Ordbog over det norske Folkesprog/O
O.
o, Sammensætnings-Partikel med negtende eller ogsaa forværrende Betydning; f. Ex. i Oro, otru, Odyr, Oꜳr, Ogras. Kun i de nordlige Egne til Sfj. Gbr. og Østerd. — De almindelige Ord blive her anførte under u.
o, Partikel, forkortet: 1) for or, ɔ: af, udaf. (Nfj. Sdm.). — 2) for og eller ꜳ, ɔ: og. (Valders). — 3) for ꜳ! ɔ: o, ak. (Valders).
o, Pron. forkortet: 1) for ho, ɔ: hun. — 2) for honom, ɔ: ham. (Sætersd. Hall.).
o, adj. (om Dyr), see od.
oagtandes, s. uagtande.
Obyde, n. Fortræd, Uleilighed; en skadelig eller utilladelig Gjerning. „gjera Oby’e“: gjøre Ugavn, fordærve eller ødelægge noget for En; især om Børn. Meget brugl. i Tr. Stift og Sdm.
Obøn, f. Forbandelse, ondt Ønske. Ørk. Sdm. og fl. Jf. Vꜳbøn.
o(d), adj. geil, parrelysten; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Gbr. Østerd. (i Formen: o, o’e). Ellers: os, ful, gala. Ordet betyder vel egentlig: gal, ligesom G. N. óðr (Ang. vóð).
Odal, m. Odel, arvet Gods; især Jord. Hard. Voss. — Ellers Odel, m. (G. N. óðal, n.). Til Odel ꜳ Eiga: til Odel og Eie. Hertil Odalsjor, f. Odelsgaard. Odalskvist, m. den nærmeste Arving til en Odelsgaard. (Hard.). Odalsrett, m. Odelsret.
Odd, m. 1) Od, Spids. 2) Odde, Næs eller Tange i Strandbredden.
Odda, f. et eenligt Stykke, som bliver tilovers, naar de øvrige ordnes parviis. See odde.
oddꜳ (odꜳ), vrimle; s. ꜳdꜳ.
odde, adj. ulige, ueffen, som ikke lader sig dele med To; om Tal, f. Ex. 3, 5, 7, 9, o. s. v. Modsat jamt (jamn). Ogsaa om den Ting som bliver alene tilovers, naar de øvrige ordnes parviis. Alm. og meget brugeligt Ord. Sv. udda. I danske Dial. odde. Eng. odd. — Ordet forandres ikke; saaledes „Æ dæ jamt eld’ odde“. „Den odde Lykkja“ o. s. v. Det er altsaa formodentlig kun en Form af det foranførte Odda.
Oddetal, n. ulige Tal, som ikke lader sig dele med To. Modsat: „jamt Tal“.
odna (oo), v. n. (a—a), varmes, blive varm; ogsaa v. a. varme; f. Ex. odna seg. Nhl. Hard. — Vel egentlig: orna (G. N. orna). I Ndm. skal det forekomme i Formen onna (aab. o), hvilket svarer bedre til orna.
Odne (oo), m. Varme; om en mild Varmegrad, f. Ex. Legemets Varme under jævnt Arbeide. Nhl.
Odo, el. Oddo (oo), f. Bagstrøm. Namd. Egentl. for Ide, el. Eda; s. Ja.
Odygd, f. Udyd, Lyde, Last. — Indr.
odæmt, adj. ikke reent eller frit for Afsmag; om et Kar. Ndm.
Oeign, f. en slet eller skadelig Eiendom. Nordenfjelds. S. Ueiga.
ofallen, adj. ubekvem. Gbr.
Ofar, n. Uheld, uheldig Færd. Fosen.
Ofil, m. (i Spil), s. Underfil.
Ofjelde, m. Uhygge, Ubehagelighed. Sdm. og fl. See Ufjelgje.
ofra (offre), v. n. ofre; give Offer. Hertil Ofr (Off’er), n. Offer.
oframt (oo), adv. desforuden, oven i Kjøbet. Ogsaa med et tilføiet Ord: foruden, uberegnet; f. Ex. oframt Handpenganne. Tr. Stift, Gbr. Sdm. — Ellers: umfram.
ofrid (ii), adj. styg af Udseende, ikke vakker. Helgeland, Indr. (ofri), Sdm. (ofrid’e). Ho æ ’kje ofri te sjꜳ: man skal ikke sige at hun er styg at see til.
Ofryskje, s. ufriskje.
ofsa, adv. og adj. usædvanlig, meget, overmaade; f. Ex. ofsa stort; ein ofsa Kar. B. Stift (nogle St. opsa). Jf. ov.
ofsaleg, adj. ypperlig, udmærket.
ofsalege, adv. 1) overflødigt, rigeligt; ogsaa overmaade, i høieste Grad. 2) ypperligt, herligt. Nordre Berg. Helg.
Ofse, m. 1) Overdrivelse, noget som er for meget. Hard. Da va no antan Ofsen elder Vansen: det var nu enten for meget eller for lidet, aldrig til Maade. — 2) Heftighed, Voldsomhed, fremfusende Færd. Meget brugl. i S. Berg. ogsaa Helg. Han tok te mæ slik ein Opse (Nhl.). G. N. ofsi. (Jf. Gofs). — 3) noget stærkt eller voldsomt; f. Ex. en heftig Storm. Nhl. I Sdm. oftest om Mennesker: „Ein Ofse“: en fremfusende, eller ogsaa en meget kjæk og dristig Karl. (Eg. Ovse, af ov).
ofsen, adj. heftig, fremfusende, som ikke holder Maade. Nhl. og fl.
ofsnast, v. n. stimle til for at see paa noget. Ndm. I Sdm. ꜳsna.
Oft (aab. o), f. 1) Arbeidsstund, Tiden imellem to Maaltider (= Ykt). Skal bruges ved Trondhjem. I Guldalen: Øft. — 2) Mellemmads Tid, omtrent Kl. 3 E. M. (det samme som Non). Østerd. Jf. Ykt.
Ofta (oo), f. Morgenstunden om Vinteren (det samme som Otta). Indr.
ofta, adv. ofte, tidt. Hedder ogsaa oftꜳ (Nordre Berg.) og ofte. G. N. oft, opt. Hertil oftare og oftaste. Inkje oftare: ikke flere Gange.
Ofyllefat, n. egentlig et uhyre stort Fad; oftest om et umætteligt Menneske, En som aldrig faaer nok. Nordenfjelds.
ofyse, s. ufysen. Ofør, s. Uføre.
og (aab. o), adv. ogsaa, tillige. Sættes gjerne efter det Ord, som det nærmest er forbundet med, og sædvanlig sidst i Sætningen; f. Ex. Han va komen dar han og. Lite venta eg, ꜳ lite fekk eg og. Formen „og“ bruges i den største Deel af Berg. Stift (ikke i Sdm.); i Shl. hedder det „og“ med lukt o. Ellers ꜳ (Fosen, Indr.), au (Kr. og Ag. og tildeels i Tr. Stift). I Hall. Vald. og Sdm. bruges i dette Tilfælde: ogso (ogsaa) eller „mæ“. G. N. og, ok, auk. — Konjunktionen „og“, som egentlig skulde have samme Form, adskilles sædvanlig herfra og hedder overalt „ꜳ“ (i Valders: o).
Ogje (oo), m. Frygt, Rædsel; Respekt for En. Meget brugl. i Sdm. Dei ha ’kje noken Ogje fyr’ꜳnꜳ (de have ingen Frygt el. Undseelse for ham). Dæ fyl’e hꜳnꜳ ein Ogje, ɔ: der følger ham noget, som indgyder Frygt. (Ellers Agje, Vægje, Ogne). — Heraf øgja og øgjen.
Ogn (oo), m. Ovn. (Jæd.). S. Omn.
Ogn (aab. o), f. 1) Avne, Hylster paa Korn. Nhl. Jæd. Tell. og fl. Mest brugl. i Fleertal som hedder Agne(r). G. N. ögn, agnir. 2) Børste paa Korn, Stakket eller den stive og tynde Braad i Enden af et Korn (arista). Nordre Berg. Gbr. og fl. I Tr. Stift: Agn. Ellers kaldet Snarp og Snerpa.
