Ordbog over det norske Folkesprog/K
K.
ka, for kva, ɔ: hvad. (Stavanger og fl.).
kabba, v. a. kappe, afhugge. Nhl. og fl .
Kabbe, m. 1. Klods, afhugget Stump. Ndm. Ørk. Ellers Kubbe.
Kabbe, m. 2. et Baand som er fæstet midt i den nederste Kant af et Seil, og som under Seiladsen knyttes omkring Masten. Sdm. Helg. og fl. Jf. Priar.
Kabbel (Kab’l), m. et Slags Toug; forskjelligt fra Kal.
kabbelera, v. n. en forvansket Form af „recapitulere“, om Soldater.
Kabretta, f. et Slags sød og meget tynd Ost, som tillaves af Vallen af Gjedemælk. Sogn, Raabygdelaget. I Sogn skal det tildeels hedde Kabresta. Oprindelsen er ligesaa uvis ved Kabretta som ved Hagletta.
Kad, n. Kaglen, Snadren; en forvirret Lyd af mange forskjellige Stemmer. S. følg.
kade, v. n. (a—a), kagle, snadre; om Fugle, især Søfugle, Maager, Terner og fl. Ogsaa snakke, støie, om en Mængde Mennesker. Sdm. Jf. tjota, søgja.
Kadl og Kadd, s. Kall.
Kag, n. Øiekast; især om en Kigen eller Efterseen, der bringer Uheld med sig. Saaledes om en Brygning „Da kom Kag pꜳ da“: der kom onde Øie over det, saa at det mislykkedes. Nhl. (Egentlig grundet paa et Slags Overtro, men bruges nu mest i Spøg).
kaga, v. n. (a—a), kige, skotte, vende Hovedet for at see efter noget. Nhl. Sdm. Tell. Rbg. Han sto kaga ꜳ gloste (Tell.). D’æ ikje vært te kage itte di: det er ikke værdt at kaste et Blik paa. (Sdm.).
Kagje, m. (Fl. Kaga), et lavt og grenefuldt Træ; ogsaa Krone eller Grenekrands paa et Træ. Sdm. — Einekagje, Furekagje.
Kaggje, m. (Fl. Kagga, r), 1) en liden Tønde; en Dunk, Bimpel. Maaskee alm. (Sv. kagge). 2) en sammenpakket Masse, en Stabel, f. Ex. af Hø i Laden. Guldbr. 3) uegentlig: en Stormave, en tyk Person.
Kagg-øl, n. Gjæstebud, hvortil Enhver medbringer en Dunk med Øl. Sdm. (Oftere Skotøl). Kaggenatt, f. en Nat, da et saadant Gjæstebud holdes.
Kaka, f. Kage, Klump som er flad og noget tynd. Ogsaa: Kager, et Slags tykke Brød (Hellekake). Nogle Steder ogsaa et Slags kokt Mad (= Klubb, Kumla). I Gbr. og Ørk. hedder Ordet: Kaku (uden at a gaaer over til o). Jf. Koke, f.
kakast, v. n. løbe sammen i Klumper.
Kakejarn, n. Kagejern; Vaffeljern.
Kakestad, m. i Spøg om Maven. Dæ kritla i Kakestad: Maven kræver Mad; man sulter. Sdm. og fl. (I Svensk haves et lignende Udtryk).
kakka, v. n. og a. (a—a), banke; om en gjentagen og hørlig Banken, f. Ex. paa et Bræt. B. og Tr. Stift; ogs. Helg. I Sogn siger man „klakka“, som ogsaa betyder at slaae.
Kakking, f. og Kakk, n. Banken.
Kakse, m. en mægtig Mand. Ag. Stift, om Bønder som have store Jorder og meget at raade i Bygden. (Sv. kaxe). Ogsaa Bikse og Bause.
Kal, m. 1) Toug af det almindeligste eller simpleste Slags; forskjelligt fra Kabbel. Nordre Berg. I Sdm. ogsaa Kail, Kailtog (for Kadal, el. Kadl). 2) et Reb, en Streng. Voss, i Formen: Kall; f. Ex. Klokkekall (Klokkestreng). G. N. kaðall.
kalast, s. kallast. Kalaue, s. Kallhovde.
Kalbot (oo), f. Hase, Krumningen bag Knæet. Helg. Namd. I Sogn Kalebot; i Sdm. Kolbot. (Om de øvrige Navne see Hombot). Jf. Kalv.
kald’, adj. kold; varmeløs; afkjølet. G. N. kaldr. Femin. i Hard. og Voss: kold, f. Ex. ei kold Nott. Han æ kald’e: det er koldt i Luften. (Vest og nordenfjelds). En forældet Form findes i Talemaaden „liggje kalda-kjæftꜳ“, ɔ: ligge livløs, eller egentlig: med kold Mund. Sdm. Af kald dannes: Kjelda, Kolda, Kulde og Kyld (eller Kjøld). Jf. Kale, Kul, kolna, kjøla.
Kalde, m. Kulde, kold Luft (egentlig kold Tilstand, det at noget er koldt). Gbr. Ørk. (Udtales i Gbr. Kælde, el. Kæille). I Østerd. hedder det ogsaa Kale. (G. N. kaldi).
Kaldeflaga, f. Anfald af Kulde i Legemet, især i Sygdom; Gysen, Feberkulde. B. Stift. Jf. Hiteflaga.
Kaldelꜳtt, m. kold Latter, ɔ: Latter som enten er fremtvungen eller grunder sig paa en trodsig og bitter Stemning.
Kaldevatn, n. koldt Vand. Berg. Stift hvor man ogsaa i flere Sammensætninger har kalde, f. Ex. Kaldebak (koldt Omslag), Kaldegraut (kold Grød).
Kaldflir (ii), m. koldt Smiil; Haansmiil. Søndre Berg. og fl.
kaldhamra, v. a. hamre Jernet, medens det er koldt. (Isl. kaldhamra).
Kaldhjelm, m. kold Gysen; ogsaa noget som vækker Frygt. Ørk. s. Hjelm.
kaldkjølen, adj. kold, kjølig. Ndm. Ørk.
kaldleg (kalle), adj. 1) noget kold. 2) uhyggelig; ogsaa gyselig, som vækker Gysen. Rbg. Tell. I Sogn kaldsleg.
kaldlege (kalle), adv. fælt, gyselig. Han va sꜳ kalle stor’e. Rbg.
Kaldmoe, m. kold Damp (= Frostrøyk).
Kaldrid (ii), f. Kulde-Tid; en Række af kolde Dage, eller et Tilbagefald af Kulden efter et mildt Veir (især om Vaaren). S. Rid.
kaldsleg, adj. uhyggelig, styg. Sogn og fl.
Kaldsnoa, f. en kold Fjeldvind.
kaldsnækjen, adj. kold og barsk, om Luften. Tr. Stift. Sdm.
Kaldsveite, m. kold Sved, i Sygdom.
Kaldtokkje, m. en uhyggelig Følelse, Gysen. Guldbr. og fl. Ogsaa et frastødende Væsen, noget som indgyder Frygt eller Mistro. Indr. D’æ ein Kaldtokke mæ ’om, ɔ: der er noget vist uhyggeligt ved ham. Jf. Kaldhjelm.
Kaldturk, m. koldt og tørt Veir.
Kaldvesl (veltl), n. Kilde, hvori Vandet er altid lige koldt. Ørk. (Isl. kaldavesl).
kaldvoren, adj. noget kold.
Kaldvæta, f. kold Væde i Jorden; Fugtighed som er til Hinder for Kornvæxten. B. Stift, Tell. og fl.
Kale, m. Kulde, Frost. Østerd.
kalen, adj. 1) frossen, el. frostig. Nfj. (Isl. kalinn). 2) frønnet, lidt raadden; om Træ eller Bark. Sdm. Ørk.
kalfata, v. a. kalfatre. (Ved Bergen).
Kalk, m. 1. Bæger, Alterkalk.
Kalk, m. 2. Muurkalk (= Lim).
kalkast, v. n. klæbe, hænge ved. B. Stift.
Kall, m. 1. en aldrende Mand, Olding, Gubbe. Alm. men udtales ogsaa: Kæll (Ag.), Kal, med langt a og Lyden af dobbelt l (Sdm. og fl.), Kadl (Sogn), Kadd (Sæt.). G. N. karl, kall. (Jf. Kar). Betyder stundom ogsaa: Mand, Ægtemand. Kallen ꜳ Kjæringa.
Kall, m. 2. 1) en Træstamme, et gammelt Træ. Gbr. (sjelden). Hertil: Søljukæll, som forekommer i en Vise af Storm. 2) Mølleaxel; den lodretstaaende Axel under en Vandmølle. (Kvennakall). Mere alm.
Kall, m. 3. Toug, Reb; s. Kal.
Kall, n. Kald; Præstekald.
kalla, v. a. (a—a), 1) kalde, benævne. G. N. kalla. 2) lokke, kalde til sig. Sædvanlig kun om at kalde Dyr til sig; hvormod man siger ropa om at kalde et Menneske. kalle Hunden: lok Hunden hid! — 3) udskjælde, give fornærmelige Navne. Ofte som v. n. for Ex. Han bꜳ’ kalla ꜳ banna (skjendte og bandede). — D’æ so te kalla: man maa kalde det saaledes (om noget som ikke svarer ganske til Navnet). Dæ va færigt, te kalle, ɔ: det var saa godt som færdigt. (Nordre Berg.). — kalla ꜳt seg: lokke til sig. kalla heim Kynn’e: kalde Køerne hjem. kalla upp-atte: opkalde; f. Ex. Ho kalla uppatte Far sin, ɔ: hun gav Barnet Navn efter hendes Fader.
kallande, adj. værd at kaldes; f. Ex. Dæ va kallande Folk, ɔ: det kan man kalde Folk. (Tonen paa første og sidste Ord).
kallast, v. rec. kalde, eller ogsaa udskjælde hinanden.
kallast (for karlast), v. n. blive gammel; faae Udseende af en Olding (Kall). I Sdm. kalast (med Lyd af dobbelt l).
Kallauga, s. Kallhovde. Kallenamn, n. Lokkenavn; f. Ex. kꜳs (til Faar), kille (til Gjeder).
Kallhovde, m. den opretstaaende Planke eller Stolpe i Hjørnet af en Gruve (Ildsted). Hard. I Sdm. Ka’l-aue (for Kallauga). Panelingen paa den indre Side af Ildstedet i Røgstuerne sluttes nemlig med en saadan Planke, hvis øverste Ende sædvanlig er udskaaren i en rund Skive med et Hul i Midten. Jf. Omnbolk.
Kalling, f. 1) Kalden, Lokken; 2) Udskjælden; Skjældsord.
kalna, v. n. frønnes, raadne; s. kalen.
kalsle, s. kaldsleg. Kaltog, s. Kal.
kaltra, v. n. rulle, vælte (= valtra).
Kalv, m. 1. en Kalv. I Sætersdalen Kꜳv (Isl. kálfr). Dativ i Fleertal hedder Kolvo (Voss), Kolvꜳ (Sdm.). leggja Kalven: opfostre en Kalv. taka Kalv: blive drægtig. skjota Kalven: kalve for tidlig.
Kalv, m. 2. den Ved som nærmest omgiver Marven i et Træ, og som let lader sig udkløve. Nhl. og fl. Skal paa nogle Steder hedde Kal og Kalved.
Kalv, m. 3. Baglæggen, den kjødrigeste Deel af Læggene. Shl. Tell. (G. N. kalfi). I Danmark Kalle. Jf. Kalbot.
kalva, v. n. kalve. (Oftere: bera).
Kalvehagje, m. en Fold eller Løkke for Kalve. I Ørk. Kalvhꜳgꜳ.
Kalvehjelm, m. den Hinde som omgiver Kalven inde i Fosterleiet. Sdm.
Kalvku, f. en drægtig Ko. (Nogle St. Kalkyr). — Kalvkviga, f. Ko som er første Gang drægtig.
Kalvsdrembe, f. et Slags Krampe som angriber Køerne under Kalvningen. Ørk. Sdm. (i Formen Kalstræmbe). Jf. drembe.
kalvsjuk, adj. kalvsyg, om en Ko.
Kalvslægje, n. Fosterleiet i Køer. Gbr. Sdm. og fl. (Udtales Kalslæje).
Kalvsungje, m. en liden Kalv.
kalvtung, adj. om en Ko som er drægtig og deraf stiv og tung i sin Gang.
Kamar, m. et Vandhuus. Kr. Stift. (Isl. kamar). Nogle Steder: en Muldhob som gjødes med Skarn. Sdm. og fl. (Kammar), Ørk. (Kꜳmꜳr). Ogsaa blot: Skarn, Exkrementer. Kr. Stift. I Indr. Kꜳmꜳr.
Kamb, m. 1) en Kam. (G. N. kambr). Heraf kjemba. — 2) Karde, Uldkarde. Nordre Berg. og fl. Ellers Kara. — 3) en kort Fjeldryg med ujævn eller takket Overflate. Fjellkamb. Ørk. Sdm.Hall. — Jf. Kamp.
Kambehus, n. Kamme-Foderal.
Kambesag, f. en Sav hvormed Haarkamme skjæres.
Kambetind, m. Tand i en Kam.
Kamp, m. 1) Stumper, Stykker, som hugges af Enderne paa Tømmerstokke. Sdm. og fl. 2) smaa rundagtige Stene (jf. Koppel); ogsaa haard Steen i Almindelighed; Graasteen, Fjeldsteen. D’æ so hart som Kamp. Sjelden. (Jf. Kampestein, som er mere brugeligt). 3) Bjergknold, en bred eller afrundet Fjeldtop. Gbr. Hedm. (Isl. kampr, Brink).
kampa, v. a. tilhugge en Stok i Enderne; tværhugge. Nordre Berg.
kampast, v. rec. slaae hinanden paa Næverne. Sdm.
Kampe, el. Kampegras, en Art Veibred (Plantago media). Buskerud. Kaldes ogsaa Kjempe.
Kampestein, m. smaa rundagtige Stene, Gadesteen; ogsaa haard Steen, de haardeste Steenarter. Kampsteinruva, f. en stor Steenhob. Helg.
Kams, m. et Slags Boller som tillaves af Fiskelever og Meel. Kamsehove, el. Kamshaud, n. Fiskehoveder som stoppes med saadanne Boller og koges tilsammen med disse. B. og Tr. Stift.
Kangel, s. Kꜳngel.
Kank, m. Bærklase. Hard. Andre Steder Kꜳnk; see Kꜳngel.
Kann, n. Kjendemærke; noget hvorpaa man kjender en vis Eiendom. Nhl. Eit gamalt Kann: et Sted eller Punkt, som fra gammel Tid er anseet som Grændsepunktet imellem to Gaarde eller Udmarker.
Kanna, f. 1) Kande; Kandemaal; 2) Drikkekar, Ølkande; 3) Æske, Smørkar med Laag. I Tell. Konne.
kanna, v. a. (a—a), 1) kjendes ved, kjende som sit eget. Tell. Sau’en vil ikje kanne Lamb’e sitt (om et Faar som jager Lammet bort, naar det vil patte). 2) i Talemaaden „kanne til seg“, ɔ: tilkjende sig, tilegne sig noget. Buskerud. 3) tælle, opregne, eftersee. B. Stift og videre. (G. N. kanna). kanna Smalen: tælle Smaafæet for at see om noget er borte. (Egentlig: gjøre sig kjendt med, skaffe sig Kundskab om).
kannast, v. n. (kannast mæ), kjendes ved, erkjende som sit eget. Nhl. Jæd. og fl. (G. N. kannast við).
Kanning, f. det at man kjendes ved noget. Han hadde Kanning pꜳ dæ.
Kans, m. Leilighed, bekvem Anledning.
kanseleg, adj. beleilig, gunstig.
kanskje (for kann skje), maaskee. Hedder ogsaa „kann hende“.
Kant, m. 1) Kant, Hjørne. Jf. Rør, Hynna. 2) Rand, Udkant, Yderdeel. Jf. Jar, Trøm. 3) Side; ogsaa Egn eller Sted. Hertil Norkanten, Vestkanten, Havkanten og fl.
Kant, n. Omvæltning, Omtumling. koma pꜳ Kant: begynde at vælte eller rulle. Saaledes ogsaa en enkelt Omdreining; f. Ex. Steinen kanta ei fem seks Kant, ɔ: væltede fem eller sex Gange omkring.
kanta, v. n. (a—a), vælte, falde om, kantre. Best so han sto, so kanta han. (B. Stift og fl.). Jf. rulla, trinta, valtra. Dæ kom ein Stein kantande (en Steen kom væltende). — Sjeldnere v. a. omvælte eller rulle noget; f. Ex. kanta seg. „kante Bjønn“: kaste sig over til Siden med udspærrede Arme og Fødder, ligesom et Hjul. Nordre B.
kanta, v. a. (a—a), kante, sætte Kant paa. Heraf Kanting, f.
kanta, adj. 1) forsynet med Kant eller Bræmmer. 2) kantet, hjørnet. Mest sammensat som trikanta, firkanta.
kanøygd, adj. hvidøiet med sort Ring; om Heste. Ndm. (Ellers ringøygd). — Oprindelsen ubekjendt.
Kapp, n. Kapstræben, det at man kappes med En. (G. N. kapp). Oftest med i, f. Ex. springa i Kapp: løbe omkap.
kappa, v. a. s. kabba, styva.
Kappa, f. Kappe. Jf. Kꜳpa.
kappast, v. rec. kappes med hinanden. Jf. kjeppast og kjeppa.
kappdrikka, v. n. drikke omkap.
Kappelau(v), n. Løvetand (Plante). Søndmør.
kapp-eta, v. n. spise omkap.
kappfus, adj. begjærlig efter at kappes. Tellemarken.
kapphendt, adj. som bruger begge Hænder med lige Færdighed. Sogn og fl.
Kappjag, n. eg. Jagen omkap; det at man kappes stærkt om et Arbeide.
Kappkjøyring, f. Kjøren omkap; ogsaa det samme som Kappjag.
kappro, v. n. roe omkap. — Kappror, m. det at man roer omkap.
kappsigla, v. n. seile omkap. Heraf Kappsigling, f.
kappspringa, v. n. løbe omkap.
Kar, m. Mand, Karl, voxent Mandfolk. Alm. og meget brugeligt. G. N. karl. — Ogsaa en dygtig Mand, en fuldkommen Karl. Dæ vart Kar ’tꜳ ’an: der blev Mand af ham. Ein heil’e Kar: en dygtig Karl. fara ꜳt som ein Kar: bære sig ad som en dygtig Mand. Han æ ikje Kar te dæ: han er ikke istand dertil. (Jf. Mann). Eit Kars Emne: en haabefuld Dreng. Ei Kars Magt: en Mands Kræfter. Kars Ꜳtfær: mandig Færd. Pꜳ Kara Vis: ret dygtigt, paa Mands Viis. B. Stift. I samme Betydning hedder det ogsaa „pꜳ Kar“, hvilket maaskee er et andet Ord. Dæ vart gjort pꜳ Kar, ɔ: dygtigt, ret forsvarligt.
Kar (Kar’en), m. et Slags Ramme el. Karm (= Grind). Hall. — Sleakar: Fading paa Enden af en Slæde. Solkar: Stolryg. Hertil Karslea, Karbende.
Kar, n. see Kjer, og Sꜳ.
kara, v. a. (a—a), 1) rage, skrabe, røre i noget. Maaskee alm. Nogle St. i Ag. Stift: kꜳre. (Sv. kara). 2) karde, rede Uld (= kjemba). Nogle Steder: kala (med tydeligt l). Isl. karra. — kara ihop: rage sammen. kara att-yve: skrabe over, dække til. kara Vermen: tildække Gløderne med Aske. Hedder ogsaa: raka.
Kara, f. Karde, Uldkarde. (Sv. karda). Oftest i Fleertal. Jf. Kamb.
Karbende, n. Reb hvormed et Læs bindes til. Hall. (s. Kar).
Karekjepp, m. Krog til at rage i Gløderne med. Ellers: Omnkrok.
Karfolk, n. Mandfolk (kollektivt).
karg, adj. karrig. (Sjelden).
Karm, m. Karm, Indfatning; s. Kvarm.
Karmann, m. Mandfolk, Mandsperson. Alm. og meget brugeligt. (G. N. karlmaðr). Ordets sidste Deel er det gamle Mann, som betyder Menneske. Jf. Kvinnmann.
Karmannsklæde, n. pl. Mandsklæder. Karmannsplagg, n. om et enkelt Klædningsstykke.
Karmannsløysa, f. Mangel paa Mandfolk eller mandlige Arbeidere.
Karmannsmꜳl, n. Mandsstemme.
Karmslede, m. Kane, Slæde med Sæde og Karm. I Indr. Karslea. Ogsaa: Trꜳmslee, Jageslee, Styrslee.
karnefle, v. a. banke, slaae med Næverne.
karra, v. n. snadre som Ryperne. Gbr. Hall. og fl. (Isl. karra).
karsleg, adj. mandig, som seer ud til en dygtig Karl. Nhl. og fl.
Kart, m. Knop, umoden eller vantreven Frugt; f. Ex. umodne Multebær. Meget udbredt Ord (Søndre Berg. Sogn, Hall. Ørk. Helg.). I Tell. Kort; i Sdm. Knart. (Sv. kart). Jf. Kneppe, Knyting.
Kart, n. Knort, Knude, Ujævnhed. Nordre Berg. (sjelden). Isl. karta. Jf. Knurp, Knart.
karte, v. a. (a—a), jævne, rydde, hugge Kviste og Knorter af et Træ. Tell.
Kartnagl, m. (Fl. -negler), knudret eller vanvoxen Negl. Isl. kartnögl, f.
karva, v. a. (a—a), skjære i smaa Stykker, hakke med en Kniv. Sv. karfva.
karvi, n. Kummen (en Krydderurt). Hedder ogsaa Karve, Karv (Tell.), og Karvik (Guldbr.).
Karving, f. Hakken, Sønderskjæren.
kasa, v. a. (a—a), nedlægge, nedbryde hobeviis, især Træer. Tell. Egentlig lægge i Dynger (Isl. kasa), s. Kos.
Kase, f. en Vidiekurv at bære paa Ryggen. Sdm. Jf. Kipa, Kass, Kjessa.
kasen, adj. suurnet, lidt fordærvet eller raadnet, om Fisk. B. Stift. (Isl. kasaðr). Jf. sꜳna, legna.
Kaser (Fl.), Dynger; see Kos.
kask, adj. rask, smidig, let; især rask til at klavre. Helg. (meget brugl.).
Kasle, en Kjedel. (Sæt.). See Kjetel.
Kass, m. 1) en Knold, Pukkel, Forhøining. Sdm. (meget brugl.). 2) Kurv at bære paa Ryggen (jf. Kjessa); ogsaa en enkelt Byrde eller Dragt. Tell.
Kassa, f. Kasse. (Nyere Ord).
Kassedrag, n. Dragkiste; Kommode.
kasset’, adj. puklet, buglet.
kassvaksen, adj. puklet, som har høie eller stærkt tilbagetrædende Skuldre. Søndmør.
Kast, n. 1) Kast, Handlingen at kaste. gjera eit godt Kast (en heldig Bedrift). koma i Kast mæ: binde an med, faae at bestille med. 2) et Antal at fire Stykker. Rbg. I Sæt. med Fleertal Kost (aab. o), f. Ex. trju Kost, ɔ: 12 Stykker. fjogo Kost, ɔ: 16 Stykker. (Sv. kast). 3) et enkelt Kast, især med et Fiskeredskab. Dei drog Toskjen mæ kvart Kast (ɔ: hver Gang Snøret blev kastet i Søen). Eit Kast mæ Not’enne (Udsætning af et Fiskevod). Ogsaa en enkelt Gang eller Tid. Fyste Kast’e: den første Gang. Eit ꜳ anna Kast. 4) Spring, Luftspring, en rask Omdreining i Luften. (Rundkast, Hallingkast). 5) Bugt, Løkke eller Knude. Dæ kom eit Kast pꜳ Snøre (Snøret slog sig i en Løkke). 6) et Maal hvortil man kaster; undertiden ogsaa den Længde eller Afstand hvori man kan kaste; et Steenkast. 7) en opkastet Hob; især af Steen. Ikke alm. 8) en Hylde ved Skorstenen, hvorpaa Fyrtøi og andre Ting henlægges. Ørk. Jf. Mantel. 9) et Fiskested, Plads hvor man udkaster Fiskevoddet. 10) Fiskefangst, den Fisk som fanges paa een Gang med et Vod. Dei ha selt heile Kast’e (de have solgt den hele Slump).
kasta, v. a. (a—a), 1) kaste, slænge. Egentlig og figurlig med de almindelige Forandringer i Begrebet. 2) sænke, udsætte Fiskeredskaber; saaledes at lade Fiskesnøret løbe ud, ligesaa at sætte et Vod; derimod siges „setja“, om at udsætte Garn og Liner. 3) afkaste, slippe, tabe. kaste Liten: tabe Farven. Jf. kaste veg. 4) om Vinden: falde ujævnt, støde tilbage eller til Siden. 5) belægges med Iis (om den første tynde Iisskorpe). Kr. Stift. Dæ heve kasta pꜳ Vatne. (Jf. krava). — kasta seg: a) gjøre Luftspring, hoppe op og dreie sig i Luften; b) vrikke, gjøre enkelte Slæng eller Vridninger med Hovedet og Overkroppen; c) om Træ: vrides, blive skjævt. — kaste Konn: rense Korn ved Kastning. kaste Høy (Sꜳtur): udsprede Hø til Tørring. kasta ihop: sammenkaste; lægge Korn i Dynger paa Ageren, o. s. v. kasta ne’re: kaste over noget saa at det bliver ganske tildækket. kasta pꜳ seg (Tonen paa første Ord): vrikke eller slænge med Kroppen. (Med Tonen paa det andet Ord betegner det at tage paa sig, klæde sig i en Hast). kasta upp: slaae op i en Bog. kasta yve: sye saaledes at man trækker Traaden tværs over Sømmen. — kasta veg (el. burt): a) bortkaste; b) tabe eller spilde af Uagtsomhed; c) glemme noget som man har lært. Eg ha kasta vekk dæ eine Vers’e. (Nordre Berg.). kasta seg veg: spilde sin Lykke, sætte sig i en ulykkelig Stilling; ogsaa omkomme ved Uforsigtighed.
kastande, adj. som man kan kaste. burtkastande. veg-kastande.
Kaste, f. saa meget Korn som kastes eller renses paa een Gang i Loen. Gbr. Ørk. I B. Stift: Lꜳvefall.
Kastekjepp, m. Kastekjæp (uduelig og ringe agtet Ting).
kasten, adj. om Vinden: ujævn, tilbagestødende.
Kastenot (oo), f. et mindre Vod som kan trækkes af fire eller fem Personer.
Kasteplagg, n. Kasteklæde, Overdug.
Kasterom, n. Rum til at kaste i.
Kastespjeld, n. Kasteskovl. Ørk.
Kastevind, m. Vind som stryger ujævnt, dreier sig ud af den lige Linie.
Kasting, f. Kasten; Sænkning; Fiskerie med Vod o. s. v. see kasta.
Kate, m. en liden Dreng, Smaagut. Sfj. Yttresogn.
Katlar (Kjedler), s. Kjetel. — Katlebotar, m. en Kjedelflikker. Nhl. I Sdm. Katlelappar (Kalsjelappar) om en Fusker.
Katt, m. en Kat; nogle Steder ogsaa Hankat, i Modsætning til Kjetta. (Jf. Fross, Kause). I Sammensætning sædvanlig: Katta (for Kattar); saaledes: Katt-auga: Katteøie; skarpe Øine. Kattabøle, n. et Kuld Katteunger. Kattaklor, n. Ridse af en Katteklo. Kattarova, f. Kattehale. Kattaskap, n. Katteskikelse. Katta-ungje, s. Kjetling.
Katta, f. en Hunkat. Jf. Kjetta, Kjøysa. Nogle Steder betegner Katta ogsaa en Kat i Almindelighed.
Kattalabb, m. en vis Plante (Gnaphalium); s. Harefot. Tr. Stift. (Egentlig Kattefod).
Kattgaupa, f. et Slags Gaupe eller Los, som har nogen Lighed med Katten.
Kattnosle, og Kattnos (aab. o), f. Planten Hanekro (Galeopsis). Tellem. Jf. Dæ.
Katt-ula, f. Katugle.
kaue, v. n. lokke, kalde med en vis hujende Lyd; ogsaa huje, raabe. Buskerud, Hedemarken. Ellers: hua, huga, kauke.
Kauk, n. Raab, Hujen. Tr. Stift.
kauke, v. n. huje, raabe. Tr. Stift. Jf. hauka, hua. I Ørk. siges baade hauke og kauke.
Kaule, f. en liden Fiskestiim. Sdm.
Kaun, m. Byld, Blegne med stærk Hævelse. Sogn, Søndre Berg. (G. N. kaun). Heraf Kjøyna.
Kaup, n. 1) Kjøb. Rbg. Tell. Ellers Kjøp). G. N. kaup. Te Kaups. tilkjøbs. attpꜳ Kaup’e: oven i Kjøbe. 2) Fangst, Bytte. Nordre Berg. Sdm. Dei ha gjort eit heilt Kaup (ɔ: en dygtig Fangst).
kaupa (kaupe), v. a. (e—te), kjøbe. Rbg. Tell. (Ellers kjøpa). G. N. kaupa. — Kaupar, m. en Kjøber.
Kaupety, n. indkjøbt eller udenlandsk Tøi. Saaledes ogsaa Kaupekonn, og flere.
Kaupmann, m. Kjøbmand.
Kaupskꜳl, f. Kjøbskaal; Beværtning i Anledning af et Kjøb. Bruges ogsaa i Søndre Bergenhuus Amt (hvor Kaup ikke bruges).
Kaupstad (Kjøpsta), m. Kjøbstad.
Kaupsvein (Kjøpsvein), m. Handelsbetjent; Krambodsvend.
kaura, v. n. skjære Spaaner, indskjære Vedstykker for at de lettere kunne antændes. Helg.
kaurꜳt, adj. krøllet, som danner en Krands eller Række af Krøller. Helg.
Kaure, m. 1) Krølle, Lok, især af Uld. Ullakaure. B. Stift. 2) en Krands af Spaaner; Træ der er tilskaaret som en Krands. Helg. 3) Høvelspaan. Nordre Berg. og fl. hedder derimod: Kꜳre i Gbr. og Ørk. I Gbr. Leakaure, om en Kile i Klæder.
Kauring, see Kovring.
kaus (valgte, kaarede), s. kjosa.
kausa, v. a. (a—a), klappe, kjærtegne, kjæle med. Jæd. I Shl. skal det ogsaa betegne at kysse. Jf. Holl, liefkozen.
Kause, m. 1. en Kat. (Sætersd.). Heraf det nordenfjeldske Kjøysa.
Kause, m. 2. 1) en liden Blok uden Tridse (i Seil og Takkelage). Shl. Fosen og fl. 2) en Deel af et Hjul, et af Stykkerne i de simplere Kjærrehjul (som bestaae af et Par korslagte Stokke). Sdm.
kaut, adj. stolt, indbildsk. Meget udbredt Ord. (Bruges ogsaa i Danmark).
kav, adv. ganske, aldeles. (Sv. kaf). Kun i Forbindelse med nogle Adjektiver, som: „kav roten“: gjennemraadden. „kav open“: ganske aaben. Tell. Buskerud og fl. (Jf. Isl. kaf-loðinn). I Tell. ogsaa kavende, f. Ex. kavende rꜳtt. kavende full. Paa Hadeland skal det hedde: kvav.
Kav, n. 2. 1) Gramsen, Famlen, idelig Bevægelse med Hænderne. Oftere Kaving (s. kava). — 2) Tummel, Forvirring, Uro; en Mængde Arbeider og Omsorger. Meget brugl. vest- og nordenfjelds; sjeldnere søndenfjelds. — 3) Støi, Larm af mange Mennesker, som tale paa een Gang. Tildeels ogsaa: Kiv, Trætte. B. Stift. (Jf. Kad).
kava, v. n. (a—a), 1) gramse, famle, bevæge Hænderne idelig som for at adsprede eller bortvifte noget. kava mæ Hꜳndo. kava i Vatn’e: svømme eller pladske i Vandet. B. og Tr. Stift, Helg. Gbr. og fl. (Isl. kafa, dykke). Jf. kꜳva. Saaledes ogsaa med et Redskab; f. Ex. kava mæ ei Riva: rage, skrabe. kava mæ Ꜳrom: roe sagte. — 2) stræbe, være meget sysselsat, have Uro og Besvær med noget. Han heve mykje te kava mæ: han har meget at besørge, han er overlæsset med Arbeider. Jf. forkava (Isl. kafinn). Ho kava mæ Bonno: hun har megen Uro med Børnene. Me kava mæ dæ same: vi slæbe os igjennem nu som før. Meget brugl. vestenfjelds; ogsaa i Hall. og Tr. Stift. I Indr. kꜳvꜳ. — 3) støie, larme, om en Mængde Folk; ogsaa: trætte, kives. Eg veit ikje kva di kava mæ: jeg skjønner ikke hvad I skulde gjøre saadan Larm for. B. Stift.
Kave, m. Iling, Byge, hvorved Horizonten skjules ligesom i Taage. Temmelig alm. om Snee-Ilinger (Snøkave); sjeldnere om Regn-Ilinger (Regnkave. Hall.). Isl. kafald og kafi (om Røg). Ellers Kov, Fuka, Eling. Jf. kvæva, koven, kjøva.
kavende (ganske), s. kav.
Kavfugl, m. Dykkere, dykkende Vandfugle. Tildeels ogsaa om Fugle som følge med en Fiskestiim. Sdm. (Efter Udtalen „Kafugl“ minder det ogsaa om det føromtalte Kad).
kavhuga, adj. hidsig, ustyrlig, vild. Helg. (Hedder ogsaa kavhugo). Jf. kꜳhuga.
Kaving, f. Bevægelse, Tummel; s. Kav.
Kavl, m. Flydholt, Stykker af let Træ eller Bark, som bindes til et Garn for at holde det oppe i Vandet. Nordre Berg. og nordenfjelds. Ellers: Flꜳ og Flø.
kavla, v. a. 1) sætte Kavl paa Garn; 2) binde Knevel (Kavle) paa Kid.
Kavle, m. 1) Rulle eller Valse, hvormed Fladbrød bages (rulles). Hedm. Gbr. Ellers Kjevle og Kjelve. 2) Manglestok, Rulletræ. Gbr. Østerd. (Ellers Rull). Sv. kafle. 3) Knevel, Mundbid som bindes paa Kidene for at de ikke skulle patte. Nhl. (I Sdm. Kjølve).
kavlefljote (-fløte), v. n. om Garn, som staae saa høit at Kavlen flyder i Vandfladen. Nordre Berg.
kavleslꜳ, v. n. om Garn: række fra Bunden til Vandfladen.
Kavring, m. Tvebak. (Ogsaa i danske og svenske Dialekter).
kavrista, v. a. ryste En dygtigt. Sdm.
kavsa (kafse), v. n. (a—a), famle eller røre løselig ved noget; ogsaa: ryste eller rage i Høet (= kꜳva). Nordre B.
kavsamt, adj. n. uroligt, besværligt.
kꜳ (pron. hvad), s. kva.
kꜳ, v. n. (r—dde), vende Høet under Tørringen. Østerd. Ellers snu.
Kꜳe, el. Kꜳfugl, m. Kaie, Allike. Skal bruges nordenfjelds. Paa Hedemarken hedder det Kaie.
kꜳhuga, adj. meget begjærlig, graadig, især efter noget som man længe har savnet. Nordre Berg. Sdm. (Jf. kavhuga). Ellers: sko, spꜳnosen.
Kꜳl, n. 1) Kaal, Blade paa Roer og andre Kaalvæxter. I Sdm. ogsaa om Poteternes Løv. 2) Saad hvori Kjød er kogt; Kjødsuppe, sædvanlig med Kaalrod. Gbr. Hertil: Kꜳlgryte, f. Kjødgryde.
kꜳla, v. a. afskjære Kaal. Jf. kjæla.
Kꜳlgar’, m. Kaalhave, Urtehave. Gbr. hvor det ogsaa hedder Kꜳlhꜳgꜳ (for Kꜳlhagje). G. N. kálgarðr.
Kꜳlrot (oo), f. Kaalrabi, Kaalroer. Ørk. Gbr. Tell. og fl. (Sv. kålrot). Er et bedre Navn end Kꜳlrabbe (som dog er mere udbredt).
kꜳlryggjen, adj. kuldskjær, som snart fryser. Sdm. Bedre kolryggjen.
kꜳmꜳ, s. koma. — Kꜳmꜳr, s. Kamar.
Kꜳna, f. Kone, Hustru. I Ag. Stift tildeels: Kone (oo), dog er Navnet her sjeldnere, da man i det Søndenfjeldske oftere siger Kjering. I Shl. forekommer den ældre Form Kona (med aab. o), dog sjelden. G. N. kona. G. Sv. kuna.
Kꜳnebrud(r), f. Enkebrud.
Kꜳnebunad, m. Dragt for Koner. Saaledes ogsaa Kꜳnehuva og Kꜳneplagg.
Kꜳn(e)emne, n. en Pige (især om En, som snart skal giftes).
kꜳnelaus, adj. som ikke har Kone; ogsaa om En som har en uduelig Kone.
Kꜳneløysa, f. Mangel af Kone eller Huusmoder. Dæ syne snart Kꜳneløysa: det viser sig snart at Huusmoderen mangler.
Kꜳneskifte, el. Kꜳnebyte, n. det at der kommer en ny Kone i en Gaard.
Kꜳnestol, m. Kvindestol (i Kirken).
Kꜳnesylv, n. Pynt for Enkebrude.
Kꜳngel, m. 1. (Fl. Kꜳngla), Klase, Klynge, især af Bær. Tytebærkꜳngel, Heggjebærkꜳngel, Rognebærkꜳngel. Nordre Berg. Sdm. Ndm. — I Ørk. Kangel; i Indr. Kꜳngꜳl. I Sogn og Søndre Berg. hedder det Kꜳnk og Kank. Ellers: Krans, Kring (Gbr. og fl.), Kvast (Buskr.), Hams (Jæd.). I svenske Dial. kanga, kångla.
Kꜳngel, m. 2. Frøkogle, Frugten paa Gran og Fure. Søndenfjelds. Hedder ogsaa Kꜳngul (Østerd.), Kꜳngle, f. (Gbr. Buskr.), Kungle (Valders). Ellers Kogla, Kugla, Kokle, Kjuke. (G. N. köngull).
Kꜳngelvꜳg, s. Kꜳnglevæv.
