjøno (Søndre Berg.), gjønꜳ (Nordre Berg). Ellers „i gjenom“, som er en fuldkomnere Form. G. N. i gegnum. Hertil: gjenombarka, gjennembarket; ogsaa: hærdet, forsøgt, prøvet. gjenomsjuk, gjennemsyg, hvis Helbred er aldeles fordærvet. gjenomturr, tør til det inderste. gjenomvꜳt, gjennemvaad. Ligesaa gjenomsteikt, gjenomroten og fl.

gjensværug (og gjønsvælug, med tykt l), adj. fordringsfuld, anmassende. Guldbr. Ellers: vælværug, vælskyldug, sjølskyldig. (Jf. Sv. genvördig, uærbødig).

Gjenta (Jænte), f. en Pige; a) i Almindelighed, i Modsætning til Kone; b) Bondepige; c) Tjenestepige. I Øst. og Hedm. hedder det Gjinte. Ordet er alm. bekjendt, men mindre brugl i B. og Tr. Stift, hvor man siger Taus. Jf. Pika og Vækja. I svenske Dialekter: gänta. Isl. genta (med mindre ædel Betydning). Gjentebarn (Jæntebꜳn), Pigebarn. (Søndenfj.). Gjentelag, n. 1) Selskab af Piger; 2) Pigemanerer. gjentelaus, adj. som ikke har Tjenestepige. Gjenteløn, f. Løn for en Tjenestepige. Gjent’ungje, m. i Spøg: en liden Pige.

gjera (aab. e), v. a. og n. (gjere; gjorde, gjort), at gjøre. Inf. ogsaa gjere, gjæra; gjara, gjꜳrꜳ, gjørꜳ (G. N. gera). Imperf. mest alm. gjore (oo). — Betydning: 1) gjøre, lave, forfærdige, faae istand. (Af en latterlig Forsigtighed søger man paa nogle Steder at sætte „laga“ eller „arbeide“ istedetfor gjera, da nemlig dette Ord bruges i enkelte grovere Bemærkelser). — 2) affærdige, sende, skikke afsted. Dei gjøre meg hit: de skikkede mig hid. Gjer av Drengjen ette di: send Tjeneren efter det. gjere Folk heim (sende Folk hjem). gjere Bod (sende Bud). Ogsaa: udstyre. gjere heima: affærdige med Hjemmegift. Meget brugl. i Nordre Berg. Tr. Stift, og videre. G. N. gera. — 3) virke, udrette; foraarsage, give Anledning til. gjera Mun (gjøre Virkning). gjera Gagn, Skade o. s. v. gjera sꜳrt: smerte, gjøre ondt. — 4) faae til at blive, bringe i en vis Forfatning. gjera godt atte: gjøre godt igjen. gjera ein frisk: læge En. gjera seg blid: antage en blid Mine. gjera seg sint: blive vred (uden Grund). — 5) bære sig ad, handle paa en vis Maade. So gjore han (saaledes bar han sig ad). Sjꜳ ette kor hine gjere. — 6) kun som et fyldende eller understøttende Verbum; f. Ex. Han gjore bꜳde gret ꜳ bad (han baade græd og bad). B. Stift, Tell. og fl. „Lat æ han ꜳ drikk’ gjer ’an“ (han er baade lad og tillige drikfældig). I saadanne Tilfælde kan gjera ogsaa gjælde for saadanne Verber, som ikke betegne nogen egentlig Gjerning; f. Ex. Lꜳg han? „Ja, dæ gjor’ an“. Eg syntest han sov, men dæ gjor’ an ikje helder. — Enkelte Talemaader. gjera seg laus: gjøre sig færdig (til en Reise). gjera seg vondt: sørge eller angre paa noget. gjera seg mykje fyre: gjøre sig megen Umage for noget, lægge megen Vind paa. gjera seg til: a) tilberedes; b) bryste sig, blive stolt; c) gjøre Larm og Ophævelser, skjende og støie. gjera seg ut: gjøre sig ureen. — gjera av: a) skikke afsted; b) afgjøre noget. gjera av mæ ein Ting: ødelægge, gjøre Ende paa noget. — gjera ꜳt fyre ei Sykje: læge eller forebygge en Sygdom, især ved hemmelige Kunster. — gjera ette: vise igjen, faae stjaalne Sager tilbage (ved en hemmelig Kunst). — gjera frꜳ seg: a) gjøre sit Arbeide færdigt; b) forrette sin Nødtørft. — gjera fyre: forebygge. — gjera mæ: have Brug for, behøve. (Han gjer’ ikje mæ di). — gjere stad: affærdige, udstyre. (Sdm.) — gjera til: a) tilberede, bearbeide; b) forbryde, forsynde sig; f. Ex. Kva heve han gjort til? — gjere upp Fisk: opskjære Fisk. (Nordre Berg.). — gjera upp ei Seng: rede en Seng. Hedder ogsaa „gjera uppum“, el. „gjere ’pum“ (Helg. Sdm. og fl.); deraf: ’pumgjort (opredet). — gjera upp Varme: tænde Ild (Ag. Stift). gjera upp-atta: gjøre om igjen. — gjera utav (gjere ’ta): sætte hen, lægge, gjemme. Han veit ikje kvar han skal gjere ’ta seg (hvor han skal flye hen).

gjerande, adj. 1) gjørlig, som man kan gjøre. 2) tjenligt, tilraadeligt.

gjerast, v. n. (imperf. gjorest), 1) tilberedes, lave sig efterhaanden; ogsaa: slides, svækkes (om Redskaber). Dæ gjerest alt so brukt vert’e. Nordre Berg. 2) modnes, blive moden. See gjor, og Gjær. 3) gjære, blive gjæret (om Øl). Ørk. (hvor Præs. hedder gjæres, og Imperf. gjores). Gjering, f. Gjøren, Handlen; Maade at gjøre paa. Jf. Gjær. Forskjelligt herfra er Gjerning, f. som udtales Jærning, og betegner enkelte Handlinger, især saadanne som ere af særdeles Betydenhed eller have vigtige Følger.

gjerne, adv. gjerne. Udtales: gjærne (Tr. Stift, Sdm.), gjedna (Søndre Berg.), gjønne (Tell. og fl.), gjenne og gjinne (Ag. Stift).

Gjersl (Gjærsel), f. 1) Skik, Maade hvorpaa noget gjøres. 2) Modning, Modenhed. Jf. Gjær og gjerast.

Gjesel (Gjisel, aab. e), m. Handelsbetjent, Krambodsvend. B. Stift. Unorsk. (T. Gesell, Svend). Ellers Kjøpsvein (Kaupsvein).

Gjest, m. (Fl. Gjeste,r), Gjæst. (Jf. Gast).

gjesta, v. a. gjæste, besøge. Sjelden og mest om et ubehageligt Besøg.

Gjestebod (aab. o), n. 1) Gjæstebud, i Almindelighed. 2) Bryllup. Tell. Gbr. (Gjessbo).

Gjestr, m. Gjær, til Øl. Tildeels i B. Stift. (Eng. yest; T. Gäscht).

gjeta, s. gita.

Gjete, i Talemaaden: „te Gjetes“: tilpas, efter Ens Behag. Ørk. Ogsaa: „te Gjetna’“. (gjørꜳ ein te Gjetnas). Ellers: til Lags. Jf. Gje(d) og orgites.

gjeten (el. giten, aab. i), part. 1) nævnt, omtalt. 2) gjettet; s. gita. I B. Stift ogsaa goten (aab. o).

Gjetl, s. Gjætl. — Gjetla, s. Gjætsla.

Gjetna(d), s. Gjete. — gjeva, s. giva.

gjeven, part. given. I Søndre Berg. goven (aab. o), mest almindl. given (aab. i).

gjidda, s. gidda. — Gjil, s. Gil. etc.

Gjor (oo), f. Gjord, Baand (bredt Baand). Hedder ogsaa Gyre (Sdm. og fl.), Gjure (Rbg. Tell.). Egentlig Gjord (aab. o); Isl. gjörd, Heraf gyra, v. a.

gjor (oo), adj. 1) gjort, lavet, færdig. Egentlig gjord, part. af gjera. 2) moden, om Frugt, Korn o. s. v. Meget udbredt og maaskee alm. undtagen i Kr. Stift. Jf. mogjen, buen. 3) sendt, afskikket (s. gjera); hertil: avgjør, heimagjor, utgjor. Mærkeligt er det, at der tildeels findes en Fleertalsform: gjorne. Saaledes i Sdm. og fl. gjorne Bær: modne Bær. gjorna Rꜳde: oplagte Raad, overlagte Planer. Jf. G. N. gorr.

gjora, v. a. omgjorde. Sjelden.

gjorna, v. n. modnes, blive moden. Ogsaa gjornast; s. gjerast.

gjorut (gjorette), adj. stribet paatværs, som har brede Tværstriber af en egen Farve; om Dyr.

Gjosa (oo), v. n. (gys; gaus; gose, aab. o), vælde, strømme ud, om Luft og Vædske. Hedder ogsaa: gyse (Nordre Berg.) og med svag Bøining: gausa (Tell.) og gjøyse. G. N. gjósa. Dæ gaus Blod’e: Blodet strømmede ud. Dæ gys’ i Røyren: Luften trænger ud af Fugerne i Røret. (Det hedder ogsaa: „Røyr’a gys“). Dæ gys’e Mꜳl’e ti’en: hans Stemme er utydelig. (Siges især om tandløse Folk, som ikke kunne udtale Ordene reent). Jf. gjøysa, og Gosa.

gjota, v. a. s. gyta.

Gjota (oo), f. en Bjergkløft, en Huulning i Jorden med bratte Sider. Helg. Gbr. og fl. I Sdm. Gjøtt, f. Isl. gjóta.

Gjura, f. 1. s. Gygr.

Gjura, f. 2. Gjord, Baand; s. Gjor og Gyre.

Gjurestaup, n. s. Gyremun.

Gjygr, s. Gygr. — gjyra, s. gyra.

Gjæe, n. Stolthed, Hovmod. Tell. Enten for Gjede (jf. Gje), eller ogsaa beslægtet med Isl. gá (Kaadhed); jf. gjá (Ryggesløshed).

gjæl, v. s. gala. Gjæl, f. s. Gjær.

Gjæle, f. en taabelig Kvinde. Søndm. (Jf. Isl. gála). S. Jꜳla. En anden Betydning forudsættes i Hꜳgjæle, og Vꜳrgjæle.

gjæna, at stilles; s. jæna.

gjæng (og gjæ) ɔ: gaaer; s. ganga.

gjængd, s. gjengd. Gjængje, s. Gjengje.

Gjænta, s. Gjenta.

Gjær, f. 1. (for Gjerd), 1) Gjerning, at noget bliver gjort. Jf. Vælgjær, Vangjær. G. N. gerd. 2) Skik, Maneer, Maade at gjøre noget paa. 3) Form, Skikkelse, Beskaffenhed. Dæ fekk ei onnor Gjær. Nogle Steder neutr. (eit anna Gjær).

Gjær, f. 2. Modning, Modenhed. Oftest sammensat (Misgjær, Vangjær). Jf. gjerast.

Gjær, f. 3. Gjær, Bærme hvormed Gjæring frembringes i Øl, Deig o. s. v. Kaldes ogsaa: Gjestr, Gang, Berm, Kveik.

gjæra (for gjerda), v. a. (e—te), gjærde, hægne; opsætte eller istandsætte et Gjærde. (Af Gar). gjære atte: stænge, tillukke ved et Gjærde (barrikadere). gjæra inne: omgjærde, indeslutte. gjæra ute: udestænge, holde borte ved Gjærder.

Gjære, f. Vindkast, Stormbyge (især naar den viser sig paa Vandet som en Stribe). Sdm. Jf. Drivgare.

Gjære, n. 1) Gjærde, Hægn. Søndenfjelds. (Jf. Gar). G. N. gerdi. 2) en Fold, et lidet indhægnet Stykke Jord. Nordre Berg. Sdm. Ørk. Jf. Kvi, Lykkja.

Gjærefang, n. Gjærdsel, Materiale til Gjærder. Hedder ogsaa Gjærevꜳnd (Sdm. og Tr. Stift), Garvudu (Ørk.).

Gjæring, f. Gjærding, Indhægning.

Gjærsl, f. s. Gjersl.

gjæta, v. a. (e—te), vogte, passe paa; følge med Kvæget i Udmarken for at bevogte det for Rovdyr. Alm. G. N. gæta. Jf. Gꜳt. gjæte pꜳ: lure efter noget, passe paa Leiligheden.

Gjætar, m. Vogter; Kvægvogter, Hyrde. — Gjætargut og Gjætargjenta: Dreng eller Pige som følger og vogter Kvæget. Ellers: Gjætl, Høring, Hjuring, Busvein.

Gjæting, f. Bevogtning; jf. Gjætsla.

Gjætl, m. Fævogter, Hyrde. B. Stift, hvor det udtales deels Gjetl, deels Gjeltj eller Gjelsj (Nordre Berg.).

Gjætsla, f. Kvægets Bevogtning. Temmelig almind. med forskjellig Udtale; Gjetla (i de sydvestlige Egne), Gjæsle (Søndenfjelds), Gjeltje eller Gjelsje (Tr. Stift). Hertil: Gjetlegut og Gjetletaus: Hyrdedreng, Hyrdepige. (Vestenfjelds).

gjæv, adj. 1) gavmild, som gjerne vil give. Sdm. Af giva, gav. 2) kostbar, som er af meget Værd eller kan give megen Fordeel. Kr. Stift, Shl. og fl. 3) god, fortrinlig, dygtig. Søndenfjelds. I Sogn betegner det ogsaa: selvgod, indbildsk.

Gjæva, f. Godhed, Værd, Fortrin. Sjeld.

gjæveleg, adj. vakker, anstændig. Nhl.

Gjævleikje, m. Gavmildhed. Sdm.

Gjø, f. den anden Nymaane efter Nytaar (eller efter Julemaanen); den næste „Maane“ efter Torren, indbefattende Marts Maaned, eller Slutningen af Februar og Begyndelsen af Marts, efter Maaneskiftets forskjellige Tid. Kun i bestemt Form: Gjø’a, Gjø’nꜳ. (G. N. gói og gœ).

gjødd, (part. 1) mæsket, fedet; 2) gjødslet.

gjøde (gjøa, gjø), v. a. (e—de). 1) mæske, fede, gjøde (Kreature som skal slagtes); 2) gjødsle, gjøde Jorden. (Jf. hævda, tedje, frøya). Den egentlige Betydning er: forbedre, sætte i god Stand; af god, adj.