Ogne (aab. o), m. Frygt; Respekt for En. Ndm. (S. Ogje). G. N. ógn.
Ogne, i Ognelag, Ogne Grand o. s. v. see Augne.
ogofor, ovenfor (Gbr.), s. ova. Ligesaa ogopꜳ, ogo-te (oo).
Ogreide, f. Urede, Forvikling.
Ogrein, f. Uorden, Skjødesløshed. Helg. og fl. ogreinle(g), adj. uordentlig, skjødesløs. Jf. Grein.
Ogrøt, n. et arrigt, ulideligt Menneske; et Huuskors. Sdm.
ogso (aab. o), adv. ogsaa, tillige. (S. og). Hedder oftest ogsꜳ; tildeels ausꜳ. (Jæd.).
ogtig, adj. agtsom, omhyggelig. Tell.
ohag, adj. ubehændig, klodset; ogsaa ubekvem. Tr. Stift (sjelden). I Sdm. kun i Ordsproget: „Ein ohag’e Sme’ tæk’ eit ohagt Tre“, ɔ: en uduelig Arbeider vælger sig et udueligt Emne.
ohagleg, adj. ubekvem, upassende. Indr.
ohagle(ge), adv. uhyre meget, overmaade. Ørk.
ohar, s. ovhar. oheil, s. uheil.
ohendt, adj. ubehændig. Ørk.
Ohepne, s. Uheppa. ohuga, s. uhuga.
ohyggjen,a dj. uagtsom; ogsaa sløv, dorsk, tungnemmet. Helg.
ohyra, adj. døsig, mat; ogsaa som føler Ulyst til noget. Sdm.
Ohæming, m. Uheld, især med Kvæget; det at man mister Kvæg. (Modsat Hæming). Sdm. I Sogn: Uham.
o-idig, adj. dorsk, doven. Sdm.
ok (oo), ɔ: flyttede o. s. v. see aka.
oka (oo), v. a. (a—a), lægge Aag paa, binde Halsaag (Klave) paa Sviin. Shl.
oka (oo), adj. forsynet med Slaa eller Tværbaand; s. Okje.
Okabytte, n. en Mælkedunk, indrettet til at bære paa Ryggen, og forsynet med et Par Lister eller Slaaer, hvori Bærehængslerne fæstes. Nhl.
Okastaur, m. Stør, Pæl i Enden eller Hjørnet af et Gjærde, ligesaa i Hesjer. Paa Voss: Ꜳkastaur.
Okje, m. (Fl. Oka, r), 1) Tværslaa, Tværbaand, som sættes fast paa Døre og Luger for at holde Fjelene sammen; tildeels ogsaa om en kort paaslaaet List, hvori noget skal fæstes. Nhl. Shl. Jæd. med lukt o; derimod Okje (aab. o) i Tell., og Ꜳkje i Sogn, Voss og Hard. (Ellers Slꜳ, Norve, Narve). — 2) Hjørnestolpe, Pæl eller Opstander i en Grind; i Modsætning til Tværfjelene som indfattes i samme (s. Rim). Tell. og fl. I Sdm. hedder det: Ꜳkan, n. Nogle Steder Ꜳkje. G. N. oki (Lovene II, 122). — 3) Aag, Halsaag, en trekantet Klave; især til Sviin. Shl. (G. N. ok, Aag). — Paa Helgeland forklares „Oke“ ved en Tot eller Visk, f. Ex. af Uld; altsaa det samme som ellers hedder Flokje og Tokje.
Okje, n. see Okjø.
Okjø, n. Udyr, skadelige Dyr. Ogsaa: Okje, saavel om Udyr, som om urolige Mennesker; Folk som vække Splid og Forargelse. Ndm. I lignende Betydning siges andre Steder Okrut og Ukru. Jf. Kjøa.
okjøsamt, adj. ufredeligt, farligt formedelst Udyr. Ndm.
okka, pron. (gen.), vor. Jæd. Mandal, Rbg. Hedder ellers: ꜳkan (Hard.), okkons, eller oftere: kons (Tellem.), kans (Nummedal). G. N. okkar, Genitiv af vit (Dualis), og okkarr, Possessiv med Akkus. okkarn. — Pꜳ okka Mꜳl: i vort Sprog. Pꜳ kons Vis: paa vor Maade. — I de øvrige Distrikter bruges kun: „vꜳr“.
Okkꜳl, s. Okla.
okke, pron. os. Objekt af mid (mi, me). Jæd. Lister, Mandal. Ellers: okko (Rbg.), ꜳko (Hard.), okkon, og oftere: kon (Tell.), kan (Nummedal). G. N. okkr (i Dualis). Hæran isjꜳ okke: her hos os. (I Hard. „hær isj’ꜳko“). Ꜳt ꜳko: til os, for os. Mæ ’kon: med os. — Paa de øvrige Steder siges kun „oss“.
Okl, s. Økl.
Okla, n. Ankel, Fodled. I de sydlige Egne Okla med Fleertal Oklur (Oklo, Okle); ellers Okle; ogsaa Okkel og Okkꜳl, m. (Helg.), Høkkel (Namd.). G. N. ökla. (Isl. ökull, ökli, m.).
Oklekul (uu), m. Ankelkode.
Oklelid (Okkel-le), m. Ankelled.
Oklesnø, m. et Sneelag som rækker op til Anklerne.
Oksl, f. Axel, Skulder. Mest i de sydlige Egne. Nordenfjelds hedder det oftere Aksl. G. N. öxl. Jf. Hær.
okunnug, adj. ubekjendt. Gbr. og fl.
Okynde, n. ondt Sind, Vanart, Fordærvelse. Gbr. (Sv. okynne).
okyndt, adj. vanartet, ond af Natur.
ol (oo), fostrede. Imperf. af ala.
Olag, f. Ulag. Oland, s. Ulenda.
Olavsoke (for Olavsvoka, sidste o aab.), St. Olafs Dag, den 29de Juli. Tell. Ellers mest almindelig: Olsoke og Olsok; i Ørk. Olsuku. G. N. Ólafsvaka, til Ólafsvöku. Hertil: Olsokebil (aab. i), n. Tiden næst før og efter St. Olafs Dag (Olsokedag). Olsoke-røyta, f. Regnveir og Mangel paa Tørring, som ofte indtræffer sidst i Juli Maaned. Nordre Berg.
Olbogje (aab. o), m. Albue. Hedder ogsaa Ꜳlbogje, Ꜳlbꜳga, og ellers Ꜳlbog, med lukt o (Helg.), Ꜳlbogje (Sætersd.), Ombogje (Nhl.) og Hamboga eller Handbꜳgꜳ (i Tr. Stift). G. N. olbogi, olnbogi. Gam. Tydsk elinbogo.
Olboglykkja, f. Krumningen paa den indre Side af Albuen. Ogsaa Olbogslykkje.
Olbogskjæl, f. et Slags eenskallet Musling, dannet som en stump Kegle. (Patella vulgaris). Isl. olbogaskel.
Old, f. Mængde, Mangfoldighed. Hard. Jf. Elde, Vold (Voll).
Olden-ꜳr, n. et meget frugtbart Aar. Sfj. Sdm. (I Jensens Glossarium findes det i Formen „Aldꜳr“). Af det gamle aldin, ɔ: Frugt. Jf. Alda.
Oldenꜳre, s. Older.
Older (Oldr), m. Elletræ (Alnus). Meget udbredt (Nhl. Sogn, Helg. og fl.). Ogsaa med en egen Udtale: Oldre, Oddre, Oddr (Gbr. Ørk.). I Gbr. ogsaa Ordre, som nærmer sig til Navnet Ore, der bruges i de sydlige Egne. I Sdm. siges „Oldenꜳre“ om det mørke Elletræ (Alnus glutinosa), medens derimod den lysere eller hvidere Art hedder Ꜳre (Kvitꜳre). Sv. al. Ang. alr. See ellers Ore.