Kꜳngle, f. Spindel, Edderkop. Sdm. Ndm. og fl. Ellers: Kꜳnglo (Namd.), Kꜳngro (Ørk.), Kingel (Tell. Buskerud). (I Sdm. oftere: Vævkꜳne). Isl. köngul-ló. I svenske Dialekter kångro.
Kꜳnglevæv, m. Spindelvæv. Hedder: Kꜳnglo-væv (Namd.), Kꜳngrovæv (Ørk.), Kingelvæv (Tellem.), Kꜳngelvꜳg (Sdm.). Isl. köngullóarvef. I G. N. findes ogsaa kangulvavo vef. (Barlaams Saga).
Kꜳnglo, og Kꜳngro, s. Kꜳngle.
Kꜳnk, m. Bærklase; s. Kꜳngel.
Kꜳnkje, m. en liden og tyk Person; en Klods. Sdm.
Kꜳpa, f. en Kaabe. (Isl. kápa).
kꜳpꜳ, v. a. rulle, trille, vælte sammen. Ørk. (Enten for kopa el. kapa).
Kꜳpegras, n. Planten Løvefod (Alchemilla). Nogle St. Marikꜳpe.
Kꜳr (Aftægt; Ophold), s. Kor, n.
kꜳra, v. n. 1. om Mælk: ostes, skille sig, afsætte Ost. Nhl. Jf. kꜳren.
kꜳra, v. n. 2. blæse lidt; om et svagt Vindpust paa Vandfladen. Hard.
Kꜳre, m. 1. Vindpust, Landvind som viser sig paa Vandfladen. Hard. (Jf. det gamle Kári, Æolus, Vindguden).
Kꜳre, m. 2. en tynd Spaan, Høvelspaan. (Gbr. Ørk. Østerd.). S. Kaure.
Kꜳre, m. 3. Kaarde. (Isl. korði).
kꜳren, adj. om Mælk (kꜳræ): ostet eller brusten. Nhl.
Kꜳs, f. et Lokkenavn til Faar. Sdm.
Kꜳs (Dynge), s. Kos.
kꜳsa, v. n. slukke, stønne. Tell. (hos de Gamle).
kꜳsa, adj. forfrisket; s. kosa.
kꜳt’, adj. munter, lystig (G. N. kátr); ogsaa: urolig, kaad, vilter; især om Børn; ligeledes om Dyr, som gjerne hoppe og lege. Heraf Kjæta.
Kꜳting, m. en meget lystig Karl.
Kꜳtre, f. Knogle, lidet Been (især i et Led). Sdm.
kꜳtvoren, adj. urolig af Munterhed.
Kꜳv, see Kalv.
kꜳva, v. n. (a—a), gramse eller røre idelig ved noget, ryste, vælte, f. Ex. i Hø. kꜳve ’ti Høya. Nordre B. Sdm. Ørk. (Jf. kꜳ). I Indr. kꜳvꜳ (som synes at høre til kava). Isl. káfa.
Kꜳvꜳ, s. Kove. Kꜳvring, s. Kovring.
Keik, Keim, Kelda, o. s. v. — see kje-.
kem, og ken (uden j), see kven.
Kid (aab. i), n. et Kid. Mest alm. Kje, Kji. (I dette og de følgende Ord udtales ki som kji). Dativ Fleertal i Sdm. Kjiꜳ (for Kidjom). I Indr. siges Kje, og Smꜳkje, om baade Kid Lam; jf. O-kje og Okjø, der maaskee grunder sig paa et andet Ord som betyder Yngel.
ki(d)a, v. n. om Gjeder: føde, faae Kid. Mest alm. kjea og kjia (aab. i). I Sdm. hedder det kjie, med lukt i, som forudsætter: kidja (ligesom bie for bidja). I Ørk. findes Formen kilja.
Kidjekid, n. Kid af en aarsgammel Gjed. I Sdm. Kjiekjid. — Lignende Form i Kjiekjevle (-kjølve), n. Træbidsel hvormed et Kid hindres fra at patte.
Kidla, f. Gjedekid. Nhl. og fl. Ellers bruges kille (med haardt k, uden j) som et Lokkenavn til Gjederne. Lignende Lokkeord ere; kissebann, og kissalt (i B. Stift). Begge med haardt k uden j.
Kidling, m. et Kid. Sogn. I Gbr. og Østerd. Killing (som bruges istedetfor Kid). Isl. kiðlingr.
kika (ii), v. n. (a—a), kige, eller sædvanlig: strække sig for at faae see noget. I Sogn med stærk Form: kik’; kjeik.
kikevill (aab. i); s. titevill.
kikje, v. n. (e—te), tabe Aandedrættet; trække voldsomt efter Veiret (i stærk Hoste eller Latter). Han log so han kikte. Mest nordenfjelds. (Sv. kikna).
Kikjehoste, m. Kighoste.
Kil (ii), m. en smal Bugt eller Vig, som strækker sig ind i Landet. Rbg. Tell. Vald. Heraf adskillige Gaardsnavne endogsaa i de nordlige Egne, hvor Ordet ellers er ubrugeligt.
Kil (Kjedel), s. Kjetel.
kila (ii), v. a. (a—a), sætte Kiler i. Ogsaa v. n. „kile pꜳ“: skynde sig, drive paa ret dygtigt. kile uppatte ein: klemme En, gaae dygtigt løs paa En.
Kile, m. en Kile, Kegle. I Klæder: et smalt Stykke som er spidst i den ene Ende.
Kilevink, s. Killeim.
Killar, s. Kjellar. Kille, s. Kidla.
Killeim, m. Ørefigen. Ørk. I Sdm. siges Kilevink (aab. i), om et Ryk i Haaret eller et Slag. Ligesaa: kilevinke, v. a. ruske En i Toppen.
kilsje, s. kitla. — kime, s. koma.
Kime (aab. i), m. en liden Skovstrækning. Ein Skoga-kime. Sdm.
Kind, m. et Kjælenavn til Børn. Forekommer ofte i Vuggesangene; f. Ex. Tig no still, du liten Kind!
King (en Jernkrog), s. Kjeng.
Kingel, m. Edderkop. See Kꜳngle. — Kingelvæv, m. Spindelvæv. Tellem. Buskerud.
kinka, v. n. (a—a), ryste Hovedet langsomt. Nordre Berg. Han kinka mæ Hauda, el. pꜳ Haud’e.
Kinn, f. (og n.), Kind. — Kinnbein, n. Kindbeen.
kinna (for kirna), v. a. (a—a), kjerne, lave Smør. I Søndre Berg. kidna. (Isl. kirna). Jf. trꜳkinna.
Kinna (for Kirna), f. en Smørkjerne. Jf. Bide og Strokk. (Isl. kirna).
Kinnabite (aab. i), m. et Stykke Brød, besmurt med nykjernet Smør.
kinne, s. kjenna.
Kinnetvora (aab. o), f. Kjernestav. Nhl. Ellers: Tverel, Tyrel og fl.
Kinnfisk, m. Kjødet paa Kinderne; eller Kind i Almindelighed. (Isl. kinnfiskr).
Kinntaske, f. en Sygdom som medfører stærk Hævelse i Kinderne. Tr. Stift. Sdm. Ellers: Kusma.
Kinnung, el. Kinning, m. Halvvæg, smal Væg ved Siden af en Dør. B. og Tr. Stift. I Ørk. er Kinnung kun en Stok i en Halvvæg; derimod Kinnunga, pl. om Væggen i det Hele.
Kip (ii), m. et Slags Kortspil, hvori et Blad stikkes med et af samme Nummer; f. Ex. Ti med Ti. B. Stift.
Kipa, f. Vidiekurv til at bære paa Ryggen; Hængslekurv. Mest alm. i Berg. Stift. Ellers: Taagje, og Kase (Sdm.), Kjessa (Sogn), Kass, og Skrinde (Tell.), Korg (Gbr. og fl.).
kipen, adj. lystig, overgiven springsk, vælig; om Dyr, som lege eller hoppe meget og ikke gjerne holde sig stille; ligesaa om Mennesker, især Børn. Dei æ so kipne, at dei kann inkje sitja i Ro. „Han æ kipen endꜳ“ siges om en aldrende Mand, som endnu har Lyst til Dands eller munter Bevægelse. Et meget udbredt og næsten almindeligt Ord.
Kiper (Kjip’er), m. en Bødker. — kipra, v. n. gjøre Kar eller Tønder. B. Stift.
Kipna (ii), f. Munterhed, Tilbøielighed til Leg og Tummel. S. kipen.
kipnast, v. n. blive munter. (Sjelden).
Kipp, m. 1) Ryk, Træk. Søndre Berg. (sjelden). 2) Skræk, pludselig Gysen eller Opfaren (f. Ex. ved Lyden af et Skud); ogsaa Anlæg til en saadan Opfaren; Skyhed, Rædsel. „Hesten heve fꜳtt ein Kipp ’ti seg“ (naar den engang har været skræmt og derfor let bliver sky). B. Stift. Jf. Kvekk, Støkk.
kippa, v. a. (e—te), 1) rykke, snappe, trække hurtigt til sig. Hard. Voss. (Isl. kippa). Nogle Steder ogsaa „kippe pꜳ seg“: trække paa sig i en Hast. Jf. kippeskodd. — 2) trække Fisk med en Medestang (Kippetroda). Shl. Helg. og fl. (I Nordre Berg. pota). — 3) skræmme, sætte En pludselig i Skræk, f. Ex. ved et Knald, et Slag eller lignende. B. Stift. „kippe seg“: fare op af Skræk. (Isl. kippast við). Han slo pꜳ Veggjen so me kifte oss. (Sdm.). Ellers: kveppa, kvekka, støkkja, skvetta.
kippast, v. n. rykkes, trækkes med. (Sjelden).
Kippe, n. Knippe, Bundt; f. Ex. Vidiekippe (Viekjippe). G. N. kippi.
kippen, adj. sky, let at skræmme. Berg. Stift. Jf. kveppen, kvekkjen.
kippeskodd, adj. som gaaer i bare Sko uden Strømper. Buskerud og fl. Ellers adv. kippskoen (Ørk.), kippeskonꜳ (Sdm.); i Ørk. ogsaa „hukuskoom“.
Kippetroa, (for -troda), f. Medestang (til Seifiske). Shl. I Sdm. Potatrode.
Kippmaur, Tormentille (Urt). Nhl. (Hellere Maurblom).
kipra, s. Kiper.
Kirkja, kirkjebær o. s. v. see Kyrkja.
kisle, s. kitla og kjetla.
Kiss (uden j), et Lokkenavn til Katte. (Jf. Isl. kisa, Kat). I Tell. forekommer ogsaa „Kiss Kyr“ som Lokkeord til Køer, hvilket ellers hedder „Kuss Kyr“. Derimod: Kissebann, og Kissalt, til Gjeder (B. Stift). Disse Ord og det foranførte „Kille“ udtales med haardt k uden j, og denne saaledes en Undtagelse.
Kista, f. Kiste. I Ndm. Kyste (Kjøst’).
Kistel, m. et lidet Skrin. Rbg. Tell. (G. N. kistill).
kita (aab. i), v. a. (a—a), kildre, røre paa et kildent Sted. Tildeels i Ag. og Tr. Stift, Sdm. og Nordre Berg. (see kitla). Udtales ogs. kjeta, kjæta, kjꜳtꜳ (Ørk. Indr.).
kitall og kitig, adj. s. kitlug.
Kitl (Kjisl), n. 1) Kildren, Pirring (sjelden). 2) Skubben, Rysten især med Skuldrene. Sdm. s. følgende.
kitla, v. a. (a—a), 1) kildre, berøre paa ømme Steder. Mest alm. i de sydlige Egne; østenfjelds: kisle. Ellers kita. (Isl. og Sv. kitla). 2) skubbe, ryste sig, gnide Skuldrene eller Armene. kitle seg. Nordre Berg. Sdm. (hvor det udtales omtr. kjilsje).
kitlug, adj. kilden, pirrelig, som ikke taaler Berørelse paa ømme Steder, (især paa Siderne). Hedder: kitluge og kitlige (i de sydvestlige Egne), kislug (søndenfjelds); ellers: kitall, kjetæll (Gbr.), kitige (Sdm. og fl.), kjꜳtau (Ørk.). Sv. kitlig.
Kiv, n. Kiv, Trætte. Jf. Kjekling.
kivast, v. n. kive, stride om noget. Jf. kjoa, kjekla, krangla. I Sdm. ogsaa kjave og kjevje.
Kive, m. Snylte-Maage, Struntjager (Larus parasiticus). B. Stift. Kaldes ogsaa Jo og Livre-Jo (fordi den er meget begjærlig efter Fiskelever). Isl. kjói.
Kiving, f. idelig Kiv og Tvist.
kivsam, adj. kivagtig, trættekjær.
Kjaft, s. Kjæft.
Kjakebein, n. Kjævebeen.
Kjakje, m. Kjæve; Kjævebeen. Hedder ogs. Tjakje (Sdm.), Kjꜳkꜳ (Gbr.), Kjeik (Ørk.), Kjækje (Sdm.), Kjelkje (Nhl.). Sv. käke; Isl. kjálki. — Kjꜳkꜳ bruges i Gbr. ligesom Kjæft, om Mennesker eller Dyr, i Talemaaden „for Kjꜳkꜳn“, ɔ: hver een (eg. hver Kjæft), og „inkje ein Kjꜳkꜳ“ ɔ: ikke en levende Sjæl.
kjapt, adv. raskt, hurtigt. (Tr. Stift).
kjastra, v. n. hvine, smaaskrige. Sogn.
Kjau, s. Tjug. — kjaue, s. tjuge.
Kjaur (et Tøir), s. Tjor, n.
kjaurd, adj. kjørt, dreven; s. kjøyra.
Kjꜳk, n. Strabads; s. Tjꜳk. (I de Ord som begynde med tj, udtales det næsten almindelig som kj).
kjꜳke, v. a. skrabe, skure, gnide. kjꜳk’ se (= skura seg). Ørk. Ogsaa v. n. slæbe, have Møie, s. tjꜳka.
Kjꜳkꜳ, s. Kjakje.
kjꜳtꜳ, s. kita. — kjꜳtau, s. kitlug.
kjꜳtta, v. n. kige, titte. (Sogn).
Kje, s. Kid. — Kjedding, s. Kjering.
Kjegla, f. Rebvinde, Rebslager-Redskab, bestaaende af et eller flere Hjul med tilheftede Kroge, hvorved Rebet snoes eller spindes. B. Stift, Hall. og flere. Ellers Taumleggje, Togrysse (Tell.) og flere. Kjeglerne ere sædvanlig to Slags, nemlig: Fyrekjegla, med tre Hjul, eet for hver af de tre Parter (Taatter) i Touget; og Ettekjegla, med eet Hjul for det hele Toug. Hertil Kjeglehjul, n. Hjul i en Kjegle. Kjeglesveiv. f. Hank at dreie Kjeglen med.
kjegla, v. a. (a—a), snoe eller spinde med en Kjegle. Ogsaa spinde langsomt.
kjeid, adj. kjed. (I Forbindelsen: lei’ ꜳ kjei’).
Kjeie (for Kjedja), f. Kjæde. S. Kjæde.
Kjeik, m. s. Kjakje.
Kjeik, m. 1) Bøining, Tilbagevridning. B. Stift. „fꜳ ein Kjeik“. Jf. Halskjeik. — 2) Forvridning af et Led. Nhl.
kjeik, adj. 1) tilbagebøiet. Kjeik’ i Ryggjen: som bøier Ryggen eller Skuldrene bag over. Ligesaa om Fingrene; jf. fatt. Kr. Stift og fl. — 2) stiv, rank, kjæk af Holdning. Hard. og fl. (Isl. keikr). Ellers kjekk, bratt, birren, byrg, hyrtig.
kjeika, v. a. (a—a), 1) bøie tilbage eller til Siden. Rbg. Tell. og fl. (Jf. fetta). 2) forvride (et Lem eller Ledemod). Søndre Berg. Berg. Ellers: brigde, vikla, rengja, rela. 3) v. n. gaae skjævt, gjøre Krumninger eller Omveie. Nordre Berg.
Kjeika, f. Vridning; Stivhed i Halsen af langvarig Bøining. Sogn.
kjeikast, v. n. blive tilbagebøiet.
Kjeiking, f. Vridning, Tilbagebøining.
Kjeil, s. Kjetel.
Kjeim, m. 1) Afsmag, forandret Smag; saaledes om Smag af et Kar og om en Overgang i Smagen, f. Ex. naar Øl begynder at blive suurt. Berg. og Tr. Stift. Guldbr. og fl. (Isl. keimr). 2) figurlig: Spor af en Svaghed eller Sygdom. Ein Kjeim ta Forkjølingjenne (Mindelser af en Forkjølelse). B. Stift. 3) Vane eller Tilbøielighed til noget ondt. Indr.
kjeimlaus, adj. frisk, fri for Afsmag.
Kjeip, m. Roerpind, krum Træ-Klods paa Kanten af Baaden, hvorpaa Aarerne hvile, idet man roer. G. N. keipr.
Kjeipenavar, m. et Bor af middelmaadig Størrelse; Naglebor. Nordre Berg.
Kjeipsnæv, n. Krogen eller Hagen paa en Kjeip. Sdm. og fl.
Kjeiv, m. keithaandet Person; ogsaa En som bærer sig ubehændigt ad. B. Stift. Om Kvindfolk: Kjeiva, f.
Kjeiva, f. 1) den venstre Haand, Keiten. Næsten alm. i de sydlige Stifter. Ellers: Ꜳrhanda, Vinstra. — 2) see Kjeiv.
kjeiva, v. n. (a—a), 1) bruge den venstre Haand istedetfor den høire; 2) kludre, arbeide ubehændigt.
kjeiven, adj. ubehændig, keitet.
kjeivhendt, adj. keithaandet. Meget udbredt i de sydlige Egne. Ellers: vingsterhendt (Tr. Stift), orvhendt (Helg.), ꜳrhendt (Sdm.), aurhendt (Sfj.); ogsaa ranghendt.
Kjeiving, f. klodset Adfærd.
kjekk, adj. rank, kjæk af Holdning; see kjeik.
kjekla, v. n. (a—a), kives, trætte. Meget brugl. især i de nordlige Egne.
kjeklesam, adj. trættekjær. Nordenfjelds.
Kjekling, f. Kjævlerie, Trætte.
Kjeks, m. et Redskab hvormed man optager Fisk af Vandet. Ag. Stift. (Jf. Hꜳv).
Kjekse, f. et Navn paa trodsige eller egensindige Kvindfolk. Nordre Berg. Findes ogsaa som Plantenavn (Hundkjekse) og Fiskenavn (Rognkjekse), men Ordets egentlige Betydning er ubekjent. Jf. Kakse.
Kjel (Kjedel), s. Kjetel).
Kjeld, m. (Fugl), s. Tjeld.
Kjeld, n. Sengedække. See Tjeld.
Kjeld (eller Kjell), n. blandet, ureen Vædske; især vandagtigt Blod. Gbr. Østerd.
Kjelda, f. 1. Brønd, Vandsted; sjeldnere om en Kilde. Søndre Berg. Sogn. Valders, Gbr. — I Ørk. Kjølde. (Jf. Brunn, Bekk, Vassnøyte). Sv. källa, Kilde. Isl. kelda, Sump, Kjær.
Kjelda, f. 2. en kold Gysen; Skræk. Hard. Ellers Kjøl. (Af kald).
Kjelkje, m. 1. Kjæve, Kjævebeen. Nhl. Shl. (Isl. kjálki). Ellers Kjakje.
Kjelkje, m. 2. (Fl. Kjelka, r), Kjælke, en liden Slæde at trække med Hænderne, eller at skride paa i Sneen. Alm. Nogle Steder: Kjølkje; i Sætersd. Kjokkje. (Det Isl. sledakjálki forklares som Slædetræer af Hvalens Kjævebeen). — Hertil: Kjelkeføre, n. godt Føre at skride paa. Kjelkemeid, m. Mede eller Drag i en Kjælke.
Kjell, m. (Loft), s. Hjell.
Kjell, n. (Sengedække; Telt), s. Tjeld, n.
kjella, opsætte Telt; s. tjelda.
Kjellar, m. en Kjælder. I Ndm. og Ørk. hedder det Kjillar. G. N. kjallari.
Kjellarluka, f. Falddør paa en Kjælder.
Kjellarsvein, el. Kjellarmann: den Mand som udskjænker Ølet i et Bryllup.
Kjelle, f. Kvinde, Kvindfolk. Sdm. Ndm. Ørk. (meget brugl.). Dæ kjem’e tvo Sella ꜳ tvo Kjelle (der komme to Mandfolk og to Kvindfolk). Sdm. Ho æ ei heil’ Kjelle: hun er ret dygtig. Ei Storekjelle: en fornem Dame. — I Lighed med Kall skulde Kjella betegne et gammelt Kvindfolk ligesom Isl. kerla og kella. Jf. Kjering. — „Den Kjellꜳ“ siges ellers ofte om forskjellige andre Ting, hvis Navne ere Hunkjønsord.
Kjelleklæde, n. Kvindeklæder. — kjelleklædd, adj. forklædt som Kvindfolk.
Kjelling, s. Kjering. — Kjelm, s. Hjelm.
Kjel-ost (ee), m. Ost af Raamælk. I Sdm. ogsaa Kjeilost (aab. o). Kjel er ellers en Form af Kjetel.
Kjelve (en Valse), s. Kjevle.
kjem (aab. e), kommer; s. koma.
kjem, adj. 1) kommende. Kun sammensat: snarkjem, seinkjem. Hedder paa nogle Steder kjøm. — 2) i Neutr. kjemt: tilgjængeligt, let at komme til. Dær æ sꜳ kjemt (el. kjømt): der er meget Indryk af Fremmede. Rbg. Ellers: mannkjemt, folkekjemt. Jf. framkjemt. — Det kunde maaskee være dette Ord, som bruges i Talemaaden: „i Morgon kjem“ (ɔ: imorgen); „Mꜳndagjen kjem“ (ɔ: næstkommende Mandag), o. s. v. Imidlertid kan dette Ord snarere ansees som et Verbum, altsaa: kommer.
kjemba (kjæmbe), v. a. (e—de), kjæmme, rede. (G. N. kemba). Ogsaa karde. (Af Kamb). kjemba Ull: karde Uld. kjemba Høy: rage Hø sammen lagviis eller knippeviis, saa at det kan bæres imellem Hænderne.
Kjemba, f. et Knippe af Hø saaledes sammenraget, at Straaene ligge i ordentlige Lag. B. Stift, Ørk.
kjembd, kjæmmet; kardet.
Kjembing, f. Kjæmmen; Kardning af Uld.
Kjempa, f. 1. Kjæmpe, stor og stærk Mand; ogsaa en tapper Mand, en Helt, især om Oldtidens Helte. Hertil: Kjempegrav, Kjempehaug, og fl.
Kjempa, f. 2. Bordet eller de øverste Planker i Forrumet paa en Baad. Isl. kempa. (Jf. Rip). Ogsaa om selve Forrummet og den forreste Roerbænk. sitje paa Kjæmpenne: sidde i Forrummet. Nordre Berg. Sdm.
Kjempeꜳra(r), pl. f. det forreste Aarepar. Ellers: Framꜳrar.
Kjæmpefæring, m. en Fiskerbaad med tre Aarepar. Sdm.
Kjempehaug, m. Gravhøi fra den gamle Tid. Ogsaa Kjempegrav, f.
Kjempekjeip, m. den forreste Roerpind (jf. Kjeip). Ogsaa Framkjeip.
Kjempemann, m. den Mand som roer i det forreste Rum i en Fiskerbaad. Sdm.
Kjemperom, m. Rummet imellem de to forreste Roerbænke; Kjæmpemandens Plads. (Isl. kempurúm).
Kjemperøys, f. Steenhob som er opkastet i Oldtiden; gamle Steendynger, som tildeels findes i Mængde ved Strandbredderne (især ved Hardangerfjorden og Sognefjorden).
Kjempetofta, f. den forreste Roerbænk.
kjena (ee), v. n. (a—a), vansmægte, blive afmægtig. „kjena upp“. Ogsaa: kjenast upp. Nordre Berg. Sdm. Helg. Sædvanlig om at vansmægte af Tørst; i Sfj. ogsaa af Hunger. I Sogn hedder det ellers: orkjenast; i Sdm. ꜳrjonast.
kjend, adj. 1) bekjendt med noget, bevandret, som har Kjendskab til en Vei, et Sted, eller et Selskab. 2) kjendt af Andre, bekjendt; ogsaa kjendelig. Jf. audkjend, utkjend. 3) anseet eller erkjendt for noget; jf. tjuvkjend. Den som æ fyre eit kjend, han æ te tie tenkt, ɔ: den som er bleven bekjendt for een Brøde, bliver mistænkt for ti andre.
Kjendmann (el. Kjentmann), m. Veiviser paa en Søreise, især paa Fiskerbaade og Jægter. Derimod „Loss“, paa Skibe.
Kjeng, m. Jernkrog, Krampe i Laas og Hængsler. Meget udbredt og maaskee alm. undtagen i Kr. Stift (hvor det hedder Støl eller Krampe). I Tell. og Buskerud: Kjing; ellers Kjæng. (G. N. kengr).
Kjenga, f. en Drikkeskaal med Hank paa begge Sider. Sogn, Søndre Berg. Skal paa nogle Steder hedde Kjinga. (Formod. af Kjeng, da Hankerne sædvanlig ere bøieformige).
kjengla, v. n. sye løseligt, gjøre lange Sting. Nordre Berg. (Jf. Kꜳngle).
Kjenn, f. Kjær, Vandpyt; s. Tjønn.
kjenna, v. a. og n. (e—de), 1) føle, fornemme, mærke (ved Følelsen, Smagen eller Lugten). Alm. Nogle St. kjinne (Gbr. Øst.). G. N. kenna; Sv. känna. — 2) kjende, gjenkjende; være bekjendt med; ogsaa ansee eller erkjende En for noget. Jf. farkjenna, tjuvkjenna. — 3) v. n. søge at kjende eller fornemme noget, undersøge, iagttage; f. Ex. kjenne pꜳ, ɔ: føle paa, tage paa noget for at undersøge det. — Enkelte Talemaader: kjenne Hungren: blive sulten. kjenne Sømnen: blive søvning. — kjenne seg: være sig bevidst. Han va so han kjende seg inkje ɔ: han var reent ude af sig selv. (Nordre Berg.). kjenna seg Magt til: føle Kræfter til. kjenne seg te Mats: føle Mættelse. kjenne seg atte: gjenkjende et Sted hvor man har været tilforn; ogsaa: finde noget at være sig bekjendt, mærke at man har seet det samme før. — kjenne seg fyre: føle sig for. — kjenne ꜳt: undersøge (Sv. känna åt). kjenne ette: undersøge, søge at kjende; føle eller smage paa; ogsaa lægge Mærke til hvilket Indtryk en vis Omstændighed kan gjøre. Saaledes: Ein fæ ikje kjenn’ ette di at d’æ vondt, ɔ: man faaer ikke agte paa at det smerter, man maa være ufølsom imod Smerten. — kjenne til: kjende til, have Kundskab om. Derimod: kjenne til seg: tilkjende sig; kjende som sit eget. — kjenne ’ti (for ut-i): naae til, føle noget af; f. Ex. Eg kjenne ti Enden, ɔ: den ene Ende er saa nær at jeg kan tage paa den. — kjenne rangt (kjenna rꜳngt): kjende feil, tage feil af. — Jf. kanna og kunna.
kjennande, adj. som kan kjendes eller føles; kjendelig. Dæ va kjennande te di: man kunde kjende det, eller: det lod til, efter hvad man kunde fornemme.
kjennast, v. n. (est—dest), 1) reciprokt: kjende hinanden, gjenkjendes. Nhl. Gbr. og fl. — 2) med mæ eller ved: erkjende, kjendes ved (jf. kannast); ogsaa: føle sig truffen ved noget. Den som tæk’e dæ til seg, han kjennest mæ di (ɔ: den som troer sig sigtet, han føler sig truffen). — 3) upersonligt: give sig tilkjende, kunne føles eller mærkes. Dæ kjennest ette-pꜳ (el. att-i): man kommer til at føle det efterat det er forbi.
Kjenne, n. Kjendemærke. (Sjelden).
Kjenne (for Kjerne), m. Kjerne (i Frugter). G. N. kjarni.
Kjenneblom (Nymphæa), s. ved Tjønn.
kjenneleg, adj. kjendelig. (Oftere kjennande). Jf. avkjenneleg.
Kjennemerkje, n. Kjendemærke.
kjennespak, adj. nem til at kjende noget igjen; især om En som let gjenkjender de Personer, som han engang har seet. Meget udbredt og maaskee alm. (Sv. känspak). Betydningen af det gamle spakr (viis, klog), findes kun i dette Ord.
Kjenning, f. 1) Iagttagelse, Forsøg ved at føle eller smage paa noget. 2) Kjendemærke. taka Kjenning pꜳ ein Ting: tage Mærke paa noget for at kjende det igjen.
Kjenning, m. Kammerat, Bekjendt. Gamle Kjenningar: gamle Bekjendte.
Kjennskap, m. Kjendskab; Bekjendtskab. hava Kjennskap mæ ein (el. til ein).
Kjensel (Kjensl), f. Kjendskab, det at man kjender noget. Eg tykte eg har Kjensel pꜳ han, ɔ: det syntes mig at jeg skulde kjende ham. B. Stift (Isl. bera kensl á, ɔ: kjende).
Kjensla, f. Kjendskab, at man kjender noget.
Kjent, m. Smule, Gran. Inkje einaste Kjent: ikke en eneste Smule. Sdm.
kjent, et Adjektiv af ubestemt Betydning, i frostkjent, fjellkjent, graskjent og fl. (Tr. Stift).
Kjepp, m. 1) Kjæp, liden Stok. 2) en Træstamme, en Tømmerstok.
Kjeppa, f. Kapstræben, at man kappes om noget. Sogn, Nhl. (Jf. Kapp).
kjeppast, v. n. 1) kappes med En. (G. N. keppa). 2) stræbe, skynde paa, anstrenge sig for at faae et Arbeide færdigt. kjeppast mæ ein Ting. Sogn, Nhl. ogsaa Tr. Stift.
kjeppen, adj. 1) kappelysten; ogsaa flittig, stræbsom. 2) stolt, trodsig, som ikke vil give efter. Sogn. Heraf Kjepna, f. Kappelyst; ogsaa Stivhed, Trodsighed. Sogn. (Isl. keppni).
Kjer (aab. e), n. Kar. (G. N. ker). 1) Kop, Skaal, et lidet Kar i Almindelighed. Nhl. Mere alm. i Auskjer. Jf. Kjerald, Bidne, Kopp. — 2) et stort Kar, Bryggerkar. Shl. Kr. Stift og Oplandene. (Udtales mest almindl. som Kjær). Ellers Kar og Saa. — 3) Brokar, Muur under en Bro. (Udtales oftest Kjær og Kjærr). I Lighed hermed siges „Laksekjær“, om de Opdæmninger hvori Laxeteinerne udsættes.
Kjerald (aab. e), n. et Kar. Hedder sædvanlig Kjærald, og nogle Steder Kjørøld, Kjøreld, Kjørel (aab. ø), hvilket egentlig grunder sig paa Fleertallet, som skulde hedde Kjerold. (I Nordre Berg. hedder Eental Kjærald, Fleertal Kjørøld). G. N. kerald; Sv. kärl. — Bruges som Fællesnavn for allehaande Redskaber, hvori noget gjæmmes; dog især om Trækar, saasom Kasser, Tønder, Bøtter, Æsker, Fade o. s. v. (I Sogn kun om store Kar, da de smaa hedde Bidne). Mangler paa enkelte Steder i det Søndenfjeldske, men er ellers ganske almindeligt.
Kjering (aab. e), f. (Fl. Kjeringa, r), 1) en Kone (i Almindelighed). Søndenfjelds (hvor det ofte træder istedetfor Kona el. Kꜳna). I Fjeldbygderne udtales det deelt Kjering (aab. e), deels Kjæring. — 2) Kjærling, gammelt eller noget aldrende Kvindfolk. Alm. men udtales paa de fleste Steder: Kjæring. I Rbg. ogsaa: Kjelling, og i Sæt. Kjedding. (G. N. kerling og kelling; Sv. käring). — I Formen er Kjering sideordnet med Kar, ligesom Kjella med Kall; men i betydningen sideordnes Kjering med Kall, og Kjella med Kar.
Kjeringebrot, n. Kjærling. I Spøg eller ogsaa med Ringeagt; ligesom Kallebrot, Sveinkallbrot og fl.
Kjeringeknut, m. kaldes paa nogle Steder en Knude som ikke er rigtig knyttet og derfor let opløses.
Kjeringeløysa, Mangel af Kone eller Huusmoder (ligesom Kꜳneløysa).
Kjeringerokk, m. Planten „Padderok“ (Eqvisetum). B. Stift.
kjeringsleg, adj. kjærlingagtigt. Nhl. Tell.
Kjeringøyra, et Slags store Muslinger (= Øyreskjæl). Vel egentlig Trollkjeringøyra.
kjerjen, adj. hinderlig, som er i Veien. D’æ so trꜳngt ꜳ kjerje (om et Sted, hvor der er meget i Veien). Sdm. Maaskee kjergjen.
Kjerr (Kjærr), f. Krat, Buskads, smaa Buskvæxter; s. Kjørr.
Kjerr, n. Sump, Myr (Mandal). Isl. ker. Ellers et Brokar, s. Kjer.
Kjerra, f. Karre, en liden Vogn. (G. N. kerra).
Kjerre, m. en liden Skov, Lund; især af smaa Træer. (Olderkjerre, Isterkjerre). Helg. og Nordre Trondhjems Amt. Jf. Rust, Holt.
kjert-bein, adj. aldeles rank eller lige; om Træer. Sdm. (udt. kjært). Man siger ogsaa „bein’ som eit Kjærteljøs“. (Jf. Isl. kertr, rank, opreist).
Kjerteljos, (el. ljøs), n. Talglys, støbt Lys. B. Stift.
Kjerterak, n. Væger til Lys. (Sjeldnere). Det enkelte Ord Kjerte bruges ikke. (G. N. kerti, n. Lys). Jf. Isl. kertaljós.
kjerva, v. a. (a—a), binde i Knipper.
Kjerve (aab. e), n. Knippe, Bundt, især af Løvkviste (Lauvkjerve). B. og Tr. Stift, Tellem. og fl. Nogle Steder: Kjørve og Kjerv. (Isl. kerfi).
Kjesa, f. et Navn paa Dverg-Birken. Shl. Jf. Bjørkepors.
Kjessa, f. Kurv, Fiskekurv. (Sogn). Jf. Kipa, Kass. Ogsaa en Vidiekurv i Kløvsadelen. Voss.
kjest, el. kjist! Udraabsord til Katte, naar man truer eller skræmmer dem.
kjeta, s. kita. — kjetall, s. kitlug.
Kjete, el. Kjæta, f. en Meise (Fugl). Indr. Ellers Kjøtmøys.
Kjetel (aab. e), m. en Kjedel. Tellem. hvor Fleertal hedder Kaslar (for Katlar). I Sætersdalen hedder det ogsaa i Eental: Kasle; i de øvrige Distrikter: Kjel, med lukt e (mest almind.), Kjeil (Sdm.), Kjil (Helg.). G. N. ketill, pl. katlar. Sammensætningsformen Katle forekommer i Ordet Katlebotar. Ellers: Kjels (ee), f. Ex. Kjelsbeit, f. Randen eller Bredden paa en Kjedel. Kjelsbotn, m. Kjedelbund. Jf. Kjelost.
kjetla, v. n. om Katte: føde, faae Unger. Hedder ellers: kjisle (Ag. Stift), kjøtle, el. kjølsje (Nordre Berg.).
Kjetling, m. en Katteunge, Killing. Søndre Berg. (Isl. ketlingr).
Kjetta, f. en Hunkat. Meget udbredt. Nogle Steder: Katta, og nordenfjelds: Kjøyse el. Kjøse. (Isl. ketta).
kjevla, v. a. 1) sætte Kjevle paa (see følg.), sætte Knevel i Munden paa Kid, for at de ikke skal patte. I Sdm. kjølve; i Nhl. kavla (Isl. kefla). 2) bage eller rulle Fladbrød. Ag. Stift.
Kjevle, n. Valse, rundt Træ til at bage med (Jf. Rull); sjeldnere et Mangletræ; ogsaa en liden Pind (Selekjevle, Kidkjevle). Kr. Stift; ogsaa Tr. Stift, Helg. og fl. I Ag. Stift hedder det Kavle, og ellers: Kjelve (Søndre Berg.), Kjølve (Sdm.); saaledes Bakstekjølve, Selekjølve. (Isl. jefli; Sv. kafle). Jf. Kavl.
kjia, kjika, Kjil o. s. v. see ki-.
Kjo, n. Krog, Bøining; s. Tjo.
kjoe, v. n. kive, trætte. Østerd.
Kjole, m. Kjole; nogle Steder ogsaa en Overfrak eller Reisekufte. I Hall. og Gbr. hedder det Kjol. (Isl. kjóll). — Kjolefilla, f. en forslidt Kjole; ogsaa spotviis om En som bruger Kjole. — kjoleklædd, adj. som gaaer i Kjole.
Kjolp, Hank, Haandfang; s. Kylp.
Kjon (oo), n. 1. Tøi, Sager, Smaating som man gjemmer eller bringer med sig. Namd. Indr. Ellers: Stell, Ty, Don og flere.
Kjon, n. 2. (Skam; Skade; Strabads o. s. v.), see Tjon. — kjona, v. (fordærve; ødelægge o. s. v.), see tjona.
kjona, v. a. og n. (a—a), 1) forhverve, opspare, lægge sig noget til. „kjon’ te“, eller „kjon’ sæg te“. Namd. Indr. (Maaskee for tjona; jf. G. N. þjóna, tjene). — 2) sætte istand, ordne, tillave noget. Ogsaa v. n. sysle med noget, bestille et eller andet ubetydeligt. Namd. Indr. Ellers: stella, dona og fl. — 3) forfriske kvæge, opvarme. Helg. Han gjekk inn ꜳ kjona seg (varmede sig). — kjone seg te: a) lægge sig noget til (s. Kjon); b) gjøre sig færdig, klæde og pynta sig. Indr. — Det søndenfjeldske kjona har ganske modsatte Betydninger, hvorom see tjona.
Kjonar, m. En som kun sysler med smaa Hverdags Arbeider i Huset. Indr.
Kjon-arbeid, n. smaa huuslige Sysler.
Kjone, f. Tørrehuus, Ildhuus hvori Korn tørres. Rommerige og fl. See Kylna. (I svenske Dial. kjona).
Kjoning, f. Sysler, Arbeider i Huset.
Kjoning, f. Fordærvelse, s. Tjoning. — kjonsleg, see tjonsleg. — kjont (fordærvet), s. tjont.
Kjor, m. 1) Oxe; 2) Kjød; see Tjor.
