Ordbog over det norske Folkesprog/J
J.
(Konsonant).
ja, Svarspartikelen: ja. Bruges ofte overflødigt, og har som bekjendt mange Forandringer i Betydningen, der kun bestemmes ved Tonen og ere vanskelige at forklare.
Jag, n. 1) Jagen, Driven; 2) Jagt.
jaga, v. a. (a—a), drive, jage, bortdrive. Ogsaa paaskynde, fremdrive. I Gbr. og Ørk. jꜳgꜳ. jaga av (el. veg): forjage, fordrive.
Jagelse’e, m. en liden Reiseslæde eller Kane. Tell. og fl. Jf. Karmslede.
Jaging, f. Jagen, Driven.
Jagt, f. Jægt, lidet Fartøi. Hedder tildeels: Jægt. (Paa nogle Steder gjøres endog Forskjel paa Jagt og Jægt). Jagtefarm, m. Jægteladning. Jagtesegl, n. Jægteseil. Jagtenaust, n. Jægteskuur.
jagta, v. n. gjøre Jagt paa noget, være om sig for at faae en Ting. Tell. og fl.
jakka, v. n. (a—a), beklippe, jævne noget, f. Ex. Haaret. Sdm.
Jakle, m. Kindtand. B. Stift. Ellers: Jaksle (Ørk. og fl.), Jæksle (søndenfjelds). G. N. jaxl, jaxlar.
Ja-kvæde, n. Samtykke, bekræftende Svar; ogsaa Løfte. B. Stift. Han fekk ikje noke Jakvæ’e pꜳ di. G. N. jákvæði.
jale, v. n. huje eller synge med en Lyd som ligner Fløitespil. Tell. Jf. lirla.
Jalk, Vallak, s. Gjelk.
Jall, el. Jadl, s. Hjell.
Jam-aldre, m. Jævnaldrende. Han æ Jamaldren min: han er lige gammel som jeg. G. N. jafnaldri. (Ordet jamn, el. javn, bliver altid i Sammensætning til jam; hvilket ogsaa ofte findes i det gamle Sprog).
jambreid, adj. lige bred overalt.
jambreidda, adj. fuld, saa at det gaaer jævnt med Bredderne.
jambula (aab. u), adj. fyldig, afrundet, med jævn Krop (om Dyr).
Jamdøger, n. et Døgn. Meget udbredt Ord. Nogle St. Samdøger. Betydningen Jævndøgn synes ikke at forekomme.
jam-ekst (Konn), som har lige store Ax.
jamfingjen, adj. jævn, overalt ligedan. Sdm.
jamfull, s. jambreidda.
jamføttes, adv. med Fødderne ved Siden af hinanden, i lige Linie. (Sjelden).
jamgamall, adj. jævnaldrende.
jamgjor(d), adj. lige moden overalt.
jamgod, adj. jævngod; lige god.
jamhar, arj. lige haard overalt.
jamhæra, adv. jævnskuldret. gꜳ jamhæra mæ ein: gaae lige ved Siden af En. Sdm.
jamhøg, adj. lige høi. jamhøgt mæ: lige saa høit som.
Ja-minne, n. Samtykke, Tilladelse eller Løfte. Tell. Jf. Jakvæde.
jamkomen, adj. jævnt opkommen, jævnt voxen, om Ager.
jamlege, adv. jævnlig. Oftere jamt.
Jamlengd, f. samme Tid i det næste Aar (jf. Ꜳrsmot); ogsaa samme Tid i den følgende Maaned eller Uge (Mꜳnemot, Ꜳttedagsmot); dog oftest om Aarstid eller Aarsskifte. Da kjem’ i Jamlengdi. Da rekk’e te Jamlengdi. Sogn, og fl. (G. N. jafnlengd, jamlengd).
Jamlikje, m. Jævnlige, Ligemand.
jamlita (aab. i), adj. eensfarvet, hvis Farve er lige stærk overalt.