Olderhol (oo), m. Lund af Elletræer. (Østerd.). See Oreholt.
Olderskog, m. Elleskov. S. Oreskog.
Olege, s. Ulega. Olemna, s. Ulivnad.
Olende, n. uveisomt eller uryddeligt Land. Ørk. See Ulenda.
olik, adj. sygelig, svag, daarlig. Meget brugl. i Inderøen. Jf. ulik.
Olje, m. Olie. Hedder ogsaa Ulja, f. og Ulje (B. Stift). G. N. olja (af et fremmedt Ord).
Oljeblad, n. Hvidtidsel (Carduus heterophyllus). Paa Jæd. hedder det Oljeblokka, f. Ellers Kvitblad, Skore og fl.
Oljesøyre, f. en uopmærksom Person, En som ikke vil høre eller give Agt paa hvad man siger. Sdm.
Oll, m. Skraal, Støi, Larm. Helg. (Jf. Soll). I svenske Dial. åll.
olla, v. n. skraale, støie, tale høit og skraalende. Helg. Namd.
ollꜳ, et Dativ af all; f. Ex. i Talemaaden „Ein lyt’e ha pꜳ ollꜳ Skyn“, ɔ: man maa skjønne paa alt, tage alle Omstændigheder i Betragtning, for at man ikke skal dømme for strengt. (Sdm). Rettere ollo. „Fyre ollꜳ“ s. all. Noke ta ollꜳ: noget af hvert Slags. Ta ollꜳ obyttꜳ: af den uskiftede Masse. — ollꜳstodꜳ, s. allestade.
Olle, f. 1. et stort Trug. Sætersd. (Gaaer ikke over til Odde).
Olle, f. 2. Brønd, Vandsted; ogsaa Kilde. Buskerud. Jf. Ile.
Olle, f. 3. (for Olda), Bølge, Havbølge. Indr. — Ellers Alda. Jf. Tungalda.
ollesomꜳ, s. allsaman.
Ollvor, og ollvorsam, s. Ꜳlvore.
olm, adj. olm, vild, arrig; især om Oxer. Heraf ylmast.
Olmosa (aab. o), f. 1) Almisse, Gave til Fattige. G. N. ölmusa (af et fremmedt Ord). 2) en Stakkel, et fattigt, hjælpeløst Menneske; ogsaa en Stakkel med Hensyn til Kræfter. Hedder ogsaa Olemose, Ølemøse.
Olreip (oo), n. et Reb af Læder eller tykt Skind, et Baand dannet af Læderremmer. Ved Trondhjem. I Østerd. Olrep (ee) og Oltøm. Isl. ólarreip, af ól, en Rem.
Olsoke, og Olsuku, s. Olavsoke.
Oltaum (-tøm), m. s. Olreip.
Olugu (Sygeleie), s. Ulega.
Olv, s. Elv. olvꜳt, s. ꜳlvꜳt.
olyste, mæt, fuldmættet; s. ulysta.
om, forkortet af honom, ɔ: ham. — Partikelen „om“ skrives her: um. Et andet Om (el. Um) er at finde under Homn.
Om (oo), m. en svag Gjenlyd, især fra et Fjeld. Hard.
oma, v. n. (a—a), gjenlyde svagt.
Omaga og Omꜳgꜳ (Barn), s. Umagje.
Omagelekk, m. raa eller umoden Tilstand (egentl. Barnealderen). Sdm. Især om noget som tilberedes langsomt; saaledes: „Dei ha fꜳtt Omagelekkjen ta Fiskj’a“, ɔ: Fisken er begyndt at tørres, saa at den er bleven lettere og bedre at behandle.
omagsleg, adj. liden, spæd, svag. Helg.
Omannsfær, f. det Tab som man lider ved at undvære en nødvendig Ting. Sdm. (Meget brug.). Bꜳde fyre Slit’e ꜳ Omannsfæra: baade for at Tingen er slidt, og fordi man har lidt Tab ved at savne den. Ein lꜳne dæ vek ꜳ so fær ein sjøl Omannsfær. (Egentlig at fare frem som en Stakkel, som En der ikke har noget).
omannsleg, adj. usel, daarlig. Ørk.
omꜳlug, adj. maalløs, stum. Helg. og fl. Paa Helg. forekommer ogsaa Talemaaden: „Eit Ꜳmꜳls Beist“, ɔ: et umælende Dyr. Dette Ꜳmꜳls er rimeligviis en Afændring af Omꜳls.
Ombogje, m. Albue; s. Olbogje.
Ombot, f. Knæhase; s. Hombot.
Ome (oo), m. Røg, Lugt af noget som brænder. Jæd. (Ellers Eim). Ogsaa Solrøg, det samme som Moe.
Omegd, f. Afmagt, Daanelse. (Helg.). Jf. G. N. úmegin. — Omegd betyder ellers Barnealder og Børn; s. Umegd.
omjell, adj. mat, sygelig, plaget af en ubehagelig Fornemmelse el. af et Slags Ømhed i Lemmerne. (Sdm.). Et hertil svarende „mjell“ mangler.
Omle(d), m. Haandled. Nhl. S. Uvlid.
Omn, m. Ovn; i Særdeleshed 1) Stueovn, Kakkelovn; 2) Bagerovn; 3) Ildsted i Røgstuerne, det samme som Gruva og Aare. Paa Jæderen og Lister hedder det Ogn (oo). G: N. ofn. Sv. ugn.
Omnbolk (Ombolk), m. en Paneling eller Fjelevæg paa den indre Side af Ildstedet i Røgstuerne; den Side af Gruven, som vender imod den indre Deel af Stuen. Sdm. og fl. (I Shl. Brikje). See Kallhovde.
Omnborg, f. en fiirkantet Fordybning i Muren ovenfor det egentlige Ildsted, bestemt til at lægge Ild i, naar man tørrer Korn paa Ovnhellen (s. Omnhella). Sdm.
Omnbrau(d), n. ovnbaget Brød, i Modsætning til Fladbrød. Udtales oftest Ombrø’.
Omnbrik, f. en kort Bænk paa den indre Side af Gruven. Nordre Berg.
Omnhella, f. en stor Helle eller Steenplade, som ligger fladt over den øverste Deel af Gruven i Røgstuerne, og tjener til at afvende Ildfunkerne fra Taget saavelsom ogsaa til at tørre Korn eller Malt paa. B. Stift.
Omnkrꜳ, f. det Hjørne hvori Ovnen eller Gruven staaer. (Ogs. Omskrꜳ).
Omnkrok, m. Ovnrage, Kjæp til at rage i Veden og Gløderne paa Ildstedet.
Omnlad, n. en liden Muur paa hver Side af Ildstedet.
omnturka, adj. om Korn som er tørret paa Ovnhellen.
omoleg, umulig; s. umogeleg.
omyssande, s. umissande.
Omøle, n. en slet Stemning eller Tilstand. Gbr. Sdm. I Særdeleshed siges om en Kværn, at den er „i Omøle“, naar den er forslibt eller maler slet. Jf. Møle.
omølt, adj. ilde stemt; s. mølt.
ona, trives; s. una.
onagga, adj. uhindret. Lat han gꜳ onagga: lad ham slippe uden nogen Fornærmelse. Sdm. og flere.
onaleg, hyggelig; s. unaleg.
onꜳdig, adj. vred, opbragt. Tr. Stift.
oneist, uden Fornærmelse. S. neisa.
Onn, f. 1) Flid, Raskhed, Dristighed. D’æ inkje noko Onn mæ dei: der er ikke nogen Fremgang med dem, de ere for lidet om sig. Rbg. Jf. ann og anna. — 2) Skynding, Travlhed, stærkt Arbeide. Mere alm. G. N. önn. Jf. annig, annsam, Annsemd. — 3) Markarbeide; især de tre store Arbeidstider om Sommeren, nemlig Pløiningen (Vꜳronn, Plogonn), Høslætten (Slꜳttonn, Høyonn), og Kornskuren (Skuronn). Alm. og meget brugl. (Paa enkelte St. siges dog oftere: Vinna).
onna, v. n. (a—a), arbeide, tage Deel i Markarbeidet; især om leiede Folk. Han va dær ꜳ onna. Søndenfjelds. Jf. vinna.
onna, v. a. (a—a), paaskynde. — onne seg: skynde sig. (I Rbg. anne seg).
onna, for orna, s. odna.
