Ordbog over det norske Folkesprog/N
N.
na, adj. karrig; see nauv.
na, for denna; s. denne.
Nabb, m. Knag, Nagle, Pind til at hænge noget paa. Alm. I Gbr. ogsaa om Spigere paa en Væg.
Nabbe-tre, n. en List med Nagler til at hænge Klæder paa.
nabeitt, adj. graadig, gridsk, hidsig efter noget. Bruges i Sdm.
nada, s. neda. — Nadde, s. Naggje.
nafsa, v. n. gnave, tygge, æde.
Nagg, n. 1) Gnaven, Gnidning. (Sjelden. (S. Nogg). 2) Feil eller Skade paa Legemet. Jæd. 3) Nag, Anger; undertiden ogsaa Had, Fiendskab. Jf. Agg.
nagga, v. a. (a—a), 1) gnave; ogsaa æde, græsse; f. Ex. om Heste. Ørk. 2) forurolige, plage, ærgre. Sjelden. Jf. onagga. 3) nage, ængste. — Jf. nyggja.
Naggje, m. Flik, Lap, et lidet Stykke Læder. Nordre Berg. Nogle St. Nadde.
Nagl, m. 1. (Fl. Negl’er), Negl, paa en Finger. Søndenfjelds er det tildeels Feminin (ligesom Isl. nögl). Dativ i Fleertal: Noglꜳ (Nordre Berg.) Han fekk alt so unda Noglꜳ sto, ɔ: han sik alt hvad man kunde give Slip paa, saa meget som muligt. (Sdm.).
Nagl, m. 2. en Øiensygdom hos Dyr; en Hinde som trækker sig ind over Øiet.
nagla, v. a. s. negla.
Nagle, m. Nagle, især af Træ. Hertil Naglemne, n. Træ at gjøre Nagler af. Naglehol, n. Naglehul. Naglehovu(d), el. Naglehaud, n. Naglehoved. — Jf. negla og Nygla.
Naglebit (aab. i), n. Smerte i Neglene af Frost. Tr. Stift, Sdm. og fl. I Sogn: Naglaspretta; ellers Naglefrost.
naglefast, adj. fæstet med Nagler, henhørende til selve Bygningen.
Naglerot, f. Neglerod.
nakjen, adj. (Fl. nakne), nøgen, ubedækket; ogsaa om En som har for faa Klæder, eller hvis Klædning er meget forslidt. G. N. nakinn (og nökviðr); Sv. naken. — Jf. nækje.
Nakk, m. Bjergknold, en udstaaende Knold eller Pukkel paa Siden af et Fjeld. Sdm. (Dativ i Fleertal: Nokkꜳ). — En ubestemt Betydning findes i Talemaaden „Nakk ꜳ Nur“. Han fær bꜳde i Nakk ꜳ i Nur: han vælter og vrider sig paa alle Maader.
Nakkebur (aab. u), m. en stiv Holdning, det at man sætter Nakken høit.
Nakkehola (aab. o), f. Nakkegrube, Huulningen under Nakken.
Nakkje, m. (Fl. Nakka, r), 1) Nakke, Baghoved. (G. N. hnakki). gjera Nakje: sætte Nakken høit. — 2) i Fleertal om smaa Stumper eller Kanter, som Krog, Hage, Krumning. Indr. Ellers Nokkje.
naknast, v. n. blottes, blive nøgen. Sjelden.
nall (hvinede), s. gnella.
Namn, n. Navn. (I Sogn Nabn, Fl. Nobn). G. N. nafn og namn. Ogsaa om en Smule, en eneste Ting som kan kaldes med et vist Navn; f. Ex. om Fiskere: „Dei fekk ikje Namn’e“, ɔ: ikke en eneste Fisk; — hvilket ogsaa udtrykkes ved: „Inkje Liv som Fisk heite“. — Da va dꜳ Namn te Penga: det var dog noget som kan kaldes Penge. (Sogn og fl.). Te Namns: i Navnet (ikke i Virkeligheden). ropa ein pꜳ Namn: kalde En ved at nævne hans Navn. gꜳ ette Namna: ønske at blive opkaldt. (Sigter til det Tilfælde, at en Kone drømmer om en af sine afdøde Slægtninger, kort efter at hun har faaet et Barn, da nemlig den Afdøde siges at gaae efter Navnet eller ville at Barnet skal faae hans Navn).
Namne, m. en Navne. Han æ Namnen min: han har samme Navn som jeg. (Ligt for begge Kjøn).
Namnebyte, n. Ombytning af Navn.
Namnetal, n. Register, Navneliste. (Sjelden).
namngjeten, adj. navnkundig, meget omtalt. B. Stift. Tell. Indr.
namngjeven, adj. nævnt, navngiven.
namnkjend, adj. navnkundig, hvis Navn er vel bekjendt.
namnlaus, adj. som ikke har Navn.
Napp, m. s. Knapp.
Napp, n. 1. et Nip, et lidet Ryk.
Napp, n. 2. Noppe, Flos, smaa Dusker som ved Vævning eller Syning sættes fast paa Tøi. Især om det store Flos, som ved Vævningen slaaes ind i et Sængetæppe. (Ryenapp). Berg. Stift. Gbr. Ørk. — Hertil Napp-ull, f. kort Uld, som bruges til „napp“. Nappekjevle, n. en Model eller Valse hvorpaa Nappet tilskjæres. (I Sdm. Nappekjølve).
nappa, v. a. (a—a), noppe, sætte Flos eller Noppe paa. Heraf nappa: noppet, flosset. Ei Nappa-Huve: en Hue med Flos eller Noppe.
nappa, v. n. (a—a), 1) pille, plukke; f. Ex. i Haar eller Fjær. Gbr. Ørk. og fl. (Andre St. nuppa). 2) nippe, rykke smaat. Søndenfjelds.
nappast, v. n. rykkes, trækkes med hinanden. Mest søndenfjelds.
Nappetak, n. en liden Strid eller Dyst.
nara, v. n. (a—a), blæse, lufte; især om en kold Vind. Rbg. Tell.
Nare, m. en svag og noget kold Vind, Træk, Fjeldvind. Rbg. Tell. (Det samme som Snoa). I svenske Dial. nare. Jf. Snære og Gnerre.
Narill, s. Nꜳresle.
Narr, n. Nar. gjera Narr ’ta ein: have En til Nar, gjøre Spot og Latter af En. Eit stort Narr: en meget naragtig Person.
narra, v. a. (a—a), 1) drille, bryde, drive Spøg med En (= bry, erta). B. Stift og fl. 2) narre, skuffe, bedrage.
narrast, v. n. drilles, gjækkes; ogsaa spøge, skjemte med En. Eg bære narrast mæ deg: det er kun mit Spøg. Jf. fantast.
Narrefær, f. naragtig Adfærd. Ligesaa Narresnakk, n. naragtig Snak.
narrefus, adj. tilbøielig til at drille og drive Gjæk med Folk. Tell.
narreleg, adj. naragtig. Tell.
Narreskap, m. Gjækkerie, Narrestreger. Oftere Narri (for Narreri), n. hvilket ogsaa betyder Skuffelse eller Bedragerie.
Narrestikka, f. Gjæk, Spottefugl.
Narri, n. s. Narreskap.
narva, v. n. gnave, tygge paa noget.
Narve, m. Tværstykke; s. Norve.
Nasa, f. Næse. Tildeels i Kr. Stift, Nordre Berg. og fl. Ellers Nos (med Fleertal Nasa, Nasar); nogle Steder Nase, m. (Romsd. og fl.). I Nordre Berg. hvor det hedder Nase, f. bruges det ofte i Fleertal og har da i Dativ Nosꜳ (aab. o). I Ørk. hedder Eentallets Dativ: Nusun (Nomin. Nasa). — I Sammensætning bruges altid Formen Nase eller Nasa. Hertil Nasebein, n. Næsebeen. Nasebit (ii), m. en meget skarp Kulde. Naseblod, n. Næseblod. Nasebora (aab. o), f. Næsebor. Naseduk, m. Lommetørklæde. Nasefiskje, n. Fiskerie, som begynder heldigt, men snart faaer Ende. Nasegrꜳt, m. tvungen eller fremhyklet Graad. Naseklꜳde, m. Næsekløe; Nysgjerrighed. Nasekort, m. Næsetip. (Nordre Berg.). Ellers Nasetipp, m.
nasa, v. n. (a—a), 1) lugte til noget; mest om Dyr. (Isl. nasa). 2) speide, snuse, vise en utidig Nysgjerrighed.
nasefim (aab. i), adj. som har skarp Sands til at lugte, er nem til at kjende noget paa Lugten. Sogn.
naselaus, adj. næseløs.
nasevis (ii), adj. meget nysgjerrig; ogsaa næsviis, uartig.
nasing, f. Speiden, Snuserie, overdreven Nysgjerrighed.
nask, adj. behændig, rask, nem. Nordre Berg. (I Neutr. nakst). Isl. naskr.
nastra, v. n. klynke, græde; om nyfødte Børn. Sdm. (I Sogn: kjastra).
Nat, eller Nate, m. 1) Fuge, Sammenfældning i Plankeværk; Stedet hvor to Kanter støde sammen. Shl. Ellers Mot og Fella. (Holl. naad). 2) Hjørnesnit, det Skaar hvorved Tømmerstokkene sammenfældes i Hjørnet af en Væg. Nedenæs. Ellers Laft, Nov, Navehogg.
nata, v. a. fælde sammen. (Sjelden).
Nate og Nata, Sammensætningsform af Not (aab. o), ɔ: Nød, Hasselnød. Hertil Nataꜳr, n. Aar med Hensyn til Nødde-Avl. Natehams, m. Nøddeklase; ogs. Hasen paa Nødder. Natekjenne, m. Nøddekjerne. Nateskog, m. Nøddeskov (G. N. nataskógr). Nateskrik, f. Nøddekrage (Fugl); tildeels ogsaa om Egernet. (Sdm.) Nateskurm, f. Nøddeskal. Ogsaa Nataskudn (for skurn) i Hard. og fl. Natevise, m. Hunblomsterne paa Hasselen; den røde Knop som danner Spiren til en Nøddeklase. Sdm. og fl.
naten, adj. nem, behændig, rask. Sdm. (Sjeldnere end nask). Isl. natinn.
Natklauv (Nattklau), f. Biklov (= Lagklauv) paa Dyrenes Fødder. Sogn. Jæd. Gbr. — Andre Steder Latklauv og ellers Lagklauv.
Natt, m. Bjergknold, Top, Pynt. Hall. og flere. Ellers Knatt.
Natt, f. (Fl. Næt’er), Nat. Hedder ogsaa Nott (aab. o) i Kr. Stift, Søndre Berg. og Hall. (G. N. nótt og nátt). Flertal altid med lang Vokal (Næt’e, Næt’, Næt’ar, Næt’a). Dativ Fleertal i Nordre Berg. Nottꜳ; f. Ex. ei ta Nottꜳ, ɔ: en af de sidste Nætter. I Sammensætning overalt: Natte el. Natta. — Te Natt’enne: til Natten. (I Hard. og Shl. hedder det: „te Nottar“. G. N. til nóttar). Pꜳ Natte Tide(r): ved Nattetider. Midt ꜳ Natt: midt om Natten. (Sdm. og fl.). Ellers: „høgst ꜳ Natt“; i Ag. Stift ogsaa: høgst Natt, og „høgst Nattes“. — Mæ Natt’a: om Natten. Ut ette Natt’enne: langt ud paa Natten. „I Natt var“, om den forbigangne, og „i Natt kjem“, om den tilstundende Nat. Onnor Natt: Natten efter imorgen. I fyrre Natt: Natten til iforgaars. Natt’a til Mꜳndags: Natten imellem Søndag og Mandag.
natta, v. n. overnatte, hvile Natten over. Sjeldent Ord. I Tell. hedder det: notte. (Isl. nátta). Jf. nette.
natta (for knatta), v. n. hakke, hugge tidt og smaat. Rbg.
Nattegꜳnga, f. Gang om Natten.
Nattekvild, f. Nattehvile, Nattero.
nattelegjen, adj. som har ligget Natten over. (Sjelden).
Nattelægje, n. Natteleie; Hvileplads for et Fartøi.
Nattemun (aab. u), m. den Forandring som en Ting faaer paa en Nat.
Natteseta (aab. e), f. det at man sidder oppe om Natten. (Sjelden).
nattestaden, adj. som har staaet Natten over. I Sdm. nattestiden (aab. i), f. Ex. nattestida Mjelk: nattegammel Mælk.
