Ordbog over det norske Folkesprog/R
R.
ra, s. rad og rade.
Rabb, m. en Jordryg, langagtig og noget ophøiet Banke, en tør Vold med liden eller ingen Græsvæxt. Næsten alm. (B. og Tr. Stift, Helg. Gbr. Østerd. og fl.). I Tell. hedder det: Rabbe; i Rbg. ogsaa Ribbe. — Lignende Betydning har: Rem, Rinde, Rande.
Rabba (Rabbe), f. Kaalrabi, Kaalrod. B. Stift. Ogsaa Kꜳlrabbe (Ellers Kaalrot). Hertil: Kabbefrø, n. Kaalrabifrø. Kabbekꜳl, n. Blade af Kaalrabi. Kabbereit, m. en liden Kaalrabi-Ager.
Rabbemark, f. Mark som er fuld af ophøiede Banker eller Volde; ujævn Mark.
rabbut (rabbette), adj. ujævn, fuld af Banker og Forhøininger.
Rad, f. Rad, Række. Hedder tildeels ogsaa Rod, el. Ro (aab. o). I Rad: i en Række, lige efter hinanden. Ette Rad: efter Rad, i fortløbende Række, saaledes at intet bliver forbigaaet. Hedder ellers: ette Roke, fyre Ende, føre tvart, andfares.
rad, adj. 1) snar, hurtig, rask; f. Ex. til at gaae. Tell. Hall. og fl. (i Formen: ra). G. N. hraðr. — 2) let, som man snart kan blive færdig med. Sjeldnere. I Ørk. hedder det ogsaa ratt (eller radt); f. Ex. „ei ratt Eng te slꜳ“. — 3) lige, direkte, som gaaer lige frem; om en Vei. Sdm. og fl. Han gjekk rade Veien (= beine Vegjen). Undertiden siges ogsaa radige. Jf. radt, adv.
rada, (slet, usel), s. rata.
radda, v. n. snakke, sladre. (Rbd.). Ellers: rodde, rolla, ralla og fl.
rade, v. a. 1. (a—a), lægge i en Rad eller Række. rade Mykr’a: lægge Gjødsel-Læs i Rader paa Ageren. Sdm.
rade, v. a. 2. (a—a), haste, skynde (af rad, adj.). Hall. og fl. (i Formen ra’, rae). ra’ se: skynde sig, haste. G. N. hraða.
rade, adv. 1) lige til. (Sjelden). 2) jævnlig, stedse, altid. Vald. Gbr. (i Formen: rae).
ra(d)før, adj. rask, snar til at komme afsted. Tell.
radig, s. rad. — radla, s. ralla.
radlege, adv. snart, hurtigt. Da gjekk so radle’. Hard. G. N. hraðlega.
ra(d)mælt, adj. som taler hurtigt. Rbg. (ramælt’e). Jf. tidtmælt.
radt (ratt), adv. 1) snart, hurtigt. Dæ gjekk so radt. (Mere alm. end rad). — 2) jævnt, sikkert, uden Anstød eller Standsning. lesa radt: læse flydende og med Sikkerhed. Han kunna heile Stykkje so radt: han kunde fremsige det hele Stykke i eet Træk, uden at glemme et Ord. Nordre Berg. — 3) lige til, lige frem, uden Omvei. Dei siglde radt te By’n. Dæ gjekk radt inn pꜳ Bein’e. I Nhl. ogsaa: netop, akkurat; f. Ex. Da vog radt ei Mork.
ra(d)vint, adj. let, snart at komme til Ende med. Sogn.
Rae, m. smaa Huggespaaner (= Mukr). Ndm. Vel egentlig Rade; i Indr. skal det hedde: Rꜳdꜳ.
rae (stedse), s. rade.
rafsa, v. n. sluske, gjøre noget skjødesløst og i stor Hast.
Raft, f. 1) den nederste Deel af Taget, især indvendig i Huset. Nordre Berg. Sdm. Upp unde Raft’a: op ad Væggen til Taget. — 2) Sparre eller Bjælke, hvorpaa Taget hviler. Tell. (See følgende). Jf. refta, Utrefte, Krokraft, Rov, Ræve.
Raft, m. 1) Stok, Kjæp, Træ-Stamme. (Jæd.). Ogsaa en Stang. (Buskerud). Isl. raftr. — 2) Sparre eller Lægte, som ligger nærmest under Tagfjelene, tildeels ovenpaa Tagbjælkerne eller Aaserne. Indr. Ogsaa i Gbr. og fl. tildeels i samme Betydning som Sperra. — 3) den øverste Stok i en Sidevæg (= Raftestokk). Helg. Fosen, Ørk. Ndm. (Nærmer sig mest til det foranførte Raft, f.).
Raftall, m. 1) den øverste Stok i Sidevæggen. Sdm. Nfj. (S. Raftestokk). 2) Bindestok i Tværvæggen (= Samhald). Ndm.
Raftestokk, m. den øverste Tømmerstok i Langvæggen eller Sidevæggen; den Stok hvorpaa Sparreværket eller Tagets nederste Deel hviler. Indr. Ørk. Ndm. (Raftstokk). Hedder ellers: Raft (see ovenfor), Raftall (Sdm. Nfj.), Raftsluk (Hall.), Raftlægje (Gbr.), Stavlægje (S. Berg.), Garlægje (Tell.), Ꜳlastokk (Sogn).
Raftluk, m. den øverste lange Stok i Tværvæggen (= Samhald). Gbr.
Raftlægje, s. Raftestokk.
Raftskjegg (Rafskjegg), n. den nederste Deel af Taget paa Siderne; det som er udenfor Væggen. Nhl. (I Sdm. Utræfte. Jf. Ufs). Efter Udtalen kan det ogsaa skrives Ravskjegg.
raga, v. n. 1. (a—a), rave, vakle. B. Stift, Tell. Hedder ogsaa: ragje, Imperf. ragde (Sdm.). Jf. riga. Heraf Raging, og Ragjing, f. Raven.
raga, v. n. 2. (a—a), vanke om, flakke omkring. Sogn. Jf. rakka.
Ragat, n. Bortjagelse. Sdm. Dei fekk Ragat: de maatte pakke sig. (Maaskee egentlig Radgata). I svenske Dial. ragata, bortjage.
Ragg, n. Haar; især grovt og stridt Haar, f. Ex. paa Gjeder. (Gjeitaragg). Mest brugl. søndenfjelds. Sv. ragg.
ragga, adj. haaret; beskaffen med Hensyn til Haar; om Dyr.
Raggar, pl. m. Haarsokker, at bruge udenpaa Støvlerne. Hedder ogsaa Raggesokker (Ag. Stift), Leste, r (Berg. Stift), Loddar (Tell. Rbg.), Labba’ (Gbr.), Lugga’ (Helg.).
Ragjestrꜳ, n. tyndt og bøieligt Græs; især Gulax (Anthoxanthum odoratum). Nordre Berg.
ragla, v. n. rave. (Sjelden). Sv. ragla. Jf. rigla.
Rak, n. 1. Væger i Talglys. (Ljosrak). Isl. rak.
Rak, n. 2. Vrag, adspredte Ting som drive om paa Vandet. Nhl. og fl. (Af reka, rak).
Rak, n. 3. Krop eller Beenrad af et dødt Dyr; Aadsel. Ogsaa et forsultet eller meget udmagret Kreatur. Nordre Berg. Hertil: Vꜳrsrak, om Kreature som ere nærved at krepere af Fodermangel om Vaaren.
rak, adj. 1. rank af Væxt; ogsaa: ret, lige (= bein). Voss, Hall. Gbr. og fl. (Sv. rak). Ellers rakleg og strak.
rak, adj. 2. om Fisk, see Rakfisk.
rak, drev; see reka.
raka, v. a. (a—a), 1) rage, rive sammen, samle Hø med en Rive. I Gbr. og Ørk. rꜳkꜳ. (G. N. raka). raka ihop: sammenrage. — 2) barbere, rage Skjægget af. — 3) dække med noget som er sammenraget. Saaledes: „raka Vermen“, ɔ: tildække Gløderne paa Ildstedet med Kul og Aske. Søndre Berg. og fl. Ellers: rake Ljøs’e (N. Berg.). Jf. kara, som tildeels bruges i samme Betydning. — „Ei rakandes Otid“, siges i Sdm. om en stor Mangel paa Fisk. Jf. Talemaaden: D’æ so reint som dæ va raka.
Rakar, m. En som rager Hø (= Rakstadeie); ogsaa en Barberer.
Rakaure, m. s. Rakfisk.
Rakavar (el. val), m. opdreven Hob af Ved paa Strandbredden. Namd. See Rekvid.
Rakedans, m. Omdriven. „D’æ kome pꜳ Rakedans“, om Ting som ingen vogter paa og som henslænges fra et Sted til et andet; ligesaa om Kreature, som vandre omkring uden Tilsyn. Nordre Berg. Hedder ogsaa Rakedeis, og i Sdm. oftest Rakedis (ii), m.
Rakekniv, m. Ragekniv.
Rakfisk, m. Fisk som er saaledes tillavet, at den holder sig i en meget mør og næsten opløst Tilstand; Suurfisk. Saaledes Rak-aure og Raklaks. Ag. Stift. (Omtrent ligesom „Sursild“ nordenfjelds).
rakka, v. n. (a—a), flakke, vandre omkring. N. Berg. Ellers rakla, ratla, rangla, ralla. Jf. reka.
rakka, v. a. binde Seilraaen nærmere til Masten; s. Rakkje.
Rakkar, m. 1) Rakker, Natmand; ogsaa en daarlig Karl, Prakker, Slyngel. 2) flere Slags Kortspil, hvori den taber, som faaer de fleste Kort eller som sidst har Kort paa Haanden.
Rakkje, m. 1. en Hund af Hankjønnet; modsat Tik eller Bikkja. Nordre Berg. (G. N. rakki, Hund). Ogsaa en Han-Ræv; modsat Reva. Shl.
Rakkje, m. 2. en Ring paa Midten af Seilraaen, indrettet til at binde omkring Masten. Hertil Rakketovla, el. Rakketole (aab. o), f. om de smaa Blokke eller Led, hvoraf Rakken tildeels er sammensat. Nordre Bergenh. Rakketrꜳssa, f. et Toug i Rakken, som benyttes naar Seilet skal stryges i Storm.
rakla, v. n. vanke om, flakke omkring, ogsaa gaae langsomt. Ag. Stift. Hertil Rakleføre, n. et daarligt Føre, som forsinker Reisen. Rakleveg, m. en Vei hvorpaa man ikke kan reise fort.
rakleg, adj. rank af Væxt, retvoxen. Nordre Berg. Sætersd. og fl. See rak.
rakna (rakkne), v. n. (a—a), opløses, trevles; om Tøi eller Klæder, hvori Traadene revne fra hinanden. (G. N. rakna). Ogsaa: rækkes ud, give efter, ikke holde sig; om en Krog eller Løkke; figurlig om Mennesker: svigte, ikke holde ud. (Jf. rekkja). Alm. og tildeels meget brugeligt. Jf. dragna, slitna, togna. — Hertil Udtrykket: „Skjelm so rakna“, ɔ: den som nu svigter, skal hedde Skjelm. (B. Stift).
raknast, v. n. „raknas mæ se“: sandse sig, komme til Bevidsthed igjen. Ørk. (Isl. rakna við). Hedder ellers: „rekkjes mæ sæg“ (Indr.), „rꜳ’ mæ seg“ (mere alm.).
Rakstadeie, f. et Kvindfolk, som er leiet til at rage Hø i den Tid, da Høslætten foregaaer. Nordre Berg.
Rakstafolk, n. Folk hvis Bestilling er at rage Hø. Jf. Slꜳttefolk.
Rakstr (Rakst’er), m. Ragning; det Arbeide at rage Høet sammen i Høslætten. „taka seg Rakst’er“: lade sig leie til at rage Hø. G. N. rakstr.
rakt, udrækket, strakt; s. rekkja.
rala, v. n. snakke vidtløftigt. Indr. (ikke rꜳlꜳ). S. ralla.
Rall, n. Omsværmen; see følg.
ralla, v. n. 1. (a—a), flakke, vandre omkring. (Helg.). Ellers med Ringeagt: føite, strippe, sværme om; om Dyrene ogsaa: springe, løbe i Brunst. Nordenfjelds; ogsaa i Sdm. — Jf. rakla, ratla, rissa. I Sætersd. er ralle, at rulle, vælte. (Gaaer ikke over til radde).
ralla, v. n. 2. (a—a), snakke vidt og bredt, sladre. Jæderen (ogsaa med Udtalen: radla). Hedder ellers radda (Sætersd.), rolla, el. rodla (Lister), rodda (Sdm.), rala (Indr.), rassa (Sogn). I danske Dial. ralde. — Formerne radda og rodda høre maaskee til et andet Ord (G. N. rödd); jf. røde.
Ram, m. 1. Lab, Fod, Bjørnelab. Østerd. (Sv. ram. G. N. hrammr). — I Nordre Berg. har man Talemaaden: „fram ꜳ Rame“, ɔ: frem over med Brystet nedad. „liggje fram ꜳ Rame“, ligge i en saadan Stilling, sædvanlig med Hænderne under Hovedet.
Ram, m. 2. 1) Gavlen eller den øverste Deel af Tværvæggen i et Huus; især om den øverste Spids af Fjelevæggen i en Lade; undertiden ogsaa om det yderste og øverste Rum under Taget. Nordre Berg. Sdm. (Jf. Ræve og Raft). — 2) et lidet Loft, et Loft som kun strækker sig over den ene Side eller over en Deel af et Værelse. Tell. Leirdal, Gbr. (I Gbr. sjeldnere end Overlaup).
ram, adj. 1. beesk, bitter eller noget stram af Smag; f. Ex. om Ost. Tildeels i B. Stift. (Isl. rammr).
ram, adj. 2. 1) kjæk, dygtig. Bruges kun i Komparativ; f. Ex. Dæ va ikje ramare Karen: det var ikke bedre Karl, der var ikke saa meget godt ved ham. (Sdm.). Ordets Betydninger ere ellers meget vanskelige at bestemme. (Jf. G. N. ramr, stærk). — 2) dristig til at tale, skarp, spydig, nem til at finde de mest slaaende Svar. (Ørked.). I Sdm. kun sammensat, som kjæftram, or-ram. Mere brugeligt i Talemaaden: „Ein ram Kjuv“, ɔ: en øvet og dristig Tyv. (Helg. og Tr. Stift). — 3) mærkelig, besynderlig. Meget brugl. i Sdm. dog kun i Komparativ og Superlativ. Ska du ha haurt ramare: skulde du have hørt noget mere besynderligt. Dæ va dæ ramaste so e heve set: det snurrigste som jeg har seet.
ramaleg, adj. stolt af Udseende, kjæk, stadselig. Tell.
ramare, bedre, s. ram.
ramende, s. ramsvart.
ramla, v. n. (a—a), 1), rumle, buldre, larme. B. Stift. 2) styrte sammen med Larm og Bragen. Hedemarken.
Ramlægje (el. -leie), n. Gavlen eller den øverste Spids af Tværvæggen i en Tømmerbygning (= Bjørlad). Tell. (sjelden). Jf. Ram.
Ramn, m. Ravn. (G. N. hrafn). Jf. Korp og Krump. — Ramnegal, n. el. Ramnelæta, f. Ravneskrig. Ramnungje, m. Ravneunge. — „Ramn i Hesten“ kaldes den Rumlen som undertiden høres i Hestens Indvolde, naar den løber. Maaskee rettere: Raml’en.
Ramnemat, m. Ravneføde. gjera Ramnemat: ødelægge, fordærve noget; egentlig dræbe, nedhugge.
Ram-ost, m. Gammelost. Tildeels i B. Stift. See ram.
Rams, m. Skov-Løg, Bjørneløg (Allium ursinum). B. Stift og fl. Sv. ramslök. Hertil Ramsemark, f. Mark som er fuld af Skovløg. Ramsesmak, m. Skovløgens særegne Smag, som undertiden ogsaa kjendes paa Mælk og Smør.
ramsvart, og „ramende svart“, kulsort, glindsende sort. (Vel egentlig ramnsvart).
ramælt, s. radmælt.
rana, v. a. rane, røve. — Et andet „rana“ betyder at sætte Ring i Trynet paa Sviin; see Rane.
Rand, f. Stribe, Streg; s. Rꜳnd.
Rand-ꜳs, m. Ovnbjælke, en liden Bjælke eller Jernbolt, som er indsat midt over Ildstedet i Gruven, og tjener til at hænge Kjedelkrogene paa. B. Stift, og fl. See Rꜳnd.
Rande, m. Jordryg, Banke, Vold, især i en Bakke. Ørk. og fl. Ellers Rinde (Søndre Berg.), Rante (Nfj.). Jf. Rabb.
Rane, m. 1. noget høit og fremragende; saaledes om et høit Træ og ligesaa om en lang og smal Person; men især en fremragende Klippe, Pynt, Bjergspids. Nhl. I Sogn ogsaa en lang Bakke eller Bjergryg. (G. N. rani, Snabel, Tryne).
Rane, m. 2. Praas, tyndt Lys. Jæd. — Ellers Dꜳse.
Rane, m. 3. Ring at sætte i Trynet paa Sviin (= Knapp, Kneppe). Vald. Heraf rana, v. a.
rang, adj. 1) vrang, urigtig, falsk, ikke den rette. Range Enden: den urette Ende. Ein rang Veg: en gal Vei, Afvei. Ein rang Tankje: en falsk Tanke, urigtig Mening. Ein rang Ei(d): en falsk Eed. Hedder i B. Stift: rꜳng’e (i Hard. rang’u, m. og rꜳng, f.); i Tell. og Rbg. vrang’e. G. N. rangr, Sv. vrång. — 2) omvendt, vrænget, som vender den urette Side eller Ende til. Trøya æ rꜳng’e (ɔ: vender Vrangsiden ud). Saaledes: snu rang’e: og: stꜳ rang’e, ɔ: staae i en omvendt Stilling. Heraf rengja. Jf. rangt og Rꜳnga. — 3) vrangvillig, tvær, modvillig; om Mennesker. gjera seg rꜳng’e: yppe Kiv, gjøre Forhindringer ved en utidig Modstræben. Ogsaa: vanskelig, indviklet. Mest i Rbg. og Tell. i Formen: vrang’e. Saaledes: „eit vrangt Vers“: et Vers som er knudret og vanskeligt at lære.
rang-auga, adj. skjævøiet. I Sdm. bruges rꜳngauꜳ, adv. f. Ex. „gløse rꜳngauꜳ“, ɔ: see skjævt, kaste skelende Blik til noget som man ikke lider.
rangbøygd, adj. bøiet til den urette Side.
Rangehand(a), den venstre Haand. Nordenfjelds. (Modsat Rettehand’a).
Rangesida, f. Vrangsiden (= Rꜳnga). snu te Rꜳngesi’ꜳ: begynde at vise Uvillie eller Fiendskab.
Rangflundra, f. et Slags Flynder, som har Øinene paa den venstre Side. I B. Stift: Rꜳngeflundra.
ranghendt, adj. keithaandet.
Rangl (Rang’el), n. Omsværmen.
rangla, v. n. (a—a), 1) yppe Klammerie; trætte, kives. Berg. Stift. Jf. rengjast. — 2) broute, gjøre sig til. (Sjeldnere). Undertiden ogsaa ringle, skramle. (Oftere skrangla). — 3) flakke om, vandre omkring (Isl. rángla); spadsere, lakke afsted; ogsaa løbe omkring efter Selskab og Fornøielser, sværme om, føre et uroligt Liv. Meget brugl. i Ag. Stift. Jf. reka, rakla, ralla.
Ranglefant, m. en urolig Krabat, En som kun søger Støi og Sværm.
Ranglykkja, f. Forvikling, Kurre paa en Traad. Ørk.
ranglæst, adj. om et Laas som lukkes bagvendt, eller hvori Nøgelen dreies fra Høire til Venstre (rangsøles). Tr. Stift og fl.
Ranglæta, f. Modvillighed, Tværhed; Egensindighed. (Sjelden).
rangmølt, adj. tvær, uvillig paa Grund af ondt Lune. Gbr. I Sdm. rꜳngmølt’e.
rangsꜳdd (rꜳngsꜳdd’e), adj. vranten, ærgerlig, som er i ondt Lune. Nordre Berg. D’æ so rꜳngsꜳtt (om et Barn). Maaskee egentlig: rangsꜳtt, i Betydningen: misfornøiet.
rangsnudd, adj. omvendt, vrænget, som vender Vrangsiden til.
rangsvævd, adj. som vil sove i urette Tid, søvnig om Dagen og derimod søvnløs om Natten. Meget udbredt og almeenforstaaeligt, men hedder ogsaa: rꜳngsvævd’e (Søndre Berg.), rꜳngsvæv’e (Sdm. og flere, rangsøvd (Tr. Stift). Lignende Betydning har andsvævd. (Hall.).
rangsøles, adv. imod Solen, fremad eller opad fra høire Side og tilbage mod venstre; ogsaa bagvendt, i omvendt Orden. (Modsat rettsøles). Næsten alm. dog i noget forskjellig Form, nemlig: rangsøles (Ørk. Gbr. og fl.), rangsølt (Jæd.), rangsælt (Indr.), rangsæles (Helg.), rꜳngseles (mest alm. i B. Stift). G. N. rangsœlis. (Af Sol). I Tell. siges oftere: andsøles.
rangt, adv. urigtigt, galt, feil. I B. Stift: rꜳngt. — snu seg rangt: vende sig til den urette Side. taka rangt: gribe feil, tage det urette. kjenne rangt: kjende feil, skuffes af en tilfældig Lighed. svelgje rangt: svælge i Vrangstruben.
rangtenkt, adj. fordomsfuld, som nærer falske Tanker.
rangvis (ii), adj. vrangviis, egensindig, trodsig. I B. Stift: rꜳngvis’e.
rangvoren, adj. noget vranten eller egensindig.
rann, s. renna.
Rante, m. Knold, Bjergryg. Nfj.
Ranværing, m. Indbygger af Ranen paa Helgeland.
Rap, n. 1) Gliden (af rapa). Jf. Stjernerap. 2) Skred, Jordskred. Ndm.
rapa, v. n. 1. (a—a), 1) glide, komme paa Glid. B. og Tr. Stift, Tell. og fl. (I Indr. rꜳpꜳ). — 2) skride ud, styrte ned; om Jord og Steen i Fjeldene. Ndm. (G. N. hrapa, styrte). — rapa mæ Fot’en: glide ud med en Fod. Tid’a rapa snart: Tiden skrider hurtigt. Dæ rapa ei Stjerne: der faldt et Stjerneskud. B. Stift.
rapa, v. n. 2. (a—a), ræbe. Sogn, Vald. og fl. Ogsaa ropa, aab. o. (Voss). Ellers gurpa, garpa. (Sv. rapa).
Rape, m. smaa Buskvæxter paa Fjeldene; især Dverge-Birk. Tell. Jf. Krape, Kramp, Bjørkepors.
Rapp, m. et Rap, Slag.
rapp, adj. rask, hurtig. (Ikke alm.). Hertil rappa seg: skynde sig, haste.
rar, adj. 1) sjelden; ogsaa underlig, besynderlig. 2) ypperlig, kostelig. (Ag. Stift). 3) smuk, skjøn, deilig. (Berg. Stift). Nyere Ord af fremmed Oprindelse.
Raring, m. en Særling, et besynderligt Menneske.
Ras, n. 1. Skjæl paa Fisk. (Hall. Gbr.). See Rus og Reist.
Ras, n. 2. 1) Gliden, Glid. koma pꜳ Ras: komme paa Glid. B. Stift. — 2) Vildskab, Galskab, Lystighed.
rasa, v. n. (a—a), 1) glide (med Foden). Nordre Berg. og fl. (Isl. rasa). — 2) tumle, sværme, leve i Suus og Duus. Sjeldnere: rase, f. Ex. om Storm. Imidlertid bruges dog rasande, adj. saavel om Stormen, som i Betydningen: afsindig.
Rasbasse, m. et uroligt Menneske, en overgiven Krabat. Søndenfjelds. I B. Stift: Rasekopp. (Jf. Sv. rasbytta).
rasgalen, adj. reent vild og gal.
Rask, n. Affald, Levninger; f. Ex. af Fisk. Ogsaa Skrab, Vraggods, daarligt Kram. B. Stift, Gbr. og fl. (Sv. rask).
raska, v. n. samle Affald eller Levninger. raska ihop: skrabe sammen. En anden Betydning forudsættes i skamraska.
Rasmagn, f. Vildskab, Tummel, Støi. Sdm. (Ordets sidste Deel er ellers ubrugelig).
Rasp, f. 1) en Rasp, grov Fiil. 2) et Rivejern. (Poteterasp).
raspa, v. a. (a—a), 1) file med en Rasp. 2) rive paa et Rivejern. raspa Poteter: rive Poteter til Brød eller til Boller (Raspaball). B. Stift. Heraf Rasp, n. det som er saaledes raspet eller revet.
Rass, n. 1. Kjønslemmer; Skamregion. (Vel egentlig Bagdelen, ligesom Isl. rass for ars).
Rass, n. 2. Sladder, overflødig Snak. Sogn.
rassa, v. n. (a—a), 1) sladre, vaase. (Sogn.). Jf. radda, ralla. 2) føite, sværme om, drive Galskab. Jf. rissa.
Rast, f. Rad, Række, Linie. Nordre Berg. Ellers: Rad, Rod, Rꜳnd.
rast, manglede; s. resta.
Rasver (ee), n. et rasende Veir, en stor Storm. Tr. Stift. Ellers Asver.
Rat, n. Skrammel, ubetydelige Ting. Tildeels nordenfjelds. Ogsaa Ratri, n. Sdm. hvor man ogsaa har den Talemaade: „Dæ ligg’e Rut yve Rat“, ɔ: det ligger hulter til bulter, i vild Uorden.
rata, v. a. (a—a), vrage, forskyde, kaste bort. Gbr. Ndm. (Gaaer ikke over til rꜳtꜳ). I Sdm. siges skrata. (Sv. rata).
rata, adj. slet, daarlig. Jæd. Lister. (Udt. rada). Ein rada Veg: en daarlig Vei. — Ellers raten og ratleg.
raten, adj. slet, uduelig. (Mandal).
ratla, v. n. flakke, vandre, spadsere. Hard. Jæd. og fl. (Ellers rakla, rutla og fl.). Heraf Ratling, f.
ratleg, adj. daarlig, uduelig. Rbg.
Ratri, s. Rat. — ratt, s. radt.
Ratvꜳr, m. en stor Masse, Dynge, uordentlig Hob. Indr.
