Ordbog over det norske Folkesprog/H

Ivar Aasen (1813-1896)

Ordbog over det norske Folkesprog

Utgitt av Carl C. Werner & Comp., 1850 (s. 153-191).

H.

ha, for hava og havde; s. hava.

ha, el. a, ɔ: hende; s. henne.

ha, ɔ: hvad? (Nhl. Hall. Helg.); s. kva.

Hadde (Hank); s. Hodda.

hadla, betydelig, meget; s. harle.

Ha(d)na, f. en ung Gjed, som ikke endnu har havt Kid. Ordet hedder Hana el. Hane (i Helg. og Tr. Stift), Haine (Sdm. Sfj.), Haune (Romsd.), Hꜳna (Sogn). G. N. haðna (et af Gjedens Navne i Skalda). Isl. hauðna.

Ha(d)nekid, n. Gjedekid (modsat Bukkekid). I Tr. Stift: Hanekje’; i Sdm. Hainekid.

Hafelle, f. et Gjærde. Guldbr. Østerd. (om Gjærder i Almindl.), Hedemarken, Vardal (især om et GJærde af Træer eller lange Træstammer, som ere fæstede ved Gjærdepælene saaledes at de adskilles fra hinanden ved et lidet Mellemrum. Kunde forklares som Havfella (af hevja, hav-de) ligesom det Mandalske „Hav“ (Gjærde); men ligner dog meget det G. N. hagfellugarðr (Lovene II, 122). S. fella.

hafelle, v. n. anlægge eller istandsætte et Gjærde. Gbr. I Ørk. felle.

hag, adj. flink, behændig, nem til kunstige Arbeider. Shl. Tell. Indr. Helg. G. N. hagr.

haga, v. a. læmpe, indrette, ordne. Hard. i Talemaaden „haga ꜳ laga“. Isl. haga.

Hagegar(d), m. 1) Havegjærde; 2) et Gjærde imellem to Gaardes Udmarker eller Græsgange. Hedder i Sdm. Hag-gar; i Yttre Sogn: Hꜳgar. Jf. Merkjesgar.

Hagelende, n. Egn som er skikket til Græsgang. Ogs. Hageland, n. Berg. Stift.

Hageløysa, f. Mangel paa Græsgang.

Hagesott, f. Sygdom, som paa nogle Steder angriber Kvæget naar det første Gang kommer paa Græsning. Hard.

hagfengt, adj. nem og flink til Haandarbeider. Indr.

Haggar, s. Hagegar.

haghendt, adj. flink, behændig. Shl.

Hagje (Haje, Hagga, Hꜳgꜳ), m. 1) Have, omhægnet Plantning. (Fleertal Haga, r). 2) Græsgang. Maaskee alm. (Jf. Hamn). G. N. hagi. gꜳ i Hagje: gaae paa Græsning.

Hagje, n.? rigtig SKik eller Orden. Hard. (sjelden). D’æ korkje Hug elde Hagje mæ han.

Hagl, n. 1) Hagel, Hagelveir; 2) Hagelkorn; 3) Hagl, at skyde med.

hagla, v. n. (a—a), hagle (Jf. higla), ogsaa trille eller falde som Hagl. Dæ hagla Tꜳrenne (Taarerne trillede).

Hagle, f. Haglgevær. Guldbr.

Haglgebar, n. Hagelveir, Hagelfald. Sdm. Sfj. Vel egentl. Hagelslag, ligesom Barve’r, af berja (bar-de). — Haglebar-eling, m. en Hagelskuur.

hagleg, adj. passende, bekvem, tjenlig. Namd. (Jf. høgleg).

Hagleskur, og Haglefula, f. Hagelskuur.

Hagletta (aab. e), f. Rødost, indkogt Øst af sød Mælk. (Jf. Dravle, Gumme). Shl. Mandal, Tell. og fl.

hagnytten, adj. nytsom, forsynlig, som benytter alt og ikke vil lade noget gaae spildt. Shl. Ogsaa hagnyttele(g). Isl. hagnýtinn.

Hagre og Hagrisle; s. Havre.

Hagtonn, m. Hagtorn (et Træ), Cratægus Oxyacantha. Nævnes ogsaa Hagtorn (oo); dog synes Navnet at være lidet bekjendt.

Haine, s. Hadna.

Hak (langt), n. en Skure, et lidet Skaar eller Indsnit. Ørk. (Isl. hak).

haka, v. a. (a—a), forsyne med Hager. haka ihop: slaae sammen ved Hager.

Hakefisk, m. en Fisk, hvis Underkjæve er er lidt opadbøiet i Spidsen, saa at den danner en liden Hage. Især om Lax (Hakelaks) og Ørreder (Hakaure). Søndenfjelds.

Hakje (Haka, Hꜳkꜳ), m. (Fl. Haka, r), 1) Hage, Krog. Alm. (G. N. haki). 2) Spade, Agerspade. Yttresorn, Nhl. Shl.

hakka, v. a. (a—a), hakke, grave, hugge ud. Ogsaa hugge smaat; jf. saksa.

Hakka, f. en Hakke. Jf. Græv.

hakkast, v. n. hugges, bides; om Fugle.

Hakkegræv, n. en Hakke som man ogsaa kan grave med. Sdm.

Hakking, f. og Hakk, n. Hakken, Huggen.

hakut (hakꜳt), adj. 1) fuld af Hager (af Hakje); 2) fuld af Skaar el. Indsnit (af Hak). Ørk.

hala, v. a. (a—a), hale, trække.

hal-annen, Halbygg, o. s. v. see under halv som i Sammensætning altid hedder: hal.

Hald, n, 1) Holden; mest figurlig og i gahald. Ogs. Underholdning; s. halda. 2) Varighed, Udholdenhed, Styrke. D’æ ikje noke Hald i dæ: det taaler ikke noget, det er ikke stærkt. 3) Hank, Greb, som noget kan holdes ved. Guldbr. Shl. og fl. (Isl. hald). 4) Række eller List paa en Væg, hvori adskillige Redskaber opsættes. Knivshald, Navrehald. Sdm. og fl. 5) Hold, Ophold, Standsning. (Sjelden). Dæ heve faatt eit Hald. 6) Hold, Sting, Smerter i Ryggen eller Siderne. Tellem. Sdm. Helg. og fl.

halda, v. a. og n. (held’; heldt; halde), at holde. Inf. hedder ogsaa: halde, halle (Tr.), holda (Sogn). G. N. halda. — Imperf. sædv. helt (ee); nogle St. hilt. — Supin. hilde (Nordre Berg.), ellers helde, holde, hulde (Gbr.). Imperativ: haldt! — Betydninger: 1) holde, omfatte med Hænderne (eller Munden). Ogsaa: understøtte, holde oppe; og ligeledes: støtte paa, have Hænderne i. halda pꜳ. halda i. — 2) bringe i en vis Stilling; vende, løfte, trække o. s. v. halde attꜳt: holde hen til. halde upp: løfte op. halde upp under: stille ind under. — 3) standse, hindre, afholde. halda atte: tilbageholde. halde Anden (el. Vinden): holde Aanden. halde Grꜳten: tilbageholde sine Taarer. — 4) beholde, vedligeholde. halde Varmen, Liten (ɔ: Farven), Fylgd’a (holde Skridt). Ogsaa: overholde, fremme, opfylde. halda Or(d). Jf. halde Mꜳte, Styr, Frid. — 5) opholde, underholde. halde Folk, Tenar, o. s. v. Han held seg sjøl: han holder sig selv med Kost, besørger selv sit Ophold. Ogsaa: bekoste; ligesaa udruste, forsyne med noget. Han held oss Bꜳt (el. held’ Bꜳt ꜳt oss). Hen heldt dei mæ Klæde. — 6) afholde, udføre (med en vis Orden); iagttage; helligholde o. s. v. halde Ting, Skule, Messa, Bøn, Helg, Jul, Bryllaup, og fl. — halde Kveld (spise til Aftens); ligesaa: halde Middag, halde Non. — 7) agte, ansee. Dei held’an fyre ein Stakar. — 8) v. n. holde, hænge sammen, taale Slid (om Traad, Tøi, Redskaber). — 9) vedblive, vare. Detta Vær’e held ikje lengje. Ligesaa „halde pꜳ“, „halde ut“, og fl. — 10) stævne, styre i en vis Retning (G. N. halda). halda nor-ette (mod Nord). halde te Lands. — Reflexivt: halda seg: a) holde eller støtte sig; b) holde sig vedlige, vedblive at være uskadt; c) nære, forsyne sig; d) opholde sig, være paa et Sted; e) afholde sig fra noget. halde seg fram: fremstille sig dristigt, ikke være tilbageholden (Ag. Stift). halda seg ihop: holde sig til hinanden. halda seg upp-atte: gaae i Opfyldelse, være at lide paa (Nordre Berg. Ørk.). — Andre Udtryk: halde attfyre: dække, skjule med Haanden. halde att-i: stoppe, standse. halda ꜳt: være paaholden, streng (B. Stift). halde fyre: holde for, mene. halde ihop: hænge sammen. — halde mæ: være enig med. halde pꜳ: a) vedblive; b) være i Færd med. — halde til: opholde sig, være. halda ein til ein Ting: tilholde, sætte En til noget. halde unda: dreia af (for Vinden). — halda upp: a) løfte; b) ophøre. — halda ute Bꜳten. føre en Baad som Styrmand. (Sdm.) halda ut-i (halde ti): støtte paa, have Haanden i.

halda, adj. f. frugtsommelig. Sdm. Jf. fremmeleg.

haldande, adj. som kan holdes; ogsaa: værd at holde eller beholde; f. Ex. haldande Kort; eit haldande Blad.

Haldar, m. 1) en Holder, Understøter; 2) Blæksprutte, et Slags Polyp (Sepia officinalis). Nordre Berg.

haldast, v. n. 1) holde hinanden. — 2) holde ved, vedvare. (Sjelden).

Haldehakje, m. Holdhage (til Tømmer).

halden, adj. 1) holdt; opholdt; overholdt, o. s. v. (part. af halda). I Nordre Berg. hedder det hilden. 2) uskadt, i Stand. heil ꜳ halden. 3) holden, tjent med noget. Jf. mishalden.

Haldgras, n. en Urt hvoraf man tillaver Lægedom imod Sidesting. (Gentiana campestris). Tell.

Halding, f. Holden; Ophold o. s. v.

haldreien, s. Halvdregjen.

Haldstyng, m. Hold, Sidesting.

Hale, m. Hale (paa Heste). Jf. Rumpa.

Halereim, f. Halerem; s. Bakola.

halgjengje, s. halvgꜳtt.

Hall, f. om en stor Stue eller Sal (G. N. höll), forekommer i gamle Viser, men er ellers ubrugeligt.

Hall, n. 1) Hæld, en hældende Stilling. Dæ sto pꜳ Hall. 2) Hælding, Bakke, skraat liggende Mark. Hall. Vald.

hall, adj. hældende, skraat liggende. Bꜳten æ hall’e: Baaden hælder til den ene Side. G. N. hallr.

halla, v. n. og a. (a—a), 1) hælde, ligge skraat. Dæ halla unda (dethælder nedad). Dæ halla ette (figurl. det lakker mod Enden). 2) sætte i en hældende Stilling, bøie til Siden. G. N. halla. „halle seg“, betyder undertiden ogsaa at lægge sig til Hvile.

hallbratt, adj. stærkt hældende, næsten brat. Sogn og fl.

hallen, adj. noget hældende. Ørk. og fl.

hallfløytt, adje. skjævt liggende, høit i den ene Ende. Sdm. (sjelden).

hallie, s. halvliden.

Halling, f. Hældning, Hælden.

Halling, m. 1) Indbygger af Hallingdalen. I B. Stift: Hallingdøling, og om Kvinder Hallingdøla. 2) et Slags Dands med enkelte behændige Spring eller Kast (Hallingkast). Ogsaa et dertil hørende Spil.

hallrett (ee), adj. svagt hældende, næsten fladt. Sdm.

Hallvarsoke (aab. o), Hallvards Messe; den 15de Mai. (B. Stift og fl.). G. N. Hallvards vaka. Jf. Voka.

Halm, m. Halm. I Rbg. Hꜳlm, og i Sæt. Hꜳm (Isl. hálmr). I Sammensætning bortkastes tildeels m; saaledes: Halløyse, f. Mangel paa Halm. (Sdm. og fl.). Hal(m)lod, f. Halmfoder. Hal(m)snar, n. snoet Baand af Halm (s. Snar). Halmvꜳndel, m. en stor Halmvisk.

Halma, s. Helma. — halmidt, s. v. halv.

halna, s. handla. Halning, s. v. halv.

Hals, m. Hals. Udtales tildeels Hæls (med tykt l) i Ag. Stift, ogs. i Indr.

Halsband, n. Halsbaand (jf. Helse, n.); ogsaa Baanden imellem Bunden og Midten paa en Tønde.

Halsbast (?), Halsmuskler, Senerne imellem Nakken og Skuldrene. Bruges i Sdm. men kun i Fleertallets Dativ i Formen: Halsbostꜳ, f. Ex. Han æ so stiv’e i Halsbostꜳ. Gam. Dansk: halsbast, Nakke.

Halsbola (aab. o), f. Hævelse i Halsen.

Halsbrune (aab. u), m. Halsbrynde, Kvalme med opstigende Vædsker. Mest søndenfjelds (Hælsbrona). Ellers: Elde (Guldbr.), Elding (Tell.), Brennesott (Sogn), Brøstsvid (Sdm.).

Halskjeik, m. Stivhed i Halsen (især efter langvarig Bøining). Jf. kjeika.

Halskrok (oo), m. Halsens Krumning opaf fra Boverne (paa Dyr).

halsletta, s. halvsletta.

Halsmot (oo), n. Spiserørets Munding, eller den øverste Deel af Svælget. I de sydvestlige Egne hedder det Holamot.

Halsplagg, n. Halstørklæde. Kaldes ogsaa Halsklut, m. (Isl. hálsklútr).

Halstikk, s. Halvstikk.

Halt, m. s. Hasl. — halt, adj. n. s. halv.

halt’ adj. halt. Heraf helta.

halta, v. n. (a—a), halte. I Lister ogsaa haltra (Isl. haltra).

haltanna, s. halvannan.

halv’, adj. 1) halv; 2) ufuldkomment, ikke heel; 3) halv fyldt; f. Ex. Bꜳten va halv’e mæ Sjø. Hedder i Sæt. hꜳv’e (Isl. hálfr); i Ag. Stift: hælv (haøll). Femin. hedder i Hard. og Voss: holv, f. Ex. ei holv Mil (G. N. holf). Neutrum altid: halt; i Sammensætning oftest: hal (kort). Heraf Holva, Helvt, Helming. — Te halves ɔ: til Midten, halvt. halve Natt’a: den halve Nat. halve Vegjen: Halvdelen af Veien.

halva, v. a. dele i Halvdele. Sjelden, da man oftest bruger den unorske Form halvera.

Halva, f. s. Holva.

halv-annan (halann’), halvanden. Femin. halvonnor (halonnꜳ); Neutr.: haltanna.

Halvar, m. et Spand som holder halvanden Kande. Nhl.

halvblenda (-blanda), adj. halvblandet; blandet med en ligesaa stor Deel af et andet Stof.

Halvbygg, m. Blandkorn, Byg og Havre tilsammen. Jf. Hamlekonn.

hallvdaud’ (haldau’e), adj. halvdød.

Halvdeild, f. Halvdeel.

hal(v)dregjen, adj. halvdragen. Ein haldreien Ande: halvtrukket Aande; uegentlig om en meget ubetydelig Aarsag til et Rygte eller til en vis Mening om en Ting. Ligeledes: „eit haldreie or“: et halvsagt Ord, et meget ufuldstændigt Udsagn. Nordre Berg. og fl.

Halvemꜳl, n. kaldes i Sdm. den Egenhed ved et Bygdemaal, at Lyden H bliver udeladt, f. Ex. i Av for Hav, Est for Hest.

halv-eten, adj. halvædt.

halvfallen, om Søen: halv falden, midt imellem Flod og Ebbe.

halvfaren, adj. halvreist, om en Vei.

halvfems, s. nitti. — halvfjers, s. sjautti.

Halvfjorung, m. Halvfjerding.

halvflødd, adj. halv stegen, midt imellem Ebbe og Flod.

hal(v)galen (hælgælen), adj. halvgal.

hal(v)gꜳdd, adj. midt i Svangerskabet. Bedre: halvgjengji.

hal(v)gꜳtt, adj. halvgaaet; a) midt paa Veien; b) midt i en Arbeidsstund (Ykt). „halgꜳtt te Middags“ ɔ: midt imellem Frokosttid og Middag. „halgꜳtt te Nons“: midt imellem Middag og Non. B. Stift. Den ældre Form halvgjengje, er sjelden.

hal(v)gjord (halgjor), adj. halvgjort.

Hal(v)grøyta, f. egentl. en tyk Vælling (tynd Grød), af Graut. I Sogn og Hard. betyder det: Mælkesuppe.

hal(v)hævert, adj. om Byg, som er halv blandet med Havre. Søndre Berg.

Hal(v)kanna, f. Halvkande.

Hal(v)koring, m. see Halvstoring.

Hal(v)leiv, m. et halvt Fladbrød.

halvliden (aab. i), adj. halv forløben, om Tid. Sædvanlig kun i neutrum: hallie, hallee. Dæ va alt hallie: den halve Tid var forløben. Tell. og fl.

halvmidt (halmitt), adv. til Midten. Ørkd.

Hal(v)mork, f. Halvmark (¼ Pund).

Halvning, m. Halvdeel. Ag. Stift (Halning, Hælning). Jf. Helming.

Halvpart, m. Halvdeel.

halvpløgd, adj. halvpløiet.

Halvring, m. Halvcirkel.

hal(v)roten (aab. o), adj. halvraadden.

hal(v)rund, adj. rund paa den ene Side.

hal(v)sett’, adj. halvladet; om Baade.

halvslegjen, adj. halv afslaaet; om Eng.

hal(v)sletta, v. n. regne med en Blanding af Snee, slude. Tell. og fl. I Sæt. hꜳvsletta. Jf. Vallesletta.

hal(v)sliten (aab. i), adj. halvslidt.

hal(v)sola, v. a. lægge Halvsaaler under.

Hal(v)stikk, n. Halvknude eller Løkke, som især bruges ved Fortøining og Fiskerie.

Halvstoring, m. en halvfornem Person. Søndenfjelds. Kaldes ogs. Halhempa i Sogn, og Halkoring (oo) i Sdm. Det sidste formodentlig af kvar (hver); altsaa En som er Halvdelen af hvert Slags („Helt’a ta korꜳ“).

Hal(v)syskjen, n. Halvsøskende. Saaledes ogsaa Halbror, og Halsyster.

halvt (halt), adv. halvt, halvveis. Neutrum af halv har samme Form; hertil: haltꜳrsgamall’ (et halvt Aar gammel), og Haltꜳrstensta (Halvaarstjeneste).

hal(v)tress, s. femti.

hal(v)trie (-tridje), adj. halvtredie. Ligesaa halvfjore (3½), halvfemte (4½) o. s. v.

Hal(v)træve, m. Kornstak af 12 Neg. Jæderen.

Hal(v)tunna (Haltynne), f. Halvtønde.

halvvaksen, adj. halvvoxen.

Halvvꜳg, f. en halv Vog (18 ℔).

halvvegjes, adv. 1) paa halv Vei, midt paa Veien; 2) halvveis, ikke ganske; 3) nogenlunde, saa taaløelig.

halvvoren (aab. o), adj. taalelig, middelmaadig, ikke ganske utjenlig.

Halvvære, n. halvt Værd, halv Priis. Han fekk ikje Halvvære fyre dæ. Meget udbredt. I Sdm. Halvvyre (aab. y). G. N. halfvirði.

Ham, m. 1) Ham, Hud eller Dække. (G. N. hamr). Alm. om aflagt eller fældet Hud især Slangernes. (Jf. Ormeham). Sjelden i mere udstrakt Betydning. I Ørk. siges Fugleham og Fiskeham om forskjellige Beskaffenheder ved Menneskets Hud. 2) Udseende, et Menneskes Udvortes, med Hensyn til Dragt og Holdning (Hapitus). Sjelden og mest i Spøg. Jf. Hamn, Hamlit, hamleg, hæma. 3) Gjenfærd, afdøde Menneskers Skygge eller Lignelse. Kr. Stift.

Ham, n. (forældet), s. Uham og Hæming.

Hamar, m. 1) en Hammer. Ogsaa Bagen eller Nakken paa Øxer eller lignende Redskaber. Øksahamar. 2) en brat Klippe, Bjergvæg, Præcipice. Jf. Ufs, Brot. Hedder almindeligst: Hammar, dog ogsaa Hamar (Rbg.) og Hꜳmꜳr (Tell. Gbr. Ørk. Indr.). G. N. hamarr (i begge Betydn.). Fleertal altid: Hamra, r; Dativ plur. i Sdm. Hꜳmbrꜳ (for Homrom).

Hamarskant, m. Pynt, Kanten paa en Klippevæg. Ogs. Hamarsrør, f.

hamble, s. hamla. hamre, f. hamra.

hamla, v. n. (a—a), roe baglængs, eller i Almindelighed: roe ved at skyde Aarerne tilbage (istedetfor at trække dem til sig). Jf. skuta. (Isl. hamla).

Hamleband, n. Vidiebaand hvorved Aarerne holdes til Roerpinden. I Nhl. Humleband (Isl. hömluband).

hamleg, adj. vakker, tækkelig af Udseende. Voss, Hard. Jf. hæma.

Hamlekonn, n. Blandkorn, Byg som er blandet med tidlig-moden Havre. Sdm. Skal ogsaa forekomme ved Bergen i Formen Hummelkodn. (Jf. det søndmørske Hummel ɔ: Byg). Ellers Halbygg og flere. I danske Dial. findes „Hammelkorn“, om Byg og Rug. I de gamle norske Love forekommer Udtrykket: „svá af hamal kyrne, sem af byggi“ (L. I, 385, 401), dog er Betydningen usikker.

Hamlerom, n. Bagrum i en Baad. Helg. Tr. Stift.

Hamlit (aab. i), m. Hudfarve, Ansigtsfarve. Ag. Stift, Ørk. Helg. Lyder tildeels som: Hamleet, Hamlæt. I Indr. Hamlꜳt. Jf. Vorlit, Dꜳm, Dæme.

Hamn, m. Udseende; Hud, og tillige Klædning eller Dragt. Helg. (Jf. Ham). Ligesaa i Sverige (efter Ihre).

Hamn, f. (nogle St. m.), 1) Havn, Skibshavn. (Sv. hamn; Isl. höfn). 2) Græsgang. Ag. St. „gꜳ i Hamn“: gaae paa Græsning. Ellers Hagje.

hamna, v. n. (a—a), havne, lægge i Havn.

Hamnebyte, n. Havneskifte. gjera Hamnebyte: seile fra en Havn til en af de nærmeste.

Hamnefut, m. Havnefoged.

Hamnegang, m. Græsgang. Ag. Stift.

Hamnelega (aab. e), f. Liggen i Havn.

Hamning, f. Græsning, Græsgang.

Hamnløysa, f. Mangel paa Havn.

Hamp, m. Hamp. I Tell. og Valders hedder det Harp. Jf. Hempa.

Hampeklove (aab. o), m. en Klemme med udskaarne Tænder til at berede Hamp med.

Hampetꜳr, n. Hampetrevle. Sdm.

hamra, v. a. at hamre (af Hamar). I Nordre Berg. hambre. — Heraf: Hamring, f.

hamrut (hambrette), adj. fuld af bratte Klipper (s. Hamar).

Hams, m. 1) Skal, Hylster, f. Ex. paa Korn. Nordre Trondhj. I B. Stift kun om Hasen eller Frugtdækket paa Nødder. Natehams. 2) en Klase af Hasselnødder, hvis Haser ere sammenvoxne. B. Stift. 3) Bærklase, Bærkrands. Kr. Stift. Ellers Kꜳngel, Kank, Kring og fl.

hamsa, v. n. 1) afskalle (sjelden); 2) famle efter Ord, være forlegen for at udtrykke sig. Indr. Jf. hæmsa.

Hamskifte, n. Fældning eller Omskiftning af Ham; i Spøg: Omklædning, Ombytning af Klæder.

han (hann), pron. 1) han (betegnede et mandligt Væsen, ligesom i Skriftsproget). Paa nogle Steder ogsaa istedetfor du eller „did“ (ɔ: I) til Fremmede. — 2) ved Mandsnavne som en Artikel, hvorved ogsaa Navnets Kasus betegnes. Han Lars, han Ꜳmund, han Olav o. s. v. Ligesaa „han Far“ (Fader); Dativ: „honom Far"; Genitiv: „hans Far“, el. hass Far (ɔ: min Faders). Denne Brug er næsten ganske almindelig, og det ansees sædvanlig som stødende at udelade det første Ord. (Jf. Gram. § 308). — 3) den (om enhver Ting, hvis Navn er et Hankjønsord). Ein veit ikje Enden, før han kjem (førend den kommer). Høyr Vinden kor han blæs o. s. v. — 4) det (om Veiret og Luftens Forandringer). Vest- og nordenfjelds. Han rægne (det regner). Han æ kald (det er koldt). Han myrkna, klꜳrna, kolna o. s. v. — 5) man (vexelviis med: ein). Ein kann ikje fꜳ alt som han vil. — I de Tilfælde, hvor der ikke lægges Vægt paa Ordet, bliver det ofte forkortet og lyder som: an, en, n; f. Ex. No kjem’an. Dær ær’en, el. dær æ’n (ɔ: der er han). Det samme er Tilfældet med Dativ (s. honom), og Genitivet som paa nogle Steder hedder hans (Voss og fl.), mere almindeligt: hass; f. Ex. Sꜳn hass, el. Sꜳn’ass (hans Søn).

han, for hana (hende), s. henne.

Hand, f. (Fl. Hend’er), 1) Haand; ogsaa Arm (eller det hele Lem til Skuldrene). Hedder ogs.: Hꜳnd (Kr. Stift, Søndre Berg. og Sogn), og Hønd (Vald.), som forudsætter Formen Hond. (G. N. hond, hönd; Sv. hand). Fleertal ogsaa Hend’ar (Rbg. Tell.), Hend’a (Hall. Vald.), Hend’e, og Hend. Dativ plur. Hꜳndom (Ørk.), Hꜳndꜳ (Sdm. Sfj.). I Sammensætning Handa, Hande og Hand (ikke Hꜳnd). — 2) Side, Kant. Pꜳ høgre Handa: paa høire Side. Inkje pꜳ noka Hand: ikke paa noget Side. — 3) Vegne, Vedkommende; ogsaa Deel, Part. Pꜳ mi Hand: paa mine Vegne, for mig. Pꜳ fyste Hand’a: i Begyndelsen. Di æ for fꜳe pꜳ Karmanns Hand’a: der ere for faa Mandfolk. — 4) Haandskrift. Ei go’ Hand te lesa. — 5) Underskrift; ogsaa et underskrevet Dokument, et skriftligt Beviis. — Enkelte Talemaader: Noke i Hand: efterhaanden, lidt efter lidt. Nordre Berg. Dæ gjekk væl i Hand (det gik heldigt). Han fekk dæ ’pi Hand’a (ɔ: strax og kontant). Han fekk dæ frꜳ Hand’enne (fik det færdigt). Dæ gjekk alt or Hand (der blev altid Udgift og ikke Indtægt). Or Hand ꜳ i Munn (ikke mere end hvad der strax skal fortæres). halda te Hande: holde falt eller færdigt for En. „Eg skal halde deg dæ te Hande“: jeg skal holde det falt for dig, beholde det indtil du selv kan modtage det. (G. N. til handa).