Kjor, n. Tøir; s. Tjor.
kjora, s. tjora. Kjorbeite, s. Tjorbeite.
Kjos (oo), m. 1. Lund, Buskads, Samling af tætvoxede Træer. Shl.
Kjos (oo), m. 2. en dyb Bæk eller Vandpyt. Helg. Oftere Bekkjekjos.
kjosa, v. a. (kys’; kaus; kose, med aab. o), vælge, udkaare. Søndre Berg. Tell. og fl. (G. N. kjósa). Ogsaa v. n. med paa; f. Ex. Da va mꜳnge so kaus pꜳ han, ɔ: valgte paa eller stemte for ham. Nhl. Jf. kora.
kjosande, adj. værd at udvælge.
Kjosing, f. Valg, Udkaarelse.
kjota, see tjota. Kjov (Tyv), s. Tjuv.
Kju, s. Tjug og Tjuv. kjue, s. tjuge.
Kjug (Snees), s. Tjug. kjuge s. tjuge.
Kjuka, f. 1) en liden Klump eller Kage. Smørkjuke: en Portion færskt Smør. Sdm. (hvor det tildeels hedder Tjuke). — 2) Ost, som kun er adskilt fra Vallen og ikke videre tilberedet. Nhl. (Jf. Kost, Ystel). I Guldbr. er „Kjuke“ den første Ost som tages af Vallen (den næste hedder Froe). Isl. kjúka, blød Ost. — 3) Kogle, Frøkogle paa Fure og Gran. Sdm. og Tr. Stift. I søndre Sdm. Tjuke (Furetjuke). Ellers Kogla, Kꜳngle og fl. Jf. Blindekjuke. — 4) et Slags haard Svamp paa Træerne. Tell. I Ørk. Knøstekjuke. Ellers Knyske, Kviteknøsk. I Indr. betyder Kjuke ogsaa store Knorter eller Knuder paa Træerne. (I svenske Dial. kjuka, Træsvamp). — 5) et kort Træstykke, en liden Klods som tjener til Underlag, f. Ex. under Axelen paa en Slibesteen. Ørk. — Hvorvidt alle disse Betydninger høre sammen, og hvorvidt kj eller tj er den oprindelige Form, er uvist.
kjukk (tyk), s. tjukk.
Kjukling og Kjuklung, m. en Kylling. Sv. kyckling. (Isl. kjuklingr, en Unge). Vel egentlig Kykling. Ordet synes at staae i Forbindelse med „Kokk“, som i andre Sprog og Dialekter (f. Ex. den jydske) betyder en Hane.
kjukna, s. tjukna. — Kjul, s. Hjul.
Kjun (et Par), s. Hjun.
Kjupa (Hyben), s. Hjupa.
kjura, v. a. pynte, sætte istand (= vela). Bruges ved Mandal. Jf. Ukjura.
kjurr (tør), s. turr.
Kjuv (Tyv), s. Tjuv.
Kjyla, Kjyld, Kjyllag o. s. v. see ky.
Kjæde (Kjæa), f. en Kjæde. I Sdm. hedder det ogsaa Kjeie (for Kjedja). Isl. og Sv. kedja.
Kjæft, m. Kjæft. I Nfj. og Hall. hedder det Kjaft. G. N. kjaftr. Betyder ellers: 1) Kjæft, Mund. Altid om Dyrenes Mund; sjeldnere og mest i Spot om Menneskets. 2) en Aabning, Munding. Posekjæft, Hitakjæft. 3) Eggen paa Øxer. Øksakjæft. gjera Kjæft: bruge Munden, skjælde, støie. kvar Kjæften: hver eneste, hvert Menneske. inkje ein Kjæft: ikke en eneste Sjæl. kalda Kjæftꜳ, s. under kald.
kjæfta, v. n. skraale, larme; skjende.
kjæftast, v. n. trætte, mundhugges.
Kjæft-aukje, m. og Kjæftausa, f. en Skjendegjæst; ogsaa en Ordgyder, en Storpraler. Nordre Berg.
kjæfthar, adj. haardmundet; dygtig til at trætte og skjende. Hedder ogsaa: kjæftram (Sdm), og kjæftstrid.
Kjæfting, f. Trætte, Skjenderie.
Kjæftvik (ii), f. Mundvig paa Dyr.
Kjækje, m. Kjæve; s. Kjakje.
kjæla, v. a. (e—te), blæde, afskjære Kaal. „kjæle Næpe“. Sdm. og fl. Jf. kꜳla.
kjæla, v. n. (e—te), kjæle for En; kjærtegne, være øm og smigrende mod En. Jf. kausa, skripa, flikra. Hertil: Kjæleba(r)n, n. Kjæledægge. Kjæledagar, eller Kjælemꜳnar, pl. Hvedebrødsdage.
Kjælar, m. En som er tilbøielig til at kjæle eller kjærtegne. Om Kvinder tildeels: Kjæla, Kjæleklo og fl.
kjælen, adj. 1) kjælende, smigrende; 2) forkjælet, blødagtig, som ikke taaler noget ubehageligt. Mest i de nordlige Egne; jf. kvælen, kløyen. Ogsaa: øm, kilden.
Kjæling, f. Kjælen, Karessering.
Kjæmpe (i en Baad), s. Kjempa.
Kjæng, s. Kjeng. — Kjænga, s. Kjenga.
Kjær, adj. 1) kjær, elsket. 2) tilbøielig, som elsker eller har megen Lyst til en Ting. kjær fyre Drikk: tilbøielig til Drik. kjær ette Skjelingen: begjærlig efter Penge. Ogsaa: øm, omhyggelig. vera kjær fyre ein. (Sjeldnere).
kjæra, v. n. (a—a), bede venlig, sige kjære! — Han kom ꜳ kjæra ꜳ bad.
kjæra, v. a. (e—te), 1) klage, beklage sig. Han kjærte seg fyre da (beklagede sig derover). Sogn, Søndre B. (G. N. kæra). 2) i Talemaaden „kjæra seg um“, ɔ: skjøtte om, agte paa. Han kjært’ ikje se um dæ. Gbr. Sdm. og fl.
Kjærald (Kar), s. Kjerald.
Kjæraste, m. Kjæreste. (Ligt i begge Kjøn).
Kjæring (Kone), s. Kjering.
kjærkomen (aab. o), adj. kjærkommen.
kjærleg, adj. kjærlig. — kjærlege, adv. ømt, kjærligt. — Kjærlegheit, f. bruges meget istedetfor Kjærleikje og Elskug.
Kjærr, s. Kjerr. Kjærre; s. Kjerre.
Kjærteljos, s. Kjerteljos.
kjæsa, v. n. (e—te), oste, tillave Ost. (Helg.). Ellers: ysta og blengje.
Kjæse, m. Løbe, Osteløbe (af Kalvemaver). Meget udbredt Ord. (Isl. kæsir).
Kjæta, f. Lystighed, overgiven Munterhed. B. Stift og videre. Isl. kæti. (Af kꜳt). Jf. kipna.
Kjø (Krumning), s. Tjo.
Kjøa (for Kjøda), f. en liden Fisk, især en ung Ørred. Hard. Shl. og fl. Kaldes ogsaa Aurekjøa, og i Nhl. Orgakjøa. I Yttre-Sogn: Kjø, om Ørred i Almindelighed; i Valders: Kjøo; i Østerd. Kjøe. Sædvanligst med aab. ø. (Isl. káð, el. kóð, Yngel; brandkóð, ung Ørred). See Kot, m. — Et Kjø eller Kje, som betyder Yngel, synes forudsat i det trondhjemske Okjø, Okje, Smꜳkje. — Ørreden hedder ellers: Aure, Kræde, Tita, Agneta.
Kjøk, m. Kjøkken. Nordenfjelds. Ellers Kjøk’en, n. (Sv. kök).
Kjøkmeister, m. Kjøgemester (i et Bryllup). Nogle St. Kjømeistar. (Isl. kæmeistari).
Kjøl, m. 1. (aab. ø), Kjøl i Fartøier. I nordre Berg. Sdm. og fl. hedder det Kyl (Kjyl), med aab. y). G. N. kjölr.
Kjøl, m. 2. (aab. ø), en Fjeldryg, den øverste Deel af et Bjerg. Helg. Ørk. Østerd. Ligesaa: Fjeldkant, den øverste Fjeldrand som sees fra Dalen. Ndm. (Surendalen). Ogsaa: en Flade eller Græsslette paa et Fjeld. Ørk.
Kjøl, m. 3. 1) Kjøling, Afkjølelse. (Sjelden). 2) en kold Gysen, Skræk, Rystelse. (Sdm. Nhl. Jæd.). Eg fekk ein Kjøl dꜳ eg sꜳg dæ. Jf. Kjelda, Kaldtokkje.
kjøla, v. a. og n. (e—te), 1) afkjøle, gjøre kold. Jf. kolna. 2) blæse lidt, om Vinden. 3) gjennemfare, om en Gysen eller Skræk. Dæ kjølte gjenom me dꜳ e sꜳg dæ. Ørk. Nogle Steder kolna.
Kjøla, f. en svag, kjølig Vind.
Kjøld, m. Kulde; Forkjølelse; s. Kyld.
Kjølde (Brønd), s. Kjelda.
Kjøl-drag, n. Kjølfure; det Sted hvor Baadene sættes ud og trækkes op paa Strandbredden.
kjøleleg, adj. fæl, forskrækkelig. Ogsaa adv. f. Ex. Dæ va so kjølele stygt. Berg. Stift.
kjølen, adj. kjølig, noget kold.
Kjølfar, n. see Kjøldrag.
Kjøling, f. Afkjøling. — Kjølingkake, f. en liden Deigklump, som lægges paa et saaret Lem for at lindre Smerten. Søndmør.
Kjølne, s. Kylna. — Kjølp, s. Kylp.
Kjølsvill, f. Kjølsvin (i Fartøier), den Stok hvorpaa Masten staaer. (Kr. Stift). Jf. Svill.
Kjølve, (Bagervalse), s. Kjevle.
kjømt, fremkommeligt; s. kjem.
Kjønn, Kjær, Pyt; s. Tjønn.
kjøpa, v. a. (e—te), kjøbe. Bruges i de fleste Egne istedetfor kaupa. Ligesaa: Kjøp, n. Kjøpar, m. Kjøpmann og fl.
Kjør, n. see Tjor. — Kjøra, s. Tjøra.
Kjøre (aab. ø), f. i Talemaaden „alt i ei Kjøre“, ɔ: altsammen om hinanden, i een Slump, uden Orden. Tell.
Kjørhæl (Tøirepind), s. Tjorhæl.
kjørkje, s. kyrkja.
Kjørr, f. Smaakrat, Lyng eller lave Buskvæxter, især i Fjeldegnene. Jf. Bjørkekjørr, Vierkjørr. Hedder paa nogle Steder Kjærr (Nhl. Tell. og fl.), i Sæt. saavidt erindres: Kjarr. (Isl. kjörr, kjarr). Jf. Kjerre.
kjørr, adj. rolig, stille. Nhl. Sdm. (sjelden). Det hedder ogsaa „i kjørr“, f. Ex. statt i kjørr (staae stille). I Ag. Stift: kurr og kvar. (G. N. kyrr).
kjørra, v. a. holde i Ave, bringe til Stilhed. Nhl. Sdm. (G. N. kyrra).
Kjørremark, f. Krat, Buskmark.
Kjørøld (Kar), s. Kjerald.
Kjøsel, m. en liden rund Kage af fiin Ost, tillavet af sød Mælk. Sdm. og fl. I Sætersdalen hedder det Kjøs. (Jf. Kjæse).
Kjøt (aab. ø), n. Kjød. Undertiden ogsaa: Huld, Fyldighed. fꜳ Kjøt pꜳ seg: blive fed og fyldig.
Kjøta (Kant, Bred), s. Kjøyta.
kjøta, adj. 1) fyldig, kjødrig; 2) beskaffen i Kjødet, f. Ex. harkjøta.
kjøtast, v. n. faae Kjød eller Huld, blive fyldig. Oftere: kjøta seg.
Kjøtbein, n. Been med Kjød paa.
Kjøteid, m. en grov Ed. B. Stift.
Kjøtgang, m. Bugvrid. (Valders). I Nhl. og Hard. hedder det Tjorgꜳng.
Kjøtkurv, m. Kjødpølse.
Kjøtmole (aab. o), m. Kjødstykke.
kjøtmykjen (aab. y), adj. kjødrig, fyldig, tyk. Nordre Berg.
Kjøtmøys, f. Kjødmeise (Fugl), Parus major. I Indr. Kjeta.
Kjøtrosa (aab. o), f. Kjødsiden paa Skind.
Kjøtrot, see Rot, n.
Kjøtsneid, f. en tynd Kjødskive. Sdm. Ellers Kjøtflis, Kjøtbite.
Kjøtt (paa en Lee), s. Tjo.
kjøva, v. a. og n. (e—de), tilstoppe, lukke; i Særdeleshed: 1) kvæle, betage Aandedrættet. Røykjen kjøvd’an (Røgen kvalte ham). kjøve Vermen (el. Ljos’e): dæmpe Ilden ved at hindre Luftens Tilstrømning. (Sdm. Hard. Rbg. og fl.). G. N. kœfa og kefja (med impf. kóf). Jf. kvæva. — 2) om Luften: blive tyk og mørk, opfyldes af Ilinger, saa at Horizonten ikke sees. Han kjøve til ɔ: det mørkner af Uveir. Nordre Berg. (Jf. Kov, koven). — 3) om Bække og Kilder: opsvulme af Frost, belægges med høi Iis (idet Vandets Afløb tilstoppes ved Frost). Sogn, Vald. og fl. (Ellers: kry, kreppa, ora). Jf. Kovsvoll. Beslægtede Ord ere: kvæva, kvavna, Kov, kovna, kovt.
Kjøva, f. Tungbrystighed, Forkjælelse, tyngt Aandedræt. Sogn. Ellers: Kværv og Kov.
kjøvast, v. n. kvæles; s. kovna.
kjøvd, adj. 1) kvalt; 2) opsvulmet, opsteget af Frost, om Vand. Sogn. Oftere: uppkjøvt.
kjøven, adj. om Luften: tung, kvalm, lummer. Nhl. Jf. kovt.
Kjøyl, m. en Pyt, Samling af Vand eller anden Vædske. Hard. (Jf. Dam, Hyl, Søyla).
Kjøyle, f. en Rende, en liden Kanal som en Baad kan flyde igjennem. Sdm.
Kjøyna, f. en Blegne, Blære med Svulst. B. Stift. (Af Kaun). Jf. Kveisa.
kjøynet, adj. fuld af Blegner.
Kjøyr, m. Driven, Jagen, det at man drives til at udrette noget. fꜳ Kjøyr: blive dreven eller paaskyndet. B. Stift.
kjøyra, v. a. (e—de), 1) drive, støde eller skyde noget afsted med Hurtighed. G. N. keyra. Indikativ hedder i B. og Tr. Stift: kjøyre; kjaurde (kjaure); heve kjaurt; f. Ex. Han kjaure ei Flis inn i Fingren. — Dæ va so sꜳrt so ein hadde kjaurt ein Kniv inn i. — 2) drive, jage afsted; skynde paa. Kjøyr dei heim-atte, ɔ: jag dem hjem. Kjøyr dei til ꜳ skunda seg: driv dem til at skynde sig. kjøyre pꜳ: skynde paa, haste. — 3) kjøre, kjøre Læs. Ogsaa: kjøre paa, f. Ex. Isen æ so sterk at ein kann kjøyr’an.
kjøyrande, adj. 1) som man kan kjøre; 2) som man kan kjøre paa, om Veie, Broer og Iis. Isten æ ikje kjøyrande.
Kjøyrar, m. en Kjører.
kjøyrd, partic. 1) dreven, jaget: 2) kjørt. I B. og Tr. Stift: kjaurd (kjaur’e, kjaur). Ligesaa: forkjaurd, utkjaurd og flere.
Kjøyreføre, n. Føre at kjøre paa.
Kjøyregreide (-greia), f. Kjøreredskab.
Kjøyreveg, m. Vei at kjøre paa.
Kjøyring, f. 1) Driven, Jagen; 2) Kjørsel.
Kjøyrsla, f. Kjørsel. Hertil: Kjøyrslegamp, m. Hest at kjøre med. Kjøyrslegut, m. ung Kjører, Dreng som man leier til at kjøre. Kjøyrsleveg, m. Kjørevei.
Kjøyrsa, f. en Hun-Kat. Tr. Stift, Sdm. I Ørk. Kjøse (Kjøs’). Ellers Kjetta og Katta. Af Kause. — I Yttre-Sogn betyder Kjøyse et Slags Hætte.
Kjøyte, f. 1. en Dam, Mølledam; ogsaa en liden Sump eller Myr. Indr. I Ørk. er Kjøte Kanten eller den yderste Bred af en Myr. (Myrkjøta).
Kjøyte, f. 2. en Barhytte. Tell. (Jf. Kot). I Østerd. bruges Koie som Navn paa Finnernes Telte. — Kjøyte er ellers i Inderøen et Navn paa omflakkende Kvindfolk, især Finnekoner. Andre St. Tøta og Tytta.
klabba, v. n. klæbe, hænge ved; om Sneen. Tr. Stift, Nordre Berg. Tell. og flere.
klabben, adj. klæbende, vedhængende.
Klaffe, m. en Klap, Smække.
klafsa, v. n. klodse, bære sig keitet ad. Nhl. hvor man ogsaa siger Klaps, m. og Klapsa, f. om keitede Arbeidere.
Klag, n. Anklage, Klagemaal. Dæ kom Klag pꜳ dæ, ɔ: man klagede derover. Sdm. og fl. Ellers: Klaga, f. og Klagemꜳl, n.
klaga, v. n. og a. (a—a), 1) klage, beklage sig. (I Gbr. og Ørk. klꜳgꜳ). 2) anklage, føre Klage over. Han hadde klaga dei fyre Far’a (anklaget dem for Faderen). klaga av: faae afskaffet ved Klage. Hertil avklaga.
klagande, adj. som er at klage over. D’æ ikje klagande fyre slikt.
Klagar, m. Anklager. Spotviis om En, som fører Klager i Utide.
Klagde, m. en sammenfiltet Haarlok. Ndm. I Ørk. Klagde og Lagde. I B. Stift: Larkje. — Hertil: klagdꜳt, adj. sammenfiltet, klumpet; om Uld og Haar.
klagelaust, adv. uden Klage.
klagesam, adj. tilbøielig til at klage.
Klaging, f. Klagemaal, Besværinger.
klaka, v. n. (a—a), fryse, blive iset.
klaka, adj. 1) om Jorden: frossen paa Overfladen. Meget udbredt Ord. (I Gbr. klꜳkꜳ). 2) om Vand: iset, belagt med en tynd Iisskorpe. Kr. Stift. Ellers: krava, krapa.
Klakje, m. 1) Iisstykke, Iisklump. Søndre Berg. (I Ørk. Klank). Ogsaa en tynd Iisskorpe paa Vand og Sumpe. Rbg. Isl. klaki, Iis. Jf. Krav. — 2) frossen Jord, en tynd frossen Skorpe paa Markerne (Begyndelsen til Tele). Meget udbredt, næsten alm. Ord. Nogle St. Klaka; i Gbr. Klꜳkꜳ. Sv. klake. Jf. Spek.
Klakk, m. en Banke eller ophøiet Grund i Søen; Fiskegrund. Helg. og Tr. Stift. (Isl. klakkr, Klippe). Jf. Skalle.
klakka, v. a. banke. (Sogn). Jf. kakka.
Klamp, el. Klampe, m. en Klods eller Fjel, som slaaes fast for at dække en Rift, f. Ex. paa en Baad. Nordenfjelds. (Isl. klampi).
klandra, v. n. trætte, skjende. (Sjelden).
Klang (og Klꜳng), m. Klang.
Klank, m. Iisstykke. S. Klakje.
Klapp, n. og Klapping, f. Klappen.
klappa, v. a. (a—a), klappe.
klar, s. klꜳr. — klara, s. klꜳra.
Klase, m. Klump, Klynge. (Sjeldent Ord). I Gbr. Klꜳsꜳ.
klasse, v. n. klæbe, hænge ved. Tell. See klesse og kleise.
klassen, adj. klæbrig, vedhængende. Tell.
Klatr (Klatt’er), n. Møie, Arbeide som ikke vil rigtig lykkes. (See følgende). Isl. klatr, uduelige Ting.
klatra, v. n. (a—a), kludre, arbeide seent og daarligt, især af Mangel paa passende Materiale og Værktøi. Meget brugt nordenfjelds, ogsaa i Berg. Stift og videre. Hedder ogsaa kratla og kaltra; jf. larva, balla, kolka.
klatresamt, adj. n. ubeleiligt, seent, forbundet med Møie og Mangler. Tr. Stift.
Klatring, f. Kludren, forgjæves Møie.
Klatt, m. en liden Hob eller Slump.
klauv (kløvede), s. klyva.
Klauv, f. 1) Klov paa en Fod (paa Køer, Gjeder og flere Dyr). Nogle Steder: Klau. G. N. klauf. — 2) en udhuggen Kløft i Enden af en Stok, indrettet til at omfatte Spidsen af en anden Stok i Bygningen. — „Dæ gjeng Klauv um Klauv ꜳ Honn um Honn“, siges om Kreature fra forskjellige Gaarde, naar de gaae tilsammen paa en Græsgang, som ikke er afdeelt ved Gjærder. Berg. Stift.
klauva (klaue), v. a. sammenfælde Stokke ved Kløfter i Enderne.
Klauvblꜳsa, d. s. s. Kalvehjelm.
Klauvdyr, n. Dyr som har Klover.
Klauvfar, n. Spor efter Klovdyr.
Klavahelg, f. et Navn paa Dagene imellem Juul og Nytaar. Indre-Sogn.
Klave, m. 1) en Kløft, som danner en spids Vinkel. Gjæsenne flyg’e ’ti ein Klave, ɔ: Gjæssene holde sig i en Vinkel, naar de flyve hobeviis. Nordre B. 2) en Kløft eller Bøile, som bindes om Halsen paa Køer og andre Dyr, naar de sættes paa Stald. Alm. Nogle St. Klava; i Gbr. Klꜳvꜳ. Sv. klafve; Isl. klafi).
Klavenaut, n. voxent Nød (i Modsætning til Kalve, som ikke bindes). Kaldes ogsaa „klavebunde Naut“.
klꜳ, v. a. (klær; klo; klegje), kløe, skrabe med Neglene. (Sv. klå). Ogsaa: skinde, udsue Penge. klꜳ seg ’pi Hove (el. Haud’e): kløe sig ved Ørene, som Yttring af Skuffelse eller Forlegenhed. — Supinum klegje (aab. e) hedder ogsaa: kligje (klie), kleie og (i Sogn) klege; Ordets oprindelige Form synes derfor at være: klaga. Forskjelligt herfra er: kleia, v. n.
Klꜳde (Klꜳe), m. Kløe; Krillen. Isl. kláði; Sv. klåda. — Hertil: Klꜳdekjøyne (Klꜳkjøyna), f. smaae Blegner som medføre Kløe. Andre St. Klꜳkveise.
Klꜳkꜳ, s. Klakje.
Klꜳmbr, f. Klemme, Klammer, Redskab til at knibe og klemme med. Tell. Sdm. og fl. Jf. klembra. — Ogsaa en smal Bjergkløft.
Klꜳr (en Ridse), s. Klor.
klꜳr, adj. 1) klar, blank, reen; om Luften: fri for Skyer. (G. N. klár). bære klꜳre Vetn’e: lutter Vand. — 2) forødet, som har faaet Ende. Dæ vart klꜳrt: det fik Ende, ophørte. Er temmelig alm. men hedder paa mange steder klar. Han va mest klar: han var næsten død. B. Stift. (Jf. all). — 3) udmattet, træt; ogsaa: affældig, udlevet. Nordre Berg. trøytt’ ꜳ klꜳr’e: træt og mødig. klꜳr ’ta Dagj’a: træt af Dagens Arbeide.
klꜳra, v. a. (a—a), 1) klare, rense. (Isl. klára). 2) opgjøre, klarere. (Oftere klara). 3) gjøre Ende paa, tilintetgjøre. Oftest klara.
klꜳre (kradse), s. klora.
Klꜳring, f. Klaring, Rensning.
klꜳrna, v. n. (a—a), klare op, blive klar; om Luften.
Klꜳrver (ee), n. klart Veir.
klꜳr-øygd, adj. klarøiet, klarsynet.
klꜳss, adv. tæt, meget nær. (Unorsk).
klꜳssa, v. n. arbeide klodset. Hertil Klꜳss, m. og Klꜳssa, f. om ubehændige Arbeidere.
Klꜳstein, s. Kljꜳstein.
Klꜳte, f. en Kugle, en liden rundagtig Klods. Tell. (Jf. Klot). Klꜳtegras, n. Burre.
Klꜳvꜳ, s. Klave, Klove, Kleve.
Klebb, m. Pog, Smaadreng. Sdm.
klefse (bide, snappe efter), s. glefsa.
klegjen (af klꜳ), kløet, kradset; ogsaa skindet, udsuet. Udtales ogsaa: kleien, klegen (aab. e), kligjen, klien.
Klegg, m. (Fl. Kleggje, r). Klæg (Insekt, Tabanus). Kleggjebit (aab. i), n. — Klæggenes Stik.
kleia, v. n. (a—a), kløe, krille; have eller fornemme Kløe. Forskjelligt fra klꜳ, v. a. Temmelig alm. (Sv. klia; Isl. klæa).
kleien, s. klegjen.
kleima, v. a. (e—de), 1) kline, klistre, faae noget til at klæde ved. kleime ihop: sammenkline. kleime pꜳ: paaklistre. — 2) klæbe, hænge ved. Oftest med seg (kleime seg). En Kværn siges at „kleime“ sig, naar Melet klæber fast ved samme og ikke faaer rigtigt Afløb. Ordet bruges mest i de nordlige Egne (Tr. Stift, Nordre Berg.); ellers siges: klime (Hall.), kleina (Voss), og klina.
Kleima, f. Meel som klæber ved en Kværn; yderst fiint Meel. Nordre Berg. Ogsaa spotviis om et meget seenfærdigt Menneske, som ikke kommer fra sit Arbeide.
kleimen, adj. klæbrig, vedhængende. Undertiden ogsaa: seenfærdig, især seen til at spise. Ligesaa om En som idelig vil kjæle og karessere.
Kleiming, f. Klæbe, Tilklining.
kleina, v. a. tilkline; ogsaa besudle, tilføle. Voss.
Kleina, f. en Plet, Klit, f. Ex. paa Klæder. Voss. Jf. Isl. kleima.
kleinet’, adj. besudlet, beklikket.
kleis, adj. læsp, som har en Mangel i Taleredskaberne, eller som ikke kan udtale visse Bogstaver tydeligt. F. Ex. Han æ kleis’e pꜳ Err’en (paa Lyden R). Ordet er næsten alm. Jf. klessen, blesk, lesp, rækmælt. (Lesp bruges især om den som ikke udtaler S tydeligt).
kleisa, v. n. tale ureent eller utydeligt. Jf. G. N. kleisast. (Kongespeilet, S. 177).
kleisen, adj. som taler utydeligt (s. kleis); 2) klæbrig, vedhængende. (Mandal). Jf. klessen og klassen.
kleismælt, adj. tyk i Mælet (= kleis).
kleiv (klavrede), s. kliva.
Kleiv, f. (Fl. Kleiva, r), en brat Bakke i en Vei; en Brink eller Bjergryg som en Vei gaaer over. Alm. (I Indr. Kløyvd). I B. Stift bruges ogsaa Braut og Brekka i lignende Betydning. Isl. kleyl, Brink (hos Haldorson).
kleivut, adj. bakket, som gaaer over Bakker og Bjerge; om en Vei.
klekk, adj. svag af Kræfter, ikke stærk. Søndre Berg. Jf. kløkk.
klekka, v. n. (klekk’; klokk; klokkje), forslaae, række til, blive nok. Nordre Berg. Sdm. Gbr. — Forbindes med Dativ; f. Ex. Dæ klekk’e dei inkje.
klekke, v. n. (klekk; klakk), fare sammen, fornemme en Rystelse eller et Tryk om Hjertet, saasom af Skræk, Modbydelighed eller legemligt Ildebefindende. Forekommer paa Oplandene. I Helg. kløkke, om pludselig paakommende Sting eller Smerter i Kroppen.
klekkje, v. a. (e—te), klække, udruge Æg. Tell. (Isl. klekja). Ellers: bræde, verma.
klekkjen, adj. skjør, som lettelig brækkes eller revner. Nordre Berg. Eit klekkje Grøn: Deig som ikke holder sammen.
kleknast, v. n. blive skjør, skjørne.
Kleksa, f. Klak, Klump; s. Klysa.
klembra, v. a. (a—a), klemme, knibe, beskadige ved Sammenklemmelse. Han klembra Fingren i Dyr’enne. Mest i de nordlige Egne. (Kunde ogsaa skrives klæmra; jf. klæma, og Klꜳmbr). Heraf: Klembr, m. f. Ex. Han fekk ein Klemb’r pꜳ Fingren. Sdm. og fl.
Klembring, f. Sammenklemmelse.
klemma, see klæma.
klen (ee), adj. 1) tynd, smal, spæd. B. Stift. (Isl. kléin, knap). See klinkast. Klen-enden: den smaleste Ende (paa en Stok). — 2) smaalig, usel, lumpen. Ein klen’e Styremꜳte. Eit klent Arbeid. — 3) syg, svagelig. Tr. Stift, Nordre Berg. Valders og fl. Meget brugeligt. Jf. lꜳk, ring, skarven.
klenfingjen, adj. sygelig, svag af Helbred. Sdm.
klengja (klængje), v. n. (e—de), hænge ved, klynge sig til. Ag. Stift, Tell.
Klengjegras, n. Snerre (Galium).
klengjen, adj. som let hænger ved.
Klengjenamn, n. Øgenavn; Benævnelse som er tilkommen ved en enkelt Leilighed. Tell. og fl.
Klenleikje, m. 1) Smalhed; 2) Svaghed. Oftere Klenheit, f.
klensleg (ee), adj. daarlig, usel.
klent (ee), adv. smaaligt, lumpent.
klenvoren, adj. svag, sygelig.
Klepp, m. 1. Klump, Meelklump. Tr. Stift, Helg. og flere. (Isl. kleppr, Knude).
Klepp, m. 2. en Kølle med en Jernkrog, hvormed Fiskeren trækker de store Fiske ind i Baaden. Nordenfjelds.
kleppa, v. a. flække, virke til Klipfisk. Helg. Namd.
Kleppfisk, m. Klipfisk, flækket Fisk. Nordlandene (I Sdm. Klyvfisk).
klepput (kleppꜳt), adj. klumpet.
Klerk, m. egentlig: en lærd Mand; men betegner oftest en Kunstner, En som gjør net og kunstigt Arbeide. Ein Klærk te arbeide. Nordre Berg.
klesse, v. n. (kless’; klass; klosse, el. klusse), egentlig: klæbe, hænge ved (Jf. klasse, klassen, kleisen); oftere: sive, flyde, om meget bløde Ting, som udvide sig eller spredes til Siderne ved den mindste Berørelse. Guldbr. Ørk. Dæ va sꜳ blautt at dæ klass. Andre Steder: klistra. (Isl. klessa, besmøre). Maaskee egentlig klesa (kles, klas); jf. Klysa.
klessen, adj. 1) meget blød og klæbrig. Gbr. (I Tell. klassen). 2) læspende i Talen, tyk i Maalet. Ørk.
klessmælt, adj. tykmælet; s. kleis.
Klett, m. Bjergknold, Pynt, Klint. Nhl. og fl. (Isl. klettr).
Kleve (aab. e), m. et Kammer; oftest et Værelse ved Siden af Fordøren og med Indgang fra Stuen. Meget udbredt Ord (Rbg. Vald. Gbr. B. Stift). I Bergen især om et Tjenerkammer. Ellers det samme som Kove; paa nogle Steder siges Kleve og Kove vexelviis. I Rbg. hedder det ogsaa Klave; i Ørk. Klꜳvꜳ. (G. N. klefi, Kammer).
Klevekꜳna, f. den Kone som besørger Madens Anretning i et Bryllup. Sogn, Nhl. (Henviser til Isl. klefi, Forraadskammer).
kli, v. n. (r—dde), kløge, væmmes, være nær ved at kaste op. Hard. Nordre Berg. og fl. I Tell. hedder det kligte. G. N. klía, klígja (Alexanders Saga, 153). Han klir ikje pꜳ dæ: han synes ikke saa ilde derom.
klien, adj. som let væmmes.
Klikk, m. Smeld, f. Ex. med Tungen.
klikka, v. n. (a—a), 1) smelde med Tungen; 2) om Ørnens Stemme. Aren klikka upp-i Fjella. Sdm. 3) slaae Klik; om Geværer.
klikte, v. n. see kli.
klime (klæbe), s. kleima.
klina, v. a. (e—te), 1) smøre, stryge paa, oversmøre. klina seg Brød: smøre Smør paa Brødet. (I Sdm. blot „kline se“). 2) kline, faae noget til at klæbe ved. Jf. kleima. Particip: klint (ii), tilsmurt. klinta Løfse: fine Fladbrød, besmurte med Smør. (Nordre Berg.).
Kling, m. s. Klining.
klinga, v. n. (kling; klang; klungje), at klinge. I Nordre Berg. klyngje (klyng’: klꜳng).
Klingre, see Kringla.
Klining, m. et Fladbrød som er besmurt med Smør. I B. Stift oftest forkortet til Kling. (I Sdm. udtales Klining med aab. i).
Klinka, f. Klinke (paa en Dør).
klinka, v. a. (a—a), klinke et Søm.
klinkast, v. n. blive tyndere, blive smal eller mager. B. Stift. Egentlig klenkast, af klen, adj.
Klipe, f. en smal Kløft; ogsaa Rummet imellem Fingrene; ligesaa en Haandfuld. Nordenfjelds. S. Klypa. I Sdm. hedder det Klipre og Klipr (ii). Hertil Bergklipe, eller Bergsklipre, en smal Bjergkløft.
klippa, v. a. (e—te), klippe; tilklippe. klippe Klæde: tilskjære Tøi til Klæder. Ordet hedder i mange Egne: klyppa, klyppe. Imperf. i de nordlige Egne: klifte og klyfte. — Ein Klippar, siges ogsaa om en dygtig Karl (egentlig en Haarskjærer eller Klædeskjærer).
Klipr (ii), f. en Haandfuld; s. Klypa.
klipre (ii), v. a. knibe, klemme med Fingrene; s. klypa.
klistra (ii), v. a. og n. (a—a), 1) kryste, presse, udpresse Saften eller Vædsken af noget. 2) v. n. væde, dugge; om bløde Ting, som klæbe ved Haanden eller afgive Vædske, naar man trykker paa dem. Dæ va so vꜳtt at dæ klistra. B. Stift og videre. Andre Steder klesse.
kliva, v. n. (kliv’; kleiv; klive, aab. i), klyve, klavre. G. N. klífa. (Jf. klyva). klive Gar’en: klavre over et Gjærde. klive inn pꜳ ein: gaae En for nær, anfalde En med Fornærmelser. Søndmør.
Kliving, f. Klavring, Klatren.
klivra (aab. i), v. n. (a—a), klavre idelig, gaae paa høie og bratte Steder. (Mindre bestemt end kliva). Isl. klifra.
kljꜳ, v. a. (r—dde), behænge et Garn eller en Væv med Lod. Nhl.
Kljꜳstein, el. Klꜳstein, m. Steen eller Lod, som hænges i en Væv for at holde den udspændt (nemlig i de gamle Væverstole eller den saakaldte „Uppstagogn“). Nhl. Isl. kljár, og klágrjót.
kljuve, s. klyva.
klo (ɔ: kløede), s. klꜳ.
Klo, f. (Fl. Klør, Klø), 1) en Klo. I Spøg ogsaa Haand, Fingre; f. Ex. kald’e pꜳ Klo’nꜳ: kold paa Fingrene. (Nordre Berg.). 2) Krog, Hage eller noget som ligner en Klo, f. Ex. Krogene paa Drægge og Ankere. Undertiden ogsaa en Spids, Straale eller Green paa Væxter; saaledes om Kornene paa Havren. D’æ Skyr i ne’ste Klo’inne, ɔ: der er Tegn til Kjerne i de nederste Korn. Sdm. (I Ørk. Flo). 3) en Ring eller Løkke i Kanten af et Seil, hvorved det kan trækkes ned i Storm. Helg. Hertil „Ein Klovind“, ɔ: Vind som er saa stærk, at en Klo i Seilet maa trækkes ned.
Klo-dyr, n. Dyr som har Kløer.
Klo-feste, n. Leilighed til at holde med Kløerne. fꜳ Klofeste pꜳ: faae fast i Kløerne.
klok, adj. klog, indsigtsfuld. (G. N. klókr). Ogsaa: forstandig, oplyst, rig paa Kundskaber. Jf. kløkjest.
Kloking, m. en klog Mand.
klokk (forslog), see klekka.
Klokka, f. 1) Klokke, at ringe med. 2) Uhr; sædvanlig baade om Slaguhr og Lommeuhr. I Hall. og Gbr. hedder det Klukke. Hertil: Klokkehus, Klokkestreng, Klokkeslag og fl. Paa nogle Steder betegner Klokka ogsaa et Skjørt.
Klokkar, m. Forsanger, Kirkesanger. (Sv. klockare). Jf. Dekn. — Ogsaa Rødfisk, isæd den mindre Art som ellers kaldes Tindauger.
kloklege, adv. klogelig, betænksomt.
Klokskap, m. Klogskab; Forstand.
Klomekonn, s. Klummekonn.
Klopp, f. 1) en liden Bro; især Træbro, dannet af nogle faa Stokke. Meget udbredt Ord; især vest- og nordenfjelds. (Isl. klöpp). 2) en lav og fritstaaende Trappe. Stabursklopp. (Et andet Klopp forekommer i Tre-klopp).
Klor (oo), n. Rift, Ridse efter Kløer eller andre spidse Redskaber. (I Sdm. hedder det Klꜳr). Isl. klóra.
klora, v. a. (a—a), rive, kradse med Kløer eller Negle. Alm. (I Søndmør klꜳre). Isl. klóra.
Kloring, f. Kradsen, Rivning.
Klot (oo), m. Boller, Klumper (et Slags Mad, s. Kumla). Buskerud og fl. (Sv. klot, Kugle).
Klov (aab. o), n. Kløft, Aabning; især Skrævet, Vinkelen imellem Fødderne. Snøen gjekk upp i Klov’e: Sneen gik næsten til Bæltet. B. Stift. Hall. Gbr. og fl. (Ellers Kluft, Sula, Skrev). Isl. klof.
klova (aab. o), v. n. spærre Fødderne ud fra hinanden, tage lange Skridt, løbe. Han klova pa ꜳ gjekk.