Nattevakstr, m. Nattevaagen.
Nattfugl, m. Natfugl; ogsaa En som er meget oppe om Natten.
nattsetja, v. n. udsætte Fiskergarn til Natten. B. Stift.
Nattsto, f. natligt Ophold, Overnattelse; ogsaa Støi eller Arbeide om Natten. Ørk.
Nattsvæve, f. Løvetand; ogs. Høgeurt og andre Planter, hvis Blomster lukke sig om Natten. Ellers Kveldsvæve.
Nattur, f. Natur, Sind, Tilbøielighed. (G. N. nattúra af et latinsk Ord). nattura, v. a. ynde, synes vel om; ogsaa have godt af. Nordre Berg.
Nattvor (oo), m. Aftensmad, Aftensmaaltid. Gbr. Ørk. Ndm. og fl. Ellers: Nattvær (Nedenæs og fl.) og Nottvær (Rbg. Tell.). Andre Steder Kveldvor, Kveldsmat. G. N. náttverðr. Gam. Dansk natvord, natverd (hvoraf siden Nadver). Jf. Vor og Vær.
nattvora, v. n. spise til Aftens. Ørk.
nau, knap, karrig; s. nauv.
nau, adv. s. nog. Nau, f. s. Naud.
naua, hindre; s. nauva.
naudbea, s. naudbidja.
Nau(d), f. 1) Nød, Trang, Mangel. 2) Vanskelighed; ogs. Fare, Farlighed. Mæ Nau’ꜳ: knap nok, med Nød og Neppe. (Jæd.). 3) Nødvendighed. D’æ ingja Nau pꜳ: der er ingen Nødvendighed forhaanden. — Ordet hedder Nau i de sydlige Egne (Rbg. Tell. Jæd. Hard. Nhl.); ellers hedder det Nø (i Nfj. og Sdm. Nød). G. N. nauð. Heraf nøyde, nøydest.
nauda, adj. usel, ringe, lumpen. Sdm. Meget brugl. i Sammensætning. Naudadom, m. 1) en liden, ringe Ting; 2) Smaalighed, Karrighed, Gnierie. Naudaheit, f. det samme. Naudamann, Gnier, uhjælpsom og smaaligttænkende Person. Naudating, n. usel, ringe Ting.
naudafingjen, adj. 1) ringe, meget liden og uanseelig. 2) karrig, gnieragtig. Sdm.
naudalege, adv. uselt, smaat, karrigt. Dæ va so naudale’ lite, ɔ: saare lidet, høist ubetydeligt. Sdm.
naudbanna, v. n. bande idelig. (I Gbr. ni’banne). Dette naud (eller nau) bruges saaledes i Forbindelse med mange Verber om en idelig eller uafbrudt Vedholden. (Nordre Berg. Tell. Ørk. Helg. og fl.). Paa nogle Steder bruges oftere ni eller nid; f. Ex. nidstira. (Nhl. Gbr.).
naudbidja (naubea), v. n. bede idelig og indstændigt om en Ting. Sdm. Indr. Ørk. og fl. Nogle St. nibea.
nauddrikka, v. n. drikke uophørlig, tvinge sig til at drikke.
naudgod (naugo), adj. overordentlig god, alt for god. Han æ nꜳ inkje sꜳ naugo helder. Rbg. Indr. og fl.
Nau(d)hjelp, f. Nødhjælp.
naudhogga, v. n. hugge uafladelig. Saaledes ogsaa naudbanka, nauddrive, naugrava, naukasta og fl.
Nau(d)høve, n. Nødsfald. Nhl. og fl.
naudkalla, v. n. kalde uophørlig.
naudkomen (aab. o), adj. forlegen, høist trængende. I Sdm. nødkomen.
naudlege (naule), adv. nødig, ugjerne. Han vil naule misse dæ. Gbr. I Sogn forekommer tildeels „nauele“ med Betydningen: nødvendigt.
naudleita, v. n. lede meget flittigt.
naudlokka, v. n. lokke uophørligt. I Gbr. ni’lokke.
nau(d)nyttug, adj. overordentlig flittig, yderst arbeidsom. Tell.
naudropa, v. n. raabe uophørligt.
naudsjelda (nausjella), yderst sjelden. Tell.
naudspyrja, v. n. spørge meget flittigt, udfritte paa det omhyggeligste. (Paa Helg. nauspøra).
naudstadd, adj. meget forlegen, kommen i Knibe. I Sdm. nødstadd’e.
naudstira, v. n. stirre længe og uafbrudt paa en Ting. B. Stift. Tell. og fl. Ogsaa ni’stire (Gbr. Ørk. Nhl.). Ellers einstira og meinstira.
Naudsyn (Nausyn), f. 1) Nødvendighed. Nhl. Shl. Stav. Amt. (G. N. nauðsyn). 2) en nødvendig Gjerning; især om at pleie de Syge og Døende. I Nhl. betegner det ogsaa Begravelse, Liigbegjængelse, — og har da sædvanlig Formen Naussyn eller Nausn.
naudsynleg, adj. nødvendig. (Sjelden). G. N. nauðsynlegr.
naudsynt, adj. nødvendigt. Jæd.
naudtigga, v. n. tigge uafladelig.
naudtrengd, adj. nødtrængende, meget forlegen for en Ting.
naudtrua, v. n. true stærkt; ogsaa trygle uafladelig om en Ting.
Naudturft, f. Nødtørft. Hedder oftest Nødturt og Nødtørt.
naudtægleg, adj. overmaade tækkelig. (I Spøg og med en Negtelse). Tell.
nau(d)vakker, adj. overordentlig vakker, saa smuk at man bliver forvirret deraf. Saaledes ogsaa: nau-ven og naufin.
nau(d)velde (nauvelle), v. a. opægge, tirre, forfølge En med Fornærmelser. Helg. Han gjekk ꜳ nauvella me.
Nau(d)verja, f. Nødværge.
nauele(ge), adv. nøi, nøiagtigt. Han uttydde da so nauele. Sogn. (Maaskee for noglege). Findes ogsaa i Betydningen: nødvendigt, absolut (s. naudlege).
nauger, s. nauver. naugo, s. naudgod.
Nauhøve, s. Naudhøve.
Naukr, m. Anstrengelse, stærk Anspændelse af Kræfterne. Sdm. Han tol’ikje Naukr’en (om En som er svag og sygelig). Isl. hnauk, n.
naukra, v. a. anstrenge, udmatte. Han naukra se for mykje. Sdm.
naule, s. naudlege, og nauele.
Naus, m. Bjergknold; s. Knaus.
naus (nøs), s. njosa.
Nausn og Nausyn, s. Naudsyn.
Naust, n. Baadeskuur, Huus ved Søen til Forvaring af Baade og Fiskeredskaber. Alm. G. N. naust. Hertil Naustbite (aab. i), m. Bjælke i et Nøst. Naustlæm, m. et Loft i samme. Nausttuft, f. Byggeplads; og Naustverkje, n. Bygningsfang til et Nøst.
naustire, f. naudstira.
Naut, n. Nød, Høved, Dyr af Hornkvægets Slægt; især Slagtenød. G. N. naut. Ogsaa om et uordentligt eller ureenligt Menneske.
naut, nød, beholdt; s. njota.
nauta, v. n. bære sig ad paa en usømmelig Maade. Nautefær, f. dyrisk, uforskammet Adfærd. I Nordre Berg. ogsaa Nautesnakk, n. liderlig Snak.
Nautefjos, n. Fæhuus, Kostald.
nauten, adj. 1) usømmelig; uforskammet; 2) dum, tosset. (Mandal).
Nautsfall, n. Krop af et slagtet Nød. B. og Kr. Stift.
Nautsfod, og Nautefo’r, n. Vinterfoder til et Nød.
nautt, adv. knap, neppe, med Nød. Dei kunna nautt koma fram. Rbg. Tell. (I Ag. Stift: snautt). Om det egentlig skulde hedde naudt eller nauvt, er uvist.
nauv (nau), adj. 1) knap, trang; især om Vinden, naar man faaer den næsten imod sig i Seiladsen. 2) karrig, nøieregnende, gnieragtig. B. Stift (i Formen nau’e). — koma ut i da naue: komme i Knibe, faae Modbør. — Om Ordet virkelig skal skrives med v, er ikke ganske sikkert. Lignende i Betydningen ere: nauver, nauger, nøgg, nikker, na. I danske Dial. hedder det nyv og nøg. Holl. naauw. Ang. hneáv. Isl. hnöggr.
nauva (naue), v. n. (a—a), hindre, være til Hinder. Meget brugl. i B. Stift (i Formen naua). Da naua inkje: det hindrer ikke, skader intet.
nauvelle, s. naudvelde.
nauver (nauv’r), adj. knap. Fosen. Mest i Neutrum (nauvert). I Ork. ogs. nøgert; i Sogn tildeels naugert. Jf. nauv.
Nav, n. Hjulnav, det Stykke som danner Midten af et Vognhjul. Søndenfjelds. I Ørk. Nov (aab. o), f.
nava, v. a. sammenfælde Tømmerstokke i Hjørnerne ved et Indsnit (Nov).
Nava, s. Neve.
Navar, m. Naver, Bor. I Gbr. og Ørk. Nꜳvꜳr. Fleertal overalt Navra, r. G. N. nafarr. Hertil Navarshol, n. Naverhul. Navarshus, n. Skede til en Naver. Navarslegg, m. Stilken imellem Skaftet og Eggen. Navarsskjæra, f. Eggen eller Biddet paa en Naver. — Navrehald, n. en Fjel med Huller, hvori Navere opsættes.
Navehogg, n. det Indsnit, hvorved Stokkene sammenføies i Hjørnerne af et Huus. Ellers Laft og Nat. S. Nov.
Navehove (aab. o), el. Navehaud, n. Enden af Stokkene i et Hjørne; den Deel som er udenfor Fugerne.
Navepist, m. Gjærdesmutte. Sdm.
navla, v. a. klippe Navlesnoren paa et Foster.
Navle, m. Navle. — Navleband, n. Navlesnor. Ogsaa kaldet navlestreng, m. og Navlebast, n. (Sdm.). Jf. Løk.
nꜳ. 1) nu, s. no. 2) naar, s. nꜳr.
nꜳ, for hꜳnꜳ (honom), ɔ: ham. Mæ ’nꜳ: med ham. Ti’nꜳ: i ham.
nꜳ, v. a. og n. (r—dde), 1) naae, række til, komme hen til. 2) opnaae, bekomme; ogsaa oppebie. 3) v. n. strække til, blive lang nok. — nꜳ atte: indhente, komme til paany. nꜳ att’i: faae fat igjen. nꜳ i (nꜳ ti): naae hen til, faae fat paa. nꜳ ihop: række sammen. — nꜳ til (te): komme til, komme nær nok. Hadd’eg nꜳtt dit: kunde jeg naae did herfra; el. havde jeg nu været der. — Particip: nꜳdd.
Nꜳa (et Nøgle), s. Noda.
nꜳande, adj. opnaaelig, som man kan naae eller bekomme.
nꜳdꜳ, og nꜳe, s. knoda.
Nꜳde, m. Naade, Gunst.
nꜳde, v. a. benaade, vise Naade.
nꜳdig, adj. naadig; ogsaa langmodig, føielig, fredsommelig.
Nꜳe, m. Dødning, Liig. (G. N. ná’r). Shl. Sjelden og forældet. Han ser ut som ein Nꜳe (om En som er meget bleg og mager). Hertil høre nogle af de følgende Ord.
Nꜳelde, n. en Vantrivning; et lidet og uselt Dyr. Sogn.
nꜳeleg, adj. bleg, mager, vantreven. Tildeels i Berg. Stift. Hedder ogsaa nꜳaleg (Shl.), nꜳsleg (Sdm. og fl.), nꜳskjen (Ørk.).
nꜳen, og nꜳgꜳn, s. nokon.
Nꜳing, f. Opnaaelse. Ogsaa den Kreds som man kan naae ud over. Sjelden.
nꜳke, s. noke.
Nꜳl, f. 1) Naal. I Nordre Berg. har det i Fleertal Næl’e. 2) Torn, Pig paa Træer. Klungrenꜳl. Ogsaa om de spidse Blade paa Naaletræerne. Einenꜳl. Furenꜳl. 3) et Redskab af Træ, hvormed man binder Garn. — Nꜳlauga, n. Naaleøie. Nꜳlhus, n. Naalehuus. Nꜳltrꜳd, m. Traad af omtrent en Alens Længde, eller saa meget som man kan trække med Naalen idet man syer.