Handabak, n. Haandbag, den ydre Side af Haanden. (Modsat Love). G. N. handarbak.

Handakrikje (aab. i), m. den krummede eller indbøiede Arm; Albuen. Ho tok Ban’e pꜳ Handakrikjen: hun tog Barnet paa Armen. Nordre Berg.

Handalegg, m. Underarm.

Handamilte, n. den indre Side af Underarmen. Sdm.

Handbogje (aab. o), m. Albue. Fosen, Namd. (i Formen Hanbꜳga), Indr. Ørk. (i Formen Hanbꜳgꜳ). Jf. Olbogje.

Handbogje (boje), m. Redskab; s. Ambo.

handdraga, v. a. have idelig i Hænderne, bære eller trække noget bort fra sin Plads. Mest om Børn. Nordre Berg.

Handduk, m. Haandklæde.

Handebragd, n. Haandlav, egen Maade at arbeide paa. Ørk.

Handebur (aab. u), m. Maade at bevæge Hænderne paa. (Isl. handaburðr).

Handebyte, n. Haandskifte, at man lader den ene Haand hvile og griber til med den anden.

Handedrꜳp, n. et Arbeide som angriber og svækker Hænderne. Sdm.

Handefær, f. Adfærd med Hænderne; Haandbevægelse.

Handehov (oo), n. Maadehold i at tage eller gribe til. Nordre Berg. Han heve inkje Handehov: han tager enten for meget eller for lidet.

Handeklꜳde (-klꜳ), m. Kløe i Hænderne; ogsaa Lyst til at tage til eller røre ved alt hvad man seer.

Handekvild, f. Hvile for Hænderne.

Handel (Hand’l), m. Handel. I Hard. Hand’ul.

Handelag, n. den Maade hvorpaa man bruger Hænderne, naar man arbeider. „Eit godt Handelag“, betegner ogsaa Færdighed eller godt Anlæg til Haandarbeider. Alm.

Handemagt, f. Haandkraft.

handemillom, adv. fra den ene Haand til den anden.

Handeskam, f. et Arbeide som gjør Mesteren Skam (Isl. handaskömm); ogsaa en Gave som intet duer.

Handeverk, m. Smerte i Hænderne.

handfallen, adj. forvirret, som ikke ved hvad han skal gribe til. Guldbr. Østl. (hannfællen). Sv. handfallen.

handfara, v. a. (-fær; -for), berøre, beføle, tage paa med Hænderne. Næsten alm. (Isl. handfara).

Handfeste, n. Tag, Greb, et Punkt hvor man kan gribe fast.

handfridt, adj. vakker, net gjort (om Haandarbeider). Nhl. Helg. (Jf. frid).

Handfylling, m. Haandfuld; noget som er saa stort at det fylder Haanden. Ein Handfyllings Stein.

Handgrip (aab. i), n. Haandgreb.

handhøvele(g), adj. passende til at bruge med Haanden. Guldbr.

handig, s. hendig. Jf. Talemaaden „alle handige Slag“: allehaande Ting.

Handklæ(de), n. Haandklæde.

Handkvenn, f. Haandkværn.

handla, v. n. (a—a), drive Handel. I Voss og Hard. hedder det: halna; ved Trondhjem: hann’l. Heraf: Handlar, m. Handling, f. (det samme som Handel). — handla bruges ogsaa i Betydningen: omhandle, indeholde; f. Ex. om Bøger. Den nye Betydning: gjøre eller foretage sig noget, er derimod fremmed for Folkesproget.

handleg, adj. passende, bekvem til at bruge eller bevæge med Hænderne. Udtales oftest som hantle.

Handli(d), m. s. Uvlid.

Handløysa, f. Ubehændighed. Sjelden.

Handpenga(r), pl. m. Haandpenge.

handrekkjast, v. rec. bekræfte et Forlig eller en Handel ved at give hinanden Hænderne. B. Stift. Dei handraktest um da.

Handsag, f. Haandsav.

handsama, v. a. (a—a), behandle eller bevæge med hænderne. D’æ so stort at ein kann ikje handsame dæ. Meget udbredt. (Isl. handsama).

Handskuming (aab. u), f. den smalteste Deel af Underarmen. Handskumingsle(d), m. Haandled. Helg.

Handsnelda, f. Haandteen.

Handspik, f. Haandspig, Kjæp, hvormed tunge Sager løftes og flyttes.

handsterk, adj. stærk i Hænderne eller Armene. Nogle St. handesterke.

Handsyfte, n. Reb i Seilet, hvormed det sammentrækkes i Storm. B. Stift. (Jf. Isl. andsvipt, Stroppe).

Hand-tre, n. Rækværk ved en Trappe. Nogle St. ogsaa: Hand-re (for Handrid?).

Handtygjel, m. en kort Tøie, et Ridebidsel. Ørk.

handvalka, v. a. slide eller tilsmudse ved idelig Berørelse. Sdm. og fl.

handveik (Handeveik’e), adj. svaghaandet, som har svage Arme.

Handverk, n. Haandvær. (Ei at forvexle med Handeverk, m.).

Handvol (aab. o), m. Pleielskaft. Handyvle, n. Haandværge, Kjæp eller Redskab som bekvemt kan bruges med Hænderne. Maaskee alm. men hedder ogsaa Handivle (Tell.), Handylve (Sdm.), Handhøvle (Gbr. hvor det falder sammen med det foranførte handhøveleg). Jf. evla.

Hane, f. (Gjed); s. Hadna.

Hane, m. en Hane. I Gbr. Hꜳnꜳ.

Haneblom, m. Fløielsblomst (Lychnis dioica). Jæd.

Hane-kje, s. Hadnekid.

hanga, v. n. (heng’; hekk; hengje), at hænge. Infin. ogsaa hꜳnga, hꜳnge (B. Stift), hange, og nogle St. hengje. G. N. hanga. Imperf. nogle St. hꜳng, ogs. hikk; Fl. hingo (i Hall.). Supinum ogsaa hingje (B. Stift), hꜳngje og hungje (sjelden). — Betydning: 1) hænge, være i en hængende Stilling. Det tilsvarende Transitiv er hengja (at ophænge). 2) hefte, hænge fast. Dæ heng’ i Botnet (sidder fast i Bunden). hanga ihop: hænge sammen. D’æ so mykje dæ heng’e Liv’e ti han, ɔ: det er just saa meget at han lever (eller: at Livet hænger ved ham). — 3) hænge ved (figurlig); være idelig nær ved, el. befatte sig jævnlig med noget. Dæ vil hange pꜳ: det vil hænge ved (om en Uleilighed, Skrøbelighed, Uvane). Han heng’e fram i da: han befatter sig dermed af og til. Han hekk mæ (fulgte idelig med). Dei hekk ’ti han (de vilde ikke slippe ham fra sig).

hangande, adj. hængende. D’æ Von i hangande Snøre, ɔ: der er Haab i den hængende Snor; man kan faae Fisk naar man har Snøret ude, men ikke ellers.

hangla, v. n. komme ud med Sparsomhed, slide sig igjennem, hjælpe sig med lidet. Guldbr. Ørk. (Sv. hängla). Dæm hangla mæ di te Vꜳren. I Sdm. stinta, nesja. Jf. tigla.

Hankje, s. Hꜳnkje.

Hanklokka, f. et Slags store Torbister eller Biller (Carabus?) Jæd.

Hanning (el. Haning), m. en Hane. Namd.

Hans, m. Drikkegilde, som en Reisende bekoster for sine Reisefæller, naar han første Gang er ankommen til et fremmedt Sted. Ligesaa hansa, v. n. beværte sine Reisefæller i en saadan Anledning; hønse. (Holl. hanzen).

Hanskje, m. (Fl. Hanska,r), et Slags Handsker uden Fingre. Jf. Vott.

Han-slag, n. Hankjøn. Uta(v) Hanslagje, eller: „han ’ta Slagje“ ɔ: af Hankjøn.

Happ (forældet), s. Hopp og Heppe.

happig (forældet), s. Hopp og Heppe.

happig, adj. fremfusende, hastig. Nhl.

har’ (for hard), adj. 1) haard. G. N. harðr. 2) haardfør, som kan taale meget; ogs. dristig, uforfærdet. har i Hugjen, ɔ: meget koldblodig og dristig. 3) haardhjertet, streng, ufølsom. Heraf hæra, hærug og fl. „Mæ harꜳ Hꜳndꜳ“: voldsomt, med Magt. Sdm.

Harang, m. frossen Jord. Hall. Toten, Hedm. Udtales ogsaa Halang, Halꜳng, Halung. Bruges ogsaa i Ndm. i Betydningen: frossen Snee, Haardsnee som man kan gae paa uden at synke i. I denne Betydning hedder det i Sdm. Avrꜳng, som vel egentlig er samme Ord. Jf. Lettang og Skare.

Hararug, s. Krꜳkefro.

harbalen, adj. haardfør, som kan taale meget og ikke krymper sig for at lide ondt. Alm. i de sydlige Egne. Ved Trondhjem hedder det harbar, som ogsaa betyder: haard, streng, uskaansom.

harbeitt, adj. om Eng med haardt Græs, hvorpaa Leen ikke bider godt. B. Stift. I Hard. harre, adj. n.

harbunden, adj. haardt tilbunden. „harbunde“ siges især om Veiret, naar Jorden er stærkt tilfrossen og sneedækket.

Harbyst (Bue), s. Armbyst.

hardrøg, adj. haardt dragende; især om Heste, som trække stærkt og voldsomt, saa at Tøiet let brydes. Nordre Berg.

Hare (Hara, Hꜳrꜳ), m. en Hare. S. Jase.

Harefot, m. 1) Harefod; 2) vilde Evighedsblomster (Gnaphalium dioicum). Ellers Jasalamp (Tell.), Kattalabb (Tr. Stift).

Haregjeit, f. Hunhare.

har-elt (ee), adj. om Veiret, naar der falder stærke og stormende Ilinger. Jf. El.

haremynt, adj. som har Hareskaar i Læberne. Ellers: jasemynt.

Hareng, m. (Fl. Hareng’er), Indbygger af Hardanger (Harang). Harenga (Harænge), f. Kvindfolk sammesteds fra.

arfengt, adj. n. haardt, svært (om Veir, Føre, Arbeide). Fosen og fl.

harfingra, s. harhendt.

harfikjen, adj. haard, skarp, voldsom. Nordre Berg. Sdm.

harfostra, adj. graadig, storædende, som behøver meget Foder. Nordre Berg. og fl. Ellers harfødd.

harfør, adj. 1) ulemfældig, som farer haardt og voldsomt frem, uforsigtig med noget som er svagt og ømt. Alm. 2) om Veir og Føre: haardt, besværligt. Dæ va so harført te kjøyra.

Harføre, n. et haardt Føre. (Sjelden).

hargjengd, adj. haard at gaae paa (om Veie og Føre). Dæ vart so hargjengt. I Sdm. hargjengst.

hargnuen, adj. haard, voldsom (egentlig som har haarde Knoer). Nordre Berg.

harhendt, adj. som har haarde Hænder; ogsaa ulemfældig (= harfør).

harhjarta, adj. haardhjertet.

Haring, m. en haardfør Karl; ogsaa En som er haard og streng. Tr. Stift.

Hark, n. 1) Møie, Besværlighed; ogsaa et haardt og besværligt Føre. (Jf. Isl. harka, Haardhed). 2) Svaghed, Sygelighed; eller i Almindelighed en slet og daarlig Tilstand. B. Stift. Han va komen i eit Harka Føre (i en slem Stilling). Nhl. 3) Skrab, Raps, ubetydelige Ting. Jf. Harkje.

harka, v. n. (a—a), slæbe sig frem, slaae sig igjennem med Møie. Nhl. Sdm. Dei harka mæ da sama. (Ligesom bala, skrapa, grava).

harkalege, og harkasamt, adv. med Møie, daarligt, kummerligt.

harkall, adj. s. harkjen.

Harke, f. en Rive (Harke). Østerd.

Harkje, m. Skrammel, forskjellige Ting som ligge henkastede paa et Sted. Sdm. Sfj. (Jf. Brote). Harkehus, n. et Rum, hvori man henkaster saadanne Ting som sjelden bruges.

harkjen, adj. 1) haard, knudret, ujævn. I Sdm. harkalle. 2) skranten, sygelig. Nordre Berg. I Sogn ogsaa harkje, adv. Da gjekk so harkje (haardt og ujævnt).

harkjæfta, adj. haardmundet.

harkjøta, adj. haard i Kjødet.

harle (for harlega), adv. meget, betydelig, ikke lidet. Hall. „Dæ va harle langt“. I Rbg. og Mandal: hærle (f. Ex. Han æ hærle gamalle). I Hard. og Voss: hadla (G. N. harla, harðla).

Harleikje (el. Harleik), m. Haardhed.

harleikjen, adj. ulemfældig, uskaansom i Leg. I Ag. Stift oftere harleikand.

harlæst, adj. haard at tillase eller oplukke; om Døre, Skrin o. s. v.

Harm, adj. harmfuld, fortrydelig.

harma, v. a. (a—a), ærgre, opirre, vække Ens Harme.

harmast, v. n. harmes, blive vred.

harmeleg, adj. fortrædelig, som er til at harmes over.

Harmelse, n. Ærgrelse, Bitterhed.

har-milt (for Hardmilkt), adj. om Køer: tung at malke. Helg. I Berg. Stift: trꜳmylt.

harmælt, adj. som har en haard Stemme.

harna, v. n. (a—a), hærdes, blive haard. (G. N. harðna).

harnakka, adj. haardnakket. Harp, s. Hamp. — Harpa, s. Horpa.

harpeis, f. Harpix. (Isl. harpeis).

harpløgd, adj. tung at pløie.

Harr, m. Spelt, en Ferskvandsfisk (Thymallus vulgaris). Hedemarken. I Gbr. Horr. (Sv. harr).

harre, adj. n. = harbeitt. Hard.

harsett’, adj. trodsig, haardnakket. Sdm.

arsinna, adj. stivsindet, ubøielig.

harsjøa, adj. om et Sted, hvor der jævnlig falder stærk Søgang.

Harskaving, f. en haard og voldsom Strabads, især tilsøes. Sdm.

arsløg, adj. haard eller tung at slaae; om Eng. Nordre Berg.

harsokt (oo), adj. veirhaardt; især om saadanne Steder ved Havkysten, som ere meget udsatte for Storm og Søgang. Helg. Namd. I Fosen go Ørk. heddet det harsøkt, og i Sdm. harsotta (oo), f. Ex. ein harsotta Plass. Af søkja (med det forældede Imperfektum sokte).

Harsott (oo), f. en Kvægsygdom, som kommer af Forstoppelse. Sdm.

harsotta, s. harsokt.

harspunnen, adj. haardbaget, meget stegt.

harsvævd, adj. som sover haardt, ikke let kan vækkes. Tell. og fl.

harsøkt, s. harsokt.

hart, adv. 1) haardt, voldsomt; 2) som et forstærkende Udtryk efter en Negtelse. Sdm. og fl. F. Ex. Han had’ ikje hart vore dær (han havde vist ikke været der). Dæ va ikje hart so mykje (det var nok ikke saa meget).

hartalande, adj. haardtalende, som taler høit og skarpt. Jf. harmælt.

hartvinna, adj. haardt tvunden.

hartøk, adj. haardhændet, som griber haardt til. Ogsaa hartakande Hall.).

Har-ver (ee), n. en stærk Storm. Berg. Stift. Saaledes: ein Harversdag, ei Harversnatt o. s. v. Jf. Storver.

harvikt, adj. om Heste, som ikke let ville lystre Tømmerne, eller som vanskelig lade sig vende. Af vikja.

harvoren (aab. o), adj. noget haard.

Hasall, m. Axelbærtræ; s. Asall.

Hase, m. Knæsener, Hælsene (Isl. hásinar); eller ogsaa tillige Knæleddet paa Dyrenes Bagbeen. Rbg. Tell. (S. Hykjel).

Hasl, m. Hasseltræ. Hedder ogs.: Hatl (Stav. og Søndre berg.), Halt (Ørk.), Haltj el. Hasj (Sfj. Sdm. og fl.). G. N. hasl.

Haslekumar (aab. u), m. Hasselknop; ogsaa Hasselens Hanblomster. Jf. Natevise.

Haslelauv (Hatlelau), n. Hasselløv.

Haslerenning, m. ung Hasselspire.

Haslerunn, m. Hasselbusk.

Hasleskog, m. Hasselskov. (= Nateskog).

Hast, f. Hast. I Hard. Host.

hasta, v. n. (a—a), haste.

hastig (og hastug), adj. hastig; ogsaa iilsindet, opbrusende. I denne Betydning hedder det ogsaa: hastmodig (eller hastmotug).

Hastverk, n. Noget som kan gjøres i Hast; ogsaa: Hastværk, som er gjort i Hast.

Hat (langt a), n. Had.

hata, v. a. (a—a), hade. Nogle Steder: hatra (Sogn, Smd.). Isl. hatr, Had.

Hata, m. Svie, Smerte; s. Hite.

hatande, adj. som man maa hade.

hatfri, adj. upartisk, fri for Had.

hatig, adj. hadefuld, fiendtlig stemt. Han va so for hatige pꜳ dæ. B. Stift.

Hatl, s. Hasl. — Hatleflꜳtt, s. Flꜳtt.

hatra, v. a. s. hata.

hatra, v. n. kløe, krille. Heraf Hatring, f. en sygelig Kløen eller Krillen i Huden. Ørk. Jf. Maur.

Hatt, m. en Hat. Jf. Hetta.

Hattablom, m. Skabiose (Plante). Shl.

Hattebeit, f. Hatteskygge. Sdm.

Hattefok (aab. o), n. bruges overalt nordenfjelds i Betydningen: Tummel, Forvirring, en stor Skynding og Travlhed.

Hattekoll, m. Hattepul. Ogsaa Hattekopp, m.

Hattestabbe, m. Hatteblok.

Hattetov, n. Filt, sammenvalket Uld til en Hat.

Hau, m. s. Haug, og Hug.

Hau, n. og Haug, s. Hovud.

Haudebur o. s. v. see under Hovud.

Haug, m. 1) en Høi, en Forhøining paa Jorden (G. N. haugr; Sv. hög). 2) en Hob, Dynge. Mest søndenfjelds; f. Ex. Moldhaug, Sandhaug, Flisehaug. Ordet hedder ogsaa Hau (Nordre B.) og Hog, med aab. o (Sogn).

hauga, v. a. opdynge, sammenhobe.

Haugfolk, n. Underjordiske, Vætter i Høiene. Om mandlige Væsener: Haugbonde (Isl. haugbúi), Hauabokkje (Sdm.), og Haugtuss. Jf. Huldr.

haugut (haugꜳt, hauette), adj. ujævnt, fuldt af Høie eller Tuer.

Hauk, m. en Høg. (G. N. haukr).

Hauk, n. Raab, Hujen. S. følg.

hauka, v. n. huje, raabe. Sdm. Ndm. Ørk. Ellers: hua, kaua og kauka.

Hauorum, s. Hovudora.

haurd (haur’e), adj. 1) hørt (part. af høyra); 2) agtet, anseet, hvis Mening man gjerne hører. B. Stift. Han æ mykje haur’e: hans Raad er meget anseet; man hører han gjerne.

Haus, m. Hjerneskal; den øverste Deel af Hovedet. Alm. i det sydlige Norge. (G. N. hauss). I Sdm. hedder det Hause og bruges mest om Fiskenes Hjerneskal.

hausamt, adj. s. hugsamt.

hause, m. 1) s. Haus. 2) en tyk Sky, en Skyhob. Tr. Stift, Sdm.

Hauset, s. Høgset. Hauskꜳl, s. under Hovud.

Haust, m. (nogle St. n.), Høst (G. N. haust, n.). I Haust: i afvigte Høst. I Fjor-Haust: ifjor om Høsten. I fyrre Haust: næstforrige Aar om Høsten, tredie Høst tilbage. I Haust kjem: i tilstundende Høst. Te Haustes: til Høsten. Nogle St. „te Haustanne“.

hausta, v. n. (a—a), 1) lide mod Høsten, blive Høst. Da tæk’e te hausta. Søndre Berg. (ellers almeenforstaaeligt). Isl. hausta. 2) om Skov og Marker: falme, blegne mod Vinteren. Shl. og fl. 3) høste, indhøste. (Sjeldenere).

Haustarbeid, n. Høstarbeide.

Haustbeite, n. Græsgang til at benytte om Høsten.

Haustbil (aab. i), n. og Haustbolk, m. Høsttiden eller en Deel af samme.

haustbær, adj. om en Ko, som kalver om Høsten. Jf. bera.

Haustbæra, f. en Ko som skal kalve om Høsten. Søndre Berg.

Haustfiskje, n. Fiskerie om Høsten.

hausthoggjen, adj. hugget om Høsten.

Hausthold, f. Kvægets Huld eller Fyldighed om Høsten.

haustleg, adj. høstlig (om Veiret). Nhl.

Haustlit (aab. i), m. Høstfarve, Markernes Udseende om Høsten.

Haustmꜳnar, pl. Høstmaaneder.

haustpløgja, v. a. pløie om Høsten.

Haustside, f. Høsttiden eller Aarets sidste Halvdeel. Mest søndenfjelds. Pꜳ Haustsi’a: i Efteraaret. Andre St. Haustparten, Haustbolkjen, Hausttale.

Haust-tal, n. Høsttiden. Helg. Tr. Stift.

haust-tidd, adj. drægtig imod Høsten; om Køer. Jf. haustbær.

haustvelta, v. a. omvælte Jordfladen ved Pløining eller Spadning om Høsten.

Hauteine, s. Hovudtenne. Hautynn, s. Hovudør. Hauveltje, s. Hovudvesle.

hav, n. 1. Optrækning; især Opdragning af Fiskeredskaber. Shl. Dei drog Sei’en mæ kvart Hav (ɔ: med hvert Kast, el. hver Gang Snøret blev trukket). Af hevja, hav-de (ligesom Isl. haf, Opløftelse, Hæven).

Hav, n. 2. Hank, Haandfang (hvormed noget løftes eller bæves). Saaledes om Hanken paa Bøtter (Sogn, Vald. Ørk. Helg.), paa Kogeredskaber (Guldbr.), paa Kister (Ndm.); ogsaa det samme som Orveld (Gbr.). Ellers: Hævel, Hæv, Hald, Kylp, Hodda.

hav, n. 3. et Gjærde (Mandal). „springe Hav’e“: springe over Gjærderne. Enten istedetfor: Hag, eller af samme Rod som de forrige, altsaa en Forhøining. Jf. Hov, n. og Hafelle (som vel kunde høre hertil).

Hav, n. 4. Hav, Ocean. Ogsaa Havsiden eller Luften over Havet; f. Ex. Han æ klꜳr i Hav’e (det er klart over Havet). B. Stift. Te Havs: ad Havet til; ogsaa ved Havet.

hav, n. 5. Besiddelse (af hava). Dæ va ikje noke Hav i dæ: det var ikke noget at have, det var ikke af noget Værd. Tell. Sdm.

hava, v. a. (heve; hade; havt), at have. Inf. ogsaa: ha (mest alm.), hꜳvꜳ, og hꜳ (Gbr. Ørk.). Præsens hedder: heve, med aab. e (Kr. Stift, Hard. Sdm.), og forkortet: he (Sdm. Ndm.), hi, med aab. i (Ørk. Indr. Namd.); ellers: har, og ha, i de øvrige Distrikter. G. N. hefi, heve). Imperf. hadde (i de sydvestlige Egne), hade (Sdm.), hae og ha. I Hard. gjøres Forskjel imellem Indikativ: hadde (G. N. hafði) og Konjunktiv hædde (G. N. hefði). Hvor Præs. og Imperf. hedder: har og hadde, hedder Supin. regelmæssig: hatt. — Betydning: 1) have, besidde, være forsynet med. Ogsaa at være forbunden eller beheftet med; saaledes om Fornemmelser saavel onde som gode. ha godt: have det godt, befinde sig vel. ha vondt: lide ondt, føle Smerte. — 2) have hos sig, bære, holde. ha i Hꜳndom. ha mæ seg, pꜳ seg o. s. v. 3) bringe, føre, faae noget hen til et Sted eller i en vis Stilling. Alm. og meget brugeligt; f. Ex. ha Vatn upp i eit Glas, ɔ: hælde Vand i et Glas (dansk: komme). Jf. lata. ha inn Hesten: luk Hesten ind! — Han tok Trøya ꜳ hadde pꜳ seg (ɔ: trak den paa sig). ha seg unda, forføie sig bort, gaae tilside. 4) have, som Hjælpeverbum i Forbindelse med Supinum, for at betegne det Fuldførte. Eg heve gjort dæ. Han hadde vore hær. — Enkelte Talemaader: ha seg: 1) have sig, forholde sig. Eg veit ikje for dæ heve seg. 2) forføie sig; f. Ex. ha seg heim: begive sig hjem. ha seg upp: staae op, komme paa Benene. ha seg ut. forføie sig ud. — hava att-yve: lægge over, dække. hava ꜳt: tugte, straffe (Nhl. Sdm. og fl.). Dei skulde have tugtet sine Børn lidt. (Heraf ꜳthavd). „ha noke ꜳt ein“, er ogsaa at have noget at udsætte paa En. — hava fram: sætte igjennem, faae frem. hava frꜳ seg: skille sig ved. — ha fyre seg: have fore, bestille med. ha ihop: sammenblande; ogsaa have i Fællesskab. — ha inn: bringe ind. ha mæ: befatte sig med. — ha pꜳ seg: a) iføre sig; b) bære, have paa; c) betyde, ville sige; f. Ex. Han veit kva dæ heve pꜳ seg. — hava upp: bringe op; ogs. opløse (en Knude). ha upp-atte: oprippe, gjentage. Dæ va ikje upp-atte havande: man burde ikke have talt mere derom. — ha ut-i (ha ’ti): opsøge, faae fat paa.

Havald, n. Vævsylle, Baand hvormed Væven aabnes for Islættet. Bruges sædvanlig kun i Fleertal (Hovold), saa at Formen Havald er sjelden (Sdm. og fl.). Isl. hafald, höföld.

havalda, v. n. bringe Vævgarnet ind i Vævsyllerne. Mere alm. hovolda.

havande, adj. værd at have. Alm. Dei va havande (dem kunde man ønske at have). Dæ va ikje havandes i Huse’e (man burde ikke have det i Huset). G. N. hafandi.

havandslaus, adj. 1) ørkesløs, som har intet at bestille. Sdm. og fl. 2) tomhændet, som ikke har faaet noget. Tell. Dei kom atte havansløyse.

Havandsløyse, f. Ørkesløshed. Sdm.

Havang, m. Nytte, Fordeel ved at have noget. Ørk. D’æ int’ nꜳen Havang i dæ. Jf. Hav, 5.

Havar, m. Besidder, Ihændehaver. (Sjelden).

havbꜳra, f. Havbølge; store Bølgen.

Havbru, f. Banke i Havet langs Kysten. Nordlandene. I Sdm. Stor-eggj’a.

havd’ (part. af hava), havt, benyttet; ogsaa bragt, ført; f. Ex. innhavd, heimhavd. Han vart i Hꜳndꜳ havd’e (Sdm.): han blev idelig brugt, han blev ikke skaanet.

havd’ (part. af hevja), ophøiet, forhøiet. Tell. og fl. (Udtales med et længere a end det forrige). Ei upp-havde Rꜳnd: en ophøiet Stribe.

havekjær, adj. begjærlig havesyg.

