Ordbog over det norske Folkesprog/L
L.
La, Ladning, Lag o. s. v. see Lad.
la, see lada, lata og leggja.
Labb, m. Lab, Fod; ogsaa Sokker (see Lodde). — Labber-dus, m. et dygtigt Slag. Nordre Berg. og fl.
labba, v. n. gaae, traske afsted, især om en plump og noget rask Gang. Hertil labbande(s), adv. f. Ex. Dæ va ’kje lengje før han kom labbandes.
labbelensk, adj. om et besynderligt og uforstaaeligt Sprog. Maaskee egentlig lapplendsk.
Lad (La), n. 1. 1) en Stabel, en ordentligt oplagt Hob; ogsaa en liden Muur. Vidalad, Nævrelad, Fiskelad. B. og Kr. Stift. I B. Stift har det i Fleertal Lod (aab. o), el. Lo. — 2) Ladning, især i Geværer. Søndenfjelds. Hertil Fyre-la’ (Forladning). Ordet skulde ogsaa betyde Bygning, hvilket kan sees af Honnlad og Bjørlad. Jf. Lag.
Lad (La), n. 2. Brudepynt, et Slags pragtfuldt Hovedpynt, som bæres af Brudene. (Brure-la). Sætersd. Tell. (G. N. hlað, Guldstads, Fryndser).
lada, v. a. (a—a; el. a—de), lade, opstable, lægge i Lag eller i en ordentlig Hob. Ogsaa lade i Skibe, og i et Gevær. Hedder sædvanlig: la’ — r—dde (Søndre Berg. Jæd. og fl.), ladda (Tr.), lꜳdꜳ og lꜳ (Gbr.); ellers: løde (løa) og ledje (læa). G. N. hlaða (hleð, hloð).
ladalaus, s. lidlaus.
ladd, part. ladet, lastet; s. ledje.
ladda, v. a. lade, lægge Ladning i. Tr. Stift og fl. (Udtaleform af lada).
Lade, f. s. Løde.
Lading (La’ing), f. Kornets Indlæggelse og Opstabling i Laden. Jæd. og fl.
Ladning, f. s. Lad og Farm.
Lad-tein, m. Ladestok i Geværer.
Laft, f. Hjørne i en Træbygning; især Fugerne eller Stokkenes Sammenføining i Hjørnerne. Søndenfjelds. Hedder ellers Nov. — I Gbr. er Laft den indvendige Deel af Væggjehjørnet (= Navehogg), og Nov den udvendige Deel (= Navehovud). Heraf lefte.
Lag, n. 1. 1) et Lag, en Lægning; en vis Masse som ligger jævnt udbredt over en anden (altsaa = Flo). Søndenfjelds. (Sv. lag). Især et Kornlag som nedlægges i Loen til Tærskning (= Berja). Gbr. Sogn og fl. Af Roden lag i leggja (lagde) eller egentlig i liggja (lꜳg). — 2) en Stabel, en ordentlig oplagt eller stablet Hob, f. Ex. af Ved. Hall. Gbr. og fl. Ellers Lad. — 3) Række, Rad eller Kreds. Hertil Fjellelag (Fjeldrække), Ufsalag (Række af smaa Klipper, Kvistalag (Kreds af Kviste). Jf. Bygdalag, Grendalag. — 4) et Kuld, de Unger som et Dyr frembringer paa een Gang. Tr. Stift. Ellers Legde, Føde, Bøle. Undertiden, dog sjeldnere, om en Familie. 5) et Lav, et Selskab, en Forsamling. Alm. og meget brugeligt, f. Ex. Bryllaupslag, Dansarlag, Bꜳtelag o. s. v. Hertil hører ogsaa Betydningen: et Laug, en Forening. — Talemaader. I Lag: tilsammen, med hinanden. „vera i Lag mæ ein“: være i Selskab med En. „leggja Lag“: slaae sig sammen, give sig i Følge. „slꜳ Lag“ i samme Betydning; ogsaa om at begynde en Samvirken; f. Ex. med en Handel. „brjote Lag“: skille Selskabet, træde ud af et Selskab.
Lag, n. 2. 1) Stilling, Leie, Orden hvori noget er lagt. I rette Lagj’e; i den rette Stilling. koma i Lag: komme paa sin Plads. koma av Lagje (gam. Dativ): komme aflave, i Uorden. „laupe ꜳ Lag“ (eg. løbe paa Lav), bruges i Sdm. f. Ex. Dæ kann snart laup’ꜳ Lag, ɔ: det kan let indtræffe; Omstændighederne kunne snart føie sig saaledes. „stꜳ mæ Lag“ (el. vid Lag): vedvare, holde sig uden Forandring. — 2) Fæstepunkt; Indsnit eller Hage paa et Redskab (f. Ex. paa et Hjul), hvorved man kan fæste eller stoppe samme paa et vist Punkt og tillige forandre dets Stilling; saaledes paa Bommen i en Væverstol (Rivlag), paa en Lampe (Kolelag), paa Kjedelkroge (Skjæringelag). — 3) Grad, Maal, Maade. I sedvanle’ Lag: passende, i sædvanligt Maal. (Jf. lagleg). Yve Lagj’e: overmaade. (Jf. Overlag). So pꜳ Lag: saa omtrent. Dæ ligg ikje Lag pꜳ: det er ligegyldigt, man behøver ikke at regne det saa nøie. — I denne Betydning bliver „Lag“ meget ofte forbundet med et Superlativ, og betegner da en Grad, som er lidt over det passende; f. Ex. I grovaste Lag, ɔ: vel grov, næsten for grov. I finaste Lag: næsten altfor fiin. I haraste Lag: lidt haardere end man ønskede. Ligesaa: i meste Lag (næsten for meget); i minste, lengste, seinaste, tilegaste Lag; o. s. v. Alm. og meget brugeligt. (I Svensk ligedan).
Lag, n. 3. 1) Skik, Maneer, Maade, f. Ex. at bevæge sig eller opføre sig paa. Hertil Handelag, Fotelag, Gangelag og fl. Eit godt Lag te arbeide. — Ogsaa Vane, Egenhed. (Sv. lag). Han heve dæ Lagj’e at han lær so ofta. — 2) Nemhed, Færdighed, Øvelse, det at man er erfaren i noget eller har det rette Greb derpaa. fꜳ Lag pꜳ eit Arbeid. Dæ vil vera eit Lag mæ alt. Ogsaa Leilighed til at udfinde, at komme paa Spor efter noget. Saaledes i Sdm.: fꜳ Lag pꜳ ɔ: komme paa Spor, faae et Nys om; f. Ex. Dei ha fꜳtt Lag pꜳ kvarhelst han æ. — 3) Skik, Orden, Forfatning, Tilstand. I godt Lag: i god Stand. (Modsat Ulag). Dæ fekk eit anna Lag: det fik en anden Skik, gik paa en ganske anden Maade. Dæ heve eit sært Lag: det har noget særegent ved sig, det gjør et særegent Indtryk. — 4) Natur, Art, Eiendommelighed, egen Beskaffenhed. Fiskjen heve da lagj’e at han søkje mot Straumen. Ulven æ pꜳ Lag liksom Hunden. — 5) Sind, Lune, Stemning (= Lot, Lone). Han var i Go’e-Lagj’e sitt: i sit gode Lune. Hertil Talemaaden: „til Lags“ (te lags), ɔ: tilpas, til Maade, efter Ens Sind. D’ær ikje godt ꜳ gjer ’an te lags: det er vanskeligt at gjøre ham tilpas, han er meget kræsen. Alm. og meget brugeligt. (Sv. til lags). — De hidtil anførte Betydninger af Lag udgaae allesammen i forskjellig Retning fra eet og samme Grundbegreb (Roden i liggja, leggja og laga); men da dette Ord anvendes i saa overordentlig mange Tilfælde, er det vanskeligt at give nogen nøiagtig Bestemmelse af Betydningernes Forhold til hinanden.
Lag, n. 4. i den gamle Betydning: Lov (G. N. og Sv. lag), er nu forældet og findes kun i Ordene: Lagrett og Lagverja. Bruges ellers i Formen Log, f. i det Vossiske.
Lag, n. 5. Vædske hvormed man overgyder noget; især et varmt Afkog som gydes paa Maltet under Brygningen. Nordre B. Sdm. (Ellers Log, Laug). Sv. lag, Afkog. Jf. laga, utlaga. Hertil Lagbytte, Laggryte, Lagkoks. — Lag, i Betydningen Vand, findes maaskee i Talemaaden: „fara Lands ꜳ Lagje“, ɔ: vanke om vidt og bredt, fare over Land og Strand. B. Stift. Skulde egentl. hedde: Lands ꜳ Laga. G. N. lögr (Vand), gen. lagar.
laga, v. a. 1. (a—a), overgyde med Vand især kogende (Lag).
laga, v. a. 2. (a—a), lave, ordne, indrette. Alm. I Gbr. og Ørk. lꜳgꜳ. (Sv. og G. N. laga). I Særdeleshed: a) tillave, tilberede, faae istand. b) danne, give en vis Form eller Skikkelse. c) føie, læmpe efter noget. d) mage, foranstalte at noget skeer. e) med Dativ: bestemme, tildele eller beskikke En noget. — laga seg: føie sig; læmpe sig. laga seg til: gjøre sig færdig, sætte sig i Stand. laga til: tillave; ogsaa om en Kone: lave til Barsel.
laga, adj. dannet, ordnet, indrettet; ogsaa skikket, beskaffen. Eg hev’ ikje dæ so laga: Leiligheden falder ikke saaledes for mig. Ein ær ikje altid laga te dæ: man er ikke altid oplagt dertil.
lagast, v. n. lave sig, føie sig; om Omstændigheder. Dæ lagast altid noke til: det laver sig altid saa at der bliver noget. Dæ lagast ein Ætar til (Sdm.): det føier sig saaledes at en Æder faaer æde; den som vil leve lystigt, faaer altid Leilighed.
lagd, part. (af leggja), lagt. Hertil: upplagd, attelagd, ihoplagd o. s. v.
Lagde, m. en sammenfiltet Lok eller Tot af Haar (= Larkje). Ørk. hvor det ogsaa hedder Klagde. G. N. lagðr.
Lagelse, n. 1) Ordning, Indretning; 2) Skik, Orden, Maade. Meget brugl. i Tell. (Lagels).
lagfør, adj. selskabelig, skikket til at leve i Selskab. Sogn og fl. Ogsaa om En som har Lyst til Selskab.
lagga, v. a. (a—a), sætte Bund i Trækar, eller egentlig at skjære det Indsnit i Staverne, hvori Bunden skal falde (s. Logg). G. N. lagga. I Sogn og Tell. betyder det ogsaa at gjøre Trækar (Spand, Bøtter o. s. v.) i Almindelighed. — Hertil Lagging, f. om Arbeidet, og Laggar, m. om den som gjør Trækar.
Laggeband, n. det nederste Baand paa et Kar, det som er nærmest ved Bunden. Hører til Logg, f. ligesom ogsaa: Laggejarn, n. et Slags Kniv hvormed man skjærer Loggen eller Bundskuren. Laggeskyr, n. Bundfald af Mælk. Sdm.
Laging, f. Tillavelse, Ordning; s. laga.
Lagje, n. foresat Arbeide, som skal fuldføres til en bestemt Tid. Hedemarken, Østerd. og fl. Ellers Fyreloga, Ꜳlag, Lagyrkje.
lagje, adj. beskikket, bestemt eller tilskikket af Skjæbnen. (G. N. laginn). Um han æ noko godt lagje: hvis han har god Lykke, hvis der forestaaer ham en lykkelig Fremtid. Nꜳr ho va Liv lagje: dersom hun skulde leve længere. Dei va so tungt lagje: de havde saa tung Skjæbne. — Meget udbredt Ord (Berg. Stift, Tell. Hall. og fl.). Ordet er mærkeligt ved sin særegne Form, som synes at forudsætte et gammelt lagi eller lagiðr. Det forandres ikke i Kjøn eller Tal.
lag-kjær, adj. selskabskjær. Shl. og fl.
Lagklauv, f. Biklov, de smaa Bagklover paa Fødderne af visse Dyr (Køer, Gjeder og fl.). Tell. Sdm. Ørk. Østerd. og fl. (Isl. lagklauf). Udtales tildeels Laklau, og kaldes ellers: Lattklau (Nhl.) og Natklauv (Gbr. Sogn, Shl. Jæd.). — „Han gjeng’e pꜳ Laklauꜳ“ siges i Spøg om En som gaaer med meget forslidte Sko. Sdm.
lagleg, adj. 1) passende, ordentlig. Jf. Lag, 2. (Isl. laglegr). — 2) middelmaadig, ikke betydelig. Jf. mꜳteleg, sanneleg.
Lagmann, m. Kammerat, Meddeeltager i noget, f. Ex. i en Handel. Shl. og fl. G. N. lagsmaðr.
Lagnad (Lagna), m. Skjæbne, Tilskikkelse; de uforudseede Begivenheders Gang, forsaavidt samme har nogen stor Indflydelse paa et Menneskes Liv. Ein tung Lagna: en tung Skjæbne, en stor Modgang. Ein go’ Lagna: Lykke, blid Skjæbne. — Temmelig almindeligt (da Skipnad el. Skjepna, er sjeldent). G. N. lagnaðr. Jf. laga, lagast, lagje.
Lagrett, m. Laugret; Thingsvidner.
lagvand, adj. kræsen med Hensyn til Selskab. — I Betydningen: vant til Selskab, hedder det rettere: lagvan.
Lagverja, f. Laugværge. S. Lag. 4.
Lag-yrkje, n. Arbeide som skal fuldføres til en vis Tid. Indre-Sogn. Han vart mꜳns pꜳ Lagyrkje, ɔ: han kom tilkort, blev ikke færdig til den rette Tid. Jf. Lagje. (I svenske Dial. lagorka).
Lak, n. s. Lakan. — lak, impf. s. leka.
lak, slet, daarlig; s. lꜳk.
laka, v. a. lægge i Lage; s. Lakje. Et andet „laka“ hører til leka.
Laka, el. Lake (for Lakje), m. en Færskvandsfisk, Kvabbe (Lota vulgaris). Hedemarken. (Sv. lake).
Lakan, n. et Lagen, Sengelagen. Hedder ogsaa Lak (Nhl.) og Lak’en. G. N. lakan.
Lakesild, f. en Færskvandsfisk af Sikslægten (Coregonus albula). Hedemarken.
laketurr, s. Lakje.
Lakje, m. 1. Lage, Saltlage. (I Tr. Stift: Laka, Lꜳkꜳ). Hertil: lakebrend, adj. bedærvet af Mangel paa tilstrækkelig Lage. laketurr, adj. fortørret, efterat Lagen er afflydt.
Lakje, m. 2. Foldmave, Bladmave, den tredie Mave i de drøvtyggende Dyr (Omasum). Søndre Berg. Sogn og fl. (Isl. laki). Hedder ellers: Marlakje (Sdm. og fl.), Fill (Buskerud), Trollpose (Ørk.).
lakka, v. n. lakke, skride. (Sjelden).
lakka, v. a. lakere, sætte Lak paa; ogs. forsegle. Sjelden.
Laklauv, s. Lagklauv.
Laks, m. Lax. Hertil: Laksehꜳv, m. Laksekjer, n. Lakseteina, f. Indretninger hvori man fanger Lax.
Laksetitra, f. en liden Fugl af Sneppeslægten (ellers kaldet Strand-Erle). Nordre Berg. og fl.
Lamb, n. (Fl. Lꜳmb), et Lam. (G. N. lamb.) Hertil Lambesaud, m. et Faar som har Lam. Lambelamb, n. Lam af et aarsgammelt Faar. Lambskinn, n. Lammeskind. Lambull, f. Lammeuld.
lamba, v. n. (a—a), om Faar: føde, faae Lam. Nogle Steder: lemba (læmbe).
lamd, mat, svag; s. lamen.
lamen, adj. mat eller svag i Lemmerne, især om den Ømhed og Slappelse som følger efter en stærk Anstrengelse. Nordre Berg. og fl. I Nhl. hedder det: lꜳm; i Shl. lamd, hvilket egentlig skulde betyde slagen eller banket, af læmja (lam-de). Isl. lami, svækket.
Lampe, m. Lampe. Jf. Kola.
lana, slappe, blødgjøre; s. lina.
Land, n. 1. (Fl. Lꜳnd), Land, i de alm. Betydninger: 1) Jorden, i Modsætning til Vandet; 2) en større begrændset Deel af Jorden; ogsaa et Rige; 3) Landskab, Distrikt; 4) Landdistrikterne, i Modsætning til Byerne; 5) Grund, Jordbund, Jordsmon. Heraf lenda, Lende, Ulende, vꜳtlendt, brattlendt o. s. v. — Ut-or Land’e: ud af Riget; derimod: „ut-av Land’e“: fra Land, ud pꜳ Søen. Unde Land: ind imod Landet eller Kysten. Unda Land: fra Land, f. Ex. Tre Mil unda Land. Til Lands: 1) til Landet; 2) tillands, paa Landet. Jf. uttanlands. Lands ꜳ Lagje, s. Lag. taka Land: lande; ogsaa endes, faae et vist Udfald.
Land, n. 2. Pis, Urin. Vest- og nordenfjelds. Isl. og Angl. hland. — Hertil Landkopp, Landtæv og fl.
landa, v. n. lande; s. lenda.
landbær, adj. om Vind, som blæser fra Landet. Helg. Namd.
Landdrott, m. Jorddrot, Jordeier. Helg. G. N. landsdróttinn.
landemillom, fra et Land til et andet.
landfast, adj. 1) befæstet i Landet (f. Ex. om en Flaade); 2) landfast. Modsat kringfløytt.
Landfeste, n. Befæstelse i Landet.
landgꜳ (ein Bꜳt), trække en Baad langs Landet, idet man gaaer paa Strandbredden. B. Stift.
landgrunt, adj. n. grundt ved Landet, om et Sted hvor Bunden gaaer meget fladt ud fra Landet. Tell. og fl. I B. Stift: utgrunt.
landlaus, adj. løs fra Landet f. Ex. om Isen.
Landlega (aab. e), f. Søfarendes Ophold paa Landet, f. Ex. i Storm.
landlyst, adj. landsforviist.
Landmo, m. Solrøg, tørre Dunster i Luften. Indr. S. Moe.
Landnøring, m. nordostlig Vind (eller egentlig: nordlig Landvind). B. og Tr. Stift. G. N. landnyrðingr.
landrøn, adj. om Vind, som blæser fra Landet eller Landsiden. Nordre Berg. og Tr. Stift. (= innrønt). Jf. røn.
Landrøne, f. Vind, som blæser fra Landsiden (især om en jævn og stadig Vind). Modsat Utrøne. Sdm. og fl.
Landside (-si’a), f. Landsiden (i Seilads).
Landskap, n. 1) et Lands Udseende eller Skikkelse. Oftere: Landskapnad, m. og Landskikkelse, n. — 2) et Landskab.
Landskyld, f. Landskyld, aarlig Afgift af en Gaard til Grundeieren.
Landslaupar, m. Rømningsmand, En som er flygtet fra sit Fødeland; ogsaa en Landstryger, hjemløs Person.
Landslut (aab. u), m. Landlod, den Deel af en Fiskefangst, som tilfalder Grundeieren.
Landsmann, m. 1) Landsmand; eller oftest: Sambygdning, En som er fra samme Distrikt. 2) Landboer; i Modsætning til Bymand. 3) Oplænding, En som boer i den indre Deel af Landet.
Landsmꜳl, n. Sprogart som bruges i den indre Deel af Landet.
Landstig (aab. i), n. Strandbred, Elvebred; især ved et Overfartssted. Rbg.
Landsveg, m. Landevei.
Landsvis (ii), f. Skik som bruges paa Landet.
Landsynning, m. sydostlig Vind (egentlig sydlig Landvind). B. og Tr. Stift. G. N. landsynningr. Jf. Landnøring.
Landtim (aab. i), m. Landkjending, eller det at man kan øine Land. Sdm. (s. time).
Landtog (aab. o), n. Landtoug paa Fartøier.
Landtroll, n. 1) Insekt eller Kryb som lever paa Landet. 2) Spøg, om En som staaer tilbage paa Landet, eller som kommer for seent til Overfartsstedet og derfor er bleven forladt af sit Følge. B. Stift. (Svarer til Isl. strandarglópr).
landvar, adj. om Vind som blæser lige fra Landet, saaledes at der er stille tæt ved Strandbredden (især ved de høie og bakkede Strande). Nhl. Vel egentlig om Farvandet: landvart, ɔ: værget af Landet.
Landver (ee), n. 1) Veir med Hensyn til dets Bekvemhed for Arbeidet paa Landet. Eit godt Landver. 2) Veir hvori man ikke kan fiske eller drive Søbrug.
Landverja, f. Landværn; Soldat af Landværnet. Hedder ogs. landvær, m.
Landvind, m. Vind fra Landet.
landvisa, v. a. landsforvise.
Landøya, f. Navn paa en Plante (Senecio Jacobæa). Jæd.
Lang, m. 1) et smalt Værelse ved Siden af Døren, eller udenfor den egentlige Bygning. Gbr. — 2) en Tilbygning paa Siden af en Lade (= Skytja). Valders.
lang, adj. lang (i de alm. Betydninger). I B. Stift: lꜳng’e. — Komparativ: lengre (eller oftest: leng’er); Superl. lengst. — Heraf: lengja, v. Lengd, lengje, adv. lꜳnge, adv. Lꜳnga, f. — tykja langt: kjede sig; ogsaa længes. Han ær ikje lꜳng ꜳ tøygje, ɔ: han taaler ikke meget, han bliver snart vred. Ei Lange-Regle: en lang Fortælling. Eit Lange-Lꜳn: et Laan som staaer længe ubetalt. — lꜳngande Vegjen, ɔ: langt bort, paa lang Afstand. B. Stift. (Vel egentlig: langan Veg).
langa, v. n. (a—a), længes efter noget, lyste, f. Ex. et Slags Mad (især om frugtsommelige Koner). Gbr.
langa, v. a. lange, række, sende frem; være Haandlanger.
Lang-alda, f. Langsø, store Bølger, især saadanne som man faaer paa Siden af Fartøiet. Helg.
lang-arma, adj. langarmet.
Langbestefar, s. Langgodfar.
Langbor (oo), n. de store Borde, som sædvanlig bruges i Røgstuerne.
Langdrag, n. Langdrag, lang Udsættelse.
langdregjen, adj. langtrukken.
langdrøg, adj. seenfærdig, nølende. B. Stift (lꜳngdrøge). Af draga, drog.
lang-ekst, adj. langaxet, om Byg.
Langeleik, m. 1) en langvarig Dands; ogsaa kaldet „Langedansen“. 2) det samme som Langspel.
Langelur, m. s. Lur.
Langetꜳng, f. Langfinger. Nogle Steder: Lꜳngestꜳng. (Isl. lángatöng).
langfarande, s. langfæra.
langfingra, adj. langfingret; ogsaa lidt tyvagtig.
langfæra, adj. fremmed, som er kommen langveis fra. I B. Stift lꜳngfæra; ellers oftere: langfarande. Ein lꜳngfæra Fant: en Landstryger.
langføtt, adj. langfodet (mest om Insekter). Jf. høgføtt.
Langføtta, f. et Slags Edderkop med meget lange Fødder. Ogsaa et Slags flyvende Insekter, ellers kaldet Langføtterfluga, f.
Lang-go(d)far, m. Oldefader, Bedstefaders eller Bedstemoders Fader. Tell. hvor man ogsaa siger „Langbestefar“.
Lang-go(d)mor, f. Oldemoder. Tell. Udtales sædvanlig: Langommor, og kaldes ogs. „Langbestemor“. (Isl. langamma). Jf. Godmor (Gommor).
Langhelda, f. Hilde, Baand imellem For- og Bagfødderne.
langhendt, adj. langhaandet.
langhært, adj. langhaaret.
Langhøy, n. Langhø, Græsset af den bedste og fedeste Eng.
Langkrakk, m. en løs Bænk, som sædvanlig sættes foran Bordet. Sogn, Rbg. og fl. Ellers Forset.
langlagd, adj. lang og smal.
langleg, adj. langsom, kjedsom; ogsaa langagtig. Lidet brugl.
langleitt, adj. som har et langagtigt Ansigt. Alm. og meget brugl. Hedder ogsaa langleiten (Jæd.) og lꜳnglett’e (Sdm.). G. N. langleitr.
langliva, adj. som lever længe. Eit langliva Folkeslag: en Slægt hvoraf de fleste opnaae en høi Alder.
langmodug, adj. langmodig.
langnasa, adj. langnæset.
Lang-orv, n. Hø-Lee med langt Skaft; modsat Stuttorv. G. N. langorf. — Langorvs Mark: jævn og flad Eng, som man kan slaae med en saadan Lee.
langrøden (langrø’ug), adj. som taler længe eller bruger mange Ord. Tell.
langs, adv. langs. — langsette, el. langs mæ: langsmed.
langsam, adj. 1) langsom. (Sjelden). 2) kjedelig, kjedsom, langvarig. Dæ va so langsamt, ɔ: Tiden faldt saa lang. Alm. og meget brugeligt.
langsamelege, adv. længe, langvarigt.
langsꜳ(d)ut (lꜳngsꜳdette), adj. grovt, fuldt af lange Skal; om Meel.
Langsemd, f. Langsomhed; Kjede, Kjedsomhed (af langsam). Sdm. i Formen Lꜳngsæmd. Andre Steder sjeldent, da det sædvanlig hedder Langsamheit.
Langside (Lꜳngsi’a), f. Langside.
langsint, adj. som er længe vred, seen til at fatte sig. Sv. långsint.
langsnakkjen, adj. langtalende, som taler længe eller vidtløftigt. Berg. Stift. (lꜳngsnakkjen), ellers: langrø’ug, langtalande.
Langspann, f. den største Længde, som man kan maale med udstrakte Fingre, nemlig fra Spidsen af Tommelfingeren til Spidsen af Langfingeren; omtrent en Trediedeel af en Alen. Jf. Stuttspann.
Langspel, n. Langeleg, et Instrument med Strenge til at spille paa. Hedder paa nogle Steder Langeleik.
langsynt, adj. langsynet, som seer langt; figurligt: klog, dybttænkende.
langt, adv. 1) langt; f. Ex. langt ifraa: langt fra. 2) meget; f. Ex. langt større, langt mindre o. s. v. I Berg. Stift: lꜳngt.
langtenkt, adj. klog, forudseende, som betænker endog de fjerneste Følger af et Foretagende. Modsat stuttenkt.
langtinda, adj. langtandet, f. Ex. om en Kam.
langtrøytt, adj. langvarigt, seent at komme til Ende med. B. Stift (lꜳngtrøytt). Af trøyta.
langvaksen, adj. lang og smal af Væxt.
langvarug, adj. langvarig. Ogs. lꜳngvarige (Berg. Stift), langvorug (Gbr.).
langvega, adj. som er kommen langveis fra. Søndenfjelds. (= langfæra).
langvegjes, adv. langveis.