Nꜳljos, n. Gnist, Lysning, som viser sig paa et Menneskes Haar eller Klæder; fordum anseet som Varsel for et Dødsfald. B. Stift. I Sdm. ogsaa Nꜳdeljøs; ellers Nꜳljøs (Jf. Nꜳe). Paa Helg. hedder det Feigdljøs.
Nꜳlukt, f. Liiglugt. Helg.
Nꜳlus, f. Kløe og Krillen i Huden, som undertiden paakommer kort forud for Døden. Helg. (hvor det ogsaa hedder Helmaur). Forestilles ellers som en Fornemmelse af bidende Utøi, ligesom Isl. nálús. — Af Nꜳ, eller Nꜳe, ɔ: Dødning.
nꜳlut (naalette), adj. tornet, pigget; om Træer.
Nꜳm, n. i Betydn. Borttagelse, forekommer i „Snjonꜳm“, ɔ: Sneens Optøning. Hard.
nꜳmaste, adj. nærmeste. S. næmaste.
nꜳmen, adj. lam, stiv eller følesløs i enkelte Lemmer; rørt af Slag, paralytisk. Meget udbredt Ord. (B. Stift, Helg. og fl.). G. Sv. nummen.
nꜳme-nær, i Talemaaden „inkje nꜳme nær“, ɔ: langt fra ikke. Dæ va’kje nꜳme nære sꜳ stort: det var langt mindre. Meget brugeligt i Rbg. og Tell. Af et forældet Ord.
nꜳnøyten, adj. gnieragtig, som samler og benytter endog de udueligste Ting. Tell.
nꜳpe, v. a. naae, faae fat paa, indhente. Sdm. Jf. næpe.
nꜳr, conj. 1) naar, paa hvilken Tid; 2) medens, i det Tilfælde at; 3) hvis, dersom. Ordet lyder ofte som nꜳ (især foran Konsonanter); ellers hedder det ogsaa nær (Rbg.) og ner, med lukt e (Hall. Vald.), især i den første Betydning. G. N. nær; Sv. när.
nꜳr, 1) ind; s. innar. 2) nord; s. nor. 3) nogle; s. nokon.
Nꜳre, m. Laarkrig, Svange; f. Ex. paa Heste. Shl. Mest i Fleertal (Nꜳranne). G. N. nári.
Nꜳresle, f. et Slags Hudsygdom, som har nogen Lighed med Meslinger. B. Stift i Formen Nꜳretla og Nꜳreltle; ellers Nꜳresle (Tell.), Narill (Ørk.). — Hertil Nꜳreslegras, n. Planten Linnæa borealis, anvendt som Middel imod denne Sygdom. I Ørk. Narillgras.
nꜳskjen, s. følg.
nꜳsleg, adj. bleg, usel, som seer ilde ud. Sdm. Ellers nꜳeleg, nꜳaleg (Nhl.), nꜳskjen (Ørk.).
Nꜳt, s. Not. Nꜳv, s. Nov.
Nꜳvꜳ, s. Neve. Nꜳvꜳr, s. Navar.
ne, en Endelse, som føies til enkelte Partikler og Pronomener (ligesom Isl. na), uden at gjøre nogen Forandring i Betydningen. Saaledes: so-ne (saaledes), sia-ne, endꜳ-ne, hæra-ne, dæra-ne, dette-ne, desse-ne. I Nordre Berg. tildeels med dobbelt n og et i foran; saaledes: dittin-ne, dissinne, soleisinne. Andre Steder tildeels forkortet til blot n; altsaa dettin, dettan, dessan, hæran, dæran. (I Indr. hæn, dæn). Hertil hører maaskee ogsaa det n, som slutter Endelsen lein, f. Ex. solein, allelein, mangelein (i Hall. og Vald.). Jf. Leid.
ne, forkortet for: denne (ligesom „na“ for denna). Ndm. Romsd. „Bꜳ ne ꜳ na“: baade denne her og den der.
ne (hende), s. henne. ne (ned), s. ned.
Ne (Knæ), s. Kne.
Near, aftagende Maane. Tell. „Mꜳnen ær i Near“: det lider til Nymaane. Dansk Næ (Næde); Sv. nedan. (Jf. Isl. nið).
Nebb, m. Næb. Jf. Nibba.
Nebbesild, f. Horngjedde (Esox Belone).
ned, adv. 1) ned; 2) nede, f. Ex. ned mæ: nede ved. Hedder egentlig nid med aab. i (Sdm.); ellers ni (Sogn, Sæt.), men mest almindelig: ne, og tildeels: ner (med lukt e). G. N. niðr. — De afledede Former: nere (for nedre) og nest (for nedst) udtales allesteds med lukt e (ee). Jf. G. N. neðra, neðstr og neðan. — ned atte: ned igjen. (Nogle St. neatt, nat’e, ogsaa nat’atte). ned ette: nedad, nedover. (Ellers: ni ette, ne’tte). ne fyre: ned for, nede ved. — ne’ millom: ned imellem. Hertil Talemaaden: Han fær ni myllꜳ, ɔ: han lider Uret, bliver tilsidesat. (Nordre Berg.). ne mæ: nedad langs med; ogsaa nede ved. — ne um: ned forbi et vist Punkt. See ellers ned-i, nedunde, nedyve.
neda, adv. neden, nedenfra. Hedder i Sdm. nida (aab. i), og tillige: nada; ellers mest alm. nea, og nogle Steder i Sammensætning: nean. (G. N. neðan). Tildeels som præpos. med Dativ; f. Ex. Dei kom nida Gar’a: de kom neden fra Gaarden. (Sdm.). Ellers oftest sammensat. neda-ette: opad, nedenfra. nedafyre: nedenfor. (Ellers neaføre, neanfy). nea-i, og nea-pꜳ: nedenfor. — neda-til: 1) nedentil, i den nedre Deel; 2) fra neden, nedenfra. (Hedder ellers: nea-te, nean-te).
nedalege, adv. nederlig, langt nede. Dæ ligg so neale: det ligger saa langt nede.
nedbroten (aab. o), adj. nedbrudt.
Nedbur (aab. u), m. Regn, Snee, eller alt hvad som falder ned af Luften. Meget udbredt Ord. Nogle Steder ogs. Nebæra, f. og Ꜳvabur, i samme Betydning. Af Talemaaden „bera ned“.
ned-bøygd, adj. nedbøiet.
ned-dotten, adj. nedfalden.
ned-drepen (aab. e), adj. dræbt, ødelagt; om en heel Hob; f. Ex. af Kvæg.
Nedfall, n. Nedfald, Forfald. Hus’a æ te Nefalls: Husene ere næsten faldefærdige.
Nedfallsot, f. faldende Syge, Slag. Jf. Fang. Isl. niðrfallssott.
ned-faren, adj. nedfalden; s. fara.
ned-fløygd, adj. spildt, nedkastet.
Nedgꜳnga, f. Nedgang.
ned-gjengjen, adj. nedgaaen. Hedder oftere nedgꜳdd.
ned-graven, adj. begraven, jordet.
ned-havd, adj. nedbragt, nedtagen.
ned-i, præp. ned eller nede i. I Sogn hedder det: nit-i (el. nidti); nogle St. ner-i (ee); ellers ofte sammentrukket til: ni; f. Ex. ni Sjøen: ned i Søen.
ned-kasta, adj. nedkastet; overdækket.
ned-komen (aab. o), adj. nedkommen. Dæ veit ingjen kvar han æ ne’komen: Ingen veed, hvor det er blevet af ham. Saaledes ogsaa G. N. niðr kominn.
Nedlag, n. 1) Lag, nedlagt Hob; 2) Nedlæggelse; 3) Slutning, Ende. Bꜳde i Upplag ꜳ Nelag: baade først og sidst, i Begyndelsen og Enden. Voss. G. N. niðrlag.
ned-lagd, nedlagt. Dei va ne-lagde: de vare gaaede tilsengs.
ned-lekt, adj. nedflyttet, stillet noget lavere. Af lekkja.
Nedloga, f. et nedfaldet Træ i Skoven (= Lꜳg). Namd. (i Formen Nelogo og Neloo); Indr. (i Formen Nelugu).
ned-læst, adj. gjemt under Laas.
ned-moka (aab. o), tilkastet med Jord.
nedre, adj. nedre, nederste. Udtales alm. nere (ee). G. N. neðri. Nerre Vegjen: den nedre Vei. (Oftere: ne’ste Vegjen). Nere-Deild’a: den nedre Deel.
nedre, adv. 1) nede, paa et nedenfor liggende Sted. Alm. i Formen nere (ee). 2) om en Tildækkelse, en Nedlæggelse hvorved noget bliver skjult eller bedækket; f. Ex. breide nere: lægge Klæder over. Hertil nerebreidd: tildækket med Klæder. Ligesaa: nere-lagd, skjult af noget som er lagt ovenpaa. nere-sett, som man har sat noget over. Saaledes: nereboren, nerekasta, neresnøva og fl.
ned-riven (aab. i), adj. nedreven.
ned-ronnen, adj. nedrunden, udflydt; om Vædske. Ligesaa ne-lokjen (aab. o).
ned-roten (aab. o), adj. nedraadnet, falden eller faldefærdig af Raaddenhed.
ne(d)sedd (ee), adj. ringeagtet, som man seer paa med Foragt. Sogn (i Formen ni’sedd’e). Ligesaa: Ni’seelse, n. Ringeagt, Skam; eller noget som paadrager En Ringeagt.
ned-sekt, adj. nedsænket. Af sekkja.
ned-sett, adj. 1) nedsat; 2) begraven.
Nedslag, n. Nedslag; Synken i Priis eller Værdie. Penge-Nedslag: Formindskelse i Pengenes Værd.
ned-slegjen, adj. nedslagen; modfalden.
ned-snudd (uu), adj. nedadvendt.
ned-sont (oo), adj. neddysset (om en Sag). Ogs. nere-sont. S. sona.
nedst, adv. nederst. Alm.: nest (ee); tildeels: nerst. — ne’st-i: i den nederste Deel. — ne’st nere: længst nede.
nedste, adj. nederste. Alm. neste, og tildeels nerste (ee). G. N. neðrstr. — Ne’ste Lut’en: den nederste Deel.
Nedtak, n. et Tag eller Greb nedad.
ned-tikjen (aab. i), nedtagen.
ned-unde, adv. nedenunder, paa den nederste Side. Hedder ellers ne-unde, niunde. I Nordre Trondhj. og Helg. ne’pund.
ned-voven (aab. o), fuldvævet, nedvævet.
ned-yve (aab. y), nedover. Ogs. niyve, ne-ive, og sammendraget: nyve.
nefsa, v. n. (e—te), snerte, hugge, slaae efter En med Næven.
nefst, adj. n. uhyggeligt, stygt, hæsligt. Inderøen, hvor det ogsaa hedder: nist.
neggje, s. kneggja.
negla, v. a. (e—de), nagle, sætte Nagler i. Hertil negld, naglet, fæstet ved Nagler. Negling, f. Nagling; Stedet hvor noget er fastnaglet.
negta, v. a. (a—a), 1) negte, afslaae En noget. (Med Dativ og Akk.). 2) benegte, sige Nei til. (G. N. neita). Eg kann ikje negte fyre dæ: jeg kan ikke ganske benegte det. — En egen Betydning finder Sted i Talemaaden „negte Gud“, ɔ: sværge eller negte noget ved Guds Navn.
negtande, adj. som man kan negte.
Negting, f. Negtelse; Benegtelse.
nei, 1) negtende Partikel: nei. Han fekk kort nei, ɔ: han fik et bestemt Afslag, et afgjørende Nei. Dæ va ’kje nei ’ti han: han var ikke istand til at negte noget. — 2) Indledningspartikel, i Forbindelse med et Ønske eller et Udbrud af Sindsbevægelse. Nei, sjꜳ! Nei kom no eingꜳng! Ꜳ nei kor godt dæ skulde vore.
neigja (neie), v. a. nitte, bøie eller krumme Spidsen af et Søm; f. Ex. i Hestesko. Ag. Stift. Ellers njoa og nøde. (G. N. hneigja, bøie).
Ne’ing, m. et Spøgelse; det samme som ellers kaldes Utbur og Gast. Indre Sogn. (Leirdal). Maaskee for Niding.
Neip, f. 1) Snip, Kant, Hjørne. Helg. (Maaskee beslægtet med Nipa). — 2) en Kløft, en Stang dannet som en Gaffel, hvormed man opsender Korn og Halm i Laden. Sdm.
neisa, n. a. (e—te), forekaste, bebreide, minde En om noget som er til Skam for ham. Dei neiste han mæ di. Nordre Berg. Sdm. Tr. Stift. — Ellers nesle (Ørked.), neksla (Nhl.), nekkje (Sdm.), snikka (Tell.).