Hav-erkn, (Haværk’en), et Slags store Sælhunde, som kun træffes i Havet. Sdm. G. N. orkn, f.

Havfelle, s. Hafelle.

Havfru, f. en Havfru. Jf. Havmann.

Havgul (aab. u), el. Havgula, f. Vind fra Havet, Havvind som indtræffer regelmæssig om Eftermiddagen i stærk Varme. Søndre Berg. Sogn, Helg. og fl. (Isl. hafgola). I Sdm. hedder det Utrøne.

Havhest, m. skal paa nogle Steder betegne Hvalrossen. I Sdm. er Havhest en Art Stormfugl (Procellaria glacialis).

Havkant, m. Kyst, Havkyst.

Havkatt, m. s. Steinbit. Forskjelligt fra Sjøkatt.

havkyld, (-kjøld), m. kold og fugtig Luft som trækker ind fra Havet.

Havmann, m. 1) Kystboer, En som boer ved Havkysten. 2) Havmand (et fabelagtigt Væsen ligesom Havfru). Jf. Marmæle.

Hav-old, m. et Slags And. Efter Strøm Anas hyemalis.

Havre, m. Havre (Korn). Hedder ogsaa: Hævre, f. (Sdm.), Hægre, f. (Helgeland), Hagre, m. (Indr.). Hertil: Havrehalm, Havreogn, Havremjøl og fl. Jf. hævert.

Havregras, n. Hestegræs (Holcus avenaceus). Nogle St. Hesthavre.

Havresle, f. Havretop; Havrens Ax el. Klase. Findes kun nordenfjelds med den særegne Udtale af sl (eller tl) og kan derfor skrives paa forskjellig Maade. Det hedder: Havrelsle, el. Havreltje (Ndm.), Hævreltle, -elsje (Sdm.), Hagriltle (Indr.). Oprindelsen uvis, maaskee Havre-risla; s. Risla.

Havror, m. Havtur, en kort Reise ud paa Havet.

Havsbotn, m. havets Bund.

Havsjø, m. Havsø; den stærkere Søgang i Havet.

Havskꜳ, f. et Slags Maager (graae med sorte Pletter paa Vingerne). Mandal.

Havskjer (aab. e), n. Skjær og Holmer, som ligge længst ude ved Havet.

Havskodda, f. Taage fra Havet.

Havstraum, m. Strøm i Havet.

Havsula, f. Sule, et Slags Havfugl (Bassanus). Isl. hafsúla.

Havsvel(g), m. Malstrøm, Hvirvelstrøm i Havet. (Tildeels fabelagtigt om et Svælg, hvori Havet skulde løbe ned i Ebbetiden).

Havtaska, f. en Fisk; formodentlig Bredflab. S. Breidkjæft.

Hav-to, f. langvarig Blæst fra Havet med kold og fugtig Luft. Sogn. Ellers Havkyld, Vestagyrje og fl.

Havætt, og Havægt, f. Havkanten og Veir som kommer derfra. B. Stift.

Hꜳ, f. Eftergræs, nyt Græs som voxer op efter Høslætten. Formen Hꜳ er maaskee mest alm.; derimod hedder det Ho i Sdm. Tell. Buskerud og fl. (G. N. hà). Hertil Hꜳbeite, Hꜳterre og fl.

Hꜳ, m. Haifisk, almindelig Hai (Sqvalus Acanthias). G. N. háfr.

Hꜳ, n. (for Haad), Spot, Beskjæmmelse. Tell. (G. N. hád). Forvexles undertiden med det nyere Ord Haan. — Heraf hæe.

hꜳ, v. n. (r—dde), huske, komme ihu. Nordre Berg. Sdm. (meget brugl.). I Nhl. og Shl. hꜳtta. Jf. huga. E’ hꜳr ikje ette di (jeg erindrer det ikke). Sdm. Han korkje hꜳr elde høyre (han sandser ingen Ting). Dæ vart ikje ettehꜳtt (det blev glemt).

hꜳ, pron. hvad. See kva.

hꜳ (for hꜳvꜳ), s. hava.

Hꜳball (el. Hobball), m. Midsommer; Tiden imellem Pløiningen og Høslætten. Mandal, Rbg. Tell. i den anførte Form; derimod: Hobbol i Ndm. Ørk. Indr. og Hꜳvoll i Østerdalen. (I B. Stift synes det at være ubekjendt). Oprindelsen uvis. I svenske Dial. hedder det hogball og hofvill, hvilket Ihre paa et Sted forklarer som hábaldr, ɔ: den høie Sol (Sv. Dial. Lexikon), og paa et andet af hå, ɔ: Græs (Glossarium Svio-Got.).

Hꜳ-beite, n. Græsning i Høstgræsset paa Engene. (Dansk: Ævred).

Hꜳ-brand, m. en Hai-Art (Sqvalus Glaucus). B. Stift, Helg.

Hꜳ-egg, n. Haiens Æg eller Rogn.

hꜳeleg (for Hꜳdleg), adj. skammelig, bespottelig. Tell. Jf. Hꜳ, n.

hꜳ’faren, adj. beskjæmmet, skamfuld; ogsaa haanet, haanlig behandlet. Tell.

Hꜳ-flekk, m. en Deel Høstgræs, som er udspredt for at tørres.

hꜳ-full, adj. om Kreature, som have ædt sig fulde af Eftergræs (Hꜳ), hvilket nemlig foraarsager Tunghed og Dorskhed.

hꜳg, adj. høi (s. høg). Rbg. Dei hꜳgje: de Store, Fornemme. bꜳ’ hꜳgt ꜳ lꜳgt: baade høit og lavt.

Hꜳ-gar, s. Hagegar — Hꜳgꜳ, s. Hagje.

Hꜳ-gjæla, f. Hunde-Hai (Sqvalus Catulus). Nordre Berg.

hꜳgløymskjen, adj. glemsom. Sdm.

Hꜳ-gylling, m. kaldes i Sogn den Fisk, som i Tr. Stift hedder Sjøkatt, og i Sdm. Isgalt. (Chimæra monstrosa).

Hꜳ’ingsor(d), pl. n. Spottegloser, bittre Ord. Tell. (s. Hꜳ, n.). Isl. háðyrði.

Hꜳkall, s. Hꜳkjering. — Hꜳkꜳ, s. Hakje.

Hꜳkje, m. en lang og mager Krop. Sdm. Ogsaa Hekjel.

Hꜳ-kjering, f. et Slags stor Hai (Sqvalus Carcharias). Hedder ogsaa Hꜳsskjæring. — Hꜳkall, m. synes at være det samme, men dette Navn er sjeldent. (Isl. hákall).

hꜳl, adj. glat, slibrig (om Iis og haarde Sager; jf. sleip). Alm. G. N. háll. — Figurlig: slu, snedig. hꜳlig’, adj. slem, fortrædelig, besværlig. Shl. — hꜳligt: slemt.

Hꜳlka, f. 1) Glathed; især paa Veiene. Isl. hálka. 2) et glat eller slibrigt Sted; en Iis. Hedder ellers Holke (Helg. Indr.), Hꜳlke (Gbr.), Hꜳlske (Sdm.), Hꜳlkje (Nhl.Tell. og fl.). Af hꜳl.

Hꜳlkje, m. (Fl. Hꜳlka, r), Iis.

hꜳlkut (-ette), adj. glat, iset.

hꜳlna, v. n. blive glat eller iset.

Hꜳlske, f. Glathed. Nordre Berg.

Hꜳløyse, f. Glemsomhed. Sdm. (S. Verbet hꜳ).

Hꜳm, s. Halm. — hꜳma, s. homa.

hꜳmann, m. 1) en Fuldmægtig, En som udfører Forretninger for en Foged eller Sorenskriver. Tr. Stift, Sdm. og fl. 2) en Ungkarl. Helg. (især i gamle Sagn og Æventyr). 3) en stolt og herskesyg Kvindesperson. Nordre B. I denne Betydning siges ogsaa: „eit Hꜳmannefat“. — I svenske Dial. betegner håmman en Reisende. Maaskee egentlig Stormand, af det forældede hꜳ, ɔ: høi. Jf. hꜳg.

Hꜳmꜳr, s. Hamar.

Hꜳmꜳrsbot, og Hꜳmbot; s. Hombot.

Hꜳ-mær, f. en Art Haifisk.

Hꜳna, ung Gjed; s. Hadna.

hꜳnꜳ, og hꜳnom: s. honom.

hꜳnd, s. Hand.

hꜳndags, s. Kvardags.

hꜳnga (hænge), s. hanga.

Hꜳnk, f. (Fl. Henk’er), 1) Knippe; Klynge, Dragt, f. Ex. af Fiske som hænge sammen i et Baand. Fiskehꜳnk. Lyklehꜳnk. Nystehꜳnk (sammenbundne Traadnøgler). Meget brugeligt vest- og nordenfjelds; ogsaa i Guldbr. og fl. — 2) Hank, Greb, Haandfang (paa Kar). Søndenfjelds. (Isl. haunk, Knippe, Nøgle).

hꜳnka, v. a. 1) fæste Seilet i en Løkke (Hanke) i Baadkanten. — 2) binde sammen i Knipper eller Klynger. hꜳnka ihop.

Hꜳnkje, m. (Fl. Hꜳnka, r), Stroppe eller Løkke til at fæste noget i. (Isl. hánki).

Hꜳp, n. Haab (s. Von). hꜳpast, v. n. haabe (s. vona).

hꜳr (hver), s. kvar.

Hꜳr, n. Haar (saavel kollektivt som enkeltviis). Heraf hæra, og hært. — hꜳrende grant: fiint som Haar.

hꜳra, v. n. berøre meget svagt, lige som med et Haar. Dæ tol’ ikje dæ, at ein hꜳra ꜳt di. Sdm.

Hꜳrband, n. 1) Baand af Haar; 2) Baand omkring Haaret.

Hꜳrdæme, n. Haarets Farve og Udseende. — Tell. og fl.

Hꜳrflokje, m. sammenviklet Haarlok.

Hꜳrgar(d), m. Haargrændse; den Kreds omkring Hovedet, hvortil Haarvæxten rækker.

Hꜳrham, m. Narven eller Haarsiden paa en Hud. Shl. og fl. Hedder ellers: Hꜳrram (Sdm. Helg. og fl.), Hꜳrreim, f. (Tell.).

Hꜳrkall, m. en Mand, som er utro i Ægteskabet. Sogn, Ørk. Ogsaa Navnet paa en Plante (Løvetand). Ørk.

Hꜳrkamb, m. Haarkam. Hꜳrlag, n. Haarets Væxt og Beskaffenhed (paa Dyr). Kr. Stift.

hꜳrlaus, adj. haarløs. — Hꜳrløysa, f. Mangel paa Haar.

hꜳrlugga, v. a. rykke i Haaret.

Hꜳrreim, f. s. Hꜳrham.

Hꜳrrekje, (aab. e), m. Haarfældning.

Hꜳrrot, f. Haarrødderne i Huden.

hꜳrsꜳr, adj. ømskindet, som ikke taaler noget Ryk i Haaret. (Isl. hársár).

Hꜳrskifte, n. Haarfældning og ny Haarvæxt.

Hꜳr-sto, f. Haarets Stillign og Væxt. (Jf. Hꜳrlag). Guldbr. Ørk. I Sdm. hedder det: Hꜳrstyd (aab. y) og Hꜳrstyde (Haarstøe), n.

Hꜳrtrꜳ(d), m. Baand omkring Haaret. Søndre Berg.

hꜳrut (hꜳrette), adj. haaret, beheftet med løse Haar. Forskjelligt fra hært.

Hꜳrvokstr, m. 1) Haarvæxt. 2) Planten Rosenrod (Rhodiola), anvendt som Middel imod Haarfald. Sdm. 3) de store Sener udvendig i Ryggen (paa Dyr). Sogn. I Sdm. Gulehꜳr.

hꜳs, adj. hæs (Jf. rꜳm). G. N. háss. Heraf Hæsa.

Hꜳ-sꜳta, f. en liden Stak af Høstgræs.

Hꜳ-skap, n. Skikkelse som en Hai.

Hꜳ-skinn, n. Haiskind, brugeligt til at glatte og skure med. Ogsaa: Hꜳssrod (aab. o), n.

hꜳskjen, adj. glemsom. Sogn. (s. hꜳ, v. n.).

Hꜳ-slætte, n. Efterslæt.

Hꜳ-spor, m. Halen af en Hai.

Hꜳ-styrja, f. en Art Stør. (Accipenser Sturio).

Hꜳtꜳ (Hede), s. Hite.

Hꜳ-terre, m. Eftergræssets Tørring.

hꜳtt, ɔ: hvad. Tell. Rbg. See kva.

hꜳtt, m. 1. Beskaffenhed. (Tr. Stift). Ein go’ Hꜳtt i Ver’e (en god Tilstand i Luften; godt Veir). Guldalen. Især: Væsen, Udseende, et Menneskets Udvortes. Ørk. Indr. Ein go Hꜳtt: et venligt Udseende. Ein vond Hꜳtt: et frastødende Væsmen, Sind, Gemyt. Namd. Indr. Mest i Sammensætning; jf. godhꜳtta, illhꜳtta. (G. N. háttr, Skik).

Hꜳtt, m. 2. Minde, Hukommelse. Søndre Berg. Jf. hꜳ, v. n.

hꜳtta, v. n. og a. (a—a), mindes, komme ihu: Søndre Berg. og Stav. Amt. (Jf. hꜳ). Eg hꜳtta ’kje pꜳ da; eller Eg hꜳtta ’kje da.

hꜳtta se(g), opføre sig, gebærde sig. Helgeland.

Hꜳttels, n. Lader, Gebærder, Adfærd. Helgeland.

hꜳttig, adj. som har god Hukommelse. (= minnug). Søndre Berg.

hꜳttlaus (hꜳttalause), adj. glemsom.

Hꜳv, m. 1) et Fiskeredskab, dannet som en Pose af Garn, til at bruge i Elvene. Sdm. og fl. (Isl. háfr, Ruse). 2) et Redskab til at øse Fisk af Vandet med, bundet af Traad og dannet som en Kurv med Skaft. Mere alm. og udtales tildeels Hov, aab. o (Tell. og flere).

hꜳv, s. halv. — hꜳvꜳ, s. hava.

hꜳvar, adj. bly, undseelig. Gbr. (Ogsaa i svenske Dial. håvar).

hꜳvert, adv. haardt, uskaansomt. Nhl. Æg vild’ ikje taka’n so hꜳvert.

Hꜳvold, s. Hovold. Hꜳvoll, s. Hꜳball.

hꜳvra, v. lede, søge, forske. Helg.

he, for heve (ɔ: har), s. hava.

heda (aab. e), adv. herfra. Sdm. Mest i Forbindelsen „heda ꜳ deda“, ɔ: fra forskjellige Kanter. (G. N. hedan).

Hedde, s. Hella. — Hedna, s. Henna.

hefta, v. a. (e—e), 1) hilde, hæfte, f. Ex. en Hest, ved at lægge Baand paa dens Fødder. Nhl. (s. Hoft). — 2) hindre, forsinke, afbryde (i et Arbeide el. paa en Reise). Meget brugl. især vest- og nordenfjelds. (Isl. hefta). Eg vart heft’e: jeg blev ophold, forsinket.

heftast, v. n. hindres, forsinkes.

Hefte, n. Forsinkelse, Ophold; noget hvorved man hindres i sit Arbeide.

hestesamt, adj. n. forbundet med Forsinkelse; hinderligt, tidsspildende. Oftere: heftasamt; ogsaa heftalt, og hefte.

hega (aab. e), adv. hid, hertil. Nhl. Hard. hegatte (for hega atte), hid igjen. hegafyre, og hega pꜳ, ɔ: paa denne Side. (See hidt). G. N. hingat, higat, hegat.

hegare, adv. nærmere, længere hid. hegaste, adj. = hidtaste. Søndre Berg.

Hegd, f. 1. Løkke, Bøile; s. Hogd.

Hegd, f. 2. Sparsomhed, Maadehold.

hegda, v. n. og a. (a—a), 1) spare, være sparsom med en Ting. Hard. Hall. og fl. Du mꜳ hegde mæ da. 2) holde Maade, afholde sig. Sdm. og fl. Han kunna ’kje hegde se. (I søndre Sdm. hedder det: hegne se). — Et andet Ord „hegde“ skal have været brugt i Tell. om at henrette eller halshugge, altsaa det samme som „avhovda“.

hegden, adj. sparsom, afholden. Sjelden.

Hegg, m. (Fl. Heggje),r), Hæg (Træ). Hertil Heggjeblom, m. Hæggeblomster. Heggjebær, n. Hæggebær. Heggjerenning, m. Hæggespire, ung Hæg. Heggjerose, f. Hæggeblomst. (Nordre Berg. og fl.). Heggjesmak, m. Hæggebarkens og Bladenes særegne Smag.

Heggjeitel, m. Kjertel i Steen, især et Slags smaa og meget haarde Kjertler, f. Ex. i Slibestene og Bryner. Meget udbredt (B. Stift, Tell. Ørk. og fl.). Jf. Eitel. Da det paa nogle Steder skal udtales „Heieitel“, er vel den oprindelige Form: Hegjeitel. I G. N. findes hegeitill, som synes at betyde en vis Steenart.

Heggjeitelstein, m. en Steenart, som er fuld af haarde Kjertler. Hard.

Hegn, f. Indhægning. Lidet brugl.

hegna, v. a. indhægne; ogs. afholde; s. hegda.

Hegre, m. Heire (Fugl). G. N. hegri.

hei! et Udraab af Glæde eller Overraskelse. (Bruges her ikke som Tilraabsord).

heia, v. n. juble, raabe hei!

Heia, f. et letsindigt Kvindfolk. Bruges tildeels i B. og Ag. Stift. „Ei Galne-Heie“.

Heid (Hei), f. en Fjeldslette, en skovløs Fjeldmark. Næsten alm. (Jf. Isl. heidi, en Ørken). Ogsaa: Bjerg, Fjeldryg, lav Bjergstrækning. Kr. Stift. Fleertal har oftest a: Heiar, Heida.

Heid, n. Himmelen; eller maaskee Horizonten. Sdm. Kun i nogle faa Talemaader. Han æ klꜳr i Heida (klar overalt). Han rægne i klꜳre Heida (det regner under klar Himmel). Isl. heið, klart Veir.

Heide, f. (?) uindviet Tilstand. „Ho gjeng i Heide“, siges i Sdm. om en Kone, som er frisk igjen efter Barselsengen, men ikke endnu har gaaet i Kirke.

heiden (heien), adj. 1. 1) hedensk. (G. N. heiðinn). Meget sjelden, og hedder undertiden heidnisk, som ogsaa betyder: vild, grusom. — 2) ikke kristnet, uindviet; om Børn, indtil de ere døbte, og om Barselkoner indtil de have gjort sin Kirkegang. B. Stift. — 3) ufornuftig, umælende. Eit heie Beist: et umælende Dyr. D’æ ikje ihopliknande heide ꜳ kriste, ɔ: man skal ikke sammenligne Dyr og Mennesker. Sdm. og ligesaa flere St. (Gbr. Nhl.). Heraf Heidning.

hei(d)en, adj. 2. om Luften: lys, let skyet; naar Skyerne ere tynde og svæve høit oppe. Hard. (i Formen heien). G. N. heiðr, klar. Jf. Heid, n.

Heidlo, f. Regnpiber, en Fugl som opholder sig i de øde Fjeldmarker. (Charadrius apricarius). I Sdm. Heidelo, andre St. Heilo.

Heidning, m. 1) Hedning. (G. N. heiðingi). Ogsaa en ligegyldig Person, som forsømmer Kirken og Religionen. 2) en umælende Skabning, et Dyr. Sdm. (meget brugeligt). D’æ mykje Vit i ein Heidning, ɔ: et Dyr kan være meget klogt. D’æ Synd ’ti Heidningja, ɔ: man maa ynkes over det stakkels Dyr. Jf. heiden. (I Skalda er heidingi et Navn paa Ulven).

Heidningshꜳr, n. Haaret paa et nyfødt Barns Hoved.

Heidningskap, n. Hedenskab.

Heie, s. Heide. — heien, s. heiden.

Heil, (f.?), en Hilsen, som nu er ganske forældet. I Helg. forekommer „Heil Bonde!“ i Æventyrene. I Sdm. „Hil Mann!“ kun i en Leg, nemlig Blindebuk. Hertil hører vel ogsaa det helgelandske: „Lat da mæ Heilo standa“, ɔ: gid det staae med Lykke (om et Huus). G. N. heill, Lykke.

heil, adj. 1) heel, sammenhængende, ikke splittet eller revnet. G. N. heill. 2) heel, al, ganske. Heile Garen: den hele Gaard. Heile Vegjen: det hele Vei; ogs. heelt igjennem. 3) stor, betydelig. Ein heil Flokk: en anseelig Hob. Eit heilt Bil: en lang Stund. Han va ein heil’e Kar: han var ret dygtig. 4) i Betydningen: sund, frisk (G. N. heill), sindes det kun i „mannheilt“. Han va ikje heil’ i Hauda ɔ: han var ikke rigtig i Hovedet, el. ikke rigtig ædru. Sdm. Jf. Helbrigd og Helsa.

heilag, adj. hellig. Sogn, Shl. og fl. Ellers: hellig (dog ikke med Udtalen af dobbelt l). G. N. heilagr. Mere alm. i Neutr. heilagt. halde heilagt: holde Helligdal. Sdm. Ørk. og fl. — yrkt ꜳ heilagt: Søgnedage og Helligdage. Ein heilage Dag: en Helligdag. Sogn. Heilage-Tosdag: Kristi Himmelfarts Dag. Mere alm. i Formen Helgjetosdag, og Heiltosdag (G. N. helgi þórsðagr).

heilbeina, adj. heelbenet, fri for Beenbrud. I Sdm. bruges som adv. „heilꜳ Beinꜳ“ ɔ: med heile Been.

heilbyksa, v. n. springe, hoppe saaledes at begge Fødder holdes tæt sammen. Berg. Stift.

Heile, m. Hjerne. Synes at være alm. undtagen i Ag. Stift, hvor det tildeels hedder Hjerne. G. N. heili og heilir.

Heilefilen, s. Overfilen.

Heilepeng(ar), m. pl. store Søvpenge (Dalere og Markstykker). B. Stift.

heilgjor(d), adj. gjort af et heelt eller enkelt Stykke, ikke sammensat.

heilhendt, adj. fri for Saar paa Hænderne.

heilhuga, adj. 1) bestemt, som har en afgjort Lyst t il noget, og derfor ikke ændser nogen Vanskelighed. Sdm. Gbr. Jæd. I Tell. og fl. fullhuga. — 2) dristig, uforfærdet. Nhl. og fl. — 3) tryg, ubekymret. Sogn, Søndre Berg. Ellers hugheil. Jf. Hug.

heilhugle(g), adj. ubetænksom, taabelig, som løber blindt hen. Ørk.

Heilleikje, m. Heelhed. (Sjelden).

Heilo, f. s. Heidlo.

heilrend, adj. heelstøbt.

heilskoren, adj. skaaren med eet Snit eller af eet enkelt Stykke (især om Sko-Læder). heilskjera, v. a. skjære med et enkelt Snit.

Heiltosdag, s. v. heilag.

heilvida (-vea), fri for Sprækker i Veden.

Heim, m. Hjem, Bosted. (G. N. heimr). I den gamle Betydning: Verden, forekommer det i de tellemarkiske Viser; f. Ex. Frꜳ di han kom i Heimen, ɔ: fra den Stund han kom til Verden. Ligesaa i Talemaaden: „te Heimsens Ende“, som undertiden bruges i B. Stift.

heim, adv. 1) hjem, til Hjemmet. (G. N. heim). Undertiden ogsaa for: heime, nemlig i Forbindelsen: heim-i, heimpꜳ, heim-mæ. 2) udad, nedad imod Søen eller imod Bygdens Middelpunkt (modsat fram). Nordre Berg. Sdm. I Ag. Stift: ut. Saaledes: heim i Garanne: til de nærmeste Gaarde udenfor (imod Søen). heim-ette: udad i Retningen mod Søen. „heim ꜳ upp“: udad i opgaaende Retning. „heim ꜳ ned“: udad i nedgaaende Retning. „heim ꜳ neda-fyre“: længere ude og nede.

heima (for heiman), adv. hjemmefra. (I Søndre B. ogsaa: hjemme, s. heime). Dei fore heima (de reiste fra Hjemmet). Nordre Berg. Sdm. hvor det ogsaa bruges som præpos. i Betydningen: uden- eller nedenfra; f. Ex. heima Bygdenne, ɔ: fra den udenfor Liggende Bygd. Ellers bliver det overalt sammensat med et andet Ord; saaledes: heima-frꜳ (i Hard. og Voss: heiman-ifrꜳ), hjemmefra. I samme Betydning: heima-til (heiman-te). Derimod: heima-ette, udenfra, nedenfra; og heimafyre, el. heimapꜳ ɔ: længere ude mod Søen eller mod Dalens Aabning. Nordre Berg.

heima-faren, adj. reist hjemmefra.

Heimafylgja, f. Medgift, Udstyr fra Hjemmet. B. Stift. (G. N. heimanfylgja). Ogsaa Heimagꜳva, f.

Heimafær, f. Reise hjemmefra. G. N. heimanferð.

heimagjor(d), adj. udstyret, udrustet hjemmefra. Nordre Berg. (s. gjera).

heim-alen, adj. uerfaren, taabelig af Mangel paa Omgang med Folk. Berg. Stift. Gbr. Han æ ’kje so gapen so(m) han æ heimalen, ɔ: han er ikke dum af Naturen men kun af Mangel paa Erfaring.

Heimaling, m. see Heimføding.

heima-til, hjemmefra, s. heima.

heim-atte, hjem igjen. heimatte-havd: bragt hjem igjen. Saaledes ogs. heim-attefaren, heimattekomen, og fl.

Heimbygd, f. Hjemstavn, Fødeegn.

heime, adv. 1) hjemme, i Hjemmet. Hedder ogsaa: heima (Sogn, Søndre B. og Stav. Amt) og hime (Hedm. og fl.). G. N. heima. 2) ude, nede, nærning. Sdm. Nfj. Sammensat med i, pꜳ, mæ, — hedder det heim; f. Ex. heim pꜳ Vagja (Vei’a), ɔ: ude eller nede paa Veien. heim mæ Garen: ved Gjærdet paa den nedre eller ydre Side. Modsat framme, som paa disse Steder betegner Retningen mod Indlandet eller det Indre af Dalen.

heimedøypt, adj. hjemmedøbt. Sjeldnere: Heimedaup, m. Hjemmedaab.

heimegjor(d), adj. hjemmegjort.

Heimehagje, m. Græsgang i Nærheden af Gaarden. Modsat: Sæter, Uthagje.

Heimehus, n. Gaardshuse; i Modsætning til Sæterhuse, Skovlader o. s. v.

Heimekonn, n. hjemmevoxet Korn. Ligesaa Heimebygg, Heimerug.

Heimel, m. Huustøi, Møbler. Tell.

heimeleg, adj. som er hjemme, holder sig hjemme. Ogsaa adv. hjemme. Han æ heimele’. B. Stift. Maaskee en misforstaaet Form af det gamle heimili (Hjem).

Heimeseta, f. Hjemmesiddden. (Sjelden).

Heimeslætte, n. Eng ved Gaarden; i Modsætning til Fjellslætte, el. Ut-eng. Ogsaa Heimemark, f.

heimeverka, adj. tilvirket hjemme.

heimevoven (aab. o), adj. hjemmevævet.

heim-faren, adj. hjemreist.

heimfus, adj. som har Lyst til at komme hjem. Tell. Gbr.

