Ordbog over det norske Folkesprog/I
I.
i, præp, i. I de almindelige Betydninger med Begreb af Sted, Tid, Tilstand o. s. v. I de Dialekter, som adskille Dativ fra Akkusativ, styrer dette Ord Dativ, naar det skal betegne en Væren eller Forbliven; f. Ex. Han sat i Bꜳt’a (Bꜳt’e, el. Bꜳt’æ). Derimod styrer det Akkusativ, naar det betegner en Henvendelse, Gang, Bevægelse til et vist Punkt; f. Ex. Han gjekk inn i Bꜳt’en. Han sꜳg upp i Topp’en. Det forbindes ofte med et paafølgende Subst. i den ubestemte Form, saaledes at begge tilsammen synes at danne et Adverbium; f. Ex. i Hop, i Hug, i Stad, i Ꜳr, i Dag o. s. v. (Jf. Præpositionerne: i mot, i gjenom, i millom). — Undertiden sammensættes det, ligesom i det Islandske, med et Adjektiv for at betegne en Blanding eller Tilsætning af en vis Beskaffenhed; saaledes: iblꜳ, isvart, imyrk. — Med et foregaaende Adverbium forbindes det ofte saaledes, at begge synes at danne et sammensat Ord; f. Ex. fram-i, att-i, inn-i; herved fremkomme de sammendragne Former: ni for ned-i, pi for upp-i, ti for ut-i. I endeel Dialekter (Nordre B. Tr. og Ag. Stift) bruges dette „ti“ meget ofte istedetfor det simple „i“, f. Ex. ti ’an (i ham), ti di (i det), ti Klæom (Klæderne). Dog bruges ikke „ti“ i de Tilfælde, hvor det paafølgende Subst. altid staaer i den ubestemte Form; f. Ex. i Ro, i Lag, i Gang; — saaledes aldrig foran en forældet Dativform, som: i Live, i Sinne, i Stade. Ligesaa bruges i, og ikke ti, naar Objektet mangler, og Sætningens Verbum følger efter „i“; f. Ex. Lꜳst inkje i vera (Lad som om der ikke var noget i det). Jf. pꜳ.
i, pron. I Bruges kun istedetfor „Du“ som en høfligere Tiltale. Paa Helgeland bruges det saaledes altid i Tiltale til Forældre og til gamle Folk i Almindelighed; det tilsvarende Objekt er: ør, eller ær (Helg.); andre St. jær. Genitiv: ørs, ærs, jærs. — Jf. did (di, de).
i, for ei (Artikel i Feminin); s. ein.
i, for e, eller eg; s. eg.
ia, v. a. (a—a), tiltale med „i“ istedetfor „du“. Han ia meg. — Helg. og fl.
ia, v. n. (for ida, el. idja), 1) svulme, røres op, være i Gjæring eller Bevægelse; om Vædske. Skal bruges i Søndfjord. 2) gynge, bæve, bugne under Fødderne (= dissa); om en Sump. Helgeland.
Ia (for Ida), f. Strømning eller Hvirvel i Vand; især Bagstrøm, den tilbagegaaende Strømning i Bugterne af en Elv. Meget udbredt Ord, men i forskjellig Form, nemlig: Ia (Nhl. Hard.), Ie (Sfj. Tell. Rbg.), Ea, Bak-ee (Helgeland, Trondhjem), Eꜳ (Ndm.), Odo, for Eda (Namd.), Udu (Ørk.), Bak-vudu, og Kringvudu (Indr.); ogsaa Bakeie forekommer ved Trondhjem. Isl. iða (Gretters Saga, Kap. 69), yda (hos Haldorson). I svenske Dial. ea, ia, ier. Tingen hedder ellers Evju (Ag. Stift) og Ave (Helg.). I Sdm. hvor det skulde hedde Ide (aab. i), er dette Navn ubekjendt; jf. Atterekje, Atterenne, Attebera. I Nhl. er Ia en mindre Strøm end Attebera.
iaftes, d. s. s. igaarkveld.
iꜳrs, see ved Ꜳr og Ꜳrs.
ibland (eller oftere: iblandt), adv. af og til, paa et og andet Sted; undertiden.
iblꜳ, adj. blaa-agtig, som falder i det Blaae. (Tonen paa i).
Iblenda, f. Iblanding, Tilsætning, noget som blandes i (især i Mælk). Nordre Berg.
idelege, adv. idelig, bestandig. (Sjelden).
idest (iest, ist), v. n. gide, ville, bekvemme sig til. Nordre Berg. Tr. Stift. Bruges inkje røyve se (Sdm.), el. Han ies inte rør’ sæg (Indr.): han gider ikke røre paa sig. Sv. idas.
idig, adj. virksom, stræbsom. (Modsætningen oidig er mere brugelig).