Neising, f. Forekastelse, fornærmelige Hentydninger. (G. N. neisa, Skam).
neista, v. n. gnistre; s. gneista.
Neiste, m. Gnist (s. Gneiste); ogsaa Afkom, Barn, Arving.
neit (gled), s. nita.
neka, s. gnika. nekjen, s. gnikjen.
Nekk, m. 1. Snip, Udkant; Engstykke imellem Bugterne af en Elv. Sdm. (sjelden).
Nekk, m. 2. Reen-Kalv, Reensdyrets Unge. Hard. Tell.
nekkja, v. n. 1. kalve; om Reen-Køer.
nekkja, v. n. 2. (e—te), om Søen: vende (efter Flod eller Ebbe), begynde at stige eller falde paany. Nordre Berg. — Particip: nekt’. Sjøen æ nekt’e, ɔ: den har begyndt at stige, eller ogsaa at falde. Jf. Isl. hnekkja, holde tilbage.
nekkja, v. a. (e—te), bebreide, kaste En noget i Næsen (= neisa). Sogn, Sdm. — Dei ha nekt hꜳnꜳ mæ di.
Nekkje, n. Tilbagefald; s. Attenekkje.
Nekkjeri(d), f. et Sneelag som falder i Fjeldene seent om Vaaren (paa den Tid da Reenkøerne kalve). Hard. Ogsaa Nekk-ri’ (af Nekk). I Nordland: Reinkalveri(d).
Nekkjing, f. Tilbagevending; det Øieblik da Søen begynder at falde efter Flod, eller at stige efter Ebbe. Sjøen ær i Nekkjing (= nekt). Nordre Berg.
neksla, v. a. fornærme En, ærgre ved fornærmelige Hentydninger (= nekkja, neisa). Nhl. Jf. Isl. hneixla, forarge.
nekt, om Søen, s. nekkja.
nelle, v. n. (nell; nall; nolle), skrige, hvine høit og skarpt; see gnella.
Nelling, f. Hviin, Skrig (= Gnelling).
Nelugu, s. Nedloga.
nema (nær), s. næma.
nemna, v. a. (e—de), 1) nævne, benævne. Af Namn. Hedder mest alm. næmne; ogs. næbna (Sogn). G. N. nefna. Imperf. sædvanlig: næmde; Supinum: næmt. — 2) udnævne, tilkalde, tilsige f. Ex. til Skyds. Namd. Heraf Nemsla. — 3) udtale, sige (et Ord eller Navn). D’æ so tungt te næmne (vanskeligt at udtale). Han kann ikje næmne Err’en (udtale R). Ogsaa omtale, berøre. Dæ vart ikje næmt. Eg æ ’kje Mann te næmna da: jeg er ikke istand til at tale om det (om noget fortrædeligt eller sørgeligt). B. Stift. D’æ ikje te næmne: det er ikke noget som er værdt at tale om.
nemnande, adj. værd at nævne.
nemnd (næmd), nævnt, benævnet; udnævnt. (I Neutr. næmt).
Nemne, n. Benævnelse, Navn. Oftest sammensat, som Utnemne, Tilnemne.
Nemning, f. Benævnelse; Opnævnelse.
Nemsla (for Nemnsla), f. Udnævnelse, Tilsigelse. Namd. (Næmsle).
nennast, v. n. (est, test), nænne, gide, kunne bekvemme sig til. Rbg. (Isl. nenna). Han nentest ikje koste dæ: han vilde gjerne undgaae at bekoste det.
neppa, v. a. (e—te), knibe sammen, indknibe, tilslutte. Sogn, Hard. Tell. (S. kneppa). neppa Hend’enna: holde Hænderne sammen, folde Hænderne i Skjødet. (Isl. hneppa).
Neppe, n. et lidet Knippe. Sogn. Ellers Knippe og Kneppe.
nepund, s. nedunde.
ner (ee), s. ned og nꜳr.
Nerdel (Nærdel), m. den nederste Deel af et Klædningsstykke. Sogn. Formodentlig det samme som Neredeild.
nere (ee), nede, under; s. nedre.
Nes (aab. e), n. Næs, Landtange. G. N. nes. Dativ i Fleertal hedder i Nordre Berg. Nesjꜳ. „Ut pꜳ Nesjꜳ“. (G. N. á nesjum). I Sammensætning forekommer Nesje, saaledes: Nesjekunga(r): Næssekonger, Søkonger. Nesjetangje, m. Rev eller Tange som gaaer ud fra et Næs.
Nesabot, s. Knesbot. nesedd, s. nedsedd.
Nesing (aab. e), m. Beboer af et Næs; Indbygger af et Sted som hedder „Nes“. Sjeldnere: Nesværing.
nesja, v. n. (a—a), bjerge sig, slaae sig igjennem, opholde sig med Sparsomhed. Sdm. Me nesja mæ di te Hausta.
nesla, v. a. see neisa og neksla.
Nesle, f. s. Netla.
Nesodd, m. den yderste Spids af et Næs; ogsaa et lidet smalt Næs.
Nest, m. en løselig Sammenheftning med en Traad (s. nesta).
nesta, v. a. (a—a), sye løseligt sammen, tilhefte noget med en Traad. Søndenfjelds. Hedder ellers: beste, næla, trokla.
Neste, n. Reisekost; s. Nista.
Nesting, f. 1) Sammenheftning med Traad. 2) en liden Ring af Vidier, en Vidiespænding. Ørk. Fosen.
nesut, adj. fuldt af Næs (paa en Strandsbred). Ellers: nesette, og tildeels nesjette.
Net (aab. e), n. Garn, Net, Fiskergarn. Rbg. Tell. Vald. (G. N. net).
Neter (aab. e), Nødder; s. Not.
Netja, f. Nettet, Fedthinden som omgiver Indvoldene i Dyr. Er maaskee alm. men udtales paa de fleste Steder Nekja el. Nekkje; i Gbr. Nikju. G. N. netja.
netja (seg), v. a. (a—a), om Fisk: blive hængende i Voddet, sætte sig fast. Nordre Berg. (hvor derimod Net er ubekjendt). Hertil Netja-sild, f. smaa Sild, som bliver hængende i Maskerne paa Voddet (Not’en).
Netjesky, f. tynde, adspredte Skyer med smaa Mellemrum, som ligne Maskerne i et Net. Nhl.
Netjetalg, f. Fedt af den Hinde som omgiver Indvoldene.
Netla, f. Nælde, Brændenælde (Plante). S. Berg. og fl. Hedder ellers Nesle (Ag. Stift) og Nosle (Tell.). Andre Navne ere: Brenne-not (Nordre Berg.), Brennhette (Gbr.), Brennhutu (Ørk.). Isl. netla. Ang. netel.
Netlebrusk, m. en Busk eller Klynge af Nælder.
nett, adj. 1) net, vakker, tækkelig. 2) flink, som gjør net og fiint Arbeide. Han æ so nett’e te arbeia. 3) knap, sparsom; eller egentlig forsigtig, som farer fiint frem. Han æ so nett um Penganne. B. Stift.
nett, adv. 1) knapt, sparsomt; ogsaa forsigtigt, fiint. Me skal fara so nett ꜳt. 2) grant, nøie. Han kom so nett pꜳ dæ. Eg viste dæ so nett før. 3) netop, just, ganske. Meget brugl. i Nhl. og Helg. D’æ nett da sama (ganske det samme). Ogsaa knap, neppe; f. Ex. Da va nett so mykje, han va inn-komen. Andre Steder siges: nett-upp, knapt, knappaste. Pꜳ dæ nettaste: knap nok, med Nød og Neppe. (B. Stift).
netta (seg), v. a. søge Hvile til Natten; især om Fuglene, naar de sætte sig for at sove. Gbr. (nette se). Af Natt. — I B. Stift: vagla seg.
netthendt, adj. behændig, flink til Haandarbeider.
nettvoren, adj. net, vakker.
neva (aab. e), v. a. (a—a), 1) samle med Næverne. Jf. gaupna. 2) v. n. røre i noget, knuge, ælte med Hænderne. Nogle Steder nevla; i Sdm. nøve (aab. ø).
Neve (aab. e), m. 1) Næve, Haand. G. N. hnefi. 2) en Haandfuld, saa meget som man kan holde i Næven; f. Ex. ein Neve Konn. Ordet hedder ogsaa Nøve, med aab. ø (Sdm.), Næva (Gbr.), Nava (Ndm. Namd.), Nꜳvꜳ (Ørk. Indr.).
Nevedask, m. et Slag med Næven. Ogsaa Nevahogg, n. (Tell.).
nevesterk, adj. stærk i Næverne.
Nevetak, n. en Haandbred, et Stykke som man kan gribe om med Haanden; f. Ex. paa en Maalestang. Ogsaa: Neva-tak. B. Stift, Tell. og fl. — Ei Aln ꜳ eit Nevatak.
Neving, f. idelig Berørelse med Næverne.
ni, s. ned i. — nia, s. nigja.
niande, adj. niende. Halvniande: otte og en halv. Niande kvar: hver niende.
Ni-auga (f.), Negenøien (Fisk), Petromyzon. Hedemarken.
Nibba, f. en fremstaaende skarp Kant, paa Stene og Klipper. B. Stift, Ndm.
Nibbestein, m. en skarp kantet Steen øverst i Jordfladen; Stene med fremstaaende Spidser.
Nid, n. Skam, Fortræd, Harme. Eit stort Nid: en meget ærgerlig Sag, en Spot og Skam. Nordre Berg. (Ellers et meget sjeldent Ord). G. N. níð, Forhaanelse. — Hertil hører maaskee det nid (el. ni), som forbindes med enkelte Verber i Betydningen af en uafbrudt, haardnakket Vedbliven (ligesom Naud), f. Ex. nidbea: bede uophørlig om noget. ni’lokka: lokke idelig (Gbr.). nidstira: stirre uafbrudt paa en Ting. (Nhl. Gbr. Ørk.). Ellers: naubea, naustire o. s. v.
nid, s. ned. — nida, s. neda.
Niding, m. en Gnier, en meget karrig Person. Nordre Berg. og fl. (Isl. níðingr). Jf. nidsk. — Betydningen: Nidding (Skurk) synes ikke at være bekjendt.
Nidingskap, m. Karrighed, lumpent Gnierie.
nidsk (nisk), adj. nidsk, karrig, gnieragtig. Ved Trondhjem bruges: nist (ii), ɔ: stygt, hæsligt (= nefst), som maaskee kunde høre hertil.
nidsko’a (aab. o), v. n. stirre uafbrudt paa en Ting. Nhl. hvor det ogsaa hedder nidstira (med tydeligt d). Egentlig nidskoda, s. skoda.
nie, Talord: ni. Ogsaa nio (Voss). G. N. níu. Nien (m.) og Nia (f.), Nien i Kortspil. Nietal, n. Nital. Niekꜳnemat, m. Mad som er tillavet af ni Koner (fordum anseet som et Lægemiddel). Nordre Berg.
nigja (nia), v. n. (a—a), neie, bøie Knæerne. G. N. hníga. (Jf. neigja). Heraf Nigjing, f.
Nik (aab. i), n. smaa Huggespaaner. Tell. Ellers Nugg, Mukr og fl.
nika (aab. i), v. a. gnide, skure; ogsaa gnie, spare; see gnika.
nikja og nikjan, s. nittan.
nikjen (aab. i), karrig; s. gnikjen.
Nikju, s. Netja.
Nikk, m. et Nik; Vink, Mine.
nikka, v. n. (a—a), nikke. Jf. dubba.
nikker, adj. sparsom, knap, paaholden. Sdm. Nikkerbøn’a, Slutningen af Budene i Katekismen. Dannet af Ordet „nidkjær“.
nilokka, s. under Nid.
Nipa, f. en brat Fjeldpynt, Tind, Klippespids. Nordre Berg. (Sjelden, undtagen som Stedsnavn). G. N. gnípa.
Nisa, f. Delfin, Tumler (Delphinus Phocæna). Kaldes ogsaa Nysa (i Hard.) og Ise (i de søndenfjeldske Sø-Egne). stynja som ei Nise: stønne eller puste stærkt. feit som ei Nise: meget fed. — Niselyse, n. Tran af Nisespæk.
Niss (ii), m. Nisse, Vætte. Kun bekjendt i de sydligste Egne. Ellers Vor, Garvor, Tunkall, Tuftegubbe.