Heimfær, adj. Hjeimreise. G. N. heimferð.

heimfærug, adj. færdig at fare hjem.

Heimføding, m. uerfarent Menneske, En som ikke kan skikke sig i Selskab eller Omgang udenfor Hjemmet.

heim-havd, adj. hjembragt.

heimholt, adj. (n.), hjemligt, fortroligt, familiært (om Omgang og Opførsel). Ørk. Ogsaa om en altfor dristig Opførsel; nærgaaende, næsviis. Inderøen. (I gamle Dokumenter findes heimholt i Betydning hjemlet).

Heimhug (aab. u), m. Lyst til at være hjemme, Længsel efter Hjemmet. (Tell. Gbr. og ellers almeenforstaaeligt).

heimhuga, adj. som længes hjem. Ørk. i Formen: heimhꜳgꜳ.

heimhkjær, adj. som gjerne vil være hjemme, ikke er reiselysten.

Heimkoma (aab. o), f. 1) Hjemkomst; 2) Tiltrædelse til en Gaard; Indflytning. Heimkom’øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Indflytning.

heimlaus, adj. hjemløs, omflakkende.

Heimlov, n. Lov til at fare hjem.

Heimrei(d), f. Brud paa Huusfreden, Voldsomhed i anden Mands Huus. Tell.

Heimror, m. Hjemfærd fra et Fiskerie.

heimsjꜳ seg: besee sit tilkommende Hjem, (om En som skal tiltræde en Gaard). Nhl. Hall. og fl. Heraf: Heimsjꜳing, f. og Heimsjꜳelse, n. som ogsaa betegner et Gjæstebud i denne Anledning.

heim-sloppen, adj. hjemsluppen.

Heimstad, m. Bosted, Hjemstavn.

Heimsykja, f. Hjemvee. I Sdm. ogsaa Heimfarsykje. (Sv. hemsjuka).

Heimula, s. Høymola.

Heimveg, m. Hjemvei, Hjemreise,

Heimvist, m. Hjem, Opholdssted. Nhl. Helg og fl. (Sv. hemvist).

Hein, m. et Slags fiin Hvæssesteen. Nogle St. Feminin, især nordenfjelds, hvor det ogsaa betegner Brynesteen. I Sdm. Heinn, eller Henn, m. (Isl. hein, f.).

heina, v. a. hvæsse paa en Hein.

Heineberg, n. Steen hvoraf Heiner udhugges.

Heir, m. Hæder, Ære. Jæd. Hard. Sdm. Gbr. og fl. (G. N. heiðr). Undertiden ogsaa: Stads, Høitidelighed. — halde se(g) te Heirs fyre ein, ɔ: være tilbageholden af Agtelse for en tilstedeværende Person, være undseelig i Ens Nærværelse. Sdm. — D’æ Heir’en ti slikt! ɔ: der skulde være nogen Hæder i slig Adfærd. (Ironisk).

heira, v. a. hædre, ære (sjelden). Undertiden bruges heira om at overskjende En; saaledes: Han heirte me(g) so til (overfusede mig med Skjældsord). Nordre Berg. Maaskee kun en ironisk Brug af det forrige.

Heirsdag, m. Hædersdag; især Bryllupsdag.

Heirsplagg, n. Klædningsstykke som kun bruges ved høitidelige Anledninger.

heit, adj. 1) hed. (G. N. heitr). Heraf Hite, hita, hitna. 2) heftig, opbrusende; om en Lidenskab. — I Sogn bruges heit ogsaa for varm, lunken. Dæ kjem’e heitt i, ɔ: der kommer Hede i det (f. Ex. i fugtigt Hø).

heita, v. n. (e—te), hedde, kaldes. Formen heita, el. heite, hersker i Kr. Stift, og tildeels i Ag. Stift; men ellers hedder det overalt: eita, eite (B. og Tr. Stift, Helg. Gbr. Vald.); f. Ex. Kva eit’an (hvad hedder han). Dæ eitte so, ɔ: det hed, man sagde at o. s. v. Dæ laut no so eite: man maatte nu kalde det saaledes (om et Foregivende hvis Grund er tvivlsom). G. N. heita, og i endeel Dokumenter: eita.

heita, v. n. (med ꜳ, el. pꜳ), drive, skynde paa. Rbg. Du mꜳ heite pꜳ dei. Sammesteds bruges ogsaa: heit! som et Tilraabsord hvormed man driver Hestene. (Jf. G. N. heita, true).

Heite, f. Ildning, Ophedelse; f. Ex. af Jern i Smedjen. Ørk. Jf. Hita.

Heite, n. Navn. Bruges i Sogn i Formen: Eite, f. Ex. eit undale’ Eite (et besynderligt Navn). G. N. heiti. Da va Eite te Penga, ɔ: det var noget som kunde kaldes Penge, el. det kan man sige er Penge (om en stor Sum). Jf. Namn.

heit-eten, adj. som kan spise hed Mad.

Heitevegg, m. Fastelavnsbrød. Bruges ogsaa i Sverige og Danmark, men skal egentlig være Plattydsk.

heitfengd, adj. som taaler stærk Hede eller kan røre ved brændende Ting. Nordre Berg. I Tell. hedder det: heithendt. (Isl. heitfengr).

Heitings-or, n. pl. bittre, fornærmelige Ord. Sdm. (Isl. heitingar-yrði, Trusler).

heitna, v. n. blive hed; s. hitna.

heitt, adv. hedt; heftigt, glødende.

Hekjel (aab. e), m. en høi og mager Person. Nordre Berg. (Vel eg. Krog, Hage).

hekk, ɔ: hang; s. hanga.

hekken, s. hokken.

hekla, v. a. 1) hegle; f. Ex. Hamp. 2) sammenføie Fisk parviis ved at stikke den Enes Hoved ind i den Andens. Sdm. og fl. Hertil: Heklasild, f.

Hekla, f. en Hegle.

heksa, v. a. (e—te), sluge, æde med megen Hast eller Graadighed. Hekse ’ti seg. Meget udbredt (B. Stift, Buskr. Indr. Helg.).

Heksing, 1. hurtig Æden og Slugen.

hekta, v. a. (a—a), 1) hægte, forbinde ved Hægter. 2) lænke (= lekkja). Gbr.

hekta, v. a. 2. hakke eller jævne Furerne efter Pløiningen. Ørk.

Hekte, n. 1) Hægte. Hertil: Hektepar, Hektering, Hektekrok og fl. 2) Lægter som lægges paa et Tag for at styrke det mod Stormen. Søndenfjelds tildeels: Hekta, n. — „Pꜳ Hekta“, ɔ: paa Nippet, meget nær. Tell. Hall.

Hel, el. Hæl (f.?), Død. Findes kun i Udtrykket: i hel (ɔ: ihjel), og i Helhungr, Helmaur, Helsott. (G. N. hel).

Hela (ee), f. Riim, RIimfrost. Meget udbredt Ord (B. Stift, Tell. Guldbr. og fl.). G. N. héla.

hela, v. n. (a—a), rimes, riimfryse. — hela, adj. rimet, hvid af Riim. Pꜳ hela Markjenne: paa riimfrossen Jord.

hela (aab. e), v. n. (a—a), hæle (mod Tyve). Sjeldens Ord. Hertil: Helar, m. i Forbindelsen: „Helar ꜳ Stelar“.

Helbrigd, s. Helbred. B. Stift (sjelden). G. N. heilbrigði.

helbrigd, adj. frisk, sund. Sjelden.

held (holder), s. halda.

helda, v. a. (a—a), hilde, belægge med Baand paa Fødderne.

Helda, f. 1) Hilde, Baand paa Fødderne. Ved Trondhjem hedder det: Hylda, el. Hyld. — 2) Køernes Efterbyrd Nordre Berg. Kun i Fleertal. (Isl. hyldir).

Heldag, s. Helgdag. — heldan, s. helder.

Helde, n. Tilhold, Tilflugtssted. Af halda. 2) Holden. I Sammensætning som Upphelde, Kostarhelde.

helder (heldr), adv. 1) hellere, mere gjerne. (G. N. heldr). 2) noget, i nogen Grad. Nhl. Sæt (heldæe, held). Dæ va held’e seint: det var noget silde. 3) heller (ved en Negtelse). Inkje han helder. Formen er forskjellig: held’ur, held’o (Hard. Voss), helda, heldan (Gbr. Vald.), heller (Indr. og fl.), ogsaa: helle, hell.

hyelder (heldr), conj. 1) eller; see elder. 2) end; see enn. I nogle Dial. ligt forrige Ord; i andre forskjelligt derfra.

Heldr, f. Bøile af Træ; s. Hogd.

helefrosen, adj. belagt med Riim.

Helg, f. (Fl. Helga, r), Helligdag, Høitid eller Hviletid; især Tiden fra Løverdags Aften til Søndags Aften. Alm. og uombytteligt. Udtales ogs. Helj, Halgj (Ørk.), og Hæg (i Rbg. og Tell.). Sv. helg. G. N. helgi (Af heilag). Kvissunhelgje: Pintsedagene. Jolahelgjæ: Juledagene, Julen. Fyre Helgja: sidst i forrige Uge. Mæ Helgj’a: om Helligdagene; i Helgen. Si Helg (eller fyrre Helgj’a): næst sidste Helg. Onnor Helg: paa Søndag otte Dage til. — I Sammensætning: Helga (B. Stift og fl.), Helgje (Ag. Stift).

Helga-bil (aab. i), n. en Helg med den næst foregaaende og følgende Tid.

Helgabrigd, f. see Helgaskifte.

Helgahald, n. Helligdagenes Holdelse.

Helgaklædd, adj. klædt i Helligdagsklæder (Helgaklæde, n. Helgabunad, m.).

Helgamat, m. Helligdags Kost. Saaledes ogsaa: Helgafisk, Helgabrød, og fl.

Helgamun (aab. u), m. Forandring som en Ting faaer under Løbet af en Helg. (S. Mun). Naar der tales om „Helgamun“ paa en Ager, mener man Forskjellen imellem et Stykke som blev saaet før Helgen, og et Andet som blev saaet efter Helgen. (B. Stift).

Helgamyss, Alle Helgens Dag. Nordre Berg. Namd. og fl. Ellers: Helgemesse, Helgjemiss, og i Sogn: Alhelmyss. (G. N. allra heilagra messa).

Helgaskifte, n. Afvigelse fra den daglige Skik for Helgens Skyld. I Sdm. Helgabrigd.

Helgavis, f. Helligdags Skik.

Helgdag, m. Helligdag. Hedder ogsaa Helgjedag, og mest alm. Hel’dag. (G. N. helgidagr). Te Heldagslege: til Helligdags Brug. (Nordre B.). Ein Hel’dags Kveld: en Helligdags Aften.

helgemillom, adv. fra den Helligdag til den anden. (Sjelden).

Helhungr (Hælhungren), m. udsædvanlig Madlyst, som nogle Mennesker faae kort forud for Døden. Nordre Berg.

Heljora, pl. (m.?), Sandsesløshed, Forvirring. Bruges kun i Dativ med i (i Heljoro). Paa Helgeland betegner det især Dødskampen eller et Menneskes sidste Stund). Han lꜳg i Heljoro, eller Hellioro (ɔ: i sin sidste Strid). I Ørk. hedder det: „i Dauorom“. — Ellers sædvanlig om den Bedøvelse eller Sandsesløshed som følger med Søvnen; den Tilstand hvori man er i det Øieblik, da man sover ind eller vaagner op. „liggja i Heljoro“. (Søndre Berg. Kr. Stift, og fl.). I Sæt. „i Heloro“. Ellers: i Sømnorom (Ørk.), i Himlorꜳ (Sdm.). Ordets sidste Deel er et forældet: Ore eller Orar (Svimmel, Bedøvelse), hvoraf: øra, øren, Ørsla. Den første Deel er formodentlig det foranførte Hel, el. det gamle helja (ɔ: Død).

hell, see helder, elder, enn.

Hella, f. 1) en flad og tynd Steen; Flise, Steenskive. Alm. og uombytteligt. Hedder ogsaa Hedla (Sogn), Hedde (Sæt.), Hylla og Hyll’ (Tr. Stift). G. N. hella. — 2) en rund Jernskive at stege Brød paa. (= Bakstehella, Takka). — 3) Bund, Grundmasse, et fast og sammenhængende Lag. Aurhella, Ishella, Blodhella; Leirhyll. I Fosen betegner „Hyll“ ogsaa: Voer, Svulst eller stærk Hævelse i Kjødet.

Hellar, m. Grotte, Klippehule, Skjul under en Klippe. Meget udbredt Ord; hedder ellers: Hillar (i Sogn), Heller (i Søndre Berg. og Kr. Stift). G. N. hellir (med bortfaldende r).

Helleberg, n. Steenart som lader sig kløve i Plader; Klippe hvoraf Tagskiver brydes.

Hellebrot, n. Steenbrud; et Sted hvor Tag-Heller brudes. I Hard. og Sogn, hvor saadant Hellebrud drives meget, har man flere hertil hørende Ord, som Hellefarm (Ladning), Hellela’ (Stabel), Helleslag (Slags, Art) o. s. v.

Hellefisk, m. Helleflynder (= Kveita). Kr. Stift. (Isl. heilafiski, og heilagfiski; Sv. helgeflundra).

Hellekaka, f. et Slags tynde Kager som steges paa en Jernskive (Hella). Nordenfjelds. Ved Trondhjem: Hyllkak(e).

helleleggja, v. a. belægge med Heller (el. Steenfliser). Heraf: hellelagd, adj.

hellest (ellers), s. ellest.

Helletak, n. Tag af Heller; Steentag.

Helletile (aab. i), n. Steengulv.

Helleveg, m. Fortog, steenlagt Vei.

Hellevegg, m. Væg af Steenskiver.

hellig, s. heilag.

Helma, f. Halmstub, Stilkene efter det afskaarne Korn paa Ageren. Kr. Stift og fl. I B. Stift: Hylma; i Østerd. Halma.

Helmaur (el. Hellimaur), m. Kløe eller Krillen, som undertiden indfinder sig kort forud for Døden. Helg. (forældet). Ellers Nꜳlus. Jf. Maur.

Helming, m. Halvdeel; især den halve Deel af et kløvet Træ. B. Stift. (G. N. helmingr).

helpe, s. hjelpa.

helsa, v. a. (a—a; ogs. a—te), hilse (saavel ved Bud eller Brev, som ved Sammentræf). Ogsaa v. n. „helse til ein“ (mest brugl.); „helse pꜳ ein (sjeldnere og mere fornemt). G. N. heilsa.

Helsa, f. Helse, Sundhed. G. N. heilsa (Af heil). Bruges undertiden i Genitivs Forhold; saaledes: Han hev’ ikje ein Helse Dag (han er ikke een Dag frisk). Ho vart ikje Helse Menneskje meir (hun blev aldrig ganske frisk siden).

helsast, v. n. hilse hinanden. (Sjelden).

Helse, n. Halskjæde, Halsring (især til Hunde). Sogn, Søndre Berg. Ogsaa i Ag. Stift i Formen Hælse (eller Halse). Isl. helsi.

Helsebot (oo), f. Lægedom, Forfriskelse eller Bestyrkelse for Helbreden. Alm. og meget brugeligt.

Helsefar, n. Helbreds Tilstand. Shl. Voss. Kor stend’e te mæ Helsefare? (Isl. heilsufar). I Sdm. bruges et lignende Ord i en anden Betydning. „Han ska fꜳ Helsefar“, ɔ: han skal faae dygtig Skrub. Maaskee af en anden Oprindelse (helsa, v.) ligesom Helsing, der ogsaa bruges ironisk om en skarp Irettesættelse.

helselaus, adj. som har mistet sin Helbred, er bestandig sygelig.

Helseløysa, f. vedvarende Sygelighed, Tab af Helbred. Ogsaa om Strabads og Mangler som ødelægge Helbreden.

helsesterk, adj. som har stærk Helbred.

helseveik, adj. svag af Helbred.

Helsing, f. 1) Hilsen, det at man hilser; eller Maade at hilse paa. 2) en Hilsen (afsendt med Bud eller Brev). I sidste Betydning hedder det ogs. Helsning, f.

Helsott (Hælsott), f. Døds-Sygdom, Helsot. (G. N. helsótt).

helst, adv. 1) helst (af helder). 2) om Sted og Tid. kvarhelst. nꜳrhelst.

helst (ellers), s. ellest.

helsug (helsig’e), adj. frisk, ved god Helbred. Gbr. Søndre Berg.

Helt, f. s. Helvt.

Helta (Helte), f. Halthed. Nordre Berg. og fl. (Isl. helti).

helut (ee), adj. skimlet af Farve, hvidagtig eller indsprængt med enkelte hvide Haar (om Heste). Mest i B. Stift. (Af Hela). En Hest af saadan Farve kaldes: Hel’en.

Helvite, aab. i (el. Helvete), n. Helvede. (G. N. helvíti). Te Helvetes: til Helvede.

Helvt, f. Halvdeel. Udtales almindelig: Helt (ligesom Tyl’t, hal’t og fl.). Hedder ogsaa paa nogle Steder Halt (for Halvt). G. N. helft. Helt’a ta korꜳ (eller: ’tꜳ kverjo), ɔ: Halvdelen af hvert Slags. B. Stift.

Hemn, m. Hævn. Hedder ogsaa Hebn og (i Sogn) Hobn.

hemna, v. a. (e—de), hævne. (Sv. hämna). hemne Harmen sin: kjøle sin Harme; ogsaa: tilfredsstille sin Lyst rigelig, mætte en længe næret Attraa.

hemngjirug, adj. hævngjerrig.

hempa, v. a. rykke, rive med sig. Han tok ꜳ hæmpa dei ut. Sdm.

Hempa, f. 1) Baand, Stroppe i Klæder, hvormed de hænges op eller knyttes til. Meget udbredt; ogsaa i Ag. Stift. 2) Heftet paa en Knap. Hall. og fl. Ellers: Stett, Melle, Lykkja. 3) paa en Dør: en liden Jernlaage med et Hul som passer til en Krampe i Væggen. Guldbr. og fl. Jf. Hespa.

Hempe, f. Hampelærred. Valders.

hemsa, v. a. 1) samle, skrabe sammen; 2) falde paa, erindre; s. hæmsa.

hemta, v. a. (a—a), samle, plukke, tage op. I Gbr. og Ørk. især om at plukke Bær. (I Nhl. henta Bær). Sv. hänta.

henda, v. n. (e—e), hænde, indtræffe. Dæ kann hende: det er ikke umuligt; ogsaa: det mangler ikke, man skal ikke sige andet (om noget som skeer hyppigt eller drives i en høi Grad). Undertiden: hendast, og hende seg; f. Ex. Dæ hende seg eit til, ɔ: naar sligt kan skee, saa skeer der vel mere.

Henda, f. et Knippe som man kan gribe om eller holde i Haanden. Ørk.

Hende, n. en Hændelse; ogsaa et sjeldent Tilfælde, et Særsyn. Hedder ogsaa Hend, og Hendelse. Eit stort Hendelse: en stor Sjeldenhed; Noget som indtræffer meget sjelden.

henden, adj. behændig, flink. Ørk.

Hend’er, s. Hand.

Hendla, f. Bundt, Knippe som kan holdes i Haanden; f. Ex. af Straa. Jæd. Ellers i Stav. Amt: Hæmla, og Helma, der ogsaa kan betyde et Neg. Jf. Henda, Helma.

hendt, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Hænder. Jf. storhendt, letthendt, mjukhendt. 2) behændig, flink til Arbeide. Ørk. og fl. 3) skikket, bekvem, oplagt. Mere alm. Eg æ ’kje hendt’e te da (ikke skikket dertil). B. Stift. Han æ hendt so høve, ɔ: han kan noget af alt; han kan skikke sig saavel i det ene som i det andet. Tr. Stift. (Isl. hentr).

hendug, adj. flink, nem, duelig til Haandarbeide. Alm. men hedder ogsaa hændige (B. Stift) og handige (Tell.). Sv. händig.

hengd, part. ophængt.

hengja, v. n. (e—de), 1) hænge, bringe i en hængende Stilling. (Forskjelligt fra hanga). hengje upp: ophænge. 2) fæste, hænge fast ved noget. hengje ihop: sammenhefte. I Sogn og fl. St. bruges ogsaa hengja for hanga; saaledes ogsaa: Hengjemꜳn, f. hængende Man; jf. Fallemꜳn.

hengjast, v. n. sidde ørkesløs og kjede sig; f. Ex. naar man venter paa noget. Han sat dær ꜳ hengdest heile Dagjen. Nordre Berg. (Isl. hángsa). Jf. Talemaaden „hengje seg ned“: sætte sig ned, hvile lidt. B. Stift.

Hengje, n. 1) Hængsel. (Sjelden). 2) Noget som hefter ved, hænger fast med. Ligesaa noget som man idelig holder sig til; saaledes i Spøg om en Kjæreste. B. Stift.

Hengjelꜳs, n. Hængelaas.

Hengjemyr, f. Hængedynd. Tr. Stift.

hengjen, adj. som let hænger fast.

Hengsla, f. 1) Hængsel, Indretning som noget hænger i. 2) en Kjæde af sammenbundne Stokke, hvorved Tømmeret opfanges i Elvene. Ag. Stift. 3) Baand hvorved noget bæres paa Skuldrene; saaledes paa Randsler el. Skræpper. Jf. Fatl, Fetel.

Henker, s. Hꜳnk.

Henna, f. Skindet af et Dyrs Hoved. Ogsaa: Pande, Hjerneskal. Sogn (i Formen: Hedna); ogsaa i Valders og Gbr. Ellers Haudtenne, Hovuflꜳtt. (I Svenske Dial. häna). Maaskee for Herna.

henne, pron. hende. (Dativ og Akkusativ af ho). Formen er meget forskjellig; saaledes: henne (mest almindl.), hinne (Sdm. Sfj.), henna (Sogn), hennar (Tell.), hæna (Sæt. Gbr.), henn, enn (Indr.); forkortet: ne (Sdm.), an, han (øverst i Tell.), æ, hæ (Sæt.), a, el. ha (Buskerud, Fosen, Indr. og fl.), op el. ho, som egentlig er Subjekt (Søndre Berg.). F. Ex. „Mæ ’ne“, med Lyden af dobbelt n, eller: mæ ’nne (ɔ: med hende). frꜳ ’nne, frꜳ ’enn, frꜳ ’a (ɔ: fra hende). — G. N. henni, Dativ; hana, Akk. — Det tilsvarende Genitiv (D. hendes) hedder: henna (B. Stift), hanna (Namd.), hinna, el. ’nna (Sdm. Sfj.), hennars (Tell.), hennas, hennes (i Ag. Stift). G. N. hennar.

henta, v. a. (a—a), hente, tage imod, borttage. I Nhl. ogsaa plukke (f. Ex. Bær); see hemta.

Heppa, f. Held. Meget sjelden; s. Uheppa.

heppe, v. n. træffe, slumpe til, komme til af en Hændelse. Ag. Stift (sjelden).

heppen, adj. heldig, lykkelig, som kommer til noget ved et Slumpetræf. Mere alm. (G. N. heppinn). „Han Heppen“ bruges ironisk som Benævnelse paa En, som altid forfølges af smaa Uheld.

Hepne, f. Held; især uventet Held, Slumpetræf. Nordre Berg. (G. N. heppni). Jf. Hopp, som egentlig er en Form af et forældet Happ, n.

hepta, s. hefta. — her, s. hær.

herja, v. a. og n. (a—a), 1) plage, trykke, udsuge. Nordre Berg. 2) sluge, rive i sig (= heksa). Indr. — Ogsaa: røve, bortføre. (I de tellemarkiske Viser).

Herjar, m. en Udsuger, gjerrig og havesyg Person. Nordre Berg.

herka, og herkje, v. a. 1) indknibe, rykke sammen, stramme ved et Baand. Ag. Stift. Jf. hyrpe, og Hork. 2) stramme Tømmerne paa en Hest, for at den ikke skal græsse. Nordre Berg. i Formen herkje (e—te).

Herkje, n. 1. Knibe, Tranghed; f. Ex. i et Laas. Sjelden; jf. harkjen.

Herkje, n. 2. Følge, Slæng, Pak. Ag. Stift.

herleg, adj. herlig, ypperlig.

Herm, n. Sagn; Anekdote som indeholder en Samtale eller et Svar, der altid fortælles med samme Ord. Sogn, Nhl. So gꜳr Herm’e: saa hedder det efter Sagnet.

herma (hærme), v. a. og n. (e—de), 1) fortælle, anføre noget saaledes som Andre have sagt det. Sagn. Nhl. Eg veit ikje te herma da: jeg kan ikke fortælle det ordlydende. (G. N. herma). 2) v. n. (med: ette), efterabe Andres Tale og Gebærder, gjøre sig lig En (især til Spot). Dei gjekk ꜳ hermde ette ’an. Alm. (Sv. härma). Ogsaa efterligne, følge en vis Skik eller Mode.

Hermar, m. en Efteraber, Gjøgler. Saaledes ogsaa: Hermefugl, Hermekrꜳka, Hermegast.

Herming, f. Efteraben.

Herre, m. Herre. I Hard. Herra (G. N. herra). Foran Proprier hedder det Herr (el. Hær) og forbindes med „han“, f. Ex. Han Herr Hans. Ein Herre Rett (en kostelig Ret Mad). D’æ lang Herre Reidsle, ɔ: Anretning for store Herrer udkræver lang Tid. (I disse Tilfælde adskilt som Genitiv).

Herredøme, n. Herredømme.

Herresæte, n. Herregaard; Herresæde.

Herrskap, n. Selskab, Følge af Herrer eller fornemme Folk.

hersk, adj. harsk. Neutrum: herst (r bortfalder ikke). Sv. härsk.

herskna, v. n. blive harsk. (I disse og de forrige Ord med rl, rm og rr, lyder e altid som æ).

Hesja, f. 1. Klæbersteen; s. Esja. I Namd. ogsaa Hisje eller Hisj.

Hesja, f. 2. Række af Stænger til at tørre Hø paa. Tr. Stift og tildeels søndenfjelds; i Tell. Hesju; men i B. Stift Hæs. See Hæs.

hesja, v. a. (a—a), sætte i Hesje, lægge op til Tørring. Ogsaa i B. Stift.

hesjestaden, adj. som har staaet længe i Hesje.

hesk, adj. hidsig, graadig. B. Stift.

heskjelege, adv. fælt, frygteligt. Sdm. og fl. (Sv. hislig). Oftere: overmaade, uhyre; f. Ex. Dæ va heskjele kaldt. Ogsaa i Hall. (hæskjele, hæsjele).

Hespa, f. 1) Haspe, Traadhaspe. (G. N. hespa). I Kr. og Ag. Stift hedder det Hespel, m. — 2) en liden Jernlaage eller Slaa paa en Dør; ogsaa paa Skriin, indrettet for Hængelaas. Ag. Stift og fl. Nogle St. Hempa. (Isl. hespa, Spænde).

hespa, v. a. 1) ophaspe, vinde op. 2) v. n. haste, skynde paa. Sdm.

Hespel, m. en Haspe. Hespa.

Hespe-tre, n. Haspetræ; Garnvinde. „D’æ eit stort Hespe-tre“, — siges ogsaa om noget som er kroget eller tvært og saaledes optager meget Rum.

Hesprei, s. Husprei.

Hest, m. Hest, Hingst. (Jf. Øyk, Mær).

Hestedreng, m. Tjener som har Tilsyn med Hestene (paa store Gaarde).

Hestefivel, m. Volverlei (Arnica montana). Shl. og fl. Ellers: Hestesoleie, Ringblom, Snusblad.

Hestegjelkar, m. Hesteskjærer.