Iend (Kornspirer), s. Eiende.
Ifall, n. Ifald, Tilstrømning; f. Ex. i en Tragt eller en Mølle. D’æ for stort Ifall: der falder for meget i.
ifjor, forrige Aar; s. Fjorꜳr.
ifrꜳ, det samme som fraa (fra). gꜳ ifrꜳ: fragaae. kvar-ifrꜳ: hvorfra.
Ifylling, f. Ifyldning, Udjævning.
i fyrrꜳrs: Aaret før ifjor. i fyrrdags: iforgaars. S. fyrre.
Ifær, f. Aabningen paa Klæder og Støvler. Af Talemaaden: „fara i“ (iføre sig).
Igꜳngsklæde, pl. n. Gangklæder. Nordre Berg. og fl. (Isl. igángsklæði).
igꜳr, adv. igaar. Hedder ogsaa: igjꜳr, (Søndre Berg. Sogn, Hall. Valders, Gbr.). Isl. ígær. G. N. ogsaa igjár. — Hertil: „i gꜳr-natt“ (igjꜳr nott); Natten før igaar. „i gꜳr-morgon“ (i gjꜳr mꜳro): igaarmorges.
igꜳrkveld, igaaraftes. Hedder ogsaa: igjꜳrkveld (Vald. Gbr.), igjærkveld (Sogn, Voss. Hard. Jæd.). Isl. ígærkveld. Ellers: „i æfta“ (Hall.), i aftes, el. „i aftas“, for Aftans (Sdm. Tr. Stift) og „i kveld“ (Buskerud).
Igelkjer (og Iglekjær), n. Sø-Pindsvin (Echinus). Hedder ogsaa: Illkjær, Ullkjer, Iulkjer (Sdm.), Iskjær (Shl.). Isl. ígulker.
igjen (igjæn), adv. bruges paa mange Steder afvexlende med: atte, i Betydning af a) atter, paany; b) tilbage; c) til, om en Tillukkelse.
igjenom (aab. e), præp. med Akk. 1) igjennem. (G. N. ígegnum; Sv. igenom). — 2) henover, hen ad (i en lang Strækning), f. Ex. fram igjenom Dalen; inn igjenom Land’e. Hedder ellers: igjøno, igjønꜳ (vest- og nordenfjelds).
igjærkveld, s. under igꜳr.
Igl, n. Væmmelse, Kvalme. Sdm.
igla, v. n. væmmes, føle Kvalme eller Afsmag, f. Ex. efter harsk og fed Mad. Nordre Berg. Hedder ellers: ila (Hard. Shl.), elgja (Nhl.), øgje (Guldbr.). Jf. kli. (Isl. elgja, æla).
Igle, m. Igle, Blodigle. — Iglehꜳv, m. et Net af fange Igler med.
Iglegras, n. Troldurt (Pedicularis).
iglen, adj. som føler Væmmelse eller Kvalme. Jf. elgjen, vimlen.
igrꜳ, adj. graalig, graaagtig.
Igrꜳl, m. et Sødyr som ellers kaldes Kvitaal og Sleipmakk. Sogn.
Ihau, og Ihꜳgꜳ, s. Ihug.
ihel (i Hæl), ihjel. (G. N. í hel). Hertil: ihælfrosen: død af Frost. ihælslegjen (slien), ihjelslagen. ihælsvolten: død af Sult.
ihop (i Hop), 1) sammen, fælles, i Fællesskab. 2) tilsammen, til hinanden; ogsaa hos eller ved hinanden. 3) ind, sammen; om Tryk, Bøining o. s. v. Meget brugl. overalt, da Ordet saman er sjeldent. (Sv. ihop). eiga ihop: eie i Fællesskab. eta ihop: spise sammen. draga ihop: sammenspare. snu ihop: vende til hinanden. liggja ihop: ligge sammen. kjøkja seg ihop: bøie sig sammen. skruve ihop: sammenskrue. Dæ bar ihop: det kom til Slagsmaal. Eg va ihop mæ han ette di: jeg var hos ham og bad ham derom, forhørte mig hos ham derom. Tr. Stift, Sdm.
ihopblenda, adj. sammenblandet. Ligesaa: ihopdregjen, sammendragen. ihopgivne, pl. sammenføiede, ægteviede. ihopgrodd, sammengroet. ihophavd, sammenbragt. ihopkomne, pl. sammenkomne; ogsaa: gifte, ægteviede. ihopkrøkt, sammenbøiet, med Enderne mod hinanden. ihoplaupen, sammenløben, indskrumpet. ihopsett, sammensat; o. s. v. Jf. hopgꜳngoll.
i hug: ihu; s. Hug. — ihugkomen, adj. ihukommet, erindret.