Rau, f. s. Rauv. rau, adj. s. raud.
rau, imperf. s. rjoda og ry.
raud (rau’e), adj. rød. G. N. rauðr. Inn pꜳ raue Kjøt’e: ind paa det bare Kjød (nemlig hvor Huden er ganske afreven). Dei fekk sjꜳ dæ raue renna: de kom til at see Blod flyde. Heraf roda, Rode, røyde. En Hest af denne Farve kaldes Raud’en; en Hoppe Rauda.
rau(d)a, v. n. see rødt ud. Dæ raue pꜳ dæ. Ørk. See roda.
Raud-aur, m. rødagtig og lidt gruset Jord; Rødmuld.
Raud-ꜳt, n. et Slags smaa rødagtige Sødyr, som undertiden findes i stor Mængde i Sommersilden. Nordre Berg.
raudblakk, adj. rødblakket, blegrød; især om Heste.
raudbrynt, adj. som har rødlige Øienbryn.
Raudbu (Raubu), f. Dueurt (Epilobium). Ørk. — S. Gjeiskor.
Rauddravle, m. rødkogt Ost.
Rauddyr, n. Hjort; Hind. B. Stift.
Raude, m. 1) Rødme, Rødhed (= Rode). Gbr. i Formen Raue. — 2) Blomme i et Æg. (Eggjeraude). Mere alm. (G. N. rauði).
Raud-eine, m. tørt Enebærtræ. Undertiden ogsaa om en meget hidsig og opfarende Person, hvilket hentyder paa den Hurtighed hvormed dette Træ fænger Ild. Nordre Berg.
Raudfargje, m. Rødfarve; Krap.
Raudfisk, m. Rødfisk (= Auger). I Sogn ogsaa Rau-fjør (egentl. Rødfjæder).
Raudflekka, f. rødspættet Flynder.
raudflekkut, adj. rødplettet.
Raudgrjot (Raugrot), n. rød Steenart.
raudhært, adj. rødhaaret.
raudklædd, adj. klædt i røde Klæder.
Raudkoll, m. Blomsterne paa Eng-Kløveren (Trifolium pratense).
raudleitt, adj. rødladen, som har en frisk, rødlig Ansigtsfarve. Alm. og meget brugl. G. N. rauðleitr.
Raudlit (Raulet), m. Rødfarve.
Raudlus, f. et lidet Insekt, bekjendt af dets smukke, høirøde Farve (Trombidium Holosericeum). Nordre Berg. Tell. (I Sogn Kostelus).
Raudmakk, m. Regnorm (Lumbricus). Ellers kaldet Jormakk, Ꜳngelsmakk (Sogn), Ørjemark (Helg.).
raudmꜳla, adj. rødmalet.
Raudmor (oo), m. et Slags rød og meget skjør Ved i Furetømmer. (Omtrent det samme som Tinar). Sdm. Nfj. i Formen Raudemor (ligesom Raudekoll, Raudekrit, Raudelit og fl.). Jf. Mor.
Raudmylde, f. rød Muld, rødagtig Jord i en Ager. Tell. (Raumylle).
raudna, v. n. (a—a), rødme, blive rød. raudna i Andlite: blive rød af Undseelse eller af Harme.
Rau(d)nebb, m et Slags Læbefisk (Berggylte) med blegrøde Skjæl og en spids fremstaaende Mund. Shl.
raudrosa, adj. rødblommet, tegnet med røde Figurer.
raudsidet (rausi’utte), rød paa Siderne.
Raudsoleie, f. Navn paa forskjellige røde Blomster (især Lychnis).
Raudsott, f. et Slags Blodgang hos Kvæget. B. Stift. Raudsottgras, Lychnis dioica. Sdm.
Raudtosk, m. et Slags Smaatorsk, som er noget rød paa Skindet. Ellers kaldet Taretosk.
raudvoren, adj. rødlig, rødagtig.
raud-øygd, adj. rødøiet, suurøiet.
Raue, s. Raude. Raufjør, s. Raudfisk.
rauk, røg; s. rjuka.
Rauk, n. en liden Stak eller Dynge; især en Hob af sammenlagte Kornneg paa Ageren. B. Stift, Hall. Fosen, Indr. og fl. Hedder ogsaa Raukan (Sdm.) og Røyk (Jæd.). G. N. hraukr, m. Jf. Krøys, Træve, Sette.
rauka, v. a. (a—a), lægge i Dynge eller Stak. B. og Tr. Stift. (Paa Jæd. røykja).
Raukan, n. s. Rauk.
Raun, Røn (Træ); s. Rogn.
Raust, n. den øverste Deel af et Tag. See Rost.
raust, adj. ædel, høihjertet, gavmild (generøs); ogsaa skikkelig, god, artig. B. Stift. Um du vilde vera so raust’e: om du vilde være saa god, have den Godhed. Nhl. og fl. G. N. hraustr, kjæk.
rausta, v. n. bede venligt, sige at En er „raust“, dersom han vil hjælpe. Nhl. Jf. kjæra.
rausta, v. a. sætte Tag paa; s. rosta.
raut, snorkede; s. rjota.
Raut, n. Køernes Brølen, Hornkvægets særegne Lyd eller Stemme.
rauta, v. n. (a—a), brøle, bøge; om Køer. (Forskjelligt fra belja og tryta). Alm. og meget brugl. G. N. rauta.
Rauting, f. idelig Brølen, Bøgen.
Rauv (Rau), f. Bagdeel, Poder (paa Dyr og Mennesker). Hedder paa nogle Steder Røv, og endnu oftere Ræv. Ordet er her ikke meget anstødeligt, da Betydningen sædvanlig omfatter den hele Bagdeel eller Sædet; man siger saaledes ogsaa rauvabreid, om En som er bred over Hofterne, og modsat rauvasmal (rauamjꜳ). G. N. rauf betyder Hul.
Rav, m. Finnerne af Helleflyndren (Kveiten). G. N. rafr.
Rave, m. forrevet Klædningsstykke, Pjalt. (Sjelden). S. Trave.
ravgalen, adj. reent gal eller urigtig. Hedder ogsaa „ravende galen“.
Ravl, n. Affald, Skrab. (Tr. Stift). Ogsaa løs Snak, Sladder.
ravla, v. n. fare løselig over noget. Nordre Berg. Hertil Ravlemark, f. Mark som kun har enkelte Græspletter, eller som man kun slaaer paa et og andet Sted.
Ravskjegg (Tagskjæg), s. Raftskjegg.
Rꜳ, f. 1. Grændseskjel. Østerd. Hertil Langrꜳ: Skjellet paa Langsiden af en Teig. (Sv. rå).
Rꜳ, f. 2. (Fl. Ræ, r), Raa paa et Seil. G. N. rá. Vel egentlig Stang; jf. Ro og Rꜳvid.
Rꜳ, f. 3. Vraa; see Krꜳ. Forøvrigt see Rꜳd og Rod.
Rꜳ, m. en Pæl eller Stør med Korn, som er opsat paa Ageren for at tørres. Gbr. Østerd. Hedem. Toten. Hedder ellers Rjꜳ (Indre-Sogn) og Ryꜳ (Meldalen). I Gbr. ogsaa Rꜳstaur. Paa andre Steder kaldet Konnstaur. Jf. Sneis.
rꜳ, adj. raa, fugtig, ikke tør; ogsaa om Madvarer, som ikke ere tilstrækkelig tilberedede til Spiisning. — rꜳ Vid (Ve): Brænde som ikke er tørt. Saaledes ogsaa: rꜳtt Høy, rꜳtt Konn o. s. v. Rꜳ-Næpe: Roer som ikke ere kogte. „rꜳ Fisk“, om Fisk som ikke er kogt eller tørret eller tilstrækkelig gjennemtrængt af Salt. (I figurlig Betydning bruges Ordet derimod ikke). I Sætersd. hedder det rꜳr eller rꜳr’e. G. N. hrá’r.
rꜳ, v. n. (r—dde), røre ved, begynde paa, tage første Gang af noget. Bruges i Sdm. i Forbindelse med „paa“, og adskilles fra Verbet „raade“. F. Ex. rꜳ pꜳ ei Smørkanne: gjøre det første Snit i en Smør-Æske, spise første Gang af den. rꜳ pꜳ ei Mjøltynne: tage første Gang af en ny Meeltønde. Jf. Isl. rjá við, tage fat paa. (Talemaaden „rꜳ vid se“ maa henføres til raade).
rꜳ, skaffe, forsyne med; see rꜳde.
rꜳast, v. n. blive fugtig. (Sjelden).
Rꜳband, n. Raabaand paa Seil. Rꜳbandsknut, m. det Slags Knude, som almindeligst bruges ved Sammenknytning af Baand eller Traade.
rꜳbarka, adj. for lidet barket, ikke ganske gjennembarket; om Læder. Rꜳbarka-Tꜳtt: en Hinde i Midten af Læderen, som ikke er gjennembarket.
rꜳbreidt, adj. n. bredt oventil; om et Seil. Modsat rꜳsmalt.
Rꜳd (Rꜳ), f. 1) Raad, Vink, Tilskyndelse. G. N. ráð, n. I Form af Neutrum (eit Rꜳ’) findes det sjelden, og som det synes, kun i en Efterligning af Skriftsproget; alligevel synes dette Kjøn forudsat i Talemaaden: „til Raads“ (te Rꜳss); f. Ex. spyrja ein te Rꜳss: raadspørge En. — 2) Plan, Anslag. leggje Rꜳd: lægge Planer. upplagde Rꜳde’: overlagte Planer. Han va i Rꜳd’enne mæ: han var med i Anslaget, tog Deel i Planen. Mæ Rꜳd ꜳ Lempe: med Betænksomhed og Lemfældighed. — 3) Middel til at forebygge eller afvende noget. Ei Rꜳ’ fyre Tannverk: et Middel imod Tandpine. Han prøvede alla Rꜳ’e: han forsøgte alle Midler. D’æ Rꜳd fyre alting anna fyre Dauda: der er Middel mod Alt, undtagen mod Døden. — 4) Mulighed, Anledning, Leilighed, Udvei. Da va ’kje Rꜳ: det var ikke muligt. (Sogn). Dæ va Rꜳd te dess (el. te di): det manglede nok ikke; eller egentlig: der var god Leilighed dertil. (Nfj. Sdm.). Dæ lyt’e verta ei Rꜳ’: der maa findes en Udvei; ogsaa: vi faae see til. vi skulle gjøre vort Bedste (nemlig med noget som En har anmodet om). Han veit ikje se(g) arme Rꜳd, eller „si arme Rꜳ’“: han veed ingen Udvei. — 5) Formue, Evne, Leilighed; ogsaa Forraad, Mængde. Dei ha Rꜳd te dæ: de have Udkomme dertil. Han ser seg inkje Rꜳd te dæ: han nænner ikke, troer ikke at have Leilighed dertil (især om en karrig Person). Dei ha go’ Rꜳd pꜳ Konn: de ere vel forsynede med Korn, have et stort Forraad deraf. — Et andet „Raad“, med Betydningen Raadighed eller Bestyrelse, synes forudsat i Ordene Rꜳdsdreng, Rꜳdsmann, Rꜳdskꜳna.
Rꜳd, n. Samling af Raadsherrer, Raad; ogsaa Regjering. (Sjelden). G. N. ráð.
Rꜳdaløyse, s. Rꜳdløysa.
rꜳdd, partic. 1) tilraadet. 2) besluttet, bestemt til at foretage noget. Tr. Stift. 3) forsynet. Han æ for lite rꜳdd pꜳ dæ: han har for lidet Forraad deraf. Tr. Stift.
rꜳde (rꜳ’), v. a. og n. (e—de), 1) raade, give Raad; ogsaa tilraade, tilskynde. G. N. ráða. Præsens hedder mest alm. rꜳr; sjeldnere rꜳe; i Nfj. og Sdm.: rꜳde. Imperf. overalt: rꜳdde (G. N. réð.). — 2) raade, styre, have Magt eller Raadighed. rꜳ fyre: raade over. rꜳ’ seg: raade sig selv, være fri eller uafhængig af andre. rꜳ mæ: formaae noget med. (Sjelden). „rꜳ mæ seg“: sandse sig, komme sig efter en Afmagt eller Besvimelse. Hedder i Sdm. „rꜳ vid se“ (som om det skulde være et andet Ord). Ellers: rekkjes mæ sæg (Indr.), raknas mæ se (Ørk.). — 3) i Talemaaden: „rꜳ te“, og „rꜳ seg te“, ɔ: sætte sig istand, forsyne sig med eller forskaffe sig noget. Meget brugl. i de nordlige Egne (Helg. Namd. Indr. og fl.). rꜳ seg te mæ Klæe: anskaffe sig et Forraad af Klæder. Undertiden ogsaa om at gjøre sig færdig; f. Ex. til en Reise. (G. N. ráðast til).
rꜳdeleg, adj. tilraadelig. Nogle St. rꜳle’. Et andet „rꜳle“ (ɔ: sagte, langsomt) bruges i Ørkd.
rꜳden (rꜳen), adj. stedt, kommen i en vis Stilling. Tr. Stift. „ille rꜳen“: ilde stedt. „ille rꜳe“: daarligt, ikke rigtigt indrettet. (G. N. rádinn, bestemt).
Rꜳderom, n. Raaderum, Leilighed.
rꜳdføra (seg), raadføre sig.
rꜳdlaus, adj. raadvild, forlegen; ogsaa: ubehjælpsom, forsagt, som bliver raadvild ved en liden Vanskelighed. I Sdm. rꜳdalause’e. (Isl. ráðalaus).
rꜳdleggja, v. n. raadslaae, oplægge Raad. Heraf Rꜳdleggjing, f.
Rꜳdløysa, f. Raadvildhed; ogsaa Ubehjælpsomhed, Mangel paa Mod og Aandsnærværelse. Nogle St. Rꜳaløyse; i Sdm. Rꜳdaløyse.
rꜳ(d)rikjen, adj. bydende, herskesyg. (G. N. ráðríkr). Ogsaa egenmægtig, som tiltager sig det meste og bedste, uden at skjøtte om andre. Nordre Berg.
Rꜳdrøgje, n. et Læs raat Hø; ogsaa et dovent Menneske. Sdm.
Rꜳdsdreng, m. Avlskarl; Forstander for Arbeidsfolket paa en Gaard. Brugl. ved Trondhjem. Ellers Husbondsdreng.
Rꜳdsherre, m. Medlem af et Raad; undertiden Formand, Bestyrer.
Rꜳdskꜳna, f. Forstanderske, Huusholderske. Trondhj.
Rꜳdsmann, m. Forstander, Bestyrer; ogsaa Raadgiver.
Rꜳdsmor, f. egentlig Forstanderske; spotviis om et herskesygt Qvindfolk. Nordre Berg.
Rꜳdsstova (aab. o), f. Raadstue, Raadhuus. (Ud. Rꜳsstova, Rꜳsstua).
rꜳdug (rꜳdig’e), adj. raadig, som har Magt til noget; ogsaa nem til at finde Raad. Hertil seinrꜳdug, snarrꜳdug.
rꜳdvill, adj. raadvild, forlegen.
rꜳdvis (ii), adj. klog, nem til at finde Raad eller Midler. (Sjelden).
Rꜳe, m. Raahed, Fugtighed; f. Ex. i Jorden. B. Stift. (G. N. hrái). Ellers kaldet Rꜳkje (Ørk.), Rꜳskje (Hard.), Rꜳme (Sogn). — Et andet Raae er en Udtaleform af Rode.
Rꜳfangl, n. raat eller nyhugget Tømmer. Gbr. og fl.
Rꜳgn, s. Rogn.
Rꜳhøy, n. Hø som ikke er tørret.
Rꜳjarn, n. uhamret Jern; Rujern.
Rꜳk, n. 1) et Træf, det at noget rammer. Sjelden; s. rꜳka. — 2) Rift, Aabning, et Punkt som man kan begynde fra, naar noget skal rives i Stykker. Nhl. (Jf. Rov). — 3) et Hul i Isen paa en Indsø. Tell. og fl. (Sv. vråk, f.). Ellers kaldet Vok.
Rꜳk, f. 1) Gangsti, Vei for Kvæget i Udmarken. Søndre Berg. Gbr. Ørk. og fl. Ellers kaldet: Rekkja, Rekstr, Rꜳst og Rꜳs. Jf. Verbet rekkja. — 2) Spor, Fjed; f. Ex. efter et Dyr i Sneen eller i en Myr; ogsaa en Rad af noget som er spildt eller nedfaldet. Inderøen. Dæ synte Rꜳkj’a ett’an. (Isl. rák, Stribe). — 3) Hø, som ligger udspredt for at tørres. (Høyrꜳk). Indr. Maaskee af en anden Oprindelse.
rꜳka, v. a. (a—a), træffe, ramme noget som man sigter til; ogsaa træffe sammen med, finde, støde paa. Mest brugl. i Hall. Vald. Gbr.; ellers ogsaa i B. Stift, Helg. og flere. (Sv. råka).
rꜳkast, v. n. 1. træffe sammen, møde hinanden. B. Stift.
rꜳkast, v. n. 2. blive fugtig eller vaad, afsætte Vædske. (Af Rꜳkje). Sjelden.
rꜳkꜳ, s. raka og reka.
Rꜳking, f. Træf, Sammentræf.
Rꜳkje, m. 1) Fugtighed, Raahed; især i Jorden (= Rꜳe). Ørk. — 2) Vædske i Munden, Sagl, Spyt. Mere alm. G. N. hráki. Heraf rækja.
rꜳla, v. n. famle, gramse med Hænderne. rꜳl’ ihop: skrabe sammen. Ørk. — Heraf Rꜳling, f.
rꜳle(ge), adv. sagte, langsomt. Ørk. kjøre rꜳle: kjøre sagte. gange rꜳle: gaae langsomt (= i Makje).
Rꜳleikje, m. en vis Grad af Fugtighed eller Raahed.
Rꜳlyse, n. ukogt Tran; Fedt som flyder af Fiskeleveren.
Rꜳm, n. Træf, Leilighed; ogsaa Tilfælde, Lykketræf. B. og Kr. Stift. Eit godt Rꜳm: en god Leilighed, en heldig Stilling. Nordre Berg.
rꜳm, adj. hæs, som har en uklar eller tilfældigviis fordærvet Stemme. Meget brugl. i Nordre Berg. og fl. (G. N. rámr). Heraf Ræme.
rꜳma, v. a. (a—a), ramme, træffe paa; ogsaa beramme, bestemme. B. Stift, Tell. Hall. og fl.
Rꜳma, f. en Ramme; Indfatning. (Glasrꜳma, Spegjelrꜳma).
rꜳmast, v. n. træffes, mødes. „rꜳmast mæ“: træffe sammen med. (Helg.).
Rꜳme, m. Fugtighed, Raahed. Sogn, Valders. Ein Kula-Rꜳme: en kold Fugtighed i Jorden. (Sogn). Jf. Rꜳe.
Rꜳmerkje, n. Grændseskjel, Grændsesteen. Østerd. hvor det ogsaa hedder Rꜳdele og Rꜳ. Sv. råmärke.
Rꜳmjølk, f. Raamælk (= Kode).
rꜳmus, ødsel; s. romus.
rꜳna (rꜳnne), v. n. (a—a), blive fugtig, slaae sig, blive raa. (Alm.). Høy’e rꜳnna upp-atte: Høet bliver atter fugtigt. Heraf Rꜳning, f.
rꜳnꜳ, bryde løs; s. runa.
Rꜳnꜳ, m. en Spire; s. Runne. Ogsaa Nedstyrtning; s. Rune. (Ørk.). Rꜳnꜳmæl: Sandbakke; s. Runemæl.
Rꜳnd, f. 1. (Fl. Rend’er), Linie, Stribe, Streg. Meget brugeligt; f. Ex. Øvste Rꜳnd’a pꜳ Bla’e: den øverste Linie paa Bladet (i en Bog). Ei myrk’e Rꜳnd ette Ryggj’a: en mørk Stribe langs ad Ryggen. Grønt mæ svarta Rend’e: grønt i Grunden og stribet med sort. — Ogsaa en lang Rad eller Række; f. Ex. af Kornbaand paa Ageren. Ordet skulde egentlig hedde Rond (aab. o) eller ogsaa Rand. G. N. rönd; gen. randar. Jf. Strind, Strod, Rod, Reit.
Rꜳnd, f. 2. den Deel af Taget, som er midt over Ildstedet (i en Røgstue); ogsaa en liden Hylde eller Bjælke under Taget, hvorpaa Ved lægges op for at tørres. Shl. Heraf Randꜳs.
rꜳndheil, adj. om Snee, som ligger jævnt udbredt, uden at afbrydes ved nogen aftøet Plet. Ørk.
rꜳndut, stribet; s. renda.
Rꜳne, en Galt; s. Rone.
Rꜳng, f. (Fl. Reng’er), Tværbaand eller Knæ i en Baad; de krumme Indholter som ligge tværsover Kjølen og holde Fjelene sammen. G. N. röng, raung. sitja i Rꜳngj’enne: sidde paa det øverste Tværbaand nærmest ved Stavnen. Nhl. (Det sidste kaldes nordenfjelds Fotstøa el. Fostova).
rꜳng, vrang; s. rang.
Rꜳnga, f. Vrangen, den vrange eller underste Side. snu ut Rꜳnga: vende Klæder vrange; figurl. afkaste Venskabs-Masken, begynde uformodentlig at vise Bitterhed eller Ondskab.
rꜳngauꜳ, s. rangauga.
rꜳngseles, s. rangsøles. rꜳngt, s. rangt.
Rꜳnk, n. Svaien, Slingring.
rꜳnka, v. n. svaie, slingre; om Fartøier i Søgang. Nordre Berg. Ved Stavanger hedder det: runka.
rꜳpa, s. ropa. rꜳpꜳ, s. rapa.
rꜳrikjen, s. rꜳdrikjen.
Rꜳs, f. 1. stærk Væxt, det at noget voxer hurtigt. D’æ slik ei Rꜳs ’ti dinne Skogj’a. (Sdm.). Heraf ræse. Jf. Rꜳsaskog. — Vel egentlig samme Ord som følgende.
Rꜳs, f. 2. 1) Løb, Gang, Fremskriden. Han gjer’ ikje lꜳng’e Rꜳs’a: han gaaer ikke synderlig langt. Nordre Berg. (sjelden). G. N. rás. Heraf ræsa. — 2) Strøm, aabent Vand i Midten af en Elv, som ellers er frossen. Østerd. — 3) Gangsti, Vei i Udmarken; især om de Veie som efterhaanden dannes ved Kvægets Gang til Græsmarkerne. (Burꜳs, Gjeitarꜳs). Nordre Berg. Nhl. Ellers Rekstr, Rꜳk og fl.
Rꜳs, n. s. Ros. Rꜳsa, s. Rosa.
Rꜳsaskog, m. ung og voxende Skov, især naar den har en stærk og yppig Væxt. (Sdm.). Saaledes ogs. Rꜳsabjørk, f. om ung og skjør Birk (= Frøybjørk). Ligesaa Rꜳsafure, f.
Rꜳ-siglar, m. et Fartøi med Raaseil. (Til Forskjel fra Bumbsiglar).
Rꜳskje, m. Raahed, Fugtighed. Hard.
Rꜳskjær, f. Torsk som er kløvet og tørret paa Stænger. Har ellers været skrevet Rotskjær og Rødskjær, hvorved man maaskee har tænkt paa Ordet „Rod“ (ɔ: Fiskeskind), da nemlig dette Slags Fisk bliver flækket saaledes, at Skindet gjennemskjæres i Ryggen, medens derimod Klipfisken har Rygskindet heelt.
Rꜳslag, n. raae Stykker af Kjød eller Fisk; Kjød og Indvolde af nylig slagtet Kvæg. Nordre Berg. I Gbr. Rꜳslagt, n.
Rꜳsmak, n. Smag hvorpaa man kjender at noget er rꜳt. (Især paa Fisk som ikke er gjennemtrængt af Saltet).
Rꜳssdreng, s. Rꜳdsdreng.
rꜳst, s. rꜳast.
Rꜳst, m. Gangsti. (Hall.). S. Rekstr.
Rꜳstaur, m. Stør, Pæl hvorpaa Korn tørres. Gbr. See Rꜳ.
Rꜳt, s. Rot. Rꜳta, s. Rota.
Rꜳte, f. Stang, tynd Træstamme. Tell. Jf. Ro og Trode.
rꜳturka, adj. for lidet tørret, kun halvtørt; f. Ex. om Korn.
Rꜳtæv, m. Lugt af raat Kjød eller af nylig slagtede Dyr.
Rꜳv, et Tag; s. Rov.
rꜳva, v. n. (a—a), sammenskrabe i en Hast, rive sammen. „rꜳva ihop“. Sdm. Ørk. Undertiden ogsaa skrabe, grave med en vis Larm. Jf. skrꜳva.
Rꜳvꜳ, m. Topmaal. See Rok.
Rꜳver (ee), n. raat Veir, fugtig og kjølig Luft.
Rꜳvid (Rꜳ-ve), m. 1) raat Træ, Brænde eller Træfang som ikke er tørt. 2) Stænger til at tørre Fisk paa; Træ til en Fiskehjell. Helg.
Rꜳving, f. Skraben; s. rꜳva.
Re, s. Rid og Ride.
Ree, s. Ride. re’en, s. riden.
refsa, v. a. (e—te), revse, straffe. (G. N. refsa). Nogle Steder ogsaa: henrette.
Refsing, f. Revselse, Straf; især om en idømt Straf paa Legemet; undertiden ogsaa Livsstraf, Henrettelse.
refta (ræfte), v. a. 1) bygge eller indrette Tagskjægget paa et Huus. Nordre Berg. (Af Raft). Jf. Utrefte. — 2) tilskjære eller afrunde Kanterne paa Fjele med en Høvel. Sogn. See strika.
rega, s. riga.
regjera, v. n. bruges baade i Betydningen: regjere, og tillige om at larme, støie, drive Leg og Løier; f. Ex. om Børn. B. Stift og fl. (Jf. styra, som har samme Betydninger). Imperf. tildeels: regjorte; Supin. regjort. (B. Stift). Heraf Regjersla, f. Larm, Uro, Vildskab, Leg og Tummel.
Regla, f. en lang Række, vidtløftig Opregnelse; ogsaa en Historie af ubetydeligt Indhold. Alm.
Regn, n. Regn. Udtales mest alm. som Rægn, dog forekommer ogsaa Rign (i Sogn). G. N. regn.
regna (aab. e), v. n. (e—de), regne. Mest alm. rægne; i Sogn: rigna. (G. N. rigna). Imperf. udtales paa nogle Steder: rængde.
Regnbogje (aab. o), m. Regnbue. Nogle St. Rægnbꜳga, Rægnbꜳgꜳ. Ellers kaldet Verbogje (Sogn), Væbogje (Tell.). Jf. Elhove.