Gjøding, f. Mæskning; Gjødsling.

Gjødsl, f. see Tad, Hævd, Frau.

Gjødsla, f. Mæskning, Fedning; sjeldnere: Opgjødning. Udtales: Gjøsla (Ag.), Gjøtla, med aab. ø (Søndre Berg.), Gjøltje, Gjølsje (Nordenfjelds). Hertil: Gjødslekavl, gjødet Kalv. Gjødslegris, gjødet Sviin.

Gjø-fjøra, f. den store Ebbe, som sædvanlig indtræffer i Marts Maaned. B. Stift; ogsaa i Helg. (Gjøfjera).

Gjøgr, s. Gygr. — Gjøl, s. Gil.

gjøla, v. n. smigre, kjæle for En. Nhl. (G. N. gœla). Jf. høla.

Gjølar, m. en Smigrer, Kjæler.

Gjøld, s. Gjeld. — gjønꜳ, s. gjenom.

gjønsværug, s. gjensværug.

gjøra, s. gyra. — gjørꜳ, s. gjera.

Gjø-skjæl, f. et Slags store Muslinger, som findes under Ebbemaalet. Sdm. (Jf. Gjøfjøra). Ellers: Ovdskjæl og fl.

Gjøtla, s. Gjødsla.

Gjøtt, f. Hule, Grube; s. Gjota.

gjøya (alm. gjøy), v. n. (r—dde), gjøe som Hunde. Imperf. ogsaa: go, og Supin. gꜳtt i (Sdm. hos de Gamle). G. N. geya, impf. gó.

Gjøying, f. Gjøen. Jf. Hundegꜳtt.

Gjøyk, m. en egen Slags Sang, som bruges af Finnerne. Helg. Ordet skal være finsk.

gjøyka (og gjøke), v. n. synge som Finnerne.

Gjøyl, m. Strøm, Bølgegang. Sdm. Ogsaa: Mod, Friskhed, Liv. D’æ ikje noken Gjøyl ’ti’nꜳ.

gjøyma, v. n. (e—de), gjemme, forvare. G. N. geyma. (Jf. gauma). gjøyma seg: skjule sig. gjøyme av (el. unda). putte tilside, fordølge, ikke komme frem med. gjøyme ihop: sammenspare.

gjøymande, adj. værd at gjemmes.

gjøymen, adj. som gjerne skjuler eller gjemmer.

Gjøyming, f. Gjemmen; en Leg hvori En skjuler sig, og de Andre maa opsøge ham.

Gjøymsla, f. Gjemmested.

Gjøys, m. en fremvældende Strøm; Skvat, Stænk. Jæd. og fl.

gjøysa, v. n. (e—te), 1) sprudle, skumme, vælde frem. Kr. Stift og flo. Af gjosa, gaus. 2) bruse op, flyde over. Nordre Berg.

Gjøysa, f. 1) Strøm, Væld; ogsaa opbrusning. 2) Overdrivelse, Skryderie, stort Rygte af smaa Ting. Nordre Berg.

gjøyva, v. n. (e—de), 1) dampe, ryge. Kr. Stift. 2) koge over, gaae over Bredderne. B. Stift. Skulde egentlig betyde: drive eller frembringe Damp, af gyve, gauv.

Gjøyve, f. Fygen, Fog, Drev. Gbr.

gjøyven, adj. brusende, som let flyder over.

gla (for glada), v. n. (r—dde; bedre: a—a), gaae ned, om Solen og Maanen. Sogn, Søndre Berg. Tell. Ogsaa i Ørk.: glꜳ (for glꜳdꜳ). I Sdm. haves kun Subst. Solaglad. Jf. Adj. glaen.

glad’ (gla), adj. glad, fornøiet. like glad: ligegyldig, som ikke tager sig det nær. vera gla i: have Lyst til, synes godt om. Nhl.

gladelege, adv. med Glæde, meget gjerne.

gla(d)værug, adj. lystig, som har et muntert Sind. Tell. Hall. Gbr. (Isl. gladvær).

glaen (for gladen), adj. nedgaaen, om Solen (gla’i), eller Maanen. Sogn.

Glam, m. Larm, Bulder. Tell.

glama, v. n. (a—a), buldre, larme, skralde. Tell. Sjeldnere glamra (Isl. glamra).

glamren, adj. haard og ujævn; om Veie. Rbg. Jf. skranglen.

Glan, n. Aabning i Skyerne; et lyst og klart Rum imellem tykke Skyer. Berg. Stift. Ellers: Glott, Glette og fl.

glana, v. n. (a—a), 1) om Skyerne: aabnes, adsprede sig, saa at der bliver en klar Plet. (Isl. glana). 2) om Mennesker: stirre, kige, see efter noget; især længe og opmærksomt. Kr. og Ag. Stift. Ellers: gleine (Buskerud) glꜳna (Ryfylke), glꜳme (Vald. Gbr.), glꜳpa, (Shl. Rbg.). Jf. glo, glose. — Heraf undertiden Glan, m. og Glana, f. om nysgjerrige Personer.

glanbært, adj. n. bart, aabent, saa at man kan see vidt omkring. Hard.

glanen, adj. aaben, adskilt, som man kan see igjennem; om Skov og ligesaa om Skyerne. Hard.

Glaning, f. nysgjerrig Kigen og Stirren.

Glans, m. Glands, Skin.

glansa, v. n. (a—a), glindse. (Isl. glansa).

Glantri, n. Skjemt, Lystighed. — glantrisam, adj. morsom, lystig. Nhl. I Sdm. ogsaa glantrusame. (Unorsk).

Glap, n. Hul, Mellemrum. Ørk. Gbr.

glapp, s. gleppa.

Glas (langt), n. 1) Glas (i Almindelighed). 2) Vindue. (Stoveglas, Kjellarglas). Alm. — Fl. Glos (aab. o), i Sogn, og fl. 3) Glas at drikke af; ogsaa en liden Flaske.

Glasaugo(r), pl. n. Briller. Guldbr. og fl. Sv. glasögon.

Glashol (aab. o), n. Vinduesaabning.

Glaskvarm, m. Vindueskarm.

Glasluka, f. Vinduesskaade. Jf. Læm.

Glasrꜳma, f. Vinduesramme.

glasskallet, og glaskollette, adj. skaldet. Nordre Berg. Sdm. Jf. fleinskalla. I Indr. hedder det: skollꜳt.

Glasstova (aab. o), f. en stadselig Stue, som ikke bruges til dagligt Ophold. Nordre Berg.

glas-øygd, adj. om Heste: hvidøiet, uden Ring. (Jf. ringøygd). Ndm. og fl.

glatra (el. gladra), v. a. afhænde, borttuske. Jæd. (G. N. glata, spilde).

glatt, s. gletta. — glaup, s. glupa.

glaværug, s. under glad.

glꜳa, v. n. glindse, skinne. Sogn. I Hard. gljꜳ. (Isl. gljá). Jf. gloa.

Glꜳm, m. En som har et blegt og sygeligt Udseende. Sdm.

glꜳm, s. glymja.

Glꜳma, f. Planten „Hanekro“ (Galeopsis). Sogn (s. Dæ). Som Egennavn: Glommen.

glꜳme, v. s. glꜳpa og glana.

Glꜳnkar, m. en Spøgefugl, lystig Fyr. Nhl. (Skal ogsaa betegne en Tilskuer, og forklares af Nogle som Glan-kar, af glana).

glꜳpa, v. n. stirre, see efter noget. Shl. Rbg. (Isl. glápa). Ellers glꜳme (Vald. Gbr.), og fl. s. glana.

gle, og glea, s. gledje.

Glede (aab. e), f. Glæde. Nfj. Sdm. Ellers Glea, Glee (sædv. med lukt e).

gledeleg (gleele), adj. glædelig.

gledje (glea, gle), v. a. (gled; gledde), at glæde. G. N. gledja. — gledd (aab. e): glædet, trøstet. — gledjast (gleast), v. n. glædes, glæde sig. (glea seg).

Gledskap, m. Glæde, Lystighed.

Glefs, m. Grams med Munden, et Forsøg til at bide; s. glefsa. (Isl. gleps). Glefs, el. Glefsa, f. Sax hvori Dyr fanges; Rævesax. I Guldbr. og paa flere Steder hedder det Glekse.

glefsa, v. n. (e—te), gabe, snappe eller gribe efter noget med Munden; gjøre et Forsøg til at bide. Isl. glepsa. Undertiden ogsaa: bjæffe. Aktivt: sluge, rive i sig. Han glefste dæ ti seg (Sjelden). Ordet hedder ogsaa: klefse (Sdm.), glepsa (Nhl. og fl.), gleksa, glekse, (Hard. Tell. Gbr.). glepsa er formodentlig rigtigst; jf. glupa, Glop, Glap.

glegg (skarpsynet), s. gløgg.

gleid, adj. udspærret, som staaer vidt ud fra hinanden (om en Kløft, om Fødder, Fingre o. s. v.). Sdm. Ørk.

gleide, v. a. (e—de), udspærre, udspile (f. Ex. Fingrene). Sdm. Isl. gleiða. gleide se(g): sætte Fødderne vidt fra hinanden. Sdm. Ørk. I Ørk. ogsaa v. n. gleie: staae udspærret. Jf. sprikja.

gleidt, adv. i en udspærret Stilling.

Gleine, f. aabent Rum, s. Glenna.

gleipa, v. n. (a—a), vrænge Munden, fordreie Ansigtet. B. Stift. „Gleiping ꜳ Herming“: naragtig Efteraben af Andres Stemme og Gebærder.

gleksa, ville bide; s. glefsa.

Glekse, f. Dyresax, s. Glefs.

Glenna, f. Mellemrum, et bart og aabent Rum i Skoven; ogsaa: Grønning, Græsplet imellem Skov og Klipper. Meget udbredt Ord. (Nhl. Tell. Vald. Gbr. Sdm. Ørk.). Ogsaa Gleine (Hall.). Jf. Glan.

Glennemark, f. Skov eller Klippemark med enkelte græsrige Pletter.

glennut, adj. afbrudt ved jævne eller aabne Mellemrum.

Glepp, m. 1) Glip, hastig Gliden. 2) en Afbrydelse, et Mellemrum (omtrent ligesom Glenna). Indr.

gleppa, v. n. (glepp; glapp; gloppe), 1) glide ud, komme aflave, røres af Stedet. — 2) glippe, slaae Feil (om noget som man venter).

gleppen, adj. som let glider eller glipper.

Gleps, og glepsa, s. glefsa.

glese, adv. tyndt, utæt. Helg.

glesen, adj. tynd, utæt (s. gresen). Helg. Ørk. og fl. (Egentlig glisen, med aab. i). Sv. gles.

glestent, s. grestent.

Glett, m. 1) Glid, Gliden. (Sjelden). 2) en klar Plet i Skyerne. Jf. Glette.

gletta (glette), v. n. (glett; glatt; glotte), glide, komme paa Glid med Fødderne. Rbg. Gbr. Ørk. Helg. (Jf. gletten). Ein Gꜳng glatt han, ꜳ ein Gꜳng datt han.

gletta, v. n. (e—e), titte, kige; s. glytta.

Glette, n. en klar Plet i Skyerne. Tell. Ogsaa en Klarning eller Lettelse i Luften, et lidet Ophold i Uveiret. Ellers: Glett, m. (B. Stift), Glytt (Ørk.), Glott, Glotte (Ag. Stift), Lotte (Ørk.).

gletten, adj. glat (om FØret). hꜳlt ꜳ glette. Gbr. Sdm. og fl.

glide, v. n. (glid’, gleid), glide. Sjelden, s. gletta, skrida, skjota, rapa.

glima (aab. i), v. n. (a—a), glimre, glindse. (Svensk glimma). glimande, adj. glimrende. Gliming, s. Glimren.

glima (ii), v. n. lyse stærkt, skinne saa at det blender Øinene. Tell. og fl.

Glima (ii), f. Skin eller Lysning som blender Øinene; f. Ex. naar Solen skinner paa Sneen. (Solglime, Snøglime). Nordre Berg. Hall. Tell.

glimta, v. n. glimte. (Sjelden).

Glip (ii), m. Ruse, Fiskeredskab, dannet som en stor Kurv med Garn i Bunden. B. Stift.

glipe, gabe, være aaben; s. gløypa.

glira, v. n. (e—te), 1) være aaben, saa at man kan see igjennem. Jæd. (see glisa). 2) knibe Øinene sammen, plire. Mere alm. Ogsaa kige, speide efter noget.

Glis (ii), m. Fnisen, Haanlatter. Mest i Forbindelsen: Glis ꜳ Lꜳtt.

glisa, v. n. (e—te), 1) lyse igjennem. være utæt eller aaben, saa at man kan see igjennem; om Kar, Vægge og Fjeleværk. Dæ gliste ut myllom alle Fjøle. Tildeels i B. og Ag. Stift. — 2) lee haanlig, fnise, belee noget (vel egentlig: vise Tænderne, = dansk „grine“). B. og Stift, Helg. Mest i Forbindelse med lægja. Dei sto gliste ꜳ log ꜳt dei.

glisen (aab. i), s. glesen, gresen.

Glitr (Glitt’er), n. Glimmer; smaa glindsende Pletter, f. Ex. i Steen.

glitra (aab. i), v. n. glindse, glimre. (Isl. glitra).

gljꜳ, s. glꜳ. — Gljor, s. Glor.

gloa (glo), v. n. (r—dde, el. a—a), gloe, lyse, tindre. Jf. glꜳ, og glora. (Isl. glóa).

gloande (ogs. gloende), adj. gloende.

Glod (Glo), f. (Fl. Glød’e, Glø,r), Glød, brændende Kul. (G. N. glód).

Glod-dungje, m. en Hob af Gløder (paa Arnestedet). I Ag. Stift: Glohaug.

glo(d)heit, adj. brændende hed.

Glodtꜳng, f. Ildtang.

Glop (aab. o), n. Hul, Gab, Aabning. Tell. Af glupa (glaup). Jf. Glap.

glopa (aab. o), v. n. gabe, spærre Munden op. Shl. Ogsaa stirre, s. glꜳpa.

glopalt (glopꜳlt), adj. n. hullet, aabent, ikke tæt eller lukket. Tell.

glopen (aab. o), slugt; s. glupa.

Glopp, kun i Talemaaden: „pꜳ Hopp ꜳ Glopp“ ɔ: paa Nippet, imellem Lykke og Ulykke. Sdm. „Dæ va pꜳ Hopp ꜳ Glopp“, siges naar man har været nær ved et Uheld, men dog er kommen vel fra det. Jf. Isl. glapp (Uheld), modsat happ; hvoraf Talemaaden höppum og glöppum.