Ihug, m. Bekymring, Uro, Ængstlighed; ogsaa Længsel. Ørk. i Formen Ihau; Inderøen, i Formen Ihꜳgꜳ (som forudsætter: Ihugje). Jf. Illhug.
i høgt, adv. høit, lydeligt, ikke hviskende. Helg. og fl. Ellers upp-i høgt, eller blot: høgt. Han las ’pi høgt: han læste med lydelig Røst.
Iing, f. Rørelse, Hvirvlen; s. ia.
Ikast, n. Noget som kastes i.
ikje, eller ikkje, Negtelsesord: ikke. See inkje.
Ikkjen, Saalen, Fodbladet; s. Ilk.
Ikonn (for Ikorn), n. Egern, Eghorn. Søndenfjelds tildeels Maskulinum. I Helg. hedder det Ikorre, m. — G. N. íkorni; Sv. ikorn og ekorre.
i kring, (adv.), omkring. Jf. Kring.
Ikt, f. Gigt. (G. N. ikt). — iktabroten, adj. værkbruden, krum af Gigt. — Iktaverk, m. Gigtsmerter.
i kveld, 1) i Aften. Alm. 2) igaaraftes. Buskerud, Hedemarken.
Il (aab. i), m. (Fl. Ilja, r), Fodsaaler; Undersiden af Fodbladet, eller især Buen midt under Foden. Meget udbredt, men bruges oftest i Fleertal (Iljanne); i Sdm. hedder det: Yljanne. I Shl. i Eental Ilje, m. (G. N. il, f.). Jf. Ilk.
ila, v. n. væmmes; see igla.
Ilag, n. Ilæg, noget som lægges i.
i lag, fælles, i Selskab med; s. Lag.
Ilꜳt, n. Sæk, Pose eller andet Gjemme, hvori man samler eller bærer noget. Voss, Hall. og tildeels i Mandal og Guldbr. G. N. ílát. (Af lata). Jf. Vær.
Ilꜳte, f. Tarme eller Maver som bruges til Pølser. (Kun i Fleertal). Sdm. Tr. Stift og Helg.
Ile, f. Kilde, opspringende Vandaare. Ved Kristiania. Jf. Olle. Ilbrand, s. Gullbrand.
Ile, m. Steen eller Lod, som bindes til Hjørnet paa et Garn for at holde det til Bunden. Nordre Berg. Tr. Stift og fl. — Iletog, n. Baand hvormed Ilen fæstes.
ilen (ii), adj. usmagelig, modbydelig. (Jf. ila). Helg. Fosen. Bruges kun i Neutrum (ile). salt-ile Vatn: Vand som har en ubehagelig saltagtig Smag.
ilen (aab. i) næret, opfostret; s. alen. Sdm. og Tr. Stift (elen, ælen).
ilengjast, v. n. længes idelig. Helg.
iljos, adj. noget lys af Farve. (Sjelden).
Ilk, m. Fodblad, Fodsaale. Guldbr. I øvre Tell. hedder det: Ikk (Ikkjen); jf. Il og Iark.
ill (ii), adj. 1) ond, slem, slet. Udtales ogsaa: idl’e (Sogn), idd’e (Sæt.). G. N. illr. — eit kvart ilt: noget ondt, en eller anden slem Ting. Han æ ’kje anna ilt: ikke andet end ondt (om en arrig og fortrædelig Person). 2) vred, hidsig, forbittret. Han va so ill’e fyre dæ. (Gbr. Sdm. og fl.). Jf. vill, ful, vond, sint. 3) bitter, smertelig. Mest i Neutrum. Dæ va so ilt: det smertede saa meget. Dæ gjere ilt (gjør ondt). Jf. Ordsproget: Han æ ilt rædd’e, so ilt gjere, ɔ: den som gjør ondt, frygter at man skal gjøre ham det samme.
illa, v. a. (a—a), vredes, fatte Uvillie mod En, hade. Sogn. Nhl. Du mꜳ ikje idla meg fyre da.
illast, v. n. blive hidsig. Ogs. ilskast.