Regnbolk, m. et langvarigt Regnveir.
Regndag, m. en Dag da det regner.
Regneling, m. og Regn-el (ee) Regniling, Regnskuur.
Regnhimmel, m. regnfuld Himmel, Luft som bebuder Regn.
Regning, f. idelig Regn.
Regnløysa, f. Mangel paa Regn.
regnsamt, adj. n. regnfuldt, om Veiret naar det regner ofte. Tr. Stift.
Regnskvett, m. en liden Regnbyge, en kort Iling. I Sdm. hedder det ogsaa Regnspill, m.
Regnsleip, m. Snegl. Østerd. (Rægnslep, ee). I Ørk. Gjeitsleip.
Re-hꜳ, m. Haifisk, af Hankjønnet. (Modsat Blahꜳ). Nedenæs.
Rei, n. i Talemaaden „liggje pꜳ Rei“, om Stokke, som kun hvile paa Midten, saaledes at Enderne ere løse fra Grunden. Sdm. Jf. reie og Rid.
rei, imperf. s. ride og ria.
reia, s. reide og reie.
Reiaspæna(r), pl. m. et Slags Strenge eller Rør ved Aabningen af Urinblæren (især i Kalvene). En Sammensnærpelse i disse Rør siges at foraarsage Dyrets Død. (Sdm. Sfj.).
Rei(d), f. 1. en Færd af Spøgelser eller Vætter. Nhl. Ellers Jola-rei, Skrei, Oskerei. (Jf. G. N. reið, Ridning; ogs. Torden).
Reid, f. 2. Red, aaben Havn.
Reid, n. Rede, Fuglerede. Hedder i mange Dial. Reir, og andre Steder: Rei. G. N. hreiðr, n. — „bera te Reids“, om Fuglene: begynde at bygge Rede, samle Straa og Kviste til at bygge Rede af.
rei(d), adj. vred, ærgerlig; især om en billig og vel fortjent Harme. Voss, Hard. (rei’u), Ørk. Helg. (rei). I Tell. hedder det vrei’e. G. N. reiðr. Ellers harm, arg. Jf. sint. — Hertil reiast, v. n. vredes, blive vred. (I Tell. vreias). G. N. reiðast.
Reidar (Reiar), m. Reder.
reidd, partic. redet, tilredet; ogsaa forsynet, udstyret.
Reiddeia, f. Opvarterske, Kvindfolk som forestaaer Reengjørelsen og Tilredningen i Huset. Helg.
reide (reia), v. a. 1. (e—de), egentlig: lade ride, sætte paa Hesten; sædvanlig: fremføre i Kløv eller paa Hesteryggen, transportere Byrder med en Hest. B. Stift. G. N. reiða.
reide (reia), v. a. 2. (e—de), 1) udrede, udstyre, forsyne med det nødvendige. reie ut: udstyre. reie av: affærdige; ogsaa overskjende, give en skarp Irettesættelse. (Nordre Berg.). Hertil Avreidsle. — 2) rede, tilberede, tillave. reie Skinn: tilberede Skind ved Vridning og Bankning. reie upp: rede en Seng. Ellers: breie upp, gjera upp. (Jf. greide). — 3) løfte, hæve, holde færdig. Han reidde Neven ꜳt meg: han truede mig med Næven. Nordre Berg. G. N. reiða.
Reide, f. Beredskab. Kun i Forbindelsen: „Til Reide“ (te Reie): til Rede. Dæ stend’e te Reie: det staaer færdigt, er til Tjeneste. G. N. til reiðu.
Reide, m. Rede, Redskaber, Tilbehør, Indretning. Mæ all’e sin Reie: med alt Tilbehør. Ei Jagt mæ Segl ꜳ Reie. (G. N. reiði). I Betydning af Redskaber i Almindelighed omvexler det med mangfoldige andre Ord, saasom Greide, Velde, Beine, Bunad, Børnad, Ambo, Fli, Tarvende, Donskap.
reide, adj. i Talemaaden „reide Peng“: rede Penge, Kontant.
reideleg, adj. 1) dygtig, fortrinlig, ypperlig. Nhl. (i Formen reiele’). 2) redelig, retskaffen. (Søndenfjelds siges ofte „real“ i disse Betydninger). — reiele’, adv. ganske tilfulde. Nhl.
Reiding, f. 1) Fremførsel i Kløv eller tilhest. S. reide. 2) Tilredning, Tillavelse. 3) Udredning, Udstyr.
Reidskap, m. Redskab, Rede, Tilbehør. (Er ellers ogsaa en Benævnelse paa Kjønslemmerne).
Reidsla, f. 1) det at Varer bringes frem i Kløv; Transportering tilhest. Hertil: Reidsleveg, m. Ridevei, Kløvvei. (Hard.). — 2) Tilredning, Tillavelse. Dæ vart ikje lang’e Reisla: man fik ikke Tid til at gjøre store Forberedelser. — 3) Affærdigelse. Jf. Avreidsla. — Ordet udtales Reisle (søndenfjelds), Reitla og Retla (Søndre Berg. og fl.), Reltle el. Relsje med en egen Udtale (nordenfjelds).
rei(d)ug, adj. beredvillig, redebon. Hall. (i Formen reiug).
reie, v. n. (a—a), gynge, svaie. Sdm. (See Rei). reie se’: gynge, vugge sig eller svinge i en Gynge (= huska). Maaskee egentlig reigja. Jf. riga.
Reie, f. 1. en Gynge, et Baand til at gynge i. Sdm. Nogle St. Rigaskjol.
Reie, f. 2. en Stang. Østerd. mest i Fleertal (Reier). Maaskee egentlig Rægja. Jf. Ro og Rꜳ.
Reiel, m. slingrende Gang, det at man bøier eller kaster sig, idet man gaaer. Ogsaa Bølgegang, vuggende Bevægelse. Tell. (ogsaa i Formen reil). Jf. reie.
reieleg, s. reideleg.
Reik, f. 1) Blis, Stribe paa Forhovedet; især en lys eller hvid Stribe fra Panden til Næsen, paa Faar og Gjeder. B. Stift. (Paa Hestene: Bles). — 2) Skillepunkt i Haaret, paa Mennesker; den Linie hvorfra man skiller eller kjæmmer Haaret til begge Sider. Nhl. G. N. reik. (Olafs Saga).
reika, v. n. (a—a), gaae langsomt frem og tilbage, spadsere, gaae for at bevæge Lemmerne eller for at see sig omkring. Berg. Stift, Tell. (Isl. reika, vanke om). Jf. rekkja.
reiket, adj. blisset, stribet langsad Forhovedet. S. Reik.
Reiking, f. Spadseren, langsom Gang.
Reil, s. Reiel.
Reim, f. (Fl. Reima, r), Rem, Strimmel af Skind. G. N. reim.
Reimskinn, n. Skind til Remmer.
Rein, f. s. Reina.
Rein, m. Reen, Reensdyr. G. N. hreinn. Ogsaa kaldet „Dyr“ og „Grꜳdyr“. Hertil Reinshud, f. Reensdyrhud. Reinskolla, f. Hun-Reen. Reinsmjølk, f. Reenko-Mælk. Reinssteik, f. Reensdyrsteg. (Ofterer Dyrsteik). Reinsstut, og Reinsukse, m. Han-Reen.
rein, adj. reen, klar, renset; ogsaa enkelt, ublandet, skjær; ligesaa brødefri, uskyldig. G. N. hreinn. — reint Vatn: reent Vand. (I B. Stift siges ofte „Reinevatn“ og „ei Reinevassbytta“). rein Vid (Ve): Træ som er frit for Kviste og Krumninger. reine Sanningji: den rene Sandhed. Jf. reinska.
Reina, f. Græsvold, Bakke, især langs med den nederste Kant af en Ager. I B. Stift ogsaa en smal Forhøining, en lang Jordvold i Almindelighed. I Ag. Stift, i Formen Rein, om en smal Engstrimmel imellem to Agre. G. N. reina.
reine, adv. reent, ganske. Buskerud og fl. Dæ va reine fælt: det var noget ganske forskrækkeligt. Ellers: reint.
Reinfann, m. Reenfan, en bekjendt lugtende Væxt (Tanacetum vulgare). Nogle Steder Reinfar (Sdm.). Paa Helg. hedder det: Tansegras. (Jf. Eng. tansy, og Tydsk Rainfarn).
Reinkalv, m. Reensdyrets Unge. Jf. Nekk. Reinkalveri(d), f. et Sneelag som falder seent om Vaaren. Helg. og fl. I Hard. Nekkjeri’.
Reinkonn, n. Byg. — Nhl. Shl. Mandal og fl. Nogle Steder blot „Konn“.
Reinleikje, m. Reenhed, Skjærhed.
Reinmose (aab. o), m. Reensdyrmos (Cladonia rangiferina).
reinmælt, adj. som har reen Stemme.
reinsam, adj. reenlig, som beflitter sig paa Reenlighed. Meget brugl. i de nordlige Egne. Jf. Reinsleg.
reinska (renske), v. a. (a—a), rense, gjøre reent; afplukke Skal eller Udvæxter; ogsaa rydde, gjøre ryddeligt. Dær va væl renska: der var intet mere igjen, man havde taget alt hvad der fandtes. (Udtales sædvanlig renska, el. rænske). G. N. hreinsa.
Reinsking, f. Rensning; Reengjørelse for Ukrud; ogsaa Udryddelse.
reinskjerten, adj. reenlig. Ørk.
reinsleg, adj. reenlig, hyggelig. I Rbg. og Tell. hedder det reinskleg.
reinsmaka, adj. som har en frisk og reen Smag; ogsaa klar og kold, om Luften. Hedder ogsaa reinsmakande.
Reinsure, f. Planten Gyldenriis (Solidago Virgaurea). Tell.
reint, adv. reent, ganske, aldeles, heelt igjennem. Alm. — reint audt: ganske øde. reint upp-eten: ganske opædt. reint som eit Udyr: ganske som et Rovdyr.
reinvoren, adj. nogenlunde reenlig.
Reip, n. Reb, Baand. G. N. reip.
Reiphelde, f. Bøile eller Løkke i Enden af et Reb. Ag. Stift. I Tr. Stift Reipheldr, f. See Hogd.
Reir, n. Rede; s. Reid.
Reis, f. 1) en Reise. (Nyere Ord, men alm. og meget brugl.). 2) en Gang; f. Ex. Dei kom atte tre Reise: de kom igjen tre Gange. B. Stift.
reisa, v. n. (e—te), 1) reise, gjøre Reiser. 2) fare bort; ogsaa forsvinde, slippe ud af Hænderne, falde ned eller drive bort. Eg vist’ ikje ’ta før dæ va reist. Jf. fara.
reisa, v. a. (e—te), reise, opreise, sætte i en opret Stilling. Hedder i B. Stift: røysa og røyse (kun i Shl. reisa). G. N. reisa. (Af risa, reis). „reisa seg upp“: reise sig. „reise Øyrunne“: spidse Ørene, om Dyr; uegentlig om Mennesker: bryste sig, være stolt af noget. „røyse Daudemann“: reise En op fra Jorden ved at holde ham om Knæerne. Nordre Berg.
reisande, adj. som kan opreises. Et ligelydende Ord dannes af reisa, v. n. for Ex. Dær æ ’kje reisande: man kan ikke reise der.
reisefus, adj. s. færafus.
reisefærug, adj. reisefærdig.
reisefør, adj. istand til at reise sig. (I B. Stift: røysefør’e). Ogsaa: istand til at gjøre Reiser.
Reisetro(d), n. Tagfjele som lægges paa tværs, saa at Enderne vende opad. Tell. og fl.
Reiseverk (Røyseværk), n. Stavbygning; Reisværk i Bygninger.
Reising, f. 1) Opreisning. 2) det nederste Lag i en Kornstabel (hvori nemlig Kornbaandene staae opreiste, saa at kun Stilkene naae til Grunden). Indr. og fl. — I B. Stift: Støde.
Reisle, s. Reidsla.
Reist, n. Skjæl paa Fisk, de smaa fine Plader som bedække Fiskenes Skind. Nordre Berg. og nordenfjelds. I Mandal forekommer ogsaa Formen Vreist; ellers hedder det Rist (Sogn), Risp (Nhl.); men i Fjeldbygderne søndenfjelds: Ras, Flas og Flus. G. N. hreistr, n.
reista, v. a. (a—a), afskalle, afskrabe Skjællene paa Fisk. G. N. hreistra. Uegentlig at tugte eller ydmyge En. (Nordre Berg.).
Reisting, f. Skjællenes Afskrabning. Ogsaa Tugt, Ydmygelse.
Reit, m. 1) en liden Ager, et opspadet Jordstykke til Poteter, Roer eller Kaalrabi. (Potetereit, Næpereit). Nordre Berg. Sdm. Ndm. Ørk. (Jf. Trø). G. N. reitr. Sv. vret. — 2) en Rude eller Strimmel af opkastet Jord i en Myr. Sjeldnere. (Jf. Duk). — 3) en Rad eller Række, især af Kornbaand paa en skaaren Ager. Nhl. Jf. reita.
Reit, f. (Fl. Reit’er), 1) Stribe, Linie, paa Tøi eller Klæder; ogsaa en liden Fure eller Fordybning. Tell. (med Fleertal Reit’ar). — 2) et lidet Hul eller Spor i Jorden, Mærke som bruges ved Boldspil. Gbr.
reita, v. a. 1. (a—a), ophidse, opægge, tirre. Nhl. Sfj. (G. N. reita. Sv. reta). Lidt afvigende i Talemaaden: „reite seg inn pꜳ ein“: angribe En med bittre, tirrende Ord. Sfj.
reita, v. a. 2. (a—a), i Talemaaden „reite seg“, om Kornet, naar det lægger sig til forskjellige Sider paa Ageren, saa at det danner enkelte Ruder og Striber. (Tr. Stift). Hertil hører ogsaa det tellemarkiske: vreite, ɔ: grave en Grøft eller Rende.
Reita, f. Grøft, Rende i en Eng eller Ager. Mandal (udtalt Reide), Tell. (i Formen Vreite), Hall. (Reite og Vreite). Ellers Veita.
Reitabot, f. en meget lidet Agerstykke, en liden „Reit“. Sdm. og fl.
reiten, adj. tirrende, bitter, tilbøielig til at ophidse Folk. Nhl.
Reiting, f. Opæggelse, Tirring.
Reitla, f. Reidsla.
Reit-or’, n. bittre, tirrende Ord.
reiug, s. reidug. reiv, s. riva.
Reiv, m. 1. et Slags Line til at fiske med i Elvene. Gbr. (Sv. ref).
Reiv, m. 2. Svøbedug, Klud til Barnesvøb. B. Stift og fl. G. N. reifr.
reiva, v. a. (a—a), svøbe, lægge et Barn i Svøb. Jf. linda, kyrva.
Reive (om Uld), s. Røyve.
Reivling, m. Svøbebarn, nyfødt Barn. Nhl. og fl.
Rek (aab. e), n. 1. 1) Omdriven. koma pꜳ Rek: drive løs paa Vandet. (See ellers Rekje, n.). — 2) en svag Bør, Vind som kun driver Fartøiet sagte fremad. S. reka.
Rek, n. 2. et Lag Korn paa Logulvet (= Berja). Jæd. (Jf. Talemaaden: reka eit Lag).
reka (aab. e), v. n. og a. (rek; rak; rokje), at drive. Inf. hedder ogsaa ræka, raka (Namd.), rꜳkꜳ (Ørk.). G. N. reka. Sv. vräka. Imperf. ogsaa rok, med aab. o (Nordre Berg. og fl.) og rek, ee (Shl.). Supinum: rokje, aab. o (i mange Dial.), rekje (Søndre Berg. og fl.), rikje (aab. i) og rike (Sogn). G. N. rekit. — Betydning. 1) v. n. drive, flyde afsted, følge Strømmen eller Vinden; om noget som ligger paa Vandet. Alm. (Jf. Rak). reka av: drives bort af Strøm eller Vind. reka til Lands: drive til Land, til Strandbredden. — 2) vanke, flakke, tumle omkring. (Heraf rokjen: bereist). Ofte med foragtelig Betydning: drive om, gaae ørkesløs, rende omkring efter ingen Ting. (Jf. rakla, ralla, rangla). — 3) blive vraget eller forsømt, henslænges fra et Sted til et andet, uden at blive benyttet. (S. rekast). Dæ lꜳg dær ꜳ rok i Kræ’nꜳ (ɔ: Vraaerne). Nordre Berg. Lat ikje Bøk’enna liggja so ꜳ reka. Nhl. og fl. — 4) v. a. bringe afsted, skaffe bort, faae af Veien. Dei tok ꜳ rak Vi’en frꜳ Dyr’i (ɔ: kastede Veden fra Døren). Sogn. „reka Klyvja“: transportere noget i Kløv. Sogn. (G. N. reka hross með klyfjum). „reka eit Lag“: skille Halmen fra det aftærskede Korn og kaste den ud af Loen. (Sammesteds). „reke ned Mat’en“: drikke lidt til Maden, for at den skal glide ned. Sdm. — 5) drive (f. Ex. en Nagle); slaae, støde. reka ein Kniv upp-i Skapt’e: skjæfte en Kniv. (Nhl.). Han let seg ikje reka: han lod sig ikke drive; d. e. han gav ikke efter, han blev fast ved sin Paastand. Nhl. I Hard. ogsaa: jage, fordrive; f. Ex. reka Bjødn’: gjøre Jagt paa Bjørnen. (G. N. reka). — 6) fælde Haaret, gjøre Haarskifte; om Dyrene. Mere alm. Hesten hev ikje rekje endꜳ. Jf. Hꜳrrekje. Ogsaa om Mennesker: „reka Hꜳr’e“: miste en Deel af Haaret.
Reka (aab. e), f. en Skovl, Skuffel. Alm. men hedder ogsaa Reku (Tell.), Ruku (Ørk.), Roko (Namd. Hedemarken).
Rekakjøla, f. en svag Bør, et Vindpust. I Tr. Stift: Rækakjøl’.
rekande, adj. drivende, flydende paa Vandet; ogsaa flakkende, omstreifende (især foragteligt).
rekast, v. n. rekst; rakst; rokjest), blive henslængt fra et Sted til et andet; ogsaa henligge ubenyttet eller uden Tilsyn. Meget brugl. i B. Stift. (Imperf. tildeels rokst). Ellers reka, slengja, rekast i Kræ’na (el. Kræ’nꜳ): ligge henslængt i Vraaerne. Brev’a lꜳg ꜳ røkst pꜳ Golva (Sdm.): Papireerne laae skjødesløst henkastede paa Gulvet.
Rekekjepp, m. Stok som er opdreven paa Strandbredden. Ogsaa en Dagdriver, ørkesløs, omflakkende Person.
Reking, f. Omdriven; s. reka.
Rekje, n. Driven, Flyden. (Atterekje). Sjelden eenligt. „kome pꜳ Rekje“: drive løs, flyde bort. (Nordre Berg.). Ligesaa „liggja pꜳ Rekje“ (hvor det maaskee kan ansees som et gammelt Dativ af Rek). Jf. Hꜳrrekje.
Rekjede, n. et forvildet, omflakkende Dyr. Sdm. (sjelden).
rekjen, part. dreven. S. rokjen.
rekka, v. n. rekk’; rakk; rokkje) at række til. I Søndre Berg. og Kr. Stift har det en anden Form, nemlig: røkkja, Pr. røkk’e, Imperf. rokk. I Sdm. hedder det rekke, men Imperf. rokk. (Jf. rekkja). — Betydning. 1) række, naae, strække sig til et vist Punkt. rekke upp: naae op. rekk’ ihop: naae sammen. „D’æ so mykje dæ rekk ihop“, siges om et Aars Afgrøde, naar den bliver tilstrækkelig til næste Høst eller til den Tid, da man faaer et nyt Forraad at tage af. (Meningen er altsaa: det ene naaer sammen med det andet). — 2) strække til, blive nok; ogsaa vedvare. Dæ rokk ꜳt alle ihop: det ble nok for Alle. Dæ rekke’ til: der bliver altid nok, det vil ikke mangle paa den Ting; ogsaa: der vil længe nok gives Leilighed, det vil vare længe nok. Meget brugl. i B. Stift. — 3) opnaae et vist Formaal, komme til, blive færdig med. røkkja heim: naae Hjemmet. (Voss og fl.). rekke fram te Natt’en: komme frem til Natten. (Gbr.). Eg vilde gjort dæ nꜳr eg hadde rokkje sꜳ mykje. Brugl. i de sydlige Egne til Sogn og Gbr.
rekkja, v. n. (e—te), gaae noget langsomt, spadsere, skride frem, især flokkeviis. Oftest om Kvægets Gang til Udmarkerne og derfra tilbage. Meget brugl. i Søndre Berg. Tell. Hall. og Gbr. (Jf. ræsa). Heraf Rekstr.
rekkja, v. a. (rekkje, rakte, rakt), 1) række, udstrække; især i Vidden. (Imperf. ogs. rekte). rekkje Skinn: tilberede Skind ved at strække og skrabe dem med et Jern. rekkje Jarn: udhamre Jernet. rekkje ut ein Krok: bøie eller aabne en Krog, saa at den bliver lige. See rakna. — 2) opløse, opslide, udtrække Traaden i strikket eller vævet Tøi. „rekkje upp Spyt’e“: opløse noget som man har strikket, for at gjøre det om igjen. Ligesaa: „rekkje upp-atte Væven“. (Isl. rekja). — 3) spore, støve, følge Sporene efter et Dyr. Dei ha rakt Vegjen ett’an. Hunden gjeng ꜳ rekkje Veganne. (G. N. rekja). I Ørk. betyder det ogsaa: opspore, indhente paa Sporet; til Ex. Dæm ha rakt ein Bjønn. — En egen Betydning har dette Ord i Talemaaden: „rekkje heim-atte“, ɔ: skikke tilbage, afvise noget som man ikke anseer dueligt. Sdm. Ørk. og fl. (Skulde maaskee rettere hedde reka). Derimod bruges det ikke i Betydningen: overrække, levere. See retta.
Rekkja, f. 1) et Følge, en fremskridende Flok; især af Kvæg. Gbr. og fl. — 2) en Sti eller Vei for Kvæget; det samme som Rekstr og Rꜳk. Sogn. — 3) Rækværk ved en Trappe. Rbg. Gbr. Nogle Steder ogsaa en Række eller List paa Væggen, hvori Fade og Bordtøi hensættes.
rekkjast, v. n. strækkes ud (f. Ex. om en Krog); opslides, opløses (= rakna). „rekkjes mæ sæg“, ɔ: komme sig efter en Besvimelse. Indr. (I Ørk. raknas mæ se). Jf. rꜳde.
Rekkjespade, m. og Rekkjejarn, n. et Redskab til at strække Læder med.
Rekkjing, f. Gang, Spadsering; Strækning; Opslidelse etc. see rekkja.
Rekling, m. Helleflynder, som er skaaren i Strimler og tørret. G. N. riklingr. (De Strimler, som dannes af Udkanten eller Finnerødderne, kaldes Rav).
rekna (ee), v. a. (a—a), 1) regne, gjøre Regninger. Hedder paa enkelte Steder: reikna. G. N. reikna. 2) beregne, overslaae; ogsaa tælle, regne efter, især Tiden eller Dagene. 3) medregne, tage med; ogsaa paaregne med Smaalighed, lægge megen Vægt paa de Tjenester, som man har viist. Eg vil ikje rekne pꜳ dæ: jeg vil ikke ansee det som nogen Opoffrelse fra min Side.
reknande, adj. værdt at medregne.
Reknebok, f. Regnebog.
Reknekunst(r), m. Regnekunst.
Rekneskap (Rek’nskap), m. Regnskab.
Rekning, f. 1) en Regning, Fortegnelse over Tilgodehavende m. m. 2) Beregning; ogs. Regnekunst. 3) en smaalig Efterregning af udviste Tjenester.
Rekspon, m. en liden Laage eller Slaa som kan skydes ind og trækkes tilbage (see Skotloka). Nordre Berg. Oftest Rekspo.
rekst, s. rekast.
rekstafør, adj. rask til at gaae; istand til at gaae lange Veie, især til udmarken eller Græsgangene; om Køer.
Rekstahold, f. Førlighed eller Styrke til at gaae lange Veie; det at en Ko er godt istand til at søge Græsgangene. Jæd. (Af. Rekstr).
Rekstr (Rekst’er), m. 1) Gang, Vandring, Omflakken. Tildeels i B. Stift. I Sammensætning: Reksta; saaledes Rekstabikkja, f. en omflakkende Hund. Jf. reka og rekkja. — 2) Sti, Gangsti, især om de Veie i Udmarken, hvorpaa Kvæget gaaer til Græsgangene og derfra tilbage. Shl. Jæd. Ørk. Helg. og fl. Hedder ellers: Rekkja (Nhl.), Rꜳk (Ørk. Gbr. Nhl.), Rꜳs (Nordre Berg.) Rꜳst (Hall.). G. N. rekstr.
Rekstra, f. et ungt Træ, en Stang, Spire, smal Stamme. Helg. Namd. Indr. I Yttre-Sogn hedder det Reste. (I Nordre Berg. Skꜳte). Med Hensyn til Afledningen har det Lighed med det foranførte Rꜳsafure og Rꜳsabjørk.
rektig, s. rettug.
Rekvid (Reke-ve), m. Drivved, Træ som drives op paa Strandbredderne. Jf. Rakavar og Ratvꜳr.
rela (ee), v. a. (a—a), vride, forvride et Ledemod. Helg. (Ellers rengja, vikla, brigde og fl.). Jf. G. N. riðla, bringe aflave.
Reling, f. Forvridning.
Rel-or, pl. n. fordum: en Formular eller nogle Ord, som man læste naar man skulde læge en Forvridning. Helg. „lesa Reloran“. (I Sdm. lese i Brigde).
Relsje, Reltle, s. Reidsla.
relsjelast (med den egne Udtale for tl og sl), komme sig, begynde at blive frisk. Sdm. Maaskee for rettleidast.
Rem (Fjel, Spile), s. Rim.
Rem, f. Jordryg, Vold, Banke. (Helg.). S. Rim og Rime.
Remb, m. Udrækning, Strækning af Lemmerne. S. følg.
remba (ræmbe), v. a. (e—de), strække Lemmerne. rembe seg: strække sig uvilkaarligt eller af en naturlig Trang, især efterat man har ligget eller siddet længe; saaledes ogsaa om Dyrene, f. Ex. Hunden. Meget brugl. i B. Stift, ogsaa i Gbr. Nogle Steder: ræme seg (Tell. Helg.). Heraf Rembing, f.
rembe, adv. trangt, vanskeligt; om en Gjennemgang. Meldalen. (See drembe). — Isl. remba, anstrenge sig.
