Ordbog over det norske Folkesprog/P
P.
pa, s. plaga. — Padd, s. Pall.
Padda, f. Padde. S. Podda.
pakka, v. a. (a—a), pakke; stoppe. — Det maa her bemærkes, at den største Deel af de Ord, som begynde med p, bestaaer af nyere Ord, og at en meget stor Deel af disse er af fremmed Herkomst.
Pakka, f. Pakke, Bylt. Hedder ogsaa Pakkje, m. og Pankje (Nordre Berg.). Ellers Fuggje, Tull, Knyte.
pakta, v. a. forpagte (en Gaard).
Pal, m. Pæl, Støtte; især Stopper i Spillet paa Fartøier. Shl. (Holl. pal).
Pale, m. Smaa-Sei, stor „Murt“ (omtrent af Størrelse som Vaarsild). B. Stift.
Pall, m. 1) Bænk, Langbænk. Sætersd. og Øvre Tell. hvor det sædvanlig hedder Padd. (G. N. pallr). Hægst i Padd’æ: høiest i Bænken, ved den øverste Bordende. — 2) en Jordbænk eller en lav Muur udenfor en Væg. Gbr. (udt. Pæll). — 3) en liden Brink eller fremstaaende Forhøining; Jordryg som ligner en Bænk. Gbr. Namd. Helg. Her mærkes Talemaaden: „fꜳ dæ te Palls“, ɔ: faae en Ting lidt opløftet fra Grunden, saa at man kan tage den paa sig og bære den. Namd. — 4) en ophøiet Flade paa Jorden, en Høi som er flad og jævn ovenpaa. Sogn, Shl. (I Nhl. hedder det: Stall). — 5) en haardtraadt Plads, især i et Gaardsrum. Valders. (Ellers kaldet Gald).
Palma, f. 1) Palme. Hertil Palmesundag. (De nærmeste Dage hedde Palmelaurdag og Palmemꜳndag). — 2) Hanblomsterne paa Seljetræet. Sdm. „Palme pꜳ Seljenne“.
Paltre, m. Bylt, Pakke. Oftere i Fl. (Paltra): Lapper, Pjalter. Sdm.
Panna, f. 1) Stegepande; ogsaa en stor Gryde. 2) Tegl, Tagsteen. Hertil Pannetak, n. Tegltag. (Holl. pannendak). — Sjeldnere om Panden; s. Skalle, Skolt, Enne.
Pant, n. Pant (= Vedd). — panta, v. a. udpante; ogsaa pantsætte.
Pape og Papa, m. Fader. Sædvanlig brugt af Børn; i Sætersd. ogsaa af Voxne.
Par, n. et Par; to Stykker som høre sammen. I Tell. ogsaa om lige Tal (= jamt), modsat Odde. — Fleertal hedder tildeels Por (aab. o). Hard. Voss.
para, v. a. (a—a), ordne parviis, opstille som Par. para seg: opstille sig parviis, f. Ex. til en Dands.
Parak, n. Lam og Kid. (Skal bruges ved Mandal).
Pargast, n. Tøi, Sager. (Af Bagage).
Parle, m. Klump, Kugle; Møg af Gjeder og Faar. N. Berg.
Part, m. Part, Deel (jf. Lut, Deild); Stykke, Afsnit (= Bolk); Tid, Tidsrum (= Bil). Meget brugeligt. G. N. partr (af et latinsk Ord). Vꜳrparten: Foraarstiden. Fremste Parten: den forreste Deel. Fyre min Part: for min Deel, hvad mig angaaer.
Pas (langt a), n. Riis, Kviste; især tørre eller affaldne. Hard. (Ellers Tros). Jf. pesa.
Pasn (i en Væv), s. Basma.
Pass, n. 1) en vis Grad; en passende Grad eller Maade. (Sjelden). 2) Bevogtning, Paapasning. hava eit Pass pꜳ ein Ting. Bruges ogsaa i Betydning af Reise-Pas; i hvilket Tilfælde det ogsaa hedder: Pars, Reisepars. (Nordre Berg.).
pass, adj. passende, bekvem; middelmaadig af Størrelse. Tell. Hall. Vald. — Mere alm. som et Adverbium i Forbindelsen: so-pass, ɔ: saa meget, i den Grad. Nogle Steder: so-passa; f. Ex. Han va so passa Kar at han vart ikje rædd. Ellers: so mꜳta (Nhl.), so fjære (Voss).
passa, v. a. (a—a), 1) afpasse, tilsee at noget bliver passende. Han passa dæ so at dæ vart jamt. 2) vogte, bevogte, passe paa. Meget brugl. f. Ex. passe Ban’e (Barnet); passe Kryter’a (Kvæget) o. s. v. 3) passe Leilighed, benytte Anledningen. passe Tid’a: benytte Tiden. passe pꜳ: være færdig naar Leilighed gives. — Nyere Ord ligesom de forrige.
Passar, m. Passer, at gjøre Cirkler med.
passeleg, adj. passende (= mꜳteleg).
passug, adj. agtsom, paapassende. Gbr.
Pastyr, n. Udseende. (Af Positur).
Patte, m. Patte. (Jf. Brøst og Spæne). Hedder ellers Pappe (Guldbr.), Tatte (Nordre Berg.), Tisse (Søndre Berg.).