Langvid (Lꜳngvi, Lang-ve), m. 1) stort Tømmer, lange Stokke eller Planker. Søndenfjelds. — 2) Staverne i et Kar, i Modsætning til Bunden. N. Berg. Dæ lek i Lꜳngvid’a (om et Kar): det er utæt oventil, imellem Staverne. — 3) Langsiden i Træ, i Modsætning til de tvære eller afskaarne Sider i Enderne. Ette Langvea: paa langs.
langvise, m. paa Fartøier: en forhøiet eller udhævet List, som gaaer langs med Kanten udvendig.
langvistande, adj. langvarigt, om Ophold paa et Sted. Ørk. Dæ va itt før nꜳe langvistand: ikke for nogen lang Tid.
langvoren (aab. o), adj. langagtig.
lang-ylt, adj. languldet, om Faar.
lang-æve, f. en lang Tid.
lang-øyrt, adj. langøret.
lape, v. n. (e—te), hænge slapt ned, som noget der er visnet eller brækket. Nordre Berg. Hedder ogsaa slape. (Jf. lava og lapøyrt). Isl. lapa.
lappa, v. a. forsaale, sætte Saaler i; ogsaa lappe, bøde. Jf. sola.
Lappardag, en Dag som fordum har været Helligdag. Sogn. I Sdm. Lopradag; ellers Halvhelg, Romhelg, Prikkedag.
Lappe, m. 1. 1) en Lap, et lidet Stykke; f. Ex. Brevlappe (Papirlap). Isl. lappi. 2) Saale, i Skotøi. Nordre Berg. Gbr. og fl. Ellers Sole.
Lappe, m. 2. en Frø, Frosk. Sdm. Ndm. og fl. I Tell. og Hall. Lopp. Hertil: Lappegro, f. en stor Frø, en Padde (s. Gro). — Lappespy, n. den Vædske som omgiver Skumdyret (Cicada spumaria). I Tell. Loppespytt.
lappelaus, adj. saaleløs, om Sko.
Lappeled (-le’r), n. Saalelæder.
lappesliten (aab. i), forslidt paa Saalerne.
lapte, s. lepja, og lape.
lapøyrt, adj. slukøret, af lape; see lavøyrt.
larka, v. n. s. lirka.
larkast, v. n. filtes, løbe sammen i Knuder eller Klumper; s. Larkje.
larket’, adj. filtet, sammenvalket om Haar; ogsaa om Dyr hvis Haar ere sammenfiltede.
Larkje, m. (Fl. Larka), sammenfiltet Lok, Tot, Klump af sammenvalkede Haar. Nhl. Sfj. Sdm. og fl. Ellers: Lagde, Klagde, Flokje.
Larre, m. et Slags blød Ost. Sogn.
Larsoke (aab. o), St. Laurentii Dag, den 10de August. G. N. Lafranzvaka.
Larv, m. 1) en Kludrer, Fusker. 2) Lap, Pjalt; s. Larve.
Larv, n. Kludren, uheldigt eller unyttigt Arbeide. Hedder ogsaa Larving, f. og Larveri, n.
larva, v. n. (a—a), kludre, arbeide klodset og uden Held, især af Mangel paa bekvemme Materialier. Meget brugl. i Nordre Berg. Sdm. og fl. Ellers klatra, balla, balka, kolka og fl. I Sæt. hedder det: slarve. I Gbr. siges „larve“ om at sladre, hvilket ellers hedder „slarva“.
Larve, m. Lap, Flig, Pjalt, løsrevet Stykke. Hedder ogsaa Larv. Mest i Nordre Berg. og Tr. Stift. Ellers: Lurva, Filla, Trave. Isl. larfr.
larvet’, adj. pjaltet, laset. I Tr. Stift: larvꜳt, lærvꜳt.
las, og lasa, s. lesa.
lasale(ge), adv. løst, svagt, uden Styrke eller Fasthed. Shl. Dæ va sꜳ lasale gjort (slet sammenføiet).
lasen, adj. 1) løselig sammenføiet, svag, let at rive i Stykker. Shl. — 2) svag af Kræfter, magtløs, som ikke taaler stærkt Arbeide. Sdm. Gbr. (Isl. lasinn).
Lask, m. Laskning, finere Søm i Lædertøi. Hertil: laskesprotten, adj. revnet i Lasken; om Støvler.
laska, v. a. (a—a), laske, sye.
Laskje, m. 1) en Kile eller Strimmel som syes ind i et Klædningsstykke. (Isl. laski). 2) Beklædning; en liden Fjel eller Klods, som slaaes fast paa visse Redskaber, for at de ikke skulle forslides; saaledes Ꜳralaskje, Beklædning paa en Aare paa det Sted hvor den berører Roerpinden (Kjeipen). 3) Fælgerne eller Ringveden paa et Vognhjul. Gbr. Ørk. Ellers Ringvid, Hjulring.
Lass, n. (Fl. Loss), et Læs. G. N. hlass. Figurlig: Byrde, Besvær; ogsaa Kors, Vanheld, Ulykke.
lassefør, adj. istand til at drage Læs, om Heste. Hall. Gbr. og fl.
Lassestad, m. Stedet hvor et afvæltet Læs har ligget; f. Ex. paa en Ager.
Last, m. 1. Last, Ladning (= Farm).
Last, m. 2. Last, Dadel; ogsaa noget som fortjener at lastes. D’æ ikje noken Last i di: deri er intet lastværdigt.
lasta, v. a. 1. (a—a), lade et Fartøi. Ellers: lada, ladda og ledje.
lasta, v. a. 2. (a—a), laste, dadle.
lastande, adj. som man kan laste. Han ær ikje lastande fyre dæ: man maa ikke laste ham derfor.
lastelaus, adj. fri for Dadel.
lat, adj. lad, doven. (Femin. i Hard. lot, aab. o). G. N. latr, löt. — Heraf Leta, leta seg, Leting.
lata (seg), s. leta.
lata, v. a. (læt’; let; late, el. lete), at lade. Inf. hedder ogsaa forkortet la’; ellers læta (Hall.), lꜳtꜳ (Indr.), lꜳta (Lister?). G. N. láta; Sv. låta. Imperf. har lukt e (leet), Fl. leto (Hall.). Supin. hedder lite, med aab. i (Nordre Berg. og fl.), lete og læte (Tr. Stift). Imperativ ofte forkortet: la’. — Betydninger: 1) lade, tillade, tilstede at noget skeer; ogsaa gjøre at noget skeer. Oftest med et Verbum i Infinitiv; f. Ex. lata dæ vera (lade det være). Betydningen efterlade findes i Talemaaden „gjera ꜳ lata“. — 2) lukke (op eller til); ogsaa slippe, lade gaae (ud eller ind). Altid med en Partikel, f. Ex. lata upp, lata inn (s. nedenfor). Alm. og meget brugeligt. — 3) bringe i noget, blande i (= Dansk: komme); f. Ex. lata Sukker i (komme Sukker i). lata Mysa i Vatn’e: blande Vandet med Valle. (Jf. hava, som har en mere udstrakt Anvendelse). — 4) overlade, afstaae, afhænde, skille sig ved. Han læt ikje dæ fyre den Prisen. Eg kann ikje late dæ (jeg kan ikke skille mig ved det). Meget brugl. i B. Stift. — 5) miste, tabe. (G. N. láta). Kun i Talemaaden: lata Liv’e: døe, omkomme. Heraf Andlꜳt. — Andre Talemaader. lata seg: aarelade sig. (Tildeels i Kr. Stift). lata seg til: bekvemme sig til noget, give sig til Priis; ogsaa: gjøre sig Flid, anstrenge sig, opbyde sine Kræfter. Han bꜳde orkar ꜳ læt’e seg te. Tell. B. Stift og fl. — lata atte: tillukke. — lata frꜳ seg: skille sig ved. — late i: lægge i; især om at lægge Korn i Blød for at lave Malt af samme. Sdm. (Dei ha lit’ i ei Hal-Tynne, ɔ: de have udblødt en Halvtønde til Malt). lata i seg: proppe i sig, æde. — lata inn: indlukke, sætte Kvæget paa Stald. — lata ned: snee eller regne stærkt. — lata or seg: give af sig; især foragteligt, om utidig Snak, Skjenden og deslige. — lata til: anvende, bekoste, spendere. — lata upp: oplukke, aabne. lata upp ein Ting fyre ein: overlade En noget. (B. Stift). — lata ut: slippe ud; lade Kvæget gaae ud. — lata veg: afhænde, skille sig ved.
latande, adj. afhændelig, som man kan skille sig ved. Dæ va ’kje latande fyre mykje godt.
laten, part. afhændet, overladt til En. Hedder i B. Stift liten (aab. i) og leten. I andre Betydninger kun sammensat, som atteleten, uppleten o. s. v.
Latesida, f. i Talemaaden: „leggje sig pꜳ Latesi’a“, ɔ: slaae sig til Dovenskab, blive lad og ligegyldig.
Lating, f. Afhændelse, Overladelse; Henbringelse (s. lata). Jf. Utlating, Upplating.
Lating, m. s. Leting.
Lattklau, s. Lagklauv.
Lau, s. Laug og Lauv.
laue, s. lauga og lauva.
lauen, s. loden. laug, s. ljuga.
Laug, m. Vædske, Afkog; s. Log.
Laug, f. og n. Bad, Badning, Vask. gꜳ i Laug. Sjolaug (Sjølau). G. N. laug, f. I Ordet Sil-laug, f. har det Betydningen: Vædske. Jf. Mudlaug og Laurdag.
lauga, v. a. (a—a), bade, vaske. lauga seg. (Udtales vestenfjelds laua og laue). G. N. lauga; Sv. löga. Den egentlige Betydning: vaske, forekommer i Vald. og Gbr. især i Talemaaden „lauge Ull“: vaske Uld.
Laugarstad (Lauarsta), m. Badested. Oftere Laugarplass, m.
Laugar-ver (ee), n. beleiligt Veir til at bade sig i.
laugga (for lauvga), v. n. sanke Løv til Foder. Nhl. see lauva.
lauggast (for lauvgast), v. n. om Skoven: grønnes, faae Løv. Sogn og fl. G. N. laufgast.
Lauging, f. Badning, gjentagne Bad.
Lauk, m. Løg (Plante). Shl. Tell. Hall. Gbr. og fl. Ellers Løk. G. N. laukr. — Paa Voss siges ogsaa „Lauk“ om en lystig, spøgefuld Person; saaledes: „Beste Laukj’en i Lagjæ“, ɔ: den morsomste Gjæst i Selskabet. Kan jævnføres med Isl. laukr í ætt, ɔ: den ypperste i Slægten.
Lauk-ei(d), m. en grov Ed. Buskerud.
Lauksmak, m. Smag af Løg.
Laup, m. 1. en Æske eller Kurv til at bære i Haanden. Især a) en stor Æske at bære Sædekorn i. Sꜳlaup. (Shl. Kr. Stift). b) Meelkar, Meelæske. Gbr. c) Mad-Æske, Reiseæske med Hank paa Laaget (= Tina). Nordre Berg.
Laup, m. 2. en Løb Smør, et Slags gammel Jordskyld (egentlig bestemt efter Afgiften, en „Smørlaup“). Søndre Berg. og flere. G. N. laupr.
Laup, n. 1) Løb, Gang. Sjelden; saasom i Tillaup. 2) Noget som løber. I Gbr. om Mælk som skal ostes (s. løypa). Hertil: Fyrelaup (Førstedraaber). 3) Sted eller Vei hvor noget løber; især et Sted hvor Tømmer skydes ned fra et Fjeld. Ag. Stift (s. Løypa). Hertil: Utlaup, Innlaup.
laupa, v. n. (løyp’, ljøp for ljop; lope), at løbe. G. N. hlaupa. — Imperf. som i det gamle Sprog hedte hljóp, hedder nu: ljøp, og løp, aab. ø (Nordre Berg. og fl.), ellers laupte. Supinum hedder: lope, aab. o (Tr. Stift), lype, aab. y (Sdm. og fl.), ellers løpe og laupt. — Ordet har ikke Betydningen af anstrenget Løben, f. Ex. Kapløben, hvilket i Norsk udtrykkes ved: springa; derimod betegner det: 1) glide, skride frem; bevæge sig, svinge, rulle o. s. v. om livløse Ting. Heraf løypa. 2) løsne, gaae løs, især om Barken paa Træerne. Gbr. Ellers flaga, svae, gꜳ. 3) løbe sammen, blive tyk; om Mælk. Hertil laupen, adj. 4) forandres i Omfang, udvides eller sammentrækkes. laupe ihop: krympes sammen, krybe ind. laupe ut-yve: udvide sig, blive bred. laupe upp: hovne, svulme op. 5) om Mennesker: gaae ofte, flakke, trippe omkring (ofte med Ringeagt). laupe Ærende: gaae med Ærinder. 6) om Dyr af Hunkjønnet: løbe, yttre Parredrift. Meget udbredt. Hertil Talemaaden „laupe ful“, og flere; jf. fljuga. I Sogn og Hard. betyder det: parre sig, springe. — laupe i Tunn, el. i Ring: løbe rundt i en Kreds. laupe ꜳ Lag, see Lag, 2. — Dæ løyp uppꜳ ꜳ skrid’ ut-av, ɔ: det kommer hurtigt og gaaer langsomt bort. Sdm. og fl.
Laupar, m. et Led i en Lænke, dannet af en stærk Ring, som dreier sig frit omkring en Tap eller Nagle, og tjener dertil, at Lænken kan vendes i alle Retninger uden at forvrides. Shl. Sdm. og fl. — I Sogn hedder det Leikjende. (I danske Dial. Lægend).
laupast, v. n. (løypst; ljøpst), løbe bort, rømme, undvige fra sit Hjem. B. Stift og fl. G. N. hlaupast.
Laup-ꜳr, n. Skudaar. (G. N. hlaupár). Sjelden og forældet. Hertil Laupꜳrsmyss (eller oftere Lauparsmyss), Skuddagen i Februar Maaned. Nhl.
Laupe-jor, f. en Gaard, som skylder en Løb Smør, el. hvis Skyld i Matrikulen er ansat omtrent til en Løb. Søndre Berg.
laupen, part. 1) løben. Oftere lopen (aab. o) og nogle St. lypen (aab. y). — 2) sammenløben, tyk, om Mælk (kun i Femin. laupi, laupa og fl.).
Lauping, f. Omsvæven, Løben (dog ikke stærkt Løb; s. laupa).
Laurdag (for Laugardag), m. Løverdag. (Egentlig Vaskedagen; s. Laug, lauga). G. N. laugardagr. — Natt’a til Laurdags: Natten imellem Fredag og Løverdag. Laurdags-Kvelden: Løverdags Aften. Ein Laurdags Mꜳne: Nymaane som indtræffer paa Løverdag (og som af de Gamle ansees for uheldig med Hensyn til Veiret).
laus, adj. 1) løs, ikke fast eller vedhængende. G. N. lauss. Heraf løysa, losa, losna. Pꜳ laus Fot: paa fri Fod; ogsaa løseligt. Fyre dæ lause. løseligt, ikke for Alvor. — 2) løs, svampagtig, grov, ikke tæt eller fast. Noget sjeldnere. Jf. roven, hosen. — 3) usikker, som man ikke kan holde sig ved. Ein laus Bꜳt: en Baad som ikke ligger trygt paa Vandet, eller som let kantrer. Dæ lꜳg i lause Sjøen; det laae frit i Søen, uden at naae Bunden. I lause Luft’a: frit i Luften, uden noget Fodfæste. — 4) om noget, som løber frit eller uhindret. Saaledes: „laus Eld“, ɔ: Vaadeild, Brand. Ellers: „laus Verme“ (Søndre Berg.), „laust Ljøs“ (Sdm. og flere). laust Blod: Blodgang. En anden Betydning findes i Talemaaden: „laust Liv“, ɔ: Bugløb, Diarrhee. — 5) fri, ubunden, uden fast Stilling. „lause Folk“, især om gifte Folk, som ikke have Gaard eller fast Bopæl. Ein laus Kar: en Karl som ikke har Tjeneste; ogs. En som ikke har Gaard. — 6) færdig, f. Ex. til en Reise. koma seg laus: blive færdig. gjera seg laus: gjøre sig færdig. Han va laus’e mæ Hoggja: han var færdig til at give Hug. (Nordre Berg.).
laus, adj. i Betydningen: manglende el. som ikke har; — bruges kun som en Endelse, der føies til et Substantiv, f. Ex. endelaus (uendelig); makalaus (som ikke har Mage). Paa samme Maade dannes Adverbier ved at tilføie laust, f. Ex. endelaust (uten Ende); syndlaust (uden Synd).
lausbeitt, adj. om Eng eller Græs, som er let at slaae, hvorpaa Leen bider godt. Modsat harbeitt.
Lausebrød, n. et Slags meget porøst eller utæt Brød.
Lauseld, m. Vaadeild; s. laus.
Lauselivnad (-limna, aab. i), m. Løsagtighed, usømmelig Omgang.
Lausfena(d), m. ungt Hornkvæg, eller Kvier og Oxer i Modsætning til Malkekøer. Gbr. Hedder ogsaa Lausenaut, n. og ellers: Ungfe, Gjeldfe, Kvigjende.
Lausgangar, m. Løsgjænger.
laushendt, adj. som ikke har noget at holde eller bære.
Lausing, m. løs eller ugift Karl. (Sjelden). Lausingeba’n, n. eller Lausingsungje, m. et uægte Barn.
lausknytt, adj. løselig knyttet.
lauslꜳten, adj. ustadig, flygtig. Sjelden.
lauslege, adv. løselig.
Lausleikje, m. Løshed. Sjelden.
lauslota (aab. o), adj. 1) ustadig, foranderlig (s. Lot). 2) let at bevæge, hvis Sind let paavirkes; saaledes om En som let kommer i Graad; undertiden ogsaa om Luften: regnsvanger. B. Stift.
lauslyndt, adj. ustadig, vægelsindet. Tell. og fl.
lausmunna, adj. aabenmundet, ubetænksom i at tale. Ogsaa lauskjæfta.
lausmyldt, adj. om Jord: skjør eller let at grave. Af Mold.
lausmylt (aab. y), adj. let at malke, om Køer. B. Stift. I Helg. lausmilt. Af mylkja (mylkt), eller ogsaa af Mjelte (mylt). Jf. trꜳmylt.
lausna, s. losna.
lausreipa, adj. ledig, uden Byrde, som har intet at bære eller bringe med sig. Alm. vestenfjelds; ogsaa i Gbr. og fl. — I Nhl. hedder det lausreipes, adv. Han gjekk lausreipes.
Lausrip (ii), f. Vandbord paa Kanten af en Baad. Tr. Stift. Ellers Dregl, Varbor.
Laussild, f. Sild som sælges i mindre Slumper uden at lægges i Tønder. Tr. Stift.
Lausskodda, f. smaa Taageskyer, adspredt Taage. Nordenfjelds.
laust, adv. løst, løselig.
laustvinna, adj. løst tvunden; om Traad. Modsat hartvinna.
Laus-øyre, n. Løsøre, rørligt Gods.
laut, maatte; s. ljota.
Lauv (Lau), n. Løv, Blade. G. N. lauf. Ogsaa Løvværk, f. Ex. paa Spænder. I denne Betydning siges oftest: Løv.
lauva (laue), v. n. (a—a), sanke Løv til Foder. Nogle St. laugga (for lauvga).
lauvast, v. n. faae Løv, grønnes. Nogle St. lauggast, loggast.
Lauvblokka, f. et lidet Blad, et af Smaaløvene i de fleerdeelte Blade. Søndre Berg.
Lauvbrising, m. en Hob affaldet og sammenraget Løv, som man brænder paa Engen; et Baal af tørt Løv. Sdm.
Lauvbuska, f. en stor Green med Løv.
Lauvfall, n. Løvfald om Høsten.
Lauving, f. Indsamling af Løv.
Lauvkjerne, n. et Knippe af Løvkviste. I Gbr. Lauvkjørv.
Lauv-onn, f. Løvhugsten, den Tid da man samler Løv til Foder. Tell. Hall.
Lauvris (ii), n. Løvkviste.
Lauvskog, m. Løvskov, Løvtræer. gꜳ i Lauvskog: gaae ud paa Løvhugst. Gbr.
Lauvspretting, f. Løvspring, Løvets Udspringen om Vaaren.
Lauvstakk, m. Stabel af Løvkviste.
Lauvsylgja, f. et Spænde med hængende Skaaler eller Løvværk. Rbg. Tell. (hvor det hedder Lauvsygje, el. -sye).
Lauvtre, n. Løvtræ; modsat Bar-tre.
Lav, n. hængende Mos paa Træer. Furelav. Grꜳnlav. (Sv. laf). Egentlig noget vedhængende, af lava.
lava (lave), v. n. (e—de), hænge ved, dingle, bæve, være nærved at falde; især om Mos, Snee eller Dug paa Træer og Græs; ellers ogsaa om Ting som ligge udspredte i stor Mængde, f. Ex. Støv, Riim, Avner. Næsten almindeligt Ord. (Isl. lafa, hænge, dingle). Dæ va so fullt at dæ lavde. Dæ lave ’ta kvar ein Kvist: det er færdigt at drysse ned af hver Kvist. Han ær sꜳ stasa at dæ lave ’ta ’en: han er saa pyntet at det dingler paa alle Sider. Ag. Stift. Dæ bꜳde lyste ꜳ lavde (siges ligeledes om stor Stads og Pragt).
Lavdogg, f. stærk Dug i Græsset; hængende Dugperler. Shl.
Lave, m. s. Lꜳve.
Lavregn, n. stille Regn. Ørk.
lavregne, v. n. regne stille, saa at Draaberne hænge paa Træerne. Ørk.
Lavskog, m. sneedækket Skov. Sdm.
Lavsnø, m. Snee som bliver liggende paa Træernes Grene.
lav-øyrt, adj. slukøret, som har nedhængende Ører. Søndre Berg. og fl. — I Sdm. lapøyrt. (Isl. lafeyrðr).
lꜳ, rumme, optage; s. lo.
lꜳ, og lꜳdꜳ, lade; s. lada.
Lꜳg, f. (Fl. Læg’er, Læg’ar), et nedfaldet Træ, en afbrudt, gammel Træstamme som ligger paa eller i Jorden. Søndenfjelds. Ellers: Lega, Ne-lugu, Nelogo (Tr. Stift). — Sv. låga. G. N. lág.
lꜳg, adj. lav, ikke høi (om Væxt, Reisning, Beliggenhed; ogsaa om Stemme, og figurlig om Stand eller Herkomst). Sv. låg. G. N. lágr. — Bꜳ’ dei hꜳgje ꜳ dei lꜳgje: baade Høie og Lave. (Rbg.). I Tr. Stift hedder Komparativ lægre (læger) og Superl. lægst. — Heraf Lægd, lægje, v. a.
Lꜳgꜳ, s. Logje. lꜳgꜳ, s. laga.
lꜳgbora, adj. lavbordet, om Baade og Færger. I Gbr. lꜳgbara (= bala).
lꜳgfjella, adj. om et Landskab som har lave Fjelde. Ogs. lꜳgfjelt.
lꜳgføtt, adj. lavbenet.
lꜳghalt, adj. halt, af det at den ene Fod er kortere end den anden. Tr. og Ag. Stift. Ellers stutthalt og stighalt.
Lꜳglenda, f. lavt liggende Land; lav Grund uden store Forhøininger. Tr. Stift og fl.
lꜳglendt, adj. lavt liggende, lav, uden Fjelde eller Forhøininger.
lꜳgmælt, adj. lavmælet, som har lav eller svag Stemme.
lꜳgna, v. a. blive lavere.
lꜳgrosta, adj. om et Huus, som har lavt Tag (Rost). Tell. Ellers lꜳgrøyst.
lꜳgsjøa, adj. lavt staaende, om Vandet i Ebbetiden.
lꜳgt, adv. lavt. — snakka laagt: tale sagte. lꜳgt Middag: ikke fuldt Middag. Tell.
lꜳgvaksen, adj. lav af Væxt.
lꜳk’, adj. slet, daarlig. Mest brugl. i B. Stift; — i Nhl. hedder det lak. (Isl. lakr; jf. Sv. elak; Ang. aglæc). Betyder i Særdeleshed: 1) ond, slem, ubehagelig; ogsaa uduelig. Da æ so lꜳkt mæ dei: det staaer daarligt til hos dem. Ein lꜳk Smak: en modbydelig Smag. — 2) syg, svag, beskadiget. Meget brugeligt vestenfjelds; ogsaa i Gbr. Jf. klen, ring, skarven. Han æ lꜳk i Fot’a; eller: „han hev’ ein lꜳk’e Fot“, ɔ: han lider Smerte i en Fod. — 3) slem, listig, fuul; ogsaa arrig, ondskabsfuld (egentlig: fortrædelig, ubeleilig). Han vert’e lꜳk’e mæ dei: han bliver slem imod dem. Den Lꜳke: den Slemme (nemlig Fanden). At dette Udtryk skulde staae i Forbindelse med det mythiske Navn Loki, synes ikke rimeligt. (Jf. Lꜳkje).
lꜳkꜳ, s. laka og leka.
Lꜳkheit, f. Sygdom; ogs. Slethed.
Lꜳkje, m. en slem, listig Karl. Ndm.
Lꜳm, f. Vei eller Fure i Sneen, f. Ex. hvor man har gaaet paa Skier (Skilꜳm) eller hvor man har kjørt Tømmerstokke. Tell. Hedder ellers Ekkje og Far (Ski-far).
lꜳm, adj. mat, svag; s. lamen.
Lꜳn, f. 1. en Stabel, opstablet Hob af Tømmer eller Ved. Tell. I Hall. Lꜳn og Barlꜳn om et Telt eller Skjul af Grankviste. Jf. Isl. lön, Høstak, og lana, sætte i Stak.
Lꜳn, f. 2. en Bygning. Vest- og nordenfjelds med forskjellige Forandringer i Betydningen, nemlig: 1) Vaaningshuus, Hovedbygning, forsaavidt den har flere Værelser og mere end een Etage. Meget brugl. i Nordre Berg. Tr. Stift og Nordlandene. Nogle Steder ogsaa om enhver stor Bygning, som er deelt i fler Rum, f. Ex. Løe-lꜳn (Jæd. Fosen), og især om et langt og smalt Huus. (Shl.). — 2) en Sval eller lukket Gang paa Siden af en Bygning. Shl. — 3) en Række af Huse som ere byggede tæt til hinanden; Siden af et Kvartal i en By. Nhl. Shl. ogsaa i Gbr. (Jf. Eng. lane, Stræde. Holl. laan, Allee).
Lꜳn, n. et Laan. „Guds Lꜳn“, siges mest alm. om Kornhøsten, Fiskeriet eller andet som hører til Livets Næring; men i Helg. kun om Kornvarer og deraf tillavet Mad.
lꜳna, v. a. 1. (e—te), laane; a) modtage til Laans. (Kun med Akkusativ). b) udlaane. (Med Dativ og Akkusativ). Hedder undertiden: lene (ee). G. N. ljá, lé.
lꜳna, v. a. 2. (a—a), 1) opstable, oplægge, f. Ex. Ved. Tell. (s. Lꜳn). — 2) opsætte Grene og Kviste saaledes at de danne en Væg. Sdm. (sjelden).
lꜳna, v. n. (a—a), forlænges, slappes ved langvarig Strækning; om Tougværk. Shl. (Isl. lona, revne).
lꜳnꜳ, formilde, s. lina.
lꜳng, s. lang.
Lꜳnga, f. Lange, en Fisk. Sv. långa. Jf. Byrkjelꜳnga, Valꜳnga.
lꜳngdrepe, v. a. dræbe langsomt. Sdm.
lꜳnge, adv. længe. Kun i Forbindelse med fyrr (før) og sida. „lꜳnge før“: længe forhen. „lꜳnge si’a“ for længe siden. Meget udbredt og maaskee alm. G. N. löngu, laungu.