Gloppe, f. Hule, Bjergkløft. (Buskr.).

Glop-ur, f. en Urd af store Stene med mange Huller eller Aabninger under Stenene. Shl. Ryfylke. Andre Steder Loftur.

Glor, og Gljor (oo), n. en aaben eller bar Plet i en Skov. Nhl. Jf. Glenna.

glora, v. n. (a—a), 1) tindre, lyse (Isl. glóra). 2) stirre, gjøre store Øine.

glosa (glose), v. n. (e—te), see efter noget, see sig om. Shl. (sjelden), Tell. (meget brugl.). I Sdm. gløse. — glose pꜳ: see paa. glose ette: see efter. — Eenstydige: glana, glꜳpe, kope, skoa, skygna, stira.

Glott, n. 1) Aabning, Mellemrum; see Glytt. 2) en klar Plet i Skyerne. Hedemarken. Ellers Glotta, f. (Vald.). S. Glette.

Glove (aab. o), f. s. Glyvre.

Gluggje, m. (Fl. Glugga, r), Lufthul, en liden Aabning paa en Væg. Alm. dog nogle Steder: Glugg. (G. N. gluggr). — Gluggedott, m. en Visk hvormed et saadant Lufthul tilstoppes.

Glunt, m. Dreng, Gut. Helg. (meget brugl.). I Sdm. Glynt (sjeldnere). Sv. glunt.

glup (uu), adj. 1) glubsk. (Meget sjelden). 2) stadselig, prægtig, herlig. Meget brugeligt i B. og Ag. Stift.

Glup (uu), n. Gab, Aabning. Guldbr. (sjelden).

glupa (glupe), v. n. og a. (glyp’; glaup; glope, aab. o), 1) v. n. gabe, snappe efter noget med Munden (= glefsa). Tell. Han glaup ette dæ. 2) gribe med Munden, snappe, rive til sig. Tell. og fl. Hunden glaup dæ frꜳ meg. Skrubben hadde sꜳ nær glope ein Sau. 3) sluge, svælge. „glupe i seg“. Ogsaa i Ørk. med svag Bøining (glupe, glufte). Sv. glupa. Heraf: gløypa, Glop, glopa, glyfsa. Ligesaa adj. glupande (glubende).

Glya, f. 1) en blød og tynd Masse. (Betydningen noget ubestemt). Dæ seer ut som ei Glye. Sdm. 2) tynde og vidtstrakte Skyer; et taageagtigt Skydække. Lidet brugl. men synes at være meget udbredt (Fosen, Sdm. Voss). Ei Utlokka Glye: blidt og stille Veir om Morgenen, hvorpaa følger Storm efter Middag.

glyen, adj. om Luften, naar den er fuld af tynde Skyer. Voss og fl.

Glyfs, n. Gab, aabent Mellemrum; f. Ex. imellem Traadene i en Væv. Nordre Berg.

glyfsa, v. n. (e—te), 1) gabe, staae aaben. (Sjelden). 2) om Hunde: bjæffe, gjøe med dæmpet Lyd. B. Stift. (Sv. gläfsa).

glyggje, v. n. (e—de), aabne sig, saa at man kan see igjennem. Nordre Berg. Af Gluggje.

Glym (aab. y), m. Bulder, Drøn, Gjenlyd. Af glymja. Jf Ljom.

glymen (yy), adj. barsk, frastødende. Tell.

glymja, v. n. (glym; glumde; — aab. y og u), buldre, drøne, gjenlyde. Nordre Berg. Ogsaa i Ørked. (med Imperf. glꜳm). G. N. glymja.

Glynt, s. Glunt.

Glytt (aab. y), m. Aabning, Hul. I Ørk. om en klar Plet i Skyerne. Jf. Glott. Ellers temmelig alm. i Talemaaden „stꜳe pꜳ Glytt“ (om en Dør): staae paa Klem, halv aaben. I Tell. „pꜳ Grutt“. I Sdm. „ꜳ lerre“.

glytta, v. n. (e—e), 1) gjøre en Aabning. glytte paa Dør’a: aabne Døren lidt, sætte den paa Klem. Søndenfjelds. — 2) titte, kige; især igjennem et Hul. Mere alm. Nogle Steder: glette. I Tell. er glytte ogsaa at skotte til noget, især med Foragt.

Glyvre (aab. y), f. Hule, Bjergkløft. Yttresogn. I Rbg. Glove. (Isl. gljúfr, n.).

glæ, adj. 1) blegagtig, gulbleg. Sdm. (Isl. glær, lys, klar). 2) tynd, vandagtig (om Mælk). Sogn, Tell. 3) slap, svag, kraftløs (om Mad og Drikke). Tell. — glæ Kost, glætt Øl o. s. v.

glæast, v. n. blive tynd og vandig.

glæggas (for glægast), v. n. bedærves, tabe sin Kraft; om Fødemidler. Tell.

Glæme, f. blege Skyer. Sdm.

gløde (gløa), v. a. (e—de), 1) antænde, oppuste (Ild). G. N. glœða. 2) ophede ved Gløder (= elda). Ogsaa v. n. gløde, brænde. Dæ va so heitt, at dæ glødde.

glødest, v. n. tændes, fatte Ild (uden Flamme).

gløgg (aab. ø), adj. 1) skarpsynet, som let seer eller opdager noget. Næsten alm. I Tell. og Sdm. hedder det: glegg’e. 2) skarpsindig, indsigtsfuld, nem til at forstaae og finde det rette. Ørk. Indr. 3) forsigtig, nøiagtig, nøieregnende. (Sjeldnere). I Gbr. ogsaa: tilbageholden, undseelig. (Isl. glöggr, betænksom).

Gløggskap, m. Skarpsyn, Nemhed til at see og bemærke noget. (Oftere Gløggheit).

gløggsynt, adj. skarpsynet. Guldbr. G. N. glöggsýnn. Ellers gløgg.

GLøm, s. Glym.

Gløs, m. Stirren. Sdm. Dei fekk ein Gløs: de bleve opmærksomme, begyndte at see sig om.

gløse, v. n. (e—te), see efter eller see paa noget. Sdm. Romsd. (Meget brugl.). I Tell. glose.

gløssa, el. gløsa, v. n. (e—te), oppuste, blæse i Ilden. Ogsaa: blusse op, fænge Ild. Sogn. (Isl. glossa).

gløyma, v. a. (e—de), glemme. (G. N. gleyma). gløyme atte: glemme, sætte efter sig ved Forglemmelse. gløyme av (burt, veg): glemme noget som man har lært. — gløymd, part. glemt, forsømt; jf. attegløymd.

Gløyma, f. og Gløyme, n. Glemsel. koma i Gløyme. B. Stift (sjelden).

gløymande, adj. som vel kan glemmes. Dæ va inkje gløymande.

gløymen, adj. glemsom. Undertiden ogs. gløymskjen. I Sdm. hꜳgløymskjen.

Gløyming, f. Forglemmelse.

Gløymska, f. svag Hukommelse. (Sjelden).

gløypa, v. a. og n. (e—te), 1) sluge, rive i sig, æde graadigt. Shl. og fl. (G. N. glöypa). Jf. glupa (glaup). 2) gabe, være aaben, ikke slutte tæt sammen (om en Sax eller en Klemme). Nordre Berg. I Gbr. glipe.

Gløype, f. en Ulykke; s. Løypa.

gløypen, adj. aaben, gabende. Sjelden.

Gnag, n. Gnaven, Biden. Dæ gjekk pꜳ Gnag, ɔ: det gik møisomt, med Vanskelighed.

gnaga, v. n. og n. (gnæg’; gnog; gnegje), 1) gnave. G. N. og Svensk gnaga. 2) græsse; æde paa Marken (om Kvæg). Jf. nagga. 2) slæbe og slide, uden at udrette stort; ogsaa: trygle, søge uafladelig efter noget. I mange Dialekter har Ordet svag Bøining (a—a). Inf. i Gbr. og Ørk. gnꜳgꜳ; derimod: knaga, i Nhl. og fl. Mange af de følgende Ord have ogsaa deels kn, deels gn, og deels n i Dialekterne.

Gnaging, f. Gnaven; ogsaa Tryglerie.

gnagsa, v. n. slæbe, slide. Sdm.

gnaldra, hvine, skrige; s. gnella.

Gnallefrost, n. en stærk, bidende Kulde. Sdm. og fl. I Helg. Gnallerfrost.

gnallhart, adj. n. steenhaardt, overmaade haardt. Nordre Berg. Man siger ogsaa: „gnallende hart“, og ligeledes: „hart so Gnall“; men hvad dette Gnall betyder, er ellers ubekjendt. Jf. gnella.

Gnasse, m. Benævnelse paa en Dreng, især en som er meget urolig og dristig. Sogn, Sdm.

Gnaur, m. en Gnier. Helg.

Gnaus, s. Knaus.

gnavle, v. n. gnave smaat og langsomt. Sdm.

gnꜳka, v. n. (a—a), knarke, larme. Nordre Berg. (Isl. gnaka). Jf. gniksa.

gnꜳle, s. gnella.

gnegjen, part. gnavet, skrabet. Tell. og fl. Mere alm. er gnaga.

gneista, v. n. (a—a), gnistre, skyde Gnister. Nogle Steder: neista; ogsaa gneistra og neistra.

Gneiste, m. Gnist, Funke. (G. N. gneisti). Hedder ogsaa Neiste (i mange Dial.) og Kneiste (sjelden). I Sdm. bruges Neiste med Betydning af Barn eller Arving (vel egentlig en Spire el. noget opvoxende); f. Ex. D’æ vondt te inkje ha ein liten Neiste ɔ: det er ondt at være barnløs, at see sin Slægt uddøe.

gneka, s. gnika. gneldre, s. gnella.

Gnell, m. Hviin, Skrig; idelig Jamren. Hedder ogsaa Gnoll og Noll. Ligesaa Gnꜳl, om et ideligt Overhæng.

gnell, adj. skarp, hvinende, skingrende; om Lyd. Tell. Buskerud og fl. Jf. kvell.

gnella, v. n. (gnell; gnall; gnolle) 1) skrige med en skarp og hvinende Lyd, ligesom Hundene naar de lide Smerte. B. og Tr. Stift; sjeldnere i Ag. Stift. 2) hvine, knirke, skrabe (om tørre og haarde Sager). Dæ va so hart at dæ gnall. (Jf. gnallhart). 3) tale med en skarp og hvinende Stemme. Tell. Buskerud. Ellers ogsaa at klage og gjøre Larm, raabe idelig paa det samme. Nogle Steder gnꜳle. Ordet hedder ogsaa: nelle (Sdm. og fl.), knella (Nhl.?), gneldre (Gbr.) og gnaldre. — Sv. gnälla.

gnellen, adj. skarp, hvinende (om Lyd).

Gnelling, f. Hvinen, Skrigen.

gnellmælt, adj. som har en skarp og hvinende Stemme. Tell. og fl.

gnelt, adv. skarpt, hvinende. Han snakka sꜳ gnelt. (Buskerud).

Gnerre, f. en skarp og kold Vind. Sdm. Jf. Nare.

gnette, v. n. gnett’; gnatt; gnotte) om en svag Lyd, og ligesaa om en svag Bevægelse. (Jf. knetta). Sdm. Ndm. Ørk. Dæ gnatt ikje ’ti ’nꜳ ɔ: man hørte ikke en eneste Lyd af ham. Dæ gnett’ ikje fram: det kommer ikke af Pletten. (S. nita). Dei æ so tette at dæ gnett’ ikje um dei: de ere saa tætte, at der kommer ikke den mindste Draabe igjennem dem.

gni (el. gnide), v. s. gnika.

gnika (aab. i), v. a. (a—a), 1) gnide, rive, skure. Meget udbredt i forskjellig Form: gnika, gneke; knika (Nhl. Mandal), nike, neke (Sdm. Hall. og fl.). Jf. gnura. 2) arbeide smaat og langsomt, holde længe ved med det samme. (Mest spotviis). Jf. gnaga. 3) gnie, vise en gnieragtig Forsigtighed, søge med Udholdenhed efter smaa Fordele. B. og Ag. Stift.

Gniking (Gneking, Neking), f. Gniden; Udholdenhed med Smaating, Prutten, Gnierie.

gnikjen, adj. gnieragtig, som viser en smaalig Sparsomhed. I Hall. nekjen.

gniksa, v. n. knirke, skrabe (om en Dør, et Hjul og deslige). Nordre Berg. Andre Steder gnistra. Jf. rikta, gnella, knerka.

gnista (ii), v. n. (e—e), klynke, hvine med en svagere Lyd (ligesom Hundene naar de ville have Mad eller ville ind i Huset). Ellers gnistra (Ag. Stift), knista (Jæd. og fl.), niste (Sdm. og flere).

gnistra, v. n. 1) klynke, hvine; s. gnista. 2) knirke, hvine, skrabe. Søndenfjelds. (Isl. gnísta). Ellers gnella, gniksa.

Gnit (aab. i). f. Gnid, Luseyngel. Ogsaa: Gnet (ee), Gnitr, Knit.

gnitra (aab. i), v. a. gjøre noget alt for smaat eller fiint. Gnitr, n. Noget som er meget smaat. gnitrende smꜳtt: overmaade smaat (f. Ex. om Skrift).

gnog (gnavede), s. gnaga.

Gnoll (Noll), m. Skrig, Hviin; s. Gnell.

gnolle, s. gnella. — gnotte, s. gnette.

gnua, v. a. (a—a), trykke eller bearbeide med Fingerknoerne. Ogs. knua (Jæd.), gnuble, diminutivt (Sdm.).

Gnue, m. Kno, den udvendige Deel af Fingerleddene. Hedder ogsaa: Nue (Nhl.), Knue (Jæd. og fl.), Knuv (Ørk.). I Tell. Njotre. — G. N. knúi.

gnura, v. a. og n. (a—a), 1) gnide, knuse, især med Hænderne. Helg. (Jf. gnika). 2) nedtrykke, bryde eller bringe aflave. Dei ha gnura ned Gras’e: de have nedbrudt Græsset (ved at sidde i det). 3) v. n. skubbe eller vælte sig af og til, idet man ligger. B. Stift. I Sdm. hedder det: nure. Jf. gny.