Hestehov, m. 1) Hestehov; 2) Navn paa forskjellige Planter; a) Tussilago (paa flere Steder); jf. Leirfivel. b) Caltha palustris (Sdm.); jf. Hovsoleie. c) Nympæa lutea (Tell.); jf. Aaborblom.

Hestemaur, m. en Art Myrer, Tuemyre (Formica rufa). Nogle Steder om en større og sjeldnere Art.

Hest-emne, n. Føl, ung Hest.

Hesteskap, n. Hesteskikkelse.

Hesteslag, n. Art eller Race af Heste.

Hestesyre, f. en Art Skræppe (Rumex). Ag. Stift.

Hestfyl, n. Hingstføl.

hestgala, adj. f. geil, om Hopper.

Hesthavre, Havregræs (Holcus avenaceus).

Hestkar, m. Nytter, Kavallerist.

Hestøyra (Plante), s. Kvitblad.

Hett (Fare) og hetten (farlig), s. Hætt.

Hetta, f. 1) Hætte, Klædningsstykke over Hovedet og Skuldrene. Mest brugl. i Nordre Berg. 2) en Hue. Tell. og fl.

heva, s. hevja. heve (har), s. hava.

Hevel (Høvel), s. Hyvel.

hevja, v. a. (hev’; havde; havt), 1) hæve, løfte, lette eller forhøie. Tell. og tildeels i Ag. Stift. (S. havd). Ogsaa i Søndre Berg. i Formen heva, el. hæva (a—a). G. N. hefja (Impf. hóf). — 2) slænge, kaste. Tell. og fl. Ogsaa i Hard. med Imperf. hevja; f. Exe. Han tok ein Stein ꜳ hevja burt i Veggjen. Mere alm. er hiva. I Indr. hedder det høve, med Imperf. hov. — Af Roden hav (i havde) kommer Hav, n. Hov, n. Solhov, Hæv, Hævel.

hevla, s. hyvla. — Hevre, s. Hyvre.

hi (adj.), s. hin. hi (ɔ: har) s. hava.

hibbel, n. Dynd, Søle; ogsaa et skiddent og uordentligt Huus. Nordre Berg.

Hide, n. Hule eller Skjul hvori vilde Dyr have sit Leie. Bjønnahide, Vargehide. Alm. i Formen Hie; i Sdm. og Nfj. Hide. — G. N. hidi; Sv. hide.

hide seg (hia seg), søge Skjul; især om Bjørnen naar den lægger sig til Vinterhvile i Sit Hide. Han heve hida seg. Nordre Berg.

hidt, adv. hid, hertil. Udtales deels langt (hiit), deels kort (hitt); i Søndre B. hedder det: hega (G. N. hingat; Ang. hider). Jf. heda. — hidt-atte: hid igjen. hidt-ette: længere hid. hidt um: hid over, til denne Side.

hidtafyre, adv. paa denne Side. Alm. men hedder i Søndre Berg. hegafyre (i Tell. hitafe). Ogsaa hidtapꜳ.

hidtalege, adv. nær herved, i Nærheden.

hidtaste, adj. nærmest, næst herved. Alm. undtagen hvor det hedder: hegaste. Søndenfjelds har man ogsaa: hidtare, el. hitre om en av to; modsat burtare.

Higl, n. fiin Regn eller Snee: Taageregn. Sdm.

higla, v. n. 1) trille som Draaber. Nhl. Ellers hagla. 2) om Regn: falde jævnt og langsomt i smaa Draaber. Sdm.

higra, v. n. lee (om en dæmpet Latter). Jæderen.

hika, v. n. hige, stunde efter noget.

hikka, v. n. hulke, trække stærkt efter Veiret (som i Graad). Han gret so han hikka. Nordre Berg.

hiksta, v. n. hikke. Meget udbredt. I Sdm. hedder det: hikse (Imperf. hikste). Isl. hixta.

Hikste, m. Hikke. (I Sdm. Hiks ) Isl. hixti.

Hil (ii), m. en mager Fisk (Tork, Sei); ogsaa en tynd og mager Person. Sdm.

hila, v. n. trække og fire vexelviis (i Fiskerie). Fosen. I Sdm. drꜳtta.

hilden (holdt), partic. af halda; see halden.

hildra, v. n. hæve sig, rage op; om Ting som vise sig større og høiere end sædvanlig; f. Ex. naar man seer et Bjerg igjennem Taagen. Nordre Berg. Undertiden hedder det ogsaa gildra, eller juldre. (Jf. Hjell). Isl. hylla.

Hillar, s. Hellar.

Hilla, f. en smal Flade i en brat Klippe. Sdm. see Hylla.

Hil-Mann, s. Heil.

hilore, v. n. døse, gaae ligesom i Søvne. Sdm. Staaer uden Tvivl i Forbindelse med det foranførte Heljora.

Him (ii), n. Hinde, et tyndt Dække; saaledes: a) Riim, eller et tyndt Sneedække. Sdm. Hard. b) et tyndt Skydække. (s. Hima). Shl. Hard.

Hima, f. et tyndt og næsten gjennemsigtigt Skydække; Uklarhed i Luften uden egentlige Skyer. Shl. Ellers: Slima, Dembe (Sdm.), Tꜳm (Tell.). Jf Glya og Mol.

hima, adj. rimet, eller tyndt belagt med Snee. Hard. Sdm.

himen, adj. uklar, tyndskyet. (Sjelden).

himla (himble), v. n. blunde, falde i Søvn. Sdm. Jf. Himmelora.

himla, adj. om et Huus: forsynet med Loft (Himling). Tell.

Himling, adj. 1) en Hvælving; Paneling under et Tag. Rbg. 2) et Loft, i Almindelighed. Tell. 3) Gane; s. Himmel.

Himmel, m. 1) Himmel; undertiden ogsaa Luften, den øvre Luft. (Den gamle Form himin forudsættes i det Jæderske Himnaleite). — 2) en Hvælving, et hvælvet eller bueformigt Loft (som findes i endeel Kirker). Kyrkjehimmel. Paa nogle Steder siges Himmel ogsaa om Ganen i Munden (Munnhimmel); jf. Gom. — „I Himmel sjꜳ“, s. Himmelsyne. Te Himmels: til Himmelen. I Himmels Høgd, eller: „Himmels høgt“, ɔ: himmelhøit. „Eit Himmels høgt“, ɔ: himmelhøit. „Eit Himmels Ver“ kaldes det, naar det stormer saa at Vandet eller Sneen drives høit op i Luften. „himmel-galen“, om en frygtelig Storm; ogsaa om Mennesker: rasende af Vrede.

Himmelora, kun i Dativ: Han lꜳg i Himmelorꜳ (Sdm.): han var nær ved at sove ind. Ellers: i Sømnorꜳ (Jf. Heljora). Bedre Himlora; s. himla.

Himmelsbragd, f. Luftens Udseende, med Hensyn til det Veir, som derved bebuder sig. Tell. Sdm. D’æ ikje go’ Himmelsbragd i Dag. Ellers Himmelslag.

Himmelsfok, n. drivende Snee; Snee-Ilinger med Storm. Nogle Steder i Modsætning til Jorfok.

Himmelskov (oo), n. Fog og Uveir som formørker Luften. Helg.

Himmelsmerkje, n. Veirmærker af Luftens Udseende; ogsaa Stjernebillede.

Himmelsyne, n. den øverste Kant af Jordfladen paa en vis Side; Punktet hvor Himmelhvælvingen berører Jorden. I Himmelsyne: i Horizonten, eller i det høieste Punkt paa Fjeldet, som man kan see nedenfra. Søndre Berg. og fl. I Sdm. hedder det: „i Himmel-sjꜳ“.

Himmerikje, n. Himmerige (G. N. himinríki, og himnaríki).

Himnaleite, n. Horizonten, Synskredsen. Jæd. med Udtalen: Hibnaleide. Det samme som Himmelsyne. Jf. Leite.

himpre, v. n. mindes dunkelt, komme ihu ved nogen Eftertænkning. Sdm. Han himpra pꜳ dæ. (Ligner Isl. ympra). Jf. hæmsa.

hin, pron. adj. hiin. Formerne ere: m. hin (hinn); f. hi; n. hitt (aab. i); pl. hine. I B. Stift ogsaa Dativ: hino, el. hinꜳ, og hine. — Betydning: 1) den anden (af to); de øvrige. Ex. hin Foten (den anden Fod). Hi Hand’a (den anden Haand). hitt Folk’e (andre Mennesker). alle hine (alle de øvrige). „hin Mann’en“ kaldes Fanden. — 2) den forrige, foregaaende. hi Vika (forrige Uge). i hine Vikenne. hitt Ꜳr’e (det forrige Aar). Jf. sin.

Hind, f. see Hjortkolla.

Hindr (Hind’er), n. Hinder; Standsning.

hindra, v. a. (a—a), hindre, forhindre. 2) v. n. standse, tøve, bie lidt. Rbg. Mandal. Han hindra inkje pꜳ noken Sta’.

hingje (hængt), s. hanga.

hinkra, v. n. hinke, halte lidt.

Hinna, f. en Hinde. (Isl. himna).

hinne (hende), s. henne.

hipen (og forhipen), adj. forhippet, nysgjerrig. Valders. (Sv. häpen, forundret).

Hir (ii), m. Forstand, Skjøn. Ørk. E hi’ kje Hir pꜳ dæ (jeg skjønner det ikke).

hira, v. v. (e—te), 1) døse, staae ørkesløs, gabe. Nhl. Sdm. Statt ikje dar ꜳ hir! — 2) skrante, være sygelig. Tell. Ogsaa i Sdm. om en Udmattelse. Dei fꜳ hire att-i: det vil nok sagtne med dem; de blive nok spage efter dette. Jf. Ir, og ire.

hiren, adj. doven, døsig.

hirra, v. a. tirre, ophidse (en Hund).

hisen, adj. skranten, sygelig. Tell.

hissa (aab. i), v. a. hidse, ægge en Hund til at gjøe eller jage, hvilket sædvanlig skeer med Tilraabet: hiss!

Hisse, f. pl. et Baand over Skuldrene med et Par Kroge, til at bære Bøtter med. Sdm. Hertil Hissefær, f. to fulde Bøtter.

histra (fryse), s. hustra.

Hit (ii), f. (Fl. Hita, r), en Bælg eller Pose, tillavet af et Skind, saaledes at Halsen tjener til Aabning, og Fødderne til Bærebaand. Bruges overalt i B. og Kr. Stift, Guldbr. og fl. (Isl. hít). I Tell. har det Fleertal Hitir.

hit, hitafyre o. s. v. see hidt.

hita (aab. i), v. a. (a—a), ophede, gjøre hed. I B. Stift ogsaa om at opvarme Vand (Log) til Køerne. „hita ꜳt Ku’nꜳ“.

Hita (aab. i), f. Ophedelse, Ildning; især Jernets Ophedning i Essen. Sjelden. I Hall. Hitu; i Ørk. Heite. Han gjere dæ mæ tre Hitu (Hall.): han gjør det færdigt ved at have det tre Gange i Ilden. Ellers: Hiting, Elding. I Sogn bruges „Hita“ figurligt om en skarp Irettesættelse, en fornærmelig Tiltale.

Hite (aab. i), m. Hede, stærk Varme. Udtales ogsaa: Hete, Hæta (Ag.), Hata (Namd.), Hꜳtꜳ, el. Hottꜳ (Ørk. Indr.). G. N. hiti.

Hiteflaga, f. Anfald af Hede i Kroppen (under Sygdom). Jf. Flaga.

Hiting, f. Ophedning, stærk Opvarmelse.

hitna, v. n. ophedes, blive hed. Ogsaa heitna (sjelden). G. N. hitna.

hitt (hiint), s. hin.

Hitt, m. et Træf (af hitta). Pꜳ ein Hitt: paa et Træf, paa Slump.

hitta, v. a. (a—a), finde, træffe, overkomme. I Sogn og Hard. om at finde Veien; f. Ex. hitta du heimatte (veed du at finde Veien hjem igjen).

hitten, adj. nem til at finde eller opdage noget; ogsaa om En som har Anlæg tila t opfinde noget. Ørk.

Hitu, s. Hita.

hiva, v. a. (a—a), slænge, kaste. Berg. Stift og fl. I Stav. Amt har det Formerne; hiv’e; heiv; hive. Ellers hevja, hæva og høve.

Hivel (Hank), s. Hævel.

Hjall, s. Hjell. — hjalla, s. hjella.

Hjarta, n. (Fl. Hjartur, -o), Hjerte; ogsaa: a) Mod, Dristighed; b) Høimodighed, Gavmildhed, ædelt Sindelag. Formen er: Hjarta (Shl. Hard. Rbg. Tell. Hall. Vald.), Hjarte (Nordre Berg. Sdm. Ørk.), Hjerta (Sogn og fl.). I Ørk. er det Femin. (ei Hjart’). G. N. hjarta, n. — I dette som i de følgende Ord udtales ikke h men kun j (Jarta); at de imidlertid bør skrives med hj, bevises saavel af Overgangen i Dialekterne, som af de beslægtede Sprog. I Dialekterne overgaaer hj deels til kj og sj, deels til h uden j; s. Hjell, Hjelm, Hjuring.

hjarta, adj. behjertet, modig.

Hjartehus, n. Hjertepung, Hylsteret omkring Hjertet i Dyr. I Sdm. Hjartesal (el. sail, ɔ: Sadel).

Hjartelag, n. Hjertelag. Sind.

hjartelaus, adj. ufølsom, grusom.

hjartelege, adv. hjertelig, inderlig.

Hjartesꜳr, n. en bitter Sorg.

Hjarteverk, m. Sorg, Ængstelse.

hjartug (jartige), adj. godhjertet, gavmild, ædelmodig.

hjꜳ, præp. (med Dativ), hos. Bruges i de sydlige Egne i forskjellig Form, nemlig: jꜳ (Sogn, Nhl. Tell. Hall. Vald.), isjꜳ (Hard. Shl. Stav. og Rbg.), sjꜳ (i Guldbr.). G. N. hjá, íhjá. I de øvrige Egne siges istedetfor hjꜳ: mæ (ɔ: ved, med) og tildeels: hos.

Hjꜳsvæve, n. Sengkammeret. Nhl. (oftest: Hjꜳsvøve).

Hjell, m. 1) en Hylde (paa en Væg el. under Loftet). Nhl. Tell. ogsaa flere Steder i Formen: Hjall (eller Jadl (Hard.), Hjedd (Sæt.), Kjell (Shl. Ryf. Jæd.); ellers Hyløla og (i Sdm.) Hille. — 2) en smal Flade eller Tværsti i en Klippe. Nhl. Hedder i Hard. Hjall, og i Sdm. Hille. Betydningen: en ophøiet Flade, en Forhøining (Isl. hjall) synes at være forældet, men gjenkjendes i mange Gaardsnavne. — 3) et Loft, et Stænge i Lader og Fæhuse; sædvanlig af løse Stænger eller Fjele, som lægges paa Bjælkerne. Fjoshjall, Lødehjell. Nordre Berg. Tr. og Ag. Stift. Hedder ogsaa: Sjell (øverst i Guldbr.) og Kjell (i Meldalen), hvilket sidste ogsaa bruges om Galleriet i Kirkerne. Jf. Læm, Træv, Til, Skukk. (I svenske Dial. hjäll; i danske: Hiald, Hild). — 4) et Sitllads af Stænger, til at tørre Fisk paa. Fiskehjell. Nordenfjelds meget brugl. Jf. Skihjell, Tjørehjell. (G. N. hjall). Jf. endvidere: Hylla og hildra.

hjella, v. a. 1) oplægge et Loft eller Stillads (sjelden). 2) "hjella seg“: om Røg og Damp, naar den lægger sig ligesom et Loft eller Dække i en vis Afstand fra Grunden. B. Stift. I Hard. hjadla seg.

hjellturka, adj. tørret paa Hjell.

Hjellvid (-ve), m. Stænger og Støtter til en Fiskehjell.

Hjelm, m. 1) Hjelm. (Jf. Hylma, Turhylma). 2) Udseende, ydre Væsen; især om et Udseende som vækker Frygt. Sdm. Tr. Stift. 3) Frygt, Rædsel. Ørk. (I Meldalen: Kjelm). E fekk ein Hjelm, dꜳ e sꜳg dæ. (Jf. Kaldhjelm). Dæ fyl’e hꜳnꜳ ein Hjelm (Sdm.): der følger ham noget som gjør En bange; hans Udseende vækker Frygt.

hjelmast, v. n. om Kornet: modnes, begynde at blive gult. Sdm.

Hjelp, f. 1) Hjælp, Bistand. 2) Gavn, Fordel, Forslag; ogsaa: Raad, Redning. 3) Arbeidshjælp, Folk, Arbeidsfolk. Hedder ogsaa Hjølp og Hjolp.

hjelpa, v. n. med Dativ (e—te), 1) hjælpe, understøtte. 2) redde, frie af en Fare. 3) nytte, være til Fordeel. Hedder ogsaa: hjolpa (Sogn, Helg.), hjølpe (Tr. Stift, Gbr.), helpe (ved Mandal). G. N. hjálpa. I Imperf. bortfalder sædvanlig p (altsaa hjelte), ligesom i Particip (hjelt’e). — hjelpa seg: a) rede sig ud, være hjulpen med noget; b) gjøre sig Umage, anstrenge sig, bruge sine Kræfter.

hjelpa, adj. forsynet med Arbeidsfolk; mandstærk. Dei æ væl hjelpa: de ere mange om Arbeidet. B. Stift.

Hjelpar, m. Hjælper. Hedder ogsaa Hjelpemann, og Hjelpesmann.

hjelpast, v. rec. hjælpe hinanden. hjelpast ꜳt: hjælpes ad.

hjelpefør, adj. istand til at hjælpe.

hjelpelaus, adj. hjælpeløs, raadløs.

hjelpeleg, adj. tjenlig, som man kan hjælpe sig med.

hjelpen, adj. 1) hjælpsom (sjelden); 2) hjulpen, tjent med noget. Bekvemmere Form end: hjelt, som ogsaa bruges; f. Ex. Me æ ’kje hjelte mæ di.

Hjelpesmann, s. Hjelpar.

hjelpsam, ad. hjælpsom, velvillig.

hjelt (for hjelpt), part. hjulpen.

Hjerne (Jærne), m. Hjerne. Ag. Stift. I nordre Guldbr. hedder det: Sjærne. G. N. hjarni. Ellers Heile.

Hjort, m. Hjort. Jf. Rauddyr.

Hjortkolla, f. Hind. (G. N. hjartkolla).

Hjul, n. et Hjul. Hedder ogsaa: Kjul (Ørk.). G. N. hjól. (I Tell. forekommer Fleertallet: Hjulir).

hjula, v. a. (a—a), udskjære i Form af en halvcirkel eller Bue. B. Stift. Heraf Hjuling, f. bueformigt Snit paa Klæder, især paa Ærmerne.

Hjul-ꜳs, m. Axel i Hjul.

Hjulfar, n. Hjulspor i en Vei.

Hjulring, m. Kredsen eller Fælgerne i et Hjul. Ellers Ringvid.

Hjulslede, m. Arbeidskjærre. Sdm.

Hjulspꜳng, f. Jernbeslag paa Hjul.

Hjun, n. et Par Folk, Mand og Kone. Helg. (sjelden). I Shl. hedder det Kjun; i Guldbr. findes Formen Sjon i et Par afdannede Ord. G. N. hjún, hjón.

hjuna, v. n. parre sig. Søndre Berg.

Hjun-skilnad (ubrugl.), m. Skilsmisse imellem Ægtefolk. Findes i Guldbr. i Formen Sjonskjylna. hjunsleg, adj. tækkelig, hyggelig; oftest om et Par Folk, som passer godt for hinanden. Helg. I Guldbr. hedder det sjonsle(g).

Hjupa (Jupe), f. Hyben, Frugten af Klungertræet (s. Klungr). B. Stift. I Shl. og Stav. Amt hedder det: Kjupa. (Angels. hiop; Eng. hip). Søndenfjelds har Ordet en anden Form: Njupe og Rype (Sv. njupon). Forskjellige Arter betegnes ved: Steinhjupa, el. Slettehjupe (Rosa canina), og Søthjupe (R. villosa).

Hjupestein, m. Hybenkjerne.

Hjuring, m. Fævogter, Hyrde. Rbg. Tell. I Buskerud Hyring, el. Høling (for Hyrding). Ellers Gjætar, Gjætl og flere.

hjølpe, s. hjelpa.

Ho, f. Efterslæt; s. Hꜳ.

ho, pron. f. hun. Forskjellig Form, nemlig: hun (Nfj.), hꜳn (Salten), ho (mest alm.), hu (Shl. Stav. Amt, Fosen, Indr. og fl.), og forkortet: o, u; ogsaa: a, eller ha (tildeels i Tr. og Ag. Stift). G. N. hun, hon. Genitiv: henna; Dativ og Akk. henne, som er forhen anført. — Betydning: 1) hun, om Kvindfolk; paa enkelte Steder ogsaa for „De“ i Tiltale til Fremmede. 2) den, om Hun-Dyr og om enhver Ting hvis Navn er et Hunkjønsord. F. Ex. Eg sꜳg Sol’a dꜳ ho kom upp. Dær va ei Skꜳl, ꜳ ho va full. 3) som en Artikel ved Kvinders Navne; f. Ex. ho Anne, ho Ragnild. (Jf. han). Ligesaa: „ho Mor“ (min Moder); Genitiv: „henna Mor"; Dativ: „henne Mor“. — Forkortningen findes især efter et Verbum, og hvor der ikke lægges nogen Vægt paa Pronomenet; f. Ex. No kjem’ o (kjem’ u, el. kjem’ a). Ligesaa i Objektet, f. Ex. Eg sꜳg’ o (jeg saae hende). Eg kjend’ enne. Eg sa’ dæ te ’a Mor, o. s. v. (S. henne).

ho, i Betydn. ham; s. honom.

Hobboll (Midsommer), s. Hꜳball.

Ho-beite, s. Hꜳbeite. — Hobn, s. Homn.

Hodda, f. Hank, Bøile paa Gryder og Kjedler. B. Stift og fl. I Tr. Stift: hadde, el. Hadd’; i Tell. Holle. G. N. hadda, acc. höddu. Jf. Hav.

Hodnla, s. Honnlad.

Ho-dyr, n. Hun, Dyr af Hunkjøn. Ogsaa: Ho’a, Hokryter, el. „ho ’ta Slagje“.

Hoft, f. Hofte. Jf. Mjødm.

Hoft, m. Hilde, Fodbaand til Heste. Nhl. (Isl. haft, n.). Jf. hefta. I Sdm. bruges Hoft, f. i samme Betydning som Hefte, ɔ: Forsinkelse, Hindring.

ho-full, s. hꜳfull.

Hogd, f. en Bugt, Løkke eller Bøile af Træ, som er fastsat i Enden af et Reb og er især tjenlig naar et Læs eller en Byrde skal sammenbindes. Alm. i forskjellig Form: Hogd (Nordre Berg. og fl.), Hegd (Mandal), Hegder, Reiphegdr (Ørked.), Hovd (Sdm.), Hovel (Nhl.), Heldr, Hold’er, Reipholdr (Tr. Stift), Helde, Reiphelde (Ag. Stift). Uden Tvivl det samme som Isl. högld. Jf. T. Halfter; Eng. halter (Strikke).

Hogg, n. Hug, Indsnit. I Sammensætning ogsaa: Huggeredskab (Telhogg, Brothogg) og Huggeblok (Fjølhogg).

hogga, v. a. og n. (høgg’; hogde), at hugge. Imperf. hedder ogs.: hogg (sjelden), hoggje (B. Stift, Tell.); isaafald hedder Supin. hoggje; ogsaa hyggje. G. N. höggva, pr. högg, ip. hjó. — hogge av: hugge itu. hogge til: tilhugge (jf. øksa, rydje, telgje). hogge sundt: hugge i Stykker.

hoggande, adj. som man kan hugge.

Hoggar, m. en Hugger, Vedhugger; ogsaa en rask og dygtig Karl.

Hoggbit (ii), m. Huggejern; Kile hvormed Jern afhugges i Smedjjen. Ørk.

hoggfus, adj. huggelysten, tilbøielig til at slaae. Sogn.

hoggjen, adj. hugget. Ogsaa hogd.

hoggram, adj. nem til at træffe et vist Maal (jf. visshendt); ogsaa: djerv, dristig i at hugge til. Ørk.

Hogstall, m. Enkemand. Tell. (Mest i Spøg). Ordet gjenkjendes i Angels. hægsteald, og Gam. T. hagastalt, som betyder en eenlig Person, ligesom T. Hagestolz.

Hogstr (Hokst’er), m. 1) Hugst, Huggen; 2) et udhugget Sted i Skoven. Søndenfjelds hedder det Hogst.

Hoka (aab. o), f. Hagen (paa Ansigtet). Hedder paa enkelte Steder: Haka; ellers Hoko, med oo (Gbr. Indr. Namd.), og Huku (Ørk.). G. N. haka. Hokeband, n. Hagebaand paa Hatte og Huer.

Hokk, n. et lidet Værelse; Aflukke, Sengkammer. Sogn, Søndre Berg.

Hokk, m. s. Holk.

hokkꜳren, adj. undseelig, bly. Guldbr. I Ørk. ꜳkꜳr.

hokken (hokk’n), pron. hvilken hvad for en. (Fleertal hokke). Rbg. Tell. Buskerud, Hedm. Forekommer ogsaa i Formen: hikken, hekken, okken, vekken. Hokken va dæ: hvem var det? „Hokke som ær“: i ethvert Tilfælde, hvordan det end er; ogsaa: alligevel (= kor som ær). „Vekke Svæll“: hvilken Snak! — I svenske Dial. hocken; i ældre Svensk: holken og hulkin, som svarer til Dansk: hvilken (Isl. hvílíkr).

hokra (aab. o), v. n. hinke, gaae møisomt og vaklende, som En der har ondt i Fødderne. Nordre Berg. Heraf Hokr (Hokker), n. og Hokring, f. (Jf. Isl. hokra).

Hol (oo), m. en lav Høi; en tør og jævn Forhøining i en Myr eller paa en lavt liggende Flade. Jæd. Sdm. Guldbr. (Isl. hóll, Høi). I Guldbr. ogsaa om Sletter, Græspletter eller enkelte Punkter som see anderledes ud end den omliggende Egn. I Østerdalen ogsaa en Lund, et lidet Skovparti (Holt).

Hol (aab. o), n. Hul, Aabning; ogsaa Hule (i Jorden); Smuthul, Afkrog.

hol (aab. o), adj. huul (jf. innhol). G. N. holr. „hol’ ꜳ hækjen“: graadig, slugen. Sdm. Jf. holen.

Hola (aab. o), f. Huulning, Fordybning, fordybet eller ligesom indtrykt Punkt paa Marken, i Steen eller Træ, eller ogsaa paa Legemet. (Jf. Bringehola, Nakkehola). Alm. og meget brugeligt. Hedder ogsaa Holo, med oo (Guldbr. Ørk.), og Hulu (ørk.).

hola (aab. o), v. a. (a—a), hule, udhule. (G. N. hola). hola ut: udhule. hola seg inn i: grave sig ind i.

Holamot, n. Svælget, den smaleste Deel af Halsen. Sogn, Søndre Berg. og Stav. Amt. (Første o aabent). Ellers Halsmot.

Hold, n. 1. Aftægt, Føderaad. Nordlandene. (Af halda). Ellers: Kor, Livaure, Folga, Føderaad og fl. — Hertil: Holdsfolk, Holdsmann og fl.