Lꜳnglegg, n. Galop, Fiirsprang. Sdm. lꜳngleggje, v. n. galoppere.
lꜳngsam, s. langsam.
lꜳngsløkjen, adj. lang og smal. Berg. Stift.
Lꜳng-æsing, m. en lang Række af Skyer i Horizonten. Sogn. Jf. æsa.
Lꜳr, n. et Laar. Hedder ogsaa Lær.
lꜳra, v. n. „lꜳra pꜳ“: gaae med lange Skridt; udspærre Laarene. Shl. og fl.
Lꜳs, n. 1) et Laas. Heraf læsa, Meinlæse, harlæst. — 2) Noget som er indestængt eller indsluttet; især en Fiskestiim, som er stængt med en Not. — Hertil: Lꜳssild, f. Sild som har staaet en Tid i Not.
lꜳsa, s. losa. — lꜳsꜳ, s. lesa.
Lꜳskjerald, n. et Kar med Laas; f. Ex. Skriin, Kiste, Æske.
Lꜳsskjold, m. Pladen paa den forreste Side af et Laas, nemlig omkring Nøglehullet. (I Gbr. Nykjelplata).
Lꜳsskrꜳ, f. Laasbund, Pladen paa Bagsiden af et Laas.
lꜳst, el. lꜳss, s. lꜳtast.
Lꜳt, n. 1) Lyd, Tone (af lꜳta). Mest brugl. søndenfjelds; s. Læta. 2) Klynken, Klagen. Mæ Grꜳt ꜳ Lꜳt. 3) Feil, Uorden. Nordre Berg. Dæ heve fꜳtt eit Lꜳt: det er lidt beskadiget.
Lꜳta, f. Lyd, Tone; s. Læta.
lꜳta, v. n. (læt’; let; lꜳte), give Lyd. (Sv. låta). Imperf. har lukt e (ee), Supin. hedder ogsaa lite (aab. i) og lete (B. Stift og fl.), og Ordet har da de samme Former som lata, fra hvilket det ellers bestemt adskilles i Inf. (lꜳte, a), Imperativ (lꜳt! lꜳte!) og i Præs. Fleertal (lꜳte, a). Betydningen er meget omfattende og vanskelig at gjengive med andre Ord; saaledes 1) i Almindelighed: give en vis Lyd eller Tone fra sig. I Særdeleshed: pibe, kvidre, snadre, skrige, kurre o. s. v. (om Dyr og Fugle); hvine, knirke, skrabe (om haarde Ting); lyde, klinge (om Spil). Alm. og meget brugeligt. Dæ leet ikje i han: man hørte ikke en Lyd af ham. Kva so læt’e: hvad er det for en Lyd; eller egentlig: hvad er det som giver denne Lyd? (Berg. Stift). „Kor læt’e dæ?“ om et Dyr, hvis Stemme man ikke har hørt. — 2) om Mennesker: klynke, jamre sig, give et svagt Skrig eller en anden usædvanlig Lyd. Han let so stygt. Ogsaa: klage, beklage sig. Dei heve altid noko te lꜳte fyre. Undertiden ogsaa: knurre, skjende, mukke. — 3) udlade sig, yttre sig, lade sig forlyde med noget; ogsaa dømme om noget. G. N. láta. Han læt’ so at han vil ikje fara; eller upersonligt: Dæ læt so, han vil ikje fara, ɔ: det hedder, at han vil ikke reise. Han leet sꜳ te: han udlod sig saaledes. (Tell.). lꜳta ette ein: føie sig efter Ens Luner, tale En efter Munden. Heraf Ettelæte. lꜳte væl: rose noget, dømme vel, yttre sig fordeelagtigt. Heraf Vællæta. lꜳte ille: dadle noget, klage, yttre sig utilfreds; ogsaa beklage sig. Heraf Illelæta.
lꜳtast (lꜳst), v. n. (læ’st, le’st; lꜳst), lade som, anstille sig som, udgive sig for at være noget. G. N. látast. — Inf. hedder sædvanlig: lꜳst (lꜳss), dog ogsaa læst. Præsens og Imperf. blive tildeels lige og hedde læst eller lest (ee); egentlig lætst (Præs.) og letst (Imperf.). Supin. skulde hedde lꜳtest (el. letest), men blandes sædvanlig sammen med de andre Former. — Han læst vera framande: han lader som om han var fremmed. Eg skulde lꜳst vera høgst: jeg skulde nu have den Ære at være den høieste. (Et Udtryk af Beskedenhed. Jf. fꜳst). lꜳst inkje i vera: lad som om der ikke er noget i det, lad dig ikke mærke med noget; eller ogsaa: ansee det som intet, ænds det ikke. Han leest ikje vita da; eller: han læst so, han vist’ ikje dæ, ɔ: han lod som om han ikke vidste det. — lꜳst gꜳ: lægge Mærke til, ændse (eg. lade som om man mærkede; s. gꜳ). Nhl. I Tell. „lꜳss gꜳ“. — lꜳst sjꜳ: agte, ændse. (Næsten alm.). lꜳss inte sjꜳ dæ: ænds det ikke, see ikke paa det.
lꜳten, adj. 1) klynkende, klagende. 2) partic. omtalt, bedømt. Nhl. og fl. — „illa lꜳten“: lastet, dadlet. „væl lꜳten“: rost, vel omtalt. Hertil Ordsproget: Mꜳten ær lest lꜳten: Maadehold er bedst; Middelveien ansees for den bedste. Som Endelse svarer det omtrent til Dansk agtig f. Ex. blidlꜳten, varlꜳten.
Lꜳting, f. Klynken, Klagen.
Lꜳtt, m. 1. Latter. Hedder ogsaa Lætt (Sogn) og Lꜳtr, eller Lꜳtt’er, n. (Hard. sjelden). G. N. hlatr. Jf. lægja. „Lꜳtt ꜳ Løye“, s. Løgje.
Lꜳtt, m. 2. Spil til en Dands. Valders. Ellers: Slꜳtt.
lꜳttmild, adj. lattermild; som let kommer i Latter. Søndre Berg.
lꜳvꜳ, s. lova og liva.
Lꜳve, og Lꜳvu, f. en Lade, Ladebygning. Søndenfjelds og tildeels i Tr. Stift. Hertil: Lꜳvedør, Lꜳvevegg og flere.
Lꜳve, m. Lo, Logulvet i Laden. Alm. (I Indr. Lave). G. N. láfi.
Lꜳvebrik (ii), f. en lav Fjelevæg paa Siden af Logulvet. B. Stift. Hedder ogsaa Brikje, Lꜳvabrikje og Lꜳ-brik.
Lꜳvebru, f. Ladebro, en bygget eller muret Forhøining, hvorpaa man kjører ind i Laden. Søndenfjelds.
Lꜳvefall, n. det Korn som paa een Gang tages op af Loen; den Kornslump som paa een Gang bliver drøftet eller kastet. B. Stift. Jf. Tinde.
Lꜳvestav, m. Stolpe ved Loen eller i Midten af Laden. til Forskjel fra „Hynnestav“. B. Stift (hvor Laderne oftest ere Stavbygninger).
Le (ee), n. Læ-siden, den Side som vender fra Vinden (i Seiladsen); modsat Høgd. I Le: paa Læsiden. Isl. hléborð.
Le, Led; Side o. s. v. see Lid.
lea, s. lida.
Leakaure, m. en Kilde eller Flig i et Klædningsstykke. Gbr.
Led (for Ledr), n. Læder. Hedder Led, aab. e (Nfj. Sdm.), Læ (Tell), Lær (Ag. Stift). Ler, med ee (mest alm.), Leir (Sæt.). G. N. leðr. Hertil: Ledholve, f. en halv Hud. Ledmole (aab. o), m. et Stykke Læder.
ledje, v. a. (led’; ladde; ladt), lade, lægge Ladning i et Fartøi. Sdm. (Ellers la’, ladda, lasta, ogsaa læa). G. N. hlaða (hleð, hlóð). Jf. løde. — „Han led’e nid“, siges ogsaa i Sdm. naar det sneer stærkt. (Ligesaa i Isl. hleðr niðr snjó).
Ledjing, f. Indladning, Indskibning.
Lefot, s. Ljofot.
Lefsa, f. et Slags fiint Fladbrød, sædvanlig besmurt med Smør og sammenlagt. Alm. i forskjellig Form: Lefse (mest alm.), Lepsa (Søndre Berg.), Løpsa (Sogn), Løfse (Sfj. Sdm.), Lemsa el. Læms’ (Nordre Trondhj.). Sv. lefsa. (Vel egentl. Levsa). I Sogn betyder Løpsa tildeels det samme som Leiv, hvoraf det formodentlig ogsaa har sin Oprindelse. Samme Betydning har det i „Bakstelefsa“.
Lefsemjøl, n. Meel til Lefser.
lefte, v. a. (e—e), sætte Lafter paa, tilhugge Tømmerstokke saaledes at de falde sammen i Hjørnet af Bygningen. Rbg. Tell. Ellers nava.
leg (aab. e), Adjektiv-Endelse, f. Ex. i mꜳteleg (maadelig). Har Formerne leg’e (Rbg. Nfj. Sdm.), le’ (mest alm.), li (Fosen og fl.), legjen (Nfj.); paa enkelte Steder ogsaa: la; maaskee ogsaa lag (som saavidt erindres, skal forekomme etsteds i Kr. Stift). G. N. -legr og -ligr. I Adverbium hedder Endelsen: lege (aab. e), le, li, og la. G. N. -lega.
Leg (aab. e), n. Leie, Liggested. Tell. (s. Lega). G. N. leg.
Lega (aab. e), f. 1) Liggen, det at man ligger. Dæ vart ikje lang Lega: man fik ikke ligge længe. I Betydningen: Sygeleie, hedder det ogsaa Ulega, eller Olege. Overgaaer til Lugu (Ørked. Indr.) og Logo (Namd.). — 2) Leie, Liggested. Alm. (I Tell. Leg). Sv. läge. I Særdeleshed: a) Liggeplads for Kvæget i Udmarken. Jf. Bulega. b) Rum eller Plet, hvor et Dyr pleier at ligge. Jf. Bol. c) en Seng. Valders (i Formen Legu, el. Lego). Jf. Kvila. — 3) Ankerplads, Stedet hvor et Fartøi ligger. Jf. Lægje. — 4) Bjælker eller liggende Støtter, hvorpaa noget hviler; f. Ex. under Hjulaxelen i en Rok. Nordre Berg. og fl. — 5) Noget som ligger længe paa samme Sted; saaledes om store Fiske, som opholde sig længe paa samme Grund. Sjeldnere om et nedfaldet Træ; s. Lꜳg.
Lega, el. Læga (for Legje), m. en liden Flade imellem Klipper. Gbr. Ndm. Ellers Sate, Flꜳ, Hille.
Legd, f. 1) Lægd, Rode i den militære Inddeling. 2) Fattig-Lægd, Distrikt, hvori et af Sognets Fattiglemmer forsørges. (Jf. Talemaaden: leggja til). koma pꜳ Legd: komme under Sognets Forsorg, blive Lægdslem. I Sdm. hedder det Leik, kome pꜳ Leik. — Hertil: Legdastakar, Legdakall, Legdakjering (Lægdslem). I Sdm. Leikstakar, Leikskjæring.
Legde, n. et Kuld, de Unger som et Dyr frembringer paa een Gang. Gbr. Især om Fugle; i Spøg ogsaa om en Familie eller et Selskab af Mennesker, ligesom Bøle i B. Stift. Ellers Lag og Føde.
Legebol (aab. e), n. Jord som tilhører eller ligger under en Gaard. Helg. (Maaskee egentlig Leigebol).
legekjær (aab. e), adj. træt, som gjerne vil ligge.
Legemꜳl, s. Leigemꜳl.
Legerom, n. Rum til at ligge i.
Legestad, m. Liggested.
legevand, adj. som vil ligge godt, kræsen med Hensyn til Liggested.
Legg, m. (Fl. Leggje, r), 1) Læg, Skinnebeen, Benet imellem Knæet og Anklerne. G. N. leggr. Ogsaa den øvre Deel af Strømper og Støvler; den Deel som svarer til Læggen. — 2) Beenpibe, rørformigt Been. Armlegg, Handalegg. Jf. Isleggjer. — 3) Stammen af et Træ (= Kjepp, Stomn). Furelegg, Bjørkelegg. Ogsaa Stilk paa Græs. (Isl. leggr). Ligesaa den Deel af et Redskab (f. Ex. et Bor), som er imellem Skaftet og Spidsen. Navarslegg. Jf. Pibelegg.
Legg, n. et Læg eller Lag. Oftest i Sammensætning: Innlegg, Utlegg.
Leggbein, n. Benet i Læggene.
leggja, v. a. (legg’; lagde; lagt), at lægge. G. N. leggja. Imperf. hedder sjelden lagde (Indre Sogn); ellers lade (Sdm.), lae og la’ (mest alm.). Ordet skulde egentlig hedde „legja“; jf. liggja. Betydning: 1) lægge; ogsaa bringe eller føre i en vis Stilling. — 2) belægge, dække; f. Ex. med Plader. leggja mæ Stein: belægge med Steen, brolægge. — 3) slaae, give et Slag. B. Stift og fl. „leggje ein unde Øyra“: give En et Ørefigen. Eg skal leggje deg, — leggje til deg! (en Trusel). leggja i Hove (el. Hau’e): slaae i Hovedet, om Slagtere. — 4) anlægge, oplægge. leggja ein Veg: anlægge en Vei. leggje Rꜳd: raadslaae, oplægge Raad. — 5) tillægge; opfostre Kvæg. leggje Kalvar: opfostre Kalve. Ei go’ Kyr te leggje unda: en god Ko at tillægge Yngel af; en som har gode Kalve. B. Stift. — 6) udrede, erlægge, afgive. leggja Skatt: betale Skat. Han heve ingjen te leggje fyre (ingen at betale for). — Ellers bruges Ordet med forskjellig Betydning i mangfoldige egne Talemaader; saaledes: A, reflexivt, leggja seg: a) lægge sig; b) bøie sig, falde, blive brudt (f. Ex. om Eggen paa en Kniv); c) stilles, sagtne. leggje seg fram i: befatte sig med, tage Deel i, f. Ex. en Trætte. leggje seg fyre: vedblive at ligge. leggje sig imillom: komme imellem, afbryde en Strid eller gjøre Ende paa en vis Forstaaelse. leggje seg ned: lægge sig, gaae tilsengs. leggje seg til: slaae sig til Ro, vedblive at ligge. leggje seg um: gjøre sig megen Flid for. leggje seg veg (vekk): om gifte Folk som søge Samleie udenfor Ægteskabet. leggje seg te godes: lægge noget op af sin Fortjeneste; sammenspare. — B, med Partikler. leggje atte: 1) lægge efter sig, glemme; 2) udlægge Ager til Eng (s. Attelega), 3) tillukke Ljoren paa en Røgstue. — leggje att-yve: skjule, dække (f. Ex. om Sneen). leggje av: aflægge. — leggje ꜳt: 1) lægge til, f. Ex. til Land; 2) trykke stærkt til. — leggje fyre: forelægge. leggje ihop: sammenlægge. leggje inn (Mark): indhægne et nyt Engstykke. — leggje millom: betale i Bytte, lægge noget til ved en Byttehandel. — leggje mot: give Modbeviis, gjøre Modsigelse. (Indr.). leggje ned: nedlægge; ogsaa: slutte, holde op med; f. Ex. Han kann ’kje leggje dæ ne(d): han kan ikke glemme det. — leggje ne’re: lægge over noget saa at det bliver ganske tildækket. — leggje til (te): 1) tillægge; 2) beskylde En, give En Skylden for noget; 3) give, udrede Bidrag til; 4) slaae til En (s. foran); 5) sætte sig i Løb, give sig Fart; f. Ex. han la’ te ꜳ springe; han legg te (ɔ: han begynder at løbe). — leggje upp: gjøre Anlæg eller Grundvold til noget. (Heraf Upplag). — leggje ut: 1) udlægge; 2) udrede, betale; 3) udtyde, udvikle, forklare. — C, med enkelte andre Ord. leggje heim: i Sdm. om den Skik, at unge Tjenestefolk give en Deel af sin Løn til Forældrene. — leggje stad (el. avsta’): sætte sig i Fart, rende afsted. — leggje sundt: adskille, dele. — leggje godt fyre ein: anbefale En, indlægge et godt Ord for En. leggje vondt fyre ein: sværte eller nedsætte En, gjøre at En betragtes med Uvillie, især af sine Foresatte. leggje pꜳ Minne: søge at komme ihu. — leggje Hug pꜳ: fatte Tilbøielighed til, forelske sig i. — leggje Lag mæ: give sig i Selskab med. — leggje eit Or til: tale med, tage Deel i Samtalen. Dei legg sꜳ lite til: de forholde sig saa stille. (Tell.). Eg undrast pꜳ kor han lae te dꜳ han høyrde dæ: jeg gad vidst hvorledes han blev tilmode o. s. v. (Rbg.).
leggjande, adj. som kan lægges eller tillægges. Mest sammensat, som framleggjande, utleggjande.
leggjast, v. n. (legst; lagdest; lagst), blive liggende (egentlig lægge sig). Eg æ rædd at han legst ned: jeg frygter for at han bliver sengeliggende. Berg. Stift. Dæ legst altid noke til: der kommer altid noget til; det laver sig saa at der bliver noget. Dæ legst fyre: det formerer sig, der opdynges mere og mere; om Arbeider, Gjæld og deslige, som ikke klares eller opgjøres i rette Tid.
Leggjing, f. Lægning, Maade at lægge paa.
Leggleir, n. Læggen i Strømper. Sdm. Ordets sidste Deel synes forvansket, maaskee for Ledr?
Leggsnø (-snjo), m. Sneelag som rækker op paa Læggene.
Leggspik (ii), f. den forreste Deel af Læggen, Forbenet, det forreste Skinnebeen. B. Stift.
legjen (aab. e), adj. (Fl. legne), 1) som har ligget nogen Tid; f. Ex. om Træ. Hertil ꜳrlegjen, markelegjen, sjølegjen. 2) om Æg (legne): for gamle, noget klækkede og derfor uspiselige. Jæd. (Ellers brædd, klekt). Egentlig partic. af liggja. Udtales ogsaa: leien (Fl. leigne) og lien for ligjen.
legna, v. n. om Fisk, som begynder at faae Afsmag, ved at henligge usaltet. Helg. Jf. kasa, sꜳna.
legstad, m. Liggested, Herberge. Dei kom hær til Legstad: de kom til at overnatte her. Sdm. og fl.
Lei, s. Leid. — leia, s. leide.
leian, s. Leidende. leiast, s. leidest.
Leid (Lei), f. Led, Vei, Farvand. G. N. leið. Ogsaa Retning, Kant, Side (Mest i Tr. Stift). I Sdm. bruges Talemaaden: „alt ꜳ Leid“, ɔ: alt paa een Gang, alt ved samme Leilighed. — Endeel Adverbier med leides (leies) synes at forudsætte et afledet Ord (Leide, n.). Jf. beinleides, sjøleides. Nogle Ord, som betegne en vis Maade, have kun Formen: leis (anderleis, soleis) og tildeels leist; f. Ex. sꜳleist (Gbr.). I Hall. og Valders hedder det derimod: lein (solein, kosslein, mangelein). Dette „lein“ kunde ansees som en forkortet Form enten af Dativ (Lei’en), eller af Fleertal (Lei’idn). Dog kan man maaskee snarere tænke paa Adverbial-Endelsen „ne“ eller „n“; f. Ex. solei-ne. I Nordre Berg. lægges nemlig dette „ne“ til Endelsen „leis“ og det hedder altsaa: soleisne, korleisne eller korleisi-ne (i Sogn korleisi).
leid (lei’e), adj. 1) kjed, som føler Ulyst eller Lede. Eg æ lei’e ’ta di (el. lei a dæ); i Buskerud: „je ær lei dæ“. I Hard. og Voss hedder det: leidt’e, el. leitt’u. — 2) kjedelig, som foraarsager Kjedsomhed. Eit leidt Arbeid. G. N. leiðr. — 3) led, ubehagelig, som man føler Ulyst til eller gjerne vil undgaae; ogsaa: generende, som man undseer sig for. Alm. og meget brugeligt. — eta seg leian, s. Leidende. D’æ leidt te bry han: det er slemt at man skal paaføre ham Umage.
Leide (Leia), f. 1) Lede, Kjedsomhed. (Isl. leiði, m.). 2) en kjedelig Ting; noget som man føler sig uleiliget af. Ei stor’ Leia (en meget ubeleilig Omstændighed). B. Stift.
leide, v. n. (e—de), gaae skraat og jævnt nedad, have en jævn Hælding (om Marker og Fjelde). Nfj. Sdm. ogsaa i Ørk. Dæ leie ne’: det gaaer skraat nedad, er ikke brat. I Nhl. siges leina i samme Betydning; jf. slana.
leide (leia), v. a. (e—de), lede, føre ved Haanden. G. N. leiða. Hertil leidd: ledet, ledsaget. — leidast (leiast): lede hinanden, gaae Haand i Haand. Dei gjekk ꜳ leiddest.
Leidelse (Leiels), n. Ubehageligheder; en led eller ubeleilig Omstændighed.
leiden, adj. skraat og jævnt nedgaaende, ikke brat; s. leide, v. Nfj. Sdm. D’æ so jamt ꜳ leide. (Isl. líðandi).
Leidende, n. 1) en kjedelig eller ubehagelig Ting; ogsaa om Dyr og Mennesker. Sdm. og fl. 2) Lede, Modbydelighed. (G. N. leiðindi). æte se til Leidende: spise for meget af et Slags Mad, saa at man siden faaer Modbydelighed for samme. Sdm. I Fosen hedder det: „eta sæg leian“ (formodentlig et Akkusativ af lei, el. leid); i Indr. siges: „ꜳtꜳ sæg leiꜳn“.
leidest (leiast, leies), v. n. kjedes, blive kjed. G. N. leiðast. Ei at forvexle med det foranførte leidast, s. leide, v. a.
Leidesvein, m. en af de Personer som ledsage en Brud, især paa Veien til Kirken. B. Stift (oftest Leiesvein). Ellers Brurleiar (Hard.) og Brursvein.
Leiding, f. Ledelse, Ledsagelse.
Leiding, m. en kjedelig Person. (Sjelden).
leidsamt, adj. n. kjedeligt; ubeleiligt.
Leidsemd, f. slemme eller ubeleilige Omstændigheder. Mest brugeligt i Nhl. (Leisæmd).
Leidskap, m. Kjede, Kjedsomhed. (Sjelden).
leidsleg, adj. kjedelig; slem, ubeleilig. Mest i Kr. Stift. I Rbg. og Tellem. hedder det: leiskleg.
leidt, adv. slemt, ubeleiligt; s. leid.
leidvoren, adj. kjedelig.
Leie, s. Leide, Leiga og Lægje.
leie, for legje, s. liggja.
leien, s. legjen. leies, s. leidest.
leiga, v. a. (e—de), leie; a) modtage til Leie. G. N. leigja. b) udleie, bortleie. (Med Dativ og Akk.). — Præsens hedder i mange Dial. leige, el. leiger, som er mindre rigtigt, da det bør hedde: leigjer.
Leiga, f. 1) Leie, det at man leier noget. G. N. leiga; Sv. lega. 2) Betaling som gives for Leie; f. Ex. Husleiga. 3) Jordskyld, en Gaards Matrikulskyld. Tr. Stift, Helg.
leigande, adj. 1) som kan leies, eller er leiet. 2) som leier noget, leiende. Bruges mest i Forbindelsen „eigande ꜳ leigande“, som betyder deels Eier og Fæster, deels Huusbond og Tjener.
Leigar, m. Leier; Fæster.
leigd, part. leiet; ogs. fæstet.
Leigefolk, n. leiede Folk, Arbeidere. Hedder ogsaa Leigdefolk; saaledes ogsaa Leigdemann, En som er leiet, især til at drive Fiskerie. Nordre Berg.
Leigemꜳl, n. den Udmark som hører til en Gaard og er adskilt ved Grændseskjel fra andre Marker. Nhl. Ndm. Hedder sædvanlig Legemꜳl (aab. e). Lignende Betydning har Legebol, i Helg. (G. N. leigumál).
Leiglending, m. Leilænding, Fæster. G. N. leiglendingr.
Leik, m. Leg, Spil. G. N. leikr. 2) en enkelt Dands; ogsaa Spil, Musik til en Dands. Gbr. Ørk. Sdm. (Fleertal Leikje). 3) i Kortspil: saa mange Kort, som man bruger paa een Gang.
Leik, Fattiglægd; s. Legd.
leika, v. n. (a—a; el. a—te), 1) lege, spille. G. N. leika. Ofte reflexivt: leika seg. leike seg mæ: lege med. — 2) spille, bevæge sig frit og med Lethed; om en Axel, et Skaft og deslige. Sdm. og fl. „Dæ leika i Hand’enne“, siges om et Skaft, som er let og bekvemt, saa at det glider og vender sig i Haanden. — 3) koge jævnt og sagte. Sdm. Hertil Talemaaden: „leikande Lag“, ɔ: kogende Vand, som gydes paa Maltet i Brygningen. — Han va baade leikande ꜳ lægjande: han var meget frisk og munter. Han live ꜳ leika lite: han lever rigtignok, men i en meget daarlig Tilstand.
Leika, f. Legetøi, noget at lege med. Siges ogsaa ofte om et Barn, især om Pigebørn.
leikje, et Substantiv, som føies til Adjektiver for at betegne en Beskaffenhed abstrakt; f. Ex. Storleikje (Storhed). Søndenfjelds: leik (Storleik). G. N. leiki, leikr.
Leikjende, n. 1) en Axel eller Valse, hvis Ender hvile frit i et Gjænge, saa at den kan dreies eller vendes, ligesom Bjælken i et Spænde. Nordre B. Sdm. I Tell. Leikande. (Isl. leikandi, Axel). 2) en Ring, som dreier sig omkring en tilsvarende Tap eller Nagle i en Lænke. Sogn. (Ellers kaldet Laupar). I danske Dial. Lægn og Lægend. Jf. leika.
Leiksstakar, s. under Legd.
Leikstemna, f. Leg, Barneleg; ogsaa Legemsøvelser. Nordre Berg.
lein (Endelse), see Leid, f.
Lein, f. 1. (Fl. Leina), 1) et af de store Sidetræer i en Væverstol. Sdm. Tr. Stift, Helg. (Isl. hlein). Jf. Støre, Stola. 2) Sidestykke, det yderste Stykke paa Siden, f. Ex. i en Stolryg, i Møggreber og deslige. Ørk.
Lein, f. 2. en Hælding, en skraat nedgaaende Fjeldside. Nhl.
leina, v. n. (e—te), hælde svagt, gaae skraat ned, om en Mark. Nhl. (sjelden). Jf. leide og slana.
Leir (for Ledr), s. Led.
Leir, n. Leer. (G. N. leir).
leira, v. a. beslaae med Leer.
Leira, f. Leergrund, Leerbanke; ogsaa en flad Sandbanke i Strandbredden. B. Stift, Helg. og fl.
Leir-aur, m. Gruusjord, som indeholder noget Leer.
Leirfall, n. Leerbanke som dannes ved Jordens Synkning i en Bakke. Helg.