Illbyste, n. et hidsigt, arrigt Dyr; undertiden ogsaa om Mennesker. B. Stift. Af Talemaaden „bysta seg“ (reise Børsterne).
ille, adv. ilde, slemt, slet. I Søndre Berg. hedder det: illa, og udtales ellers: idla og (i Sæt.) idde. G. N. og Sv. illa. — Hertil: ille faren: brøstholden, slet tjent med sin Lod. ille komen: forlegen, kommen i en vanskelig Stilling. — ille lꜳten: 1) klagende, klynkende; 2) lastet, dadlet. Nhl. — ille rꜳe (for rꜳde): uordentligt, daarlig bestilt. Ørk. ille rꜳen (for rꜳden): forlegen, betrykt, ilde stedt. Tr. Stift. ille voren (aab. o): daarlig, ilde beskaffen. B. Stift. — Eg vart so ille ve(d): jeg blev saa ubehageligt overrasket, en uhyggelig Fornemmelse paakom mig. (Hedder ellers: „ilt ve“). Han ser ille ut: han har et sygeligt Udseende, er bleg og mager.
Illelꜳt, n. Klynken, Klagen. (Af Talemaaden „lꜳta ille“, ɔ: klage).
Illelæta, f. Last, Dadel, Bebreidelse. B. Stift. Hedder ogsaa Illæte. Han fik Illæte fyre da (man lastede ham for det).
illerꜳden, s. under ille.
illfingjen, adj. vredladen. Sdm.
illgjærsk, adj. grusom, ondskabsfuld. Ørk.
illhꜳtta, adj. hidsig, arrig; ogsaa: barsk, frastødende. Namd. og fl.
Illhug, m. Bekymring, Ængstelse. Tell. (mest i Formen Iddhog). Jf. Ihug.
illhuga, adj. bekymret, ængstlig, urolig i Sindet. Sogn, Søndre Berg. og fl.
illhugast, v. n. ængstes, være bekymret og urolig. Ørk. i Formen illhꜳgꜳs.
illhyrje, adj. stygt, uhyggeligt. Ndm.
Illhærske, f. tiltvunget Mod. Sdm. Ein laut gjere dæ mæ ei Illhærske, ɔ: man maatte betvinge sin Natur, paatage sig en unaturlig Dristighed for at gjøre det. Om noget som er høist modbydeligt. Af har. — Hos P. Dass forekommer ogsaa: illherskjen, adj. hidsig, bister.
Illing, m. en vredladen Person. (Sjelden).
Illkjær, s. Igelkjer.
Illmenne, n. hidsigt, vredladent Menneske. Nordre Berg. (sjelden). Modsat Godmenne.
Illnøyte, n. ligesom Illbyste om Dyr, men siges ogsaa om Mennesker. Nfj.
Illrikse, f. = Ꜳkrehøna. Sdm.
Illrot, f. 1) Uveirsluft, Vind som medfører et langtvarigt Uveir. 2) et Slags ondartet Udslæt. Hedder ogsaa Illrøte, n. (B. Stift).
illsint, adj. arrig, hævngjerrig, som ikke kan dæmpe sin Vrede. Sdm.
Illskap, m. Hidsighed. Jf. Ilska.
illtolig (aab. o), adj. ømsindet, som ikke taaler noget. Stav. Amt. Jf. utolug.
illtrivast, v. n. (Ipf. illtreivst), vantrives, være utilfreds. Ndm. Ørk.
Illvilje, m. Uvillie, Had. Søndre Berg. G. N. illvili.
illvoren, adj. vranten, noget hidsig.
Illvær, n. Uveir. (Gbr.). G. N. illviðri.
Illæte, s. Illelæta.
Ilska, f. 1) Hidsighed, Forbittrelse. 2) Ildebefindende. Ilske i Kroppen: ubehagelig Fornemmelse i Legemet.
ilskast, v. n. vredes, blive hidsig (sjelden). Isl. illskast. I Sdm. ogsaa det samme som buast, om Køer.
ilsleg, adj. barsk, vredladen; ogsaa om Veiret: ublidt, uhyggeligt. Kr. Stift. I Rbg. og Tell. ilskleg.
ilt, adv. bittert, ondt. See ill. Eg vart so ilt mæ: jeg blev saa ubehageligt overrasket, greben, forskrækket. I Sdm. siges „ilt vid“; søndenfjelds oftest „ille ve“. (Sv. illa vid). — Hertil hører formodentlig: ilt ende (el. ilt hende). der bruges i Sdm. som Udtryk af Forbittrelse; f. Ex. ilt ende slikt Tøv!
Im (ii), m. Lugt. Han kjende Im’en ’ta di (havde Veiret af det). Ndm. Ørk. og fl. Vel egentlig = Eim.
ima, v. n. (a—a), 1) lugte eller uddunste. Nordenfjelds (sjelden), jf. eima. 2) drysse fiint, falde i smaa Gran eller Fnug, ligesom Støv; om Sneen. Helg. Heraf Iming. 3) grye af Dagen (naar Luften graaner af Dagslyset). Sogn.