Jammer (rettere Jamr), m. Larm, Støi; ogsaa idelig Klynken og Klagen. Meget brugl. i B. Stift; i Sdm. ogsaa Jummer. jammogjen (aab. o), adj. lige moden overalt, om Ager. Tell.
jamn, adj. 1) jævn, slet, flad. Udtales ogsaa: javn (Tellem. Hard.), jabn (Sogn), jæmn (Gbr. Østerd.); i Neutrum altid jamt (jæmt). G. N. jafn; Sv. jemn. 2) ligedan overalt eller altid; f. Ex. om Traad som er overalt lige tyk, Vind som er altid lige stærk, Gang som er altid lige hurtig. 3) om Mennesker: stadig, jævnt vedholdende, især i Arbeide. Ein jamn’e Kar te arbeia. 4) i Fleertal: lige, lige store, eller ligedan beskafne. Dei æ jamne. Saaledes: jamstore, jamhøge, jamlange o. s. v. — 5) i Neutrum (jamt): lige, effen, om Tal som lade sig dele med to, saasom 2, 4, 6, 8, 10 o. s. v. (Modsat: odde). Git um d’æ jamt eld’ odde (gjet om det er effen eller ueffen). Næsten alm. I Tell. siger man Par og odde.
jamna, v. a. (a—a), jævne, gjøre jævn. — jamna seg: udjævne sig, komme i Orden.
Jamna, f. jævn og flad Mark.
jamna, adv. jævnlig, ofte, idelig. Berg. Stift og fl. I Nordre Berg. og flere Steder hedder det jamnꜳ. Isl. jafnan. Jf. jamt.
jamnast, v. n. jævne sig, udjævnes.
jamnaste, adv. oftest, sædvanligst.
Jamne, m. 1. Jævnhed, Lighed; Vedholdenhed i Arbeidet. Jamnen dræg’ seg: Vedholdenhed kommer langt; ved stadig Flid udretter man meget.
Jamne, m. 2. en Farveplante, Lycopodium complanatum. Berg. Stift, Tell. (Sv. jemna).
Jamning, m. Jævnlige, Mage. (G. N. jafningi). Derimod: Jamning, f. Jævning, Udjævnelse.
jamra, v. n. klynke; ogsaa larme, støie.
jamrødd, adj. jævnt besat; om en Baad, naar der roes lige stærkt med alle Aarer.
jamsa, v. n. mjave, om Katte. Helg. og fl. Nogle St. jama. I Sogn: mjꜳa. (Sv. jama).
jamsett, adj. om Baade og Fartøier: jævnt ladet, lige tung for og agter.
jamsid, adj. lige sid overalt.
jamsides (jamsiss), adv. jævnsides.
jamskjær, adj. om Ager, som er overalt moden til Afskjæring. Tell. og fl.
jamsmꜳtt, adj. n. lige smaat. jamsmꜳ Bonn: lige smaa Børn.
jamspelt, adj. om Kortspil, naar Udfaldet er lige for begge Parter, saa at ingen har nogen Vinding.
jamstor, adj. 1) lige stor overalt; 2) i Fleertal: lige store.
jamstroka (aab. o), adj. jævn paa Overfladen; naar Fordybdningerne ere saaledes udfyldte, at de ikke mærkes. B. Stift. I Hard. ogsaa jamstropa.
Jamt, m. Jæmtelænding. Tr. Stift.
jamt, adv. 1) jævnt, lige, i lige Række eller Linie. Jf. jamn. 2) lige saa meget, i lige Grad. 3) jævnt, stadigt (Sv. jemt); ligesaa: jævnlig, sædvanlig, meget ofte. Hertil Talemaaden „jamt ꜳ samt“: uophørlig. Nordre B. — I Gbr. og flere Steder hedder det jæmt. I Sdm. forkommer ogsaa: jænt, f. Ex. dæ hend’ ikje jænt (det hender ikke ofte); hvilket dog maaskee staaer i Forbindelse med det Ørkedalske „jenaste“ (el. gjenast). — jamt mæ: a) lige med, lige høit som; b) jævnsides, ved Siden af. Gbr. (i Formen jæmt). jamt ꜳ odde, s. jamn.