Paul, m. Vandhvirvel; s. Puldr.
paula, vælde, boble; s. puldra.
pꜳ (for upp-ꜳ), præp. paa. (Jf. ꜳ, uppꜳ). Styrer Dativ, naar det har Begrebet af en Væren, Beliggenhed eller Hvile paa en Gjenstand, enten i egentlig eller uegentlig Betydning; saaledes ogsaa i Betydning af en Tilhøren, hvor det tildeels udtrykker Genitivets Begreb; f. Ex. Enden pꜳ Fjor’a: Fjordens Ende. Lengd’a pꜳ Ꜳkr’a: Agerens Længde. — Derimod styrer det Akkusativ ved Begrebet af en Tilnærmelse eller Retning imod Tingen; ligeledes ved en Henvendelse til eller Bestillen med samme; f. Ex. ropa pꜳ ein; driva, tenkja, lita pꜳ ein Ting. Ligesaa i Betydningen: med Hensyn til; f. Ex. pꜳ Storleikjen (hvad Størrelsen angaaer); pꜳ Vidd’a (med Hensyn til Udstrækningen), pꜳ Lit ꜳ Skapnad (af Farve og Skikkelse); vera spar pꜳ Penganne (være sparsom med Pengene); o. s. v. Saaledes ogsaa naar en vis Beskaffenhed, Skik eller Maade betegnes; f. Ex. Eg vilde ha dæ pꜳ same Lit’en (af samme Farve); paa den Maaten; paa dæ Mꜳl’e; o. s. v. Naar derimod Maaden eller Beskaffenheden fremstilles som et Mærke hvorpaa man kjender noget, da bruges Dativ; f. Ex. Eg ser dæ pꜳ Lit’a (paa Farven). Eg kjende han pꜳ Gꜳngenne, pꜳ Mꜳla o. s. v. — Om Forholdet imellem „ꜳ“ og „pꜳ“ er talt ved ꜳ. Forholdet imellem „i“ og „pꜳ“ er her omtrent det samme som i Skriftsproget; det første hentyder sædvanlig paa det Indre af Tingen, det sidste derimod paa Overfladen eller paa det aabne og noget fremragende; dog bruges begge undertiden iflæng. Forskjellen er altsaa den samme som ved „or“ og „av“. — Af enkelte Talemaader mærkes: „pꜳgjera“ (pꜳ-gjere), ɔ: henimod, omtrent, meget nær ved (el. lidet om at gjøre). B. Stift. Pꜳ Hekta: paa Nippet (s. Hekte). Pꜳ jæmt: jævnsides. (Gbr.). Pꜳ lengje: paa lang Tid. Pꜳ Skꜳ, el. pꜳ-skjøns: skraat, paaskraas. Pꜳ tverke: paa tvert. (Tell.). De øvrige, f. Ex. pꜳ Lag, pꜳ Snid o. s. v. maae søges under vedkommende Ord.
Pꜳfunn, n. Paafund; ogs. Opfindelse.
pꜳ-gjort, adj. n. paahexet.
pꜳhaldig, adj. udholdende; ogsaa paaholden.
pꜳ-havd, adj. paatagen; paasat.
Pꜳk, m. en tynd Stang eller Kjæp; Green, Vidie. Tell. og fl. I Søndmør Pjꜳk. (Sv. påk).
Pꜳkast, n. Paakastelse; pludselig paakommende Besværligheder.
Pꜳle, m. Stok, Pæl, liden Stolpe. Nordenfjelds (sjelden). Sv. påle.
pꜳ-litande, som er at lide paa.
pꜳ-logjen (aab. o), adj. beløiet.
Pꜳminning, f. Paamindelse.
pꜳrꜳ (for pora?), v. n. pirre, stikke, støde tidt og smaat (= pota). Ørk.
pꜳ-sett, adj. paasat. Hertil Navnet: „Pꜳ-sette Poka“, om de indpodede Kokopper. Nordenfjelds.
Pꜳskje, m. Paaske. Oftest i ubestemt Form og hedder tildeels: Pꜳske. (Egentlig fremmedt Ord). Hertil Pꜳskehelg, Pꜳskeaftan og fl.
pꜳtre, v. n. hexe; s. putra.
Pꜳtru, f. gammel Folketro; ogs. Overtro. Sfj.
peika, v. n. (a—a), pege. Hedder ogsaa peke (Tell.), peikta (Jæd.).
Peikestikka, f. Pegepind.
Peil, m. Pæl, Pægl (Maalekar). Søndenfjelds hedder det tildeels: Pæl. (Ellers et nyt Ord).
peilen, adj. svag, sygelig. Sdm. hvor man ogsaa siger: peilall’e, peilette og peilefingjen, i samme Betydning.
Peis, m. Ildsted i en Stue; Arnested med Rør eller Pibe. Sogn, Hall. Vald. Gbr. Hedder ellers Speis (Rbg.) og Spis (tildeels i Tell.). Sv. spis. Jf. Ꜳre, Gruva.
Peis, f. Kjønslem (penis) af Oxer, Bukke eller Vædre; især anvendt til Baand eller Svøber. Heraf peisa, v. a. pidske, slaae med en saadan Svøbe.
pela, pille; s. pila.
Pelemente, f. Klammerie, Strid, Trætte. Brugl. mangesteds. (Ansees eller som en Afændring af Eng. parliament).
Pen (Pæn), m. Pen. Nogle Steder: Pinn. (Voss). Isl. penni, af et latinsk Ord.