Leirfivel, m. Planten Hestehov (Tussilago). Tr. Stift. Ogsaa kaldet Leirskreppe, f. det sidste betegner især Bladene; det første Blomsterne.
Leirgrunn, m. Leergrund.
Leirhella, f. tæt og haard Leergrund. I Tr. Stift: Leirhyll’. Ellers Leirbotn.
leirslegjen, adj. tilslaaet med Leer.
leirut, adj. leret, fuld af Leer.
leis (f. Ex. mangeleis), s. Leid.
leiskle, s. leidsleg. leist, s. litast.
Leist, m. Læst; Sokker; s. Lest.
leita, v. n. og a. (a—a; el. a—te), 1) lede, søge efter noget; see efter. G. N. leita. leita ette Fisk (eller blot: leita): roe omkring for at finde en Fiskeplads. leita upp (transitivt): oplede. Han leita seg uppatte: han kommer igjen af sig selv. — 2) v. a. udsøge, udvælge; ogsaa sanke, samle. leite Bær: sanke Bær. Han leitte seg ein Kvist (saae sig om efter en Kvist). leite meg noke: opsøg noget til mig, see om du kan finde noget til mig. — 3) angribe, tage haardt paa, svække, udmatte. Oftest med paa. Dæ leita pꜳ, ɔ: det tager haardt paa, der behøves Styrke til at kunne udholde det. Dæ leita ’kje pꜳ: det har ingen Nød. Meget brugl. i Kr. og Ag. Stift. Jf. røyna, nøyde. I Sdm. har man kun Talemaaden: Dæ leita pꜳ Haud’e mæ ’nꜳ, ɔ: det gjør ham forstyrret i Hovedet, han er paa Vei til at blive gal.
Leitagildre, f. en lang og møisommelig Leden efter noget. Sdm.
leitande, adj. til at lede efter. Hær æ inkje leitande: her nytter det ikke at lede. D’æ ikje leitande ette di lenger.
Leitarfisk, m. Fisk som fanges enkeltviis paa forskjellige Steder.
Leite, f. 1) den Strækning som man kan see eller overskue fra et vist Punkt; saaledes paa en Vei: Strækningen til den næste Krumning hvor Veien ikke længere sees; ligesaa i en Elv, om ethvert Stykke hvor Elven gaaer i lige Linie. Mest brugl. i Østerd. hvor det hedder Lete (ee). Ellers sjeldnere og mere ubestemt, da det tildeels betegner den hele Kreds som man kan overskue. Jf. avleites. Af det forældede leit, lita, ɔ: at see. — 2) en Høide eller Bjergryg i Horizonten; Forhøining som danner Grændsen for Udsigten fra et Sted; eller ogsaa de længst fraliggende Egne eller Punkter som man kan see. Shl. Jæd. Rbg. Tell. (G. N. leiti). Jf. Augleite, Himnaleite, Himmelsyne. — 3) Sted hvor man søger eller leder efter noget; især en Fiskeplads. Fiskeleite. Nordre Berg. I endeel Steds- eller Pladsenavne synes Leite at betyde en Malkeplads. — 4) omtrentligt Sted; Kreds, Egn, Region. Dæ va pꜳ dette Leite hær at æg miste dæ. (Inderøen). — 5) omtrentlig Tid, Stund, Tidspunkt. Igꜳr dette Leite, ɔ: igaar ved denne Tid. Jonsokeleite: Tiden næst for og efter St. Hans Dag. Meget brugl. søndenfjelds. Hedder paa nogle Steder Løyte. G. N. leiti, og löyti, f. Ex. Hallvards vaku læytit. Diplom. I, 301.
leiten, adj. som angriber eller søger ind paa. Siges især om Ilden naar den tændes og griber om sig i en Hast. Tr. Stift. Jf. ꜳleiten.
Leiting, f. Leden, Søgen; ogsaa Fiskerie med Snøre. S. leita.
leitt, adj. om et Udseende, især i Ansigtet. Bruges kun sammensat, f. Ex. rundleitt, langleitt, raudleitt. Nogle St. lett (ee); G. N. leitr; Sv. lett. Synes at forudsætte et forældet Subst. Leit, eller Leite.
Leiv, m. (Fl. tildeels Leive), et Fladbrød, et heelt Brød af Fladbrødsbagning. Alm. (G. N. hleifr). Tvo Leive: to hele Fladbrød. Ein halv’e Leiv (oftest: Halleiv): Halvdelen af et Fladbrød. Jf. Lefsa.
leiva, v. a. (e—de), levne, have tilovers. Alm. — Nogle St. løyve. G. N. leifa.
leivd, part. levnet, tiloversbleven.
Leiving, f. 1) det at man levner noget. 2) Levninger. Hedder ogsaa Leivning, m.
Leivsemne, n. Deig til et Fladbrød.
leka (aab. e), v. n. (lek’; lak; lokje, aab. o), 1) rinde, dryppe ned; baade om Vædske i et Kar, og tillige om Korn, Frø og lignende Ting som let falde ud af Revne eller Aabning. — 2) lække, være utæt, have Revner eller Aabninger; om Kar, Baade, Fartøier. Inf. hedder ogsaa læka (Tr. Stift), laka (Namd.), lꜳkꜳ (Ørk.). G. N. leka. Imperf. ogsaa: lok (aab. o), lek, ee (Shl.). Supin lekje (Sogn).
lekall (aab. e), adj. læk, utæt; især om Baade. Nogle St. lek.
Lekje (aab. e), m. en Læk, Revne, Aabning. Isl. leki.
Lekju (aab. e), f. en liden Vandrende. Gbr. Valders.
Lekk, m. 1) Ring, Led i en Kjæde eller Lænke. Rbg. Tell. og fl. 2) en Lænke, især af Vidier. Ørk. (Isl. hlekkr). Betydningen: Deel eller Stykke, forekommer i „Omagelekk“.
Lekkja, f. 1) Lænke, Kjæde, dannet af sammenhængende Led eller Ringe. B. Stift. 2) en Indretning med enkelte Hager eller Fæstepunkter (Lag), hvorved noget kan flyttes frem og tilbage. Kolelekkja, Sagelekkja.
lekkja, v. a. (e—te), flytte frem eller tilbage, lænke, fæste paa et vist Punkt. B. Stift, Tell. lekkje ned Gryta: hænge Gryden lavere. lekkje upp Kola: stille Lampen høiere. Andre St. hekta.
Lekkjeblom, m. Løvetand (Plante), saa kaldet fordi Børnene ofte lave smaa Ringe og Kjæder af Stilkene.
Leksing, m. en ung eller ufuldvoxen Lax. Buskerud. Hedder ellers Svilung, Silung, Tart, Pjakk.
lekta, v. n. (a—a), slatte, hænge løst, slænge af og til; f. Ex. om Sko, som ere for store. Nordre Berg.
lel (aab. e), eller lell, adv. alligevel. Meget brugeligt søndenfjelds; ogsaa i Tr. Stift. I Indresogn hedder det: loll (lol, aab. o). Ansees som en Forkortning af: likevæl, som paa nogle Steder hedder livæl.
Le-land, n. Landet paa Læsiden (i Seiladsen). koma i Leland: komme for nær til det Land som Vinden driver imod, komme i Lægerval.
leleg (ee), adj. bekvem, beleilig; især om en Stilling. Sdm. og fl. Isl. liðlegr. (Jf. Sv. läglig).
Lelegheit, f. Bekvemhed; ogs. Leilighed.
Lem, s. Lim, og Læm.
lemba, v. n. = lamba.
Lemende, n. Fjeldrotte (Lemmus, el. Hypudæus borealis). Sv. lemmel. Navnet er meget forskjelligt; saaledes: Limende (aab. i), Lemende, Læmende (Gbr. Sdm. og fl.), Lemelde (Nhl.), Lemet (Helg.), Lømenne (Tell.), Lemand (Indr.), Lomhund, m. (Sogn, Valders). Hvilket af disse der er det rigtigste, er vanskeligt at sige.
lempa, v. a. (a—a), læmpe, føie, lave. lempa seg: føie sig.
Lempe, n. og f. Læmpe, Lemfældighed. Mæ Rꜳd ꜳ Læmpe: ved en klog og lemfældig Fremgangsmaade.
lempeleg, adj. lemfældig, skaansom, føielig.
Lemsa (Læms’), fiint Brød; s. Lefsa.
lemstr (læmst’er), adj. mat, stiv, følesløs i Lemmerne (efter Stød eller stærk Anstrengelse). Nordenfjelds. Han va so læmster ꜳ lamen.
len, s. lin. — lena, s. lina.
Lend, f. Lænd, Kryds, Hofter. Ved Kristiania hedder det ogsaa Lund. (G. N. lend).
lenda (lænde), v. n. (e—e), lande, komme til Land. Kr. Stift, Hard. og fl. Ellers landa. (G. N. lenda).
Lende, n. Mark, Jordbund; f. Ex. godt Lenge te kjøre. Østerd. og fl. I Sammensætning bruges oftere Lenda, f.; saaledes Ulenda, Nylenda, Lꜳglenda.
Lending, f. Landing, Landstigning.
Lending, m. Beboer af Distriktet Land i Kristians Amt. Ellers sædvanligt i Sammensætning, som Upplending, Norlending, og fl. (ofte med Udtalen: Lænning).
lendt, adj. n. beskaffent med Hensyn til Land eller Jordbund. Oftest sammensat, som: lꜳglendt, vꜳtlendt etc.
lene (ee), v. a. laane; s. lꜳna.
Lengd, f. 1) Længde. G. N. lengð. 2) en enkelt Tings Længde, som Maal eller som Deel af et Heelt; f. Ex. fire Stokkelengder; ei Huslengd; Toglengd, og fl. 3) en lang Tid. Dæ vart ikje noka Lengd.
Lengja, f. Længde; ogsaa en Ting som er meget lang. Hard. og fl. — Udkanterne af en Hud kaldes i Nhl. Lepalengja. Jf. Isl. lengja, Læderstrimmel.
lengja (længje), v. a. (e—de), forlænge, gjøre længere. G. N. lengja.
lengjast (længjest), v. n. 1) forlænges, blive længere. 2) længes, føle Længsel. (Oftere lengta).
lengje, adv. længe, i lang Tid. Komparativ: lenger (lengr); i Rbg. og Tell. hedder det: leng. — Superl. lengst. — Pꜳ lengje: paa lang Tid. Jf. lꜳnge.
Lengjing, f. Forlængelse.
Lengse, f. en stor Længde, Langvarighed; ogs. en meget lang Strækning. Sdm. sædvanlig i Formen Lænse.
Lengsel (Længsl), m. Længsel.
lengta, v. n. (a—a), længes, føle Længsel. Især at føle Hjemvee, længes tilbage til et Sted, hvor man forhen har været. Alm. og meget brugeligt. I Gbr. lengtast. (Sv. längta). I Sdm. forekommer ogsaa lengta, v. a. i Betydn. forlænge, gjøre længere.
lengten, adj. længselfuld.
Lengting, f. Længsel; Hjemvee; idelig Erindring om et Sted som man har maattet forlade.
lens, adj. lens, blottet. Nyt Ord, ligesom lensa seg: blotte sig. S. aud.
Lensberg, n. Marked (Ledingsberg). Helg. Pꜳ Lensbergje: paa Markedet.
Lense, f. en Kjæde af sammenbundne Stokke, som tjener til at standse og samle det nedflydende Tømmer i en Elv. Ag. Stift. (Maaskee egentl. Lendsa). Om en andet Lense, s. Lengse.
Lensmann, m. Lensmand, Sognefoged. I Hard. hedder det Linsmann.
lenten, adj. spottende, som gjerne finder noget at lee ad og drive Spot med. Nhl.
lentug, adj. lystig, spøgefuld, morsom. Gbr. Rommerige og fl. (Roden til disse Ord er ubekjendt).
Lepe (aab. e), m. 1) Læbe; især paa Dyr. (Sv. läpp). gjera Lepa: vise sure Miner; flæbe, græde. — 2) Læp, Flig; især af Hud. Hertil Lepalengja; s. Lengja.
Lepelag, m. Læbernes Stilling.
lepja, v. a. (lep’; lapte; lapt), labe, søbe med Tungen. G. N. lepja.
Lepje, f. noget vaadt eller blødt; vade Klæder, Skind og deslige. Sdm.
Lepp, m. Tot, Visk; et lidet Knippe, f. Ex. af Hø. Søndre Berg. Rbg. Tell. I Sdm. hedder det Lopp. (G. N. leppr, Lok).
Ler (ee), for Ledr; s. Led.
Lereft (aab. e), n. Lærred; Liintøi. G. N. og Isl. lereft. Sv. lärft. — I Sammensætning lyder det som Lerefs, f. Ex. Lerefsvæv.
lerka, s. lirka.
lesa (aab. e), v. n. og a. (les; las; lese), at læse. Inf. hedder ogsaa lasa (Namd.) og lꜳsꜳ el. lossꜳ (Ørk. Indr.). G. N. lesa. Imperf. ogsaa les, med ee (Shl. Jæd. og fl.), lis, ii (Sogn); Fleertal: lꜳse (Sæt.), loso (Hall.). Supin. lose, aab. o (Sdm. og fl.), lise, aab. i (Nfj. Sogn og fl.). — lesa fyre Presten (eller blot lesa): læse til Konfirmation. (Hertil Talemaaden: Dæ Ꜳr’e me gjekk ꜳ las). — lesa fyre Maten: læse en Bordbøn. lesa uppatte: læse om igjen. lesa rangt: læse urigtigt.
lesande, adj. som man kan eller bør læse. Dæ va ’kje lesande: man burde ikke læse det.
Lesar, m. 1) Læser. Ein go’ Lesar: Ein som læser godt. 2) Konfirmand. 2) af de saakaldte Hellige, En som idelig læser og holder Andagts-Øvelse.
Lesarbonn, n. pl. Konfirmander. Saaledes ogsaa Lesargut, Lesargjenta, eller Lesartaus. Nogle St. Lestrabonn.
Lesarfolk, n. Folk som holde gudelige Forsamlinger og drive megen Andagts Øvelse. Ogsaa „Bønefolk“.
Lesarskap, n. Læserie, idelig Andagt.
lesefør, adj. som kan læse godt.
leseleg, adj. læselig, tydelig, om Skrift.
leseljost, adj. n. saa lyst at man kan læse.
lesen (aab. e), partic. læst, udlæst; om Bøger eller Breve. Ogsaa losen, aab. o (Sdm. og fl.), lisen, aab. i (Nfj. Sogn).
Lesing, f. Læsning, at man læser.
Lesnad (Lessna), m. 1) Læsning, Læsen, Nogle Steder: Lestr. 2) Noget som er bestemt til Læsning; Læsestykker, ubunden Stil, i Modsætning til Sang.
Lesna(d)bok, f. Læsebog; Bog som indeholder Læsestykker eller Prosa.
lessa, v. a. (e—te), 1) læsse, lægge Læs paa. G. N. hlessa. (Af Lass). 2) besvære, trykke, betynge. Sdm. og fl. Dæ leste meg: det faldt mig tungt, var mig til Besvær.
lessalt, adj. n. trykkende, betyngende; om Omstændigheder. Sdm.
Lessing, f. Paalægning af Læs.
Lest, m. 1. (Fl. Leste, r), 1) en Læst, til Sko. — 2) Sokken eller Foden i en Strømpe. Hoselest. Hedder i Søndre B. Leist, og Fl. Leiste. (Isl. leistr). — 3) Oversokker, Halvstrømper at trække udenpaa. Berg. Stift. Ellers Raggar, Loddar og fl.
Lest, m. 2. (Fl. Leste, r), en Læst, et Maal af tolv Tønder.
Lest, m. 3. tætvoxet Græs, Straa som voxer i tætte Klynger. Saaledes Ruglest (Rolest), om Spirerne af Vinterrugen. Ag. Stift.
lesta (seg), v. a. om Græs eller Straa som voxer op i tætte Klynger. Gbr. Buskerud og fl.
Lestr, m. 1) Læsning. Meget brugl. i Søndre Berg. (G. N. lestr). 2) Læsestykker, Prosa, ubunden Stiil (= Lesnad).
Lestrabok, f. Læsebok (= Lesnadbok).
Lestrabonn (-bodn), Konfirmander (= Lesarbonn). Ligesaa Lestragut, Lestrataus. Søndre Berg.
let (ee), 1) lod, s. lata; 2) streg, s. lꜳta.
Let, s. Lit. — leta, s. lita.
Leta (aab. e), el. Lete, f. Ladhed. Nordre Berg. og fl. (af lat). G. N. leti.
leta (aab. e), v. a. (a—a), i Talemaaden „leta seg“: gjøre sig lad, ligge og strække sig, være doven. Shl. og fl. Ellers lata seg, og i Sdm. letje se. (Sv. lättjas).
Lete, s. Leite. leten, s. laten.
Leting (aab. e), m. en lad og doven Krop. B. Stift. (G. N. letingi).
letje, v. a. (a—a), s. leta.
letle, s. lettleg. letne, s. lettna.
lett’ (ee), adj. 1) let, ikke tung. G. N. léttr. 2) magelig, ikke vanskelig. 3) svag, kraftløs, som ikke kan virke meget. 4) rask, smidig, som bevæger sig let. 5) om Luften: letskyet, lys, uden Tegn til Uveir. — Mæ lettꜳ (Dativ): med Magelighed. (Sdm.). lett’e pꜳ Fot’en: rask til at gaae. lett’e fyre Brøst’e: som aander let, ogsaa om En som har en god og reen Stemme.
lett, adv. let, lettelig.
letta (ee), v. a. (a—a), 1) lette, gjøre lettere; ogsaa lindre, formilde. 2) løfte, hæve. lette seg upp: reise sig lidt. 3) v. n. om Veiret: lettes, klare op, nemlig naar Skyerne adsprede sig efter en Iling. G. N. létta.
Lettang, m. let Føre; især haard Snee eller Skare. Ørk. (Isl. léttángr, let Vei).
lettblæst, adj. letbrystig, som aander let eller kan holde længe ud uden at blive træt. Helg.
lettbært, adj. n. om et Sted, hvorfra man har en god Udsigt. Sdm.
Lette, m. 1) Lethed, det at noget er let. 2) Lettelse, Hjælp (i et Arbeide); ogsaa Lindring, Husvalelse. (Isl. léttir).
Lette, n. let eller kjærneløst Korn, som adskilles fra Avnerne. Nordre Berg. og Tr. Stift. (Jf. Skjele). Hertil Lettebrød, n. Brød som tillaves med en Blanding af dette Slags Korn. Lettemjøl, n. Melet, og Lettegrøn, n. Deigen af samme.
Lettedrikke, n. og m. tyndt Øl. (Nordre Berg.). Ogsaa Lett-øl.
Lettekonn, n. Korn med liden eller ufuldkommen Kjerne; s. Lette.
Lettelse, n. = Lette, m.
letten, adj. som plages af Væmmelse eller opstigende Vædsker (Hugbit). Ørk. Ellers vimlen, elgjen og fl.
Lette-tre, n. Hæver, Løftestang; Indretning hvorved en Mølle kan stilles høiere eller lavere.
lettfengd, adj. 1) let at bekomme. Ag. Stift. (Valders, Gbr.). Ellers lettfꜳdd, s. fꜳ. — 2) om Gaarde: let at dyrke, eller hvorpaa det Fornødne kun faaes med Lethed. Valders. 3) rask, flink, som arbeider med Lethed og Færdighed. I Tr. Stift er „lettfengt“ ogsaa: noget let, ligesom lettvoren.
lettfløygd, adj. let og rask i sine Bevægelser. Gbr. (Egentl. letflyvende).
lettfødd, adj. let at fostre eller opføde, som ikke behøver meget Foder. Alm. Nogle Steder ogsaa lettfostra.
lettfør, adj. 1) rask, som bevæger sig let og utvungent. (Af fara, for). — 2) let at bevæge eller flytte. Meget udbredt (modsat tungfør). — 3) i neutr. (lettført), mageligt, let at komme frem. D’æ so lettført te gange. (Gbr. Tr. Stift).
lettføtt, adj. let og rask til at gaae.
lettgjengd, adj. 1) som gaaer let og raskt. (Sjelden). 2) let at gaae paa, om Veie og Føre. Mest i neutr. (lettgjengt), ligesom lettført.
letthendt, adj. lethaandet.
lettklædd, adj. letklædt, tyndklædt.
lettleg, adj. livlig, behagelig; især om et Sted med god Udsigt. Sogn.
lettlege, adv. let, mageligt. Hedder oftere lettele’.
lettliva, adj. munter, livsglad, som har et muntert Sind. Mest brugeligt i de nordlige Egne.
lettlyndt, adj. som har et muntert Sind (= lettliva). Søndenfjelds. (Isl. léttlyndr).
lettlæst, adj. let at oplukke og tillaase.
lettmælt, adj. som taler let og flydende. (Sjelden).
lettna, v. n. (a—a), lettes, blive lettere; ogs. opmuntres, og (om Luften) opklares.
Lettning, f. det at noget bliver lettre, f. Ex. Korn naar det tørres.
lettrodd (oo), adj. let at roe, om en Baad. I N. Berg. siges lettrødd’e.
lettsinna, adj. munter, lystig; ogsaa letsindig, ubetænksom.
lettskya, adj. let skyet, om Luften.
lettsløg, adj. let at slaae, om Eng. (Sjelden).
lettsvævd, adj. letsøvnet, som lettelig kan vækkes, ikke sover fast. (Modsat tungsvævd). Er alm. men hedder tildeels lettsvæv (Nordre Berg.) og lettsøvd (Ørk. og fl.). Paa nogle Steder søndenfjelds siger man „lettvak“ i denne Betydning, men „lettsvævd“ om den som lettelig sover ind.
lettvak, adj. let at vække. Buskerud.
Lettvind, m. Blæst med tørt Veir; Vind som tørrer godt. Saaledes ogsaa Lettve’r, om tørt Veir, Opholdsveir.
lettvinna, adj. let at arbeide paa, som ikke kræver meget Arbeide; især om Gaarde, hvorpaa Dyrkningen og Indhøstningen kan fuldføres med forholdsviis mindre Arbeide. Er alm. men hedder paa de fleste Steder lettvint, og nogle St. lettvunnen (Nordre Berg.). S. Vinna.
lettvint, adj. 1) let at dyrke (= lettvinna). 2) bekvem, beleilig, som ikke medfører stor Vanskelighed.
lettvoren (aab. o), adj. noget let; ogsaa ringe, daarlig.
Lett-æling, m. Kvalme, Opstigelse af skarpe Vædsker til Munden. Ørk. Ellers Hugbit. Jf. letten.
Lett-øl, n. Tyndøl (= Lettedrikke).
leva, s. liva. Levr, s. Livr.
Li, see Lid. — lia, s. lide.
Lid (ii), f. Bjergside, Fjeldside; især en høit liggende Skraaning, en skraat liggende eller kun lidet hældende Strækning ved Siden af et Fjeld (ikke om bratte Fjeldsider). G. N. hlíð. Alm. og meget brugeligt, i Formen Li (men i Nfj. og Sdm. Lid). Fleertal deels Lide (Lier), deels Lia, og Liar. (Jf. leide, leiden).
Lid (aab. i), f. Side; Kant. Meget udbredt og tildeels meget brugeligt. G. N. hlið. Udtales mest alm. Le, ellers ogsaa Li, med aab. i (Sogn, Sætersd.) eller Lid (Nfj. Sdm.), dog saaledes at det overalt adskilles fra det foranførte Lid (ii). — Pꜳ den eine Le’a: paa den ene Side. Pꜳ bꜳe Le’enne: paa begge Sider.
Lid (aab. i), m. Led, Ledemod paa Legemet. (Mest alm. Le, og Li). G. N. líðr. 2) Led eller Knude paa Straa. 3) Led i en Slægt, Generation. I denne Betydning er det oftest Neutrum, efter Skriftsproget.
Lid (aab. i), n. Led i et Gjærde, = Grind. (Mest alm. Le, og Li). G. N. hlið, lið.
Lid-ꜳs (Leꜳs), m. Langbjælke paa Siden under et Tag. Helg. og fl.
lide (aab. i), v. a. (a—a), bøie eller bevæge Lemmerne. (Mere alm. lia, lea, lee). — lea Fingranne: bøie eller røre Fingrene. lea seg: røre sig. Ogsaa med „paa“; lea pꜳ seg: bøie sig lidt til Siden. Ligesaa: lea pꜳ Foten o. s. v.
lide (lia), v. n. (lid’; leid; lide, aab. i), lide, forløbe, gaae hen, om Tiden; ogsaa skride frem, komme nær til Maalet, lakke med Enden. Dæ li’ te Kvelds. Dæ lei’ ut pꜳ Dagjen. Kva so li’e: hvor langt lider det, el. hvilken Tid er det nu? (B. Stift). Dæ li’ mæ Slꜳtt’a: Høslætten er snart endt. Dæ li’ ꜳt mæ han: det er snart forbi med ham. — Undertiden tilføies et Objekt i Dativ; f. Ex. Kva so lid’e Natt’inne, ɔ: hvor langt lider det paa Natten? (Nfj.). Dæ lid’e Fiskj’a: Fisken er snart kogt. Dæ leid hꜳnꜳ (el. dæ lei’ han): det var snart forbi med ham.
lide (lia), v. a. (lid; leid; lide), 1) lide, taale, udstaae. Han lei’ so vondt. Dei ha lie mangt. — 2) fordrage, finde sig i; ogsaa synes om. Eg kann ikje li’ te sjꜳ dæ. Han æ so sær at han lid’ ikje seg sjøl.
lideleg (liele), adj. lidelig, som man kan lide. — Hedder oftere lidande (liandes), især i Sammensætning, som godlidande (goliand), olidande (uliand).
Lidelse, s. Liding.
liden (aab. i), part. fremskreden, forløben; om Tiden. Mest i Sammensætning, som avliden (-lien, -leen); forliden; daglide (adj. n.), ꜳrlide.
lidet (aab. i; ogs. le’ut), adj. leddet, knudet.
lidig (aab. i; ogsaa le’ug, liug), adj. smidig, behændig, som bøier og bevæger sig med Lethed. Alm. (G. N. liðugr). Ellers ogsaa i Betydningen: ledig, ubesat, tilfals.
Liding, f. Tidens Løb (Sjelden). I Sdm. hedder det Lidelse, n. — f. Ex. Veit du noke um Lidelse: veed du hvor langt det lider?
lidla, s. lirla.
lidlaus (aab. i), adj. ledløs, uden Led. Hedder ogsaa lealaus (for lidalaus), og i Namd. ladalaus.
lidmjuk, adj. myg, smidig, rask.
lidrꜳng (for -rang), adj. skjæv. stꜳ lidrꜳng’e: staae i en vrænget Stilling, saaledes at man vrider eller bøier sig meget til Siden. Nordre Berg.
lidtjukk, adj. tyk i Lederne.