jamtaka, adj. pl. lige stærke, som kunne udrette lige meget. I Sdm. hedder det jamtakstra.
jamtjukk, adj. lige tyk overalt.
jamtrædd, adj. om en Væv, hvori Traaden ligger jævnt og regelmæssigt, eller hvor Rendegarnet gaaer lige nær til begge Sider i Vævkammen.
jamtrøma, adj. bredfuld. Berg. Stift. Ellers: jambreidda, jamfull.
jamturr, adj. lige tør overalt.
jamviljug, adj. jævnlig redebon, beredvillig. Guldbrandsdalen.
jamvæl, adj. endog, endogsaa. Tell. og fl. (Sv. jemväl).
Jan, i Kortspil: den som ikke vinder saa mange Øien, at han faaer Adgang til at fortsætte Spillet.
Jar (for Jadar), m. Kant, Rand, Omkreds. Meget udbredt Ord; hedder ogsaa: Jair (Sdm.), Jær (Stav. Amt), Jꜳr (Ørk.), Jꜳdꜳr (Indr.). G. N. jaðarr. Til Formen Jær hører Landskabsnavnet Jær’en (Jæderen); til Jꜳr og Jꜳdꜳr høre flere Betydninger; s. Jꜳr.
jara (for jadra), v. a. (a—a), afskjære noget i Kanten. „jara ’ta“. (Sjelden). Ogsaa v. n. glide hen langs Kanten. Sola jara lꜳngs mæ Fjella (Solen følger Fjeldkanten, gaaer tæt langs med Fjeldet). Sdm.
jara (for jarda), v. a. jorde; s. jora.
Jarafær (Jordefærd), s. Jorfær.
Jarband, s. Jarn. Jarbær, s. Jorbær.
Jare, m. en Plads, en hægnet og dyrket Jordstykke. Indr.
Jare, pl. (Jorder), s. Jor.
Jaregjeit, s. Jorgjeit.
Jarfꜳng, see Jarnfang.
jarflꜳ, adj. slap i Kanterne, om en Væv. B. Stift. I Gbr. jarflikt (jf. flikje). Om de øvrige s. jarslak.
Jark, m. 1) den bredeste Deel af Fodbladet; ogsaa de yderste Dele paa Siderne af Fodbladet. Alm. vestenfjelds, men sjeldnere søndenfjelds; hedder ogsaa Jerk (Tr. Stift) og Kverk (Helg.); jf. Ilk, Ilken, Ikkjen. Isl. jarki. — 2) Kjødet eller Musklerne ved Roden af Tommelfingeren; Kanten af Haanden. Hard. (I Tell. Jarpehold). 3) en udstaaende, afstumpet Kant; Udkant, Hjørne, Snip; f. Ex. paa Læder. Sogn.
jarkebreid, adj. som har brede Fodblade.
Jarkebreidd, f. den bredeste Deel af en Sko.
Jarn, n. 1) Jern. 2) Redskab af Jern; Krog, Tang, o. s. v. især hvast Redskab. Bitjarn, Eggjarn, Eldjarn. 3) Kjedelkrog; s. Skjæring. Ordet hedder: Jarn (Helg. Trondhj. Stift, Sdm.), Jadn (Hard.), Jødn (Hall. Vald.), Jønn (Tell. og fl.), Jenn og Jedn (Nhl. Shl.). G. N. jarn. I Sammensætning bliver det paa nogle Steder til Jar (saaledes Jarꜳs, Jarband, Jarfꜳng), ellers Jarn, Jenn, Jønn.
jarna, v. a. (a—a), beslaae eller belægge med Jern. S. jønne.