Onnefolk, n. Folk som udføre Markarbeiderne (pløie, slaae eller skjære).
onnemillom, adv. fra det ene af Markarbeiderne til det andet; især fra Pløiningen til Høslætten.
Onnetid, f. den Tid, hvori et af de store Markarbeider drives. Ogsaa adskilt: „I Onne Ti’er“: medens de store Arbeider foregaae.
onnor, femin. af annan (anden). Hertil: Onnor-Helg, Onnor-Natt og fl.
onnor-kvar, s. annankvar.
onnug, adj. 1) flittig, arbeidsom; 2) skyndsom, iilfærdig. I Tr. Stift: onnau; ellers oftest onnig (Nhl. Jæd. Rbg. Tell.); ogsaa annig (Hard. Voss, Hall.).
Onnungje, m. en ung Tjener, Hjælpetjener. Tell.
Onsdag, m. Onsdag. (G. N. Óðinsdagr). I mange Egne siges oftere Mekedag.
Onæming, m. en Begynder i Kunsten, En som ikke endnu er fuldlært. Nordre Berg.
Op (oo), n. et aabent Rum, Aabning, Hul, Gab. Hedder ellers paa mange Steder Ꜳp. G. N. op.
open, adj. 1) aaben, ikke tillukket. 2) bar, ubeskyttet, om en Plads. 3) aabenmundet, uforsigtig i at tale. „liggja open“, betegner ogsaa at ligge udstrakt med Ansigtet opad. (Oftere: vi’open). Formen open (oo) bruges i Søndre Berg. Gbr. og fl.; ellers hedder det open, med aab. o (Rbg. Tell.), oppen (ved Trondhjem) og ꜳpen (mest alm.). G. N. opinn.
openbærlege, adv. aabenbart. Hedder oftere openbꜳrle, ꜳpebꜳrle. G. N. opinberlega.
opendaga, v. a. aabenbare, fremvise; ogsaa opdage. Søndre Berg. og fl.
openskꜳr, adj. aabenmundet; ubetænksom i at tale. I Ørk. oppinskꜳr; i Sdm. ꜳpeskꜳren. G. N. opinskár.
opna, v. a. (a—a), aabne; ogsaa opskjære. Nogle Steder: ꜳpna.
opnast, v. n. aabnes, blive aaben. Ogsaa opna seg.
Opning, f. 1) Aabnelse, Oplukkelse; 2) en Aabning, et Hul.
Opse, s. Ofse. opta, s. ofta.
or (oo), præp. (med Dativ), af, ud af. Har forskjellig Form, nemlig: or (Sogn, Søndre Berg. og Kr. Stift), o (Sfj. Ndm. Sdm.), ur og u (Nordenfjelds, ogsaa i Gbr. og fl.). G. N. or, ur. Sv. ur. — Ofte forbundet med „ut“, altsaa: ut-or, uto, utur, utu, — hvoraf den første Stavelse gjerne bortfalder, saa at det hedder: ’tor, ’to, ’tu. Saaledes ogsaa: ’por, ’po, ’pu, istedetfor upp-or. — I Brugen adskilles „or“ fra „av“ (af) derved at det sædvanlig har Begrebet om en Udgang fra et dybt eller skjult og indesluttet Sted, og forholder sig altsaa til „av“ ligedan som „i“ til „paa“. F. Ex. „or Jor’enne“, om noget som er i Jorden; men „av Jor’enne“ (ta Joren), om noget som er paa Jorden. Han kjem or Sjøen (ur Sjø’nꜳ), om Fisk; men: av Sjøen (ta Sjø’nꜳ), om en Fisker. Dæ kjem ut-or Fjell’e (’tu Fjella), f. Ex. om Vand; men „utav Fjell’e“ (ta Fjella), om noget som har været ovenpaa, f. Ex. Kvæg. Undertiden nærmer det sig mere til Begrebet af „av"; f. Ex. uto(r) Vegj’a: af Veien. or Øyꜳ: fra Øerne. (I Sdm. siges ogsaa: o’ Fiskjenne, ɔ: fra Fiskeriet). Vinden sto utta-o(r), ɔ: fra Havet. Imidlertid bruges det ikke gjerne i figurlig eller uegentlig Betydning, saaledes ikke med Begreb af en Aarsag, som f. Ex. i G. N. „andast or sárum“.
Or, m. Elletræ, s. Ore.
Or, f. Steengrund, Stennmasse; s. Ur.
Or (for Ord), n. 1) et Ord. Ei tvau try Or: et Par Ord. stor i Orom: stortalende, pralende. D’æ slike Or i han: han gjør saadant et Skryderie. Udtales altid med lukt o (oo), og i Ag. og Tr. Stift tildeels med tykt l (Ol). G. N. orð. — 2) Talemaade, Sætning; ogsaa Ordsprog. Um eg skal seie so stort eit Or: hvis jeg skal udtrykke mig saa dristigt. Dæ var eit sant Or: et sandt Udsagn. Som dei seie fyr’ eit gamalt Or: som man sier med et gammelt Ordsprog. — 3) Rygte, Omdømme. Han heve eit godt Or: han har et godt Rygte. Han fekk eit lꜳkt Or fyre dæ: han blev ilde omtalt derfor. Ette som Or’e gjekk: efter Rygtet. — Talemaader. taka te Ors: udtrykke sig. Eg veit ikje kor han tok te Ors: jeg veed ikke ret hvilke Ord han brugte. koma fyr ’Or’e: blive bekjendt, komme for Orde. Mæ fyste Or: ved den allerførste Anmodning. No i sama Ora: just nu, i samme Øieblik. (Nordre Berg.).
Ora, f. en Løkke i Hestesælen, en aflang Bøile af Jern, eller ogsaa en Stroppe af Læder, hvorved Skaglerne bindes til Sælen. Ordet synes at være alm. og hedder Ora, Ore (B. og Tr. Stift, Gbr. og fl.), Orra, med aab. o (Sogn), Orde, med oo (Tell.). Et Par andre men meget lignende Ting have Navnene Urva og Orveld. (Jf. Isl. urga, Rem). — Hertil: Orepinne, m. en Pind, som sættes fast i den yderste Bugt af Oren, for at fæste samme til Skaglerne. (I Tell. Ordepinne). Ellers Selepinne, Selekjevle.
ora (ore), v. n. (a—a), opsvulme, stige op; om Vandet, naar Isen hindrer dets Afløb. Rbg. Nedenæs. (Ellers kjøva, kry, kreppa). Hertil Oresvall.
ora (for orda), v. a. (a—a), bringe noget paa Tale, forberede eller indlede en Sag med nogle Ord. Eg skal ore dæ mæ han. (Nordre Berg.).
Ora(r), pl. med Betydningen: Forvirring, Sandsesløshed; — er et Ord, hvis Grundform er ubekjendt, da det kun bruges i Fleertallets Dativ, og desuden blot i Sammensætning, nemlig: i Hauorom (Tr. Stift, for Hovudorom), Sømnorom, Dau(d)orom, Heljoro (i de sydlige Egne), Himmelorꜳ (Sdm.) G. N. órar, f. pl. Galskab. — Heraf: oren, øra, øren, Ørska.
orast (for ordast), v. n. snakke, samtale. (Sjelden).
orꜳdd, adj. ubestemt, tvivlraadig. Ørk. Ogsaa: orꜳdig. See Urꜳd.
orꜳt, stenet; s. urut.
Orbær (oo), n. Ribsbær. Toten, Hedemarken, Østerd. I Valders hedder det Urvillbær; i Gbr. Ulbær eller Ulvbær. Ellers: Rips.