Klove (aab. o), m. 1) Kløft, spids Vinkel. (G. N. klofi). 2) en Klemme, et Redskab til at knibe med. Jf. Hampeklove. — Nogle St. Klꜳva, Klꜳvꜳ. kloven (aab. o), adj. 1) kløvet (part. af klyva). G. N. klofinn. 2) revnet, sprukken efter Længden. Mere alm. 3) aaben, adskilt, dannet som en Kløft eller Klemme. Han vod so høgt som han va kloven, ɔ: han vadede til Bæltet.
Klo-vind, see under Klo.
klovna, v. n. (a—a), kløves, revne; sprække itu efter Længden. Alm. G. N. klofna).
Klovning, f. Revne, Sprække. (Sjelden).
Klubb, m. 1) en Bjergpynt, et rundagtigt Forbjerg. Nordre Berg. 2) Klumper, Boller (= Klot). Ag. Stift.
Klubba, f. Kølle, rund Klods til at banke med. G. N. klubbe.
Klubbar, s. Klyvbar.
Kluft, f. en Kløft. Nogle Steder: Klyft (Sdm. og fl.). Ogsaa med Betydningen Skræv (= Klov). Sogn, Tell.
kluftast, v. n. forgrenes, dele sig, danne en Kløft; især om Veie. Gbr. og fl.
Kluftetroll, n. Tvestjert, et Insekt hvis Bagdeel ligner en Kløft. Berg. Stift. (I Sdm. Klyftetroll). I Tell. hedder det Tvistyrte.
kluftut (kluftꜳt, klyftette), adj. kløftet, fuld af Kløfter.
Klukke, s. Klokka.
klumme (el. klome), v. a. gjøre stum (see klumsa). Tell.
Klummekonn (Klomekonn), n. de tredeelte Kogler paa Enebærtræet (som efter en gammel Tro brugtes af de Hexekyndige til at gjøre En maalløs).
Klump, m. Klump. Jf. Klepp, Kok.
klumpast, v. n. blive klumpet.
klumput, adj. klumpet, ujævn.
klumsa, v. a. (a—a), gjøre stum, betage En Mælet ved Hexerie. Brugeligt paa mange Steder, dog nu for det meste i Spøg. I Tell. hedder det klome eller klumme, ogsaa klumre.
klumsa, adj. maalløs, stum (af Skræk eller af et Slags Krampe; i Folkesagnene egentlig af Hexerie). Han sat som han va klumsa, ɔ: han kunde ikke faae et Ord frem. Om Hunde som ikke ville gjøe, naar et Udyr er i Nærheden, siges at de ere „klumsa“ eller at Udyret har har klumset dem. B. Stift og fl. Isl. klumsa har en lignende Betydning.
Klumsabite (aab. i), m. Middel til at betage En Mælet; en Bid hvoraf man bliver stum. Nu mest i Spøg om en Gave, som man giver En for at han skal tie og ikke klage. Nordre Berg. Jf. Klummekonn.
Klungr (Klung’er), m. Hybentorn, Vildrose. Hedder paa nogle Steder Klung (Tell. Helg.), i Sogn ogsaa Krungl. (I Rbg. Tonn, Njupetonn). G. N. klungr. Frugten hedder Hjupa.
Klungrebjørk, f. en Art Fjeldbirk, som er lav af Væxt og har korte knudrede Grene.
Klungrebuska, f. og Klungerris, n. Kvist af et Hybentræ.
Klungrenꜳl, f. Hybentræets Torne.
Klungrerosa, f. Vildrose, Hybenblomst. I de sydlige Egne: Klungerblom, m.
Klungrerunn, m. Hybenbusk, Tornebusk. I Sdm. Klungreryde (aab. y), n. og Klungreryst, f.
klunka, v. n. (a—a), klukke; om den Lyd som høres i Halsen, naar man svælger noget i store Slurke. B. Stift. (Sv. klunka). Heraf Klunk, m. f. Ex. Han drakk, so ein haurde Klunkanne.
Klure, m. 1) Krog, Vinkel, tvær eller skarp Krumning; f. Ex. paa en Green. 2) Krog, Træhage i Hanken paa en Bøtte. Bytteklure. Sdm. og fl. 3) en Pind som sættes skraat over Aabningen paa en Dør eller Luge, saaledes at den holder samme tillukket. Nhl.
kluret (klurꜳt), adj. kroget, knudret; om Træer eller Grene; ogsaa om Fingre. Guldbr.
klusa, v. n. (a—a), sammenflikke, sætte noget sammen af smaa Stumper. (Isl. klúsa). Berg. Stift.
Kluse, m. en Flik, Lap.
Klusing, f. og Klus, n. Flikværk, Lapperie. Nordre Bern. og fl.
Klut (uu), m. 1) Klud, et lidet Stykke Tøi. 2) Tørklæde (Halsklut).
Klutenapp, n. Noppe eller Flos af opskaarne Klude. S. Napp.
klutra (aab. u), v. n. arbeide smaat, sysle med smaa og lette Arbeider. Nordre Berg. Jf. krutla. (Ogsaa i danske Dialekter).
kluve (kløve), s. klyva.
Klyft, f. s. Kluft.
klyftig, adj. klog, indsigtsfuld, skarpsindig. Bruges mangesteds.
klykkja, v. n. (a—a), klemte eller ringe sagte med en Klokke. Voss, Tr. Stift og fl. (Isl. klykkja, ringe).
klyngje (klinge), s. klinga.
klypa, v. a. (e—te), knibe, klemme, trykke sammen; især om at knibe eller klemme med Fingrene. klypa ein i Armen, i Øyra o. s. v. Formen klypa og klype er almindelig i de sydlige Egne til Sogn og Guldbr.; i de nordlige Egne hedder det klipe (Helg. og fl.), og klipre (Sdm. og fl.). G. N. klýpa. — Ogsaa v. n. blive trang, trække sig sammen, knibe.
Klypa, f. 1) en Klemme, Knibe. Hertil Eldklypa (Ildtang). 2) Haanden eller Fingrene, forsaavidt noget indsluttes i samme. Han tok full’ Klypo. 3) en Haandfuld eller lidt mindre, nemlig saa meget som man kan holde imellem Fingrene. Alm. i de sydlige Egne; ellers: Klipe (Helg. og fl.), Klipr og Klipre (Sdm.).
klypen, adj. smal, indkneben; f. Ex. om en Baad. Hard.
Klyping, f. Kniben med Fingrene.
Klysa, f. 1) en Klak, en Klump af noget blødt eller fugtigt. Meget udbredt Ord. Jf. Klekse, klesse, klistra. — 2) Meduse (Sødyr som ligner en geleeagtig Klump). Tr. Stift. Hedder ogsaa Klyssa (Indr.) og Kobbeklyse; ellers Mannæta, Gople, Sykalv.
Klyssa, f. Meduse, Gople, s. forrige.
Klyv (aab. y), f. (Fl. Klyvja, r), Kløv, Byrde for en Hest; sædvanlig deelt i to lige store Dele, saa at en Deel lægges paa hver Side af Hestens Ryg. (Beslægtet med Klove og klyva). Nordenfjelds tildeels: Klyv, n. (altsaa Fleertal ligedan). G. N. klyf, f. — „Ei Klyv Mjølk“, er i Hall. et vist Maal af Mælk, som skal udgjøre 80 Potter (to Ankere, hvert paa 40 Potter).
klyva (yy), v. a. (klyv’; klauv; klove aab. o), kløve, spalte, splitte itu. Ikke alm. — Infinitiv hedder klyva (i Shl.), klyve (Helg. og Tr. Stift) og kluve (Gbr. Tell.); egentlig kljuva. (G. N. kljúfa). Heraf: Klauv, Klove, kloven, Kluft, kløyva. (Det sidste bruges paa de Steder, hvor klyva mangler). Paa nogle Steder bruges ogsaa klyva, v. n. (med samme Former) i Betydningen: klavre (= kliva). Shl. Ørk.
Klyvbar (aab. y), m. en Kløvsadel. Valders (udtales ofte Klubbar). Isl. klifberi. Jf. Ljofot.
Klyver (Klyv’r, aab. y), m. Kløver.
Klyvfisk (aab. y), m. Klipfisk, Torsk som flækkes saaledes at begge Halvdele hænge sammen i Ryggen. Nordre Berg. Sdm. (hvor Torsken sædvanlig kun tilvirkes til Klipfisk). I Nordlandene hedder det Kleppfisk). (jf. kleppa).
klyvja, v. a. (a—a), lægge Kløv eller Byrde paa en Hest. Ogsaa: ordne eller sammenlægge en Kløv.
Klyvmeis, f. Vidiekurv til en Kløvsadel. Ogsaa Klyvkorg, f.
Klyvreie (for -reide), m. Kløvsadel med Tilbehør. Voss, Gbr. og fl. — Jf. Klyvbar, Ljofot, Trygje.
klæde (klæa, klæ), v. a. (e—de), klæde, paaklæde; ogsaa: beklæde, dække, f. Ex. med en Paneling. — klædd, part. klædt.
Klæde (Klæ), n. 1) Fleertal: Klæder. — 2) i Eental: Klæde, et Slags Tøi.
Klædebunad, m. Klædedragt; ogs. Klædning. Mest alm. Klæbuna og Klæbona klædelaus, adj. som mangler Klæder. Heraf Klædeløysa (Klæløyse), f.
Klædeplagg, n. Klædningsstykke.
Klædeskifte, n. og Klædebyte, n. Omskiftning af Klæder.
Klædeslit (aab. i), n. Slid paa Klæder.
Klædnad, m. 1) en Klædning; 2) Klædedragt. Udtales mest alm. „Klænna“. G. N. klæðnaðr.
Klæm, m. Klem, Eftertryk.
klæma, v. a. (e—de), klemme, trykke paa. Hedder ogsaa klæmme (klemma). klæm’ atte Dyr’a: slaae Døren til. klæme pꜳ: drive paa, skynde, haste. klæme seg: forklemme sig, f. Ex. paa Fingrene. Gbr. og fl. (Jf. klembra).
Klæma, f. 1) Klemme, Presse. 2) figurl. Knibe, Betryk.
Klæming, f. Beklemmelse, Trykning.
klæmra, s. klembra.
klær (kløer, kradser), s. klꜳ.
kløkjest, v. n. (e—te), blive klog, dannes, samle Erfaring. Sdm. (Af klok).
kløkk, adj. blød, spæd; svag. Helg. (om Græs og Væxter). I Søndre Berg. klekk’e: veg, svag (om Mennesker).
kløkka, v. n. stikke, smerte pludselig (om Hold eller Sting i Kroppen). Helg. (Jf. klekke).
kløkkja, v. a. (e—te), røre, bevæge Ens Sind; røre indtil Taarer. Sogn, Vald. (G. N. klökkva, klynke),
kløkkjast, v. n. røres, blive bevæget i Sindet, være nær ved at græde. Sogn. (Isl. klökkna). Jf. rennast, myklast.
kløkkjen, adj. følsom, let at røre. Vald. hvor det ogsaa hedder kløkksam.
kløkt (aab. ø), adj. dybt bevæget, rørt indtil Taarer. Sogn.
kløna, v. a. (e—te), kradse med Kløer, slaae Kløerne i. (Nordre Berg. Sdm. Ørk.). Jf. klora. — kløne ’ti: gribe, tage fat paa.
kløre, v. n. arbeide seent og klodset. Sdm.
Kløv, s. Klyv.
kløyen, adj. kjælen, forkjælet, som ikke taaler noget ondt. Guldbr.
Kløyv, s. Kleiv.
kløypa, v. a. (e—de), kløve, spalte. Mere alm. end det føromtalte klyva. kløyve sundt: køve i Stykker. kløyve Natt’a: sidde oppe den halve Nat. Sdm. „Ein Kløyvar“ (ligesom Klippar): en dygtig Karl.
kløyvande, adj. som kan kløves.
kløyvast, v. n. forgrenes, dele sig i to. (Sjelden). Jf. kluftast, klovna.
kløyvd, partic. kløvet.
Kløyving, f. Handlingen at kløve. Derimod bruges undertiden Kløyvning, m. om Halvdelen af et kløvet Træ.
kna, v. a. ælte; see knoda. Hertil Knaost (for Knadost, el. Knodost), m. et Slags Ost, tillavet ved Æltning. Ag. Stift. Jf. Knøst.
Knabb, m. en Bjergknold, afrundet Klippe. B. Stift og fl. Lignende Navne ere: Knipp, Nobb, Nibba; Knatt, Natt, Nott, Nut, Nuk; Knaus, Naus og fl. — Mange af de Ord som begynde med kn, have i nogle Dialekter gn, i andre blot n (det sidste oftest i Sætersdalen), og saadanne Omvexlinger findes ofte i een og samme Dialekt.
knabbet, adj. fuldt af Bjergknolde.
knaga (gnave), s. gnaga.
Knak, n. Knagen, Bragen.
knaka, v. n. (a—a), knage.
Knakk, m. Trefod; et Slags Stol. (Nordenfjelds). See Krakk.
Knaost, s. kna.
Knapp, m. 1) Knap. (I Sætersdalen Napp). — 2) Knop, Kugle, rundagtig Knude. Jf. Kneppe. — 3) Ring i Trynet paa Sviin. Ørk. (Andre Steder Kneppe).
knapp, adj. 1) knap, liden, trang eller indskrænket. Jf. krapp. 2) kort; især om en Vei. B. Stift. 3) om Mennesker: rask, hurtig; flink til Arbeide. 4) net, vakker; f. Ex. om Klædedragt. Sdm. og fl. 5) karrig, ikke gavmild. knapp i Maten: sparsom paa Mad. Heraf kneppa. — knappaste Vegjen: den korteste Vei.
knappa, v. a. 1. tilknappe. Jf. kneppa.
knappa, v. a. 2. afknappe, forkorte. Hedder ogsaa paa nogle St. kneppa. knappast, v. n. afknappes, blive knap.
knappaste, adv. saa knapt som muligt. Knappaste so mykje ein kann sjꜳ dæ: neppe saa meget at man kan see det. Dæ va knappaste eg va inn komen: just i samme Øieblik som jeg var kommen ind; el. jeg var neppe indkommen.
knappe, adv. raskt, hurtigt. Dæ gjekk so knappe mæ hinne: hun blev snart forløst. (Sdm.). Ellers knapt.
knappføtt, adj. rap paa Foden.
knapphendt, adj. rask til Haandgjerning.
Knappleikje, m. Knaphed; Korthed; Hurtighed. Oftere: Knappheit, f.
knapt, adv. knap, neppe. Ogsaa: knapt, sparsomt. — I det Nordenfjeldske udtales det knaft.
knarka, v. n. knirke, knage. (Sjelden).
Knart, m. 1) Knort, Knude; ogsaa om umoden Frugt. Sdm. (Ellers Kart). 2) en Hestesygdom, som yttrer sig ved Knorter i Huden.
Knarve, m. en Knap af Læder (i Skindklæder). Sdm. Ogsaa en liden tyk Karl.
Knas, n. Stykker af noget som er knust. slꜳ i Knas: knuse. (Meget udbredt). Ellers Kras.
knasa, v. a. (a—a), knuse. Ellers krasa. Ogsaa knittre eller give en Lyd, som naar noget bliver knust.
knaska, v. n. gnaske, tygge med en hørlig Lyd.
Knatt, m. Bjergknold, Top, Pynt. Mest nordenfjelds. I Hall. Natt: ellers Nott; jf. Nut, Nuk, Knabb.
knatta (og natta), v. n. hugge ofte og smaat, pikke. Rbg. I Ag. Stift skal det ogsaa hedde knarta; jf. karta.
Knaus, m. Klippe, Bjergknold. Noget sjelden ligesom Naus og Gnaus. Sv. knös.
knꜳ, v. a. ælte; s. knoda. — Knꜳ, f. en Deigklump; s. Knoda.
knꜳkꜳ, s. knaka.
Kne, m. Knæ. (G. N. kné). Ogsaa Led eller Knude med en liden Bøining, f. Ex. paa Rør og Stilke. Ligesaa om Indholter i en Baad; i Nordre Berg. om de øvre Baand eller Tværbjælker i Baaden. — Ordet hedder i Sæt. Ne, og i bst. F. Nett’e, ligesom Knett’e (for Kne-et) i Nhl. Sogn og Hall. — Fleertallets Dativ har flere Afvigelser; saaledes: pꜳ Knoom (Guldbr.), pꜳ Knjo’nꜳ (Yttre Sogn), ꜳ Njoo (Sæt.), og Kne’nꜳ (Sdm.), ɔ: paa Knæerne. (G. N. á knjánum). Te Kness (ee): til Knæet.
knea, adj. leddet, bøiet som et Knæ. — storknea: som har store Knæ.
Knebur (aab. u), m. og Knelag, n. den Maade hvorpaa man bevæger Knæerne.
Knefall, n. 1) Knæfald. 2) Bænk til at knæle paa; især ved et Alter. 3) en Omgang af Kommunikanter, saa mange som paa een Gang knæle ved Alteret. B. og Ag. Stift. Ellers Duk, Bleia.
kne-gꜳ, v. a. nedtrykke med Knæerne, gaae paa Knæerne over noget. Nordre Berg.
kneggja, v. n. (a—a), vrinske. Alm. (I Sæt. neggje). G. N. gneggja. (Jf. humra). Ogsaa om en vedvarende Latter. Han sto bære kneggja ꜳ log.
Kneggjing, f. Vrinsken; ogs. langvarig Latter.
knehøg, adj. knæhøi.
Knehøgd, f. Høiden af et Menneskes Knæ.
Kneiste (Gnist). s. Gneiste.
kneka (gnide), s. gnika.
Knekk, m. Knæk, Brud, Skade.
knekkja, v. a. (e—te), knække. I Nordre Berg med Imperf. knakte; Supinum knakt.
Knelid (kne-le), m. Knæled.
Knelining, m. den nederste Linning paa Knæbuxer.
Knelte, f. Strid, Tvist. (Sdm.).
Knepp, m. Indkniben, Afknappelse. (Sjelden).
kneppa, v. a. 1. (e—te), knibe sammen, tilslutte, gjøre knappere. (Af knapp, adj.). mest i de nordlige Egne. (Ellers knappa). Ogsaa: afknappe, formindske, give mere sparsomt. Tr. Stift. — kneppe ꜳt seg Klæda, el. kneppe ihop Klæda: slutte Klæderne tæt til Kroppen. kneppe ned mæ se(g): slutte Sengklæderne tæt til sig. Sdm. og fl. — kneppe ihop: knibe sammen. I Sogn: neppa.
kneppa, v. a. 2. (e—te), 1) knappe, tilhefte ved Knapper. (Af Knapp, m.). Tell. og fl. (Ellers knappa). 2) sammenføie, fælde sammen ved Hager eller Indsnit. kneppe Syllanne: sammenfælde Grundstokkene i en Bygning. Sdm. 3) sætte Ring i Trynet paa Sviin (see Kneppe). Sdm. — I Søndre Berg. er Ordet obscønt i Betydn. beligge.
Kneppe, n. 1) Knop, Frugtknude; en Frugt, som nylig har begyndt at voxe. Guldbr. (Ellers Kart, Knyting). — 2) en liden Jernring, som sættes i Trynet paa Sviin, for at de ikke skulde rode. Tr. Stift. Sdm. (I Ørk. Knapp; ellers Ring og Rane). — 3) Bundt, Knippe. I Ørk. et Qvantum Liin, indbefattende 80 Dukker eller sakaldte Stuter. Ellers sjelden; jf. Neppe (Isl. hneppi), Knippe og Kippe.
kneppen, adj. knap, sparsom. — kneppe: knapt, vel lidet. Indr.
knepta (knefte), v. a. (e—e), knuge, presse, sammentrykke med Hænderne. Nhl. Sogn.
knerka, v. n. = knarka. (Tell.).
knesa (fnise), s. knisa.
Knesbot (Kness-bot), f. Hase. Indbøiningen bag ved Knæet. Sogn, Gbr. og fl. I Sogn ogsaa: Knesabot, og i Nhl. Neabot. (Isl. knésbót, hnésbót). De øvrige Navne ere: a) Kalbot, Kolbot); b) Hombot, Ombot, Hummelsbot, Hꜳmꜳrsbot.
Kneskjæl, f. Knæskal. (G. N. knéskel).
Kneskot (aab. o), n. Fremskyden af Knæerne, det at man bøier Knæerne naar man gaaer. Sdm. og fl.
Knesnø (-snjo), m. et Sneelag som rækker til Knæet.
knesta (knittre), s. knetta.
Knett, m. et knittrende Lyd, et Knald. See knetta.
knetta, v. n. (knett’; knatt; knotte), knitre, knalde, give et svagt Knald, ligesom Træ naar det sprækker, eller visse tørre Sager naar de brænde. (Jf. smella, som betegner en stærkere Lyd). Brugeligt i Nordre Berg. Tr. og Ag. Stift. Ellers knitra, aab. i (Søndre Berg.), knesta (Jæd.). Undertiden i samme Betydning som det foranførte gnetta; f. Ex. Dæ knatt ikje ’ti ’nꜳ (Sdm.): man hørte ikke et Muk af ham.
Knett’e (ɔ: Knæet), s. Kne.
Knetting, f. Knittren, Knalden.
Knigt, m. Knegt (i Kortspil); ogsaa om Personer: Knegt, Slyngel.
knika (aab. i), v. a. gnide; s. gnika.
Knip (ii), m. Kniben, Tryk; øiebliklig Forlegenhed. Ogsaa en Kniber, sparsom eller karrig Mand.
knipa, v. a. (knip’; kneip; knipe med aab. i). 1) knibe, klemme. Mest i figurlig Forstand. — 2) snappe, gribe, rive til sig. Meget brugeligt. Han kneip dæ frꜳ meg. Du veit ikje av, før han knip’e dæ. — 3) v. n. knibe paa noget, tage det knapt og sparsomt.
Knipa, f. 1) Knibe, Klemme. 2) figurl. Forlegenhed, Betryk. (Sv. knipa). 3) et smalt Trug til at bære med. Sdm.
Knipar, m. Gnier, karrig Person.
knipen, adj. karrig, gnieragtig.
Knipetꜳng, f. Knibetang.
Kniping, f. Kniben; Indknibning.
Knipp, m. en Bjergknold. (Ørk.).
knippa, v. a. (a—a), 1) snappe, gribe (s. knipa). 2) binde i Knipper.
Knippe, n. et Knippe. Jf. Neppe, Kippe.
Knippevid (-ve), m. Ved som sælges i Knipper. Forskjelligt fra Famnevid.
knipsa, v. n. snappe efter noget. (Sjelden). I Sdm. forekommer knispe, f. Ex. knispe ’ti se: føre i sig, æde hurtigt.
knisa (aab. i), v. n. (a—a), fnise, lee; især om en dæmpet Latter. B. Stift. Knising (Knesing), f. dæmpet Latter.
knspe, s. knipsa.
Knit, s. Gnit. — knitra, s. knetta.
Kniv, m. Kniv. I Sæt. Niv’e. Knivsbakkje, m. Bagen eller Ryggen paa en Kniv. Knivsegg, f. Knivseg. Knivsemne, n. Jern og Stal til en Kniv. Knivskjeid, f. Knivskede (s. Slira).
Knivsopp, m. et Slags haard hvidagtig Træsvamp. Ellers kaldet Kvitknøsk og Kjuke.
Knjosk (Fyrsvamp), s. Knøsk.
knoda (aab. o), v. a. (a—a), ælte, tillave som en Deig. Uegentlig: kludre, slæbe med noget, som man ikke faaer rigtig istand. Ordets Form er forskjellig, nemlig: knode og knøde, med aab. ø (Sdm.), knøe, knø (mere alm.), knoa, aab. o (Søndre Berg. og fl.), noe (Sæt.), knae, kna (Namd. Buskerud og fl. i Ag. Stift), knꜳ (Gbr. og fl.), nꜳdꜳ (Lessøe). Isl. hnoda; Sv. knåda; i danske Dial. knæe.
Knoda (aab. o), f. en stor Deigklump; en Portion Deig som æltes paa een Gang. Hedder: Knode og Knøde, med aab. ø (Sdm. Nfj.), Knøe, Knø (mere alm.), Knoa, aab. o (sydlige Egne), Knoo, lukt o (Namd.), Knꜳ (Indr. og fl.).
Knoding, f. Ælten, Æltning.
Knodtrog, n. Deigtrug. (Knøtrog, Knꜳtrog, Knatrau).
Knok (oo), m. Knogle, Been. Berg. og Tr. Stift. I Tell. Knoke, f. og Noke (om Knæ og Albuer). Andre Steder: Knop (oo).
Knokla, m. pl. Knorter, Knuder, f. Ex. paa frossen Jord. Indr. (Nogle St. Krokla). Heraf knoklꜳt, adj. knudret, ujævn.
Knoll, m. Bjergknold. (Sjelden).
Knop (oo), m. Knogle (s. Knok); ogs. om Næverne (Knopanne).
knota, v. n. (a—a), 1) knurre, yttre Misfornøielse. Nordre Berg. og flere. (Sv. knota). 2) pynte sit Sprog, bruge en fremmed og fornemt ladende Udtale. Guldbr. Lister og fl. Ellers: hoska, braska. — Heraf Knoting, f.
Knote, f. Knude, Knold. (Sdm. sjelden).
knoten, adj. vranten, knurrende.
Knott, m. 1) en Kegle som bruges naar man slaaer Reb; en liden Klods, som er tyk i den ene Ende og spids i den anden. 2) et Slags korte Indholter i Baade. Sdm.
Knubb, m. Klods, Blok; s. Kubb.
knubba, v. a. puffe, støde.
Knue, m. Kno, Fingerled. Kr. Stift. I Indr. Knuv. — Ellers: Gnue, og Nue. G. N. knúi.
Knultre, f. Knorter, Knuder. (Sjelden).
knultret, adj. knudret, ujævn.
Knupp, m. Knop. (Tell. og fl.). Ellers Kumar.
knuppast, v. n. faae Knopper.
Knurp, m. Knort, Knude. Nordre Berg. knurpet, adj. knortet, knudret.
knurve, v. a. (a—a), knuge, kramme, bryde, f. Ex. et Papir. Nordre Berg. (Jf. kurva).
knusa, v. a. s. knasa, krasa.
Knusk, m. en Kvægsyge; Skab, Udslæt. Sogn.
knuska, v. a. knuge, nedtrykke.
Knut (uu), m. 1) Knude, Sammenknytning; ogsaa figurlig: Forvikling, Vanskelighed. (I Sæt. og Tell. Nut). — 2) en tæt og sammenpresset Masse. Hertil: Vindknut, ɔ: sammenpresset Luft, f. Ex. i Indvoldene; ogsaa en Hvirvelvind. — 3) Knort, Ujævnhed; Led paa et Rør og deslige. I Tell. betegner Nut ogsaa en Fjeldtop, og Nutar, pl. Knaster eller runde Udvæxter paa Træerne. Jf. knyta.
knutut (knutette), adj. knudet.
Knuv (Finger-Kno), s. Knue.
kny, v. n. mukke, s. gny og knyste.
knyse, v. a. = knusa, knasa.
Knyska (yy), f. Svamp paa Træer. Nordre Berg. I Sdm. gjøres Forskjel paa Knøsk og Knyske; da det sidste betegner Fyrsvampen (Knøsken) i raa og uberedet Tilstand; undertiden betegner det ogsaa en Art haard Træsvamp, den samme som ellers kaldes: Kviteknøsk (B. Stift), Knivsopp (Ørk.), Kjuke (Tell.), Knøskekjule (Ørk.).
Knyst (yy), m. Kny, Muk; s. følg.
knysta, v. n. (e—e), knye, mukke. (Tildeels i B. Stift). Lat ikje dæ knyste æ’ti deg: vær stille, giv ikke en Lyd. Ellers: kny, gny, gnette. (Sv. knysta).
knyta, v. a. (e—te), knytte. (G. N. knýta). Af. Knut. — knyta ihop: sammenknytte. knyta attꜳt: tilknytte. knyte Nevanne: knytte Næverne. knytt’, partic. knyttet.
knytast, v. n. (pr. knytest), 1) knyttes, sammenvikles; især om en krampeagtig Sammenpresning i Legemet. Dæ knytest fyre Brøsta: det klemmer for Brystet (nemlig ved en stærk Tilstrømning af Blodet). Nordre Berg. — 2) om Frugter, naar de begynde at voxe, eller vise sig som en liden Knude efter at Blomsten er affalden. Mest nordenfjelds.
Knyte, n. Pakke, Bylt; Noget som er indknyttet i en Dug. Nogle St. i Ag. Stift.
Knytelse, n. Beklemmelse, Tryk for Brystet. B. Stift.
Knyting, m. Frugtknude; Frugten i dens første Udvikling, naar den begynder at voxe. B. og Tr. Stift. Ellers Kart, Kneppe, Knupp. — Adskilles fra knyting, f. Knytten, Sammenknytning.
knø, og knøde (ælte), s. knoda.
Knø (Deigklump), s. Knoda.
Knøs, m. Knegt; omtrent ligesom „Knigt“ om trodsige og uartige Drenge. Berg. Stift. Jf. Gnasse.
Knøsk, m. Fyrsvamp (Boletus fomentarius). Jf. Knyska. Ordets fuldkomneste Form er Knjosk (oo), som bruges i Hard. og Voss (heraf det foranførte Knyska). Ellers hedder det: Knjøsk (tildeels i Sdm.), Njosk, (Sætersd.), Knosk, oo (Shl. og fl.), Knøsk (mest almindeligt).
Knøst, m. et Slags Ost, som tillaves af Kjernemælk. Sdm. (Forskjellig fra den foranførte Kna-ost).
knøten, adj. net, pyntelig; ogsaa rask, flink, dygtig. Meget brugeligt i Sogn. (I danske Dial. knøv, knøvtig, kneten). Jf. naten.
knøyve, v. a. knuge, kramme, ælte. Sdm. (Jf. valka).
ko (hvad, hvilket), see kva.
ko (kun, ikkun), see kon.
Kobb, m. Sæl, Sælhund. Alm. vest- og nordenfjelds, men hedder ogsaa paa mange Steder Kobbe. (Isl. kobbi). — Kobbeskinn, n. Sælskind. Kobbesveiv, m. Kobbens Laller eller Fødder.
Kobbeklysa, f. Meduse, Gople. (Fosen). Jf. Klysa.
Kod (Fiskeyngel), s. Kot.
Kodd, m. Testikel; ogsaa Testikelpungen. Tildeels søndenfjelds. (Ang. codd).
Kodde, m. Pude, Hovedpude. Forekommer af og til i de tre sydlige Stifter. (Ellers Dyna). Isl. koddi; Sv. kudde.
Kode (oo), f. 1. Raamælk, den første Mælk af en Ko, efterat den har kalvet. Nfj. Sdm. (nogle Steder Koe). I Ørk. heddet det Kvæe. (Den oprindelige Form er altsaa Kveda el. Kvoda). Hertil: Koderjøme, m. Fløde af Raamælk. Kodesmør, m. Smør af Raamælk.
Kode, f. 2. Harpix; see Kvoda.
Koe, s. Kode. — kofte, s. kovt.
Kogla (aab. o), f. Kogle, Frøkogle paa Fure og Gran. Forekommer i Søndre Berg. men hedder ellers: Kugla, aab. u (Voss), Kokle (Tell.), Kungle, Kꜳngle og Kꜳngul (Ag. Stift), Kurl (Hard.), og Kjuke (Tr. Stift). Isl. köggull, kökkul (Klump), köngull (Kogle). Jf. Kꜳngel.
kohelst, s. korhelst, kvarhelst.
Kok (oo), m. 1) en Klump; især Jordklump. Moldkok, Snøkok, Mjølkok. — Sdm. Gbr. (?) Østerd. Sv. koka. — 2) en Dynge, Fjøskok. — Sogn, Hall. Gbr. Hedemarken.
Kok (oo), m. (?) Hals, Svælg. Bruges kun i Forbindelsen: i Kokje; f. Ex. Dæ sto fast i Kokje. Ndm. (Isl. kvok, og kok, f.). Jf. kokjen.
Kok (oo), n. Kogen, Opkog.
Kok (aab. o), n. Seenfærdighed, Nølen, seent og klodset Arbeide. Nhl. Sdm. Guldbrandsdalen.
koka (aab. o), v. n. (a—a), kludre, arbeide seent og uden Fremgang. Nhl. (Jf. Isl. káka).
koka (oo), v. a. (a—a, og: a—te), koge. Ogsaa v. n. koge, være i kogende Tilstand. I Sogn bruges det ogsaa om at nøle, tøve længe (næsten som det foranførte koka). — koka upp-atte: opkoge paa ny. koka inn: indkoge; indsvinde ved Kogning. koka te Kvelds: koge Aftensmad. — Participet hedder oftest: kokt’.
Koka (oo), f. en Kogning, saa meget som man koger paa een Gang. Hedder ogsaa: Kokning, f. Saaledes: Fiskekoka, el. Fiskekokning: en Ret Fisk, saa megen Fisk, som man koger til et Maaltid.
Kokamat, m. Mad som tillaves ved Kogning; Grød, Suppe.
Kokamund, n. den Tid da man pleier at koge til et vist Maaltid. Sdm. Tr. Stift.
kokande, adj. 1) kogende. (Som adv. hedder det oftest: kokende, f. Ex. kokende heitt). — 2) som man kan koge.
Kokar, m. Koger, Kok.
Koke (aab. o), f. Kage, Klump, Klak. Sdm. — (Egentlig en Afændring af Kaka).
Kokefisk, m. en Ret Fisk. Jf. Koka.
kokefør, adj. 1) som kan koge, har lært Kogekunsten. 2) som har nok til en Kogning eller et Maaltid. „Dei æ væl kokeføre“, siges om Fiskere, naar de have fisket saa meget, at det udgjør et rigeligt Maaltid.
Kokemjøl, n. Meel til Grød eller Suppe. Jf. Bakstemjøl.
koket, adj. klumpet. Af Kok, m.
kokheit, adj. kogende hed.
Koking, f. Kogen, Handlingen at koge. Forskjelligt herfra er kokning, s. Koka.
kokjen (oo), adj. om Mad, som ikke smager, eller som ikke vil rigtig glide ned. Ogsaa om En som har vanskeligt for at svælge. Ndm. (I Sdm. kyrkjen). Jf. Kok.
kokjen (aab. o), adj. seenfærdig, nølende. Nhl. (Af koka, v. n.).
Kokk, m. en Kok (= Kokar).
Kokke, f. Kokkekone; Kvindfolk som forestaaer Kogningen. Ag. Stift. (Ellers bruges „Kokk“ om begge Kjøn). Kokketaus, f. Kokkepige. B. Stift.
Kokle, f. Kogle; s. Kogla.
Koks, f. et Slags Øse, dannet som en Skal med Skaft. Tr. Stift, Sdm. 2) Steenskaal med Hank paa Siderne. Guldbr. (I danske Dial. Kous). Koks bruges ogsaa i Tell. i en lignende Betydning.
Kokstein (oo), m. sort eller ligesom brændt Steen, der undertiden findes i Jorden. Ag. Stift (i Østerd. Koksteen).
Kokstøe, n. Møddingsted, Møghule. Jf. Kok, Mokdungje.
Kol (aab. o), n. Kul. (G. N. og Sv. kol). I Gbr. tildeels med lukt o (Kool).
kola (aab. o). v. a. (a—a), sværte eller bestryge med Kul. kola seg ut: faae Kulpletter paa sig.
Kola (aab. o), f. Tranlampe; en Lampe, hvis Bund dannes af en aflang Jernskaal, og som er oventil forsynet med en Bøile og en Kjæde (Kolelekkja), hvorved den hænges paa en dertil indrettet Stang i Værelset (Koleveiv). Brugeligt overalt i det Vestenfjeldske og Nordenfjeldske. Isl. kola.
Kol-aks, n. Brandax, Kulax. Ag. Stift. (I B. Stift Moldaks). Sv. kolax.
Kol-aur, m. sammenløben Aske i Smediegruven (Essen). Helg.
kolblꜳ, adj. ganske blaa, kulblaa (egentlig sortblaa).
Kolbot, f. Knæhase. Sdm. (I Helg. Kalbot). Jf. Knesbot, Hombot.
Kolbrand, m. en slukket Brand.
Kolbrennar, m. Kulsvier.
kold, for kvolvd, ɔ: hvælvet; s. kvelva.
Kolda, f. Forkjølelse, eller en Sygdom som er foraarsaget derved. Sogn, Hard. (Isl. kalda, Koldesyge).
Koleljos, (-ljøs), n. Lysningen af en Kole eller Lampe. Bruges ofte som Navn paa kunstigt Lys i Almindelighed, i Modsætning til Dagslyset.
kolende, adv. som Kul; f. Ex. kolende svart, kolende myrk.
Koleskuggje, m. Skyggen fra Bagsiden af en Kole.
Kolflekk, m. sort Plet af Kul.
Kolga, f. 1) en Fisk, som ligner Hvidlingen, men adskiller sig fra denne ved sin blegrøde Farve. (Gadus luscus). Sogn. I Sdm. hedder den: Nyss. — 2) Kuller (Gadus Æglefinus), det samme som Hysa. Kun søndenfjelds i Formen Kolje (el. Kolgje).
Kolgrov (aab. o), f. en udgravet Hule hvori man brænder Kul. Voss.
Kolhim (ii), n. fiint Sod paa Gryder og Kjedler (brugeligt til Sværte). B. Stift. Udtales sædvanlig Kolim.
Kolje, f. Kuller; s. Kolga.
kolka, v. n. kludre, fyske med noget. Gbr. Sdm. og fl. Ogsaa kokla; jf. koka og kvakla.
Kolkorg, f. Kulkurv, Kulslæde.
Koll, m. 1. en afstumpet eller rundagtig Top. I Særdeleshed. 1) Isse, Nakke; den øverste Deel af Hovedet. Ogsaa mere udstrakt om hele Hovedet eller den øverste Ende. I Koll: omkuld; saaledes: fara i Koll, stupa el. detta i Koll: falde omkuld. 2) Blomsterhoved, Blomsterdusk, f. Ex. paa Kløveren. Jf. Raudkoll, Blꜳkoll, Humlekoll. Ogsaa en Kvist med tæt Løv eller Bar. Einekoll, Furekoll. 3) en rund Top eller Høi paa et Fjeld. — Meget udbredt og temmelig alm. Ord, dog mindre brugeligt i de sydligste Egne. Sv. kull; Isl. kollr. (Heraf kylla).
Koll, m. 2. et Mælkekar, indrettet til at bære paa Ryggen. Sogn (udt. Kodl). Ellers Hylkje, Holk.