Peng, m. Penge. I Eentallet bruges dette Ord kun i den ubestemte Form; — Fleertallet (Pengar, Pænga) bruges derimod i alle Forholde og er mere almindeligt. — Peng er ellers den sammentrukne Form af Pening (Pæning, Pæningar), som ogsaa bruges paa enkelte Steder (Rbg. Nhl.). G. N. peningr. Sv. pening.
Pengegras, n. Skjaller (Rhinanthus). Nogle St. Engjakall.
pengelaus, adj. blottet for Penge.
Pengeløysa, f. Pengemangel. Ellers Pengeskort, m. Pengenau(d), f. Pengeknipa, f. og flere.
Pengerꜳd, f. Forraad af Penge.
pengesterk, adj. forsynet med Penge.
Pening (aab. e), m. see Peng.
penta, v. a. strække, slide paa. (Sjelden).
Pente, f. en liden Stang, hvormed et Seil udspiles. Sogn. (= Prel).
Perla, f. Perle.
Perm (Pærme), f. Papiret i en Bog med Hensyn til Tykkelse og Bonitet; saaledes: go’ Pærm, tunn Pærm o. s. v. (Egentlig af Ordet Pergament). — I Ag. Stift betegner det tildeels Bindet eller Pladen paa Siderne af en Bog (Sv. perm). Jf. Bræde.
persa (perse), v. a. presse, trykke; især presse Tøi til Klæder. „farga ꜳ persa“: farvet og presset.
pesa, v. a. (a—a), plukke, opsanke; samle Kviste til Brænde. (Jf. Pas). Hard. Ogsaa pisa (aab. i). I Sdm. pysa.
pi (for upp-i), præp. 1) med Dativ: i, oppe eller inde i; f. Ex. pi Ꜳkr’a. — 2) med Akkusativ: op i. Pi Ꜳkren. Han fekk dæ pi Hand’a (i Haanden). fꜳ pi Hove: s. Hovud. Bꜳde pi Øyrunn’ ꜳ pꜳ Bakje: baade i Ens eget Paahør og i hans Fraværelse. — 3) til, om at blive eller gjøre sig til noget. Dæ vart pi Stein: det blev til Steen. Dæ vert’e pi inkje: det bliver til intet, der bliver intet af. Han gjere seg pi ein Lygar: han vænner sig til at lyve. (Ligt „pꜳ“ for upp-ꜳ).
Pigg, m. Pig, Spids. Tildels søndenfjelds. Sv. pigg. (Jf. Pik).
pihøgt, høit, lydeligt; s. høgt.
Pik (ii), m. Spids, Braad, Pig; især af jern eller andet Metal.
pika, adj. spids, tynd i Enden. Nogle Steder: pikjen. (Tr. Stift).
Pika, f. Pige. Meget brugl. i Rbg. og Mandal. I Byerne søndenfjelds kun om Tjenestepiger. I B. Stift bruges dette Ord kun ved visse sjeldne Anledninger, saasom Brudpika, Festapika, Belapika. (Ellers Taus). Herfra adskilles „Pie“ som bruges i Nordre Berg. og Tr. Stift om Pigebørn af konditionerede Familier.
Pikhuva, f. Hue med en spids Top. I Ag. Stift: Piklue.
Pikk, m. 1. 1) Lyd af noget som pikker eller slaaer sagte. 2) Hakken, et lidet Hug eller Stød. 3) Uvillie, Ugunst, slette Tanker om En. Meget brugl. i B. Stift. Han fekk ein Pikk te dei: han fattede slette Tanker om dem, fik Had eller Uvillie til dem.
Pikk, m. 2. et lidet Spand, Trækar af det allermindste Slags. Sdm. (Dallepikk). Ellers Tint. — Søndenfjelds har Ordet desuden en obscøn Betydning.
Pikka, f. Skaft eller Hals paa en Boie (Dubl). Nordre Berg.
pikka, v. n. (a—a), 1) banke, slaae sagte; f. Ex. om Pulsen. 2) pikke, hakke.
piksa, v. a. udspile et Skind ved at sætte Pinder i Kanterne.
Pikse, m. Pind, især til at udspile Skind med. Nordre Berg.
Pikstav, m. Stav, Stok med en Jernpig i Enden; især til at bruge paa Isen.
Pil, m. 1. Piil, Piletræ. G. N. píll.
Pil, m. 2. (ogs. f.), Piil, at skyde med.
pila (aab. i), v. n. (a—a), pille, plukke, gnave. (Udt. ogsaa pela). Sv. pela.
Pile (aab. i), m. Smule. Kvar ein Pile: hver eneste Smule. Nordre Berg.
Pile (ii), m. And; tamme Ænder. Søndre Berg. og fl.
pilka, v. n. pille, stikke, skrabe.
Pilt (ii), m. Drengebarn, Pog. (Lidet brugeligt). G. N. piltr.
pilta, v. n. løbe, trippe omkring. (Sjelden).
pina, v. a. (e—te), pine, plage. — pine ihop: sammenspare, opspare.
pinast, v. n. pines, lide langvarig Smerte (især om Barselkoner). Undertiden ogsaa om at bie længe.
Pining, m. en Gnier.
Pink, m. uklaret Brændeviin. Nordenfjelds. (Sv. pink betyder Urin).