Lifot, Hestedækken; s. Ljofot.
ligjen (lien), s. legjen.
liggja, v. n. (ligg’; lꜳg; legje, aab. e), at ligge. G. N. liggja. Supinum udtales oftest leie, og hedder ellers lege, lige (i Sogn), ligje, el. lie (nordenfjelds); G. N. legit. — Efter Afledningerne Lag, laga, Lega og Lægje, saavelsom den tilsvarende Form i de ældre germaniske Sprog, skulde Ordet egentlig hedde „liga“ el. ligja, Præs. lig, og Imperf. lag. — Betydning: 1) ligge, hvile paa noget. 2) være beliggende; om et Sted eller Landskab. 3) overnatte, have Natteherberge; ogsaa opholde sig rolig paa et Sted, f. Ex. paa Land, i Havn. 4) ligge syg. Undertiden med Sygdommens Navn som Objekt (i Akkusativ), f. Ex. liggje Sott’a; liggje Krægda. 5) om en idelig Vedbliven eller Gjentagelse, især med Begreb af Ringeagt. F. Ex. Dei ligg’ ꜳ skriv’ um dæ same endꜳ. Eg vil ikje liggje ꜳ trætte mæ dei. Alm. og meget brugeligt. — Enkelte Talemaader: „liggje attmæ“: ligge tæt ved, ogsaa ligge sammen med, i Seng med. Det sidste hedder paa nogle Steder: „liggje mæ“; men dette Udtryk betegner paa andre Steder (f. Ex. i Nordre Berg.) at pleie legemlig Omgang med En. Denne Dobbelthed, som ogsaa finder Sted ved Talemaaden; „liggja hjꜳ“ (S. Berg.), er meget ubeleilig for Fremmede, da disse Udtryk let kunne forvexles, og man gjør derfor bedst i at bruge „attmæ“ (attved) istedetfor mæ eller hjꜳ. — liggja ihop: ligge sammen. liggje nedfyre: være sengeliggende. (Nordre Berg.). liggje n’i Golva: være i Barselseng, gjøre Barsel. (Sdm. og fl.). — liggje til (om en Eiendom): tilhøre, indbefattes under. — liggje um: plage, forurolige. „D’æ noke so liggæ um hꜳnꜳ“: der er noget som plager ham (især om Sygdom eller Sindsforvirring). Sdm. — liggje vid (el. ve): være magtpaaliggende. „Dæ ligg’ ikje ve“: det behøves ikke, det kommer ikke an derpaa. Nordre Berg.
liggjande, adj. 1) liggende. 2) som man kan ligge paa. Dær va ikje liggjande: man burde ikke ligge der.
liggjefærug, adj. færdig at lægge sig.
liggjetrengd, adj. som har Trang til at ligge.
Liggjing, f. Liggen ( = Lega).
Lik (ii), n. 1. et Liig, dødt Menneske. Den ældre Betydning: Krop, Legeme, forekommer nu ikke, undtagen i Likom og Liktorn.
Lik (ii), n. 2. Kanten paa et Seil.
lik, adj. 1) lig, lignende. (G. N. líkr). Tildeels med Dativ, f. Ex. Ho æ lik Mor’enne (lig Moderen). Jf. likjast. — 2) sandsynlig, eller: som synes at være, seer ud til. Dæ va likt te dæ: det saae ud til. Eg sꜳg ikje noko likt te dæ: jeg saae ikke noget Tegn dertil. Ho æ lik te ei snild Kꜳna: hun seer ud til at være en skikkelig Kone. Jf. Likjende. — 3) skikket, passende. Han æ lik’e te gjera da: han er ikke for god til at gjøre det, man skal ikke spare ham for det. (B. Stift). D’æ ingjen likare til: der er ingen som passer bedre til det. Likt ꜳ ulikt: passende og upassende, løst og fast. — 4) frisk, sund; egentlig: dygtig eller stærk nok. (Inderøen). Han æ itt sꜳ lik at han kann kꜳmꜳ (ikke saa frisk at han kan komme). Modsætningen: olik (ɔ: syg) bruges oftere. — 5) vakker, sømmelig, skikkelig; ogsaa: god, fortrinlig, dygtig. (Kun i neutr. compar. og superl.). Dæ va so likt du hadde hjelt til: det skulde være vakkert, om du havde hjulpet til (spotviis). B. Stift. Dæ vart mykje likare: det blev meget bedre. Han æ den likaste ’ta dei (ɔ: den bedste af dem). Likaste Kar’en: den bedste eller dygtigste Karl. (Saaledes ogsaa i G. N. líkastr, bedst).
lika, v. a. (a—a; el. a—te), synes vel om, ynde, holde af; ogsaa synes om i Almindelighed; f. Ex. Kor lika du dæ, ɔ: hvad synes dig derom. Alm. og meget brugl. Sv. lika; G. N. líka. — lika seg: være tilfreds, befinde sig vel. Sogn. lika ille pꜳ: synes ilde om.
Lika, f. 1) Ret, Erstatning, Godtgjørelse; ogsaa Fordeel, Baade. — gjera kvar Mann Rett ꜳ Lika (Ret og Skjel). B. Stift. Eg hadde Lika fyre Umakjen: jeg havde dog noget for Umagen. Han fekk Like fyre dæ: han gjorde det ikke for intet, det blev ikke ulønnet; ofte ogsaa ironisk om en Fordeel som man er gaaet Glip af. Bruges meget i B. og Kr. Stift. I Ag. Stift hedder det: „Han fekk Rett for dæ“.
likaste, bedst, tjenligst, mest passende; see lik.
Likbur (aab. u), m. Liigfærd. (Sogn). Af bera, bar. — S. Likfær.
like, adv. 1) lige, i samme Grad. 2) lige til, indtil; f. Ex. like te Byen. like te Kvelds. (Derimod ikke i Betydn. beint og jamt, som i Dansk). I Søndre Berg. og Stav. Amt hedder det lika. (G. N. líka; Sv. lika). — like eins: ligedan, paa samme Maade. (Mest søndenfjelds). Eg æ like hendt’e: det kommer mig ud paa eet. (B. Stift). Han æ like nøgd’e: det er ham ligegyldigt, han er ligesaa vel tilfreds med det ene som det andet. Saaledes ogsaa: like glad, like fegjen, like syten. (B. Stift). Eg æ like sæl, um eg hjelp’ ’an: jeg befinder mig lige vel, om jeg hjælper ham; det skader mig ikke o. s. v. „like sæl“, betegner ogsaa ligegyldig, skjødesløs. „like vis“ (ii): lige klog; ogs. lidt uvis, ikke ret sikker.
like-væl, alligevel. Hedder ogsaa livæl og lel (Søndenfjelds).
Likfylgje, n. Liigfølge.
Likfær, 1) Liigfølge, Liigbærere. 2) Liigfærd, Begravelse. Temmelig alm. Ellers hedder det: Likbur, Jarafær (Sogn), Sjaund (Hard.), Sælaba’ (Shl.), Nausyn (Nhl.). Jf. Likveitla.
likjast (likjest), v. n. (est, -test), ligne, være lig. Forbindes med Dativ; f. Ex. Han likjest Far’a: han ligner Faderen. G. N. líkjast.
Likje, m. (Fl. Lika, r), Lige, Jævnlige (uden Hensyn til Kjøn). G. N. líki.
Likjende, n. Tegn, Mærker, Spor til noget. Helg. Dar va ikje noke Likjende te da. (G. N. líkindi, Sandsynlighed). Jf. Ulikjende.
Likjendesak, f. Sandsynlighed, Tegn eller Udseende til noget. Sdm. og fl.
likka (for lidka), v. a. (a—a), røre, bevæge, bøie et Lem (= lide). Søndre Berg. (Isl. liðka).
likka (for litka), v. a. (a—a), give en vis Farve, skjule med noget som seer anderledes ud. Sdm. „D’æ so mykje, dæ likka Botnen“, siges om Mælk, naar man kun har saameget i et Kar, at Bunden skjules eller bliver hvid deraf. (Isl. litkaðr, farvet). S. avlikka.
likleg, adj. rimelig, sandsynlig; ogsaa passende. (Sjelden).
Liklit, (-let), m. Dødningfarve, Liigfarve (i Ansigtet).
likna, v. a. (a—a), 1) sammenligne. likna attꜳt: ligne ved. likna ihop: ligne sammen. — 2) udligne, fordele en Skat eller Afgift. (Derimod ikke at være lig; s. likjast).
Liknabolk, m. Lignelse, Exempel. Nhl.
likande, adj. som kan lignes ved noget. Dæ va ikje ihop-liknande: man kan ikke sammenligne de Ting.
Liknelse, n. 1) Lignelse, Exempel til Sammenligning. 2) Udseende af eller Lighed med noget. (Sjelden). Dæ hadde som eit Liknelse ’ta di. 3) en lignende Ting, en Efterligning, et Billede. I Sdm. bruges det ellers ofte om meget smaa eller ufuldkomne Ting; f. Ex. „eit Heste-Liknelse“: en meget liden Hest. Eit lite Liknelse: en liden Smule. I Spøg ogsaa Manne-Liknelse, Kjæringe-Liknelse og fl.
Likning, f. 1) Sammenligning; 2) Udligning. Likningsmann: Udligningsmand.
Likom (aab. o), ogs. Lekom (ee), n. Legeme. (Sjelden). Jf. Kropp. Skulde egentlig hedde „Likham“. (G. N. líkamr; Ang. lichama).
lik-so (for lite so), ligesaa, lige meget, eller sædvanlig med Begrebet: lidt mere; f. Ex. Dæ va likso godt, ɔ: det var ligesaa godt eller maaskee lidt bedre. I Sogn bruges Talemaaden: „likso æ“, naar En forsmaaer noget som man tilbyder ham; omtrent som: det skal være lige kjært.
lik-som (for like som), ligesom. Hedder tildeels: likso og liksꜳ.
Likspon, m. Talgspaaner i Lys, Talg som flyder ud af et Lys og størkner i Form af Høvlspaaner. Tr. Stift.
Likstrꜳ, n. Liigseng. Han ligg pꜳ Likstrꜳ: han er nylig død. Gbr. og fl.
likt, adv. ligedan, eens, paa samme Maade.
Liktorn, n. Ligtorn. Hedder sædvanlig Liktꜳrn, men skulde efter Analogien hedde Liktonn, m. — Ved Bergen siges ogsaa Liktꜳ, f.
Likveitla, f. Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. Hard. og fl. Ellers Gravøl, Erve, Sjaund.
lilla, huje, synge; s. lirla.
Lim (ii), n. 1) Liim. 2) Kalk; jf. Limstein. Toten, Hedemarken og fl. (Isl. lím). Ogsaa i danske Dialekter.
Lim (aab. i; ogs. Lem), m. (Fl. Lime, r), Lem, Deel af Legemet. G. N. limr.
lima (aab. i), adj. beskaffen med Hensyn til Lemmer. godt lima, storlima, tjukklima og fl.
Lime (ii), f. Plage, Svaghed, Sygdom; f. Ex. Augnelime. Sdm. (Isl. lími, Byrde).
Lime, m. 1. Feiekost af sammenbundne Kviste (= Sopling, Sopel). Kr. og Ag. Stift. (G. N. limi, Kvist).
Lime, m. 2. en Deel af et Vers; Halvdeel eller Trediedel af en Strofe (s. Upptak). Sogn.
Limelde, og Limende; s. Lemende.
limkasta, adj. kalkslaaet. Hedm.
Lim-mjøl, n. et Slags fiin Kalk. Gbr.
Limna, s. Livnad.
Limp, m. Hjørne, Kant, Snip; f. Ex. paa Tørklæder. Valders.
Limstein, m. Kalksteen. Hedm.
Lin (ii), n. 1) Liin, Hør. Alm. (Jf. Horr). 2) et Slags Hovedtøi af Linned.
Lin (aab. i), n. Formildelse, Sagtning, Standsning, f. Ex. i en Storm. Mest nordenfjelds. Dæ va inkje Lin pꜳ: det bruste og stormede stedse.
lin (aab. i), adj. myg, blød, slap, ikke haard eller stiv; ogsaa mild, lemfældig. Udtales ogsaa len (ee) og adskilles fra linn, som ellers har samme Betydning. (G. N. linr; Sv. len). Heraf lina, linka, lindra.
lina (aab. i), v. a. (a—a), slappe, formilde, gjøre myg eller blød; stille, faae til at sagtne; ogsaa løse lidt, f. Ex. paa et stramt Baand. Udtales tildeels: lene, lena, og i Tr. Stift: læna, lana (Namd.), lꜳnꜳ (Ørk.). G. N. lina. — „lina seg“, er ogsaa at bøie eller hælde sig til Siden, læne sig. (Sjelden). See ellers linast.
lina (aab. i), part. slappet, dæmpet. Hertil: Linabrød, sammenbøiet Brød; Fladbrød som blødgjøres ved Varme for at kunne sammenbøies og nedpakkes. Nordre Berg. I Tr. Stift: Lænabrø’, Lanabrø.
Lina (ii), f. 1) Linie, Streg. Kr. og Ag. Stift. (Isl. lína). 2) Linning, Strimmel. Tell. Ellers Lining. 3) Line, Toug paa Fartøier. 4) Fiskeline, Toug som er besat med Angler (Medekroge) og indrettet til at ligge paa Bunden eller i kort Afstand fra samme. Hertil Lineagn, Linebruk, Linefiskje.
Lin-ak’, n. s. Linty.
linast (aab. i), v. n. slappes, blive blødere, ogsaa formildes, stilles, sagtne. I Tr. Stift: lænast, lanast, lꜳnꜳs. I B. Stift ogsaa lina og linnast.
Linbendel, m. Spergel (en Urt). Kr. Stift.
Lind, f. Lind (Træ). Hertil lindebast, Lindebork, Lindestuv og fl.
linda, v. a. (a—a), svøbe, omgjorde. Helg. og fl.
Linde, m. en Svøbelist, et bredt Baand hvormed Barnesvøb omvikles. G. N. lindi, Bælte.
lindra, v. a. lindre, formilde. (Egentlig linra, af lin, adj.). — lindrast, v. n. lindres, stilles. Lindring, f. Lindring.
Linebruk, n. Brug af Fiskeliner.
Linedubl, n. Bøie paa en Fiskeline.
Lin-erla, f. den almindelige Erle (til Forskjel fra Gul-Erlen). Søndenfjelds.
linfaksut, adj. om Heste som have hvid Man, men ellers ere rødhaarede. Gbr. og fl.
Linga’n (for garn), n. Liintraad, Liintøi.
Lining, m. Linning paa Klæder. I Tell. hedder det Line, f.
linka, v. a. (a—a), 1) lindre, formilde (af lin). Ikke alm. 2) fortynde (Mad eller Drikke), gjøre mere tynd eller slap. Tell. og fl. 3) v. n. formildes, stilles, aftage; f. Ex. om Smerte. N. Berg. Ellers linast, linnast.
linn, adj. 1) bøielig, slap, ikke stiv. Egentlig samme Ord som „lin“, men synes at være mere udbredt. 2) tynd, blød; om Mad, ogs. om tynd Drik. Søndenfjelds. (Modsat stinn). 3) lind, mild, ikke skarp eller haard; ogsaa om Mennesker: skaansom, lemfældig. Han æ for linn mæ dei: han skaaner dem for meget.
linnast, v. n. blive lind eller mild.
linnfærleg, adj. lemfældig, som farer skaansomt og forsigtigt frem. (Bedre: linnfør).
linnkoka, adj. lindkogt, ikke meget kogt.
Linnleikje, m. Lindhed, Mildhed. (Sjelden).
linnvoren, adj. noget slap eller lind.
Linrøyr (el. Linnrøyr), f. Hestegræs (Holcus mollis). Nordre Berg.
Linseima, f. Synaal. (Helg.). S. Eima.
Linskav, n. Trevler af opplukket Linned; Charpie.
Lintꜳr, n. Liintrevle. S. Tꜳr.
Lin-to, f. Liingarn, Liintøi. Indr.
Linty, n. 1) Liintøi, Lærred. 2) Linned, Liinklæder. I nordre Sdm. siges ogsaa Linak, n. hvis Oprindelse er uvis.
Lippa, f. Læbe. (Alm.). Jf. Lepe.
Lippelag, n. Læbernes Stilling og Bevægelse. Mest i Spøg om Miner og Grimaser.
lippasid, adj. sidlæbet, med nedhængende Læber.
lirka, v. n. (a—a), lure, liste sig frem for at see eller forsøge noget, søge saa smaat og umærkeligt at komme til noget, forsøge smaat og ofte. — Betydningen er noget ubestemt, men ordet er meget udbredt og findes ogsaa i Formen lurka (Buskerud) og larka (Gbr.).
lirla, v. n. (a—a), synge eller huje med en rask Modulation i Stemmen, eller med Toner som ligne Fløitespil; især om Hyrder. Af og til vestenfjelds i Formen: lirla (Stav. Amt), lidla (Hard.) og lilla, ii (Sdm.). I Tell. jala. — Forskjelligt fra hua, el. hauka.
Liseime, f. pl. i Sdm. om tynde Straa eller Trevler.
lisle, s. litle.
Lissing, f. Lidser, Snorer (i en Væv).
List, f. f. 1. List, Kant, Ramme. Hertil Listhyvel (= Strikhyvel).
List, f. 2. List, Kneb. (Sjelden).
Lista, f. Liste, Fortegnelse.
Lit (ii), f. og n. Lid, Tillid.
Lit (aab. i), m. Farve, Lød. Udtales ogs. Let og tildeels Læt. (G. N. litr; Sv. lett). Alm. især om naturlig Farve, hvorimod kunstig eller paasat Farve ofte hedder „Fargje“. — Et andet Ord: Lit, n. forudsættes i Andlit, men bruges ellers ikke.
lita (aab. i) og litt, adj. farvet; beskaffent med Hensyn til Farven. F. Ex. om et Dyr: „kor æ dæ litt“ ɔ: hvilken Farve har det?
lita (aab. i), v. a. (a—a), farve, sætte Farve paa. (G. N. lita). Jf. likka. Hertil Litaga’n, el. Lita-ty, n. Tøi som skal farves. I Tr. Stift: Litato (Læta-To).
lita (ii), v. n. (e—te; eller: lit’; leit; lite aab. i). 1) i Betydningen: see paa, eller see efter noget (G. N. líta), forekommer det kun i gamle Viser; f. Ex. Han lite seg bak ive Hær. Herfra udgaaer: leita, Leite, Lit, Attelit og fl. — 2) vise, anvise, eller maaskee: ophitte, finde, især et Raad eller en Udvei. Sdm. Oftest transitivt og med Formen: e—te; f. Ex. Han litte me den Rꜳd’a. Kva vil du lite me, ɔ: hvad Middel vil du anvise mig? — 3) lide paa, stole paa noget. Alm. Hertil Ꜳlit, ꜳliten. — I Gbr. forekommer Talemaaden: „Du kann lite me ꜳt, ɔ: du kan betroe dig til mig, stole paa mig.
lita (seg), v. a. (e—te), lade sig nøie, være tilfreds med noget. Søndre Berg. og Stav. Amt. (G. N. líta). Han lit’ ikje seg mæ da. I Nhl.: Han læt ikje sæg lita mæ da.
litande, adj. værdt at lide paa. Dæ va ikje pꜳ-litande; el. Dæ va’ ikje litande pꜳ di.
litast (list), v. n. (sædv. list; leist; litest), synes om noget, tykkes. Kor list du pꜳ dei: hvorledes synes du om dem? Nordre Berg.
lite, adv. lidt; f. Ex. lite lenger: lidt længere. Med Eftertryk: kun lidt; f. Ex. Han va lite bere: ikke meget bedre, næsten ligedan. — lite-vetta, en Smule.
lite (aab. i), supin. af lita, lata og lꜳta.
liten (aab. i), overladt; s. laten.
liten (ii), adj. liden. Mangler baade Fleertal (s. smꜳ) og Komparativ (s. mindre), i den bestemte Form hedder det: litle. (G. N. lítill). I N. Berg. bruges det ogsaa som Subst. istedetfor Navnet paa et Barn. Han Liten (vor lille Dreng). Ho Lita (vor lille Pige). — Da Ordet liten ikke vel kan bruges i Sammensætning, ombyttes det sædvanlig med smaa, især ved Kollektiver f. Ex. Smꜳskog, Smꜳstein.
Liting (aab. i), f. Farvning.
litlaus (aab. i), adj. farveløs.
litle, adj. (bst. Form af liten), lille. Hedder ogsaa lisle (søndenfjelds) og med en egen Udtale: lilsje, lisje (nordenfjelds). G. N. litli, af lítill. See vesle. Hertil: Litlefingren: Lillefingeren. Litleriven: den mindste Bom i en Væverstol.
litsam, adj. tillidsfuld, som stoler eller lider paa noget. (Sjelden).
litt (aab. i), farvet, s. lita.
Liv, n. 1. 1) Liv, det at noget lever; ogs. Levetid. I Live: levende. (Gam. Dativ). Til Livs: til Liv; f. Ex. Dæ va inkje te Livs sjꜳ, ɔ: det saae ikke ud til Liv; der var ingen Udsigt til at undgaae Døden. (Nordre Berg.). — 2) Livlighed, Fyrighed; et fyrigt Sind. D’æ for mykje Liv i han: han er altfor overgiven. — 3) et levende Væsen; Dyr eller Menneske. kvart eit Liv: hver Sjæl. „Han fekk ikje eit Liv“, om en Fisker, som intet har fanget. Jf. Livende.
Liv, n. 2. 1) Underliv, Mave. (G. N. líf). Jf. Vꜳmb, Magje, Buk, Krel. Vondt te Livs: ondt i Maven, Bugløb, Diarrhee. B. Stift. 2) Livstykke i Klæder; den Deel som omgiver Underlivet. 3) et Snørliv.
liva (aab. i), v. n. (e—de), leve. Udtales paa mange Steder leva og læva, ogsaa lava (Namd.) og lꜳvꜳ (Indr. og Ørk.). G. N. lifa. — leva av (med Vægten paa av): overleve En; ogsaa leve over en vis Tid. — leva ihop: leve sammen; især om Ægtefolk. — liva mæ: leve med; ogsaa drive meget Væsen med; f. Ex. Dei livde mæ han! ɔ: de drev et svare Spektakel med ham. B. Stift. liva utav (læva ta): leve af. Dei livde væl: de vare friske og befandt sig vel.
liva (ii), v. a. (e—de), spare, skaane. G. N. hlífa. I Særdeleshed: 1) beskytte, dække, f. Ex. mod Vind og Uveir. Dær æ inkje som live: der er aabent paa alle Sider. — 2) skaane, spare for Umage eller Ubehagelighed. „live seg“: tage det mageligt, søge at undgaae Besværligheden. Han æ ’kje te live: man skal ikke spare ham. — 3) spare paa noget, tage sparsomt til; ogsaa være til Besparelse. liva pꜳ: spare paa. Dæ live pꜳ Brø’e: det er til Besparelse for Brødet. Dei ha livt dæ av: de have sparet det, faaet det tilovers ved at spare. — Meget udbredt Ord, og især meget brugeligt vestenfjelds.
livande (aab. i), adj. 1) levende. 2) fyrig, meget frisk og munter. 3) som man kan leve med eller i. Saaledes i Indr. „Dær æ int lꜳvꜳnd“, ɔ: man kan ikke leve der. D’æ ikje livande i Lag mæ dei: man kan ikke leve sammen med dem.
livande (ii), adj. som man maa skaane. Han æ ’kje livande: han er ikke at spare.
livast (ii), v. n. omgaaes sparsomt med noget. D’æ ikje noke te livast mæ. Nogle St. „liva seg mæ“.
Liv-aure, m. Aftægt, Føderaad af en Gaard. Hall. Vald. Indresogn. Ellers Kor, Folga, Hold og fl. — Hertil: Livaurefolk: Folk som nyde Livøre eller Aftægt. Ligesaa Livauremann, Livaurekꜳna.
Liv-ꜳder, f. Pulsaare, en af de store Blodaarer, paa hvilke en Beskadigelse medfører Livsfare. Meget udbredt.
Livd, f. 1) Beskyttelse; s. liva. 2) Skaansel, Sparen. 3) Besparelse. Dæ va ikje noko Livd i dæ. G. N. hlífð.
Live, n. Ly, Skjul, Beskyttelse. (Søndre Berg. og Stav. Amt). Dar fanst inkje Live fyre Vinden.
Livemꜳte (aab. i), m. Levemaade. I Nhl. ogsaa Ophold, Næring (ligesom „Levemaade“ i de danske Dialekter).
liven (ii), adj. skaansom, sparsom.
Livende (aab. i), n. levende Væsen, Dyr eller Menneske. Kvart einaste Livende. Dær fanst inkje eit Livende. Dei fekk ikje Livende (om Fiskere). I B. Stift meget brugl. Jf. Kvikjende.
Liverne (Leværn), n. Larm, Støi, Lystighed; egentlig Levnet (G. N. liferni). Forekommer i Sdm. Et mere alm. Ord er Læven, i samme Betydning.
Livfe, n. Kreature som ere bestemte til at opfostres (ikke til at slagtes). Kaldes oftere Livkryter og Livbeist; eller særskilt: Livnaut, Livsaud. Meget brugl.
Livgjor’, f. Livgjord, bredt Bælte.
livhætt, adj. n. farligt for Livet, forbundet med Livsfare. Tell.
Living, f. Skaansel, = Livd.
livja (seg), v. a. (a—a), opholde Livet, nære, bjerge sig. Nordre Berg. Tell. Dæ va knappaste dei livja seg: knap saa meget at de opholdt Livet.
Livkryter (aab. y), n. s. Livfe.
livlaus, adj. 1) livløs, som ikke har Liv. (Sjelden). 2) som svæver i Døds Fare, ikke har Haab om Liv. Han va dømd’e livlaus (dømt til Døden). Dæ va reint livlaust: der var ikke Udsigt til at undgaae Døden.
livleg, adj. livlig, frisk, munter (kun om levende Væsener).
Livlengja, f. Forlængelse af Livet; Noget hvorved man for en Tid redder sig fra Døden. Sogn og fl.
Livmus, f. Muskler som røre sig paa et Dyr efterat det er dødt. Nordre Berg.
livmykjen (aab. y), adj. meget frisk og munter, lystig, overgiven. Nordre Berg.
livna (aab. i), v. n. (a—a), leve op, faae Liv, blive levende. Alm. og meget brugeligt. Hedder paa de fleste Steder limna; og nogle St. libna. (G. N. og Sv. lifna). Figurlig: opkomme, opstaae, komme i Bevægelse. „Dꜳ kann du tru han limna“, ɔ: da maa du troe, han kom i en Bevægelse. limna uppatte: komme til Liv igjen, komme sig efter en Dvale eller Skindød.
Livnad (aab. i), m. Levnet, Levemaade. (Mest alm. Limna). G. N. lifnaðr; Sv. lefnad. — Ogsaa: Larm, Tummel, Urolighed. Dæ va slik ein Limna mæ dei: de holdt saadant et Spektakel.
Livr (aab. i), f. (Fl. Livra, r), Lever. Udtales ogsaa Lev’er, og i Tr. Stift: Læver. G. N. lifr.
livra, adj. beskaffen med Hensyn til Lever; om Fisk. mykje livra: som har meget Lever. lite livra: som har liden Lever.
Livrehogg, n. Miltesting; Smerter i Siderne, som især fornemmes efter en stærk Løben. Tell.
Livre-jo, et Navn paa Kiven (Sortmaagen). Helg. Sdm. og fl. (Maaskee egentlig Livregjod). S. Kive og Jo.
Livrekurv, m. Leverpølse. (I Form af Klumper eller Boller hedder den Livreball, el. Livrekumla).
livrædd, adj. bange for Livsfare. Mest i Spøg om en utidig Frygt.
livskræmd, adj. forskrækket indtil Dødsfrygt.
Livstak, n. et afgjørende Tag eller Greb; et Foretagende hvorpaa meget beroer.
Livsti(d), f. Livstid.
Livsykja, f. Mavesyge, Bugløb, Diarrhee. Hedder ogsaa Livstrok (aab. o), n. Sogn og fl. St.