Hold, n. 2. Forstand, Skjøn. (Vel egentlig Greb, af halda). Sdm. Dei ha ikje Hold pꜳ dæ. E fekk ikje Hold pꜳ dæ (jeg forstod det ikke rigtigt).

Hold, n. 3. Kjød; den yderste Deel af Kjødet nærmest ved Huden. Tell. Gbr. Sdm. og fl. men kun lidet brugeligt. Eit godt Hold te gro (s. Grohold). rysja i Hold’e: gyse, føle en Rystelse i Nerverne. B. Stift. Millom Hold ꜳ Skinn, ɔ: mellem Hud og Kjød. Gbr. Ørk. Helg. I Sdm. „myllꜳ Holds ꜳ Skinn“. Mere omfattende er Ordets Betydning i de tellemarkiske Viser; f. Ex. „Korpann ska tære ditt Hold“ (Ravnene skulle opæde dit Kjød). G. N. hold, Kjød. I Sdm. betyder det ogsaa Huden, i Modsætning til Haaret; f. Ex. Han hade so tjukt Hꜳr at ein sꜳg inkje inn pꜳ Hold’e. Ligesaa „rein’ i Holda“ (reen paa Huden under Haarene).

Hold, f. Huld, Fedme, Fyldighed. Denne Ku’a heve ei go Hold (ɔ: er fed og trivelig). Alm. (Sv. hull). Vel egentlig samme Ord som forrige. Søndenfjelds tildeels Neutrum.

Hold, f. s. Huldr. — holda, s. halda.

holda, adj. fed, trivelig, ved godt Huld.

Holdar, el. Hollar, m. = Agnor. (Nedenæs).

holdast, v. n. blive fed, faae bedre Huld. Ogsaa: holda seg.

Holder, f. Bugt, eller Løkke af Træ, anbragt i Enden af et Reb. S. Hogd.

holdlaus. adj. udmagret, uden Huld.

holdsꜳr, adj. ømskindet, som ikke taaler stærk Berørelse paa Huden. Sdm.

Holdsfolk, n. Folk som nyde Hold (Aftægt) af en Gaard. Helg. Saaledes: Holdsenkja, Holdskꜳna, Holdsmann, Holdskall. Holdsbrev, n. Fledførings Kontrakt. See Kor, Korfolk.

holdug, adj. fed, fyldig, som er ved godt Huld. Ogsaa holdig.

Hol-dyvle, n. Mudderpøl, Puds, dyb Sump. Tell.

holen (hølin), adj. graadig, slugen. Indr. See hol, adj.

holgje (for holga), v. a. binde Hø sammen i Visker (= vandla). Indr.

Holgje, m. (Fl. Holga), Høvisk (til en Ko). Indr. Ellers: Vandel.

Holk, m. 1. Holk, Ring som omfatter Enden af et Skaft og beskytter samme for at revne eller forslides. I Ordet Skotholk betyder det maaskee Rør eller Skede. Isl. hólkr, Rør.

Holk, m. 2. Kar, af forskjellig Art, nemlig: 1) et stort Kar, det samme som Kjer og Saa. Valders. 2) et lidet smalt Kar til Smør, Ost eller Mælk. (= Butt, Strokk, Stamp). Gbr. Hall. Hard. Rbg. I Sætersdalen hedder det Hokk. 3) et Spand med Laag, indrettet til at bære paa Ryggen. Tildeels søndenfjelds; ogsaa i Shl. Hedder ellers i B. Stift: Hylkje; jf. Holkje.

holka, adj. forsynet med Ring eller Holk, om Skafter og lignende Ting.

Holke (Iis), see Hꜳlka.

Holkje, n. en Ballie (= Stamp). Helg.

holl, adj. 1) paalidelig, som gjør sit Arbeide fuldkomment og med Flid. Ein boll’e Kar te arbeia. B. Stift. 2) drøi, righoldig. Ei holl Tunna: en Tønde som holder sit Maal rigelig. 3) Betydningen: huld, gunstig, findes maaskee i Talemaaden: holl’ ꜳ tru (huld og tro), og forudsættes i det afledede: hylla, hyllast. (Jf. Isl. hollr, oprigtig).

Holla, s. Hodda.

holle (for hollelege), adv. omhyggeligt, med Flid og Omhu. Nhl. Jæd.

Hollskap, m. Paalidelighed.

hollverkele(ge), adv. nøiagtigt, omhyggeligt, med Flid. Helg.

Holm, m. 1) Holm, en liden Øe. Hedder paa nogle Steder: Holme (Isl. hólmi). 2) en Plet som adskiller sig fra den omliggende Grund; saaledes: Græsplet i en Ager; et lidet Stykke uslaaet Eng, og lignende. I Tellemark. Home.

Holnesle, f. Planten Hanekro (Galeopsis). Hall. Ellers: Dæ, Kattnosle o. fl.

Holopadda, s. Rumpetroll.

holrenne, s. holstanga.

holslꜳ, v. a. hamre et Jernredskab saaledes at det bliver lidt huult eller fordybet paa den ene Side. Ljꜳen æ for lite holslegjen (for lidet indhamret paa Oversiden).

holstanga, v. a. stange Hul paa, gjennemstikke med Hornene.

holstra, v. n. gaae sagte og vaklende, som i Mørke. Hard. Jf. hultra.

Holsyl, m. Huulsyl, Jern til at udstikke Huller i Lædetøi med.

Holt, m. Høi, Bakke, en ujævn eller stenig Forhøining. Nordre Berg. Helg. Isl. holt, n. See følgende.

Holt, n. en liden Skov, Lund, Samling af Træer. Tell. Ag. Stift, Indr. — Ellers Rust, Kjerre, Kjos. I Guldbr. bruges Holt, m. om smaa Fyrreskove, men Rust om andre Træer.

Holtemark, f. Mark med enkelte smaa Skovpartier.

holtut, adj. opfyldt af smaa Skove.

holut (aab. o), adj. 1) hullet, fuld af Huller. Af Hol. 2) ujævn, fuld af Huulninger. Af Hola. Hedder ogsaa holette, holꜳt, holat.

holva, v. hvælve; s. kvelva.

Holva, f. Halvdeel. Nogle St. Halva. (G. N. halfa). Ellers: Helt (Helvt), Halning, Helming.

Holveita, f. en lukket Rende el. Grøft. B. Stift.

Holvor, el. Holvore (aab. o), f. en tilbagevendt Hage, f. Ex. paa en Fiskekrog. Tell. Ellers Agnor, Agnhald. (Maaskee Halvpiil; jf. G. N. ör).

homa, v. n. 1) gaae baglængs, flytte tilbage; om Heste. Lister. Jf. hopa, otra. 2) flytte Bagfødderne, vende Bagen lidt tilside. Nedenæs (homme seg). I Ørk. hꜳme seg (hꜳm’ se). I danske Dial. humme sig. Jf. Isl. höm, Lænd, Bag.

Hombot, el. Hꜳmbot (oo), f. Knæhase, Krumningen bagenfor Knæet. Nedenæs. Ellers: Ombot (Indr.), Hꜳmꜳrsbot (Tell.), Hummelsbot (Shl. og Stav. Amt), Humulsbot (Ørk.). Ang. ham, hom. Andre Navne ere: Knesbot (mest bekjendt), Nesabot (Nhl.), Kalebot (Sogn), Kolbot (Sdm.).

homen (oo), adj. mat og døsig; ogsaa opsvulmet eller fyldig (efter en stærk Opvarmelse el. Udmattelse). Sdm.

homme, s. homa. Homn, m. s. Hemn.

Homn, f. Foster, Embryon. Sogn (med Udtalen Hobn). G. N. hofn, höfn. — løysa Hobn: føde i Utide, fare ilde. I Sdm. bruges „løye um“ (eller Om) i samme Betydning.

Hon (Halvplanke), s. Hun.

Honbora, f. et hul øverst i Masten med en Tridse, hvorover Seilet heises op. Nordre Berg. Udtales sædvanlig Honnbora (aab. o. Isl. húnbora. I Helg. Fløyta.

Honebær, s. Hynebær.

Honn (for Horn, aab. o), n. Horn; ogsaa en spids Fjeldtop. (I mangfoldige Stedsnavne). Udtales ogsaa hodn (Søndre Berg. og fl.). G. N. og Sv. horn.

Honna, f. 1) Hjørne; s. Hynna. 2) Slædebjælke; s. Hynning.

Honnla(d), n. Muur under Hjørnet paa et Huus. Sogn (Udt. Hodn-la). Hertil Hodnla’stein, ɔ: Hjørnesteen.

Honnrot, f. Hornenes Plads paa Hovedet.

Honnskjeid, f. Hornskee.

Honnsyl, m. Hundesteile, en meget liden Fisk. Sdm. (Isl. hornsíli). S. Stikling.

honnut (honnette), adj. hornet. (Modsat kollut). G. N. hornottr.

honom (Dativ og Akk. af han), ham. Forskjellig Form: honom, oo (Tell. Hall). hanom (Gbr. og fl.), hꜳnom (Ørk.), hꜳno (Voss. Helg.), hꜳnꜳ (Nfj. Sdm. Ndm.), forkortet: ’nꜳ (Sdm), hom, eller oftere ’om (Gbr. Ørk. Indr.), ho og o (Sæt. øvre Tell. Hall. Vald.), og ligt Nominativ: han, an, en (i B. og Ag. Stift). F. Ex. mæ’nꜳ, mæ’om, mæ’n (ɔ: med ham). ett’ꜳno, ett’o (efter ham). ꜳt’om, ꜳt’o (til ham). G. N. honom (Dativ). Jf. han.

honoms, ɔ: hans. Tell.

Hop (oo), m. Hob, Flok. (G. N. hópr). I Hop (ihop): tilsammen. Te Hopes: fælles, i Fællesskab.

hopa (aab. o), v. n. (a—a), 1) gaae baglængs, flytte tilbage; mest om Heste. Rbg. Mandal (hoba, hobba). Ellers: apa (Buskerud), ꜳpꜳ (Ørk.); jf. homa, otra. 2) vige, retirere, trække sig tilbage. Tell. G. N. hopa. I danske Dial. hoppe sig: gaae baglængs.

hopast (oo), v. n. flokke sig. (Sjelden).

Hopearbeid, n. Arbeide i Fællesskab.

Hope-eign, f. Sameie, at man eier noget i Fællesskab med andre.

Hopefiskje, n. fælles Fiskerie.

Hopehandel, m. Handel i Fællesskab.

Hopehavande, n. Mellemværende, hvad man har at afgjøre med En.

Hopemark, f. Mark eller Skov som eies af Flere i Fællesskab; uskiftet Mark. De Ord som begynde med hope, ere mest brugelige vestenfjelds; derimod har man søndenfjelds: Sambeite, Sameige og flere.

hopgꜳngoll, adj. indsvindende, som trækker sig sammen og bliver efterhaanden smalere. Ørk.

Hopp, m. 1) en Frø (= Frosk, Lappe). Namd. 2) Græshoppe. Oftere Grashopp. 3) et Spøgelse eller Skovtrold med kun een Fod. Sdm. (Herrøe).

Hopp, n. et Hop. Søndenfjelds det samme som Buks (ɔ: Spring). Et andet Hopp findes i Talemaaden „pꜳ Hopp ꜳ Glopp“, ɔ: paa Nippet, saa nær som et hængende Haar. Sdm. (Jf. Glopp, og G. N. happ, Lykke).

hoppa, v. n. (a—a), hoppe; a) løbe paa een Fod. B. Stift. b) springe, gjøre et Spring, f. Ex. over en Bæk. Kr. og Ag. Stift. (I Berg. Stift hedder det byksa).

Hor (oo), n. Hor. Næsten blot i Forbindelsen „Hor ꜳ Mor(d)“. — hora, v. n. (a—a), hore. Hora, f. Hore; undertiden om Damen i Kortspil. Jf. Hꜳrkall.

Hor (aab. o), m. (for Hord), Indbygger af Nordhordlehn eller Søndhordlehn. Bruges paa Voss, ligesom ogsaa: Horaland’e, fordum Hordaland.

hor, adv. hvor, hvorledes; hvorhelst. Rbg. Tell. og fl. See kor og kvar.

Horg, f. 1. Flok, Hob, Mængde. Mest om Dyr, dog ogsaa om Mennesker. Heile Horgj’a: det hele Slæng. Berg. Stift. I Helg. Horv og Harv. Jf. Yrja, Brote, Elde.

Horg, f. 2. et Fjeld, en jævn eller rundagtig Bjergtop. Voss. (Isl. hörga).

horje (el. horgje), adj. n. smaat, ubetydeligt. Inderøen.

Hork, f. Baand hvormed noget sammensnøres eller indknibes. Buskerud; see herka. I Nordre Berg. siges „ei gamalle Hork“, om en gammel rynket Kjerling.

Horpa, f. en Harpe, Mundharpe. Sydlige Distr. Ellers Harpa.

Horr, m. 1. et Slags Fisk; s. Harr.

Horr, m. 2. Hør, Liin, som ikke er tilberedet. Tell. G. N. hörr.

Hors, og Horsa, f. en Hoppe. Nordre Berg. (I Sogn og Shl. Horsa). Lidet brugeligt, da det almindelige Navn er Mær; jf. Rossa (G. N. hross; Ang. hors). I Sdm. foragteligt om løsagtige Kvindfolk. „Ei gala Hors“, ogsaa „eit Hors“.

horsa, v. n. springe med Hopperne; om en Hingst. Ogsaa: føite omkring, gaae paa letfærdige Æventyr.

horse, hvorledes; s. hoss.

HOrsefyl (aab. y), n. Hoppeføl. Nordre Berg.

Horv, f. en Harv. Paa Voss forekommer Formen Jørv. Horvadrag, n. Striber eller Furer efter Harven. Horvatind, m. Harvetand. Et andet Horv, f. see Horg.

Horv, n. Passelighed, Orden, Maadehold. Da va inkje Horv mæ da. Søndre Berg.

horva, v. n. (e—de), 1) passe, være bekvemt. Søndre Berg. Jæd. Rbg. Tell. Dæ horve te: det gaaer an. — 2) lede til noget, bære hen. Voss, Nhl. D’æ vandt ꜳ vita kort da horve (hvorhen det vil føre). G. N. horfa, vende til.

horva, v. a. (a—a), harve (en Ager). Heraf Horving, f. Harvning.

Horveld, s. Orveld.

horveleg, adj. passende, bekvem. Kr. Stift, Hard. Nhl. (Modsat uhorveleg). Ogsaa dygtig, fuldkommen. Shl.

horven, adj. passende. Hard.

Hosa, (aab. o), f. Hose, Strømpe. Bruges i de fleste Egne afvexlende med Sokk, saa at begge deels ere eenstydige, deels lidt forskjellige. Paa nogle Steder bruges Hose kun om Mandfolks Strømper (Sdm. Gbr. Ørk.). Hedder i Gbr. og Ørk. Hoso (oo). G. N. hosa.

Hoseband, n. Strømpebaand. I Hosehandstad: tæt nedenfor Knæet.

Hoselest, m. Strømpefod. — hoselesta, adv. med bare Strømper, uden Sko. I Ørk. hosolestom; i Sdm. hoselestꜳ.

hosen (aab. o), adj. løs, svampagtig, porøs (om Læder og Tøi). Sdm. Gbr.

hoska, v. n. tale et affekteret, fornemtladende Sprog (= knota). Valders. Vel egentlig smykke, af det gamle hoskr, el. horskr.

Hoskꜳlreia, s. Oskerei.

hoss, adv. hvorledes. Rbg. Tell. Buskerud. Ogsaa: hosse, hossen, hossdan og hossleis. Ellers: korleis, korso, koss (G. N. hversu, hvorsu).

Host, f. s. Hast. — Host, m. s. Haust.

Hosta (oo), v. n. (a—a), hoste.

Hoste (oo), m. Hoste. (G. N. hósti). Hosteflaga, f. et Anfald af Hoste.

hoste (aab. o), adv. vel meget, temmelig meget. Tell. og Rbg. (Meget brugel.). hoste langt: vel langt, næsten for langt. Af lignende Betydning er G. N. hölsti, el. helsti.

hota, v. n. (a—a), true med Haanden eller med et Haandværge. Nhl. Andre Steder: hytta. (G. N. hóta).

Hoto, el. Hotto (oo), f. en Krybbe. Namd. Jf. Jøta, Æta.

hott, el. hꜳtt: hvad; s. kva.

Hott, m. 1) Fjeldtop, Tinde. Nhl. — 2) en Tue eller Knort paa Jorden. Jæd. og fl. — 3) Haaret paa Hovedet (= Koll, Lugg). Tell. (Jf. G. N. höttr, Hat).

hottet, adj. fuldt af Tuer eller Knorter.

hov, s. høve. — Hov, s. Hꜳv.

Hov (aab. o), n. Bakke, Høi, Forhøining paa Jorden. Hall. Maaskee for Hav; jf. hevja og Solhov.

Hov (oo), n. 1) Afpasselse; passende Grad af en vis Beskaffenhed. setje Hov pꜳ ein Ljꜳ: hærde eller blødgjøre en Lee, saa at den faaer en passende Haardhed i Eggen. Nordre Berg. og fl. — 2) Maadehold. Helg. Sdm. Hall. og fl. (G. N. hóf). Dæ va inkje Hov mæ di: der var ingen Maade med. Ørk. Han ha’ inkje Hov i Hændinn: han tager enten for meget eller for lidet. Helg. Hall.

Hov (oo), m. 1) Hov, Hestehov. Nogle St. i Fleertal: Høve. (Gbr. Sdm.). 2) Fodstykke, Foden paa Glas og deslige. Tell.

hova, v. a. (a—a), afpasse, gjøre passende; især at give noget en passende Haardhed. hove ein Ljꜳ: hærde eller blødgjøre en Lee (see Hov). Nordre B. Tr. Stift, Helg. — Jf. høva.

hova, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Hover. godt hova (om en Hest). 2) afpasset, passende hærdet; s. Hov, n.

Hovd, s. Hogd.

hovda, adj. af Hovud, kun i Sammensætning som bærhovda, storhovda.

Hovda(r), m. pl. Hovedgjærde; Hoved-Enden paa en Seng. Sogn.

Hovde, m. et fremragende Bjerg; en Bjergryg, som strækker sig ud i et Dalføre eller ogsaa ud i Vandet. Voss, Shl. (Isl. höfði, Forbjerg).

Hovdebrot o. s. v. see under Hovud.

hovdestup (uu), adv. hovedskulds, med Hovedet nedad. B. Stift. Nogle Steder: hovdesturt; ellers haustup.

Hove, s. Hovud. — Hovel, s. Hogd.

hoven (aab. o), adj. opsvulmet, hoven. Ørk. Fosen. Ellers: truten, bolen.

hovna, v. n. = trutna, bolna.

Hovold (aab. o), n. pl. Vævsyller, Traadværk i Væverstolen, hvormed Væven aabnes for Islættet. (Eental Havald er sjeldent). Isl. hafald, höföld. I svenske Dial. håfvull.

Hovskjegg, n. Haardusk paa Hestenes Fødder ovenfor Hoverne.

Hovsoleie, f. Kabbeleie (Caltha palustris). Ellers: Gulsoleie, Myrsoleie, Døleblom (Tell.).

Hovtꜳng, f. en Knibetang.

Hovtrꜳng, m. Smerte eller Halthed som Hestene stundom angribes af og som forklares af en Kniben eller Snæverhed i Hoverne.

Hovud (aab. o), n. Hoved. Ordets Form er ingensteds ganske fuldkommen; det hedder nemlig: Hovu (Rbg. Tell.), Hove (fra Lister til Sogn), Hau (nordenfjelds), Haud (Sdm. Nfj.), Huvu (Hall. Vald.), Hugu (Gbr. Hedm. Østerd.), Huu, og Hue (Rommerige og fl.). G. N. höfuð, hofud, hafud. Sv. hufvud. I Sammensætning: Hovu, Hove, Hovde, Haude, Hau, Huu. I Sæt. bruges den gamle Dativform Hovde; „i Hovde“ (i Hovedet). ꜳ Haude: paa Hovedet, hovedskulds. Sdm. Til Hauds: til Hovedet. fꜳ upp i Haud’e (pi Hove), ɔ: blive drukken. — I de andre gamle Sprog har Ordet en Vokal som svarer til au (haubit, heáfod). Skrivemaaden Hauvud kunde saaledes ogsaa forsvares, og mange af Dialekterne synes at forudsætte denne Form.

Hovu(d)brot, n. Hovedbrud, Aandsanstrengelse. Ellers Haubrot o. fl.

Hovu(d)buna(d), m. Hovedpynt, Dragt paa Hovedet. — Ellers: Haudebunad (Sdm.), Hugubona (Gbr.).

Hovu(d)bur(d), m. den Maade hvorpaa man holder Hovedet eller bevæger samme. I Sdm. Haudebur (aab. u). G. N. höfuðburðr.

Hovu(d)flꜳtt, m. Skindet af et Dyrs Hoved. Tell. Jf. Henna.

Hovu(d)gjær, f. Hovedgjærde i en Seng. Ellers Haugjær, Hoggjær og fl.

Hovu(d)kamb, m. bruges i Betydning: Kronen eller det bedste og ypperste af alt. I Sdm. Haudekamb.

Hovu(d)kast, n. Kast eller Slæng med Hovedet.

Hovu(d)lag, n. 1) Hovedgjærde, Forhøining under Hovedet. (Isl. höfðalag). 2) den Deel af Bidselet som omfatter Hestens Hoved eller Nakke. Guldbr. og Hedm. i Formen: Hugulag, Huulag. I Nordre Berg. Haumæle, Haudemæle.

Hovu(d)laus, adj. 1) hovedløs; 2) forvirret, forstyrret i Hovedet.

Hovu(d)mæle, m. s. Hovudlag.

Hovud-ora (ubrugl.), i Hau-orom: i en Svimmel eller Sandsesløshed. Ved Trondhjem. Jf. Hovud-ør.

Hovudskall, f. Hjerneskal.

Hovudsmotta, f. Hovedsplit paa Skjorter og Nattrøier.

Hovudstad, m. Hovedsted; Hovedstad.

hovedsterk, adj. stærk i Hovedet, ikke svimmel. I Sdm. haudestærke.

Hovudtenna (el. -teine), f. Skindet af et Hoved. I Sdm. Haudeteine; i Ørk. Hautenne. Ellers Hovuflꜳtt, Henna.

hovudtulla, adj. forrykt, forstyrret i Hovedet. Tr. Stift (hautulla).

hovu(d)veik, adj. svag i Hovedet, som let svimler. (hauveik).

Hovu(d)verk, m. Hovedpine.

Hovudvesle, f. Vildelse. Sdm. og Ørk. i Formen: Haudevelsje, hauvelsle (med egen Udtale). Han fær i Havelslenne: han snakker over sig, fantaserer (om syge Folk). Maaskee af vesall.

Hovud-ør, n. Svimmelhed. Sdm. (Haudeør). I samme Betydning siges ogsaa haudetynn, n. — haud-øren, adj. svimmel.

hu (ɔ: hun), s. ho. — hua, s. huva.

hua, v. n. (a—a), huje, raabe med langtrukken syngende Stemme, som Hyrderne i Fjeldene. B. Stift og fl. Hedder ogsaa: huga (Sogn), hauke (Sdm. Ørk.), kauke (Tr. Stift), kaue (Ag.). Jf. lirla. hua betyder ogsaa at sige hu! et Udraab af Gru og Modbydelighed.

Hu-bror, m. et Navn paa en Art Bjergugler (med Hentydning paa deres Stemme). Nordre Berg. Tell. og fl.

Hud (Hu), f. Hud. I Fleertal kun om Huder af Køer eller andre store Dyr. Jf. Skinn.

Huddika (Hudeke), f. en Hudsmøring, en Dragt Prygl. Helg. Jf. Dike.

hudlaus, adj. hudløs; ogsaa: øm efter stærk Gnidning og Slid paa Huden. I Sdm. hudalause, ellers mest: hulaus. Heraf Hudløysa (Hudaløyse), f.

Hudros (Hurꜳs), Ridser i Huden. Tell.

Hudskifte (Hudaskifte), n. Hudfældning, Hudens Fornyelse.

Hudsko, m. et Slags Sko af laaddent Skind. Søndre Berg. og fl.

Hug (aab. u), m. Hu. Udtales ogsaa Hog (Søndenfjelds), Hau (Trondhj. Stift). G. N. hugr. — Betyder: 1) Sind, Tanker. (Sjelden, uden i Sammensætning). koma i Hug: komme i Hu. har’ i Hugjen: haardhjertet. — 2) Lyst, Tilbøielighed. Alm. og meget brugl. fꜳ Hug pꜳ: fae Lyst til. hava Hug pꜳ, el. til. (Sv. hug, håg). — 3) et Forvarsel for en Fraværendes Ankomst (eller egentlig hans Hjemlængsel som gaaer foran ham). Mandal (Mest i Spøg).

huga (aab. u), v. a. (a—a), 1) lyste, have Lyst til. 2) komme ihu. Hard. (hvor man dog oftere siger hꜳtta). Jf. hugsa.

huga, adj. lysten, tilbøielig til noget. Alm. I Tr. Stift: haua. Han æ ikje huga pꜳ dæ: han har ikke Lyst dertil. I Sammensætning ogsaa: sindet. Jf. fullhuga, heilhuga, tvihuga.

huga (uu), v. n. s. hua.

hugalege, adv. begjærligt, med Lyst.

hugall, adj. behagelig, som vækker Lyst. Nhl. Jf. hugleg.

hugast, v. n. faae Lyst og Mod (sjelden).

Hugbit (aab. i), n. Kvalme, Væmmelse, Upasselighed, hvorved en skarp Vædske samles i Munden, og som undertiden medfører Brækning. Meget udbredt Ord. (B. Stift, Tell. og fl.). I Tr. Stift: Haubet. Jf. Mot, Vassæling.

hugfallen, adj. sløvet, som har tabt Lysten. Sjelden.

hugfast, adj. som har stadig Lyst. Sjelden.

hugga, v. a. (a—a), tilfredsstille, trøste, lindre; stille Ens Længsel elle Smerte. B. Stift. G. N. hugga.

huggast, v. n. føle Lindring, faae en Lise i sin Smerte.

Huggelse, n. og Hugging, f. Lindring, Trøst, Lise.

hugheil, adj. tryg, sikker, ubekymret. Meget brugl. i de sydlige Egne til Sogn og Hall. Jf. ankelaus.

hug-ill, adj. bekymret, urolig i Sindet. Sogn. Andre St. illhuga.

hugleg, adj. behagelig, hyggelig. Kr. Stift.

hugleggja, v. a. (-lagde; -lagt), vende sin Hu til, fatte Kjærlighed til, blive indtagen af. Meget udbredt Ord. B. Stift, Tell. I Tr. Stift: hauleggje. — Han hadde huglagt henne: han var bleven forelsket i hende. (Kun i ædel Betydning).

Huglynde, n. Sindelag, Gemyt. Kr. Stift.

huglyndt, adj. sindet, tilsinds. Sjelden.

hugmykjen (aab. y), adj. lidenskabelig, som har en stærk Lyst. Hard.

Hugnad, m. Fornøielse, Glæde, Trøst. Temmelig alm. og paa nogle Steder mere brugeligt end Hyggje. (Sv. hugnad).

hugnaleg, adj. fornøielig, glædelig.

hugnast, v. n. glædes, finde Trøst eller Fornøielse i noget. B. Stift.

hugram, adj. heftig, lidenskabelig; meget begjærlig. Helg.

hugsa, v. a. (a—a), huske, komme ihu. Alm. og mere brugeligt end hꜳ, hꜳtta og huga. (Sv. hugsa). I Stav. Amt betegner hugsa ogsaa at have Lyst til noget, ligesom huga.

hugsamt, adj. n. hyggeligt, behageligt. Tr. Stift i Formen hausamt.

hugsande, adj. som man kan huske.