Kolla, f. 1. Mælkekar, et bredt og lavt Trækar, hvori Mælken opsættes for at løbe sammen. Søndre Berg. Kr. Stift og fl. (Udtales tildeels Kodla, og i Sæt. Kodde). Lignende Betydning har Kollbytta (i Mandal), Kollfota (Voss), og Kollkjerald (Valders). Ellers hedder det Ringja (Nordre Berg. og fl.), Bunk og Bunka (Tr. Stift), Ask (Sogn), Bal (Hall.), Bytte ( Mandal). I svenske Dial. kolla. (Isl. kolla Kar uden Hanker). Jf. kollut.
Kolla, f. 2. Ko, som ikke har Horn. Mest i Egennavne, som Raudkolla, Grꜳkolla o. s. v. Ellers en Hun, et Hundyr, af de Arter, hvori kun Hannerne have Horn. Saaledes: Dyrkolla, el. Reinskolle (Hun-Elg). G. N. kolla.
kolla, v. a. (a—a), 1) støde omkuld. kolla seg: falde overende. Oftere: detta i Koll; s. Koll. — 2) tage Toppen af. Sjelden; s. kylla.
kollꜳt, og kollet, s. kollut.
Kollbytta, f. Mælkekar; s. Kolla, 1.
Kollfota (aab. o), f. det samme; s. Kolla. (Isl. fata, Mælkespand).
Kollhuva (Kollehue), f. Kalot, rund Hue som falder tæt til Hovedet.
Kollkjerald (aab. e), kuldseile. Hedder ogsaa „kollsigle seg“.
kollstøyta, v. a. støde omkuld. Sjelden.
kollut (kollette, kollꜳt), adj. 1) toppet, fuld af Toppe; s. Koll. — 2) kuldet, som ikke har Horn. Alm. som Modsætning til honnut. (I svenske Dial. kollet; Isl. kollóttr). Ogsaa i mere udstrakt Betydning: afstumpet, rundagtig i Toppen. — 3) skaldet. Sjelden, f. Ex. i Ordsproget: D’æ vondt te lyske den so æ kollette. (Sdm.). Ellers: skollꜳt (Indr.), glaskollette (Sdm.).
Kolmila, f. Kulmile, en tildækket Vedstabel som brændes til Smedekul.
Kolmure, m. Kulgruus, Levninger af en Kulmile.
kolmyrk, adj. bælgmørk; kulsort. Hedder ogsaa „kolende myrk“, og „kolstummende myrk“.
Kolmyrkr (el. myrkn), n. Bælgmørke. (G. N. kolmyrkr).
kolna (oo), v. n. (a—a), 1) kjølnes, blive kold. Alm. (G. N. kólna). — 2) gyse, føle en kold Gysen. Eg tykte eg kolna. Dæ kolna n’igjenom meg.
kolramende, s. kolsvart.
Kolse, m. en Kogle eller rundagtig Klynge, som Toppen paa enkelte Planter. Tell. (Jf. Koll).
kolslokkjen, adj. ganske udslukket.
kolstumende (aab. u), s. kolmyrk.
kolsvart, adj. kulsort. Hedder ogsaa „kolende svart“, og „kolramende svart“. Eg tykte eg va kolsvarte, ɔ: jeg var ganske som til intetgjort, ganske ude af mig selv (nemlig af Skræk eller Forbauselse). Nordre Berg.
kolten, adj. opløst, eller lidt raadnet. Ørk. (Jf. molten).
kolut (kolette, aab. o), adj. sværtet eller plettet af Kul.
Kolv, m. Knevel i en Klokke eller Bjælde. Næsten alm. (I Sæt. Kov). Jf. Bæl. (Isl. kólfr). Ogsaa en Kolbe; saaledes: Byrsekolv (Geværkolbe); Trumekolv (Trommestikke). „Dæ va liksom Kolven ut-or Bjellunne“. d. e. det bedste var borte, man savnede den som det mest kom an paa.
Kolv, n. en hvælvet Baad; s. Kvelv.
kolve, hvælve; s. kvelva. — kolvd (kold, kolt), ɔ: hvælvet, s. kvelvd.
Kolvid (Kol-ve), m. Ved hvoraf man brænder Smedekul.
Kolving, Hvælving; s. Kvelving.
koma (aab. o), v. n. (kjem; kom; kome), at komme. Inf. hedder ogsaa: kome (Sfj. Sdm.), komma (mange St.), kꜳmꜳ (Ørk. Indr.). Præsens: kjem’ (aab. e) og nogle Steder kjøm (aab. ø). Imperf. overalt: kom (istedetfor det gamle kvam); Fleertal i Hall. og Vald. komo (oo). Sup. kome (aab. o), ogsaa: kjime (aab. i) og kjyme (Sdm.). G. N. koma; kem, kvam (pl. kvámu), komit. Jf. kjemt og kvæmt. — De forskjellige Betydninger staae hinanden meget nær; saaledes: 1) nærme sig, være paa Veien (hid); 2) komme frem, opnaae et vist Maal; ankomme, indfinde sig; 3) stedes, sættes i en vis Tilstand eller Omstændighed; 4) udkomme, udspringe, vise sig; 5) være i Vente; paafølge, indtræffe. Udtalt med Vægt efter en Negtelse betegner koma at indfinde sig eller betræde et Sted for en enkelt Gang; f. Ex. Eg skal aldre koma dær. — Transitivt bruges det kun i Forbindelse med seg, og i Talemaaden „koma ꜳ Stad“, el. „ꜳ-leis“, ɔ: foraarsage. „koma i Hug“: erindre. — Et tilsvarende Transitiv (som skulde hedde kvæma) mangler. — Talemaader med „seg“. koma seg: a) forføie sig, naae til et Sted; f. Ex. koma seg heim. b) forfremmes, komme i en bedre Tilstand; faae Kræfter, blive frisk; ogsaa voxe, trives. c) fremkomme, have sin Grund eller Oprindelse af noget; f. Ex. Eg veit ikje kva dæ kom seg ’ta. — koma seg fyre: komme sig; komme i god Stand. — koma seg til: fatte Mod, driste sig til. Mest i B. Stift; f. Ex. Eg kjem’ ikje meg te da: jeg undseer mig for det, det generer mig. — kome se unde eit Arbeid (Sdm.): faae rigtig Greb paa Arbeidet, blive øvet deri. — koma seg laus: blive færdig, komme paa Veien. — Med Partikler. koma att-or, el. att-um: blive for seen, komme fra sit Følge. Dæ kom att-yve dei: det kom dem til Uleilighed, blev dem til Skade. — koma av mæ: komme tilrette med. — koma ꜳt: røre, berøre. — koma fram-i: blive indviklet i. Dæ kom fyre meg: det faldt mig ind. Dæ kom nid yve dei (Sdm.): det blev dem tillagt, man fandt dem skyldige deri. — koma pꜳ: a) falde paa, erindre; b) træffe, finde; c) indtræffe, hænde. — koma til: komme til; skee, blive; gaae til, forholde sig. kome til seg: komme til Alvor, til Virkelighed, blive færdigt. (Nordre Berg.). — koma ut-av (’ta, ’tꜳ): a) glemme, tabe Sammenhængen, blive afbrudt; b) faae Rede paa, faae det afgjort. — koma ve(d), el. mæ: vedkomme. koma vel ved: komme til Nytte, til god Hjælp, være kjærkomment. — koma ihop: komme sammen; blive gifte. — koma veg: forsvinde, komme bort.
Koma (aab. o), f. 1) Komme, Ankomst. I Hard. i Hilsningen „Gud signe Komo di“ (ɔ: din Ankomst). Jf. Heimkoma, Framkoma. 2) Noget som kommer eller fremkommer. Kun i Sammensætning, som Inkoma, Utkoma, Uppkoma. I Ordene Ꜳkome og Solakome udtales det med lukt o (oo).
komande, adj. 1) kommende. (Jf. kjem). D’æ bꜳ farande ꜳ komande, ɔ: det gaaer fra og til, det kan snart komme igjen. — 2) som man kan eller bør komme til. Dær var ikje komande: man burde aldrig komme did, man skulde holdt sig langt derfra.
komefærug, færdig til at komme.
komen (aab. o), adj. (partic.), 1) kommen; fremkommen. 2) kommende. Kun i Sammensætning: seinkomen, snarkomen; jf. kjem. 3) stedt, sat i en vis Omstændighed. Eg ær ikje so komen: det passer sig ikke saaledes for mig, det falder mig ikke beleiligt. Han æ ’kje væl komen: han er ikke i nogen god Stilling. Ille komen: stedt i Forlegenhed, kommen i Knibe. Fyre seg komen: kommen i god Stand.
Kommaga(r), pl. Finnesko.
kon, andet end, mere end. Kun ved en Negtelse; oftest: „ikje kon“, ɔ: ikkun, kun, blot. Mandal. I Sætersdalen hedder det ko. Eg hev’ ikje kon ein: jeg har kun een. Dæ va ikje ko tvei (Sæt.): det var ikke mere end to. — Ellers: inkje utan (Tell.), inkje anna (mest alm.) og: inkje bare (i Tell.).
kon (for okkon) ɔ: os; s. okke.
Kona (oo), f. see Kꜳna.
Kongel og Kongla, s. Kꜳngel.
Kongje, s. Kungje.
Konn (for Korn, aab. o), n. 1) Korn (i Almindelighed). I de sydligste Egne især Byg; saaledes: Konn ꜳ Rug; Konn ꜳ Havre. Jf. Reinkonn. — 2) et enkelt Korn; undertiden ogsaa et Frø eller en liden Kugle som ligner et Korn. (Særegen Betydning i Bitkonn og Verkonn). I de sydvestlige Egne udtales det Kodn; i Helg. siges ogsaa Kꜳrn, ellers alm. i Helg. siges ogsaa Kꜳrn, ellers alm. Konn (aab. o). G. N. Korn.
Konn-ꜳr, n. Aar med Hensyn til Kornavl; f. Ex. eit godt Konnꜳr.
Konnband, n. Kornbaand, Neg.
Konnbing, m. en stor Kornkasse, som er fast ved Væggen. Derimod Konnbyra (aab. y), f. om en løs Kasse.
Konnbrut (aab. u), m. Kornrummet i Laden. Jf. Konnstae.
Konne, f. Kande. (Tell.). S. Kanna.
konngo(d), adj. kornrig, frugtbar paa Korn; om Jord.
Korn-jor, f. Gaard med Hensyn til Kornavl. Ei go’ Konnjor.
Konnlog (aab. o), m. Maltvand. Ndm. og fl. See Barlog.
Konnløysa, f. Kornmangel.
Konnmoe, m. et Slags Lysglimt i Luften, som ligne Lynild. Skal bruges ved Kristianssand.
Konnsꜳld, n. Kornsold. (I Hard. Konnsælda).
Konnslag, n. Kornart.
Konnstae (for Kornstade), m. det oplagte Korn i Laden; Kornstabel. Kr. Stift. (Nordenfjelds: Konnstꜳl).
Konnturk, og Konnterre, m. Korntørring.
konnturr (-turt), om Kornbaandene, naar de ere tørrere i Toppen end i Straaene. Modsat: konnrꜳ.
Konnvokstr, m. Kornvæxt.
kons, for okkons (ɔ: vor); s. okka.
ko-nær, naar, hvilken Tid. Gbr. (I Sogn: konꜳr). Isl. hvenær.
Kop (oo), m. en liden rund Dal, en Huulning omgivet af Bakker. Sdm.
Kopar (aab. o), m. Kobber. Nogle St. Kꜳpꜳr. (G. N. kopar). — Koparberg, n. Kobbererts. Kopar-eir, m. Kobberrust. Koparlit, m. Kobberfarve. Koparskjeling, m. Kobberskilling.
kope (oo), v. n. (e—te), kige, stirre efter noget. Ag. Stift.
Kope, f. Fordybning, Huulning i Bunden (i Vand). Tell. — Jf. Kop, Kupa, Kulp.
Kopp, m. 1. 1) en Kop, et lidet Kar i Almindelighed. „Koppanne“ betegner saaledes i Berg. Stift alle de Kar som høre til Madlavningen. — 2) et Trækar, dannet som en Bøtte, men med Skaft istedetfor Hank. Nordre Berg. og fl. Ellers: Stave, Strippe, Æmbær. — 3) et Horn til Kopsætning. — Kopp er ogsaa et Ord hvorved man lokker Køerne. Sdm. Et lignende Ord bruges ogsaa om Personer, f. Ex. Raskopp, Tøvekopp.
Kopp, m. 2. Rundsteen; s. Koppel.
koppa, v. a. kopsætte, tappe ved Kopsætning.
Koppekrꜳ, f. det Hjørne i Stuen, hvori Kar og Fade hensættes. B. Stift.
Koppel, m. smaa rundagtige Stene; især paa Agrene. Nordenfjelds. Hedder ogsaa Koppul (Helg.), Kuppul (Namd. Fosen), Kopp, og Koppestein (Sdm.). Jf. Kampestein.
kor (for kvor), adv. hvor; hvorledes, eller hvor meget. — kor mykje: hvor meget. kor han vil: hvorledes han vil. kor dꜳ: hvorledes da. kor som ær, el. „ko so æ“: hvordan det end er, i ethvert Tilfælde; ogsaa: desuagtet, alligevel. (B. Stift). Søndenfjelds „hokke som ær“. — Formen kor er meget udbredt, og lyder paa nogle Steder som kur (aab. u) eller kurr; søndenfjelds hedder det hor, el. hꜳr (Sv. huru), eller ogsaa hoss og koss (see korso). G. N. hve, hversu. — Relativ Betydning som i dansk: der hvor, hvoraf, hvortil o. s. v. finder ikke Sted, uden ved Efterligning af Skriftsproget, f. Ex. korfyre (s. kvifyre), kor-til (= kva til).
kor, adv. (2), hvorhelst; see kvar.
kor, pron. hver; see kvar.
Kor (oo), m. 1) Sang og Bøn, Huusandagt. halde Kor: holde Huusandagt. Sdm. og fl. (Isl. kór, af et græsk Ord). — 2) Koret i en Kirke. — 3) Pulpitur, Gallerie i Kirken (= Læm, Træv). Valders og Hedemarken, hvor derimod Koret kaldes „Sꜳnghus“. — I Sdm. betyder Kor ogsaa et lukket og afsondret Rum i et Værelse; et Fjelebuur.
Kor (aab. o), n. 1. Valg, Udkaarelse; Vilkaar at vælge imellem, Alternativ. (Sjelden). Han sette dæ Kor’e fe meg: han gav mig Valget imellem de Ting. Tellemarken.
Kor (aab. o), n. 2. Aftægt; en vis betinget Afgift i Fødevarer, som den, der tiltræder en Gaard, skal udlægge aarlig til Gaardens forrige Besidder, saalænge som denne lever. Berg. og Tr. Stift. (Udtales i flere Egne som Kꜳr). Kaldes ogsaa: Vilkor, og skrives i Kontrakterne „Vilkaar“. — Aftægten kaldes ellers: Livaure (Hall. Vald.), Føerꜳ, som skrives Føderaad (Guldbr. Hedm.), Follog og Follaug (Rbg. Tell. og fl.), Folga (Ryfylke), Hold (Nordlandene), Not, aab. o (Sdm.), Uppset (Jæderen).
kora (aab. o), v. a. (a—a), kaare, vælge. Nordre Berg. Tell. og fl. (Sv. kora). I Sdm. er „kore“ ogsaa at nøle eller være længe om noget.
Korbrev (aab. o), n. Dokument angaaende Aftægt af en Gaard. Hedder ogsaa Kꜳrsetel, Vilkꜳrsetel.
kordens, hvordan. Sdm. (Jf. dan).
Korfolk, n. Folk som nyde Livøre eller Aftægt af en Gaard. Særskilt: Kormann, Kꜳrkall, om et Mandfolk; Korekkja, Korkꜳna, Kꜳrkjæring, om et Kvindfolk.
Korg, f. en Kurv. I Rbg. hedder det Korv; nogle St. Korj. (Sv. Korg; Isl. körf). — Korgakjering, Kurvekone. (Ved Bergen).
Korg, m. Bærme, Bundfald; især Tranbærme. Sdm. I nordre Sdm.: Korgje. (Isl. korgr). Jf. Grugg.
korgje (oo) el. korje, (for kvor-gje), ingen, intet af To. Nordre Berg. og fl. (G. N. hvárgi). For mykje ꜳ for lite æ korgje godt, ɔ: hverken for meget eller for lidet er godt. Ordet faaer oftest en Negtelse foran; saaledes „inkje korgje“, ɔ: ingen af dem; f. Ex. Eg vilde snakka mæ dei beggje, men eg fann ikje korgje. I det Vossiske hedder det „inkje korne“. Jf. korkje.
korhelst, s. kvarhelst.
Korkje (aab. o), m. en kalkagtig Lav-Art, som voxer paa Klipperne og bruges til Farve; Steenlav (Parmelia saxatilis). Heraf Korkelit, el. korkeraud Lit, om den blegrøde Farve, som tilvirkes af dette Stof. B. Stift.
korkje (for kvor-kje), conj. hverken. Hedder ogsaa: korkjen (oo), kvorken, kverken, og verken. (G. N. hvárki). Hertil Talemaade: korkje so, ɔ: middelmaadigt, hverken meget eller lidet. Romsd. (Isl. hverkins so). — Den Negtelse, som Ordet indeholder, ligger i Endestavelsen kje, som ogsaa findes i: inkje, ligesom gje i: korgje, ingjen og det gamle eigi, aldrigi (nu: ei, aldri).
korleis (for kvorleides), hvorledes. Hedder ogsaa: koleis, korleisi (Sogn), kurleisinne (Sdm.), og kosslein (Hall. Vald.), hvorom mere under korso. Jf. soleis, anderleis.
Kormann, s. Korfolk.
Korme, f. (?) Huller i en Hud, foraarsagede af et Slags Larver (= Vere). Helgeland.
korn (oo), hver af To. Voss (s. kvar). inkje korne: ingen af de to. S. korgje.
Korp, m. Ravn. Ag. Stift. (Sv. korp). I Sogn: Krump; ellers Ramn.
Korpa, f. noget som er haardt og rynket. (Jf. Skorpa, skorpen). Sjelden. (Isl. korpa, Rynke).
Korpenævr, f. den tykke og rynkede Næver, som voxer til paa Birken, efterat den første Næver er aftagen. B. Stift.
korpet, adj. rynket, haard, ujævn. Shl.
Kors, m. et Kors; see Kross.
korsa, sætte Kryds paa; s. krossa.
Korsblom, m. Ørnebregne (= Einstabbe). Ørk.
Korsgras, n. Mjødurt. Ørk.
kor-sin (hver sin), s. kvar.
korso (for kvorso), hvorledes, hvor. Mandal, Rbg. hvor det ogsaa hedder: kurso, kurs, korse. Ellers koss (Hall. Vald.), kossi (Sæt.), som kan jævnføres med det foranførte: korleisi og kosslein (s. korleis). I Nedenæs, Tell. og tildeels i Ag. Stift hedder det: horse, hosse, hoss og hossen; tildeels ogsaa: hossdan og hossleis. — G. N. hversu, hvorsu, hvosso. — kor so ær, s. kor.
Korstroll, n. Søstjerne (Asterias), et Slags Bløddyr i Søen. Nordenfjelds. I Nhl. hedder det: Krossfisk.
Kors (oo), n. Kort; Spillekort; Landkort. (Egentlig fremmedt Ord). — Hertil: Kortlag, n. Selskab af Kortspillere. Kortleik, m. og Kortkula, f. en Sammenkomst for at spille. Kortgiving (i Sdm. ogsaa Kortgove, aab. o), f. Kortenes Uddeling.
Kort (oo), m. 1) Knort; umoden Frugt, især Multebær. Tell. (Jf. Kart). — 2) en Tip, Spids. Nasekort. (Sdm.).
kort (for kvort), conj. om; enten. Eg veit ikje kort han vil held’ ei. Nhl. Ørk. (G. N. hvárt).
kort (oo), adj. 1) kort. Mest i figurlig Betydning og især om Tiden; jf. stutt. — 2) korttalende, som bruger faa Ord; ogsaa kold, stolt, som ikke viser nogen Deeltagelse. — 3) vranten, som let bliver fornærmet.
korta, v. a. (a—a), 1) forkorte, afkorte. Modsat lengja. — 2) tage Hovedet af Fisk (= gana). Jæd.
kortliva, adj. som ikke lever længe. Eit kortliva Folkeslag: en Slægt hvori de fleste døe tidlig.
kortna, v. n. blive kortere.
kortsvaren, adj. som giver korte Svar.
kortvarug, adj. som varer kort.
Korv (Kurv), s. Korg.
Korva (for Kvorva), f. 1) en enkelt Stok i en Tømmervæg. Seks Korve høgt: sex Stokke fra Grunden. Nordre Berg. — 2) en Vidie-Ring, hvormed Grinder tillukkes. Sdm. — Jf. Kvarv, Omkvarv, kverva, Kurv.
Kos (aab. o), f. 1) en Hob, en Dynge, Nhl. (G. N. kös). Jf. Kost. — 2) Samling af nedhugget Skov og Krat, som udspredes over et Jordstykke og opbrændes for at gjøde Jorden. Buskerud og fl. (Udtales tildeels Kꜳs). — 3) et saaledes brændt og derefter tilsaaet Jordstykke. Tell. hvor det har i Fleertal: Kasir. Jf. Brote.
Kos (oo), m. Vei, Retning, Kurs. (Sv. kos).
kos (oo), adv. bort; borte. Meget brugeligt i Sogn; f. Ex. fara kos: reise bort. tyna kos: tabe, miste. Han æ kos: han er borte. Ligesaa: kosfaren (bortreist), kos-tiken (borttagen), koskomen, kos-stolen o. s. v. Jf. veg, adv. (af Veg, m.) og det gamle braut, ɔ: bort (af Braut, f.).
kosa (aab. o), v. n. (a—a), egentlig: opdynge, sammenhobe (af Kos; jf. kasa); men bruges især om Koner, som faae mange Børn. Nhl. Sdm.
kosa (oo), v. a. (a—a), gjøre tilgode, kvæge, opfriske efter en Strabads. kosa seg: gjøre sig tilgode, gotte sig. Meget udbredt, især søndenfjelds. I Sdm. bruges: kꜳse (kꜳse upp-atte): opfriske En som har lidt ondt.
kosa (oo), adj. forfrisket, opvarmet. Helg. I Sdm. uppatte-kꜳsa.
koseleg (oo), adj. behagelig, fornøielig, hyggelig. Ogsaa om Mennesker: tækkelig, venlig, artig. (Tell.).
kosele(ge), adv. hyggeligt, bekvemt, mageligt.
kosen (aab. o), udkaaret, valgt. Particip af kjosa.
Kosing (oo), f. Forfriskning, Vederkvægelse. Derimod Kosing (aab. o), om noget som kommer for ofte, især hyppig Børnefødsel. See kosa, v. n.
koslagd (aab. o), om Ved: udlagt over Jorden for at brændes. Kosleggjing, f. om en saadan Udlægning. Buskerud.
koslein, hvorledes; s. korleis og korso.
koss, og kossi, see korso.
kost (oo), sagde sig, udgav sig for. (Istedet for kvost, el. kvadst). Et defektivt Verbum, der bruges i Shl. ligesom sest el. saest i det Nordenfjeldske; f. Ex. han kost inkje ha vore dær, ɔ: han sagde at han ikke havde været der. G. N. kveðast, med Imperf. kvazt.
Kost (oo), m. en Kost, see Kvost.
Kost (aab. o), m. 1. en Dynge, sammenkastet Hob, især af Ved (Vidakost). Bruges mangesteds. (Isl. köstr). Jf. kasa og kasta.
Kost, m. 2. Vilkaar, Betingelse. (G. N. kostr). Forekommer maaskee i Talemaaden „ein har’ Kost“, ɔ: et haardt Vilkaar; — men er ellers ikke brugeligt. En anden Betydning forudsættes i Farkost.
Kost, m. 3. 1) Føde, Underholdning. (G. N. kostr). Ogsaa Forraad af Spise og Drikke, f. Ex. til et Gjæstebud; hertil Bryllaupskost. — 2) Kraft eller Fedme i Fødevarer, især i Fisk. Nordre Berg. (Jf. kostig). Isl. kostr, Fedme. — 3) Ost, Raaost, de tykkere Dele som adskille sig fra Mælken, naar den ostes. Sdm. hvor Kost altid bruges i denne Betydning, medens derimod Ost kun betegner tilberedet Ost eller Gammelost.
kosta, v. n. og a. (a—a), 1) koste, gjælde, beløbe sig til. Som v. n. med Dativ: koste En noget. Dæ kosta honom mange Pengar. — 2) v. a. anvende, udgive i Omkostning. kosta pꜳ seg. kosta Pengar pꜳ. — 3) bekoste, faae istand ved Bekostning. Meget brugl. kosta til: tillægge, indkjøbe. koste upp eit Hus: faae et Huus bygget.
kosta (oo), v. a. see kvosta.
kostall, adj. bekostelig, forbunden med Omkostning. Mest i n. (kostalt).
kostande, adj. værd at bekoste. Dæ va ikje so mykje pꜳ-kostande, ɔ: man skulde ikke gjøre saa stor Bekostning derfor.
Kostarhelde, s. Kosthald.
kostasam, adj. kostbar, bekostelig.
kosteleg, adj. herlig, kostelig. (Sjelden).
Kostelus (oo), s. Raudlus.
kostgjæv, adj. gavmild, som beværter godt. Nordre Berg.
Kosthald, n. Kosthold, Underholdning. I Nordre Berg. og Sdm. hedder det Kostarhelde, n. — Dær æ eit godt Kostarhelde: man lever der godt i Mad.
kostig, adj. kraftig, fed, som mætter godt. Sdm. og fl. især om Fiskemad. (Isl. kosturgr). Jf. Kost, 3.
Kostnad (Kosna), m. Bekostning, Omkostning. (G. N. kostnaðr).
kostna(d)laust, adv. uden Bekostning.
kosttroten (aab. o), adj. madløs, hvis Kost er forødet. Mest om Søfarende. Af trjota.
kostvara (seg), v. a. (a—a), gjøre Bekostning, især i Madvarer; give store Gaver, gjøre en rigelig Beværtning. Shl. Nhl. Sdm. — Ordets sidste Deel er maaskee det gamle varða, bekoste.
Kot (oo), m. Smaafisk, Fiskeyngel, især af Sei (= Murt). Lister, Mandal (i Formen Kod). — Jf. det tellemarkiske Ꜳkot. — Ordet synes at være beslægtet med Kjøa (el. Kjøda), Okjø, og Isl. kóð eller káð, som alle have Begrebet af Yngel eller Afkom. Den mandalske Udtaleform „Kod“ kunde saaledes maaskee være den retteste, da „Kot“ kunde forklares som en Overgangsform, ligesom Mot for Mod, og bꜳte for bꜳde.
Kot (aab. o), n. et lidet Værelse, Aflukke, trangt Rum. Mest brugl. søndenfjelds (Tell. og fl.). Isl. kota.
Kota (aab. o), f. en liden Hytte; Finnehytte, Finnetelt. Helg. (Isl. kot). I Østerd. Koie. Jf. Kjøyta.
kota (aab. o), v. a. i Talemaaden „kote se(g) ihop“, ɔ: slutte sig tæt til hinanden; om Folk som ligge eller sidde sammen i et trangt Rum. Sdm.
Kov, m. see Kolv.
Kov, n. Tilstoppelse (s. kjøva, kvæva). Især: 1) Tungbrystighed, tungt Aandedræt (af Forkjølelse, Snue el. Hoste). Tr. B. og Kr. Stift. (Isl. kóf). Jf. Kvæv. — 2) Uveir, Ilinger som opfylde og formørke Luften. Berg. Stift. (Jf. Kave). — 3) Vandets Opstigen i Frost, da nemlig Isen hindrer Vandets Afløb. Valders, Tell.
Kove (aab. o), m. et Kammer, sædvanlig ved Siden af Gangen eller Fordøren, og med Indgang til Stuen. Meget udbredt Ord (I Guldbr. og Ørk. Kꜳvꜳ). Jf. Kleve.
koven (oo), adj. 1) tungbrystig, af Forkjølelse eller Snue. Hard. — 2) om Luften: tyk og mørk af Uveir, naar Horizonten er opfyldt af Ilinger. Berg. Stift og fl. — 3) indsluttet, lukket, kvalm; see kovt.
kovna (oo), v. n. (a—a), kvæles, tabe Aandedrættet. B. Stift. — I Ag. Stift: kvavne, kvøvne. (Isl. kafna).
Kovring (aab. o), m. Drikkepenge, Lommeskilling. Nhl. og fl. Hedder ogsaa Kꜳvring, og i Hard. Kauring.
Kovsvell, n. opsvulmet eller opbøiet Iis paa Marken; Iisbanke. Valders. I Tell. Kovesvoll, m. (I Nedenæs Oresvall). Jf. Kov, kjøva og Svell.
kovt, el. kofte (oo), adj. n. — indsluttet, lukket, kvalmt, omgivet af Gjenstande som hindre Udsigten. „D’æ so kofte“, om et Huus som ikke har rigtig Lysning og Luftning. Sdm. (Maaskee for kovet). I lignende Betydning bruges: kove (Nhl.), kvævt (Tell.), kvamt (Gbr.), kumt (Indr.).
krabba, v. n. (a—a), 1) krybe, kravle, gaae paa Fire. Rbg. Tell. og tildeels i Ag. Stift. — 2) gramse, gribe om sig, bruge Hænderne meget. Nhl. Han krabba mot mest han vann.
Krabbe, m. 1) Krabbe, et ved Kysterne meget bekjendt Skaldyr. G. N. krabbi. 2) et Slags Anker, bestaaende af en Træ-Kløft, hvori en eller flere Stene ere indfattede. Jf. Krakje. 3) en Stakkel; en Kryster.
Krabbegꜳng, m. en skjæv Gang. Dæ gjekk Krabbegꜳngjen: det gik skjævt el. uheldigt. B. Stift. (Hentyder paa den Egenhed ved Krabben, at den ikke gaaer ligefrem, men altid paa tvært eller til Siden).
Krafs, n. Gramsen, Skraben.
krafsa, v. n. (a—a), gramse, gribe efter noget; ogsaa grave, skrabe. krafsa ihop: rage sammen. Meget udbredt, maaskee alm. — Jf. kramsa, kravla, krabba.
Krafse, f. en Rive, hvormed man jævner Ageren. Ag. Stift.
Krafse, m. Piberenser. Nordenfjelds. Nogle Steder: Krakse.
Kraft, f. Kraft (i Stof og Næringsmidler). Ellers: Magt, Styrkje.
Kragablom, m. vild Matrem (Pyrethrum inodorum). Tell. Ellers: Prestekragje (B. Stift), Prestegull (Ørk.), Munkekrune, Blindekjuke (Nfj. og fl.). Om de øvrige s. Balderblom.
Kragje, m. (Fl. Kraga, r), en Krave. I Dial. Kraje, Kraga, Krꜳgꜳ. (Sv. krage).
krak (krøb, mylrede), s. kreka).
kraka, v. n. (a—a), glide paa Bunden, slides løs; om et Anker eller andet Fæste. B. Stift, Helg.
kraka, v. a. trække sammen, stoppe et Hul (paa Klæder). Tell. „kraka atte“. (I Sdm. krøkje atte).
kraka, adj. belagt med en Iisskorpe. Rbg. Ellers: krava, krapa.
krakelsk (ee), trættekjær. Et besynderligt Ord, som ogsaa bruges i Sverige og Danmark, og gjenfindes i det hollandske krakeel, Trætte.
Krakje, m. (Fl. Kraka, r), 1) Bundfæste, en Steen, som er forbunden med et Par Træhager, og bruges som Anker for en Baad. Sdm. Helg. (Isl. kraki, Hage). — 2) et Stigetræ; en Træstamme med korte Stumper af Grenerne, til at bruge som Stige. Tell. — 3) et vantrevet og kroget Træ. Voss, Tell. (Jf. Krekla, Kreksa). Ogsaa tørre Grene i Almindelighed. Buskerud. — 4) et uselt og udmagret Dyr; Kreatur som har tabt sit Huld og sine Kræfter. Nordenfjelds. (Sv. krake, om Heste). — 5) en Stakkel, med Hensyn til Kræfter; en liden spædlemmet Karl, som ikke har nogen Styrke eller som ikke taaler tungt Arbeide. Helg. Sdm. og flere. (Efter Sagaen om Rolf Krake synes denne Mands Tilnavn at have havt en lignende Betydning). — Ellers er Krakje ogsaa et Navn paa et stort og halv fabelagtigt Sødyr (Sjøkrakje, Sjøhorv). Jf. Krok, kraka, kreka.
Krakk, m. en Trefod, en liden Stol uden Pude og uden Ryg. Alm. undtagen i det Nordenfjeldske hvor det hedder Knakk (nemlig til Nfj. Gbr. og nordre Østerd.).
Krakkstig, n. en Stolefod. Kr. Stift.
krakksæt, adj. om En, som er vanfør eller sygelig, saa at han jævnlig maa sidde. Tell.
Kram, n. Kramvarer. Hedder: Krꜳm i Rbg. Tell. og fl.
kram’, adj. klam, fugtig; blød eller let at sammentrykke; om Sneen. (Modsat mjell). Et alm. Ord, men hedder paa nogle Steder kræm (Sdm. Romsd.). Sv. kram. G. N. kramr. — Heraf kræma.
kramast, v. n. om Sneen; blive fugtig, synke sammen. Oftere kræmast.
Krambud, f. Krambod, Butik.
Kram-kar, m. Kramhandler.
kramla, v. a. klemme, knibe. Ørk. (= klembra). Jf. kræmta.
Kramp, m. Krat, Buskvæxter, Smaatræer. Sogn og fl. — I Sdm. Krampe; i Hard. Krape.
Krampe, m. Krog, Jernkrampe. (Sjelden; s. Kjeng). I Sdm. om Kramperne i et Laas; i Sogn om Krogene i en Kløvsadel.
Krampeskoge, m. smaa krogede Træer.
kramsa, v. n. (a—a), gramse, famle, gribe efter noget. Ag. Stift. (Jf. krafsa, krꜳla, rꜳla).
Kramsnø, m. fugtig Snee.
Krana (Krane), f. Dobbelttap; et kort Trærør omkring en Tap (= Toppa, Ture, Tvitapp). Nordre Berg. — Holl. kraan, Biirhane.
Krangl, n. Kiv, Trætte. Helg.
krangla, v. n. trætte, kives. Helg.
krank, adj. 1) svag, brøstfældig. I Berg. Stift: krꜳnk’e. (G. N. krankr). D’æ uttatil blꜳnkt ꜳ innatil krꜳnkt. Heraf krenkja. — 2) sygelig, skranten. Hard. (i Formen kranu’u). — 3) knap, trang, besværlig. Sdm. D’æ smꜳtt ꜳ krꜳnkt: Mangel og Armod. Eit krꜳnkt Ꜳr: et Aar hvori Næringen falder knap.
Krankleikje, m. Svaghed. (Sjelden).
Krans, m. 1) Krands. 2) en Klase eller Klynge af Bær. Kr. Stift, Guldbr. — Ellers: Kꜳngel, Kank, Kring og fl.
kransa, v. a. bekrandse.
krapa, adj. iset; see krava.
Krape, m. 1. en Iisskorpe; s. Krave.
Krape, m. 2. Kratskov; s. Kramp.
krapp, adj. trang, knap, snæver. krapp’e Vind: Vind som man knap kan seile med, som blæser næsten imod. Shl. Nhl. (Isl. krappr). I danske Dial. krap. Jf. knapp, snapp.
Kras, n. Smuler, knuste Stykker. — slaa i Kras: knuse. (Nogle St. Knas).
krasa, v. a. (a—a), knuse, slaae i Smuler. (Sv. krasa). Ellers knasa, knusa.
kratla, v. n. kludre, slæbe forgjæves (= klatra). Nordenfjelds kralsje.
Kratur, s. Kryter.
krau (mylrede), s. kry. Ørk.
kraumen, blødagtig; s. kraunen.
kraune, v. n. krympe sig for noget, være bange for eller uvillig til; ogsaa klynke, jamre sig. Rbg. Tell. — Jf. kvide, syta.
kraunen, adj. 1) ømskindet, som taaler lidet, ikke er haardfør. Tell. (I Nhl. kraumen). 2) klagende, klynkende.
kraup (krøb), see krjupa.
krava, v. n. (a—a), ise, belægges med en tynd Iisskorpe. Søndenfjelds. — I Nordre Berg. hedder det krapa; ellers kraka, klaka, kasta, stinkla. (I svenske Dial. krava). Hertil Participiet krava: lidt frossen paa Overfladen. I Gbr. krꜳvꜳ.
kravd, partic. krævet; s. krevja.
Krave, m. el. Krav, n. en tynd Iisskorpe paa Vandet; Begyndelsen til Iis. Ag. Stift. — I Nordre Berg. Krape, m. (Jf. Isl. krapi, Slud).
kravla v. n. (a—a), kravle, gramse, bruge Hænderne; ogsaa arbeide jævnlig, være i idelig Bevægelse, slæbe sig frem saa smaat og umærkeligt. Jf. grava, skrapa, baska.
Kravling, f. idelig Bevægelse især med Hænderne; Famlen, Gramsen.
kravsa, s. krafsa.
Krꜳ, f. (Fl. Kræ, r), Vraa, Hjørne indvendig i et Huus. Formen Krꜳ bruges mest i de nordlige Egne, ogsaa i Nhl. og ved Stavanger; ellers hedder det: Kro, med Fl. Krø, r (Voss, Hard. Rbg. og fl.), Ko (Tell. Buskr. Gbr.) og Kꜳ (ved Trondhjem). G. N. krá og kró.
krꜳ, v. a. (r—de) i Talemaaden: „krꜳ seg“, ɔ: komme sig, forfriskes, faae Kræfter. Valders. I Sogn: krꜳna. (I danske Dial. krante; Frisisk: krage).
Krꜳgꜳ, s. Kragje.
Krꜳka, f. Krage (Fugl). Sv. kråka; G. N. kráka. Uegentlig som Navn paa andre Ting, nemlig: a) den øverste Stok i Gavlen paa en Tømmervæg. Sogn. (Andre St. Gauk). b) Bryststykke af et Sviin. Sdm. c) om Mennesker, med Hentydning paa Nysgjerrighed eller paa utidig Snakkelyst.
Krꜳkebær, s. Krekling.
Krꜳkefot, m. Planten Ulvefod (Lycopodium). I Tell. Krꜳkefet (aab. e).
Krꜳkefro, n. (eg. Kragefrø), et Slags Pile-Urt (Polygonum viviparum). Gbr. hvor det ogsaa hedder „Krꜳkemat“. I Sdm. Mana-gras, el. Manna (da Frøene bruges til Mad i Misvæxt-Aar).