Niss (aab. i), m. ubehagelig Lugt, Stank. Nordre Berg. (Jf. Isl. hniss, Afsmag).
nissa, v. n. lugte, stinke.
nist (ii), adj. s. nefst og nidsk.
Nista (aab. i), f. Reisekost, Mad som man fører med sig til Ophold paa en Reise, især tilsøes. Norden for Trondhjem hedder det Nest og Neste, n. (G. N. nest, n.). Ellers alm. og meget brugl.
nista, v. a. (a—a), forsyne med Reisekost, proviantere. G. N. nista.
niste (ii), v. n. klynke, hvine; s. gnista.
Nistebumba, v. en Bomme eller stor Æske at have Mad i paa Reiser. Ellers Nisteskrin, n. Nistekista, f.
Nistr, n. Solrøg, synlig Damp i Luften. Sdm. Ndm. (Jf. Isl. mistr). I Gbr. Solnisl. Ellers: Moe, Musk, Ꜳlrøyk og fl.
Nit (aab. i), n. Sting, pludselig paakommende Smerte i Ryggen eller Siderne, foraarsaget ved Anstrengelse. Brugeligt overalt vestenfjelds; ogsaa i Tell.
nita, v. n. (nit’; neit; nite, aab. i), 1) glide, flyttes af Stedet. Nordre Berg. Da neit ikje fram kor mykje me rodde, ɔ: vi fik ikke Baaden af Pletten hvor meget vi end roede. — 2) i Talemaaden: „nite Auꜳ pꜳ“, ɔ: fæste Øiet paa, kunne see eller følge med Øinene. Sdm. Dei flaug so fort, at ein kunna ’kje nite Auꜳ pꜳ dei. — 3) stikke, smerte; især om Sting eller Smerter i Ryggen, som paakomme, naar man bøier eller anstrenger sig meget. B. Stift. Tell. (Heraf Nit). Ordets Grundbegreb er uvist. Jf. Angels. hnitan, støde, stikke.
Niting, f. vedvarende Sting eller Smerter i Lemmerne.
nittan (ii), Talord: nitten. (Lister og fl.). Ellers: nitten (mest alm.), nikjan (Sogn, Voss), nikja (Sæt. Vald.), nikjꜳn (Shl. Jæd.), nikjꜳ (Nhl.). G. N. nítján. Jf. sjauttan, attan.
nitti (for ni-ti), Talord: halvfemtesindstyve (90). Vest- og nordenfjelds. (Sv. nittio; Isl. níutíu). Søndenfjelds siges halvfems.
Niv, s. Kniv. Njo, s. Kne.
njo(d)a, v. a. (a—a), nitte, krumme eller tilklinke et Søm. Hard. og fl. (i Formen njoa). Isl. hnjóða. Hedder ellers: nøde (Sdm.), nøa (Vald.), neie el. neigje (Ag. Stift), nykkje (Tell.).
Njo(d)ing, f. den krummede Spids af et Søm, — Efter Hallager findes ogsaa „Nꜳe“ (for Nod) i denne Betydning. Isl. hnoð.
njosa, v. n. (nys’; naus; nose, aab. o), 1) nyse. G. N. hnjósa. Inf. hedder ogsaa njose, njøse (aab. ø) og nysa, efter de sædvanlige Overgange. — 2) støde sammen, komme i Berørelse. Sdm. i Talemaaden: „njøse ihop“. Dei naus ihop: de tog fat paa hinanden. Omtrent ligesom Talemaaden: Dei rauk ihop.
Njoseflaga, f. et Anfald af Nysen. Ogsaa Nosflaga, og ved Trondhjem: Nysæling.
Njosing, f. Nysen. Ellers Nos.
Njosk, see Knøsk.
njosna, v. n. speide, snuse, kige efter noget. Nhl. — G. N. njósna.
njota, v. a. (nyt’; naut; note, aab. o), at nyde. Inf. ogsaa: njote (Tell. Gbr.), njøte, aab. ø (Hall. Sdm. og fl.), nyta, nyte, (Tr. Stift og fl.). G. N. njóta. Imperf. Fleertal: nuto, aab. u (Hall.). — Betydning: 1) nyde, faae, bekomme. — Ikke meget brugeligt. Jf. Not, nøyta, nytta. — 2) beholde, ikke miste. Meget brugl. i Berg. Stift; f. Ex. Dei naut ikje Kynn’e: de havde ikke Lykke med Køerne, de mistede dem. Han nyt ikje Mat’en (om En som er plaget af Brækning). Hadde me bære note da so me ha: naar vi kun ikke mistede det som vi have. — 3) nytte, benytte. Tildeels i Nhl. Ellers nøyta og nytta. — Betydningen: at nyde med Begjærlighed eller gotte sig ved noget, synes ikke at være bekjendt.
Njoting, f. Nydelse; eller oftest: Beholdelse, uafbrudt Besiddelse.
njotra (oo), v. a. knuge, trykke med Fingrene (= knua). Tell.
Njotre, f. Kno, Fingerled. Tell.
Njupe, f. Hyben (Frugt). Tell. og flere Steder søndenfjelds. I Ørk. Nype. (Sv. njupon). Ellers Hjupa (Jupe).
Njupetonn, m. Hybentorn (= Klungr). Tell. Nogle St. Njupeklung.
no, adv. 1) nu, paa denne Tid. I Kr. og Ag. Stift hedder det: nꜳ. (G. N. nú). Te no: til denne Tid. (Hedder ogsaa: tess no). No hær-ette: herefter, fra denne Tid; ogsaa nu snart, om kort Tid. — 2) som en fyldende Partikel; f. Ex. Eg veit dæ no inkje. Dæ va no væl so. Ogsaa indledende, f. Ex. No va dette gjort lꜳnge før. — 3) Udraabsord som betegner en Besindelse, Opfatning eller Beslutning, ligesom „nu“ og „naa“ i Dansk.
No, m. et Kar af en udhulet Stok (= Brya). Østerd. See Nuv.
noa (aab. o), at ælte; s. knoda.
Nobb, f. en Pynt, fremstaaende Skrænt af en Klippe. Nordre Berg. Ogsaa et høit og fremragende Næs. Valders (Nøbb). Jf. Nov, Næv, Nibbe.
Nod (aab. o), s. Njoding.
No(d)a (aab. o), n. et Traad-Nøgle (= Nysta). Nhl. Voss, Hard. (i Formen Noa eller Nꜳa). Isl. hnoða.
Nog (oo), m. et tilstrækkeligt Forraad; ogs. Mængde, Rigdom. Nhl. D’æ godt fyre dan so ha’ Nogj’en. G. N. nógr.
nog, adv. nok, tilstrækkeligt. Formen nog (oo) findes kun paa faa Steder (Nhl. Voss); paa enkelte andre Steder hedder det nau (Nhl. Ndm.); men ellers almindelig: nok (aab. o) eller nokk. G. N. nóg. Sv. nog. Jf. de afledede Ord Nøgd og nøgja, som ogsaa forudsætte Formen nog. (Hvorvidt det foranførte „nauelege“ kunde staae i Forbindelse hermed, er tvivlsomt). Ordet sættes ofte foran Adjektiver og Adverbier; f. Ex. „nok ofta“, ɔ: ofte nok, næsten alt for ofte. „nok ꜳ mykje“: næsten alt for meget. „nok ꜳ mange“ (el. nog ꜳ mꜳnge): mange nok, maaskee alt for mange. — Andre Betydninger ere: vel, vistnok, rigtignok; ogsaa formodentlig, rimeligviis. Dæ va nok dæ beste. Han æ nok inkje komen endꜳ. Søndenfjelds bruges det ofte ogsaa uden bestemt Betydning; f. Ex. Eg skulde nok bea deg um dæ, o. s. v.
Nogg, n. 1) Gniden, Skraben (af nyggja, nogg); ogsaa Overhæng, Tryglen. — 2) et Punkt som er gnedet eller skuret; et Saar, en liden Skramme. Han heve fꜳtt eit Nogg pꜳ Foten. Nordre Berg.
noggjen, partic. gneden, skrabet, skuret; beskadiget ved Gnidning. S. nyggja.
nogon, s. nokon.
Noke (oo), f. Knogle, Ledemod; ogsaa Albue. Tell. Jf. Knok.
noke (aab. o), s. noko og nokon.
nokk, adv. nok; s. nog.
nokka, v. a. (a—a), sætte Kroge eller Hager paa (s. Nokkje). Ogsaa: rokke, rykke lidt fremad. Nhl. Jf. nykkja.
Nokkesnur, m. Kurrer paa Traad, som er for haardt spunden. Sdm.
Nokkje, m. (Fl. Nokka), en Nok, en liden Jernkrog; f. Ex. i Snelden paa en Rok. B. Stift. I Indr. Nakke. (G. N. hnokki). Ogsaa en liden krum Skabning, en Vantrivning. Jf. nykkja.
noko (aab. o), adv. noget, lidt. Hedder ogsaa noke (aab. o), nogo, noe, nꜳe (s. nokon). G. N. nökkut. — noko so nær: nogenlunde, saa taalelig, noget paa Veien. (Meget udbredt). noko lite: lidt, en Smule. — noke um Senn: lidt efter lidt, efterhaanden, gradviis. (Nordre Berg. og fl.). noke i Hand: efterhaanden (Sdm.). D’æ noko te Folk: det kan man sige er Folk; de Folk fortjene Opmærksomhed.
noko-leis, adv. nogenlunde, paa nogen Maade. I Hall. nokolein.
nokon (aab. o), adj. nogen. Hedder i Maskul. nokon (Tell. Hall. Vald.), noken (B. Stift), nogon (Gbr.), nꜳen (Ørk.), noen (tildeels i Ag. Stift). Den ældre og rettere Form nokor skal forekomme i Nhl. (G. N. nökkurr). — I Femin. nokor (Nhl.), nogor (Gbr.); ellers ligesom ved Adj. paa en: noka, nokæ, noki, og fl. — I Neutr. noko, noke, noe. (G. N. nökkut). — I Fleertal: nokre (B. Stift og fl.), nokle (Sæt. Tell.), nogre (Gbr.), nꜳr (Ørk.), nogꜳ (Jæd.). G. N. nökkurir. I Neutrum forekommer ogsaa et Dativ: nokro el. nokrꜳ; f. Ex. Dæ va ikje nokrꜳ likt: det var ikke ligt nogen Ting. (Sdm.). Spor af et Genitiv findes i Forbindelsen: „te nokes“ (for nokors), ɔ: til noget. — Pꜳ noka Vis: paa nogen Maade. Noke Slag: nogen Ting. Nokre Stade(r): paa nogle Steder. Jf. kvar, ingjen, annan.
nokonstad, nogensteds. Hedder i Sdm. nokrꜳ-stodꜳ (aab. o) og forkortet: nokrꜳstꜳ (for nokrom Stodom). Ellers: nokensta, nꜳnsta o. s. v.
nokontid, nogensinde. I Berg. Stift: nokenti’ (adskilt fra „noka Tid“). Paa nogle Steder siges: nokensinne. Jf. Sinn.
nokrꜳstꜳ, s. nokonstad.
nokre, nogle, s. nokon.
Nol (aab. o), m. et Nul (0). Udtales kort som Noll, men ikke med Lyden af dobbelt n. Sv. noll (af et latinsk Ord).
Nole (aab. o), f. et stort Trug. Østerd. Ogsaa Nøle. Jf. No og Nuv.
nolka, v. n. arbeide smaat og klodset, især med Kniv. Sdm.
Noll, m. Skrig, Hviin, Klynken. Nordre Berg. (af nelle). S. Gnoll.
Nolte, m. Bjergpynt, Klippespids. Voss. Hard.
Non (oo), n. Midaften, Mellemmads Tid, den tredie Hvile- og Spisetid om Dagen. B. og Tr. Stift. Hall. Vald. Gbr. Paa Jæderen hedder det Nun, og indfalder meget tidlig, nemlig omtrent Kl. 2. Ved Bergen og i Fjeldbygderne omtrent Kl. 3, men i de nordlige Egne senere, neml. ved Kl. 4 og 5. Talemaaderne: „knapt Non“, „høgt Non“, og „avlide Non“, betyde saaledes ikke allesteds den samme Tid; — „halvgꜳtt te Non“ er midt imellem andet og tredie Maaltid, altsaa imellem Davre (Dogur) og Non. G. N. nón, af et latinsk Ord nona, som betegner den niende Time, altsaa Kl. 3. — Paa de øvrige Steder hedder det: Oft, Ykt, Æftasvær, Undꜳl.
nona, v. n. spise Mellemmad, holde Non. Hedder ellers: nøne (Valders), halda Non, eta te Nons.