Pinn, m. see Pen og Pinne.
pinna, v. a. (a—a), sætte Pinder i.
Pinne, m. Pind. Nogle Steder Pinn. (G. N. pinni). — Pinnehamar, m. Skohammer. Pinnesyl, m. Syl til at bruge, naar man sætter Pinder i Sko. Pinne-tre, n. Træ hvoraf man gjør Pinder, især Skopinder.
Pinsla, f. 1) Pine, langvarig Smerte. 2) en lang og kjedsommelig Venten; Langvarighed. 3) Gnierie, Karrighed; ogsaa et knapt og karrigt Udkomme.
Pipa, f. Pibe, Rør; nogle Steder især Skorsteenspibe; ogsaa Tobakspibe. — Hertil Pipelegg, m. Pibestilk, Rør paa en Kridpibe. Piberøyr, f. Piberør.
pipa, v. n. blæse i en Pibe. Hertil: Pipar, m. Piber, Fløitespiller.
Pipar (aab. i), m. Peber. G. N. pipar.
Pipargras, n. Vandpeber (Polygonum Hydropiper). B. Stift. Tell.
pipra (aab. i), v. n. bæve, skjælve. B. Stift. (Ellers bivra og bibra). Heraf Pipr, m. Bæven, Skjælven.
Pir (ii), m. Makrelens yngel. Shl. I Ryfylke: Spir. Ellers Gjeir.
Pirꜳl, m. et Slags Fisk (Myxine glutinosa). Helg. Ellers kaldet Igrꜳl (Sogn), Kvitꜳl (Sdm.), Sleipmakk (Tr.). Sv. pirål.
piren, adj. ringe, daarlig; ogsaa let, simpel. Meget brugl. i Nordre Berg. ogs. i Ørk. dog altid kun med en Negtelse. Han æ’kje piren: han er ikke nogen ringe Karl. Dæ va’kje pire: det var ikke Spøg, ikke let at komme til.
Pirkum, Planten Hypericum.
piska, v. a. pidske. Jf. dengja.
Pist (ii), m. 1) et Hviin, en svag Lyd; ogsaa Klynken, Klage. Inkje ein Pist: ikke en Muk. (Nordre Berg.). 2) en Kryster, En som klynker og klager for Smaating. 3) en Gnier, karrig Person. Sdm. (meget brugl.). I Fuglenavne betyder det Piber; saaledes Fjørepist (Strandpiber), Navepist (Hjørnepiber).
pista, v. n. (e—e), 1) pibe, hvine med en svag Lyd; f. Ex. om Muus, og om enkelte Fugle. Nordre Berg. Gbr. Ørk. I Sogn: pistra. (Jf. kvistra). 2) klynke, klage, krympe sig for noget ubetydeligt. Sdm.
pisten, adj. klynkende, som klager for Smaating.
Pisting, f. Piben, Hvinen; ogs. Klynken.
pistra, pibe; s. pista.
pitla, v. n. plukke, nippe. Nhl. Hard.
Pjakk, m. Smaa-Lax. Nordre Berg. Ellers: Tart, Svilung, Leksing.
pjaska, v. n. slæbe sig frem; slaae sig igjennem. Sdm. See baska.
pjaskjen, adj. svag, sygelig. Sdm. Ved Stavanger: paskjen.
Pjꜳk, s. Pꜳk. pjuska, s. puska.
pla, ɔ: pleier; s. plaga.
plaga, v. n. pleie, have for Skik. Bruges kun i Præsens og tildeels i Imperf. men har ellers forskjellig Form, nemlig: plagar (i Præs.) og forkortet plar (Rbg. Tell.), plega, aab. e (Gbr.), pla (B. Stift og fl.), plꜳ (Nhl. Sogn). G. N. plaga. Han plagar koma dette Bil’e. Dei va dær som dei plage vera. (Rbg.). Dæ pla so vera. — I Sdm. tillægges ofte et Ord „vanꜳ“, som ellers ikke er brugeligt; f. Ex. Me pla-vanꜳ gjere dæ. Han fær ꜳt so han pla-vanꜳ. Maaskee rettere: „van ꜳ“, for: van at, som kan jævnføres med det gamle danske: „jeg pleier van“. — Paa Helg. siges: pa.
Plagg, n. (Fl. Plogg), 1) et Tørklæde. (Halsplagg, Hove’plagg, Silkjeplagg). Han fær ꜳ handla mæ Plogg. B. Stift. (Jf. Duk, Klut). — 2) et Klædningsstykke i Almindelighed; f. Ex. Trøie, Buxer, Vest. I denne Betydning synes Ordet at være almindeligt, da det forekommer paa flere Steder i alle Stifter. (Sv. plagg). Hertil Karmannsplagg, Kvardagsplagg, Helgaplagg, Vælsemdaplagg og fl.
Plan, m. Slette. (Fremmedt).
Plankje, m. Planke (= Bor’), I B. Stift: Plꜳnkje, Fl. Plꜳnka.
plantra, s. plentra.
Plaser (ee), n. Morskab. (Af det Franske). Hertil plaserleg, adj. morsom.
Plass, m. 1) Plads, Sted, Plet. (Nyere Ord). Hertil Turkarplass, Breidarplass, Mjelteplass o. s. v. Pꜳ Plassen: paa Stedet. — 2) Huusmandsplads; bebygget Jord, som er mindre end en Gaard, eller ansees som en tilhørende Deel under et Gaardbrug. Alm. i Nhl. er Ordet Neutrum og har i Fleertal Ploss. — Hertil Plassefolk, n. Beboere af en saadan Plads. Liges. Plassemann, Plassekꜳna og fl.