Gnuring, f. Gnidning; Skubben, Vælten. Ogsaa Gnur (Nur), m.

gny, v. n. (r—dde), 1) bevæge sig af og til, tumle, vælte (ligesom gnura). Nhl. — 2) trygle eller raabe idelig paa det samme. Jf. gnaga, nyggja. — 3) mukke, mumle; jf. kny.

Gny, n. Overhæng, idelig Begjæring og Paamindelse. Ørked. og flere. (Jf. Attegny). I Nordre Berg. Gnyssel (Gnysl), m.

gnyggja (gnave, skrabe), s. nyggja.

gnyltre, v. n. hoste idelig. Sdm.

Gnyssel, m. s. Gny.

gnæg, s. gnaga.

go (Behov), see Bo og biug.

go (gjøede), s. gjøya.

Gobꜳn, see under god.

god (go), adj. (n. godt, med aab. o), god. De forskjellige Betydninger ere omtrent som i Dansk, nemlig: 1) dygtig, fuldkommen, vel istand; ogsaa gyldig, ægte; 2) betydelig, ikke liden; 3) nyttig, tjenlig; ogsaa let bekvem; 4) behagelig, ønskelig, heldig; 5) venlig, blid, godmodig; 6) veltænkende, ærlig, retskaffen. — Gamle Former: Til godes (te goes; i Shl. te goar): til Ens Bedste. sjꜳ ein te godes: see paa Ens Bedste. telje te godes: raade til Fred, tale forsonende Ord. Mæ godꜳ el. goꜳ, for godo): med det gode, uden Tvang; ogsaa med Lethed. Nfj. Sdm. og fl. „mæ ollꜳ godꜳ“: meget let, med al Magelighed (eg. med alt godt). Sdm. „mæ godꜳ Hjartꜳ“: med Fornøielse. — Ta godꜳ (for: ut av godo): af det gode. Fyre godꜳ: forud for noget godt. Go’an Dag: god Dag! (Nhl. forældet). — Med Partikler: go(d) atte: helbredet, frisk igjen. go’ fyre (go fe): istand til. (Søndenfjelds). go mæ ein: venlig imod En, ikke streng. Han æ ikje go pꜳ oss: han er nok temmelig forbittret paa os. Han æ go pꜳ eit Tusen: er Eier af et Tusinde. go til: istand til. (Næsten alm.). — I Sammensætning mærkes følgende Forholde: A) Med forskjellige Tings Navne, om det Bedste, det Udsøgte; f. Ex. Go’konn Bedste Korn), Go’øl, Goved. (I Sdm. Godekonn, Godøl). Saaledes ogsaa Go’slagje ɔ: det gode Slags. — B) Med enkelte Slægtskabsnavne, om Bedsteforældre og Børnebørn (kun i Formen go). Saaledes: Gofar: Bedstefader. Gomor (Gommo, Gummer, Gumma): Bedstemoder. (Meget udbredt). Derimod: Gobꜳn: Barnebarn. Tell. Godotter: Sønne- eller Datterdatter. Goson: Sønne- eller Dattersøn. Kun i de østlige Fjeldbygder (Tell. Hall. Vald.). — C) Med Tidsnavne, som Hilsning. Ofte i Formen: gu; saaledes: Gu Dag (god Dag). Gu Morn (god Morgen). Derimod go Natt; godt Kveld (flere St. go Kveld, ogsaa: gu Kveld). Udtrykkene: gudag, gumorn og gukveld, bruges vestenfjelds kun som Ankomsthilsen; men i Ag. Stift ogsaa som Afskedshilsen.

Godbite (Gobete), m. Lækkerbidsken.

Goddotter, f. s. under god.

goddæmt, adj. om Kar: reen, sund, fri for Afsmag. Tr. Stift.

Go(d)e, m. Godhed; ogsaa Gavn, Hjælp, Fordeel. Tr. Stift. Dæ va ’inte nꜳen Goe i dæ. Dæ gjær ’inte nꜳen Goe. (Isl. góði, Hjælp, Baade).

go(d)gjerande, adj. godgjørende.

go(d)hꜳtta, adj. godmodig, føielig; ogsaa om En som let lader sig forføre. Tr. Stift.

godig, adj. godhjertet, ædelmodig; ogsaa godtroende, som let kan forurettes. Alm. og sædvanlig med tydeligt d.

Godje, m. det bedste, den bedste Deel. Skal bruges i Indre-Sogn.

Go(d)kynde (Gokjynde), m. godt Sindelag. Guldbr. — gokjynt, adj. godmodig, af godt Sindelag. Mere udbredt.

Go(d)lag, n. et godt Lune. Han va i Golagje. (I Sdm. Godelagje). Ellers Go’lone, Go’lot (aab. o), Gomøle og flere.

go(d)lꜳten, adj. godslig, venlig. Ag. Stift; (Isl. góðlátr).

Go(d)leikje, m. Godhed (Bonitet). Oftere: Go’heit, f.

godlidande (go’liand), adj. hyggelig, tækkelig, som man godt kan lide.

go(d)lyndt, adj. venlig, godmodig, som har et godt Sindelag. Tell. Hall. Isl. góðlyndr.

Go(d)menne, n. et sagtmodigt, fremsommeligt Menneske; En som ikke let bliver vred. B. Stift.

Go(d)møle, n. godt Lune. Gbr. Sdm.

Go(d)natt, en Hilsen. „helsa Gonatt til ein“: sende En en Hilsen. (I det Vossiske hedder det: Godag, helsa Godag). Forekommer ogsaa i Fleertal; f. Ex. Eg ha so mange Gonæte(r) te helsa.

Gods (Goss), n. Jordegods.

Godsaug (Gosau), m. et godsligt og godtroende Menneske som let kan forurettes.

go(d)sinna, adj. godhjertet, veltænkende.

godsleg, adj. godslig, venlig; artig, behagelig. Mest alm. gosle; i Tellem. goskleg.

Go(d)snakk, n. venlig Samtale.

godt (aab. o), adv. godt, behageligt; let, bekvemt; heldigt; upaaklageligt.

godtenkt, adj. veltænkende. Tr. Stift.

godtruen, adj. godtroende, troskyldig, som ikke aner noget Svig.

Godver (Govær), n. godt Veir. Goversbolk, m. en Tid med stadigt, godt Veir. Ligesaa Goversdag, Goversmꜳne.

Godvette, n. Skytsaand, god Genius. Nhl. (med tydeligt d). I Helg. Govettro, om Huldren.

Godvid (Go-ve), m. Kjerneved, Malmved. Ørk. og fl. ligesom Adel.

Go(d)vilje, m. Velvillie. — goviljug (og govillig) adj. godvillig. goville(ge), adv. godvilligt, uden Modstand.

godvis (goviis), adj. villig, redebon, tjenstvillig. Tell. Nhl. (Jf. visa, v.).

go(d)voren, adj. godslig, venlig. Undertiden ogsaa: selvgod, indbildsk.

Goe, s. Gode. — Gofar, s. under god.

Gofs, f. Heftighed; voldsom Hurtighed. Sdm. „take til mæ ei Gofs“. Jf. Ofse.

Gogn (aab. o), f. Væverstol. Sogn, Nhl. Ogsaa Vævgogn. (I Yttresogn: Gaun). Isl. vefgögn, pl. n. Jf. Gagn.

gokynt, s. Godkynde. Gol, s. Gul.

Golv, n. 1) Gulv. Alm. (jf. Tile). G. N. golf. fare i Golv’e: komme i Barselseng. liggje n’i Golva: gjøre Barsel, føde. Nordre Berg. — 2) en Afdeling i Kornhersjerne (s. Hæs); Mellemrummet imellem to af Pælene eller Størene i Hesjen, indeholdende omtrent et Læs Korn. Sdm. (hvor Kornhøsten sædvanlig regnes efter „Golv"; f. Ex. femten Golv mæ Bygg).

golva, adj. gulvlagt, forsynet med Gulv.

Golv-ꜳs, m. Gulvbjælke.

Golv-tre, n. de nederste Stykker i en Væverstol.

Gom (oo), m. 1. Gane, Hvælvingen eller den øverste Deel af Munden indvendig. (G. N. gómr). Undertiden ogsaa Tandkjødet, og bruges da i Fleertal (Gomanne).

Gom (oo), m. 2. Fingerspids, den indadvendte Deel af det forreste Fingerled (Modsat Naglerot). Alm. (undtagen i en Deel af Ag. Stift; jf. Gump). G. N. gómr.

Gomenne, s. Godmenne.

Gomor, s. under god.

Gomrøyte, f. et Slags Svaghed eller Ømhed i Mundhvælvingen. Tell.

Gonn (for Gorn), f. (Fl. Ganne, r), Tarm, Rør i Indvoldene. Nordre Berg. Sdm. (Isl. görn, garnir). Jf. Gjenne. Hertil Ganneskav, n. Sliim i Indvoldene.

Gople (aab. o), f. Meduse (et Slags Bløddyr i Havet). Nordre Berg. Ellers Mannæta, Klysa og fl. I Sdm. siges ogsaa Gople om den Sliim som omgiver Frøernes Æg, og tillige om enhver blød og geleagtig Masse.

Gor (aab. o), n. 1) Dynd, Søle, blødt Mudder. Ørk. Hertil Gorbotn, Gormyr og fl. — 2) Mavevælling (Chymus), den halvt fordøiede Føde i Dyrenes Indvolde. Alm. G. N. gor; Sv. gorr; ogsaa i danske Dialekter.

gora (aab. o), v. n. æde idelig, proppe i sig. (Foragteligt).

gorblaut, adj. yderst blød og raa. Helg.

Gorbotn, m. blød og dyndet Grund i Vandet. Helg. Ørk. og fl.

Gorkaggje, Gorpose, m. foragteligt og i Spøg, om Mennesker som spise meget og ellers ikke due til noget.

Gor-kyte, f. og Gorkjim, m. en liden Færskvandsfisk af Karpeslægten (Cyprinus Phoxinus). Ag. Stift.

gorløypa, v. a. (e—te), rive Hul paa Indvoldene. Nordre Berg.

Gormyr, f. en blød Sump, bestaaende af bare Dynd. Tr. Stift, Helg. Sdm.

gor-rꜳ, adj. meget raa eller blød. Hedder ogsaa: gorende rꜳ.

Gorre, m. Dreng, Pog. Romsd.

gorsprengd, adj. revnet i Indvoldene; ellers: forsprængt, ødelagt ved for stor Tvang og Anstrengelse.

Gorvꜳmb, f. den store Mave i de drøvtyggende Dyr.

gosa (aab. o), v. n. lufte, puste. (Sjelden).

Gosa (aab. o), f. Luftstrøm, Pust; især en varm Luftning, f. Ex. fra et Værelse. Mest nordenfjelds. I Ørk. Gꜳsꜳ. — Jf. gjøsa (gaus) og Isl. gosa, blæse.

Go-sꜳn, s. under god.

goskleg, s. godsleg.

Gosse, m. en stor og før Karl. Sdm. Ørk. og fl. I Ørk. skal det ogsaa betegne en Galt (Orne).

Got (aab. o), n. Fiskeleg, udgydt Rogn. Isl. got. (Jf. gyta).

Gota (aab. o), f. en Vei, Kjørevei. Meget udbredt Ord; B. og Tr. Stift, Tell. og fl. (G. N. gata, acc. götu). Jf. Gata. — Især en Kjørevei med Gjærde paa begge Sider. Søndenfjelds, hvor det hedder Goto (Østerd.) og Gutu.

Gotbora (aab. o), f. Baghul, Udgangsaabning (anus) paa Fiskerne. Jf. Got og gyta. (Gadbor er urigtigt).

gote (nævnt), og goten (gjettet), s. gita.

goten (aab. o), adj. kun i Femin. gota (æ, i), om Fiskerogn: udgydt, eller færdig til Udgydning; altsaa adskilt, opløst.

go-trugjen (Tell.), s. godtruen.

Gov (aab. o), n. Damp, Røg; ogsaa Drev, Fog. Rbg. Af gyve, gauv.

Gova (aab. o), f. Damp, synlige Dunster som opstige fra varme og fugtige Ting. Nordre Berg. og Tr. Stift, Helg. og fl. Hedder ogsaa: Govu (Gbr.), og Gꜳvꜳ (Ørk.). Isl. gufa.

gova, v. n. (a—a), dampe, ryge.

Gove (aab. o), f. Given. Sdm. (sjelden). Kortgove: Uddeling af Kort.

Go-ve, s. Godvid. — Goveer, s. Godver.

goven (aab. o), given. Søndre Berg. Go’vertro, s. Godvette.

grad (gra), adj. 1) avledygtig, ikke gildet. (Modsat gjeld). Alm. G. N. graðr. 2) geil, parrelysten. Sædvanlig om Hankjønnet, dog undertiden ogsaa om Hunkjøn. Om mennesker kun i Spot og i lystig Snak. Heraf Grede.

Gra(d)fe, n. Vædre, Bukke og Oxer som ikke ere gildede. Ogsaa Gra’kryter. Enkeltviis: Grabukk (modsat Gjeldbukk), Gra’ver (ee), Gra’ukse (jf. Gredung). Ligesaa Gragalt, og Gra’hest (Gragamp). Alm. Jf. Rungbukk.

Gram, m. Vandøgle, et Slags Vand-Fiirben, der har været anseet som giftig. Tell.

gram (el. gramm), adj. ærgerlig, fortrydelig, vred. Nordenfj. (G. N. gramr).

gramma, v. a. klage. (Sdm. meget brugl.). gramme se: beklage sig. Han gramma se fyre Far’a (klagede sin Nød for Faderen).

Gran, s. Grꜳn.

Grand, m. en Smule, en meget liden Deel. Nogle Steder neutr. (eit Grand). Isl. grand, n. — Ein Grand mæ Mat: en Smule Mad. I Nordre Berg. siger man ogsaa: Ein Grand mæ Veer (nogenlunde godt Veir). Ein Grand te Mann (en noget anseelig Mand). — Kvar ein Grand (hver Smule). — Eenstydige: Smul, Smitter, Tære, Dust, Lukk, Syft, Pile og fl.

granda, v. n. rapse, snappe til sig et eller andet, smaakjæle. Nhl.

Grande, m. Banke, Klit; en liden Vold af Sand eller Smaasteen ved Siden af en Elv; undertiden ogsaa om græsbevoxne Sletter langs Elveløbet. B. Stift. Jf. Øyr. G. N. grandi. (Lovene, II, 134).

Grandemark, f. lave græsbevoxne Banker ved en Elv.

grandet, adj. fuldt af tørre Banker.