Ima, f. Stribe eller Plet med en svag Overgang til en anden Farve. Nordre Berg. (meget sjelden). See imet.
i mak, i Rolighed. See Mak.
i makje, sagte, stille. Mest nordenfjelds. gꜳ imakje. lesa imakje. S. Mak.
Imbre, m. et Slags stor Vandfugl som ligner en Lom (Colymbus). Ogsaa Immer Ymm’er. Nordenfjelds.
Imbresundag, Søndagen før Juul (4de S. i Advent). Nordre Berg. hvor man ogsaa siger. Imbrelaurdag, og Imbremꜳndag om de nærmeste Dage. I det gamle Sprog forekommer ofte Ordet imbrudagar, der synes at betyde Tamperdage (N. g. Love, II, 288. 360. og fl.). Jf. Ang. ymbren, Omløb, Tidscirkel.
imet’, adj. stribet eller indsprængt med Pletter af en anden Farve. Sdm.
imillom, præp. imellem. Styrer Dativ; f. Ex. imillom Husom. Hedder ellers: i myllo og myllꜳ (B. Stift, Helg. og fl.), imjyllo (Shl.), imiggjom (Sæt. for imiddjom); forøvrigt: i millom. I Sammensætning blot millom. G. N. i millum, á milli.
Iming, m. fiin Snee, der falder ligesom Støv. Helg. jf. ima.
imis (ii), adj. 1) afvexlende, ikke altid ligedan. Rbg. Tell. Hall. Sdm. Ogsaa: maadelig, ikke ret god. 2) i Fleertal: forskjellige. Pꜳ imisa Side: paa forskjellige Sider. G. N. ýmis.
imist (ii), adv. forskjelligt, af og til, ikke altid ligedan. Dæ gjæng’ imist. Tell. Hall. Sdm. Hedder ogs.: ymist (Jæd. Mandal), ymse (Søndre Berg. og fl.), imsꜳ (Sdm.), imse og ems (Tr. Stift). G. N. ýmist; Sv. ömsom.
imiste (i Mist), adv. feil, forgjæves; paa urette Sted. Gbr. og fl. I Sdm. hedder det „i Myss’en“. — slꜳ i miste (el. slꜳ i myssen): gjøre et Feilslag, slaae feil, saa at man ikke træffer.
imse, og imsꜳ (af og til) s. imist.
imyllo, s. imillom.
imyrk, adj. mørkladen, noget mørk.
indra, v. a. flytte længere ind. (Modsat ytra). Sjeldent Ord.
indre, adj. inderst. Indre Leid’a: den indre Søvei.
ingjen, adj. ingen. I Femin. hedder det: ingji (Sogn), ingjei (Hard.), ingjæ (Nhl. og fl.), ingja (mest almindl.), ingor (Gbr.). Neutr. inkje. — Fleertal: inga (Ørk. og fl.), ingjo (Shl). ingjæ (Nhl. og fl.), ingre (Sdm.), ingle (Sæt.). I Sdm. findes ogsaa et Dativ: ingrꜳ; f. Ex. Dæ va ingrꜳ likt (det var ikke ligt nogen Ting).
ingjenstad, intetsteds.
ingjæleis, adv. paa ingen Maade. Hard.
inkje, adj. intet. I Ag. og Tr. Stift tildeels: inte, int’. G. N. ekki (for einki, el. eittki). — fyre inkje: 1) for intet, gratis; 2) til ingen Nytte. Han æ fyr’ inkje (er uduelig, fordærvet). Sdm. — til inkjes: til intet; til ingen Nytte. — inkje Slag: ingen Ting. inkje vetta: intet, el. saa godt som intet. jamgodt mæ inkje: saa godt som intet.
inkje, Negtelsesord: ikke; ingenlunde; aldrig. Formen inkje (inte, int) advexler med ikkje eller ikje (itte, itt); dog saaledes at inkje bruges altid, naar der lægges megen Vægt paa Negtelsen, og derimod ikje i de øvrige Tilfælde; f. Ex. „Han kjem ikje“ (med Tonen paa kjem), ɔ: han kommer ikke; derimod: „Han kjem inkje“, ɔ: han kommer nok aldrig. Ikje er sædvanlig ganske toneløst, saa at det dobbelte k, som det egentlig skulde have, ikke kan mærkes, da den største Vægt falder paa Stavelsen kje. — I mange Sprogarter, især alle de vestenfjeldske, sættes Ordet „ikje“ sædvanlig nærmest ved Verbet i Sætningen og saaledes ofte foran Subjektet eller Objektet; f. Ex. Dæ vil ikje me helder, ɔ: det ville vi dog ikke. Eg sꜳg ikje dæ, ɔ: jeg saa det ikke. — Ordet forkortes efter en Vokal til: kje, og imellem to Vokaler til: kj; f. Ex. Du mꜳ ’kje (du maa ikke). Mꜳ ’kj’eg (maa jeg ikke).