Orde, s. Ora. Ordre, s. Ore.
Ore, m. El, Elletræ (Alnus). Forekommer i forskjellig Form, nemlig Ore (Tell. Buskr. Romsd.), Or (Rbg. Tell. Hall.), Ꜳre (Nfj. Sdm. og fl.), Ꜳr (Ryfylke, Sætersd.), Orr, aab. o (Voss, Hard. Jæd. Mandal), Ordre, oo (Gbr.), Yre (aab. y) og Øre, f. (Sdm.), Ør (Ryfylke). Ellers Oldre, Older. — Paa enkelte Steder synes Navnet Ore (Ꜳre) at betegne kun den lysere eller hvidere Art (Alnus incana), medens derimod „Older“ betegner den mørkere Art (Alnus glutinosa). Den første Art kaldes ellers: Grꜳ-Ore, Kvit-or; den sidste derimod: Svartore, Svartolder; i Sdm. Oldenꜳre og Yre. — I svenske Dial. orr og arre. G. N. orir forekommer i Elis’s Saga.
Orebork, m. Ellebark.
Oreholt, n. en Lund eller liden Skov af Elletræer. Søndenfjelds. Ellers Olderholt, Olderhol, Ꜳreryst og fl.
Orehy, n. hvidt Fnug eller Støv, som ofte findes i Mængde paa Elleløvet og er fuldt af smaa Insekter. I Sdm. kaldes det: Ꜳreskyr.
Orekumar (aab. u), m. Knopper og Frø-Kogler paa Elletræet.
Orelauv, n. Elleløv.
oren, adj. forvirret, forstyrret i Hovedet. Indr. (S. Orar). Ellers øren, yren; ogsaa urven.
Orepinne, see Ora, f.
Orerust, f. en liden Elleskov. I Sdm. Ꜳreryst; ellers Oreholt og fl.
Oreskog, m. Elleskov. Ellers: Ꜳreskog, Orraskog, Olderskog.
Oresvall, m. en høi eller tyk Iis paa Marken, dannet ved Vandets Opdæmning af Frost. Nedenæs (af ora, v. n.). Ellers Kovsvell, Kovesvoll.
Orevi(d), m. Brænde af Elletræ.
or-faren, adj. afklædt. (fara or).
Org (Orj), m. Hvirvel, Kreds af Bølger, som fremkommer naar noget plumper ned i Vandet. Buskerud. Jf. Helg. (Isl. örga, røre).
Orgakjøa, s. Aurekjøa.
or-gjetes (orgites), adv. i Glemme. Da gjekk meg orgjetes: det gik mig af Tanker, jeg glemte at sige det. Nhl. I Shl.: „Da gjekk meg or Gjee“.
orhalden, adj. ordholden, som ikke glemmer sit Løfte. Ogs. orhaldig.
orhitten, adj. nem til at finde Ord eller Udtryk; ogsaa vittig, som har træffende Indfald. Hall. og fl. (Isl. orðhittinn).
orimelege, adv. overmaade, saare meget. Meget brugeligt nordenfjelds, ogsaa i Gbr. og Sdm. Dæ va so orimele stort, orimele lengje o. s. v.
Oring, f. Vandets Opsvulmen og Opdæmning ved Frost. Rbg. s. ora.
Orje (el. Orgje), s. Aure.
orka (aab. o), v. n. (a—a), mægte, formaae, have Kræfter til noget. Alm. (G. N. orka). Han slæpa mest han orka. (Jf. vinna). Eg orka ’kje gꜳ lenger.
Orka, f. Arbeide. Sogn (sjelden). Jf. Tungorka. G. N. orka.
Orkast, n. 1. (or), et Kast som tages ud af en stængt Not. Shl. og fl. Hertil Orkastenot (oo), f. en liden Not til at gjøre saadanne „Orkast“ med.
Orkast, n. 2. (Ord), Ordvexel, Disput, Tvist. Dei kom i Orkast: de kom til at tviste om noget. Alm.
orkastast, v. n. disputere, tviste. Ørk.
orkjenast (ee), v. n. vansmægte, blive afmægtig, f. Ex. af Tørst. Sogn. Ellers kjena og kjenast. I Romsd. skal det hedde ꜳrkjona; i Sdm. siger man ꜳrjonast; i Ndm. orona og orna.
or-komen, adj. udkommen, frakommen.
Orlag, n. 1) Udtryk, en vis Maade at tale paa. Eg kunna høyre dæ pꜳ Orlagje. (Sv. ordalag). — 2) Samtale. kꜳmꜳ i Orlag mæ ein. Ørk.
Orlog (Ꜳrlog, aab. o), n. Orlog; Sø-Krig. Bruges i Talemaaden: til Orlogs; ligesaa Orlogsskip. — Isl. örlög.
Orløysa, f. Mangel paa Udtryk.
Orm, m. Slange; Hugorm. G. N. ormr; Sv. orm. — Betydningen af Madikker eller lignende Smaadyr (Dansk Orm) findes her kun i nogle faa sammensatte Navne, som Kvitorm, Skolorm. Jf. Makk, Ꜳma.
Orma, f. Slangemoder, Hunslange. Nhl. og fl. Ellers Yrme.
Ormegras, n. 1) Bregne (= Burtne). Jæd. — 2) Horndrager (Orchis maculata). Sdm.
ormegta, v. n. (a—a), vansmægte, blive afmægtig. Hedder oftere ørmegta (Sogn, Valders), og ꜳrmegte (Gbr).
Ormeham, m. Slangeham, Slangernes afkastede Hud.
Ormenꜳl, f. Slangetunge, Braad.
Ormestyng, m. 1) Slangebid. 2) et Slags Insekter, see Styng.
orminnast (oo), v. n. falde i Søvn, tabe Hukommelsen eller Bevidstheden idet man sover ind. Sogn. Da va knappaste so mykje eg ormintest: det var ikke længere end at jeg netop sov ind. (I Sdm. hedder det: sakne Vær’a).
orna (oo), v. n. daane, besvime. Ørk. Ellers vansmægte (= orkjenast). Ndm. hvor det ogsaa hedder orona. — Om et andet orna see odna.
Ornotar, pl. m. Ord, Udtryk, især usædvanlige eller upassende. Hard. I Nhl. Ornotta (aab. o). Jf. G. N. orðgnótt.
orona, s. orna.
Orr, s. Ore. Orra, s. Ora.
orram (oo), adj. stærk i Ordene, stortalende, ordrig. Sdm. (sjelden).
Orre, m. Aarfugl, Urhane (Tetrao Tetrix). I Indr. Aurhane. G. N. orri. Sv. orre.
Orrfugl, m. Aarfugl, om begge Kjøn.
Orrhøna, f. Urhøne, Hunnen af Aarfuglene. (I Sdm. Orrihøne).
Orsak (oo), f. Aarsag, Grund, Anledning. Søndre Berg. og fl. Ellers Ꜳrsak. — G. N. orsök. Sv. orsak.
orsaka, v. a. (a—a), undskylde, orsaka seg: undskylde sig, angive undskyldende Aarsager. Paa flere Steder ꜳrsaka. (Jf. Sv. ursaka, ursäkta).
orsꜳr, adj. vanskelig at tiltale, ømfølende, som let finder sig fornærmet; ogsaa ængstlig for sit Rygte. Tell.
Ørsending, f. Budskab, Hilsen. (Sjelden).
Orskifte, n. Ombytning af Ord, Forandringer i Udtrykket.
or-slegjen, adj. udslaaet, f. Ex. af et Kar.
orstø(d), adj. sikker i sine Udsagn, som ikke vakler eller modsiger sig selv; ogsaa ordholden, paalidelig. Søndenfjeld.
Ort (oo), f. en Mark, 24 Skilling. Bruges overalt vest- og nordenfjelds. (Jf. Mark). Hertil: Ortasetel (aab. e), m. Markseddel, Repræsentativ for 24 Skilling. Ortastykkje, n. en Sølv-Mark. Ortavære, n. Værdie for en Ord, en Ting som kan anslaaes til denne Priis. (I Sdm. Ortavyre, aab. y).
orta, s. urta.