Hugse, n. Hukommelse. Ikke alm.

hugsen, adj. som har god Hukommelse. Jf. minnug, hꜳttig.

hugsjuk, adj. bekymret, sørgmodig, tungsindig.

Hugsott (oo), f. Sorg, Ængstelse. Gbr. Jf. Hugverk.

hugsprengd, adj. fortvivlet, som har tabt alt Mod. Tell. (mest i Spøg).

hugstolen (aab. o), adj. forsagt, berøvet alt Mod, ligesom ved en Forhexelse. Hard. Jf. tykkjelaus.

Hugu (Hoved), s. Hovud. — Hugubona, s. Hovudbunad. — Hugulag, s. Hovudlag.

Hugvending, f. og Hugvendelse, n. Sindsforvandling, Lyst til noget som man før har været ligegyldig for. „Hugendelse“ er ogsaa Navn paa en Plante (Horndrager, Orchis maculata), fordi den efter gammel Tro skulde vække Elskov.

Hugverk, m. Bekymring, Ængstlighed, Uro i Sindet. Meget brugl. søndenfjelds. Ellers Ank, Attelit, Ir, Ihug, Illhug.

Huk (uu), m. fremragende Bjergpynt, især ved Havet. Helg. (hvor det ogsaa hedder Hukert). Huk skal ogsaa betegne Drøbelen i Halsen (= Ulv), men hvorhelst det bruges, vides ikke.

huka, el. hukje, v. n. (e—te), sidde paa Huk, bøie sig dybt ned. B. Stift, Helg. og fl. (Isl. húka). Jf. hykje.

hukjen, adj. krum, nedbøiet.

Huku, s. Hoka.

hukuskoom, adv. med bare Sko, uden Strømper. Ørk. Ellers kippeskodd.

Huldr (Huld’er), f. Ellekone, underjordisk Kvinde. Alm. men hedder ogsaa Hold el. Hodd (Helg.), Huld (Sogn), Hulda (Nhl.), Uldr (Hall.), Udde (Tell.). Jf. Tysja, Vitt, Govettro.

Huldrefolk, n. Ellefolk, Underjordiske. Isl. huldufólk.

Huldrehaug, m. Høi, hvori Huldrer efter Folkesagnet skulde opholde sig.

Huldrekall, m. mandligt Væsen af Huldrefolket. I Søndre B. Huldakadl, Huldamann.

Huldrekyr, pl. f. Huldrens Køer. I Tell. Uddekyr, Uddekrætur.

huldren, adj. tosset, forhexet. (Gbr.?)

Huldrespel, n. Hulder-Musik. — Huldreslꜳtt, m. enkelt Stykke af denne Musik; Elledands.

hulla, v. n. (a—a), nynne, synge uden Ord. Guldbr. og fl. Ellers: tralla, sulla.

Hultr, n. = Smꜳtrꜳv. Rbg.

hultra, v. n. trave smaat, gaae hurtigt uden dog at løbe. Rbg. Hard.

Hulu, 1) for Hola; 2) for Høyløda.

Humla, f. Vildbie; Insekt af Bieslægten (Apis). I Nordre Berg. Humble. Sv. humla. Hertil: Humlebøle, n. Humlerede, Kube. (I Ag. Stift: Humlebol). Humlesꜳng, m. eller Humletot, n. en eensformig summende Lyd, lig Biernes. Humlestyng, m. Humlestik. — Humle-vin, v. Honning, Vildhonning.

humla, v. a. tillave Øl med Humle.

Humle, m. Humle (Frugt, Plante). Hertil: Humlehagje, m. en Humlehave. (Ogsaa Humlegar. Ørk.). Humlekoll, m. Toppen eller Blomsten paa Humlen. (Tr. Stift og fl.). — Humlelog (aab. o), m. Afkog af Humle.

Humleband, s. Hamleband.

Hummar, m. Hummer (Sødyr). Hummarfiskje, n. Hummerfangst.

Hummel, m. 1. Byg. Sdm. (hvor Ordet Bygg er sjeldent). Jf. Hamlekonn. (Tydsk: hammel, kjernefuld). Hummelsꜳkr, m. Bygager. Hummelsmjøl, n. Bygmeel. Hummelsogn, f. Børsten eller Snerpen paa et Bygkorn. Hummelssupa, f. Bygsuppe.

Hummel, m. 2. Hammel i Kjøretøi; et Tværtræ som paa den forreste Side forbindes med Skaglerne og paa den bageste Side med Slæden eller Ploven. Guldbr. og tildeels i Tr. Stift i Formen Hummul. I Sdm. hedder det Tverhummel. — Hertil: Hummelkrok, m. Jernkrog hvorved Hummelen fæstes til Ploven eller Slæden. Indr.

Hummelsbot, f. Hase; s. Hombot.

Hump, m. en Bjergknold. Sog, Nhl. Helg. — Andre Steder det samme som Hupp.

humra, v. n. (a—a), gnægge sagte; om den dæmpende Lyd, hvormed Hestene tilkjendegive en eller anden Begjærlighed, især efter Foder. Helg. Tr. og Ag. Stift. (Ogsaa i danske Dial. humre). I Sdm. hedder det „brogge“. (Forskjelligt fra kneggja).

Humregauk, m. en Fugl, bekjendt af dens Stemme, som ligner Hestens „Humring"; Horsegjøg (Scolopax Gallinago) Helg. Tr. Stift. Ellers: Rossegauk, Skoddefole, Myrebukk, Vedegjeit, Jorgjeit.

Humul, s. Hummel, og Høymola.

Hun (uu), m. 1) en Bjørneunge; s. Hyn. 2) Halvplanke af en savet Stok; de yderste Fjele som ere savede paa den ene Side og have Barken paa den anden. B. Stift. Ellers Hon, Bakhon (Ag. Stift) og Bak (Tr. Stift). — Hune-lad, n. Stabel af Huun.

Hunabæra, s. Hynebær.

Hund, m. Hund. Undertiden kun en Hanhund, i Modsætning til Bikkja. I Nordre Berg. ogsaa en Steen som er ombundet med Vidier og bruges som Anker for en Baad. Bruges undertiden i Genitivs Forhold til at betegne noget hæsligt eller uhyggeligt; saaledes „Eit Hunde Ver“: et uhyggeligt Veir. „Ein Hunde Livnad“: et forargeligt Liv. Ellers med e og s i Sammensætning; f. Ex. Hundebit, n. Hundebid. Hundeslag, n. Hunderace. — Hundsrova, f. Hundehale. Hundsungje, m. en liden Hund.

Hundegꜳtt, f. Hundegjøen. Sdm. (Jf. gjøya). Hundesoll, m. det samme.

hundelege, adv. stygt, hæsligt. Sdm.

Hundeslengje, s. Hundsløkje.

hundr (hund’er), Talordet: hundrede. Hedder ogsaa hundra (Søndre Berg.) og hundrede (Sdm.). G. N. hundrað. (I andre gamle Sprog: hund). Hundr ꜳ eitt: Hundrede og Een (et Slags Kortspil). Pꜳ Hunder-Tal, el. „i Hunder-Vis“: hundredeviis.

Hundsløkje, f. en Skjærmplante; Chærophyllum sylvestre. Søndenfjelds. I Sdm. Hundeslengje. I Ørk. er Hundsløkje og Hundkjeks en anden men noget lignende Plante.

Hundvid (-ve), m. s. Trollhegg.

hungje (hængt), s. hanga.

Hungr (Hung’er), m. Hunger (i mildlere Forstand); Madlyst, Appetit. kjenna Hungren: faae Lyst til Mad.

hungra, v. n. blive sulten, føle Trang til Mad. I stærkere Betydning eller om en piinlig Hunger hedder det „svelta“.

hungren, og hungrug, adj. sulten.

Hungrevækje, f. en smule Mad, som ikke kan mætte men kun vækker Madlysten. Sdm. (Isl. hungurvaka).

Hupp, m. Slagsiden paa Kvæg, eller detfede Kjød i Tyndsiden. Mest i Fleertal (Huppa, r). Søndre Berg. I Sdm. hedder det Hump. (Isl. huppar).

Hur (uu), f. en Dør. Sætersdalen. (Skal ogsaa bruges i Hall.). G. N. hurð.

Hurkl, n. 1) ujævn Iis eller frossen Jord. Nordre Berg. (Ellers Hark, Skrangl, Knokla. 2) Harken, Snorken eller besværligt Aandedræt. Sdm.

hurkla, v. n. ralle, om den Lyd som høres af Aandedrættet, naar Halsen er meget tilstoppet (i Sygdom). Sdm. Jf. rukla.

hurklet, adj. haard og ujævn, om Jorden. B. Stift. Ellers: glamren, skranglen.

Hurr, m. Knurfisk. Sogn. (s. Rinald).

hurra, v. n. (a—a), gungre, buldre, give en dump og bævende Lyd. Nordre Berg. Ørk. og fl. (Isl. hurra, larme). hurla, om en svagere Lyd. Sdm.

Hus, n. Huus; ogsaa: Herberge, Huusly; Huusholdning; Familie. Ligesaa: et Gjemme, Skjul, Foderal. Nꜳlehus, Navarshus, Brillehus; Blekkhus, o. s. v. fꜳ Hus: faae Herberge. halde Hus: besørge en Huusholdning; ogsaa boe, have fast Ophold. Eit stort Hus te halde: en stor Familie at forsørge. — Af gamle Former findes: Huse, Husens, Husanne; f. Ex. hava i Huse: have sit Hø og Korn inde (om Høsten). Dei gjekk Mann av Huse, ɔ: de gik alle tilhobe, hver Mand som i Huset var. B. Stift. Husens Folk: Husets Folk. (G. N. hússins). Te Husanne: til Huus, til Gaarden. B. Stift. — Hus i Hus, ɔ: det ene Huus tæt til det andet. Dæ høyr’ ikje Husꜳ til, ɔ: det er upassende, urimeligt. Sdm.

husa, v. n. (a—a), hygge Huse. Nogle St. hedder det hysa. Ogsaa: v. a. sætte Huse paa; f. Ex. Han heve husa upp Garen.

Husarbeid, n. huusligt Arbeide. Ligesom Inn-arbeid, modsat Utarbeid.

Husbjønn, m. Huustyran, en streng og herskesyg Person.

Husbond, og Husband, m. Huusbonde. Bruges paa nogle Steder af Tjenerne altid istedetfor Huusbondens Navn; saaledes i Nordre Berg.: „Han Huspand“ (vor i Huudbonde). Jf. Matmor. — Hunbandsfolk, n. Huusbonde og Madmoder. Hunbandsdreng, m. Gaardskarl, første Tjener (= Garsdreng).

Husbunad, m. Huustøi., Møbler.

Husebot, f. Aabod, Husenes Istandsættelse paa en Gaard; ogsaa en Afgift som beregnes hertil i Fæstekontrakterne.

Husebrot (aab. o), en heftig Storm som gjør Skade paa Husene. Nordre Berg.

Husehyra, f. s. Hugleiga.

Husemꜳt, n. Huusbesigtigelse; især det at man beseer Husenes Indredning hos en Bekjendt, som man besøger. Sdm. (Vel egentlig Vurdering, af mæta, mat-te).

husemillom (-myllꜳ), adv. fra det ene Huus til det andet. Alm. men hedder paa nogle Steder: „Husanne myllꜳ“ (Shl. og fl.), hvori det gamle Genitiv húsanna gjenkjendes.

Husfall, n. det Forfald som Husene efterhaanden lide, naar de ikke istandsættes. Tr. Stift og fl.

Husfang, n. Materialier til et Huus. Søndenfjelds. S. Fang.

Husfolk, n. 1) Folk af samme Huus; 2) Folk som kun have Huus men ikke Jord.

Hushald, n. Huusholdning. Hushaldar, m. Huusholder, Huusholderske.

Husk, m. 1) et Sengested under Taget. Hall. 2) Læderstykke hvormed en Skolæst belægges for at blive stor nok. B. Stift (D. Høsten; Sv. hösker). 3) see huskut.

Husk, n. Støi, Uro; ogsaa Adspredelse, Fornøielse. ga pꜳ Husk: gaae for at more sig, søge Leg og Selskab. Voss.

huska, en Gynge. Ogsaa: Huskeskjol, f. (Sogn), Rigaskjol (Sdm.).

huskaldt (uu), adj. n. naar det er koldt i Husene, uagtet Luften er mild.

Huskall, m. aldrende Mandsperson, som har eget Huus men ikke Jord.

Huskꜳna, og Huskjering, f. Kone som har Huus uden Jord.

huskjen (aab. u), adj. svag, sygelig. Sogn.

huskut, adj. bleggraa med en Blanding af sort, om Heste. Oplandene. (I B. Stift: „myrk ulsblakk“). En Hest af denne Farve kaldes Husk’en, eller Huskottgampen. Guldbr.

Hus-kval, m. et Slags Hval med en stor Forhøining paa Hovedet. Helg.

husla, v. n. spøge, fjase med hinanden; om Drenge og Piger. Gbr. I Sdm. hedder det usle (ulsje, ultle).

Husleiga, f. Huusleie. Ved Fiskerleiene hedder det ogsaa: Husehyra.

Husløysa, f. Mangel paa Huse.

Husmann, m. bosat Mand med Huus uden Jord, eller ogsaa med et lidet Jordstykke. I sidste Tilfælde siger man oftere „Plassemann“. Ogsaa Huskall.

Husprei, og Hesprei, f. et Navn paa Tordenen, forhen brugt i Nhl. og Shl. Har nogen Lighed med det søndenfjeldske Oskerei og Hoskꜳlrei. (G. N. reið, Torden). Oprindelsen er uvis.

Husrom, n. Huusleilighed, Huusly; ogs. Husenes Størrelse eller Rummelighed; som dog oftere hedder Husrømd, f.

hussa, v. a. skræmme eller jage med Støi go Raaben. Sogn.

Hus-seta (aab. e), f. Huusmandsstand. sitje Hussete: boe i et eget Huus unden at have Jord. B. Stift.

Hus-styr, n. Huusholdning, Huusvæsen; ogsaa Orden og Skik i Huset.

huste, v. gynge; s. huska.

hustra, v. n. fryse, ømme sig eller give sig for Frost. Gbr. Tr. Stift. I Sdm. histre. Han gjekk hustra ꜳ frans.

hustren, adj. 1) kuldskjær, øm for Kulden. 2) kold, kjølig (om Luften). Tr. Stift.

Hustuft, f. Grund, Tomt.

husvand, adj. huusvant, f. Ex. om Dyr. Ogsaa: kræsen med Hensyn til Bolig. Egentlig to Ord: van og vand.

husvarm, adj. gjennemtrængt af Huusvarmen. See følg.

Husvarme, m. Huusvarme. „fꜳ Husvarmen i seg“: blive fortrolig med Husets Anliggender, eller faae fast Fod i Huset (om Tilflyttede Folk). I Sdm. Husfjelde.

Husveg, m. Gangvei imellem Husene.

Husverkje, n. Bygnings-Materiale, Tømmer. Kr. Stift, Nhl.

Husvill, adj. huusvild, huusløs.

Husvist, m. Bolig, Opholdssted. Tr. Stift.

Husvogn, f. lukket Vogn. Østerd. og fl.

hut (uu)! Tilraabsord til en Hund, for at den skal tie eller være rolig.

huta, v. a. true eller standse en Hund, ved at sige „hut!“ (Sv. huta).

hutelege, adv. skammeligt. Sdm. Dæ va so for-hutele stygt.

Huva, f. 1) Hue. G. N. húfa. 2) en Deel af Maven i de drøvtyggende Dyr; for Fagrehuva. Udtales ogsaa: Hua, Hue (B. Stift), Huv (Tr. Stift).

Huvebrot, n. Opslaget paa en Topbue.

Huve-emne, n. Tøi til en enkelt Hue. Ellers Huve-ty, n.

Huveslag, n. Skjærm paa en Hue.

Hy, n. Laad, Laaddenhed, Skimmel (som er meget stor). Jf. hyvaksen. Ogsaa om smaat Græs, tyndt Haar el. Duun og deslige. B. Stift, Tell. og fl. I Mandal: Hya, om Skimmel. Jf. Mygla. (Isl. hí, smaat Skjæg).

hya, v. a. (a—a), afplukke, afhugge, især smaat Græs. Sdm. og fl.

hy(d)a, hya, v. a. (e—de), pidske, slaae paa den bare Hud. Nhl. Valders og fl. G. N. hýða (Hudstryge), af Hud.

Hy(d)a, f. en Hudsmøring, en Dragt Prygl. Nhl. (i Formen Hya). Ellers: Dengsla, Dika, Huddika.

hydd, pidsket, pryglet; s. hyda.

hyfsa, v. a. (e—te), løfte op og ned, dysse, vimse med noget (f. Ex. med et Barn). Kr. Stift, Gbr. og fl. hyfse seg: lette sig op, hoppe op. Ved Stavanger: hypsa; men maaskee egentlig hyvsa af hevja. Modsat hykja.

Hyfsing, f. Dyssen, Vimsen op og ned.

hyggja, v. a. 1. (e—de), 1) sandse, være bevidst. hyggje se: sandse sig. Helg. (G. N. hyggja, tænke). 2) mærke, bemærke, blive vaer, blive opmærksom paa. Meget brugl. paa Helgeland. Ogsaa: fatte, begribe, forstaae. — E hygd’ ikje kva han sa (jeg lagde ikke Mærke til hvad han sagde). Udtales ogsaa hykkje, hykte (ved en for Dialekten egen haard Udtale af gj).

hyggja, v. a. 2. (e—de), 1) ynde, holde af, synes vel om. Ørk. Den han hyggje mest (den som han ynder mest). Af Hug. 2) med seg: glæde sig ved noget, befinde sig vel, finde Tilfredshed eller Trøst i noget. Almindeligt og meget brugeligt; dog sjeldnere i Nordlandene, hvor hyggje har den ovenanførte Betydning. Dei hyggje seg te han: de holde sig til ham, finde Fornøielse i at være hos ham. Han hygde seg so godt hær: han syntes saa godt om at være her. (Især om et Sted hvor man nyder Fortrolighed og ikke føler nogen Tvang). Eg heve hygt meg te dæ lengje: jeg har længe glædet mig dertil, i Forventningen deraf.

hyggjast, v. n. glædes, opmuntres ved noget (ligesom hyggja seg).

Hyggje, n. 1. 1) Sands, Bevidsthed; 2) Agtsomhed, Opmærksomhed. Helg.

Hyggje, n. 2. Glæde, Tilfredshed, Velbefindende; især det at man finder sig vel tilfreds med sit Hjem og sin Familie. Ogsaa: Trøst, Tilflugt; eller noget som man kan holde sig til. Meget udbredt, men ikke ganske alm. I Helg. hvor man har ligelydende Ord af en anden Betydning, er det ubrugeligt. I Tell. siger man: Hugna(d).

hyggjelaus, adj. 1) sandseløs, ubevidst; 2) sløv, dorsk, uagtsom. Helg.

hyggjelaust, adj. n. ubehageligt, uden Glæde eller Fornøielse. Mest i de sydlige Egne.

hyggjelege, adj. behagelig, glædelig, opmuntrende. Dæ va so hyggjele te sjꜳ. — Ogsaa: vakker, tækkelig, hyggelig; ligesaa om Personer: blid, venlig, omgjængelig. Alm. (dog sjelden i Helg.).

Hyggjelse, n. Tilfredshed, Velbefindende; s. Hyggje. Han heve lite Hyggjelse heime: han har ikke meget at glæde sig ved hjemme.

hyggjen, adj. agtsom, opmærksom; ogsaa: nem, som let begriber og lærer noget. Helg. s. hyggja, 1.

hygt, adj. n. behageligt. (Modsat: uhygt). Jf. høgt, som undertiden forvexles med dette. Sætersdalen.

hykje, v. a. (e—te), bøie sig ned, sætte sig paa Huk (hykje seg). Søndenfjelds. Ogsaa v. n. sidde paa Huk (= huka).

Hykjel, m. Bagknæ, Knæled paa Dyrenes Bagbeen. Tell. og fl. Ogsaa i Tr. Stift.

Hykkja, f. Hytte. Helg. Maaskee beslægtet med Hokk.

Hyl (aab. y), m. (Fl. Hylja, r), en dyb Vandpyt, et lidet Kjær eller stille Vand; ogsaa en dyb Huulning i Bunden af en Elv eller Bæk. Alm. (Udtales nogle St. som Høl). Isl. hylr, Dyb. I danske Dial. Høll. — Jf. Hola, Søyla, Dam.

hyla (yy), v. n. (e—te), hyle. Hedder ogsaa: yla og ula. Heraf Hyling, f.

Hylda, Baand, Hilde; s. Helda.

hylja (aab. y), v. n. (a—a), 1) om en Elv: danne smaae Kjær eller Pytter, nemlig ved Oversvømmelse eller Udgravning af Grunden. Shl. Af Hyl. 2) flyde strømmeviis, skylle, øse ned. Ag. Stift. Dæ regnde sꜳ dæ hylja. 3) drikke stærkt, bælge i sig. Sdm. Han heldt pꜳ hylja ꜳ drakk. Heraf Hyljing, f.

hyljut, el. hylet (aab. y), adj. fuldt af Vandpytter eller Huulninger i Grunden.

Hylk, m. Underhue, Linned hvormed et Barns Hoved tildækkes. Meget udbredt; nogle Steder: Hylik (aab. y) eller Høllik. Findes ogsaa i danske og svenske Dialekter.

Hylkje, n. et Slags Mælkekar eller Spand saaledes indrettet at det kan bæres paa Ryggen. Meget udbredt; i Sæt. Hykkje; og nogle Steder søndenfjelds: Holk, m. Ellers: Tvibytning, Koll, Dankar. (Isl. hylki, et lidet Kar).

Hyll, m. Hyldetræ. — Hylleblom, m. eller Hyllerose, f. Hyldblomster.

Hylla, f. en Hylde. Hedder ogsaa: Hulle (Sdm.), Hjell og Kjell (i de sydlige Egne).

Hylla (2), Steenskive; Bage-Jern o. s. v. see Hella. „Hyll’ i Kjøt’e“: stærk Hævelse, Ansats til en Byld. Fosen.

hylla, v. a. (e—te), modtage, huse, optage i sit Huus (især omstreifende mistænkelige Folk). Nhl. Yttre Sogn. (Isl. hylla, hæle). Jf. holl.

hyllast, v. n. vænnes til Huset eller Familien, blive huusvant; om Dyr. Nhl.

Hyllest, f. Gunst, Velvillie, Yndest. Gbr. Af holl.

Hyllkake, s. Hellekaka.

Hylma, f. 1. Halmstub; s. Helma.

Hylma, f. 2. Spiler af Fjæderstilke eller Hvalbeen, som indlægges i Fiskesnørerne ved Loddet og Krogen, for at gjøre Snoren stiv og elastisk. Nordre Berg. (Maaskee egentlig Skjul, Dække, af Hjelm).

Hyltre, f. Hylster, Skede. Sdm.

hyme, v. n. (e—de), mørkne af Natten. Sdm. Sfj. Ogsaa: hymest. (Isl. húma).

Hyming, f. Mørkning, Skumring (om Vinteraftenen). Isl. húm. Ellers Skyming, Skymring, Skumt.

Hyn, m. en Bjørneunge. Nordre Berg. I Nhl. og Shl. hedder det Hun. G. N. húnn. Hyn siges ogsaa om en Dreng (Guta-hynen). Sdm. I Sogn „Hyl’en“.

Hynebær, f. Bjørnemoder, Hunbjørn. Nordre Berg. — Ellers: Hunabæra (Shl.), Honebær (Tellem.), Bæra (Sogn). De øvrige Navne ere anførte ved Bæra og Bjønna.

Hynna (for Hyrna), f. Hjørne, Kant. I Søndre Berg.: Hydna; paa Oplandene: Hynn, n. (G. N. hyrna; Sv. hörn). See Hynning.

Hynnejarn, n. Hjørnebeslag.

hynneskakk, adj. skjæv i Hjørnerne, ikke ganske retvinklet.

Hynnestav, m. Hjørnestolpe, Hjørnepille.

Hynnestein, m. Hjørnesteen.

Hynning (for Hyrning), m. Tværbjælke, Tværtræ i en Slæde, sædvanlig med opstaaende Ender ligesom Horn, hvoraf Navnet. Nordre B. I Guldbr. Hynne og Honne. Ellers: Flauta, Flautstok.

hynnut, adj. kantet; f. Ex. trihynnut.

hypja, v. n. (a—a), hoppe, springe. Sdm.

hypsa, s. hyfsa.

Hyr, n. Klædning, Bedækning; især Sø-Klæder. Helg. Namd.

Hyr, m. Lyst, Mod, Fyrighed. Sdm. Mæ Hyr’en æ pꜳ: medens Lyften varer, førend Modet sagtner.

hyra, adj. lysten, som føler Lyst og Mod til noget. Sdm. E va ikje hyra pꜳ dæ. (Jf. Isl. hýr, glad).

hyra, v. a. (a—te), forsyne, udruste, især med Klæder (s. Hyr, n.). Helg. hyre seg te: klæde paa sig, sætte sig istand. hyr’ ut: udruste, forsyne til en Reise.

Hyra, f. Løn; ogsaa Leie, Huusleie. B. Stift; mest brugl. hos Søfolk.

Hyrdar, s. Hyring.

Hyrg, n. Vaas, unyttig Snak. Nhl. Sdm. En ubestemt Betydning har det i Talemaaden „Han æ burt i Hyrg ꜳ Heim“, ɔ: han snakker over sig, taler ligesom i Vildelse. Sdm. I Tr. Stift hedder det „bort i Hør ꜳ Heim“.

hyrgja (hyrje), v. n. (a—a), vaase, snakke uden Grund.

Hyrgja, f. Fabel, løs Snak. Nhl.

Hyring (aab. y), eller Høring (for Hyrding), m. Hyrde, Vogter. Buskerud. (Udtales ogsaa Høling). I Tell. Hjuring; i B. Stift forekommer ogsaa: Hyrdar (yy), efter Skriftsproget. G. N. hirðingi, af hjörð.

hyrpa, v. a. (e—te), trække sammen i Rynker, indknibe, f. Ex. Kanten paa Klæder. B. Stift. (Isl. harpa). Jf. herka.

hyrpt’ (hyrt’e), rynket, sammenkneben.

hyrt (yy), klædt, udrustet; s. hyra.

hyrtig (aab. y), adj. stolt, kneisande, som har en stiv Holdning. Nordre Berg.

Hyrve, n. s. Hyvre.

Hyrving, m. en Art Krabbe, kjendelig af dens mange Pigge paa Skallen. (Cancer Maja). B. Stift; nogle St. Hyvring. Maaskee af Horv). (Jf. Ang. hæfern, Krabbe).

Hysa, f. Kuller (Fisk), Gadus Æglefinus. Vest- og nordenfjelds. Jf. Kolga. (Isl. ýsa). Hyse-bygd’a, et Navn paa Søen eller Dybet. Sdm. (i Spøg).

hysa, v. a. (e—te), 1) huse, have i Huus. Alm. (G. N. hýsa). 2) bygge Huse. I denne Betydning oftere: husa. I Helg. betyder hyse undertiden ogsaa: logere, opholde sig (hvilket hellere burde hedde hysast eller hysa seg).

hysande, adj. som man kan buse.

Hyskje, n. 1. et lidet Huus; Vandhuus. Hardanger.