Jarnband, n. Jernbaand.
jarnbrø(d), n. Vafler, Kager som steges i Jern. Ogsaa Jarnkake. Helg. og fl. Hertil hører det Helgelandske Ordspil: „Jarnkake ꜳ File æ ein har Kost“ (hvorved menes Vafler og Fløde).
Jarnfang (Jarfꜳng, Jønnfang), n. Jernredskaber; Jerntøi.
Jarngrind, f. Jerngitter; Gitterværk.
Jarning (Jønning), f. Jernbeslag.
Jarnlekkja (Jarlekkje), f. Jernlænke.
Jarnreka (aab. e), f. Jernskovl; Spade. (I Nordre Berg. Jarreke).
Jarnsaum, m. Jernsøm, Jernnagler.
Jarnskrap, n. Jernskrab, gammelt Jerntøi.
jarnslegjen (jarsleien, jønnslien), adj. jernbeslagen (Isl. járnsleginn).
Jarnspꜳng, f. Jernskinne, Jernplade.
Jarnstaur, m. Brækstang, Jernspig at bryde Steen med. Nordre Berg. og fl. Ellers Jennstaur og fl.
Jarntein, m. tynd Jernstang.
Jarnverk (Jennværk), n. Jernværk.
Jarpehold, n. Kjødet ved Roden af Tommelfingeren. Tell. (s. Hold). Jf. Jark (som ikke bruges i dette Distrikt). Lignende Overgang er: snerpa (snerka), hyrpa (herka), Stropp (Strokk).
jarslak, adj. slap eller buget i Kanterne, om Væve, Tøi, Klæder. Tr. Stift. Ellers hedder det: jarflꜳtt (B. Stift), jarflikt (Gbr.), stodovidt (Namd.), støvindt (Helg.).
Jarte, s. Hjarta.
Jarv, m. Jærv, Fielfras. Nordre Berg. Sdm. Helg. Ellers: Jerv (sjelden), Erv, Bjønnserv (Voss og fl.), Fjellfross (Sdm.). Sv. järf.
jarva, v. n. gnave, tygge. Sdm.
Jase, m. en Hare. (Rbg. Tell. Hall. Nfj. Sdm.). Ellers Hare.
Jasegjeit, s. en Hunhare.
Jaselabb, m. 1) Harefod. 2) en Plante som ellers kaldes Harefot (Gnaphalium). I Tell. Jasalamp.
jasemynt, adj. som har Hareskaar i Læberne. Sdm. og fl. Ellers haremynt.
jatta, v. n. (a—a), sande, sige Ja til noget. Tell. Ørk. og fl. (Isl. játa).
Jattar, m. Jabroder, Medhænger.
jau, jo. I Shl. og Ryfylke hedder det jog (oo). Bruges ei alene som bekræftende Svar paa et Spørgsmaal der indeholder en Negtelse eller en Tvivl, men ogsaa som en Indledningspartikel uden bestemt Betydning; f. Ex. „jau, dæ vart eit fint Ver“ (ironisk).
javla, v. n. vaase, snakke idelig. Ag. Stift.
Jꜳ, m. s. Ljꜳ. — jꜳ (hos), s. hjꜳ.
Jꜳdꜳr (paa Træer), s. Jꜳr.
Jꜳfot (Kløvsadel), s. Ljofot.
jꜳla, v. n. fjase, vaase; bære sig taabeligt ad. Meget udbredt (Hard. Hall. Buskerud og fl.).
Jꜳla, f. Tosse, taabeligt Menneske. Ved Bergen ogsaa Jꜳlehove. (Holl. jool).
Jꜳr (for Jadar), m. 1) Kant; see Jar. 2) den ophøiede Rand, som voxer ud paa Træerne omkring et Indsnit, eller hvor Barken er af. Ørk. (I Inderøen Jꜳdꜳr). Jf. Lunde. — 3) Bygdelag, Fjerding; Række af Gaarde. Ørk. (hvor Sognet er inddeelt i Jꜳrer).
je, see: eg, giva og ganga.
Jedd, s. Gjedd og Hjell.