inkor, og inkvann; s. einkvar.
inn, adv. 1) ind (i almindelig Betydning). Udtales altid med lukt i (ii), og nogle Steder endog langt (som iin). G. N. inn. 2) ind, i Retningen mod det Indre af Landet. I det vest- og Nordenfjeldske betyder det saaledes omtrent det samme som øst, i østlig Retning. 3) inde; nemlig for inne, i Sammensætning med Præpositioner, som: inn-i, inn-pꜳ, inn-mæ. Talemaader: „inn ꜳ nor“, ɔ: ind og nord, ind mod Landet i nordlig Retning; i Nordost. „inn ꜳ syd“, om en lignende sydlig Retning. „inn ꜳ upp“: indad i opstigende Retning. „inn ꜳ ne“: indad i nedstigende Retning. inn-atte: ind igjen; tilbage. inn ette: indad; længere ind. inn-fyre (præp.); ind for, til, i Nærheden af. inn-i: ind i; ogsaa: indentil, indvendig. inn-mæ: indad langs med; ogsaa inde ved. inn-um: ind om, eller forbi. inn um Dyr’a: ind i Huset.
inna (inne, ine), v. a. (e—te), fortælle, sige. Sdm. (Sjelden). Dei inte dæ ette ’nꜳ: de fortalte det efter ham. (G. N. inna). Findes ogsaa, men meget sjelden, i Betydningen foresige, diktere. Han inte fyre dei kva dei skulde skrive.
inna (for innan), adv. 1) indenfra, ud af. G. N. innan. I Nordre Berg. bruges det som præpos. med Dativ, f. Ex. Han kom inna Stovenne (ɔ: ud af Stuen). 2) fra et Sted som er længere inde i Landet; udad mod Havet. 3) længere inde. Kun i Sammensætning med til, paa, fyre, um og fl. I Hard. Voss og nogle flere Steder hedder det i denne Forbindelse: innan. — innafyre (innan-fy): indenfor. innaette: indenfra, udad. (Hard. innan-te). Vinden stend inna av: ɔ: indenfra, af Landet. (I Sdm. hedder det ogsaa: inna-o’, for innan-or). innamæ Strandenne: indenfra langs med Stranden. — De hertil hørende Ord maae ikke forvexles med dem, som ere sammensatte med innar, hvilket ogsaa i mange Dialekter hedder inna, hvorom nedenfor.
inna, adv. længere ind; s. innar. innaꜳt, s. innarꜳt.
innabeins, adv. paa den indadvendte Side af Fødderne eller Armene. (Modsat uttabeins). Næsten alm. Jf. innahendes.
innabors, adv. inden Borde.
innafrꜳ, indenfra; jf. inna.
innaføttes, adv. paa den indre Side af Foden. Gbr. Ørk.
innagjæres, adv. indengjærdes.
innahendes, adv. paa den indre Side af Haanden eller Armen. Gbr. Ørk. Andre Steder indbefattes dette saavelsom „innaføttes“ i Ordet innabeins.
innalands, adv. indenlands. (Sjelden).
innalege, adv. i det Indre; langt inde. Dæ lꜳg so innale’ (saa langt inde).
innanaves, adv. indvendig i et Huus: imellem Hjørnerne indvendig. Sdm. Af Nov.
inna-or, præp, indenfra, ud af.
innar, adv. længere ind i Huset. Sogn, Søndre Berg. og fl. Ellers: inna (Sfj. Sdm. Tr. Stift), innꜳr, og forkortet: ’nꜳr (Rbg. Tell.). G. N. innar. — Innar i Stovo: indad mod Bagvæggen i Stuen. Hedder ellers: inna i Stovꜳ (Sdm.), ’nꜳr i Stoga (Rbg.). Innar i Koren: op i Koret, i en Kirke. Innar ꜳt Veggjæ: op til Bagvæggen (I Sæt. ’nꜳr at Veggje). Innar um Bor’e: til Sædet imellem Bordet og Bagvæggen. Innar pꜳ Bor’e: frem paa Bordet.