Plassing, m. Beboer af en Plads.
Platt, n. Udholdenhed. Da va inkje Platt: man kunde ikke holde ud. Nhl.
platta (seg), udholde noget; ogsaa holde sig, afholde sig. Han kann ikje platta sæg. Nhl. Hedder ellers: plitte se (Sdm.) og blette seg (Helg.). I danske Dial. „blotte sig“.
plattig, adj. istand til at holde sig.
plꜳ (pleier). s. plaga.
plꜳga, v. a. plage, besvære. Hedder oftere: plaga. Sv. plåga.
Plꜳga, f. 1) Plage, Uleilighed. Isl. plága. Sv. plåga. 2) Sygdom; især omgaaende Syge, Børnesygdom. B. Stift og fl.
plꜳgsam, ajd. plagende, besværlig. Gbr. (Sv. plågsam).
Plꜳss, n. Strabads, Besværlighed. Nordre Berg. Tell. og fl.
Plꜳstr, m. Plaster. (Sv. plåster).
Plꜳta, f. Plade. Nhl. Gbr. Andre Steder Plate. (Isl. pláta).
plega, s. plaga.
plent, adv. ganske, aldeles, netop; ogsaa vist, sikkert, uden Tvivl. B. og Kr. Stift. Dæ va plent upp-rote (ganske forradnet). Eg lyt’e plent gjera da.
plent (plænt’e), adj. 1) nøiagtig, punktlig, akkurat. Tell. Rbg. 2) net, vakker, pyntelig. Rbg. 3) forsigtig, tilbageholden; eller oftere: bly, undseelig, bange for at blive bemærket. Søndre Berg. og Stav. Amt. Jf. varlꜳten, grannvar, forøven.
Plenta, f. Forsigtighed, Afholdenhed.
plenta (seg), v. a. afholde sig, være tilbageholden og undseelig. Hard. Shl. Jæd.
plente, s. prenta.
plentra, v. a. plante. Andre Steder: plantra. (Sv. plantera).
Plentre, f. pl. Planter som flyttes eller udsættes; især af Roer og Kaalrabi. B. Stift.
plikka, v. a. plukke. Nhl.
Plita (aab. i), f. Græsplet, Grønning imellem Kratskov eller Klipper. (Mindre end Glenna). Nhl. Sogn. Sfj. Sdm. (Nogle St. Plete).
Plitt (aab. i), m. en liden, tilspidset Fjel til at nedlægge i Kjølen i det forreste og bageste Rum i en Baad. (Jf. Tilja og Tilfar). Nordre Berg. og fl. (Fra Nordland er Formen „Pligt“ angivet).
plitte, v. a. styre, afholde. Sdm. (s. platta). Et andet plitte (el. plitt) forekommer i Talemaaden: „mode plitt’ ꜳleine“, ɔ: ganske alene.
Plog, m. 1) en Plov. (I Sogn forekommer ogsaa Formen Plov). G. N. plógr. Heraf pløgja. — 2) en Plovhøvel, hvormed man udskjærer Kanterne paa Fjele; f. Ex. til et Gulv. — 3) Formꜳl, noget som man gjør sig Flid for eller søger sin Fordeel ved. Dæ va no hass Plog: det var nu det som han tragtede efter. (Sdm). Isl. plógr, Fordeel. Jf. Plogonn.
Plogdrætte, n. Skagler og Hammel til en Plov. Nogle St. Ploggreide, n.
Ploghald, n. Grebet eller Haandtaget paa Ploven. I Sdm. Plogkylp, m.
Plog-jarn, n. Plovjern. (Egentlig det danske Plovskjær).
Plognad, m. s. Plogonn.
Plog-onn, f. Pløiningen om Vaaren og den Tid hvori den foregaaer. Kaldes ogsaa Plognad (Sdm.) og slethen: Plog; f. Ex. tett fyre Plogj’en: strax før Pløiningen.
Plogvid (-ve), m. Træ-Materiale til en Plov. Ogsaa Plog-emne, n.
Ploma, f. 1) Blomme (Frugt). Sv. plommon. 2) Rødme i Kinderne. Nordre Berg.
plomet, adj. rød paa Kinderne.
Plugg, m. Pind, Tap, en liden Nagle af Træ. Meget udbredt. (Sv. plugg),
plukka, v. a. (a—a), plukke. (Jf. plikka og pilka). Heraf Plukk, n. noget smaat, som bliver plukket.
plundra, v. a. udpresse, sammenskrabe. Dei plundra dæ frꜳ oss: de holdt ikke op førend det fik det fra os. Ogsaa at plyndre. (Sv. plundra).
plute, s. pruta.
plystra, v. n. fløite. Nordre Berg. Ellers hedder det plustra, plistra; blistra, blystre.
pløgja, v. a. (e—de), 1) pløie; 2) false, udskjære med en Plovhøvel. Udtales deels plø-ja (Nordre Berg.), deels pløia (pløye); men i Imperf. pløgde; Imperativ pløg og pløig. I Sogn: pløva, af Plov. (G. N. plœgja). Particip: pløgd.
Pløgjing, f. Pløining. — Pløgjingsbor, n. Planker som kunne tilskjæres med Plovhøvel.