Livverk, m. Smerte i Maven eller Underlivet.
Ljꜳ, m. Lee, Hø-Lee. I det Søndenfjeldske hedder det paa flere Steder: Jꜳ, da nemlig l bortfalder foran j, ligesom i de følgende Ord. I Nordre Trondhjems Amt hedder det: Lø, f. — I Sætersdalen: Ljaar, og i den bestemte Form: Ljꜳ’ren. (G. N. ljár).
Ljꜳbakkje, m. Bagen eller Ryggen paa en Lee; modsat Eggen.
Ljꜳfot, s. Ljofot. Ljꜳre, s. Ljore.
Ljꜳspik, f. en smal og udbrugt Lee. Nordre Berg. I Ørk. Jꜳspik.
Ljꜳssemne, n. Jern og Staal til en Lee. Nogle St. Ljꜳemne.
Ljꜳssorv, n. Skaft paa en Lee.
ljett, = lett. (Inderøen).
Ljo, f. et Dækken (= Ljofot). Hard. (hvor man ogsaa skal have Verbet: ljo, at lægge Dækken paa).
ljoa, s. ljoda.
Ljo(d), m. Lyd; især om stærk eller høi Lyd (jf. Læta). Har forskjellig Form nemlig: Ljo (Søndre Berg. og fl.), Ljød, aab. ø (Nfj. Sdm.), Ljø (Tr. Stift), og ellers Jo og Jø. (G. N. hljóð, n.). Betyder ogsaa en Lytten eller Høren, i Talemaaden: „giva Ljo“, ɔ: høre, lytte, tie stille for at En kan blive hørt.
ljo(d)a, v. n. (a—a), give Lyd (især stærk Lyd). Forskjellig Form: ljoa, ljøde (aab. ø), ljø, joe, jøe.
Ljo(d)alag, n. Lyd med Hensyn til Art eller Beskaffenhed. Eit rart Ljoalag: en besynderlig Lyd. Nhl. og fl.
Ljodhol, n. Lydhul, f. Ex. paa en Tromme.
Ljofot (Ljofꜳt), f. et tykt Dækken som lægges under en Kløvsadel, eller under selve Kløven. Hard. Shl. Hedder ellers: Ljꜳfot (aab. o), og Ljꜳføt (Vald.), Jꜳfot (Gbr.), Lifot (Voss), Lefot (Shl.), Ljo (Hard.). Oprindelsen er uvis; Formen Lifot kunde vel forklares som Liv-fot (beskyttende Klædning), og Lefot som Lidfot (Sideklædning); men de andre Former synes at hentyde paa en anden Herkomst.
Ljom (oo), m. Bulder, Larm, en dump og brusende Lyd; ogsaa Gjenlyd, Drøn, f. Ex. fra et Fjeld. Shl. og fl. Ellers Ljøm, aab. ø (Sogn, Hall.), og Jom (Gbr.). G. N. hljómr. Andre St. bruges „Glym“ i samme Betydning.
ljoma, v. n. (a—a), buldre, dundre, give en huul og stærk Lyd. Hedder: ljoma (Shl. Hard.), ljøma (Sogn), jome (Gbr.). G. N. hljóma.
Ljon (oo), n. 1. Lyn, Lynild. Shl. — Ellers: Ljun (Helg.), Lun (Indr.), Juneld (jæd.), Lygneld (Tell.). Forøvrigt hedder det: Elding (Nordenfjelds), Lukting (Sogn), Lysing (Nhl.), Byrting (Hard. Shl.), Vedeljøs (Sdm.), Veleik (Jæd.), Toreskimt (Valders).
Ljon, n. 2. en Afmagt, et pludseligt Anfald af Mathed og Beklemmelse. Nhl. — Eit Hoveljon: Anfald af Svimmel.
ljona, v. n. 2. (a—a), lyne. Shl. (sjelden). Ellers: ljuna (Helg.), lygne (Tell.).
ljona, v. n. 2. blive svimmel og afmægtig. Nhl. (s. Ljon, 2).
ljona, v. n. 3. huje, skraale. Shl. (sjelden).
Ljoneld, m. Lynild. S. Ljon, 1.
ljora, lysne, klare op; s. ljøra.
Ljore, m. Lufthul i Taget paa Røgstuerne; en Luge eller Aabening til Afløb for Røgen. Søndre Berg. Hedder ellers ogsaa: Ljꜳre (Shl.) og Ljøre, aab. ø (Nordre Berg. Sdm. Helg. Tr. Stift). G. N. ljóri.
Ljorebud, f. Bod med en Luge eller Aabning paa Taget. Helg. (Ljørebu).
Ljoregaupa (Ljøregaup’), f. den øverste Rand af Ljoren. Helg.
Ljoregrind, f. Karmen eller Rammen indvendig i Ljoren.
Ljorestokk, m. en Karm omkring Ljoren ovenpaa Taget.
Ljos, n. 1) Lys (i Almindelighed). Dagsljos, Solljos, Eldsljos. Hedder Ljos (Søndre Berg. og fl.), Ljøs, aab. ø (N. Berg og nordenfjelds), Løs (Fosen), Jos (Tell. Gbr. og fl.), Jøs (Østerd. og fl.). G. N. ljós. — 2) Noget at lyse med; især et støbt Lys, Talglys. Nogle Steder med en egen Benævnelse: Kjerteljos. — 3) Ild. Mest nordenfjelds. Hertil: „slꜳ Ljøs“: slaae Ild. gꜳ ette Ljøs: hente Ild. (Helg. Sdm. og fl.). laust Ljøs: Ildløs. rake Ljøs’e: tildække Gløderne paa Ildstedet. Jf. Verme.
ljos, adj. 1) lys, klar; oplyst. 2) lys af Farve, lysfarvet. hedder ligesom det forrige i Dial. ljos’e (oo), ljøs (aab. ø), jos, jøs. G. N. ljóss. — ljose Dagjen: ved lys Dag. Natt ꜳ ljose Dag: idelig, seent og tidlig. Dæ seie kvar sitt dæ ljøsaste: Enhver taler bedst om sit eget; man gjør altid sin egen Sag saa god som muligt. Nordre Berg.
Ljosbarn, n. synes at betegne et Barn i det Øieblik da det kommer for Lyset, eller da man første Gang seer det. I Tell. siges Josbꜳn om Barnet i Forholdet til Jordemoderen (som kaldes Josmor); saaledes: „Dæ va fyste Josbꜳn’e hennars“, ɔ: det første Barn ved hvis Fødsel hun betjente. I Shl. siges Ljosbadn (mest i Spøg); — den som først finder et Lam eller Kid, som er født ude paa Markerne, siges at have faaet sig et „Ljosbadn“, og faaer da en Bid Mad, som kaldes „Ljosbadna-Bete“ (eg. Bite). Ellers findes Ordet ogsaa i Valders (Ljøsbꜳn) og i Ndm. (Jøsban). Andre Steder siges „Strꜳba’n“ i lignende Betydning.
ljosblꜳ, adj. lyseblaa.
Ljosbrand, m. en brændende Brand; ogs. Tande i et Lys (= Skar).
ljosbrynt, adj. som har lyse Øienbryn. Tell. (josbrynt), og fl.
ljosbært, adj. n. aabent for Lyset, staaende i Lys, let at bemærke. Nordre Berg. (ljøsbært).
ljosdæmt, adj. lysladen, lys af Hudfarve. Søndre Berg.
ljosflekkut, adj. med lyse Pletter.
ljosgirug, s. ljøsgirig.
ljosgrꜳ, adj. lysegraa. Saaledes ogsaa: ljosgrøn, ljosgul, ljosbrun, og fl.
ljoshært, adj. lyshaaret.
ljoska (oo), v. n. (a—a), lysne; især om Luften, naar Skyerne adspredes saa at der bliver en klar Plet. Mest i de nordlige Egne, hvor det hedder ljøska.
Ljoskje, m. Lysning, lys eller klar Plet, især paa Himmelen. Hedder Ljøskje i Nordre Berg. og Joskje, i Gbr. — I Østerd. siges Jøske, om Nordlyset. (Maaskee for Ljoska, f.). Ogsaa paa flere Steder i Ag. Stift: „Værjøske“, Nordlys.
Ljosleikje (Josleik), m. Lyshed, lys Farve. G. N. ljósleiki.
ljosleitt, adj. lysladen, blond. (Sjelden). Oftere om Luften: lys, blid. Han æ ikje ljøslette vest-i: det seer ikke blidt ud i Vest. (Sdm.).
ljoslita (aab. i), adj. lys af Farve.
Ljosmole (aab. o), m. en Stump af et Lys. Ogsaa Ljosstubbe, m.
Ljosmor, f. Jordemoder. Tell. (Josmor), Sogn (Ljøsmor). Isl. ljósa, og ljósmóðir. Jf. Nærkꜳna.
ljosna, v. n. (a—a), lysne, blive lyst (jf. lysa); ogsaa faae en lysere Farve. Hedder ogs. ljøsna, jøsne, josne.
Ljosning, f. Lysning. Jf. Lysing.
Ljosrak, n. Væger i Lys.
ljosrau(d), adj. lyserød. Hedder: ljosrau’e, ljøsraud’e, josrau o. s. v.
Ljosri(d), f. det sidste Angreb af Fødselssmerterne, det Anfald under hvilket Barnet fødes. Shl. (i Formen Ljosri’) Nfj. Sdm. (i Formen Ljøsrid). Ellers: Fødeflaga, Føderid, Fø’ingari’. (Jf. Rid og Flaga). Ordets første Deel gjenfindes i Ljosbarn og Ljosmor.
ljosrædd, adj. lyssky, bange for Lys.
Ljosskar, n. Lysetande.
Ljostr (oo), f. en Lyster, en Stang med Jernspidser i Enden til at stikke Fisk med. Hedder: Ljost’er, Ljøstr, Joster, Jøster.
ljostra, v. a. (a—a), fange eller stikke med Lyster. Nogle St. ljøstre og jostre. — Sv. ljustra; jf. G. N. ljósta, slaae, støde.
ljosvoren, adj. noget lys.
ljot (oo), adj. styg, hæslig; ogsaa grim eller utækkelig af Udseende. Ikke alm. men meget udbredt; saledes ljot’e (i Søndre Berg. og Rbg.), ljøt’e, aab. ø (Sogn, Sdm.), jot’e (Tell.), jøt (Hall.). G. N. ljótr. Heraf Lyte.
ljota, v. n. (lyt; laut; lote, aab. o), maatte, være nødt til; egentlig: faae at gjøre. — Inf. noget sjelden; i Rbg. ljote, i Nordre Berg. ljøte (aab. ø). G. N. hljóta. I Indikativ bruges Ordet næsten overalt. Supinum hedder i Gbr. og Sdm. lota; f. Ex. Han ha’ lota gjort dæ: han havde maattet gjøre det. — D’æ eitt ein vil, ꜳ anna ein lyt’e, ɔ: hvad man vil er eet, hvad man er nødt til er et andet. Dei bad meg so lengje at eg laut hjelpe dei.
Ljoting, m. En som er styg.
ljotna, v. n. blive styg.
ljotvoren, adj. noget grim eller styg, ikke vakker.
ljuga, v. n. (lyg’; laug; logje, aab. o), 1) lyve, fare med Løgn. 2) slaae feil, være falsk, ikke holde Stik. 3) v. a. opnaae noget ved Løgn. — Inf. hedder ogsaa lyge (Tr. Stift og fl.) og juge (Tell. og fl.). G. N. ljúga. — Imperf. har undertiden en egen Form for den anden Person, nemlig laugst (el. logst), altsaa: „du laugst“, hvilket ansees som mere fornærmeligt end: „du laug“. Heraf laugsta (logste, løgste), at beskylde en for Løgn i et saadant Udtryk. — D’ær eit Merkje som inkje lyg’e: det er et Mærke som ikke slaaer feil, et som altid holder Stik. „Dæ lyg’e“, siges i Nordre Berg. om et Værelse som ikke er rigtig tæt; saaledes ogsaa: „Ho lyg’e, Dyr’a“: Døren er utæt, det trækker om Døren. — lyge seg fram: komme frem ved Hjælp af Løgn. Han laug dæ ut: han fik det ud ved Løgn (eller ved Løfter som ikke kunne opfyldes). lyga ihop: opdigte, sammensætte en falsk Historie. — Jf. logjen, lygjen og Lygn.
Ljugar, m. en Lyver, Løgner. Hedder ogs. Lygar, og Jugar.
ljugast, v. n. (lygst, laugst, logjest), slaae feil, ikke holde Stik. Nhl. og fl. Da lygst inkje: det slaaer nok ikke feil. G. N. ljúga.
Ljuging, f. det at man lyver.
Ljun, s. Ljon. — ljune, s. ljona.
Ljø, og Ljød, s. Ljod.
Ljøm, s. Ljom. — ljøp, s. laupa.
Ljør, aab. ø (for Ljor), n. Aabning, Lysning igjennem Taagen eller Skyerne. Sdm. (sjelden).
ljøra (for ljora), v. n. (a—a), klarne, lysne; om Taagen, naar den adspreder sig saaledes at man kan see en Deel af Himmelen. Sogn, Sdm.
Ljøre (paa et Tag), s. Ljore.
Ljøs, s. Ljos. Ljøsbꜳn, s. Ljosbarn.
ljøsgjirig (for ljosgirug), adj. ærekjær, som ikke vil staae tilbage for Andre; ogsaa lidt forfængelig; ellers især om En som er meget gavmild, som ødsler med Gunst og Gaver. Sdm.
Ljøske, s. Ljoskje. Ljøsrid, s. Ljosrid.
ljøt, s. ljot. — ljøte, s. ljota.
Lo, f. 1. Navn paa en Fugl. Kun sammensat: Heidelo, Fjello, Ꜳkerlo.
Lo, f. 2. 1) Lu paa Klæder. (Sv. lo). Heraf losloten. 2) Vævfald, Fnas, Flokker af Liin eller Uld, som falde af ved Vævning og Valkning. Søndre Berg. og fl. (Isl. ló). Jf. Tovt.
Lo, f. 3. (for Lod?), Løbet i et Gevær. Søndre Berg. Rbg. og fl. (Hertil: lostor). Maaskee ogsaa Ladning, eller især en Kugle; see Tore-lo. — Jf. lada og løde. De øvrige Betydn. af Lo, f. indføres under Lod.
Lo, n. Møg, Gjødsel. Helg.; ogsaa i Ndm. dog sjelden og mest i Forbindelsen: „Lo ꜳ Land“ (ɔ: Møg og Urin). (Jf. loa, loboren, Losig. (Af de mange Gaardsnavne med Lo — kunne maaskee nogle forklares heraf, nemlig som en gjødslet Eng eller Plet).
lo (el. loa), v. a. (r—dde), rumme, optage, have Rum til; om Huse. Rbg. (i Formen lo), Tell. (i Formen lꜳ, og loa med aab. o). Dær va sꜳ mange som Hus’e lodde. Stoga lor ikje meir.
loa, v. a. (a—a), 1) gjødsle, bringe Møg paa. 2) v. n. stalde, især om Heste. Ndm. (meget brugl.), Ørk. (sjelden).
lo-boren, adj. gjødet, om Ager. Helg.
Lod (oo), f. 1) Foder til Kvæget, Hø og Halm tilsammen. Sdm. Sfj. Nhl. (tildeels i Formen Lo). — 2) Korn og Halm tilsammen, Kornet paa Ageren eller i utærsket Tilstand. Ag. og Tr. Stift (især Hedm. Østerd. Indr. altid i Formen Lo). Den egentlig Betydning er udentvivl: Væxt, Afgrøde eller Korn og Hø tilsammen. (Jf. G. N. heylóð og kornlóð. Isl. lóð, Græs).
Lod (aab. o), f. Nagletog, et Smederedskab, hvori man slaaer Søm (Spikarlod) eller trækker Jern- og Messingtraad (Draglod). Nogle St. Lꜳ, fl. Lo: i Ørk. Lø. (Isl. löð).
Lod (aab. o), n. pl. see Lad.
lo(d)a, loe, v. n. (a—a), indhøste, bringe Kornet i Huus. Ag. Stift. Hertil innloa og avloa.
lodalaus, adj. som mangler Foder til Kvæget. Nfj. Sdm. — Heraf Lodaløyse, f. Fodermangel.
Lodd, n. 1) et Lod, f. Ex. Blylod. 2) et Lod i Vægt (1⁄16 Mark).
Lodda, f. en Fisk, som undertiden gaaer i stor Mængde ind i Fjordene i Nordlandene. (Osmerus arcticus).
lodda, v. a. 1. (a—a), lodde, sammenlodde (Metal). Jf. brasa.
lodda, v. a. 2. maale med Lod.
loddar, m. Bismer til Lodvægt.
loddbeint, adj. n. lodret.
Lodde, m. (mest i Fl. Loddar), Oversokker, Haarsokker. Kr. Stift. Ellers Leste, Lugga, Raggar.
loden (aab. o), adj. laadden. Ogsaa: loen, lꜳen, løen og (i Ørk.) lauen. G. N. loðinn.
Lodna, f. Laad, Laaddenhed. (Sjelden).
lodna, og lodnast, v. n. blive laadden. Mest alm. lonna.
Lodo, s. Løde, f.
Loft, n. et Loft; ogsaa en Sal eller et Overværelse i Almindelighed. Jf. Læm, Hjell, Træv. — Betydningen Høide eller Luft (G. N. loft) forekommer kun i Talemaaden: „ꜳ Lofte“, ɔ: ophøiet, hævet fra Grunden. Jf. Loftur, Luft, lyfta.
Loftluka, f. Falddør i et Loft.
Loftstova, f. Stue med Loft, i Modsætning til Røgstuerne.
Loft-ur, f. en Steensamling (Urd), hvori de enkelte Stene ligge over hinanden og ligesom opløftede („ꜳ Lofte“), saa at der er store Aabninger eller Huller under samme. Nordre Berg. — Ellers: Lykt-ur (Gbr.), Glop-ur (Kr. Stift).
log (lo), s. lægja.
Log (aab. o), m. Saft, Vædske; især et Afkog af Hø eller Løv, som man giver Køerne at drikke. B. Stift. I Tr. Stift hedder det Laug. I Sogn siges Log ogsaa om det Afkog, som gydes paa Maltet i Brygningen, hvilket ellers hedder Lag, n. — Jf. Barlog, Einelog, Tjørelog. G. N. lögr, Vædske.
Log (aab. o), f. en Lov, Lovbeslutning. Voss. „Da stend’ i Logj’enne“ (det staaer skrevet i Loven). — Paa andre Steder er denne rigtige Form fortrængt af den unorske Form: Lov (el. Lꜳv). G. N. lag, n. lög eller log, plur. Sv. lag. Jf. Lagrett, Lagverja.
Loga (aab. o), f. 1. en Touglængde, saa meget Toug som lægges eller spindes paa een Gang (jf. Maala). Berg. Stift. Egentlig et Læg eller Lag. Jf. Ꜳloga, Fyreloga, Utloga.
Loga (aab. o), f. 2. et Slags Fakkel, dannet af et Bundt af lange Spaaner. Mest søndenfjelds (Tell. Buskerud) hvor det hedder Loge (Laage) og Logu. Jf. Lysa og Kyndel.
loga (aab. o), v. n. (a—a), lue, flamme, brænde stærkt. G. N. loga.
Loge, s. Loga, og Logje.
Logg, f. (Fl. Legg’er, Legg’re), den nederste Deel af et Kar; i Særdeleshed: det Indsnit i Staverne hvori Bunden indfældes; undertiden ogsaa den Deel af Staverne, som er nedenfor Bunden. Alm. G. N. lögg. Sv. lagg. I Sammensætning: Lagge, f. Ex. Laggeband. See lagga.
logga, s. laugga. loggast, s. lauggast.
Logje (aab. o), m. 1. Lue, Flamme. Udtales ogs. Loje, Lꜳga, Lꜳgꜳ. G. N. logi; Sv. låge.
Logje (aab. o), m. 2. Vandflade, Vandets Overflade. Sogn. Tildeels i Formen Loge. Upp i Logen: op i Vandfladen. I Nhl. Sjølok; ellers Vassmꜳl og Sjøatrøm.
logjen (aab. o), adj. løiet, opdigtet.
Logn, f. Stilhed, Havblik, Sagtning i en Storm. Hard. og fl. (G. N. logn; Sv. lugn). Ellers Lygna, Løgje, Dov, Dus, Lotte.
logn, adj. stille, rolig; især om Vandet. Tell. Hall. Gbr. (Sv. lugn). Heraf lygne.
logna, v. n. suurne, bedærves (= ulna, kasa). Hard. I Helg. legna.
Logo, s. Lega.
logra, v. n. slaae feil, befindes at være falsk. Nordre Berg. (S. ljugast).
logsta (for laugsta), v. a. beskylde En for Løgn, sige „du laugst“. S. ljuga.
Lok (aab. o), m. Bregne. Shl. hvor man ogsaa har Verbet: loka, at samle Bregner. Ellers Slok, Burtn, Blom.
Lok (aab. o), n. et Laag, et Dække. G. N. lok. (S. luka). leggja unde Lok: skjule, gjemme. felle unde Lok: døe, komme i Liigkisten. (Valders). Jf. Sjølok.
Loka (aab. o), f. Laage, en Slaa hvormed en Dør tillukkes. I Gbr. hoko (oo). G. N. loka.
Loka (oo), f. Lab, Fod paa et Dyr; ogsaa en Næve. Sogn, Nhl. — Jf. Luka.
loka (oo), v. n. (a—a), nøle, tøve, ikke blive færdig. Sdm. „Kva du loka mæ“: hvad nøler du efter? (Isl. lók, Forhaling).
loka (aab. o), v. a. tillukke med en Laage eller Slaa. Kr. Stift. (Jf. luka). Et andet „loka“ dannes af Lok, m.
lokjen (aab. o), part. „ned-lokjen“: udflydt, nedrunden af et Kar. See leka.
Lokk, m. et Slags Hujen eller Sang hvormed man lokker Kvæget til sig. Ag. Stift.
lokka, v. a. (a—a), lokke, kalde venligt; ogs. forlede til noget. Heraf Lokking, f.
Lokka, f. Lok, Haarlok.
Lokkar, m. 1) en Lokker, Tilskynder. 2) et Slags Dands eller Spil. B. Stift. (Vel egentlig det samme som Lokk).
Lokkevi(d), m. flammet Ved; Træ med Aarer eller Gange som ligne Krøller. Nhl. Jf. Rikka.
lokkut, adj. lokket, deelt i Lokker.
loll, s. lel.
Lom (oo), m. 1. et Slags store Vandfugle (Colymbus septentrionalis). Lomsegg, n. Lommens Æg.
Lom (oo), m. 2. Lab, Fod; især paa Bjørnen. Sdm. og fl. (Isl. lumma). Jf. Ram, Labb, Loka. — I „Ꜳralom“ betyder Lom et Greb eller Haandfang.
Lome, s. Luma.
Lomhund, m. Fjeldrotte. Sogn, Valders. See Lemende.
Lomvær (-væring), m. Indbygger af Lom i Guldbrandsdalen. Ogsaa kaldet: Lø, m. (af det gamle Navn Lóar).
Lon (oo), f. en dyb og stillerindende Bæk (= Løk); ogsaa en Vandpyt, Vandhule (= Hyl, Dam). Tell. og Mandal. (Isl. lón, et Vandstade).
Lone (for Luna?), f. 1) en Stund, en vis Tid (= Bil, Rid). Tell. og flere Steder søndenfjelds. Lange Lonur: lange Stunder. (Tell.). I lonevis: af og til, til enkelte Tider. — 2) Lune, Stemning, Humør. Meget brugeligt søndenfjelds; ogsaa i Ørk. men hedder i Fosen: Lune, (Ellers = Lot, Lag, Møle, Føre og fl.). Det svenske luna har, efter Ihre, begge de samme Betydninger.
lonefengjen, adj. ustadig af Sindelag, vægelsindet, lunefuld. Gbr. I Ørk. lonefengt; og i Fosen: lunfengt.
lonego(d), adj. om En som til enkelte Tider er venlig og godmodig, men til andre Tider uvenlig. Gbr. Toten.
lonut, adj. 1. (af Lone), ustadig, fuld af Luner eller Nykker. (Jf. Isl. lúnóttr).
lonut, adj. 2. (af Lon), sumpig, opfyldt af Vandpytter. Tell.
Lop (aab. o), n. Løb, Sprang (= Laup). Sjelden. I Shl. ogsaa Lopa, f.
lopen (aab. o), adj. 1) løben, faren. (Particip af laupa). Tr. Stift. Ellers: lypen (aab. y) og laupen. — 2) stivnet af Frost, s. loppen. — 3) opløst, smuldret; især om Kjød og Fisk, som løsnes fra Skindet eller sprækker og mørnes af Varme. Sdm. og fl.
lophendt, s. lopphendt.
lopna, v. n. mørnes, opløses, som Kjød naar det løsnes fra Huden eller Benene. Nordre Berg. (af lopen).
Lopp, m. 1. 1) en Visk eller Tot, f. Ex. af Hø. Høylopp, Ullalopp. (Isl. lopi). Ellres Lepp. — 2) en Flok, en liden Hob; f. Ex. ein Smalelopp: en Flok Smaafæ. Nordre Berg. Sdm.
Lopp, m. 2. en Frø (= Frosk). Tell. Buskerud. See Lappe.
Loppa, f. 1) Loppe. 2) det første Tegn til en Kjerne, f. Ex. i Nødder. Jf. Flo.
Loppekrꜳ, m. den Sliim, som omgiver Frøernes Æg. Tell. (Dette Krꜳ er ellers et ubekjendt Ord). I Hall. Loppefro (?). Ellers Lappesli, Gople.
loppen, adj. frossen paa Hænderne, stiv av Kulde (= valen). Ørk. Indr. Helg. (Isl. loppinn). Nogle Steder lopen (aab. o).
lopphendt, adj. stivfingret af Kulde. Tr. Stift. I Ørk. loppenhendt. I Sdm. lophendt’e, om En som er kraftløs i Hænderne. Han fæ ’kje vere lophænte so skal fꜳ dæ laust.
loppet, adj. ujævn, klumpet, sammenviklet i Klynger; f. Ex. om Hø; ogsaa ujævnt med Hensyn til Tørhed. Sdm. Ellers: fuld af Lopper.
Lopradag, s. Lappardag.
Lopurke, f. et Slags stivt Græs (Juncus sqvarrosus). Sdm. sjelden.
Lort (oo), m. Smuds, Ureenhed, f. Ex. paa Hud eller Klæder; ogsaa Dynd, Søle, f. Ex. paa en Vei; ligesaa Skarn, Exkrementer. (Brugen af Ordet er saaledes for en Deel ganske uanstødelig). Hertil: lorta, v. a. f. Ex. „lorta seg ut“: tilsmudse sig i Dynd eller Søle. — Ligesaa: lortet, adj. tilsmudset, skidden.
Los (aab. o), n. Løsning. koma pꜳ Los: komme i Bevægelse, blive løs eller færdig.
losa (aab. o), v. n. (a—a), komme løs, sætte sig i Bevægelse. B. Stift. (Isl. losa, løse). Af laus.
losen (aab. o), læst; s. lesen.
losera (aab. o), logere. Fremmedt Ord ligesom Losemente, og Losi (Logis).