Ortak, n. Ordsprog. S. Ortøkje.
Ortam, n. Mundheld, Talemaade. Sdm.
or-tikjen (aab. i), aftagen, udtagen, f. Ex. om en Nøgel.
Ortøkje, n. Ordsprog, Tankesprog, Sætning, som udtrykker en eller anden mærkelig Tanke, og som altid siges med de samme Ord. Næsten alm. og meget brugeligt. Nogle Steder søndenfjelds siges oftere Ortak. I Sdm. ogsaa Ortam.
Orv, n. Skaftet eller Stangen paa en Lee. (Ljꜳssorv). Adskilles i Langgorv og Stuttorv. G. N. orf.
orvak (oo), adj. udvaaget, udmattet af lang Vaagen. Sogn.
orvand, adj. kræsen med Hensyn til Ord. Han ær ikje orvand: han veier ikke sine Ord.
Orveld (aab. o), n. en liden Bugt eller Løkke af Toug eller af en sammenslynget Vidie; især om det Tværbaand hvormed en Klave tillukkes. B. Stift. Hedder ellers: Ꜳrveld (Sdm.), Arveld (Romsd. Ndm.), Erveld, Ærvelle (Helg.), Ovreld (Tell.), Horveld (Sogn). I Gbr. hedder det Hav. Jf. Urva og Ora.
orventes (oo), adv. uventeligt, udenfor al Forventning. Sogn og fl. Især om den Omstændighed, at det er for seent eller for langt fremskredet til at man kan vente noget.
Orvhand, f. Venstren. Sjelden; s. følg. (I Sdm. Ꜳrhand’a, Ꜳrekjeivꜳ).
orvhendt, adj. keithaandet, vant til at bruge den venstre Haand mest. Helg. Ellers: ꜳrhendt (Ndm. Sdm. Nfj.) og aurhendt (Yttre Sogn). Jf. aurt. G. N. örfhendr. — Paa andre Steder hedder det: kjeivhendt, ranghendt, vingsterhendt. Jf. kapphendt.
Orvik (aab. i), n. Afvigelse i et Ords Betydning eller Form, Ordforandring; ogsaa Mistydning, Misforstaaelse, som grunder sig paa en saadan Afvigelse. Nhl. Tell.
orviss, ajd. stadig i sine Ord, paalidelig (= ordstød), ogsaa sikker i at finde passende Ord eller træffe det rette Udtryk. Ørk.
orvonast, v. n. tabe Haabet om noget, ansee noget som uopnaaeligt, ikke vente længere. Sogn.
Oryde (aab. y), n. et ugjennemtrængeligt Krat, Vildskov, Vildnis. Sdm.
orydig (aab. y), adj. uryddet, uordentlig; især om et Værelse, som er fuldt af forskjellige Sager, der ikke ere satte i rigtig Orden. Sdm. og fl. Ellers orydleg, ury’leg.
oryggjele(ge), adv. uhyre, frygtelig meget. Ørk. og fl. Jf. ryggja.
Orykk, m. Eftervinter, Kulde som indtræffer seent om Vaaren. Sdm. Ellers Urid, Kaldrid.
Os (oo), m. 1. Elvemunding, Stedet hvor en Elv løber ud; ogsaa Stedet hvor en Elv gaaer ud af et Vand. Alm. og meget brug. (Søndenfjelds tildeels Neutrum). G. N. óss. Heraf mangfoldige Gaardsnavne: Ose, Osen, Osanne. — Jf. Øse.
Os (oo), m. 2. Damp, Lugt af noget som brænder. Ikke alm. (Sv. os).
os (oo), adj. 1) vild, geil, brunstig; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Ørk. Indr. (Jf. od). — 2) om Jern, som gnistrer meget, naar det hamres. (ost Jarn). Ørk. — Vel egentlig: heftig eller hidsig. Jf. øsa, øsast, øsle.
osa, v. n. dampe, lugte. (Sv. osa).
Osam, Uenighed; s. Usam.
Osamda, s. Usam. osams, s. usams.
osein, i Talemaaden: „Han va ’kje oseine“, ɔ: han var ikke meget seen, han skyndte sig ret tilgavns. Sdm. og fl. Uden Tvivl istedetfor „ovsein“.
Oska (aab. o), f. Aske. Hedder kun paa faa Steder: Aske (f. Ex. ved Trondhjem). G. N. aska, acc. ösku.
Oskeladd, m. et Spottenavn paa den yngste i en Familie (den som sidder hjemme og roder i Asken). Mest i Æventyrene. Ellers hedder det oftere: Oskefis.
Oskelit (aab. i), m. askegraa Farve.
Oskerei(d), f. et Følge af Vætter eller fabelagtige Væsener, som efter Folkesagnene skulde ride omkring imellem Fjeldene ved Juletider og medføre en skrækkelig Larm. Mandal, Rbg. Tell. (deels Oskerei, aab. o, deels Oskorei). I Nedenæs hedder det Hoskꜳlrei. I B. Stift: Rei, Jolarei og Julaskrei; i Valders Juleskrei. — Oprindelsen synes uvis. I Søndre Berg. findes Husprei og Hesprei som Navne paa Tordenen (Sv. åska). I en gammel Vise i Tellemarken forekommer Udtrykket: „rie te Oskor“, hvorved man let kunde tænke paa det mythiske Navn „Aasgard"; imidlertid synes det tvivlsomt, om Oskerei kunde udledes heraf, blandt andet derfor, at det da skulde hedde Ꜳsgarsrei eller idetmindste Ꜳskarrei. — Ordet har formodentlig flere Former, som ikke endnu ere bekjendte.
Oske-ro (Oskro), f. Bærme af Lud, Askebærme. Sdm. Nfj. Gbr. — Ved Trondhjem skal det hedde Askro; i Valders hedder det derimod Askril, m. Ordets sidste Deel er ellers ubekjendt.
oskiren, adj. ureen, dunkel, smudset eller støvet. Gbr.
Oskjæl (oo), f. et Slags store aflange Muslinger (Modiolus vulgaris). Sogn. Ved Trondhjem forekomme Navnene Ovskjæl (aab. o) og Ovdskjæl. Vel egentlig Odeskjæl (aab. o), da nemlig denne Skjæl hedder paa Island: aða og öðuskel. I Sdm. kaldes denne Art Gjøskjæl og Toskeskjæl, fordi den bruges som Mading til Torsk.
oskyven, ajd. uforsigtig i sine Bevægelser. Sdm.
Osp (aab. o), f. Asp (et bekjendt Træ). Nordenfjelds hedder det oftere: Asp; i Sdm. og flere Steder: Esp. G. N. ösp.
Ospelauv, n. Aspeløv.
Ospeskog, m. Aspeskov. Ellers Aspeskog og Espeskog.
oss, pron. 1) os. Objekt af mid (me). S. okke. I Hall. og Vald. hedder det: uss. — 2) vi (Subjekt). Gbr. Ørk. Ndm. Romsd.
Ost, m. 1) Ost, de tykkere Dele af Mælken, i Modsætning til Vallen (Mysa). I Sdm. hedder det: Kost. — 2) tilberedet og syrlig Ost, Gammelost. Alm. Udtales mest alm. med lukt (oo); i Sdm. med aab. o. — Heraf ysta og Ystel.
osta, v. a. oste, lave Ost. Oftere ysta.
Ostekjuke, f. færsk Ost. Helg. S. Kjuka.
Ostra (oo), f. Østers (Ostrea). G. N. óstra. Sv. ostra.
Ostreskal, n. Østersskal.
Ostring, m. Indbygger af Osterøen. (Nhl.).
Ostund, s. Ustund. osæmje, s. usæmja.
ota (aab. o), v. a. flytte lidt tilbage eller til Siden. Sogn, Nhl. (ota seg). Jf. otra.