Remberid, f. et Angreb af Sygdom; f. Ex. Bugvrid. Sdm. Jf. Drembe.
remje, s. ræmja. remne, s. rivna.
Remsa, f. en Strimmel, et langt og smalt Stykke, f. Ex. af Skind. B. Stift, Gbr. I Rbg.: Rimse (Jf. Reim).
rena (ee), v. n. (a—a), dovne, tabe sin Smag eller Kraft; f. Ex. om Øl som staaer i et aabent Kar. Nordre Berg. Sdm. (G. N. réna, aftage). Hertil rena, adj. dovnet, smagløst, for gammelt. Rening, f. Svækkelse, det at noget dovner bort ved Uddunstning.
Rend, Render; s. Rꜳnd.
rend, part. (af renna): udgydt; støbt; oplagt (om en Væv); øget i Breden (om Klæder).
renda (rænde), v. a. (a—a), sætte Striber i; væve med Striber. Af Rꜳnd.
renda, adj. stribet, vævet med Striber. Hertil svartrenda, blꜳrenda o. s. v. „renda mæ Væft’a“: stribet paatværs, vævet med Islæt af forskjellige Farver. Derimod: „renda mæ Varp’e“, naar Striberne dannes af Rendegarnet.
Rending, f. Vævning med Striber.
rendut (rendette), adj. stribet. „Rendettehuꜳ“ (i Sdm.): den stribede Hue, som er Pigernes Hoveddragt; modsat „Svartehuꜳ“.
Reng og Renger, s. Rꜳng.
rengd, part. vrænget; forvredet.
rengja (rængje), v. a. (e—de), 1) vrænge, vende Vrangsiden ud; f. Ex. paa Klæder. Sogn og fl. (Af rang). Ellers snu. — 2) vride, sætte skjævt, tvinge noget ud af sin rette Stilling. Mere alm. — rengje seg: vride sig til Siden. rengje upp eit Lꜳs: oplukke ved Vridning eller Bryden; bryde op. — 3) forvride et Lem eller Led. Jæd. (Ellers kjeika, vikla, brigde, rela). Isl. rengja, gjøre krum. — rengje Augunne: vrænge Øinene, see skjævt eller med Uvillie til noget.
rengjast, v. n. trætte, kives, begynde en Strid. Jæd. — Jf. rangla.
Rengjing, f. Vrængning, Vridning.
Rengsla (Rængsle), f. en vrænget eller vreden Stilling. — stꜳ i Rengsle: staae spændt eller bøiet af en voldsom Paatrykning; f. Ex. om en Dør.
Renn, n. Renden, hurtigt Løb. I eit einaste Renn: i eet Træk, uden nogen Standsning.
renna, v. n. (renn’; rann; ronne), at rinde. I Gbr. og Tr. Stift hedder Inf. tildeels: rinne. (Sv. rinna. G. N. renna). Paa samme Steder hedder Præs. rinn, og Supin. runne. — Betydninger. 1) rinde, flyde; f. Ex. om Vand. Nogle Steder (Tell.) ogsaa om tørre Sager, f. Ex. Korn, i samme Betydning som „rynja“. renne ned: flyde ned, spildes. renne utyve: flyde over Bredderne. — 2) dryppe, spilde, være læk; om Kar, ogsaa om Baade. Sꜳen va so gisen, at han rann som ein Sil. — 3) smelte, blive flydende, rinde som en Vædske; f. Ex. om Tin, Bly o. s. v. Salt’e renn upp: Saltet smelter, opløses. — 4) glide, skyde afsted, f. Ex. paa Isen. Han rann stad: han gled og faldt. (Sdm. og fl.). Naar det betegner en frivillig Gliden, har det sædvanlig Formerne: renne og rende (see følgende). — 5) om Solen: rinde, komme op. Mæ same Sol’a rann: just da Solen kom op. Hertil Solrenning. (Jf. ovra, spretta). — 6) skyde op, voxe hurtigt; om Skov og Væxter, især om de unge Skud eller Spirer. Jf. Rune, Runn, Runne. Ellers ogsaa om en kjendelig Bevægelse eller Forandring. Saaledes: „renn’ atte“, og renn’ ihop“: lukkes, slutte sig sammen. I Romsd. siges ogsaa „Dæ rann ’ti han“, ɔ: Vreden betog ham, hans Blod kom i Kog.
renna, v. a. (e—de), 1) rende, udgyde, lade rinde, f. Ex. i et Kar. (G. N. renna). renne Vatn pꜳ Tunna. renne ’ti seg: bælge i sig, fylde sig. — 2) smelte, støbe. renne Bly: smelte Bly. renne Knappar: støbe Knapper. D’æ so fint som dæ vore rent, ɔ: saa net og jævnt som om det var støbt. — 3) drive, støde, skyde afsted. Dæ va so ein hade rent Kniven ti, ɔ: som om man havde stukket en Kniv deri. (N. Berg.). Hertil: „renne seg“, ɔ: skride, glide paa Snee eller Iis (= aka, løypa, skreia). Nordre Berg. og nordenfjelds. (Isl. renna sér). — 4) rende Garn, gjøre Oplag til en Væv. — 5) udvide, øge et Klædningsstykke i Breden ved at indsætte et nyt Stykke. (Jf. skjøyta, som betyder en Forøgelse i Længden). — 6) v. n. rende, løbe, fare afsted; især om Fiskens Fremskriden i Vandet, ellers ogsaa om Dyr og Mennesker med Begreb af en gjentaget eller vedvarende Løben. Dei rende ett’ an: de sprang efter ham. Han hadde rent unda (løbet bort). renne ’ti: løbe til og tage fat paa. (N. Berg.). renne pꜳ Kjelkje: skride paa Kjælke (= renna seg). renne Rauv’a si: forløbe sig, vove for meget og derfor lide et anseeligt Tab. Sdm. og fl.
Renna, f. en Rende; Vand-Rende. (Jf. Tro, Lekju, Slok). Ogsaa en Fordybning i Grunden, en Kanal.
rennande, adj. 1) rindende, flydende. (Forskjelligt fra fljotande). 2) rendende, løbende. Mest som Adverb; f. Ex. Dei kom rennande.
Rennarbakkje, s. Rennebakkje.
rennast, v. n. (est, — dest), røres, bevæges til Mildhed, ynkes; ogsaa fatte sig, forsones, angre sin Hidsighed. Nordre Berg. Han hadde renst: han var kommen i en mild Stemning, hans bedre Følelse havde seiret. Han va strid’ i Fystningjenne, men sida rendest han.
Rennebakkje, m. Bakke hvori man skrider paa Kjælke eller paa Skier. Ogsaa kaldet Rennarbakkje. Ligesaa Rennarplass, m. (Nordenfjelds).
Rennebumb, m. Rendebom, Ramme at oplægge Væv paa.
Rennedriv (aab. i), n. stærkt Sneefog. Ogsaa Rennefok (aab. o), n.
Rennefør, f. Føre for Kjælke og Skier. Ogs. Rennarføre, n.
Rennega(r)n, n. Rendegarn (= Varp).
Rennel, m. en Tridse, et lidet Hjul. Sjelden. Jf. Snelderennel.
Rennelykkja, f. Rendesnare, Rendeknude. Jf. Ꜳtrenne.
Rennemjølk, f. tynd Mælk, som ikke løber sammen.
Renneskjei(d), n. Rendebane; et langt Stykke til at løbe. Tell.
Rennestein, m. Rendesteen.
Rennesykja, f. stærk Diarrhee. Oftere: Renneskita (aab. i), f. (Anstødeligt).
Renning, f. 1) Rinden, Flyden, flydende Tilstand. 2) Smeltning, Støbning; f. Ex. „Knapperenning“. 3) Gliden, Skriden paa Iis eller Snee. 4) Renden, Løben, Omstreifning. 5) et tilsyet Stykke paa klæder, en Forøgelse i Breden. Jf. Skjøyt. — Egen Betydning i Solrenning.
Renning, m. et ungt Træ, et Skud, en rank og tynd Spire, især af de mindre Træer, som Hæg, Rogn, Hassel og fl. (Heggjerenning. Seljerenning). Nordre Berg. og fl. Hedder ogsaa: Rynning (Søndre Berg. Tell.), Runne (Jæd. Rbg.), Rꜳnꜳ (Ørk.).
Rensel, m. 1) Skræppe, Randsel. (Tildeels i Tr. Stift). 2) en Skindbælg, Kornpose (= Hit). Ørk.
renske, s. reinska.
Rensl (Ræns’el), n. 1) Renden, Løben; især Fiskens Fremskriden i Vandet. 2) Strøg, Pas, hvor noget løber igjennem; især om de Strøg i Vandet, hvor Fisken pleier at skride frem. 3) Rivning, Smerte i Legemet; et Slags Gigt. Mest i Forbindelsen „Riv ꜳ Rensl“. Ellers Riving, Flageverk, Flog.
Rensla (Rænsle), f. 1) idelig Løben og Renden. 2) Støbning. (Sjelden). 3) Løb, Sted hvor noget løber; især om en Bakke, hvorover man nedstyrter Ved og Tømmer. Hall. og fl. (= Laup, Løypa).
renta, v. a. betale Renter; undertiden ogsaa: laane med Betingelse af Renter. „renta seg“: forrente sig, lønne sig.
Rente, f. Rente. (Nyere Ord).
Repp, m. 1. et Bygdelag, en Kreds eller Række af Gaarde. Hall. Valders; ogsaa i Ndm. og flere Steder. (Isl. hreppr).
Repp, m. 2. en kort Sygdom, et Angreb af en eller anden Svaghed. Sdm. (I svenske Dial. repp, Tid, Stund).
Rer (ee), n. see Ride.
Res, s. Ris. — Rese, s. Rise.
resenera, dømme (ræsonnere).
resleie, s. rettleide.
ress, hvis, dersom; f. Ex. ress du inkje læt’e dæ vera. Valders. Andre Steder: „dærso“, og rettere: „ærso“, ɔ: er det saa at.
Rest, m. Rest; Overskud.
resta, v. n. reste, staae tilbage; ogsaa feile, fattes. I Nordre Berg. har det Formerne: rest’e; rast; roste; — og forbindes ofte med Dativ; f. Ex. Kva so rest’e Gut’a: hvad er det som fattes Drengen? — Er ellers et nyere Ord, som synes at være forvexlet med bresta.
Reste, f. Stammen af et ungt Træ (= Rekstra). Yttre-Sogn. Jf. Skꜳte.
rete, s. rita. Retla, s. Reidsla.
Rett (ee), m. 1. 1) Ret, Rigtighed. G. N. réttr. Ogsaa Erstatning, Godtgjørelse. ( Søndenfjelds). Han fekk Rett for dæ. S. Lika. (I Sammensætning tildeels: Retta; s. Rettabot). — 2) Rettighed, retlig Adkomst til noget. „hava Rett til“. Ogsaa retlig Bestemmelse eller Vedtægt. D’æ same Retten fyr’ alle. Dæ bit’ ikje Rett pꜳ han: man faaer aldrig Ret med ham. — 3) Ret, Domstol. koma fyre Rett’en. „sitja Retten“: sidde i eller være Medlem af en Ret. (Talemaaden „te-rettes“ henføres til: rett, adj.).
Rett (ee), m. 2. (Fl. Rette, r), en Ret Mad, Maaltid eller Portion af et Slags Mad. „reidde Retter“: tillavede Retter, et vel besat Bord.
rett (ee), adj. 1) ret, lige, opreist. Kun i nogle faa Tilfælde, saasom „stꜳ rett’e“, ɔ: staae opret eller lige, uden at bøie sig. halde rett’e Bꜳten: holde Baaden opret (nemlig naar man trækker den paa Land). Berg. Stift. — 2) retvendt, som vender den rette Side til Modsat rang. — 3) ret, rigtig, ikke falsk eller forvexlet. G. N. réttr. Nꜳr rett skulde vera: naar det skulde være rigtigt. Pꜳ rette Maaten: paa rette Maade; ogsaa ret dygtigt, tilgavns. ’Ta rette Slagj’e: af det rette Slags. Dæ va rette Karen: det var den rette Karl; ofte med et Slags Spot, omtrent som: det var en fed Karl. „Mæ rettꜳ“: medrette; ogsaa: rettest, helst, egentlig. Eg skulde mæ rettꜳ gjort dæ: jeg burde egentlig have gjort det, det var vistnok rettest at gjøre det. Nordre Berg. og fl. (Egentl. med retto). „Til rettes“: tilrette. leggje te rettes: lægge tilrette, i sin rette Orden. hjelpe te rettes: hjælpe til, være behjælpelig. koma te rettes mæ: komme tilrette med. — Disse Talemaader kunde ogsaa henføres til Rett, m. (eller et afledet Rette, n.), men synes dog snarest at høre til Adjektivet. Lignende Forbindelser ere: te vondes, te godes, te halves.
rett, adv. 1) ret, rigtigt, paa rette Maade. Ved Kristiania har det ogsaa Betydningen: lige, i lige Retning; f. Ex. rett fram, rett ne(d). Andre Steder: beint. — 2) nøie, tilfulde. Eg veit ikje rett kor stort dæ var. Ogsaa: just, netop. „rett so“: netop saaledes. I B. Stift: ritt (aab. i), f. Ex. „ja ritt han“, ɔ: ja netop han. — 3) nok, vel, vistnok. (I B. Stift: ritt, med aab. i). Dæ var rett sant: det var nok sandt. Han var rett komen. Eg tenkje ritt da: jeg troer nok det; det er nok Tilfældet. (Nhl.). Jf. „a“ og „nog“.
retta (ee), v. a. 1. (a—a), 1) rette, gjøre rigtigt, forbedre. retta seg: udjævnes, blive rigtigt. — 2) veilede, hjælpe, bringe paa ret Vei. „retta seg ette“, ɔ: rette sig efter, holde sig til, lide paa. — 3) i Betydningen: henrette. (G. N. rétta).
retta (ee), v. a. 2. (e—e), 1) række, udstrække. (G. N. rétta). rette seg: strække sig, udstrække Lemmerne. Han rette upp Hand’a: han rakte Haanden op. Han gjekk ꜳ rette ut-or seg Tunga (rakte Tungen ud). Meget udbredt (B. Stift, Tell. Gbr. og fl.). — 2) overrække, levere, give med Haanden. Han kom ꜳ rette meg dæ. (Sjeldnere).
Retta, f. den rette Side, den Side som skal vendes ud (paa Tøi eller Klæder). Modsat Rꜳnga.
Rettabot, f. Forbedring, Afhjælpelse af en Mangel eller Uorden. Nordre Berg. Ogsaa kaldet Rettabøte, n. „Me klaga fyre dæ oftꜳ, men me fekk ikje noke Rettabøte pꜳ di“.
Rettaløyse, s. Rettløysa.
rettande, adj. som man kan rette.
rettast, v. n. rette sig, blive rigtigere eller bedre. Hedder ogsaa: retta seg.
Retteforeldre, n. pl. rette eller virkelige Forældre; i Modsætning til Stifforældre. Saaledes ogsaa Rettefar, m. og Rettemor, f.
Rettehand(a), f. den høire Haand. (Modsat Rangehanda). Mest i Tiltale til Børn, da det ogsaa hedder Fagrehand’a og Snildehand’a.
rettelege, adv. 1) rigtigt, ganske, tilfulde. Dæ va ’kje rettele’ so helder: ikke ganske saaledes heller. 2) ret meget, særdeles, i høi Grad. „rettele’ væl“: meget vel, ret godt. rettele’ snild ꜳ skikkeleg’e: særdeles brav og skikkelig. Han arbeidde ꜳ stræva rettelege. Meget brugl. i Nordre Berg. Sdm. Ndm. og Ørk.
Rettelse, n. 1) Rettelse, Berigtigelse. 2) Rettesnor, noget at rette sig efter.
rettenkt, adj. retsindig, fornuftig.
Rettesyskjen, n. pl. Heelsøskende, Børn af samme Fader og Moder. Saaledes ogsaa Rettebror, m. og Rettesyster, f. (Modsat Halvsyskjen).
rettfærleg, adj. retskaffen, retviis. (Bedre rettfør).
Retting, f. 1) Rettelse. 2) Udstrækning.
rettkomen (aab. o), adj. forhvervet med Ret, tilkommen paa en rigtig Maade.
rettlaus, adj. ufornuftig, som man ikke kan komme tilrette med, eller som ikke agter nogen Ret. I Nordre Berg. hedder det: rettalaus’e.
rettleide (retleia), v. a. (e—de), veilede, bringe paa ret Vei; understøtte, hjælpe til rette; ogsaa bringe i Orden, faae Rede paa. Alm., dog mest brugeligt i B. og Kr. Stift. I Tell. hedder det: resleie (ved Overgangen af tl til sl). Det foranførte „relsjelast“ (blive frisk) hører maaskee ogsaa hertil.
Rettleiding, f. Veiledning, Hjælp, Bistand; ogsaa Ordning, Afgjørelse. I Sogn bruges Rettleiinga, pl. Sysler, Forretninger.
Rettløysa, f. Ufornuft, Uforbederlighed, Ligegyldighed for al Ret. I Nordre Berg.: Rettaløyse.
rettna, v. n. jævnes, udjævne sig.
rett-no, adv. snart, nu strax.
rettsinna, adj. retsindig.
rettsluttig, adj. fornuftig, billig, retskaffen, god at komme tilrette med. B. og Kr. Stift. I Tr. Stift: rettslutt.
rett-so, netop saaledes. I B. Stift hedder det ofte „risso“ og bruges som Udtryk af Forundring eller Overraskelse.
rettsøles, adv. med Solen, efter Solens Gang, d. e. til Høire; altsaa fremad eller opad fra venstre Side og tilbage til høire. Almindeligt, men hedder ogsaa: rettsølt (Jæd.), rettsæles (Helg.) og rettseles, med ee (B. Stift). G. N. réttsælis. Modsat rangsøles.
rettug, adj. rigtig. Hall. Gbr. — Ellers oftest i Formen rektig (som er unorsk). Man siger ogsaa Rektigheit, om Rettigheder eller Indkomster.
rettviljug, adj. som vil det rette. Sjeld.
retvis (ii), adj. retviis; ogsaa nem til at finde det rette. Sjelden.
Rev (aab. e), m. en Ræv (Dyr). I B. Stift hedder det Røv (aab. ø), og ligesaa i Gbr. og paa Helg. Søndenfjelds ogsaa Ræv. G. N. refr. Uegentlig om en listig, snedig Person.
Rev (ee), s. Riv. — Reva, s. Riva.
Reva (aab. e), f. en Hun-Ræv. I B. Stift: Røva, Røve (aab. ø). Ogs. Revtik.
reva (aab. e), v. n. skrige, klynke, (Saaledes som Rævene i Parringstiden). I B. Stift røva.
Revbjella, f. en Urt med store røde Blomster; Fingerbølle (Digitalis purpurea). B. Stift. Hedder ellers Røvabjølla (Hard. Jæd.), Røvhanskje (Sfj.), Røveleike (Sdm.); Fingregull (Romsdalen).
Reveglefs, f. Rævesax.
Revekake, f. Rævekager, Gift for Ræve.
Reveleika, f. s. Revbjella.
Reverensa, f. en lang Opregnelse, en Række af Titler eller Tillægsord o. s. v. Egentlig Artighed, Komplimenter. (Fremmedt Ord).
Reverumpa, f. Rævehale.
Revol (ee), s. Rivol.
Revskinn (Røvskinn), n. Ræveskind.
Revtik, f. Hun-Ræv. Tr. Stift.
Rev-ungje, m. Ræveunge.
Ri, stribet Ved; s. Rir.
Ri (Stund), s. Rid. ri, v. n. s. ride.
ria (for rida), v. a. (ri; rei; rie), vride, omdreie. „ria ei Via“: vride en Vidiekvist, gjøre en Vidie. Hard. Shl. Nhl. I Tell. vrie. (Andre Steder forekommer vri og bri om at læmpe eller forandre noget). Sv. vrida. Jf. G. N. ríða, at knytte. Ellers vinda, snara og snu.
Ribba, f. Ribbenene tilligemed Kjødet, en Side, især af Sviin. See Riv.
ribbe, v. a. (a—a), plukke, pille Fjædrene af Fugle. Ag. Stift. Jf. nappa.
Ribbe, n. Jordryg, Vold. (Rbg.). See Rabb.
Rid (aab. i), n. 1) en Forhøining, det høieste Punkt af en Vold eller Bakke, Tell. og fl. (nogle St. Re). Ellers Ris. — 2) det at noget hviler i Midten og ikke med Enderne. „Stokkjen ligg pꜳ Ri’“ (naar nemlig Underlaget er for høit i Midten). I Sdm. hedder det: „pꜳ Rei“. (Jf. reie). I Hard. undertiden „pꜳ Ridvꜳngo“. Da ligg’u pꜳ Ridvꜳngo. S. ride.
Rid (ii), f. 1) en Stund, en kort Tid. Næsten alm. (mest i Formen Ri) og meget brugeligt. (G. N. hríð, ríð). Ei lita Ri: en liden Stund, f. Ex. en halv Times Tid. Ei go’ Ri: en temmelig lang Stund. Hertil: riomte, ɔ: af og til, en og anden Stund. Gbr. — 2) et Uveir, nogle Dage med Snee og Kulde. Jf. Urid, Rykk, Orykk. — Ogsaa et Sneelag. Ei Snørid. — 3) et Angreb af en Sygdom, en Stund hvori Sygdommen eller Smerten indfalder stærkere end ellers; saaledes f. Ex. om de enkelte Anfald af Fødselssmerterne. (Jf. Ljosrid, Masarid). Meget udbredt, ligesom det eenstydige „Flaga“, hvilket dog anvendes paa flere forskjellige Tilfælde. (G. N. hríð, Kamp, Dyst). Lignende Overgang i Betydningen have: Rykk, Tak, Beite, Bolk, Æling.
Riddar (og Ridd’er), m. Ridder. Riddarskap, n. Ridderværdighed.
ride (ria), v. n. (rid’; reid; ride, aab. i), 1) ride, sidde tilhest. (Mest alm.: rie; ri, rei, ree). G. N. ríða. — 2) hvile i Midten og ikke med Enderne, ligge paa et Underlag som er forhøit i Midten. Stokkjen ligg’ ꜳ ri’ (vakler, duver). Bꜳten ri’ pꜳ ein Stein. Heraf Rid, n. — „ri’ over“: falde over til den anden Side. (Jf. risa yve). I spottende Tale betyder „rie“ ogsaa beligge. — Et andet „ride“ (at vride) findes kun i de Dialekter, som mangle d i Enden af Ordene (s. ria).
Ride (aab. i), m. 1. et Baand eller en knyttet Traad omkring en Haspe (til at forebygge Sammenvikling). Sdm. (Af G. N. ríða, ɔ: binde, knytte).
Ride (aab. i), m. 2. en liden Stok eller Valse til at binde Fiskergarn paa; en Model hvorpaa Maskernes Størrelse afpasses. Nordre Berg. Sdm.; ogsaa Helg. i Formen Ree; i Nhl.: Riel; andre St. Riv. G. N. riðill (af samme Rod som det forrige).
Ride (aab. i), n. 3. Kjønslem paa Hestene. Nordre Berg. Nogle Steder Ree. Ellers: Rer (ee), n. (Helg. Shl. og fl.), Ræ (Indr.), og Re, n. (mange St.). De sidste Former synes at forudsætte: Redr, n. (G. N. hreðjar).
riden (aab. i), part. reden eller tæmmet til at ride paa, om en Hest.
ri(d)heil, adj. lidt skranten, kun frisk til enkelte Tider. Ndm. (riheil).
Riding (Ri’ing), f. Riden; Ridt.
Ridstall (aab. i), m. Hjortenes Legeplads eller de Steder hvor de parres. Nordre Berg.
Ridtꜳtt (aab. i), m. den Feil ved et Toug, at den ene Snor (Taatt) er bleven slappere enn de andre, formedelst en Ujævnhed eller Kurre paa Traaden. Nordre Berg. Forklares af Nogle som „Rivtꜳtt“, men udtales Ritꜳtt, eller Retꜳtt, og kommer formodentlig af det føromtalte ria (for rida).
Ridvang (Dat. Ridvꜳngo), s. Rid, n.
Riel (for Ridel), m. 1. Model (Kjevle) til Garn. Nhl. See Ride, 2.
Riel, m. 2. krumme Aarer i Træ. Nhl. See Rir og Rikka. — Om et andet Riel see Ril.
rien (for riden), part. vreden, omdreiet. S. ria.
Rifla, f. Riffel (et Slags Gevær).
Rift, f. s. Riva og Rivna.
riga (aab. i), v. n. (a—a), rave, bøie sig til forskjellige Sider; f. Ex. om Græsstraa. Nordre Berg. Gbr. Hall. (tildeels rega). Jf. rigla, rigga, raga. I nordre Sdm. betyder det ogsaa gynge (= reie). Hertil Rigaskjol, n. en Gynge (= Huskeskjol).
rigga, v. a. 1. (a—a), ryste, rokke, faae noget til at rave eller gynge. Nordre Berg. Mꜳ ’kje rigge Bor’e: vogt dig at du ikke ryster Bordet. Jf. rugga.
rigga, v. a. 2. (a—a), 1) forbinde, omvikle med Baand. Sogn. Han va so sꜳr’e pꜳ Foten at han laut rigga ’n. Isl. riga. (Jf. Ang. vrígan, klæde, dække). 2) takle et Fartøi, sætte Rig paa.
rigla, v. n. rokke, staae løst og ravende. B. Stift. Jf. rugla.
rigna, regne; s. regna.
rik, adj. rig. „Ein Rike-Pukje“: en meget rig Mand. (Nordre Berg.). „Eit rikt Tak“, siges i B. Stift om et Tag eller Greb, som er for drøit til at kunne holdes i Længden; f. Ex. naar man stikker Haandspigen for langt ind under en Steen som man vil vælte.
rika (seg), v. a. (a—a), berige sig, samle Rigdom. Søndre Berg.
Rikdom, m. Rigdom.
rikelege, adv. rigelig, i fuldt Maal. I Sdm. ogsaa rikeslege (for rikslega). G. N. ríkulega.
Riking, m. en rig Mand.
rikja, i Betydn. herske; synes at være ubrugl. men forudsættes i ovrikja. Jf. rꜳdrikjen.
Rikje, n. Rige, Stat. G. N. ríki. Sjelden om et Distrikt, som „Futerikje“. — I Sammensætning hedder det Riks (for Rikjes), som Riksgrensa, f. Rigsgrændse. Riksort, f. see Ord. Riksrꜳd, n. Rigsraad, Statsraad. Riksstyr, n. Statsstyrelse; Statsforfatning. Riksvꜳpen, n. Rigsvaabe.
rikka, v. a. (a—a), rokke, røre af Stedet. D’æ ’kje vært te rikke seg ette di. Nordre Berg. (Eg. ridka). Jf. Sv. vricka.