Losig (oo), n. Gjødselfald, gjødende Vædske som udspreder sig over Engen fra Fæhusene. Sdm. Ndm. Ørk. (See Lo, n.). Ellers Tadsig, Hævdedrag.
losliten (aab. i), adj. luslidt, om Klæder.
losna (aab. o), v. n. (a—a), løsnes, blive løs; ogsaa komme i Gang med noget. I Ørk. lausna. (G. N. losna).
Loss (oo), m. Lods. Jf. Kjendmann.
lossa (oo), v. a. losse, aftømme.
Lost (aab. o), m. Lyst, Begjærlighed, Appetit. B. Stift. Matlost. (G. N. losti). Ho æ mæ Loste: hun er i Lysten efter noget, f. Ex. et Slags mad (om frugtsommelige Koner). Nordre Berg.
losta, v. a. (a—a), tage Barken af Træer. Nhl. Ellers løypa, flekkja og fl. (Jf. G. N. ljósta næfrar). Hertil: Lostebjørk, f. Birk som man har taget Barken af.
losta, adj. lysten, begjærlig. Sjelden.
Lostemat, m. Lystemad, Mad som vækker Appetit. (Isl. lostætr matr).
lo-stor, adj. storløbet, om Geværer. Rbg.
Lot (aab. o), n. Lune, Stemning, Humør. Meget brugl. i B. Stift. Han va ’kje i rette Lot’e. (Jf. Lone).
Lot, m. s. Lut. — lota, s. ljota.
lota (aab. o), adj. sindet, tilsinds. Eg æ ’kje so lota: jeg er ikke ret i Lune.
Lotbruk, s. Lutbruk.
Loteig (oo), m. et Engstykke som ligger beleiligt for Gjødsel; Engen tæt ved Fæhusene. Ndm. (Jf. Lo og Losig).
loten (aab. o), adj. tilsinds, i Lune. — godt loten: munter, fyrig, godt oplagt. Ørk.
lotet (aab. o), adj. lunefuld, foranderlig i Sindelaget. B. Stift. (Af Lot). Jf. lonefengjen.
lotig (aab. o), adj. tækkelig, som er tilpas, efter Behag. Nhl.
Lotte, m. Stille, Sagtning i en Storm eller et Uveir. Ørk.
Lov (aab. o), f. (i Tell. m.), en Lov. Nyere Form for Log.
Lov (aab. o), n. 1. Lov, Tilladelse; ogsaa Frihed, Fritimer. I Udtrykket: „fꜳ Lov pꜳ“, synes Lov at betyde: Løfte; jf. lova og Løyve. „Han fæ Lov te dæ“, bruges ofte ironisk i den Mening: han bliver nok nødt dertil.
Lov (aab. o), n. 2. Lov, Ros, Berømmelse. (Sjelden). G. N. lof. Han fekk korkje Lov elder Last.
lova (aab. o), v. a. 1. (a—a), rose, berømme. Sjelden, f. Ex. i Ordsproget: „D’æ alle lasta nꜳr dei skal giftast, ꜳ alle lova nꜳr dei æ daude“.
lova (aab. o), v. a. 2. (a—a; eller a—de), love, give Løfte om. (Med Dativ og Akkusativ). G. N. lofa.
lovande, adj. som man kan love.
Love (oo), m. Haandflade, den indvendte Side af Haandfladen. Næsten alm. (Mangler i en Deel af Tr. Stift). G. N. lófi; Sv. lofve. — Ogsaa den indre Side paa Handsker eller Vanter. Jf. Løvd.
lovebreid, adj. som har brede Haandflader.
Lovekyrkja (aab. o), f. en Kirke som opholdes ved Gaver, eller som man fordum gjorde Løfter til, naar man var i Nød. Hard. og fl.
Lovnad, m. Løfte, Forsikring.
Lu, s. Lur. — Lua, s. Luva.
lua, v. n. lyde, lade til, give Formodning om. Sdm. Dæ lua so pꜳ Snakkja hass, ɔ: man kan formode det efter hvad han sagde. — Andre St. lye (eg. lyda). Jf. G. N. lúða for lýða.
Lubb, m. og Lubba, f. En som er tyk og fyldig. Tildeels nordenfjelds.
lubben, adj. tyk, fyldig, rund. Tr. Stift.
Lufs, m. En som har tykt og stridt Haar; ogsaa En som er skjødesløs i Holdning og Dragt. I Nordre Berg. siges Lusp.
lufsen, adj. stridhaaret; ogsaa uredet, ikke pyntet eller kjæmmet. (I Nordre Berg. luspen).
Luft, f. 1) Luft, Himmel. Kr. Stift og den søndre Deel af Ag. Stift. (Ellers hedder det: Lukt). G. N. loft, lopt, n. (Jf. Lukt og Loft). — 2) Lugt; især ond Lugt, Stank. B. Stift, Gbr. og fl. I Sdm. og Ndm. hedder det Lyft. — I B. og Tr. Stift er saaledes Betydningen af Luft og Lukt ganske omvendt, hvilket ellers kan betragtes som en simpel Overgang, da det ene Ord formodentlig kun er en Variation af det andet.
lufta, v. a. (a—a), 1) udlufte, udsætte for Luften. 2) v. n. lugte, give Lugt. B. og Tr. Stift. I Sdm. lyfte, mest om at stinke.
Lugg, m. 1. et Slags store Ørreder. Lister, Dalerne.
Lugg, m. 2. 1) Haartop, Hovedhaar. (Sv. lugg). taka ein i Luggjen: gribe En i Haaret. — 2) Haarsokker, Oversokker. Helg. Kun i Fleertal (Lugga). Ellers Raggar, Loddar, Lester.
lugga, v. a. rykke En i Haaret.
lugom, adv. tilpas. Gbr. Ørk. — Oftest som Adjektiv: passende, bekvem; ogsaa net, vakker; f. Ex. ein lugom Hest. Sv. lagom.
Lugomheit, f. Bekvemhed. Ørk.
Lugt, s. Lukt. — Lugu, s. Lega.
Luka, f. 1. Haanden, den hule Haand. Han tok upp i Lukꜳ ꜳ drakk: han øste med Haanden og drak. Nordre Berg. og fl. (Isl. lúka). Jf. Loka.
Luka, f. 2. Luge, Lem, Falddør; ogsaa Skaader for en Glug eller et Vindue. I det Søndenfjeldske siger man oftere: Læm.
luka, v. a. (a—a), tillukke med Luger eller Skaader. — I det gamle Sprog havde man luka med Formerne: lyk, lauk, lokje(t); og med Betydningen: lukke, ogsaa ende, slutte. Heraf komme Ordene: Lok, Loka, Luka, Lykjel, Endelykt. Stamordet luka med de anførte Former synes ellers at være ganske tabt.
Lukk, m. Smule, Gran. Kvar ein Lukk: hver en Smule. Nordre Berg.
Lukka, f. Lykke, Held. Vestenfjelds og tildeels i Tr. Stift. Ellers hedder det: Lykke. G. N. lukka. — Til Lukke: til Lykke! (Ønske ved høitidelige Anledninger). Til Lukkenne: lykkeligviis, til al Lykke. Lukkꜳ va be’re hell Ꜳtfær’æ: Lykken var bedre end Fremgangsmaaden. (Nhl.).
lukkast, v. n. (a—a), lykkes, gaae heldigt. Hedder lykkas søndenfjelds. G. N. lukkast.
Lukkefugl, m. i Spøg om En som altid har Lykken med sig.
lukkelaus, adj. uheldig, uden Lykke.
lukkeleg, adj. lykkelig. G. N. lukkulegr.
lukt, adv. ganske, lige til, med eet. Dei sprang lukt i Vatn’e. Han kunna slegje seg lukt ihæl.
Lukt, f. 1. Luft, Himmel. Bruges paa de fleste Steder vest- og nordenfjelds; ogsaa i Hall. Vald. og Gbr. I Sdm. hedder det Lykt. Ellers i Kr. og Ag. Stift: Luft. (Jf. G. N. loft. Holl. lucht). Upp i Lukt’a: op i Veiret, i Høiden. Burt i Lukt’a: hen i Veir og Vind. I lause Lukt’enne: frit i Luften, uden Fodfæste. I Lykt ꜳ Sky: i flyvende Fart, i Hu og Hast. Jf. Lukting.
Lukt, f. 2. Lugt (= Angje, Dꜳm, Tæv). Hedder i B. Stift: Luft. (Sv. lukt, som efter Ihre’s Formodning egentlig har betegnet Luften).
lukta, v. n. lugta (= anga, dꜳma).
Lukting, m. Lyn, Lynild. Sogn. Kan forklares af det foranførte Lukt (ligesom Isl. lopteldr), men har ellers en mærkelig Lighed med Angels. lihting (ɔ: Lyn) og lyht (ɔ: Lys). Jf. Lykt.
lulla, v. n. (a—a), nynne, synge for et Barn for at dysse det i Søvn.
Luma (aab. u), f. Lomme. Hedder mest alm. Lumme (tildeels masc.).
Lump, m. en Klods, en tyk Stump. Helg. Ellers Kubb, Kumb og fl.
lumpen, adj. tyk, klodset.
lumren (lumbrin), adj. døsig, sløv, mat. Nordre Berg.
Lun, n. Lyn; s. Ljon.
luna (aab. u), v. n. (a—a), lure, liste sig frem. Sdm. (sjelden).
Lund, m. 1. Lund, plantet Skov eller Række af Træer; Allee. Sjelden.
Lund, m. 2. Lettetræ; s. Lunn.
Lund, m. 3. Stemme, Sangstemme; eller en vis Klang i Stemmen. Han heve so go’ Lund te syngje. Sdm. I G. N. findes lund, f. Maade; jf. lyndt.
Lund, f. Hofte; s. Lend.
Lunde, m. 1. en smuk Søfugl af Alkeslægten (Mormon arcticus). Nordenfjelds. I Helg. Lunne.
Lunde, m. 2. flammet Ved, som voxer ud paa et Træ hvor Barken er afreven. Sdm. (Ellers: Jꜳr, Ripel, Runne). Hertil Lundeskaft, n. et Skaft af saadan Ved.
lunfengt, s. lonefengjen.
Lunga, f. Lunge.
Lungegras, n. Kongelys (Verbascum). Sogn og fl. Ogsaa kaldet Lungerokk og Lungerot, hvilket sidste paa andre Steder betyder Brunrod (Scrophularia). Jæd.
Lungesykja, f. Lungesygdom. Ogsaa kaldet Lungesott, f.
Lunk, m. Lunkenhed, en mindre Grad af Varme. Ogsaa Lunkje.
lunka, v. a. (a—a), gjøre lunken, varme lidt. Synes at forudsætte et Adjektiv „lun“; jf. ly og lyngje.
lunka, adj. lunken, lidt varm.
lunkast, v. n. varmes lidt, blive lunken. Jf. lyna, fløna, fjelgna.
Lunkje, m. s. Lunk.
Lunn, m. 1) en Stok eller Træstamme som tjener til Underlag, hvor noget skal lægges op eller trækkes frem; saaledes især om de Stokke som nedlægges paa et Landingssted (Stød) for at lette Optrækningen af Baadene. B. og Tr. Stift. (G. N. hlunnr). — 2) Haandspig, Lettetræ, at flytte Steen med. Tell. hvor det ogsaa hedder Lund. (Jf. Brut, Vꜳg, Handspik). I Ag. Stift, om Underlaget i en Tømmerstabel; s. Lunne. — 3) Bekvemmelighed, Herligheder ved en Gaard; s. Lunnende. Altsaa i Almindelighed: noget som er til Lettelse eller Bekvemhed.
lunna, v. a. (a—a), 1) lægge Underlag; nedlægge Stokke (Lunner) paa et Landingssted eller i en Kjørevei. 2) oplægge Tømmer i en Stabel. (Buskerud). S. Lunne og lynne. — Om en Fisker, som kommer hjem uden Fangst, siges at han maa „lunne“, for at hans Reise ikke skal være ganske forgjæves. Nordre Berg.
Lunnbit, m. et Skaar i Kjølen paa en Baad (som nemlig er til Hinder naar den skal optrækkes). B. Stift.
Lunne, m. 1. en Tømmerstabel, et stort Lag af Stokke; ogsaa en stor Dynge eller Hob, f. Ex. af Løv, Hø eller Fjeldmos. Ag. Stift. (Jf. Lꜳn og Lad). Heraf lynne.
Lunne, m. 2. Fordeel, Bekvemmelighed; see Lunnende.
lunnelaus, adj. 1) om et Landingssted som mangler „Lunner“ (s. Lunn). — 2) om en Gaard, som ikke har nogen særdeles Bekvemmelighed eller Fordeel (s. Lunnende). Hedder ogsaa: lunneslaus (Ørk.), lunnalause (Hard. Voss).
lunneleg, adj. bekvem, beleilig. Ein lunnele’ Gar: en Gaard som har betydelige Fordele eller Herligheder. Nordre Berg.
lunnelege, adv. bekvemmeligt.
Lunneløysa, f. Mangel paa visse Bekvemmeligheder.
Lunnende, n. Bekvemmelighed, Fordeel, Lettelse; især visse Fordele eller Herligheder ved en Gaard. Nordre Berg. Ellers: Lunn, el. Lunnar, pl. (Hard. Voss), Lundar, pl. (Tell.), Lunne (Ørk.), Lynne, n. (Nhl.). G. N. hlunnindi, el. lunnende. — Denne Skogjen æ eit stort Lunnende (en stor Fordeel for Gaarden). Han fekk dæ mæ Lut ꜳ Lunnende (med Rettigheder og Herligheder). G. N. með lutum ok lunnendum.
Lunnstikke, f. Lundstikke, Tværnagle i Enden af en Hjulaxel. Ag. Stift. (I B. Stift: Hjulspyta).
lunsa, adj. oplagt, som har Lyst eller Lune til noget. Eg æ ’kje so lunsa. (B. Stift). Jf. Lone og lyndt.
Lur, m. 1. en Luur, et Instrument af Træ til at blæse i, dannet som en Trompet med et langt Rør. Alm. men hedder ogsaa Lu (Sogn, Tell.), formodentlig for Lud eller Ludr. (G. N. lúðr). I Tell. ogsaa Langelu, til Forskjel fra lignende mindre Redskaber, som ellers kaldes Tut og Stut. — Lur bemærker ogsaa et Rør eller noget sammenrullet som ligner et Rør. Borkalur, Nævrelur. (B. Stift).
Lur, m. 2. Møllebænk, de Planker hvorpaa Kværnen er anlagt. Hertil: Lurꜳs, m. Bjælke under en Møllebænk.
Lur, m. 3. 1) en Koie eller Seng i et Fartøi. Nordlandene. — 2) en Blund, en let Søvn. Alm. Sv. lur.
Lur, n. i Talemaaden „stꜳ pꜳ Lur“: lure, lytte. Hedder paa nogle Steder: Lurr (aab. u). Han høyre sjøldꜳ sitt Lov so pꜳ Lurr stend’e, ɔ: den som lurer, hører sjelden sin Ros. Sdm.
lura, v. n. (e—te), lure, liste sig omkring; ogsaa passe paa en Leilighed; sjeldnere om at lytte, s. lyde. Ogsaa v. a. f. Ex. lure seg te: liste sig til noget. lure seg av: liste sig bort. lure te seg: tilsnige sig.
lura, v. a. (e—te), overliste, besnære, narre. Meget brugl. Han æ ’kje go ’te lure. Dæ va dæ som lurte meg. Hertil Particip: lurt, narret, bedragen.
luren, adj. listig, skalkagtig.
Luring, f. Luren; Overlistelse. Derimod Luring, m. en listig Person.
Lurk, m. Kjæp, Stok, Kjølle. G. N. lurkr.
lurka, s. lirka.
lurre, v. n. lure; s. lura.
Lurumdrei, s. Lørung.
Lurva, f. en Pjalt (= Filla); et pjaltet, forrevet Klædningsstykke. (Isl. larfr). Mest i B. Stift. Den eine Lurvꜳ slær hi, ɔ: den ene Pjalt dingler ned over den anden. Ogsaa om uanseelige Dyr og Mennesker. (Jf. Larv). Rovꜳ gifte Lurvꜳ, ɔ: har man Jord saa bliver man gift, om man seer nok saa daarligt ud.
lurvast, v. n. blive pjaltet.
lurvet, adj. laset, pjaltet, forreven. Ellers larvut, fillut.
Lus, f. (Fl. Lys’er), Luus.
lusa, v. a. gjøre reen for Utøi; ogsaa: tugte, prygle.
lus-alen, adj. nem til at befænges med Utøi. Nordre Berg.
Lusing, f. Tugt, Prygl, Indsmøring.
luska, v. n. lure, passe paa en Leilighed. B. og Tr. Stift. Ogsaa v. a. gjøre reen for Utøi.
Lusp, m. en uanseelig Person; En som har stridt og uredet Haar; s. Lufs. luspen, s. lufsen.
Lut (uu), f. Lud, Askelud. I Sammensætning tildeels Luta, f. Ex. Lutagryte.
Lut (aab. u), m. (Fl. Lute, r), 1) Lod, Deel, Part som tilfalder En ved en Uddeling. Arvelut, Landslut, Mannslut. (Alm.). I Vald. og Sdm. tildeels: Lyt (aab. y); i Tr. Stift: Lot (aab. o). Fleertal deels Luta(r), deels Lute; i Tell. Lutir. G. N. hlutr, lutr. Sv. lott. (Jf. G. N. hljóta, faae, bekomme). — 2) Eiendeel, Kostbarhed, Klenodie. Brugeligt i Nordre Berg. Jf. Eignalut. — 3) Deel, Stykke, Afdeling af Rum eller Tid. Øvste Lut’en: den øverste Deel. Fyste Lut’en pꜳ Dagj’a: den første Deel af Dagen. (Nordre Berg.) — 4) Stump, Stykke af noget som er adsplittet. Tell. Hall. Han slo dæ i Lutir (i Stykker). — 5) de enkelte Led eller Tommer i et Hestemaal. Tell. (Ellers Støl og Stolpe).
luta (aab. u), v. a. (a—a), dele, tildele. (Sjelden). luta ut: udlodde, uddele. luta seg inn-i: indlodde sig, forlange en Deel af noget.
luta (uu), v. a. (a—a), udlude, lægge i Lud.
luta (uu), v. n. (e—te), lude, bøie sig forover. G. N. lúta. Ogsaa v. a. „lute seg ned“: bøie sig ned.
Lutbruk (aab. u), n. et Slags Forpagtning, hvorved Brugeren afstaaer en Deel af Gaardens Afgrøde til Eieren. Mest i Tr. Stift, hvor det hedder Lotbruk (aab. o).
Lutbrukar, m. Jordbruger, som kun beholder en vis Deel af Gaardens Avling.
luten (uu), adj. ludende, nedbøiet. — I Tell. skal det ogsaa hedde: lut.
Luting, f. Nedbøining, det at man maa staae i en bøiet Stilling.
Lutmann (aab. u), m. Deeltager, Lodtager; f. Ex. i en Fiskefangst.
lutom-te, stykkeviis. Gbr.
lutra, v. n. gaae langsomt, spadsere ligesom for at see sig omkring.
Luva (Lue), f. en Hue. Mest søndenfjelds, hvor det endog paa flere Steder er det eneste Navn paa Tingen, da Ordet Huva, eller Hue, paa disse Steder synes at være ubekjendt. — Findes ogsaa i svenske og danske Dialekter.
Ly, s. Lyd. ly, hørlig, s. lyd.
ly, adj. mild, ikke kold; om Luften og tildeels ogs. om Vandet. Søndre Berg. og Stav. Amt; ogsaa i Helg. og Nordre Tr. Amt. (G. N. hlý’r). Heraf lykka og lyna. Andre Steder læ (om Luften); jf. fly og flø.
lya, v. n. (a—a), varme, formilde Luften; om Solen. Ørk.
lya (lytte), s. lyde. lyast, s. lydest.
Ly(d), m. Huusfolk, Familie; især Børn og Tjenere. Søndre Berg. Sogn, Hall. (G. N. lýðr, Folk). Han veks Ly’en: Familien bliver større. Han kom mæ all’e sin Ly (med sin hele Familie). — I Sdm. forekommer „Lyd“ med en noget ubestemt Betydning i Talemaaden: „i Lag ꜳ Lyd“; f. Ex. Han skikka se væl bꜳd’ i Lag ꜳ Lyd, ɔ: han opførte sig vel under alle Forholde; eller egentlig: baade i Selskab og i Hjemmet, baade ude og hjemme.
lyd (ly), adj. 1) klartlydende, let at høre, eller som man kan høre paa en lang Afstand (f. Ex. om en Klokke). Kr. Stift. I Shl. hedder det lyen (i femin. lyo). 2) tilgjængeligt for Lyden; f. Ex. om et Huus eller Værelse, hvori man let kan høre hvad der foregaaer i Nærheden. Mere almindeligt; især i Neutrum (lydt). Hær æ so lydt.
lydande, adj. 1) som man kan lytte til. Dæ va ikje lydande ette slikt: saadant var ikke værdt at høre efter. 2) lydende, f. Ex. om et Brev eller Budskab. Sjelden.
lydast (lyast), v. n. (e—de), 1) tykkes at høre, troe at man hører noget. Eg lyddest so at han ropte pꜳ meg: det forekom mig at han kaldte paa mig. Nordre Berg. Gbr. (Forholder sig til høyra ligesom synast til sjꜳ). Jf. mislydast. — 2) forhøre sig om Ens Befindende; besøge eller see ind til En. Alm. men hedder i Ag. Stift oftere: lye; ellers: lyast, lyest, lyes. — lydast um ein: besøge En. (Nordre Berg.). Du æ snild, som lyest inn te oss (som seer ind til os). Han hev’ inkje lydst um oss pꜳ lang Tid.
lyde (lya), v. n. 1. (e—de), 1) lytte, søge at faae høre noget. Alm. (G. N. hlýða). Ogsaa lure, lytte ubemærket til noget. Søndenfjelds ogsaa forhøre sig om eller see ind til En (= lydast). — 2) lyde, indeholde, give tilkjende, f. Ex. om et Brev eller Budskab. Kor lydde Svar’e (hvorledes lød Svaret). Jf. lua. — 3) med Dativ: lyde, adlyde, være lydig. Han lye Far’a men inkje Mor’enne. „lyde Styra“: lystre Roret om Fartøier. (Nordre Berg.). — I et Par Talemaader er „lyde“ v. a. nemlig: lye Messe (høre Messe), lye Preika (høre Prædiken). Ellers: lye pꜳ: høre paa. lye ꜳt: lytte nøie til. lye ette: høre efter, lytte til; ogsaa ændse, agte, rette sig efter; f. Ex. D’æ ikje vært te lye ette di: man behøver ikke at ændse det. lye inn te ein: see ind til En, s. lydast.
lyde, v. n. 2. gaae an, lykkes, gaae af uden Skade. Nordre Berg. i Talemaaden „alt mæ lyde vil“, ɔ: saalænge som det kan gaae an, alt medens det er muligt. G. N. hlýða. (S. lydesamt).
lyden, s. lyd og lydug.
lydesamt, adj. n. om noget som man kan taale eller være tilfreds med. Sdm. Dæ va ikje lydesamt: man vilde ikke taale det, det kunde ikke godt gaae an. (Af lyde, v. 2).
Lyding, f. Lytten, det at man søger at faae høre noget.
Lydnad, m. Paahør, at man hører noget. Sdm. „kome til Lydnads“ (Lynnas): komme tilfældigviis til at høre paa noget.
lydt, adv. lydeligt, klart, tydeligt. Eg høyre dæ so lydt. S. lyd.
Lydtruma (aab. u), f. en vis Lyd i Luften, som ligner Trommeslag paa lang Afstand, og som fordum blev anseet som et Varsel for Krig. Nordre Berg. Ogsaa bekjendt i Ag. Stift under Navn af Dustetrumme, Dystetrumme el. Dystromme.
lydug, adj. lydig. Hedder ogsaa lydig, lyug, lyau; og i Søndre Berg. lyen (for lyden). G. N. hlýdinn.
lye, s. lyde. lyen, s. lyd og lydug.
Lyft, f. Lugt, Stank; s. Luft.
lyfta, v. n. lugte, s. lufta.
lyfta, v. a. (e—e), løfte, opløste. G. N. lyfta. Jf. Loft.
lyftande, adj. som man kan løfte.
Lyfte, n. 1. en Vægt eller Tyngde som man kan løfte. Ein Kars Lyfte: saa meget som en Karl kan løfte. I Gbr. hedder det: Lyftan, n.
Lyfte, n. 2. Løfte (= Lovnad).
Lyftestein, m. en tung Steen som man prøver sin Styrke paa, idet Flere kappes om at løfte den.
Lyfting, m. et Slags Tag paa en Baad; et Dæk som man efter Behag kan flytte eller borttage. Sogn, Nhl. og fl. — Lytingsbꜳt, m. en Baad med et saadant Dæk.
lyga, at lyve; s. ljuga.
Lygar, s. Ljugar. lygast, s. ljugast.
lygjen, adj. usandfærdig, tilbøielig til at lyve. Søndre Berg. Udtales ogsaa lyen, men i Fleertal lygne. G. N. lýginn.
Lygn (aab. y), f. Løgn, et løgnagtigt Udsagn. Dæ va ingja Lygn’a: det var alt for sandt. — I Sdm. forekommer Talemaaden: „drive til Lygnar“ (ogs. te Lygnas), ɔ: gjøre til Løgner, gjøre Ens Ord til Løgn. Denne Form maa enten være et forældet Genitiv af Lygn, eller ogsaa et eget Ord, maaskee Lygnad.
Lygna, f. Ly, Stilhed, Havblik; ogsaa en stille Plet paa Vandet. Hard. Jæd. Tell. (Af Logn). G. N. lygna.
lygne, v. n. 1. (e—de), stilles, sagtne, om Vinden. (Jf. logn, adj.). Dæ lygner av. Tell. — G. N. lygna.
lygne, v. n. 2. (e—de), lyne, Tell. Ellers ljona, brꜳ og fl.
Lygn-eld, m. Lynild. Tell. hvor det ogsaa hedder Lygnevarme, m. — Sv. ljungeld. Gammel Svensk lygneld, lygnueld. Gam. Dansk lugneld. Jf. Ljon.
Lykjel (aab. y), m. (Fl. Lykla, r), Nøgel til et Laas. B. og Tr. Stift; ogsaa i Hall. og Vald. (I Hard. Lykle). Ellers Nykjel. — G. N. lykill. (Af luka, lauk). I danske Dial. Løggel.
lykka (yy), v. a. (a—a), varme lidt, gjøre mildere eller mindre koldt. Nhl. Egentlig ly-ka, af ly, adj. Jf. lya.
Lykka (yy), f. en svagere Varmegrad, Mildhed, Lunkenhed. Søndre Berg. Jf. Læka.
lykkast (yy), v. n. blive mildere, varmes lidt. Jf. lyna og læka.
Lykke (aab. y), s. Lukka.
Lykkja, f. 1) Løkke, Sløife, som kan sammentrækkes saaledes at den lukker eller indeslutter noget. Alm. (Sv. lycka). — 2) Bøile, Ring, en Bugt eller lukket Krog paa forskjellige Redskaber. (G. N. lykkja). Hestelykkja: en Malle. Knappelykkje: Fæstet paa en Knap. (Gbr.). — 3) et særskilt indhægnet Stykke af en Gaard, et Engstykke som er omgivet af et Gjærde. Ag. Stift; ogsaa i Ørk. Ved Byerne hedder det Lykke, el. Løkke. Sv. lycka.
lykkjut, adj. bugtet, fuld af Løkker.