Ota (aab. o), f. 1) Strid, Kamp, Dyst. Lister, Mandal (udtalt Oda, Ꜳde), Rbg. Tell. (I Tell. Otu). Dei toke trjꜳ Oto: de vare tre Gange sammen for at brydes. (Sætersd.). — 2) Kapstræben, Strid om et vist Fortrin, og deraf følgende Misundelse eller Uvillie. Nordre Berg. Dei legst i Ote: de stride om Fortrinet, den Ene søger at sætte den Anden tilbage. Sdm. — G. N. etja, opægge; at, Opæggelse (vel ogsaa ata). Jf. otast.
otalslaust, adv. ulastet, upaa-anket, uden Bebreidelse. Ørk. Forudsætter et „Otal“, Last, Daddel.
Otame, m. Uvane, Uskik. Ørk.
Otangje, m. 1) et Barn; Drengebarn. Helg. 2) en urolig Krop; s. Utangje.
otast (aab. o), v. n. opægge hinanden, tirre hinanden til Strid. Tell.
otidig og otiau, s. utidig.
Oting, n. hidsigt Trold; s. Uting.
oto, for ut-or, ɔ: ud af. Tell.
Otr (aab. o), m. Otter (Dyr). Jf. Slentr. G. N. otr. — Otreskinn, n. Otterskind. Otreveg, m. Otterens Vei fra Søen til sin Hule. (Jf. Drog). Otrungje, m. Otterunge.
otra (aab. o), v. n. (a—a), gaae baglængs. Helg. Sdm. og fl. (Ellers attra). Ogsaa v. a. otre Hesten.
Otring (aab. o), m. en stor Fiskerbaad. Helg. Sdm. og fl. See Ꜳttring.
Otru, f. Mistanke; s. Utru.
Otta (oo), f. Morgenstunden om Vinteren, Tiden fra den Stund da man staaer op indtil det bliver lyst. Alm. Hedder ogsaa Ofta, oo (Indr.); i Namd. skal det hedde Okta. G. N. ótta. Ang. uhte. — I Ottunne: tidlig, noget før Daggryet. Ei stor Otte: meget tidlig. Dei sit bꜳ’ Otta ꜳ Kveldseta: de sidde ved Lys baade Morgen og Aften. 2) Aarvaagenhed, ængstlig Iagttagelse af Tiden, for at man ikke skal forsømme det rette Øieblik. Nordre Berg. Han lꜳg mæ slik ei Otte fyre dæ han skulde so tile’ upp. I Søndre Berg. ogsaa Frygt, Rædsel (hvilket ellers hedder Otte, m.). Hertil Talemaaden: „Ein Otte-Gar“, ɔ: et farligt Sted, en Gaard hvor man er udsat for Ulykker, især Fjeldskred. Hard.
ottast, v. n. (a—a), 1) frygte, ængstes, være bange. Søndre Berg. og fl. G. N. óttast. 2) passe omhyggelig paa Tiden, være ængstlig for en Forsømmelse af den rette Tid. Han gjekk ꜳ ottast fyre dæ heile Kvelden. Nordre Berg.
Otte (oo), m. Frygt, Ængstlighed, Bekymring; ogsaa Anelser om forestaaende Uheld. I Berg. Stift hedder det Otta (Otte, f.) og adskilles ikke fra det foranførte Ord. I Ørk. og Indr. hedder det Ꜳtte, m. G. N. ótti. I Betydningen nærmer det sig mest til Hugverk, Illhug, Ir, Attelit.
Ottearbeid, n. Arbeide som gjøres ved Lys om Morgenen.
ottefull, adj. ængstlig, frygtsom.
ottelaus, adj. tryg, ubekymret.
otten, ajd. frygtsom, urolig. (Sjelden).
Ottepreika, f. Froprædiken.
otvegjen (otveien), adj. ubekvem, uskikket (egentl. uvasket). Sdm.
Oty, s. Uty. otyd, s. utyd.
otyen, adj. ufredelig, uartig i Selskab. Ndm. Jf. utyd.
otykkje, s. utykkja.
ov (aab. o), en For-Partikel, som betyder: overmaade eller i meget høi Grad; ogsaa alt for meget. (G. N. of). Mest brugelig i de sydlige Egne, især Rbg. Tell. og Nhl. Gaaer ellers over til av (Avverk, avdiger), ꜳv (Ꜳvrikje), ꜳ (Ꜳbyr, ꜳhar) og endog til o (ohar, osein). Jf. ovende, ovlege, Ofse.
ova (aab. o), el. ꜳva (for ovan), adv. oven, ovenfra. I Nordre Berg. som præpos. med Dativ; f. Ex. ꜳva Fjella, ɔ: ned fra Fjeldet. Ellers kun sammensat og stundom med Formen ꜳvan (G. N. ofan), men udtales sædvanlig med tydeligt ꜳ. Hedder ogsaa: ꜳvꜳ (Sogn, Nhl.), ogo (Gbr.), ꜳma (Tell.), uppa (tildeels i Sogn). — Hertil ꜳva av, ɔ: af Overfladen, af det øverst liggende. taka ꜳva-av (Nordre Berg.). I Helg. ꜳvꜳn av. — ꜳva-ette, adv. nedad, ovenfra (jf. ovantil). — ꜳva-i, og ꜳva-pꜳ, præp. ovenfor, ovenpꜳ, øverst. — De nærmest sideordnede Former ere: upp og uppe. Jf. neda, inna, utta, framma, atta.
Ovabur (Ꜳva-bur, aab. u), m. Regn eller Snee; Uveir. Meget udbredt, men hedder ogsaa Nedbur, af Talemaaden „bera ned“, ɔ: komme ovenfra.
ovadotten, adj. ganske forvirret, forbauset (egentl. nedfalden, himmelfalden). Nhl. i Formen ꜳvꜳdotten.
Ovafall (Ꜳva-fall), n. Nedstyrtning, Jordskred og Steenfald i bratte Fjeldegne. Indre Sogn.
ova-fyre (aab. o og y), adv. ovenfor, længer oppe. Hedder ellers: ꜳvanfy’ (Hard. Voss), ꜳvꜳfyre (Sogn, Nhl.), ꜳvofør (Helg.), ogofor (Guldbr.), ꜳma-fe (Tellem.), ogsaa uppafyre (Sogn). G. N. ofan fyrir.
ovalege (ꜳvale’), adv. noget høit, langt oppe. Dæ ligg’ so ꜳvale’: det ligger noget høit oppe. G. N. ofarlega, ofarla. Sjeldnere forekommer: ovaleg (ꜳvale’), adj. høit liggende; f. Ex. ein ꜳvale’ Gar.
Ovande, s. Uvane. ovandt, s. uvandt.
ovan-til, adv. 1) oventil, for oven. 2) ovenfra, nedad. Hedder ellers: ꜳvante (Hard. Voss), ꜳvꜳnte (Nhl. Helg.), ꜳvatil (Sdm.), ꜳvꜳ-te (Ørked.), ogo-te (Gbr.), ꜳma-te (Tell.). Ogsaa ꜳvan-at (Rbg.). G. N. ofan til. — I Betydningen: nedad, siges i N. Berg. og fl. St.: ꜳva-ette.
ovan-yve, adv. overmaade; ogsaa adj. udmærket; f. Ex. ein ꜳvanyve Kar. (Voss). Ellers: overs, utifrꜳ, framifrꜳ.
Ovargsdyr, el. oftere Ovargasdyr, n. Udyr, skadeligt Dyr. Sdm. (Jf. Isl. óargr, dristig.
ovꜳtꜳ, daane; s. uvita.
ovbo(d)alege (aab. o), adv. overmaade, usædvanlig. Nhl. (ꜳboale’).
ovbo(d)e (aab. o), adj. n. overdrevet, som gaaer for vidt. Tell. Dæ kann inkje ovboe standas: hvad der gaaer for vidt, kan ikke vare længe; for meget faaer snart Ende. Nogle St. avboe; Jf. ꜳboden.