Jeil, s. Gjeil. — jeipe, s. gjeipa.
Jeis, s. Gjel. — jeld, s. gjeld.
Jelg, m. en stærk Strøm eller Bølgegang; ogsaa Luftstrøm. Sogn (sjelden). Kunde maaskee skrives Gjelg, i Lighed med det foranførte „Gjelv“. (I Buskerud findes „Org“ i lignende Betydning). Jf. Isl. elga.
jelke, s. gjelka. Jell, s. Hjell.
jelmast, s. hjelmast. Jem, s. Gim.
jenast, s. gjenast. Jenn, s. Jarn.
Jenne, s. Gjenne. Jente, s. Gjenta.
jerma (jærme), v. n. (a—a), bræge, om Faar og Gjeder. Nordre B. Sdm. (Isl. jarma). Ellers: bræka, mækra, skværa. — Heraf Jerm, n. og Jerming, f. Brægen.
Jerpe, f. (?), Jærpe, Fugl (Tetrao Bonasia). Søndenfjelds. (Sv. hjerpe).
jesen, s. gisen. — Jeske, s. Gjeiskor.
jete, s. gita. — Jetle, s. Gjætsla.
Jil, jild, Jir — s. gi.
Jo, m. Navn paa en Fugl, s. Kive. „Fiske-jo“ er ogsaa Navnet paa et Slags Ørn. Kunde maaskee skrives Gjo(d) paa Grund af Ligheden med det gamle gjóðr (Glente). Joa, i Fleertal, er i Sdm. et Navn paa Maddiker i Fisk og Kjød. Ellers findes „Jo“, for Ljod (Lyd), og for Jon (Mandsnavn).
jog (jo), see jau.
Jol (oo), m. Planten Skov-Angelik (Angelica sylvestris). Sdm. Hard. og fl. (Isl. njóli). Ordet kunde maaskee ogsaa forklares som Hjol, paa Grund af Blomsterkostens Lighed med et Hjul. Hedder ellers: Gjeitejol (jf. Kvannjol), Gjeitaul (Sogn), Gjeitakvann (Nhl.), Skogstut (Ørk.), Sløkje (mest udbredt) og Skvetta (fordi Stilken bruges til Sprøiter).
Jol (oo), f. Juul; i indskrænket Betydning om Tiden imellem Juleaften og Nytaar; men i den mere omfattende Betydning ogsaa om den følgende Tid til 13de Januar (Tjugandedag). Formen Jol er herskende i de sydlige Egne (Voss, Hard. Rbg. Tell. Hall. Vald.); forøvrigt hedder det: Jul (uu). G. N. jól. (Ang. geol, gehol). Te Jole: til Juul. (G. N. til jóla). halda Jol: holde Juul. drikka Jol: holde Julegjæstebud. bera ut Jol’æ (el. Jul’a): gaae hjem fra en Nabogaard uden at have faaet Julebeværtning (nemlig Mad og Øl). Berg. Stift.
Jolaftan, m. Juleaften (24de December). Hard. Ellers: Jolafta, Jolæfta, Julafta. Den foregaaende Dag hedder „Litle Jolaftan“. Jf. Sjursmyss.
Jola-rei(d), f. et Følge af fabelagtige Væsener, som efter den gamle Tro skulde ride omkring imellem Fjeldene i Julenætterne. Hard. Voss, Nhl. I Sogn: Julaskrei; i Valder: Joleskrei; ellers hedder det Rei og Oskerei.
Jolasveinar, pl. Underjordiske som fordum skulde besøge et eller andet Huus i Juletiden. Hard. (I Sdm. Julebokka; s. Bokkje). Isl. jólasveinar, Bussemænd.
Joledag, Juledag. I Søndre Berg. Joladag, ligesom Jolahelg, Jolanott, Jolasꜳng o. s. v.
Joledrykk, m. Julegjæstebud. Drikken selv hedder ellers Jol’øl, n. og Brygningen Jolebrygg, n.