Lykle, f. Skindlæp, nedhængende Læp eller Udvæxt under Halsen, især paa Gjeder. Nordre Berg. I Gbr. hedder det Nykle. — Lykla er ogsaa Navn paa en Gjed som har en saadan Halslæp.
Lyklehald, n. Grebet paa en Nøgel.
Lyklehꜳnk, f. Nøgleknippe.
Lyklehol (aab. o), n. Nøglehul.
Lykleskjegg, n. Nøglekam. (Isl. lykilskegg).
Lykt, f. en Løgte. G. N. lykt.
Lykt, f. Luft; s. Lukt.
lykta, v. n. passe paa Veiret, læmpe sin Reise efter Veiret, benytte Tiden imellem Stormbygerne; om Folk som reise tilsøes. Nhl. lykta sæg fram: komme frem derved, at man skynder sig, medens Vinden er svagest, og derimod lægger til Land under Stormbygerne.
Lykt-ur, s. Loftur.
lyna, v. n. (a—a), blive mildere; om Luften. (Af. ly). Søndre Berg. og fl. Udtales sædvanlig kort som lynna, dog med lukt y. G. N. hlýna. — Jf. læna og lykkast.
lynd, adj. skjult; s. løynd.
lyndt (el. lynt), adj. sindet, beskaffen med Hensyn til Sindelag. Ofte i Sammensætning som godlyndt, vondlyndt og fl. (Formen lynd er opgivet fra Tell.). G. N. lyndr, af det gamle lund, ɔ: Sind; jf. Huglynde. Dog kunde Ordet ogsaa forklares som lynt, af Luna eller Lone.
Lyng, n. Lyng; ogsaa om andre smaa Buskvæxter som ligne Lyng; saaledes: Tytebærlyng, Blꜳbærlyng og fl.
lynga, v. n. sanke Lyng til Brænde eller til Foder. Mest ved Bergen.
lyngje, v. n. (e—de), dampe, afgive en varm Damp eller Luftstrøm. Dær va so heitt at dæ lyngde. Sdm. Jf. ly og lunka. (Eller maaskee gnistre, = lygne).
Lyngmark, f. lyngbevoxet Mark. Ogsaa Lyngmo, m. om en Flade. Lyngrabb, m. om en Høi eller Bakke.
Lyngrot, f. Lyngrod, Lyngbund.
lyngvaksen, bevoxet med Lyng.
Lynne, n. Bekvemmelighed, Fordeel ved en Gaard. Nhl. — S. Lunnende.
lynne, v. a. (e—te), lægge sammen i en Stabel eller Dynge (Lunne). Gbr.
Lynning, f. Opstabling, Oplægning; især det Arbeide, at man opstabler Ved eller Foder paa Fjeldene, for siden at hjembringe samme paa Sneeføret. Gbr.
lynsk, adj. listig, mistænkelig, lurende. Nordre Berg. Maaskee for løynsk. — Jf. Isl. lymskr, lumsk.
lynskje, v. n. lure, lytte eller see sig om; ogsaa liste sig omkring. Sdm.
lypen (aab. y), løben (partic. af laupa), Ellers laupen og lopen.
Lyr, m. Lyr, en Fisk (Gadus Pollachius).
Lyrg, n. Fjas; Smiger. S. følg.
lyrgja, el. lyrje, v. n. (a—a), fjase, vaase; ogsaa smigre eller kjæle for En. Sdm. Jf. hyrgja.
lysa, v. n. og a. (e—te), 1) blive lyst, grye, dages. Me gjekk dꜳ dæ lyste: vi gik da det lysnede af Dagen. Alm. G. N. lýsa. (Af Ljos). Heraf Lysing og Attelysing. — 2) opklares, lettes; om Luften efter et Uveir. Dæ lyse upp: det bliver Opholdsveir, Ilingen er forbi. (I B. Stift ogsaa: han lyse uppatte). Heraf Upplyse. Jf. ljosna og letta. — 3) lyse, skinne, give Lys fra sig. Dæ lyste ’ti dæ: det glindsede eller lyste af det. — 4) v. a. lyse, belyse, gjøre lyst; ogsaa lyse for En, veilede En med Lys. — 5) oplyse, kundgjøre, offentliggjøre. G. N. lýsa. — lyse pꜳ: tillyse, beramme eller paabyde ved en offentlig Bekjendtgjørelse. — lyse av: erklære noget for afskaffet eller forbudt. Hertil avlyst. lyse um-atte: gjenkalde en offentlig Tillysning. — lyse fyr’ eit Par: lyse til Ægteskab. — lyse te Vitnes: kræve til Vidne.
Lyse, f. en liden Fakkel eller Brand at lyse med. Buskerud. Jf. Loga.
Lyse, n. 1. 1) Lysning, Lysglimt. (Sjelden). 2) Lettelse i Skyerne, Luftens Opklarelse efter et Uveir. 3) Nordlys. B. Stift. Ellers Vindlyse, Verlyse, Værljos, Ljoskje og fl.
Lyse, n. 2. Tran. Meget brugeligt i B. og Tr. Stift; især om den Tran som bruges i Lamperne. G. N. lýsi. Hertil: Lysekola (aab. o), f. saa meget Tran som kan fylde en Lampe. Lyseløysa, f. Mangel paa Tran. Lysetunna, f. Trantønde. — Lysebrenning, f. det at man brænder Fiskelever til Tran.
Lyseæling, m. Opholdsveir; en Stund da det ikke regner eller sneer. Ørk.
Lysing, f. 1) Dagning, Dagbrækning. Alm. og meget brugeligt. I Lysingjenne: i Dagbrækningen. (G. N. lýsing). Jf. Attelysing, som tildeels betyder Begyndelsen af Dagningen eller det allerførste Daggry. — 2) Lysning, Skin, Glands. 3) Tillysning, offentlig Bekjendtgjørelse.
Lysing, m. Lyn, Lynild. Nhl. Shl. Ellers: Byrting, Elding, Ljon og fl. — Lysing er ogsaa et Navn paa en Fisk (Gadus Merlucius), men synes at være sjeldent og tildeels at betegne forskjellige Arter.
lyska (aab. y), v. a. rense Haaret for Straa, Smuds eller Utøi. Ellers luska.
Lyske (yy), f. Skik, Orden. (Sdm.). Dæ va ingja Lyske pꜳ: der var ingen Skik paa det, det var ganske uordentligt. Ironisk: „Dæ Lyskꜳ pꜳ“: det seer net ud! — Jf. Mꜳllyske. (Isl. lýzka, Sæder).
Lyskje (yy), m. Varme (af ly). Indr. Sammesteds ogsaa for Ljoskje (Lysning).
lyskje (aab. y), v. n. (e—te), lure, liste sig omkring. Nordre Berg.
Lyst, f. Lyst, Attraa; ogsaa Fornøielse. Jf. Lost.
lysta, v. a. (e—e), lyste, have Lyst til. Lidet brugeligt. Undertiden upersonligt; saaledes i Sdm.: „Dæ lyste me sjꜳ kvem so vil gjere dæ“, ɔ: jeg skulde have Lyst at see den som vil gjøre det.
lysta, adj. lysten, begjærlig.
Lystemat, m. Lækkerbisken; Sjeldenhed.
lystra (yy), v. n. lyde, lystre.
lystug, adj. lystig, munter, morsom. Heraf Lystugheit (Lystigheit), f.
Lystykkje, og Lystyk, n. 1) et Snørliv. Nordre Berg. Sdm. — 2) en Vest. Gbr. Voss. (Vel egentlig Livstykkje).
Lyt, m. s. Lut. lyt (maa), s. ljota.
lyta, v. a. (a—a), 1) vansire, vanhelde, være til Lyde eller Forringelse. (Isl. lýta). 2) vrage, forskyde for en Feils Skyld. Sjeldnere.
lyta, adj. vanheldet, beheftet med en Feil eller Lyde. Ogsaa lytt.
Lyte, n. Lyde, Feil, noget som vansirer eller forringer en Ting. G. N. lýti. (Af ljot).
lytefeit, adj. altfor fed eller tyk, saa fed at det vansirer. Jf. skamfeit.
lytelaus, adj. ulastelig, uden Lyde.
lytestor, adj. forvoxen, utækkelig paa Grund af en usædvanlig Størrelse.
lytt, s. ly, lyd og lyta.
Lyu, en Lade; s. Løde.
Lyv (aab. y), n. Lindring, noget som stiller Smerten. Bruges i Hardanger. (G. N. lyf, Lægedom).
Ly-ver (ee), n. mildt Veir; s. ly.
lyvoren, adj. noget mild.
Læ, n. Led. — læ, v. n. see lægja.
læ, adj. om Luften: mild, ikke kold. Rbg. Tell. Gbr. Sdm. Namd. og flere. G. N. hlær. (Jf. ly). lætt Ver: mildt Veir, Tøveir. Heraf læna og Læka.
læa, s. lægja og ledje.
læast, v. n. blive mildere. Sjelden.
læg, s. lægja. — Læga, s. Lega.
Lægar, s. Lꜳg, f.
lægd (langt æ), f. et lavtliggende Sted; Huulning, Fordybning, en liden Dal eller en Flade som er omgivet af opstigende Bakker. Rbg. Tell. Nhl. Sdm. Helg. og flere. (G. N. lægð). Skulde ogsaa betyde Lavhed, af lꜳg, adj.
lægd, nedbøiet, af lægja, v. a.
Lægervall, Knibe, Forlegenhed. koma i Lægervall. Nhl. og fl. I andre Sprog betyder det den Kyst som man har paa Læsiden i Seiladsen (= Leland), men kan ellers forklares af lꜳg, adj.
lægja (lægje), v. a. (e—de), sætte lavere, gjøre lavt, nedtrykke. Rbg. (G. N. lægja). Af lꜳg. (Kunde hellere hedde lægra).
lægja (lægje), v. n. (læg’; log; lꜳe, — eller mest alm. lær; log; lætt), at lee; ogsaa smile, være lattermild; jf. smꜳlægja. — Inf. hedder ogsaa læa og læ, især i de sydlige Egne. G. N. hlæa, læa, læja. Præsens: læg’ i Gbr. Ørk. Sdm., ellers lær. Supinum lꜳe i Ørk. (hvor Imperf. hedder lo); ellers lætt, og maaskee nogle St. lægje. (G. N. hlegit). Imperativ læg! — Heraf Lꜳtt, Lætt; løgjen, løgleg, andløgd. — lægje ꜳt: lee ad, belee. Dæ log kvar Tonn’a ’ti han: hver Tand i ham loe, d. e. han var overordenlig munter. Nordre Berg.
lægjande (læand), adj. 1) leende. Han va bꜳde leikande ꜳ lægjande: han baade loe og spøgte. 2) som er at lee ad. D’æ ikje lægjande ꜳt di: det er ikke til at lee ad.
Lægje, n. Leie, Liggested. Mest i Sammensætning, som Kvennalægje (Mølleplads). Ogsaa om Fosterleiet i Dyr, f. Ex. Kalvslægje (i en Ko). Af liggja, lꜳg.
lægra seg, indkvartere sig, tage Herberge. Bruges tildels i B. Stift. (Jf. Sv. läger, Leir).
lægre (lavere), og lægst (lavest), s. lꜳg.
Lægsamar, m. den første Deel af Sommeren. Toten.
læja, s. lægja og ledje.
læka (læke), v. n. (a—a), blive mildere, om Luften eller Veiret. Nordre Berg. Rbg. og fl. — Jf. læ og lykka.
Læka (Læke), f. mildt Veir, Tøveir. Nordre Berg. Ørk. og fl. (Isl. hláka). I Gbr. Lække, som er mere regelmæssigt dannet (af læ) i Lighed med Lykka af ly, Mjꜳkkje af mjꜳ. (Gram. § 43).
læka, og lækall, s. leka.
lækja, v. a. (e—te), læge, helbrede.
lækjande, adj. som kan læges.
Lækjar, m. Læger, Helbreder (Læge).
Lækjeblad, n. Veibred (Plantago major). Ogsaa kaldet Lækjeblokka. Jæderen. I Sdm. Lækjingsblad og Grorablokke.
Lækjedom, m. Lægedom.
Lækjing, f. Lægelse, Helbredelse.
lækker, adj. bruges i Ag. Stift i Betydning: net, vakker, nydelig.
læli, eller lælli (for lægjeleg), adj. latterlig, pudseerlig. Namd. Indr. — Jf. løgleg.
Læm, m. 1. Falddør, Luge eller liggende Dør, f. Ex. ved Nedgangen til en Kjælder. Søndenfjelds. (Ellers Luka). Ogsaa en Luge eller Skaade paa en Væg, nemlig ved et Vindue eller en Glugge. (= Luka, Glasluka). Sv. lämm. Isl. hlemmr, et Laag. — 2) et Loft, et Fjelegulv paa Bjælkerne i den øverste Deel af et Rum eller Værelse. Kovelæm, Fjoslæm, Naustlæm. B. og Tr. Stift. (Ellers Træv, Hjell, Skukk, Spꜳng og fl.). I Nordre Berg. bliver et Loft kaldet Læm, naar det bestaaer af sammenføiede Fjele, men Hjell naar det dannes af Stænger eller løselig nedlagte Fjele. — 3) Gallerie; Pulpitur i en Kirke. (Kyrkjelæmen). B. og Tr. Stift. Ellers kaldet: Træv (Kr. Stift), Kor (Vald.), Hjell (Ørk.), Overlaup (Gbr.).
Læmende, s. Lemende.
læmja, v. n. (læm’; lamde; lamt), 1) banke, slaae. Shl. Han lamde pꜳ ꜳ slo. (G. N. lemja, mørbanke). Jf. lamd og lamen. — 2) rinde og dryppe idelig. Sdm. især om en langvarig Regn. Han helde pꜳ ꜳ læm’e ned.
Læmjing, f. idelig Regn. Sdm.
Læms (Lemsa), s. Lefsa.
Læn, s. Lin. læna, s. lina.
læna, v. n. (a—a), varmes, blive mildere; om Veiret. (Af læ, adj.). Tell. Sdm. og fl. Udtales sædvanlig kort som lænna. Jf. lyna. (Isl. hlána).
lænde, s. lenda. Lænding, s. Lending.
Længd, s. Lengd. længje, s. lengja.
Lænse, s. Lengsa. læntau, s. lentug.
Lær, n. Laar. Bruges paa mange Steder omvexlende med Lꜳr. (Isl. lær og lár). Lærbein, n. og Lærlegg, m. Laarbeen.
Lær, n. s. Led. — lær (leer), s. lægja.
læra, v. a. (e—te), lære; a) øve sig i en Kunst; b) oplære, undervise En. I sidste Tilfælde med Dativ og Akkusativ; f. Ex. Han lærte Bonnom Kunsten sin. — lære seg til: vænne sig til, øve sig i. lære upp-atte: lære om igjen.
Læra, f. Lære; især Haandværkslære. Ogsaa Studering; f. Ex. Prestlæra, ɔ: det theologiske Studium.
lærande, adj. værdt at lære.
lærd, adj. oplært, udlært; ogsaa lærd, studeret. Hedder oftest: lær, lær’e.
Lærdom, m. Lærdom, Lære; Studering, Videnskab; ogsaa Lærdhed.
Læresvein, m. Lærling. (Sjelden). Ellers Læregut, om en Dreng som gaaer i Lære.
Lærv, s. Larve. lærvꜳt, s. larvut.
læsa, v. a. (e—te), lukke, tillaase (af Lꜳs); ogsaa tilslutte, fæste, sætte fast. G. N. læsa. — læse atte: tillukke. læse upp: oplykke. — Particip læst: lukket, tillaaset. Jf. harlæst.
Læsing, f. Tillukkelse; ogs. Befæstelse.
læska, v. a. læske.
læst, v. n. lade til, udgive sig for; see lꜳtast. Af denne Form har man ogsaa dannet et Substantiv: Læst, m. f. Ex. Dæ va bære Læsten hass, ɔ: det var kun hans Foregivende, det var ikke Alvor. Pꜳ Læst: paa Skrømt. (Rettere Læta).
læt (lader), s. lata og lꜳta.
Læt, m. s. Lit. — Læta, s. Lete.
Læta (Læte), f. 1) Lyd, Tone; i Særdeleshed: Piben, Kvidren, Snadren o. s. v. Meget omfattende ligesom Stamordet lꜳta. Bruges næsten overalt; men hedder paa nogle Steder: Lꜳt, Lꜳte; ogsaa Læte, n. (eit Læte). Sv. läte, n. — 2) Skrig, Jamren; ogsaa Klynken og Klagen, ideligt Overhæng; ligesaa Skjenden, Knurren, idelig Gjentagelse og Oprippelse af en Sag. — 3) et Foregivende, eller noget som er fremkommet kun for et Syns Skyld. (Jf. lꜳta og lꜳtast). D’æ bære Læta: det er ikke noget virkeligt, eller alvorligt. (Jf. læst). Ei lita Læte: en Tingest, en liden Ting. Ørk. og fl. — I Sdm. siges ogsaa: „D’æ ikje noka Læte pꜳ di“: det seer ikke ud til noget, det har ikke nogen rigtig Skik. Jf. Vællæte, Illelæte.
Læte, n. 1) Lyd, Tone; ogsaa Klage, Klynken (ligesom Læta). Hard. Vald. og fl. — 2) Lader, Adfærd, Gebærder. Tell. og flere. Isl. læti. Jf. Storlæte, Ovlæte.
Lætt, og lættmild, s. Lꜳtt.
læve, v. n. (a—a), kludre, gjøre noget kun løseligt og ikke tilgavns. Sdm. Hertil læven, adj. om En som farer kun løseligt over et Arbeide og ikke gjør det stærkt eller fast nok.
Læven, n. Larm, Støi, Lystighed. (Egentlig en fremmed Form). Jf. Livnad og Liverne.
Læ-ver (ee), n. mildt Veir, Tøveir. Jf. Lyver.
Lø, f. 1) for Ljꜳ. (Indr.). 2) for Lod. (Ørk.). 3) for Løde (Tr. Stift).
Lø, m. Indbygger af Lom i Guldbrandsdalen. See Lomvær.
løa, v. s. løde. — Løa, f. s. Løde.
lødd, part. 1) oplagt, opstablet; 2) ladet; f. Ex. ei lødd Byrse: et ladet Gevær.
løde (løa), v. a. (e—de), 1) opstable, lægge lagviis eller i en Stabel (Lad). Hedder ogsaa la, lꜳ, lꜳdꜳ (see lada). 2) lade, lægge Ladning i (f. Ex. i et Gevær). I Hall. læa; see ledje. (G. N. hlaða, imp. hlóð). I Nordre Berg. siges „løde“, om at lade et Gevær, men „ledje“, om at lade et Fartøi.
Løde (Løa, aab. ø), f. en Lade, Hølade. Jf. Lꜳve, f. I Nfj. hedder det Lade; i Namd. forekommer Lodo, og Loo, som hentyder paa den mere regelrette Form Loda (aab. o). Ellers Løe og Lø, ogsaa Lyu (Hedmarken); jf. Høylo, Hulu. Sv. lada. G. N. hlaða, pl. hlöður.
Lødegrind, f. Stolper, Bjælker og Tværbaand i en Stavlade (altsaa Bygningens egentlige Ramme eller Skelet uden Tag og Vægge). Nordre Berg. (hvor Laderne sædvanlig ere Stavbygninger).
Lødelꜳn (Lølꜳn), f. Ladebygning. Jæd.
Lød-eng (Løæng), f. Engstykke som hører til en Skovlade, eller af hvis Hø en saadan Lade kan fyldes. Sogn.
Lødestav, m. Ladestolpe; s. Stav.
Løding, f. Opstabling; Ladning; s. løde.
Løfse, s. Lefsa.
Løgje, n. 1. Havblik, Stille, Sagtning i en Storm. Nordre Berg. (Jf. lægi, i Alvismál, V. 23).
Løgje, n. 2. Løier, Morskab. B. Stift. (sjelden). Udtales Løie el. Løye og adskilles saaledes fra det foregaende. — Lꜳtt ꜳ Løie: Latter og Spøg. gjera eit lite Løie: gjøre en Smule Løier. (Sv. löje, Latter).
løgje (løie), adv. latterligt; ogsaa underligt, besynderligt. Da gjekk so løie te. B. Stift.
løgjeleg (løile), latterlig; s. løgleg.
løgjen, adj. løierlig, pudseerlig, morsom; ogs. underlig, besynderlig. Meget brugeligt i B. Stift og udtales sædvanlig løien (undtagen i Indre-Sogn hvor det hedder løgen, aab. ø), men i Fleertal løgne, comp. løgnare; superl. løgnaste. See løgleg. Han æ so løien te snakka: han taler saa pudseerligt. Dæ va bꜳde ilt ꜳ løie: det var baade fortrædeligt og latterligt. Løgnefære, pl. latterlige Gebærder. Løgnesnakk, n. latterlig Snak. — Ordet forudsætter et Stamord løgja v. a. med Betydning: faae til at lee (af lægja, log); hvilket ogsaa findes i det gamle Sprog i Formen: hlægja. — Jf. andløgjen, andløgd og løgleg.
løgleg (aab. ø), adj. løierlig, latterlig. Rbg. Tell. Hall. Valders. (Isl. hlæilegr). Hedder ellers: løile, for løgjeleg (Gbr. Helg.), lælli, el. læli’ (Namd. Indr.), og løgjen el. løien (Vestenfjelds). S. forrige.
løgnaste, s. løgjen. løileg, s. løgleg.
Løk, m. 1. en dyb og stillerindende Bæk, et Vanddrag i en Sump eller Myr. Tell. Shl. Sdm. Ndm. Gbr. — I Tell. har det i Fleertal Løkjir. G. N. lœkr.
Løk, m. 2. Navlestrengen paa et Foster. Brugeligt i Nhl.
Løk, Løgvæxt; s. Lauk.
løkja seg: danne blanke Striber som ligne Bække; om Søen i Regnveir. Hard. Af Løk (Bæk).
Løkje, n. en Vovehals, En som vil gjøre mere end de andre. Ndm. (sjelden).
Lømb, s. Lamb. Lømenne, s. Lemende.
Løn (langt ø), f. Løn, Belønning. G. N. laun.
løna, v. a. (e—te), lønne. (Den gamle Form launa synes at være tabt).
lønande, værdt at belønnes.
lørre, i Talemaaden „ꜳ lørre“, ɔ: paa klem, halv aaben. Ndm. I Sdm. „ꜳ lerre“.
Lørung, m. Ørefigen. Voss. (Isl. löðrungr). I Sdm. siges i lignende Betydning: Lurumdrei.
Løs, s. Ljos. — Løt, s. Lut.
Løvd, f. en Haandbred, Haandfladens Brede som Maal. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. læfð). Af Love.
løyen, s. løgjen. løyle, s. løgleg.
løyna, v. a. (e—te), dølge, skjule. Nhl. Hard. Sæt. Tell. Valders. (G. N. leyna). Dæ løyne seg: det ligger skjult, det er vanskeligt at opdage.
Løynd, f. Skjul, Løndom. I Løynd: i Stilhed (Sjelden). Hertil hører maaskee den Talemaade: „i lyndꜳ“, som bruges i Nordre Berg. f. Ex. Han æ be’re i lyndꜳ eld i syndꜳ, ɔ: han er bedre end han seer ud til. S. følg.
løynd, adj. skjult. I Nordre Berg. hedder det lynd; f. Ex. ei lynde Hole: en liden Dal som ikke kan sees i Frastand.
Løyndom, m. Løndom. Sjelden.
Løyne, n. Skjul, Smuthul. Sjelden.
løynleg, adj. lønlig, hemmelig.
løynt, adv. hemmelig, i Stilhed. Valders.
Løynvꜳg, f. Undersø, Bevægelse i Vandet efter at Stormen er forbi. Hedemarken (Lønvꜳger). Jf. Grunnstøyt.
løyp, løber; s. laupa.
løypa, v. a. (e—te), 1) sætte i Gang, drive afsted, faae til at løbe. (G. N. hleypa). Af laupa. — løype Timbr: nedstyrte Tømmer fra et Fjeld eller over en Klippe. løype ned Snøre: lade Fiskesnøret gaae tilbunds. — 2) glide paa Snee eller Iis, rende paa Kjælke eller Skier. Rbg. Tell. (Ellers: aka, renna, skria). Hertil Løypebakkje, Løypeføre. — 3) løbe Mælk, varme Mælken saa at den brister eller ostes. (Jf. laupa). Ogsaa om at opkoge Fiskehoveder eller Fiskeaffald til Foder for Kvæget. — „løype Bork“, er derimod at flække Bark af Træerne. Ligesaa „løype Næver“. Ørk.
Løypa, f. 1) Bakke eller Klippe, hvorover man nedstyrter Tømmeret fra en Fjeldskov. B. Stift. Ellers Laup, Skot, Rensl. 2) Omstyrtning, Omvæltning, Rumstering. Nordre Berg. Han ha væl gjort ei Løype: han har vel gjort en Ulykke. I Sdm. siges ogsaa „Gløype“, som ligner G. N. glœpr, Forbrydelse.
Løypegjor, f. en Gjord eller Bugt af Træ, som man sænker tilbunds for at opfange eller ophale nedsjunkne Sager.
Løypegut, m. en Dreng som man leier til at gaae med Ærinder. Nordre Berg. Ellers Visargut.
Løyping, f. det at man sætter noget i Gang eller Løb; s. løypa.
Løypt, f. Løb, Fart; Nedgliden, Styrtning. Nordre Berg. Nordenfjelds udtales det: Løyft. kome pꜳ Løyft’a.
løypt, part. løbet, ostet; om Mælk.
løysa, v. a. (e—te), 1) løse, gjøre løs (af laus). G. N. leysa. — 2) indløse, betale, f. Ex. en Gaard. — 3) v. n. løsne, komme i Gang (= losa). Om drægtige Køer siges ogsaa „løyse“, naar de afsætte Mælk i Yveret og vise Tegn til at de snart skulle kalve. — Andre Talemaader. løyse atte: indløse, løse tilbage, f. Ex. af en Pantsættelse. løyse av: afløse. løysa Homn: føde i Utide, abortere. S. Homn. (I Sdm. hedder det „løyse um“). løyse upp: opløse. løyse ut: løse Køerne af Baasene og slippe dem ud. løyse ein ut: udløse en Medeier eller kjøbe hans Part i Eiendommen.
Løysa, f. 1) Løsning, at noget bliver løst. Sjelden. 2) et uroligt Menneske eller Dyr; en meget rask, djærv eller dristig Person. Søndre Berg.
Løysa, el. Løyse, f. med Betydning af Mangel, bruges kun som en Endelse, ligesom det foranførte laus, hvortil det forholder sig som et afledet Substantiv. F. Ex. Mꜳløysa, Sømnløysa, Pengeløysa. (G. N. -leysi, n.).
løysande, adj. som kan løses eller indløses.
Løysing, f. Løsning, Opløsning.
Løysn, f. Indløsning; Løsningssum, f. Ex. for en Gaard. Joraløysn. Ogsaa i Formen Løysning. Hertil Løysningsdag, Frist eller Henstand med Indløsning. Tell.
Løyte, s. Leite.
løyva, v. a. (e—de), tillade, give Lov til. Ikke meget brugl. G. N. leyfa.
løyve (levne), s. leiva.
løyve, n. Lov, Tilladelse; især til at bruge noget. G. N. leyfi. — Heraf uløyves.