Nonsbil (aab. i), n. Tiden næst for og efter Non (ved Kl. 3 eller 4 E. M.).
Nonstad, m. det Sted hvor Solen staaer ved Non.
Nonsykt, f. den tredie Arbeidsstund paa Dagen, nemlig fra Davre eller Middag til Non.
Nor, m. i Betydning af et Sund eller smalt Indløb, forekommer kun som Stedsnavn ved enkelte Snævringer i Elvene og Fjordene, f. Ex. i „Noradne“ i Sogn, hvoraf Folkenavnet: Nøre(r). I svenske Dial. nor.
Nor (for Nord), m. Nord, Norden. (I Sdm. Nꜳr). I ein Nor: i en nordlig Retning. gꜳ te Nors: blive nordlig, om Vinden.
nor, adv. nord, mod Norden. Hedder mest alm. nor (oo), tildeels med Overgang til nol; i Sdm. hedder det nꜳr. (G. N. norðr). Heraf nøre (adj.), nøra seg, Landnøring, Utnøring. Paa enkelte Steder, især ved Havet, bruges Ordet ogsaa om en ubetydelig Afstand, saasom om Retningen til et nærliggende Huus eller endog til en Side i Huset, f. Ex. nor i Stova; nor i Skꜳp’e. — Af de mange Stedsnavne, som begynde med dette Ord, dannes atter Folkenavne, saasom: Norbygdning, Nordøling, Norfjoring; eller ved Sammensætning som: Norlandskꜳna, Norøyfolk o. s. v.
nora (for nordan), adv. nordenfra. I Nordre Berg. som præpos. med Dativ. f. Ex. nꜳra Øyꜳ: nordenfra Øerne. (Sdm.). Ellers bliver det sædvanlig sammensat med andre Partikler, og hedder da ogsaa noran (Voss Hard. Tell.) og norꜳn (Nhl.). G. N. norðan. Saaledes nora-fyre (noranfy): nordenfor. nora-i, og nora-pꜳ, præp. nordenfor. — nora-til (noran-te, norꜳnte): 1) i Nord; 2) nordenfra. I den sidste Betydning hedder det i Nordre Berg. nora-ette; i Sdm. nꜳra-ette, hvilket ogsaa bruges i Sammensætning med andre Ord, som Nꜳraette-folk, ɔ: Folk som ere komne nordenfra.
Noradrꜳtt, m. det at Skyerne trække nordenfra. Ogs. Noradrætte, n.
norafjells, adv. nordenfor Fjeldene.
Norakjøla, f. svag Nordenvind.
noralege, adv. nordlig, i Nord. So langt norale’; saa langt mod Nord. G. N. norðarla.
norantil, s. nora.
Nor-aust, m. Nordost.
Noravind, m. Nordenvind.
nor-ette, adv. nordover, mod Nord.
Norfar, m. Søfarende fra Nordlandene. Norfar-Jagt, f. Nordlands-Jægt.
Norig (aab. o), n. Norge. Hedder ogsaa Norgje (Norje). Den sidste Form (som egentlig er Dativet af den første), er maaskee mest brugelig; dog bruges den første ogsaa meget i Berg. Stift, Tell. og flere Steder, tildeels udtalt Norrig og Norri. I det gamle Sprog: Noregr; Dativ Noregi.
norleg (oo), adj. nordlig; om Vinden.
Norlending, m. Indbygger af Nordlandene (= Lofoting, Saltværing o. s. v.).
Normann (oo), m. 1) Nordboer, En som er kommen nordenfra. 2) Nordmand, Indbygger af Norge. I den sidste Betydning synes Ordet at være optaget efter Skriftsproget og udtales overalt ligedan, medens Udtalen i den første Betydning ogsaa kan gaae over til Nolmann og Nꜳrmann.
nor-røn, adj. nordlig, om Vinden. Meget brugl. i Tr. Stift. (G. N. norrænn betyder norsk). Jf. røn.
norsk (aab. o), adj. norsk. I Neutrum: norst, sjeldnere norsk. Jf. Norig.
Norve, m. Tværslaa, Tværstykke, som holder Fjelene sammen i en Dør eller et Bord. Nordre Berg. Sdm. Ndm. — I Gbr. og Helg. hedder det Narve. Ellers Okje og Slꜳ. (Jf. Isl. njörva, sammenhefte).
Norvest, m. Nordvest; ogsaa nordvestlig Vind. I Sdm. Nꜳrvest. Han small Nꜳrvesten: en Storm af Nordvest brød løs.
Norværing, m. Nordboer. Sjelden.
Nor-ætt, f. Vind og Veir fra Nordkanten. Ogsaa Norægt og Noraægt.
Nos (aab. o), n. Nysen (= Njosing).
Nos (aab. o), f. 1) Næse. Sogn, Søndre Berg. Rbg. og fl. Fleertal: Nase(r) og Nasar. (G. N. nös, pl. nasir). Ellers hedder Eental Nasa, f. og Nase, m. (Fleertal bruges sædvanlig med Betydning af Eental, og „Nasanne“ betyder altsaa kun: Næsen). S. Nasa. — Nos betyder ellers — 2) en Brink, Skrænt, fremstaaende Bakke eller Jordryg. Sdm. og fl. St. hvor Ordet ikke bruges i den første Betydning.
Nos (oo), f. Mule paa Dyr, især Køer. Indr. (Sv. nos). Vel egentlig det samme som det foregaaende Ord.
Nosflaga (aab. o), f. see Njoseflaga.
Nosle, Nælde; s. Netla.
nossa (seg), v. a. gotte sig, gjøre sig tilgode. Sogn.
Not (aab. o), n. 1) det at man nyder noget godt hos En; Hjælp, Tilflugt, Hygge. (Sogn, Shl.). Han hadde dar eit godt Not: han havde en Tilflugt paa det Sted, han glædede sig til at komme did. Modsat Unot. (Af njota, naut). — 2) Aftægt, Føderaad, Underholdning af et Gaardbrug, som man har overladt til en Anden. Sdm. Ellers: Kor, Hold, Livaure og fl. Hertil Notfolk, Notkall og fl.
Not (aab. o), f. (Fl. Net’er), Nød (Frugt), især Hasselnød. Jf. Valnot, Eikenot. G. N. hnot. Fleertal hedder ogsaa Net’ar (Tell.), Net’a, Net’e, Net (aab. e). G. N. hnetr. — I Sammensætning: Nate og Nata, f. Ex. Natekjenne, Nateskog. (S. Nate). — En anden Betydning forudsættes i Brennenot; s. Netla.
Not (oo), f. (Fl. Nøt’er), et Vod, et stort og tætbundet Net, hvormed man omringer Fisken i Vandet og derefter trækker den op. Brugeligt overalt vest- og nordenfjelds og tillige paa Oplandene. Jf. Vad. G. N. nót. — I Sammensætning oftest Nota; saaledes: Notabꜳt, m. Baad som kun er indrettet til Brug af Not. Notabolk, m. et Stykke af en Not. Notakast, n. see Kast. Notalag, n. Selskab som driver Fiskerie med en Not. Notamann, m. Formanden for et saadant Lag. Kaldes i Shl. Notabas, m.
nota, v. a. (a—a), angive Tonen eller Melodien, begynde en Sang. Eg kann Vers’e, men eg kann ikje note dæ.
Note, m. Melodie; ogsaa Tone eller Stemme til at synge med; egentlig Noder. Mæ same Nota: med samme Melodie. koma pꜳ Noten: træffe Melodien. Han hev’ ikje go’ Note: han har ikke rigtig Sangstemme. — Jf. Ornotar.
noten (aab. o), beholdt; s. njota.
notenæm (oo), adj. nem til at lære Melodier.
notestø(d), adj. sikker i at træffe og følge den rette Melodie. Tr. Stift.
Notfolk (aab. o), n. Aftægtsfolk (= Korfolk, Folgefolk). Sdm. Ligesaa: Notmann, Notkall, Notkjering.
notfri, adj. = korfri, folgefri.
Notsild (oo), f. almindelig Sommersild, noget større end Brisling. Nordre Berg.
notstaden, adj. om Fisk, som har staaet en Tid i Voddet (Noten).
Nott (aab. o), m. Knort, Ujævnhed; en liden Tue. Nordre Berg. Jf. Knatt.
Nott (aab. o), f. en Nat. Kr. Stift, Hard. Hall. (S. Natt). Te Nottar: til Natten.
notte, v. n. overnatte paa et Sted, hvile om Natten. Tell. (S. natta).
Nottung, m. et Kornmaal, som udgjør en Trediedeel af en Skjeppe. Mandal, Rbg.
Nottvær, m. Aftensmaaltid. Rbg. Tell. See Nattvor.
Nov (aab. o), f. 1) Hjørnefuge, det fældes i Hjørnet af en Bygning. B. og Tr. Stift. (Jf. Laft). G. N. nöf. 2) Hjørne paa et Huus udvendig. Ogsaa i Gbr. og Hall. (Nøv). Hertil Talemaaden: „springe att-um Nov’a, ɔ: søge Skjul, unddrage sig fra en vis Uleilighed. — 3) Nav i et Hjul. Ørk. (Ellers Nav, n.). — I Sammensætning faaer Ordet Formen Nave, f. Ex. Navehogg, n. Hjørnefuge. Saaledes ogsaa: inna-naves.
Novstein, m. Hjørnesteen. Gbr. Ørk.
Nu, m. see Nuv.
Nubb, m. smaa Pinde eller Nagler af Jern, især til at sætte i Skosaaler. Skonubb. Hedder ogsaa Nudd. (Gbr.).
nubba, v. a. besætte med Jernpinde.
Nudd, s. Nubb. — Nue, s. Knue.
Nugg, n. 1) Gnidning, Skraben (= Nogg). 2) Savspaaner, Fliis. Tell.
nugga, v. a. gnide, skubbe (= nyggja). Hard. Tell. — I Hard. oftere: nugra.
nuggjen, adj. som jævnlig gnider eller skraber; ogsaa løs, vaklende.
nugra, s. nugga.
Nuk (uu), m. Bjergknold, Pynt, Skrænt. Nhl. (Isl. hnúkr). Jf. Nut.
Nup (uu), m. Bjergtop, brat Fjeldpynt. Sjelden, undtagen som Stedsnavn.
Nupp, n. Fnas, Affald.
nuppa, v. n. (a—a), plukke, pille med Fingrene, f. Ex. paa Klæder; ogsaa rykke smaat, nappe. — nuppe Fugl: plukke Fjædrene af døde Fugle. Nordre Berg. Sv. noppa.
Nupping, f. Plukning, Pillen; ogsaa en svag Rykning. Andre St. Napping.
Nur (uu), m. Vælting, Omtumling; s. Gnuring. „I Nakk ꜳ Nur“, s. Nakk.
nure, v. n. vælte, tumle sig; s. gnura.
nuska, v. n. speide, lede efter noget, søge noget til at æde; om Dyr. Hedder ogsaa nusla (nultle). Sdm. og fl.
Nut (uu), m. 1) Knude (= Knut); ogsaa Knaster paa Træerne. Sætersd. — 2) en Fjeldtop, en høi Klippe. Hard. Tell. og fl. Ellers Nuk, Nott, Knatt og fl.
Nute, f. Knast, rundagtig Udvæxt paa Stammen af et Træ. Tell. Mest i Fleertal (Nutur).
nutla, s. nuska.
Nuv, m. 1. Kar, Kasse eller Kiste, som er dannet af en heel Stok ved Udhuling. Buskerud. I Østerd. Nu og No. Jf. Brya.
Nuv, m. 2. en Knold, rund eller afstumpet Top (= Kuv); ogsaa et kortøret Faar (= Kuva). Indr. Jf. Nyvla.
nuvꜳt, adj. 1) afstumpet, med en rund Top; 2) om Faar: kortøret. Indr.
ny, adj. ny, ikke gammel; nylig tilkommen; ogsaa nysbegyndt, eller nylig opdaget. Dæ ikje nytt slikt: det er ikke første Gang at sligt hænder. Fꜳ vita nytt: faae høre Nyheder. Saaledes ogsaa: høyra, fretta, spyrja nytt. Pꜳ nyꜳ Bylꜳ (for Bilom): i den seneste Tid, for nylig. Sdm. ’Ta nyꜳ: af nyt (Materiale). Pꜳ nytt: paa ny, for anden Gang; om en ny Række som begynder efterat en foregaaende er afsluttet; f. Ex. han fekk fyst tolv, ꜳ so ein pꜳ nytt. I samme Bemærkelse siges ogsaa: „pꜳ nytt Lag“.