Hyskje, n. 2. Familie, Følge, Selskab. Østerd. (G. N. hyski).

Hytt, m. Lyst, Mod. Sdm. Jf. Hyr. Et andet Hytt (Slumpetræf), s. Hitt.

Hytta, f. Hytte. Jf. Hykkja.

hytta, v. n. (a—a), true, løfte Haanden som for at slaae. Nordre Berg. Gbr. og fl. — I Søndre Berg. hota.

hytta, v. a. (med seg): holde sig fra, slippe fri for noget. hytte seg fram: komme frem med Vanskelighed. Sjelden.

hytta, adj. lysten, modig. Sdm.

hy-vaksen, adj. meget skimlet, laadden af Skimmel (Hy). — hyveksa, v. n. bevoxe med Skimmel.

Hyvel (yy), Hank; see Hævel.

Hyvel (aab. y), m. Høvel. Hedder ogsaa: Hevel (aab. e), i Søndre Berg. og fl. (G. N. hefill; Sv. hyfvel). — Hyvelstonn, f. Høveltand.

hyvla, v. a. høvle. Nogle St. hevla.

Hyvlebenk, m. Høvelbænk.

hyvleskoten (aab. o), adj. skudt eller strøgen med en Langhøvel.

Hyvre (aab. y), n. den Deel af Hestesælen, som ligger tværs over Ryggen og tjener til at holde Drættet oppe. I Sdm. hedder det Hyrve; i Ag. Stift tildeels Høvle.

Hyvring, s. Hyrving.

Hædd, f. Høide; see Høgd.

hædd, adj. spottet, haanet. Af hæde.

hæ(d)e, hæe, v. a. (e—de), spotte, haane. Af Haad. Tell. (G. N. hæða).

Hæg, s. Helg. — Hægd, s. Høgd.

hægre, v. a. pynte, smykke. Tell. (hvor man udleder det af Hæg, ɔ: Helg).

Hægre, f. s. Havre. — hægre, adj. see høg.

hægst, adj. høiest; s. høg.

hækjelege, adv. stærkt, hesftigt. Tellem. (Isl. hækilegr, farlig).

hækjen, adj. (Fl. hækne), 1) graadig, som har stærk Madlyst. Nordre Berg. Sdm. I danske Dial. hægen. 2) begjærlig, havesyg, higende efter Fordeel. 3) forsynlig, flittig, driftig. Sogn.

hæknast, v. n. blive graadig. Sdm.

Hækne, f. Graadighed; Begjærlighed.

Hæl, m. 1. Hæl (paa Foden).

Hæl, m. 2. en Pæl eller Pind som sættes fast i Jorden, især til at binde Heste eller Køer ved. Ørk. (G. N. hæll).

Hælbekk, m. Skjævhed i Hælen (især paa Støvler). Sdm.

Hælbot, f. Lap, Bod paa Hælen. hælbøta, v. a. sætte ny Hæl i Strømper.

hæle, taale, udholde; s. hæra.

hælen, s. hæren.

Hælhungr, s. Helhungr.

Hæljarn, n. Jernbeslag paa Hælen.

Hælkappe, m. Hælsott. — Hælse, s. Helse.

Hælstad, m. Hæl i Strømper. B. Stift.

Hælstykkje, n. Hælstykke i Sko.

hælug, hælau; s. hærug.

hæma (hæme), v. n. (e—de), gribe eller snappe efter noget. Tell. Jf. hæmsa, hemta, hamse, himpra.

hæma, v. a. (e—de), pynte, feie, gjøre reent. Shl. hæma i Hus’e. hæma seg (pynte sig). Jf. Ham, hamleg.

Hæma, f. Orden, Reenlighed, Pyntelighed (i Huset). Nhl. Shl.

hæmeleg, adj. reenlig, net, ordentlig. Nhl. l.

Hæming, m. Lykke; især det Held, at Kvæget trives godt, og at man ikke mister noget deraf. Sdm. (Jf. Audn). Modsat: Ohæming, Uham (som forudsætter et Stamord: Ham). G. N. hamingja.

hæmla, s. Hendla. Hæmpe, s. Hempa.

hæmsa, v. a. (a—a), 1) pynte, ordne. Nhl. (= hæma). 2) samle, sammenskrabe i en Hast. Nhl. Me hæmsa inn eit Lass Høy. (Jf. hæma v. n.). 3) falde paa, komme ihu (med nogen Betænkning). Hard. Han hæmsa pꜳ da. (I Sdm. himpra).

hæmta, v. a. samle, plukke; s. hemta.

hæn (for hærn, eller hær’ne), ɔ: her. Bruges i Inderøen ogsaa som adj. f. Ex. Dette hæn Ꜳ’re, ɔ: dette Aar. Pꜳ hæn Sia: paa denne Side.

hæna, v. n. tørres, fortørres. Sogn. Jf. kjena, skjænast og hæsa.

Hænde, s. Henda. hændig, s. hendug.

hængje, s. hengja. Hængsle, s. Hengsla.

Hænke, s. Hꜳnk. hænt, s. hendt.

hær, adv. her. (Jf. heda, og hidt). Hedder ogsaa: hør (Lister), hæra (Rbg.), hæra-ne, hæran (Mandal, Rbg. Tell.), hæn (Indr.). „hær ꜳ kvar“, ɔ: hist og her, paa forskjellige Steder. Nhl. (G. N. her ok hvar). „hær-ette“: efter denne Tid. „hær-fyre“: forhen, førend nu. „hær-ifrꜳ“: herfra; ogsaa: herefter, fra nu af. „hær um Dagjen“: for nogle Dage siden.

Hær, f. Hær, Armee. (Sjelden).

Hær (for Herd), f. Skulder, Axel. Fleertal: Hæra, r. Meget udbredt og maaskee alm. dog paa nogle Steder sjeldnere end Oksl, eller Aksl. I Rbg. Hør. G. N. herð, herðar.

Hæra, f. et Dækken af Haar. Nhl.

hæra, v. a. (e—te), rense for Haar; ogs. at sælde eller rense for Straa, Stilke, eller Skjæver. hære Smør: rense Smør ved at gjennemskjære det i forskjellige Retninger med en sløv Kniv. (Sv. håra). hære Konn: sælde Korn.

hæra (for herda), v. a. (e—te), hærde, gjøre haard. I Tell. høre. G. N. herða. hære seg: hærde sig, vænne sig til at taale meget. hære Jarn: gjøre Jernet haardt ved Afkjøling i Vand.

hæra (for herda), v. n. (e—te), holde ud, vedblive. (Sv. härda). Meget brugl. i Ag. Stift i Formen hære, eller hæle (med tykt l); og endnu mere i Tr. Stift, hvor det udtales hæle eller hæl’ (med tydeligt l). — hære pꜳ: holde ved, ikke give tabt. Ag. Stift. D’æ so kaldt at ein hæl’ int (ɔ: at man ikke holder det ud). Tr. Stift. Æg hæl’ inte bøyr’ pꜳ dæ: jeg taaler ikke at høre derpaa, det er mig ulideligt. Nordre Trondhjems Amt.

Hærablad, n. Skulderblad.

Hæra(d), n. Herred. (G. N. herað). Kun i Distriktsnavne, som: Kvinnhæra, Bøhæra, Krysshæra. Beboernes Navne ende paa Hæring (Bøhæring, Krysshæring).

hærast, v. n. hærdes, blive modig og udholdende.

Hæratopp, m. Skuldrene eller Ryggens Forhøining ved Bovbladene paa et Dyr. I danske Dial. Hærdtop.

hærau, s. hærug.

Hærbyrgje, n. Herberge. (Sjelden).

hærebreid, adj. bredskuldret.

hærelut (uu), nedbøiet, ludende. Tell.

hæren, adj. udholdende, som kan taale meget. Tr. Stift i Formen: hælen.

Hæresꜳld, n. et Sold hvori Korn renses for Straa og Stilke. B. Stift. Ogsaa i Tell. i Formen Hørsꜳld.

Hæring, f. Hærdelse. (I Tell. Høring). Ogsaa Rensning, af hæra, v. a. 1.

hærle(ge), adv. meget; s. harlege. Ogsaa temmelig, ikke saa ganske lidet. Rbg.

hærme, s. herma. — hærsk, s. hersk.

Hærsla, f. Hærdelse (G. N. herðsla); ogsaa Haardhed. Denne Kniven heve ei go’ Hærsla (ɔ: en passende Haardhed).

Hærslevatn, n. Vand hvori Jernredskaber ere hærdede ved Afkjøling. (Tildeels anvendt som Lægemiddel).

hært, adj. 1) bevoxet med Haar; især om et Foster, f. Ex. en Kalv. Han æ kje hært endꜳ (den har ikke faaet Haar endnu). G. N. hærðr. Jf. langhært, tunnhært, tjukkhært. 2) renset, afhaaret; s. hæra. Ligelydende hermed er: hært, ɔ: hærdet. (I Tell. hørt).

hærug (hærig), adj. 1) haardfør, udholdende, som taaler meget. Namd. og fl. (i Formen hærau og hælau. Jf. hæren. 2) dristig, modig, som ikke let bliver bange. B. Stift, i Formen hærige (for herdug).

Hærulv, m. en vis farlig Hestesygdom, som ansees foraarsaget af et Slags Insekt (Troll). Søndenfjelds (Tellem. Hallingdal).

Hæs, n. Stille, Ophold i en Storm. Sdm. Egentl. Hvile; jf. hæsa, v. n. der, ligesom blaasa og pusta, ogsaa kan betegne at standse, hvile eller puste ud.

Hæs, f. Stillads eller Gjærde af Stænger, som bindes til opreiste Pæle, og bruges til at tørre Hø og Korn paa. B. Stift. Ellers Hesja, Hesju. Ordet Hæs har i Fleertal: Hesja(r) og faaer en lignende Form i Sammensætning; saaledes: Hesjalengd, f. Hæsens Længde. Hesjastad, m. Stedet hvor en Hæs staer eller har staaet. Sdm. Hesjaterre, m. Tørring i Hæs. Jf. hesjestaden. I Sdm. hvor Hæs altid bruges til Tørring af Korn, haves flere hertil hørende Ord, saasom: Skot (en enkelt Længde af opbundne Stænger), Golv (et halvt Skot), Skur (øverste Stang), Rev, el. Røv (nederste Stang). Jf. Trode, Staur, Skore.

hæsa, v. n. 1. (e—te), 1) tørres (ved en stærk og langvarig Tørke, især af Vind). Søndre Berg. I Tell. heise. Da hæse reint upp: det bliver ganske fortørret. Nhl. 2) v. a. tørre stærkt, gjennemblæse. Buskerud (?)

hæsa, v. n. 2. (e—te), puste, stønne, være stakaandet af Udmattelse. Meget udbredt (Kr. Stift, Sdm. og fl.). Sv. hessja. Jf. Hæs, n. og hꜳs.

Hæsa, f. 1) Tørhed, Tørke; især af Vind. Nhl. 2) Hæshed (af hꜳs). Sogn, Tell. Isl. hæsi.

Hæsband, n. Vidier hvormed Hæsstængerne opbindes.

Hæsing, f. Pusten, Stønnen.

hæsja, v. a. sætte i Hæs; see hesja.

Hæsstaur, m. Stør, Pæl til en Hæs.

Hæstrode, f. Stang til en Hæs. Sdm. Derimod Hæstrod, n. om Stænger, Pæle og Støtter tilsammen. Ogsaa Hæsvid, m.

Hætt (Hett), m. Fare, Vovespil. Nhl. (G. N. hætta). Da va Hett um da, eller: da sto Hett ette da, ɔ: det stod paa Nippet, der var Fare for at det skulde skee. Da va ein Hett mæ da.

hætt, adj. n. farligt, voveligt. Tell. I Nhl. hette, sjeldnere hetten. G. N. hætt. Jf. frosthetten (Tr. Stift), livhætt (Tell.).

hætten, s. hætt.

Hæv, n. Hank paa Laaget eller paa Siden af et Kar. Sdm. see Hævel.

hæv, adj. 1) mægtig, formuende, som har meget. Indr. 2) god, fortrinlig, dygtig; tjenlig at have eller bruge. Kr. Stift. Ei hæv’e Hest. 3) flink, dygtig (om Mennesker); ogsaa flittig, stræbsom. Mere udbredt. Berg. Stift, Gbr. Helg. Du æ hæv, so(m) heve gꜳtt so lꜳngt. Me lyt’e vera hæve (ɔ: flittige). Sogn. „E æ ’kje so hæv’e at e kjenne de“ (er i Sdm. et Høfligheds Udtryk til Fremmede).

hævall, s. hævert.

Hævd, f. 1) Eiendom, Mark eller Skov, som hører til en Gaard. Sogn (sjelden). Af hava. 2) Hævd, Ret til Besiddelse. G. N. hefð. 3) Jordens Dyrkning og Forbedring (Sv. häfd); men især: Dyrkningsmiddel, Gjødsel, Møg. Kr. Stift, Søndre Berg. Hall. Ellers: Tad, Frau, Lo, Kvisla. Hertil Hævdelass, Hævdedyngja og fl.

hævda, v. a. (a—a), 1) hævde, faae Hævd paa; 2) gjøde, opdyrke.

Hævdedrag, n. gjødende Vædske som udspreder sig over Engen fra Fæhusene. Tell. Ellers: Tadsig, Losig.

Hævdeløysa, f. Mangel paa Gjødning.

Hævding., f. Opdyrkning, Gjødsling.

Hævel, m. Hank, Haandfang, Bøile; især paa aabne Kar, f. Ex. Bøtter. Søndre Berg. Stav. Amt. Ellers: Hivel (Gbr.), Hyvel (Vald.), Hav (Sogn og fl.); jf. Hæv. De øvrige Navne ere: Hald, Hꜳnk, Kylp, Fat, Vette.

hævert (hæv’rt), adj. om Byg: blandet med Havre. Kr. Stift, Søndre Berg. og fl. I Sdm. hævalt, hævalle.

Hævre, Hævresle; s. Havre.

Hævskap, m. Dygtighed, Godhed; ogsaa: Flid, Flinkhed. Sjeldnere: Hævleikje, m.

Hø, f. en Forhøining, Høide, Bakke; især paa en Fjeldryg; ogsaa en afrundet Fjeldtop. Guldbr.

høg, adj. 1. høi; ophøiet; høitstaaende i Værd, Rang o. s. v. (Sv. hög). I Namd. høyg. I Sæt. og øvre Tell. hꜳg’e (G. N. há’r), med comp. hægre; superl. hægst (i Nhl. hæst); ellers: høgre og høgst (G. N. hærri, hæstr). høg’ Sjø: høit Vande, Flod. Dæ va pꜳ høg’e Tid: det var paa høi Tid, der var ingen Tid at spilde. Dæ gjekk ein høg’e Gꜳng: det stod paa Nippet, var meget nær ved. høgt Mꜳl: høi Stemme (forskjelligt fra: grant Mꜳl). Høge Bors-enden: den øverste Bordende. bera høgan Hest: bære En paa Nakken eller Skuldrene (en Leg). Sdm. Dei hꜳgje: de Store, de Fornemme. Sæt. — Den gamle Form haa gjenkjendes i mangfoldige Stedsnavne, f. Ex. Hꜳnes, Hꜳvollen.

høg, adj. 2, magelig, bekvem. Bruges i Sætersdalen i Neutrum (høgt), men synes ellers at være ganske fortrængt formedelst Ligheden med det foranførte Ord. G. N. hœgr. Hertil hører: høgleg, høgfør, høgvint.

høgbara (bala), adj. høibordet, om Baade og Færger. Guldbr. Ørk. (s. Bar).

høgbeina, adj. s. høgføtt.

Høgd, f. Høihed, Høide (som Beskaffenhed). Mannshøgd, Knehøgd o. s. v. Hedder i Sætersd. Hægd (af hꜳg’); i Nhl. Hædd. (G. N. hæð). 2) Høide, ophøiet Sted eller Stilling. Han snøva i Høgd’enne (det sneer i Høiden). Dei kom seg i Høgd’a: de svang sig op, bleve ophøiede. 3) Forhøining, Bjerg, Fjeld. Mest i Ag. Stift (Hall. Gbr.). Jf. Hø. 4) Etage, Stokværk i et Huus. Andre Høgd’a: anden Etage. Jf. einhøg, tvihøg. 5) i Seiladsen: Luvart, Vindsiden. Altid i ubestemt Form. Sæt deg i Høgd: sæt dig til Luvart. (Modsat Le). 6) det meste, den største Deel. Altid i bestemt Form. Høgd’a ’ta di, ɔ: det meste deraf. (Nordre Berg.). Dei ha fꜳtt Høgda (de have faaet den største Deel).

høgfarma, adj. høit ladet, hvis Ladning rager høit op. Ogsaa høgfermd.

høgfjella (-fjelt), adj. om et Landskab, som har høie Fjelde.

Høgfær, f. stadselig Færd, det at man lever paa en stor Fod. Vælfæra æ be’re enn Høgfæra.

høgfør, adj. spagfærdig, som farer mageligt afsted. Tell. Af høg, 2.

høgføtt, adj. høifodet, høibenet. Han æ ikje høgføtt’e: han har ikke meget at stole paa; det er smaat med ham.

høghjarta, adj. modig, behjertet. (Sjelden).

høgja (høia), v. a. forhøie, ophøie. Forudsættes i „upphøgd“; men er næsten ubrugeligt.

Høgjende (Høiende), n. Hynde, Pude at sidde paa; ogsaa Hovedpude. Udtales alm. Høiende, Høyend, Hyend. — Sv. hyende; G. N. hœgindi, af høg, bekvem.

høgleg(e), adv. mageligt, bekvemt, med Lethed. Tell. Rbg. Mandal. Nhl. Du kjem’e høgle fram te Kvelds.

høglendt, adj. høit liggende, om Mark og Ager. Mest søndenfjelds. Sv. högländ.

høgliva, adj. stormavet, som har fremstaaende Mave. Nhl.

Høgljo(d), s. Høgmæle.

høglærd, adj. høilærd.

Høgmæle, f. høirøstet Snak; ogsaa: offentlig Omtale. Nordre Berg. Sdm. Dæ kom i Høgmælꜳ, ɔ: det rygtedes, man begyndte at tale offentlig derom. (Isl. hámæli, n.). I Sogn hedder det: Høgljø (for Høgljod).

høgmælt, adj. 1) høimælet, som har en høi eller stærk Stemme. 2) høirøstet, som taler høit.

høgna, v. n. (a—a), forhøies, blive høiere. Nogle Steder ogsaa v. a. forhøie, sætte høiere, — hvilket hellere skulde hedde høgra eller høgja.

høgraud, adj. høirød.

høgre, adj. høire. (Modsat vingstre). Sv. höger. G. N. hœgri. Paa høgre Hand’a: paa høire Side. — Ligelydende er Komparativet af høg: høgre; i Sæt. hægre.

Høgset, n. Høisæde, Høibænk. Efter Udtalen tildeels: Hekset; i Nhl. Hauset og Haust, som nærmer sig til G. N. hásæti.

høgst, adj. (superl. af høg), 1) høiest; 2) mest. — Høgste Parten: den største Deel. (Jf. Høgd). I Sdm. hedder det ogsaa: høgstꜳ, der ogsaa bruges som et Subst. f. Ex. Han heve fꜳtt høgstaa ’ta di (ɔ: det meste deraf).

høgst, adv. høiest. „høgst ꜳ Dag“: midt paa Dagen. Nordre Berg. „høgst ꜳ Natt“; ved Midnat. Ligesaa: „høgst ꜳ Sumar; høgst ꜳ Vinter. I Nhl. siger man: „hæst Dag“; i Ag. Stift „høgst Dags“ (høstags), hvoraf Høgstdags-Leite (Middagstid). I Lighed hermed siges: „høgst Nattes“, som dog er en feilagtig Form.

høgt, adv. 1. høit. (I Sæt. hꜳgt). høgt Middag: sidst i Middagsstunden, lidt over Middag. snakka i høgt: tale høit (i Modsætning til hviske). Helg. Ellers: uppi høgt, el. ’pi høgt.

høgt, adv. 2. let, bekvemt, med Magelighed. Rbg. See høg, 2.

Høgtid, f. Høitid. — høgti’a, v. n. bruges i Sogn om at gjøre meget Væsen af En, gjøre Opvartning, være ydmyg.

høgvint, adj. om Jord: let at dyrke eller bearbeide. Rbg. Ellers lettvint.

Høkkel, m. Ankel. (Namd.). S. Okla.

Høl, m. see Hyl.

høla, v. a. og n. (e—te), smigre, kjæle, kildre En med behagelige Forestillinger. Kr. Stift, Gbr. og fl. Ellers: øla, gjøla. (G. N. hœla, rose).

hølen, adj. smigrende, venlig. Jæd.

Høling, f. Smiger, Sødtalenhed.

Høling (for Hyrding), s. Hyring.

Høna, f. en Høne. Artsnavnet Høns, pl. n. bruges ligesom i Dansk.

Hønsebær, n. et Slags Bær med en sød og vandig Smag. (Cornus svecica). Sv. hönson. Kaldes ogsaa: Skrubbe (Nordenfjelds) og Silkjebær (Shl.).

Hør, (n.), i Talemaaden „i Hør ꜳ Heim“, ɔ: hen i Taaget, i Vildelse. Helg. og tildeels i Tr. Stift. I Sdm. hedder det „i Hyrg ꜳ Heim“. Jf. Hyrg.

Hør, f. s. Hær. — høre, v. see hæra.

Høring, s. Hyring og Hæring.

Hørsꜳld, s. Hæresꜳld.

Høv, træffende; see visshøv.

høva, v. a. og n. (e—de), 1) træffe, møde, f. Ex. en Mand paa Veien. Hard. Shl. Jæd. — 2) træffe, ramme (noget som man sigter til). Rbg. Tell. Han høvde alt dæ, han skaut paa. (G. N. hœfa). Andre St. „treffa“, som er et nyt Ord. — 3) afpasse, faae noget til at passe eller falde sammen. Hall. og fl. (sjelden). Han høvde dei ihop. Maaskee den ældste Betydning; jf. hova, v. a. og Hov, n. — 4) v. n. falde sammen, passe til hinanden (om adskilte Ting). Mere alm. Dei høve ihop: de passe til hinanden. — 5) lave sig, føie sig, indtræffe; om samtidige Omstændigheder. Dæ høv’ ikje so fyre meg (det er mig ikke ret beleiligt). Dæ høvde so til (det traf sig saaledes). — 6) med Dativ: passe, være passende for, anstaae, klæde. Alm. og meget brugl. (Isl. hæfa; Sv. höfvas). Dæ høve meg inkje. Dæ høv’ ikje alt Bonnꜳ so høve Monnꜳ (det passer ikke alt for Børn, som passer for Mænd).

høvast, v. a. mødes, træffe hinanden. Søndhordlehn.

høve, v. a. slænge, kaste. Indr. (Undertiden med Imperf. hov). Ellers hevja, hiva.

Høve, n. 1) Træf, Slump, Lykketræf. Pꜳ eit Høve: paa Slump. Rbg. — 2) Tilfælde, Leilighed. Nhl. Shl. Eit ꜳ anna Høve: ved en og anden Leilighed. Ogsaa: Sammentræf af forskjellige Omstændigheder. Tr. Stift. Eit underle Høve: et besynderligt Sammentræf af Begivenhederne. — 3) en passende Ting, det som passer for En. Dæ va ikje mitt Høve: det passede ikke for mig. Hertil: Enkjehøve, og Enkjemanshøve, om aldrende ugifte Folk. Te Høves (tehøvs): tilpas. Guldbr.

høveleg, adj. passende; bekvem, beleilig. Alm. og meget brugl.

Høvsmann (for Hovudsmann), m. Formand for en Fiskerbaad eller et Fartøi. Nordlandene og Tr. Stift.

Høy, n. Hø. (G. N. höy, hey).

høya, v. n. (a—a), arbeide med Høet; tørre og indsamle Hø. Alm. Hertil: Høyar, m. og Høying, f.

Høy-ꜳr, n. Aar med Hensyn til Høavlen. Eit godt Høyꜳr.

Høybreia, s. Høyflekk.

Høybrut (aab. u), m. Hø-Rummet i en Lade. Nordre Berg. og fl.

Høyende, s. Høgjende.

Høyfang, n. Høfavn, Høknippe; s. Fang.

Høyfarm, m. Ladning af Hø.

Høyflekk, m. et Lag af Hø, som er udspredt paa Marken for at tørres. Kaldes ogsaa Høybreie (Tr. Stift), Høyrækje (Indr.).

Høyfrø, n. Frø og Affald af Høet.

høyg, s. høg. — Høyhæs, s. Hæs.

Høyjor, f. Jord med Hensyn til Høavl. Ei go’ Højor: en Gaard som giver meget Hø.

Høyk, m. Tangen paa en Lee. Helg.

Høykrok, m. Krog at nedtrække Hø med i Laden (dannet som en spids Vinkel).

Høyløde, f. Hølade, Skovlade. Hedder i Namd. Høylodo, Høylo; i Ørk. Hulu.

Høyløysa, f. Mangel paa Hø.

Høymeis, f. et Net af Vidier, hvori Hø væltes ned fra Fjeldene. Nordenfjelds. I Nhl. Høyrotta.

Høymod (aab. o), n. Affald af Hø.

Høymola (oo), f. et almindeligt Ukrud i Agrene, Skræppe (Rumex crispus). B. Stift. Hedder ellers: Høymꜳlu (Tell.), Heimel (Mandal), Heimule (Gbr.), Heimulu (Indr.), Høymul (Ndm.), Hemula (Helg.), Humul (Ørk.). I det Islandske hedder det heimanjóli (af njóli, Stilk); alligevel er Oprindelsen uvis.

Høy-onn, f. Høslæt, Arbeidet med Høet. Ellers Slꜳtt; jf. Onn.

høyra, v. a. og n. (e—de), at høre. Imperf. hedder i B. og Tr. Stift: haurde (sædvanlig haure), og Supin. hedder haurt; ligesaa Particip: haurd’ (haur’e). Inf. hedder i en Deel af Ryfylke: haura. (G. N. höyra). Talemaader: høyre ꜳt: a) lytte til; b) spørge efter noget. — høyre ette: a) lytte til (jf. lyde); b) ændse, agte paa; c) forhøre sig om noget, efterspørge, begjære. — „høyre til“ (te) har den særegne Betydning: tilhøre, henhøre til. — Dæ høyrest: man kan høre det.

høyrande, adj. som kan høres, eller er at høre. D’æ ikje høyrande pꜳ dæ: man skal ikke ændse det. Dæ va høyrande te di: det var saa at høre, ɔ: man maa slutte det efter hvad man kunde høre. Gbr. Sdm. og fl.

Høyrsl (Høyrsel, Høyrsla), f. Hørelse.

Høyrækje, f. s. Høyflekk.

høysa, v. n. raabe til En som er langt borte (sædvanlig med Tilraabsordet: høy!) — Mandal, Rbg.

Høysta(d)e, m. Høbunke, det opstablede eller sammenpakkede Hø i Laden. Høystae bruges i Kr. Stift; ellers: Høystabbe, m. (Sogn, Vald. Helg.), Høystꜳl, n. (Sdm. Helg. Tr. Stift).

Høytapp, m. en liden Høvisk. Tr. Stift, Østerd. (Sv. hötapp). Ellers Høydott, og flere.

Høyterre, m. Hø-Tørring. B. Stift (jf. Terre). halda Høyterre: tørre Hø. Ein Høyterres-Dag: en Dag som er gunstig for Høbjergningen.

Høyturk, m. det samme, men mere alm.

Høyvær, n. gunstigt Veir for Høbjergningen. Søndenfjelds.