Inn-arbeid, n. Arbeide i Huset.
innaskjers, adv. indenfor Skjærene, i det indre Forvand.
innasoknes, adv. inden Sognet. Sjelden.
innastokks, adv. inde i Huset; inden Væggene. (Isl. innanstokks). Innastokks Arbeid: Arbeide i Huset. Nordre Berg.
innasunds, adv. i det indre Farvand.
inna-til (innan-te), 1) indentil, indvendig. 2) indenfra. I denne Betydning hedder det ogsaa inna-ette (Nordenfjelds) og innan-at (Nordenfjelds) og innan-at (Rbg.).
innaveggjes, indenfor Væggene. Sjelden.
innbilla, v. a. (e—te), indbilde. (Nyere Ord).
Innbrot, n. Indbrud.
Innbu, n. Indbo, Løsøre.
inn-dregjen, adj. inddragen, indtrukken.
inne, v. a. s. inna.
inne, adv. inde. I Sammensætning med paa, i, mæ, og fl. bliver det til: inn; f. Ex. inn-pꜳ Bor’e (inde paa Bordet), inn-mæ Land (inde ved Landet). Jf. ute, uppe, framme, heime. — innebygd, adj. indsluttet af en Bygning, omhygget. — innefrosen, indelukket ved Iis. — innegjært, indhegnet, omgjærdet. inneringa, omringet. innestengd, indestængt.
innfeit, adj. fed indvendig.
innful, adj. slu; hemmelighedsfuld.
inn-grodd. adj. indgroet.
inn-havd, adj. indbragt, indført.
innhol (aab. o), adj. huul; indhulet.
innhyses, adj. inde i Huset. Nordre B.
Innkoma (aab. o), f. Indtægt, Indkomst.
inn-komen, adj. indkommen. vera innkomen mæ ein: være afholdt eller begunstiget hos En. Nordre Berg.
innkvævd, indkneben, trang. Rbg.
inn-laten, adj. indladt, indlukket. I Nordre B. hedder det: innliten (aab. i).
Innlaup, n. Indløb (for Fartøier).
innleg, adj. østlig, fra Landet; om Vind. Helg. Modsat utleg.
Innlegg, n. 1) Indlæg; 2) et Stykke Udmark som indhægnes og lægges til Gaarden. Ørk.
inn-loa, adj. indhøstet, indbjerget. Ag. Stift.
Innmat, og Innmete (aab. e), m. Indmad i Slagtekvæg. Sv. inmäte.
innpꜳ-komen, adj. forlegen, kommen i Knibe. B. Stift.
innroten (aab. o), adj. raadden indvendig.
innrønt, adj. om Vinden: østlig, som blæser fra Land. Helg. Namd. hvor det dog ogsaa hedder: innrømt. S. røn.
Innsig (aab. i), n. Indsynken, Indstrømning; Fiskens Indrykken imod Landet.
Innsole, m. Indsaale, Bindsaale.
innsprotten, adj. revnet indvendig.
Innstyde (Instøde), n. Indkomster. Sdm.
Inntak, n. Indtagen; ogsaa Indryk. Tilløb af Fremmede. Tr. Stift.
inn-tikjen (aab. i), adj. indtagen; bjergtagen af de Underjordiske.
inn-under, adv. 1) i Skjul, i Ly; 2) paa den indre Side, eller paa Undersiden. I Helg. Namd. og Fosen hedder det: inn’pund.
innvendes, add. indvendig.
innvertes, adv. indvortes. (Sv. invärtes).
Innvid (Inve), m. Indholter i Fartøi.
Innvol (aab. o), m. Indvolde. (Isl. innvolr).
inst, adv. inderst, længst inde. inst ꜳ øvst: længst inde og høiest oppe.
inste, adj. inderste. G. N. instr.
inte (ɔ: intet, ikke), s. inkje.
Ir (ii), m. 1. Sygelighed, Ildebefindende, f. Ex. efter en Ruus. Ndm. Jf. hire.
Ir (ii), m. 2. Uro i Sindet, Ængstlighed (= Hugverk). Indr. See irast.
ira, v. n. (e—te), 1) angre, fortryde. ire pꜳ ein Ting. Tell. Hall. (G. N. iðra). 2) ømme sig for noget, ville nødig til. Hard. Han irte pꜳ da: han havde ikke Lyst dertil.
irast (ires), v. n. ængstes, bekymres, være urolig i Sindet. Ogsaa længes, især til Hjemmet; føle Hjemvee. Indr.
iren, adj. 1) ærerlig, misfornøiet; som angrer eller fortryder noget. Hall. 2) urolig i Sindet, ængstlig, f. Ex. for at man skal forsømme noget; ogsaa urolig af Længsel eller Hjemvee. Indr. 3) skranten, upasselig. Ndm.
i ring, omkring, rundt; s. Ring.
irsam, adj. urolig, ængstlig. Indr.