Pløma, f. Blomst, paa Træer. Nhl. hvor man ogsaa har: pløma, blomstre; s. bløma.
pløsen, adj. pludset, opsvulmet; ogsaa: vid, bred; om Klæder.
pløva, s. pløgja.
po, og por (for upp or), op af. I Valders findes ogsaa „po“ for paa (upp-ꜳ).
Podda, f. Padde, Tudse (Rana Bufo). Kr. Stift, Hard. og fl. Ogsaa: Padda (Nhl. Sogn). G. N. padda. I de nordlige Egne hedder det: Gro.
Poka (aab. o), f. Kopper (en Sygdom). Hertil Smꜳ-poka: Børnekopper. Jf. Brendepoka. Nordenfjelds i Formen: Pokꜳ (Sdm. Ndm.), Smꜳpoko (Helg.), Smꜳpuku (Indr. Ørk.). Ellers Kveisa og Bola. — I danske Dial. Pokker. Holl. pokken. Eng. pock. — Pokesetel, m. Vaccinations-Attest.
Poll, m. en liden rundagtig Fjord, en Vig med smalt Indløb. B. Stift. (G. N. pollr). I Nfj. siges ogsaa „Pott“ i samme Betydning.
Por (aab. o), n. Puds, Skalkestreg (= Pretta). Sdm. (sjelden). Han gjore me eit godt Por. Isl. pör, skálkapör.
Pors, m. Pors, en Buskvæxt (Myrica). I Tr. Stift hedder det tildeels: Post.
Pose (aab. o), m. 1) Pose. Overgaaer til Pꜳsa og Pꜳsꜳ (Tr. Stift). 2) en Fold, en stor Rynke; paa Hud eller Klæder. Han æ so feit at dæ heng’e Posanne. 3) en liden og tyk Tingest (om Dyr og Mennesker).
posen (aab. o), adj. opsvulmet, hovnet, opblæst; plaget af Opblæselse i Indvoldene. Tell. Hall. og fl. Ellers posen, med lukt o (Nordre Berg. Ørk.), pusen (Gbr.). Jf. fos, fosen. (Sv. pösig).
posna, v. n. opsvulme, opblæses. Deels med aabent, deels med lukt o, som forrige. — Hertil Posning, f. især om Opblæselse i Indvoldene.
Post, s. Pors.
Post (Pꜳst), m. bruges i Betydn. 1) Stolpe, Støtte. (Glaspost). 2) Pumpe, Vandspring. 3) Plads; Vagtpost. 4) Brevpost; hvortil Postmann, Posthus, Postveg og fl. (Fremmede Ord).
Postel (Huspꜳstel), m. Postil.
Postelin, n. fiint Steentøi; Porcellæn. Nogle Steder: Bastelin.
pota (aab. o), v. n. (a—a), 1) støde, prikke, berøre med en Od eller med noget spidst. B. Stift, Tell. og fl. (Sv. peta). pote Tenn’enne: stange Tænderne. — 2) fiske paa Søen med Medestænger. Sdm. Hertil Potatrode, f. en lang Medestang; især til Seifiske (= Kippetroa). Heraf Poting, f.
Poteta (ee), f. Kartoffel. B. og Tr. Stift (Jf. Joreple). Nogle Steder: Potate, og forkortet: Tate (Nhl. Helg.) og Pote (Sogn). Eng. potato. — Hertil: Potetgras (-kꜳl, -lauv), Poteterus (-rys), Potetsod og fl.
potra, s. putra. Pott, s. Poll.
Potta, f. Potte; Krukke; Pot (Maal).
Prakk, n. Besvær, Bryderie, Uleilighed. Tr. Stift.
prakka, v. a. 1) besvære, plage. Fosen og fl. 2) prakke sammen, skrabe til sig.
Prakkar, m. Pengepuger; ogsaa omreisende Handelskarl. (Nordre Berg.). Sjeldnere om en Prakker eller forarmet Person.
pranga, v. n. skrabe Penge sammen (= prakka). B. Stift (prꜳnga).
Prat, n. Snak, Samtale.
prata, v. n. (a—a), snakke, tale sammen om forskjellige Ting, uden noget bestemt Formaal. (Ikke i nogen foragtelig Betydning). Heraf Pratar, m. Prating, f.
Prꜳm, m. 1) en Pram. (Sv. pråm). 2) en liden Baad eller Færge at bruge i Elvene og Indsøerne. Rbg. Tell. (G. N. prámr).
preika, v. n. (a—a), prædike. Nogle St. preka (ee). G. N. predika (af Latin).
Preika, f. Prædiken. Nogle St. Preik, og Preke. Hertil Preikedag, m. en Dag da der holdes Prædiken. Ein preikelaus’e Sundag: en Søndag, da der ikke prædikes i den nærmeste Kirke.
prekevera, bjerge sig, skaffe sig Udkomme. (Egentlig prækavere).
Prel (ee), m. en Stang hvormed et Seil spændes ud paa den ene Side. Sdm. (I Sogn: Penta).
Prent, n. Prent, trykt Skrift.
prenta, v. a. (a—a), prente, trykke Bøger. (Paa Helg. hedder det plente. — prenta inn i ein: indprente En noget.
Prest, m. Præst. (G. N. prestr).