Grane, pl. f. Læber; s. Gron.

grann, adj. 1) fiin, tynd, smal (om valseformige Ting, f. Ex. Rør, Stænger, Toug, Traad). Alm. og meget brugl. (G. N. grannr). 2) fiin eller høi; om Stemme og Toner. grant Mꜳl: fiin Stemme, Kvindestemme. Modsat grov. 3) nøiagtig, nøieregnende. (Sv. grann). Han æ ikje so grann um dæ: han regner det ikke saa nøie. Paa nogle Steder kan grann ogsaa betyde: stadselig, prægtig.

grannast, v. n. blive tyndere. (Sjelden).

Granne, m. 1) Beboer, Opsidder. Helg. Dæ æ bære ein Granne pꜳ Gar’en: der er kun een Opsidder, der boer kun een Mand paa Gaarden. 2) Grande, Nabo. Alm. (G. N. granni). I Sammensætning deels Granne (-a), deels Grann, f. Ex. Granngaren (Nabogaarden).

Grannelag, n. Selskab af Naboer; ogsaa Naboskab.

Grann-ende(n), m. den smaleste Ende.

Granneskap, m. (n.). Naboskab.

Granneskifte, n. Omskiftning af Naboer, det at man faaer en ny Nabo. Hedder ogsaa Grannebyte.

Grannfolk, n. Nabofolk. Saaledes ogsaa: Grannkꜳna (Nabokone), Granngjenta, Grannpika eller Granntaus (Pige af Nabogaarden), Granngut (Nabodreng). Jf. Grend, Grendabonn.

granngjort, adj. om Redskaber, som ere gjorte af fine og tynde Stykker.

grannhøyrd, adj. som har skarp Hørelse.

grannkvista, adj. som har tynde Kviste.

grannlagd, adj. tynd, smækker.

Grannlegg, m. den smaleste Deel af Skinnebenet ovenfor Anklerne. Jf. Smallegg (som bruges mere søndenfjelds).

Grannleikje, m. Tyndhed, Fiinhed.

grannmælt, adj. som har fiin Stemme.

grannspunnen, adj. fiint spunden, tynd.

grannsynt, adj. skarpseende.

grannvaksen, adj. smækker af Væxt.

grannvar, adj. meget forsigtig, ængstelig, omhyggelig for at man ikke skal forsee sig el. gjøre noget upassende; ogsaa bly, undseelig. Sogn, Nhl. Helg. — Samme Begreber udtrykkes ellers ved: varlꜳten (Sogn), hꜳvar (Gbr.), vidvoren (Sdm.), forøven (Kr. Stift), og plent (Søndre Berg.). Jf. blyg, blau(d), skripen, ꜳkꜳr.

grannvoren (aab. o), 1) noget tynd eller fiin; 2) forsigtig, nøieregnende.

grant, adv. nøie, nøiagtigt; ogsaa tydeligt.

Gras, n. Græs; ogsaa Urt, Væxt (om de mindre Planter i Almindelighed). G. N. gras. seta pꜳ Gras: føre i Græsgang. Han bit’ femte Gras’e: den gaaer i sit femte Aar (om Heste).

grasa, v. n. (a—a), luge, rense en Ager for Græs og Ukrud. Tell. (Skulde hellere betegne at samle Græs).

Grasbotn, m. Græsbund, sammenhængende Græsrod eller Grønsvær.

grasbunden, adj. jævnt bevoxet med Græs, dækket med Grønsvær. Tellem. Sdm. og fl.

Grasflekk, m. Græsplet, Grønning. Ogsaa Grasto, Grasbot.

grasgo(d), adj. græsrig (Jord).

Grashopp, m. Græshoppe. Ørk. og fl.

Gras-jor, f. Jord med Hensyn til Græsvæxt. Ei go’ Grasjor: en Gaard, som afgiver meget Hø.

graskjent, adj. græsrig. (Guldalen).

Grasleiga, f. Leie af Græsgang; ogsaa Betalingen derfor.

Graslit (aab. i), m. Græsfarve.

Grasmakk, m. Græsorm; et Slags store Larver, sædvanlig grønfarvede.

Grasmark, f. græsbevoxet Jord.

Grasrot, f. Græsrod.

Grasslag, n. Græsart, Planteart.

Grassmak, m. Smag som af Græs.

Grassvor (oo), m. Grønsvær, Græsbund. (Isl. grassvörðr). Jf. Svor.

grasut (-ette), adj. fuld af Græs; — om Agre: tilvoxet med Ukrud.

Grasvaks, n. Græsvæxt; Jord hvorpaa der voxer Græs. Nordre Berg. Upp um Grasvaks’e: saa høit at Græsvæxten ophører. Ꜳvafyre Grasvaks’e: ovenfor Græssets Vegetationsgrændse.

grasvaksen, adj. bevoxet med Græs.

Grasvokstr, m. 1) Græssets Væxt; 2) det samme som Grasvaks. I Guldbr. Grasvokst.

graup (knuste), s. grupe.

Graut, m. Grød. (G. N. grautr). I Sammensætning mest alm. Grauta, f. Ex. Grautamauk, Grautamjøl (Vand og Meel til at koge Grød af), Grautasuvl, el. -sul (Mælk til Grøden).

Grav, f. en Grav (til Lig). I Sogn Grop (aab. o). I anden Betydning: Græft, Veita, Hola o. fl.

Grav, n. 1) Graven, Skraben; 2) Møie, Slæb (sjelden); 3) Smerter i Indvoldene; ogsaa Nag, Ængstelse. Nogle St. Gravelse, n.

grava, v. a. og n. (græv’; grov; grave), at grave. Inf. ogsaa grꜳvꜳ (Gbr. Ørk.). Supinum ogsaa grive, med aab. i (Sdm. og fl.), græve (Ndm. Ørk.). — Betydning: 1) grave, hakke; skufse tilside. Undertiden ogsaa: begrave, som dog oftest hedder: „grave ned“. — 2) udgrave, stikke (i Steen eller Metal); jf. Gravst. — 3) nage, ængste, forurolige. Dæ græv meg: det nager mig. Ogsaa om Smerter i Indvoldene. Heraf Grav, n. og Gravelse. — 4) skrabe, rage tilsammen, sanke. grava ihop, grava ꜳt seg. Ogsaa søge omhyggelig, udforske, udfritte (v. n.). Dei græv’ ꜳ leita. Han grov ꜳ spurde ette alle Ting. — 5) v. n. slæbe, arbeide, gjøre sig Flid. Han græv’e mæ dæ same (han slaaer sig igjennem nu som før). „Dæ aula ꜳ græv’e“: egentl. man kryber og graver; d. e. man befinder sig saa taaleligt, Folk ere oppe og arbeide som sædvanligt. (Sdm. meget brugeligt). S. gravast. — 6) skrige som en Krage (stundom ogsaa om Ravnens Stemme). Dar sat tvo Krꜳke ꜳ grov, dan eina høgt ꜳ hi høgre (B. Stift). — Talemaader. grava seg heim: slæbe sig hjem, komme hjem (især langsomt og med Møie). grava seg unda: forsøge at komme bort. grava attyve: tilkaste, tildække. grava i seg (grave ’ti se): mætte sig, forsyne sig. grava ne(d): nedgrave; begrave. grava til (te): lægge sig noget til, forsyne sig med adskillige Ting.

Gravar, m. en Graver; ogsaa en flittig, udholdende Arbeider.

gravast, v. n. (grævst; grovst), i Talemaader som følgende: „Dæ grævst av:“ det gaaer an, man slæber sig igjennem; s. grava, 5. „Dæ grævst ein Dag um Senn:“ Tiden skrider, der gaaer en Dag efter den anden. (Et Udtryk af Resignation og rolig Betragtning af Fremtiden). Nordre Berg.

graven, adj. arbeidsom, flittig. Nhl. og fl. Herfra adskilles partic. graven: bearbeidet ved Gravning; ogsaa begraven (som ellers oftere hedder nedgraven og nedsett). I Sdm. Ndm. og Ørk. hedder Participiet: grivin (aab. i), ogs. greven og græven.

gravfesta, v. a. kaste Jord paa; ogsaa holde Ligtale over. — Gravfesting, f. el. Gravfestelse, n. a) Jordpaakastelse; b) Ligtale.

Graving, f. 1) Gravning; 2) Slæb, Arbeide; 3) Nag, Ærgrelse; ogsaa Smerter i Legemet, som ligne en Skraben eller Rivning. Nogle St. Gravelse, n.

Gravst, m. Gravering, stukne Sirater i Metal. Tell. og fl.

Gravstad, m. Gravsted.

Gravstein, Mindesteen paa en Grav.

Grav-øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. Jf. Erve og Likfær.

grꜳ, adj. graa. — En Hest af denne Farve kaldes: Grꜳ’en; en Hoppe derimod Grꜳa.

grꜳa, v. n. (a—a, og r—dde), 1) see graaligt ud. Dæ grꜳr pꜳ dæ: det seer graat ud. Tr. Stift. 2) blæse, kule (saa at Vandladen bliver graa). S. Grꜳe.

Grꜳ-aur, m. Gruusjord med en graa Farve som Leer.

Grꜳbein, m. et Navn paa Ulven.

grꜳblakk, adj. bleggraa

Grꜳbu, f. Bynke (Artemisia vulgaris). Ørk. Jf. Burot.

Grꜳdyr, n. Reensdyr. Sdm. og fl.

Grꜳe, m. 1) en graa Plet; 2) en magelig Bør; Vind som kruser Vandfladen (saa at den bliver graa). Meget brugl. i B. og Tr. Stift.

grꜳflekkut, adj. graaplettet.

Grꜳgꜳs, f. (Fl. -gjæs’er), Vildgaas.

grꜳhært, adj. graahaaret.

grꜳ-imet, adj. graaskimlet, som har Striber af en graa eller blandet Farve. Sdm.

grꜳkaldt, adj. n. koldt med skyet Luft.

grꜳklædd, adj. klædt i Graat.

Grꜳl, m. Graadighed, stærk Appetit. Hedder oftere Matgrꜳl.

grꜳlig, adj. graadig. B. og Tr. Stift.

Grꜳlysing, f. Daggry, den allerførste Lysning af Dagen. Mest i Ag. Stift.

Grꜳmꜳse, m. en Art store graa Maager ved Havkysten.

Grꜳn, f. (Fl. Græn’er), Gran (Træ). Formen Graan er herskende i alle Fjeldbygder søndenfjelds (Fllert. Græn’ar, Græn’a); derimod Gran (Fl. Grane) i Tr. Stift, og ligesaa i B. Stift, hvor dog Tingen er næsten ubekjendt. I Vald. Grøn (som forudsætter Gron, med aab. o). Hertil: Grꜳnbar, n. Grankviste. Grꜳnholt, n. en liden Granskov. Grꜳnkvo’u, f. fiin Harpix af Gran. Grꜳnlegg, el. Grꜳnkjepp, m. Granstamme. Grꜳnskat, n. Grantoppe. Grꜳnskog, m. Granskov.

grꜳna (grꜳnna), v. n. (a—a), 1) graane, blive graa. 2) lysne, grye af Dagen (da nemlig Luften bliver graa). Dæ grꜳna i Glas’e: det lysner i Vinduet. Jf. Grꜳlysing. 3) falme, tabe sig, forsvinde; om Venskab eller Fornøielse. Tr. Stift. Dæ grꜳna mæ dæm: det er forbi med deres Venskab.

Grꜳning, f. Daggry, Dagbrækning.

grꜳrikket, adj. graaflammet, tegnet med graae Tværstriber (f. Ex. om Katte). Nordre Berg.

grꜳsidet (grꜳsi’utte), graa paa Siderne.

Grꜳsnigjel, m. en Art graae Snegle (Limax cinereus).

Grꜳstein, m. den almindeligste graae og haarde Steenart.

Grꜳt, m. Graad.

grꜳta, v. n. (græt’; gret [ee]; grꜳte), at græde. Sv. gråta; G. N. gráta. Supinum hedder ogsaa grite (aab. i) eller grete. Nordre Berg. — grꜳte seg mett’: græde ud (saa at man ikke længere føler Trang dertil). Ho heve grite se turr’e (Sdm.): hun har grædt saa længe, at hun ikke mere har Taarer. Jf. grøta, grøteleg, utgrꜳten.

grꜳtande, adj. 1) grædende; 2) til at græde for. D’æ ikje grꜳtande fyre slikt: saadant er ikke at græde for.

Grꜳtar, m. Menneske som let græder.

grꜳten, adj. som let kommer i Graad.

grꜳttfærug, adj. grædefærdig.

Grꜳtmꜳl, n. Stemme som bæver af Graad; Grædestemme.

grꜳtmild, adj. grædenem. Shl. og fl.

Grꜳ-trast, m. den almindelige graae Drossel (Turdus pilaris).

grꜳtsnakka, v. n. tale med en Stemme som bæver af Graad. Sdm.

Grꜳtte (i en Mølle), s. Grøtte.

grꜳvoren, adj. graaagtig.

Grede (aab. e), f. Geilhed, Kaadhed (af grad). Nordre Berg. Flere St. Gree.

Gre(d)ung, m. en Tyr, ugildet Oxe. Guldbr. (i Formen: Gre’ung, og Grung); Ørk. (i Formen: Griung og Gring). G. N. gridungr. Jf. Rungstut. Ellers Gra’ukse, Tiung, Tjor, Bol.

greia, s. Greide.

greid (grei), adj. 1) rede, ikke sammenviklet; saaledes om Haar eller Traad, som er let at adskille og ordne (modsat: flokjen); ligesaa om Træ, som har lige Aarer og er let at kløve eller høvle. Alm. og meget brugl. (G. N. greiðr). — 2) simpel, ligefrem, let at forstaae eller behandle. Ei grei(d) Sak. Eit greidt Arbeid. Ogsaa klar, tydelig; f. Ex. greidt Mꜳl. — 3) om Mennesker: ordentlig i at afgjøre sine Sager, paalidelig, dygtig til at bringe Orden og Rede i Tingene. Undertiden ogsaa: ligefrem, let at komme tilrette med. Han æ ikje grei: han er ikke at spøge med; det er vanskeligt at disputere med ham.

greidd, part. redet, ordnet, udviklet.

greide (greia), v. a. (e—de), 1) rede, udvikle, bringe i Orden. Alm. (G. N. greiða). 2) ordne, afgjøre en Sag, opgjøre et Regnskab eller et Mellemværende. 3) udvikle, forklare, gjøre klart og tydeligt. Han greidde dæ so væl fyre oss. — greie Hꜳr’e (rede Haaret). greie Ga’n (lægge Garnene rede til Udsætning). greia seg: rede sig ud, komme ud af det. greia fyre seg: gjøre Rede for sig. greie frꜳ seg Skulda: betale sin Gjæld. Jf. greidest.