Rikka, f. krumme eller bølgeformige Aarer i Træ, Tværstriber, Hvirvler; Træ som bliver flammet eller spraglet paa Overfladen, naar det poleres. Nordre Berg. Gbr. og fl. (See ellers Rir). Hertil Rikkefjøl, f. Fjel eller Skive af saadant Træ. Rikkeskaft, n. et Skaft af samme.
rikka, adj. tværstribet, flammet, broget. Hertil Rikka-sky, f. Skyer, som adskilles ved smaa blanke Striber, saa at de ligne Ruder eller Masker i Garn. Ørk. Rikkave(d), m. flammet Ved. Ørk.
Rikkebjørk, f. Birk med Hvirvler eller Tværstriber i Veden, særdeles skikket til Polering. Gbr. Sdm. og fl.
rikket, adj. aaret, tværstribet. Ein rikkette Katt: en Kat som er graa med smaa sorte Tværstriber.
riksa, v. n. (a—a), 1) knirke, skrabe, rasle. Gbr. Ørk. Sdm. og fl. See rikta. — 2) gaae sagte. Meget brugl. i Sdm. Dæ riksa ꜳ græv’e: det gaaer saa taaleligt, man gaaer og sysler som sædvanligt.
rikta, v. n. knirke, hvine, skrabe; f. Ex. om Gjængerne paa en Dør. Ogsaa larme, støie, medføre Uro. Sogn, Hard. Rbg. Tell. Hall. (Nordligere hedder det riksa). Isl. hrikta.
Rikting, f. Knirken, Hvinen; ogsaa Larm, Uro, idelig Gang igjennem Dørene o. s. v. Ellers ogsaa Riksing.
Ril (ii), m. et Slags Dands som opføres af tre Personer. B. Stift. (Nogle Steder: Riel). I Danmark Riel (S. Molbechs Dialekt-Lexikon, p. 446).
Rim (aab. i), f. (Fl. Rima, r), Stang, Lægte, en af de smale Fjele, som danne Spilerne (Ribbenene) i en Grind, saaledes at de paa hver Ende ere indfattede i en Tværstolpe (Okje). Ligesaa om Lægterne i et Gjerde eller Gitter og om Fjelene i Bunden paa en Slæde. B. Stift og fl. G. N. rim (Lovene, II, 122). — Rem, og i Fleertal Remma, betyder paa Helg. ogsaa en høi Banke eller Jordryg; jf. Rime.
Rim (ii), n. 1. 1) Riim, af Frost (= Hela). 2) fiint Sod paa Gryder og Kjedler. Tell. (Ellers Kolhim). Ogsaa G. N. hrím, eller ketilrím.
Rim (ii), n. 2. Riim i Stilen, Vers.
rima, v. a. (a—a), rime, sætte i Vers. rima seg: rimes med hinanden, om Ordene i et Vers. — Rimar, m. Versemager.
rima, v. n. rimes, riimfryse.
rima (aab. i), v. n. (a—a), i Talemaaden „rima inn-yve“, om en Bølge, som styrter ind i Baaden fra Siden. Sdm.
Rime (aab. i), m. en langstrakt Forhøining, Jordryg eller Bjergryg, som strækker sig opad en Fjeldside. Sdm. (sjelden). I lignende Betydning bruges Rem (Ræm) paa Helgeland. G. N. rimi, Bakke. — Jf. Ribbe, Rabb, Rinde.
rimeleg, adj. rimelig; ogsaa maadelig, passende, billig, maadeholden.
rimna, revne; s. rivna.
Rimse, Strimmel; s. Remsa.
rina, v. n. (rin; rein; rine, aab. i), 1) skrige, hvine høit og skarpt; om Sviin og andre Dyr. Meget udbredt (Jæd. Nhl. Sdm. Ørk. Gbr.). I Sogn siges: prina. G. N. hrína. — 2) smerte, stikke, medføre en bitter Fornemmelse. „Dæ rin’ upp-i Nasinne“, om noget som har en yderlig skarp Lugt, ogsaa om en skarp og bitter Smag. Sdm. Dæ rin i Hau’e: det smerter i Hovedet, ligesom et Stik eller en Rivning. Indr. — 3) virke paa, gjøre nogen Virkning eller Forandring: Dæ rein ikje pꜳ dei, kva dei ꜳt, ɔ: de bleve ikke federe hvor meget de end aade. Sdm. Saaledes ogsaa om et Ønske eller en Forbandelse; tildeels transitivt, f. Ex. Obøninne rin’ ikje den so æ oskyldig’e, ɔ: Forbandelser skade ikke den som er uskyldig. Sdm. — G. N. hrína á, hænge ved. Ang. hrínan, røre.
Rinald, m. Knurfisk (Trigla Hirundo). Sogn, Nhl. Shl. Ellers kaldet Rjøt, Hurr og Knurr.
Rinde, m. Jordryg, Banke, Forhøining paa en Bjergside. Sogn, Hard. Tell. og fl. Ellers Rande, Rim, Rabb.
Ring, m. 1) Ring, Kreds, Cirkel. (G. N. hringr). I Ring: rundt, i en Kreds. Jf. Kring og Kringjel. — 2) en Ring af Metal eller Træ; især Finger-Ring. Sylvring, Gullring. — 3) et lidet Kar, et Mælkespand. Ørk. Nogle Steder ogsaa det samme som Ringja.
ring, adj. ringe, daarlig, usel; ubetydelig; ogsaa svag af Helbred, sygelig. Han æ so ring’e mæ Helsenne. (B. Stift). Eit ringt Ꜳr: et knapt Aar med Hensyn til Næringen.
ring, adv. snart, strax, om kort Tid. Meget brugl. i Ørk. f. Ex. Han mꜳ ring kꜳmꜳ no. I Ndm. hedder det ogsaa ringan. (I svenske Dial. ring).
ringa, v. a. (a—a), 1) sætte Ring paa. 2) gjøre rundt, danne som en Ring. ringa ut-or: udskjære et rundt Stykke, skjære rundt. ringa ihop: lægge sammen i en Ring. ringe seg ihop: bøie Enderne mod hinanden, rulle sig sammen; om Dyr. Hertil „ihopringa“, sammenrullet, f. Ex. om Slangerne.
ringa, part. ringformig; sammenbøiet.
ringan, snart; s. ring, adv.
ringast, v. n. forringes. Sjelden.
Ringbein, n. en Feil i Fødderne paa Heste. Heraf ringbeina, adj.
Ringblomstr, m. et Plantenavn; i Ag. Stift tildeels Høgeurt (Hieracium) i B. Stift Volverleie (Arnica).
ringbøygd, adj. bøiet som en Ring.
Ringfeste, n. Fæste eller Heste paa en Ring.
ringja, v. n. (e—de), ringe med en Klokke. G. N. hringja. — ringje saman: ringe tilsammen (da Folket skal gaae i Kirken). ringje inn Jul’a: ringe for Julefesten.
Ringja, f. et bredt og lavt Trækar til at opsætte Mælk i. (Mjelkeringje). Nordre Berg. og fl. I Tr. Stift tildeels Ring, og i Tell. Ryngje (sjelden). Om de øvrige Navne see Kolla. — I Østerd. betyder Ringe: Mælkespand, Mælkebøtte.
ringla, v. n. (a—a), ringle, klingre, f. Ex. med en Kjæde. Jf. rangla og skrangla.
Ringla, f. Erle (Fugl). Indr.
ringlagd, adj. sammenlagt i en Ring.
Ringlaup, n. Ringrenden.
Ringorm, m. Ringorm, et Slags Udslæt. Ringormgras, n. Soldug (Drosera). Nordre Berg.
Ringstraum, m. Vandhvirvel, Strømning som gaaer rundt. Jf. Ja.
ringt, adj. uselt, lumpent. Dæ va ringt gjort. Jf. klent.
Ringtrast, m. Ringdrossel. (Sjelden). See Sysvorta.
ringut (ringette), adj. ringet, som der er mange Ringe paa; ogsaa: bæltet, som har store Tværstriber af en egen Farve; om Dyr.
ringvaksen, udvoxet i en Kreds.
Ringveg, m. Vei som gaaer i en Ring.
Ringvid, m. 1) Fælgerne eller Kredsen i et Hjul. Ag. Stift (i Formen Ringve) Ellers Hjulring og Laskje. — 2) en slyngende Buskvæxt, Gjedeblad (Lonicera). Nordre Berg. og fl. Ellers kaldet Vivendel, Revol, Bergfletta og fl.
Ringvokstr, m. Hvirvel i Haaret, et Punkt hvorfra Haarene udbrede sig til Siderne. B. Stift. Jf. Kvervel.
ringvoren, adj. daarlig, ogs. sygelig.
ringøygd, adj. ringøiet, som har hvid Ring i Øinene; om Heste.
Rining, f. Skrig, Hvinen; s. rina.
riom-te, see Rid.
Rip (ii), f. Bredden eller den øverste Kant paa Siden af en Baad. B. og Tr. Stift. Inn um Rip’a: ind i Baaden. Jf. Bor og Kjempa.
Rip (ii), n. Stribe, Streg.
ripa, v. n. (a—a), ridse, strible, gjøre Streger med en Od eller Spids. Nordre Berg. Gbr. og fl.
Ripel (aab. i), m. Strimmel; et langt og smalt Jordstykke, Skogaripel. Engripel. (Sogn, Sdm. og fl.).
Ripel (ii), m. 1) Stage, Lægte, en liden Træstamme. Nhl. — 2) den rundagtige Kant, som voxer ud omkring en Rift paa Træerne. Rbg. (= Lunde og Jꜳr).
ripla (ii), v. n. strible, gjøre Ridser eller Streger. Nordre Berg. (Mere brugl. end ripa). Heraf Ripling, f.
Ripmꜳt, n. en Lineal eller Vinkel, hvorefter man gjør Streger i Træ. Sdm. og tildeels i Tr. Stift.
Rips, m. Ribs. See Orbær.
Rir (ii), m. krogede Aarer i Træ, Striber som ligne Bølger eller Hvirvler; flammet Træ (= Rikka). Indr. og fl. Hedder ellers Ri (Helg. Sogn og fl.), Riel (Nhl.) og Rikka, som er før anført. Den egentlige Form synes altsaa at være Ridr, med Betydningen: Vridning, af ria (rida).
Rirrot, f. Birkerod med krogede og kredsformige Aarer. (I Tell. Runnerot).
Rirskaft, n. et Skaft af saadant Træ. Ellers Riskaft (Helg.), Rikkjeskaft (Sdm).
rirvaksen, adj. krumvoxet, med krogede Aarer (om Træ). Paa Helg. hedder det rivoksen.
Ris (aab. i), n. 1) Reisning, Opstaaen. (Sjelden). See Rismꜳl. (G. N. ris). — 2) Høide, Størrelse (Volumen), Optagelse af Rum. Sogn og fl. D’æ ikje stort Ris pꜳ da: det fylder ikke noget stort Rum, det seer ikke ud til at være meget. See Ruv. — 3) en Forhøining, Vold, Jordryg eller Bjergryg som er noget bred og udstrakt; ogsaa det høieste Punkt af en Vold eller Bakke. Meget udbredt og, som det synes, almindeligt; udtales tildeels Res, og i Tr. Stift: Ræs. (Af risa, reis). Eenstydige: Rid, Hov, Høgd.
Ris (ii), n. Riis, Kviste; ogsaa et Riis, en Pidsk. G. N. hrís.
risa, v. n. (ris; reis; rise, aab. i). 1) staae op, reise sig, komme paa Fødderne. Han vann ikje risa: han var ikke istand til at staae op. Meget brugl. i Søndre Berg. og Kr. Stift. G. N. rísa. (Heraf reisa). I Nordre Berg. betyder det kun at reise sig paa Bagbenene, om Dyr; f. Ex. Bjønn’en reis upp ꜳ vilde slꜳ til. — 2) komme sig, komme i Stand, forvinde et Tab eller en Skade. Nordre Berg. Sdm. (Figurlig Brug af det forrige). Han ris ikje ette di so snart: han forvinder ikke det Tab paa nogen kort Tid. D’æ ’kje meir Skaden, eld’ ein ris’e no ette di: det er ikke større Skade end at man snart har oprettet den. — 3) rage frem, staae høit op, kneise; ogsaa see stort ud, optage et stort Rum. Nordre Berg. Gbr. Nhl. Tell. (Jf. Ris og Rise). Dæ ris’e svært detta Hus’e: dette Huus seer meget stort ud, rager høit op. Dæ va ’kje so mykje som dæ reis til. (Jf. ruva). — Desuden har dette Ord en egen Betydning i Talemaaden „rise yve“ (el. over), ɔ: falde over til den anden Side, f. Ex. om en Stok som er opreist paa Enden. Sdm. og fl. (Andre St. rie yve). Jf. Gam. Tydsk: rísan, falde.
Risasvær (aab. i), n. en høi og smal Steen, Bautesteen. Shl. (ogs. udtalt Resasvær). Paa nogle Steder skal det ogsaa hedde Risapil. Jf. Svær.
Risbit (ii), el. Rispit, m. en aarsgammel Buk eller Væder. Sogn. Indr. Helg. I Sdm. betyder det derimod en toaarsgammel Oxe. Altsaa i Almindelighed et ufuldvoxent Kreatur. (I svenske Dial. respit, om Bukke).
Rise (aab. i), m. en Jætte, Jøtun, et fabelagtigt mandligt Væsen af uhyre Størrelse. Søndre Berg. Jæd. Helg. og tildeels søndenfjelds; nogle Steder i Formen Rese og Ræsa; ogsaa Ryse, aab. y (Rbg. og Mandal) og Rysel (i Tell.). G. N. risi. Ellers Jøtel, Jutel og Bergtroll. — I Nordre Berg. betyder Rise: en Kjæmpe, en meget stor og høi Mand. (Den første Betydning synes derimod at være ubekjendt i denne Egn).
risen (aab. i), part. opstanden, opkommen af Leiet. Jf. storrisen.
Risgjura (aab. i), f. Jættekvinde. Helg. (Resjure). Ellers Gygr og Gyvr.
Rising (ii), f. Opstaaen; ogs. Fremragen, det at noget seer høit og stort ud.
Riska og Ryske, f. en vis Heste-Sygdom. Buskerud.
Riskaft, s. Rirskaft (Rir).
Risla, f. Top eller Grene af et Træ. Tell. (G. N. hrísla). — Hertil hører formodentlig ogsaa det føranførte: Havresle el. Havr’risle (ɔ: Havretop).
Rismꜳl (aab. i), n. den Tid da man pleier at staae op om Morgenen. Helg. G. N. rismál. (I Sdm. Uppstamund).
risna (aab. i), v. n. om en stærk Gysen eller Rystelse. Sdm. E tikte dæ risna nedyve me: jeg syntes som om der løb noget koldt ned over mig.
Risp, n. 1) noget som afrives; s. rispa. 2) Skjæl paa Fisk (s. Reist). Nhl.
rispa, v. a. (a—a), rive, afstryge, f. Ex. Løvet af en Kvist. Nogle St. ogsaa ridse eller strible med en Spids; ligesaa om Smerter i Lemmerne. Heraf Risping, f.
Risping, m. Sei af Middelstørrelse. Sdm.
rissa, v. n. (a—a), fjase, fare med Galskab, yppe Støi og Uro. Tell.
rissa, v. a. (a—a), ridse, tegne, afbilde. (Jf. rita). Heraf Rissing, f.
risso, s. rettso.
Risstjerna (ii), f. Halestjerne, Komet. B. Stift.
Rissværing, m. Indbygger af Rissen ved Trondhjem.
Rist, n. (paa Fisk), s. Reist.
Rist, f. 1. en Rist, Jernrist. (Sjelden).
Rist, f. 2. Vrist, Fodblad. (G. N. rist). Hertil Ristablad, n. den forreste Deel af Vristen. Ristakrok, m. Krumningen paa Foden foran Anklerne.
rista, v. a. 1. (e—e), skjære, aabne eller splitte med Kniven. G. N. rista. — riste Reimar: skjære Remmer. riste upp: opskjære, aabne; gjøre en Split, f. Ex. i Huden paa et Dyr som man vil flaae. Hertil upprist’, ɔ: opskaaren, aabnet.
rista, v. a. 2. (e—e), ryste, bevæge stærkt. G. N. hrista. riste seg: ryste sig; afryste noget; ogsaa bæve, skjælve. riste pꜳ Hau’e: ryste Hovedet. — Particip: rist’, rystet, omrystet. (Ikke i figurlig Betydning).
rista, adj. beskaffen med Hensyn til Bristen; om Sko og Støvler.
Ristel, m. Langjern i en Plov, et Slags Kniv under Plovaasen, bestemt til at skjære Furen ovenfra eller aabne samme for Ploven. Voss, Valders, Hedemarken, Ørk. Helg. (Andre St. Skjere).
Ristespik, f. Kile som sættes imellem Læsten og Overlæderet paa Sko, naar man syer eller flikker dem.
risthøg, adj. høi eller tyk i Vristen, om Fødder. Ogsaa stolt, trodsig, kjæphøi. Nordre Berg.
Risting, f. Rystelse; ogs. Skjælven, Bæven.
ristlꜳg, adj. lav i Vristen; ogsaa trang, om Sko eller Støvler.
rita (aab. i), v. n. (a—a), 1) ridse, strege, gjøre Streger eller Figurer; ogsaa skrive; dog især om slet Skrift. Han heve rita ut heile Papir’e. Nordre Berg. Tell. (Sv. rita, tegne. G. N. rita, skrive). — 2) i Talemaaden „rite upp“: opregne, anføre i en Rad eller Række. Sdm. Han rita upp so mꜳnge, at dæ va ingjen Ende pꜳ. Jf. Reit.
Riting (aab. i), f. Ridsning; daarlig Skrift. — Uppriting: Opregnelse.
ritla, v. n. vanke, flakke om. Voss.
ritt, s. rett. — rittno, s. rettno.
Riv (aab. i), m. Bom eller Valse i en Væverstol. Store-Riv’en: Garnbommen. Litle-Riven: Vævbommen (hvorpaa det vævede Tøi oprulles). B. Stift. Forekommer ogs. i Formen Ræv (Indr.) og Røv, aab. ø (Tell.); ellers Rull (Sogn og fl.). Isl. rifr. — Riv betyder i Nordre Berg. ogsaa den Model, hvorpaa Maskerne i et Garn knyttes; ellers kaldet: Ride.
Riv (aab. i), n. 1. 1) Rivning, Riven. „Riv ꜳ Slit“: Riven og Sliden; Arbeider som angribe Kroppen og Klæderne. — 2) Smerter, der yttre sig ligesom en Rivning; især Bugvrid, Mavepine. (Sv. ref). „Riv ꜳ Rensl“: Fornemmelser som ligne en Riven og Stikken. — 3) en Rift, en Revne. Sjeldnere.
Riv (aab. i), n. 2. Ribbeen, Sidebeen. (Sideriv). G. N. rif. Sv. ref. — Beslægtet: Ribba. Jf. Rim, Rime, Rabb.
Riv (aab. i), n. 3. en lang Banke eller Grunding i Søen; et Rev. G. N. rif.
riva (ii), v. a. (riv’; reiv; rive, aab. i), 1) rive, slide i Stykker; ogsaa ridse, kradse, f. Ex. paa Huden. G. N. rífa. 2) føre afsted i en Hast, rykke, trække med sig. rive ned: komme til noget saa at det falder ned. 3) v. n. om Smerter, som fare pludselig igjennem Lemmerne. Dæ riv i Armom: det smerter i Armene (ligesom ved en Rivning). Jf. Riv. — Enkelte Talemaader. rive ihop: røre sammen, forvikle. rive stad: vælte noget overende. (N. Berg.). rive ti seg: sluge, æde med Graadighed. — rive veg (vek): rykke bort. rive sundt: sønderrive. rive eit Hus: nedrive et Huus. rive Kjæften: skjende eller skraale meget. (Foragteligt). Dæ riv’e ti: det klarer op, Skyerne adsprede sig lidt. Dæ riv av: det gaaer an, man slaaer sig igjennem. (Tr. Stift).
Riva (ii), f. en Rive, især til at rage Hø med. Jf. Harke og Krafse. (Isl. hrífa). Hertil Rivehovu’, el. Rivehaud, n. Rivehoved. Rivetind, m. Tand i en Rive.
Riva (aab. i), f. 1) Rift, Revne; ogsaa en smal Aabning, f. Ex. imellem Fjelene i en Væg. Ogsaa kaldet Rivja. — 2) et Slags Udslæt, som sædvanlig angriber Børnene i den spædeste Alder. Han æ lꜳk’e ’ta Rivenne. B. Stift.
rivande, adj. 1) rivende. 2) som man kan rive eller faae i Stykker.
Rivar, m. en haardfør Arbeider; ogsaa En som er uvarsom med sine Klæder.
rivast, v. n. rivst, reivst, rivest), brydes, rykkes med hinanden, kjæmpe for Spøg. B. Stift. Ellers dragast og takast.
riven (aab. i), part. reven; splittet; forslidt. (Udtales ogsaa reven og ræven). G. N. rifinn.
Rivenavar, m. en liden Naver, hvormed man borer Hul til smaa Trænagler, f. Ex. Rivetænder.
Riving, f. Rivning, Sliden; Bortrykkelse. I Betydning af Brydning eller Kampleg siges ogsaa Rivsting. Ellers Rivstemne og Rivskap.
Rivja (aab. i), f. Revne, Sprække; Aabning i en Væg. Tildeels i Berg. Stift.
rivna (aab. i), v. n. (a—a), revne, sprække. Hedder mest alm. rimna (remne), og nogle Steder ribna. G. N. rifna. — rimne sund’e: sprække sønder.
Rivna, f. en Revne. (Kun om noget som er revnet, altsaa tildeels forskjelligt fra Riva og Rivja). Lyders ellers som Rimna (Remne) og tildeels Ribna.
ri-voksen, s. rirvaksen.
Rivol, el. Revꜳl, m. Kaprifolium (et Træ). Jæd. — S. Ringvid.
rivsjuk (aab. i), adj. meget kamplysten, som altid vil brydes. Sdm. og fl.
Rivstemna, f. Brydning, Kampleg. Nordre Berg.
rivut (aab. i), adj. fuld af Revner. Ellers: rivette, revꜳt, rævꜳt.
Rjꜳ, m. Kornstør, opsat til Tørring. (Sogn, Vald.). S. Rꜳ.
rjꜳla, v. n. gaae Sagte, især om gamle Folk. Sdm. — Jf. reika, ratla.
rjo(d)a, v. a. (ryd; raud; rode, aab. o), smøre, stryge, besmøre. Søndre Berg. i Formen: rjoa (ry, rau). I Sdm. rjøde (aab. ø) og tildeels rjø, men bruges sjelden og har da sædvanlig svag Flexion (a—a). G. N. rjóða (rýð, rauð). — Rjo’lefse (Rjøløfse), Lefser med blanke Striber og Figurer, som dannes derved at de overstryges med en vaad Kvast under Bagningen. En saadan Kvast hedder Kjo’visp, m. og Kjø’vippe, f.
Rjo(d)ing, Rjøding, f. Overstrygning.
Rjome (oo), m. Fløde; især af tyk Mælk. Alm. i Forskjellig Form, nemlig Rjome (Sogn, Nhl. Hard. Sæt.), Rjøme, aab. ø (Nordre Berg.), Ryme (Helg.), Rome (Jæd. Rbg. Tell), Rume og Rjume (Guldbr.), Røme og Rømme (mest ved Byerne). G. N. rjómi. Jf. Fløyte og File. — Hertil: Rjomegraut, m. Flødegrød. Rjomekolla, f. et Fad Tykmælk med Fløden paa. Rjomeskyr, (aab. y), den fedeste Mælk i Karret, nærmest under Fløden.
rjona, v. n. (a—a), nøle, tøve, blive seent færdig. Sdm. og fl. — rjon’ uppe um Kveldꜳ: gaae og sysle med ubetydelige Ting indtil langt ud paa Natten.
Rjoning, f. Nølen, Langsomhed, Udhaling af Tiden.
Rjot (oo), m. 1) Knurfisk. Nordre Berg. dog sædvanlig i Formen Rjøt (aab. ø). S. Rinald. 2) en vranten Person, en Knurrepotte. Af rjota.
Rjota, f. en aaben Plads i en Skov, et Mellemrum; ogsaa Grønning, Græsplet. Shl. (Jf. G. N. rjóðr). Ellers Glenna.
rjota, v. n. (ryt’; raut; rote, aab. o), 1) falde, glide ud, styrte. Sætersdalen (i Formen rjote). Dæ raut av Slea: det faldt ud af Slæden. Han raut i Ꜳ’næ: han styrtede i Elven. G. N. hrjóta. — 2) knurre, brumme, grynte. Mere alm. Ogsaa: mukke, knurre eller skjende for noget. (Foragteligt). — 3) snorke i Søvnen. I denne Betydning er det mest udbredt og næsten almindeligt, dog med forskjellig Form i Infinitivet, nemlig: rjota (S. Berg.). rjote (Rbg. Tell.), rjøte, aab. ø (N. Berg.), rote (Gbr.), roda (Jæd.), ryte (Tr. Stift). G. N. hrjóta. — Sproget synes desuden at forudsætte et andet „rjota“ med Betydning revne eller løsne, hvoraf roten og røyta.
Rjoting, f. Knurren; Snorken.
rjuka, v. n. (ryk’; rauk; rokje, aab. o), 1) ryge, give Røg eller Damp. Hedder rjuka (i Sogn og S. Berg.), rjuke (Tell. Gbr.), rjøke (N. Berg. og fl.), og ellers ruke, røke og ryke. G. N. rjúka. Jf. Røyk og røykja. — 2) drive, fyge, kastes i Luften; om Vand, Snee, Støv og deslige. Hertil Talemaaden: „eit rjukande Ver“, om en stærk Storm. Ellers Rok og Rokver. — 3) falde, styrte. Han rauk burt-i Veggjen: han faldt imod Væggen. (B. Stift). rjøke stad: falde overende. (Sdm.). Ogsaa tabe, give tabt, blive overvældet. (Meget brugeligt søndenfjelds). Dæ bli ’kje lengje før han ryk’: han kommer ikke til at holde sig længe. Dæ ryk upp: det bliver for let. — Jf. Talemaaden: „rjuke ’ti“: styrte sig over, tage pludselig fat paa. „rjuke ihop“: gribe hinanden, komme i Kamp.
Rjuking, f. Rygen, Tilstrømning af Røg.