Prestebol (oo), n. og Prestebolgods, n. Jord som er tillagt et Præstekald; beneficeret Gods. — I Formen svarer det til G. N. prestból, Præstegaard; men i Betydningen til G. N. prestborðs góz, ɔ: Mensalgods.
Prestegar’, m. Præstegaard.
Prestegjeld, n. Præstekald; Distrikt, som betjenes af en Præst; oftest bestaaende af flere Sogne.
Prestekꜳna, f. Præstekone.
Prestekragje, m. 1) Præstekrave. 2) en Blomst som ellers kaldes Kragablom.
Presteløysa, f. Vakants i et Præstekald, det at der mangler en Præst.
Presteskifte, n. det at en Præst afgaaer og en anden kommer i Stedet.
Prestgull, n. = Kragablom. Ørk.
Prestlæra, f. det theologiske Studium.
Pretta, f. et Puds, Gjækkerie; Skalkestreg. Nordre Berg. Helg. og fl. Dei ha gjort han ei Prette. Han æ so full’e ’ta Prette. G. N. prettr. — Ellers: Spikk, Snitt, Por.
prettefull, adj. skalkagtig, oplagt til at spille Puds.
Prettemakar, m. Gjæk, Pudsmager.
Priar, m. 1) et Reb, hvormed Seilet rykkes sammen i Storm. (Tildeels forskjelligt fra Handsyfte). Sdm. — 2) et Baand nederst i Midten paa Seilet, hvormed dette bindes til Masten. Nhl. Sogn. Fosen. (I Sdm. Kabbe).
Prikk, m. (Fl. Prikkje, r), Prik, Punkt; ogsaa en liden Plet.
prikka, v. a. sætte Prikker paa. Ogsaa v. n. sysle med et ubetydeligt eller mageligt Arbeide. Shl. Hertil Prikkedag, en Dag som kun anvendes til Smaasysler i Huset (= Halvhelg, Lappardag).
prikkut, adj. smaaplettet, spraglet.
Prillarhonn, n. Horn som man kan spille paa, ligesom paa en Fløite. Hall.
Prim (Ost), s. Brim.
Prim (ii), n. Fjas, unyttige Paafund.
prima, v. n. fjase, fare med unyttig Snak eller foretage sig noget som ikke duer. B. Stift.
Primstav, m. Kalender; en Stok med udskaarne Mærker for Maanederne eller Dagene i Aaret. (Forældet).
prina, v. n. hvine, skrige (= rina). Sogn.
Prins, f. Randsel, Skræppe at bære paa Ryggen. Meget brugl. i Sdm. Hertil Prinsalag, n. Fællesskab i Madskræppen; særdeles Fortrolighed. — I svenske Dial. prinsel og prins.
Pris (ii), m. Priis, Værd (paa Varer).
Prjone (oo), f. Knappenaal. Sætersd. I Valders: Prjøne. (Isl. prjón, m.).
prokka, v. a. pille, skrabe, især med Neglerne. Nhl. (S. kroppa).
Prov, n. 1) Prøve, f. Ex. af et Slags Tøi; Prøve-Exemplar. B. Stift. 2) Beviis; Vidnesbyrd. Sjelden. (G. N. próf).
prova, v. a. bekræfte, bevidne. (Sjelden).
Provest, m. Provst. Sdm. Ellers sædvanlig Pro’st. (G. N. prófastr, af et latinsk Ord).
prumpa, v. n. = frata. (Isl. prumpa).
Prunkestova, = Glasstova.
pruta, v. n. (a—a), tinge nøie, paastaae et Afslag i Prisen paa noget som man vil kjøbe. Alm. (Nogle Steder: plute). Sv. pruta.
Prute-mun, m. Noget som kan afslaaes i Prisen; ogsaa Forskjellen imellem hvad Sælgeren vil have og Kjøberen vil give.
pruten, adj. gnieragtig, som altid fordrer Afslag i Prisen.
Pruting, f. Aftingelse; Gnierie.
pryde (prya), v. a. (e—de), pryde, være til Pryd eller Forskjønnelse. (Af. G. N. prúðr, skjøn).
Pryde (Prya), f. Pryd, Forskjønnelse.
pryla, v. a. (e—te), prygle. Heraf Pryl, n. — „pryle Bygd’a“, ɔ: trygle eller søge idelig om noget hos Naboerne. Nordre Berg.
Prysel (aab. y), m. Skruemoder som anvendes til Laas paa et Kar, saaledes at Skruen bruges som Nøgel. Sdm.
Pryssing, m. et Slags stærk Drik; Svededrik. Nordre Berg.
prøva, v. a. (a—a; el. a—de), prøve, forsøge; begynde paa noget for at mærke hvorledes det gaaer; ogsaa erfare, gjennemgaae, kjende af Erfaring. Meget brugl. især i Berg. Stift; hvor ogsaa „probera“ bruges ofte. Er ellers et nyere Ord. Jf. freista, røyna.
Prøva, f. Prøve, Forsøg.
pu (for upp ur), op af. S. or.
puffa, v. n. ryge, udblæse Røg. Ligesaa Puff, m. et Røgpust; f. Ex. af Tobaksrøg, eller af Krudt.
Pukje, m. en Pengemand, En som samler Rigdom. Sdm. Gbr. og fl. (G. N. púki betyder Djævel).