Ovbyr (aab. y), s. Ꜳbyr.
ovdiger, adj. uhyre stor (eller tyk). I Buskerud: avdiger.
Ovdskjæl, s. Oskjæl.
ovdyr, adj. meget dyr, for kostbar.
oveiden (oo), adj. ubekvem, klodset, tung. Sdm. Jf. veiden.
Oveidne, f. ubekvem Tilstand; ogsaa Smuds, Ureenhed. Sdm.
oveleg, s. ovlege.
ovende (aab. o), adv. overmaade. Tell.
over (ꜳv’er, ꜳv’r), præp. og adv. over. Mest brugeligt i de nordlige Egne. Nordligst i Berg. Stift bruges „ꜳver“ kun i nogle Betydninger, nemlig om en Overfart (f. Ex. ꜳver Elv’a) og om en Overstigen i Antal, Omfang, Magt eller Rang; medens derimod de andre Betydninger udtrykkes ved: yve (aab. y). I Søndre Berg. og i Kr. Stift bruges „yve“ og „ive“ i alle Betydninger, hvorimod „over“ synes at være ubrugeligt.
Overfil, m. og f. Trumf-Knegt, i Spil. Ellers kaldet: Over’en, Heilefilen, Vissa.
Overhand, f. Overhaand.
overhendig, adj. overmaade stærk, som man ikke formaaer noget imod. Meget brugl. især om Vinden.
Overje (oo), f. et stort og ubekvemt Værge; ogsaa upassende Vaaben. Ørk.
Overlag, n. en udmærket Skik eller Tilstand. Gbr. Ørk. Sdm. (meget brugl.). Han hadde alting pꜳ eit Ꜳverlag: han havde alle Sager i en udmærket Stand. D’æ reint eit Ꜳverlag: det er noget ganske usædvanligt.
Overlast, n. et Slags Tøi (formodentlig det engelske Everlasting). Nordre Berg.
Overlaup, n. 1) et lidet Loft, Gang eller Sengested under Taget. Valders. Gbr. (Jf. Ram). — 2) Pulpitur, Gallerie i Kirken. Gbr. Ellers: Læm, Træv.
Overmagt, f. Overmagt. (Yvemagt).
Overmann, m. Overmand.
overmꜳteleg, adj. overordentlig, usædvanlig. Hall. Gbr.
Overmorgon, Overmorgen. (I Ꜳvermorgꜳ).
overs (ꜳvers), adv. overmaade. Ogsaa adj. ypperlig, udmærket; f. Ex. Eit ꜳvers Menneskje. Sdm.
overslege, adv. 1) overmaade. Han va so ꜳversle stor’e. Sogn. 2) ypperligt, herligt. Sdm. Jf. ofsalege.
Overst (oo), m. Oberst. Ogsaa Ovest (Nordre Berg.), Ogust (Hard.).
oversterk, adj. overlegen i Styrke.
overstigjen, adj. overstadig fuld. Sdm.
Overtak, s. Yvetak.
Ov-evle (aab. o), n. Noget som er for svært, som overstiger Ens Kræfter. Tell.
Ovflø(d)e, n. en usædvanlig Vandflom, en stor Oversvømmelse. Tell. (Ovfløe).
Ovfrost, n. usædvanlig Frost.
ovfull, adj. meget fuld, forfyldt.
Ovgjegn (Ꜳvgjegn), f. noget udmærket eller usædvanligt. Shl. S. Ꜳgjegn.
ovgrann, adj. yderst fiin eller tynd.
ovhar’, adj. alt for haard. Om Vinden: ꜳhar og ohar. Nordenfjelds.
Ovhite (aab. i), m. usædvanlig Hede.
ovhøg, adj. overmaade høi. Nhl.
ovita (oo), besvime; s. uvita.
Ovkar (aab. o), m. en udmærket Karl. Tell. og fl. Saaledes ogsaa Ovmann, Ovmenneskje. I Sogn Ꜳvkar, Ꜳvkꜳna og fl.
Ovkulde, m. usædvanlig Kulde. I Nhl. Ovkule (aab. o og u).
ovlang, adj. overmaade lang. Tell. I Nhl. ovlꜳng’e.
Ovlass, n. et meget stort Læs. Tell.
ovlege, adv. overmaade, i meget høi Grad; f. Ex. ovle’ langt. Hedder ogsaa ovele’, ꜳvele’ (Hall. Gbr. og flere), ovli’ (Indr.). Ellers: ovende (Tell.), avande (Sogn), overslege, ofsalege, umogele(ge), orimele(ge) og fl.
Ovli(d), m. Haandled. Valders, Ørked. (Ꜳvle’). See Uvlid.
Ovlæte, n. Overdrivelse, noget usædvanligt. Tell. Bruges ogsaa som adv. i Betydn. overmaade.
Ovmann, s. Ovkar.
ovmykje (aab. o og y), adv. alt for meget. Nhl. Ogsaa ꜳmykje. G. N. ofmikit.
Ovnaut, n. et meget stort og triveligt Nød. Tell. Saaledes ogsaa Ovkrætur, Ovbeist.
Ovpris, m. Overmaade høi Priis.
ovra (ꜳvre), v. n. (a—a), 1) om Solen: rinde, gaae op. Helg. Heraf Solovring. — 2) i Talemaaden: ovra seg (ꜳvre se), vise sig, komme tilsyne, komme frem. Nordre Berg. G. N. ofra, løfte op.
Ovreld, s. Orveld.
ovrik, adj. overmaade rig. Tell.
ovrikja (ꜳvrikje), v. a. (e—te), overvælde, overmande. Ørk. Dæ ꜳvrikje me’: det bliver for svært for mig, jeg formaaer ikke noget dermed.
Ovrikje (Ꜳvrikje), n. Noget som er for stærkt eller voldsomt; især en overmodig og ustyrlig Person, en tøilesløs Krop. Sdm. G. N. ofríki, Voldsomhed.
Ovring (Ꜳvring), f. Solrinding, Solens Opgang. Helg. Oftere Solꜳvring.
Ovskjæl (aab. o), f. see Oskjæl.
Ovstand, n. udmærket Stand. Tell.
ovsterk, adj. overordentlig stærk.
ovstor, adv. overmaade stor, ogsaa for stor. Nhl. Tell. G. N. ofstórr.
Ovsvæla, f. en uhyre Mængde. Nhl.
Ovtak, n. en uhyre Anstrængelse, et svært Tag. Tell. Jf. Ꜳtak, Utak og Itak.
Ov-tre, n. et overmaade stort Træ. Nhl. Rbg. Ogsaa noget som er uhyre svært og tungt. taka Ovtre’e pꜳ seg: paatage sig det besværligste. Nhl.
ovtung, adj. overmaade tung.
ovugt (aab. o og u), adv. bagvendt, bagfra. Tell. I Hard. augutte, augette. G. N. öfugt. Sv. afvig.
Ovund, s. Ꜳvund.
Ovvatn, n. en usædvanlig stor Vandflom. Nhl. Skal ogsaa hedde: Ꜳvetne.
Ovver (ee), n. et usædvanligt Veir, især en overmaade stærk Storm. Nhl. og fl. G. N. ofveðr, ofviðri.
Ovverk, n. et overordentligt Arbeide, et Kjæmpeværk eller ogsaa noget som udmærker sig ved Kunst og Skjønhed. Tell. Hedder ellers Avverk (Buskerud), Ꜳverk (Gbr.).
Ovvind, f. Ovver.
ovyren (oo), adj. uforsigtig; skjødesløs, ureenlig; s. uvyren.
Ovæne, f. pl. Vildmark, uveisomme og uhyggelige Egne. Sdm. Oftest i Dativ. „Burt i Ovænꜳ“.
ovænsleg, adj. uanseelig, som ikke seer ud til noget godt. Helg.
oværug (oværig’e), adj. utaalsom, ømskindet, som giver sig for smaa Uleiligheder. Sdm. og fl. Forskjelligt fra det „oværug“ som betyder uværdig; s. uværug. (Isl. óvær, urolig).
ovøre, umaadeligt; s. uvyren.