Jolegjeit, f. og Jolebukk, m. Maske (som paa nogle Steder bruges i Juleselskaberne).
Jolehelg, f. Julehøitid.
Jolelag (Julelag), n. Juleselskab.
Jolemat, m. god Mad til Julen. Saaledes: Jolebrau(d), Jolefisk, o. s. v.
Jolemꜳne, m. den Nymaane som indfalder i Julen eller strax efter samme. Jf. Mꜳne.
Joleveitla, f. Julegjæstebud. Søndre B.
Jolotta (oo), og Julotta, f. Juledags Morgen; Froprædikens Tid.
Jom (Lyd), s. Ljom. jome, s. ljoma.
Jomfru, f. Jomfru; ogsaa et Navn paa de Støtter som holde Snelden i en Rok.
Jonsoke (for Jonsvoka; sidste o aab.), Sankt Hans’ Dag (24de Juni). Alm. dog nogle Steder: Jønsok. (G. N. Jónsvaka; til Jónsvoku).
Jonsokebrising, m. Blus, Lyst-Ild som tændes om Sant Hans’ Natten. Hard. Sdm. Ellers Jonsokeld o. fl.
Jonsokehelg, f. Sant-Hansfesten, indbefattende: Jonsokaftan (23de Juni, Eftermiddag), Jonsokenatt, og Jonsokedag.
Jonsok’koll, m. Planten „Læbeløs“ (Ajuga pyramidalis). Sdm. og fl.
Jonsok’leite, n. Midsommer. — (Ag. Stift). Ellers Jonsokebil (aab. i), n. og Jonoketid, f.
Jor (Gjord), s. Gjor.
Jor (oo), f. 1) Jorden, Landet. Mest i bestemt Form. Skulde egentlig hedde Jord, med aab. o. (G. N. jörð, jorð). Jf. Mark. — 2) Jord, Muld, Jordbund. Sjeldnere. Hertil Talemaaden „so svart so hellig Jor“: sort som Jord. B. Stift. — 3) Jord, Gaard, Gaardbrug, især med Hensyn til Grund og Marker; medens derimod Gar hentyder paa Bebyggelse og Indhægning. I denne Betydning har det i Fleertal: Jare (Yttre Sogn), Jære (Nhl.), og Jore, r (mest alm.). G. N. jarðir. I Sammensætning: Jora, Jore og Jor; sjeldnere Jara (G. N. jarðar).
jora, v. a. (a—a), jorde, begrave. I Tell. forekommer ogsaa den ældre Form jara (G. N. jarða).
Jorabyte, n. Udskiftning af Gaarde. — Jorabytar, m. Udskiftningsmand.
Joradreng, m. ung Mandsperson som er Arving til en Gaard. Ogsaa Joregut.
Joragjenta, f. Pige som er Arving til en Gaard. Mere alm. er Jorgjente; i Berg. Stift: Jorataus.
Joraholva, f. Halvdelen af en Gaard. — Jorapart, m. Deel af en Gaard.
Jorakaup, n. Jordekjøb.
Joraløysn, f. Indløsning af en Gaard; ogsaa den dertil hørende Pengesum. B. Stift.
Jorbruk, n. Jordbrug; Gaardsbrug.
Jorbær, n. Jordbær. I nordre Sdm. hedder det Jarbær. (Isl. jarðarber).
Jordun (aab. u), el. Jordyn, (aab. y), m. Rystelse i Jorden, Jordskjælv. Tr. Stift og fl. Ellers Jorskjelv, m.
Jore, n. Engmark, den indhægnede Mark som omgiver en Gaard. Tell. Hall. Gbr. (Svarer til Bø, i Berg. Stift). Jf. Jare, m. (Hvorvidt Ordet kunde staae i Forbindelse med Gjære, er tvivlsomt).
Joregods (goss), n. Gods, fast Eiendom.
Jor-eigar, m. Jordeier. Jf. Landdrott.