Krꜳkehalsen, et Navn paa Tiden imellem Kyndelmisse og Fastelavn. Mandal.
Krꜳkelin, n. hængende Mos paa Barskov; Furelav (Evernia jubata). Hedder ogsaa Krꜳkestry. Tr. Stift og fl.
Krꜳkemat, m. 1) s. Krꜳkefro; — 2) en sliimagtig Svamp paa Enebærtræet. (Tremella juniperina). Sdm.
Krꜳkeskjæl, f. en bekjendt Art Muslinger som bruges til Agn, Blaaskjæl (Mytilus edulis).
Krꜳkesmella, f. en Skralde, hvormed man skræmmer Fugle og Dyr fra Agrene. B. Stift, Vald.
Krꜳkestry, s. Krꜳkelin.
Krꜳkesylv, n. Glimmer, Steenskiver som adskille sig i tynde gjennemsigtige Plader. Nogle Steder: Krꜳkegull.
Krꜳketing, n. spotviis om en Forsamling hvori man støier og snakker meget uden at udrette noget.
krꜳla, v. n. famle, gramse med Hænderne (= kravla). Isl. krjála.
Krꜳm, s. Kram.
krꜳna, v. n. komme sig, blive frisk. Sogn. See krꜳ.
krꜳnk, svag, daarlig; s. krank.
Krꜳs, n. (?) Lækkerheder, fiin Spise. Ørk. (G. N. krás, f.).
krꜳse, v. n. (a—a), tillave lækker Mad; ogsaa leve lækkert, udsøge det fineste og bedste. Ellers kræsa.
Krꜳsing, f. fiin og lækker Anretning. Ørk. Han fekk inte stor Krꜳsing’a: han maatte nøies med simpel Kost.
krꜳte, s. krota. krꜳvꜳ, s. krava.
kreika, v. n. gaae sagte og forsigtigt, som paa en brat Vei. Hard. (Isl. kreika). Jf. krika, reika.
Kreiss, m. Kreds. (Unorsk).
Kreist, m. 1) et Tryk, en Presning; 2) en Klemme, et Tværtræ som surres fast paa Tømmerlæs. Sdm. 3) en Kryster, en Stakkel. B. Stift.
kreista, v. a. (a—a), kryste, presse, trykke. Meget udbredt, men ikke ganske alm. — I Tell. kroste (aab. o); i Valders tryste. (G. N. kreista). — kreista seg: anstrenge sig for at faae noget frem, stamme eller barke meget; ogsaa om en besværlig Afføring. Jf. drembe.
Kreisting, f. Krysten, Presning.
Krek, n. Kryb, noget som kryber.
kreka (aab. e), v. n. (krek’; krak; krekje), 1) krybe, kravle. B. Stift, Hall. Vald. og fl. (Sv. kräka). — 2) mylre, vrimle, fremkomme i stor Mængde. Tr. Stift, Østerd. og fl. Jf. kry. — I Bergens Stift har Ordet sædvanlig Formerne: krek’e; krakte; krakt. Jf. kraka og Krakje.
krekande, adv. krybende, langsomt.
Krekjebær, s. Krekling.
Krekjelde, n. Kryb, et uselt, utriveligt Dyr. Nordenfjelds. Jf. Krakje.
Krekkje, n. et lidet Stillads, en Stol, f. Ex. under en Slibesteen. Ørk. — Ellers Krakk, Knakk, Bukk.
Krekkla, f. et kroget Træ; en krumvoxen Green eller Kvist. Nordre Berg. og fl. (Isl. krekla). Ellers Krakje (Voss), Krekse (Sdm.).
Krekling, m. Krekling, Kragebær (Empetrum). Meget udbredt Ord (Tr. Stift, Vald. Tell. Jæd. Shl.). Hedder ellers: Krꜳkebær (tildeels i Ag. Stift), og Krekjebær, aab. e (Nordre Berg.). Isl. krækiber. — Krekjebærlyng, n. Kreklingbusk. Sdm. og fl.
Krekse, f. 1) en kroget Green (= Krekla). Sdm. 2) Pediculus pubis.
krektig, adj. paastaaelig, paaholden; ogs. snedig, slem at bestille med. Sdm.
Krel (ee), m. Mave, Bug; især Kroen i Fugle. Nordre Berg. Han ha fꜳtt i Krelen sin, ɔ: han er mæt.
krella, v. n. væmmes, føle Modbydelighed. Shl.
krellen, adj. kræsen, vanskelig med Hensyn til Mad. Sdm.
kremta, s. kræmta.
Krenk, m. Knæk, Skade.
krenkja, v. a. (e—te), beskadige, knække, bryde eller vride. Af krank.
kreppa, v. a. og n. (e—te), 1) krumme, bøie, sammentrykke. Nhl. (Isl. kreppa). Af krapp. — kreppa seg ihop: bøie sig sammen. — 2) indknibe, gjøre smalere, f. Ex. i Strikning (= fella). Tell. Jf. kneppa. — 3) v. n. (kreppe upp) om Vand: stige, svulme op af Frost. Ørk. (Ellers: kjøva, kry, ora).
kreppen, adj. som let krummer sig.
Krepping, f. Sammentrykning.
krevja, v. a. (krev; kravde; kravt), kræve, fordre. (G. N. krefja). Imperf. hedder i Sogn: krov (oo), ellers: kravde (G. N. krafði). — krevja atte: kræve igjen. krevja inn: indkræve. Partic. kravd’.
krevjande, adj. som kan kræves.
krevjast, v. n. udkræves, udfordres.
Krevjing, f. Krav, Fordring.
Kri, m. Krig. — kri, v. n. (r—dde), krige, stride. (Unorske Ord).
Krik (aab. i), n. (?) i Talemaaden: „i Krok ꜳ i Krik“, ɔ: i en kroget Gang, i mange Krumninger, snart til den ene og snart til den anden Side. Tell. Sdm.
krika (aab. i), m. Krog, Bøining. (Jf. Handakrikje). Ogsaa: Afkrog, Udkant. Tell. Sdm. og fl.
Krikla, f. et Navn paa April-Maaneden. Tell. (I Sdm. Kvine).
Kril (ii), m. Fiskeyngel; Seiens Yngel. (Mindre end Murt). Sdm.
Krilla, f. Mæslingerne. Søndenfjelds. (Ellers hedder det: Krægda).
Krim (ii), n. Snue. Et temmelig almindeligt Ord. (Jf. Kvæv, som er mere brugeligt ved Bergen). I svenske Dial. krim. (Isl. krím betyder Voer, Sliim).
Krimfarang, m. Snue som angriber mange paa een Gang, ligesom ved Smitte.
krimfull, adj. plaget af Snue.
Krimsykja, f. Upasselighed, foraarsaget ved stærk Snue.
krine, v. a. pynte, sætte Sirater paa. Helg. Indr. (See krota). Heraf Krining, f. Figurer, Sirater.
Kring, m. 1) Ring, Kreds; især en stor og vidstrakt Kreds; ogsaa Kredsløb, Omgang, Sving; en stor Bugt eller Bue. 2) Klase, Klynge af Bær. Gbr. og fl. 3) en Lænke af Vidier. Sdm. (Isl. kringr, Ring). — I Kring: omkring, rundt, i en Kreds. snu sig i Kring: dreie sig om. ikring seg: omkring sig. I dette Tilfælde hedder det ogsaa kring, eller kring-um, og mere fuldstændigt: „i kring um“. — utta i Kring (el. blot uttakring): uden om, rundt omkring udenfor. B. Stift.
kring, (præpos.), omkring, rundt om; f. Ex. kring Hus’e: omkring Huset. Nordre Berg. og fl. (Sv. kring). Bedre: kring um, eller ikring um.
kring, adj. rask, hurtig, behændig. Mest alm. om Smidighed i Legemsbevægelser; men i Ag. Stift ogsaa om noget som gaaer hurtigt eller kan gjøres i Hast. (Isl. kringr. I svenske Dial. kring).
kringa, v. n. (a—a), gaae omkring, løbe rundt om; ogsaa gaae i store Buer eller Krumninger.
kringfaren, adj. befaret rundt om.
kringfløytt, adj. omflydt, omgivet af Vand paa alle Sider. (Sv. kringfluten).
kringhoggjen, adj. hugget paa alle Sider.
Kringjel, m. (Fl. Kringla), en Kreds, Ring, Cirkel. Voss, Nhl.
kringla, v. a. lægge i en Ring. kringla ihop: sammenlægge, f. Ex. et Toug, i en Kreds. Nhl.
Kringla, f. 1) Kringle, et Slags Brød. I det Nordenfjeldske hedder det overalt Klingre. — 2) en Tridse, et lidet Hjul (især usammensat eller dannet af et heelt Stykke). Gbr. — Egentlig: Cirkel (G. N. kringla).
kringleitt, adj. rundladen, som har et rundt Ansigt. Tr. Stift.
kringmælt, adj. som taler hurtigt. Gbr. Ellers tidtmælt, snartalande.
kringrenna, v. a. omringe pludselig, spærre Udgangen for.
Kringsaks, n. Krøs, Fedthinde imellem Tarmene i et Dyr. Sdm.
kringsetja, v. a. omringe. Han vart kringsett’e: man omringede ham, slog en Kreds om ham.
kringt, adv. hurtigt, raskt. Dæ gjekk so kringt. Indr. Ørk. Østerd. (Jf. ring).
kring-um, præp. omkring, rundt om. (G. N. kring um). S. Kring.
Kringvudu, f. Ringstrøm, Hvirvel i Vand. Indr. (Jf. Ja).
Krinsel, m. Kreds, Cirkel. (Maaskee egentlig Krands). Buskerud og fl.
kristeleg, adj. kristelig; ogsaa: sømmelig, anstændig, som passer for kristne Folk.
kristen, adj. kristen (modsat heiden). Kriste Folk: kristent Folk.
kristna, v. a. kristne, døbe; ogsaa give Navn.
Krit (ii) f. (og nogle St. n.), Krid.
krita, v. a. kride, mærke med Krid; ogsaa regne paa noget, prutte, være altfor nøiagtig.
krita (aab. i), v. a. pynte, udstaffere med Sirater; see krota.
Kritl, (Krilsj), n. Krillen, Kildren.
kritla, v. n. krille, pirre, som naar noget stryger eller gnider paa Huden, f. Ex. Haar eller Straa i Klæderne. Mest i B. Stift; i de nordlige Egne med Udtalen krilsje, el. kriltle.
Krjup, en Kryber; s. Kryp.
krjupa, v. n. (kryp’; kraup; krope), at krybe, i almindelig Betydning; ogs. uegentlig om en langsom og besværlig Gang. Infinitiv hedder i Dialekterne: krjupa, krjupe, krupe, krjøpe, krøpe (aab. ø), krypa, krype og ved Stavanger ogsaa: kroba. (G. N. krjúpa). Imperf. Fleertal: krupo, aab. u (Hall. Vald.); ellers krope (aab. o) og kraup. (Jf. Kryp, m. Krop, n.). — krype ihop: krybe ind, sammentrækkes, blive smalere. Heraf ihopkropen: indkrøbe, sammenkrympet. (Jf. skrekka, snerka.)
Krjuping (Kryping), f. Kryben.
Kro, f. (Fl. Krør), Vraa, Hjørne. Nogle Steder: Ko (Fl. Kø, r); see Krꜳ.
Krodde, f. Ost som er meget kogt. Østerd.
krofsen, adj. hullet, ujævn; om Veie. Guldalen.
Krok (oo), m. Krog, Hage, krumt Redskab. Høykrok, Dyrakrok, Hestekrok. Krok, for Fiskekrok, betegner søndenfjelds en Medekrog eller Angel (= Ꜳngel). — 2) Krumning, Bøining, Vinkel; f. Ex. paa et Træ, eller paa Lemmerne. Heraf krøkja. draga Krok. trække hinanden i Fingrene for at prøve hvem der er stærkest. — 3) Omvei, Afvigelse fra den rette Linie; ogsaa en Afkrog, afsides liggende Dal eller Bugt. gꜳ i Krok: gaae en kroget Vei, dreie til forskjellige Sider. Ei Mil te Kroks: en Miils Omvei, en Miil længere end den rette Linie. Ag. Stift. (Jf. Beinleikje). — 4) figurlig: Fordreining, listigt Paafund, hvorved en Sag bringes ud af sin rette Gang. bruke Krokar: fordreie eller forvende en Sag. — 5) uegentlig om et krogrygget Menneske; ligesaa om en slu og listig Person, som er vanskelig at komme tilrette med.
kroka (aab. o), v. n. (a—a), krumme sig, sætte Ryggen op, som Køer og andre Dyr, naar de fryse. B. Stift. (Isl. kroka. I danske Dial. krøkke).
kroka (oo), v. n. (a—a), 1) gaae en kroget Gang, gjøre mange Omveie. Alm. 2) fordreie en Sag ved listige Paafund eller Indvendinger.
kroka, adj. forsynet med Krog.
Krokarꜳnd, f. en kroget Linie, Stribe som gaaer i Vinkler (Zikzak) eller i Slangebøininger. B. Stift.
krokꜳt, s. krokut.
krokføtt, adj. som har krogede Fødder.
krokhalsa, adj. krumhalset.
Kroking, f. kroget Gang; Omveie.
krokjen (aab. o), adj. krum, sammenbøiet, som sætter Ryggen op i en Bue. (Jf. kroka, aab. o). Isl. krokinn.
Krokla, pl. Knorter, Knuder; s. Knokla.
krokna (aab. o), v. n. (a—a), krummes, krympes, bøies sammen. (Isl. krokna). Han krokna i Kne’nꜳ (Sdm.): han bliver mere krum i Knæerne (om gamle Folk). krokna ihop: sammenkrympes som af Gigt.
kroknasa, adj. krumnæset.
Krokraft, f. Tørvkrog paa et Tag. Sogn. Nogle St. Krokaft. (Jf. Torvkrok).
Kroks (aab. o), f. en Benævnelse paa gamle forslidte Baade og Fartøier. Sdm.
kroksen, adj. forlegen, trængende til noget. Meget brugeligt i Tell. Me æ ikje kroksne fe dæ: vi ere ikke forlegne derfor.
kroktaka (krok-ta’), v. a. tage paatvært; sætte En i Forlegenhed ved listige Indvendinger, som ere vanskelige at svare paa. Sogn.
krokut (krokette, krokꜳt), adj. 1) kroget, krum, bøiet (modsat bein). G. N. krókóttr. 2) vanskelig, ikke lige frem. 3) listig, fuul, som bruger snedige Paafund.
krokvaksen, adj. krumvoxet.
Krokveg, m. Krogvei; Omvei.
Krona, s. Kruna.
Krop (aab. o), n. et Smug, smalt Rum imellem to Huse (= Smog, Smette, Gjeil). Ogsaa om et lidet og lavt Værelse. (Egentlig et Sted hvor man maa krybe). Nordre Berg. Sdm.
kropen (aab. o), partic. krøben. Kun sammensat, som utkropen, innkropen.
Kropp, m. Krop, Legeme. Meget brugeligt istedetfor Likom, som er næsten forældet. Betegner især det Udvendige af Legemet, f. Ex. ein mjuk Kropp: en fiin og blød Hud. Dæ slær seg ut i Kroppen (om en Sygdom). Paa Oplandene, især i Gbr. betegner det ofte et Menneske, en Mand; f. Ex. Dær sat ein Kropp, som e inkje kjende (en Person som jeg ikke kjendte).
kroppa, v. a. (a—a), plukke, pille med Neglene. Nordre Berg. (I Nhl. prokka). Isl. kroppa.
kroppdryg, adj. drøi, tyk, fyldig; om Mennesker. Ørk.
kroppgo(d), adj. fiin og blød paa Huden. Tr. Stift.
Kropping, f. Skraben, Pillen med Neglene.
Kross, m. Kors, Kryds, korsdannet Figur. Formen Kross er herskende i den sydlige Deel af Landet (Kr. Stift, Søndre Berg. Sogn, Hall. Valders); derimod Kors, m. i de nordlige Egne. G. N. kross. — I religiøs Tale bruges Kors, n. efter Skriftsproget.
krossa, v. a. (a—a), 1) korse, sætte Kryds paa. (G. N. krossa). 2) lægge krydsviis, over Kors. Oftere „leggja i Kross“. 3) v. n. krydse, løbe forbi hinanden. I de nordlige Egne korsa; jf. kryssa.
Krossband, n. Krydsbaand, Støtter som sættes korsviis imellem Stolperne i en Bygning.
Krossbein, n. Kryds, Korslænd paa Dyr. I de nordlige Egne Korsbein, ligesom Korsband, Korsblom og fl.
Krossdans, m. Dands hvori de Dandsende løbe krydsviis om hinanden.
Krossfisk, m. Søstjerne (Asterias). Nhl. og fl. Ellers Korstroll. (Isl. krossfiskr).
krosskasta, v. a. lægge overkors. krosskasta Føte’na: slænge Fødderne krydsviis om hinanden. Sogn.
krosslagd, adj. lagt korsviis.
Krossmyss, Korsmesse, den 3die Mai og 14de September.
krossut (korsette), adj. korset, betegnet med mange Kors.
Krosvi(d), el. Krosve, m. Kvalkved, Skovhyld (Viburnum Opulus), saa kaldet fordi dens Grene staae parviis og utspilede som Arme af et Kors. Kr. Stift, Shl. og fl. — Ellers: Beinvid (Sdm. Ørk.), Ulvaraun (Shl.).
kroste, v. a. kryste, presse: s. kreista.
Krot (aab. o), n. Sirater, udskaarne eller udsyede Figurer (s. følgende). I Sdm. og fl. hedder det Krit (aab. i); i Guldbr. Krot (oo), hvilket paa andre Steder betyder daarlig Skrift, Kragetæer.
krota (aab. o), v. a. (a—a), pynte, sætte Sirater paa, udskjære eller udsye med adskillige Figurer. Kr. Stift, Søndre Berg. Sogn og fl. — I Gbr. krote, med lukt o (oo), hvilket eller betyder kradse, udsmøre, skrive slet. I Sdm. og nærmeste Egne hedder det krite (aab. i); i Helg. og Indr. bruges kringe (ii) i samme Betydning. — Isl. krota, udstikke, gravere. I svenske Dial. kråta og kreta.
krota (krꜳta, krita), adj. udskaaret eller udsyet med Sirater.
Krota-tre, n. Fjel hvorpaa man øver sig i at udskjære Figurer. (I Sdm. Kritatred).
Kroting (aab. o), f. Udpyntning, Forsyning med Sirater. Ellers Kriting, Krining.
Kroto (oo), pl. f. Bærme af Talg, Grever. Gbr. Ørk. (I Sdm. Skræde).
Krov (aab. o), n. Krop, hvoraf Indvoldene ere udtagne. B. Stift. (Isl. krof). Ogsaa Rummet hvori Indvoldene ligge. Nogle St. Skrov og Skrybbe.
Kru, f. Kvægfold, indgjærdet Plads paa Marken (= Kvi). Namd.
Kru, n. Mængde, Mangfoldighed; ogsaa Yngel, Afkom eller Slægt (mest i foragtelig Betydning). Nhl. (See Krut). Isl. krú, Mængde.
kru, v. n. mylre, vrimle; s. kry.
Krubba, f. en Krybbe. (Sv. krubba). I Sogn ogsaa et Slags smaa Kjælker.
Krugg, n. Bærme; s. Grugg.
Kruk (uu), m. En som gaaer kroget eller meget nedbøiet. Hard. Sdm. (Jf. Krok).
kruka, el. krukje, v. n. (kje, -kte), sætte sig paa Huk, bøie sig dybt ned, som for at sidde. B. Stift og fl. Jf. kroka, huka, hykje.
krukjen, adj. nedbøiet, kroget. Sdm.
Krukka, f. Krukke.
Krull, m. Krølle, Kruusning; ogsaa noget som er krøllet, f. Ex. Nævrekrull: et Stykke sammenrullet Næver. Jf. Kurle.
krulla, v. a. (a—a), krølle, kruse. (Sv. og Isl. krulla). krulle sig ihop: løbe sammen i en Krølle eller i spiralformige Ringe. krulle Rumpa: sætte Halen op i en Ring (om Hunde).
krulla, adj. krøllet, kruset (som Uld eller Haar); ogsaa ringet, liggende i Spiral-Ringe.
krullast, v. n. blive krøllet.
Krum (aab. u), m. Knopper paa Træ. Shl. — Jf. Kumar og Brum.
kruma, v. a. s. krøkja, benda.
Krump, m. en Ravn. Yttre-Sogn. (Isl. krummi). Jf. Korp.
krumpe, v. a. trykke, presse, knuge. Sdm.
Kruna, f. 1) en Krone. (Hedder søndenfjelds Krone). G. N. krúna og króna (af et latinsk Ord). Heraf kryna. — 2) Isse, Issepunktet paa Menneskets Hoved; derimod paa Dyrene: det Punkt i Panden hvorfra Haaret udbreder sig i en Kreds. Lignende Betydning har Isl. krúna, Eng. crown.
Krunekvervel, m. Haarhvirvel, det Punkt hvor Haaret adskiller sig paa Issen.
krupe, s. krjupa.
Krus, n. Komplimenter; Opvartning. gjera Krus fyr’ ein. gjøre Væsen af En, vise særdeles Artighed. Søndenfjelds. (Sv. krus).
Krus, f. Kruus; Drikkekar af Steentøi. (Isl. krús).
Krusbrot, n. Potteskaar. I B. Stift: Krusabrot (aab. o).
Krusfat, n. Steenfad. Ligesaa Krusskꜳl, f. og Kruskjerald, n.
kruslen, sygelig; s. krutlen.
Krus-ty, n. Steentøi; Porcellænskar og lignende. Meget brugl. i Tr. og Berg. Stift.
Krut (uu), n. Krud. I Nhl. og tildeels i Ag. Stift hedder det Kru, som forudsætter en ældre Form „Krud“. Bruges, ligesom Kru, ogsaa om en Slagt eller yngel med Hensyn til Sindelag og Natur, mest i slet Betydning. Den oprindelige Betydning skal være Urt eller Frø (jf. Krydda). Gam. Sachsisk crûd, Urt.
krutla, v. n. arbeide smaat eller seent. B. Stift (i Sdm. krulsje). Jf. klutra.
krutlen, adj. som arbeider smaat og langsomt. I Rbg. forekommer kruslen, med Betydningen: sygelig, skranten.
kry, v. n. 1. (r—dde), mylre, vrimle, forekomme i stor Mængde. Dæ va so fullt at dæ krydde. Næsten alm. I Kr. Stift hedder det kru. (Jf. Kru, n.). I Ørk. hedder Imperf. krau, og Supinum kraue. — kry er det bedste og almindeligste Ord for dette Begreb. Jf. krykkje, kreka, yrja, yra.
kry, adj. kry, stolt, selvtilfreds. Mest brugl. i Ag. Stift.
Krydda, og Krydd, f. Krydderie.
krydda, v. a. krydre. (Isl. krydda).
krygig, adj. lystig, overgiven, kaad; ogsaa geil, springsk. Sdm.
Krykkja, f. Krykke, at gaae med.
Krykkje, f. (Fugl), s. Krytje.
krykkje, v. n. (Ipf. krykte), mylre, vrimle. Sdm. — See kry.
Krykle, f. see Kruple.
Kryl (yy), m. Pukkel, Udbøining paa Ryggen. B. og Kr. Stift. I Tellem. hedder det oftere Krylt. Ellers Kul, Kass, Kus.
kryla, og krylen, adj. puklet; pukkelrygget. I Tell. krylten.
krylast, v. n. bøies sammen, blive puklet.
krylnasa, adj. krumnæset, som har en Forhøining eller Pukkel paa Næsen.
krylryggja, adj. pukkelrygget.
Krylt, m. Pukkel; s. Kryl.
krymta, v. n. (a—a), rømme sig, harke lidt, som naar man vil tale høit. B. Stift, Tell. og fl. Paa nogle Steder hedder det ogsaa kræmte, el. kremta (Gbr. Ørk. og fl.), hvilket ellers har en anden Betydning. Isl. krimta.
Krymting, f. Harken; ogsaa Famlen og Forlegenhed i Talen.
kryna, v. a. (e—te), krone, sætte Krone paa. G. N. krýna. (Jf. Kruna). kryne bruges paa nogle Steder ogsaa om at tugte eller ydmyge En; — hvilket da enten er ironisk eller maaskee et andet Ord. (Jf. krine, at pynte). Particip: krynt’, kronet.
Kryning, f. Kroning.
Kryp, m. en Kryber, Stakkel; ogsaa en Kryster, som ikke har Mod til noget.
krypa, v. n. see krjupa.
krypen, adj. svag, daarlig. (Sjelden).
Kryple (aab. y), f. et Slags Lamhed i Fødderne, hvoraf Køerne undertiden angribes. Sdm. og fl. Hedder ogsaa Krykle. Ellers Hokr, Styra, Stor.
Krypling (aab. y), m. Krøbling.
kryssa, v. n. (a—a), krydse, lavere. (Jf. slaga, bauta). Ogsaa vige, gaae tilside for En. Jf. krossa.
kryssa, v. a. skjære med Krydsjern.
Kryssing, f. Skure eller Fals, som skjæres med Krydsjern i Stavarne i Tønder, paa det Sted hvor Bunden skal sættes ind. Jf. Logg.
Kryter (aab. y), n. et Huusdyr, Nød, Gjed eller Faar. Hedder ogsaa Krytyr (Tr. Stift), Krytel (Ndm. Sdm.), Krætur (Sogn, Tellem.), Kratur (Sdm.), og er egentlig et fremmedt Ord (Kreatur). I Søndre Berg. siges oftere „Beist“, som dog ogsaa er fremmedt. Et mere nationalt Ord for dette Begreb synes at mangle, da Ordet Fe sædvanlig kun bruges kollektivt om samtlige Huusdyr, ligesom Fenad, Buskap, Andmarkje.
Krytje, f. en Art smaa Maager (Larus tridactylus). Sdm. og fl. Hedder ellers Krykkje.
Kræ, s. Krꜳ, Kræde, Kræe.
Kræde, f. Ørred, Forelle. Nfj. Sdm. (i de nordlige Bygder Kræe). Ellers Aure, Kjøa og fl. — Hertil: Krædetrode, f. Medestang til Ørredfiskerie. Krædetaum, m. Snoren paa Medestangen.
kræe, n. en Stakkel, en liden Tingest. Ørk. — I Sdm. bruges ogsaa Kræde, f. om Børn som ikke trives godt; saaledes: „ei Kræde te æte“, om En som ikke har Madlyst. (Jf. Isl. kræða, Blødhed).
Krægda, f. Mæslinger (en Sygdom). B. og Tr. Stift, Helg. Vald. og fl. — Hedder derimod Krilla, i Tell. og for det meste i Ag. Stift. (Isl. krægda betyder et sygt Barn, og krefda, Udslæt).
kræka, s. kreka.
kræma, v. a. (e—de), gjøre klam eller fugtig (af kram, adj.). Kun om Veiret eller Luften, naar den bliver mild og derved foraarsager, at Sneen synker sammen og bliver fugtig. Han kræme Snøen. B. Stift. (Mere alm. kræmest).
Kræma, f. den Tilstand at Sneen er klam eller fugtig. Han snøva i Kræme, ɔ: der falder klam Snee. B. Stift.
kræmast, v. n. om Sneen: synke sammen, blive klam eller fugtig. Nogle Steder kramast; s. kræma.
Kræmefonn, f. egentlig en Masse af klam Snee; i Sdm. et Sneeskred, en Lavine af klam Snee. Modsat Mjellfonn.
Kræmesnjø, m. = Kramsnø.
Kræming (Kremming), m. en Haandfuld (= Griping). Nhl. Tell. (Isl. kremmingr).
kræmta, v. n. harke; s. krymta.
kræmta, v. a. (a—a), kryste, trykke; knuge eller vride, f. Ex. Klæder naar man vasker dem. B. Stift. Forudsætter et forældet kræma, el. krama, at trykke (Sv. krama; G. N. kremja). Jf. Kræming, kramla, kramsa, krumpa.
Kræmting, f. Krysten; Vridning.
krænkje, s. krenkja.
kræsa, v. n. (e—te), leve lækkert, vrage Maden eller udsøge det lækreste. (I Ørk. krꜳse). Isl. kræsa, krydre.
kræsen, adj. kræsen. Jf. Krꜳs.
Kræsna, el. Kræsa, f. Kræsenhed.
Krætur, s. Kryter.
kræv, adj. dygtig, stærk og flink til at arbeide. Sdm. Hall. og fl. I Ørk. siges kræven. (Isl. kræfr, stærk).
Krø, for Krør, ɔ: Vraaer; s. Krꜳ.
krøk, m. Krøgning, Greb eller Tag med en Krog.
krøkja, v. a. og n. (e—te), 1) fæste, gribe eller trække til sig med en Krog. (G. N. krækja). — 2) krumme, bøie, gjøre kroget. Alm. og meget brugeligt. (Sv. kröka). — 3) v. n. vende, dreie til Siden eller tilbage, gjøre Krog paa Veien. — krøkje ein Fisk: faae en Fisk paa Krogen, uden at den har bidt paa. krøkje seg: bøie sig, krumme sig. kjøkje seg ihop: bøie sig sammen. krøkje atte eit Hol: stoppe et Hul paa Klæder. (Jf. kraka). — Particip: krøkt’, bøiet, krummet.
Krøkja, f. En som gaaer krum eller nedbøiet. Baade om Mennesker og Dyr.
krøkjast, v. n. (-est, -test), blive krum.
krøkjen, adj. vant til at bøie eller krumme sig. Jf. krokjen.
Krøkjing, f. Krumning, Sammenbøining.
Krølling, m. Indbygger af Krødsherred (Krysshæra’) i Buskerud.
Krøp, s. Krop. — Krøter, s. Kryter.
Krøys, m. en liden Kornstak paa Ageren. Sogn. (Jf. Rauk).
krøysa, v. a. lægge Kornet i Stak eller Dynger. Sogn.
Ku, f. (Fl. Kyr), en Ko. — Formen Ku bruges kun i en Deel af Landet (Stav. Amt, Tr. og Ag. Stift), hvormod man paa andre Steder siger Kyr baade om een og flere; saaledes i B. Stift, Rbg. Tell. og flere. (G. N. kú, pl. kýr; Isl. kýr, i Eental). Fleertal paa nogle Steder Ky (Kjy); — bestemt Form: Kynn’e (for Kyrne), Kydna, Kynn; — Dativ i Nordre Berg.: Ku’nꜳ (for Kunom). I Sammensætning er Formen Ku mest almindelig, f. Ex. Kuband, Kubꜳs; men i Søndre Berg. hedder det Kyra (Kyraband, Kyrafot).
Ku, m. Top; see Kuv. — kua, adj. om Faar, see kuva.
kua, v. a. (a—a), kue, nedtrykke. G. N. kúga.
Kubb, m. Klods, Blok, kort Stump af en Træstamme. Hedder paa nogle Steder Kubbe; men er ellers et alm. og meget brugeligt Ord. (G. N. kubbr). Eenstydigt er Kabbe (Tr. Stift), Kumb (Sdm.), Knubb og Lump.
kubba, v. a. afhugge i korte Stumper. (Jf. kabba). kubba sund’ ein Stokk.
kubben, adj. but, stump, rundagtig eller tyk og kort. Meget brugeligt vestenfjelds og i Tr. Stift.
Kubbestol, m. Stol som er dannet af en heel Stok, saaledes at den nederste Deel er rund som en Huggeblok, men den øverste Deel er udhulet paa den ene Side og danner Stolens Ryg. Brugeligt i Rbg. og Tell.
kubbet, adj. tyk, stump; s. kubben.
Ku-far, n. Spor efter Køer.
Ku-fjos, n. Kostald; s. Fjos.
Ku-fo(d)r, n. Vinterfodring for en Ko. Hedder: Kufod, Kufor, Kufostr.
Kufta, f. Kofte, Overtrøie; af forskjellig Form, saaledes i Helgeland som en Skjorte eller som de saakaldte Skindstakker. Ogsaa en Finnetrøie.
Kugla, see Kogla.
Ku-hagje, m. Græsgang for Køer.
kukka, v. n. forrette sin Nødtørft (mest om Børn). B. Stift. (Isl. kúka).
Kukkelur, s. Kuvung.
Kul (uu), m. Bugle, Bule; især en hovnet Plet paa Legemet efter et Slag eller Stød. Alm. men hedder i Kr. Stift: Kula, f. (Isl. kúla).
Kul (aab. u), f. en svag Blæst, en Luftning. B. Stift. (G. N. kul). Eenstydigt er Gul og Kjøla.
kula (aab. u), v. n. (a—a), blæse lidt; især om en kold Luftning. (G. N. kula). Ogsaa: gula, kjøla, kylja.
Kula, f. 1) en Kugle. (Sv. kula). — 2) Bugle, Bule: s. Kul. 3) en liden Skaal, et lidet rundt Kar. Nordre B. — Kule bruges ellers meget i Nordre Berg. om en Sammenkomst til Leg og Lystighed, en Stund som anvendes til Forlystelse. Saaledes: „ei Kort-Kule“, et Spilleparti, et fuldstændigt Spil (som nemlig varer længe eller deler sig i flere Afdelinger). Ligesaa „Dansar-Kule“: en Række af Dandse.
Kulde, m. Kulde. I Nhl. ogsaa Kule (aab. u). Jf. Kalde og Kale.
Kulle, f. Pige, Kvindfolk; jf. Stillkulle. Østerd. (Sv. kulla).
Kulp, m. Hule, Fordybning i Bunden. Hedemarken. (I Tell. Kope).
kulryggja, adj. pukkelrygget. Indr.
Kuls, m. Frysen, Fornemmelse af Frost. fꜳ ein Kuls i seg: føle Kulde indvortes eller i Kroppen.
kulsa, v. n. (a—a), 1) føle Kulde i Kroppen, fryse lidt. Meget brugeligt. 2) gyse, blive bange. Han kulsa ’kje fyre dæ. Heraf Kulsing, f.
kulsen, adj. kuldskjær, som let føler Kulde; ogsaa frygtsom, bange.
kulut (kulette, uu), adj. buglet, fuld af Bugler. Jf. blꜳkulut.
Kum (el. Kumm), m. Tøddel i Skrift, Punkt, Skilletegn (egentlig Komma). Nordre Berg.
Kumar (aab. u), m. Knop, Løvknop paa Træer. Ogsaa: Frø-Knop, Rakkle. B. og Tr. Stift, Helg. og fl. I Tr. Stift findes ogsaa Formen Kumur (Ørk.?), og Kumul (Indr.). I Shl. hedder det Krum. Jf. Knupp.
Kumb, m. Klods, Blok (= Kubb). Ørk. Sdm. og fl. — G. N. kumbr (i Barlaams Saga).
kumla, v. a. (a—a), 1) ælte, knuge, sammentrykke. 2) omvælte, bringe aflave. Heraf: um-kumla, adj. Nhl.
Kumla, f. Klump; sammenæltede Boller af Meel og Poteter eller deslige (et Slags Mad). Hard. Kr. Stift. Hedder ellers: Kump (Mandal), Klubb, Klot (søndenfjhelds), Ball (nordenfjelds).
Kump, m. see Kumla.
Kumpꜳs, m. Kompas. (Ligesom Isl. kompás, af et italiensk Ord). De fremmede Ord, som begynde med com og con, udtales her sædvanlig med kum, kun (aab. u), f. Ex. Kumpost, Kuntrakt. Enkelte af disse Ord have ellers antaget en egen Form; saaledes: kumformera, konfirmere. kummedera, kommandere. kuntrali, el. kuntrari, ɔ: hinderlig (Eng. contrary). kunkelura, i Betydningen afgjøre, beslutte (Nordre Berg.), er formodentlig: konkludere.
Kumperute, f. et Slags Boller tillavede af Fiskerogn og Meel. Nordre Berg. og flere. Nogle St. Kumperdøse.
kumt, adj. n. indlukket, kvalmt, mørkt. (= kovt, kvamt). Namd. Indr.
Kumul, s. Kumar.
Ku-myk (-mykr), f. Komøg.
kun, adv. kun, ikkun. Bruges meget paa Helg. Ellers siges: bære; — jf. kon, ikje kon.
Kung, m. Søsnegl; s. Kuvung.
Kungje, m. Konge. Hedder ogsaa, dog sjeldnere: Kung. (G. N. konungr, kongr; Sv. kung). I Sammensætning deels Kunge (Kunga-), deels Kungs.
Kungebrev, n. kongelig Bevilling, Kongebrev; Bestalling o. s. v.
Kungeløysa, f. Mangel paa Konge; Interregnum.
Kungerikje, n. Kongerige.
Kungsdotter, f. Kongedatter, Prindsesse. Ligesaa: Kungssꜳn, m. Prinds.
Kungsgar, m. Kongsgaard, Hof.
Kungsveg, m. Alfarvei, Landevei som er anlagt efter Øvrighedens Foranstaltning.
Kungsætt (-ægt), f. Kongeslægt.
kunna, v. a. (kann; kunna; kunna), at kunne. Imperf. hedder ogsaa kunde (Søndre Berg.) og Supin. kunt. — Betydn. 1) kunne, have Leilighed eller Adgang til. 2) formaae, være istand til. 3) kjende, have lært; f. Ex. Eg kann bære eit Vers. Ellers bruges Ordet sædvanlig med et Infinitiv og forbindes umiddelbart med dette (ikke med en Partikel som i det Islandske). — kunna til: være Aarsag til, have Skyld i. Eg kann ikje te dæ: jeg kan ikke gjøre ved det; eller ogsaa: det er ikke min Skyld. Eg kann ikje fyre dæ: jeg kan ikke afhjælpe det. Han kann ikkje mæ dæ: han er ikke bekjendt dermed, ikke øvet deri. — kann henda: maaskee, vel muligt. Hedder oftere „kann skje“ (kanskje). — Jf. Kann, kanna, kjenna.
kunnande, adj. kyndig, færdig, flink som har lært mange Arbeider. (Mest i Søndre Berg.). Kan ogsaa betyde: gjørligt; muligt at lære.
kunngjord, adj. kundgjort.
Kunnskap, m. Kundskab.
kunnug (kunnig), adj. 1) bekjendt, som man veed om. Dæ vart kunnigt. (Søndenfjelds). G. N. kunnugr. — 2) kyndig, bekjendt med noget. Han æ ikje kunnug i dæ. Gbr. og fl.
Kunstr, m. (og Kunst, f.), Kunst, det at man kan eller er øvet i noget. Formen Kunstr bruges i B. Stift, og Kunst, f. i det Søndenfjeldske og tildeels i Tr. Stift. Fleertal: Kunstir (Tell.), Kunstre (B. Stift).
kunstug, adj. 1) kunstig, om Arbeider. 2) nem, færdig, flink; ogsaa opfindsom. Hedder ellers ogsaa kunstig og kunstrig. (B. Stift).