Ny, m. en ny Ting; f. Ex. om den nye Afgrøde om Høsten. Kun i den bestemte Form (Ny’en). prøve Ny’en: forsøge det Nye. Tr. Stift.
nya, v. a. (a—a), fornye. „nya uppatte ein Ting“. Heraf: uppatte-nya, ɔ: fornyet, forynget.
Ny-ꜳr, n. Nytaar. Hertil Nyꜳrshelg, Nyꜳrsaftan, Nyꜳrsgꜳva og fl.
Nyꜳring, m. ny Frugt eller Afgrøde; den første Mad som tillaves af det nye Korn om Høsten. „smaka pꜳ Nyꜳringjen“. (Jf. Ny, m.).
Nyboling, m. En som er nylig bosat, en Begynder i Huusholdningen. Tr. Stift. I Nordre Berg. hedder det Nybøling. Ellers Bureising.
Nybrot (aab. o), n. nybrudt Ager.
nybær, adj. om en Ko, som nylig har kalvet. — Nybæra, f. en Ko, som har nylig kalvet. Jf. bær.
Nybøling, s. Nyboling.
Nyddung, m. en middelmaadig Ting. Tell. (sjelden). Ei Nyddungs Kvige: en liden eller maadelig stor Kvie.
nyfallen, adj. nyfalden, f. Ex. Snee.
nyfaren, adj. 1) nylig bortfaren. 2) om en Vei: nylig befaret.
nyfikjen, adj. nysgjerrig; især om En, som er indtagen i noget nyt og uvant, eller har megen Lyst til at forsøge en Ting, som han nylig har faaet. Alm. og meget brugl. — Sv. nyfiken.
Nyfikne, f. Nysgjerrighed. (Sjelden).
nyfødd, adj. nyfødt.
Nyføding, m. et Barn som er nylig født.
nyggja, v. a. (nygg; nogg; noggje), gnide, skrabe, gnave, slide paa; f. Ex. om Klæder, Baand, Hestesæler og lignende. Dæ heve noggje Hol pꜳ Hud’a. Dæ nygg’e meg, o. s. v. Nordre Berg. Sdm. Nogle Steder gnyggje. (Sv. gnugga). Ellers: nugga, nagga, skura, kjꜳka, ama. — Betyder ogsaa: trygle, bede ofte om en Ting. Han gjekk dær so lengje ꜳ nogg, at han laut fꜳ dæ.
Nyggjing, f. Gniden, Skraben (= Nogg).
Nygla, f. 1. en Tap i Bunden af en Baad, hvorved man lader Vandet rinde ud, naar Baaden sættes paa Land. B. og Tr. Stift. Isl. negla. (Af Nagle). Hertil Ordsproget: „D’æ ikje vært te gjera Nygla før Bꜳten æ bygd“, ɔ: man maa først tænke paa det Nødvendigste.
Nygla, f. 2. Fingerhætte, Dække paa en saaret Finger. Nordre Berg. I Sdm. er Nygle ogsaa et lidet Horn, see Nyvla.
nygla, v. a. sætte Bundtappen (Nyglen) i en Baad.
nyhoggjen, adj. nylig hugget.
Nying, m. et lidet Baal, en Ild til at varme sig ved, nemlig i Udmarken eller paa et Fjeld. gjera upp ein Nying: tænde en saadan Ild. Buskerud, Hedemarken. (I N. Berg. Brising).
Nykjel, m. (Fl. Nyklar), Nøgel. Tell. Ag. Stift, Ørk. Indr. Derimod Lykjel, vestenfjelds. — Hertil Nykjelplꜳte, f. Nøgleplade (= Laasskjold). Gbr. Nyklehol, n. Nøglehul.
Nykk, m. 1. Nøk, Flodvætte, indbildt Væsen i Vandet. Jf. Nykkjeblom.
Nykk, m. 2. et Ryk, et lidet Træk.
nykkja, v. a. (e—te), 1) rykke, nippe, trække smaat og hurtigt. B. Stift. G. N. hnykkja. 2) krøge, krumme en Jernspids eller et Søm. Tell. (af Nokkje). Ellers krøkja; jf. neigja, njoda.
Nykkjeblom, m. Aakande (Nymphæa). Jæd. — Ellers Vassblom, Tjønneblom, Punga og fl.
Nykkjing, f. Rykning, Trækning.
Nykla, n. (Fl. Nyklur), Traadnøgle. Tell. Vald. Gbr. — Ellers Nyste, Noa.
Nykle, f. Halslæp, hængende Flig ved Kjævebenene (paa Gjeder). Gbr. I B. Stift hedder det Lykle.
nykomen, (aab. o), nylig kommen.
nykvatt’, adj. nylig slibt.
nylege, adv. nylig, for kort Tid siden.
Nylenda, f. Ager som er nylig brudt. Voss, Helg. og fl. — Ellers Nyland (Indr. og fl.), Nybrot.
Nymark, f. en ny Eng, Mark som er nylig indhægnet og ryddet. I Nordre Berg. Nyemark, ligesom Nyebrot, Nyesnø, og fl.
nymꜳla, adj. nylig malet.
Nymꜳte, m. en ny Mode. Pa Nymꜳten: efter nyeste Mode.
Nymenning, m. en Begynder, En som er uøvet i en Kunst. Namd. Indr. Ellers Næming. Jf. Onæming.
nyom-stundom, nylig, i den seneste Tid. Ørk. (I Sdm. pꜳ nyꜳ Bylꜳ).
Nype, og Nypeklung, s. Njupe.
Nyra, n. (Fl. Nyrur), 1) Nyre. I de nordlige Egne: Nyre, ogsaa i Fleertal. 2) Testikel. Sdm. (hvor derimod det forrige hedder Ryggjanyre). Jf. Eista.
Nyremor (aab. o), m. Talg, Fedt, som omgiver Nyrerne. Nordre Berg. (G. N. mörr, Fedt). Hedder ellers Nyretalg; i Hard. og Shl. Nyrnatalg.
Nyrnahus, n. den Grube under Ryggen hvori Nyrerne ligge. Shl. — Formen Nyrna er det gamle Fleertals Genitiv.
nyrudd, adj. nylig opryddet.
Nysa, s. Nisa. nysa, v. see njosa.
nysꜳdd, adj. nylig tilsaaet (Ager).
nyskoren (aab. o), nylig skaaren.
nyslegjen, adj. nylig slaaet eller (om Eng og Hø) afslaaet.
nysprotten, adj. nylig udsprungen.
Nyss (aab. y), m. en liden Fisk af Torskeslægten (Gadus luscus). Sdm. I Sogn Kolga.
nyssen, adj. tilbøielig til at rapse, lidt langfingret. Tell.
nyst (yy), adv. nys, nylig.
Nysta (aab. y), n. (Fl. Nystur), et Nøgle Garn, Traadnøgle. I de nordlige Egne hedder det Nyste, baade i Eental og Fleertal; dog findes i Ørkd. Fleertallet Nysto. Ordet synes ellers at være alm.; forøvrigt bruges: Noa (eg. Noda) og Nykla (s. foran), altsaa kun Neutrer paa a. — Sv. nystan.
nysta, v. a. vinde Traad i Nøgler.
Nystehꜳnk, f. sammenbundet Knippe eller Klynge af Traadnøgler.
Nysæling, s. Njoseflaga.
nyt’, adj. dygtig, mandig, flink. Forekommer ofte i de tellemarkiske Viser. (G. N. nýtr, nyttig). Jf. unyt.
nytamd, adj. nylig tæmmet.
nyte, s. knyta.
nytikjen (aab. i), adj. nylig tagen.
Nytra (aab. y), f. en liden Knort; især om smaa Finner eller Vorter paa Huden. Nordre Berg.
nytret, adj. knortet, finnet.
nytt (yy), adj. n. Nyheder; s. ny.
nytta (aab. y), v. a. og n. (a—a), 1) benytte, anvende til noget; ogsaa samle, opspare, sanke med Omhyggelighed. G. N. nýta. 2) kunne bruge, være tjent med. Saaledes f. Ex. om Klæder: Dei æ so smꜳ, at han kann ikje nytte dei. — 3) v. n. (med Dativ): nytte, gavne, hjælpe. Dæ nytta oss inkje.
nyttande, adj. som man kan benytte.
Nytte, n. og f. Nytte, Hjælp, Gavn. Te Nyttes: til Nytte. Jf. Fꜳnytte, Unytte.
nyttelaus, adj. gavnløs, unyttig.
nytteleg, adj. tjenlig, brugbar.
nytten, adj. nytsom, forsynlig, som gjør sig Nytte af alt, og ikke lader noget gaae til Spilde. (Isl. nýtinn). Jf. bagnytten.
nyttug, adj. 1) nyttig, gavnlig. 2) om Mennesker: flittig, udholdende; ogsaa flink, dygtig. Tell.
Nyva, f. Øienbryn (eller egentlig noget fremragende). Nhl. Hard. (Jf. Nuv). gjera Nyve: slaae Øienbrynene ned, give sig en barsk og truende Mine.
nyve (aab. y), ned over (ned yve).
nyven (yy), adj. ublid, mørk, truende. Nhl.
Nyvla (aab. y), f. et lidet Horn, ligesom en Knap (især paa Faar). Nhl. og fl. I Sdm. hedder det Nygle.
næden, adj. haanlig, fornærmelig. Sdm. (sjelden og forældet).
nækja, v. a. (e—te), blotte, gjøre nøgen. nækje seg: blotte sig, afstaae alt hvad man har. Nordre Berg. Sdm. (Af nakjen).
Nækjing, f. Blottelse, Berøvelse.
nækt, partic. blottet, som har intet igjen. G. N. næktr.
næla, v. a. (e—te), stoppe, tilsye, trække sammen med en Naal. Nordre Berg. Isl. næla.
Næl’e, s. Nꜳl.
Næling, f. Stopning med Naal.
næm, adj. 1) modtagelig, tilbøielig, som lettelig kommer i en vis Tilstand. Hertil: isnæm, frostnæm, sottnæm, rosnæm. — 2) nem, oplagt til at lære. G. N. næmr. Modsat tornæm. — 3) nøiagtig, nøie træffende. Da kann inkje vera so næmt: man kan ikke træffe det saa nøie. Søndre Berg. (Maaskee en Overgang til Begrebet af nær; s. næma).
næma (næmma), adv. nær. Hard. hvor det ogsaa hedder nimma. I Buskerud og fl. St. hedder det nærme. Meget mere udbredt er Komparativet: næmare (ɔ: nærmere), hvilket i Nhl. hedder: nꜳmare, og søndenfjelds nærmare. G. N. nærmeir. (Jf. nꜳme nær). — Ligesaa Superl. næmaste (nꜳmaste, nimmaste), hvilket ogsaa er Adjektiv; f. Ex. næmaste Gar’en: den nærmeste Gaard. I næmaste Lag: næsten alt for nær. Pꜳ dæ næmaste: paa det nærmeste, næsten ganske. D’ær ingjen næmare til: der er ingen som har nærmere Adkomst dertil.
næma, v. n. (e—de), naae til, berøre, komme saa nær at en Berørelse skeer. Bor’e næme burt-i Veggjen. Fjøl’a næmde fram pꜳ Biten (ɔ: Enden af Fjelen naaede knapt ind paa Bjælken); Nordre Berg. Sdm. — I Tell. hedder det næpe. Ellers taka, tæpe, nꜳ. S. Næme.
næmaste, s. næma.
Næme, n. 1. en liden Ting, noget som skal forestille en vis Eiendom; saaledes om Arbeidsredskaber, Klædningsstykker og deslige. Bære eit einaste Næme: kun et eneste Stykke af det Slags. Ligesaa en liden Skat eller Eiendeel; ogsaa en Kjæreste. Meget brugeligt i Sdm.
Næme, n. 2. Nemme, Fatte-Evne, Anlæg til at lære. G. N. næmi. Undertiden ogsaa Tænkekraft, Indsigt eller gode Aandsgaver i Almindelighed.
Næming, m. En som øver sig en i Kunst. (Sjelden). See Onæming.
næmne, s. nemna. Næmsle, s. Nemsla.
næmt, s. næm og nemna.
Næpa, f. Roe, en bekjendt Rodfrugt. Alm. G. N. næpa. Hertil Næpefrø, n. Roefrø. Næpekꜳl, n. Roeblade. Næpestapp, n. et Slags Mad af bankede Roer.
næpe, v. n. naae til, berøre (= næma). Tell. Jf. nꜳpe.