Greide (Greia), f. 1) Rede, Orden, ordentlig Stilling. Ei go’ Greie. Dæ va ingja Greie pꜳ dæ. 2) Ordning, Afgjørelse, Opgjørelse af et Mellemværende. gjera Greie pꜳ. gjera Greie fyre seg (klarere for sig). fꜳ Greia ’pi Hand’a (faae Betalingen strax). 3) Redskaber, Sager, Tilbehør. Arbeidsgreie, Fiskegreie o. s. v. Jf. Reide. Ogsaa Indretning, Anstalt; Anliggender eller Sager i Almindelighed; f. Ex. Skiftegreia (Skiftevæsenet), Skytsgreia (Skydsvæsenet); heile Greia (den hele Sag), snꜳle Greiur (fortræffelige Anstalter). Tellemarken.

Greide (Greie), n. 1) Hestesæle med Tilbehør. Meget brugl. i Tr. Stift og Helg. 2) Drættet eller Skaglerne paa en Plov. Sdm. (i Formen Greide).

Greidekamb, m. Redekam.

greidest (greiast), v. n. 1) blive rede, skille sig, udvikles (s. greid). I indskrænket Forstand: slippe Efterbyrden (= buast). 2) klare sig, udvikle sig, komme til en Afgjørelse (om forviklede Sager). Eg veit ikje kor dæ greiest: jeg veed ikke hvor Knuden skal løses, hvad Ende det vil faae. Imperf. greiddest.

Greide-tre, n. et Slags Kam i en Væv.

grei(d)før, adj. flink, behændig, som udretter sine Ting med Orden og Færdighed. Kr. Stift. — I Gbr. greifaren.

Greiding, f. Ordning, Udvikling.

Grei(d)ing, m. en flink Karl, En som er dygtig til at bringe sine Sager i Orden. Tr. Stift (Greiing).

greidmælt, adj. som taler reent og tydeligt.

Greidsla, f. Rede Ordning; Opgjørelse. Udtales: Greitla (ved Bergen), Greltje el. Grelsje (Nordre Berg.).

greidstilt, adj. om Bøger, som have en reen og tydelig Skrift.

greidt, adv. ordentligt; klart, tydeligt; ogs. simpelt, ligefrem. lesa greidt. Eg sꜳg dæ so greidt. Dæ gjeng so greidt, o. s. v.

greidtalande, s. greidmælt.

greidtøk, adj. nem til at gribe det rette, flink, færdig, som ikke ofte tager feil. Sdm. Jf. tøk.

Grein, f. 1. 1) en Green. G. N. grein. 2) en Art, Afændring, afvigende Form. Ei Grein av ein Sjukdom.

Grein, f. 2. Skik, Orden, Rede og Rigtighed. (Meget brugl. nordenfjelds). Ogsaa: Afgjørelse, Tilendebringelse af en Sag. (Nordre Trondhj.). Ligesaa: Sag, Anliggende. (Indr. sjeldnere). Dæ va gjort mæ Grein, ɔ: ordentlig, med god Skik. D’æ ingja Grein pꜳ dæ. fꜳ Grein pꜳ (faae Rede paa). Jf. G. N. grein, Forskjel.

greinast, v. n. forgrene sig, dele sig ligesom Grene. Ogsaa greina seg.

greinlaus, adj. uordentlig, forvirret, i Urede. Nordenfjelds. I Sdm. greinalaus’e. Meget brugeligt. — Heraf Greinløyse (i Sdm. Greinaløyse), f. Uorden, Forvirring, daarlig Tilstand; ogsaa Skjødesløshed, Ligegyldighed. greinleg, adj. rede, ordentlig, som er i tilbørlig Stand. Helg. 2) nøiagtig, akkurat. Helg. Namd.

greinleg, adv. ganske, nøiagtig.

greinug, adj. punktlig, ordentlig. Tr. Stift (greinau).

greinut, adj. grenet.

Greip, f. 1. Greipa,r), Møggreb, Møggaffel; ogsaa saa meget Jord som kan holdes paa en Greb. Maaskee alm. Sv. grepe. — Greipatꜳg, f. Green eller Spids i en Greb. Greipajark (nogle Steder -jarte), Tværstykkerne i samme.

Greip, f. 2. 1) Grebet i Haanden (s. Gripe). Ørk. (G. N. greip). 2) den hele indvendige Haandflade (s. Love). Ørk. Ogsaa Forstykket i Vanter.

greipa, v. n. famle, gribe efter noget. Mest i Spøg.

greiska, v. n. holde et Foredrag, forklare noget med Vidtløftighed. Sdm.

Greitla, s. Greidsla.

Greive, m. Greve. Nogle St. Grøyve.

grem (græm), adj. grim, hæslig. Jæd.

gremma (eg), ængste sig, bære lønlig Sorg eller Harme. Heraf Gremmelse, n.

gremmeleg, adv. frygtelig. F. Ex. Dæ va so gremmele kaldt. Tell.

Grend, f. Nabolag, Naboskab. Alm. (G. N. grend). I Tell. ogsaa et Bygdelag, en Række af Gaarde. Hertil høre adskillige Bygdenavne som ende med „Grænn’i“ (efter Udtalen i dette Distrikt).

Grendafolk, n. Folk som ere fra samme Gaard eller Bygd; Naboer. Ligesaa Grendabonn (Børn af Nabolaget), Grendagutanne, og fl. S. Granne.

Grendahat, n. had imellem Naboer.

Grendalag, n. Selskab af Nabofolk; ogsaa Naboskab, Nabolag.

grendhævd, adj. som passer eller kan have Sted i et Nabolag. Sogn. Dei æ ikje grændhævde ɔ: de kunne ikke taales i Naboskabet (især om Kreature som ofte gjøre Skade).

grendt, bygget, beboet. Kun i Sammensætning: tettgrendt, tunngrendt, vidgrendt.

Grensa, f. 1) Grændse (sjelden); 2) Egn, Landskab, Distrikt. Næsten alm. Mest i Fleertal. Han æ ikje komen pꜳ disse Grensunne (i denne Egn).

grenska (grænske), v. n. granske, forske. B. Stift.

Grep, s. Grip. — Grepe, s. Gripe.

gresen, adj. grov, utæt, fuld af aabne Mellemrum; om Tøi, Kurve og deslige. Meget udbredt Ord. I B. Stift ogsaa grisen (aab. i). Isl. grisinn. Jf. glesen og gisen.

gresgrendt, adj. tyndt bebygget. Østerd.

gresk, adj. prægtig, ypperlig. Rbg. Gbr. Jf. gripa, dusteleg, staut.

grestent, adj. hvis Tænder staae utæt eller adskilte ved store Mellemrum. Sogn og fl. Jf. romtent.

gret (græd); s. grꜳta.

Grett, m. 1) Ærgerlighed, ondt Lune; 2) en vranten Person.

grettast, v. n. blive vranten. (Sjelden).

gretten, adj. vranten, ærgerlig; lidt stødt eller misfornøiet. Maaskee alm. (Isl. grettinn, barsk).

Greung, s. Gredung. — greve, s. grava.

griau, s. griddig.

gribben, adj. grovladen, med grove og skarpe Ansigtstræk. Nordre Berg.

Gridd, f. Flittighed; at man er tidlig paafærde. Ved Trondhjem (sjelden). Jf. Isl. gríd (Heftighed).

griddig, adj. meget flittig, som arbeider baade seent og tidlig; undertiden ogsaa: gjerrig. Sdm. (sjelden). I lignende Betydning bruges: griug (paa Oplandene) og griau (i Tr. Stift). griug siges især om den som er tidlig oppe. Jf. girug.

grilla, v. n. om Indfald og Indbildninger, som drive En til noget. Eg veit ikje kva som grilla i han.

Grilla (ii), f. Grille, daarlig Indbildning. Mest i Fleertal om Anfald af Sindssvaghed eller fixe Ideer.

Grillut, adj. som har underlige Nykker eller fixe Ideer. (Sjelden).

Grima, f. 1) Plet eller Streg, især i Ansigtet. (Sjelden, s. grimut). Isl. gríma, Maske. 2) Lap, Flik paa Overlæderet i Sko og Støvler. B. Stift. 3) Grime, Baand omkring Hovedet paa en Hest; forskjelligt fra Bidsel. 4) en Tømmerflaade. Ag. Stift. (Timbergrime).

grima, v. a. (a—a), lappe Sko eller Støvler ved at sætte nye Stykker paa Overlæderet.

grimut, adj. stribet eller plettet, især af Smuds i Ansigtet. Tell. og fl.

Grin (ii), m. 1) et Griin, en barsk og suur Mine; — 2) en vranten og suurseende Person; En som let bliver vred; — 3) et ublidt Veir, uveirsvanger Luft.

grina, v. n. (grin’; grein; grine, aab. i), grine, fordreie Ansigtet, slaae Rynker paa Næsen. Han grein ꜳt di (gjorde sure Miner dertil). Han grin ikje fyre dæ (det anfægter ham ikke. Paa nogle Steder i Kr. Stift siges grine ogsaa om en utidig Latter (ligesom i Dansk). Jf. grænja.

grinall, adj. 1) barsk, suursende. B. Stift. 2) om Veiret: ublid, ubehagelig. Han va so grinalle mæ Vera. Søndmør.

Grind, f. (Fl. Grinda, r), 1) Ramme; Skelet, Underbygning som beklædes eller udfyldes med noget andet. Saaledes: Snøregrind, Skjꜳgrind; Ljoregrind, Lødegrind (Stolpeværk), Beingrind (Beenrad). — 2) et Led i et Gjærde: Lukke for en Aabning eller Dør, dannet af smale Fjele (s. Rim). som sammenfattes i et Par tykkere Tværstykker (s. Okje). Alm. (Sv. grind; G. N. grind). — 3) et lidet Gjærde, en Fold eller Kreds af Grinder, hvori Kvæget indelukkes. Tell. — Begrebet af en Række eller Kreds findes ogsaa i Kvalgrind (s. d.). — Grind kaldes ogsaa et Redskab som bruges ved Vævning af Baand, og dannes af en tynd Skive der er udskaaren i smale Spiler ligesom en Rist eller en lukket Kam. (Hosebandgrind). Jf. Islandsk grind (Sprinkelværk); Ang. grindel (Gitter).

grinda, v. n. lukke ved Grinder (sjelden; danne en Fold for Kvæget. Tell.

Grindarim (aab. i), f. s. Rim.

Grinderei(d), f. en Række af Led eller Grinder til en Fold; sædvanlig 12 Stykker. Tell.

Grindesag, f. en Sav med Spænding; den almindeligste Sav, hvis Blad holdes udspændt ved en Snor og et Par Spændtræer. Søndenfjelds. Forskjelligt fra Handsag, Sinkesag og fl.

Grindestol, m. Stol med sammensat Ryg (i Form af en Ramme eller et Gitter). Tell. Forskjelligt fra Kubbestol og flere.

grinen, adj. barsk, vranten.

Gring, m. s. Gredung.

Grining, f. Grinen, barske Miner.

Grip (aab. i), n. 1) Greb, Griben; undertiden ogsaa Begreb; 2) Sted som er paagrebet, eller som viser Spor af en Griben; 3) en Sygdom, som fordum troedes foraarsaget derved, at et Gjenfærd eller Spøgelse havde berørt En. Ellers Trollgrip.

gripa (aab. i), adj. flink, dygtig. Søndenfjelds. (Nogle St. grepa). Hedder ogsaa gripaleg. Tell. Jf. gresk, drusteleg.

gripa (ii), v. a. (grip’; greip; gripe, aab. i), 1) gribe, tage, faae fat paa. Tildeels søndenfjelds. (I B. Stift hedder det taka og triva). G. N. grípa. — gripa til, i figurl. Forstand, er mere alm. — 2) omfatte, naae omkring med Fingrene eller Hænderne. Dæ va so tjukt, at ein kunna ’kje gripe dæ.

gripande, adj. som man kan omfatte.

Gripe (aab. i), m. 1) Grebet i Haanden, Rummet imellem Tommelfingeren og de andre Fingre. I Ørk. Greip, f. — 2) en Haandfuld. Søndenfjelds.

Griping (aab. i), m. Haandfuld, saa meget som man kan holde imellem Fingrene. B. Stift, Gbr. og fl. — Nogle St. Gripung. Jf. Kræming.

Gris (ii), m. (Fl. Griser), 1) Sviin (i Almindelighed, uden Hensyn til Alder eller Kjøn). Næsten alm. 2) Svineunge (Dansk Griis). Nordre Trondhjems A. Ellers Gris-ungje. — Som Øgenavn hentyder Gris deels paa Ureenlighed, deels paa Vrantenhed og idelig Knurren; det ansees ikke for saa grovt som „Svin“. — Grise (Fl.) er ogsaa et Navn paa Hybenkjerner.

Grisebøle, n. et Kuld af Grise. Derimod: Grisebol, n. Leiested for Sviin. B. Stift. — Andre Sammensætninger: Grisefær, f. sviinsk Adfærd. Grisehus, n. Svinestie. Griselag, n. Svinenatur. Griseskap, n. Svineskikkelse. Griseslag, n. Race af Sviin. Grisetonn, f. Huggetand af et Sviin.

grisa, v. n. 1) om en So: faae Unger. 2) søle eller rode som Sviin.

grisen (aab. i), s. gresen.

Grisl, f. Bagerskovl. (Sv. grissel).

grisla, v. n. sysle, bestille. B. Stift.

griug, flittig, travl; s. griddig.

Griung, s. Gredung. — grive, s. grava.

griven (aab. i), graven (s. d).

Grjon (oo), n. 1) Kornvarer, Meelmad; Alt det som tillaves af Kornet, i Modsætning til Suvl o. fl. — Alm. i forskjellig Form. 2) Deig, til at bage af. B. Stift, og videre. 3) Gryn. Hardanger. (Isl. grjón). Ordet hedder. Grjon (Søndre Berg. og fl.), Gron (Tell. Gbr.), Grjøn (Vald. Sdm.), Grøn (mest alm.).

grjona (grøna), v. n. lave Deig (sjelden).

Grjonkno(d)a, el. Grønknøa, f. en stor Deigklump. — Grjon-emne, n. en liden Deigklump til et Brød.

grjonlaus, adj. som mangler Kornmad (Meelmad). Heraf Grjonløysa (Grønløyse), f.

Grjonvare(r), pl. f. Kornvarer.