Rjupa, f. Rype (Fugl). Lagopus subalpina. Nogle Steder Rupe og Rype. G. N. rjúpa. Hertil: Rjupefjør, f. Rypefjæder. Rjupeskyttar, m. Rypejæger. Rjupesteik, f. Rypesteg.
Rjupebær, n. Rypebær (Arbutus alpina). Tell. Sdm. og fl.
rjø, og rjøde, at smøre; s. rjoda.
rjøke, ryge, drive; s. rjuka.
Rjøl (aab. ø), m. en Stribe paa Huden med Hævelse eller Udslæt. Sdm. — I Ørk. bruges Ryl i en lignende Betydning.
rjølet(te), adj. ujævn, om Huden ful af Striber med Hævelse.
Rjøme, s. Rjome. Rjøt, s. Rjot.
rjøte, brumme, snorke; s. rjote.
Ro, f. 1. Ro, Stilhed, Hvile. Han hev ikje Ro pꜳ seg: han kan ikke være rolig, der er noget som driver ham.
Ro, f. 2. Stang, Stage, smalt Træ. Indr. (G. N. rá). Jf. Rꜳ, Reie, Ræle, Rꜳte, Trode. — Hertil Ro-lengd, f. en enkelt Længde af Stænger i Gjærder eller Hesjer, et enkelt Led eller Afsnit. (I Sdm. Trodlengd).
Ro, f. 3. 1) en liden Jernplade med et Hul i Midten, hvori Spidsen af et Søm klinkes fast. B. og Tr. Stift (G. N. ró). 2) Kruusning paa Eggen af Knive og deslige, frembragt ved en stærk Slibning. Sdm. Ørk. og fl. Heraf roslipa, v. a.
Ro, f. 4. Vraa, Hjørne; s. Krꜳ.
Ro, m. Frø af Ukrud i Kornet (= Melde). Sogn. — Hertil Ro-trog (aab. o), n. et Sold, hvori Kornet renses for saadant Frø.
ro, v. n. (r—dde), roe, med Aarer. G. N. róa. Præs. hedder i Sdm. og flere Steder: rør (G. N. rœr). Jf. rødd, Ror, Røde. — „ro Fiskje"; drive Fiskerie, være i Fiskerleierne paa den Tid, da de store Fiskerier foregaae, især efter Vaartorsken. Hedder ogsaa blot „ro"; f. Ex. Han heve rott pꜳ same Stad’a i mꜳnge Ꜳr. Kvar va dæ han rodde: i hvilket Fiskevær var han? (Nordre Berg.). — ro seg upp: roe høiere mod Vinden for at kunne seile bedre. „ro seg upp-atte“: indtage sin forrige Plads, efter at have drevet for Vinden; indhente hvad man har tabt. „ro fram-pꜳ“: støde mod Landet eller mod et Skjær, idet man roer.
roa, v. a. (a—a), stille, gjøre rolig, bringe til Ro; ogsaa søvndysse (nemlig et Barn). Gbr. Tr. Stift, og fl. „roa seg“: slaae sig til Ro, forblive rolig paa et Sted. B. Stift.
roande, adj. som man kan roe paa. Dæ blæs so pꜳ Fjor’a, at han æ ’kje roande. Betyder ogsaa: roende (i Modsætning til seilende).
Roar, m. Roerskarl.
Ro(d), f. Rad, Række, Linie. Sogn, Tell. og fl. i Formen Ro (aab. o). G. N. röð. Ellers Rad. Jf. Strod.
Rod (aab. o), n. Skindet paa Fiskene. Berg. og Tr. Stift. (Nogle St. Rꜳ). G. N. roð. „D’æ ’kje anna Ro’ ꜳ Ryggjen“, siges om Fisk som er meget mager.
roda (aab. o), v. n. (a—a), see rødt ud, vise sig i en rød Farve. Nordre Berg. Hedder ellers raue (Ørk.) og røye, for røyda (Gbr.). Af raud. Dæ roda inn i Kjæften: Munden stod aaben, saa at den saa ud som en rød Plet. (Sdm.). D’æ so fullt ’ta Bær at dæ raue pꜳ Mark’a: Marken seer ganske rød ud af de mange Bær. (Ørk.). Jf. kvita, svorta, blꜳa. — Ogsaa med et bestemt Subjekt, f. Ex. Sol’a roda ni Fjell’a: Solen giver et rødligt Skin paa Fjeldtoppene.
rodda, v. n. snakke idelig, lade Munden løbe. Sdm. (Jf. radda, ralla). G. N. rödd, Stemme.
Rode (aab. o), m. Rødme; Rødhed, f. Ex. i Skyerne. B. Stift og fl. Mest i Formen Roe (aab. o), ogsaa Rꜳe. I Gbr. Raue. G. N. roði.
ro(d)en (aab. o), part. af rjoda: smurt, bestrøgen. (Sjelden). G. N. roðinn.
Rogge, f. en tynd Hinde eller Hud; den fine Hud som dækker Kjødet indvendig i Dyrene; især i Fiskenes Bug. Sdm. Maaskee egentlig Rodga.
rogja el. roja (oo), v. n. døse, nøle, ikke blive færdig. Voss og fl. i Berg. Stift.
Rogn (aab. o), f. Rogn i Fisk (Ravn), Fiskenes Æg. Udtales mest alm. Rꜳgn. G. N. hrogn. — Heraf Rygna.
Rogn, m. Røn, Rønnetræ (Sorbus). Mest alm. Rꜳgn; men hedder ogsaa Raun (Sogn, Nhl. Jæd. Rbg.) og Raudn (Hard.?). G. N. reynir. — Hertil Rogneblom, m. Rønneblomster. Rognebrum, n. friske Rønnekviste. Rognebær, n. Rønnebær. Rognelauv, n. Rønneløv. Rognerenning, m. opspirende Røn; Skud, Spire. Rognerosa, f. Rønneblomst.
Rognfisk, m. Fisk som har Rogn (Æg).
Rognkjeksa, f. Klumpfisk, Bugsuger (Cyclopterus Lumpus). Nordre Berg. og fl. Udtales ogsaa Rꜳngkjekse. Ved Stavanger derimod: Rognkjølsa. (Isl. hrognkelsi).
Rok (aab. o), n. 1. Rygen, Drev; stærk Storm paa Søen. — Sjørok: det at Vandet driver i Luften. G. N. rok.
Rok (aab. o), n. 2. Topmaal, Top som stiger op over Bredderne af et Kar. Tell. (I Østerd. bruges „Rꜳvꜳ“ i samme Betydning).
roka (aab. o), v. a. topmaale, lægge Top paa Karret. Tell. G. N. hroka. I svenske Dial. råka. — Hertil roka, adj. toppet, topmaalt.
Roke (aab. o), i Talemaaderne: „ette Roke“, og „fyre Roke“, ɔ: efter Rad, i uafbrudt Orden, saaledes at intet bliver forbigaaet. Sdm. (Ellers: ette Rad, andfares, førtvart). Forudsætter et gammelt Roka el. Raka.
Rokflaga, f. Stormbyge, hvorved Vandet drives op i Luften. B. Stift.
rokjen (aab. o), part. (af rjuka), styrtet, overvunden, som har givet tabt.
rokjen (aab. o), part. (af reka), 1) dreven; f. Ex. om en Baad: avrokjen. (Ellers rekjen). — 2) erfaren, bereist, som har vanket om paa forskjellige Steder. Nordre Berg.
Rokk, m. Rok, Spinderok. Hertil Rokkhovu’ (aab. o), el. Rokkhaud, n. Rokkehoved. Rokklag, n. en vis Portion af Uld eller Liin, som vikles om Rokkehovedet for at spindes. Rokkesnor, f. den Snor som trækker Tenen i en Rok.
rokk og rokkje, see rekka.
Rokmꜳl (aab. o), n. Topmaal. S. Rok.
Roko, s. Skovl; s. Reka.
Rokver (ee), n. stærk Storm, som bringer Vand og Snee til at drive. Tr. Stift. G. N. rokviðri.
roleg, adj. rolig, stille. Heraf Rolegheit, f. — rolege (role’), adv. roligt, i Ro.
Ro-lei(d), f. Vandvei, Stykke som man reiser tilvands. Tell. og fl. (Egentlig Rorleid). Paa Hedemarken hedder det: Rosslei’.
Ro-lengd, f. Stanglængde; s. Ro.
rolla (rodla), snakke. Lister (s. ralla).
Rom (oo), n. 1) Rum, tilstrækkelig Plads. Bruges ogsaa i Formen: Rum, i Sogn, Nhl. Gbr. og fl. (G. N. rúm). — 2) Sted; Tilholdssted. Meget brugl. i Tr. Stift. Pꜳ sama Rom’e: paa samme Sted. koma pꜳ Rom’e: komme til det bestemte Sted. — Ogsaa Stilling, Vilkaar. fꜳ seg eit godt Rom: komme i en heldig Stilling. — Skulde egentlig hedde Rum (uu); jf. Ang. rúm; G. N. rúmi. Det afledede Verbum hedder dels røme, deels ryme.
rom (oo), adj. rummelig, vid, bred. Nogle Steder rum. G. N. rúmr. I romaste Lag: vel rummeligt, en liden Smule for vidt.
rombygt, adj. rummeligt bygget, langt imellem Husene.
Romegadn (for garn), n. Midten af et Garn eller Vod, nemlig imellem den øverste og nederste Kant; det som er midt imellem Flaaen (Kavlen) og Grundkanten. Shl.
Romegras, n. Beenbræk (Narthecium Ossifragum). Jæd. Vel egentlig Rjomegras, paa Grund af Blomsternes gule Farve.
romfjella, adj. rummeligt imellem Fjeldene; bredt, aabent, om et Dalføre.
romfræk, adj. stor, bred, som behøver meget Rum. Sdm. Nfj. Nhl. I Sogn hedder det romfrøkjen og rumfrøken. Andre Steder romstor.
Romhelg, f. og Romhelgjedag, m. en Dag som fordum har været Helligdag og som nu sædvanlig kun anvendes til enkelte lette Arbeider og Smaasysler i Huset. Nhl. Ndm. og fl. Ellers kaldet Halvhelg, Prikkedag, Lappardag. G. N. rúmheilagr dagr bemærker Søgnedag. (Lovene I, 251).
romhendt, adj. rundhaandet, gavmild; ogsaa lidt ødsel.
Romleikje, m. Vidde, Rummelighed. Oftere Rømd.
romlendt, adj. rummeligt, frit for Bakker, Klipper eller Krat.
Romløysa, f. Mangel paa Rum.
Romrekje (aab. e), n. uduelig Ting eller Person, noget som er allesteds tilovers. Nordre Berg.
romsa (seg), v. a. (a—a), røre sig, vende sig idet man ligger; ogsaa vaagne og reise sig. B. Stift.
romsjøa, adj. rummeligt, om et Farvand; frit for Skjær eller fremstikkende Landtanger.
romskinna, adj. løsskindet, hvis Hud kan trækkes ud i Folder eller Rynker.
romsløg, adj. om Eng som er rummelig til at slaae, fri for Steen og Krat. Nordre Berg. Undertiden ogsaa: romskjør.
romstor, adj. stor, som behøver stort Rum. Tr. Stift, Tell. og fl. — Jf. romfræk.
romt, adv. rummeligt; ogsaa rigeligt, ikke knapt. F. Ex. romt fem Alne: velmaalt fem Alen og hellere mere end mindre. B. Stift.
romus, adj. gavmild, rundhaandet; ogsaa ødsel. Tildeels i Tr. Stift. I Sdm. hedder det rꜳmusen (aab. u); paa Helg. romusk. Uvis Oprindelse.
romvoren, adj. noget vid eller rummelig.
rona, spaae, hexe; see runa.
Rone (oo), m. Orne, Han-Sviin. Shl. Jæd. Mandal. I Hall. og Vald. hedder det Rꜳne. (Ellers Galt). G. N. runi (et af Svinets Navne i Skalda).
Ronekall, s. Runekall.
ronnen, part. (af renna), runden, oprunden; ogsaa udflydt; smeltet. I Gbr. og Tr. Stift tildeels: runnen.
Ronver (ee), s. Rungver.
Rop (oo), n. Raab. Sv. rop.
ropa (oo), v. n. og a. (a—a; og a—te), 1) raabe, tale meget høit. G. N. hrópa. — 2) v. a. kalde, tilraabe En. Gakk ut ꜳ rope dei inn: gaa hen og kald dem ind.
ropa (aab. o), v. n. ræbe. (Voss og fl.). Ellers rapa, garpa, gurpa. G. N. ropa.
Ropadda, s. Rovetroll.
Ropar, m. 1) en Raaber; Skraaler. 2) et Slags Ugler, bekjendte af deres hæslige Skrig; ogsaa et Spøgelse, det samme som Gast og Utbur. Gbr.
Roping, f. Raaben, Skraal.
Ror, m. 1) Roen, det at man roer. Hedder paa enkelte Steder Ro, for Rod, egentlig Rodr. G. N. róðr. Jf. Røde. — 2) Fiskerie; især Vaarfiske, Torskefiskerie. Dei va i Ror’a: de vare ude i Fiskeriet. — 3) Overfartssted i en Elv; Færgested. Ørk. — Ellers bruges „Ror“ ogsaa om Roer paa Fartøier, medens dog det almindelige norske Navn er: Styre. Samme Betydning som ved „Røde“ forudsættes i „Seksroring“.
Roramꜳt, n. den Afstand fra Land, som man sædvanlig holder sig i, naar man roer langs Strandbredden; et Steenkast fra Land. Sdm.
Rorbu(d), f. Fiskerbod, Huus indrettet for Søfolk i et Fiskevær. Nordland.
Rorfolk, n. Fiskere, som samle sig ved Kysterne i Fisketiden; ogsaa Folk som leies til Fiskeriet. Oftere Rossfolk; saaledes ogs. Rosskar og Rossmann.
Rortid, f. Fisketid, Vaarfiske.
Ros (aab. o), f. 1) Ridse, Stribe i Huden. Tell. I Nordre Berg. Rose (aab. o). Jf. Kjøtrose, Blodrose. — 2) en stor Fure eller Rift i Jorden, især fremkommen ved Steenskred. Shl. Jæd. (Tildeels udtalt Rꜳs).
Ros (oo), f. Rosen (en Sygdom); i Særdeleshed om en stor Mathed og Ømhed i Legemet, tildeels en Følge af Forkjølelse. (Berg. Stift). Ellers om Hævelse i Saar. „Dæ sette seg Ros ’ti“, ɔ: der kom Hævelse i. Ogsaa om et Slags Saar, som ere vanskelige at læge (Ros-saar); ellers tildeels kaldet Suurbeen. „Ein Rosfot“: en Fod med et saadant Saar.
Ros (oo), n. og f. Ros, Ære.
Ros (aab. o), n. Skal; see Rus.
Rosa (oo), f. 1) Rose, Haverose. Jf. Klungr. Nogle Steder Ros. — 2) Blomst, i Almindelighed. Nordre Berg. Tr. Stift. Saaledes Rognerose, Heggjerose, Eplerose o. s. v. — 3) Blommer, Sirater, Figurer som ligne Blomster eller Løvværk; ogsaa om Tegninger i Bøger, Udskjæringer i Træ o. s. v. Nordre Berg. og fl.
Rosa (aab. o), f. en Stormbyge, et stærkt Vindstød. Nordensfjeld; ogsaa i Shl. og fl. I Nhl. hedder det „Brosa“. Hertil Rose-ver, n. Vind som falder i stærke Byger. (Isl. rosi, uroligt Veir).
rosa (aab. o), v. a. (a—a), ridse, kradse, saare lidt. Tell. s. Ros.
rosa (oo), v. a. 1. (a—a), sætte Blommer eller Sirater paa, smykke, tegne med Figurer.
rosa (oo), v. a. 2. (a—a; og a—te), rose, omtale med Ros. G. N. hrósa. Han rosa ’kje Leikj’en: han roser ikke den Leg, han har nok ingen Fornøielse deraf.
rosa (oo), adj. blommet, prydet med Figurer. Hertil raudrosa, blꜳrosa o. s. v.
rosande, adj. værdt at rose.
roset, s. rosut. Rosever, s. Rosa.
Ro-skꜳp, n. Hjørneskab. Gbr. og fl. Ellers Krꜳskꜳp og Kroskꜳp, f.
ro-slipt, adj. kruset i Eggen af stærk Slibning. See Ro.
rosnæm, adj. om En som let angribes af Rosen (Sygdom), eller i hvis Saar der strax kommer Hævelse. B. Stift.
Rossa, f. en Hoppe. Tildeels i Nhl. (Jf. Rysja). Ellers Horsa. G. N. hross, n.
Ros-sꜳr (oo), n. et Slags langvarige Saar med Hævelse. S. Ros.
Rossegauk, m. Horsegjøg, Bekkasin. Nhl. (S. Humregauk). G. N. hrossagaukr.
Rossfolk (oo), Fiskere; s. Rorfolk.
Rosslei, s. Roleid.
Rossløn (oo), f. Hyre, Betaling til en leiet Fisker i Torskefiskeriet. Egentlig Rods- eller Rodrsløn. S. Ror.
Rossmꜳr (aab. o), m. Hvalros. Nogle Steder ogsaa Rossmꜳl, dog synes begge Navne at være meget sjeldne. Nordenfjelds.
Rost (aab. o), n. Taget paa et Huus, især den øverste og indvendige Deel af samme; ogsaa Tagets Reisning eller Høide. Upp i Rost’e: oppe under Taget. Tell. Hall. Buskerud. Hedder paa andre Steder Raust (Sogn, Valders). — Heraf det nordenfjeldske Ryste og Røyste, om den øverste Spids af Tværvæggen. Jf. Rot.
rosta, v. a. (a—a), sætte Tag paa; eller egentlig: bestemme Tagets Reisning, anlægge Taget. Nogle Steder rausta. G. N. rausta (Diplom. I, 352).
rosta, adj. beskaffent med Hensyn til Tagets Reisning, om et Huus. Hertil lꜳgrosta, flatrosta, brattrosta.
roste, s. resta og rysta.
Roste, m. Roste, den Deig eller Røre hvoraf Ølet udvirkes. Søndre Berg. og fl. I Sdm. hedder det Ryst, f. — Hertil Roste-sꜳ, m. det Kar hvori Maltet mænges til Deig. (I Sdm. Rystesꜳ).
rosut (aab. o), adj. striblet, opkradset paa Huden. (S. Rosa).
rosut (oo), adj. blommet, fuld af Sirater og Figurer. Ellers rosette, rosꜳt, rosat. Af Rosa (oo).
Rot (oo), f. (Fl. Røt’er), 1) Rod; f. Ex. paa Træer. G. N. rót. Fleertal ogsaa Røt’ar, Røt’e, Røt. (G. N. rœtr). — 2) Rodfrugt; især Kaalrod, Kaalrabi. Søndenfjelds. — Frꜳ Rot’enne: fra Roden af. Ei lꜳk’e Rot i Ve’re: en slem Beskaffenhed i Luften, et langvarigt Uveir. (Jf. Røte og Illrot). Dæ heve korkje Rot elder Fot: det har ingensomhelst Grund.
Rot (oo), n. 1. Tag, den indvendige Deel af Taget i et Huus. Meget brugl. i de Egne hvor det foranførte „Rost“ mangler, nemlig i Berg. Stift, Stav. Amt og Rbg. (Jf. Rotstova). Undertiden ogsaa om en vis Mængde af Kjød eller deslige, som er ophængt under Taget. (Kjøtrot, Fleskerot). Hertil Rotabyte. — I Kr. Stift rækker Ordet Rot til Fyrresdalen, hvor man har det Ordsprog: „Dæ bære te hengje i Rot’e um Hausten, en te leggje i Røys’a um Vꜳren“, ɔ: det er bedre at hænge det under Taget end at lægge det i Steenhoben; man gjør bedre i at slagte Koen om Høsten end at lade den sulte ihjel om Vaaren. — Ordet gjenfindes kun i det gothiske hrót, ɔ: Tag.
Rot (oo), 2. Roden, Gravning, Arbeide i Jord og Smuds; ogsaa Sølerie; Uorden, Ureenlighed; undertiden ogsaa Tummel, Uro, langvarig Travlhed med ubetydelige Arbeider. S. rota.
Rot (aab. o), n. 1. Raaddenhed, Forraadnelse. Dæ kjem’e Rot i: det begynder at raadne, viser Tegn til Forraadnelse. G. N. rot.
Rot (aab. o), n. 2. Knurren; Brummen; ogsaa Snorken. (Af rjota, raut). Hertil Rothol, n. Knurrepotte. (Foragteligt).
Rota (aab. o), f. Læbefisk (Labrus). Nhl. Shl. (Ellers Berggylta). I Shl. ogsaa kaldet Gandarota.
Rota (oo), f. Rode, Afdeling; f. Ex. paa en Vei. (Nyere Ord). Rotemann, m. Rodeforstander. Roteveg, m. en oparbeidet Vei, Bygdevei. Meget brugl. i Rbg. og Nedenæs.
rota (oo), v. n. (a—a), 1) rode, røre eller grave; f. Ex. i Jorden. rota upp: røre op, grumse, plumre. 2) søle, sluske, behandle sit Arbeide skjødesløst, uden Nethed og Reenlighed. 3) hendrive Tiden med Smaating, ruske og røre ved forskjellige Ting uden at udrette synderligt. Dei rota so lengje fram ette Kveldꜳ: de gaae der og søle til langt paa Natten. (B. Stift). Heraf Rot, n.
Rotabyte (oo), n. Skiftning, Deling af Kjød og andre Fødevarer som hænge under Taget i en Madbod. (Jf. Rot, n. Kjøtrot). Shl. „gjera Rotabyte“, gjøre en saadan Adskillelse i Huusholdningen.
rotall (rotalt), adj. ubehageligt, ureenligt; om et Arbeide.
rote (aab. o), s. rjota og roten.
roten (aab. o), adj. raadden, forraadnet. (G. N. rotinn). Jf. Rot, n. og røyta, v. a. — Ogsaa om En som er meget doven. B. Stift. Hertil Rotaskap, m. Dovenskab. Nhl.
Roteveg, Bygdevei; s. Rota.
rotfast, adj. rodfast, indvoxet.
rothogga, v. a. hugge op med Roden.
Roting (oo), f. Roden; Sølerie; s. rota.
Rotkubbe, m. Rodstykke af et Træ.
rotlaus, adj. som ikke har Rod.
rotna (aab. o), v. n. (a—a), raadne, forraadne. G. N. rotna. Nogle Steder ogsaa: løsne, blive løst; især om Haar. Jf. røyta. — Heraf Rotning, f. Forraadnelse (= Rot, Røyta).
Rotsmak (aab. o), m. Smag af Raaddenhed, f. Ex. i gammel Frugt.
rotstor (oo), adj. stor, tyk i Roden.
Rotstova, f. Stue som ikke har Loft; Røgstue. Nhl. Shl. Af Rot (oo), n. og Stova (aab. o).
Rott (aab. o), m. 1) Snude, Tryne paa Sviin. Ørk. — 2) en fremstaaende Mund. Sdm. „gjere Rott“: skyde Læberne stærkt fremad.
Rotta, f. Rotte. „Høy-Rotta“ i Nhl. er det samme som Høymeis.
Rot-tæv (aab. o), m. Lugt af Forraadnelse.
Rotvelta, f. et Træ som er oprevet med Roden; nemlig af Storm. B. Stift.
Ro-ull, f. Løs-Uld. See Ru.
Rov (aab. o), n. 1. Rift, Aabning, et Punkt hvorfra man kan adsplitte eller sønderrive noget. Nordre Berg. Dæ va snart te rive, nꜳr ein bære fekk Rov pꜳ di. (I Nhl. siges Rꜳk). I Ordet „Elrov“ betyder det Afbrydelse, ligesom G. N. rof, af rjúfa.
Rov (aab. o), n. 2. Tag paa et Huus. Meget brugl. i Namdalen; tildeels udtalt Rꜳv, som maaskee ogsaa er den rigtigste Form; see Ræve. (G. N. rjáfr).
Rov (oo), n. Levninger af en nedreven Bygning; især Næver af Taget. Shl. „tekkja mæ Rov“: tække med gammel Næver. (Isl. hróf, svag Bygning; rof, Ruiner).
Rova, f. 1. Hale, f. Ex. paa Hunden. Søndre Berg. Kr. Stift, Hall. Vald. (Ellers Rumpa). — G. N. rófa synes at betyde Halebeen (= Rumpetangje). Lovene I, 228.
Rova, f. 2. Roe, Hvidroe (= Næpa). Forekommer i B. Stift, men sjelden.
rova (aab. o), v. n. optage et stort Rum (= ruva, ryva). Jæd.
roven (aab. o), adj. 1) løs, let at afrive eller afslaae; især om Engen eller Græsset, Shl. (Ellers lausbeitt). G. N. rofinn, løs, afbrudt; af rjúfa. — 2) porøs, utæt, fuld af smaa Huller eller Luftblærer; f. Ex. om Iis. Tell. — 3) skjørnet, opløst, som begynder at smelte; især om Fiskelever. Sdm. Heraf rovna.
Rovetroll, n. Rumpetudse; Frøernes Unger i deres første Skikkelse. Søndre Berg. Ellers kaldet Rumpetroll (mest alm.), Ropadda (Nhl.), Holopadda (Indr.).
rovna (aab. o), v. n. (a—a), 1) opblæses, blive hullet eller porøs (roven). Tell. — 2) skjørne, opløses, begynde at smelte (om Lever). Sdm.
Ru, f. Laad, kort og løs Uld paa Faarene. B. Stift. (I Tell. Ro-ull). Isl. rú, n. Hertil Ru-flokje, m. en liden Tot af saadan Uld. Ru-garn (ga’n), n. Traad og Tøi af Løsuld. Ligesaa Ru-trꜳd, m.
Ru, m. Skorpe; s. Rur.
rua, v. a. plukke Løsulden af Faarene. Om et andet rua see ruva.
rubba, v. a. afskjælle Fisk. Nhl.
rubben, adj. ru, knudret, ujævn; om Traad og Tøi. Nordre Berg.
Rubbhevel, m. Skrubhøvel (Stav. Amt).
rudd, part. (af rydja), ryddet; jævnet. Nogle Steder rydd. G. N. ruddr.
Rudning, f. Rydning af udyrket Jord. Rudningsrett, m. Rydningsret.
Rue, s. Ruga. Ruflokje, s. Ru.
Rug (aab. u), m. Rug. Udtales forskjelligt, deels Rug, deels Rog og Ro. — Rugꜳkr, m. Rugager. Ruglest, m. see Lest. Rugmjøl, n. Rugmeel.
Ruga, f. Klump; især af Skarn, f. Ex. Kuruga: Kokase. Nordre Berg. I Sdm. og Ndm. hedder det Rue. I Tell. Rye (Rygje). I svenske Dial. ruka. G. N. hrúga, Dynge.