Næpereit, m. en liden Ager, hvori man planter Roer. Nordenfjelds. (G. N. næpnareitr). Ellers Næpetrø (Mandal), Næpebrote (Ag. Stift).
nær, adv. nær, nær ved. I Forbindelse med Subst. styrer det Dativ, f. Ex. nær Landa, nær Husom. — Hedder ogsaa: nære eller nærre (Shl. og fl.), nærme (Ag. Stift) og næma (s. foran). G. N. nær, nærri. Komparativ hedder: nærre, nærmare, næmare, nꜳmare; Superl. næst, næmaste, nꜳmaste (see næma). — Talemaader. „so nær“: næsten, meget nær; f. Ex. Dei hadde so nær kollsiglt, ɔ: det var nær ved at de skulde kuldseile. „so nær som“: undtagen, paa det nær; f. Ex. Dei kom alle so nær som han. „noke so nær“: nogenlunde. „inkje nær til“: ikke nær saa meget, langtfra ikke; f. Ex. Dæ var ikje nær te so godt. (B. Stift, Gbr. og flere). „taka seg nær“: gribe sig an, gjøre en Opoffrelse, vove noget for en Sag. Han tok seg dæ so nær: han tog det saa alvorligt, gjorde sig megen Sorg derover. Dæ gjeng’e nær di: det er ikke langt fra. „gꜳ for nær ein Ting“: tage vel meget af en Ting, benytte den alt for meget. „snakke ein for nær“: sige noget som en Anden maa finde fornærmeligt.
nær, conj. naar; s. nꜳr.
næra, v. a. (e—te), nære, føde, opholde; især om det nødvendigste Livsophold (jf. nøra); derimod ikke i figurlig Betydning.
nærbygd, adj. bygget nær ved. „nærbygt“, hvor Husene staae tæt sammen.
Nærdel, s. Nerdel.
nærdjupt, adj. n. dybt nær ved Landet, tværdybt. Modsat utgrunt.
nærgangande, adj. 1) nærgaaende; 2) paatrængende med en Begjæring. Ørk.
nærgildra, adj. n. farligt, meget nær ved en Ulykke. Sdm.
nærgjeten, adj. næsten gjettet; om Gaader eller Spørgsmaal, naar Svaret er nær ved det rette. I Nordre Berg. nærgoten (aab. o).
nærgrendt, adj. n. om et Sted, hvor der er Gaarde eller Bygder tæt ved. Sjelden.
nærhꜳndom, adv. i Nærheden, tæt ved. Ørk. og fl.
Nærheit, f. Nærhed. (Nyt Ord):
Næring, m. Næring, Udkomme.
Nærkꜳna, f. Jordemoder. B. Stift og fl. (G. N. nærkona). Ellers Jormor, Ljosmor.
nærkomen (aab. o), adj. kommen nær til et vist Maal; saaledes: næsten færdig med et Arbeide; næsten lens eller blottet for en Ting; snart udløben (om Tid); høi frugtsommelig (om Koner).
nærliden (aab. i), adj. om Tiden: næsten udløben. D’æ so nærli’e (el. nærlee): der er saa kort Tid tilbage.
nærme, s. nær, næma, nærra.
nærmuna (aab. u), adv. nær ved, i Nærheden. N. Berg. I Sdm. nærmunꜳ. Jf. nærhꜳndom.
nærra (seg), v. a. nærme sig. (Sjelden). Oftere „nærma seg“.
nærre, adv. nærmere. (G. N. nærri). Ogsaa nær (s. nær).
nærsedd (ee), adj. nærseende, karrig, gnieragtig. Nordre Berg.
nærskyld, adj. nærbeslægtet.
nærsynt, adj. nærsynet.
nærsøkjen, adj. paatrængende. Hall.
nær-te, s. nær.
Nærvære, m. Nærværelse. (Sjelden).
næst, adv. næst (s. nær). Substantivisk i Udtrykket „Takk fyre næst“, hvorved der sigtes til en tidligere Sammenkomst.
næste, adj. næste, nærmeste. Næste Mannen: den nærmeste i Raden.
Næt, s. Natt og Not.
Næv, n. Kant, Spids, et fremstaaende Hjørne; f. Ex. paa en Klippe (Bergsnæv). Jf. Kjeipsnæv. (G. N. nef, Næse).
Næva, s. Neve.
Nævr, f. (Fl. Nævra, r), Næver, Overbark paa Birken; meget anvendt til Tækning paa Huse. Alm. (G. N. næfr). Hertil Nævrelad, n. Stabel af Næver. Nævrelogje (aab. o), m. Næverflamme (bekjendt af dens stærke Røg og Sod). Nævreskog, m. Birkeskov med god Næver. Nævretak, n. Tag af Næver og Tørv. (Oftere Torvtak).
Nød (Nø), f. see Naud.
nøde, v. a. (e—de), nitte, krumme Spidsen af et Søm. Nordre Berg. ogsaa i Valders (nøa). Ellers: njoa (njoda) og neigje.
nødstabb, s. naudstadd.
Nøgd, f. Mængde, Rigdom, betydeligt Forraad; ogsaa Overflod (egentlig et tilstrækkeligt Forraad. Af Nog). B. Stift, Gbr. Ørk. og fl. (G. N. nægð). Ingjæ Nau ꜳ ingjæ Nøgd: hverken Mangel eller Overflod. (Nhl.). Den so gjøyme i Nøgd’enne han heve i Nød’enne, ɔ: spar i den gode Tid, saa har du i den onde.
nøgd, partic. fornøiet, tilfreds. „like nøgd“: ligegyldig. Han æ’kje nøgd’e mæ da (ikke tilfreds dermed). B. Stift. Udtales ogs. paa mange Steder nøigd). Nu oftere „fornøgd“ (som er mindre rigtigt). S. nøgja.
nøgg (aab. ø), adj. usel, smaalig; ogsaa frygtsom. Ørk. Altid med en Negtelse (ligesom piren og fysen i B. Stift). Han ær itt so nøgg: han er ret dygtig. Jf. Isl. knöggr, knap. See ellers nauv, nauver.
nøgja (nøie), v. a. (e—de), tilfredsstille, fornøie, give nok. (G. N. nægja). nøgje seg: lade sig nøie, være tilfreds. S. nøgd. — Inf. og Præsens hedde sædvanlig nøie (nøye), men Imperf. deels nøigde, deels nøgde, ligesom Supinum: nøigt, nøgt. Af Nog.
nøgjast (nøiest), v. n. lade sig nøie, være fornøiet. G. N. nægjast. Imperf. nøigdest, nøgdest.
Nøgje (Nøie), n. Tilfredsstillelse, tilstrækkelig Forsyning. B. og Kr. Stift, ogs. i Gbr. (Sædvanlig udtalt Nøie). Dei ha fꜳt sitt Nøie: de have faaet nok, saa meget at de ikke ønske mere. Me ha ete vaart Nøie: vi have spiist os mætte.
nøgje (nøie), adv. nøie, nøiagtigt; grant, tydeligt. Udtales alm. som nøie, men bør skrives nøgje i Lighed med nøgjen. (Sv. noga).
nøgjen (nøien), adj. (Fl. nøgne), 1) nøiagtig, nøie afpasset eller beregnet. Ørk. (hvor det i Eental udtales nøien, men i Fleertal nøigne). I Neutrum er Ordet mere alm. f. Ex. D’æ ikje so nøie mæ di: det kommer ikke saa nøie an derpaa. I dæ nøignaste: i det nøieste, efter nøieste Beregning. Ørk. (Andre St.: i dæ nøiaste). — 2) nøieregnende, punktlig, streng, paaholden. Meget brugl. i Ørk. Dæm æ so nøigne mæ di. (Kompar. nøignar; Superl. nøignast). Maa udledes af nog og kan jævnføres med Sv. noga og noggrann; G. N. nóglega og nægilega (ɔ: nok, tilstrækkelig). Jf. nauelege.
Nøkle, s. Nykle. Nøle, s. Nole.
nøne, v. n. (e—te), spise Mellemmad (Non). Vald. Ørk. Andre St. nona.
Nør, m. (Fl. Nøre), Indbygger af Norerne i Sogn.
nøra, v. a. (e—te), 1) holde vedlige, befordre, nære, især Ild. nøre Varmen (el. nøre paa Varmen): nære Ilden, lægge nyt Brænde til. Tell. (G. N. næra, nære). — 2) styrke, opfriske, sætte i Stand efter en Svækkelse. nøre upp-atte Kynn’e: give Køerne meget og kraftigt Foder, for at de skulle faae Huld og Kræfter igjen (naar de ere blevne udmagrede). Nordre Berg. Hard. — 3) i Talemaaden „nøra seg“: gjøre sig tilgode, gotte sig, forsyne sig rigelig med Mad og Drikke. Sfj. Hard. Tell. Hall. (Adskilles fra „nære seg“).
nøra (for nyrdra), v. a. (a—a), i Talemaaden „nøra seg“, om Vinden: ɔ: gaae til Nord, blive nordlig. Shl. og fl. — Modsat: søra seg.
nørast, v. n. styrkes, forfriskes, komme sig efter en Svækkelse.
nøre (for nyrdre), adj. nordre, nordligere. I Gbr. hedder det: nørdre. (G. N. nyrðri). Nøre Leid’a: den nordlige Søvei. (Modsat søre). Nøre Lut’en: den nordlige Deel. Saaledes i mangfoldige Stedsnavne; f. Ex. Nøre Folla, Nøre-Sande o. s. v. — Ogsaa adv. f. Ex. Han dræg nora nøre ꜳ synna søre, ɔ: det trækker nordenfra i Nord og søndenfra i Syd. (Nordre Berg.).
Nøring, m. En som kommer nordenfra. (Sjelden og kun i Modsætning til Søring). Jf. Utnøring, Landnøring, hvori Ordet ogsaa hedder Nyring, med aab. y. (Nordre Berg.).
Nøring, f. Næring, Opfriskelse; rigelig Fodring; s. nøra.
Nørsla, f. rigelig Forsyning med Mad eller Foder; Extra-Forpleining. B. Stift. Ogsaa kaldet: Uppatte-Nørsle.
nørst, adv. nordligst. nørst nor: længst mod Nord. Jf. nor.
nørste, adj. nordligste.
Nøt’er, Fleertal af Not (oo).
Nøve, s. Neve. nøver, s. nauver.
nøya, s. nøgja og nøyde.
nøydd, partic. nødt, nødsaget.
nøyde (nøya), v. a. (e—de), 1) nøde, tvinge, drive. Dei nøydde meg te dæ: man nødte mig til det. G. N. neyða. — 2) være fornøden, behøves, gjælde paa. Dæ nøyd’ inkje pꜳ: det behøves ikke, der er ingen Nød som driver dertil. (Nordre Berg. og fl.). Nꜳr noke nøye pꜳ: naar det gjælder, naar nogen Nød er forhaanden.
nøydest (nøyast), v. n. nødes, blive nødsaget til.
Nøyding, f. Tvang, Tilnødelse.
Nøye (Tilfredsstillelse), s. Nøgje.
nøye, s. nøyde og nøgje.
nøyen (streng, punktlig), s. nøgjen.
nøygnaste, s. nøgjen.
nøyta, v. a. (e—te), 1) nyde, spise eller drikke. Sogn, Voss. (Jf. smꜳnøyten). Af njota, naut. — 2) benytte, bruge, især længe og med Flid; betjene sig saa længe som muligt af en Ting. Dei æ so slitne at ein kann ikje nøyte dei lenger. B. og Tr. Stift. — 3) med seg (nøyte seg): gjøre sig Umage, være om sig, gribe sig an. Berg. Stift. Ogsaa: skynde sig, haste, ile. Meget brugeligt søndenfjelds. Han tok te nøyte seg (begyndte at skynde sig). nøyte pꜳ: passe Leiligheden, være om sig medens Leiligheden er forhaanden. Ogsaa „nøyte til“ i samme Betydning. B. Stift.
nøytande, adv. som man kan benytte. Han æ ’kje nøytande lenger.
Nøyte, n. Noget som man kan benytte. (Sjelden). Jf. Brꜳnøyte. — Et andet Nøyte (af Naut, n.) findes i Ungnøyte og Gjeldnøyte. Atter et andet (af det gamle nautr) findes, med Betydningen Kammerat, i Matnøyte, Kvilenøyte, Talanøyte.
nøyten, adj. udholdende; ogsaa paapasselig, som griber Leiligheden.
Nøyting, f. Benyttelse; ogs. Flid, Umage.
nøytt, partic. meget brugt og benyttet.