Grjot (oo), n. 1) Steen, Steenart, med Hensyn til Beskaffenhed. D’æ godt Grjot i denne Kvenn’en. (G. N. grjót, Steen). 2) Sandsteen, Brynesteen. Ellers: Brynegrjot, Slipesteingrjot. 3) Klæbersteen. Jf. Blautegrjot. — Formen er forskjellig: Grjot (Søndre B.), Grot (Tell. Gbr.), Grøt (mest alm.).

Grjot-omn (Grøtomn), m. Kakkelovn af Steen (Klæbersteen).

Grjotskꜳl, f. Skaal, Kop af Klæbersteen.

Griotslag, m. Steenart.

grjupe (knuse), s. grupe.

Gro, f. (Fl. Grø, r), Padde, Tudse-Frø (Rana Bubo). Overalt nordenfjelds; ligesaa i Sdm. Gbr. og Hedemarken. (Jf. Podda). Sv. groda: Gam. T. krota. Som Skjældsord hentyder det paa Arrighed og Ondskab. — De mindre Frøer hedde: Frosk, Lopp, Lappe.

gro, v. n. (r—dde), 1) groe, spire, komme op (om Græs). Kornet siges derimod at groe, naar det spirer i Utide og derved fordærves, hvilket ofte skeer om Høsten naar Fugtighed og Mangel paa Tørring indtræffer. Jf. ꜳla. 2) voxe, voxe til, groe sammen. gro atte: voxe sammen, blive heelt. gro ihop: groe sammen, om de adsplittede Dele i et Saar. 3) læges, blive heel og frisk; om saarede Lemmer. Heraf grøde; jf. Gror. Præsens hedder nogle Steder grør (Sdm. og fl.). G. N. grœr.

Gro-blad (Grorabla’, Grorablokke), en Urt bekjendt af dens lægende Kræfter; Veibred (Plantago major). Ogsaa Lækjebla(d).

grodd, adj. tilgroet, lægt.

groen, adj. 1) tilvoxen, groet. Sjeldnere end grodd. 2) i Femin. groa, om Køer som ikke kunne kalve formedelst en usædvanlig Sammensnærpelse i Moderskeden. 3) spiret, om Korn som er bedærvet ved at spire i Utide. groe Konn.

Grofs, f. en Kluippehule, Grav, Hulning med bratte Sider. Nordre Berg.

Gro-hold, n. Kjød, med Hensyn til dets Bekvemhed til at læges efter en Beskadigelse. „Han heve eit godt Grohold“, siges om En hvis Saar læges hurtigt. I Ag. Stift hedder det oftere: Grokjøt.

Groing, f. Groen; Spiren i Korn.

Gro-kjøt, n. s. Grohold. Gron (oo), n. Deig o. s. v. — s. Grjon.

Gron (aab. o), f. Mule. Læber paa Dyr. Sogn, Voss. I Sdm. kun i Fleertal: Grane; f. Ex. om Katten: Han sleikje Graninne. Isl. grön, pl. granir.

grop, adj. s. grov.

Grop (oo), f. en liden Hule eller Fordybning i Jorden. Helg. Guldalen. Østd. I Østerdalen har det Fleertal: Grøp’er. I Gbr. hedder det Gropo, f. — Sv. grop.

Grop (aab. o), n. Udhuling, Udgravning; især Vandets i Elvene. Jf. Telegrop. — I „Groprom“ forudsættes Betydningen: Knusning, Grutning. S. grupa.

gropa (aab. o), v. a. (a—a), 1) udgrave, udhule Grunden; om Vandet i Elvene. B. Stift. Jf. aura, øyra. 2) false, udskjære en Ramme. Tell. og fl. See grøypa.

gropen (aab. o), grovt malet, knust; s. grupe.

Gropo (oo), f. Huulning, Rende; see Grop, f.

Groprom, n. i en Kværn: det indre og mere aabne Mellemrum, hvori Kornet kun bliver knust. Nordre Berg. og fl. Jf. Grop, n. grupe, grypja.

Gropsꜳld, n. (vel egentl. Gruttesold); et meget snaksomt og derhos ubetænksomt Menneske. Sdm. Ogsaa Grophol, n.

groput (oo)e, adj. fuld af Huller eller Huulninger. Guldalen og fl. (gropꜳt).

Gror (oo), m. 1) Væxt, Fremspiren; især Græssets. Nogle faa St. Gro, istedetfor Grodr; jf. Grøde. G. N. gróðr 2) Groen, Tilvoxen; naar Kjødet i et Saar bliver friskt, og den nye Hud begynder at danne sig. Jf. Grohold. 3) Bundvæxter, Vandplanter. Gror i Sjøen. Sjøgror, Vassgror. 4) nyvoxet Græs, Vaargræs. sleppe Hesten pꜳ Groren. Ku’a tol’ ikje Groren. 5) Spirer paa Korn (om Høsten); ogsaa abstrakt om Kornets Spiren i Utide og deraf følgende Fordærvelse. Konn’e fekk Skade ’ta’ Gror.

Grorblokke (Grorablokke), f. Veibred. (S. Groblad). Isl. grœðiblaka.

Grorsykja, f. Diarrhee, som Køerne faae, naar de første Gang fylde sig med nyvoxet Græs.

Gror-ver (el. vær), n. Veir som er gunstigt for Græssets Væxt. I Sdm. Grolsjaveer (for Groslavedr?).

Grot (Steen), s. Grjot.

Grov (oo), f. (Fl. Grøv’e), Bæk, Vandstrøm. Nordre Berg. Sdm. Ndm. (meget brugl.). Grova-baren, Bredden ved en Bæk. Ei Grovasikle: en liden rislende Bæk.

Grov (aab. o), f. 1) en udgravet Hule i Jorden, en liden Kjælder. Sdm. Tell. og fl. 2) en Grav. Sogn Voss. (Isl. gröf). 3) en Sænkning eller Huulning paa Marken. Ørk. Ellers Dokk, Dæld, Hola.

grov (aab. o), adj. grov, ikke fiin. (Modsat: grann). grovt Maal: dyb Stemme, Basstemme. grove Ting: noget stort og frygteligt. Paa nogle Steder har Ordet lukt o (oo); i Sogn hedder Komparativ: grøvre. I nordre Trondhjems Amt gaaer det over til grop (oo).

groveleg (e), adv. svært, uhyre meget.

grovhært, adj. stivhaaret, børstet.

Grovleikje, m. Grovhed, Tykkelse.

grovleitt, adj. grovladen, som har gove Ansigtstræk. Kr. Stift.

grovlødd, adj. graadig. slugende. Ørk.

grovmælt, adj. grov i Mælet; som har dyb Stemme, Basstemme.

grovna, v. n. blive grovere.

grovspøkjen, adj. uforsigtig i Spøg, som driver Spøgen altfor vidt. Undertiden ogsaa om Begivenheder. „Dæ va grovspøkje“: det var farligt, eller forfærdeligt.

grovstilt, adj. om Bøger med stor og grov Skrift.

grovt, adv. grovt; frygteligt; overmaade, overordentlig (ligesom fælt).

Gru, f. noget rædsomt (= Rygd, Fælsn).

grua, v. n. grue, frygte; s. gruva.

Grue, f. s. Gruva.

Grugg, n. Bærme, Grums, Bundfald. Meget udbredt. I Sdm. Krugg. (Isl. grugg). Jf. Grut, Gurm, Korg, Kur, Aur.

gruggast, v. n. blive grumset.

gruggjen, adj. grumset.

grum, adj. kostelig, fortræffelig; ogsaa prægtig, stadselig. B. og Ag. Stift.

Grumheit, f. Herlighed; Stads, Pragt.

grumt, adv. ypperligt; ogsaa: meget; f. Ex. Dæ va ikje grumt længje.

grunda, v. n. (a—a), grunde, pønse, tænke idelig paa noget. Heraf Grunding, f.

grundig, adj. grundig. (Ikke med nn).

Grung, Tyr; s. Gredung.

Grunk, m. Ymten, Snak, Formodning. Eg ha haurt ein Grunk um da. Sogn.

Grunn, m. Grund; Bund. Er undertiden neutr. især i Betydn. af Bund i Vandet. Jf. Isl. grunnr, m. og grunn, n.

grunn, adj. grund, ikke dyb. Nogle St. grynn (Sdm. og fl.). G. N. grunnr. — grunt Vatn. grunn Mark (hvor der er liden Muldjord). Heraf grynnast.

grunna, v. n. (a—a), lægge Grund; især i Maling: grunde, male første Gang.

Grunn-eigar, m. Grundeier.

grunnfast, adj. grundfast, rodfast.

Grunnfisk, m. Fiskearter som altid opholde sig paa Bunden i det Dybe.

Grunnlag, n. Grundlag, Underlag.

Grunnleikje, m. liden Dybde.

grunnlendt, adj. om Jord, som ikke er dyb. Modsat djuplendt.

Grunnmꜳl, n. 1) Dybdemaal; 2) en vis Afstand fra Bunden, hvori Loddet paa et Fiskesnøre skal holdes.

Grun(n)nꜳl, f. s. Tangnꜳl.

grunnrik, adj. grundrig, meget rig.

grunnsjøa, adj. udybt, hvor Bunden ligger nær Vandfladen.

Grunn-slo, f. = Grunnmꜳl (2). Sdm.

grunnstød, adj. sikker, grundfast.

Grunnstøyt, m. Undersø, Søgang i det Dybe, stærk Bevægelse i Vandet, efterat en Storm er forbigaaen. B. Stift.

Grunnung, m. en Art Torsk som opholder sig paa Bankerne og er rødagtig af Farve. Jæd. I Sdm. Taretosk. (Isl. grunnungr, Torsk).

Grunnvokstr, m. Bundplanter (Koraller, Zoophyter).

grunt, adv. nær ved Vandfladen, paa høi Grund eller Banker.

grupe (el. grjupe), v. a. (gryp; graup; grope, aab. o), grutte, knuse, male grovt. Rbg. Ellers: grypja, grøypa; skræe. I de afledede Ord (Grop, gropa, grøypa) forudsættes ogsaa Betydningen: udgrave eller udhule.

Grus, n. Gruus. Jf. Aur.

gruseleg, adj. forfærdelig. Jf. grysja.

grust, adv. uhyre, overmaade.

Grut (uu), n. Bærme, Grums. Kr. Stift, Hard. og fl. (Isl. grútr).

gruten, adj. uklar, grumset. Hard.

Grutt (Aabning), s. Glytt.

grutut, adj. grumset, fuld af Bærme.

gruva, v. n. og a. (a—a), 1) lude, bukke, bøie sig forover. grua sæg. Shl. Jæd. (Isl. grúfa). 2) grue, frygte. I Helg. gruve, men ellers almindeligst grue (grua), hvoraf Gru, f. (Sv. grufva sig).

Gruva (Grue), f. 1) Grube. Søndenfjelds. (Sv. grufva). 2) Ildsted, Arne, Skorsteen, eller det hele Muurværk som omfatter Ildstedet i et Huus. B. og Tr. Stift; ogsaa tildeels søndenfjelds. Jf. Ꜳre og Omn. I danske Dial. Grue; i svenske grufva.

Gruve (f.), kun i Forbindelsen: ꜳ Gruve ɔ: forover, nedvendt, med Brystet ned ad. Han lꜳg ꜳ Gruve (Buskr.). Han for fram ꜳ Grue (Sogn), eller: i Gruꜳ (Nhl.). G. N. á grúfu. Ellers: ꜳ Rame, ꜳ Haude.

Gruvehynna, f. Hjørnet af Arnen.

gruveleg, adj. gruelig.

Gruvestein, m. den forreste Steen eller Muur foran Ildstedet.

gruvsam, adj. frygtsom, bange. Trondhjems Stift.

gryla, v. n. (e—te), grynte; brumme; ogsaa brøle, give en hæslig langtrukken Lyd. Meget brugl. i B. Stift; ogs. i Tell. I Sdm. ryle (Jf. skryla).

Gryling, f. Brummen, Brøl.

grynast, v. n. blive kornet. (Sjelden).

grynen, adj. kornet, haglformig.

grynn, adj. s. grunn.

Grynna, f. Grunding, Banke, høitliggende Flade i Vandet.

grynna, v. n. (e—te), gaae lige til Grunden, vade møisomt i Snee eller Dynd. Dei gjekk dar ꜳ grynte. Berg. Stift.

grynnast, v. n. (est—test), blive grundere, blive mindre dybt. (Isl. grynna).

Grynne, n. 1) Grund (sjelden); — 2) Grundsiden; den nederste Deel af et Garn eller Vod.

Grynnskot, n. det tilsyede Toug paa Grundkanten af et Garn.

gryp (yy), s. grupe.

gryp (aab. y), s. grypja.

grypja, v. a. (gryp’; grypte), grutte, skraae, knuse (Korn); hakke grovt eller kun løseligt. Vestenfjelds. Ellers: grupe, grøypa; jf. gropa.

grypt (gryft’e), gruttet, knust, grovhakket.

grysja, v. n. (pr. grys’, aab. y), gyse, føle en Gysen. Buskr. og fl. S. rysja.

gryta, v. a. (e—te), slænge, kaste (vel eg. tilkaste med Steen, Grjot). Han heldt pꜳ grytte ꜳ kasta (B. Stift).

Gryta, f. Gryde. Ansees som afledet af Grjot.

Grytebenk, m. Bænk i Nærheden af Ildstedet, hvorpaa Gryder opsættes.

grytte, aabne Døren, s. glytta.

Græft, f. Grøst, Grav. Søndenfjelds.

Græla, f. jævn og vedvarende Blæst. Shl. (Jf. Grꜳe). I Sdm. Græle: en svag Blæst eller Bør. I Hard. Vind med Regn.

Græma (Græmma), f. tynde, adspredte Skyer. Sogn.

græmme, s. gremma.

Græn (n.?), Hule, Skjul for Ræve og andre Dyr. Skal bruges i Gbr. (Isl. gren).

Grænar, pl. s. Grꜳn.

Grænd, s. Grend.

grænja, v. n. (a—a), fnise, grine, lee haanlig eller i Utide. Hard. og flere. Maaskee af Gron (Grane), ligesom myla af Mule.

Grænja, f. Sengedækken af en egen Vævning; et Slags flossede Aaklæder. Hard. — I Sdm. Grænje, om tyndt og meget grovt Tøi.

grænske, s. grenska.

græt, s. grꜳta. — græv’, s. grava.