Is (ii), m. Iis.
isa, v. n. (a—a), belægges med Iis.
Isbride (aab. i), m. Iisbræe, Iismasse paa et Fjeld.
Isbrodd, m. piggede Jernsaaler til at gaae med paa Iis. Mest i Fleertal. Ogsaa kaldet Isbrødde, og i Sdm. Isbredde.
Isbrune (aab. u), m. Iisbrand (paa Træer). Søndenfjelds i Formen Isbrona.
Ise, f. Delfin; s. Nisa.
Isel, el. Iselje, m. Fiskemælk; Sæd i store Fiske, især i Torsken. I Sdm. Isel; i Helg. og Nhl. Iselje. (Jf. Mjelkje). — Iselfisk, m. Hanfisk.
i senn, paa een Gang; s. Senn.
Isflak, n. et stort Iisstykke. Ogsaa: Isflakje, m. og i Gbr. Isflok (oo), m.
Isflogge, f. see Krav.
Isfær, f. Iisbrud, det at Isen i Elvene brækkes og flyder bort. Berg. Stift. Andre Steder: Isbrot, n. Isgꜳng, m. og Isvekkje, f.
Isgalt, m. Søkat (Chimæra). Sdm. Isgaltlyse, n. Tranen af dens Lever. Jf. Sjøkatt.
Ishella, f. Iisbund, Iislag paa Veiene. I Tr. Stift: Ishyll’.
Ising, m. frossen Snee. Nhl.
isjꜳ, ɔ: hos. (Hard. Shl. og Kr. Stift). See hjꜳ. „isjꜳ okke“ (isj’okke). hos os.
Isjukel (aab. u), m. Iistap. S. Jukel.
iskald, og isende kald: iiskold.
Iskjær, n. Søæble; s. Igelkjer.
Iskjakje, m. Iisstykke. Nhl. Shl.
iskrast, v. n. gyse. (Sogn). S. askrast.
i slag, efter hinanden, i Rad.
islaupen, adj. iisdækket, overfrossen.
Isleggje(r), m. pl. Beenskøiter, Beenpiber hvormed man render eller skrider paa Isen. B. Stift. (Isl. ísleggir).
Ismotta, f. Aabning paa Klæder. Sjelden; jf. Hovudsmotta.
isnæm, adj. som let fryser til. Isnæmt Ver: Frostveir, en Tilstand i Luften hvori der let fryser Iis, endskjønt Kulden ikke synes at være skarp. Nordre Berg.
issa (aab. i), et Udraab af Uvillie eller Afsky. Heraf: issa, v. n. yttre Modbydelighed, sige „issa“. Berg. Stift.
ist (ɔ: gider), s. idest.
i stad (i Sta), 1) nylig, for en liden Stund siden. Meget brugl. i de fleste Egne. 2) strax, snart, om en liden Stund herefter. Nedenæs, Buskerud og fl. (Isl. ístad.).
Ister (Ist’r), f. Vidiepiil (= Vier). Helg. Isterkjerre, m. Vidiekrat, Vidiebusk. Isterskog, m. Vidieskov.
Istig (aab. i), n. Stigbøile paa Vogne og Ridesadler. Søndenfjelds.
Istra, f. Ister. (Isl. ístra). Istresild, f. Fedsild. Istrevꜳmb, f. Isterbug.
isumpren, f. Sumpr.
isvart, adj. sortagtig, noget sort.
Isvekkje, f. Iisbrud. Tell. S. Isfær.
Isvær, n. Veir hvori der let bliver Iis. Søndenfjelds. Jf. isnæm.
Itak, n. 1) Greb, Tag; 2) en voldsom Anstrengelse. Ørk. Jf. Utak.
i-tikjen, adj. rørt, berørt.
itt (ii), for ikkje; s. inkje.
itte (aab. i), s. ette. ittepꜳ, s. ettepꜳ.
i tunn, adv. rundt, i en Ring. B. Stift. (I Sdm. i tynn). Jf. tunna.
ivast (ii), v. n. (e—d), føle Ulyst, ømme sig for noget, ville ugjerne. (= kvide). Jæd. Æg ivest mæ te gjera dæ. (Jf. æva, og G. N. ivast, tvivle).
ive (aab. i), over; see yve.
ivegjen, iveien, til Hinder; s. Veg.
ivra, v. a. ophidse, opægge. Nordre B. og fl. (Jf. øva). ivrig, adj. hidsig, opbragt.
i æfta, i Eftermiddag; ogsaa igaaraftes. Hall. og fl. Jf. igꜳrkveld.