Jor-eple, n. Kartoffel, Potet. (Kr. og Ag. Stift). Skal egentlig have været en egen Art af Poteter. I daglig Tale siges kun Eple; saaledes ogsaa: Epleꜳkr (Potetager), Eplegras (Potetløv), Eplerus (Potetskal), Eplekjellar o. s. v. — Andre St. Poteta, Pota, Tata.
Jor-erving, m. Gaards-Arving.
Jorfall, n. Synkning i Jorden, Udstyrning ved Vandflom.
jorfast, adj. jordfast, fæstet i Jorden.
Jorfok (aab. o), n. Drev af Sand eller Støv. Ogsaa: Snee som drives op fra Jorden; altsaa modsat Himmelsfok (om faldende Snee). I Nhl. hedder det Jærfok.
Jorfær, f. Jordefærd, Begravelse. I en Deel af Sogn (Leganger) hedder det Jarafær (G. N. jarðarför). Jf. Likfær.
Jorgjeit, f. et Navn paa Horsegjøgen (Bekkasinen). Sdm. og fl. I Hard. Jaregjeit. I Sdm. ogsaa Vedegjeit.
Jorhola (aab. o), f. en Hule, et dybt Hul i Jorden.
Jorhumla, f. et Slags store Humler, som have sine Kuber i Jorden.
Jorskov (oo), n. Drev, Fog. (Omtrent det samme som Jorfok). Helg.
Jorkynd, f. Jordart, Jordbund. Ei go’ Jorkynd: god Jord. Nordre B. og fl.
jorlegjen, (leien), adj. som har ligget længe i Jorden. Jf. markelegjen.
Jormor, f. Jordemoder. Jf. Ljosmor.
Jornot (aab. o), f. Fleertl. Jornet’er (aab. e), Jordnødder (Bunium).
Jorskyld, f. Jordskyld, Gaardtaxt.
Jorslag, n. Jordart.
Jort, f. Drøv, Føde som gylpes op til en ny Tygning. Jf. Urt.
jorta (oo), v. n. (a—a), tygge Drøv. Isl. jortra. Denne Form findes kun i de sydlige Egne til Sfj. og Vald. (?); i de nordlige Egne hedder det urta.
Jorveg, m. Jord med Hensyn til Avl og Dyrkning; ogsaa Jordbrug.
Jorverja, f. Jordværge; Spyd eller andet Vaaben som tilhører en Gaard og ikke afhændes eller borttages derfra. Berg. Stift.
Jorvidd (ii), f. en Gaards Udstrækning.
Jorvære, n. en Gaards Værdie; en Pengesum hvorfor en Gaard kan kjøbes. I Sdm. Joravyre. Jf. Kuvære, Øykjevære.
Jos, s. Ljos. — Joster, s. Ljostr.
jot (styg), s. ljot. — Jote, s. Gjota.
jubba, v. n. bukke, nikke. (Mandal).
juga, lyve; s. ljuga.
Jukel (aab. u), m. (Fl. Jukla, r), Iistap, frossent Vanddryp, f. Ex. under et Tag. (Maaskee alm.). Nogle Steder Jukul; ogsaa Jøkul. Tell. (I danske Dial. Egel. Ang. gicel (Engl. icicle). Betydningen af det Isl. jökull (Iisbjerg) synes her at være ubekjendt.
juklekald, adj. iiskald.
juklut, adj. behængt med Iistapper.
Juksꜳng, s. Djupsogn.
Jul, Julafta, o. s. v. see Jol, f.
jula, v. a. (a—a), 1) i Talemaaden „jula seg“: leve lystigt, leve i Suus og Duus. B. Stift. 2) banke, prygle, tugte. jule upp ein. Alm. — 3) s. hjula.
Julaskrei, s. Jolareid.
Juling, f. Prygl, Tugt. S. Hjuling.
Julotta, s. Jolotta. — Jun, s. Hjun.
Juneld (Lynild), s. Ljon.