Rugde, f. Holt-Sneppe (Scolopax rusticola). Ag. Stift. Ellers Blomrukka og flere.
Rugg, m. en stor og fyldig Karl. Sogn og fl. Saaledes ogsaa Rugga, f. om et Kvindfolk.
rugga, v. n. (a—a), 1) rokke, vakle, staae usikkert (f. Ex. om et Bord); ogsaa gynge, svaie, vugge sig, som paa Bølger. Alm. og meget brugl. — 2) spadsere, gaae sagte, lakke afsted (egentl. med en vuggende Bevægelse). Hall. Valders og flere Steder i Ag. Stift.
rugga, v. a. (a—a), 1) vugge, gynge et Barn i Vuggen. Temmelig alm. (Nogle St. vogga). Isl. rugga. „rugge te Sømns“: vugge et Barn i Søvn. — 2) rokke, bevæge, røre af og til. Dæ var sꜳ tungt at ’en kunn’ inte rugge dæ. (Hedemarken). Mꜳ ’kje rugge Bor’e: vogt dig at du ikke ryster Bordet. Ho rugga godt Bꜳrꜳ i Dag: Havbølgen vugger ret lystigt idag. (B. Stift).
ruggalt, adj. n. vaklende, gyngende. (Sjelden).
Ruggerom, n. Rum til at vugge i.
Rugging, f. vuggende Bevægelse.
Rugl, n. Vaklen, Rystelse; ogsaa om en svagere Bølgegang.
rugla, v. n. vakle, rystes; ogsaa gynge op og ned paa Bølgerne. B. Stift.
Ruka, f. 1) en Dynge, især af Hø. Gbr. (= Rækje, Muga). — 2) Hob, Mængde, Masse. Mere alm. Heile Ruka: det hele Slæng. Jf. Ruga.
Rukka, f. Rynke, Fold; f. Ex. paa Klæder. „Rukke i Rukke“: den ene Rynke ovenpaa den anden. „skjota Rukke pꜳ Skallen“: rynke Panden. — G. N. hrukka. Jf. Skrukka.
rukka, adj. rynket. Mest i Sammensætning som storrukka, smaarukka.
rukkast, v. n. blive rynket.
Rukkesaum, m. Søm med Rynker.
rukkut (rukkette), adj. rynket, fuld af Rynker. rukket i Skalla: rynket i Panden.
Rukl, n. Rallen, Lyd i Halsen af besværligt Aandedræt. Sdm. og fl.
rukla, v. n. (a—a), 1) brænde med en svag susende Lyd; især om Brande som ere næsten udbrændte. Gbr. Sdm. 2) om en rallende Lyd i Halsen, nemlig i Sygdom eller stærk Hæshed. Dæ rukla i Hals’a. Sdm. Nogle Steder hurkla.
Rukling, f. Lyd af noget som brænder svagt.
Ruksa, f. Fortælling, især fabelagtig eller æventyrlig. Shl. (= Regla).
Ruku, Skovl; s. Reka.
Rull, m. 1) en Valse, en rund Stok, skikket til at omdreies. Alm. I Særdeleshed: a) et Slags brede Hjul eller Tridser. b) Bagerstok (Kjevle) med Tværskurer. (N. Berg.). c) en Tromle. (Ag. Stift). Ꜳkerrull. — 2) Noget som er sammenrullet; en Stuv, Rulle, f. Ex. Tobaksrulle. — 3) en tyk og klodset Person; ogs. En som gaaer usikkert og falder ofte; især om Børn.
Rulla, f. 1) Rulle, Presse til at rulle Klæder med. 2) Rulle, Liste, Mandtalsbog (egentlig et sammenrullet Papir). 3) en stor Steenhob (= Røys). Jæd.
rulla, v. n. (a—a), rulle, trille, vælte. Ogsaa falde omkuld, styrte ned. Best han gjekk so rulla’n. I Rbg. ogsaa ralla. Jf. trilla, trulla, kanta.
rulla, v. a. (a—a), 1) rulle, vælte noget f. Ex. en Tønde. rulla seg: vælte sig, sætte sig i en rullende Bevægelse. — 2) sammenrulle, lægge sammen i en Rulle. „rulla ihop ein Væv“. — 3) bearbeide med Ruller eller Valser. „rulle Klæde“: mangle, presse Klæder i en Rulle. „rulle Ꜳkr’en“: tromle en Ager. (Ag. Stift).
Rullegogn, f. Manglefjel, Bret til at rulle Klæder med. Nordre Berg. Bruges ogsaa i Formen Rullagꜳng.
Rullekniv, m. Hakkekniv.
rullen, adj. rundagtig, som lettelig ruller bort; ogsaa klodset, som let falder.
Rullestokk, m. Manglestok, Rulletræ. Oftere Rull, m.
Rulling, f. Rullen, Væltning.
Rum, s. Rom. Rume, s. Rjome.
Rump, m. Bagdeel, Sæde (Poder). Brugl. i Nordre Berg. især i Tiltale til Børn. (Isl. rumpr). Ansees mindre anstødeligt end „Rauv“. Jf. Sete.
Rumpa, f. Hale. (Sv. rumpa). Alm. og meget brugl. (især hvor Ordet Rova ikke bruges). — Af Benævnelserne paa en Hale er „Rumpe“ det mest omfattende, da de øvrige ere mere indskrænkede til at betegne en enkelt Form eller Skikkelse. Saaledes bruges i B. Stift „Hale“ kun om Hestenes Haler (nemlig de mest langhaarede); derimod „Spæl“ om Faarets og Gjedens (de korteste), „Vele“ om Fuglenes, og „Spor“ om Fiskenes Hale. Bagspidsen paa enkelte Insekter hedder „Stert“.
Rumpeskuv, m. Dusk i Enden af Halen.
Rumpetangje, m. Halebeen, den Forlængelse af Rygraden, som gaaer ud i Halen. Kaldes ogsaa Rumpebein, n. og paa nogle Steder Rumpestukel (aab. u), m.
Rumpetroll, n. s. Rovetroll.
rumpla, v. a. rokke, flytte, bringe ud af sin Stilling. Dæ grør sjøldꜳ um den Stein’en so’ oftꜳ vert’e rumpla. (N. Berg.).
Run (aab. u), n. 1) en fremstyrtende Masse; især af Iis eller andre Ting som Elvene føre med sig. Nordre Berg. (sjelden). Jf. rynja, runa og Rune. — 2) Brag, Larm af noget som styrter ned. — I Indr. Ryn (Røn).
runa (aab. u), v. n. (a—a), 1) bryde løs; om Isen i Elvene, naar den brækkes og flyder bort. Sjeldent Ord. I Inderøen hedder det rꜳnꜳ, og skal ogsaa findes i Formen rana. — 2) brage, buldre, som naar en stor Masse styrter frem. Sdm. Jf. rynja.
runa (uu), v. n. (a—a), hexe, gjøre noget ved Trolddom; især om at spaae; ogsaa læge ved visse Ord eller Ceremonier. Indr. og fl. Hedder ogsaa runa, aab. u (Helg.) og rona (Ørk. Gbr.). I de sydlige Egne siges fesse, putra, pꜳtre. — Jf. Førerona (Forvarsel).
rund, adj. rund, trind.
rund, part. (af rynja), nedstyrtet. Hedder paa flere Steder rynd (aab. y). Hertil Rundekonn (Ryndekonn), n. Korn som drysser ud af Kornbaandene førend de blive tærskede. B. Stift.
runda, v. a. afrunde, gjøre rundt. Hedder oftere rundera og rundela.
Rundfisk, m. Fisk som tørres heel, uden at blive flækket.
Rundkast, n. Luftspring, Omdreining i Luften.
rundtleitt, adj. rundladen, som har et rundagtigt Ansigt. Alm.
Rundsko, m. pl. heelskaarne Sko, med bredt Overlæder. Søndre Berg.
rundskoren (aab. o), adj. rundskaaren.
rundt, adv. rundt, i en Kreds.
Rundtimbr (Rundetimber), n. Tømmer som er rundt paa Siderne og ikke fladhugget. (I Bygninger).
Rune (aab. u), f. et gammelt forslidt Klædningsstykke. Sdm.
Rune (aab. u), m. 1. (af rynja), 1) Nedstyrtning; noget som er gledet ud eller styrtet ned. Findes i Formen Rꜳnꜳ i Ørk. og betegner især nedstyrtet Jord og Sand i Elvebakkerne. — 2) en stor Hob, Mængde, fremstrømmende Masse. Sdm. „Ein heil’e Rune mæ Kryter“. Jf. Brote, Vase, Velta.
Rune (aab. u), m. 2. (af renna), en Busk, en Klynge af smaa Træer. Sogn. (Jf. Runn). I Ørk. findes Rꜳnꜳ i Betydningen: Spire, Skud, ungt Træ (= Renning). I Afledningen maa det jævnføres med Brune (af brenna) og Spune (af spinna), hvilke ogsaa gaae over til Brꜳnꜳ og Spꜳnꜳ.
Runebokstav, m. Rune, Runebogstav. (Udtales oftest med aab. u). G. N. rúnir.
Runekall, m. Spaamand; Hexemester. Helg. Indr. I Ørk. og Gbr. Konekall. Ellers Fessekall, Putrekall. — Saaledes ogsaa Runekjering, f. Spaakvinde; Hex. I Ørk. og Gbr. Ronekjæring.
Runemæl, m. Sandbakke, Elvebakke af løs og nedstyrtende Sand, uden Græsvæxt. Ørk. i Formen Rꜳnꜳmæl.
Runespegjel (-speiel), m. Hexespeil, et Speil hvori man foregiver at see ubekjendte Ting, f. Ex. uopdagede Tyve. Sdm. (forældet).
Rung-ver (ee), m. en uskaaren Væder. (= Gradve’r). Jæd. Lister og Mandal. (Skal ogsaa hedde Ronver). Sammesteds siges ligeleds Rungbukk (ugildet Buk) og Rungstut (Tyr). Har nogen Lighed med „Grung“ (Gredung), ogsaa med Rone. Ellers findes i danske Dial. Ronnvæder og Runnvæder i samme Betydning (Molbechs Dial. Lex. p. 451).
Runing, f. Hexerie, Spaadom og deslige. Helg. (med aab. u), Indr. (med uu), Ørk. og Gbr. (i Formen Roning). Ellers kaldet Runeri, n. (Helg.).
runka, v. n. (a—a), gynge, f. Ex. paa Bølgerne. Jæd. — Andre St. rꜳnka.
Runn, m. Busk, Klynge af smaa Træer. Meget brugl. i Berg. Stift. I Stav. Amt og Rbg. hedder det Runne; i Sogn ogsaa Rune (aab. u). G. N. runnr. Jf. Kjerre. — Burt i Runnanne: hen imellem Buskene.
Runne, m. 1) Busk (= Runn). 2) Spire, Skud af et Træ (= Renning). Tell. 3) Udvæxter paa Træer, hvori Veden danner smaa Tværstriber (s. Rir). Tell. Ellers kaldet Lunde (Sdm.), Jꜳr (Ørk.) og Ripel (Rbg.).
Runnemark, f. Mark med enkelte Buske og Smaatræer.
Runnerot, f. flammet eller tværstribet Birkerod. Gbr. Tell. (Jf. Rikka).
runnut (runnette), adj. fuldt af Buske og sammenhobede Træer.
Runs, n. en pludselig Bevægelse med stor Larm. Sdm. Ogsaa Runsevad, n.
Rupikka, s. Rurpikka.
Rur, m. 1) Skurv, Roe paa Saar. G. N. hrúðr. 2) et Slags Skjæl eller Skorpe som bedækker Klipperne ved Havbredden og dannes af adskillige smaa Dyr (Lepas). Hedder paa nogle Steder Ru. Sogn og fl. (for Rud).
rura, v. n. holde ud, holde sig oppe, f. Ex. om En Baad som ligger fortøiet. N. Berg. Lat dæ no rure: lad det nu staae til. Sdm.
rurast, v. n. belægges med Skorpe eller Roe. Ogsaa rura se’. (Ørk.)
Rurberg, n. Klippe som er bedækket med smaa Skaldyr.
Rurpikka, f. Strandløber, en liden Fugl som ligner den saakaldte Strand-Erle. Sogn. (Rupikka).
Rus (aab. u), n. tyndt Skal; f. Ex. paa Poteter. B. Stift. Ogsaa i Formen Rys, aab. y (Sdm.), Ros, aab. o (Hard.). Jf. Ras. Ellers kaldet Flus, Flas, Fles og Flekk. — Hertil Verbet rysja.
Rus (uu), n. 1) Slump, Slumpetræf. Pꜳ eit Rus: paa Slump, uden Maal eller Beregning. B. Stift. 2) Ruus, Beruselse. Eit tungt Rus: Ruus som virker betyngende og varer længe.
Rus (uu), f. Steenhob; s. Røys.
rusa, v. n. og a. (e—te), 1) bytte, omtuske Varer, især paa Slump. Meget brugl. paa Helg. — 2) slumpe til; ogsaa gaae paa Slump, paa Lykke og Fromme. B. Stift. Han let da rusa te: han lod det gaae som det kunde.
rusand(e), adj. drukken. Helg. Indr.
Ruse, m. Ruse; Fiskeredskab, dannet som en Pose af Garn. Østerd.
Rusk, n. 1) Larm, Raslen (s. ruska); ogsaa Tummel, Opløb, pludselig Bevægelse. — 2) et uroligt Veir; Storm med Regn eller Snee. Temmelig alm. 3) Skrab, Affald, ubetydelige Ting. Jf. Rask.
Rusk, m. en Sløser, En som slusker Arbeidet fra sig i en Hast; ogsaa En som medfører Larm og Uro.
ruska, v. n. og a. (a—a), 1) rasle, give en raslende Lyd, f. Ex. ved at ryste eller røre i noget. Alm. (Sv. ruska). — 2) v. a. ryste, rive eller omkaste noget. ruske upp: oprive, bringe i Uorden. ruske ’ti ein: ryste En eller gribe ham f. Ex. i Haaret. — 3) jaske, affærdige sit Arbeide i en Hast. „ruske dæ frꜳ seg“. ruska ihop: sammenskrabe i en Hast; ogsaa rive sammen, røre om hinanden.
ruskall, adj. urolig, stormende. Eit ruskalt Ver: ublidt Veir. Nordre Berg.
Ruske-ver (ee), n. uroligt og ublidt Veir, Uveir, Storm.
ruskjen, adj. barsk, ublid, især om Luften og Veiret; ogsaa uredet, slusket, om En hvis Haar og Dragt er i Uorden.
rusle, s. rutla.
rusnæm, adj. som let bliver beruset, taaler lidet af stærk Drik.
Rust, f. 1. 1) en liden Skov, Lund, Samling af Træer, især af Older og Smaabirk. Hall. Gbr. Østerd. I Sdm. og nærmeste Egne hedder det Ryst (aab. y) og er meget brugeligt. (Hertil hører adskillige Gaardsnavne, som skrives: Røst, Røste, Røsten). Ellers Holt, Kjos, Kjerre. — 2) Skovmark øverst paa en Fjeldside, Fjeldskov. Skal forekomme i Tell. — 3) en Bjergryg som strækker sig opad en Fjeldside, en høi Banke (Rabb) f. Ex. imellem to Skreder. Nhl. (Jf. Rinde, Rime, Ris).
Rust, f. 2. Rust, f. Ex. paa Jerntøi. Hedder i Sdm. Ryst.
rusta, v. n. rustne, blive rusten. (I Sdm. ryste). rusta, adj. rusten.
Rustflekk, m. Plet af Rust.
rustut, adj. skovbevoxet med store Mellemrum, fuldt af smaa Skovpartier (Ruster). I Sdm. rystette.
Rusøl, n. stærkt, berusende Øl.
Rut, m. 1) et Slags stor Torsk. (Bakkerut). Sdm. 2) en vranten, knurvoren Person. Jf. Rjot. (G. N. hrútr betyder Væder). — „Rut yve Rat“, see Rat.
Ruta, f. 1) Rude, fiirkantet Plet; f. Ex. paa Tøi. 2) et Jordstykke, som udgjør en Stang (6 Alen) i Fiirkant, altsaa 36 □ Alen. Buskerud. 3) en Vinduesrude. (Glasruta). Ellers ogsaa om Ruder i Kortspil. I Sdm. betegner „Rute“ ogsaa et Bagstykke i Buxer.
ruta, adj. rudet, om Tøi. Hertil storruta, smꜳruta, blꜳruta o. s. v.
rutla, v. n. (a—a), 1) skride fremad, spadsere, gaae sagte. B. Stift. Ogsaa søndenfjelds i Formen rusle. Jf. ratla. 2) larme, give en Lyd som naar man rører og flytter noget i Huset (= brutla). Gbr.
rutut (rutette), adj. rudet; s. ruta.
Ruv, n. Omfang, Vidde (Volumen); det at en Ting optager et vist Rum. D’æ int’ stort Ruv pꜳ di: det seer ikke ud til at være meget, det optager intet stort Rum. Tr. Stift. Jf. Røyve, Ris, Uppbur.
ruva, v. n. (a—a), see stort ud, skrolle, stige i Høiden eller optage et vist Rum. Tr. Stift (ruv’), Gbr. Hall. (ruve), Nordre Berg. (i Formen rua, el. rue). Hedder ellers: ryva (Sogn), røyve (Tell. Sdm.) og rova (Jæd.). Jf. risa. Dæ veg ikje so mykje som dæ ruva: det veier ikke saa meget som man skulde troe efter Størrelsen. (Har formodentlig engang havt stærk Flexion: rjuva, ryv, rauv).
ruven, adj. stor (voluminøs), som optager meget Rum. (Mere udbredt end Verbet).
Ruving, f. Opstigen, Optagelse af Rum. (= Ruv).
ruvsam, adj. stor, vidtløftig, som optager et stort Rum. Tr. Stift. Eit ruvsamt Lass: et høit og bredt Læs, f. Ex. af Halm, Kviste, Smaaved.
ry, v. n. (r—dde), styrte, drysse ned, f. Ex. om Korn (= rynja). Tr. Stift, Helg. — Paa Helg. har det i Supinum: roe (aab. o) eller røe; altsaa i Imperf. rau. (Jf. G. N. hrjóða, rydde, tømme).
Rya, f. 1) et tykt uldent Sengetæppe med indvævet Flos eller Nop (s. Napp). Nordre Berg. Gbr. Ørk. Helg. — 2) et Gulvtæppe, eller et grovt Tæppe i Almindelighed. Tell. Buskerud. (Formodentlig af „Ru“, ligesom Hæra af Haar). — Hertil Ryega(r)n, n. Traad til at væve Tæpper af. Ryevarp, n. Rendegarn til Tæpper. Ryevæv, m. en Væv af saadant Tøi. S. Ryetel.
rya, s. rydje. ryau, s. rydig.
rydd, part. ryddet. Ellers rudd.
Rydda (aab. y), f. et Riis, en Pidsk. Helg. Sdm. (I svenske Dial. rödda).
Ryde (yy), f. Harken; Ureenhed i Halsen. Sdm. (Isl. hryðja). Ellers Skryde.
Ryde (aab. y), n. et Krat, en tæt Hob af Buskvæxter eller Smaatræer. Eineryde. Klungreryde. Sdm.
rydig (aab. y), adj. ryddelig, opryddet; om et Værelse, hvori de løse Sager ere satte af Veien og ordnede, saa at Rummet er frit. Undertiden ogsaa: tom, ledig, blottet for alt.
rydje (aab. y), v. a. (ryd’; rudde, rudt), rydde, oprydde, rense, gjøre reent; ogsaa jævne, gjøre jævnt og fladt. — Inf. hedder mere alm. rya, ry’, og røa; ogsaa ryggja (Søndre Berg.). G. N. ryðja. — Præs. ry, rø og rør. Imperf. rydde, rødde (især nordenfjelds). — rydje Timbre (røa Tymber): tilhugge Tømmerstokke paa Siderne saa at de blive flade. Nordre Berg. Tr. Stift. (Ellers tolga, tælje, skanta). rydje ein Plass: oprydde Jord til en Plads. rydje Mark: rydde og jævne et Jordstykke til Eng. Derimod siges blot: rydje (ry), om at afrage Løv, Kviste og Gjødsel af Engen om Vaaren. (N. Berg.). ry’ upp: oprydde, gjøre ryddeligt. ry’ ut: udrydde, feie. rye ’ta: afrydde, hugge Kviste og Knorter af Træerne.
Rydjing (Rying, Rø’ing), f. Rydning; Tilhugning af Tømmer; ogsaa det Arbeide at afrydde Engen om Vaaren, for at Græsset kan voxe frit. (Nordre Berg.). Jf. Rudning.
Rye, s. Rya og Ruga.
ryen, adj. løs, kornet, som lettelig drysser eller styrter ned. (Jf. rynen). Tr. Stift. Af ry, v. n.
Ryenapp, n. Flos eller Nop, som væves ind i et Sengetæppe (Rye).
Rye-tel (aab. e), n. Rending og Islæt til et Sængetæppe; den egentlige Væv, i Modsætning til Noppet som indvæves i samme. Sdm. (See Tel).
Ryevæv, s. Rya.
Ryft, f. en enkelt Vævbrede i Tæpper eller store Klædningsstykker. Hedemarken. (I Tr. Stift: Dyft og Duft).
Rygd (aab. y), f. Rædsel, Gru; ogsaa en skrækkelig Begivenhed. Shl. Jæd. (Jf. G. N. hrygð, Bedrøvelse).
Rygg, m. (Fl. Ryggje, r), Ryg. G. N. hryggr. — I Sammensætning har det i B. Stift oftest Formen Ryggja; saaledes Ryggjabyra (aab. y), f. en stor Byrde, saa meget som man kan bære paa Ryggen. Ryggjaklꜳde, m. Kløe paa Ryggen. Ryggjanyre, n. see Nyra. Ryggjatak, n. Bryden, Kamp, hvori man holder hinanden om Ryggen. Ryggjatovla (aab. o), f. Ryghvirvel. (I Sdm. Ryggjatole, aab. o).
rygge (for ryggja?), trække tilbage, drive en Hest baglængs. Brugl. ved Kristiania. (Jf. attra). Mere alm. er ryggje, v. a. i Betydningen: rygge, ophæve.
ryggja (seg), v. a. (e—de), 1) krympe sig, sætte Ryggen op (som Kreaturene i Frost og Uveir). Hard. — 2) gyse, blive forskrækket. Hard. Shl. (sjelden). Jf. Rygd og uryggjeleg, ɔ: frygtelig (hvilket hellere skulde hedde ryggjeleg).
Ryggjꜳl (eg. Ryggja-ꜳl), m. Rygstrimmelen i Huder eller Skind. Helg. Sdm. og fl.
Ryggverk, m. Smerte i Ryggen.
Rygna, f. Rognfisk, Hun-Fisk. Shl. Gbr. G. N. hrygna. (Af Rogn).
ryk og ryka, s. rjuka.
Rykk, m. (Fl. Rykkje, r), 1) et Ryk, hastigt Træk. — 2) en kort Tid, Stund, Tidsrum. Rbg. (Ellers Bil, Bolk, Tak og fl.). — 3) et Uveir (jf. Orykk); ogsaa et Angreb, Anfald af en Sygdom eller af noget ubehageligt. — Nordre Berg. og fl. (Jf. Rid og Repp). Dæ gjeng i Rykkje’: det gaaer ujævnt, der kommer et og andet Stød. Hedder ogsaa: „i rykkjevis“.
rykkja, v. a. (kje—kte), 1) rykke, trække pludselig. Ogsaa v. n. trække ujævnt, gjøre et og andet Ryk. — 2) rynke, trække sammen i Rynker. B. Stift, Tell. og fl. (I denne Betydning kunde rykkje ansees som et eget Ord, afledet af Rukka). rykkje ihop: trække sammen, indknibe, drage i Rynker. rykkje ꜳt: stramme et Baand, saa at det slutter tæt til.
rykkjast, v. n. (Imp. ryktest), rykkes, nappes med hinanden. Lat dæ no rykkjast: lad det nu gaae som det kan.
Rykkjeband, n. Baand hvormed noget trækkes sammen; især i en Aabning paa Klæder. Ogsaa Rykkjingeband. (B. Stift).
Rykkjespenne, n. Kamp, Dyst; et ret kraftigt Forsøg. Nordre Berg.
Rykkjing, f. 1) Rykning. 2) Rynkning.
rykt, part. (af rykkja), 1) rykket; f. Ex. upprykt’e: oprykket. 2) rynket, lagt i Rynker; om Klæder (= rukka). Hertil Ryktebrok, f. Skindbuxer, som trækkes sammen omkring Knæet med et Baand (brugelige ved Fiskeriet paa Havet). Sdm.
Rykte, n. = Or, Snakk, Spurnad.
Ryl, m. et Slags Skurv eller Knort i Huden, især paa Heste (= Fleir). Ørk. Jf. Rjøl.
ryla, v. n. (e—te), grynte, som et Sviin; ogsaa skrige med en langtrukken Lyd. Nordre Berg. Ellers gryla (S. Berg.). Jf. skryla og yla. — Heraf Ryling, f.
Rylk og Rylik (aab. y), m. Røllike (Achillea Millefolium). Sv. rölleka.
ryma, s. røma. Ryma, s. Rjome.
Ryn (aab. y), el. Røn, m. Larm, Bulder; ogsaa Gjenlyd. Indr. — Jf. Run og Dryn.
rynd og Rundekonn, s. rund.
rynen, adj. skjør, som ikke holder sammen; især om Deig (= klekkjen). Ørk. — Ellers rynen (aab. y), om noget som let styrter eller drysser ned. Af rynja. (Sjelden).
Ryng, m. Ophøining i Midten, bueformig Forhøining, f. Ex. paa et Laag. Hard.
ryngja, adj. ophøiet i Midten, konvex. Hard. — Ellers kuva.
Ryngja, s. Ringja.
rynja, v. n. (ryn; runde, runt), drysse, styrte, strømme ud; om en Masse af smaa Stykker, saasom Korn, Nødder, Gruus, Sand. Ogs. brage, rasle, som naar noget styrter ned; komme tilstrømmende i store Flokke; ligesaa om en vidtløftig strømmende Tale. Meget brugl. i B. Stift, ogs. i Gbr. I Tr. Stift bruges: ry (s. foran). I Tell. udtrykkes samme Begreb ved: renna. G. N. hrynja. — rynje ned: drysse ned. rynja utyve: strømme ud, spredes. rynje pꜳ: strømme til, trykke paa, f. Ex. om Kornet i Mølletragten.
Rynjing, f. Fremstyrtning, Strømning; ogsaa en vidtløftig Snakken, en ustandselig Strøm af Ord. B. Stift.