Puldr (Puld’er), m. Vandhvirvel, Skvulp af noget som synker i Vandet. Hedemarken. (I Sdm. hedder det: Paul).
puldre, v. n. hvirvle, boble; om Vandet, hvor noget synker pludselig. I Sdm. paule, hvilket ogsaa bruges om Vand som springer op af Jorden. Jf. purla.
pum, pumgjort ɔ: s. upp-um.
Pumpa, f. Pumpe.
Pund, n. Pund; mest alm. i Betydning af Bismerpund (= 24 Marker). „Tvau Pund mindre tvo Merk’er“, ɔ: 46 Marker. Eit hal’t Pund: 12 Marker.
Pundar, m. Bismer. (G. N. pundari).
punde (for upp-under), under. I Tr. Stift: pund og punn; f. Ex. frampunn, ɔ: frem under.
Pung, m. Pung. „Punganne“ (bestemt Fleertal) betegner ogsaa Testikelpungen (Scrotum).
punga, v. a. i Talemaaden: punga ut, ɔ: udbetale mange Penge.
Punga, f. Aakande, Vandlilie (Nymphæa). Ørk. Jf. Vassblom.
Punt, m. stort Græs, stive Græsstraa. Jæd. (Ellers Bunt og Funt). Isl. puntr.
Puntled(r), n. Pundlæder.
pupla (pupple), v. n. 1) boble, vælde ud; ogsaa om Lyden af noget som koger stærkt. — 2) sladre, snakke idelig. Nordre Berg.
Purka, f. en So. Berg. og Tr. Stift. Vald. Gbr. (Isl. purka). Ellers Sugga og Su.
purla, v. n. sprudle, vælde frem. Tildeels i B. Stift. (Sv. porla).
purra, v. a. tirre, opægge; ogsaa narre, spille En et Puds. Jf. Por.
Purre, m. 1) Burre (Plante); s. Borre. 2) et Navn paa Katten.
Pus (uu), f. Pøl, Hul som er fuldt af Vand eller Dynd. Helg. (Sv. puss).
Puse, m. Navn paa en Kat.
pusen, opsvulmet; s. posen.
Puss (uu), n. et Puds (= Pretta).
pussa, v. a. spille En et Puds, narre En; ellers ogs. pudse (= blenkja).
pussig, adj. pudseerlig, løierlig.
Pusk (aab. u), n. Smuds, Støv eller noget som hænger ved. Hard. og fl.
puska, v. n. ruske; f. Ex. i Haaret.
puskjen, adj. urede, uordentlig; f. Ex. om Haar. Ogsaa ublid, om Veiret; s. ruskjen.
Pusl, n. smaat, ubetydeligt Arbeide. Af pusla, v. n. sysle med noget ubetydeligt; ogsaa plukke, pille. Hedder deels pusla, deels putla og pultle.
Pust (uu), m. et Pust; ogsaa en kort Hvile i et Arbeide. „skjote Pust’en“: puste ud, hvile lidt.
pusta, v. n. — puste; ogsaa hvile lidt.
Pusterom, n. Hvile, Leilighed til at trække Veiret frit.
Puta, f. en Pude.
putra (aab. u), v. n. (a—a), 1) boble, syde, koge sagte. Tell. (Paa Helg. potra). Jf. bulla, pupla. — 2) hviske, mumle, tale sagte. Nordre Berg. (Sv. puttra, knurre). — 3) hexe, eller egentlig helbrede ved at læse visse dertil bestemte Formularer. Sogn. (I Sdm. pꜳtre). Jf. runa og fesse. — Hertil Putrekall, Putrekjæring. (I Sdm. Pꜳtrekall, Pꜳtrekjæring).
pyk, adj. prægtig, stadselig. (Tildeels i B. Stift). Holl. pujk.
Pylsa, f. Pølse. Jf. Kurv.
pyngje, v. n. (e—de), sye skjødesløst, saaledes at man trækker Tøiet sammen i Folder; ogsaa lappe, bøde. Sdm.
Pynt, m. Pynt, Top, Skrænt.
Pynt, n. Pynt, Stads; ogsaa en Krone eller Krands med alt det øvrige som hører til et Brudepynt.
pynta, v. a. (a—a), pynte, smykke; ogsaa ordne, pleie, sætte istand. Ofte ironisk om at tilsøle eller fordærve noget.
pysa (aab. y), v. a. (a—a), plukke, sanke, opsamle; f. Ex. pyse Bær, pyse Konn o. s. v. Meget brugl. i Sdm. — Jf. pesa.
Pysje, f. en liden og tyk Tingest; et Dyr med stridt og busket Haar. Sdm. Tell. (Formodentlig af Pose).
Pyskje, n. et tæt Krat; s. Byskje.
Pytt, m. Vandpyt, Vandhule. Jæd.
pyve (for upp-yve), over.
Pæl, s. Peil. Pæn, s. Pen.
pæn, adj. = ven, fin, fager.
Pæng og Pæning, s. Peng.
Pæra, f. en Pære.
Pøk (langt ø), m. Skindpose, en liden Bælg at bære paa Ryggen (mindre end en „Hit“). Sdm. (Isl. poki, Pose). Jf. Pøyk.
Pøyk, m. en liden Dreng, Pog. Helg. I Ndm. tildeels: Pøk. — Pøyk skal ogsaa betyde Skindpost (ligesom Pøk), men kun sjelden.
Pøyta, f. Søle, Pyt, Mudderpøl. Nordre Berg.