Græv, n. 1) Hakke, Redskab til at grave med. Alm. (G. N. græf). 2) Hager paa Hestesko. 3) en ringe, daarlig Ting (ligesom Skrap, Brot og fl.).

Grævsko, m. Jernsko med Hager. Hertil: grævskodd, adj. skarpskoet.

Grø, pl. s. Gro. — grø, v. s. grøde.

grøde (grøa), v. a. (e—de), læge, helbrede (et Saar). G. N. grœða. Dæ bꜳde dræg ꜳ grøde: det trækker Materie og læger tillige. — grødande, som kan læges.

Grøde (Grøe), n. Afgrøde af Jorden.

Grøding, f. Lægedom, Helbredelse (see Gror).

Grøn, f. s. Grꜳn.

Grøn, n. Kornvarer; Deig; s. Grjon. Hertil: Grønemne, Grønklump, Grønknøde, Grønløyse og fl.

grøn, adj. grøn; ogsaa umoden (om Frugt). gjere seg grøn’e: gjøre sig til, plukke, blive trodig. Nordre Berg.

grøna, v. n. see grønt ud, vise sig i en grønagtig Farve. Dæ grøna pꜳ Sjøen: Søen seer grøn ud. Tr. Stift.

Grøn-ꜳr, n. Misvæxtaar, et Aar da Kornet ikke bliver modent.

Grøn-eine, m. friske Enebærkviste.

Grønhavre, m. umoden Havre. Nogle St. Grønehævre, f.

grønkast, v. n. grønnes, blive grøn. Nogle St. grønka. (G. N. grœnka).

grønklædd, adj. klædt i Grønt.

grønlita (aab. i) adj. grønfarvet.

grønmꜳla, adj. grønmalet.

grønrosa, adj. tegnet med grønne Figurer.

grønsalta, adj. om Kjød, som lægges i Lage og ikke tørres.

Grønska, f. 1) noget grønt, og grøn Plet. (Sjelden). 2) grøn Tang eller Mos i Vandet. Tr. Stift, Sdm. o. fl.

Grønvare, s. Grjonvarer.

grønvoren, adj. grønagtig.

grøpe, s. grøypa. — Grøper, s. Grop.

grør, s. gro. — grøs, s. grysja.

Grøt, n. Steen; s. Grjot.

grøta, v. a. (e—te), faae til at græde, bringe i Graad. grøta eit Badn: ængste eller true et Barn, saa at det græder. Alm. G. N. grœta. (Jf. kløkkja).

grøteleg, adj. begrædelig, bedrøvelig. Ogsaa: adv. rædsomt. B. og Tr. Stift.

grøtta, v. a. (a—a), 1) rette paa Axelringen i en Mølle. grøtte Kvenn’a 2) slæbe, arbeide meget. Sdm. og fl.

Grøtte, m. Axelring, Træstykke som udfylder Øiet paa en Kværn eller paa en Slibesteen og saaledes omgiver sammes Axel for at hindre fra Sammenstød med Stenen. Hedder ogs. Grꜳtte (Ørk.), og Grautte (Indr.). Jf. G. N. grotta, Mølle.

Grøv(er), s. Grov.

grøypa, v. a. (e—te), 1) false, udskjære, gjøre en Skure som skal omfatte Kanten af en Fjel eller Skive; f. Ex. i en Ramme, en Dørkarm, et Laag. Berg. og Tr. Stift, Gbr. og fl. Derimod gropa i Tell. og fl. G. N. gröypa. — 2) grutte, skraae Korn (Malt). Mandal, Tell. Ellers grypja, grupe. — 3) blande, sammenkaste, især forskjellige Sorter af Uld. Sogn. Ligesaa i Østerd. grøpe, om at sammenkarde Uld.

Grøyping, f. Fals, Skure til at indfatte en Kant; s. forrige.

Grøyvl, m. Hvirvel i Vandet, Skvulp, som naar noget plumper ned. Sdm.

Gubbe, m. Karl, Mand. Øst. Hedm. og fl. Ellers mest i Spøg og tildeels om fabelagtige Væsener (Tuftegubbe, Fjeregubbe).

Gud, m. her som i de beslægtede Sprog altid uden Artikel, undtagen naar der tales om hedenske Guder. „Guds Frid“! Hilsen ved Indtrædelsen i et Huus. B. Stift og fl. (Oftest med Udtalen Guss Fre). „Guds Løn“, en Maade at takke paa. Sdm. og fl.

Guddotter, f. Guddatter. Derimod: Gudssꜳn (Gudsøn); Gudsfar (Gudfader, Fadder), og Gullmor (Gudmoder).

gudskapt, i Talemaaden „kvar gudskapte Dag“: hver eneste Dag.

Guds-Lꜳn, almindeligst (ligesom i Danmark) om Næring eller Fødemidler. I Helgeland kun om Korn og den deraf tillavede Mad (ligesom Grjon). Guds-Or(d), Læsning eller Tale af gudeligt Indhold. Oftest i Fleertal (Gudsor’a).

Gufs, f. Vindpust, Luftstrøm (især kold). Ag. Stift. Jf. Gosa.

gufse, v. n. puste, blæse. Jf. gusta.

Gul (aab. u), f. Blæst, Luftning. Søndre Berg. I Sdm. Kul (aab. u). Isl. gola. (Jf. Havgul).

gul’ (aab. u), adj. gul. I Ørk. gaul.

gula (aab. u), v. n. 1. see gulagtigt ud. Dæ gula’ pꜳ dæ. Tr. Stift. I Ørk. gaula.

gula (aab. u), v. n. 2. blæse lidt, lufte. Søndre Berg. Paa Jæd. gaula. (Isl. gola).

gulblakk, adj. gulbleg, hvidgul; om Heste. Vestenfjelds. Ellers borkut.

Gulhꜳr, n. plur. et Par Sener som ligge langs med Rygraden udvendig.

gulka, v. n. (a—a), gylpe, kløge, trække op fra Maven. B. og Tr. Stift, Tell.

Gull, n. Guld. I Tr. Stift findes det ofte som Plantenavn; saaledes Prestgull, Stymorgull, Barbrogull.

Gullboste, m. Løvetand (Plante). Tell. Indr. (Jf. Fivel).

Gullbrand, m. et Navn paa den fjerde Finger. (Ag. Stift). Nogle St. Ildebrand. I Sdm. Tingling.

Gullhauk, m. = Gullboste. Ndm.

Gul(l)lekkja, f. Guldkjæde.

Gullmor, f. Gudmoder. Meget udbredt. Jf. Guddotter.

gullslegjen, adj. guldbeslagen.

Gullsmid, (-sme’), m. 1) Guldsmed; 2) Guldbille, et Insekt, bekjendt af dets smukke Farve. (Chrysomela).

gulna, v. n. blive gul.

Gulskur, m. Gulspurv. Sogn, Ørk.

Gulskurve(r), pl. f. et Slags Udslæt paa Hovedet. Hertil gulskurvut, adj. I Vald. fleinskurvut.

Gulsoleie, f. Navn paa flere Slags gule Blomster, især Kabbeleie (Caltha palustris) og Eng-Ranunkel.

Gulspetta, f. Træpikker, Hakkespæt (Picus viridis). Hard. Tell. og fl.

Gulsporv, m. Gulspurv, Verling.

Gultining (aab. i), m. Hasselnød, af den bedste Sort med gulbrun Farve. B. Stift.

Gulve(d), m. s. Trollhegg.

Gumma, f. Bedstemoder. Nhl. og flere. Ellers Gummer, Gummor, Gomo (Godmor); s. god.

Gumme, m. et Slags rødkogt og sød Ost, tillavet af færsk Mælk. Kr. Stift, Hard. Ørk. og fl. En lignende Ost kaldes i Østerd. Gubbost. Ellers: Rauddravle, Mylsa, Søst, Hagletta.

Gump, m. en kjødfuld Deel af Legemet; undertiden: Fingerspids (= Gom). Søndenfjelds.

Gurm, n. Grums, Mudder, Værme. Vald. Gbr. Jf. Gyrme.

gurme, v. n. æde, tygge idelig. Sdm.

gurmen, ad.. grumset muddret.

gurmet, adj. muddret. (Buskerud).

Gurp, m. Ræben (især af Sygdom).

gurpa, v. n. (a—a), ræbe. Nordre B. Gbr. Ørk. og fl. Ellers garpa (Shl. Tell.), ropa og rꜳpa.

guse (aab. u), v. n. i Talemaaden „Han gusa ꜳ kvide mot di“: han krymper sig for det, har ikke Mod dertil. Sdm.

Gust, f. 1) Vindpust, Luftstrømning. B. og Tr. Stift. (Isl. gustr, m.). 2) en Hudsygdom, som ogsaa kaldes Alvgust (ɔ: Alfeblæst). gusta, v. n. (a—a), blæse lidt, lufte, puste. (G. N. gusta).

gusten, (og gustꜳt), adj. vindig, ikke ganske stille i Luften. Tr. Stift.

Gut (uu), m. Dreng, Drengebarn; ogsaa i Almindelighed en ung og ugift Mandsperson. Alm. og meget brugeligt; synes at være eget for det norske Sprog. I Sammensætning har det oftest Formen Guta, især i B. Stift. Voxne Drenge, som ere i Tjeneste, hedde ellers Dreng og Svein; yngre kaldes: Vꜳk, Glunt, Styving; og med mindre Agtelse: Strik, Pøyk, Kate, Klebb, Gorre, Hyn, Hyl, Gypling.

Gutabadn, n. Drengebarn. (B. Stift). I Tell. hedder det Gutebꜳn. — I mindre alvorlig Tale siges Gut-ungje; i B. Stift: Guta-ungje.

Gutalag, n. 1) Drengeselskab; 2) Drengemanerer, Smaadrenges Skik.

gutakjær, adj. om Piger som gjerne vil være hos Drengene.

gu-tor (aab. o), el. gutꜳr, Udtryk hvormed man tilbyder En at drikke. Ogsaa i Sverige. Efter Ihre kan det forklares som: godt Aar! og ellers som: god Taar! (s. god).

Gutu, Vei, Gyde; s. Gota.

Gvarv, gvor o. s. v. see kv.

Gye (Jye, el. Jøye), f. Kjedelbjælke i Skorstenen (= Randꜳs). Sætersd. — I alle de følgende Ord læses gy som gjy (jy).

Gygr (aab. y), f. Jættekvinde, Berg-Risens Kone. Sogn, Søndre Berg. Hall. og fl. I Tell. Gyvr; i Sdm. kun som forældet: Gjure; i Helgel. Risgjura. (Udtales tildeels: Gjygg’er, Gjøgger). G. N. gygr.

Gygrasop (oo), m. en kvastformig Udvæxt paa en Green; en naturlig Krands af Kviste. Sogn. Ellers: Marisop (Sdm.), Simonsvipu (Tell.).

Gyl, n. Bjergkløft; s. Gil.

gyldig, adj. gyldig; jf. gild.

Gyldra (el. Gylra, aab. y), f. Vandstrøm eller Fos i en smal Bjergkløft. Nordhl.

gylla (gjylle), v. a. (e—te), forgylde. G. N. gylla. Heraf: gylt ɔ: forgyldt.

Gylling, f. Forgyldning.

gylme (jølme), v. a. afdele et Huus indvendig ved Mellemvægge. Gbr.

Gylming (Jølming), f. Mellemvæg, Skillevæg imellem to Rum; ogsaa et saaledes dannet Rum. Gbr. Ørk. — I Sdm. hedder det Gimling (Gjimbling), m.

Gylta (eg. en So), s. Berggylta.

Gymber, s. Gimbr.

gyne (jyne), v. n. stirre, gabe efter noget. Gbr. Østerd. I Sogn. gina.

Gypling (Jøpling), m. Smaadreng, Grønskolling. Buskerud.

gyra (for gyrda), v. a. (e—te, el. a—a), 1) omgjorde, sammenbinde, indpresse med et Reb, surre et Læs fast. 2) baande, slaae Baand paa et Kar. Udtales i B. Stift gjyra (aab. y); ellers: gjøre el. jøle (Tr. Stift), gjure (Rbg. Tell.), gjule, med tykt l (Hall.). G. N. girða, gyrða. — Af Gjor.

Gyre (for Gyrda), f. Gjord, Baand (s. forrige). Sjelden, undtagen i Rbg. og Tell. hvor det hedder: Gjure. I Mandal betegner Gjure ogsaa Mælkekar (= Kolla).

Gyremun (Gjøremon), m. Smalning paa et Kar; det at Karret er smalere i den ene Ende, saa at Baandene kan drives ind paa samme. I Tell. hedder det: Gjurestaup, n. I Sdm. Gjyringemun; i Ørk. Gjøringsmꜳn.

Gyretog, n. Reb til at ombinde Læs med. Kaldes ogsaa Gyring, og Gyringetog.

Gyring (Gjøring, Gjuling), f. 1) Ombinden, Omgjordning; 2) Reb at omgjorde noget med.

Gyrja (Jørje), f. vedvarende Blæst og Uveir, især af en indtrængende Taage fra Havet. Nordre Berg. Jf. Yrja.

Gyrma (Jørme), 1) Grums, Bærme (s. Gurm); ogsaa: Dynd, Mudder. Ag. Stift. 2) Uklarhed i Luften, Taage og tykke Skyer. Hard.

gyrma, v. n. trække sig sammen, opfylde Luften; om Skyer og Taage. Hard.

gysa (jyse), strømme ud; s. gjosa.

gyta (jyte), v. a. og n. (sædv. e—te), udgyde Rognen, om Fisk. Jf. tide (el. tia). Ordet skal egentlig hedde gjota, med Formerne: gyt’; gaut; gote (hvilke, saavidt erindres, skal forekomme ved Bergen). Heraf: Got, n. goten og Gotbora.

gyte (løbe, rende), s. kyte.

Gyting, f. Gydning; Fiskens Legetid.

Gyv (Jyv), aab. y), n. Røg, Damp; en Røgning hvorved man fordriver Utøi fra Kvæget. Tell.

gyve (jyve), v. n. (gyv; gauv, gove), 1) dampe, ryge; 2) fyge, drive, som Støv eller Snee. Rbg. Buskr. ogsaa i Trondhj. Stift. Heraf: Gov, Gova, gjøyva.

Gyving, f. Rygen og Fygen.

Gyvr (aab. y), f. s. Gygr. Hertil:

Gyvre-kling, m. en Steenart med enkelte Striber, der see ud som om de vare paaklinede (hvoraf Navnet). Tell.

Gær, gæta, gæv o. s. v. — s. gjæ-.

Gø, gøy, gøyma o. s. v. — s. gjø-.