Rynning, m. ung Træ; s. Renning.
ryr, adj. udrøi, kortvarig, som snart faaer Ende. Meget brugl. vestenfjelds, ogsaa i Hall. Vald. Gbr. og fl. (I Tr. Stift siges oftere: skryv, og i Tell. skyvar). G. N. rýrr, tynd. Got. riurs, forgjængelig. — Ein ryr’e Mat: Mad som forødes snart, som man behøver meget af. D’æ bꜳde dyrt ꜳ ryrt: det koster meget og varer lidet. Ogsaa med Betydn. brøstholden, forarmet: Han vert’ ein ryr’e Mann ta di, ɔ: han skader sig selv dermed, han vil snart lide Tab derved. Nordre Berg.
ryrkast (yy), v. n. formindskes, forødes snart, blive udrøi. Sogn, Nhl. og fl.
Ryrskap, m. Uvarighed, det at noget bliver snart forødet. Ogsaa Ryrleikje, m.
ryrvoren, adj. noget uvarig.
Rys (aab. y), tyndt Skal; s. Rus.
Ryse og Rysel (Jætte); s. Rise.
rysen (yy), adj. skrækkelig, forfærdelig. Sfj. Yttre-Sogn. I Sdm. røsen.
rysja (aab. y), v. n. (rys’; ruste, rust), gyse, føle en Gysen. B. Stift, Gbr. Ørk. I Ag. Stift eller grysja og gryse. (Sv. rysa). „rysja i Hold’e“: føle en ubehagelig Rystelse i Nerverne, som naar man seer paa noget hæsligt. Eg rys i Hold’e alti’ nꜳr eg ser Ormen. B. Stift.
rysja, v. a. plukke Skal af. Hard.
Rysja, s. Ryssa. Rysje, s. Ryskje.
Rysjing, f. Gysen, Rystelse.
Rysk (aab. y), n. Blandkorn. Shl.
rysk (yy), adj. 1) russisk. (Sv. rysk). — 2) ufuldvoxen, eller egentl. glat, haarløs, paa visse Dele af Legemet. Sdm. Jf. Ryss.
Ryske, f. en Hestesygdom. Buskerud.
ryskja (aab. y), v. a. (e—te), rive, rykke op, afrive, f. Ex. Græs eller Haar. B. Stift. (Imperf. udt. ryste). G. N. ryskja.
Ryskja, n. gammelt og stivt Græs. Nordre Berg. I Sogn ogsaa Rysje. Jf. Fonne, Elje.
Ryss (yy), m. 1) en Russer. (Sv. ryss). 2) en liden Dreng, Pog. Østerd.
Ryssa (yy), f. en Hoppe. Forældet og sjeldent i de sydligste Fjeldbygder. I Hard. Rysja, som Kjælenavn. Jf. Rossa, Horsa. G. N. hryssa. I Tell. kun som en Benævnelse paa store og klodsede Kvindfolk. (Ei Styggerysse, Slumperysse).
Ryst, f. Skov; ogs. Rust; see Rust.
Ryst, f. i Bryggerie; see Roste.
rysta, v. a. 1. mæske, røre Maltet. (Hedder ogsaa rosta). Rystesꜳ, m. Rostekar.
rysta, v. a. 2. udruste, udstyre. Heraf Rystning, f. (Nye Ord).
rysta, v. n. rustne, blive rusten.
Ryste (aab. y), el. Røste, n. Gavl, Tagspids, den øverste smalere Deel af Tværvæggen i et Huus. Ørk. Ndm. Fosen, Indr. (Af Rost). Hedder ogsaa Røst (Fosen) og Røyste (Helg.); ogsaa Rysting (Ørk.). Ellers: Brøst, Bjørlad, Ram, Ramlægje. I Ndm. ogsaa om det øverste af Taget; det samme som Rost og Raust. (Sv. röste, Tagryg).
Rystekabbe, m. en af de korte Stokke i Gavlen (Rystet). Ørk. Ndm. — Ellers: Sneikubbe, Bjørladstokk.
Rystemor (Røstmor), f. den øverste lange Stok i Tværvæggen; den Stok hvorfra Gavlen (el. Rystet) begynder. Indr. (I B. Stift: Samhald).
Rysting (Røsting), f. Gavl, Vægspids (= Ryste). Ørk.
ryt og ryta, s. rjota.
ryva, optage meget Rum; s. ruva.
ryven, stor bred. (Sogn). S. ruven.
Ræ, n. Aadsel, død Krop. Nhl. (G. N. hræ. Ang. hræv). Mere udbredt i B. Stift er: Ræbikkja, f. en graadig Hund (en som æder Aadsler). Ligesaa Ræbeist, n. om et hidsigt og graadigt Dyr. Sdm. og fl.
Ræ, s. Ride. — ræa, s. ræde.
rædd, adj. 1) bange, forskrækket; 2) frygtsom, let at skrække; 3) forsigtig, meget varsom. (I Namd. og Indr. lyder det som radd eller raidd). G. N. hræddr. Eg æ rædd’e fyre dæ: jeg frygter for det; ogsaa: jeg har nogen Mistanke, en vis Formodning derom. Saaledes ogsaa ironisk, f. Ex. Eg æ so rædd’ han tor ’ikje: jeg skulde maaskee tvivle om, at han ikke tør vove det (ɔ: jeg veed vel at han tør det). B. Stift. Ver no rædd’e fyre Klædꜳ: vær nu smukt forsigtig med Klæderne. (Nordre Berg.). — Forbindes ofte med et Subst. i Dativ; f. Ex. Dei va rædde Far’a: de frygtede for Faderen.
rædda, v. a. redde. (Fremmedt Ord).
ræddast, v. n. frygte, blive bange. D’æ ikje noke te ræddast fyre.
Ræddhug, m. Frygt; ogsaa Ave, Respekt for En. B. Stift. (Sv. räddhåga).
ræddvoren, adj. frygtsom.
ræde, v. n. (a—a), springe, løbe i Brunst, om Dyr. Sdm. Jæd. (ræa). Ogsaa lefle, drive letfærdig eller utugtig Spøg.
Ræde, f. et fladt Skjær. Sdm. (sjelden). Ogsaa et letfærdigt Kvindfolk. — Et andet Ræde forekommer i „Sjølræde“, ɔ: Selvraadighed.
Ræding, f. letfærdig Opførsel.
Rædsel (Ræss’el), m. Frygt, Rædsel.
ræfta, s. refta. Rægn, s. Regn.
ræk, adj. tykmælet; s. rækmælt.
ræk, s. Rek. ræka, s. reka.
rækja, v. n. (e—te), harke, rense Halsen, spytte ud. B. Stift. (Af Rꜳkje). G. N. hrækja.
Rækje, f. Ræge, et Slags Krebs (Sqvilla). Søndenfjelds. Sv. räka.
Rækje, n. en Hob sammenraget Hø. Gbr. Jf. Rꜳk og Ruka.
rækmælt, adj. som taler tykt eller ureent, lallende, vædskefuld i Munden. Ørk.
Ræle, f. Stang. (Buskerud). Ogs. Rꜳle.
Ræm, s. Rem og Rime.
Ræma, f. Hæshed, Svækkelse i Stemmen. Nordre Berg. (Af rꜳm). Isl. ræma.
ræmast, v. n. blive hæs. (Sjelden).
ræmbe, og ræme seg; s. remba.
ræmja, v. n. (a—a), skrige, især længe og med afvexlende Stemme, som f. Ex. Kattene. Meget udbredt (B. Stift, Rbg. Vald.). Nogle Steder: æmja. G. N. remja.
Ræmje, n. Skrig. (I Sdm. Ræmj).
Ræmjing, f. idelig Skrigen.
Ræmse, s. Remsa. rænde, s. renda.
Ræng, s. Rꜳng. rængje, s. rengja.
Ræning, m. en Strimmel, smal Kant, især paa Eng eller Ager; ogsaa Stribe, Række. Sdm. Fosen.
Rænsel, s. Rensel og Rensl.
rænske, s. reinska. rænt, s. renna.
Ræpe, f. Kokase. Tell. Ogsaa kaldet Rye, s. Ruga. (Isl. ræpa).
Ræs, s. Ris. Ræsa, s. Rise.
ræsa (ræse), v. n. (e—te), 1) gaae jævnt, skride frem, især flokkeviis; strømme frem, f. Ex. om Kvæg. Nordre Berg. Gbr. (Af Rꜳs). — 2) strømme, flyde bort i store Masser; især om Iis i Elvene. Saaledes ogsaa „Elv’a ræse“: Elven bryder op, gjør Iisbrud. — 3) rinde op, voxe hurtigt; om ung Skov. Sdm. See Rꜳs.
Ræse, n. Løb, Strømning; Punkt hvor noget strømmer igjennem. Sjelden.
Ræsing, f. Gang, Fremstrømning.
Ræv, s. Rev, Riv og Rauv.
Ræve, n. det øverste Rum under Taget; Tagvinkelen, især i Lader. Meget brugl. i Sdm. (Jf. Rov, Ram, Raft; Rost, Rot). G. N. ráf, rjáfr, ræfr.
ræve-stappa, adj. om en Lade, fuldpakket til det øverste under Taget, nemlig af Hø eller Korn. Sdm.
Rø, pl. s. Ro. — Rø, n. s. Rod.
rø, v. see røde og rydje.
rødd, adj. 1) bemandet, besat med Roerfolk; om en Baad. 2) beskaffen med Hensyn til Roningen. Kun sammensat, som lettrødd, tungrødd. Nordre Berg.
røde (røa, rø), v. n. (e—de), 1) tale, snakke, samtale. Rbg. Tell. Hard. (i Formen rø, røe). G. N. rœða. — 2) vaase, snakke vidt og bredt om Smaating. Nordre Berg. Jf. rodda, ralla, svalla, søgja, masa.
Røde (Røa), f. Tale, Samtale; ogsaa Vaas. Mest i de sydlige Egne. (G. N. rœða). I Tell. mest i Fl. Rø’ur, ɔ: Snak, Historier.
Røde, n. Rum i en Baad, med tilhørende Roerbænk og Aarer. Sdm. og fl. D’æ tvau Røde ’ti ein Færing, ꜳ try ’ti ein Kjempefæring. Heraf Trerøding, en Baad med tre Aarepar.
røden, adj. snaksom. Mest alm. røen; i Tell. rø’ug.
Røding, f. Snak, megen Tale.
Røe, s. Røde og Rode.
røkja, v. n. og a. (e—te), 1) efterspore, forske, søge nøie, gjøre sig Flid for at finde eller faae vide noget. Nordre Berg. (meget brug.). Dei røkte ꜳ leitte pꜳ alle Stade. Me lyt’e røkje ette di: vi maa see til at udforske det. (G. N. rœkja, drage Omsorg for). — 2) gjøre sig Umage, være om sig, passe paa at forsyne sig. Mest i Talemaaden „røkje seg“ om Kvæget. D’æ Kyr so røkje se: det er just saadanne Køer som ere om sig for at finde Føde. Sdm. — 3) i Talemaaden „røkja seg“: skynde sig, haste, rappe sig. Hard. Voss. Hertil røkjen, røkjeleg.
Røkjar, m. en Udfritter, En som vil vide alting meget nøie.
røkje, adv. snart, hurtigt. Da gjekk so røkje mæ dei. Voss.
røkjelege, adj. 1) hurtigt, raskt. 2) ganske, netop. Nhl. Da va ’kje røkjele so, helder.
røkjen, adj. 1) omhyggelig, som gjør sig Flid. Sdm. (sjelden). 2) rask, hurtig. Hard.
Røkjing, f. Travlhed, Stræben.
røkkja, v. n. naae, række; komme til Ende. See rekka.
Røknad, m. Efterforskning, nøiagtig Undersøgelse. Sdm. Dæ kjem’e snart Røknad ette di: der kommer snart nogen som spørger efter det.
Røkt, f. Røgt, Pleie, Tilsyn.
røkta, v. a. (a—a), røgte, pleie, have Tilsyn med. G. N. rœkta.
Rølik, s. Rylk.
røma (røme), v. a. (e—de), 1) rumme, optage, give Rum til. Dær va so mange som Hus’e rømde. (Sv. rymma). — 2) udvide, gjøre vid og rummelig. Ofte med „pꜳ"; f. Ex. røme pꜳ eit Band: gjøre et Baand slappere. (Jf. rom, adj.). — 3) rømme fra, forlade, gaae ud af. røme Gar’en; rømme af Gaarden. Ligesaa: røme Hus’e, Land’e. Ogsaa v. n. rømme, flygte, undvige. I Nhl. Sogn, Sfj. og fl. hedder det ryma og ryme (af Rum), ellers mest alm. røme (af Rom). G. N. rýma.
rømast, v. n. (est—dest), udvides, blive mere rummelig. Dæ tok te rømdest: der blev lidt mere Rum.
Rømd, f. 1) Vidde, Rummelighed; tilstrækkelig Plads. 2) et frit og aabent Rum. Pꜳ Rømd’a: ud i det Fire. koma pꜳ Rømd’a: komme paa fri Fod; ogsaa komme ud i Verden. (I Sfj. og Nhl. Rymd). Sv. rymd. Jf. Umrøme, Utrøme, Trꜳngrøme.
Røme, m. s. Rjome.
rømeleg, adj. rummelig.
Røming, f. 1) Udvidelse. 2) Rømning.
røn, adj. med Betydningen: kommende fra en vis Kant. Bruges kun i Sammensætning og om Vinden; saaledes austrøn, vestrøn, norrøn, utrøn, innrøn, landrøn. Mest i Tr. Stift og Nordre Berg. Bruges oftest i Neutrum (rønt, langt ø). G. N. -rœnn. Heraf Subst. Røna, f. i Landrøne og Utrøne. Jf. Gam. Tydsk: nordróni (Norden), sundróni, westróni.
Røn, s. Ryn. — røn, s. rynja.
Rør, f. Kant, Bryn, yderste Rand af en Flade; f. Ex. Bors-Rør’a: Kanten af Bordet. Meget brugl. nordenfjelds og i Sdm. Dæ stend ꜳ Rør: det staaer paa Kanten, opret; f. Ex. om et Bræt. (Sdm.). døyve Rørenne: afglatte Kanterne paa en Fjel. (Jf. Sv. rör, n. Grændselinie).
rør, s. ro, rydje og røde.
røra, v. a. (e—te), 1) røre, bevæge. (G. N. hrœra). I B. Stift bruges oftere røyva (i Sdm. ansees „røre“ næsten som et fremmedt Ord). — 2) røre, omrøre, blande eller rode i noget. Alm. og meget brugl. „rør’ ihop“: røre sammen. „rør’ upp“: oprøre, rode op, grumse. — 3) v. n. vaase, snakke, uden Plan eller Sammenhæng. Søndenfjelds.
Røra, f. 1) Masse, Deig, Suppe eller noget som er sammenrørt. 2) Sammenblanding, Uorden (Chaos). Dæ lꜳg alt i ei Røra. 3) Tummel, Forvirring, Opløb.
rørande, adj. som man kan røre ved.
røren, adj. skjødesløs, som sammenblander og forvirrer sine Sager.
Røring, f. Sammenrøring, Blanding.
Rørsla, f. Rørelse, Bevægelse. (Sjelden).
rørug, adj. rask, rørig.
Røs, s. Røys. røs, s. rysja.
røseleg, adj. 1) stor, anseelig, let at bemærke. Sogn. 2) storladen, som har et stolt og myndigt Udseende. Indr.
røsen, adj. frygtelig. S. rysen.
Røslyng, n. den almindeligste Art af Lyng. Ørk. Jf. Bustelyng.
Røst, f. Røst; Sangstemme; ogsaa et Raab eller Skrig, som man troer at høre paa de Steder hvor en Ulykke er hændt.
Røst, n. (i et Huus), s. Ryste.
røta (seg), v. a. (e—te), faae Rod, fæste Rødder; om Væxter. Ogsaa røtest. (Af Rot). Dæ treng ei Tid te røte seg.
Røte, n. Rod, i figurlig Forstand. Urøte og Illrøte bruges om et langvarigt Uveir og ellers om noget ondt eller ubehageligt. Ogsaa ironisk: „Eit godt Røte“, om en Slægt eller Familie, som man ikke lider.
røtt, adj. rodfæstet, som har slaaet Rødder; f. Ex. om flyttede Træer.
røug, s. røden. Røur, s. Røde.
Røv (aab. ø), m. det nederste Kornlag i Hesjerne; den Rad af Kornbaand, som staaer opreist, med Stilkene mod Jorden. Sdm. — Røv, m. betyder ellers en Ræv, see Rev. Ligesaa en Bom eller Valse, see Riv.
Røv (aab. ø), n. smaa Hvirvler i Vandfladen, hvorpaa man kan see Fiskestimenes Gang. Shl. (Jf. Yr, Uppfar). Hertil røvja.
røva (aab. ø), v. n. (a—a), røve, plyndre. Hertil Røvar, m. en Røver. — Om et andet røva see reva.
Røvabjølla, s. Revbjella.
Røve, Røveleike etc. see ved Rev.
røvja, v. n. (a—a), om de Hvirvler eller smaa Bobler, som vise sig i Vandfladen over en stor Sildestiim. Shl. „Da røvja pꜳ Sjo’en“. (I Sdm. yre). Maaskee beslægtet med D. røbe eller Sv. röja?
røvla, v. n. om Jorden, naar Sneen aftøer paa enkelte Pletter. Sdm.
Røvtrode, f. den nederste Stang i Kornhesjerne (s. Røv). Sdm.
Røy, f. Tiurhøne. Søndenfjelds. (Om et andet Røy see Røyr).
røye (for røyda), v. n. see rødt ud. Gbr. „Dæ røye pꜳ dæ“. (See roda). Skulde ogsaa betyde at gjøre rød.
Røyk, m. 1) Røg. G. N. reykr. Han vil gjerne vera ’pi Røykj’a: han vil have det paa en stor Fod, være med de Store. (Tr. Stift). 2) et dunkelt Rygte, en Formodning. Dei hadde fꜳtt ein Røyk ta di: de havde faaet et Nys om det.
Røyk, n. en liden Hob eller Stak, især af Tørv. Jæd. Ellers Rauk.
Røykflokje, m. en tyk Røghvirvel, en liden Røgsky.
røykja, v. a. 1. (e—te), røge, tilrøge, f. Ex. Fisk eller Kjød. Ogsaa frembringe Røg, faae noget til at ryge. „røykja ’punde ein“: holde En i et Røgbad. „røykje mæ Eine“: brænde Enebærkviste i et Værelse for at fordrive usund Luft. „røykje Pipa“: røge Tobak.
røykja, v. a. 2. oplægge i smaa Stabler eller Stakke (= rauka). Jæd.
Røykjelse, n. Røgelse.
Røykjing, f. Røgning; Tilrøgning.
røykjut, adj. tilrøget, sort af Røg. Søndenfjelds. (I Gbr. røykjꜳt).
Røykstova (aab. o), f. Røgstue. Ellers kaldet Rotstova og Ljorestova.
røykt, part. røget, tørret i Røg. Hertil Røyktesild, Røyktelaks og fl.
røyna, v. a. (e—te), 1) prøve, forsøge; ogsaa erfare, iagttage, lære at kjende ved Erfaring. Meget brugl. vest- og nordenfjelds; men sjeldent i Ag. Stift. G. N. reyna. (Jf. raun, Erfaring). røyne seg: forsøge sine Kræfter, anstrenge sig. Eg heve røynt da i lꜳng’e Ti’: jeg kjender det af en lang Erfaring, har mærket det i lang Tid. — 2) angribe, anspænde, tage haardt paa; om Arbeider, Bevægelser, Sygdomme o. s. v. Eg tykje da røyne deg: jeg synes at det angriber dig stærkt, jeg frygter for at du taaler det ikke. (B. Stift). Da røynt’ ikje so lite: det gik ikke saa let over, der behøvedes ikke liden Styrke for at kunne taale det. Mest brugl. i Sogn og Nhl. (Andre Steder: „leita pꜳ“ og „taka ꜳt“). — 3) gjælde om, komme an paa; behøves. Dæ røyn’ ikje pꜳ: det behøves ikke, det kommer ikke an derpaa. Han gjekk frꜳ, nꜳr dæ røynte pꜳ: han slog feil naar det mest gjaldt. B. og Tr. Stift.
røynast, v. n. vise sig ved Erfaringen, bekræfte sig. (Hedder ogsaa: røyne seg). Da kann so røynast: man faaer nok erfare det, det er nok altfor sandt. Nordre Berg.
røynd, partic. prøvet, forsøgt.
Røyndom, m. Prøve. Dæ held ikje nꜳr dæ kjem i Røyndomen: det slaaer feil naar det rigtig gjælder om. Stavanger.
Røyne, n. Forsøg, Prøve. (Sjelden).
Røyning, f. Angreb, Anspændelse.
Røynsla, f. Prøvelse, Anspændelse; ogsaa Erfaring, Iagttagelse.
Røyr, f. 1. 1) Rør, en Væxt; egentlig et Slags Vandplante (Arundo), men oftest om det saakaldte Rørgræs (Phalaris). G. N. reyrr, m. — 2) en Stilk, en tyk og huul Stængel; saaledes ogsaa en Spadserestok (af en eller anden udenlandsk Væxt). — 3) Rør, Pibe, huul Cylinder. Omnrøyr. Vindrøyr.
Røyr, f. 2. (Fl. Røyra, r), Lyske, Laarkrig. Meget udbredt og brugl.; mest i Fleertal (Røyranne). vondt i Røyrom: Smerte i Lyskerne; ogsaa Tegn til Brok. (I Ørk. Rør). I Isl. skrives det hræri. Jf. Svangje.
Røyr, f. 3. Rød-Ørred, Fjeldørred med rød Bug (Salmo alpinus). B. Stift. Helg. og fl. I det Søndenfjeldske skal den tildeels hedde Røy; altsaa vel egentlig Røydr. (Et Fiskenavn reiðr el. reyðr forekommer i Skalda).
røyra, v. a. (e—de), tilrøre, omvinde, omvikle tæt og fast med Traad eller Baand. F. Ex. røyre ein Ꜳngel: fæste en Fiskekrog til Snoren ved en tæt Omvinding af Traad. (G. N. reyra). Particip røyrd (røyr’e). Han gjekk mæ ein røyd’e Fot: med en forbunden Fod. — Jf. røyrga og rigga.
røyrga, v. a. (a—a), røre til, vinde, omvikle (= røyra). Nhl. Synes at være dannet af Røyr, f.
Røyrga, f. en Omvikling, Tilbinding; Baand at røre til med. Nhl.
Røyrgras, n. Rørgræs (Phalaris arundinacea). Ofte kun „Røyr“.
Røyring, f. Omvinding, Røring; Sted hvor noget er tilrørt eller omvundet. (I Nhl. Røyrga). Røyringetrꜳd, m. Traad til at røre eller omvinde med.
Røyrkval, m. et Slags Hval (Balæna Physalus?). Paa Færøerne: röiur. I Kongespeilet er ogsaa reyðr en Art Hval.
Røys, f. (Fl. Røysa, r), Steenhob, opkastet Dynge af Steen. (Alm.). G. N. hreysi. Sv. rös, n. — Kaldes ogsaa Rus (Indr.), Ruva (Helg.), Rulla (Jæd.).
røysa (røyse), v. a. reise, opreise. (B. Stift, Helg. og fl.). See reisa. Hertil Røysing, røysefør.
Røysekatt (Røyskatt), m. Hermelin (Mustela Erminea). G. N. hreysiköttr.
Røysn, f. en stor Bedrift, noget som man kan skryde af. Sdm. (G. N. rausn, Pragt).
Røyste, n. Gavl i Huse. See Ryste.
røysut (røysette), adj. fuldt af Steenhobe; om ryddet Land.
røyta (røyte), v. a. (e—te), 1) faae noget til at raadne, gjøre raaddent. Alm. (Af Rot, eller et forældet raut, rjota). Sv. röta. „røyte upp Klæda“: udsætte Klæderne for idelig Fugtighed, saa at de raadne. Uegentlig om et væmmeligt Pral og Skryderi. (Jf. skrøyta). Hertil Røytekopp, Røytestamp, om en Storskryder. (B. Stift). — 2) rødne, faae noget til at opløses eller skille sig; især ved langvarig Fugtighed. „røyte Hamp“: rødne Hampen. (Hedder søndenfjelds ogsaa: fꜳ). „røyte Skinn“: lægge Skind i Blød, for at Haarene skulle blive løse og gaae af. Jf. Røyta, f. — 3) afpille, blotte, gjøre bart; ogsaa udplyndre, fratage alt. Dei ha røytt av alt som dær var. Han røytte ’ta kvart eit Hꜳr. G. N. reyta.
Røyta, f. 1) Forraadnelse; langvarig Fugtighed; ogsaa et Veir hvori Hø og Korn er udsat for at raadne. — 2) Udblødning, Rødning af Hamp og Liin; ligesaa af Skind. (Elvarøyta, Kalkrøyta). — 3) Afskrabning, Blottelse, Ryddiggjørelse. Han fekk ei go’ Røyte: han fik et ret dygtigt Smæk, led et ganske anseeligt Tab. — Uegentlig om en Praler, en Storskryder.
røytast, v. n. (Imp. røyttest), opløses, adskille sig; begynde at raadne.
Røytebolk, m. Regntid, langvarig Fugtighed og Mangel paa Tørring.
Røytehꜳr, n. Haar som ere aftagne ved Rødning.
Røyte-ver, n. varmt og fugtigt Veir.
Røyting, f. Rødning o. s. v. see røyta.
røytt, part. rødnet; afhaaret; ogsaa blottet, forarmet, ruineret.
røyva (røyve), v. a. (e—de), 1) røre ved, berøre. B. Stift. (G. N. hreyfa). Mꜳ ’kje røyva da: rør ikke ved det. — 2) røre, bevæge. røyve seg: røre sig. Han vann ikje røyve Foten: han var ikke istand til at røre Foden. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Gbr. og fl. — Particip: røyvd, ɔ: rørt, berørt. Dæ hev’ ikje vore røyvt pꜳ lꜳng’ Tid. Heraf urøyvd.
røyve, v. n. udbrede sig, optage meget Rum. Tell. Sdm. — See ruva.
Røyve, n. 1. Størrelse, Vidde, Omfang. Tell. Sdm. — See Ruv.
Røyve, n. 2. Ulden af et Faar. (Ullarøyve). Søndre Berg. og fl. Ved Stavanger hedder det Reive. G. N. reyfi.
røyven, adj. stor, udbredt, som optager et stort Rum. See ruven. — Et andet røyven (af røyva, v. a.) findes kun i Sammensætning, som seinrøyven.
Røyving, f. Vedrøren; Berørelse. (Sjelden).