Kupa, f. 1) en Skaal, eller et lidet rundt Kar (= Kula). Sogn, Hall. Hard. (Isl. kúpa). — 2) en udhulet Blok, Hakkeblok (= Brya). Tell. Jf. Kope.
kupen, adj. dyb og rundagtig.
Kuppul, m. Rundsteen; s. Koppel.
kur (aab. u), hvor; s. kor.
Kur, m. 1. Bærme, Bundfald; især af Mælk og Valle. Nhl. Hard. (Jf. Korg, Grugg).
Kur, m. 2. egentlig: Luden med Hovedet (see kura); oftere: Standsning, Stilhed, Slappelse; ogsaa Nedslagenhed, Anger, Fortrydelse. Han fekk ein Kur: han begyndte at hælde med Hovedet. Gjer deg ingjen Kur fyre dæ: læg det ikke paa Hjerte. — Da kjem’e Kur ette Kjæte: efter Lyst kommer Ulyst; eller: der kommer en Stilhed efter en stor Lystighed. Nhl. og fl. (Jf. Ir, Hir). — Kur bruges ogsaa i den fremmede Betydning: Kuur, Helbredelse.
kura, v. n. (e—te), 1) lude med Hovedet, bøie Hovedet ned mod Brystet. Meget brugeligt især i B. og Kr. Stift. (I svenske Dial. kura). — 2) hvile, ligge stille, sove; især i en lidt sammenbøiet Stilling. Dei lꜳg kurte ꜳ sov. (Jf. kvar, kurr, kurra). — 3) skrante, føle Mathed eller Slappelse, ikke være vel tilpas. Trt. Stift. Ogsaa være nedslagen, bedrøvet, tungsindig. — Forbindes ofte med seg; saaledes: kure seg ned: bøie sig ned, gjøre sig liden. (I Hard. skal det hedde: kusa sæg ne). kure seg ihop: lægge sig tæt til hinanden. „kure seg“ siges ogsaa om Fuglene, naar de bøie Hovedet ind imod Brystet for at sove.
kuren, adj. 1) nedbøiet, som luder med Hovedet. 2) nedslagen, taus, tungsindig. 3) skranten, ikke vel tilpas. Ørk. og fl.
kurende, adv. i Talemaaden „kurende still“: bomstille. B. Stift.
Kuring, f. det at man bøier Hovedet ned; ogsaa Hvile, Stilhed.
Kurl, m. s. Kurle og Kogla.
kurla, v. n. kurre. Ogsaa tale utydeligt eller formeget af Struben. Hard. og fl. Heraf Kurlemꜳl, n. Skurren, stærk Strubelyd i Talen.
Kurle, m. Krølle, Lok, Uldtot. (Jf. Krull). — Kurlespøne, pl. Høvelspaaner (= Kaure). B. Stift.
kurleis, hvorledes; s. korleis.
Kurr, m. Bekymring (= Kur). gjere seg Kurr fyre ein Ting. Nordre Berg. — Kurr’en er ellers et Lokkenavn til Faar. Sdm.
kurr, adj. stille rolig; stiltiende. Hall. Vald. og fl. (Jf. kvar og kjørr). G. N. kyrr.
kurra, v. a. (a—a), bringe til Ro. kurre seg: blive stille, slaae sig til Ro; ogsaa lægge sig til Hvile. Valders, Buskerud. (Jf. kura).
kurra, v. n. kurre, girre (som Duer).
Kursme(d), m. Dyrlæge. Ag. Stift.
Kursumar, s. Ku-simbr.
Kurv, m. 1. en Ring eller Løkke af sammensnoede Toug. Mastrekurv. (Sdm.). Jf. Korva.
Kurv, m. 2. Pølse. Mest brugl. i Hall. og Valders; ellers ogsaa i Hard. Sogn, Ndm. (Andre Steder Pylsa). Sv. korf.
kurvast, v. n. krumme sig, træffe sig sammen, indkrympes. Shl. Ogsaa: kurva sæg. (Beslægtet med kverva).
Kus (uu), m. en Pukkel. Ørk. Indr. (Jf. kysen og Kass). — kusa seg, ɔ: krumme Ryggen, bøie sig ned (jf. kura). Skal forekomme i Hard.
kusele(g), adv. fælt, skrækkeligt. Guldalen. (I svenske Dial. kuslig; jf. dansk kyse).
kusen, adj. hæslig, styg, fæl. Indr. — Disse Ord undgaaes gjerne paa Grund af deres Lighed med et vist almindeligt obscønt Ord.
Ku-simbr, f. Vaarblomst, Kodriver (Primula acaulis). Sdm. Paa Jæderen: Kursumar. Jf. Symra.
Ku-skjæl, f. Rundskjæl, et Slags store og tykke Muslinger (Venus islandica?). Nordre Berg.
Ku-slag, n. Race af Køer.
Kusma, f. en Sygdom, som yttrer sig ved stærk Hævelse i Ansigtet. Sogn, Søndre Berg. Tell. og fl. (Nordenfjelds: Kinntaske). I Sdm. siges „Kusme“ om en stor Mængde, ligesom „Mukka“. Jf. Kos.
Ku-spæne, m. Kopatte.
kusryggja, adj. pukkelrygget. Ørk. Indr.
Kussa, f. Kviekalv, ung Kvie. Nhl. Sfj. (Isl. kussa). Paa nogle Steder bruges Kuss som et Lokkenavn til Køerne. (I Tell. skal det hedde: Kiss).
Kussekalv, m. = Kvigekalv. Nhl.
Kut (uu), n. Løb, Sprang. Østerd.
kute, v. n. (e—te), løbe, rende skynde sig meget. Meget brugeligt i Østerdalen. (I Tr. Stift hedder det kyte). — I svenske Dial. kuta.
kutmaga, adj. om en Fisk, hvis Mave er vrænget under Trækningen (el. trukket ud i Munden). Sdm.
Kuungje, s. Kuvung.
Kuv (Ku), m. en rundagtig eller afstumpet Top; Forhøining, Pukkel. (Jf. Koll). Meget udbredt Ord (Gbr. Tell. Jæd. Sdm.). G. N. kúfr. — Ogsaa en Væder, som har korte Ører. Jf. Nuv.
Kuva, v. et Faar som har korte Ører. I B. Stift: Kua el. Kue. (Jf. kuvut). I Tell. hedder det: Tulle.
kuva (kuve, kue), v. a. og n. (a—a), 1) afrunde, afstumpe; sætte i en rundagtig Top. Hall. og fl. — 2) v. n. bøie sig ind, være afstumpet eller indkneben; f. Ex. om en Kurv, hvis Bredder ere indbøiede. Gbr. og fl. (Jf. kyva).
kuva, adj. afrundet; s. kuven.
Ku-vamb, f. Komave.
Ku-vꜳndel, m. Høvisk til en Ko. Ellers Kudott, Kutapp.
kuven, adj. ophøiet i Midten, konvex, og tillige rundagtig eller afstumpet. Meget udbredt Ord, men hedder paa nogle St.: kuva (kua), ꜳkua (Sdm.) og kuvet (kuette). G. N. kúfaðr; ogsaa kúfóttr og ákúfóttr (Kongespeilet S. 16. 138).
kuvenda, v. n. vende tilbage imod sin Villie, drives tilbage, f. Ex. i en Storm. Nhl. Sogn.
Ku-vor (oo), m. en Portion Foder til Ko. Sogn og fl. Ogs. Kyravor.
Kuvung (Kuungje), m. Søsnegl, Snekke, Hvirvelsnekke; eller i Almindelighed: Sneglehuus, Snekkeskal. B. Stift, dog sædvanlig i Formen Kuungje ( Søndre Berg.) og Kung eller Fjørekung (Sdm.). I Tr. Stift hedder det Buhund; nogle St. Kukkelur. (I Isl. findes Navnene kúfungr, kudungr, kungr, kukulur).
kuvut (kuvꜳt, kuette), adj. 1) rundagtig ophøiet; s. kuven. 2) kortøret, som har korte Ører; om Faar.
Ku-være, n. en Koes Værdie; noget som koster ligesaa meget som en Ko. Søndre Berg. og fl. — I Sdm. Kuvyre (aab. y).
kva (for kvat, hvat), pron. hvad, hvilket. Formen er meget forskjellig; saaledes: kva (Nordenfjelds og fl.), ka (Shl. Jæd. og fl.), kꜳ, og ko (Sogn. Gbr. Vald. Hall. Sæt. Lister), hꜳ (Mandal, Rbg. Buskerud), hꜳtt eller hott (Rbg. Tell.). Som et eenligt spørgende Ord bruges ogsaa „ha“ (Hall. Nhl. Helg.) og nogle Steder: hæ eller he. — Formen va (hva) er meget sjelden iblandt Almuen. G. N. hvat (huat). kva bruges ogsaa adjektivisk i Betydning: hvilken, hvad for en, eller hvordan. F. Ex. „kva Dag“: hvilken Dag. „kva Tid“: hvilken Tid, naar. „kva Folk æ dæ“: hvordanne Folk er det. „kva Manns Sꜳn æ han: hvilken Mands Søn, el. af hvilken Familie er han. „kva Slag“: hvilket, hvad for noget. (Hedder ogsaa: kva for Slag). „kva for ein“ (hꜳ for ein): hvad for en, hvilken. (Søndenfjelds ogsaa: hokken). „kva for noko“ (i Ag. Stift: hꜳ for noe): hvad for noget. — I Spørgsmaal sættes kva foran en dermed forbunden Præposition; saaledes: kva til, ɔ: til hvad, hvortil. kva mæ: hvormed. kva fyre: hvorfor. Jf. kven. — Saavel dette som mange af de følgende Ord skulde, efter det gamle Sprog, egentlig have „hv“; men denne Lyd gaaer i vort Folkesprog sædvanlig over til „kv“, og foran o til blot k; i Øvre Tellemarken lyder det ogsaa som „gv“, f. Ex. gvast, gvitt, gverve. I Pronomener og Partikler er Overgangen „hv“ til „kv“ dog ikke saa ganske almindelig, da de søndenfjeldske Dialekter her ofte have h (uden v); saaledes: hꜳr, hor, hosse (see kvar, kor, korso). Gram. § 89.
kva’a (kvae), v. n. spørge paany, sige „kva“. (Isl. hváa).
kvabba, v. n. dæmmes til, stoppes, mangle Afløb; f. Ex. om Røg. Helg. (Skulde egentlig hedde kvava).
kvada, adv. hveden, hvorfra. Sdm. Nfj. (Nu sjelden). G. N. hvaðan. (Jf. heda, deda).
kvakk, s. kvekka.
Kvakl (Kvalkk’el), n. Urede, Forvirring; Kvaklerie.
kvakla, v. n. fuske med noget, forsøge noget forgjæves og derved bringe Sagen i Uorden. Jf. kokla, kolka.
kvaklast, v. n. komme i Uorden.
Kvaks (Hveps), s. Kvefs.
Kval, m. Hval. (G. N. hvalr). — Et andet Kval, som synes at betyde en langagtig Høi (G. N. hváll), findes i mange Stedsnavne, men er ellers, saavidt vides, ubrugeligt.
Kvalgrind, f. en Flok eller Række af Hvaler, som forfølge en Fiskestim.
Kvalskjæl, f. Hvalrav (Sperma ceti).
Kvaltokn (oo), f. Hvalbarder, eller de saakaldte Fiskebeen. Nordenfjelds.
Kvam, m. en Afkrog, en Dal eller Vig, som er indsluttet saaledes, at den ikke kan sees i nogen Frastand. Forhen brugeligt i Nhl. men nu sjelden. (G. N. hvammr). Findes i mangfoldige Stedsnavne, som Kvame, Kvamen, Kvamsøy og fl.
Kvambelsmann, m. Talsmand, som ledsager en Frier og fremfører hans Ærinde. Sdm. (Ellers: Mꜳlsmann, Belamann). Formodentlig for Kvonbidels Mann, af G. N. kván (Kone) og biðill (Beiler). Jf. Isl. kvonbænamaðr.
Kvamleide (Kvambleide), n. en besværlig Ting eller Person; Noget som er til Uleilighed. Sdm.
kvamleien (for -leiden), adj. tvær, uvillig, modstridende. Nhl. I Sogn skal det hedde kvimleien. (Isl. hvimleiðr, besværlig formedelst Nysgjerrighed). Jf. kvima.
kvamt, adj. n. indsluttet, trangt, kvalmt, som mangler Luft eller Udsigt. Gbr. Østerd. Hedm. — Hedder i Namd. og Indr. kumt; ellers kovt, kove, kvævt. (Maaskee egentlig kvavt). S. kovt.
kvandags, s. kvardags.
kvann, hvo, hvilken; see kven.
Kvann, og Kvanne, f. Angelik, en Fjeldplante (Angelica Archangelica). Hedder paa nogle Steder ogsaa: Kvann-jol, m. (s. Jol). Isl. hvönn, og hvannanjóli.
Kvanne, f. pl. et Slags aflange haarde Been, som findes i Hjernen paa Fiskene. N. Berg. (Eental skulde hedde Kvonn). Isl. kvörn, formodentlig beslægtet med Kvern (Kvenn). Kaldes ogsaa Fisketenner.
Kvannerot, f. Angelikrod, bekjendt af dens krydderagtige Lugt og Smag.
Kvap, n. en blød Masse, f. Ex. Gelee, blødt Kjød og deslige. Shl. (Isl. kvap, blød Fedme).
kvapen, adj. 1) blød, fugtig, vædskefuld, Shl. — 2) om Saar: opsvulmet, aaben, gabende. Sdm.
kvapp, s. kveppa.
kvar, adv. hvor, hvorhenne, paa hvilket Sted. Vest- og nordenfjelds. Hedder ellers: kor (Sogn og fl.), hor (aab. o) og hꜳr (Rbg. Tell. Buskerud og fl.). Sv. og G. N. hvar. — kvarhelst (korhelst, kohelst), hvorhelst. kvar-ifrꜳ, hvorfra. — Jf. kvart og kvada.
kvar, pron. hver, enhver (dels adjektivisk, deels substantivisk). Bruges i forskjellig Form, nemlig: kvar (mest alm. vest- og nordenfjelds), kvær (Nhl. og fl.), kvor (aab. o) og gvor (Tell.), kor, aab. o (Gbr. Vald.), kor, med oo (Sogn, Hall. Vald.), hor (aab. o) og hꜳr (Rbg. Buskr. Hedm.). Sv. hvar; G. N. hverr (plur.), og hvárr (dualis). — Paa enkelte Steder har det en egen Form i Femininum (især i Dualis), saaledes i Sdm.: kvar, m. kor (oo), og kvart, n. I det Vossiske hedder det i Dualis: korn, (som egentlig er en Akkusativform). Dativ hedder tildeels: koro, korꜳ (Sdm.), kverjo (Sogn), f. Ex. Helt’i tꜳ kverjo (i Sdm. Helt’a ’ta korꜳ), ɔ: Halvdelen af hvert Slags. Ein i korꜳ Hand’enne, ɔ: een i hver Haand. (Sdm.). Genitivet „kvars“ forekommer i Talemaaden: „i kvars Manns Hus“. (Sdm.). — I Forbindelse med Ordenstallene sættes kvar altid sidst; altsaa: anned-kvar (hver anden); femte-kvar (hver femte); tiande-kvar (hver tiende) o. s. v. Blandt andre Talemaader mærkes: Kvar ein: hver eneste, alle tilhobe. (Forskjelligt fra einkvar). Ein ꜳ kvar: enhver. Kvar annen, s. nedenfor. Kvar sin: hver sin, een til hver.
kvar, adj. stille, rolig. Hær ær sꜳ kvart ꜳ stilt. Gbr. Hedm. Buskerud. (Jf. kurr, kjørr). Ogsaa adverbialsk, f. Ex. han sat kvar (ɔ: stille, i Ro). Hadeland, Inderøen. (Jf. Sv. qvar, efter, tilbage).
kvara, v. a. 1. i Talemaaden „kvare seg“, slaae sig til Ro, hvile; ogsaa lægge sig. Hedemarken, Østerd. — I Buskerud: „kurre seg“; jf. kura.
kvara, v. a. 2. bræmme, sætte Bræmmer eller Kanter paa Klæder. S. Kvare.
kvar-annan, hinanden. (Jf. einannan). Bruges oftere i Fleertal: kvarandre (kor-are, korandre, horandre). — Sættes ofte adskilt; f. Ex. Kvar ꜳt annen: til hinanden. Frꜳ kvart-anna, el. „kvart frꜳ anna“: fra hinanden. Um kvarandre, el. „kvar um andre“: om hverandre.
kvardags, hverdags. Hedder ogsaa: kværdags (Nhl.), kvandags (Tell. Gbr.) og hꜳndags, for hvarndags (Buskerud). Te kvardags: til Hverdags Brug. I Sdm. hedder det ogsaa: te kvardagslege (aab. e); i Ørk. kvendasle; jf. G. N. hverdagliga. — Hertil Kvardagsklæde, Kvardagsmat og fl.
Kvare, m. Bræmme, Kant, et bredt Baand som tilsyes paa Kanten af Klæder. B. Stift og fl. (Jf. Sv. qvard). Ellers Bora, Fald, List.
Kvarm, m. Karm, Ramme, Indfatning. Glaskvarm. Nordre Berg. Ørk. og fl. (Ellers Karm og Kar). Jf. Augnekvarm. Isl. hvarmr, Øienlaag.
kvar-sin (korsin), s. kvar.
kvart (kvort, kort, hꜳrt), n. af kvar: hvert. Ette kvart: efterhaanden, lidt efter lidt. Mæ kvart: undertiden. Helg.
kvart, adv. hvorhen, til hvilket Sted. Hedder ogsaa: Kvort, kort, hort (Sv. hvart; G. N. hvert. Jf. kvar og kvada. Kvart æ dæ du vil: hvorhen til du. Eg veit ikje kvart han gjekk.
Kvart, m. 1) Qvart i en Fiolin. 2) det samme som Kvartel. (Fremmedt).
Kvartel, n. Qvarteer, Fjerdedeel. (Isl. kvartil, af et latinsk Ord). I Særdeleshed: 1) Fjerding, Fjerdedeel af en Tonde. Mest alm. — 2) Fjerdedeel af en Alen. Kr. Stift, Shl. Ellers Kvart, n. og m. — Derimod bliver en fjerdedeels Time kaldet Korter (ee). — 3) Fjerdedelen af Maanens Omløbstid; Maane-Uge.
kvartelskifte, n. den Tid da Maanen er i første eller sidste Qvarteer.
kvart-ette, adv. efterhaanden, lidt efter lidt. Ørk. Ellers: ettekvart.
kvarv, n. 1) Kreds, Ring, hvoraf noget indesluttes. Østerd. og fl. „seta Kvarv um“: omringe, stille sig i en Kreds omkring. (= gjera Manngar). — 2) en Omgang i en Bygning, et enkelt Lag af Stokke i en Fiirkant, eller en Stok til hver Væg af Huset. Tell. Ellers: Kvorv, Korva, Umkvarv, Umfar. Desuden synes Kvarv ogsaa at have flere Betydninger; saaledes i Inderøen det samme som Flekk, el. Høyflekk. (Egentl. Hvarv; s. kverva).
kvass, adj. 1) hvas, skarp. G. N. hvass. Heraf kvessa. 2) spids, tynd, smal som en Æg eller Od. 3) figurl. skarp, haard, heftig. Neutrum kvast bruges ofte substantivisk om skjærende Redskaber; f. Ex. bruka kvast (bruge Kniv eller deslige); bera kvast paa seg.
Kvassa, f. et Slags Flyndrer med skarpt og haardt Skind. Nordre Berg.
kvassbuka, adj. om Fiske, som have smal og skarp Bug.
Kvassleikje, m. Hvashed, Skarphed.
kvassmælt, adj. skarp eller haard i Stemmen.
kvassryggja, adj. skarprygget.
kvasstent, adj. som har hvasse Tænder.
kvasstinda, adj. som har skarpe Pigger eller Tinder; f. Ex. om en Kam; ogsaa om Fjelde.
kvass-øygd, adj. hvasøiet, som har skarpe Øine. Saaledes siges ogsaa „eit kvast Augnelag“, om et skarpt Blik, et Øiekast som betegner et heftigt Sind.
Kvast, m. 1) en Kvast (s. Kvost); 2) en Klase eller Skjerm paa Planter. Buskerud.
Kvastein, s. under Kvat.
Kvat, n. Slibning (af kvetja, kvatte), bruges kun i Sammensætning. Hertil: Kvatbein, el. Kvatbjønn, m. Slibestikke (hvormed man holder Kniven til Stenen under Slibningen). Kvatgor (aab. o), n. det Grums eller Mudder som efterhaanden samler sig i Slibevanget. Sdm. (Andre St. Slipesand). Kvatstein, m. Hvæssesteen. Kr. Stift (sædvanlig udtalt: Kvasstein). Ellers Bryne og Hein. Kvatvatn, n. Slibevand. (Sjelden).
kvat, adj. fyrig, frisk, rask. Meget brugeligt i Hall. og Valders, ogsaa i Sdm. og flere Steder. G. N. hvatr. — kvat, om Dyr af Hankjønnet, har undertiden Begrebet af Geilhed eller stor Avlekraft. En lignende Betydning synes ogsaa forbunden med det Isl. hvatr.
Kvatleikje, m. Fyrighed, Friskhed.
kvatna, v. n. blive mere fyrig.
kvatt’, adj. slibt, hvæsset. Particip af kvetja.
Kvav, n. og Kvavtak, n. Overtag, Fjeleklædning ovenpaa et Tag. Valders. Ogsaa i Tell. hvor det hedder Kvꜳv (el. Gvꜳv). Ellers Vartak. — Efter den tellemarkiske Form kunde det forklares som Kvalv el. Kvolv (ɔ: Hvælv); men efter den valderske synes det at have en anden Oprindelse. Jf. kvæva.
kvav, adj. formodentlig med Betydningen: mørk, skummel, er anført i en Vise fra Guldbrandsdalen, men bruges nu ikke. Det har imidlertid god Grund i Sproget som beslægtet med kvæva, kvavna, kovt og kvamt. (Jf. Sv. qvaf, lummer, kvælende).
kvavne, v. n. (a—a), kvæles, tabe Aanden. Ag. Stift, Ellers kvꜳvne (Ørk.), kvøvne (Valders), kovna (B. Stift). G. N. kvafna. Jf. kvæva, kjøva.
Kvavtak, s. Kvav, n.
Kvꜳe, Harpix; s. Kvoda.
Kvꜳv, s. Kvav. kvꜳvne, s. kvavne.
Kve, en Fold; s. Kvi, f.
kvedast (ubrugl.), s. kost. Jf. Jakvæde, Vedkvæde.
kved-ꜳl (aab. e), m. Svinebug, Bugflæsk afskaaret i en lang Strimmel. Sdm. Staaer uden Tvivl i Forbindelse med det gamle kviðr (Bug), ligesom Ordet Kvigjor (for Kvidgjord).
kvede (aab. e), v. a. (a—a), synge, kvæde. Er mest brugeligt i Rbg. og Tell. hvor det hedder kvea, og har i Indikativ: kve; kva; kvee; ligesom G. N. kveða (kveð, kvað, kveðit). Han kva tvæ Viso: han sang to Viser. (Sæt.). I Smd. siges „kvede“ mest om en langvarig Syngen; og i denne Betydning hedder det ogsaa undertiden: kvedelinke (maaskee for kvedlinga).
Kveding, f. Syngen; idelig Sang.
Kvefs, m. Hveps (Insekt). Uegentlig om en hidsig, opfarende Person. Ordet hedder ellers: Kveps (Søndre Berg.), Veps (Sogn), Kveks (tildeels i Ag. Stift), Kvaks (Ørk. Namd.).
Kvefsebøle, n. Hvepserede; Hvepsekube. B. Stift. Ellers Kvefsbol, Kveksebol (Gbr. og fl.), Kvaksbol (Tr. Stift).
Kvefsestyng, m. Hvepsestik.
Kveik, f. 1. Bærme af Øl; ogsaa Gjær, Gjæringsstof (af Ølbærme). Nordre Berg. Rbg. og fl. (Isl. kvikur). I danske Dialekter Kvæger.
Kveik, f. 2. Yngel, Afkom, især af Faar eller Smaafæ. Hall. — Begrebet er formodentlig det samme som i det foregaaende, nemlig noget Opfriskende eller Fornyende. Jf. kveikja og kvik.
kveik, adj. forfrisket, styrket. Skal bruges i Hall. (Mon ikke kveikt?).
kveikja, v. a. (e—te), 1) oplive, forfriske, styrke efter en foregaaende Svækkelse. Tell. (i Formen kveikje). Egentlig: vække til Liv, sætte i Bevægelse. Jf. kvik. — 2) tænde, antænde, gjøre Ild. Alm. i B. og Kr. Stift, ogsaa nordenfjelds. G. N. kveikja. — 3) figurlig: vække, yppe, bringe paa Bane. — kveikja i (el. kveikje ’ti): antænde, faae Ild i. kveikja upp: tænde Ild, gjøre Ild paa Arnen. Heraf uppkveikt.
kveikjast, v. n. 1) tændes, fænge Ild, begynde at brænde. 2) opkomme, bryde ud, begynde. Dæ kveiktest ei Sott: der opkom en smitsom Syge.
Kveikje, n. Tændeved; Spaaner og tørre Splinter, som bruges til at tænde Ild med. Meget brugeligt i Berg. og Kr. Stift; ogsaa i Helg. Ellers Eldkvende, Tendved, Snarte.
Kveikjeflis, f. Spaan at tænde med.
Kveikjing, f. Antændelse; Opfriskelse.
Kveiksl (Kveiks’el), f. = Kveikje.
kveikt, optændt; ogs. opfrisket.
kveim, hvo, hvem; s. kven.
Kvein, f. 1) tyndt Græs, fine Græstraa (især Agrostis og Poa). Buskerud. (Sv. hven, Agrostis). — 2) tynde Haar. Sdm. Kun i Fleertal. Kveine. Hꜳrkveine.
kvein, hvinede; s. kvina.
Kveis, f. 1. Traadorm, Kryb som findes i Fiskenes Indvolde. Ogsaa et Slags Svulst i Hænderne, som undertiden paakommer under Fiskeriet, og som troes foraarsaget af saadanne Dyr. Nordre Berg. (Det Isl. kveisa forklares ved Bylder paa Fiskene).
Kveis, f. 2. 1) Ilbefindende, efter en Ruus; Døsighed, Slappelse. Vestenfjelds, især ved Bergen og Stavanger. — 2) et Slags Galskab forbundet med Slagtilfælde, som undertiden indtræffer efter umaadelig Øldrikken (det saakaldte delirium tremens). Ag. Stift. (Jf. Isl. kveisa, Mavepine).
Kveisa (Kveise), f. 1) en Blegne med Svulst (= Kjøyna). Ag. og Tr. Stift. (Sv. qvesa). Jf. Kvisa. — 2) Kopper, Børnekopper. Sogn, Tell. Hall. Gbr. — Ellers kaldet Bola (Søndre Berg.), Smꜳpoka (Tr. Stift).
kveisast, v. n. afsætte Materie, slaae ud i Blegner (om en Hævelse eller Sygdom i et Lem). Tr. Stift.
kveisegraven, adj. kop-arret. Sogn og flere St.
Kveisesetel, m. Vaccinations-Attest. I Tell. ogsaa Kveisepass, n. Ellers: Bolesetel, Pokesetel.
kveisut (kveisette), adj. beheftet med Blegner eller Udslæt.
Kveis-ær, n. Ar efter Børnekopperne. kveisærut, adj. koparret. Ellers: bolegraven, smꜳpokærette.
Kveita, f. Helleflynder (Hippoglossus). Overalt vest- og nordenfjelds. Derimod „Hellefisk“ i de søndenfjeldske Kystegne.
Kveite, m. og f. Hvede (Korn). Søndenfjelds hedder det ogsaa Veite (Hveite). G. N. hveiti. Hertil Kveitebrau(d), n. Hvedebrød. Kveitemjøl, n. Hvedemeel.
Kveitebadn (el. ban, for barn), n. en liden Helleflynder. B. Stift.
Kveitefiskje, n. Helleflynder-Fangst.
Kveite-uggar, m. pl. Helleflynderens Finner; ogsaa kaldet „Rav“.
Kvek, s. Kvik.
Kvekk, m. en pludselig Skræk; Gysen, Opfaren (s. følg.). Tell. Hard. og fl. Ellers Kvepp, Kipp, Skvett.
kvekka, v. n. (kvekk’; kvakk; kvokkje), faae en pludselig Skræk, blive opskræmt, fare op, som naar man hører et Knald eller føler en pludselig Berørelse. Søndre Berg. Tell. Buskerud, Hedemarken. — Hedder ellers: kveppa (N. Berg.), kippe seg (Sdm. og fl.), skvette (Tr. Stift), støkkja (Kr. Stift). Jf. Ang. cvacian, skjælve.
Kvekking, f. det at man bliver skræmt eller farer op af Skræk.
kvekkja, v. a. (e—te), skræmme, skrække pludselig. (= kippa).
kvekkjen, adj. ræd, let at skræmme.
Kveks, s. Kvefs.
kvekt, partic. skræmt, forskrækket.
Kveld, m. (nogle St. n.), Aften, Aftenstund. Meget brugeligt over hele Landet. (Jf. Æfta, som betegner den hele Eftermiddag). G. N. kveld, n. Sv. qväll. — I Kveld: i Aften; nogle Steder ogsaa: igaaraftes. Buskerud. (Ellers: i gꜳrkveld, i aftas). Annan Kveld: i morgen Aften. Fyrre Kvelden, eller „i fyrrkvelds“: iforgaarsaftes. Te Kvelds: til Aftenen. (Hedder ogsaa „te Kveldanne“. Nhl. og fl.) Ꜳ Kveld: ud paa Aftenen. Mest i den Talemaade „Mꜳnen sit ꜳ Kveld“ (ɔ: kommer seent op). Sdm. Sæt. Um Kvelden: om Aftenen. Ein Kveld’en: en af de sidste Aftener. Kveld ꜳ komande Morgon, ɔ: seent og tidlig. halda Kveld: spise til Aftens. go’ Kveld: god Aften! (Hedder ogsaa „gu-kveld“, „godt Kveld“, og i Rbg. „godt Kvelds“).
kvelda, v. n. (a—a), holde Kveld, slutte Arbeidet om Aftenen.
kveldast, v. n. blive Aften, lide mod Natten. Hedder ogsaa paa nogle Steder: Kvelda. (Sv. qvällas).
Kveldfugl, m. Aftenfugl; i Spøg om En, som er mest i Virksomhed om Aftenen.
Kvelding, f. Mørkning; Aftenens Begyndelse.
Kveldknarr, m. Natravn (Caprimulgus). Ag. Stift.
Kveldsarbeid, n. Aftenarbeider.
Kveldsbøn, f. Aftenbøn. Saaledes ogsaa Kveldssukk, m. Kveldssalm, m. Kveldsvers, n.
Kveldsdus (uu), n. Aftenstille, det at et Uveir stilles om Aftenen.
Kveldseta (aab. e), i den Tid hvori man arbeider ved Lys om Vinteraftenen; Tiden fra Mørkningen til den Stund da man gaaer tilsengs. Et næsten alm. Ord; hedder ogsaa Kveldasete (N. Berg.), Kveldsutu (Ørk.), Kveldsoto (Namd.). Undertiden ogsaa om den Tid da man gaaer tilsengs; saaledes i Sdm.: D’æ stor’e Kveldasete, ɔ: det lider langt paa Nat, det er høi Tid at lægge sig. Jf. Otta.
Kveldside, f. Eftermiddagen. Pꜳ Kveldsia: ud pꜳ Eftermiddagen. Ag. Stift.
kveldslit (aab. i), m. Aftenskjær; Himmelens Udseende om Aftenen.
Kveldsmat, m. Aftensmad.
Kveldsmꜳl, n. 1) Aftensmaaltid; 2) Kvægets Aftenfoder; 3) den Mælk som malkes om Aftenen.
Kveldsmund, n. en vis bestemt Tid om Aftenen, f. Ex. til Fiskerie; oftest om den Tid da man spiser til Aftens. Nordenfjelds.
Kveldsrode (aab. o), m. Aftenrøde, rødt Skjær i Skyerne ved Solens Nedgang.
kveldsvæv, adj. tilbøielig til at sove om Aftenen. B. Stift, Tell. — Hedder ogsaa kveldsvævd. Kveldsvæve, f. et Navn paa enkelte Blomster, som lukke sig om Aftenen; især Løvetand (Leontodon). Sogn og fl. I Ørkedalen betegner det Gjøgsyren (Oxalis Acetosella), hvis Blade sammenfolde sig om Natten.
Kveldsykt, f. Aftenstund; Arbeidsstunden fra Mellemmadstid (Non) til Aftensmaaltidet. S. Ykt.
Kveldvor (oo), m. Aftensmaaltid, Aftensmad. Gbr. Toten, Hedemarken. I Namd. hedder det kveldvær (Kvellvæl); ellers: Nattvor, Nottvær. (Sv. qvällsvard). Jf. Vor og Vær, m.
Kvelje, f. Sliim; en sliimagtig Hinde. Sdm. (Jf. Isl. hvelja, Hvalskind).
kveljeleggje, v. n. overtrækkes med en sliimagtig Hinde.
kvell’, adj. som har en fiin og høi Stemme (Barnestemme). Sogn (udtalt: kvedl’e). I Sdm. skvellen; jf. gnell. (G. N. hvellr, klingende).
Kvelp, m. Hvalp. G. N. hvelpr.
kvelpa, v. n. hvalpe, faae Unger.
Kvelv, n. Hvælv; noget som er hvælvet, især en hvælvet Baad paa Vandet. I Helg. hedder det Kvolv, og i Sdm. Kolv. Hertil Talemaaden: kome pꜳ Kolv’e: komme op paa Kjølen (om Folk som have kuldseilet). sitje pꜳ Kolva: sidde paa den hvælvede Baad.
kvelva, v. n. (e—de), vælte om, komme i en hvælvet Stilling; ogsaa ligge hvælvet, vende nedad; f. Ex. om Kar. Foruden denne Form findes ogsaa: kvæve (Tell.), kvolve (Tr. Stift), kvol’ (Helg.), kolve (Sdm. og fl.), og holva (Hard. Nhl. Yttre Sogn). G. N. hvelfa, hvolfa. (Ordet skulde egentlig have stærk Flexion). Formen holva er, saavidt vides, det eneste Exempel paa Overgangen hv til h udenfor Partiklernes og Pronomernes Klasse.
kvelva, v. a. (e—de), hvælve, vende ned, bringe i en hvælvet Stilling; ogsaa styrte noget ud af et Kar ved at vende Aabningen ned. I nogle Dial. kvolve, kolve og holva, ligesom det forrige. G. N. hvelfa. — kvelva ut-or: hælde ud af (et Kar). hvelva i seg: sluge, slurke af et Kar. kvelva ihop: hvælve imod hinanden. kolve attyve: dække ved et hvælvet Kar.
kvelvd, partic. hvælvet, nedvendt. Hedder ogsaa: kvævd, kvolvd, kvold (Trondhj. Stift), kold’ (Sdm.), hold (Nhl.).
Kvelving, m. en Hvælving. Hedder ogsaa: Kvolving og Kolving. — Kvelvings-bru, f. en Bro, bygget som en Hvælving.
kvem, hvo, hvilken; s. kven.
kven (el. kvenn), pron. hvo, hvem; hvilken. Dette Ords Form i Dialekterne er meget forskjellig; saaledes: a) kvær (Yttre Sogn), kvæ (Sætersd.); — b) kvann (Sdm. og fl.), kvenn (Tell. Sogn, Namd. og fl.), ken (Stavanger, Shl.); c) kveim (Sdm. og fl.), keim (Gbr.), kvem og kem (forskjellige Steder). Naar v bortfalder, udtales k haardt, uden j. — G. N. hverr (nomin.), hvern (acc.), hveim (dat.). I det Søndenfjeldske mangler tildeels dette Ord og erstattes ved hokken (hekken, vikken). Ellers er „kven“ maaskee den mest udbredte Form og vel ogsaa den rigtigste, næst efter kvær (kverr). Genitiv betegnes ved: „kven sin“ (kveim sin), ɔ: hvis; f. Ex. kven si Bok æ dæ (hvis Bog er det). — I Forbindelse med en Præposition sættes kven altid først; saaledes: kven ꜳt, ɔ: til hvem. kven frꜳ: fra hvem. kven mæ: med hvem. kven til: til hvem. kven um: om hvem. Jf. kva.
Kvende, n. 1. Kvindekjøn, Kvindfolk (kollektivt). Sæt. Tell. (G. N. kvendi). Dæ va sꜳ lite Kvende mæ Kyrkja. Ogsaa: en Kvinde, et Kvindfolk; — men er i denne Betydning sædvanlig Femininum (ei Kvende). Jf. Kvinnmann, Kvinna, Kjelle.
Kvende, n. 2. Tændeved, Spaaner at tænde Ild med (= Kveikje). Gbr. Oftere Eldkvende. Jf. Kyndel. (Isl. kynda, tænde; i svenske Dial. qvända).
kvenkra, klynke; s. kvinkra.
Kvenmann, s. Kvinnmann.
Kvenn (for Kvern), f. (Fl. Kvennar) Kværn, Mølle; Vandmølle. I Søndre Berg. „Kvedn“. (G. N. kvern). I Sammensætning oftest Kvenna (for Kvernar). Det foranførte Kvanne er formodentlig beslægtet hermed.
Kvennaberg, n. Klippe hvoraf Møllestene udhugges.
Kvennabyr (aab. y), m. Kværnevand, tilstrækkeligt Vand til Mølledrift. Nordre Berg.
Kvennadam, m. Mølledam.
Kvennakall, m. Møllehjul med en tyk, lodret staaende Axel.
Kvennalægje, n. Mølleplads, Sted hvor en Kværn kan anlægges. Sdm.
Kvenna-sko, m. den nederste Deel af Mølletragten. Jf. Teina.
Kvennavatn, n. Møllevand, en Vandmasse som er saa stor at den kan drive en Kværn. Bekkjen va so stor at dæ va eit heilt vennavatn i han.
Kvennhus, n. Møllehuus.
Kvenntro, f. Mølle-Rende. Gbr. — I B. Stift: Kvennaslok (aab. o), n.
Kvepp, m. pludselig Skræk (= Kvekk).
kveppa, v. n. (kvepp’; kvapp; kvoppe), gribes pludselig af Skræk, fare op, blive opskræmt (s. kvekka). B. Stift. I Nordre Berg. hedder Imperf. kvopp.
kveppen, adj. let at skrække, som let bliver opskræmt.
Kveps, s. Kvefs.
kvepsa, v. n. bjæffe. Hard.