Jungje, m. Bordkniv, Madkniv. Nordre Berg. Tell. og fl. (I svenske Dialekter jonge).
Junsa, m. et Navn paa Indbyggerne i Søndmør, Nordfjord og Søndfjord. Brugeligt i Nordlandene. Hertil: Junsbꜳt, Junsjagt, Junskjering og fl.
jup, juplendt o. s. v. see djup.
Jupe (Hyben), s. Hjupa.
Jur (for Juvr), n. Yver, f. Ex. paa Køer (Ku-jur). Isl. júfr, júgr. Sv. jufver. — seta n’i Jur’e: faae stort Yver, begynde at afsætte Mælk.
Jura, f. det fedtagtige Kjød, som danner Roden af Yveret.
jurast, v. n. om Køer, naar Yveret voxer og Melken bliver rigere.
Jure, f. see Gjor og Gygr.
Juring (Hyrde), s. Hjuring.
juska, v. n. tale i en fremmed Dialekt; egentlig efterligne den jydske Udtale. Ogsaa: jyska. Jf. danska, boska.
Jute (uu), m. Jyde, Jyllænder.
Jutel (aab. u), m. Jætte, Rise (Gigant). Ogsaa Jutul (Gbr. Hedm.), Jøtel (Voss). G. N. jötunn. Ellers: Rise, Ryse, Rysel, Bergtroll.
Juv, og Ju, n. el. f. Sænkning, Huulning i Jorden. See Djuv.
Jygger, s. Gygr. — jyne, s. gyne.
jæ, s. ganga. — Jæl, s. Gjær.
jæmt (jævnt o. s. v.), see jamt.
jæna, v. n. stilles, sagtne. Nhl.
jænt, s. jamt. Jænte, s. Gjenta.
Jærbu, m. Indbygger af Jæderen. Jf. Jar, og Variationen: Jær.
Jære, s. Jor. — Jærfok, s. Jorfok.
Jærk, s. Jark. — jærme, s. jerma.
jærsvadt, adj. n. glat, slibrigt; om Fodret, naar blot den øverste Skorpe af Tælen er smeltet. Nhl. I Shl. hedder det „bergsvadt“; jf. svaden. Egentlig jorsvadt; jf. Jære, Jærfok.
jæte, s. gjæta. — jæv, s. gjæv.
Jø, s. Gjø. — Jøgr, s. Gygr.
jøke, s. gjøyka. — Jøl, s. Gil.
jøl, adj. klar, reen, gjennemsigtig; om Søen. Ogsaa: jølsjøa. Sogn (sjelden).
jøla, v. smigre, kjæle; s. gjøla.
Jøle, bruges i Hall. om noget stort og dygtigt; f. Ex. Ein jøle Kar. Ein jøle Gamp.
Jølming, s. Gylming. — jønꜳ, s. gjenom.
Jønn, og Jødn; s. Jarn.
jønne, v. n. anløbe, blive erret; om Gryder (= eirast). Tell. Ellers v. a. beslaae med Jern (eg. jarna). Hall. Hertil Jønning, Jernbeslag.
Jønsok, see Jonsoke. — Jøpling, see Gypling.
jøre, s. gyra. — Jørje, s. Gyrje.
Jørme, s. Gyrma. — Jørv, s. Horv.
Jøsban (nyfødt Barn), s. Ljosbarn.
Jøske (Lysglimt), s. Ljoskje.
Jøta, f. en liden Krybbe. Nhl. (Isl. jata, jötur). I Namd. Hoto. Jf. Æta.
Jøtel, s. Jutel. — Jøtle, s. Gjødsla.
jøya (seg), v. jamre, klynke. Sdm. og fl. Af Udraabsordet jøye! der betegner Smerte, Ulykke, Skræk og tildeels ogsaa Forundring. I Hard. eie! hvoraf: eia seg. Jf. veia seg.
Jøye, s. Gye. — Jøyl, s. Gjøyl.
jøyse, s. gjøysa. — gjøyve, s. gjøyva.