Kverk (Kværk), m. 1. Strube, Hals. (G. N. kverk, f.). Næsten alene om Fiskenes Strube, især om den Deel deraf, som udskjæres, naar Fisken skal saltes. Saaledes ved Bergen: „Ei Tunna mæ Kværka“: en Tønde med Fiskestruber.
Kverk, m. 2. Fodblad (= Jark). Helg.
kverka (kværke), v. a. (a—a), 1) kvæle (s. kverkja); ogsaa dræbe, gjøre af med. 2) udskjære Struben paa en Fisk.
kverkja, v. a. (e—te), kvæle, knibe over Struben. Kr. Stift. Ellers kyrkja og strypa. I B. Stift ogs. kverka. (I danske Dial. kverke).
kverkna, v. n. kvæles, tabe Aanden. Jæd. og fl. (Jf. kyrkna).
Kversyll (aab. e), m. en vis Hestesygdom, der skal være det samme som Kværke eller Krop i Danmark. Maaskee for Kverksvoll (ligesom Brøstsyll for Brøstsvoll). Jf. G. N. kverkasullr, Halsbyld.
Kverv, n. en Omgang, en enkelt Rad af Masker i et Garn. Helg. (Ellers Umfar). Jf. Kvarv og Korva.
Kverv, m. Hvirvel, Ring, Kreds. Søndenfjelds. S. Kvervel.
kverv’, adj. 1) som gaaer i en Kreds eller Bue; især om Baade, som gjerne dreie til Siden og vanskelig kunne holdes i en lige Linie. B. Stift. (Isl. hverfr). — 2) udrøi, som snart forsvinder. Oftere kverven. — 3) rask, hurtig i sine Bevægelser. Hall. I Ørk. kverven.
Kverva, f. den Side hvortil en Baad sædvanlig dreier sig, og hvor man derfor maa roe stærkere.
kverva, v. n. (kverv’; kvarv; kvorve), 1) hvirvle, svinge rundt, svæve om i en Kreds. Buskerud (sjelden). Heraf Kverv, Kvervel, Kvarv, Korva, Kvorve og Kverve; hvilke ogsaa synes at staae i Forbindelse med det følgende kverva, v. a. — 2) indsvinde, trække sig sammen, blive smalere eller mindre. B. Stift, hvor Imperf. oftest hedder hvorv; f. Ex. Da kvorv ihop: det blev mindre og mindre. Jf. tverra, skrekka, snerka. — 3) forsvind, skride bort, komme af Syne. (G. N. hverfa). Især om en langsom Forsvinden, som f. Ex. naar et Skib seiler bort. I denne Betydning er Ordet næsten almindeligt. Dæ hvarv burt, el. i B. Stift: „da kvorv vek“, ɔ: man saae det ikke igjen. Sol’i kvarv av Fjølle: Solen skjultes af en Sky tæt ved Fjeldet. Jf. Solkverv.
kverva, v. a. (e—de), 1) omringe, indslutte, slaae en Kreds omkring. Østerd. og fl. Dæm ha hvervt en Bjønn i Hie. — 2) bortføre, røve, bringe til et skjult Sted. Tell. især i Sagnene om Trolde og Jætter. Han kvervde Kungsdotteri (tog Kongedatteren ind i Bjerget). — 3) formindske, indknibe. (Sjelden). En egen Betydning har det i Talemaaden: „kverve Syn’a“, ɔ: forvilde eller skuffe Ens Syn ved et Gjøglespil, gjøre at En synes at see noget, som i Virkeligheden ikke er forhaanden; eller egentlig: betage En Evnen til at see det rette. Meget udbredt. B. Stift, Helg. og fl. (Ellers villa og venda Syne). — Hertil det gamle sjónhverfing.
Kvervar, m. egentl. Hvirvler. „kute Kvervar“, ɔ: løbe efter hinanden rundt omkring et Huus (en Leg). Østerd.
kvervd, partic. 1) omringet; 2) bortført, indtagen i Bjerg.
Kverve, n. en Egn som omgives af Bjerge eller Høider; en Strækning, som man paa een Gang kan overskue; ogsaa et Bygdelag, en liden Række af Gaarde. (Isl. hverfi). Kun brugeligt i Sætersdalen, men fortjente at være almindeligt.
Kvervel, m. Hvirvel. (G. N. hvirfill). I Særdeleshed: 1) en Vandhvirvel, Malstrøm (= Ringstraum). — 2) Haarhvirvel; et Punkt hvorfra Haarene udbrede sig eller lægge sig til Siderne, f. Ex. paa Hoved-Issen, og ved Boverne paa Dyrene. Tr. Stift og videre. Hedder ogs. Kverv (søndenfjelds), Kvirv (Hard.), Kverel (Sdm.); ellers Ringvokstr og tildeels Kruna. (Jf. G. N. millum hvirfils ok ilja).
Kvervelvind, m. Hvirvelvind. Tr. Stift. Jf. Knut, Tunnaknut.
kverven, adj. 1) udrøi, som snart svinder bort. Dæ va so ryrt ꜳ kverve. Sdm. og fl. — 2) rask, hurtig. Ørk. s. kverv.
Kverving, f. 1) Omringelse, s. kverva, v. a. 2) Forsvinden, Bortfjerning.
kvesa, s. kvisa.
kvessa, v. a. (e—te), 1) hvæsse, skjærpe. Af kvass. 2) tilspidse, gjøre smal eller spids i Enden. 3) v. n. blive smalere mod Enden, aftage, løbe ud i en Spids. Jf. spita, skata. Dæ kvesse ned, ɔ: det er smalt i den nederste Ende. I Sogn ogsaa om en svag eller aftagende Lyd; see kvære.
kvessen, adj. 1) skarp, tiltagende i Skarphed. 2) smal imod Enden. Sjelden.
Kvessing, f. Kvæssen, Tilspidsen.
kvetja, v. a. (kvet’; kvatte; kvatt), slibe, hvæsse, skjærpe. Inf. hedder ogsaa kvetje, kveta (aab. e), kvekkje. G. N. hvetja. Mest alm. om at hvæsse med Bryne eller Haandsteen; i Sdm. derimod om at slibe paa en Slibesteen. Hertil Kvat, Kvote, Kvatstein. (Efter adj. kvat skulde kvetja betyde: opfriske).
Kvetjing, f. Slibning, Hvæsning.
kvi, adv. hvi, hvorfor. G. N. hví. Egentlig et gammelt Dativ af kva (hvat) ligesom „di“ (derfor) af da (þat). — kvi so: hvorfor det? — kvi fyre: hvorfor, af hvilken Aarsag?
Kvi, f. en Fold, en indhægnet Plads hvorpaa man samler Kvæget, eller hvor man lader det ligge om Sommernætterne. Meget udbredt og næsten alm. Ord. Hedder ogsaa Kvie (Sdm.) og Kve (Gbr. Valders). G. N. kví. (Ellers Kru, Trø, Grind, Støl). — „Kve“ i Gbr. betegner ogs. det indhægnede Rum omkring Sæterhusene; ellers kaldet Støl og Selsbø. — „Eit Kvia-hus“ siges i Sdm. om et uforholdsmæssig stort Huus eller Værelse.
kvia, v. a. (a—a), 1) drive Kvæget paa Fold. (Sjelden). kvia seg: samle sig i en Fold. — 2) gjøde, opgjøde en Eng. Jæd. (oftest med Imperf. kvidde). Hertil Kvisla, Kvievatn, uppkvidd.
Kvid (ubrugl.), s. Kvigjor.
kvidd (ii), gjødet, dyrket. Jæd. (af kvia). Mest i n. kvitt, uppkvitt.
kvide (kvia, kvie), v. n. (e—de), grue, ængstes, ømme sig for noget, føle Ulyst eller Modbydelighed, f. Ex. for et Arbeide, hvoraf man venter sig megen Møie og Ubehagelighed. Alm. Ord. (G. N. kvíða, frygte). Eg kvie fyre dæ: jeg føler Ulyst dertil, det er mig ubehageligt. Hedder ogsaa: „eg kvie meg mæ da“ (Nhl.), „e kvide mot di“ (Sdm.). D’æ slikt Veir, at ein kann kvide mot te gꜳ ut.
Kvide (Kvia), f. Ulyst, Modbydelighed; det at man gruer for noget.
kvidefull, adj. ængstlig, modløs.
kvidelaust, adv. uden Ængstelse, modigt, med roligt Sind.
kviden (kvien), adj. ængstlig, forsagt, som mangler Lyst eller Mod.
kvidesam, adj. 1) ænstlig, modløs. 2) modbydelig, som vækker Ulyst eller gjør modløs. Mest i n. (kviesamt). Gbr. og flere.
Kviding, f. det at man gruer for noget. — Derimod Kviding, m. et frygtsomt Menneske, En som gruer for smaa Vanskeligheder.
kvie, s. kvide. — Kvie, f. s. Kvi.
Kvievatn, n. gjødende Vædsker som udbrede sig over Engen. Hedder ogsaa Kvislevatn. Jæd. og Dalerne. (Af kvia).
kvi-fyre, hvorfor. B. Stift. Lidet brugeligt, da det oftere hedder „kva fyre“, og undertiden „korfyre“, som er mindre rigtigt. Jf. difyre.
Kviga, f. Kvie, ung Ko. (Sv. qviga).
Kvi-gar’ (el. Kviegar), m. Fold, indgjærdet Malkeplads. Tell. (s. Kvi).
Kvigekalv, m. Kviekalv, en Kalv af Hunkjønnet. (Hedder sædv. Kvigkalv).
Kvigekyr, f. en Ko som gaaer drægtig med sin første Kalv; ogsaa en Ko som kun har havt een Kalv. B. Stift.
Kvigjende (Kviend), n. Ungfæ; Kalve, Kvier og Oxer, — i Modsætning til Malkekøerne. Guldbr. (= Lausfenad, Gjeldfe, Gjeldnøyte). Jf. Isl. kvígindi, Kalv.
Kvigjor, f. Buggjord i en Hestesæle. Sfj. Egentlig: Kvid-gjord, af det gamle kviðr, ɔ: Mave, Underliv. Dette Ord gjenfindes nu kun i Kvigjor og det foranførte Kvedꜳl.
Kvik (aab. i), m. 1) Kjødet under Hoverne eller Klovene paa Dyr. Kr. Stift; ogsaa i Gbr. og Ørk. (i Formen: Kvæk). Isl. kvika. 2) den indre Deel af et Horn; Hornroden eller den bløde Beenspids, som udfylder det indvendige Rum i et Horn, f. Ex. paa Køer. Indr. (Sv. qvicke). Ellers kaldet Stikjel, Stukel og Slo. Kvik er saaledes det levende eller følsomme i Modsætning til det følesløse. — I Sdm. forekommer Talemaaden: „kvikjende sꜳrt“, ɔ: meget ømt, om et sygt Lem som ikke taaler mindste Berørelse.
kvik (aab. i), adj. 1) levende, som har Liv. Sjelden og kun om ufødte Fostere, naar de begynde at røre sig og yttre Tegn til Liv. Hall. Østerd. og fl. (I Jensens Glossarium fra Søndfjord anføres „kvikt og ukvikt“ om Eiendom, altsaa Kreature og andet Gods). G. N. kvikr, levende. — kvik betyder ellers: 2) fyrig, liv, frisk. Alm. dog ikke meget brugeligt. (I Tr. Stift: kvæk). Sv. qvick. Jf. kveik, kveikja. 3) rask, smidig, som bevæger sig let og hurtigt. Sjelden.
kvika (aab. i), v. a. (a—a), kvæge, forfriske. Lidet brugl. Jf. kveikja.
Kvika (aab. i), f. Kvikhvede, et Ukrud i Agrene (Triticum repens). Kr. Stift. Hedder ogsaa: Kviku (Tell.), Kvikve og Kuku (Ørk.). Dansk: Kvækgræs; Sv. qvickrot.
Kviketjeld, m. Strandsneppe (Totanus Calidris). Sdm. Ellers Grꜳtjeld. Navnet har den formodentlig deraf, at den er jævnlig i Bevægelse og staaer sjelden stille.
Kvikjende, n. Dyr, levende Skabning. Sætersdalen. (G. N. kvikindi). Jf. Livende.
kvik-kalva, adj. om en drægtig Ko, naar Fosteret begynder at vise Tegn til Liv. Sdm. I Ørk. siges „kvæk-kjelvd“, om Koen, og „kvæk“ (for kvik) om Kalven.
Kvikleikje, m. Livlighed, Raskhed.
kvikna, v. n. (a—a), oplives, forfriskes; ogsaa komme i Bevægelse, blive mere rask og livlig. Alm. (G. N. kvikna).
Kviksenda, f. løs og blød Sand, som man ikke kan gaae paa uden at synke i; et Sandlag ovenpaa et Lag Dynd. Hard. Voss og fl. (Isl. kviksandr).
kvikskodd, adj. om en Hest: slet skoet, naar nemlig Skosømmene naae ind i Kjødet (Kviken). Kr. Stift.
Kviksylv, n. Kvægsølv.
kvikt, adv. livligt, med Fyrighed.
kvila, v. n. og a. (e—te), hvile, udhvile sig. (G. N. hvíla). Oftest v. a. saaledes: kvile seg, hvile. kvile seg uppatte: udhvile efter en Anstrengelse. kvile Hendenne: lade Hænderne hvile. Set deg ned ꜳ kvil Føt’enne dine: sæt dig og lad Fødderne hvile ud.
Kvila (Kvile), f. 1) Hvile. Sjelden; f. Kvild. 2) Seng, Leie. Rbg. Tell. (G. N. hvíla). I Kvilunne: i Sengen. — Hertil Kvileklæe, n. Sengklæder. Kviletile, n. Sengbund. Sætersd.
kvilast, v. n. (-test), blive udhvilet, styrkes, forfriskes. Ein kvilest inkje nꜳr ein ligg so vondt. B. Stift.
Kvild, f. Hvile; ogsaa Standsning, Ophold. Alm. G. N. hvíld.
kvild’, adj. udhvilet; som ikke er træt eller som ikke endnu har havt nogen Anstrengelse. Alm.
Kvile, n. 1) Hvilested paa en Vei. Temmelig alm. — 2) Afstanden imellem to Hvilesteder; et Stykke Vei, som man kan gaae med en Byrde uden at hvile. Nhl.
kvilekjær, adj. tilbøielig til at hvile.
Kvilemund, n. en bestemt Tid til at hvile. Tr. Stift. (Ogs. Kvilarmund).
Kvilenøyte, n. Sengkammerater. Skal ogsaa betyde Samleie.
Kvilestad, m. Hvilested.
kviletrengd, adj. trængende til Hvile.
kvima (aab. i), v. n. (a—a), vimse, svæve hid og did, bevæge sig ustadigt (som Insekter, Fugle, Skygger og deslige). Shl. (Isl. hvima).
Kviming, f. Flugt, Vimsen.
kvimpen, adj. iilsindet, opfarende. Nhl.
Kvims, m. Tummel, Forvirring. Dæ kom i Kvims. Nordre Berg.
kvimsa, v. n. (a—a), vimse, tumle om, løbe fra det ene til det andet.
Kvin, m. 1) Hviin, Piben. (Oftere Kvining). 2) En som taler hvinende.
kvina, v. a. (kvin’; kvein; kvine), 1) hvine, pibe. (G. N. hvína). 2) tale med en hvinende Stemme. 3) klynke, klage, især i Utide.
kvinen, adj. 1) hvinende; 2) tilbøielig til at klynke og klage.
Kvingl, n. 1) Omtumlen, uordentlig Bevægelse (s. Vingl). 2) Væmmelse, Tilbøielighed til Brækning. Sogn.
kvingla, v. n. omtumles, røres.
kvinkra, v. n. klynke, klage sig, især for Smaating. B. Stift. I Indr. kvinke; i Sdm. kvenkre. (G. N. kveinka).
Kvinna, f. Kvinde. (Isl. og Sv. qvinna). Bruges i Forbindelsen: „Kar ꜳ Kvinna“; men er ellers næsten ubrugeligt i Dagligtalen. S. følg.
Kvinnfolk, n. Kvindfolk; i Eental kun om eet Menneske og ikke kollektivt. Alm. istedetfor Kvinna og Kvende (som vilde være meget bekvemmere Ord). Hedder paa nogle Steder Kvennfolk (G. N. kvennfolk).
Kvinnmann, m. Kvinde, Kvindfolk. Valders. Hedder ogs. Kvennmann. (G. N. kvennmaðr). Mann har her Betydningen Menneske, og „Kvinnmann“ har saaledes fuld Grund som Modsætning til det almindelige „Karmann“.
Kvisa (aab. i), f. en Blære i Huden, f. Ex. efter stærk Gnidning. Jæd. I Tell. Kvisu. (Jf. Kveisa). Ellers Blæma.
kvisa (aab. i), v. n. (a—a), 1) blusse, flamme, antændes i en Hast. B. Stift. — 2) bruse op; især om stærk Drik, som strax stiger til Hovedet. kvisa upp. Nhl. Sdm. (Isl. hvissa). — 3) hviske (jf. Isl. kvísa, sladre); ogsaa: fnise, lee, om en dæmpet Latter. Jæd. Jf. knisa og kviskra.
kvisja, v. n. (a—a), rasle, som naar noget kryber i tørt Græs eller Lyng. Dæ va so fullt, at dæ kvisja i kvar ei Tue. Nordre Berg.
kviskra, v. n. (a—a), hviske, tale sagte. (G. N. hviskra). Kviskring, f. Hvisken.
Kvisl (ii), f. 1) en Kløft, en Møggreb som er dannet af en kløftet Green. Sogn, hvor det hedder Kvitl. Mykjakvitl. (Isl. taðkvisl). 2) Elvekløft, Green eller Arm af en Elv. (G. N. kvisl). Ogsaa en Holme eller Banke, som dannes af en saadan Elvegreen. Rbg. Gbr. ogsaa i Tr. Stift og paa enkelte andre Steder. I Sogn hedder det Kvitl; i Tr. Stift Kvilsj eller Kviltl (med den særegne nordenfjeldske Udtale).
Kvisla (ii), f. Gjødning. Jæd. (af kvia), sjelden. Kvislevatn, n. gjødende Vædske i Jorden.
Kvissun (for Kvitsunn), Pintsefesten. I Hall. Vald. og fl. hedder det Kvissun (ii), i Sdm. og Ndm. Kvissinn. Ellers fortrængt af det fremmede Ord „Pins“. (G. N. hvítasunna: jf. Eng. whitsun-tide). Kvissun-afta(n), el. æfta, m. Pintseaften. Kvissinbrising, s. Brising. Kvissun-dag, Pintsedag. (G. N. hvítasunnu dagr). Kvissunhelg, f. Pintsefest. Kvissunvika (aab. i), f. Pintseugen.
Kvist, m. (Fl. Kviste, r), 1) Kvist, Green. G. N. kvistr. 2) Kvisterødder i Fjele og Tømmer. 3) Udbygning paa et Tag; Kvistværelse. (I Byerne).
kvista, v. a. (a—a), afkviste, hugge Kvistene af. Partic. kvista: afkvistet, ryddet. „kvista“ bruges ogsaa i Betydningen: haste, skynde sig, fare raskt og larmende frem. (Sv. qvista, løbe).
Kvistelag, n. en Kreds af Kviste (paa Gran eller Fure); de Punkter hvorfra Kvistene gaae ud i en Kreds. I nesta Kvistalagje: i den nederste Kvistering. Søndre Berg.
kvistelaus, adj. reen, fri for Kvisterødder; om Planker og Fjele.
Kvisthol, n. Hul efter fortørrede eller udfaldne Kvisterødder i Træ.
kvistra (ii), v. n. kvidre; ogsaa klynke, klage. Nordre Berg.
kvistut (kvistette), adj. fuld af Kviste eller Kvisterødder.
kvit (ii), adj. hvid. (G. N. hvítr). — Kvit’en, Benævnelse paa en hvid Hest, eller paa et andet Dyr af denne Farve. — Han va ikje kvit’e so skulde gjere dæ, ɔ: det maatte den Sorte gjøre, el. det skulde en Skjelm have gjort. Nordre Berg.
kvita, v. n. (a—a), see hvidagtigt ud, blinke, glimte med en hvid Farve. Kun upersonligt. Dæ kvita pꜳ dæ: det viser sig hvidt (ordret: det hvider paa det). Tr. Stift og fl. I Sdm. kvita, med aab. i. Dæ kvita ’ti Tenn’inne: det glimter i de hvide Tænder, el. man seer Tænderne som en hvid Plet. (I Tr. Stift: „dæ kvite pꜳ Tenninn“). Det Udtryk, som ligger i dette Ord saavelsom i de ligegjældende: svorta, rauda, grøna, blꜳa og fl. er vanskeligt at betegne med andre Ord.
kvita, v. a. (a—a), hvidte, male hvidt. — Især om Sneen, naar den dækker Jorden med et tyndt Lag. Dæ knappaste so mykje at dæ kvita Markj’a. (I Sdm. kvita, med aab. i).
kvit-auga, adj. hvidøiet (om Heste).
Kvit-ꜳl, m. et Slags Fisk (Myxine), ellers kaldet Pirꜳl, Igrꜳl, Sleipmakk. Sdm.
Kvitblad (Kvitebla’), Hvidtidsel (Carduus heterophyllus), en Urt hvis Blade bruges til Lægedom. Sdm. og fl. Ellers Oljeblad, Hestøyra, Skore, Sauspreng.
kvitbrynt, adj. som har hvide eller meget lyse Øienbryne. Tell. og fl.
kvitbæra, v. n. (e—te), skumme, gaae i hvide eller skummende Bølger; om Vandet i Storm. B. Stift. (Af Bꜳra).
Kvite, m. Æggehvide. (G. N. hvíti). Maaskee ogsaa den hvide Deel af Øinene, som ellers hedder Kvitebikkje, f. (Sdm.), og Augkvite (Valders og flere).
Kvitefluga (aab. u), f. et Navn paa Sneen eller Sneeflokkerne. B. Stift.
Kvitel (aab. i), m. (Fl. Kvitla, r), Sengetæppe, et uldent Dækken at ligge paa. B. Stift, Hall. Vald. og fl. (Jf. Brꜳkvitel, Mjukkvitel). G. N. hvitill; jf. Ang. hvitel, Kappe. Hedder ellers Kjell (Tjeld), Bleia, Underbreidsla. — I Sammensætning: Kvitle (tildeels udtalt Kviltle, Kvilsje); saaledes: Kvitlevæv, Kvitlevarp, Kvitlevæft.
Kviteveis, f. Anemone; s. Kvitsymra.
kvitflekkut, adj. hvidplettet.
Kvithært, m. Hvidling, en bekjendt Fisk (Gadus Merlangus). Alm. i det sydlige Norge, hvorimod Navnet Bleikje, eller Bleik, bruges nordenfjelds.
kvitklædd, adj. klædt i Hvidt.
kvitknøsk, m. et Slags haard Svamp paa Træerne; s. Knyska.
Kvitkoll, m. Blomsterne paa Hvidkløveren (Trifolium repens).
Kvitkuvung (Kvitekung), m. et Slags Søsnegle med hvid Skal. (Buccinum).
Kvitl, f. Kløft; s. Kvisl.
Kvitlega’n (for: garn), n. Traad eller Vævgarn til Sengetæpper; s. Kvitel.
Kvitleikje, m. Hvidhed. (Sjelden).
kvitleitt, adj. hvidladen, som har en meget lys Ansigtsfarve.
kvitlita (aab. i), adj. hvidfarvet.
kvitmata, adj. om Korn som har en meget hvid Kjerne.
kvitmꜳla, adj. hvidmalet.
kvitna, v. n. (a—a), blive hvid.
Kvit-orm, m. et Slags Traadorm (formodentlig Filaria Seta). Skal ogsaa betegne et Slags hvide Slanger.
kvitprikkut, adj. hvidspraglet, tegnet med smaa hvide Punkter.
kvitrosa, adj. hvidblommet, tegnet med hvide Figurer.
kvitsidet (-siutte), hvid paa Siderne.
Kvitsymra (Kvitsymm’er), f. Hvidsippe (Anemone nemorosa). Tr. Stift. Hedder ellers: Kviteveis (Tell. og flere), Kvitvise (Jæderen, Shl.), Geitesimbr (Sdm.), Sauesumar (Sogn). Formodentlig af Sumar, fordi den er en af de første Blomster, som udspringe om Vaaren. Jf. Ku-simbr.
Kvitt (ii), m. en Hvid (⅓ Skilling).
kvitt (aab. i), adj. kvit, fri for.
kvitta (aab. i), v. a. (a—a), opgjøre, klarere et Regnskab; ogsaa kvittere. Dæ kvitta meg eit: det kommer mig ud paa eet.
Kvittafugl, s. Tvitt.
kvitvida (-vea), adj. hvid i Veden.
kvitvoren, adj. hvidagtig.
Kvo(d)a (aab. o), f. Harpix, eller en harpixagtig Saft som udflyder af Træerne. Alm. i forskjellig Form, nemlig: Kvoa, aab. o (Søndre Berg.), Kvꜳe (Gbr.), Kvo’u (Tell.), Kvo (oo) og Ko (Tr. Stift), Kove (Helg.), Kode (Sdm.). — G. N. kvoða; Gam. Dansk qvadhæ; Sv. kåda. — Et Ord, som betyder Raamælk, synes at have havt den samme Form; see Kode og Kvæe.
kvokk, og kvokkje, s. kvekka.
Kvolv, n. hvælvet Baad; s. Kvelv.
kvolve, v. hvælve; s. kvelva.
kvopp, s. kveppa. — kvor, s. kvar.
kvorken, hverken; s. korkje.
Kvorv, n. i Sætersd. det samme som „Kvarv“ og maaskee Fleertal af dette.
Kvorve, f. Udflugt, Afstikker, Omvandring. Sdm. Han heve vide Kvorvinne: han har mange Steder at gaae hen til, mange Udflugter at gjøre. Jf. kverva.
kvorven, adj. 1) indsvunden, sammenkrøben; 2) forsvunden. Af kverva.
Kvost (aab. o), m. en Kost (at pudse med), en Kvast. Gbr. Ellers Kost (oo). Sv. qvast.
kvosta, v. a. (a—a), koste, pudse med en Kost. Gbr. Ellers kosta (oo).
Kvota (aab. o), f. 1) Slibning. (Af kvetja, kvatte). 2) Eggen eller den Deel som er slibt. Nordre Berg.
Kvo’u, s. Kvoda. — kvurken, s. korkje.
Kvæde (Kvæe), n. et Digt. Bruges kun i Sammensætning, som „Draumkvær“ (et gammelt Digt fra Tellemarken).
kvæden, adj. svag, spæd, liden. Sdm. — Han æ for kvædinn endꜳ, ɔ: han er endnu ikke stærk nok (om en Dreng). Jf. Ang. hvæde, liden.
Kvæe (for Kvæde), n. Raamælk, den første Mælk af en Ko. Ørk. Indr. — I Sdm. hedder det Kode (oo), f. — I Tell. bruges Kvæe, saavidt erindres, i en anden Betydning, nemlig om Saft eller Gummi af Bark (?). Jf. Kvoda.
Kvæk, s. Kvik.
kvæk’, adj. rystet, skræmt, f. Ex. ved en voldsom Opvækkelse af Søvn. Eg vart so kvæk’e. Nordre Berg. (Jf. kvekka). Ellers er „kvæk“ i Tr. Stift en Udtaleform af kvik.
kvækkjelvd, s. kvikkalva.
kvælen, adj. ømskindet, som ikke taaler meget. Sogn. Ellers kjælen.
Kvæm, m. (Fl. Kvæmer), og Kvæming, m. Indbygger af Kvam eller Vigøer i Hardanger.
kvæm, adj. nem, let. Mest i n. (kvæmt), om noget som lykkes godt eller gaaer meget let. Sdm. Sogn. D’æ so kvæmt fyr ’an: det lykkes godt for ham (om et Arbeide). Knøskjen æ ’kje kvæm’e: er ikke nem til at fænge Ild. Vel egentlig: hurtig til at komme, af det forældede kvam (kom). Gam. Dansk: qvem, bekvem.
Kvænde, s. Kvende.
kvær, 1) hver, s. kvar. — 2) hvo, hvem; s. kven.
kvære, v. n. (e—te), om en svag eller neppe hørlig Lyd, især om et Forsøg paa at tale. Sdm. Han va so hꜳs’e at dæ va knappaste dæ kværte ’ti ’nꜳ, ɔ: han var saa hæs at man neppe kunde høre en Lyd af ham. I Sogn hedder det: „da kveste i han“.
Kværk, s. Kverk. — kværkje, s. kverkja.
kvæsa, v. n. (e—te), hvæse, hvisle. G. N. hvæsa.
kvæte, v. a. (e—te), stikke, nedstøde, f. Ex. en Pæl i Jorden. Tell.
Kvæv, m. et indsluttet Sted, en liden Dal som er omringet af høie Bjerge. Rbg. (Jf. Kvam).
Kvæv, n. Tungbrystighed, tungt Aandedræt (= Kov); ogsaa Snue, Forkjølelse (= Krim). Sogn, Hall. Guldbr. — I Søndre Berg. hedder det: Kvøv. Isl. kvef.
kvæva (kvæve), v. a. (e—de), tilstoppe, lukke (= kjøva). I Særdeleshed: 1) kvæle, betage Aandedrættet. Ag. og Tr. Stift. (Sv. qväfva). — 2) indslutte, omringe, indelukke; især om Fjelde som slutte sig til hinanden, saaledes at de omringe et Dalstrøg. Rbg. Tell. Heraf innkvævt: omringet, indsluttet. — Ordet skulde egentlig have Imperf. „kvavde“ (ligesom i Svensk), da flere beslægtede Ord forudsætte Roden kvav; jf. kvavna, Kvav, kvabba, kvamt, Kov, kjøva. — kvæve betyder i Tell. ogsaa hvælve, men er da en Overgangsform af kvelva, ligesom sjav for sjalv.
kvævd, partic. 1) kvalt; tilstoppet; 2) indsluttet, omringet. — kvævt: tilsluttet, mørkt, skummelt (= kovt, kvamt, kumt). Rbg.
kvævd, hvælvet; s. kvelvd.
Kvøv, Snue; s. Kvæv.
kvøvne, kvæles; s. kvavne.
Ky (for Kyr), s. Ku. (I alle de følgende Ord maa ky læses kjy).
Kydlag, s. Kyllag. Kydning, s. Kynning.
Kykling, m. Kylling. Oftest: Kjukling.
Kyl, Kyldrag og fl. s. Kjøl.
Kyla (Kjyle), f. en Knude eller Hævelse paa Legemet. Barkekyla. Blokyla. (Af Kul). G. N. kýli, Byld.
Kyld (aab. y), m. 1) Kulde (i svagere Grad). Sv. köld. — 2) Forkjølelse. Sogn og fl. Maaskee rettere: Kjøld.
kylja (aab. y), v. n. (kyl’; kylde), kjøle, fornemmes som et koldt Pust; ogsaa blæse svagt (om Vind); jf. Kul, f. — Nordre Berg. (Isl. kylja, kilja).
Kyllag (for Kyrlag), n. et Antal af sex Stykker, en halv Tylvt. Sogn og Nhl. Nogle Steder Kydlag. Vel egentlig sex Faar, eller saa meget Smaafæ som svarer til en Ko (Kyr), hvilket ogsaa findes anmærket i Pontoppidans Glossarium. G. N. kýrlag, Værdie for en Ko (= Isl. kýrgildi).
kylle, v. a. (e—te), kappe, hugge Toppen eller Grenene af Træer. Tell. (Af Koll).
Kylna (Kjølne), f. Tørrehuus, Ildhuus, hvori man tørrer Korn. Nordre Berg. og i Tr. Stift. (Ved Kristiania hedder det: Kjone). Sv. kölna. Ang. cylne, Ovn. — Jf. Turkestova.
Kylp, m. Hank, Haandfang paa Bøtter. Nordre Berg. Sdm. og fl. — I Helg. Kjolp. (Isl. kilpr). Ellers Hævel, Hav, Hald og fl.
Kynd, f. Art, Natur, Beskaffenhed; ogs. Slags, Slægt. Meget udbredt, men lidet brugeligt. Jf. Jorkynd, smꜳkyndt. G. N. kynd, Slægt. Ang. cynd, Natur.
Kynde, n. Sindelag, Gemyt. Gbr. (sjelden). Jf. Okynde og kyndt. Sv. kynne.
Kyndel (Kynnel), m. en Fakkel, et Blus at lyse med. Østerd. — G. N. kyndill, et Lys, og kynda, tænde. (Jf. Kvende).
Kyndesmyss, Kyndelmesse (2den Februar). Kyndesmyssknuten, et haardt Veir som sædvanlig indtræffer ved Kyndelmesse; den haardeste Vintertid. B. Stift.
kyndt (el. kynt), adj. beskaffen, af en vis Art eller Natur. Kun i Sammensætning, som godkynt, fulkynt, smꜳkynt.
kyndug (el. kyndig), adj. 1) stolt, trodsig, spodsk. Mest søndenfjelds. (Sv. kyndig, efter Ihre). Han vil gjera seg kyndig ꜳ inkje lye. — 2) besværlig, overhængende, som idelig klynker og trygler om noget. Namd. (udt. kynnau).
kyngje, v. n. (e—de), 1) dreie og bøie Halsen (ligesom Fuglene). Sdm. (sjelden). Isl. kingja. (Jf. Kjeng). — 2) svælge langsomt og med Vanskelighed (som naar man spiser tør Mad). Nordre Berg.
Kynning (for Kyrning), f. det at Kornet faaer Kjerne og modnes. Hedemarken. Forudsætter et Verbum kynne (kyrna), af Konn.
Kynning (for Kyrning), m. en Kjertel i Steen (= Tyta, Heggjeitel). Shl. (udtalt Kjydning). Af Konn (Korn).
kynt (for kyrnt), adj. kornet, ogsaa kjertlet. Kun i Sammensætning, som storkynt, smaakynt. — Ligelydende er det foranførte kyndt.
Kyr, f. Ko. Bruges i mange Distrikter istedetfor Ku, og er ellers Fleertal af dette. Nogle Steder ogsaa i Sammensætning „Kyra“, f. Ex. Kyrafo’r, Kyrahonn, Kyravor. Ein Kyrs-Mjelte: Mælken af een Ko. Sdm. (Rettere Kyrmjelte, el. Kumjelte).
kyrkja, v. v. (-kje -kte), 1) klemme, knibe, sammensnøre. Søndre Berg. (om Klæder, Sæler og deslige). Maaskee ogsaa: kvæle (G. N. kyrkja); jf. kverkja og strypa. — 2) svælge med Møie, som naar man spiser meget tør Mad. Sdm. kyrkje ’ti se: spise langsomt og med Besvær. Hertil kyrkjen, kyrkna.
Kyrkja (Kjørkje), f. Kirke. Formen Kyrkja er herskende i de sydlige Egne især i Fjeldbygderne og vestenfjelds; derimod Kirkja nordenfjelds. Sv. kyrka. G. N. kirkja (egentlig af et fremmedt Ord).
Kyrkja-ꜳlmugje, m. det forsamlede Folk ved en Kirke.
Kyrkjebꜳt, m. Baad med Kirkefolk.
Kyrkjebok, f. Kirke-Psalmebog.
kyrkjebær, adj. som kan bruges ved Kirken; især om Klæder. D’æ ikje kirkjebært: man man ikke gaae til Kirke med det. Nordre Berg.
Kyrkjefolk, n. Kirkefolk, Mennesker som ere ved Kirken.
Kyrkjefær, f. Kirkereise.
Kyrkjegar, m. Kirkegaard.
kyrkjekjær, adj. flittig at gaae til Kirke.
kyrkjeklædd, adj. klædt i Kirkeklæder (i sine nyeste eller bedste Klæder).
Kyrkjelag, n. Selskab af Kirkefolk.
kyrkjen, adj. 1) knibende, som klemmer eller indsnører. Nhl. (sjelden). 2) om Mad: tør, haard, vanskelig at svælge. Gbr. Sdm. (Jf. kokjen).
Kyrkjesokn (oo), f. Kirkesogn.
Kyrkjeveg, m. Vei til en Kirke.
Kyrkjeverja, f. Kirkeværge.
kyrkna, v. n. tilstoppes i Halsen, have Møie med at svælge (naar nemlig Maden standser i Svælget). Nordre Berg.
Kyrmelse, n. Beklemmelse, Trykning i Brystet og Indvoldene. Sdm.
kyrmest, v. n. (Ipf. kyrmdest), beklemmes, føle Tryk eller Sammentrækning indvortes i Legemet; især for Brystet. Sdm.
Kyru (Tjære), s. Tjøra.
kyrva, v. a. (a—a), svøbe, vikle Klæderne omkring et spædt Barn. Nordre Berg. Eit kyrva Ba’n: et Barn i Svøb.
Kyrving, f. Barnesvøb.
kys, vælger; s. kjosa.
kysen, adj. puklet, pukkelrygget. Ørk. Jf. Kus.
Kyss, m. Kys. (G. N. koss).
kyssa, v. a. (e—te), kysse.
kyssetrengd, adj. kysselysten.
Kyta (yy), f. Bugle, udhængende Bugt eller Fold paa Klæder eller især paa Huden. Nhl. Han æ so feit, at da heng’ Kytenna. (Andre St. Pose).
kyte, v. n. 1. (kyt; kaut; kote, aab. o), 1) skyde frem, komme op, f. Ex. om Fiske og Sødyr naar de skyde op i Vandfladen. Han kaut upp atte. Nordre Trondh. — 2) løbe, springe, rende afsted. Han kaut opp i Garen (eller Gꜳl’n). Namd. Indr. Fosen. Derimod kute (e—te) i Guldalen og Østerd.
kyte, v. n. 2. (e—te), 1) skjende, mukke, give onde Ord. Buskerud. Han kytte pꜳ meg. (Isl. kýta, kives). — 2) skryde, prale, gjøre sig til af noget. Tell. og flere St. søndenfjelds. Han heve ikje stort te kyt’ av.
kyten, adj. pralende, stortalende.
Kyting, f. Skryden, Pralerie.
Kytor(d), n. Spottegloser, onde Ord.
kyva, v. a. og n. (e—de), egentlig afstumpe, afrunde, af Kuv. Især: 1) v. a. bøie sammen, trykke ned. Hard. kyva sæg ihop: krumme sig, bøie Hovedet ned. kyva Øyrunna: slaae Ørerne ned (især om Heste). — 2) v. n. være indbøiet eller indkneben oventil (om Kar, Kurve, Baade og deslige). Sdm. og fl. Ellers kuve.
kyven, adj. indbøiet, indkneben paa Kanterne. (= kuven).
Kyvetak, n. et Tag som gaaer skraat ned paa alle Sider, eller som ikke har nogen Gavl. Sdm.
kæla, kær, o. s. v. see kjæ.
Køa, køla o. s. v. see kjø.
Køyla, køyra o. s. v. see kjøy.